SOU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 40: Orientering om udkast til forslag til lov om ændring af lov om social service (Ro og stabilitet for udsatte børn og unge og styrkelse af forældres retssikkerhed i anbringelsessager), fra social- og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2018-19 (2. samling)
SOU Alm.del Bilag 40
Offentligt

Forslag

til

Lov om ændring af lov om social service

(Ro og stabilitet for udsatte børn og unge og styrkelse af forældres retssikkerhed i anbringelsessager)

§1

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 798 af 7. august 2019, med de ændringer, der følger af § 1,

nr. 1-14, 15 (delvist) og 16-32, i lov nr. 498 af 1. maj 2019, og § 15 i lov nr. 551 af 7. maj 2019, foretages

følgende ændringer:

§ 50, stk. 5,

indsættes som

4. pkt.:

»Iværksætter kommunen en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren, skal

undersøgelsen foretages af en autoriseret psykolog.«

§ 59

indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:

»2) en vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at varetage omsorgen for barnet eller

den unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder med hjælp og støtte efter denne

lov eller anden relevant lovgivning,«

Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.

§ 64, stk. 1,

ændres »og § 68 a og«: til: »§ 68 a og § 69, stk. 3, i denne lov og efter«, og efter »§ 14, stk.

2-4,« indsættes: » § 24, stk. 1, jf. § 14,«

§ 64

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk.

Kommunen har mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til et anbringelsessted efter §

66, stk. 1, for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde en afgørelse efter §

69, stk. 3, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

§ 64, stk. 4, 1. pkt.,

der bliver stk. 5, 1. pkt., ændres »stk. 2 og 3« til: »stk. 2-4«.

I § 64

indsættes efter stk. 4, der bliver stk. 5, som nye stykker:

»Stk.

Fuldbyrdelse af afgørelser omfattet af stk. 1 skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader og

med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Kommunen skal afsøge mulighederne for at opnå

forældremyndighedsindehaverens, barnets eller den unges og eventuelt andre familiemedlemmers eller

netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet til barnets eller den unges

behov taler afgørende imod.

SOU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 40: Orientering om udkast til forslag til lov om ændring af lov om social service (Ro og stabilitet for udsatte børn og unge og styrkelse af forældres retssikkerhed i anbringelsessager), fra social- og indenrigsministeren

Stk. 7.

Fuldbyrdelse af en afgørelse, jf. stk. 3, hvor politiet yder bistand til kommunen efter stk. 5, skal

registreres og indberettes af kommunen til Ankestyrelsen. Der udarbejdes årligt en rapport over anvendelsen

af bestemmelsen.«

§ 64, stk. 5,

der bliver stk. 8, affattes således:

»Stk.

Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 4 skal registreres og indberettes af kommunen til

Ankestyrelsen. Der udarbejdes årligt en rapport over anvendelsen af bestemmelsen.«

§ 65, stk. 3,

ændres »og 68 a« til: », 68 a og 71«.

§ 68, stk. 6-10,

ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk.

Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at behandle en anmodning om hjemgivelse i den periode,

hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten.

Stk. 7.

Kommunalbestyrelsen kan afvise at behandle en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren om

hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter

1) § 58, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyndighedsindehaveren,

barnet eller den unge, eller

2) § 68 a, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet, barnet eller den

unge.

Stk. 8.

Når kommunalbestyrelsen behandler en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren eller den

unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter § 58 eller § 68 a, skal

kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde, jf. stk. 2, hvis der

er grundlag herfor. Hvis kommunalbestyrelsen ikke finder, at der er grundlag for at hjemgive barnet eller den

unge, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget, jf. § 58 eller § 68 a.

Stk. 9.

I alle tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der

er anbragt efter § 58 eller § 68 a, skal kommunalbestyrelsen umiddelbart orientere børn og unge-udvalget

herom.«

Stk. 11-14 bliver herefter stk. 10-13.

10.

I § 68, stk. 13, 1. pkt.,

der bliver stk. 12, 1. pkt., ændres »stk. 12« til: »stk. 11«.

11.

I § 68 b, stk. 2,

indsættes som

3. pkt.:

»Kommunen skal endvidere lægge vægt på hensynet til barnets eller den unges skolegang, herunder hensynet

til at undgå skoleskift, medmindre barnets eller den unges behov taler imod dette«.

12.

§ 159, 1. pkt.,

udgår »og barnet eller den unge«.

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2020.

Stk. 2.

Loven finder ikke anvendelse på psykologiske undersøgelser af forældremyndighedsindehaveren, der

før lovens ikrafttræden er iværksat som led i en børnefaglig undersøgelse efter § 50 i lov om social service.

For sådanne undersøgelser finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 3.

Loven finder ikke anvendelse på indstillinger om anbringelse uden for hjemmet efter § 58, jf. § 59, i

lov om social service, som er forelagt til afgørelse i børn og unge-udvalget før lovens ikrafttræden. For

sådanne indstillinger finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 4.

Loven finder ikke anvendelse ved fuldbyrdelse af afgørelser, som er truffet før lovens ikrafttræden.

For fuldbyrdelse af sådanne afgørelser finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 5.

Loven finder ikke anvendelse på begæringer efter § 68, stk. 6-10, i lov om social service, der er

indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne begæringer finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 6.

Loven finder ikke anvendelse på klager over afgørelser om børns og unges betaling for døgnophold,

jf. § 52, stk. 3, nr. 7, i lov om social service og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, som er

truffet før lovens ikrafttræden efter regler udstedt i medfør af det hidtil gældende § 159, 1. pkt., i lov om

social service. For sådanne klager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 7.

Fordringer om børns og unges betaling for døgnophold, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, i lov om social service

og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, der er pålagt ved afgørelse efter regler udstedt i

medfør af det hidtil gældende § 159, 1. pkt., i lov om social service, med tillæg af renter og gebyrer

bortfalder ved denne lovs ikrafttræden. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes ikke

gevinst, der opstår ved, at fordringer efter 1. pkt. inklusive renter og gebyrer bortfalder efter 1. pkt.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning og baggrund

2. Hovedpunkterne i lovforslaget

2.1. Begrænsning af forældremyndighedsindehaverens adgang til at få behandlet anmodninger om

hjemgivelse i sager om anbringelse uden samtykke

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2. Gennemførelse af afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3. Adgang for Ankestyrelsen til at træffe afgørelse om samvær i anbringelsessager

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.4. Ophævelse af adgang til at fastsætte regler om anbragte børns og unges egenbetaling

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.4.3. Den foreslåede ordning

2.5. Sammenhængende valg af anbringelsessted og undervisningstilbud

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.5.3. Den foreslåede ordning

2.6. Bedre belysning af forældrekompetencer i sager om anbringelse uden samtykke

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.6.3. Den foreslåede ordning

2.7. Krav om brug af autoriseret psykolog ved psykologiske undersøgelser af

forældremyndighedsindehaveren som led i en børnefaglig undersøgelse

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.7.3. Den foreslåede ordning

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning og baggrund

Lovforslaget vedrører forholdene for børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet, og deres forældre,

plejefamilier, m.v.

Lovforslaget udmønter dele af initiativerne ”Ro og stabilitet for udsatte børn og unge” og

”Styrkelse af forældres retssikkerhed i anbringelsessager” fra ”Udmøntning af satspuljen 2019-2022

(Delaftale for børne- og socialområdet)”.

Lovforslaget indeholder en række forslag om ændringer af lov om social service (herefter serviceloven), jf.

lovbekendtgørelse nr. 798 af 7. august 2019 med senere ændringer. De forslåede lovændringer har bl.a. til

formål at understøtte ro og stabilitet for udsatte børn og unge, og herunder også styrke børnenes og de unges

skolegang. Forslaget skal samtidig bidrage til at øge forældrenes retssikkerhed i sager om anbringelse af børn

og unge uden for hjemmet. Endelig skal forslaget sikre, at der ikke fremover kan fastsættes regler om

anbragte børn og unge under 18 års egenbetaling for døgnopholdet.

Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:



Begrænsning af forældremyndighedsindehaverens adgang til at få behandlet anmodninger om

hjemgivelse i sager om anbringelse uden samtykke

Gennemførelse af afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke

Adgang for Ankestyrelsen til at træffe afgørelser om samvær i sager om anbringelse af børn og unge

uden for hjemmet

Sammenhængende valg af anbringelsessted og undervisningstilbud

Bedre belysning af forældrekompetencer i sager om anbringelse uden samtykke

Krav om brug af autoriseret psykolog ved psykologiske undersøgelser af

forældremyndighedsindehaveren som led i en børnefaglig undersøgelse

Ophævelse af adgang til at fastsætte regler om anbragte børns og unges egenbetaling

Med forslaget skal det bl.a. sikres, at anbragte børn og unge får den nødvendige ro og så vidt muligt skånes

for grundløse genbehandlinger af anbringelsessagen, selvom forholdene ikke er væsentligt ændrede. En

række kommuner oplever børnesager, hvor forældremyndighedsindehaveren anmoder om hjemgivelse, så

snart anbringelsessagen er endeligt afsluttet ved Ankestyrelsen eller domstolene. Sagerne er dermed hele

tiden under behandling, og det kan være en stor og unødig belastning for barnet eller den unge. Derfor

lægges der op til at give kommunen mulighed for at afvise at behandle anmodninger fra

forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet uden

samtykke, når der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene.

Med forslaget lægges der samtidig op til at foretage enkelte ændringer af reglerne om fuldbyrdelse af

tvangsmæssige afgørelser. I dag har kommunen særlig adgang til at fuldbyrde en række tvangsmæssige

afgørelser på børneområdet, herunder om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, og kan anmode om

bistand fra politiet, hvis det er nødvendigt. Det gælder imidlertid ikke, hvis det af hensyn til barnets eller den

unges behov for støtte er nødvendigt at ændre barnets eller den unges anbringelsessted uden samtykke, f.eks.

på grund af barnets eller den unges behov for meget specialiseret pædagogisk behandling. I de helt særlige

tilfælde, hvor det ikke er mulig at opnå barnets eller den unges eller forældrenes frivillige medvirken til

afgørelsens gennemførelse, vil det i sidste ende kunne betyde, at barnet eller den unge ikke får den fornødne

hjælp.

Folketingets Ombudsmand har rettet henvendelse til Social- og Indenrigsministeriet og bedt ministeriet

overveje, om der er behov for en ny hjemmel. På den baggrund lægger lovforslaget op til at ændre reglerne,

så det sikres, at kommunerne har adgang til at fuldbyrde afgørelser om ændret anbringelsessted uden

samtykke, eventuelt med politiets bistand, i de helt særlige tilfælde, hvor det er nødvendigt af hensyn til

barnets eller den unges bedste. For at styrke retssikkerheden for barnet eller den unge,

forældremyndighedsindehaveren og anbringelsesstedet m.v. ved gennemførelse af tvangsmæssige afgørelser

lægges der samtidig op til bl.a. at tydeliggøre, at fuldbyrdelse af tvangsmæssige afgørelser om bl.a.

anbringelse uden for hjemmet og ændret anbringelsessted uden samtykke skal ske så skånsomt som muligt

med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Kommunen skal søge at undgå, at tvangsmæssig

fuldbyrdelse af afgørelsen bliver nødvendig.

Lovforslaget lægger også op til at udvide Ankestyrelsens adgang til af egen drift at træffe afgørelse i sager

om særlig støtte til børn og unge. Ankestyrelsen kan i dag pålægge kommunerne at træffe de nødvendige

afgørelser og kan endvidere selv træffe visse typer af afgørelser. Med den foreslåede ændring vil

Ankestyrelsen fremover selv kunne træffe afgørelse om samvær mellem et anbragt barn eller en ung,

forældrene og netværket, herunder bl.a. søskende, bedsteforældre eller en tidligere plejefamilie, som barnet

eller den unge er knyttet til. Det skal bl.a. sikre, at der hurtigt kan træffes de fornødne afgørelser om samvær,

støttet samvær, overvåget eller afbrudt samvær, når det af hensyn til barnets eller den unges bedste er

nødvendigt.

Herudover indeholder lovforslaget en styrkelse af sammenhængen mellem valg af anbringelsessted og valg

af egnet undervisningstilbud til barnet eller den unge. Det foreslås, at det tydeligøres i serviceloven, at den

anbringende kommune som led i kommunens valg af konkret anbringelsessted skal prioritere og tage højde

for valg af egnet undervisningstilbud. Det skal understøtte barnets eller den unges læring i grundskolen og

bidrage til at nedbringe antallet af skoleskift og perioder uden et undervisningstilbud i folkeskolen eller på en

intern skole.

Endelig indeholder lovforslaget forslag, som skal styrke forældrenes retssikkerhed i anbringelsessager. Det

foreslås at indføre krav om, at en indstilling fra kommunen til børn og unge-udvalget om anbringelse uden

samtykke skal indeholde en særskilt vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer i forhold til

at drage omsorg for barnet eller den unge og håndtere barnets eller den unges særlige behov, herunder med

hjælp og støtte efter serviceloven eller anden relevant lovgivning. Dette forslag skal styrke

oplysningsgrundlaget i sagerne. Endvidere forslås det at indføre krav om, at eventuelle psykologiske

undersøgelser af forældremyndighedsindehaveren, der iværksættes som led i børnefaglig undersøgelse, skal

foretages af en autoriseret psykolog. Formålet er at øge kvaliteten af undersøgelserne.

Lovforslaget lægger samtidig op til at ophæve den adgang, social- og indenrigsministeren i dag har til at

fastsætte regler om anbragte børn og unge under 18 års egenbetaling for døgnopholdet. Dette skal sikre, at

der ikke fremover kan fastsættes regler om egenbetaling fra anbragte børn og unge under 18 år. Denne del af

lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslaget L 230, Forslag til lov om ændring af lov om social service

(Ophævelse af adgang til at fastsætte regler om anbragte børns og unges egenbetaling), der blev 1. behandlet

af Folketinget den 31. april 2019. L 230 bortfaldt på grund af udskrivelsen af folketingsvalget, som blev

afholdt den 5. juni 2019. L 230 var en del af udmøntningen af satspuljeaftalen og fulgte samtidig op på B

138 om forslag til folketingsbeslutning om børn og unge under 18 års egenbetaling for ophold på

anbringelsessteder (Folketinget 2017-18). Der henvises til afsnit 3.4.

I forhold til det tidligere fremsatte lovforslag L 230 indeholder dette lovforslag mindre justeringer.

Bemærkningerne i dette lovforslag er konsekvensrettet i overensstemmelse med de nye regler i

bekendtgørelse nr. 535 af 2.maj 2019 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18

år samt for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år, der er udstedt som led i

udmøntningen af satspuljeaftalen, og som ikke har videreført de hidtil gældende regler om anbragte børn og

unge under 18 års egenbetaling. De hidtil gældende regler herom er ophævet med virkning fra 1. juli 2019. I

bemærkningerne i dette lovforslag er det endvidere præciseret, at ophævelsen af hjemlen i serviceloven til at

fastsætte regler om anbragte børn og unge under 18 års betaling for døgnopholdet vil omfatte både børn og

unge, som er anbragt efter servicelovens regler, og børn og unge, som er anbragt efter de tilsvarende regler i

lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Dette fulgte allerede af lovteksten i L 230, men fremgik ikke

klart af bemærkningerne. Overgangsbestemmelserne om klageadgang og bortfald af gæld er endvidere

justeret, så de også omfatter begge grupper af anbragte børn og unge. Der henvises til bemærkningerne til §

1, nr. 12, og § 2, stk. 6 og 7.

2. Hovedpunkterne i lovforslaget

2.1. Begrænsning af forældremyndighedsindehaverens adgang til at få behandlet anmodninger om

hjemgivelse i sager om anbringelse uden samtykke

2.1.1. Gældende ret

En anbringelse uden samtykke efter servicelovens § 58 kan ophøre enten på initiativ af kommunen eller på

initiativ af forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, jf. servicelovens § 68.

Kommunen skal således løbende påse, at betingelserne for at opretholde foranstaltningen er opfyldt. Hvis

kommunen ikke længere finder, at der er grundlag for en anbringelse uden samtykke, skal

kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om hjemgivelse af barnet eller den unge og fastsætte en

hjemgivelsesperiode, jf. servicelovens § 68, stk. 2. Inden kommunen træffer afgørelse om ophør af

anbringelsen, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge, jf. servicelovens § 48, stk. 1, og det

kan være hensigtsmæssigt at høre anbringelsesstedet.

Indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år, kan på ethvert tidspunkt fremsætte en

begæring om hjemgivelse. Forældremyndighedsindehaveren og den unge behøver således ikke at afvente, at

børn og unge-udvalget alligevel skal behandle sagen på baggrund af den fastsatte genbehandlingsfrist efter

servicelovens § 62.

Udgangspunktet er, at kommunen skal behandle begæringen om hjemgivelse og vurdere, hvorvidt

kommunen mener, at der er grundlag for hjemgivelse. Det følger modsætningsvis af servicelovens § 68, stk.

7 og 10.

Hvis kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt uden for

hjemmet uden samtykke efter servicelovens § 58 eller i en videreført anbringelse efter servicelovens § 68 a,

skal kommunalbestyrelsen umiddelbart orientere børn og unge-udvalget herom, jf. servicelovens § 68, stk. 6,

1. pkt.

Kommunalbestyrelsens afgørelse om hjemgivelse kan indbringes for Ankestyrelsen af

forældremyndighedsindehaveren og af barnet eller den unge, der er fyldt 12 år, jf. kapitel 10 i lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1064

af 21. august 2018 med senere ændringer, jf. servicelovens §§ 166 og 167. Klagen behandles som

udgangspunkt efter de almindelige regler i retssikkerhedslovens § 52 a, stk. 1. Klager over afgørelser om

hjemgivelse og hjemgivelsesperiode har som udgangspunkt opsættende virkning, jf. retssikkerhedslovens §

72, stk. 2.

Hvis kommunalbestyrelsen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse, forelægges sagen til

afgørelse i børn og unge-udvalget, jf. servicelovens § 58 eller 68 a, jf. servicelovens § 68, stk. 6, 2. pkt.

Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 36, stk. 1, 3. pkt., i den dagældende lov om social bistand

(herefter bistandsloven), jf. § 1, nr. (§ 36) i lov nr. 501 af 24. juni 1992 om ændring af lov om social bistand

og lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender samt lov om påligningen af indkomst-

og formueskat til staten (ligningsloven) m.m. (Ændring af reglerne om foranstaltninger for børn og unge,

herunder reglerne om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger). Af bemærkningerne til den

daværende bistandslovs § 36 fremgår det bl.a., at nægtet hjemgivelse forudsætter således, at betingelserne for

at opretholde den tvangsmæssige anbringelse fortsat er til stede. Sagen må derfor forelægges til afgørelse i

børn og unge-udvalget, hvis en begæring om hjemgivelse ikke kan imødekommes. Det fremgår videre af

bemærkningerne, at de parter, der kan fremsætte en begæring om hjemgivelse, er forældremyndighedens

indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, jf. Folketingstidende 1991-92 Tillæg A spalte 4823.

Bestemmelsen er videreført i serviceloven med visse redaktionelle ændringer. Bestemmelsen er ved § 1, nr.

15, i, lov nr. 318 af 28. april 2009 om ændring af lov om social service (kontinuitet i anbringelsen m.v.)

udvidet til også at omfatte afgørelser om videreført anbringelse efter servicelovens § 68 a.

Børn og unge-udvalgets afgørelse efter servicelovens § 58 eller § 68 a kan indbringes for Ankestyrelsen af

forældremyndighedsindehaveren og af unge, der er fyldt 12 år, jf. servicelovens § 168. Klagen behandles

efter de særlige regler i retssikkerhedslovens § 55, stk. 2, nr. 2, for behandling af klager over børn og unge-

udvalgets afgørelser. Ankestyrelsens afgørelse kan kræves forelagt for retten, jf. servicelovens § 169.

Der gælder visse undtagelser fra hovedreglen om, at kommunen skal behandle en begæring om hjemgivelse

og vurdere, om der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen har således ikke

pligt til at behandle en begæring om hjemgivelse i den periode, hvor en sag er under behandling i

Ankestyrelsen eller ved retten, jf. servicelovens § 68, stk. 10.

Kommunalbestyrelsen kan endvidere efter servicelovens § 68, stk. 7, nr. 1, afvise at behandle en begæring

fra forældrene om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter § 58 med en længere

genbehandlingsfrist efter servicelovens § 62, stk. 5, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene

hos forældrene, anbringelsesstedet, barnet eller den unge. Det vil sige i de særlige tilfælde, hvor børn og

unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten har truffet afgørelse om, at anbringelsen af et barn under 1 år, skal

gælde i tre år, hvis det er overvejende sandsynligt, at de forhold, der begrunder anbringelsen, vil være til

stede i denne periode.

Kommunalbestyrelsen kan endvidere efter servicelovens § 68, stk. 7, nr. 2, afvise at behandle en begæring

fra forældrene om hjemgivelse af barnet eller den unge, hvis der er tale om en videreført anbringelse efter

servicelovens § 68 a, og der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet, barnet

eller den unge.

Afvises begæringen om hjemgivelse ikke, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om hjemgivelse, jf.

servicelovens § 68, stk. 8. Hvis kommunalbestyrelsen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse,

forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget, jf. servicelovens § 68, stk. 9.

Servicelovens § 68, stk. 7-9, er indført ved § 1, nr. 16, i lov nr. 318 af 28. april 2009 om ændring af lov om

social service (Kontinuitet i anbringelsen m.v.). I bemærkningerne til bestemmelsen uddybes bl.a., hvad der

skal forstås ved, at forholdene er væsentligt ændrede, jf. nedenfor. Der henvises til Folketingstidende 2008-

09, tillæg A spalte 3389.

For så vidt angår børn og unge anbragt efter § 58 med en længere genbehandlingsfrist efter § 62, stk. 5, skal

forholdene hos forældremyndighedsindehaveren være ændret markant og/eller på flere punkter, for at der

kan være tale om, at forholdene er væsentlig ændrede. Ingen af de omstændigheder, der udgjorde en

væsentlig faktor for barnets eller den unges mistrivsel eller forventede mistrivsel, herunder forældrenes

psykiske sygdom og misbrugsadfærd, må være til stede. Der henvises til Folketingstidende 2008-09, tillæg

A, spalte 3389.

For så vidt angår børn og unge anbragt efter § 68 a vil væsentlige ændringer for eksempel kunne være, at

barnet eller den unge ikke længere føler et tilhørsforhold til anbringelsesstedet, men langsomt har opnået

større tilknytning til forældremyndighedsindehaveren. Det kan også være, at der er forhold hos

anbringelsesstedet, som er væsentlig ændrede. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den primære

omsorgsperson i plejefamilien er død eller er flyttet fra familien på grund af skilsmisse. Der henvises til

Folketingstidende 2008-09, tillæg A, spalte 3389

Det fremgår videre af bemærkningerne til bestemmelsen, at hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at

forholdene for barnet eller den unge eller forældremyndighedsindehaveren eller anbringelsesstedet har

ændret sig væsentligt, skal kommunalbestyrelsen realitetsbehandle forældrenes anmodning om hjemgivelse.

I så fald skal kommunalbestyrelsen iværksætte de fornødne undersøgelser med henblik på at træffe afgørelse

om hjemgivelse, eller hvis kommunalbestyrelsen ikke finder, at der er grundlag for hjemgivelse, forelægge

sagen for børn og unge-udvalget. Der henvises til Folketingstidende 2008-09, tillæg A, spalte 3389

Herudover er det anført i bemærkningerne, at hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at forholdene ikke er

væsentligt ændrede, kan forældremyndighedsindehaveren indbringe kommunens afvisning af at behandle

sagen for Det Sociale Nævn, jf. servicelovens § 166, stk. 1, og kapitel 10 i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område. Med nedlæggelsen af de sociale nævn overgik behandlingen af klager

over kommunalbestyrelsens afgørelser på det sociale område til Ankestyrelsen,

jf.

lov nr. 493 af 21. maj

2013 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om ansvaret for og

styringen af den aktive beskæftigelsesindsats og forskellige andre love (Forenkling af klagestrukturen på det

sociale og beskæftigelsesmæssige område). Kommunens afgørelse om at afvise at behandle sagen kan

indbringes for Ankestyrelsen, jf. servicelovens § 166, stk. 1, og kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

2.1.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

En række kommuner oplever børnesager, hvor forældremyndighedsindehaveren anmoder om hjemgivelse, så

snart en sag om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke eller hjemgivelse er endeligt afsluttet i

Ankestyrelsen eller ved domstolene. Anbringelsessagerne er således hele tiden under behandling i børn og

ungeudvalget, Ankestyrelsen eller ved retten og kører dermed i ring.

Disse sager kan være en stor og unødig belastning for barnet eller den unge. Er sagen hele tiden under

behandling, må det antages at kunne skabe utryghed og uro for barnet eller den unge. Barnet eller den unges

holdes således i en afventende position, og der kan være risiko for, at barnet eller den unge bruger meget

energi på at bekymre sig om udfaldet af sagens behandling, hvad der skal ske for barnet eller den unge selv,

hvordan forældrene og eventuelt plejeforældrene vil forholde sig m.v.

Det må antages, at nogle børn og unge kan blive meget skuffede, hvis det viser sig, at de alligevel ikke skal

hjemgives, mens andre kan være bange for, om de mod deres ønske skal hjem til forældrene. Andre igen kan

opleve konflikt mellem egne ønsker og loyalitet over for de biologisk forældre eller eventuelt plejeforældre.

Det må endvidere antages, at uro og utryghed i nogle tilfælde kan gøre det sværere for børnene at falde til ro

på anbringelsesstedet og udvikle eller fastholde nære og stabile relationer til voksne.

Dette skal ses i lyset af, at der typisk vil være tale om meget udsatte børn og unge, som ofte har oplevet stor

omskiftelighed, ustabile eller brudte relationer m.v., og som kan have særligt behov for stabilitet, tryghed og

kontinuitet.

Samtidig kan selve sagsbehandlingen efter omstændighederne bidrage til belastningen af barnet eller den

unge. Kommunerne skal således på ny afholde en børnesamtale, børn og unge over 12 år skal have oplysning

om retten til at se sagens akter og retten til at udtale sig, inden der træffes afgørelse, ligesom børn og unge

som udgangspunkt har ret til at udtale sig under behandlingen af sagen i børn og unge-udvalget og derfor

skal kontaktes forud for behandlingen, så de kender deres rettigheder og muligheder for at blive hørt og

inddraget i sagen.

I lyset heraf er det Social- og Indenrigsministeriets vurdering, at der af hensyn til barnets eller den unges

bedste er behov for sikre større ro om barnets eller den unges situation og i højere grad skåne børnene og de

unge for opslidende og grundløse genbehandlinger af sager om hjemgivelse, hvor forholdene i al

væsentlighed er uændrede.

Den nuværende adgang for kommunalbestyrelsen til at afvise at behandle forældremyndighedsindehaverens

anmodning om hjemgivelse i sager om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter servicelovens § 58

gælder således kun snævert i de sager, hvor barnet eller den unge er anbragt med en længere

genbehandlingsfrist efter servicelovens § 62, stk. 5. Det vil sige i de særlige tilfælde, hvor børn og unge-

udvalget, Ankestyrelsen eller retten har truffet afgørelse om, at anbringelsen af et barn under 1 år, skal gælde

i tre år, hvis det er overvejende sandsynligt, at de forhold, der begrunder anbringelsen, vil være til stede i

denne periode.

Dette er efter ministeriets opfattelse ikke tilstrækkeligt. Derfor er der af hensyn til barnets eller den unges

behov for ro og stabilitet brug for at udvide kommunens adgang til at afvise at realitetsbehandle grundløse

anmodninger fra forældrene om hjemgivelse, så det gælder alle anbringelser uden samtykke, hvor der ikke er

sket væsentlige ændringer af forholdene.

En afvisning af at behandle forældremyndighedsindehaverens anmodning om hjemgivelse må dog betragtes

som indgribende over for forældremyndighedsindehaveren og har betydning for vedkommendes retsstilling.

Derfor er det ministeriets vurdering, at kommunalbestyrelsens beslutning om at afvise at behandle

anmodningen bør kunne efterprøves, sådan som det også tilfældet efter gældende ret i de helt særlige sager,

hvor kommunen i dag kan afvise at behandle grundløse anmodninger.

Unge over 15 år bør fortsat selv kunne anmode om hjemgivelse og få anmodningen realitetsbehandlet, sådan

som det er tilfældet i dag. Ønsker den unge selv at blive hjemgivet, bør dette således ud fra hensynet til

barnets tarv og den unges ret til at udtrykke sine synpunkter og få disse tillagt passende vægt i

overensstemmelse med alder og modenhed tale for, at der foretages en realitetsbehandling af anmodningen

også i de tilfælde, hvor der ikke vurderes at være sket væsentlige ændringer af forholdene.

Det er ministeriets vurdering, at en sådan ordning, hvor kommunen kan afvise at behandle grundløse

anmodninger fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af barnet eller den unge, der er anbragt

uden samtykke efter servicelovens§ 58, er nødvendig af hensyn til barnets eller den unges bedste. Det er

samtidig ministeriets vurdering, at parternes retssikkerhed kan sikres ved, at kommunens afvisningen af at

behandle anmodningen vil kunne påklages.

Det skal også ses i lyset af, at anbringelsessagen fortsat vil skulle genbehandles efter genbehandlingsfristerne

i efter servicelovens § 62. Det vil som udgangspunkt sige efter år og derefter hvert andet år, med mindre der

er fastsat særlige frister. Derudover vil kommunen med en sådan ordning fortsat løbende skulle følge op på,

om der sker væsentlige ændringer i barnets eller den unges forhold, som kan betyde, at anbringelsessagen

skal tages op, før fristen for genbehandling efter servicelovens § 62 udløber. Det vil f.eks. kunne være

tilfældet, hvis forældrene har gennemført misbrugsbehandling og er kommet i arbejde, eller den unge er

kommet ud af kriminalitet og er begyndt på en ungdomsuddannelse.

Både forældrene og barnet eller den unge vil med sådan ordning fortsat ligesom i dag kunne rette

henvendelse til Ankestyrelsen, hvis de oplever, at en kommune ikke træffer de fornødne afgørelser i en sag

på børneområdet. Det samme vil f.eks. en plejefamilie, bedsteforældre eller andre personer i barnets eller den

unges netværk fortsat kunne gøre. Ankestyrelsen kan tage sager op af egen drift efter servicelovens § 65, og

kan f.eks. pålægge kommunen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller træffe de fornødne

afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste. Det gælder også i forhold til f.eks.

spørgsmål om hjemgivelse.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 9, at kommunalbestyrelsen får hjemmel til at afvise at behandle en

anmodning fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse i alle sager om anbringelse uden samtykke

efter servicelovens § 58 inden for den fastsatte genbehandlingsfrist, hvis der ikke er sket væsentlige

ændringer af forholdene hos forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge.

Den foreslåede ordning vil bl.a. betyde, at servicelovens gældende § 68, stk. 7, ophæves, og der indsættes en

ny § 68. stk. 7.

Den foreslåede ordning vil indebære, at kommunalbestyrelsen får adgang til at afvise at behandle

anmodninger fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse, når der ikke er sket væsentlige ændringer

af forholdene, i alle sager om anbringelse af et barn eller en ung efter servicelovens § 58 og ikke kun, som

tilfældet er efter den gældende § 68, stk. 7, nr. 1, i de helt særlige sager, hvor barnet er anbragt med en

længere genbehandlingsfrist efter servicelovens § 62, stk. 5.

Adgangen efter den foreslåede § 68, stk. 7, nr. 1, til at afvise at behandle anmodninger om hjemgivelse vil

alene omfatte anmodninger fra forældremyndighedsindehaveren. Servicelovens gældende § 68, stk. 7 (nr. 1

og 2), der med lovforslagets § 1, nr. 9, foreslås ophævet, henviser til anmodninger fra

”forældrene”.

Dette er

uhensigtsmæssigt, da ordlyden kan give indtryk af, at bestemmelsen også omfatter forældre uden del i

forældremyndigheden. Bestemmelsen kan dermed modsætningsvis give indtryk af, at forældre uden del i

forældremyndigheden kan begære hjemgivelse og få anmodningen behandlet i tvangsmæssige

anbringelsessager, som ikke er omfattet af de særlige undtagelser i servicelovens § 68, stk. 7.

Det må antages ikke at være tilsigtet. Som det fremgår ovenfor under punkt 2.1.1, har det siden bistandsloven

været forudsat, at det alene er forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, som kan

begære hjemgivelse, ligesom det er disse parter, der kan samtykke til en frivillig anbringelse, jf.

servicelovens § 52, stk. 1. Bemærkningerne til servicelovens § 68, stk. 7, giver ikke indtryk af, at det har

været hensigten at ændre herved.

Betegnelserne ”forældrene” og ”forældremyndighedsindehaveren”

anvendes i bemærkningerne på en måde, der giver indtryk af, at disse betegnelser i her skal forstås

synonymt. Der henvises til Folketingstidende 2008-09, tillæg A, spalte 3389.Det må derfor antages, at

bestemmelsen bør og hidtil har været fortolket snævert til alene at omfatte forældremyndighedsindehaveren.

For at sikre en klarere retsstilling og mere forståelige regler lægges der op til, der er i den foreslåede nye §

68, stk. 7, (og i det foreslåede nye stk. 8) vil blive henvist eksplicit til forældremyndighedsindehaveren og

ikke til forældrene.

Den foreslåede ordning vil endvidere betyde, at det alene er, hvis forholdene hos

forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge er væsentligt ændrede,

når sagen i øvrigt ikke er

under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten, at kommunalbestyrelsen vil have pligt til at

realitetsbehandle anmodningen fra forældremyndighedsindehaveren.

Væsentligt ændrede forhold ved anbringelsesstedet vil således ikke medføre, at en anmodning om

hjemgivelse i en sag om anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens § 58 vil skulle realitetsbehandles.

Det skyldes, at en anbringelse efter servicelovens § 58 aldrig kan være begrundet i forhold ved

anbringelsesstedet, og ændrede forhold ved anbringelsesstedet kan derfor ikke i sig selv begrunde en

hjemgivelse af barnet eller den unge, selvom det i nogen tilfælde vil kunne give anledning til, at barnet eller

den ung flyttes til et andet anbringelsessted.

Ved væsentlige ændringer af forældremyndighedsindehaverens forhold forstås, at forhold hos

forældremyndighedsindehaveren, som afgørelsen om anbringelse uden samtykke var helt eller delvist

begrundet i, ikke længere er til stede. Det kan f.eks. være, hvis forældremyndighedsindehavere, som har haft

et misbrug af alkohol, har gennemført en misbrugsbehandling og er ude af misbruget. Det kan f.eks. også

være, hvis forældremyndighedsindehavere, som har haft en alvorlig psykisk lidelse, der betød, at de ikke var

i stand til at drage omsorg for barnet eller den unge, har modtaget virksom behandling.

Ved væsentlige ændringer af barnets eller den unges forhold forstås, at forhold hos barnet eller den unge,

som anbringelsen uden samtykke var helt eller delvist begrundet i, er ændret betydeligt og i en positiv

retning for barnet eller den unge. Det kan f.eks. være, hvis en ung, som har haft et alvorligt misbrug af hash,

har gennemført misbrugsbehandling og er kommet ud af misbruget. Det kan også f.eks. være, hvis et barn

eller en ung, som før anbringelsen har haft meget udadreagerende eller selvskadende adfærd, gennem en

støttende indsats og behandling er blevet markant bedre i stand til at håndtere vrede og konflikt eller er

ophørt med alvorlig selvskade.

Af hensyn til barnets eller den unges behov for stabilitet og kontinuitet er det af stor betydning, at ændringer

af forældremyndighedsindehaverens eller barnets eller den unges forhold må antages at være varige og ikke

af forbigående karakter. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis forældremyndighedsindehaveren eller

barnet eller den unge i en længere periode har været ude af misbrug. Hvornår det må antages, at ændringer er

varige, vil bero på en konkret og individuel vurdering af forholdene i den enkelte sag og under hensyn til

barnets eller den unges støttebehov.

Modtager kommunalbestyrelsen en anmodning fra forældrene om hjemgivelse, skal kommunalbestyrelsen

indledningsvis vurdere, om der er grundlag for at behandle anmodning eller ej. Det vil betyde, at kommunen

skal vurdere, om der væsentlige ændringer af relevante forhold.

Kommunalbestyrelsen skal sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at kommunalbestyrelsen kan foretage

denne vurdering, jf. retssikkerhedslovens § 10. Der vil være tale om en afgrænset sagsoplysning, som alene

skal belyse, om der er væsentlige ændringer af relevante forhold. Der skal således ikke ske fuld

sagsoplysning med henblik på at vurdere, om der er grundlag for hjemgivelse.

Oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold må først og fremmest komme fra

forældremyndighedsindehaveren selv, f.eks. ved at vedkommende fremsender en udtalelse fra egen læge

eller lignende, der kan sandsynliggøre, at forældremyndighedsindehaverens forhold er ændret væsentligt.

Der påhviler således ikke kommunalbestyrelsen en forpligtelse til at iværksætte f.eks. en psykologisk eller

anden faglig undersøgelse af forældrene, medmindre forældremyndighedsindehaveren selv er fremkommet

med oplysninger, som gør det overvejende sandsynligt, at eksempelvis forældrenes kompetencer til at drage

omsorg for barnet eller den unge er væsentligt forbedrede.

Oplysninger om eventuelle væsentlige ændringer af barnets eller den unges forhold må kommunen som

altovervejende udgangspunkt antages være i besiddelse af allerede som led i behandlingen af

tvangsanbringelsessagen og kommunens løbende opfølgning og tilsyn med barnet eller den unge, jf.

servicelovens § 70 og § 148. Der vil dog i særlige tilfælde kunne være behov for at indhente oplysninger fra

andre myndigheder, anbringelsesstedet m.v.

Som hovedregel må det antages, at vurderingen af, om forholdene er væsentligt ændrede, vil blive foretaget

på grundlag af oplysninger, som forældremyndighedsindehaveren selv har fremsendt eller på anden vis må

antages at være bekendt med, jf. ovenfor, og der vil derfor ikke være behov for at høre

forældremyndighedsindehaveren forinden. I nogen tilfælde vil det dog kunne være nødvendigt at høre

parterne, jf. § 19 i forvaltningsloves, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 med senere ændringer.

Kommunen vil efter omstændighederne skulle tale med barnet eller den unge, inden vurderingen foretages,

jf. servicelovens § 48. Samtalen vil kunne undlades, hvis der umiddelbart forinden er gennemført en samtale

med barnet som led i den børnefaglige undersøgelse, eller hvis barnets modenhed eller sagens karakter i

afgørende grad taler imod. Det f.eks. kunne være tilfældet, hvis anmodningen om hjemgivelse er åbenlyst

ubegrundet, eller hvis barnet eller den unge har afgørende behov for ro og for at blive skærmet. Ved

vurderingen af, om en samtale kan undlades, skal det tillægges vægt, at der ikke her er tale om en

undersøgelse af grundlaget for hjemgivelse, men alene en indledende afklaring af, om der grundlag for at

behandle sagen, hvorfor hensynet til at skåne barnet eller den unge som udgangspunkt må veje tungere end

ved en realitetsbehandling af en hjemgivelsessag, hvor barnets eller den unges interesse i at blive inddraget

alt andet lige vil være væsentligt større.

Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at relevante forhold ikke er væsentligt ændrede, skal kommunen ikke

realitetsbehandle anmodningen. Det vil indebære, at kommunalbestyrelsen ikke skal oplyse sagen yderligere,

herunder iværksætte nye undersøgelser m.v., med henblik på at vurdere, om der er grundlag for at hjemgive

barnet eller den unge eller opretholde anbringelsen. Der skal ikke træffes afgørelse om hjemgivelse og

hjemgivelsesperiodens længde. Sagen vil heller ikke skulle forelæggelse for børn og unge-udvalget til

fornyet afgørelse efter § 58 eller § 68 a. Anbringelsessagen vil således ikke skulle genbehandles, herunder

ved børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten.

Forældremyndighedsindehaveren vil kunne indbringe kommunens afvisning af at behandle sagen for

Ankestyrelsen, jf. servicelovens § 166, stk. 1, og kapitel 10 retssikkerhedsloven. Ankestyrelsen vil alene

kunne foretage en retlige efterprøvelse, jf. retssikkerhedslovens § 69, af kommunens beslutning om at afvise

at behandle anmodningen om hjemgivelse. Det vil indebære, at Ankestyrelsen kan tage stilling til om,

kommunens beslutning lider af retlige mangler, herunder bl.a. om de forvaltningsretlige love og

grundsætninger og retssikkerhedslovens bestemmelser om sagsbehandling er blevet fulgt, om de faktiske

oplysninger er korrekte, og om kommunalbestyrelsen har foretaget sin skønsmæssige vurdering inden for

lovens rammer. Ankestyrelsen vil ikke kunne tilsidesætte et lovligt skøn, og Ankestyrelsen vil ikke kunne

tage stilling til, om der grundlag for at hjemgive barnet eller den unge eller opretholde den tvangsmæssige

anbringelse. Ankestyrelsen vil som udgangspunkt skulle træffe sådanne afgørelser administrativt efter den

almindelige bestemmelse i retssikkerhedslovens § 52 a, stk. 1, om Ankestyrelsens afgørelser i sager om

klager over kommunalbestyrelsens afgørelser.

Det følger videre af den foreslåede ordning, at hvis kommunen finder, at der er sket væsentlige ændringer af

forholdene hos forældrene, barnet eller den unge, så skal kommunalbestyrelsen realitetsbehandle forældrenes

anmodning om hjemgivelse af barnet eller den unge, hvis anbringelsessagen i øvrigt ikke er under

behandling ved Ankestyrelsen eller byretten.

I så fald vil kommunalbestyrelsen skulle foretage en videre oplysning af sagen i det omfang, der er behov for

det, herunder iværksætte eventuelle undersøgelser, med henblik på at foretage en samlet vurdering af, om der

er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge. Det kan betyde, at den eksisterende børnefaglige

undersøgelse skal opdateres/suppleres i fornødent omfang. Er der tidligere udarbejdet en psykologisk eller

anden faglig undersøgelse af forældrene, barnet eller den unge, vil der i nogen tilfælde kunne være behov for

at supplere/opdatere denne.

Kommunalbestyrelsen vil på den baggrund skulle foretage en helhedsvurdering af barnets eller den unges

behov set i lyset af de væsentligt ændrede forhold. Var anbringelsen uden samtykke f.eks. begrundet i

forhold ved både barnet eller den unge og forældrene, og er det alene f.eks. forældrenes forhold, som er

væsentligt ændrede, skal kommunalbestyrelsen således vurdere, om ændringen af forældrenes forhold er

tilstrækkelig til, at barnet eller den unge vil kunne hjemgives med supplerende støtte, eller om barnets eller

den unges støttebehov gør det nødvendigt at opretholde anbringelsen.

Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at der er grundlag for hjemgivelse, skal kommunalbestyrelsen træffe

afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde, jf. servicelovens § 68, stk. 2.

Kommunalbestyrelsen skal samtidig revidere handleplanen og angive den videre indsats i forbindelse med

hjemgivelsen, jf. servicelovens § 68, stk. 11, der med lovforslaget bliver stk. 10.

Vurderer kommunalbestyrelsen, at der

–

uanset at et eller flere relevante forhold er væsentlige ændrede

–

ikke er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, skal kommunalbestyrelsen forelægge sagen til

afgørelse i børn og unge-udvalget, jf. servicelovens § 58 eller § 68 a. Indstillingen til børn og unge-udvalget

skal indeholde den børnefaglige undersøgelse, handleplanen, barnets eller den unges indstilling til

anbringelsen og en vurdering af forældrenes kompetencer, jf. servicelovens § 59, stk. 1, nr. 1-3, der med

lovforslaget bliver nr. 1, 3 og 4, og lovforslagets § 1, nr. 2. Forældremyndighedsindehaveren og barnet eller

den unge skal ligesom i dag have mulighed for at udtale sig overfor børn og unge-udvalget, jf. servicelovens

§ 74, stk. 2. Forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år, skal endvidere ligesom i dag

have tilbud om gratis advokatbistand og gøres bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens

akter og udtale sig, før der træffes afgørelse, jf. servicelovens §§ 72 og 73.

Børn og unge-udvalgets afgørelse vil ligesom i dag kunne påklages til og behandles af Ankestyrelsen efter de

særlige regler i servicelovens § 168 og retssikkerhedslovens §§ 52 b og 55. Det indebærer, bl.a., at

forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge skal have mulighed for at udtale sig over for

Ankestyrelsen. Forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år, skal endvidere have tilbud

om gratis advokatbistand og gøres bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og udtale

sig, før der træffes afgørelse, jf. servicelovens § 168, stk. 4. Ankestyrelsen vil kunne foretage en fuld

prøvelse af, om der er grundlag for at opretholde anbringelsen uden for hjemmet uden samtykke.

Ankestyrelsen afgørelse vil ligesom i dag kunne indbringes for retten efter de særlige regler i servicelovens

§§ 169-172.

Den foreslåede ordning vil således i praksis indebære, at der indføres en indledende screening af

hjemgivelsesanmodninger fra forældrene, så der kun skal ske en realitetsbehandling af sagen i de tilfælde,

hvor der grundlag for det, fordi relevante forhold er væsentligt ændrede. Dermed skærmes barnet eller den

unge fra den omfattende proces, som en genbehandling af tvangsanbringelsessagen ved børn og unge-

udvalget, Ankestyrelsen og retten vil indebære. Den foreslåede ordning vil indebære, at

kommunalbestyrelsen også fremover vil skulle behandle en anmodning om hjemgivelse, der fremsættes af en

ung, der er fyldt 15 år, og som er anbragt efter servicelovens § 58 (tvangsmæssig anbringelse) eller efter

servicelovens § 68 a (videreført anbringelse), medmindre sagen er under behandling ved Ankestyrelsen eller

retten, sådan som det også er tilfældet i dag. Der er ikke med denne del af den foreslåede ordning tilsigtet

nogen indholdsmæssig ændring af retstilstanden.

For så vidt angår behandling af anmodninger fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af børn og

unge, som er anbragt efter servicelovens § 68 a (videreført anbringelse) vil den foreslåede ordning i vidt

omfang indebære en videreførelse af de gældende regler i servicelovens § 68, stk. 6-10, med visse sproglige

og redaktionelle ændringer.

Den foreslåede ordning vil betyde, at det præciseres, at kommunens adgang efter den foreslåede § 68, stk. 7,

nr. 2, i serviceloven til at afvise at behandle anmodninger om hjemgivelse af et barn som eller en ung, som er

anbragt efter § 68 a, når forholdene ikke er væsentligt ændret, gælder anmodninger fra

forældremyndighedsindehaveren. Som det fremgår oven, henvises der i gældende § 68, stk. 7, som med

lovforslaget foreslås ophævet, til

”forældrene”

og ikke

”forældremyndighedsindehaveren”.

Som det fremgår

ovenfor, må betegnelsen forældrene dog her fortolkes snævert til at betyde forældremyndighedsindehaveren,

hvorfor der er tale om en præcisering af gældende ret.

2.2. Gennemførelse af afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke

2.2.1 Gældende ret

Efter servicelovens § 64, stk. 1, har kommunalbestyrelsen ansvaret for, at en række tvangsmæssige

afgørelser efter servicelovens §§ 51, 57 b, 58 og 63, § 68, stk. 2, og § 68 a og § 12, § 13, stk. 3 og 4, § 14,

stk. 2-4, og § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fuldbyrdes. Disse afgørelser omfatter:



Gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse under indlæggelse m.v. (servicelovens § 51).

Børne- og ungepålæg (servicelovens § 57 b).

Anbringelse uden for hjemmet uden samtykke (servicelovens § 58).

Lægelig undersøgelse og behandling uden samtykke (servicelovens § 63).

Hjemgivelse (servicelovens § 68, stk. 2).

Videreførelse af anbringelse (servicelovens § 68 a)

Straksreaktion (§ 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet)

Foranstaltninger uden samtykke som led i et forbedringsforløb (§ 13, stk. 3 og 4, i lov om

bekæmpelse af ungdomskriminalitet)

Anbringelse uden samtykke som led i et forbedringsforløb (§ 14, stk. 2-4, i lov om bekæmpelse af

ungdomskriminalitet)

Gennemførelse af en ungefaglig undersøgelse under indlæggelse m.v. (§ 32 i lov om bekæmpelse af

ungdomskriminalitet)

Efter servicelovens § 64, stk. 2, 1. pkt., har kommunen med henblik på fuldbyrdelse af afgørelser, hvor

forældremyndighedsindehaveren ikke samarbejder om fuldbyrdelsen, mod behørig legitimation og uden

retskendelse adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig, rum eller gemmer for at eftersøge og

medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde afgørelser omfattet af servicelovens § 64, stk. 1.

Kommunen kan alene eftersøge barnet eller den unge hos forældremyndighedsindehaveren. Opholder et barn

eller en ung sig hos andre end forældremyndighedsindehaveren, kan kommunen ikke eftersøge og medtage

barnet eller den unge efter reglerne i § 64, stk. 2, i serviceloven.

Kommunens beføjelser efter servicelovens § 64, stk. 2, 1. pkt., gælder alene ved fuldbyrdelse af afgørelse

omfattet af servicelovens § 64, stk. 1.

Kommunen kan endvidere efter servicelovens § 64, stk. 2, 2. pkt., hente og bringe barnet eller den unge til

stedet, hvor et børn- og ungepålæg efter § 57 b i serviceloven skal opfyldes, eller stedet, hvor en

straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller et forbedringsforløb, jf. § 13, stk.

3 eller 4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal gennemføres.

Efter § 64, stk. 3, i serviceloven kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at kommunen mod behørig

legitimation og uden retskendelse har adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig og rum, når 1)

adgangen til hjemmet sker som led i den børnefaglige undersøgelse efter § 50 eller den ungefaglige

undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og må anses for nødvendig for at

afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, og 2)

forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan gennemføres med

andre mere lempelige foranstaltninger.

Med hjemmel i § 64, stk. 3, kan kommunen påse forholdene i hjemmet og herunder også tale med barnet

eller den unge, men adgangen kan alene være af kortere varighed. Kommunen kan efter bestemmelsen få

adgang til opholdsrum m.v. i hjemmet, men kan ikke efterse private gemmer, f.eks. skuffer, skabe eller andre

steder, som ikke er umiddelbart synlige og tilgængelige, som det er tilfældet, hvis adgangen til hjemmet sker

med henblik på at fuldbyrde en afgørelse efter servicelovens § 64, stk. 1, jf. stk. 2.

Kommunalbestyrelsens fuldbyrdelse skal ske i overensstemmelse med reglerne §§ 2-8 i lov om retssikkerhed

ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, jf. lov nr. 442 af 9. juni 2004 med

senere ændringer. Heraf følger bl.a., at kommunalbestyrelsens adgang til at foretage tvangsindgreb efter

servicelovens § 64, stk. 2 og 3, kun må anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er

tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet. Tvangsindgrebet skal

endvidere foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader.

Efter § 64, stk. 4, i serviceloven yder politiet bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser efter

bestemmelsens stk. 2 og 3. Rammerne for politiets magtanvendelse i forbindelse med denne bistand fremgår

navnlig af §§ 15 og 16 i lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 956 af 20. august 2015 med

senere ændringer. Heraf følger bl.a., at politiet i forbindelse med sin bistand til kommunerne vil kunne

anvende magt, forudsat at magtanvendelse er nødvendig og forsvarlig ved udøvelsen af bistanden. Dette

indebærer bl.a., at magt kun må anvendes, hvis mindre indgribende midler ikke findes at være tilstrækkelige.

Efter § 64, stk. 5, i serviceloven udarbejder Social- og Indenrigsministeriet årligt en opgørelse over

kommunernes anvendelse af § 64, stk. 3, om adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig som led i en

børnefaglig undersøgelse.

2.2.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

Når et barn eller en ung har behov for særlig støtte, er det afgørende, at den rette indsats bliver sat i værk

hurtigt og skånsomt. Det gælder også i de meget konfliktfyldte sager, hvor forældrene eller barnet eller den

unge trods tæt inddragelse

–eller

forsøg herpå - ikke vil samarbejde om indsatsen.

Når kommunens børn og unge-udvalg har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for

hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, har

kommunalbestyrelsen ansvaret for, at afgørelsen fuldbyrdes. Servicelovens § 64, stk. 2, giver uden

retskendelse og mod behørig legitimation kommunen adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig, rum

eller gemmer for at eftersøge eller medtage barnet eller den unge med henblik på at fuldbyrde afgørelsen.

Kommunen har endvidere mulighed for at anmode om politiets bistand hertil i de særlige tilfælde, hvor det er

nødvendigt.

Kommunen har imidlertid ikke samme adgang til at fuldbyrde afgørelser om ændret anbringelsessted, der

træffes uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år. Er det i helt

særlige tilfælde trods tæt inddragelse af barnet eller den unge og forældrene og tæt dialog med barnets eller

den unges aktuelle anbringelsessted ikke muligt at opnå f.eks. barnets eller den unges eller forældrenes

frivillige medvirken til, at afgørelsen gennemføres, kan det betyde, at ændringen af anbringelsesstedet ikke

kan effektueres. Og det er vel at mærke selvom kommunens børn og unge-udvalg og eventuelt Ankestyrelsen

og retten

–

under hensyn til barnets eller den unges behov for kontinuitet i anbringelsen

–

har vurderet, at

barnets eller den unges behov for støtte bedst imødekommes ved en ændring af anbringelsesstedet.

Det kan i værste fald betyde, at barnet eller den unge ikke får den hjælp, barnet eller den unge har brug for,

f.eks. behandling på en specialiseret døgninstitution.

Folketingets Ombudsmand har ved brev af 15. november 2016 rettet henvendelse til det daværende Social-

og Indenrigsministerium og bedt ministeriet oplyse, om ministeriet mener, at der er grundlag for at søge

tilvejebragt en hjemmel til tvangsfuldbyrdelse af afgørelser om ændret anbringelsessted

–

også i de tilfælde,

hvor barnet opholder sig hos andre end forældremyndighedsindehaverene.

Det er Social- og Indenrigsministeriets opfattelse, at afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke,

hvor et barn eller en ung skal flyttes fra ét anbringelsessted til et andet, som altovervejende udgangspunkt

bør effektueres i dialog og samarbejde med barnet eller den unge, forældremyndighedsindehaveren og

anbringelsesstedet. Kommunen bør gennem tæt inddragelse søge at opnå de pågældendes frivillige

medvirken med henblik på at sikre en skånsom proces for barnet eller den unge og de øvrige involverede.

Det kan f.eks. ske ved, at barnet eller den unge sammen med de biologiske forældre og barnets eller den

unges nuværende plejeforældre eller kontaktpædagoger besøger det kommende anbringelsessted, ligesom

sagsbehandleren bør tale med barnet eller den unge og de voksne omkring ham eller hende om, hvad der skal

ske, og hvorfor er det nødvendigt, og lytte til barnets eller den unges ønsker og bekymringer. Det vil ofte

også være vigtigt som led i forberedelsen at tale med barnet eller den unge om, hvordan kontakten med f.eks.

venner, biologisk familie og plejefamilie eller personale på en institution, som barnet eller den unge er

knyttet, kan understøttes efterfølgende.

Det er dog samtidig ministeriets opfattelse, at der kan være helt særlige tilfælde, hvor det trods tæt

inddragelse og dialog ikke er muligt at opnå f.eks. barnets eller den unges frivillige medvirken, og hvor det

ikke desto mindre er af afgørende betydning af hensyn til barnets eller den unges bedste at afgørelsen

fuldbyrdelse. Det er derfor ministeriets vurdering, at der med henblik på sådanne helt særlige tilfælde er

behov for at ændre servicelovens § 64, så det sikres, at afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke

kan fuldbyrdes og eventuelt med politiets bistand. Formålet er at sikre, at barnet eller den unge kan få den

hjælp og støtte, det har behov for.

Når en afgørelse om ændret anbringelsessted uden samtykke skal effektures, vil barnet eller den unge typisk

opholde sig på sit nuværende anbringelsessted og ikke hos forældrene. Der er derfor behov for at give

kommunen adgang til at hente et barn eller en ung på et anbringelsessted og eventuelt med politiets bistand

med henblik på at fuldbyrde en afgørelse om ændret anbringelsessted uden samtykke på samme vis som

kommunen i dag kan hente barnet eller den unge hos forældremyndighedsindehaveren med politiets bistand i

sager om anbringelse uden samtykke, når betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

En sådan adgang uden retskendelse og mod behørig legitimation og eventuelt med politiets bistand til at

hente barnet eller den unge på anbringelsesstedet er indgribende over for barnet eller den unge,

forældremyndighedsindehaveren og anbringelsesstedet. Adgangen bør derfor kun anvendes i helt særlige

tilfælde, hvor det er afgørende betydning for barnets eller den unges bedste. Det er ministeriets vurdering, at

der vil være tale om ganske få tilfælde, hvor det vil være nødvendigt. En sådan ændring af serviceloven vil

således alene vedrøre den meget lille andel af sager om ændret anbringelsessted uden samtykke, som er så

konfliktefyldte, at der i helt særlige tilfælde af hensyn til barnets eller den unges bedste eventuelt kan være

behov for politiets bistand i forbindelse med afhentning af barnet eller den unge på et anbringelsessted.

Fuldbyrdelse af tvangsmæssige afgørelser med politiets bistand kan opleves meget indgribende af barnet

eller den unge, forældrene og eventuelle andre involverede personer. Det kan være tilfældet ved fuldbyrdelse

af f.eks. afgørelser om anbringelse uden samtykke efter de gældende regler i servicelovens § 64 og vil også

kunne være tilfældet ved en ordning, der giver hjemmel til tvangsmæssigt at fuldbyrde afgørelser om ændret

anbringelsessted uden samtykke i helt særlige tilfælde.

Selvom særlig støtte til børn og unge altid skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste,

jf. servicelovens § 46, stk. 1, 2. pkt., så er der derfor efter ministeriets opfattelse behov for at tydeligøre i

serviceloven, at også fuldbyrdelsen af tvangsmæssige afgørelser skal foretages med henblik på sikre barnets

eller den unges bedste og skal tilrettelægges og gennemføres under hensyn til dette formål.

Fuldbyrdelse af tvangsmæssige afgørelser efter de særlige regler i servicelovens § 64 skal allerede efter

gældende ret ske under iagttagelse af reglerne i §§ 2-8 lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af

tvangsindgreb, herunder proportionalitetsprincippet m.v.

Det er dog ministeriets opfattelse, at der er behov for at tydeliggøre i serviceloven, at fuldbyrdelse af

afgørelser om bl.a. anbringelse uden for hjemmet uden samtykke og ændret anbringelsessted uden samtykke

altid skal ske så skånsomt som omstændighederne tillader, og at kommunen altid skal forsøge at undgå, at

det bliver nødvendigt at gennemtvinge en afgørelse. Hensigten er, at det så vidt muligt helt skal undgås, at

det bliver nødvendigt at rekvirere politiets bistand ved fuldbyrdelsen af sådanne afgørelser.

En sådan tydeliggørelse af hensynet til barnets eller den unges bedste og pligten til at sikre en så skånsom

fuldbyrdelse som muligt med tæt inddragelse af barnet eller den unge, forældremyndighedsindehaveren og

eventuelt andre involverede personer i barnets eller den unges familie og netværk, f.eks. søskende eller en

plejefamilie, skal bidrage til at sikre barnets eller den unges bedste og retssikkerheden for barnet eller den

unge, forældremyndighedsindehaveren, anbringelsesstedet m.v.

Endelig er det ministeriets opfattelse, at der af hensyn til retssikkerheden for barnet eller den unge,

forældrene og anbringelsesstedet vil være behov for at kunne følge anvendelsen af ordning, der vil give

hjemmel til at fuldbyrde afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke med politiets bistand i helt

særlige tilfælde. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, at en ny hjemmel ledsages af et krav til kommunerne

om at registrere sådanne eventuelle episoder og indberette dem til Ankestyrelsen. For at sikre at barnets eller

den unges høres og får mulighed for at sætte ord på oplevelsen, bør barnets eller den unges beskrivelse af

episoden indgå i indberetningen.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 3, at ændre servicelovens § 64, stk. 1, så bestemmelsen fremover også

vil omfatte fuldbyrdelse af afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke efter servicelovens § 69,

stk. 3, og efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Ved lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås derfor videre, at der indsættes et nyt stk. 3 i servicelovens § 64,

hvorefter kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse vil have adgang til et anbringelsessted

efter servicelovens § 66, stk. 1, for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde

en afgørelse om ændring af barnets eller den unges anbringelsessted efter servicelovens § 69, stk. 3, eller

efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Det foreslås samtidig med lovforslagets § 1, nr. 5, at ændre servicelovens § 64, stk. 4, som med lovforslagets

§ 1, nr. 4, vil blive stk. 5, så det vil fremgå, at politiet yder bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser

efter servicelovens § 64, stk. 2-4, dvs. også efter det foreslåede nye stk. 3.

Men foreslåede ordning lægges der op til at indføre regler, som skal sikre, at afgørelser om ændret

anbringelsessted uden samtykke kan fuldbyrdes også i de ganske få meget konfliktfyldte tilfælde, hvor f.eks.

barnet eller den unge vedvarende modsætter sig, og hvor det af hensyn til barnets eller den unges bedste og

ud fra en afvejning af hensynet til barnets eller den unges støttebehov og hensynet til at beskytte barnet eller

den unge mod unødige indgreb, er afgørende nødvendigt af afgørelsen bliver effektueret.

Den foreslåede ordning vil ikke indebære nogen ændring af de gældende regler i serviceloven om selve

afgørelsen om ændret anbringelsessted uden samtykke. Det er således alene afgørelsens fuldbyrdelse, som

ordningen lægger op til at ændre.

Udgangspunktet vil således ligesom i dag være, at en afgørelse om ændret anbringelsessted vil kræve

samtykke forældremyndighedsindehaveren og fra barnet eller den unge, der er fyldt 12 år, jf. servicelovens

gældende § 69, stk. 2. Vurderer kommunen, at det af hensyn til barnets eller den unges behov er nødvendigt,

at barnet eller den unge flyttes til et andet anbringelsessted, som bedre kan imødekommet barnets eller den

unge støttebehov, skal kommunen i dialog med barnet eller den unge og forældrene søge at opnå deres

tilslutning hertil.

I de tilfælde, hvor der ikke kan opnås samtykke til ændringen, vil sagen ligesom i dag skulle behandles efter

de særlige regler og krav, der er fastsat i servicelovens § 69, stk. 3-5. Afgørelsen vil således skulle træffes af

børn og unge-udvalget, der under hensyn til formålet med anbringelsen og barnets eller den unges behov for

kontinuitet i opvæksten skal vurdere, om barnets behov for støtte bedst imødekommes ved en ændring af

anbringelsesstedet. Kommunalbestyrelsens indstilling til børn og unge-udvalget vil ligesom i dag bl.a. skulle

indeholde en beskrivelse af barnets eller den unges holdning til ændringen af anbringelsessted og en

udtalelse fra barnets eller den unges nuværende anbringelsessted. I indstillingen vil der desuden fortsat skulle

indgå en beskrivelse af, hvorvidt supplerende støtte til barnet eller den unge vil kunne imødekomme barnets

eller den unges støttebehov ved fortsat ophold på det nuværende anbringelsessted samt en beskrivelse af et

nyt anbringelsessteds forventede egnethed til at imødekomme barnets eller den unges behov for støtte og

nære og stabilile voksne.

Ligesom i dag vil der forud for afgørelsen skulle afholdes en samtale med barnet eller den unge, jf.

servicelovens § 48. Samtalen skal sikre, at barnet eller den unge høres og inddrages i sagen, og at barnets

eller den unges holdning til den påtænkte ændring bliver belyst. Barnet eller den unge vil fortsat efter

servicelovens § 48 a have ret til en bisidder, f.eks. fra Børns Vilkår eller en anden bisidder, som barnet eller

den unge som udgangspunkt selv har valgt.

Forud for behandling af sagen i børn og unge-udvalget vil barnet eller den unge, der er fyldt 12 år, og

forældremyndighedsindehaver ligesom i dag skulle gøres opmærksom på deres ret til at se sagens akter,

ligesom forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge, der er fyldt 12 år, forsat vil have ret til at

udtale sig over for børn og unge-udvalget. Både forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge, der

er fyldt 12 år, vil ligesom i dag have ret til gratis advokatbistand efter servicelovens § 72.

Barnet eller den unge, der er fyldt 12 år, og forældremyndighedsindehaver vil som i dag kunne klage til

Ankestyrelsen over børn og unge-udvalgets afgørelse om ændret anbringelsessted uden samtykke, og

Ankestyrelsens afgørelse vil kunne indbringes for retten, jf. servicelovens §§ 168-171.

Den foreslåede ordning vil indebære, at servicelovens § 64 ændres, så det vil fremgå, at

kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at afgørelse om ændret anbringelsessted uden samtykke efter

servicelovens § 69, stk. 3, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet

fuldbyrdes.

Den foreslåede ordning vil endvidere indebære, at kommunen mod behørig legitimation og uden

retskendelse vil have adgang til forældremyndighedsindehaverens bopæl eller til et anbringelsessted efter

servicelovens § 66, stk. 1, for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde en

afgørelse om ændret anbringelsessted uden samtykke efter servicelovens § 69, stk. 3, eller efter § 24, stk. 1,

jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Politiet vil efter den foreslåede ordning kunne yde

bistand til kommunen ved udøvelsen af disse beføjelser.

Kommunalbestyrelsens fuldbyrdelse vil skulle ske i overensstemmelse med reglerne i §§ 2-8 i lov om

retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, herunder bl.a.

proportionalitetsprincippet. Kommunalbestyrelsens adgang til at foretage tvangsindgreb efter de foreslåede

bestemmelser må således kun anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og

hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet.

Det foreslås derudover med lovforslagets § 1, nr. 6, at der indsættes et nyt stk. 6 i servicelovens § 64, som

skal tydeliggøre, at fuldbyrdelse af afgørelser omfattet af servicelovens § 64, stk. 1, skal ske så skånsomt,

som omstændighederne tillader og med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Kommunen skal

afsøge mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaverens, barnets eller den unges og eventuelt

andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre

hensynet til barnets eller den unges bedste taler afgørende imod.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 6, vil gælde ved fuldbyrdelse af alle afgørelser omfattet

af servicelovens § 64, stk. 1, med de ændringer, der foreslås i lovforslagets § 1, nr. 3. Bestemmelsen vil bl.a.

gælde ved fuldbyrdelse af afgørelser om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet uden samtykke og

ændret anbringelsessted uden samtykke.

Det følger allerede i dag af formålsbestemmelsen i servicelovens § 46, at særlig støtte til børn og unge,

herunder også tvangsmæssige foranstaltninger, skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges

bedste. Den foreslåede ordning vil indebære, at det tydeliggøres, at også selve fuldbyrdelsen af en sådan

afgørelse skal sikre barnets eller den unges bedste, dvs. at afgørelsen skal fuldbyrdes på en måde, der

varetager hensynet til barnets eller den unges bedste. En lignende tydeliggørelse af hensynet til barnets

bedste ved fuldbyrdelse af visse afgørelser er for nyligt indført på det familieretlige område med en ændring

af retsplejeloven i forbindelse med oprettelsen af Familieretshuset, jf. § 15, nr. 20 (retsplejelovens § 456 p, 1.

pkt.), i lov nr. 1711 af 27. december 2018 om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse

og opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på

beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven)

Den foreslåede ændring vil bl.a. indebære, at det tydeliggøres, at fuldbyrdelsen af afgørelsen skal

tilrettelægges og gennemføres på en måde, der er så skånsom som muligt over for barnet eller den unge,

forældrene, anbringelsesstedet samt eventuelle øvrige børn og unge i hjemmet eller på anbringelsesstedet og

med størst mulig hensyntagen til barnets eller den unges integritet. Der kan f.eks. være behov, at de

biologiske forældre, plejeforældre, bedsteforældre, kontaktpædagoger eller andre, som barnet eller den unge

er tryg ved, er til stede ved afhentningen af barnet eller den unge og sammen med sagsbehandler ledsager

barnet eller den unge.

Det foreslås endvidere tydeliggjort i serviceloven, at kommunen skal afsøge mulighederne for at opnå

forældremyndighedsindehaverens, barnets eller den unges og eventuelt andre familiemedlemmers eller

netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet til barnets eller den unges

bedste taler afgørende imod.

Herved forstås, at kommunen både forud for, at afgørelsen træffes, og når afgørelsen herefter skal

effektueres, skal sørge for en tæt inddragelse af barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren

med henblik på så vidt muligt at opnå forståelse for afgørelsen og sikre en skånsom fuldbyrdelse Der kan

også efter omstændighederne være behov for inddragelse af andre personer i barnets eller den unges familie

eller netværk. Det gælder især personer i familien eller netværket, som barnet eller den unge er nært knyttet

til, og som opholder sig sammen med barnet eller den unge i hjemmet eller på anbringelsesstedet, herunder

f.eks. søskende, en plejefamilie, m.v. Vedrører sagen fuldbyrdelse af afgørelser om ændret anbringelsessted

uden samtykke vil tæt inddragelse af den nuværende plejefamilie/institution ofte kunne bidrage til at

understøtte en god og skånsom proces for barnet eller den unge.

Som led i inddragelsen bør kommunen bl.a. søge at forklare baggrunden for afgørelsen, og hvad den vil

betyde for barnets eller den unges hverdag, herunder f.eks. hvordan og i hvilket omfang samvær og kontakt

tænkes understøttet. Kommunen bør også forklare, hvordan fuldbyrdelsen helt konkret forventes at forløbe.

Der vil efter omstændighederne kunne være behov for, at kommunen ad flere omgang forsøger at

opnåbarnets eller den unges, forældremyndighedsindehaverens og eventuelle andre medlemmer af barnets

eller den unges familie eller netværk, herunder f.eks. en plejefamilies, frivillig medvirken til afgørelsens

fuldbyrdelse. Hvor vedholdende kommunen skal være vil altid bero på en konkret og individuel vurdering

under hensyn til barnets eller den unges bedste, som uddybet nedenfor.

Kommunen skal således så vidt muligt søge undgå, at det bliver nødvendigt at fuldbyrde afgørelse med

beføjelser, som følger af servicelovens gældende § 64 og de ændringer, som følger af lovforslagets § 1, nr. 3-

Det følger af den foreslåede ordning, at kommunen i særlige tilfælde vil kunne undlade at afsøge

mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaveren, barnets eller den unges og eventuelt andre

familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, hvis hensynet til

barnets eller den unges bedste taler afgørende imod. Herved forstås, ar undladelsen alene kan ske af hensyn

til barnets eller den unges bedste, og at der skal være tale om tungtvejende grunde.

Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der vurderes at være risiko for alvorlig skade på barnets eller den

unges sundhed eller udvikling, f.eks. på grund af overgreb eller omsorgssvigt, og hvis barnets eller den unges

øjeblikkelige behov for støtte betyder, at fuldbyrdelsen ikke afvente kommunens forsøg på at opnå de

pågældende frivillige medvirken. Det vil også efter omstændighederne kunne være tilfældet, hvis der er

grund til at antage, at forældrene eller andre vil søge at unddrage barnet eller den unge, herunder f.eks. ved

rejse ud af landet med barnet eller den unge, inden fuldbyrdelsen.

Det følger af den foreslåede ordning, at hvis der er behov for at fuldbyrde en afgørelse tvangsmæssigt,

herunder med politiets bistand, fordi det trods grundigt forarbejde og tæt inddragelse af barnet eller den unge

og forældrene og eventuelle andre personer ikke er muligt at opnå deres frivillige medvirken til, at afgørelsen

fuldbyrdes, skal kommunen foretage en afvejning af på den ene side hensynet til barnets eller den unges

behov for støtte og på den anden hensynet til at beskytte barnet eller den unge mod en fuldbyrdelse, som

barnet eller den unge vil kunne opleve som indgribende.

Kommunen skal som led i afvejningen vurdere, om det af hensyn til barnets eller den unges bedste er

afgørende, at afgørelsen fuldbyrdes og uden (yderligere) forsinkelse, eller om det af hensyn til barnets eller

den unges bedste vil være bedre at arbejde yderligere med barnet eller den unge,

forældremyndighedsindehaveren og eventuelt barnets eller den unges plejefamilie eller andre personer i

barnets eller den unges familie eller netværk med henblik på at opnå deres forståelse for og samarbejde om

afgørelsens effektuering.

Der skal ved afvejningen tages højde for barnets eller den unges alder, modenhed og funktionsevne. Er der

således f.eks. tale om et barn under skolealderen, vil dette som hovedregel tale imod fuldbyrdelse af en

afgørelse med politiets bistand, da barnet pga. sin alder må antages at have vanskeligt ved at forstå og

overskue situationen og vil kunne opleve tvangsfuldbyrdelsen som særdeles voldsom. Der kan dog være

situationer, hvor det af hensyn til barnets eller den unges behov vil være nødvendigt at gennemtvinge

afgørelsen med politiets bistand, også selvom der er tale om et barn under skolealderen, f.eks. hvis barnet,

skal fjernes fra hjemmet på grund af omsorgssvigt eller overgreb mod barnet begået af forældrene. Det

samme vil gælde, hvis der er tale om børn og unge, som pga. betydeligt nedsat psykisk funktionsevne vil

have vanskeligt ved forstå og overskue situationen og vil kunne opleve tvangsfuldbyrdelsen som særdeles

indgribende.

Er der tale om et barn eller en ung, som skal flyttes mod sin vilje fra f.eks. en plejefamilie til en

døgninstitution for at modtage en meget specialiseret pædagogisk behandling, som barnet eller den unge ikke

vil kunne få under sit fortsatte ophold i plejefamilien, må det som hovedregel antages, at støtten alene bør

gennemføres i dialog med barnet eller den unge, forældrene og anbringelsesstedet og uden politiets bistand.

Kun i helt særlige tilfælde, hvor barnets eller den unges behov for ændret støtte er akut og/eller meget

betydeligt, vil der ud fra hensynet til barnets eller den unges bedste kunne være grundlag for fuldbyrdelse af

afgørelsen med politiets bistand.

Den foreslåede bestemmelse vil gælde i tillæg til reglerne i §§ 2-8 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens

anvendelse af tvangsindgreb, herunder bl.a. proportionalitetsprincippet, som fortsat vil finde anvendelse.

Det foreslås videre i lovforslagets § 1, nr. 6, at der indsættes et nyt stk. 7 i servicelovens § 64, der vil

fastsætte, at fuldbyrdelse af en afgørelse, jf. det foreslåede nye stk. 3 i servicelovens § 64, hvor politiet yder

bistand til kommunen i forbindelse hermed, skal registreres og indberettes af kommunen til Ankestyrelsen.

Der skal udarbejdes en årlig rapport over anvendelsen af bestemmelsen,

Den foreslåede ordning vil betyde, at kommunen skal registre og indberette eventuelle sager, hvor politiet

yder bistand til kommunen ved afhentning af barnet eller den unge uden retskendelse og mod behørig

legitimation på et anbringelsessted med henblik på at fuldbyrde en afgørelse om ændret anbringelsessted

uden samtykke efter servicelovens § 69, stk. 3, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af

ungdomskriminalitet.

Registreringen vil skulle indeholde kommunens begrundelse for at anmode om politiets bistand. Barnet eller

den unge vil skulle gøres bekendt med registreringen, og barnets eller den unges oplevelse af situationen vil

skulle indgå i indberetningen til Ankestyrelsen. På baggrund af indberetningerne vil årligt blive udarbejdet

en rapport, som oversendes til Folketinget.

Endelig forslås det i lovforslagets § 1, nr. 7, at der fastsættes en tilsvarende pligt for kommunerne til at

registrere og indberette anvendelsen af servicelovens § 64, stk. 3, som med lovforslagets § 1, nr. 4, bliver stk.

4, til Ankestyrelsen.

Hidtil er redegørelserne udarbejdet ved, at Ankestyrelsen har kontaktet samtlige kommuner med spørgsmål

om det seneste år eller de seneste års anvendelse af bestemmelsen. Kommunerne har herefter manuelt skulle

fremsøge og gennemgå de relevante sager, for at kunne oplyse i hvilket omfang kommunen har anvendt § 64,

stk. 3, i den pågældende periode.

Den foreslåede ordning vil indebære en forenkling af sagsgangen for kommunerne i forbindelse med

indberetning af de relevante oplysninger til Ankestyrelsen, da kommunerne fremover vil kunne registrere og

indberette de nødvendige oplysninger i sammenhæng med gennemførelsen af den børnefaglige undersøgelse.

2.3. Adgang for Ankestyrelsen til at træffe afgørelse om samvær i anbringelsessager

2.3.1. Gældende ret

Ankestyrelsen kan efter servicelovens § 65, stk. 1, af egen drift tage sager om særlig støtte til børn og unge

op, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har foretaget de fornødne

sagsbehandlingsskridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den

unges bedste, jf. dog servicelovens § 65, stk. 6. Ankestyrelsen kan da pålægge kommunalbestyrelsen at

foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne afgørelser.

Hvis der er behov for foranstaltninger efter servicelovens §§ 52 eller 52 a, og kommunalbestyrelsen undlader

at iværksætte disse i fornødent omfang, kan Ankestyrelsen selv træffe en foreløbig afgørelse om

foranstaltninger, jf. servicelovens § 65, stk. 2, 1. pkt. Ankestyrelsen kan dog ikke træffe en foreløbig

afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, når afgørelsen vedrører

et barn eller en ung i et forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf.

servicelovens § 65, stk. 2, 2. pkt. Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om tilfælde

omfattet af servicelovens § 65, stk. 2, 2. pkt. og om afgørelser efter servicelovens § 65, stk. 2, 1. pkt., når

afgørelsen vedrører et barn eller en ung, der er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af

ungdomskriminalitet

Det følger endvidere af servicelovens § 65, stk. 3, at Ankestyrelsen selv kan træffe visse tvangsmæssige

afgørelser efter servicelovens regler, herunder bl.a. om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, når

betingelserne herfor er opfyldt. Ankestyrelsen kan således selv træffe afgørelse efter servicelovens §§ 51

(gennemførelse af børnefaglig undersøgelse under indlæggelse m.v.), 58 (anbringelse uden samtykke), 63

(lægelig undersøgelse og behandling uden samtykke) og 68 a (videreført anbringelse).

Ankestyrelsen kan dog ikke træffe afgørelse efter serviceloves § 65, stk. 1 og 3, i sager om et barn eller en

ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et

forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Det fremgår af

servicelovens § 65, stk. 6, 1. pkt. I sådanne sager kan Ankestyrelsen træffe afgørelse om at pålægge

kommunalbestyrelsen at forelægge sagen for Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. servicelovens § 65, stk. 6, 2.

pkt. Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om afgørelser efter servicelovens § 65, stk. 6,

2. pkt.

Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre de afgørelser, som Ankestyrelsen har

truffet efter servicelovens § 65, stk. 1-3, og kan desuden bestemme, at afgørelserne skal gennemføres inden

for en nærmere angivet tidsfrist, når det må anses for nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste,

jf. servicelovens § 65, stk. 4.

Hvis borgere, fagpersoner eller andre har grund til at antage, at kommunalbestyrelsen ikke har foretaget eller

truffet de i serviceloven foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i overensstemmelse med

barnets eller den unges bedste, kan disse underrette Ankestyrelsen, jf. servicelovens § 65, stk. 5.

Ankestyrelsen vurderer herefter, om der er grundlag for at tage sagen op efter servicelovens § 65, stk. 1.

Det følger derudover af servicelovens § 75, stk. 5, 1. pkt., at direktøren for Ankestyrelsen kan træffe en

række foreløbige afgørelser efter serviceloven og lov om voksenansvar for anbragte børn og unge (herefter

voksenansvarsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 764 af 3. august 2019, når betingelserne herfor er opfyldt, jf.

servicelovens § 75, stk. 1.

Direktøren for Ankestyrelsen har således samme kompetence som formanden for kommunens børn og unge-

udvalg til at træffe foreløbige afgørelser efter servicelovens §§ 51, 58 og 63, § 63 a, stk. 1, § 63 b, stk. 1, §

63 c, stk. 1 og 3, § 68 a, § 69, stk. 3, § 71, stk. 3-5, og § 78, stk. 4, samt efter voksenansvarslovens §§ 11, stk.

1 og 2, og § 15, stk. 1, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at

sagen behandles i kommunens børn og unge-udvalget.

Direktøren for Ankestyrelsen har endvidere samme kompetence som formanden for børn og unge udvalget

til i sager om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af

ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af

ungdomskriminalitet, at træffe foreløbige afgørelser efter servicelovens §§ 63 og 68 a, § 71, stk. 3-5, og § 78,

stk. 4, efter voksenansvarslovens § 11, stk. 2, og § 15 og efter § 14, stk. 2-4, § 15, stk. 1, § 16, stk. 1, § 17,

stk. 1, § 18, stk. 1 og 2, § 24, stk. 1, og § 32, stk. 1 og 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, som

af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente sagens behandling i

Ungdomskriminalitetsnævnet.

Forældremyndighedsindehaveren og eventuelle andre parter, jf. servicelovens § 72, skal inden 24 timer efter

iværksættelsen af en foreløbig afgørelse have skriftlig meddelelse om afgørelsen samt en begrundelse for

afgørelsen. jf. servicelovens § 74, stk. 2, jf. stk. 3. Meddelelsen skal tillige indeholde oplysning om retten til

efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig om sagen samt om retten til vederlagsfri

advokatbistand,

Den foreløbige afgørelse har gyldighed i 1 måned, jf. dog de frister der er nævnt i servicelovens § 75, stk. 4,

2. og 3. pkt. Direktøren kan undtagelsesvis bestemme, at den foreløbige afgørelse skal godkendes af

Ankestyrelsen inden for den frist, der er nævnt i stk. 3, jf. servicelovens § 75, stk. 5, 2. og 3. pkt.

Hvis børn og unge-udvalget eller, når et barn eller en ung er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om

bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af

ungdomskriminalitet, Ungdomskriminalitetsnævnet ikke inden 1 måned træffer afgørelse i overensstemmelse

med direktørens foreløbige afgørelse, skal børn og unge-udvalget eller Ungdomskriminalitetsnævnet

umiddelbart orientere Ankestyrelsen herom, jf. servicelovens § 75, stk. 6, 1. pkt.

Børn og unge-udvalgets eller Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse har ikke virkning, før direktøren

snarest muligt og senest 10 dage efter afgørelsen har taget stilling til, om afgørelsen skal have virkning, jf.

servicelovens § 75, stk. 6, 2. pkt.

Hvis direktøren træffer afgørelse om, at børn og unge-udvalgets eller Ungdomskriminalitetsnævnets

afgørelse ikke skal have virkning, træffer Ankestyrelsen afgørelse efter reglen i § 65, stk. 3, senest 8 uger

efter børn og unge-udvalgets afgørelse, jf. servicelovens § 75, stk. 6, 3. pkt. Ankestyrelsens afgørelse efter

servicelovens § 75, stk. 6, 3. pkt. træffes dog efter servicelovens §§ 63 og 68 og efter § 14, stk. 2-4, og § 32,

stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, når sagen vedrører et barn eller en ung, der er pålagt en

straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13

og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet

2.3.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

Ankestyrelsen kan efter § 65, stk. 1, i serviceloven af egen drift tage sager op om udsatte børn og unge, når

en kommune ikke har foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller truffet de fornødne afgørelser i

overensstemmelse med barnets bedste. I disse tilfælde kan Ankestyrelsen pålægge kommunen at foretage de

fornødne sagsbehandlingsskridt, som f.eks. at afholde en børnesamtale eller at udarbejde en handleplan for

støtten til barnet eller at træffe de fornødne afgørelser.

Ankestyrelsen kan desuden efter servicelovens § 65, stk. 3, selv træffe afgørelse om bl.a. anbringelse uden

for hjemmet uden samtykke eller videreført anbringelse.

Servicelovens § 65, stk. 3, giver imidlertid ikke adgang til, at Ankestyrelsen selv kan træffe afgørelse om

samvær efter servicelovens § 71, herunder om omfang og udøvelse af samvær, støttet samvær, overvåget

eller afbrudt samvær. Dog kan direktøren for Ankestyrelsen i hastende tilfælde efter servicelovens § 75, stk.

5, træffe foreløbig afgørelse om overvåget eller afbrudt samvær.

Det finder Social- og Indenrigsministeriet er uhensigtsmæssigt af flere grunde.

I forhold til afgørelse om omfang eller udøvelse af samvær eller støttet samvær efter servicelovens § 71, stk.

2, tager de nuværende regler således ikke højde for, at der kan være situationer, hvor hensynet til barnets

eller den unges bedste og formålet med anbringelsen tilsiger, at sagen ikke bør afvente, at

kommunalbestyrelsen efter pålæg fra Ankestyrelsen træffer de nødvendige afgørelser.

Det kan f.eks. være i en situation, hvor kommunalbestyrelsen i en længere periode har undladt at sørge for, at

barnets eller den unges forbindelse med f.eks. forældre, bedsteforældre, søskende eller en tidligere

plejefamilie, som barnet er nært knyttet til, holdes ved lige, og hvor dette ikke er begrundet i hensynet til at

beskytte barnets eller den unges sundhed eller udvikling eller beskytte barnet eller den unge mod overgreb.

Her kan hensynet til barnets eller den unges bedste, herunder hensynet til barnets eller den unges mulighed

for at bevare nære relationer til netværket tale for, at Ankestyrelsen selv træffer afgørelse om omfang og

udøvelse af samvær eller støttet samvær, hvis dette vurderes nødvendigt, så sagen ikke forsinkes yderligere.

Der kan også være andre situationer, hvor Ankestyrelsen selv bør kunne træffer afgørelse samvær efter

servicelovens § 71, stk. 2. Det kan f.eks. være i det tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse

om omfang og udøvelse af samvær med forældrene, men hvor samværet inden for de fastsatte rammer og

vilkår ikke er til barnets eller den unges bedste, f.eks. fordi der er behov for støttet samvær. Hvis behovet for

at justere rammerne for samvær vurderes at være hastende af hensyn til barnets eller den unges bedste, taler

det for, at sagen ikke bør skulle afvente, at kommunalbestyrelsen træffer de fornødne afgørelser efter pålæg

fra Ankestyrelsen.

De gældende regler tager heller ikke højde for, at der kan være situationer, hvor det vil være

hensigtsmæssigt, at Ankestyrelsen selv kan træffe afgørelse om overvåget eller afbrudt samvær efter

servicelovens § 71, stk. 3-5, selvom der ikke er tale om en situation omfattet af reglerne om foreløbige

afgørelser efter servicelovens § 75.

I sager, hvor Ankestyrelsen af egen drift træffer afgørelse om f.eks. anbringelse uden for hjemmet uden

samtykke, eller ved behandling af klager over en anbringelse vil der således i nogen tilfælde være grundlag

for også at træffe afgørelse om, at barnets eller den unges samvær eller kontakt med forældrene eller

bestemte personer fra netværket for en periode skal være overvåget, eller at forbindelsen for en periode skal

afbrydes. Her bør afgørelse om overvåget eller afbrudt samvær kunne træffes af Ankestyrelsen samtidig med

afgørelsen om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, hvis hensynet til barnets eller den unges bedste

og sagens omstændighederne i øvrigt tilsiger det, også selvom der ikke er tale om en akutafgørelse efter

servicelovens § 75.

Det er således ministeriets opfattelse, at der er behov for at ændre servicelovens § 65, stk. 3, så

bestemmelsen fremover vil give Ankestyrelsen adgang til at træffe afgørelse om samvær efter servicelovens

§ 71, når hensynet til barnets eller den unges bedste tilsiger det, og betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Det skal bidrage til at sikre en bedre beskyttelse af barnets eller den unges ret til samvær og kontakt med

forældre og netværk under hensyntagen barnets eller den unges bedste og under hensyntagen til beskyttelsen

af barnets eller den unges sundhed eller udvikling og beskyttelsen af barnet eller den unge mod overgreb.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at servicelovens § 65, stk. 3, ændres, så bestemmelsen fremover også vil give Ankestyrelsen

adgang til selv at træffe afgørelse om samvær efter servicelovens § 71.

Den foreslåede ordning vil bl.a. indebære, at Ankestyrelsen vil kunne træffe afgørelse efter servicelovens §

71, stk. 2, 1. pkt., om omfanget og udøvelsen af samvær og kontakt mellem barnet eller den unge og forældre

eller netværk og vil kunne fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Det vil også omfatte adgang

til at træffe afgørelse om samvær mellem barnet eller den unge og f.eks. en tidligere plejefamilie, som barnet

eller den unge har knyttet til, og som derfor må betragtes som en del af barnets eller den unges netværk.

Det vil f.eks. kunne være tilfældet i en situation, hvor kommunalbestyrelsen i en længere periode har undladt

at sørge for, at barnets eller den unges forbindelse med f.eks. forældre, bedsteforældre, søskende eller en

tidligere plejefamilie, som barnet er nært knyttet til, holdes ved lige, og hvor dette ikke er begrundet i

hensynet til at beskytte barnets eller den unges sundhed eller udvikling eller beskytte barnet eller den unge

mod overgreb. Her vil hensynet til barnets eller den unges bedste, herunder hensynet til barnets eller den

unges mulighed for at bevare nære relationer til netværket, efter omstændighederne kunne tale for, at

Ankestyrelsen selv træffer afgørelse om omfang og udøvelse af samvær eller støttet samvær, hvis dette

vurderes nødvendigt, så sagen ikke forsinkes yderligere.

Hvor længe kommunen skal have undladt at sørge for, at forbindelsen holdes ved lige, før Ankestyrelsen selv

bør træffe afgørelse frem for at pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingskridt

eller træffe de fornødne afgørelser, vil bero på en konkret og individuel vurdering i det enkelte tilfælde. Ved

vurderingen heraf skal der bl.a. lægges vægt på barnets eller den unges tilknytning til den eller de

pågældende, som samværet vedrører, og/eller barnets eller den unges behov og mulighed for fremadrettet at

skabe og bevare nære relationer til vedkommende.

Ankestyrelsen vil desuden efter den foreslåede ordning med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og

den unge, der er fyldt 15 år, kunne træffe afgørelse om, at samværet mellem forældrene og barnet eller den

unge skal støttes ved, at der en tredjeperson til stede (støttet samvær), jf. servicelovens § 71, stk. 2, 4. pkt.

Det vil efter omstændighederne f.eks. kunne være relevant i en situation, hvor kommunalbestyrelsen har

tilrettelagt eller fastsat samvær med forældrene, men hvor samværet inden for de fastsatte rammer og vilkår

ikke er til barnets eller den unges bedste, f.eks. fordi der er behov for støttet samvær. Hvis behovet for at

justere rammerne for samvær vurderes at være hastende af hensyn til barnets eller den unges bedste, vil det

efter omstændighederne kunne tale for, at Ankestyrelsen selv træffer afgørelse, så sagen ikke skal afvente, at

kommunalbestyrelsen træffer de fornødne afgørelser efter pålæg fra Ankestyrelsen.

Den foreslåede ordning vil endvidere indebære, at Ankestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om overvåget

eller afbrudt samvær efter servicelovens § 71, stk. 3-5, når betingelserne herfor er opfyldt, også selvom sagen

ikke så hastende, at der er grundlag for en foreløbig afgørelse efter servicelovens § 75, stk. 5.

Det vil f.eks. kunne være tilfældet i en sag, som Ankestyrelsen rejser af egen drift, og hvor Ankestyrelsen

træffer afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke, og hvor

Ankestyrelsen desuden vurderer, at det af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling er

nødvendigt at træffe afgørelse om, at samvær mellem barnet eller den unge og forældrene for en periode skal

afbrydes eller bliver overvåget. Det vil tilsvarende efter omstændighederne kunne være tilfældet ved

behandling af klager over anbringelse uden for hjemmet.

Den foreslåede ordning ændrer ikke ved Ankestyrelsens adgang efter servicelovens § 65, stk. 1, til at

pålægge en kommunalbestyrelse at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller træffe de fornødne

afgørelser. Udgangspunktet vil således fortsat være, at kommunen må antages at have det bedste kendskab til

barnet eller den unge, familien og netværket, og dermed som hovedregel er nærmest til at træffe de fornødne

afgørelser om samvær, herunder efter pålæg fra Ankestyrelsen. Det vil således kun være i de tilfælde, hvor

hensynet til barnets eller den unges behov og omstændighederne i den konkrete sag tilsiger det, at

Ankestyrelsen selv vil skulle træffe afgørelse om samvær.

2.4. Ophævelse af adgang til at fastsætte regler om anbragte børns og unges egenbetaling

2.4.1. Gældende ret

Efter § 159 i serviceloven kan social- og indenrigsministeren fastsætte regler om, at forældrene og barnet

eller den unge betaler for et døgnophold, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven og § 14 i lov om bekæmpelse af

ungdomskriminalitet. Der kan ikke fastsættes betaling for et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 7, i

serviceloven og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, når der er tale om en videreførelse af en

anbringelse efter § 68 a i serviceloven.

Den del af bestemmelsen, som vedrører anbragte børns og unges egenbetaling, svarer med enkelte ændringer

til bemyndigelsesbestemmelsen i § 99 i lov nr. 193 af 4. juni 1964 om børne- og ungdomsforsorg (herefter

børne- og ungdomsforsorgsloven). Af bemærkningerne til den daværende børne- og ungdomsforsorgslovs §

99 fremgår, at der kunne blive tale om at kræve betaling fra barnet eller den unge selv, når vedkommende har

formue af bl.a. renteindtægt eller indtægt fra almindeligt erhvervsarbejde i eller uden for institutionen, hvor

den pågældende er anbragt. Det fremgår videre af bemærkningerne til bestemmelsen, at det i disse tilfælde

måtte anses for at være af stor pædagogisk betydning, at barnet eller den unge af sin indtægt betaler helt eller

delvist for sit ophold, jf. Folketingstidende 1963-64, tillæg A, spalte 721.

Bestemmelsen er senere blevet videreført i lov om social bistand og serviceloven med visse sproglige og

redaktionelle ændringer m.v. Bestemmelsen er senest ændret med lov nr. 1720 af 27. december 2018 om

ændring af lov om social service, lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, lov om socialtilsyn og lov

om røgfri miljøer (Udvidet anvendelse af unge- og forældrepålæg, ensretning af indsatsen for anbragte

kriminalitetstruede unge og styrkelse af sikkerheden på delvis lukkede og sikrede døgninstitutioner), jf. L 85

Forslag til Lov om ændring af lov om social service, lov om voksenansvar for anbragte børn og unge og lov

om socialtilsyn (Udvidet anvendelse af unge- og forældrepålæg, ensretning af indsatsen for anbragte

kriminalitetstruede unge og styrkelse af sikkerheden på delvist lukkede og sikrede døgninstitutioner),

samlingen 2018-2019. Ved denne lejlighed blev der indsat henvisninger til § 14 i lov om bekæmpelse af

ungdomskriminalitet i servicelovens § 159, 1. og 2. pkt.

Ændringen var en følge af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, der bl.a. indførte regler om

anbringelse uden for hjemmet, som for en bestemt målgruppe trådte i stedet for servicelovens hidtil

gældende regler om anbringelse uden for hjemmet. Formålet med ændringen af servicelovens § 159 ved

denne lejlighed var at sikre ens retsstilling, uanset om der modtages hjælp efter serviceloven eller efter lov

om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Der henvises til Folketingstidende 2018-19, A, L 85 som fremsat, s.

23.

Den nuværende bemyndigelsesbestemmelse i servicelovens § 159 er udmøntet i bekendtgørelse nr. 535 af 2.

maj 2019 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt for døgnophold og

udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år (herefter betalingsbekendtgørelsen), som trådte i

kraft 1. juli 2019. Betalingsbekendtgørelsen fastsætter regler om bl.a. forældrenes betaling for opholdet ved

anbringelse af børn og unge under 18 år uden for hjemmet.

Der er ikke i den gældende betalingsbekendtgørelse fastsat regler om anbragte børn og unge under 18 års

egenbetaling for døgnopholdet. Kommunerne kan således efter gældende ret ikke træffe afgørelse om børn

og unge under 18 års egenbetaling for døgnophold, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven og § 14 i lov om

bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Den nuværende betalingsbekendtgørelse ophævede pr. 1. juli 2019 den hidtil gældende bekendtgørelse nr.

712 af 19. juni 2013 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt for

døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år (herefter den dagældende

betalingsbekendtgørelse).

I den dagældende betalingsbekendtgørelses § 12 var fastsat regler om anbragte børn og unge under 18 års

egenbetaling. Det fremgår af den dagældende bestemmelses stk. 1, at et barn eller en ung, der har ophold i et

anbringelsessted for børn og unge, havde pligt til at bidrage til udgifterne ved opholdet efter kommunens

afgørelse.

Havde barnet eller den unge under opholdet indtægter ved eget arbejde, kunne betaling kun kræves af den

disponible indtægt, hvor denne oversteg det beløb, der normalt ydes som lommepenge og til beklædning til

den pågældende aldersgruppe, jf. den dagældende betalingsbekendtgørelses § 12, stk. 2.

Havde barnet eller den unge under opholdet indtægter i form af afkast af formueværdier eller børnepensioner

m.v., traf kommunen afgørelse om betaling til hel eller delvis dækning af de faktiske opholdsudgifter for det

offentlige ved opholdet, jf. den dagælde betalingsbekendtgørelses § 12, stk. 3. Barnet eller den unge skulle

dog mindst have et beløb til rådighed af sine indtægter, der svarede til lommepenge og beklædning, jf. den

dagældende betalingsbekendtgørelses § 12, stk. 2 og 3.

Det fulgte af § 14, stk. 1, i den dagældende betalingsbekendtgørelse, at kommunens afgørelse om betaling

efter den dagældende § 12 inden 4 uger kunne indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i

retssikkerhedsloven. Sådanne klager havde ikke efter retssikkerhedslovens § 72 opsættende virkning.

I den gældende betalingsbekendtgørelses § 14, stk. 3, er indsat en overgangsbestemmelse, der fastsætter, at

den gældende bekendtgørelse ikke finder anvendelse på klager over afgørelser, som er truffet efter § 12 i den

dagældende betalingsbekendtgørelse. For sådanne klager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det følger af overgangsbestemmelsen, at afgørelser, der er truffet inden den gældende

betalingsbekendtgørelses ikrafttræden, kan påklages til og behandles af Ankestyrelsen efter de hidtil

gældende regler. Det betyder, at børn og unge, der ved afgørelse truffet af en kommune inden den gældende

betalingsbekendtgørelses ikrafttræden er blevet pålagt egenbetaling, vil have mulighed for at klage over

afgørelsen, når klagefristen ikke er udløbet, og få klagen behandlet efter de hidtil gældende regler. Det

gælder også klagesager, som ved den gældende betalingsbekendtgørelses ikrafttræden var indbragt for, men

ikke færdigbehandlet af Ankestyrelsen.

Det kan være relevant i en situation, hvor der klages over, at kommunen ved afgørelse truffet før den

gældende betalingsbekendtgørelses ikrafttræden har pålagt barnet eller unge at betale et for stort beløb, i strid

med reglerne i den dagældende betalingsbekendtgørelses § 12, stk. 2 og 3. Hvis Ankestyrelsen giver klager

medhold, skal der ske tilbagebetaling af den del af betalingen fra barnet eller den unge, som kommunen

uretmæssigt har modtaget. Det indebærer tilbagebetaling af den del betalingen, som kommunen for en

periode frem til den gældende betalingsbekendtgørelses ikrafttræden måtte have modtaget i strid med de

tidligere gældende bekendtgørelsesregler.

Eventuel betaling kommunen måtte have modtaget for døgnophold i en periode efter den nuværende

betalingsbekendtgørelses ikrafttræden skal uanset indbringelse af afgørelsen for Ankestyrelsen og udfaldet af

klagesagen tilbagebetales.

Opretholder Ankestyrelsen kommunens afgørelse, gælder barnets eller den unges betalingsforpligtelse alene

betaling for døgnophold i perioden fra tidspunktet for kommunens afgørelse og til den gældende

betalingsbekendtgørelses ikrafttræden.

Fordringer, som hidrører fra krav om børns og unges betaling for døgnophold, jf. servicelovens § 52, stk. 3,

nr. 7, og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, er omfattet af reglerne i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige (gældsinddrivelsesloven), jf. gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse

nr. 29 af 12. januar 2015 med senere ændringer. Ikke-betalte fordringer kan inddrives hos debitor via

restanceinddrivelsesmyndigheden efter gældsinddrivelseslovens regler.

2.4.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

B 138 om forslag til folketingsbeslutning om børn og unge under 18 års egenbetaling for ophold på

anbringelsessteder (Folketinget 2017-18) blev fremsat d. 5. april 2018. Beslutningsforslaget vedrørte de

dagældende regler om anbragte børn og unge under 18 år egenbetaling for ophold på anbringelsessteder, som

med hjemmel i servicelovens § 159 var fastsat i den dagældende betalingsbekendtgørelse.

Beslutningsforslaget blev 1. behandlet den 23. maj 2018 og herefter sendt til behandling i Folketingets

Social-, Indenrigs- og Børneudvalg, som afgav beretning den 13. september 2018.

Af beretningen fremgår det bl.a., at udvalget mente, at anbragte børn og unge under 18 år skal have de

samme betingelser og muligheder i livet som ikkeanbragte unge, når de har et fritidsjob. Udvalget var af den

opfattelse, at de dagældende regler, der betød, at kommuner kunne inddrage en del af de indtægter, et anbragt

barn eller ungt menneske selv havde ved et fritidsjob, burde ændres. Reglerne indebar, at barnet eller den

unge kun havde ret til at beholde et beløb, der vurderedes at kunne dække lommepenge og udgifter til

beklædning. Når en kommune anvendte muligheden for at inddrage anbragte børns og unges indtægter ved

eget arbejde, kunne det medføre, at anbragte børn og unge følte sig ekskluderede og anderledes end andre

børn og unge.

Det fremgik videre af beretningen, at udvalget var af den opfattelse, at anbragte børn og unge på lige fod

med ikkeanbragte børn og unge kan have stor glæde af at have et fritidsjob, og at det er meget givende og

lærerigt for den enkelte

–

og på sigt også for samfundet. Af beretningen fremgik, at de foreløbige resultater

af et forskningsprojekt hos TrygFondens Børneforskningscenter således viser, at unge med job efter skoletid

har mindre fravær i skolen, får bedre karakterer og er sjældnere i kontakt med politiet (»Unge med fritidsjob

klarer sig bedre i skolen«, videnskab.dk, den 3. oktober 2016). Udvalget fandt det urimeligt, at der kunne

være kommuner, som opkrævede mere eller mindre af et anbragt barns eller ungt menneskes løn, og derfor

opfordrede udvalget den daværende børne- og socialminister til at ændre reglerne, så anbragte børn og unge

ikke længere ville kunne opkræves betaling af indtægter ved eget arbejde.

Satspuljeaftalen for 2019 fulgte op på beslutningsforslag B 138. Satspuljepartierne var bl.a. enige om at børn

og unge under 18 år fremover ikke skal kunne pålægges selv at bidrage til at betale for deres anbringelse.

Derfor var partierne enige om, at reglerne for anbragte børn og unges egenbetaling skulle ændres, således at

kommunerne ikke kan opkræve egenbetaling fra anbragte børn og unge, der har indtægter ved eget arbejde

eller fra afkast af formue. I satspuljeaftalen er det forudsat, at både de dagældende bekendtgørelsesregler om

anbragte børn og unge under 18 års egenbetaling og bemyndigelsen i serviceloven til at fastsætte sådanne

regler skal ophæves.

Som led udmøntningen af satspuljeaftalen er bekendtgørelsesreglerne om anbragte børn og unge under 18 års

egenbetaling ophævet med virkning fra 1. juli 2019. Det er sket med udstedelsen af den gældende

betalingsbekendtgørelse, der erstatter den tidligere bekendtgørelse på området. Kommunerne kan således

ikke i dag træffe afgørelse om at pålægge anbragte børn og unge 18 år egenbetaling for opholdet.

Der er imidlertid fortsat hjemmel i serviceloven til, at social- og indenrigsministeren fremadrettet kan

fastsætte regler om, at børn og unge under 18 år, som er anbragt uden for hjemmet efter reglerne i

servicelovens eller lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal betale for døgnopholdet, jf.

servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Det er Social- og Indenrigsministeriets vurdering, at det er uhensigtsmæssigt, at der kan fastsættes regler om

anbragte børn og unge under 18 års egenbetaling, herunder at børn og unge, der har indtægter fra eget

arbejde, formueafkast m.v., skal bidrage til udgifterne til opholdet.

Sådanne regler kan bl.a. modvirke anbragte børn og unges motivation til at tage et fritidsjob eller

erhvervsarbejde og derigennem få styrket personlige kompetencer som selvstændighed og evnen til at tage

ansvar for eget liv. Det er således ministeriets vurdering, at anbragte børn og unge på lige fod med

ikkeanbragte børn og unge kan have stor glæde af at have et fritidsjob, og at det kan være meget givende og

lærerigt for den enkelte og på sigt også for samfundet. Det vurderes umiddelbart at være et yderst begrænset

antal anbragte børn og unge, der har indtægter i form af formueafkast. Det er samtidig ministeriets vurdering,

at opkrævning af egenbetaling fra anbragte børn og unge kan bidrage til, at de pågældende børn og unge,

som i forvejen er i en sårbar position, føler sig ekskluderede og anderledes end deres jævnaldrende.

Ministeriet finder på den baggrund, at der er behov for at sikre, at der ikke fremover vil kunne fastsættes

regler om egenbetaling for døgnopholdet fra anbragte børn og unge under 18 år. Dette skal sikre, at der ikke

fremover vil kunne fastsættes regler, som giver kommunerne hjemmel til at træffe afgørelse om egenbetaling

af anbragte børn og unge under 18 år, der har indtægt fra arbejde eller formueafkast m.v.

Endelig finder ministeriet, at fordringer om børn og unge under 18 års egenbetaling, som er pålagt ved

afgørelse efter reglerne i tidligere gældende betalingsbekendtgørelser, bør bortfalde, så eventuel gæld

bortfalder og således ikke vil kunne opkræves eller inddrives. Dette skal sikre, at der ikke fremadrettet vil

kunne ske inddrivelse af eventuel gæld, som anbragte børn og unge måtte have pådraget sig som følge af

manglende betaling for opholdet.

Da alle fordringer fra det offentlige, der forældes, i princippet skal beskattes som kursgevinst, jf. § 21 i lov

om skattemæssig behandling af gevinst og tab på fordringer, gæld og finansielle kontrakter

(kursgevinstloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1283 af 25. oktober 2016 med senere ændringer, finder

ministeriet, at det vil være nødvendigt at sikre, at barnet eller den unge ikke vil skulle beskattes af en

kursgevinst, der måtte opstå ved, at fordringen bortfalder.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at bemyndigelsesbestemmelsen i servicelovens § 159 ændres sådan, at social- og

indenrigsministeren fremover ikke kan fastsætte regler om, at børn og unge under 18 år skal betale for

døgnopholdet, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Den foreslåede ordning vil indebære, at der herefter ikke kan fastsættes regler, som vil give kommunerne

adgang til at træffe afgørelse om, at børn og unge under 18 år, som er anbragt uden for hjemmet efter

reglerne i serviceloven eller efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, og som har indtægter ved eget

arbejde eller i form af afkast fra formueværdier eller børnepensioner m.v., skal bidrage til udgifterne til

opholdet.

Det foreslås endvidere, at fordringer om anbragte børn og unges betaling for døgnophold, jf. servicelovens §

52, stk. 3, nr. 7, og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, der er pålagt ved afgørelse efter regler

udstedt i medfør af servicelovens hidtil gældende § 159, 1. pkt. med tillæg af renter og gebyrer, vil skulle

bortfalde. Dette vil betyde, at eventuel gæld bortfalder og således ikke vil kunne opkræves eller inddrives. I

forlængelse heraf foreslås, at barnet eller den unge ikke vil skulle beskattes af en eventuel kursgevinst, der

måtte opstå herved. Ved lovens ikrafttræden skal kommunerne derfor være opmærksomme på, om der er

fordringer, der er sendt til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og i givet fald gøre

restanceinddrivelsesmyndigheden opmærksom herpå med henblik på, at inddrivelsessagen ophører. Dette

skal sikre, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke inddriver sådanne krav.

2.5. Sammenhængende valg af anbringelsessted og undervisningstilbud

2.5.1. Gældende ret

Servicelovens 68 b fastsætter regler om kommunens valg af anbringelsessted ved anbringelse af børn og

unge uden for hjemmet.

Det fremgår af servicelovens § 68 b, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg af konkret

anbringelsessted i overensstemmelse med handleplanen, jf. servicelovens § 140, eller forbedringsforløbet, jf.

§§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Samtidig med valg af anbringelsessted skal der

tages stilling til barnets eller den unges skolegang. Er anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune

end barnets eller den unges opholdskommune, har opholdskommunen pligt til at underrette den stedlige

kommune forud for anbringelsen.

Bestemmelsen svarer til den tidligere § 55, stk. 1, i serviceloven, jf. § 1, nr. 20, i lov nr. 1442 af 22.

december 2004 om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale

område (Anbringelsesreform), jf. L 8 Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område, dog med en enkelt konsekvensændring, jf. § 1, nr. 40,

i lov nr. 1720 af 27. december 2018 om ændring af lov om social service, lov om voksenansvar for anbragte

børn og unge, lov om socialtilsyn og lov om røgfri miljøer (Udvidet anvendelse af unge- og forældrepålæg,

ensretning af indsatsen for anbragte kriminalitetstruede unge og styrkelse af sikkerheden på delvis lukkede

og sikrede døgninstitutioner).

Af bemærkningerne til den tidligere gældende § 55, stk. 1, 1. pkt. i serviceloven fremgår bl.a., at valg af

anbringelsessted omfatter både typen af anbringelsessted og det konkrete anbringelsessted, f.eks. én

familiepleje frem for en anden. Der henvises til Folketingstidende 2004-05 Tillæg A spalte 293.

Det fremgår videre af bemærkningerne til bestemmelsen, at kommunen skal vælge anbringelsesstedet ud fra

en konkret vurdering af stedets egnethed til at imødekomme barnets eller den unges behov for støtte og

behandling. Kommunen skal endvidere inddrage en række faktorer, som muligheden for at bevare kontakten

til familie, venner, fritidsaktiviteter m.v. Kommunen skal tage hensyn til, at det ved genanbringelser i mange

tilfælde vil være hensigtsmæssigt, hvis barnet eller den unge kan komme tilbage til et tidligere

anbringelsessted.

Af bemærkningerne til den tidligere gældende § 55, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven fremgår det, at der skal

tages stilling til barnets eller den unges skolegang i forbindelse med valg af anbringelsessted. Valget af

undervisningstilbud kan have stor betydning for, hvilket anbringelsessted der vælges. Ved valg af

anbringelsessted skal kommunen således sikre sig, at barnet eller den unge, der anbringes, kan få dækket

behovet for undervisning, helst på en lokal folkeskole eller hvis det er nødvendigt på anbringelsesstedets

interne skole. Det er derfor vigtigt, at valg af anbringelsessted finder sted på grundlag af en tværfaglig

vurdering, hvor også pædagogisk psykologisk rådgivning inddrages. Der henvises til Folketingstidende

2004-05 Tillæg A spalte 293.

Stillingtagen til spørgsmål om skolegang må ikke medføre, at anbringelsen forsinkes. Det betyder, at

kommunen om nødvendigt må træffe afgørelse om valg af anbringelsessted, selvom skolemyndighederne

ikke har taget stilling til, hvilket undervisningstilbud barnet eller den unge skal have under anbringelsen. Det

kan for eksempel være nødvendigt i situationer, hvor en anbringelse skal ske akut, eller hvor

skolemyndighederne har brug for tid til udredning og vurdering, før valg af undervisningstilbud kan træffes.

I alle tilfælde skal planlægning af barnets eller den unges fremtidige skolegang dog påbegyndes samtidig

med valget af anbringelsessted.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger i ovennævnte lovforslag L 8, 2004-05, at baggrunden for

bestemmelsens indførelse bl.a. var, at der ofte ikke var taget stilling til, hvor et barn eller en ung skulle gå i

skole, før en anbringelse gennemførtes, og det kunne betyde, at barnet eller den unge i forbindelse med en

anbringelse oplevede perioder uden skolegang. Det kunne også betyde, at et barn eller en ung modtog

undervisning på et opholdssteds interne skole, uden at der var taget stilling til, om dette undervisningstilbud

er det rigtige for barnet eller den unge.

Hensigten med indførelsen af den daværende bestemmelse var således at sikre, at der sker en rettidig

planlægning af barnets eller den unges fremtidige skolegang, herunder at give mulighed for at se valget af

undervisningstilbud i sammenhæng med valget af anbringelsessted. Det kan f.eks. spille en rolle, at der tæt

på et anbringelsessted findes en folkeskole, hvor det vurderes, at barnets vil få et konstruktivt skoleforløb

både fagligt og socialt.

Det følger endvidere af folkeskolelovgivningen, at der højst må gå 3 uger (15 skoledage) fra anbringelsen,

før barnet eller den unge får et undervisningstilbud i en folkeskole eller intern skole på et anbringelsessted.

Der skal efter reglerne i folkeskolelovgivning iværksættes enkeltmandsundervisning i den mellemliggende

periode.

Servicelovens § 68 b, stk. 2, fastsætter, at kommunen ved valg af anbringelsessted skal vælge det

anbringelsessted, som bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov. Kommunen skal lægge vægt

på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer og herunder vurdere, om en

anbringelse i en plejefamilie, jf. servicelovens § 66 b, stk. 1, § 66 e, stk. 1, eller § 66 f, stk. 1, er mest

hensigtsmæssig.

Servicelovens § 68 b, stk. 2, er indført med § 1, nr. 45, lov nr. 628 af 11. juni 2010 om ændring af lov om

social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forældreansvarsloven

(Barnets Reform), jf. L 178 Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område og forældreansvarsloven, 2009-10, og er videreført med visse

konsekvensændringer jf. § 1, nr. 10, i lov nr. 1530 af 18. december 2018 om ændring af lov om social

service, lov om socialtilsyn, lov om voksenansvar for anbragte børn og unge og ligningsloven (Mere kvalitet

i plejefamilier), jf. L 8 Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn, lov om

voksenansvar for anbragte børn og unge og ligningsloven, 2018-19.

Af bemærkningerne i lovforslag L 178 til servicelovens § 68 b, stk. 2, fremgår bl.a., at det med

bestemmelsen understreges, at kommunen ved valg af anbringelsessted altid skal vælge det anbringelsessted,

som bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov. I den forbindelse skal kommunen vurdere

anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile omsorgsrelationer. Det understreges desuden, at

børn og unge skal anbringes i en plejefamilie, hvis det konkret er hensigtsmæssigt af hensyn til barnets eller

den unges behov. Der henvises til Folketingstidende 2009-10, A, L 178 som fremsat.

Det fremgår videre af bemærkningerne, at bestemmelsen således har til formål at præcisere, at børn og unges

behov for et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og kontinuerlige relationer til voksne skal tillægges vægt

også i forbindelse med valg af anbringelsessted. Bestemmelsen har til hensigt at sikre, at alle børn bliver

anbragt hos en plejefamilie i de tilfælde, hvor det vurderes at være mest hensigtsmæssigt at give dem

mulighed for at profitere af de mere familiære rammer, som denne anbringelsesform indebærer.

Bestemmelsen betyder således, at det i hvert enkelt tilfælde konkret skal overvejes, om det vil være mest

hensigtsmæssigt for barnet at blive anbragt hos en plejefamilie, og at der, hvis det vurderes hensigtsmæssigt,

herefter skal vælges en plejefamilieanbringelse.

Hvis barnet eller den unge har søskende, der er anbragt uden for hjemmet, skal kommunalbestyrelsen vælge

samme anbringelsessted, medmindre de øvrige søskendes eller barnets eller den unges behov eller andre

væsentlige forhold taler imod dette, jf. servicelovens § 68 b, stk. 3.

Forud for anbringelsen skal kommunalbestyrelsen hjælpe barnet eller den unge med at finde en person i

barnets eller den unges familie eller netværk, som kan udpeges til at være dennes støtteperson under

anbringelsen. Kommunen kan efter behov dække støttepersonens udgifter til telefon, transport og lign, jf.

servicelovens § 68 b, stk. 4.

Servicelovens § 68 b, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 2-4, finder også anvendelse ved afgørelse om valg af

konkret anbringelsessted efter § 19, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. samme lov § 19,

stk. 2.

2.5.2. Social- og Indenrigsministeriet overvejelser

Anbragte børn og unge er særligt udsatte i forhold til skole og uddannelse. Anbragte børn og unge har bl.a.

flere skoleskift og perioder uden undervisning end andre børn og unge, og det kan gå ud over deres læring og

trivsel i grundskolen og påvirke deres muligheder for at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Selve anbringelsen og eventuelle efterfølgende skift i anbringelsessted vil i nogle tilfælde kunne medføre, at

barnet eller den unge skifter skole, f.eks. fordi anbringelsesstedet er beliggende i en anden kommune end den

kommune, hvor barnet eller den unge hidtil har gået i skole. Er der ikke ved iværksættelsen af anbringelsen

eller ændringen af anbringelsessted taget højde for valg af egnet undervisningstilbud i folkeskolen eller om

nødvendigt på en intern skole på et anbringelsessted, vil det også i nogle tilfælde kunne betyde, at barnet

eller den unge i en periode er uden et sådant egnet undervisningstilbud.

Selvom det allerede fremgår af loven, at der samtidig med anbringelsen skal tages stilling til barnets eller den

unges skolegang, så er der efter Social- og Indenrigsministeriets opfattelse behov for yderligere at

tydeliggøre sammenhængen mellem valg af anbringelsessted og undervisningstilbud. Der er således efter

ministeriets opfattelse behov for at tydeliggøre den anbringende kommunes forpligtelse til på baggrund af

barnets eller den unges undervisningsbehov at prioritere og tage højde for valg af egnet undervisningstilbud

ved valg af konkret anbringelsessted. Det skal sikre, at overvejelser om egnet undervisningsstilbud foretages

allerede, når anbringelsen planlægges, og ikke først når anbringelsen er iværksat. Endvidere bør det for at

sikre mest mulig kontinuitet for barnet eller den unge tillægges vægt, at barnet eller den unge kan forblive i

sit nuværende undervisningstilbud, medmindre hensynet til barnets eller den unges bedste taler imod.

Formålet vil være at styrke børnenes og de unges læring og trivsel i grundskolen og at mindske antallet af

skoleskift og perioder uden et undervisningstilbud i folkeskolen eller på en intern skole.

2.5.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 10, at kommunen ved valg af konkret anbringelsessted skal lægge

vægt på hensynet til barnets eller den unges skolegang, herunder hensynet til at undgå skoleskift, medmindre

barnets eller den unges behov taler imod dette.

Den foreslåede ordning vil tydeliggøre, at den anbringende kommune ved valg af konkret anbringelsessted

skal prioritere og tage højde for valg af egnet undervisningstilbud. Ordningen vil betyde, at overvejelser om

egnet undervisningstilbud skal foretages allerede, når anbringelsen planlægges, og ikke først efter en

anbringelse har fundet sted. Kommunen vil i den forbindelse skulle lægge vægt på, at barnet eller den unge

kan forblive i sit nuværende undervisningstilbud, medmindre hensynet til barnets bedstetaler imod.

Det samme vil gælde ved valg af konkret anbringelsessted i forbindelse med en eventuel ændring af

anbringelsessted, hvor barnet eller den unges flyttes fra f.eks. en døgninstitution til en plejefamilie, jf.

servicelovens § 69, stk. 2 eller 3.

Den foreslåede bestemmelse vil herudover gælde ved valg af konkret anbringelsessted efter § 19, stk. 1, i lov

om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. samme lov § 19, stk. 2.

Den foreslåede ordning forudsætter ligesom i dag samarbejde på tværs mellem den anbringende kommunes

socialforvaltning og den skoleforvaltning, som har ansvaret for valg af skoletilbud og viden om

undervisningstilbuddene i kommunen. I samarbejdet vil kommunernes pædagogiske psykologisk rådgivning

(PPR) skulle inddrages, hvis barnet eller den unge har behov for specialundervisning. Det vil fortsat være

den kommune, hvor anbringelsesstedet er beliggende (skolekommunen), som har ansvaret for barnets eller

den unges undervisning, og som skal påse, at undervisningspligten overholdes, og som træffer beslutning om

det konkrete skoletilbud.

2.6. Bedre belysning af forældrekompetencer i sager om anbringelse uden samtykke

2.6.1. Gældende ret

Servicelovens § 58 indeholder regler om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet uden samtykke. Efter

servicelovens § 58, stk. 1, kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og

den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf.

servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, når betingelserne herfor er opfyldt, jf. nedenfor.

Afgørelse om anbringelse uden samtykke efter servicelovens § 58, stk. 1, forudsætter, at der er en åbenbar

risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig

omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for,

misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge, jf. servicelovens § 58, stk. 1, 1. pkt. Det

er endvidere en betingelse for en sådan afgørelse, at der er begrundet formodning om, at problemerne ikke

kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, jf. servicelovens § 58, stk. 1, 2. pkt.

Når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det, kan børn og unge-udvalget beslutte, at

barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter servicelovens § 58, stk. 1, selv om

forældremyndighedsindehaveren og den unge giver samtykke til anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 3,

nr. 7, jf. § 58, stk. 2.

Såfremt en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i anbringelsen, kan børn og unge- udvalget uanset

betingelserne i servicelovens § 58, stk. 1 træffe afgørelse om at anbringe den unge uden for hjemmet, jf.

servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, når anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til

den unges særlige behov og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet, jf.

servicelovens § 58, stk. 3.

Det følger af servicelovens § 58, stk. 4, at børn og unge-udvalget ikke kan træffe afgørelse efter

servicelovens § 58, stk. 1-3, i sager om børn og unge, der er henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. §§

10 og 11 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. dog servicelovens § 58, stk. 5.

Servicelovens § 58, stk. 5, fastsætter, at afgørelser efter servicelovens § 58, stk. 1-3, kan træffes foreløbigt

efter reglerne i servicelovens § 75, når betingelserne herfor er opfyldt.

Servicelovens § 59 fastsætter krav til, hvad kommunens indstilling til børn og unge-udvalget om anbringelse

uden for hjemmet efter servicelovens § 58 skal omfatte.

Indstillingen skal for det første omfatte den børnefaglige undersøgelse, jf. servicelovens § 50, herunder

beskrivelsen af, at betingelserne i servicelovens § 58 anses for opfyldt, og af de ressourcer hos barnet,

familien og netværket, som kan bidrage til at klare vanskelighederne under anbringelsen, jf. servicelovens §

50, stk. 6. Indstillingen skal for andet omfatte den handleplan for anbringelsen, jf. servicelovens § 140,

herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under

anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter. Endelig skal indstillingen omfatte barnets eller den unges

holdning til den påtænkte foranstaltning

2.6.2. Social- og Indenrigsministeriet overvejelser

I sager om anbringelse af børn og unge uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er

fyldt 15 år, er der en række krav til, hvad kommunens indstilling til børn og unge-udvalget skal indeholde, jf.

ovenfor under punkt 3.6.1.

Kommunen har endvidere ansvaret for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, jf.

retssikkerhedslovens § 10. Begrundes en afgørelse om anbringelse uden samtykke i, at forældrene ikke har

de rette kompetencer til at tage vare på barnet, skal kommunen således kunne underbygge indstillingen

fagligt.

Der stilles dog ikke eksplicit krav om, at en vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til

at drage omsorg for barnet eller den unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov skal indgå

særskilt i kommunens indstilling til børn og unge-udvalget.

Det er Social- og Indenrigsministeriets opfattelse, at dette er uhensigtsmæssigt. Det kan således betyde, at

indstillingen mangler dokumentation for, hvilke forhold hos forældremyndighedsindehaveren kommunen

lægger vægt på og/eller vurderer som udslagsgivende for indstillingen om anbringelse uden samtykke. Dette

svækker forældrenes retssikkerhed. Samtidig kan det svække grundlaget for børn og unge-udvalgets

afgørelse, da det i højere grad overlader til udvalgets medlemmer selv at fremdrage de udslagsgivende

forhold hos forældremyndighedsindehaveren fra et ofte meget omfattende sagsmateriale.

Derfor er det ministeriets vurdering, at der er behov for at indføre krav om, at kommunens indstilling til børn

og unge-udvalget fremover skal indeholde en vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til

at drage omsorg for barnet eller den unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder

eventuelt med støtte efter serviceloven eller anden relevant lovgivning. Som led i vurderingen af

forældrekompetencerne kan det f.eks. være relevant, at det fremgår, hvilke overvejelser kommunen har gjort

sig om iværksættelses af støtteforanstaltninger, som kunne give forældrene

–

herunder forældre med

funktionsnedsættelse - hjælp til varetagelse af forældrerollen.

Formålet vil være at sikre et mere gennemsigtigt grundlag for afgørelser om anbringelse og dermed styrke

retssikkerheden for forældrene og barnet eller den unge.

2.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at ændre servicelovens § 59, stk. 1, så der indsættes et nyt nr. 2, der fastsætter, at en vurdering af

forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at varetage omsorgen for barnet eller den unge og tage

hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder med hjælp og støtte efter denne lov eller anden

relevant lovgivning, skal indgå i en indstilling om anbringelse efter servicelovens § 58.

Den foreslåede ordning vil medføre, at det fremover vil fremgå eksplicit af servicelovens § 59, at

kommunens indstilling til børn og unge-udvalget om tvangsmæssig anbringelse af et barn eller en ung uden

for hjemmet skal indeholde en vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at drage

omsorg for barnet eller den unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder eventuelt

med støtte efter serviceloven eller anden relevant lovgivning.

Det forudsættes, at vurderingen af forældremyndighedsindehaverens kompetencer foretages på grundlag af

den børnefaglige undersøgelse og sagens oplysning i øvrigt. Kommunen er således allerede efter gældende

ret forpligtet til bl.a. at undersøge barnets eller den unges og familiens ressourcer og problemer som led i den

børnefaglige undersøgelse, jf. servicelovens § 50, stk. 4, ligesom kommunen skal vælge mindre indgribende

foranstaltninger, hvis det er tilstrækkeligt til at imødekomme barnets eller den unges behov, jf. servicelovens

§ 46 og § 58. Den foreslåede ordning vil alene betyde, at kommunen skal sammenfatte de relevante

eksisterende oplysninger i den børnefaglig undersøgelse og sagen i øvrigt, så det sikres, at kommunens

samlede vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den

unge, herunder med støtte, fremgår tydeligt af indstillingen til børn og unge-udvalget, så udvalget ikke selv

skal uddrage disse.

Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke vil medføre ændringer af kravene til en børnefaglig

undersøgelse, herunder til kommunens undersøgelse af barnets eller den unges og familiens ressourcer. Det

vil således fortsat være op til kommunen ud fra en konkret og individuel vurdering at tage stilling til,

hvordan disse forhold i en given sag skal belyses, herunder om der eventuelt er behov for at foretage f.eks.

en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaverens forældrekompetencer, jf. afsnit 2.7.

Den foreslåede ordning vil indebære, at grundlaget for anbringelsen uden samtykke bliver mere

gennemsigtigt til gavn for forældrenes og barnets eller den unges retssikkerhed. Bestemmelsen vil samtidig

tydeliggøre kommunens forpligtelse til at overveje, om mindre indgribende foranstaltninger vil være

tilstrækkelige. Det følger således allerede af gældende ret, at en tvangsmæssige anbringelse af barnet eller

den unge bl.a. forudsætter, at barnets eller den unges støttebehov ikke kan imødekommes under barnets eller

den unges forbliven i hjemmet, jf. servicelovens § 58, stk. 1, 2. pkt., jf. § 59, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede ordning vil betyde, at det vil skulle fremgå eksplicit af indstillingen til børn og unge-udvalget

hvilke forhold hos forældremyndighedsindehaveren, kommunen har lagt særlig vægt på og hvorfor, hvis

indstillingen er begrundet helt eller delvist i forældremyndighedsindehaverens forhold. Endvidere vil det

skulle det fremgå, hvorfor kommunen vurderer, at forældremyndighedsindehaveren ikke med støtte efter

serviceloven eller anden lovgivning vil være i stand til at varetage omsorgen for barnet eller den unge og

tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder hvilke mindre indgribende støttetiltag som har

været forsøgt eller overvejet. Det vil f.eks. med fordel kunne fremgå, hvilke overvejelser kommunen har

gjort sig om iværksættelses af støtteforanstaltninger, som kunne give forældremyndighedsindehaveren

–

herunder forældremyndighedsindehavere med funktionsnedsættelse - hjælp til varetagelse af forældrerollen.

Er indstillingen om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke begrundet i barnets eller den unges forhold

og ikke i forældremyndighedsindehaverens forhold, vil den foreslåede ordning betyde, at det vil skulle

fremgå, hvorfor kommunen vurderer, at forældremyndighedsindehaveren ikke med støtte efter serviceloven

eller anden lovgivning vil være i stand til at varetage omsorgen for barnet eller den unge og hånd om barnets

eller den unges særlige behov, herunder hvilke mindre indgribende støttetiltag som har været forsøgt eller

overvejet.

Det vil således skulle fremgå, hvorfor det vurderes, at f.eks. et relevant ambulant behandlingstilbud til barnet

eller den unge kombineret med aflastning eller praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet ikke vil

være tilstrækkeligt til at imødekomme barnets eller den unges behov for støtte, behandling m.v.

2.7. Krav om brug af autoriseret psykolog ved psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren

som led i en børnefaglig undersøgelse

2.7 1. Gældende ret

Hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne, skal kommunalbestyrelsen undersøge barnets eller den unges forhold, jf.

servicelovens § 50, stk. 1. Undersøgelsen, der betegnes som en børnefaglig undersøgelse, gennemføres så

vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.

Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende,

end formålet tilsiger.

Efter servicelovens § 50, stk. 2, skal kommunalbestyrelsens undersøgelse, jf. § 50, stk. 1, anlægge en

helhedsbetragtning, der skal omfatte barnets eller den unges udvikling og adfærd, familieforhold,

skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og andre relevante forhold, med mindre et eller flere af disse

forhold ikke er relevante i det enkelte tilfælde.

Det fremgår videre af servicelovens § 50, stk. 4, at kommunalbestyrelsen i sin undersøgelse skal afdække

ressourcer og problemer hos barnet, familien og netværket. For unge, der er fyldt 15 år, skal undersøgelsen

afdække de særlige forhold, der skal indgå ved valg af indsats for denne aldersgruppe, jf. §§ 52, 76 og 76 a.

Servicelovens § 50, stk. 5, 1. og 2. pkt. fastsætter, at kommunalbestyrelsen som led i undersøgelsen skal

inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Dette kan ske

ved at inddrage sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere eller andre.

Det følger endvidere af servicelovens § 50, stk. 5, 3. pkt., at kommunen kan lade barnet eller den unge

undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog, hvis det er nødvendigt.

Kravet om brug af en autoriseret psykolog ved psykologisk undersøgelse af barnet eller den unge blev

indført

med

§ 1, nr. 3, i lov nr. 1442 af 22. december 2004 om ændring af lov om social service og lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område (Anbringelsesreform). Af bemærkningerne til den del

af bestemmelsen, der vedrørte krav om autoriseret psykolog, fremgår det bl.a., at nogle forældre havde haft

mistillid til de psykologer, der har undersøgte deres barn, og samtidig havde der været offentlig debat om

psykologernes faglighed i børnesagerne. Hensigten med et krav om autoriseret psykolog var således at sikre

tilliden til den faglige standard. Samtidig er autoriserede psykologer under tilsyn af Psykolognævnet. Der

henvises til Folketingstidende 2004-05 Tillæg A spalte 293.

Kommunen kan endvidere som led i en børnefaglig undersøgelse iværksætte en psykologisk undersøgelse af

forældrene f.eks. med henblik på at afdække deres kompetencer til at varetage omsorgen for barnet eller den

unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder eventuelt med relevant støtte. Der er

ikke efter gældende ret krav om, at det skal være en autoriseret psykolog, der foretager sådanne

undersøgelser af forældrene som led i en børnefaglig undersøgelse.

Kommunalbestyrelsens afgørelse om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse kan påklages til

Ankestyrelsen efter reglerne i servicelovens § 166.

2.7.2. Social- og Indenrigsministeriet overvejelser

Som led i den børnefaglig undersøgelse har kommunen i dag pligt til at afdække ressourcer og problemer hos

barnet, familien og netværket, jf. servicelovens § 50, stk. 4. Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade

barnet eller den unge undersøge af en autoriseret psykolog, jf. servicelovens § 50, stk. 5, 3. pkt.

Mange kommuner anvender i dag autoriserede psykologer til f.eks. vurdering af forældrenes kompetencer til

at tage vare på barnet eller den unge, men det er ikke reguleret i serviceloven, at psykologiske undersøgelser

af forældrene skal foretages af en autoriseret psykolog. Det betyder, at der kan være stor variation i

kvaliteten af de undersøgelser, der foretages af forældre, hvilket igen kan svække retssikkerheden for

forældrene.

Det er Social- og Indenrigsministeriets opfattelse, at der er behov for sikre, at hvis kommunen som led i

børnefaglig undersøgelse iværksætter en psykologiske undersøgelser af forældremyndighedsindehaveren

f.eks. for at belyse forældrekompetencer, så skal undersøgelsen foretages af en autoriseret psykolog. Lov om

psykologer m.v. (herefter psykologloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 52 af 24. januar 2018, fastsætter således

faglige krav, som psykologer skal leve op til for kunne meddeles autorisation, ligesom autoriserede

psykologer har pligt til bl.a. at udvise omhu og uhildethed ved udfærdigelse af erklæringer, som de afgiver i

deres egenskab af autoriserede psykologer. Autoriserede psykologer er endvidere underlagt Psykolognævnets

tilsyn og tilsynsforanstaltninger, herunder kritik, skærpet tilsyn, påbud og i helt særlige tilfælde fratagelse af

autorisation.

Formålet er at øge kvaliteten af eventuelle psykologiske undersøgelser af forældremyndighedsindehaveren

ved børnefaglige undersøgelser. Det skal styrke det faglige grundlag for kommunernes afgørelser om

foranstaltninger, herunder i sager om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet uden samtykke. Dette

kan bl.a. bidrage til at sikre, at barnet eller den unge får den rette hjælp, og at kommunerne vælger de mindst

indgribende foranstaltninger, som er tilstrækkelig til imødekomme barnets eller den unges eller familiens

støttebehov.

Samtidig er det formålet at øge retssikkerheden for forældrene i sager, hvor anbringelse af barnet eller den

unge uden for hjemmet er begrundet i forhold hos forældremyndighedsindehaveren, herunder manglende

kompetencer hos forældremyndighedsindehaveren til at varetage omsorgen for barnet eller den unge.

Det bemærkes i forlængelse heraf, at der som led i udmøntningen af satspuljeaftalen for 2019-2022 udvikles

opdaterede retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af forældrekompetenceundersøgelser og udarbejdes

retningslinjer for at vurdere børns tilknytning til f.eks. en plejefamilie, biologisk familie og netværk.

De nye og opdaterede retningslinjer skal sikre, at kommunerne får bedre redskaber til at vurdere, om

forældrene er i stand til at varetage omsorgen for barnet eller den unge samt til at vurdere barnets eller den

unges tilknytning til en plejefamilie eller familie og øvrige netværk. Retningslinjerne skal desuden bidrage

til, at undersøgelserne gennemføres så skånsomt som muligt for barnet eller den unge og familien under

hensyn til barnets eller den unges bedste. Dette skal også bidrage til sikre et bedre grundlag for afgørelser om

anbringelse uden for hjemmet til gavn for både barnet eller den unge og forældrene.

2.7.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at servicelovens § 50, stk. 5, ændres, så det fremgår, at hvis kommunen iværksætter en

psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren som led i en børnefaglig undersøgelse, skal

undersøgelsen foretages af en autoriseret psykolog.

Den foreslåede ordning vil betyde, at hvis kommunen som led i gennemførelsen af den børnefaglige

undersøgelse foretager en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren f.eks. for at belyse

forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge og tage hånd om

barnets eller den unges særlige behov, skal det være en autoriseret psykolog, som foretager undersøgelsen.

Den foreslåede ordning vil således indebære, at både psykologiske undersøgelser barnet eller den unge og af

forældremyndighedsindehaveren, som måtte blive iværksat som led i en børnefaglige undersøgelse, skal

foretages af en autoriseret psykolog, som er underlagt Psykolognævnets tilsyn og tilsynsforanstaltninger og

de særlige pligter for autoriserede psykologer.

Den foreslåede ordning vil ikke ændre ved, at det er kommunen, som vurderer, om der er behov for at

iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren som led i en børnefaglige

undersøgelse.

Kommunalbestyrelsens afgørelse om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse vil ligesom i dag kunne

påklages til Ankestyrelsen efter servicelovens § 166.

Den foreslåede ordning skal ses i sammenhæng med udviklingen af opdaterede retningslinjer for

udarbejdelse og anvendelse af forældrekompetenceundersøgelser samt udarbejdelsen af retningslinjer for at

vurdere børns tilknytning til f.eks. plejefamilie, biologisk familie eller øvrigt netværk, som også foretages

som led i udmøntningen af satspuljeaftalen for 2019-2022.

3. Økonomiske og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget skønnes at medføre offentlige mindreudgifter på 5,3 mio. kr. årligt i 2020 og følgende år. Heraf

skønnes kommunerne at få mindreudgifter på 1,7 mio. kr. årligt og staten at få mindreudgifter på 3,6 mio. kr.

årligt. Ændringerne berører ikke regionerne, og har ingen økonomiske konsekvenser for regionerne.

De økonomiske konsekvenser skal forhandles med de kommunale parter.

Lovforslaget vurderes at medføre visse mindre implementeringskonsekvenser for det offentlige i form af

ændrede sagsgange/krav til sagsbehandling.

Lovforslaget følger ikke principperne om digitaliseringsklar lovgivning, idet lovforslaget vedrører

anbringelse af børn og unge uden for hjemmet, hvor der i betydeligt omfang er behov for og krav om

udøvelse af fagligt skøn, og automatisk sagsbehandling ikke er mulig.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes at medføre negative administrative konsekvenser for forældremyndighedsindehaveren,

idet der lægges op til at udvide kommunens adgang til at afvise at behandle anmodninger fra

forældremyndighedsindehaver om hjemgivelse i sager om anbringelse af børn og unge uden samtykke, når

der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene. De negative administrative konsekvenser vurderes dog

at være begrænsede, da forældrene vil kunne klage til Ankestyrelsen over kommunens afvisning af at

behandle anmodningen. Kommunen vil endvidere løbende skulle påse, om grundlaget for anbringelsen

fortsat er til stedet, ligesom sagen fortsat vil skulle genbehandles regelmæssigt efter de fastsætte

genbehandlingsfrister.

Den foreslåede ændring vurderes at være nødvendig af hensyn til barnets eller den unges bedste for at sikre

barnet eller den unge den fornødne ro under anbringelsen. Den foreslåede ændring skal endvidere ses i

sammenhæng med andre dele af lovforslaget, der skal styrke grundlaget for behandlingen af

anbringelsessager til gavn for barnet eller den unge og forældrene.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget har ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 28. august 2019 til den 26. september 2019 været sendt i høring

hos følgende organisationer og myndigheder: 3F

–

Fagligt Fælles Forbund, Advokatrådet, Amnesty

International, Ankestyrelsen, BUPL - Forbundet af Pædagoger og Klubfolk, Børnesagens Fællesråd, Børne-

og Kulturchefforeningen, Børns Vilkår, Børnerådet, Danmarks Lærerforening, Dansk Arbejdsgiverforening,

Dansk Erhverv, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Handicapforbund, Dansk Industri, Dansk Psykologforening,

Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Danske Advokater, Den Danske Dommerforening,

Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner, Datatilsynet, De Anbragtes Vilkår, Det Centrale

Handicapråd, Det Kriminalpræventive Råd, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, DUKH,

FADD

–

Foreningen af Døgn og Dagtilbud for udsatte børn og unge, FOA

–

Fag og Arbejde, Faaborg-

Midtfyn Kommune (Socialtilsyn Syd), Fabu, FH Fagbevægelsens Hovedorganisation, Foreningen af

Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Forening for ledere af

sundhedsordninger for børn og unge, ForældreLANDSforeningen (FBU), Frederiksberg Kommune

(Socialtilsyn Hovedstaden), HK/kommunal, Hjørring Kommune (Socialtilsyn Nord), Holbæk Kommune

(Socialtilsyn Øst), Institut for Menneskerettigheder,

KFUM’s Sociale Arbejde,

KL, Kristelig Fagbevægelse,

Landsforeningen BoPaM, Landsforeningen Børn og Forældre, Landsforeningen af Socialpædagoger,

Livsværk, LOKK

–

Landsorganisationen af Kvindekrisescentre, LOS, Lægeforeningen, Mødrehjælpen

Plejefamiliernes Landsforening, Politiforeningen, Red Barnet, Red Barnet Ungdom, Rigsadvokaten,

Rigspolitiet, Røde Kors, Rådet for Etniske Minoriteter, Rådet for Socialt Udsatte, Silkeborg Kommune

(Socialtilsyn Midt), Sjældne Diagnoser, Socialpædagogernes Landsforbund, Socialstyrelsen, TABUKA,

Ungdommens Røde Kors, Ungdomskriminalitetsnævnet og Ungdomsringen.

10. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør

»Ingen«)

Økonomiske

konsekvenser for

stat, kommuner og

regioner

Implementeringsko

nsekvenser for stat,

kommuner og

regioner

Økonomiske

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative

konsekvenser for

borgerne

Lovforslaget skønnes at medføre

mindreudgifter på 5,3 mio. kr. årligt,

hvoraf 1,7 mio. kr. vedrører

kommunerne, og 3,6 mio. kr. vedrører

for staten.

Lovforslaget vurderes at medføre visse

mindre implementeringskonsekvenser

for det offentlige.

Ingen.

Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør

»Ingen«)

Ingen.

Lovforslaget vurderes at medføre visse

mindre implementeringskonsekvenser

for det offentlige.

Ingen.

Lovforslaget vurderes at medføre

negative administrative konsekvenser

for forældremyndighedsindehaveren.

De negative administrative

konsekvenser for forældrene vurderes

dog at være begrænsede og

nødvendige af hensyn til barnets eller

den unges bedste.

Miljømæssige

konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Ingen.

Lovforslaget vurderes ikke at indeholde relevante EU-retlige aspekter.

Er i strid med de

fem principper for

implementering af

erhvervsrettet

EUregulering

/Går

videre end

minimumskrav i

EU-regulering

(sæt X)

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det følger af servicelovens § 50, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal undersøge barnets eller den unges

forhold, hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne. Undersøgelsen, der betegnes som en børnefaglig undersøgelse,

gennemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15

år. Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere

omfattende, end formålet tilsiger.

Efter servicelovens § 50, stk. 2, skal kommunalbestyrelsens undersøgelse, jf. § 50, stk. 1, anlægge en

helhedsbetragtning, der skal omfatte barnets eller den unges udvikling og adfærd, familieforhold,

skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og andre relevante forhold, med mindre et eller flere af disse

forhold ikke er relevante i det enkelte tilfælde.

Kommunalbestyrelsen skal i sin undersøgelse afdække ressourcer og problemer hos barnet, familien og

netværket. For unge, der er fyldt 15 år, skal undersøgelsen afdække de særlige forhold, der skal indgå ved

valg af indsats for denne aldersgruppe, jf. servicelovens §§ 52, 76 og 76 a, jf. servicelovens § 50, stk. 4.

Servicelovens § 50, stk. 5, 1. og 2. pkt. fastsætter, at kommunalbestyrelsen som led i undersøgelsen skal

inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Dette kan ske

ved at inddrage sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere eller andre.

Servicelovens § 50, stk. 5, 3. pkt., medfører, at kommunen, hvis det er nødvendigt, skal lade barnet eller den

unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog. Kravet om, at en autoriseret psykolog skal foretage

undersøgelsen, er begrundet i hensynet til at sikre tilliden til den faglige standard. Samtidig er autoriserede

psykologer under tilsyn af Psykolognævnet.

Kommunen kan som led i den børnefaglige undersøgelse vælge af foretage en psykologisk undersøgelse af

forældremyndighedsindehaverens kompetencer f.eks. med henblik på at afdække, hvorvidt

forældremyndighedsindehaveren kan varetage barnets behov for støtte, eventuelt med støtte til

forældremyndighedsindehaveren, hjælp i hjemmet eller lignende. Der er ikke efter gældende ret krav om

brug af en autoriseret psykolog ved eventuelle psykologiske undersøgelser af

forældremyndighedsindehaveren som led i en børnefaglig undersøgelse.

Det foreslås at ændre servicelovens § 50, stk. 5, så der efter 3. pkt. indsættes et nyt punktum, som fastsætter,

at hvis kommunen iværksætter en psykologisk undersøgelse af forældrene, skal undersøgelsen foretages af

en autoriseret psykolog.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 1, vil medføre, at hvis kommunen som led i

gennemførelsen af en børnefaglige undersøgelse gennemfører en psykologisk undersøgelse af

forældremyndighedsindehaveren f.eks. for at belyse forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at

drage omsorg for barnet eller den unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, skal

undersøgelsen udføres af en autoriseret psykolog.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre ved, at det er kommunen, som vurderer, om der er behov for at

iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren som led i den børnefaglige

undersøgelse.

Den foreslåede ordning vil indebære, at både psykologiske undersøgelser af barnet eller den unge og af

forældremyndighedsindehaveren, som måtte blive iværksat som led i en børnefaglige undersøgelse, skal

foretages af en autoriseret psykolog, der er underlagt Psykolognævnets tilsyn og tilsynsforanstaltninger og de

særlige pligter for autoriserede psykologer, som følger af psykologloven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.7.

Til nr. 2

Afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke efter servicelovens § 58

træffes af børn og unge-udvalget efter indstilling fra kommunen.

Servicelovens § 59 fastsætter krav til, hvad kommunens indstilling til børn og unge-udvalget om anbringelse

uden for hjemmet efter servicelovens § 58 skal omfatte.

Indstillingen skal for det første omfatte den børnefaglige undersøgelse, jf. servicelovens § 50, herunder

beskrivelsen af, at betingelserne i servicelovens § 58 anses for opfyldt, og af de ressourcer hos barnet,

familien og netværket, som kan bidrage til at klare vanskelighederne under anbringelsen, jf. servicelovens §

50, stk. 6. Indstillingen skal for andet omfatte den handleplan for anbringelsen, jf. servicelovens § 140,

herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under

anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter. Endelig skal indstillingen omfatte barnets eller den unges

holdning til den påtænkte foranstaltning.

Det foreslås at ændre servicelovens § 59, så der indsættes et nyt nr. 2, der fastsætter, at en vurdering af

forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at varetage omsorgen for barnet eller den unge og tage

hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder med hjælp og støtte efter denne lov eller anden

relevant lovgivning, skal indgå i en indstilling om anbringelse efter servicelovens § 58.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 2, vil medføre, at det fremover vil fremgå eksplicit af

servicelovens § 59 at kommunens indstilling til børn og unge-udvalget om tvangsmæssig anbringelse af et

barn eller en ung uden for hjemmet skal indeholde en vurdering af forældremyndighedsindehaverens

kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige

behov, herunder eventuelt med støtte efter serviceloven eller anden relevant lovgivning.

Det forudsættes, at vurderingen af forældremyndighedsindehaverens kompetencer foretages på grundlag af

den børnefaglige undersøgelse og sagens oplysning i øvrigt. Kommunen er således allerede efter gældende

ret forpligtet til bl.a. at undersøge barnets eller den unges og familiens ressourcer og problemer som led i den

børnefaglige undersøgelse, jf. servicelovens § 50, stk. 4, ligesom kommunen skal vælge mindre indgribende

foranstaltninger, hvis det er tilstrækkeligt til at imødekomme barnets eller den unges behov, jf. servicelovens

§§ 46 og 58. Den foreslåede bestemmelse vil alene betyde, at kommunen skal sammenfatte de relevante

eksisterende oplysninger, så det sikres, at kommunens samlede vurdering af

forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge, herunder med

støtte, fremgår tydeligt af indstillingen til børn og unge-udvalget, så udvalget ikke selv skal uddrage disse.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke vil medføre ændringer af kravene til en børnefaglig

undersøgelse, herunder til kommunens undersøgelse af barnets eller den unges og familiens ressourcer. Det

vil således fortsat være op til kommunen ud fra en konkret og individuel vurdering at tage stilling til,

hvordan disse forhold i en given sag skal belyses, herunder om der eventuelt er behov for at foretage f.eks.

en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaverens forældrekompetencer, jf. punkt 2.7

Bestemmelsen vil indebære, at grundlaget for anbringelsen uden samtykke bliver mere gennemsigtigt til

gavn for forældrenes og barnets eller den unges retssikkerhed. Bestemmelsen vil samtidig tydeliggøre

kommunens forpligtelse til at overveje, om mindre indgribende foranstaltninger vil være tilstrækkelige. Det

følger således allerede af gældende ret, at en tvangsmæssige anbringelse af barnet eller den unge bl.a.

forudsætter, at barnets eller den unges støttebehov ikke kan imødekommes under barnets eller den unges

forbliven i hjemmet, jf. servicelovens § 58, stk. 1, 2. pkt., jf. § 59, stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen vil indebære, at det vil skulle fremgå eksplicit af indstillingen til børn og unge-udvalget

hvilke forhold hos forældremyndighedsindehaveren, kommunen har lagt særlig vægt på og hvorfor, hvis

indstillingen er begrundet helt eller delvist i forældrenes forhold. Endvidere vil det skulle fremgå, hvorfor

kommunen vurderer, at forældremyndighedsindehaveren ikke med støtte efter serviceloven eller anden

lovgivning vil være i stand til at varetage omsorgen for barnet eller den unge og tage hånd om barnets eller

den unges særlige behov, herunder hvilke mindre indgribende støttetiltag som eventuelt har været forsøgt

eller overvejet. Det vil f.eks. med fordel kunne fremgå, hvilke overvejelser kommunen har gjort sig om

iværksættelses af støtteforanstaltninger, som kunne give forældremyndighedsindehaveren

–

herunder

forældremyndighedsindehavere med funktionsnedsættelse - hjælp til varetagelse af forældrerollen.

Er indstillingen om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke begrundet i barnets eller den unges forhold

og ikke i forældremyndighedsindehaverens forhold, vil den foreslåede bestemmelse betyde, at det vil skulle

fremgå, hvorfor kommunen vurderer, at forældremyndighedsindehaveren ikke med støtte efter serviceloven

eller anden lovgivning vil være i stand til at varetage omsorgen for barnet eller den unge og tage hånd om

barnets eller den unges særlige behov, herunder hvilke mindre indgribende støttetiltag som eventuelt har

været forsøgt eller overvejet.

Her vil det skulle fremgå, hvorfor det vurderes, at f.eks. et relevant ambulant behandlingstilbud til barnet

eller den unge kombineret med aflastning eller praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet ikke vil

være tilstrækkeligt til at imødekomme barnets eller den unges behov for støtte, behandling m.v.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.6. samt til bemærkningerne til § 1, nr. 1.

Til nr. 3-5.

Efter servicelovens § 64, stk. 1, har kommunalbestyrelsen ansvaret for, at en række tvangsmæssige

afgørelser efter servicelovens §§ 51, 57 b, 58 og 63, § 68, stk. 2, og § 68 a og efter § 12, § 13, stk. 3 og 4, §

14, stk. 2-4, og § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fuldbyrdes.

Efter servicelovens § 64, stk. 2, 1. pkt., har kommunen med henblik på fuldbyrdelse af afgørelser, hvor

forældremyndighedsindehaveren ikke samarbejder om fuldbyrdelsen, mod behørig legitimation og uden

retskendelse adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig, rum eller gemmer for at eftersøge og

medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde afgørelser omfattet af servicelovens § 64, stk. 1.

Kommunen kan efter denne bestemmelse alene eftersøge barnet eller den unge hos

forældremyndighedsindehaveren. Opholder et barn eller en ung sig hos andre end

forældremyndighedsindehaveren, kan kommunen ikke eftersøge og medtage barnet eller den unge efter § 64,

stk. 2, i serviceloven.

Bestemmelsen i servicelovens § 64, stk. 2, gælder alene fuldbyrdelse af afgørelser, som er omfattet af

servicelovens § 64, stk. 1.

Efter servicelovens § 64, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at kommunen mod behørig

legitimation og uden retskendelse har adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig og rum, når 1)

adgangen til hjemmet sker som led i den børnefaglige undersøgelse efter § 50 eller den ungefaglige

undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og må anses for nødvendig for at

afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, og 2)

forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan gennemføres med

andre mere lempelige foranstaltninger.

Kommunalbestyrelsens fuldbyrdelse skal ske i overensstemmelse med reglerne §§ 2-8 i lov om retssikkerhed

ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, jf. lov nr. 442 af 9. juni 2004 med

senere ændringer. Heraf følger bl.a., at kommunalbestyrelsens adgang til at foretage tvangsindgreb efter §

64, stk. 2 og 3, kun må anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis

indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet. Tvangsindgrebet skal endvidere foretages så

skånsomt, som omstændighederne tillader.

Efter § 64, stk. 4, i serviceloven yder politiet bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser efter

bestemmelsens stk. 2 og 3. Rammerne for politiets magtanvendelse i forbindelse med denne bistand fremgår

navnlig af politilovens §§ 15 og 16. Heraf følger bl.a., at politiet i forbindelse med sin bistand til

kommunerne vil kunne anvende magt, forudsat at magtanvendelse er nødvendig og forsvarlig ved udøvelsen

af bistanden. Dette indebærer bl.a., at magt kun må anvendes, hvis mindre indgribende midler ikke findes at

være tilstrækkelige.

Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 3, at ændre servicelovens § 64, stk. 1, så bestemmelsen fremover også

vil omfatte fuldbyrdelse af afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke efter servicelovens § 69,

stk. 3, og efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 3, vil medføre, at det fastsættes, at kommunalbestyrelsen

har ansvaret for, at sådanne afgørelser fuldbyrdes.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at fuldbyrdelse af sådanne afgørelser vil kunne ske efter

de særlige regler, der følger af § 64, stk. 2, 1. pkt. i serviceloven (som ikke foreslås ændret) og servicelovens

§ 64, stk. 4, der som følge af lovforslagets § 1, nr. 4 vil blive stk. 5.

Forslaget vil betyde, at kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse vil have adgang til

forældremyndighedsindehaverenens bolig, rum eller gemmer for at eftersøge og medtage et barn eller en ung

med henblik på at fuldbyrde afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke efter servicelovens § 69,

stk. 3, og efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Politiet vil kunne yde

bistand til kommunen i forbindelse hermed.

Kommunen kan efter servicelovens § 64, stk. 2, kun eftersøge barnet eller den unge hos

forældremyndighedsindehaveren. Ved gennemførelse af afgørelser om ændret anbringelsessted uden

samtykke må barnet eller den unge imidlertid som hovedregel antages at opholde sig på sit aktuelle

anbringelsessted og ikke hos forældremyndighedsindehaveren. Der er således behov for at sikre, at

afgørelserne kan fuldbyrdes, herunder eventuelt med politiets bistand, hvis det i helt særlige tilfælde er

nødvendigt af hensynet til barnets eller den unges bedste, også når barnet eller den unge opholder sig på

anbringelsesstedet.

Ved lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås derfor, at der indsættes et nyt stk. 3 i servicelovens § 64, hvorefter

kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse vil have adgang til et anbringelsessted efter

servicelovens § 66, stk. 1, for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde en

afgørelse efter servicelovens § 69, stk. 3, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af

ungdomskriminalitet.

Den forslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 4, vil indebære, at kommunen i de helt særlige tilfælde,

hvor dette måtte være nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste, uden retskendelse og mod

behørig legitimation vil have adgang til et f.eks. en døgninstitution, et opholdssted eller til en plejefamilies

bopæl for at eftersøge og medtage en anbragt barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde en afgørelse om

ændret anbringelsessted uden samtykke, der er truffet efter servicelovens § 69, stk. 3, eller efter § 24, stk. 1,

jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Det foreslås samtidig med lovforslagets § 1, nr. 5, at ændre servicelovens § 64, stk. 4, som med lovforslagets

§ 1, nr. 4, vil blive stk. 5, så det vil fremgå, at politiet yder bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser

efter servicelovens § 64 stk. 2-4; dvs. også efter det foreslåede nye stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 5, vil indebære, at politiet ligesom i dag vil kunne yde

bistand til kommunen ved udøvelsen af de beføjelser, der følger af servicelovens § 64, stk. 2, som ikke

foreslås ændret, og den gældende § 64, stk. 3, som vil blive stk. 4. Der er ikke her tilsigtet nogen ændring af

den hidtil gældende retstilstand.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 5, vil herudover indebære, at politiet vil kunne yde

bistand til kommunen ved gennemførelse af afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke efter den

foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 4, når betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, jf. nedenfor.

De foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 3-5, skal sikre, at barnet eller den unge kan få den

nødvendige hjælp også i de helt særlige tilfælde, hvor det trods tæt inddragelse af barnet eller den unge og

forældremyndighedsindehaveren, anbringelsesstedet og eventuelt andre personer i barnets eller den unges

familie og netværk ikke er muligt at opnå deres frivillige medvirken til, at afgørelsen fuldbyrdes, og hvor det

af hensyn til barnets eller den unges bedste er afgørende, at barnet eller den unge flyttes til et andet

anbringelsessted.

Kommunalbestyrelsens udøvelse af de beføjelser, der følger af de foreslåede bestemmelser, vil skulle ske i

overensstemmelse med reglerne i §§ 2-8 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af

tvangsindgreb og oplysningspligter. Heraf følger bl.a., at kommunalbestyrelsens adgang til at foretage

tvangsindgreb efter den foreslåede bestemmelse, således kun må anvendes, hvis mindre indgribende

foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet.

Indgrebet skal endvidere foretages så skånsomt som muligt.

Kommunen vil i hvert enkelt tilfælde skulle foretage en vurdering af indgrebets proportionalitet, dvs. om

politiets bistand ved gennemførslen af afgørelsen er nødvendig af hensyn til barnets eller den unges bedste

og står i rimeligt forhold til formålet med afgørelsen.

Rammerne for politiets eventuelle magtanvendelse i forbindelse med denne bistand vil fremgå navnlig af

politilovens §§ 15 og 16. Heraf følger bl.a., at politiet i forbindelse med sin bistand til kommunerne vil

kunne anvende magt, forudsat at magtanvendelse er nødvendig og forsvarlig ved udøvelsen af bistanden.

Dette indebærer bl.a., at magt kun må anvendes, hvis mindre indgribende midler ikke findes at være

tilstrækkelige, og at eventuel magtudøvelse skal ske så skånsomt som omstændighederne tillader.

Det skal understreges, at lovforslagets § 1, nr. 3-5, skal ses i tæt sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 6,

hvormed det foreslås, at det tydeliggøres i serviceloven, at fuldbyrdelse af afgørelser efter servicelovens §

64, stk. 1, herunder også afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke, skal ske så skånsomt, som

omstændighederne tillader og med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Kommunen skal afsøge

mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaverens og barnets eller den unges og eventuelt andre

personer i barnets eller den unges familie og netværk, herunder f.eks. barnets eller den unges plejefamilies,

frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet til barnets eller den unges behov taler

afgørende imod.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.2. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6.

Til nr. 6.

Servicelovens § 64 fastsætter regler om fuldbyrdelse af visse typer tvangsmæssige afgørelser efter

serviceloven og efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, herunder evt. med politiets bistand.

Det foreslås, at der i § 64 efter stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes nedenstående nye stykker 6 og 7:

Det foreslås, at der indsættes et nyt

stk. 6

i servicelovens § 64, som skal tydeliggøre, at fuldbyrdelse af

afgørelser omfattet af servicelovens § 64, stk. 1, og skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader og

med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Kommunen skal afsøge mulighederne for at opnå

forældremyndighedsindehaverens, barnets eller den unges og eventuelt andre familiemedlemmers eller

netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet til barnets eller den unges

bedste taler afgørende imod.

Bestemmelsen vil indebære, at det vil blive tydeliggjort i serviceloven, at fuldbyrdelse af afgørelser om f.eks.

anbringelse uden for hjemmet og ændret anbringelsessted uden samtykke skal varetage barnets eller den

unges bedste og skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader. Det vil bl.a. indebære, at

afhentningen af barnet eller den unge hos forældrene eller på anbringelsesstedet skal tilrettelægges og

gennemføres på en måde, der er så skånsom som muligt over for barnet eller den unge, forældrene,

anbringelsesstedet samt eventuelle øvrige børn og unge på anbringelsesstedet og med størst mulig

hensyntagen til barnets eller den unges integritet. Der kan f.eks. være behov, at de biologiske forældre,

plejeforældre, bedsteforældre, kontaktpædagoger eller andre, som barnet eller den unge er tryg ved, er til

stede ved afhentningen af barnet eller den unge og sammen med sagsbehandler ledsager barnet eller den

unge.

Bestemmelsen vil endvidere betyde, at det vil blive tydeliggjort i serviceloven, at kommunen skal afsøge

mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaveren, barnets eller den unges og eventuelt andre

familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet

til barnets eller den unges bedste taler afgørende imod.

Herved forstås, at kommunen både forud for, at afgørelsen træffes, og når afgørelsen herefter skal

effektueres, skal sørge for en tæt inddragelse af barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren

med henblik på så vidt muligt at opnå forståelse for afgørelsen og sikre en skånsom fuldbyrdelse Der vil også

efter kunne omstændighederne være behov for inddragelse af andre personer i barnets eller den unges familie

eller netværk. Det vil især gælde personer i familien eller netværket, som barnet eller den unge er nært

knyttet til, og som opholder sig sammen med barnet eller den unge i hjemmet eller på anbringelsesstedet,

herunder f.eks. søskende, en plejefamilie, m.v. Vedrører sagen fuldbyrdelse af afgørelser om ændret

anbringelsessted uden samtykke vil tæt inddragelse af den nuværende plejefamilie/institution ofte kunne

bidrage til at understøtte en god og skånsom proces for barnet eller den unge.

Som led i inddragelsen bør kommunen bl.a. søge at forklare baggrunden for afgørelsen, og hvad den vil

betyde for barnets eller den unges hverdag, herunder f.eks. hvordan og i hvilket omfang samvær og kontakt

tænkes understøttet. Kommunen bør også forklare, hvordan fuldbyrdelsen helt konkret forventes at forløbe.

Der vil efter omstændighederne kunne være behov for, at kommunen ad flere omgang forsøger at opnår

barnets eller den unges, forældremyndighedsindehaverens og eventuelle andres frivillig medvirken til

afgørelsens fuldbyrdelse. Hvor vedholdende kommunen skal være vil altid bero på en konkret og individuel

vurdering under hensyn til barnets eller den unges bedste, som uddybet nedenfor. Kommunen skal således

så vidt muligt søge at undgå, at det bliver nødvendigt at fuldbyrde afgørelser med de beføjelser, som følger

af servicelovens nuværende § 64, og de ændringer, som følger af lovforslagets § 1, nr. 4 og 5.

Det følger af bestemmelsen, at kommunen i særlige tilfælde vil kunne undlade at afsøge mulighederne for at

opnå forældremyndighedsindehaveren, barnets eller den unges og eventuelt andre familiemedlemmers eller

netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, hvis hensynet til barnets eller den unges bedste

taler afgørende imod. Herved forstås, ar undladelsen alene kan ske af hensyn til barnets eller den unges

bedste, og at der skal være tale om tungtvejende grunde.

Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der vurderes at være risiko for alvorlig skade på barnets eller den

unges sundhed eller udvikling, f.eks. på grund af overgreb eller omsorgssvigt, og hvis barnets eller den unges

øjeblikkelig behov for støtte betyder, at fuldbyrdelsen ikke afvente kommunens forsøg på at opnå de

pågældende frivillige medvirken. Det vil også efter omstændighederne kunne være tilfældet, hvis der er

grund til at antage, at forældrene eller andre vil søge at hindre at afgørelsen gennemføres, herunder f.eks. ved

rejse ud af landet med barnet eller den unge, inden fuldbyrdelsen.

Bestemmelsen vil indebære, at det i serviceloven tydeliggøres, at hvis der er behov for at fuldbyrde

afgørelsen tvangsmæssigt, herunder med politiets bistand, fordi det trods grundigt forarbejde og tæt

inddragelse af barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren og eventuelt andre personer i

barnets eller den unges familie og netværk, herunder f.eks. barnets eller den unges plejefamilie, ikke er

muligt at opnå deres frivillige medvirken til, at afgørelsen gennemføres, skal kommunen foretage en

afvejning af på den ene side hensynet til barnets eller den unges behov for støtte og på den anden hensynet til

at beskytte barnet eller den unge mod en fuldbyrdelse, som barnet eller den unge vil kunne opleve som

indgribende.

Kommunen skal som led i afvejningen vurdere, om det af hensyn til barnets eller den unges bedste er

afgørende, at afgørelsen fuldbyrdes og uden (yderligere) forsinkelse, eller om det af hensyn til barnets eller

den unges bedste vil være bedre at arbejde yderligere med barnet eller den unge og forældrene med henblik

på at opnå deres forståelse for og samarbejde om afgørelsens effektuering.

Der skal ved afvejningen tages højde for barnets eller den unges alder, modenhed og funktionsevne. Er der

således f.eks. tale om et barn under skolealderen, vil dette som hovedregel tale imod fuldbyrdelse af en

afgørelse med politiets bistand, da barnet pga. sin alder må antages at have vanskeligt ved at forstå og

overskue situationen og vil kunne opleve tvangsfuldbyrdelsen som særdeles voldsom. Der kan dog være

situationer, hvor det af hensyn til barnets eller den unges behov vil være nødvendigt at gennemtvinge

afgørelsen med politiets bistand, også selvom der er tale om et barn under skolealderen, hvis barnet f.eks.

skal fjernes fra hjemmet på grund af omsorgssvigt eller overgreb mod barnet begået af forældrene. Det

samme vil gælde, hvis der er tale om børn og unge, som pga. at betydeligt nedsat psykisk funktionsevne vil

have vanskeligt ved forstå og overskue situationen og vil kunne opleve tvangsfuldbyrdelsen som særdeles

indgribende.

Er der tale om et barn eller en ung, som skal flyttes mod sin vilje fra f.eks. en plejefamilie til en

døgninstitution for at modtage en meget specialiseret pædagogisk behandling, som barnet eller den unge ikke

vil kunne få under sit fortsatte ophold i plejefamilien, bør støtten som hovedregel alene gennemføres i dialog

med barnet eller den unge, forældrene og anbringelsesstedet og uden politiets bistand. Kun i helt særlige

tilfælde, hvor barnets eller den unges behov for ændret støtte er akut og/eller meget betydeligt, vil der ud fra

hensynet til barnets eller den unges bedste kunne være grundlag for fuldbyrdelse af afgørelsen med politiets

bistand.

Den foreslåede bestemmelse vil gælde i tillæg til §§ 2-8 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens

anvendelse af tvangsindgreb, herunder bl.a. proportionalitetsprincippet, som fortsat vil finde anvendelse.

Det foreslås videre i lovforslagets § 1, nr. 6, at der indsættes et nyt

stk. 7

i servicelovens § 64, det vil

fastsætte, at fuldbyrdelse af en afgørelse, jf. det foreslåede nye stk. 3 i servicelovens § 64, hvor politiet yder

bistand til kommunen efter den bestemmelse, der med lovforslaget bliver stk. 5, skal registreres og

indberettes af kommunen til Ankestyrelsen. Der udarbejdes årligt en rapport over anvendelsen af

bestemmelsen.

Den foreslåede ordning vil betyde, at kommunen løbende skal registre og indberette eventuelle sager, hvor

politiet yder bistand til kommunen ved afhentning af barnet eller den unge uden retskendelse og mod behørig

legitimation på et anbringelsessted med henblik på at fuldbyrde en afgørelse om ændret anbringelsessted

uden samtykke efter servicelovens § 69, stk. 3, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af

ungdomskriminalitet.

Registreringen vil skulle indeholde kommunens begrundelse for at anmode om politiets bistand. Barnet eller

den unge vil skulle gøres bekendt med registreringen, og barnets eller den unges oplevelse af situationen vil

skulle indgå i indberetningen til Ankestyrelsen. På baggrund af indberetningerne vil der årligt blive

udarbejdet en rapport, som oversendes til Folketinget.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.2. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3-6.

Til nr. 7

Efter servicelovens gældende § 64, stk. 3, som med lovforslagets § 1, nr. 4, vil blive stk. 4, kan

kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse har

adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig og rum, når 1) adgangen til hjemmet sker som led i den

børnefaglige undersøgelse efter § 50 eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af

ungdomskriminalitet og må anses for nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på

et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, og 2) forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets

eller den unges støttebehov kan gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger.

Det følger af den gældende § 64, stk. 5, i serviceloven, som med lovforslagets § 1, nr. 6, vil blive stk. 8, at

social- og indenrigsministeren årligt udarbejder en opgørelse over kommunernes anvendelse af den gældende

bestemmelse i servicelovens § 64, stk. 3.

Det forslås med lovforslagets 1, nr. 7, at servicelovens § 64, stk. 5, der vil blive stk. 8, nyaffattes, så det vil

fremgå, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter servicelovens stk. 3, som bliver stk. 4, skal registreres og

indberettes af kommunen til Ankestyrelsen. Der udarbejdes årligt en rapport over anvendelsen af

bestemmelsen.

Bestemmelsen vil indebære, at kommunerne fremover løbende skal registrere og indberette anvendelsen af

servicelovens § 64, stk. 3, som bliver stk. 4, til Ankestyrelsen, fremfor at Ankestyrelsen skal indhente disse

oplysninger ved en undersøgelse, hvor samtlige kommuner skal kontaktes.

Bestemmelsen vil sikre, at kommunerne kan gennemføre registrering og indberetning samtidig med

gennemførelsen af den konkrete børnefaglige undersøgelse. Dette betyder, at kommunen ikke efterfølgende

skal fremsøge og gennemgå relevante sager, for at kunne oplyse over for Ankestyrelsen i hvilket omfang

kommunen har anvendt § 64, stk. 3, der bliver stk. 4, i den pågældende periode, og dermed en forenkling af

sagsgangen i disse sager.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 2.2. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3-7.

Til nr. 8