Udvalget for Landdistrikter og Øer 2018-19 (2. samling)
ULØ Alm.del Bilag 11
Offentligt
Til erhvervsminister Simon Kollerup Christiansborg.
Kære minister
Tilbagefør midlerne til LAG Djursland
Nu sidder vi her igen i LAG Djurslands bestyrelse og læser ansøgninger om midler til iværksætteri og et
bedre liv på landet. Det er vores anden ansøgningsrunde i år.
Vi er en bestyrelse på 17 medlemmer, der arbejder frivilligt og gratis, fordi vi brænder for udvikling og
trivsel i landdistrikterne.
Og igen oplever vi en masse velkvalificerede ansøgninger, hvor 11 projekter har søgt LAG/Flag midler for
2,5 mill. kr. til projekter til en værdi af 6.7 mill. kr. Det sørgelige er, at vi kun har max. 1,6 millioner om
året at dele ud af og må derfor også denne gang skuffe en del ansøgere med et afslag.
I vores udviklingsstrategi hedder det, at vi skal være med til at videreudvikle og synliggøre Djursland som
et område fyldt med liv, erhvervsliv og liv i landsbyerne. Gennem stærke fællesskaber skabes rammen
for det gode liv for nuværende og fremtidige borgere og turister, samt attraktive og bæredygtige
arbejdspladser i lokalsamfundet.
I perioden fra januar 2015 og til marts 2018 har LAG Djursland uddelt tilskud til 55 projekter. Vi har
modtaget over 100 ansøgninger fordelt på 8 ansøgningsrunder. Samlet er det blevet til mere end 9 mill.
kr. til udvikling af landdistrikter og fiskeriområdet på Djursland og projekterne har haft en samlet værdi
på over 30 mill. kr.
LAG er med til at udvikle arbejdspladser på Djursland både på land og til vands og er med til at fremme
det gode liv på landet. Det er også med til at øge bosætning og kvalitet og indhold i livet på Djursland.
Desværre må vi alt for ofte sige nej til gode og velkvalificerede projekter eller tildele dem færre midler
end de har søgt om.
I 2016 blev vores midler af den tidligere regering beskåret med 30% til stor skade for den indsats, vi
ønsker at yde.
Projekter som opstår fra ildsjæle på landet, som brænder for deres idéer om iværksætteri, og forbedring
af rammevilkårene på landet. Og som er med til at skabe arbejdspladser og udvikle det gode liv på
landet.
Derfor opfordrer vi kraftigt den nye regering til at øge midlerne til LAG i den nye finanslov.
Med venlig hilsen
LAG Djursland
Marianne Als Nielsen
Formand