SAU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 9: Lovudkast: Forslag til Lov om ændring af momsloven, kildeskatteloven og lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (Digitale salgsregistreringssystemer og ændring af reglerne om udstedelse af skattekort til tredjelandsstatsborgere)

Skatteudvalget 2018-19 (2. samling)
SAU Alm.del Bilag 9
Offentligt

Skatteministeriet

Udkast (1)

J.nr. 2019-1704

Forslag

til

Lov om ændring af momsloven, kildeskatteloven og lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige

(Digitale salgsregistreringssystemer og ændring af reglerne om udstedelse af skattekort til

tredjelandsstatsborgere)

§1

I momsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 760 af 21. juni 2016, som ændret bl.a. ved § 6 i lov

nr. 474 af 17. maj 2017 og senest ved § 2 i lov nr. 591 af 13. maj 2019, foretages følgende

ændringer:

Efter § 55 indsættes i

kapitel 13

som nye paragraffer:

”§

55 a.

Told- og Skatteforvaltningen kan give en virksomhed et påbud om at benytte et digitalt

salgsregistreringssystem.

Stk. 2.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om krav til det digitale

salgsregistreringssystem, herunder hvilke funktioner det digitale salgsregistreringssystem ikke må

indeholde.

§ 55 b.

Virksomheder, der modtager digital betaling via en eller flere digitale betalingsløsninger, og

som er pålagt at benytte et digitalt salgsregistreringssystem efter §§ 55 a eller 55 c, skal integrere

den eller de forskellige typer af digitale betalingsløsninger i salgsregistreringssystemet.

§ 55 c.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke brancher der generelt skal benytte

et digitalt salgsregistreringssystem.

Stk.

2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om krav til det digitale

salgsregistreringssystem, herunder hvilke funktioner det digitale salgsregistreringssystem ikke må

indeholde.”

§ 77, 1. pkt.,

indsættes efter

”§

47, stk. 7 og 8,”:

”§ 55 a, stk. 1,”,

og efter

”stk.

9”

indsættes: ”,

indtil påbuddet

efterkommes”.

§ 77, 1. pkt.,

affattes således:

”Told-

og skatteforvaltningen kan pålægge ejeren af en virksomhed eller den ansvarlige daglige

ledelse heraf daglige bøder for manglende efterlevelse af påbud efter § 47, stk. 7 og 8, § 55 a, stk. 1,

eller regler udstedt i medfør af § 55 c, stk. 1, samt § 74, stk. 5, og § 75, stk. 9, indtil påbuddet

SAU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 9: Lovudkast: Forslag til Lov om ændring af momsloven, kildeskatteloven og lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (Digitale salgsregistreringssystemer og ændring af reglerne om udstedelse af skattekort til tredjelandsstatsborgere)

efterkommes.”

§ 81, stk. 1, nr. 2,

indsættes efter ”§

53, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, 1. pkt.,”:

”§

55 b,”.

§ 81, stk. 1, nr. 5,

ændres ”§ 29, stk. 2, eller § 38, stk. 3, 1. pkt.,” til: ”§

29, stk. 2, § 38, stk. 3, 1.

pkt., eller

§ 55 a, stk. 1,”.

§ 81, stk. 1, nr. 5,

affattes således:

”5)

undlader at efterkomme et påbud efter § 29, stk. 2, eller § 38, stk. 3, 1. pkt., § 55 a, stk. 1, eller

regler udstedt i medfør af § 55 c,

stk. 1,”.

§ 81

indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

”Stk.

Den, der begår overtrædelse af § 55 a, stk. 1, eller § 55 b og én eller flere andre skatte- og

afgiftslove eller pantlovgivningen, og overtrædelserne medfører idømmelse af bøde, sammenlægges

bødestraffen for hver overtrædelse af denne lov og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de

andre skatte- og afgiftslove eller pantlovgivningen.

Stk. 5.

Bestemmelsen i stk. 1

kan fraviges, når særlige grunde taler herfor.”

Stk. 4-7 bliver herefter stk. 6-9.

§ 81

indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

”Stk.

Den, der begår overtrædelse af § 55 a, stk. 1, § 55 b, eller regler udstedt i medfør af § 55 c,

stk. 1, og én eller flere andre skatte- og afgiftslove eller pantlovgivningen, og overtrædelserne

medfører idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse af denne lov og

bødestraffen for overtrædelsen af den eller de andre skatte- og afgiftslove eller pantlovgivningen.

Stk. 5.

Bestemmelsen i stk. 1 kan fraviges, når særlige grunde taler herfor.”

Stk. 4-7 bliver herefter stk. 6-9.

§2

I kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 117 af 29. januar 2016, som ændret bl.a. ved § 3

i lov nr. 1682 af 26. december 2017 og senest ved § 17 i lov nr. 551 af 7. maj 2019, foretages

følgende ændringer:

§ 46, stk. 6,

ændres ”stk. 10” til: ”stk. 11”.

§ 48, stk. 1, 1. pkt.,

ændres ”stk. 6” til: ”stk. 7”, og efter ”år” indsættes: ”, jf. dog stk. 2”.

§ 48

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

”Stk. 2.

En anmodning om udstedelse af skattekort fra en tredjelandsstatsborger imødekommes

alene, hvis told- og skatteforvaltningen kan konstatere, at den pågældende har ret til at arbejde i

Danmark.”

Stk. 2-10 bliver herefter stk. 3-11.

§ 48, stk. 3,

der bliver stk. 4, og

stk. 6, 7. pkt.,

der bliver stk. 7, 7. pkt.,

ændres ”stk. 2” til: ”stk.

3”.

§ 48, stk. 7,

der bliver stk. 8,

ændres ”stk. 2 og 3” til: ”stk. 3 og 4”.

§ 48, stk. 10,

der bliver stk. 11,

ændres ”stk. 2” til: ”stk. 3”, og ”stk. 3” ændres til: ”stk. 4”.

§ 75, stk. 1, nr. 2,

ændres ”stk. 6” til: ”stk. 7”.

§3

I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar

2015, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 551 af 29. maj 2018 og senest ved § 1 i lov nr. 324 af 30.

marts 2019, foretages følgende ændring:

§ 10, stk. 3, 3.

7. pkt.,

ændres ”stk. 4” til: ”stk. 5”.

§4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2021, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Momslovens § 55 c, § 77, 1. pkt., § 81, stk. 1, nr. 5, stk. 4 og 5, som indsat eller affattet ved

denne lovs § 1, nr. 1, 3, 6 og 8, træder i kraft den 1. januar 2024.

Stk. 3.

§§ 2 og 3 træder i kraft den 1. januar 2020.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

2. Lovforslagets indhold

2.1. Digitale salgsregistreringssystemer

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Lovforslaget

2.2. Ændring af reglerne om udstedelse af skattekort til tredjelandsstatsborgere

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1 Lovgivningen på skatteområdet

2.2.1.2 Lovgivningen på udlændingeområdet

2.2.2. Lovforslaget

2.3. Generelle betragtninger om behandling af persondata

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

3.1. Digitale salgsregistreringssystemer

3.2. Udstedelse af skattekort il tredjelandsstatsborgere

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

4.1. Digitale salgsregistreringssystemer

4.2. Udstedelse af skattekort il tredjelandsstatsborgere

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet,

Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti indgik i september 2017

aftalen ”Styrket indsats mod sort arbejde”.

Med dette lovforslag foreslås at gennemføre aftalens

initiativ vedrørende digitale salgsregistreringssystemer.

Det fremgår af

aftalen ”Styrket indsats mod sort arbejde”,

at partierne bag aftalen er enige om at

skærpe reglerne over for virksomheder, der udeholder omsætning og derved ikke opkræver, angiver

og afregner moms i overensstemmelse med de gældende regler herom.

Aftalepartierne er enige om at indføre mulighed for, at Skatteforvaltningen som en sanktion skal

kunne give en virksomhed et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem, hvis

Skatteforvaltningen konstaterer en utilstrækkelig registrering af salgstransaktioner i den pågældende

virksomhed.

Derudover er aftalepartierne enige om, at virksomheder inden for visse brancher generelt skal

benytte digitale salgsregistreringssystemer.

Endelig blev partierne Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten, Liberal

Alliance, Alternativet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti den

19. marts 2019 enige om, at der skulle indføres en løsning, så Skatteforvaltningen ikke må udstede

skattekort til tredjelandsstatsborgere uden ret til at arbejde i Danmark.

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

Lovforslaget udmønter som nævnt en del af

aftalen ”Styrket indsats mod sort arbejde”

fra

september 2017. Aftalen blev indgået på baggrund af en beretning fra Skatteudvalget om initiativer

mod sort arbejde af 25. august 2016 (SAU, alm. del bilag 265, folketingsåret 2015-16).

Lovforslaget har til formål at sikre en højere grad af sporbarhed og gennemsigtighed i den sorte

økonomi. Initiativet om digitale salgsregistreringssystemer skal dermed medvirke til, at alle betaler

de skatter og afgifter, de skal, således at omfanget af sort økonomi kan minimeres.

Lovforslaget indeholder derudover et initiativ, hvorefter reglerne for udstedelse af skattekort til

tredjelandsstatsborgere ændres.

En arbejdsgiver, som ansætter tredjelandsstatsborgere, har pligt til at sikre, at de ansatte

tredjelandsstatsborgere har ret til at arbejde i Danmark, ligesom arbejdsgiveren, når denne udbetaler

A-indkomst, skal indeholde og indberette A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, som beregnes på

grundlag af skattekortoplysningerne for den skattepligtige.

Det er erfaringen, at nogle arbejdsgivere kan opleve vanskeligheder, når de skal sikre sig, at deres

ansatte tredjelandsstatsborgere har ret til at arbejde i Danmark, og at nogle arbejdsgivere fejlagtigt

tror, at en tredjelandsstatsborgers skattekort udgør dokumentation for, at den pågældende har ret til

at arbejde i Danmark. Dette kan føre til, at arbejdsgivere uforvarende beskæftiger

tredjelandsstatsborgere ulovligt.

Med henblik på at undgå, at Skatteforvaltningen fremover udsteder skattekort til

tredjelandsstatsborgere uden ret til at arbejde i Danmark, vil der blive indført en bestemmelse,

hvorefter Skatteforvaltningen alene må imødekomme en anmodning om udstedelse af et skattekort

fra en tredjelandsstatsborger, hvis Skatteforvaltningen kan konstatere, at den pågældende har ret til

at arbejde i Danmark.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Digitale salgsregistreringssystemer

2.1.1. Gældende ret

Et af hovedprincipperne i momslovens regnskabsbestemmelser er en generel pligt til at udstede en

faktura ved levering af varer og momspligtige ydelser, uanset om kunden er en anden

erhvervsdrivende virksomhed eller en privatperson.

I momsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015, er det nærmere fastsat, hvilke krav

der er til en fakturas indhold, herunder krav til forenklede fakturaer og kasseboner. Fakturaen skal

både danne grundlag for opgørelse og kontrol af salgsmoms (udgående afgift) hos leverandøren og

udgøre dokumentation for fradrag for købsmoms (indgående afgift) hos køberen.

En faktura skal indeholde oplysninger om udstedelsesdato (fakturadato), fortløbende nummer, der

bygger på én eller flere serier, og som identificerer fakturaen, sælgers momsregistreringsnummer

(cvr-nr. eller SE-nr.), sælgers navn og adresse, købers navn og adresse, mængden og arten af de

leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser, den dato, hvor levering af varerne

eller ydelserne foretages eller afsluttes, forudsat en sådan dato er forskellig fra fakturaens

udstedelsesdato (fakturadato), momsgrundlaget, pris pr. enhed uden afgift, eventuelle prisnedslag,

bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed, gældende momssats og det

momsbeløb, der skal betales.

Registrerede virksomheder, hvis afsætning af varer eller ydelser udelukkende eller overvejende sker

til private købere, skal udstede en forenklet faktura, jf. § 63, stk. 2, i momsbekendtgørelsen,

bekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015, medmindre de benytter et salgsregistreringssystem og

udleverer en kassebon til køberen.

En forenklet faktura skal indeholde oplysninger om virksomhedens navn og adresse, virksomhedens

registreringsnummer (cvr-nr. eller SE-nr.), fortløbende nummer (fakturanummer), udstedelsesdato

(fakturadato), mængden og arten af de leverede varer/omfanget eller arten af de leverede ydelser,

det samlede omsætningsbeløb og momsbeløbets størrelse.

En kassebon fra et salgsregistreringssystem

–

f.eks. et kasseapparat

–

kan træde i stedet for en

forenklet faktura, hvis kassebonen indeholder oplysninger svarende til de oplysninger, en forenklet

faktura skal indeholde. Virksomhederne kan således frit vælge, om de vil udstede forenklede

fakturaer eller benytte f.eks. et kasseapparat og udskrive en bon til kunden. En kassebon skal som

udgangspunkt indeholde samme oplysninger som en forenklet faktura bortset fra fortløbende

nummer. Endvidere kan der vælges mellem at anføre virksomhedens navn eller

registreringsnummer, jf. § 63, stk. 3, i momsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 808 af 30. juni

2015.

Hvis Skatteforvaltningen har konstateret uregelmæssigheder i en virksomheds regnskaber, kan

Skatteforvaltningen pålægge virksomheden at udstede fakturaer eller benytte et kasseapparat. Efter

de gældende regler kan Skatteforvaltningen dog ikke pålægge en virksomhed at anvende en bestemt

type kasseapparat.

2.1.2. Lovforslaget

Skatteforvaltningen gennemfører en bred indsats mod sort økonomi. Udeholdt omsætning resulterer

i reducerede moms- og skatteindtægter for staten, ligesom sort økonomi fører andre negative

konsekvenser som ulige konkurrence for erhvervslivet med sig. Sort økonomi kan ligeledes være

grobund for anden økonomisk kriminalitet.

Det er af afgørende betydning for Skatteforvaltningens kontrol af, om der sker korrekt opkrævning,

angivelse og afregning af moms, at der findes et tilstrækkeligt dokumenteret datagrundlag i relation

til virksomhedens salgsregistrering.

Der foreslås derfor nye og strengere regler om anvendelse af digitale salgsregistreringssystemer.

Det er hensigten, at kravene til det digitale salgsregistreringssystem skal gøre det vanskeligere at

udeholde omsætning gennem manipulation af data, der er registreret i systemet.

Det foreslås, at Skatteforvaltningen gives mulighed for som sanktion at give en virksomhed et

påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem, hvis Skatteforvaltningen f.eks. konstaterer,

at virksomhedens registrering af salgstransaktioner er utilstrækkelige. Et påbud om at benytte et

digitalt salgsregistreringssystem vil således kunne være en sanktion overfor de virksomheder, der

ikke lever op til bogføringslovens og momslovens krav vedrørende salgsregistrering.

Derudover foreslås det, at skatteministeren skal kunne fastsætte nærmere regler om, hvilke brancher

der generelt skal benytte et digitalt salgsregistreringssystem. Forslaget skal ses i lyset af ønsket om

at øge efterretteligheden og regelefterlevelsen i de brancher, hvor der vurderes at være en særligt

høj risiko for fejl i registreringen af virksomhedens salgstransaktioner. Efterrettelighed og

regelefterlevelse påvirkes erfaringsmæssigt af forskellige indsatser på området. Via stikprøvevis

kontrol, efterkontrol og dataanalyse opdateres Skatteforvaltningens viden løbende om

regelefterlevelse på brancheniveau.

Ved at bemyndige skatteministeren til regelfastsættelse vil valget af brancher hurtigt og effektivt

kunne tilpasses i forhold til eventuelle stigninger eller et fald i efterretteligheden og

regelefterlevelsen inden for de omfattede eller øvrige brancher. Konkret er aftalepartierne enige om,

at virksomheder inden for brancherne ”caféer, værtshuse, diskoteker m.v.”, ”pizzeriaer, grillbarer,

isbarer m.v.”, ”købmænd og døgnkiosker” samt ”restauranter” generelt skal pålægges at benytte

digitale salgsregistreringssystemer.

Endvidere foreslås det, at skatteministeren skal kunne fastsætte nærmere regler om krav til det

digitale salgsregistreringssystem, herunder hvilke funktioner det digitale salgsregistreringssystem

ikke må indeholde.

Endelig foreslås det, at de virksomheder, der måtte være omfattet af lovforslagets initiativer om at

benytte et digitalt salgsregistreringssystem, og som modtager digitale betalinger, skal opfylde et

krav om, at evt. digitale betalingsløsninger skal være integreret i det digitale

salgsregistreringssystem, så modtagne digitale betalinger registreres og lagres i

salgsregistreringssystemets elektroniske journal.

Det bemærkes, at det ikke er teknisk muligt at sikre, at alt salg registreres og rapporteres. De nye og

strengere regler om anvendelse af digitale salgsregistreringssystemer vil således ikke kunne løse

problemstillinger vedrørende salg, som ikke slås ind på kasseapparatet.

Aftalepartierne er enige om, at initiativet skal evalueres i 2027. Formålet med evalueringen er at

opnå viden om, hvorvidt initiativet har haft en effekt på regelefterlevelsen i de fire risikobrancher,

der i første omgang omfattes af påbud om generelt at skulle anvende digitale

salgsregistreringssystemer.

2.2. Ændring af reglerne om udstedelse af skattekort til tredjelandsstatsborgere

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1. Lovgivningen på skatteområdet

Personer, der erhverver A-indkomst her i landet, skal svare indkomstskat til staten.

Skatteforvaltningen er efter kildeskattelovens § 48 forpligtet til at udstede skattekort til

skattepligtige, som forventes at modtage A-indkomst, og oplysningerne på skattekortet om

trækprocent og fradrag skal så vidt muligt afspejle den skattepligtiges forventede indkomstforhold.

Skatteforvaltningens forpligtigelse til at udstede skattekort skal ses i sammenhæng med

arbejdsgiverens forpligtelse til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Danske arbejdsgivere,

som udbetaler A-indkomst, skal efter de gældende regler foretage indeholdelse af A-skat og

arbejdsmarkedsbidrag, som beregnes og indeholdes på grundlag af skattekortoplysningerne for den

skattepligtige. Til brug herfor er arbejdsgiveren forpligtet til digitalt at indhente

skattekortoplysninger.

En udenlandsk arbejdstager, som kommer til Danmark for at arbejde, skal således have tildelt et

skattepersonnummer, forskudsregistreres og have udstedt et skattekort.

Hvis den udenlandske arbejdstager ikke har et skattekort, vil den indeholdelsespligtige arbejdsgiver

ved forespørgsel i eIndkomst modtage

skattekorttypen ”intet skattekort”.

I sådanne situationer vil

arbejdsgiveren skulle indeholde A-skat med 55 pct. uden fradrag og arbejdsmarkedsbidrag med 8

pct. efter bestemmelserne i kildeskattelovens § 48, stk. 7, og § 49, stk. 1, jf. § 43, stk. 1.

2.2.1.2. Lovgivningen på udlændingeområdet

Det følger af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal have en arbejdstilladelse for at tage

lønnet eller ulønnet beskæftigelse, for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed eller for mod eller

uden vederlag at udføre tjenesteydelser her i landet.

Det følger af udlændingelovens § 14, stk. 1, at bl.a. flygtninge, familiesammenførte udlændinge,

medfølgende familiemedlemmer til udenlandske arbejdstagere og udenlandske studerende samt

udlændinge med tidsubegrænset opholdstilladelse er fritaget for krav om arbejdstilladelse. Disse

grupper kan dermed arbejde uden, at de pågældende udlændinge er meddelt arbejdstilladelse.

Udlændinge- og integrationsministeren kan efter udlændingelovens § 14, stk. 3, bestemme, at andre

udlændinge er fritaget for krav om arbejdstilladelse. Det er i udlændingebekendtgørelsens § 24

reguleret, hvilke udlændinge, der

–

udover de i udlændingelovens § 14, stk. 1, nævnte udlændinge

–

er fritaget for krav om arbejdstilladelse. Det drejer sig bl.a. om visse forskere, foredragsholdere for

så vidt angår undervisning eller lignende virksomhed, hvortil de er indbudt, visse kunstnere og visse

montører, konsulenter og instruktører.

Udlændinge, som om har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens

§ 7 (asyl), kan under nærmere betingelser og uden arbejdstilladelse tage beskæftigelse i Danmark på

sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, udrejser eller

udsendes. Udlændingestyrelsen indgår efter ansøgning en kontrakt med asylansøgeren, såfremt den

pågældende opfylder betingelserne for at tage beskæftigelse i Danmark i medfør af

udlændingelovens § 14 a. De enkelte elementer i denne ordning fremgår af bestemmelsen.

Udlændinge, som har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7

(asyl), og som er optaget på en ungdomsuddannelse, kan deltage i lønnet praktik som led i

uddannelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, udrejser eller udsendes, jf.

udlændingelovens § 42 g, stk. 2.

I udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1-11, er oplistet, hvilke udlændinge der kan meddeles

opholdstilladelse med henblik på beskæftigelse (f.eks. efter beløbsordningen og positivlisten). En

udlænding, der får opholdstilladelse med henblik på beskæftigelse efter udlændingelovens § 9 a,

stk. 2, får en arbejdstilladelse, jf. udlændingebekendtgørelsens § 25, stk. 1. Dette gælder dog ikke

udlændinge med et etableringskort, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 9, da denne gruppe er

fritaget for krav om arbejdstilladelse, jf. udlændingebekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr. 8. En

udlænding med et etableringskort kan således arbejde uden begrænsninger. Arbejdstilladelse til de

øvrige arbejdstagere efter § 9 a, stk. 2, gives med henblik på beskæftigelse i et bestemt

arbejdsforhold, jf. udlændingebekendtgørelsens § 26, stk. 1, 1. pkt. En arbejdstilladelse, der gives

med henblik på beskæftigelse i et bestemt arbejdsforhold indebærer, at udlændingen kun har ret til

at arbejde for den arbejdsgiver, som opholds- og arbejdstilladelsen er givet på baggrund af.

Herudover afhænger en udlændings ret til at arbejde af vedkommendes opholdsgrundlag.

En udenlandsk studerende med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. § 1, stk. 1

og 2, § 2 og § 5, i bekendtgørelse om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til studerende

(studiebekendtgørelsen), jf. bekendtgørelse nr. 588 af 7. maj 2019, får således samtidig med

opholdstilladelsen arbejdstilladelse til at arbejde 20 timer om ugen og fuldtid i juni, juli og august,

jf. studiebekendtgørelsens § 16, stk. 1. Arbejdstilladelsen stedfæstes ikke til en bestemt

arbejdsgiver.

En udlænding med opholdstilladelse på baggrund af en Working Holiday-aftale, jf.

udlændingelovens § 9 1, får opholds- og arbejdstilladelse på de betingelser som Working Holiday-

aftalen opstiller, men udlændingens arbejdstilladelse stedfæstes ikke til en bestemt arbejdsgiver, jf.

udlændingelovens § 45.

En udenlandsk praktikant eller volontør med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 k, stk. 1,

får også en arbejdstilladelse, der giver ret til at arbejde for det praktiksted/den arbejdsgiver, som

opholdstilladelsen er givet på baggrund af. Dette gælder også for udlændinge med opholdstilladelse

som religiøs forkynder, jf. udlændingelovens § 9 f. For disse udlændinge gælder, at

opholdstilladelsen giver ret til at arbejde i Danmark i den stilling og på det arbejdssted, som fremgår

af opholdstilladelsen, jf. § 5 i bekendtgørelse om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til

praktikanter og volontør og udlændingelovens § 9 f, stk. 2.

Herudover giver udlændingeloven mulighed for, at visse udlændinge kan udføre ulønnet frivilligt

arbejde. Det gælder f.eks. udenlandske arbejdstagere jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 22, ph.d.-

studerende, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 12, og au pair-personer, jf. udlændingelovens § 9 j, stk.

10.

En opholdstilladelse meddeles med mulighed for varigt ophold eller med henblik på midlertidigt

ophold her i landet. Opholdstilladelsen kan tidsbegrænses. Dette følger af udlændingelovens § 11,

stk.1.

Det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 2, at en tidsbegrænset opholdstilladelse, der er meddelt

med mulighed for varigt ophold, forlænges efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at

inddrage opholdstilladelsen efter § 19 og 19 a, stk. 2. En tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt

med henblik på midlertidigt ophold efter udlændingelovens § 7 og § 8, stk. 1 og 2, kan ligeledes

forlænges, såfremt grundlaget for tilladelsen fortsat er til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2.

pkt. Der gælder tilsvarende for en række andre opholdsordninger, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 1-11, at en

tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold kan forlænges, såfremt

de betingelser, der blev stillet for den oprindelige tilladelse, fortsat er opfyldt, herunder hvis

betingelserne for den meddelte tilladelse overholdes. Betingelserne for tilladelsen vil afhænge af,

hvilken opholdsordning der er meddelt tilladelse efter.

En tidsbegrænset opholdstilladelse kan under nærmere betingelser inddrages, jf. udlændingelovens

§ 19. Det gælder f.eks., når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller

ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 19, stk.1, nr. 1, eller når de betingelser, der er

fastsat for opholdstilladelsen eller for en arbejdstilladelse, ikke overholdes, jf. udlændingelovens §

19, stk.1, nr. 3. Udlændingemyndighederne skal dog for visse udlændinge, jf. udlændingelovens §

19 a, stk. 1, undlade at inddrage en opholdstilladelse, hvis dette vil være i strid med Danmarks

internationale forpligtelser, ligesom udlændingemyndighederne i visse andre tilfælde ikke skal

inddrage tilladelsen, hvis hensynene i udlændingelovens § 26 taler derimod.

Udlændingelovens § 52 b indeholder regler om, at Udlændingestyrelsens og Styrelsen for

International Rekruttering og Integrations afgørelser om afslag på opholdstilladelse, afslag på

forlængelse af opholdstilladelse og afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse m.v. kan påklages

til Udlændingenævnet. Der gælder en klagefrist på normalt 8 uger, jf. udlændingelovens § 52 b, stk.

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 1, at afslag på en ansøgning om opholdstilladelse eller på

en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse og beslutning om inddragelse af opholdstilladelse

skal indeholde en frist for udrejse.

Påklages en afgørelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i udlændingelovens § 33, stk. 1,

inden 7 dage efter, at den er meddelt den pågældende, har udlændingen ret til at blive her i landet,

indtil klagen er afgjort, såfremt udlændingen enten er omfattet af EU-reglerne, eller er statsborger i

et andet nordisk land og har haft bopæl her i landet eller hidtil har haft opholdstilladelse med

mulighed for varigt ophold her i landet, jf. herved udlændingelovens § 33, stk. 3, 1. pkt. Er det tale

om en afgørelse, der kan påklages til Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 52 b, kan nævnet

–

i tilfælde hvor der er klaget inden 7 dage

–

tillægge klagen opsættende virkning med hensyn til

udrejsefristen, hvis særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 33, stk. 3, 4. pkt.

Det vil således afhænge af den konkrete sag, om en udlænding har ret til fortsat at opholde sig og

arbejde i Danmark under en klagesags behandling.

Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl mv.), nægtelse af forlængelse af

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 og § 8, stk. 1 eller 2, samt inddragelse af

opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, anses for påklaget til Flygtningenævnet, jf. § 53 a,

stk. 2, 3. pkt. Sådanne afgørelser indbringes således automatisk for Flygtningenævnet, og tillægges

opsættende virkning jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4. pkt.

Det forhold, at en klage tillægges opsættende virkning betyder ifølge de almindelige processuelle

principper, at den påklagede afgørelse ikke har nogen retsvirkning og derfor ej heller kan

håndhæves, før den måtte blive stadfæstet. Udlændingen har derfor under klagesagens behandling

samme retsstilling, som hvis den indbragte afgørelse slet ikke var truffet.

Det vil således afhænge af den konkrete sag, om udlændingen har ret til fortsat at opholde sig og

arbejde i Danmark under en klagesags behandling.

Det følger af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., at en opholdstilladelse bortfalder, når

udlændingen opgiver sin bopæl her i landet. En opholdstilladelse bortfalder endvidere, når

udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Er

udlændingen meddelt opholdstillade med mulighed for varigt ophold, og har udlændingen lovligt

boet mere end 2 år her i landet, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt

sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Dette følger af udlændingelovens

§ 17, stk. 1, 2. og 3. pkt. En opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-8 ophører

imidlertid først efter § 17, stk. 1 og 2, når udlændingen frivilligt har taget bopæl i hjemlandet eller

har opnået beskyttelse i et tredjeland jf. § 17, stk. 4.

Efter udlændingelovens § 17, stk. 3, kan det efter ansøgning bestemmes, at en opholdstilladelse,

uanset om betingelserne for bortfald efter bl.a. § 17, stk. 1, er opfyldt, ikke skal anses for bortfaldet.

En opholdstilladelse, der er givet i medfør af udlændingelovens §§ 7-8 (asyl) ophører dog først efter

bl.a. § 17, stk. 1, når udlændingen frivilligt har taget bopæl i hjemlandet eller har opnået beskyttelse

i et tredje land.

Ifølge udlændingelovens § 17 a bortfalder en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 og 8

(asyl) uanset bestemmelsen i § 17 først, når en udlænding, der med henblik på at tage varigt ophold

vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, har opholdt sig uden for Danmark i

mere end 12 på hinanden følgende måneder.

Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration videregiver uden

udlændingens samtykke til den arbejdsgiver eller de arbejdsgivere, som udlændingen har arbejdet

for inden for de seneste 3 måneder, oplysning herom, hvis udlændingen er meddelt afslag på

opholdstilladelse, eller hvis udlændingens opholdstilladelse er nægtet forlænget, er konstateret

bortfaldet eller er inddraget, jf. herved udlændingelovens § 44 a, stk. 12.

En tredjelandsstatsborger skal for at opholde sig og arbejde i Danmark som udgangspunkt have en

opholds- og arbejdstilladelse, og arbejdsgiveren er forpligtet til løbende at sikre at vedkommendes

udenlandske ansatte har ret til at arbejde for dem.

Tredjelandsstatsborgeres opholds- og arbejdstilladelser er overordnet bestemt ved udlændingens

formål med at opholde sig i landet. Afhængig af, hvilken type opholds- og arbejdstilladelse

tredjelandsstatsborgeren har, kan der følge begrænsninger i retten til at arbejde i forhold til

arbejdssted eller timeantal, ligesom tilladelser meddeles med en vis gyldighed.

Arbejdsgivere, som beskæftiger en udlænding uden fornøden arbejdstilladelse eller i strid med

betingelserne i arbejdstilladelsen, kan straffes efter udlændingelovens § 59, stk. 5, med bøde eller

fængsel indtil 2 år. Ved straffens udmåling efter stk. 5 skal det betragtes som en skærpende

omstændighed, at overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, at der ved

overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, eller

at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet, jf. udlændingelovens § 59, stk. 6.

Bødeniveauet er som udgangspunkt på 25.000 kr. pr. beskæftiget udlænding pr. påbegyndt måned,

hvis overtrædelsen er begået forsætligt, og som udgangspunkt på 15.000 kr. pr. beskæftiget

udlænding pr. påbegyndt måned, hvis overtrædelsen er begået groft uagtsomt. Hvis der ved

overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, er

bødeniveauet som udgangspunkt på 25.000 kr. pr. beskæftiget udlænding pr. påbegyndt måned.

Endvidere er bødeniveauet for den, der forsætligt bistår en udlænding med ulovligt ophold eller

forsætligt bistår en udlænding med at arbejde her i landet uden fornøden tilladelse ved at stille

husrum eller transportmidler til rådighed for den pågældende, som udgangspunkt på 2.500 kr.,

stigende med 750 kr. ud over den første måned, maksimalt 7.000 kr.

Lovgivningen på udlændingeområdet er kompleks, og der findes mange forskellige former for

opholds- og arbejdstilladelser. En arbejdsgiver skal bl.a. være opmærksom på, at en

tredjelandsstatsborger kan have ret til at opholde sig i Danmark uden at have ret til at arbejde,

ligesom der kan være begrænsninger i retten til at arbejde i forhold til arbejdssted eller timeantal.

Det gælder f.eks. udlændinge med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f som religiøs

forkynder. Desuden er nogle tredjelandsstatsborgere fritaget for krav om arbejdstilladelse. Det

gælder f.eks. familiesammenførte og flygtninge. Endvidere er der tilladelser, der meddeles med en

begrænset gyldighed. Det gælder f.eks. udlændinge med opholdstilladelse efter § 9 i om studerende.

Kompetencen til at meddele en opholds- og arbejdstilladelse ligger hos flere myndigheder og

afhænger af formålet med opholdet i Danmark. Hovedparten af ansøgningerne om opholds- og

arbejdstilladelse behandles af Udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens § 46, stk. 1, eller

Styrelsen for International Rekruttering og Integration, jf. udlændingelovens § 46, stk. 2, i

førsteinstans og med Udlændingenævnet som klageinstans, jf. § 52 b. Afgørelser vedrørende §§ 7

og 8 (asyl) træffes af Udlændingestyrelsen i første instans, jf. § 46, stk. 1, med Flygtningenævnet

som klageinstans, jf. § 53 a. Udenrigsministeriet giver tilladelser til diplomater, andet personale på

ambassader og i internationale organisationer samt deres familiemedlemmer, jf. udlændingelovens §

47.

Det vil bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, om arbejdsgiveren har udvist tilstrækkelig

agtpågivenhed ved ansættelsen af en udlænding, som skal have arbejdstilladelse for at arbejde i

Danmark. Har en arbejdsgiver gjort, hvad der har været muligt for at sikre, at udlændingen har ret

til at arbejde, kan dette indgå i uagtsomhedsvurderingen hos politi, anklagemyndighed og domstole,

når der tages stilling til en sag om mulig ulovlig beskæftigelse.

2.2.2. Lovforslaget

Det foreslås, at Skatteforvaltningen alene skal imødekomme en anmodning om et skattekort fra en

tredjelandsstatsborger, hvis den pågældende har ret til at arbejde i Danmark. Lovforslaget afhjælper

ikke de situationer, hvor en arbejdsgiver trækker skattekort på en tredjelandsstatsborger, der har fået

udstedt skattekort på et tidspunkt, hvor den pågældende havde ret til ophold og arbejde her i landet,

men hvor den pågældendes opholds- og arbejdstilladelse siden er udløbet, inddraget, bortfaldet mv.

Lovforslaget afhjælper heller ikke situationen, hvor en tredjelandsstatsborger i forbindelse med sin

opholdstilladelse har en begrænset arbejdstilladelse og f.eks. kun må arbejde et vist antal timer pr.

uge eller hos en bestemt arbejdsgiver.

Det vil således fortsat være arbejdsgiverens pligt at sikre, at deres ansatte har ret til at arbejde for

dem. Der ændres således ikke på udgangspunktet om, at en tredjelandsstatsborger for at opholde sig

og arbejde i Danmark skal have en opholds- og arbejdstilladelse, og at det er arbejdsgiverens pligt

løbende at sikre sig, at den ansatte tredjelandsstatsborgers opholds- og arbejdsgrundlag er i orden.

For at kunne håndhæve den foreslåede bestemmelse er det en forudsætning, at Skatteforvaltningen

har adgang til oplysninger om, hvorvidt tredjelandsstatsborgere har ret til at arbejde her i landet.

Skatteforvaltningen har efter udlændingelovens § 44 a, stk. 2, adgang til

Udlændingeinformationsportalen (UIP), hvor Skatteforvaltningen gennem Udlændinge

Informations Systemet (UIS) vil kunne foretage opslag på konkrete personer og se oplysninger om

disse personers sager hos udlændingemyndighederne, herunder endelige afgørelser om opholds- og

arbejdstilladelse.

Det er dog ikke alle tredjelandsstatsborgere med ret til at arbejde i Danmark, som vil være

registreret hos udlændingemyndighederne, og de kan dermed ikke slås op i UIS.

Det er bl.a. tilfældet for tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af EU-reglerne, men som endnu

ikke har rettet henvendelse til udlændingemyndighederne for at få udstedt et opholdskort. Disse

personer har uanset manglende registrering i UIS ret til at opholde sig og arbejde i Danmark.

Persongruppen omfatter tredjelandsfamiliemedlemmer til unionsborgere, der udøver den fri

bevægelighed i Danmark, tredjelandsfamiliemedlemmer til danske statsborgere, som vender tilbage

til Danmark efter at have udøvet den fri bevægelighed i en anden medlemsstat, samt

tredjelandsstatsborgere, der er udstationeret i Danmark på vegne af en tjenesteyder etableret i EU,

og disses tredjelandsfamiliemedlemmer, jf. § 4, stk. 2, §§ 8-13 og § 18 EU-opholdsbekendtgørelsen

(bekendtgørelse nr. 318 af 27. marts 2019).

Desuden følger det af udlændingelovens § 14, stk. 1, at bl.a. flygtninge, familiesammenførte

udlændinge og medfølgende familiemedlemmer til udenlandske arbejdstagere og udenlandske

studerende er fritaget for krav om arbejdstilladelse. Ligesom det følger af

udlændingebekendtgørelsens § 24, at bl.a. forskere, foredragsholdere, kunstnere, montører samt

idrætsudøvere- og trænere er fritaget for krav om arbejdstilladelse. Disse grupper kan dermed

arbejde uden, at de pågældende udlændinge er meddelt arbejdstilladelse.

Om en udlænding er omfattet af reglerne i udlændingeloven og udlændingebekendtgørelsen om

fritagelse for krav om arbejdstilladelse beror på en konkret og individuel vurdering.

Der vil være tilfælde, hvor det ikke vil fremgå entydigt af UIS, om en tredjelandsstatsborger har ret

til at arbejde i Danmark. Dette kan f.eks. være i sager, hvor en tredjelandsstatsborger har fået afslag

på en opholds- og arbejdstilladelse, og hvor denne allerede har haft opholdstilladelse med mulighed

for varigt ophold eller hvor opholds- og arbejdstilladelsen er blevet inddraget, nægtet forlænget,

eller er bortfaldet. I sådanne sager, hvor afgørelsen er blevet påklaget, vil det som udgangspunkt

ikke fremgå entydigt, om klagen er tillagt opsættende virkning, og hvorvidt tredjelandsstatsborgeren

herved har bevaret retten til at arbejde under klagesagens behandling. Der kan således være risiko

for, at tredjelandsstatsborgeren efter den foreslåede bestemmelse ikke vil kunne få udstedt et

skattekort, hvorefter arbejdsgiveren skal indeholde A-skat med 55 pct. uden fradrag og

arbejdsmarkedsbidrag med 8 pct. efter bestemmelserne i kildeskattelovens §§ 48, stk. 7 og 49, stk.

1, jf. § 43, stk. 1.

I de tilfælde, hvor Skatteforvaltningen er i tvivl, om den pågældende udlænding har den fornødne

arbejdstilladelse, vil der være behov for at indhente en vurdering fra udlændingemyndighederne.

Det er fortsat de relevante udlændingemyndigheder, der skal tage stilling til, om en

tredjelandsstatsborger kan meddeles arbejdstilladelse eller ej

–

eller om den pågældende er omfattet

af en fritagelse fra kravet om arbejdstilladelse.

Skatteforvaltningen vil alene på baggrund af en konkret vurdering af de tilgængelige oplysninger

meddelt fra udlændingemyndighederne

–

herunder udlændingemyndighedernes evt. anvisninger

–

skulle tage stilling til, om tredjelandsstatsborgeren vil kunne registreres i Skatteforvaltningens

systemer, så tredjelandsstatsborgere vil kunne forskudsregistreres og få udstedt et skattekort.

Den foreslåede bestemmelse kan ikke tage højde for, at tredjelandsstatsborgerens ret til at arbejde

vil være et øjebliksbillede, og at den enkelte udlændings forhold kan ændre sig, f.eks. hvis en

opholds- og arbejdstilladelse udløber. Det vil således fortsat være henlagt til virksomhedernes

egenkontrol og myndighedernes løbende kontrol at sikre, at de ansatte har ret til at arbejde her i

landet.

Den foreslåede model vil i nogle situationer medføre gener for arbejdstageren, som kan opleve, at

det bliver mere omstændeligt at få udstedt et skattekort

–

f.eks. hvis opholds- og arbejdstilladelsen

ikke foreligger på det tidspunkt, hvor der anmodes om et skattekort.

2.3.Generelle betragtninger om behandling af persondata

Lovforslaget indebærer behandling af persondata, som er omfattet af Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse

med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om

ophævelse af direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesforordningen).

Ved personoplysninger forstås enhver form for information om en identificeret eller identificerbar

fysisk person (den registrerede), jf. databeskyttelsesforordningens artikel 4, stk. 1. Ved behandling

forstås enhver aktivitet eller række af aktiviteter

–

med eller uden brug af automatisk behandling

–

som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, jf.

databeskyttelsesforordningens artikel 4, stk. 2. Behandling dækker bl.a. over indsamling,

registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, videregivelse ved

transmission, samkøring og sletning m.v.

Databeskyttelsesforordningens artikel 5 opstiller en række grundlæggende principper, som skal

være opfyldt ved behandling af personoplysninger, og heri indgår proportionalitetsprincippet med

stor vægt, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra c, samt at personoplysninger skal

behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede, jf.

databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra a. Et af de grundlæggende krav til behandling af

personoplysninger er, at indsamlede oplysninger skal være tilstrækkelige, relevante og begrænset

til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles. Det følger af

databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra b, at indsamling af oplysninger skal ske til

udtrykkeligt angivne og legitime formål og ikke må viderebehandles på en måde, der er uforenelig

med disse formål.

Af databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra f, følger, at personoplysninger skal

behandles på en måde, der sikrer tilstrækkelig sikkerhed for de pågældende personoplysninger,

herunder beskyttelse mod uautoriseret eller ulovlig behandling og mod hændeligt tab, tilintetgørelse

eller beskadigelse, under anvendelse af passende tekniske eller organisatoriske foranstaltninger.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 6, at behandling af personoplysninger kun må

ske, hvis en af betingelserne i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a-f, er opfyldt. Et

påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem vil betyde, at den pågældende virksomhed

vil have en retlig forpligtelse til at registrere oplysninger digitalt, som i visse situationer vil kunne

henføres til en eller flere bestemte personer. Dermed vil behandlingen af de registrerede oplysninger

være omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c.

I nogle situationer vil der blive registreret oplysninger i det digitale salgsregistreringssystems

elektroniske journal, som vil kunne identificere de enkelte personer, som har betjent det digitale

salgsregistreringssystem. Det gør sig f.eks. gældende, hvis en medarbejder skal logge sig ind på

salgsregistreringssystemet for at kunne betjene dette.

Det vurderes, at den behandling af oplysninger, der skal foretages ved administration af de

foreslåede bestemmelser om digitale salgsregistreringssystemer, overholder

databeskyttelsesforordningens artikel 6 om lovlig behandling samt de grundlæggende principper for

behandling af personoplysninger efter databeskyttelsesforordningens artikel 5.

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 1, vil den dataansvarlige skulle give den

registrerede en række nærmere definerede oplysninger, herunder hvem der er dataansvarlig,

formålet med behandlingen, som personoplysningerne skal bruges til, samt retsgrundlaget for

behandlingen og om evt. modtagere af oplysningerne m.v., når personoplysningerne ikke er

indsamlet hos den registrerede selv.

Et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem vil blive stilet til virksomhedsejeren eller

den ansvarlige daglige ledelse. Det kan derfor ikke antages, at den beskæftigede, der bliver

registreret oplysninger om, er eller vil være bekendt med registreringen. Da personoplysningerne

efter den foreslåede bestemmelse vil blive indsamlet hos andre (arbejdsgiveren) end den

registrerede selv, vil den dataansvarlige

–

i dette tilfælde Skatteforvaltningen

–

skulle underrette den

registrerede efter reglerne i databeskyttelsesforordningens artikel 14 i de tilfælde, hvor

Skatteforvaltningen modtager data fra det digitale salgsregistreringssystem, som vil kunne henføres

til en eller flere bestemte personer.

Oplysningspligt over for en registreret person indebærer, at den dataansvarlige på eget initiativ vil

have pligt til at give den registrerede en række oplysninger, når der indsamles oplysninger om

vedkommende.

Oplysningspligten gælder alle registrerede, der indsamles eller modtages personoplysninger om.

Oplysningspligten vil som udgangspunkt skulle iagttages ved skriftligt at give den registrerede de

oplysninger, den pågældende har krav på. Oplysningerne vil kunne gives elektronisk, hvis det er

mest hensigtsmæssigt.

For at opfylde oplysningspligten vil oplysningerne skulle gives til den registrerede. Det betyder, at

den dataansvarlige vil skulle tage aktive skridt til at give oplysningerne. Det vil ikke være

tilstrækkeligt at have oplysningerne liggende på en hjemmeside eller lignende, som den registrerede

selv skal finde. De oplysninger, den dataansvarlige er forpligtet til at give, vil skulle være tydeligt

adskilt fra andre oplysninger.

Når personoplysninger

–

som det vil være tilfældet her

–

ikke er indsamlet hos den registrerede, vil

den dataansvarsvarlige skulle meddele oplysningerne så tidligt som muligt. Det vil normalt betyde,

at oplysningerne skal gives inden for 10 dage. Oplysningerne vil som udgangspunkt kun skulle

gives én gang

–

også ved løbende indsamlinger, medmindre oplysningerne anvendes til andre

formål end dem, de oprindeligt blev indsamlet til.

Ved administrationen af de foreslåede bestemmelser om digitale salgsregistreringssystemer, jf.

lovforslagets § 1, nr. 1, vil forordningens regler skulle overholdes.

Det vurderes, at oplysningspligten i forhold til den registrerede mest hensigtsmæssigt vil kunne

opfyldes elektronisk. Oplysningspligten vil kunne opfyldes ved at gøre oplysningerne tilgængelige i

borgerens skattemappe, så indholdet af kommunikationen forbliver i et sikkert miljø. Samtidig vil

der ved en mail i e-Boks eller mail via Borger.dk skulle adviseres om, at der er lagt nye

oplysninger, dokumenter eller lignende i Skattemappen. Er en borger fritaget for tilslutning til

offentlig digital post, vil borgeren skulle orienteres ved almindelig post.

Underretningspligten efter databeskyttelsesforordningen vil ikke falde tilbage på arbejdsgiveren,

hvis Skatteforvaltningen undlader at opfylde sin underregningspligt over for den registrerede.

Den behandling af oplysninger, der skal foretages ved administration af den foreslåede bestemmelse

om udstedelse af skattekort til tredjelandsstatsborgere, jf. lovforslagets § 2, indebærer ligeledes

behandling af persondata, som er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv

95/46/EF (databeskyttelsesforordningen).

Enhver, der udbetaler eller godskriver A-indkomst, er retligt forpligtet til at beregne, indeholde og

indberette A-skat m.v. på baggrund af oplysningerne på den ansattes skattekort, som udstedes af

Skatteforvaltningen. Skatteforvaltningen vil fremover have en retlig forpligtelse til at undersøge,

om en tredjelandsstatsborger har en arbejdstilladelse. En sådan oplysning vil skulle indhentes hos

udlændingemyndighederne.

Behandlingen af de oplysninger, Skatteforvaltningen indhenter til brug for dannelse af skattekortet,

er omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c.

Det vurderes, at den behandling af oplysninger, der skal foretages ved administration af den

foreslåede bestemmelse, overholder databeskyttelsesforordningens artikel 6 om lovlig behandling

samt de grundlæggende principper for behandling af personoplysninger efter

databeskyttelsesforordningens artikel 5.

I relation til behandling af oplysninger om personnumre bemærkes, at offentlige myndigheder efter

databeskyttelseslovens § 11, stk. 1, har hjemmel til at behandle personnumre (cpr-nummer) med

henblik på en entydig identifikation.

Et cpr-nummer er som udgangspunkt den eneste oplysning, som Skatteforvaltningen anvender til

med sikkerhed at kunne identificere en person entydigt.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

3.1. Digitale salgsregistreringssystemer

Lovforslagets initiativ om digitale salgsregistreringssystemer vurderes som udgangspunkt at ville

bidrage til at øge regelefterlevelsen og styrke indsatsen mod sort økonomi. Derved vurderes

lovforslaget at ville bidrage til, at skatter og afgifter i højere grad afregnes korrekt. Dette trækker i

retning af et merprovenu i form af et reduceret skattegab, der dog ikke kan kvantificeres nærmere.

Initiativet om digitale salgsregistreringssystemer pålægger Skatteforvaltningen

implementeringskonsekvenser, da initiativet kræver systemunderstøttelse. Initiativet forventes at

medføre udgifter til systemudvikling og -tilpasning. Initiativet vurderes på det foreliggende

grundlag at medføre omkostninger for Skatteforvaltningen på ca. 4 mio. kr. i 2019, 12 mio. kr. i

2020, 9,5 mio. kr. i 2021, 8 mio. kr. i 2022, 7,5 mio. kr. i 2023, 8 mio. kr. i 2023, 6,5 mio. kr. i 2025

og 4,5 mio. kr. årligt i 2026 og frem. Omkostningerne følger af større systemtilretninger og

vejlednings- og sagsbehandlingsaktiviteter.

Det vurderes, at lovforslaget opfylder principperne om digitaliseringsklar lovgivning, da

lovforslaget vurderes at ville bidrage til en øget digitalisering af indsatsen over for sort økonomi,

herunder særligt ved mere digitale sagsgange og øgede muligheder for anvendelse af digitale

muligheder til at forebygge fejl og snyd.

Anvendelsen af standardiserede datafiler åbner en række muligheder for automatisering og

digitalisering af arbejdsgange, der hidtil har været helt eller delvist manuelle. Mest åbenlyse er

mulighederne for at overdrage de digitale salgsregistreringsdata til f.eks. revisor eller

bogføringsbureau som en del af virksomhedens bogføringsgrundlag.

3.2. Ændring af reglerne om udstedelse af skattekort til tredjelandsstatsborgere

Lovforslaget indeholder et initiativ om, at Skatteforvaltningen ikke fremover må udstede skattekort

til tredjelandsstatsborgere, der ikke har ret til at arbejde i Danmark. Lovforslaget ændrer imidlertid

ikke på, at personer, der erhverver A-indkomst her i landet, er forpligtet til at svare indkomstskat til

staten

–

uagtet der måtte være tale om en tredjelandsstatsborger, der ikke har ret til at arbejde.

Der kan argumenteres for, at lovforslaget vil kunne bidrage til, at tredjelandsstatsborgere, der ikke

har ret til at arbejde

–

og dermed ikke kan blive forskudsregistreret og få udstedt et skattekort

–

vil

forledes til at arbejde sort, hvilket vil trække i retning af et øget skattegab, der dog ikke kan

kvantificeres nærmere. Denne effekt vurderes dog at være marginal.

Initiativet om udstedelse af skattekort vurderes ikke at medføre nævneværdige

implementeringskonsekvenser for det offentlige.

Principperne for digitaliseringsklar lovgivning vurderes ikke at være relevant for denne del af

lovforslaget, da denne del af lovforslaget ikke påvirker borgernes eller virksomhedernes brug af

digitale løsninger.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

4.1. Digitale salgsregistreringssystemer

Den styrkede indsats mod sort økonomi vil understøtte ens og fair konkurrencevilkår for

erhvervslivet, idet virksomhedernes muligheder for at opnå en konkurrencemæssig fordel ved ikke

at afregne skatter og afgifter korrekt reduceres. Herved undgås, at ellers konkurrencedygtige

virksomheder med høj produktivitet mister markedsandele og potentielt helt udkonkurreres af

virksomheder, der opnår en unfair konkurrencefordel ved at udeholde omsætning, som resulterer i

såvel unddragelse af moms som en for lav skatteansættelse.

For normaleffektive virksomheder vil initiativet vedrørende et påbud om at benytte et digitalt

salgsregistreringssystem som sanktion ikke have administrative konsekvenser, da disse

virksomheder ikke vil blive pålagt at benytte et digitalt salgsregistreringssystem.

Udvalgte brancher vil efter forslaget generelt skulle benytte et digitalt salgsregistreringssystem.

Virksomhederne tilhører brancher, hvor der vurderes at være en særligt forhøjet risiko for fejl i

registreringen af salgstransaktioner. Initiativet retter sig generelt mod alle virksomheder inden for

de udvalgte brancher. Også regelefterlevende virksomheder inden for disse brancher, som

opkræver, angiver og afregner skatter og afgifter korrekt, vil blive omfattet af initiativet. På den

baggrund vil lovforslaget medføre administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Det vurderes, at såvel de virksomheder, der gives et påbud om at benytte et digitalt

salgsregistreringssystem som sanktion, som virksomheder inden for de brancher, der generelt skal

benytte digitale salgsregistreringssystemer, vil have en gennemsnitlig engangsomkostning på 9.800

kr. til anskaffelse af det digitale salgsregistreringssystem. De pågældende virksomheder vurderes

derudover at have løbende omkostninger på 2.000 kr. årligt til vedligeholdelse af det digitale

salgsregistreringssystems tekniske løsning.

Initiativet om digitale salgsregistreringssystemer vurderes ikke at ville have nævneværdige

administrative konsekvenser for erhvervslivet, da lovforslaget ikke ændrer gældende ret vedrørende

bogføringspligt og regnskabsaflæggelse m.v.

Den del af lovforslaget, der vedrører digitale salgsregistreringssystemer vurderes ikke at indeholde

en regulering, der er relevant for de opstillede principper for agil erhvervsrettet regulering.

4.2. Ændring af reglerne om udstedelse af skattekort til tredjelandsstatsborgere

Den del af lovforslaget, der vedrører udstedelse af skattekort til tredjelandsstatsborgere, vurderes

ikke at have økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, ligesom denne del af lovforslaget ikke

vurderes at have administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Denne del af lovforslaget vurderes ikke at indeholde en regulering, der er relevant for de opstillede

principper for agil erhvervsrettet regulering.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslagets initiativ om digitale salgsregistreringssystemer har ingen administrative konsekvenser

for borgerne.

Lovforslagets initiativ om ændring af reglerne for udstedelse af skattekort til tredjelandsstatsborgere

vurderes at ville have mindre administrative konsekvenser for borgerne i de tilfælde, hvor en

tredjelandsstatsborger ikke umiddelbart kan dokumentere en ret til at arbejde, f.eks. hvor

tredjelandsstatsborgeren er fritaget for arbejdstilladelse, og Skatteforvaltningen som følge heraf

afviser at udstede et skattekort til vedkommende.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 8. juli 2019 til den 22. august 2019 været sendt i

høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.: 3F, 3F Privat Service, Hotel og

Restauration, Advokatsamfundet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, CEPOS, Cevea, Danmarks

Tivoliforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk Told- og

Skatteforbund, Danske Advokater, Datatilsynet, De Samvirkende Købmænd, Den Danske

Dommerforening, DI, Digitaliseringsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen

–

Team Effektiv Regulering, FH -

Fagbevægelsens Hovedorganisation, Finans Danmark, Foreningen Danske Revisorer, FSR - danske

revisorer, HORESTA, IBIS, Justitia, Kraka, Kristelig Fagforening, Landsskatteretten,

Mellemfolkeligt Samvirke, Rejsearbejdere.dk, Skatteankestyrelsen, SMVdanmark, SRF

Skattefaglig Forening og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

9. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør ”Ingen”)

Økonomiske konsekvenser for Initiativet vedrørende digitale

stat, kommuner og regioner

salgsregistreringssystemer

vurderes at ville bidrage til at

øge regelefterlevelsen og

styrke indsatsen mod

virksomheder inden for visse

brancher, der udeholder

omsætning med henblik på at

undgå afregning af skatter og

afgifter. Dette kan medføre et

merprovenu i form af et

reduceret skattegab, der dog

ikke kan kvantificeres

nærmere.

Negative

konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør ”Ingen”)

Ingen.

Initiativet om udstedelse af

skattekort vurderes ikke at

have nævneværdige

provenumæssige konsekvenser

for det offentlige.

Implementeringskonsekvenser Ingen.

Initiativet vedrørende digitale

for stat, kommuner og

salgsregistreringssystemer

regioner

vurderes på det foreliggende

grundlag at medføre

omkostninger for

Skatteforvaltningen på ca. 4

mio. kr. i 2019, 12 mio. kr. i

2020, 9,5 mio. kr. i 2021, 8

mio. kr. i 2022, 7,5 mio. kr. i

2023, 8 mio. kr. i 2023, 6,5

mio. kr. i 2025 og 4,5 mio. kr.

årligt i 2026 og frem.

Omkostningerne følger dels

af større systemtilretninger

samt vejlednings- og

sagsbehandlingsaktiviteter.

Forslaget følger principper for

digitaliseringsklar lovgivning.

Initiativet om udstedelse af

skattekort vurderes ikke at

medføre nævneværdige

implementeringskonsekvenser

for det offentlige.

Initiativet vedrørende digitale

salgsregistreringssystemer

vurderes at have en

gennemsnitlig

engangsomkostning på 9.800

kr. til anskaffelse af det

digitale

salgsregistreringssystem for

såvel de virksomheder, der er

omfattet af det generelle

påbud om at benytte et

digitalt

salgsregistreringssystem, som

de virksomheder, der som

sanktion gives et påbud om at

skulle benytte et digitalt

salgsregistreringssystem.

Virksomhederne vurderes

derudover at have løbende

omkostninger på 2.000 kr.

årligt til vedligeholdelse af

det digitale

salgsregistreringssystems

tekniske løsning.

Initiativet om udstedelse af

skattekort vurderes ikke at

have økonomiske

konsekvenser for

erhvervslivet.

Ingen.

Økonomiske konsekvenser for Ingen.

erhvervslivet

Administrative konsekvenser

Ingen.

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for borgerne

Ingen.

Lovforslagets initiativ om

digitale

salgsregistreringssystemer har

ingen administrative

konsekvenser for borgerne.

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Går videre end

minimumskrav i EU-

regulering.

Lovforslagets initiativ om

ændring af reglerne for

udstedelse af skattekort til

tredjelandsstatsborgere

vurderes at ville have mindre

administrative konsekvenser

for borgerne i de tilfælde,

hvor en tredjelandsstatsborger

ikke umiddelbart kan

dokumentere en ret til at

arbejde, f.eks. hvor

tredjelandsstatsborgeren er

fritaget for arbejdstilladelse,

og Skatteforvaltningen som

følge heraf afviser at udstede

et skattekort til

vedkommende.

Ingen.

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter

NEJ

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Et af hovedprincipperne i momslovens regnskabsbestemmelser er en generel pligt til at udstede en

faktura vedrørende leverancer af varer og momspligtige ydelser, uanset om kunden er en anden

erhvervsdrivende eller en privatperson.

I momsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015, er det nærmere fastsat, hvilke krav

der er til en fakturas indhold, herunder krav til forenklede fakturaer og kasseboner.

Fakturaen skal både danne grundlag for opgørelse og kontrol af salgsmoms (udgående afgift) hos

leverandøren og udgøre dokumentation for fradrag for købsmoms (indgående afgift) hos køberen.

En fuld faktura skal indeholde en række nærmere definerede oplysninger, jf. § 58, stk. 1, i

momsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015, om krav til fakturaens indhold

–

f.eks. oplysning om den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer, den

registrerede virksomheds og køberens navn og adresse, mængden og arten af de leverede varer eller

omfanget og arten af de leverede ydelser og det afgiftsbeløb, der skal betales m.v.

I visse situationer kan der udstedes en forenklet faktura, der indeholder færre oplysninger end en

fuld faktura, jf. § 63, stk. 1, i momsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015.

Registrerede virksomheder, hvis afsætning af varer eller ydelser udelukkende eller overvejende sker

til private købere, skal udstede en forenklet faktura, jf. § 63, stk. 2, i momsbekendtgørelsen

bekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015, medmindre de benytter et salgsregistreringssystem og

udleverer en kassebon til køberen.

En kassebon fra et salgsregistreringssystem

–

f.eks. et kasseapparat

–

kan træde i stedet for en

forenklet faktura, hvis kassebonen indeholder oplysninger svarende til de oplysninger en forenklet

faktura skal indeholde. Virksomhederne kan således frit vælge, om de vil udstede forenklede

fakturaer eller benytte et kasseapparat og udskrive en kassebon til kunden. En kassebon skal

grundlæggende indeholde de samme oplysninger som en forenklet faktura, dvs. oplysninger om

virksomhedens navn og adresse, virksomhedens registreringsnummer (cvr-nr. eller SE-nr.),

fortløbende nummer (fakturanummer), udstedelsesdato (fakturadato), mængden og arten af de

leverede varer/omfanget eller arten af de leverede ydelser, det samlede omsætningsbeløb og

momsbeløbets størrelse

–

bortset fra fortløbende nummer. Endvidere kan der vælges mellem at

anføre virksomhedens navn eller registreringsnummer, jf. § 63, stk. 3, i momsbekendtgørelsen,

bekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015.

Hvis Skatteforvaltningen har konstateret uregelmæssigheder i en virksomheds regnskab, kan

Skatteforvaltningen pålægge virksomheden at udstede faktura eller benytte et kasseapparat. Efter de

gældende regler kan Skatteforvaltningen dog ikke pålægge en virksomhed at anvende en bestemt

type kasseapparat.

Uregelmæssigheder i regnskabet kan føre til, at Skatteforvaltningen afviser virksomhedens

regnskab og i stedet laver et skøn over virksomhedens indkomst. Er uregelmæssighederne af en

sådan karakter, at der er sket unddragelse af skatter og afgifter, vil virksomheden kunne ifalde

strafansvar varierende fra bødestraf til fængselsstraf alt afhængig af overtrædelsens karakter og de

nærmere omstændigheder herved.

Det foreslås, at Skatteforvaltningen efter momslovens

§ 55 a, stk. 1,

skal kunne give en virksomhed

et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem.

De nye og strengere regler indebærer, at virksomhederne ved et sådant påbud vil skulle registrere

alle salg digitalt og i et bestemt format, så Skatteforvaltningen vil kunne indhente pålidelige data

hos virksomheden om salgsregistreringen. Det vurderes, at et påbud om, at virksomhederne skal

registrere alle salg digitalt og ved brug af et salgsregistreringssystem

–

både de kontante og de

digitale salg

–

vil styrke Skatteforvaltningens muligheder for kontrol i relation til at kunne afdække

såvel ubevidste som bevidste fejl, herunder omfanget af evt. udeholdt omsætning og manglende

opkrævning, angivelse og afregning af salgsmoms.

Det er hensigten, at et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem efter momslovens §

55 a, stk. 1, skal kunne gives som en sanktion.

Et påbud om at anvende et digitalt salgsregistreringssystem vil f.eks. kunne gives, hvis det

konstateres, at virksomheden ikke har opbevaret fakturaer for købte eller solgte varer eller ydelser,

hvis der foreligger fakturaer, men det er ikke muligt at identificere leverandøren, hvis der ikke

kontinuerligt foretages salgsregistreringer, hvis der ikke udleveres kasseboner til kunder ved

kontantkøb, hvis der ikke foretages daglige kasseafstemninger, eller hvis transaktionssporet på

anden måde ikke er til stede

–

f.eks. hvis der ikke foreligger et regnskab. Det bemærkes, at der alene

er tale om eksempler på situationer, hvor et påbud vil kunne gives. Skatteforvaltningen vil således

ud fra en konkret vurdering kunne give en virksomhed et påbud om at benytte et digitalt

salgsregistreringssystem i andre situationer, hvor det er konstateret, at virksomheden ikke lever op

til henholdsvis bogføringslovens eller momslovens krav vedrørende salgsregistrering eller

registreringer til brug for korrekt regnskabsaflæggelse i øvrigt. Formålet med et påbud om at

benytte et digitalt salgsregistreringssystem er at styrke Skatteforvaltningens muligheder for kontrol i

forhold til at kunne afdække såvel generelle som bevidste fejl, herunder unddragelse af skatter og

afgifter. Dette forudsætter dog, at et påbud efterleves.

Kravene til det digitale salgsregistreringssystem vil gøre det vanskeligere at udeholde omsætning

gennem manipulation af systemet. Ved et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem

sikres bl.a., at alle handlinger i salgsregistreringssystemet logges

–

f.eks. frekvensen for benyttelsen

af demoprogrammet i systemet eller antal ”nul-salg”. Derved bliver det vanskeligere for

virksomhederne at snyde ved at udeholde omsætning, medmindre virksomheden helt undlader at

benytte det digitale salgsregistreringssystem.

Den elektroniske journal vil være omfattet af bogføringslovens § 3 om regnskabsmateriale. Derved

vil den elektroniske journal skulle opbevares i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet

vedrører, jf. bogføringslovens § 10, stk. 1.

Det vurderes, at de nye og strengere regler vil kunne medvirke til at skabe en større

regelefterlevelse, da et påbud om at anvende et digitalt salgsregistreringssystem dels vil forbedre

Skatteforvaltningens muligheder for kontrol, dels vil øge opdagelsesrisikoen. Forslaget vil

herudover sikre sporbarhed og gennemsigtighed i relation til virksomhedens salgstransaktioner.

Et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem er en forvaltningsafgørelse.

Virksomheden skal allerede ved kontrolbesøget underrette som Skatteforvaltningens overvejelser

om at give virksomheden et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem. I alle tilfælde

skal der ske skriftlig partshøring af virksomhedsejeren eller den ansvarlige daglige ledelse om

overvejelserne om at give virksomheden et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem,

inden den endelige afgørelse herom træffes. Virksomhedsejeren eller den ansvarlige daglige ledelse

skal i den forbindelse gives en frist på 14 dage til at komme med sine evt. bemærkninger hertil.

Et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem skal være skriftligt og skal indeholde en

begrundelse og en klagevejledning med klageadgang. Forvaltningslovens almindelige regler vil

således skulle finde anvendelse ved afgørelser, der vil skulle træffes efter momslovens § 55 a, stk.

1, jf. den foreslåede bestemmelse.

På baggrund af drøftelser med danske leverandører af digitale salgsregistreringssystemer forventes

det, at salgsregistreringssystemer med de påkrævede nye standarder vil kunne udbydes af

leverandørerne medio 2021. Et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem som

sanktion vil således tidligst kunne gives fra den 1. juli 2021, hvorfor bestemmelsen herom først

træder i kraft på dette tidspunkt.

Det foreslås, at skatteministeren efter momslovens

§ 55 a, stk. 2,

skal kunne fastsætte nærmere

regler om krav til de digitale salgsregistreringssystemer, herunder hvilke funktioner det digitale

salgsregistreringssystem ikke må indeholde.

Det, der kan fastsættes nærmere regler om, er regler, der definerer de overordnede krav til det

digitale salgsregistreringssystem. Dvs. regler, der beskriver, hvilke funktioner

salgsregistreringssystemet skal have og hvilke funktioner, salgsregistreringssystemet ikke må have.

Der findes en række forskellige salgsregistreringssystemer på det danske marked, herunder de

traditionelle kasseapparater, softwarebaserede løsninger på PC eller via tablet og fuldt integrerede

løsninger baseret på bagvedliggende Enterprise ressource planning systemer (ERP).

ERP er betegnelsen for et softwareprogram, der håndterer størstedelen af en virksomheds

funktionelle områder. ERP integrerer alle virksomhedens funktioner

–

f.eks. ordrebehandling, salg,

indkøb, lagerstyring og økonomisystem. ERP bygger oftest på én fælles database for hele

virksomheden. ERP hjælper til med den interne organisering af input og output fra virksomheden

samt til at holde styr på forretningstransaktioner. Det er også muligt at købe et ERP system, som er

målrettet til bestemte brancher, og der findes i øjeblikket løsninger til produktion, retail, handel og

engros, vin og spiritus og transport m.v.

Digitale salgsregistreringssystemer indeholder en elektronisk journal, som ”logger” alle handlinger,

der foretages på eller via det digitale salgsregistreringssystem. Den elektroniske journal vil være

omfattet af bogføringslovens § 3 om regnskabsmateriale. Derved vil den elektroniske journal skulle

opbevares i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører, jf. bogføringslovens § 10, stk.

Efter den foreslåede bestemmelse er det tanken, at der vil blive fastsat følgende krav til, hvilke

funktioner salgsregistreringssystemet skal indeholde:

Salgsregistreringssystemet skal kunne benyttes af alle brancher, der har salg til private, og alle

handlinger, der foretages via systemet, skal registreres i en elektronisk journal, som skal indeholde

et unikt serienummer fra salgsregistreringssystemet, så der findes et transaktionsspor.

Salgsregistreringssystemet skal kunne danne en rapport udvisende dagens omsætning, der efter

registrering i den elektroniske journal nulstiller salgstællerne m.v. (en såkaldt Z-rapport).

Der skal kunne dannes en rapport vedrørende virksomhedens omsætning indtil dannelse af

rapporten uden nulstilling af salgstællere m.v. (såkaldt X-rapport).

Salgsregistreringssystemet skal kunne producere en fil direkte fra den elektroniske journal i

OECD’s standardformat, SAF-T,

som let skal kunne overføres digitalt til Skatteforvaltningen.

Salgsregistreringssystemet skal indeholde funktioner, der gør det muligt at integrere forskellige

typer af betalingsmidler (kontant, kreditkort, mobilbetaling m.v.) med særskilte totaler. De digitale

betalingsmidler

–

f.eks. kreditkort og mobilbetaling m.v.

–

vil således skulle være koblet til

salgsregistreringssystemet. Digitale betalinger (kreditkort- og mobilbetalinger) erstatter i stigende

grad kontantbetaling. For at sikre et transaktionsspor for sådanne transaktioner er det afgørende, at

disse data registreres og lagres i salgsregistreringssystemet.

Salgsregistreringssystemet skal være udstyret med indbygget ur og dato samt en printerfunktion,

bl.a. til udskrivninger af boner

–

såkaldte forenklede fakturaer, jf. § 63 i momsbekendtgørelsen,

bekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015, hvis ikke salgsregistreringssystemet kan udstede

kasseboner elektronisk. Det bemærkes, at elektroniske kasseboner vil blive sidestillet med fysiske

kasseboner.

Er salgsregistreringssystemet beregnet til at blive benyttet af flere sælgere, skal det kunne registrere

totaler separat for hver sælger.

Ved undervisning i brugen af salgsregistreringssystemet og lignende registreringer, uden et reelt

salg ligger bag,

skal kassebonen tydeligt mærkes med f.eks. ”test – ikke gyldig” eller ”undervisning

– ikke gyldig” og må ikke kunne forveksles med ordinære kasseboner.

Modtager virksomheden kontanter, skal salgsregistreringssystemet tillige have en kasseskuffe til

opbevaring af kontanter eller mulighed for vekselkasse (opgørelse over mønt- og seddeltyper).

Efter den foreslåede bestemmelse vil der tillige blive fastsat, hvilke funktioner

salgsregistreringssystemet ikke må indeholde.

Nogle kasseapparater indeholder funktioner, der gør det muligt at slette, redigere eller tilføje

oplysninger i den elektroniske journal, ligesom det for nogle kasseapparater er muligt at integrere

software eller hardware, der gør det muligt at slette, redigere eller tilføje oplysninger i den

elektroniske journal. Denne mulighed er en stor udfordring i relation til at kontrollere

virksomhedens salgstransaktioner, herunder om der er opkrævet, angivet og afregnet moms i

overensstemmelse med de gældende regler herom.

Der vil således blive fastsat regler om, at salgsregistreringssystemet ikke må indeholde funktioner,

der gør det muligt at slette, redigere eller tilføje oplysninger i den elektroniske journal, og regler

om, at salgsregistreringssystemet ikke må kunne sammenkobles eller integreres med software eller

hardware, der gør det muligt at slette, redigere eller tilføje oplysninger i den elektroniske journal.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at kunne påvirke og øge efterretteligheden og

regelefterlevelsen for derigennem i højere grad at sikre en korrekt salgsregistrering.

Det er af afgørende betydning for Skatteforvaltningens kontrol af, om der sker korrekt opkrævning,

angivelse og afregning af moms, at der findes et tilstrækkeligt dokumenteret datagrundlag i relation

til virksomhedens salgsregistrering. Forslaget skal således ses i lyset af Skatteforvaltningens behov

for, at der findes et tilstrækkeligt dokumenteret datagrundlag i relation til virksomhedens

salgsregistrering, når det skal kontrolleres, om der er sket korrekt opkrævning, angivelse og

afregning af moms. Det er dog ikke teknisk muligt at sikre, at alt salg registreres og rapporteres. Det

foreslåede initiativ vil således ikke løse problemstillinger vedrørende salg, som ikke slås ind på

kasseapparatet.

Der foreslås indsat en bestemmelse i momslovens

§ 55 b,

hvorefter virksomheder, der modtager

digital betaling, og som er pålagt at benytte et digitalt salgsregistreringssystem, skal integrere de

forskellige typer af digitale betalingsløsninger i salgsregistreringssystemet.

Forslaget skal ses i lyset af et ønske om i højere grad at sikre en korrekt registrering af

salgstransaktioner blandt virksomheder, som er kendetegnet ved en generel lav regelefterlevelse og

en relativt høj andel af bevidste fejl.

Både store og små virksomheder modtager i stadig større udstrækning digitale betalingsmidler f.eks.

ved betaling med betalingskort og forskellige former for mobile betalinger. Det generelle billede er,

at større virksomheder har koblet deres salgsregistreringsløsninger til en betalingskortterminal, og at

visse virksomheder ligefrem har integreret betalingskortterminalerne til f.eks. Dankort eller visse

mobile tjenester som Mobile Pay.

Forslaget indebærer, at det ved at integrere forskellige tekniske løsninger vil blive muligt at

registrere et transaktions-ID for betalingen i salgsregistreringssystemets elektroniske journal.

Forslaget forventes derved at ville have en positiv effekt på antallet af registrerede

salgstransaktioner, ligesom transaktionssporet i forhold til digitale betalinger vil være sikret i den

elektroniske journal.

Det vil være virksomhedsejeren eller den ansvarlige daglige ledelse, der bærer ansvaret for, at

integrationen mellem evt. betalingsløsninger og det digitale salgsregistreringssystem fungerer i

overensstemmelse med de gældende krav og specifikationer.

Det foreslås, at skatteministeren efter momslovens

§ 55 c, stk. 1,

vil kunne fastsætte nærmere regler

om, hvilke brancher der generelt skal benytte et digitalt salgsregistreringssystem.

Det er tanken, at et generelt påbud om at benytte et salgsregistreringssystem vil skulle gives til

virksomheder inden for brancher, hvor der vurderes at være en særligt forhøjet risiko for fejl i

registreringen af salgstransaktioner.

Det fremgår af aftalen

”Styrket indsats mod sort arbejde”,

at partierne bag aftalen er enige om, at

virksomheder inden for brancherne

”caféer,

værtshuse, diskoteker

m.v.”, ”pizzeriaer,

grillbarer,

isbarer, m.v.”,

”købmænd

og døgnkiosker” samt

”restauranter”

generelt skal benytte digitale

salgsregistreringssystemer. Valget af brancher er sket på baggrund af resultaterne fra

Skatteforvaltningens compliancedata for årene 2008-2014.

Brancherne er valgt ud fra et hensyn om at målrette påbuddet mod brancher med flest

salgsregistreringsfejl, og hvor et påbud om anvendelse af digitale salgsregistreringssystemer dermed

forventes at ville have den største effekt. De udvalgte brancher er kendetegnet ved en generel lav

regelefterlevelse og en relativt høj andel af virksomheder, der begår bevidste fejl.

Det bemærkes, at et påbud om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem ikke vil kunne omgås

ved enten at ændre registreringen af en igangværende virksomhedens branchekode, eller ved at lade

sin nyregistrerede virksomhed registrere inden for en anden branche end de fire nævnte, hvis der

reelt drives virksomhed inden for en af de nævnte brancher.

Det er virksomhedens faktiske aktivitet, der vil være afgørende for, om den pågældende virksomhed

vil være omfattet af kravet om at skulle benytte et digitalt salgsregistreringssystem eller ej. Et påbud

om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem består uanset, hvilken branchekode virksomheden

måtte være registreret under, hvis virksomhedens faktiske aktivitet er omfattet af de oven for

nævnte brancher.

Det foreslås, at et påbud om generelt at skulle benytte et digitalt salgsregistreringssystem alene skal

kunne gives til afgiftspligtige personer, jf. momslovens § 3, med en omsætning under 10 mio. kr.,

og at virksomhederne i de pågældende brancher sikres den fornødne tid til at kunne opfylde kravet

om at benytte et digitalt salgsregistreringssystem. Skatteforvaltningens brancheanalyse viser, at

langt størstedelen af virksomhederne i de fire brancher har en momspligtig omsætning på under 10

mio. kr. Der er således kun ca. 750 virksomheder, som ikke omfattes af kravet som følge af den

valgte omsætningsgrænse.

Det foreslås at give virksomheder med aktiviteter inden for de udvalgte brancher en rimelig

indfasningsperiode til at anskaffe et digitalt salgsregistreringssystem, der lever op til de nye

standarder. Det forventes som nævnt, at digitale salgsregistreringssystemer med de påkrævede nye

standarder vil kunne udbydes af leverandørerne af digitale salgsregistreringssystemer medio 2021.

Fristen for anskaffelsen af nye salgsregistreringssystemer for virksomheder, der er omfattet af de

udvalgte risikobrancher, vil

–

af hensyn til at sikre virksomhederne en rimelig indfasningsperiode

–

være den 1. januar 2024.

Det foreslås, at skatteministeren efter momslovens

§ 55 c, stk. 2,

vil kunne fastsætte regler om,

hvilke krav der stilles til digitale salgsregistreringssystemer, herunder regler om, hvilke funktioner

salgsregistreringssystemet ikke må indeholde. Det, der kan fastsættes nærmere regler om, er regler,

der beskriver de overordnede krav til det digitale salgsregistreringssystem. Dvs. regler, der

definerer, hvilke funktioner salgsregistreringssystemet skal have, og hvilke funktioner

salgsregistreringssystemet ikke må have.

Der findes en række forskellige salgsregistreringssystemer på det danske marked, herunder de

traditionelle kasseapparater, softwarebaserede løsninger på PC eller via tablet og fuldt integrerede

løsninger baseret på bagvedliggende Enterprise ressource planning systemer (ERP).

ERP er betegnelsen for et softwareprogram, der håndterer størstedelen af en virksomheds

funktionelle områder. ERP integrerer alle virksomhedens funktioner

–

f.eks. ordrebehandling, salg,

indkøb, lagerstyring og økonomisystem. ERP bygger oftest på én fælles database for hele

virksomheden. ERP hjælper til med den interne organisering af input og output fra virksomheden

samt til at holde styr på forretningstransaktioner. Det er også muligt at købe et ERP system, som er

målrettet til bestemte brancher, og der findes i øjeblikket løsninger til produktion, retail, handel og

engros, vin og spiritus og transport m.v.

Digitale salgsregistreringssystemer indeholder en elektronisk journal, som ”logger” alle handlinger,

der foretages på eller via det digitale salgsregistreringssystem. Den elektroniske journal vil være

omfattet af bogføringslovens § 3 om regnskabsmateriale. Derved vil den elektroniske journal skulle

opbevares i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører, jf. bogføringslovens § 10, stk.

Det er tanken, at der efter den foreslåede bestemmelse vil blive fastsat nedenstående krav til, hvilke

funktioner salgsregistreringssystemet skal indeholde.