Skatteudvalget 2018-19 (2. samling)
SAU Alm.del Bilag 43
Offentligt
2076038_0001.png
13. september 2019
J.nr. 2019 - 1710
Resumé af forslag til lov om ændring af lov om afgift af
elektricitet, lov om afgift af naturgas og bygas m.v., lov
om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. og lov om
energiafgift af mineralolieprodukter m.v.
Lovforslaget implementer dele af aftale om øget udnyttelse af overskudsvarme, som blev
indgået mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Det Radi-
kale Venstre og Socialistisk Folkeparti den 28. marts 2019.
Med aftalen er aftaleparterne enige om at omlægge reglerne for overskudsvarme for at
øge udnyttelsen af overskudsvarmen. Aftalen indebærer desuden væsentlige regelforenk-
linger og afgiftslempelser. Med aftale om øget udnyttelse af overskudsvarme skal den for-
ventede udnyttelse af overskudsvarme forøges med ca. 35 pct. i forhold til i dag.
De gældende regler for beskatning af overskudsvarme er vanskelige at administrere og gi-
ver usikre rammevilkår i forhold til at investere i udnyttelsen af overskudsvarme, da over-
skudsvarmeafgiften fastsættes på baggrund af det vederlag, der opnås for overskudsvar-
men. Der er i praksis opstået usikkerhed om, hvilke omkostninger der skal medregnes i
vederlaget. Det foreslås derfor, at reglerne for beskatning af overskudsvarme forenkles, så
reglerne bedre kan administreres og kontrolleres. Derudover foreslås en række lempelser,
der samlet skal øge udnyttelsen af overskudsvarme.
Det foreslås, at overskudsvarmeafgiften omlægges til en fast afgift på 25 kr. pr. GJ varme.
Derudover foreslås, at der indføres en lempet afgift på 10 kr. pr. GJ varme for ekstern
overskudsvarme, såfremt virksomheden vælger at indgå i en aftaleordning med Energisty-
relsen i relation til overskudsvarme. Endvidere foreslås det, at der fastsættes en over-
gangsordning på 15 år for de virksomheder, der har indrettet sig efter de gældende regler,
som fortsat kan anvende gældende regler i denne overgangsperiode. Herved sikres, at gæl-
dende kontrakter om leverancer af overskudsvarme ikke påvirkes af omlægningen.
Lovforslaget skønnes at indebære et samlet mindreprovenu på ca. 130 mio. kr.
Det foreslås, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, da det vur-
deres nødvendigt at gennemføre en dialog med Europa-Kommissionen for at sikre, at
den samlede omlægning af overskudsvarmeafgiften er forenelig med EU´s statsstøttereg-
ler.