Skatteudvalget 2018-19 (2. samling)
SAU Alm.del Bilag 44
Offentligt
16. september 2019
J.nr. 2019 - 8346
Til Folketinget
–
Skatteudvalget
Til udvalgets orientering oversendes Skattestyrelsens redegørelse vedrørende arbejdet på
udbytteområdet. Redegørelsen er en opfølgning på Skattestyrelsens status på bankord-
ning, som blev oversendt til Folketinget i november 2018.
Som det fremgår har Skattestyrelsen for nyligt rejst betalingskrav til en dansk bank på 900
mio. kr. som følge af en udbetaling i den daværende bankordning.
På baggrund af Skattestyrelsens status har jeg bedt styrelsen om inden årets udgang at ud-
arbejde en samlet redegørelse om udbyttefrikort, dvs. både de udenlandske og de danske
udbyttefrikort. Jeg ønsker vished for, at Skattestyrelsen har været alt igennem, og at den
fremadrettede administration er tilstrækkelig robust.
Der har gennem flere år været arbejdet med en ny udbyttemodel, der forudsætter, at ban-
kerne tager et større ansvar end hidtil. Jeg kan oplyse, at jeg har sikret fuldt fokus på, at
forhandlingerne med bankerne om en ny model for udbetaling af refusion af udbytteskat
landes hurtigst muligt. Jeg lægger vægt på, at bankerne fremadrettet skal tage større ansvar
for korrekt administration, så udfordringerne i den tidligere bankordning ikke gentager
sig. Det er min klare forventning, at bankerne indvilger i at tage dette ansvar på sig, så vi
kan komme videre med udarbejdelse af lovgivning og efterfølgende implementering af en
sådan model.
Som led i en ny model for udbetaling af refusion af udbytteskat ønsker jeg, at den nuvæ-
rende ordning med udbyttefrikort afskaffes og erstattes af en model med strammere krav
til administration og løbende kontrol.
Jeg vil invitere Folketingets partier til drøftelser om det nærmere indhold af ny model for
udbetaling af refusion af udbytteskat, så snart der foreligger en aftale med bankerne.
Morten Bødskov
/ Julie Lungholt