Social- og Indenrigsudvalget 2018-19 (2. samling)
SOU Alm.del Bilag 54
Offentligt
9. september 2019 10:20
Emne:
Invitation fra KL til Folketingets Social- og Indenrigsudvalg til at være vært ved fælles arrangement
Til Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
I juni måned skrev KL til alle medlemmer af det nye Folketing. Med brevet inviterede KL til dialog og
samarbejde mellem kommunerne og det nye Folketing begyndende med et fælles arrangement på
Christiansborg. Det er i denne anledning, at vi nu skriver til Folketingets Social- og Indenrigsudvalg, idet vi
håber, at udvalget sammen med KL vil være vært for arrangementet "Sammen skaber vi fremtidens
velfærd".
I KL er vi optaget af, hvordan Folketinget og kommunalbestyrelserne kan finde nye langsigtede og
ansvarlige løsninger, som spiller godt sammen. Vores samfund undergår grundlæggende forandringer, der
kalder på politisk ledelse. I kommunerne oplever vi helt konkret, at vi bliver flere ældre og får flere børn, vi
bliver flere kronikere, og flere har behov for særlige tilbud, digitaliseringen forandrer ikke bare hverdagen
men hele vores samfund fundamentalt, og konsekvenserne af klimaforandringerne er mærkbare.
Folketingsmedlemmer og kommunalpolitikere har begge et ansvar for at udvikle og forme fremtidens
velfærdssamfund. Men rollerne er forskellige, og det giver forskellige perspektiver på både udfordringer og
løsninger. Udfordringen er, at sikre sammenhæng mellem de økonomiske rammer, målene for
velfærdssamfundets udvikling og den velfærd, borgerne møder i hverdagen i kommunerne.
Helt konkret vil vi invitere til et formiddagsarrangement i Fællessalen. Alle medlemmer af Folketinget, af
regeringen og af KL's politiske udvalg samt bestyrelse inviteres. Der er således tale om et politisk rum med
fokus på den politiske dialog mellem folkevalgte. Pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet.
I første del af arrangementet vil vi debattere, hvilken betydning forskellige politiske roller har for hvilke
perspektiver, der tegner sig i henholdsvis kommunalbestyrelser og i Folketinget. I anden del af
arrangementet vil vi tage konkrete politiske emner, som fx velfærd, erhverv og klima op til debat.
KL lægger op til, at Folketingets Social- og Indenrigsudvalg er vært i fællesskab med KL. KL vil stå for alt
praktisk i forbindelse med arrangementet.
Venlig hilsen
Christian Olkjær-Rohde og Laura Friberg
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København
D
+45 3370 3204
E
T
+45 3370 3370
W
kl.dk