Social- og Indenrigsudvalget 2018-19 (2. samling)
SOU Alm.del Bilag 36
Offentligt
HENVENDELSE OM LOVÆNDRINGER
I februar 2019 blev Facebook-gruppen
”Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed”
oprettet. En landsdækkende gruppe for alle pårørende til mennesker med handicap og psykisk sårbarhed
på tværs af diagnoser. I dag hedder vores gruppe
#enmillionstemmer
–
pårørende til handicap og
psykisk sårbarhed
og har nu mere end 14.300 medlemmer.
Forskellen på, hvordan kommunerne forvalter handicapområdet er stor. Dette er et område præget af
vilkårlighed og dermed manglende retssikkerhed. Derudover er omgørelsesprocenterne i Ankestyrelsen
skræmmende høje, både når det gælder børne- og voksenhandicapområdet. Der er tale om
landsdækkende problemer med store menneskelige konsekvenser. Nogle af udfordringerne kræver, set
med vores øjne, strukturelle ændringer. Men mange af de nuværende problemer bør kunne løses hurtigt
ved ændringer af serviceloven. Ændringer, som er så logiske og som ikke
–
set med vores øjne
–
bør
koste mere på bundlinjen.
Flere af servicelovens bestemmelser åbner op for fortolkninger, hvilket giver mening, når der kigges på
hensigten med loven: at der skal laves en konkret og individuel vurdering. Det bliver desværre bare
brugt forkert. Muligvis på grund af økonomiske incitamenter.
Vi lavede en høring blandt gruppens medlemmer for at få et indblik i, hvor de største problemer er. Det
er der kommet en oversigt ud af. Den er dog ikke udtømmende. Oversigten er vedhæftet.
Oversigten viser, hvilken bestemmelser, det handler om, og hvilke problemerne der er med
bestemmelserne i praksis. Vi har endvidere indsat nogle forslag til, hvordan disse problemer kan løses.
Oversigten har været sendt i høring i flere foreninger, og deres bemærkninger er så vidt muligt
indarbejdet i oversigten.
Nedenfor har vi uddybet og suppleret nogle af punkterne:
Overgang fra barn til voksen
Et meget stort problem med serviceloven er de forskellige regler før og efter barnets 18. år. Dette giver
voldsomme problemer for mange familier i forhold til reglerne om bl.a. overvågning, BPA, merudgifter
og tabt arbejdsfortjeneste. Når vi taler om børn med handicap/særlige behov/psykisk sårbarhed, så er det
meningsløst at have forskellige regler før og efter barnets 18. år. Her skal der ikke kigges på alder men
på behov. Her er stabilitet altafgørende.
Reglerne er i deres nuværende form uden forståelse for virkeligheden, og hvad der er bedst for børnene
og deres familier. Et barn med funktionsnedsættelser bliver ikke selvkørende eller fuldt
funktionsdygtigt, fordi det fylder 18 år. Et barn skal ikke tvinges væk fra sine forældre og på institution,
fordi barnet fylder 18 år. Derfor skal bevillinger, givet før barnets 18. år, kunne fortsætte, indtil behovet
ikke er der længere. Der kan her hentes inspiration fra reglerne om efterværn.
I bør tænke på, at indtil barnet fylder 18 år, er de pårørende den primære hjælp, og dem, som har det
største ansvar og den største viden om barnet og barnets behov. Fra den ene dag til den anden bliver de
pårørende frataget den rolle, og al den viden, som de pårørende har, bliver ikke brugt, fordi kommunen
mener, at kommunen ved bedst. Loven bør indrettes, så de pårørende ikke udnyttes, men anerkendes og
påskønnes.
Manglende viden
En anden problemstilling, som er meget aktuel, er manglen på viden. Det er yderst vigtigt, at
kommunerne anvender lægekonsulenter eller andre lægefaglige, som har konkret indsigt i diagnoserne,
der giver det/den pågældende handicap/ funktionsnedsættelse. Hvis kommunen ikke råder over sådan
ekspertise, bør det være et krav, at ekspertisen findes og anvendes, også på tværs af kommune-, regions-
og, om nødvendigt, landegrænser. En politisk pointe er i øvrigt, at kommunerne bruger alt for mange
ressourcer på kommunale handlinger på utilstrækkeligt vidensgrundlag. Flere af vores medlemmer
fortæller om, at kommunerne direkte tilsidesætter lægefaglige erklæringer.