Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (2. samling)
SUU Alm.del Bilag 37
Offentligt
2067453_0001.png
TIL FOLKETINGETS SUNDHEDS- OG ÆLDRE UDVALG.
Jeg tillader mig at sende jer tre pdf filer med en beskrivelse af et sundheds IT-projekt, som jeg ved
vil have jeres interesse.
Jeg har ingen økonomiske interesser i projektet, men da jeg har udtænkt det, er jeg måske en
anelse forudindtaget.
Selv om sundheds-IT normalt er regionernes eller de enkelte klinikers ansvar, kræver dette projekt,
at folketinget involveres.
Den grundlæggende tanke er, at projektet skal binde patientforløbene sammen,
således at patientbehandlingen bliver et hele, og ikke er splittet op som idag.
Det kræver nogle IT-tekniske løsninger, og det kræver, at centrale arbejdsgange i sundhedsvæsenet
ændres.
For det første kræver projektet, at en (1) patient kun har en (1) journal.
Projektet kræver også, at der kommer en anden tilgang til valg af Sundheds-IT systemerne end i
dag (mere om dette i beskrivelsen), og en anden økonomisk tilgang (ligeledes mere om dette i
projektbeskrivelsen).
Idag er patientens sundhedsoplysninger spredt på talrige journaler. De er ikke synkroniseret. Man
forsøger at informere hinanden, men da det er en manuel process, sker der ofte svigt.
Det er klart, at ikke alles journaloplysninger er så spredte, slet ikke hvis man er ung. Men jo ældre
patienten er, jo større er chancen for, at der er mange journaler, og jo mere har man brug for, at de
hænger sammen, hvad de alt for ofte ikke gør.
Det er ikke nok at samle alle sundhedsdata på patienten. Det vil blot overvælde behandlerne. De vil
drukne i detaljerne. Vi er nødt til at strukturere disse oplysninger, så de korrekte og relevante data
er tilgængelige i en overskuelige form.
Samtidig skal vi sikre os, at systemet er robust, sikkert og økonomisk realiserbart.
Projektet, som jeg har kaldt Dellingr efter Asa-guden for morgengryet, løser alle ovenstående
problemer.
(Ok, jeg ved godt, at man som reglen er forudindtaget, når man har udtænkt et projekt, men hvis I
læser beskrivelsen igennem, vil I se, at udsagnet ikke er grebet ud af den blå luft!)
Jeg har kaldet det Dellingr, fordi jeg mener, at vi trænger til en ny morgen, en ny dag for vores
sundheds-It systemer.
Hvordan det kan lade sig gøre, er beskrevet i projektbeskrivelsen, som er vedhæftet.
Jeg vil meget gerne præsentere projektet for jer og ønsker derfor foretræde for udvalget.
Med venlig hilsen
Kim McKenzie Rønhof - praktiserende læge - og gammel IT-nørd. (der er en kort beskrivelse af mig
bagerst i projektbeskrivelsen)
email : [email protected]
Adresse : Strandhuse 28B, 5700 Svendborg
Tlf +45 2062 1171
P.S. Dette er ikke kun en IT beskrivelse der skal forelægges, det er reelt en diskussion om, hvordan vores
sundhedsvæsen hæger sammen, så jeg vil være taknemlig, hvis der kunne sættes en rimelig tid af til
forelæggelsen.