Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (2. samling)
SUU Alm.del Bilag 17
Offentligt
Danmarks ældste paraplyorganisation for holistisk-komplementær sundhed
ÅBENT BREV
til sundhedsminister
Magnus Heunicke
Kan man anvende naturlige stoffer til kræftbehandling?
Hvis naturlige stoffer i henhold til videnskabelige undersøgelser kunne forøge
helbredelse fra kræft, ville det da være muligt at indføre dem i behandlingen?
Af: Kemiingeniør Søren Refstrup, Landsorganisationen NaturSundhedsrådet (LNS), [email protected]
Harvard Medical School i USA publicerede i 1962
en videnskabelig rapport om fundet af nogle
stoffer, man døbte kollagenolytiske faktorer,
som man havde observeret var i stand til at
nedbryde kroppens bindevæv
(1)
. En væsentlig
del af bindevæv består jo af et stof kaldet
kollagen og -lytisk vil sige at nedbryde.
Bindevæv dannes mellem cellerne og binder
dem sammen, og er en hovedbestanddel af
levende væv og er det, der giver fx hud og
blodårer fysisk styrke. I rapporten
(1)
nævnes
bl.a., at nedbrydning af bindevæv er nødvendigt
for opbygningen af nyt væv, som det fx finder
sted når kroppen vokser.
Allerede i 1982 var forskerne klar over, at
bindevæv er så kompakt, at celler ikke kan
trænge igennem det, medmindre bindevævet
nedbrydes. På daværende tidspunkt havde man
en klar ide om, at spredning af kræft finder sted
gennem nedbrydning af bindevæv
(2)
.
Nedbrydning af vævet, som fx når kroppen
vokser, skal være nøje kontrolleret for at sikre,
at det ikke tager overhånd i forhold til
genopbygning. I en sund og rask krop fungerer
nedbrydning og genopbygning automatisk og
uden problemer.
Siden opdagelsen af de kollagenolytiske faktorer
i 1962 har der overalt i verden været forsket
intenst i dem. Det har over årene ført til
identificering af mere end 20 forskellige
enzymer, der kan nedbryde bindevæv på
forskellige måder
(3)
. Disse enzymer kaldes i dag
MMP-er (matrixmetalloproteinaser) (matrix:
bindevæv, metallo: de indeholder et zink-atom,
proteinaser: de nedbryder de proteiner, som
bindevæv består af).
Forskerne har siden 80’erne været klar over, at
kræftceller udskiller MMP-er og at MMP-erne
(hovedsagelig MMP-2 og MMP-9) er
medvirkende til, at kræft kan spredes til andre
kropsdele (metastase) og kan vokse, idet
kræfttumorer vokser ved at det omgivende væv
nedbrydes og genanvendes til opbygning af
kræftvæv.)
(2,4,5,6,7)
Syntetiske kontra naturlige stoffer
For
det
meste,
når
man
tænker
kræftbehandling, har man ledt efter midler til at
slå kræftceller ned med, som man gør med
kemoterapi og strålebehandling. Men der har
også fundet massiv global forskning sted for at
finde medicin, der kunne kontrollere eller
begrænse MMP-erne. Nogle er også fundet,
men når de har været testet på mennesker har
de ikke haft den ønskede effekt mod kræft
(5,6)
.
Kikker man nærmere på det forskningsarbejde,
der er foretaget omkring MMP-erne, kunne man
forledes til at tro, at det er en lovbefaling, at
medicinen, der kommer ud af forskningen, skal
være syntetisk og patenterbar og ikke må være
baseret på naturlige stoffer.
Der er naturligvis langt større indtjenings-
potentiale for en patentindehaver i patenteret
medicin end i ikke-patenterbare naturlige
stoffer, som enhver kan sælge. Hvis alle i
forskningsverdenen er enige om, at man kun
bør forske i patenterbare stoffer, vil det jo kun
være det, der gøres.