Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (2. samling)
SUU Alm.del Bilag 100
Offentligt
Til Sundheds- og Ældreudvalget
Kære medlem af udvalget.
Jeg henvender mig til dig, fordi jeg virkelig har noget på hjerte.
Lidt om mig selv og min baggrund for at henvende mig:
Jeg har en mangeårig baggrund inden for diagnostik i sundhedsvæsenet, men derudover har jeg
farmakologi på lægeniveau, har bl.a. været lægemiddelkonsulent og arbejdet med psykofarmaka.
For ca. 11 år siden blev jeg bistandsværge og fik derved et indblik i psykiatrien, som jeg ikke
havde haft før.
Jeg havde blot i mine årtier som diagnostiker undret mig over, at NÅR de psykiatriske patienter
endelig kom til undersøgelse . . . Så var det længe for sent, trods deres symptomer gennem flere
år.
Dette fik jeg desværre bekræftet i retspsykiatrien, hvor mine klienter typisk fik at vide af
overlægen: “Jeg GIDER IKKE høre mere om . . . “ (deres somatiske symptomer).
Efter alle disse år må jeg sige, at jeg er bekymret for psykiatrien.
1.
Diagnoserne deles ud med løs hånd, ændres rask væk, tilføjes flere, men de kan åbenbart
ikke fjernes! Det vil så sige, at de ikke kan gøre folk raske!
Diagnoserne stilles på så løst et grundlag på baggrund af observationer, hverken blodprøver,
prøver af væsken om hjernen eller andet konkret spiller en rolle, og er det ‘diagnoser’?
Den gamle myte om signalstofferne figurerer stadig, fordi det er det eneste, der berettiger, at det
er et lægeligt speciale, og det der berettiger brug af psykofarmaka i årtier. Men det er og bliver
ikke-bevist! De har kun haft 50 år til at bevise deres teorier, men det kan de ikke!
Alligevel medicinerer de kraftigt i årtier/livsvarigt, og især i retspsykiatrien er polyfarmaci meget
brugt.
2.
Man tvangsbehandler/medicinerer rask væk på begrundelsen, at overlægen mener, at det
vil gavne patienten? IKKE at vedkommende er til fare for hverken sig selv eller andre!
Hvorfor kan de så ikke tvangmedicinere f.eks. hjertepatienter eller tvangsoperere dårlige knæ, hvis
de mener, at det vil gavne?
Den mulighed bør i mine øjne helt fjernes for tvangsmedicinering, så det KUN må gøres i tilfælde
af farlighed.
(Selvom sagen med gymnasielæreren i Odense, der efter et halvt år med diagnosen paranoid
schizofreni skar halsen over på en ung pige (de kunne så ikke vurdere, at han var til fare for
andre!), og som efter 8 måneder på lukket retspsykiatrisk afdeling tog livet af sig, da han fik
dommen (de kunne heller ikke vurdere efter så lang tids indlæggelse, at han var til fare for sig
selv!) viser, at de ikke kan vurdere det på et ordentligt grundlag, så man kan naturligvis frygte, at
de blot vil tvangsmedicinere på det grundlag uden belæg for det.)