SAU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 34: Lovudkast: Forslag til Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og skatteindberetningsloven (Kommunale forsyningsvirksomheders valg af privat inddrivelse, restanceinddrivelsesmyndighedens overvæltning af omkostninger på skyldner ved inddrivelse i udlandet og ophævelse af fradragsret for renter af fordringer under inddrivelse m.v.)

Skatteudvalget 2018-19 (2. samling)
SAU Alm.del Bilag 34
Offentligt

Skatteministeriet

Udkast

J.nr. 2019-3365

Forslag

til

Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og skatteindberetningsloven

(Kommunale forsyningsvirksomheders valg af privat inddrivelse, restanceinddrivelsesmyndighe-

dens overvæltning af omkostninger på skyldner ved inddrivelse i udlandet og ophævelse af fra-

dragsret for renter af fordringer under inddrivelse m.v.)

§1

I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015,

som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 114 af 31. januar 2017, § 1 i lov nr. 285 af 29. marts 2017 og senest

ved § 1 i lov nr. 324 af 30. marts 2019, foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »§ 1 a« til: »§§ 1 a og 1 b«.

Efter § 1 a indsættes før overskriften før § 2:

»Kommunalt ejede forsyningsvirksomheders valg af privat inddrivelse

§ 1 b.

En kommunalt ejet forsyningsvirksomhed kan vælge, at ingen af forsyningsvirksomhedens

fordringer, der endnu ikke er eller har været overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, skal

være omfattet af loven, jf. dog 4. pkt. og stk. 3. Valget skal for at få gyldighed meddeles restanceind-

drivelsesmyndigheden senest den 1. april 2020, dog senest 3 måneder fra forsyningsvirksomhedens

opnåelse af retsevne, og har virkning fra modtagelsesdatoen. Efter at restanceinddrivelsesmyndighe-

den har modtaget denne meddelelse, kan forsyningsvirksomhedens fordringer, der endnu ikke er eller

har været overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, ikke overdrages til restanceinddrivelses-

myndigheden, jf. dog stk. 2. Renter og gebyrer, der vedrører fordringer, der allerede er eller har været

overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, fordringer, som sådanne gebyrer vedrører, samt op-

skrivningsfordringer til disse fordringer omfattes ikke af det valg, der kan foretages efter 1. pkt.

Stk. 2.

Når der er gået 3 år eller mere fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af meddelel-

sen i stk. 1, 2. pkt., kan den kommunalt ejede forsyningsvirksomhed ved en ny meddelelse til restan-

ceinddrivelsesmyndigheden vælge, at loven med virkning fra modtagelsen af meddelelsen skal gælde

for opkrævning og inddrivelse af fordringer, for hvilke den seneste rettidige betalingsdag er dagen

for modtagelsen af den ny meddelelse eller senere, og som ikke vedrører fordringer, der omfattes af

et valg efter stk. 1, 1. pkt.

Stk. 3.

§ 2, stk. 3, 2. pkt., og § 11 og rentelovens §§ 9 a og 9 b finder anvendelse for fordringer, for

hvilke en kommunalt ejet forsyningsvirksomhed i medfør af stk. 1 har valgt, at loven ikke skal gælde

SAU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 34: Lovudkast: Forslag til Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og skatteindberetningsloven (Kommunale forsyningsvirksomheders valg af privat inddrivelse, restanceinddrivelsesmyndighedens overvæltning af omkostninger på skyldner ved inddrivelse i udlandet og ophævelse af fradragsret for renter af fordringer under inddrivelse m.v.)

for opkrævning og inddrivelse.«

§ 4, stk. 1,

indsættes efter »rækkefølge«: », jf. dog stk. 7«.

§ 4

indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:

»Stk. 7.

Restanceinddrivelsesmyndighedens krav efter § 6 a, stk. 1, har forrang i forhold til dæknin-

gen efter stk. 1-6.«

Stk. 7 bliver herefter stk. 8.

§ 4, stk. 7,

der bliver stk. 8, ændres »stk. 1-6« til: »stk. 1-7«.

Overskriften

før § 5 affattes således:

»Rente og gebyr m.v.«

Efter § 5 a indsættes:

»§ 5 b.

Renten, der påløber fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er

ikke fradragsberettiget.«

Efter § 6 indsættes før overskriften før § 7:

»§ 6 a.

Skyldneren skal betale restanceinddrivelsesmyndighedens rimelige omkostninger ved uden-

retlig inddrivelse i udlandet gennem en privat inkassator, som restanceinddrivelsesmyndigheden har

antaget til at bistå med inddrivelsen i udlandet. Dette gælder dog ikke, i det omfang inddrivelsen var

uretmæssig.

Stk. 2.

Restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse om skyldnerens pligt til betaling af de i

stk. 1, 1. pkt., nævnte omkostninger. Afgørelsen har virkning fra afgørelsestidspunktet og er gyldig,

selv om afgørelsen ikke kan meddeles skyldner.

Stk. 3.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke omkostninger restanceinddrivelses-

myndigheden kan kræve betalt efter stk. 1.«

§2

I skatteindberetningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1536 af 19. december 2017, som ændret

senest ved § 9 i lov nr. 84 af 30. januar 2019, foretages følgende ændring:

§ 13, stk. 5,

udgår », og om indberetning af renter efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige«.

Ikrafttræden m.v.

§3

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2020. jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

§ 2 træder i kraft den 1. januar 2021.

Stk. 3.

Ved opgørelsen af den kommunale slutskat og kirkeskat for indkomståret 2020 efter § 16 i lov

om kommunal indkomstskat korrigeres den opgjorte slutskat for den beregnede virkning af de æn-

dringer i udskrivningsgrundlaget for kommuneskat og kirkeskat for 2020, der følger af denne lovs §

1, nr. 7.

Stk. 4.

Den beregnede korrektion af den kommunale slutskat og kirkeskat efter stk. 3 fastsættes af

social- og indenrigsministeren på grundlag af de oplysninger vedrørende indkomståret 2020, der fo-

religger pr. 1. maj 2022.

Stk. 5.

§ 1, nr. 8, finder ikke anvendelse på omkostninger, der af en privat inkassator er opkrævet hos

restanceinddrivelsesmyndigheden før den 1. januar 2020.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

2. Lovforslagets indhold

2.1. Kommunalt ejede forsyningsvirksomheders valg af privat inddrivelse

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Lovforslaget

2.2. Restanceinddrivelsesmyndighedens overvæltning af omkostninger på skyldner ved brug af privat

inkassator til inddrivelse i udlandet

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Lovforslaget

2.3. Ophævelse af fradragsret for renter af fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelses-

myndigheden

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Lovforslaget

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Siden det den 8. september 2015 blev besluttet at stoppe al automatisk inddrivelse af gæld til det

offentlige via Ét Fælles Inddrivelsessystem (EFI) og DebitorMotorInddrivelse (DMI), er der iværksat

en række initiativer og gennemført flere lovgivningstiltag med henblik på at genoprette den offentlige

gældsinddrivelse. Som led i denne genopretning indgik den daværende regering (Venstre, Liberal

Alliance og Det Konservative Folkeparti) samt Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten,

Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti »Aftale om styrkelse af den offentlige

gældsinddrivelse« af 8. juni 2017 med henblik på at sikre grundlaget for en sikker og effektiv frem-

adrettet inddrivelse af gæld til det offentlige.

I forlængelse heraf er det fundet nødvendigt at gennemføre regler, der styrker inddrivelsen af gæld

over for skyldnere bosat i udlandet. Inddrivelsen af gæld i udlandet er ofte forbundet med relativt

store omkostninger, og det foreslås derfor at fastsætte regler om, at Gældsstyrelsen ved antagelse af

en privat inkassator til at bistå med inddrivelsen i udlandet skal have mulighed for at overvælte om-

kostningerne herved på skyldneren. Private forsyningsselskaber anvender privat inkasso ved inddri-

velse af deres krav. På baggrund heraf foreslås det også at gøre det muligt for kommunalt ejede for-

syningsvirksomheder at vælge privat inddrivelse og dermed fravælge offentlig inddrivelse via restan-

ceinddrivelsesmyndigheden. Derudover foreslås det at ophæve fradragsretten for inddrivelsesrenter,

der påløber den gæld, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

I forlængelse af den politiske aftale »Aftale om et nyt skattevæsen« af 18. november 2016 om en

fælles forståelse om nødvendigheden af at opbygge et nyt skattevæsen samt rammerne herfor indgik

den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) samt Socialde-

mokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti

»Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse« af 8. juni 2017.

Nærværende lovforslag fremsættes i forlængelse af denne aftale.

Det foreslås for det første, at de kommunalt ejede forsyningsvirksomheder, der i stort omfang er or-

ganiseret som aktieselskaber, skal gives mulighed for at vælge privat inddrivelse af fordringer, der

ikke er eller har været under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Valget vil

–

på nær

enkelte undtagelser

–

omfatte samtlige af den kommunalt ejede forsyningsvirksomheds fordringer,

der endnu ikke er eller har været overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden. Det foreslås, at der

samtidig skal være mulighed for at pålægge skyldnerne at betale de inddrivelsesomkostninger, som

opstår ved denne inddrivelse, og kræve rykkergebyrer og

–

hvis en privat inkassator antages til at

bistå med inddrivelsen

–

inkassogebyr. De kommunalt ejede forsyningsvirksomheder har således i

længere tid ytret ønske om selv at kunne forestå inddrivelsen frem for at skulle benytte sig af restan-

ceinddrivelsesmyndigheden. Det foreslås, at valget af privat inddrivelse skal være foretaget og med-

delt restanceinddrivelsesmyndigheden senest tre måneder fra den for loven foreslåede ikrafttrædel-

sesdato, som er den 1. januar 2020. For fremtidige kommunalt ejede forsyningsvirksomheder foreslås,

at fristen på tre måneder skal regnes fra den dag, hvor virksomheden opnår retsevne, dvs. evnen til at

erhverve rettigheder såsom fordringer og indgå forpligtelser. Det vil f.eks. være stiftelsesdatoen, hvis

der er tale om et interessentskab, eller datoen for registrering i Erhvervsstyrelsens it-system, hvis der

er tale om et kapitalselskab (aktie- eller anpartsselskab). Det foreslås, at kommunalt ejede forsynings-

virksomheder, der har valgt privat inddrivelse, skal have mulighed for tidligst efter tre år at vende

tilbage til den offentlige inddrivelse via restanceinddrivelsesmyndigheden. Skyldnere, hvis forsy-

ningsvirksomhed har valgt privat inddrivelse, vil derfor kunne være omfattet af såvel offentlig som

privat inddrivelse for forsyningsvirksomhedens fordringer mod skyldneren, da de fordringer, der er

eller har været under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, foreslås at skulle forblive

under offentlig inddrivelse, ligesom skyldneren kan have anden gæld, der ligeledes inddrives af re-

stanceinddrivelsesmyndigheden. Sådanne skyldnere vil derfor kunne opleve øgede inddrivelsesom-

kostninger.

Det foreslås for det andet, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved antagelse af en privat inkassator

–

f.eks. et inkassobureau, der opererer i andre lande

–

til at bistå med inddrivelsen i udlandet skal

have mulighed for at overvælte omkostningerne til en sådan bistand på skyldneren. Skyldnere, der

befinder sig i udlandet, udgør en særlig udfordring for restanceinddrivelsesmyndigheden, fordi ind-

drivelsesmulighederne typisk vil være begrænsede. Er der hverken aktiver eller A-indkomst i Dan-

mark, vil inddrivelse via udlæg og lønindeholdelse ikke være en mulighed for restanceinddrivelses-

myndigheden. For mange fordringstyper, f.eks. studiegæld, findes der ingen multi- eller bilaterale

aftaler om inddrivelsesbistand fra inddrivelsesmyndighederne i det land, hvor skyldneren befinder

sig. I sådanne tilfælde vil brugen af et inkassobureau, der kan opsøge skyldneren i udlandet og søge

at opnå betaling hos denne, kunne være eneste option, men udgifterne til en sådan bistand vil i dag

som udgangspunkt skulle afholdes af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvilket gør, at der vil være

et misforhold mellem udgifterne til forsøget på inddrivelse og udsigten til, at der rent faktisk sker

inddrivelse. Baggrunden for forslaget er således et ønske om at forbedre mulighederne for inddrivelse

i udlandet, ved at det ikke længere vil være restanceinddrivelsesmyndigheden, der vil skulle dække

meromkostningerne ved inddrivelsen i udlandet.

Det foreslås for det tredje at forenkle reglerne, ved at fradragsretten for inddrivelsesrenter ophæves

med virkning fra og med indkomståret 2020. Inddrivelsesrenter er de renter, der påløber fordringer

under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal

hvert år til brug for årsopgørelsen til Skattestyrelsen indberette inddrivelsesrenter og samtidig mar-

kere, om der vedrørende den fordring

–

dvs. det gældsforhold

–

som inddrivelsesrenterne er beregnet

af, består ubetalte renter for tidligere år. Restancemarkeringen, der er nødvendig, fordi fradragsretten

i sådanne tilfælde udskydes, vil ikke i alle tilfælde kunne foretages korrekt. Det skyldes, at visse

opkrævningsrenter er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden fra fordringshaver, uden at det

med sikkerhed kan afgøres, hvilken fordring de vedrører. Det gælder bl.a. renter af personskatter fra

Skatteforvaltningens KOBRA-system og renter fra skattekontoen, der rummer ind- og udbetalinger

fra og til virksomheder, der er momspligtige, indeholdelsespligtige vedrørende A-skat m.v. Det kan

også tænkes, at fordringshaver ikke har oversendt alle opkrævningsrenter til restanceinddrivelses-

myndigheden, hvorfor der er ubetalte opkrævningsrenter, som restanceinddrivelsesmyndigheden ikke

har kendskab til, og en restancemarkering vil derfor ikke med sikkerhed være korrekt. Disse restan-

cemarkeringsproblemer vil ophøre, hvis fradragsretten vedrørende inddrivelsesrenter ophæves. Det

foreslås samtidig, at en bemyndigelse for skatteministeren til at fastsætte nærmere regler om restan-

ceinddrivelsesmyndighedens indberetning af inddrivelsesrenter ophæves, da der ved en ophævelse af

fradragsretten ikke længere vil være brug for denne bemyndigelse.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Kommunalt ejede forsyningsvirksomheders valg af privat inddrivelse

2.1.1. Gældende ret

Kommunalt ejede forsyningsvirksomheder, der er udskilt fra den kommunale forvaltning i selvstæn-

dige selskaber m.v. i form af f.eks. aktie-, anparts- eller interessentskaber, som ejes 100 pct. af kom-

munen eller af flere kommuner, er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. Skat-

teforvaltningens styresignal SKM2010.86.SKAT og forudsætningsvist § 2, stk. 8 og 9, i lov om ind-

drivelse af gæld til det offentlige. Fordringer, som tilhører sådanne virksomheder, skal derfor inddri-

ves af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Der er forskellige krav til de kommunalt ejede forsyningsvirksomheders organisationsform, afhængig

af hvilken type forsyningsvirksomhed der er tale om. Efter § 15, stk. 1, 1. pkt., i lov om vandsektorens

organisering og økonomiske forhold kan kommuner kun deltage i aktiviteter forbundet med vand- og

spildevandsforsyning, hvis aktiviteterne udøves i et eller flere selskaber, som drives i aktie- eller an-

partsselskabsform, idet lovens § 32 dog gør en undtagelse for vandselskaber, som ved lovens ikraft-

træden den 1. juli 2009 var organiseret i kommunale fællesskaber efter § 60 i lov om kommunernes

styrelse (§ 60-selskaber). § 60-selskaber inden for forsyningsområdet er oftest etableret som interes-

sentskaber. Der er en fast praksis om, at et kommunalt fællesskab ikke kan etableres som kapitalsel-

skab.

Inden for forsyningsområderne affald og varme findes intet tilsvarende krav om, at virksomhederne

alene må organiseres som kapitalselskaber. Efter § 45, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse skal kommu-

nen forestå håndteringen af affald. Lov om miljøbeskyttelse indeholder ingen regler om etablering af

forsyningsselskaber på affaldsområdet. Det følger dog af kommunalfuldmagten, at kommuner uden

særskilt lovhjemmel lovligt kan beskæftige sig med forsyningsvirksomhed. For varmeforsyningsvirk-

somheder er der ikke noget krav om anvendelse af et kapitalselskab. Dog skal driften af et anlæg til

fremføring af opvarmet vand eller damp udøves i et selvstændigt selskab, såfremt anlægget ikke ejes

af en eller flere kommuner, af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet det pågældende anlæg, eller

af kommuner og forbrugere i forening. Tilsvarende skal driften udøves i et selvstændigt selskab, så-

fremt kommuner, forbrugere eller disse i forening ikke ejer alle ejerandele i en virksomhed, der ejer

fremføringsanlægget. Selskabet, som driften af fremføringsanlægget skal udøves i, må ikke varetage

anden virksomhed, medmindre dette sker i et andet selvstændigt selskab. Se herom § 23 g, stk. 1, i

lov om varmeforsyning. Kommuner, der helt eller delvist ejer fjernvarmevirksomheder, kan udøve

fjernkølingsvirksomhed med henblik på at fremme energieffektiv køling og udnytte synergieffekter

med fjernvarme, jf. § 2 i lov om fjernkøling. Efter § 3 skal kommuners udøvelse af fjernkølingsvirk-

somhed efter § 2 ske på kommercielle vilkår i selvstændige selskaber med begrænset ansvar, hvori

der ikke må udøves andre aktiviteter end fjernkøling, jf. dog stk. 2, der bestemmer, at hvis en kom-

mune udøver fjernkølingsvirksomhed som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om varmeforsyning, skal

dette ske på kommercielle vilkår. Tilsvarende gælder for en kommunes udøvelse af netvirksomhed

til udnyttelse af køling fra fjernkølingsvirksomhed som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om varmefor-

syning.

Kommunalt ejede forsyningsvirksomheder, der drives som kapitalselskaber, kan først erhverve ret-

tigheder og indgå forpligtelser

–

dvs. opnå retsevne

–

når registreringen er sket i Erhvervsstyrelsens

it-system, jf. selskabslovens § 41, stk. 1. Hvis forsyningsvirksomheden drives gennem en juridisk

person, der ikke er et kapitalselskab, dvs. f.eks. et interessentskab, opnås retsevnen allerede ved stif-

telsen af den juridiske person.

Efter selskabslovens § 236 kan et kapitalselskab i medfør af bestemmelserne i selskabslovens kapitel

15 opløses uden likvidation ved overdragelse af kapitalselskabets aktiver og forpligtelser som helhed

til et andet kapitalselskab mod vederlag til de ophørende kapitalselskabers kapitalejere, dvs. uegentlig

fusion, og det samme gælder, når to eller flere kapitalselskaber sammensmeltes til et nyt kapitalsel-

skab, dvs. egentlig fusion. I § 250, stk. 1, bestemmes, at fusionen anses for gennemført, og et ophø-

rende kapitalselskab anses for opløst, og dets rettigheder og forpligtelser anses for overgået som hel-

hed til det fortsættende kapitalselskab, jf. dog stk. 2, når bl.a. krav, som fordringshaverne har anmeldt

efter § 243, er afgjort.

Om spaltning bestemmes i selskabslovens § 254, stk. 1, at generalforsamlingen i et kapitalselskab

kan træffe beslutning om spaltning af kapitalselskabet, hvorefter aktiver og forpligtelser som helhed

overdrages til flere bestående eller nye aktie- eller anpartsselskaber, der dannes ved spaltningens gen-

nemførelse, mod vederlag til det indskydende kapitalselskabs kapitalejere. Generalforsamlingen kan

med samme flertal træffe beslutning om en spaltning, hvorved kapitalselskabet overdrager en del af

sine aktiver og forpligtelser til et eller flere bestående eller nye kapitalselskaber, der dannes ved spalt-

ningens gennemførelse. I § 268, stk. 1, bestemmes, at spaltningen anses for gennemført, og det ind-

skydende kapitalselskabs rettigheder og forpligtelser anses for overgået til de modtagende kapitalsel-

skaber, jf. dog stk. 2, når bl.a. fordringshavernes krav anmeldt efter § 261 er afgjort.

Fordringer fra kommunalt ejede forsyningsvirksomheder overdrages til restanceinddrivelsesmyndig-

heden, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført, jf.

§ 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Fordringshaveren eller den, der på

dennes vegne opkræver fordringen, kan dog på skyldnerens anmodning tillade afdragsvis betaling

eller henstand med betalingen, jf. 2. pkt. Fordringer anses ifølge § 4, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse

nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige for modtaget hos restanceinddrivel-

sesmyndigheden ved registreringen i modtagelsessystemet og får prioritet i dækningsrækkefølgen fra

dette tidspunkt. Uanset tidspunktet for registreringen i modtagelsessystemet kan fordringer først dæk-

kes, når de er registreret i inddrivelsessystemet, jf. 2. pkt.

Dækningsrækkefølgen reguleres af § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter stk. 1

anvendes et beløb, der af restanceinddrivelsesmyndigheden er inddrevet eller modtaget ved frivillig

betaling, først til dækning af bøder, dernæst underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud for

offentlige krav, og endelig andre fordringer under inddrivelse. Hvis der inden for samme kategori

ikke kan ske dækning af alle fordringer, dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori de er modtaget

hos restanceinddrivelsesmyndigheden, idet et krav på rente dog dækkes før hovedfordringen, jf. stk.

2, 1. og 2. pkt.

Restanceinddrivelsesmyndigheden, der ved modtagelsen af en fordring til inddrivelse overtager de

kreditorbeføjelser, der knytter sig til denne, jf. § 3, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige, kan inddrive de kommunalt ejede forsyningsvirksomheders fordringer ved bl.a. afdragsordnin-

ger (§ 3, stk. 3), modregning (§§ 7-9 a), lønindeholdelse (§ 10) og udlæg (§ 11).

Lønindeholdelse er den bedst egnede form for tvangsinddrivelse af forsyningsvirksomhedernes typisk

beskedne fordringer, men lønindeholdelse forudsætter, at skyldners personnummer foreligger oplyst,

jf. lovforslag nr. L 48, Folketingstidende 2013-14, A, L 48 som fremsat, side 2. Derfor blev de regler,

der i dag findes i § 2, stk. 8 og 9, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, foreslået indført. Efter

§ 2, stk. 8, 1. pkt., skal en kommunalt ejet forsyningsvirksomhed eller den, som på vegne af forsy-

ningsvirksomheden opkræver fordringen, oplyse skyldnerens personnummer ved overdragelsen af

fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden. Hvis forsyningsvirksomheden ikke er i besiddelse

af skyldnerens personnummer, skal forsyningsvirksomheden eller den, som på vegne af forsynings-

virksomheden opkræver fordringen, inden overdragelsen af fordringen skriftligt anmode skyldneren

om at oplyse sit personnummer inden for en nærmere frist, jf. § 2, stk. 8, 2. pkt. Det skal fremgå af

den skriftlige anmodning, at forsyningsvirksomheden kan indhente skyldnerens personnummer fra

Det Centrale Personregister efter fristens udløb, jf. § 2, stk. 8, 3. pkt. Efter § 2, stk. 9, 1. pkt., kan

forsyningsvirksomheden eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen, ved henvendelse til

kommunalbestyrelsen efter forudgående entydig identifikation af skyldneren få oplyst skyldnerens

personnummer fra Det Centrale Personregister, hvis skyldneren ikke inden for den angivne frist i

lovens § 2, stk. 8, 2. pkt., har oplyst sit personnummer, eller hvis der er begrundet tvivl om oplysnin-

gernes rigtighed. Kommunalbestyrelsen skal behandle anmodningen senest 10 hverdage efter mod-

tagelsen af anmodningen, jf. § 2, stk. 9, 2. pkt. Overstiger fordringen inklusive renter, gebyrer og

andre omkostninger ikke 100 kr., kan fordringen ikke overdrages til inddrivelse hos restanceinddri-

velsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 2, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af

gæld til det offentlige.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil som nævnt også kunne foretage udlæg for de kommunalt ejede

forsyningsvirksomheders krav. Fogedretten kan efter retsplejelovens § 478, stk. 2, foretage udlæg for

krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret. Også restanceinddrivelsesmyndighedens pantefo-

geder kan foretage udlæg for krav med udpantningsret, forudsat at der er tale om krav, der opkræves

eller inddrives af det offentlige, jf. § 1 og § 3, stk. 1, 1. pkt., i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse

af skatter og afgifter m.v. Efter § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan fordringer, som

er omfattet af loven, med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger inddrives ved udpantning,

medmindre andet følger af lovens bilag 1. I bilag 1 gøres i afsnit II en undtagelse for visse civilretlige

fordringstyper. Til disse fordringer hører bl.a. erstatningskrav og andre krav, der skyldes mislighol-

delse af en kontrakt, og erstatningskrav uden for en kontrakt. Blandt de civilretlige fordringer, som

derimod er udstyret med udpantningsret efter § 11, er civilretlige fordringer, der ifølge lovgivningen

tilkommer en fordringshaver omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, idet det dog er

en forudsætning, at de betingelser, der ifølge den pågældende lovgivning stilles, for at kravet tilkom-

mer fordringshaver, er opfyldt, jf. bilag 1, afsnit II, nr. 1, litra a, nr. iv. I de tilfælde, hvor fordringer,

der modtages til inddrivelse fra kommunalt ejede forsyningsvirksomheder, er udstyret med udpant-

ningsret, kan restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder foretage udlægget, der skal ske i over-

ensstemmelse med retsplejelovens kapitel 45-47, medmindre andet er bestemt i loven, jf. § 5, stk. 1,

1. pkt., i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. Fogedretten træffer ifølge

§ 6, stk. 1, afgørelse om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over for pantefogeder. Afgørelsen

træffes efter reglerne i retsplejelovens §§ 499-503. Fristen for fremsættelse af indsigelser er 4 uger

fra forretningens foretagelse, jf. § 6, stk. 3, 3. pkt., i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af

skatter og afgifter m.v. Overholdes fristen ikke, afviser fogedretten indsigelsen, men fogedretten kan

dog undtagelsesvis indtil 1 år efter forretningen tillade, at en indsigelse behandles, jf. 4. og 5. pkt.

Efter § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal fordringer under inddrivelse

hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med undtagelse af bøder, forrentes med en årlig

rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Efter § 5, stk. 1, 2. pkt., i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige tilskrives renten fra den 1. i måneden efter fordringens modta-

gelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Efter § 6, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal der for udsendelse af rykkerskri-

velse vedrørende fordringer, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, betales et rykkerge-

byr på 140 kr. til restanceinddrivelsesmyndigheden. For iværksættelse af lønindeholdelse betales et

gebyr på 300 kr., og for tilsigelse til en udlægsforretning betales et gebyr på 450 kr., jf. § 33, nr. 2 og

3, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Efter § 17, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan restanceinddrivelsesmyn-

dighedens afgørelser om inddrivelse påklages til Landsskatteretten, der også kan behandle indsigelser

om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens admi-

nistration.

Inddrivelsesomkostninger for private forsyningsvirksomheder, som ikke omfattes af lov om inddri-

velse af gæld til det offentlige, er reguleret i renteloven. Renteloven gælder for rente af pengekrav på

formuerettens område, jf. dog §§ 8 og 8 a om henholdsvis forrentning af pengekrav uden for formue-

rettens område fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden, jf. §

8, stk. 1, og forrentning af sagsomkostninger, der er tilkendt ved dom eller anden retsafgørelse i en

borgerlig sag, fra fuldbyrdelsesfristens udløb, jf. § 8 a, stk. 1. Den ofte vanskelige sondring mellem

offentligretlige pengekrav og pengekrav på formuerettens område må ske ud fra den sædvanlige op-

fattelse af, hvad der henregnes til offentlig ret og privatret. Uden for formueretten falder pengekrav,

der udspringer af lovgivning, der skal varetage og er udtryk for offentligretlige hensyn. Det gælder

bl.a. pengekrav, der reguleres af skatte- og afgiftslovgivningen, sociallovgivningen og miljølovgiv-

ningen. Kunderne hos kommunalt ejede forsyningsvirksomheder, der f.eks. forestår affaldshåndtering

eller bortskaffelse af spildevand, vil være forpligtede til at modtage og betale for forsyningsydelsen.

Betalingsforpligtelsen hviler her ikke på det aftalegrundlag, der typisk kendetegner formueretlige

fordringer. Omvendt vil pengekrav, der udspringer af et aftaleforhold, normalt være formueretlige.

Rentelovens § 9 a gælder for alle inddrivelsesomkostninger vedrørende fordringer på formuerettens

område, mens lovens § 9 b gælder for rykker- og inkassogebyrer vedrørende sådanne fordringer, jf.

lovens § 1, stk. 2.

Efter rentelovens § 9 a, stk. 1, kan fordringshaveren kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens

rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen

med betalingen ikke beror på skyldneres forhold. Bestemmelsen omfatter både tilfælde, hvor for-

dringshaver selv forestår inddrivelsen af sin fordring (egeninkasso), og tilfælde, hvor fordringshaver

overlader det til en anden, f.eks. et inkassobureau eller en advokat, at forestå inddrivelsen af fordrin-

gen (fremmedinkasso). Efter § 9 a, stk. 3, 1. pkt., kan justitsministeren fastsætte nærmere regler for,

hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter stk. 1, med henblik på at udgifterne skal være

gennemsigtige og stå i passende forhold til fordringen, herunder regler om, at der ved fordringer inden

for bestemte beløbsgrænser alene kan kræves betaling op til visse maksimumsbeløb. Bemyndigelsen

er udmøntet i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i an-

ledning af forsinket betaling.

Om fremmedinkasso anføres i bekendtgørelsens § 3, stk. 1, 1. pkt., at fordringshaveren kan kræve

betaling af skyldneren for det hermed forbundne rimelige salærkrav. Dette gælder ifølge 2. pkt. dog

kun, hvis der forinden er sendt en rykkerskrivelse til skyldneren med angivelse af, at manglende be-

taling inden en frist på mindst 10 dage fra afsendelsen af rykkerskrivelsen vil kunne medføre, at der

pålægges yderligere inddrivelsesomkostninger, og det i øvrigt har været relevant at anmode den på-

gældende inkassator om at inddrive fordringen. I stk. 2 anføres, at det i stk. 1, 1. pkt., nævnte beta-

lingskrav ikke kan overstige det beløb, som er fastsat i bekendtgørelsens bilag 1.

Om egeninkasso anføres i bekendtgørelsens § 4, stk. 1, 1. pkt., at fordringshaveren kan kræve betaling

for rimelige udgifter til henholdsvis udarbejdelse og indgåelse af en betalingsaftale med skyldneren

(frivilligt forlig) og til administration heraf. Dette gælder ifølge 2. pkt. dog kun, hvis der forinden er

sendt en rykkerskrivelse til skyldneren med angivelse af, at manglende betaling inden en frist på

mindst 10 dage fra afsendelsen af rykkerskrivelsen vil kunne medføre, at der pålægges yderligere

inddrivelsesomkostninger, og det i øvrigt har været relevant at iværksætte de pågældende inddrivel-

sesskridt. I stk. 2 anføres, at det i stk. 1, 1. pkt., nævnte betalingskrav ikke kan overstige det beløb,

som er fastsat i bekendtgørelsens bilag 2.

Bilag 1 og 2 er senest blevet nyaffattet ved bekendtgørelse nr. 476 af 24. maj 2016 om ændring af

bekendtgørelse om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling. For for-

dringer i intervallet 0-1.000 kr. kan fordringshaveren eksempelvis maksimalt kræve 400 kr. ved frem-

medinkasso og 300 kr. ved egeninkasso. For fordringer på 500.001 kr. eller mere kan fordringshave-

ren ved fremmedinkasso maksimalt kræve 6.400 kr. plus 1 pct. af den del af fordringen, der overstiger

500.000 kr., mens maksimumbeløbet ved egeninkasso er 4.250 kr. plus 0,67 pct. af den del af for-

dringen, der overstiger 500.000 kr.

Efter rentelovens § 9 b, stk. 1, 1. pkt., kan fordringshaveren for rykkerskrivelser vedrørende fordrin-

ger kræve et rykkergebyr, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund. I stk. 2, 1. pkt., er

bestemt, at der kan kræves et rykkergebyr på højst 100 kr. for hver rykkerskrivelse, dog højst for 3

skrivelser vedrørende samme ydelse. Hvis skyldneren inden for en sammenhængende periode til sta-

dighed har været i restance vedrørende samme skyldforhold, kan der uanset 1. pkt. højst kræves ryk-

kergebyr for 3 skrivelser vedrørende restancerne i den pågældende periode, jf. 2. pkt. Der kan kun

kræves gebyr for rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages mellemrum, jf. 3. pkt.

Fordringshaveren kan ifølge § 9 b, stk. 1, 2. pkt., endvidere kræve et inkassogebyr for at anmode en

anden om at inddrive fordringen på fordringshaverens vegne (dvs. fremmedinkasso), såfremt dette er

sket med rimelig grund. Inkassogebyret må højst udgøre 100 kr., jf. stk. 3.

Lykkes det ikke at inddrive fordringen ved udenretlig inddrivelse, kan inddrivelse ske indenretligt via

retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse. For omkostninger ved en sådan retslig inddrivelse gæl-

der retsplejelovens regler om sagsomkostninger, jf. rentelovens § 9 a, stk. 5.

Fogedretten kan i medfør af retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1, foretage udlæg på grundlag af domme,

kendelser afsagt af domstole, eller af andre myndigheder, hvis afgørelser efter lovgivning kan tvangs-

fuldbyrdes, betalingspåkrav med påtegning efter lovens § 477 e, stk. 2, samt beslutninger om sags-

omkostninger truffet af de nævnte myndigheder. Udlæg kan også foretages på grundlag af bl.a. rets-

forlig, jf. § 478, stk. 1, nr. 2, udenretlige skriftlige forlig om forfalden gæld, når det udtrykkeligt er

bestemt i forliget, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse, jf. nr. 4, gældsbreve, der ikke er

omfattet af nr. 4, når det udtrykkeligt er bestemt i dokumentet, at det kan tjene som grundlag for

fuldbyrdelse, jf. nr. 5, og pantebreve, idet udlæg på grundlag af ejerpantebreve og skadesløsbreve dog

kun kan ske, når gældens størrelse og forfaldstidens indtræden er erkendt af skyldneren eller klart

fremgår af omstændighederne, jf. nr. 6.

Pengekrav fuldbyrdes ved udlæg i en så stor del af skyldnerens formue, som efter fogedrettens skøn

er nødvendig til dækning af kravet samt af omkostninger ved forretningen, jf. retsplejelovens § 507,

stk. 1.

I retsplejelovens § 501, stk. 1, er bestemt, at hvis skyldneren fremsætter indsigelser mod grundlaget

for fuldbyrdelsen, og hvis det efter den bevisførelse, der kan ske ved fogedretten, jf. stk. 2-4, findes

betænkeligt at fremme forretningen, nægter fogedretten at efterkomme fordringshaverens anmod-

ning. Efter lovens § 501, stk. 2, kan rigtigheden af domme, kendelser, betalingspåkrav med påtegning

efter lovens § 477 e, stk. 2, og indsigelser mod indenretlige forlig, som angår rettens virksomhed, jf.

§ 270, stk. 2, ikke gøres gældende under tvangsfuldbyrdelse. Efter § 501, stk. 4, kan fogedretten nægte

en bevisførelse, som på grund af dens omfang eller beskaffenhed eller af andre særlige grunde bør

ske under almindelig rettergang.

Efter retsplejelovens § 503, 1. pkt., kan fogedretten træffe bestemmelse om betaling af omkostninger

ved gennemførelsen af kravet.

2.1.2. Lovforslaget

Med henblik på at imødekomme et af de kommunalt ejede forsyningsvirksomheders brancheorgani-

sationer fremført ønske om valgfrihed mellem inddrivelse via restanceinddrivelsesmyndigheden og

privat inddrivelse foreslås det, at en kommunalt ejet forsyningsvirksomhed skal kunne vælge, at ingen

af forsyningsvirksomhedens fordringer, der endnu ikke er eller har været overdraget til restanceind-

drivelsesmyndigheden, skal være omfattet af loven. Valget af privat inddrivelse vil derfor omfatte

samtlige af den kommunalt ejede forsyningsvirksomheds fordringer, der endnu ikke er eller har været

overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, idet der dog foreslås enkelte undtagelser, jf. neden-

for.

Det foreslås, at valget skal meddeles restanceinddrivelsesmyndigheden senest den 1. april 2020, dvs.

3 måneder fra lovens ikrafttræden, for at få gyldighed. Der er således tale om, at alle kommunalt ejede

forsyningsvirksomheder skal tage stilling til, om de ønsker, at deres fordringer skal inddrives af re-

stanceinddrivelsesmyndigheden eller gennem privat inddrivelse. Hvis en kommunalt ejet forsynings-

virksomhed ønsker at forblive hos restanceinddrivelsesmyndigheden, skal den ikke foretage sig no-

get. Derimod skal der senest den 1. april 2020 gives meddelelse til restanceinddrivelsesmyndigheden,

hvis den kommunalt ejede forsyningsvirksomhed ønsker at overgå til privat inddrivelse.

For også at give kommunalt ejede forsyningsvirksomheder, der ved lovens ikrafttræden den 1. januar

2020 endnu ikke har opnået retsevne, dvs. mulighed for at erhverve rettigheder og indgå forpligtelser,

mulighed for at vælge privat inddrivelse foreslås, at meddelelsen om valget skal være meddelt restan-

ceinddrivelsesmyndigheden senest 3 måneder fra opnåelsen af retsevne. Som det fremgår ovenfor,

opnår kommunalt ejede forsyningsvirksomheder, der drives som kapitalselskaber, først retsevne, når

registreringen er sket i Erhvervsstyrelsens it-system, jf. selskabslovens § 41, stk. 1. Drives forsy-

ningsvirksomheden gennem en juridisk person, der ikke er et kapitalselskab, dvs. f.eks. et interes-

sentskab, opnås retsevnen allerede ved stiftelsen af den juridiske person. Det forudsættes, at den kom-

munalt ejede forsyningsvirksomhed i disse tilfælde over for restanceinddrivelsesmyndigheden oply-

ser og dokumenterer, hvornår retsevnen er opnået.

Efter at restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget meddelelsen, kan forsyningsvirksomhedens

fordringer, som omfattes af valget af privat inddrivelse, ikke længere overdrages til restanceinddri-

velsesmyndigheden, medmindre der 3 år eller senere gives restanceinddrivelsesmyndigheden med-

delelse om, at den kommunalt ejede forsyningsvirksomhed ønsker at vende tilbage til inddrivelse via

restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. det forslag, der omtales nedenfor.

Det indebærer for disse fordringer, at valget

–

på nær den omtalte undtagelse med et nyt valg 3 år

eller senere

–

fastholdes, selv om forsyningsvirksomheden efterfølgende indgår i en fusion eller spalt-

ning. Inddrivelsen af fordringer, for hvilke en kommunalt ejet forsyningsvirksomhed har valgt privat

inddrivelse, foreslås derfor at skulle fortsætte uændret efter en fusion eller spaltning, hvori den kom-

munalt ejede forsyningsvirksomhed indgår. Er to kommunalt ejede forsyningsvirksomheder, A og B,

der begge er kapitalselskaber, blevet fusioneret ved en uegentlig fusion med B som det fortsættende

selskab, vil de fordringer, for hvilke A valgte privat inddrivelse, forblive under privat inddrivelse,

selv om B med hensyn til sine fordringer valgte at forblive hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Opstår ved en egentlig fusion et nyt selskab, C, der ved opnåelsen af retsevne overtager de fordringer,

der tilhørte selskaberne A og B, vil C for de fordringer, der tilhørte B, ikke kunne vælge privat ind-

drivelse, hvis disse fordringer er eller har været under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden.

Når det foreslås, at der ikke skal kunne vælges privat inddrivelse for fordringer, der har været under

inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, men nu atter befinder sig hos den kommunalt

ejede forsyningsvirksomhed efter en tilbagesendelse af fordringen, skyldes det et ønske om at undgå,

at fordringer tilbagekaldes fra restanceinddrivelsesmyndigheden med det formål at vælge privat ind-

drivelse for fordringen. Fordringen kan være omfattet af en inddrivelsesindsats, f.eks. en lønindehol-

delse eller afdragsordning, som den vil skulle fjernes fra, hvis fordringshaver tilbagekalder fordringen

fra restanceinddrivelsesmyndigheden, og det vil udgøre en uønsket kompleksitet.

Endvidere foreslås, at renter og gebyrer, der vedrører fordringer, der allerede er eller har været over-

draget til restanceinddrivelsesmyndigheden, fordringer, som sådanne gebyrer vedrører, samt opskriv-

ningsfordringer til disse fordringer ikke omfattes af det valg, der kan foretages, jf. ovenfor.

Opskrivningsfordringer er udtryk for en beløbsmæssig justering af en fordring, der allerede er over-

draget til restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 7, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj

2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter opskrivning af en fordrings beløb kan ske

ved oversendelse af en særskilt fordring på det opskrevne beløb (opskrivningsfordring).

Forslaget skyldes ønsket om at holde en hovedfordring og tilknyttede underfordringer, dvs. renter og

gebyrer, samlet, hvilket bl.a. skyldes hensynet til at overholde forældelseslovens § 23, stk. 2, om

accessorisk forældelse, hvorefter en rente eller et gebyr bortfalder ved forældelse, hvis hovedfordrin-

gen rammes af forældelse. Hvis f.eks. en opkrævningsrente, der ikke tidligere er blevet overdraget til

restanceinddrivelsesmyndigheden og vedrører en hovedfordring, der er eller har været under inddri-

velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden og derfor ikke omfattes af muligheden for valg af privat

inddrivelse, jf. ovenfor, skulle kunne være omfattet af et valg af privat inddrivelse, vil det i forbindelse

med den private inddrivelse kunne være vanskeligt at få afklaret, om opkrævningsrenten gyldigt vil

kunne inddrives, hvilket ikke vil være tilfældet, hvis hovedkravet, der er under inddrivelse hos re-

stanceinddrivelsesmyndigheden, måtte være bortfaldet ved forældelse. Da vil også opkrævningsren-

ten være forældet.

Med fordringer, som de gebyrer, der vedrører fordringer, som allerede er eller har været overdraget

til restanceinddrivelsesmyndigheden, vedrører, er der tale om fordringer, der ikke er eller har været

overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden. Hvis der for disse skulle kunne vælges privat ind-

drivelse, vil restanceinddrivelsesmyndigheden ikke kunne håndtere den accessoriske forældelse efter

forældelseslovens § 23, stk. 2, hvorefter gebyrer forældes, hvis den hovedfordring, de vedrører, for-

ældes. Vedrører et gebyr flere hovedfordringer, indtræder den accessoriske forældelse af gebyret, når

den sidste hovedfordring forældes. Det er derfor nødvendigt, at også hovedfordringer, der vedrører

gebyrer, der vedrører en eller flere andre hovedfordringer, der er eller har været overdraget til restan-

ceinddrivelsesmyndigheden, skal inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, selv om de først-

nævnte hovedfordringer ikke er eller har været overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden. Ved-

rører et gebyr flere hovedfordringer, der alle er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-

den, gælder ifølge § 3 B, stk. 1, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at gebyret efter

modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden med hensyn til accessorisk forældelse efter for-

ældelseslovens § 23, stk. 2, alene anses at vedrøre det hovedkrav, som gebyret ved overdragelsen

oplyses at være knyttet til.

Endelig foreslås, at når der er gået 3 år eller mere fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse

af meddelelsen om valget af privat inddrivelse, jf. ovenfor, kan den kommunalt ejede forsyningsvirk-

somhed ved en ny meddelelse til restanceinddrivelsesmyndigheden vælge, at lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige med virkning fra modtagelsen af meddelelsen skal gælde for opkrævning og

inddrivelse af fordringer, for hvilke den seneste rettidige betalingsdag er dagen for modtagelsen af

den ny meddelelse eller senere, og som ikke vedrører fordringer, der omfattes af et tidligere meddelt

fravalg af lovens anvendelse, jf. ovenfor.

Fordringer, der skal forblive under privat inddrivelse, vil udløse opkrævningsrenter og eventuelt ge-

byrer efter den nye meddelelse om valget af, at lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal gælde

for opkrævning og inddrivelse af den kommunalt ejede forsyningsvirksomheds fordringer. Der kan

også være behov for opskrivninger. Selv om disse opkrævningsrenter, eventuelle gebyrer og opskriv-

ningsbeløb således skal betales senest på dagen for den ny meddelelse eller senere, findes det natur-

ligt, at også disse opkrævningsrenter, eventuelle gebyrer og opskrivningsbeløb skal forblive under

privat inddrivelse.

Det er tanken, at restanceinddrivelsesmyndigheden på internettet skal offentliggøre, hvilke kommu-

nalt ejede forsyningsselskaber der har valgt privat inddrivelse. Hermed sikres, at skyldnerne kan ori-

entere sig om, hvilken inddrivelse

–

via restanceinddrivelsesmyndigheden eller i privat regi

–

de risi-

kerer ved manglende betaling af deres gæld til forsyningsvirksomhederne.

Det foreslås, at bestemmelserne i rentelovens §§ 9 a og 9 b om henholdsvis overvæltning af inkasso-

omkostninger ved udenretlig inddrivelse og pålæg af rykker- og inkassogebyrer skal gælde tilsva-

rende for fordringer, som tilhører en kommunalt ejet forsyningsvirksomhed, der har meddelt restan-

ceinddrivelsesmyndigheden, at lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke skal gælde for op-

krævning og inddrivelse af dens fordringer. De kommunalt ejede forsyningsvirksomheders fordringer

vil som udgangspunkt være offentligretlige, da kunderne typisk ved lov vil være forpligtede til at

modtage ydelsen, jf. ovenfor i afsnit 2.1.1, og dermed falder disse fordringer uden for rentelovens

anvendelsesområde, der omfatter pengekrav på formuerettens område, jf. rentelovens § 1, stk. 1. For

de fordringer, der kommer under privat inddrivelse, vil rentelovens §§ 9 a og 9 b derfor skulle finde

anvendelse, selv om fordringerne er offentligretlige.

Det foreslås, at fravalget af inddrivelse gennem restanceinddrivelsesmyndigheden

–

gennem en med-

delelse til restanceinddrivelsesmyndigheden om, at lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke

skal gælde for opkrævningen og inddrivelsen af den kommunalt ejede forsyningsvirksomheds for-

dringer

–

ikke skal ændre ved den udpantningsret, der efter § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige gælder for fordringer omfattet af loven, medmindre andet følger af bilag 1. Det foreslås

således, at det udtrykkeligt fastsættes, at selv om det fravælges, at lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige skal finde anvendelse på opkrævning og inddrivelse af den kommunalt ejede forsynings-

virksomheds fordringer, skal lovens § 11 dog fortsat finde anvendelse, således at fogedretten på bag-

grund af denne udpantningsret vil kunne foretage tvangsfuldbyrdelse for den kommunalt ejede for-

syningsvirksomhed, jf. retsplejelovens § 478, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at forslaget ikke

indebærer, at nye typer af fordringer tillægges udpantningsret, men at der alene er tale om at videre-

føre udpantningsretten for fordringer, som også i dag er tillagt udpantningsret. Dette indebærer, jf.

ovenfor i afsnit 2.1.1, at den kommunalt ejede forsyningsvirksomheds civilretlige fordringer som

udgangspunkt ikke vil være udstyret med udpantningsret, jf. bilag 1, afsnit II, nr. 1. Denne fortsatte

anvendelse af § 11 udgør således en af de undtagelser, der foreslås for fravælgelsen af lov om inddri-

velse af gæld til det offentlige. En anden vedrører muligheden for i opkrævningsfasen at tillade af-

dragsvis betaling eller give henstand med betalingen, jf. § 2, stk. 3, 2. pkt.

Derimod foreslås, at fravalget af lovens anvendelse på den kommunalt ejede forsyningsvirksomheds

fordringer skal betyde, at fordringerne ikke vil kunne modregnes i f.eks. skyldnerens overskydende

skat, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om modregning med fordringer,

der ikke er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, men befinder sig hos fordringshaver, dvs.

i opkrævningsfasen. En kommunalt ejet forsyningsvirksomhed, der har meddelt restanceinddrivel-

sesmyndigheden, at dens fordringer skal inddrives ved privat inddrivelse, vil derfor skulle annullere

indberetningen af disse fordringer til restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, således at

disse fordringer ikke længere kan komme i betragtning til en modregning i opkrævningsfasen.

Fravalget af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige for den kommunalt ejede forsyningsvirk-

somheds fordringer indebærer tillige, at fordringerne ikke vil kunne eftergives efter § 13 i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige, ligesom fordringerne ikke vil være omfattet af lovens bestem-

melser om forrentning (§ 5) og forældelse (§ 18 a).

2.2. Restanceinddrivelsesmyndighedens overvæltning af omkostninger på skyldner ved brug af privat

inkassator til inddrivelse i udlandet

2.2.1. Gældende ret

Restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse hos skyldnere, der befinder sig i udlandet, vanskelig-

gøres af, at en egentlig tvangsinddrivelse forudsætter, at den enkelte skyldner i Danmark har aktiver,

hvori udlæg kan foretages, modtager dansk A-indkomst, hvori lønindeholdelse kan ske, eller f.eks.

hos Skatteforvaltningen skal have udbetalt f.eks. overskydende skat, hvori der kan gennemføres mod-

regning. Betænkning nr. 634/1971 om udlæg og udpantning anfører eksempelvis på side 49, at en

dansk fogedrets udlæg i aktiver i udlandet ikke ville kunne gennemføres, da fogedretten ikke kan

udføre myndighedsakter på fremmed territorium. Aktiver i udlandet kan kun tages i udlæg af de uden-

landske tvangsfuldbyrdende myndigheder. Restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder er i

princippet underlagt de samme regler, som fogedretterne skal anvende ved foretagelsen af udlæg, jf.

§ 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., hvorefter

udlæg, hvis ikke andet er bestemt i loven, foretages efter reglerne i retsplejelovens kapitel 45-47.

Har skyldneren sine aktiver og sin indkomst i udlandet, vil restanceinddrivelsesmyndigheden derfor

være afhængig af udenlandsk bistand til inddrivelsen.

For visse typer af fordringer findes der multi- eller bilaterale aftaler, hvorefter de nationale inddrivel-

sesmyndigheder efter anmodning skal yde bistand til inddrivelsen af andre landes fordringer.

F.eks. giver Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af

fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger EU-medlemsstaterne mulighed

for at anmode om bistand fra andre medlemsstater til inddrivelse af fordringer i det tilfælde, at skyld-

neren ikke er bosiddende i den medlemsstat, hvor fordringen er hjemmehørende. Direktivet finder

anvendelse på fordringer vedrørende skatter og afgifter af enhver art, der opkræves af eller på vegne

af en medlemsstat eller dens territoriale eller administrative underenheder, herunder lokale myndig-

heder på vegne af Unionen. Herudover finder direktivet anvendelse på visse typer af fordringer, der

vedrører Den Europæiske Garantifond for Landbruget og Den Europæiske Landbrugsfond for Ud-

vikling af Landdistrikterne.

Derudover indeholder f.eks. en række bilaterale aftaler om undgåelse af dobbeltbeskatning bestem-

melser om bistand til inddrivelse af skatter.

I Den juridiske vejledning 2019-2 fra Skatteforvaltningen findes i afsnit G.A.3.6.2 en gennemgang af

mulighederne for inddrivelse af danske krav i udlandet, herunder de eksisterende multi- og bilaterale

aftaler.

Bruxelles I-forordningen, jf. Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige om-

råde, var ved sin vedtagelse omfattet af det danske retsforbehold, men ved en parallelaftale, der er

gennemført i dansk ret ved lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles I-forordningen m.v., som

trådte i kraft den 1. juli 2007, kom reglerne i forordningen til at gælde også mellem Danmark og de

øvrige EU-medlemsstater. Forordningen gør det muligt at få tvangsfuldbyrdet danske fuldbyrdelses-

domme m.v. i andre stater, som omfattes af forordningen, men forordningen gælder ifølge artikel 1

alene fordringer på det civil- og handelsretlige område, og den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål

vedrørende skat, told eller administrative anliggender.

For visse typer af fordringer, herunder eksempelvis SU-gæld, findes der ingen bistandsaftaler, og i

sådanne tilfælde kan restanceinddrivelsesmyndigheden overveje at anvende en privat aktør

–

typisk

et inkassobureau

–

der opererer i det land, hvor skyldneren opholder sig.

Restanceinddrivelsesmyndighedens muligheder for anvendelse af private aktører til bistand til ind-

drivelse i udlandet er ikke lovreguleret. Der gælder i forvaltningsretten et generelt udgangspunkt om

forbud mod delegation af myndighedsudøvelse til private uden udtrykkelig lovhjemmel. Delegati-

onsmulighederne for restanceinddrivelsesmyndigheden er derfor i mangel af en sådan lovhjemmel

begrænset til alene at kunne omfatte bistand i form af den rent praktiske udførelse af opgaver og i

form af sagsforberedende skridt, dvs. forberedelsen af afgørelsessager. Egentlig myndighedsudøvelse

såsom afgørelsesvirksomhed vil derimod ikke kunne foretages af en privat aktør. I tilfælde af delega-

tion af kompetence til foretagelse af sagsforberedende skridt til en privat aktør vil restanceinddrivel-

sesmyndigheden skulle sikre, at den private aktør besidder de rette kvalifikationer til at kunne udføre

de pågældende opgaver, jf. ombudsmandens udtalelse i FOB 2013-9.

Den nærmere fastlæggelse af relationen mellem restanceinddrivelsesmyndigheden og en privat aktør

er heller ikke lovreguleret. Kompetenceafgrænsningen vil derfor skulle ske i den enkelte aftale mel-

lem restanceinddrivelsesmyndigheden og den private aktør, ligesom den private aktørs faktiske hand-

lemuligheder vil skulle fastlægges i aftalen.

Rentelovens § 9 a, stk. 1, bestemmer, at fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler fordrings-

haverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre

forsinkelsen med betalingen ikke beror på skyldnerens forhold. Efter § 9 b, stk. 1, kan fordringsha-

veren for rykkerskrivelser vedrørende fordringer kræve et rykkergebyr, såfremt skrivelsen er frem-

sendt med rimelig grund, og opkræve et inkassogebyr for at anmode en anden om at inddrive fordrin-

gen på fordringshaverens vegne, såfremt dette er sket med rimelig grund. I stk. 2 og 3 findes regler

om størrelsen på disse gebyrer. Renteloven finder dog

–

på nær §§ 8 og 8 a

–

alene anvendelse for

pengekrav på formuerettens område, og de fleste fordringer, som restanceinddrivelsesmyndigheden

skal inddrive, er ikke formueretlige, men offentligretlige.

Selv om restanceinddrivelsesmyndigheden ved modtagelsen af en fordring til inddrivelse indtræder i

de kreditorbeføjelser, der knytter sig til fordringen, jf. § 3, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige, og for formueretlige fordringer vil kunne anvende rentelovens §§ 9 a og 9 b, indeholder

gældende ret ikke noget sikkert hjemmelsgrundlag, for at restanceinddrivelsesmyndigheden i alle til-

fælde kan overvælte udgifter, der er afholdt for bistand fra en privat aktør til inddrivelse i udlandet,

på skyldneren. Disse omkostninger skal dermed afholdes af restanceinddrivelsesmyndigheden selv,

hvis en sikker hjemmel til overvæltning ikke findes.

Kan et beløb, som restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver hos skyldner eller modtager fra skyld-

ner ved frivillig indbetaling, ikke dække alle fordringer, der er modtaget til inddrivelse, dækkes først

bøder, dernæst underholdsbidrag omfattet af lov om opkrævning af underholdsbidrag, idet private

krav dog dækkes forud for offentlige krav, og endelig andre fordringer under inddrivelse. Er der ikke

dækning til alle fordringer inden for samme kategori, dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori de

er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, idet renter dog dækkes forud for

hovedfordringen. Denne dækningsrækkefølge fremgår af § 4, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige.

2.2.2. Lovforslaget

Som det fremgår af afsnit 2.2.1, har restanceinddrivelsesmyndigheden for mange typer af fordringer

alene begrænsede muligheder for at inddrive, hvis skyldneren befinder sig i udlandet, hverken har

aktiver eller A-indkomst i Danmark, og der heller ikke findes nogen aftale m.v. om mulighed for at

anmode om inddrivelsesbistand fra de udenlandske myndigheder. Anvendelsen af en privat aktør

–

f.eks. et inkassobureau

–

støder i praksis på den begrænsning, at restanceinddrivelsesmyndigheden

selv vil skulle afholde udgifterne hertil, hvilket fordyrer inddrivelsen.

For at skabe de nødvendige rammer for, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan antage en privat

aktør

–

inkassator

–

til at bistå med inddrivelsen i udlandet i tilfælde, hvor der ikke findes en aftale

m.v., hvorefter en udenlandsk myndighed er forpligtet til at bistå med inddrivelsen, foreslås det, at

der foretages en række ændringer i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det foreslås, at det bliver muligt at overvælte de beløb, som restanceinddrivelsesmyndigheden skal

betale til den private inkassator for dennes udenretlige inddrivelse i udlandet, på skyldneren. Der vil

være tale om de beløb, som i henhold til den mellem restanceinddrivelsesmyndigheden og den private

inkassator indgåede aftale skal betales af restanceinddrivelsesmyndigheden til den private inkassator.

Det vil dreje sig om dennes omkostninger ved den udenretlige inddrivelse og den provision, der måtte

være aftalt. Det foreslås, at det i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal fremgå, at overvælt-

ningen kan ske for de »rimelige omkostninger«, som restanceinddrivelsesmyndigheden har haft ved

brugen af den private inkassator.

Det foreslås, at en sådan overvæltning ikke skal være mulig i de tilfælde, hvor det måtte vise sig, at

den udenretlige inddrivelse i udlandet var uretmæssig, f.eks. som følge af at det viser sig, at fordringen

helt eller delvist ikke bestod. I et sådant tilfælde vil det kunne være urimeligt at pålægge skyldneren

at betale de udgifter, som restanceinddrivelsesmyndigheden har haft til den private inkassator.

Det foreslås, at skatteministeren skal kunne fastsætte nærmere regler om, hvilke beløb restanceind-

drivelsesmyndigheden kan kræve betalt af skyldneren som »rimelige omkostninger«, jf. ovenfor. Det

skal således være muligt at fastsætte, hvilke beløb der som omkostninger fra brugen af den private

inkassator skal kunne overvæltes på skyldneren. Bemyndigelsen foreslås også at skulle give mulighed

for at bestemme, at overvæltning efter de danske regler efter omstændighederne ikke skal kunne finde

sted, i det omfang det efter national ret i det land, hvor den private inkassators inddrivelsesbistand

udføres, er muligt at overvælte inddrivelsesomkostninger på skyldneren.

Det foreslås også, at restanceinddrivelsesmyndighedens overvæltningskrav skal have forrang i for-

hold til dækningen efter § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om dækningsrækkefølgen

for anvendelsen af de beløb, der modtages på fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelses-

myndigheden.

Endelig foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden over for skyldneren skal træffe afgørelse om

overvæltningskravet.

Afgørelsen vil kunne påklages til Landsskatteretten i medfør af den gældende klagebestemmelse i §

17, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvilket vil skulle være oplyst i afgørelsen.

Det foreslås, at afgørelsen skal have virkning fra afgørelsestidspunktet og skal være gyldig, selv om

afgørelsen ikke kan meddeles skyldner.

Hvis skyldnerens adresse er ukendt, sendes afgørelsen, så snart det bliver muligt for restanceinddri-

velsesmyndigheden af sende afgørelsen. Afgørelsen mister ikke sin virkning, selv om den på grund

af ukendskab til skyldnerens adresse ikke kan meddeles skyldneren, idet virkningen vil indtræde på

afgørelsestidspunktet. Klagefristen vil dog først skulle løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen kommer

frem til skyldneren. Dette er overensstemmelse med, hvad der antages at være gældende ret, jf. pkt.

211 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, jf. vejledning nr. 11740 af 4. december

1986.

2.3. Ophævelse af fradragsret for renter af fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelses-

myndigheden

2.3.1. Gældende ret

Det følger af § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringer under inddrivelse

hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med undtagelse af bøder, forrentes med en årlig

rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten tilskrives fra den 1. i måne-

den efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. For fordringer, der tilhører restanceind-

drivelsesmyndigheden, tilskrives renten fra den 1. i måneden efter den måned, hvori fordringen er

stiftet. Renten er en simpel rente, som beregnes på baggrund af det antal dage, der er gået, siden

renteberegningen begyndte. Det indebærer, at der hver dag påløber et nyt rentekrav, som forfalder til

betaling, straks det påløber.

Det følger af rentelovens § 5, stk. 1, at renten efter forfaldsdagen fastsættes til en årlig rente, der

svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 8 pct. Som referencesats anses i denne lov den

officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det

pågældende år. Rentesatsen er p.t. 8,05 pct. (2019).

Det følger af § 5, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at skatteministeren kan

bestemme, at stk. 1 ikke skal anvendes på nærmere angivne typer af fordringer. Denne bemyndigelse

er udmøntet i § 9, stk. 2, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det

offentlige, hvorefter fordringer, der hviler på et pantebrev, et gældsbrev, et udenretligt frivilligt forlig

m.v., og andre fordringer, hvor parterne har aftalt en morarente, som afviger fra renten i § 9, stk. 1,

dvs. inddrivelsesrenten efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ikke forrentes

med denne inddrivelsesrente, jf. dog § 9, stk. 3, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om

inddrivelse af gæld til det offentlige. Bekendtgørelsens § 9, stk. 2, nævner ligeledes en række andre

fordringstyper, der af andre grunde ikke forrentes med renten i stk. 1. Dette omfatter fordringer, der

i henhold til EU-retsakter skal forrentes med en rente fastsat i henhold til EU-retsakten, uanset at

fordringen er oversendt til inddrivelse, jf. nr. 1, fordringer fastsat i henhold til en udenlandsk afgørelse

om underholdsbidrag, der fastsætter en rente under inddrivelse, som er højere end inddrivelsesrenten,

idet disse fordringer forrentes i henhold til afgørelsen, jf. nr. 2, fordringer, der hviler på en retsafgø-

relse, hvor domstolen har truffet afgørelse om en forrentning under inddrivelse, som afviger fra renten

i stk. 1, jf. nr. 4, fordringer, der er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden uden særskilt an-

givelse af hovedstol, renter og gebyrer, idet disse fordringer ikke forrentes, jf. nr. 5, og fordringer

tilhørende fordringstyper, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har viden om, at der inden for for-

dringstypen oversendes fordringer uden særskilt angivelse af hovedstol, renter og gebyrer, idet for-

dringer tilhørende disse fordringstyper ikke forrentes, jf. nr. 6.

For så vidt angår fordringstyperne nævnt i § 9, stk. 2, nr. 3 og 4, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj

2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, reguleres det i stk. 3, hvilken rente disse fordringer

forrentes med efter at være blevet overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,

og hvem der skal beregne renten. Det følger således af stk. 3, at hvis renten, der er aftalt af parterne

eller fastsat af domstolen, er lavere end inddrivelsesrentesatsen, jf. stk. 1, kan fordringshaveren vælge,

at fordringen ikke skal forrentes eller skal forrentes med en rentesats, som ikke overstiger den aftalte

eller i retsafgørelsen fastsatte rente, og som understøttes af restanceinddrivelsesmyndighedens it-sy-

stem, der herefter beregner renten. Hvis fordringshaveren ønsker at fastholde en aftalt eller ved rets-

afgørelse fastsat lavere rente, som ikke understøttes af restanceinddrivelsesmyndighedens it-system,

skal fordringshaveren beregne renten i henhold til aftalen eller retsafgørelsen og indsende oplysning

om renten til restanceinddrivelsesmyndigheden. For fordringer som nævnt i stk. 2, nr. 3 og 4, hvor

parterne har aftalt eller en domstol har fastsat en morarente, som er højere end renten i stk. 1, kan

fordringshaveren vælge, at fordringen skal forrentes med renten i stk. 1 eller skal forrentes med en

rentesats, som ikke overstiger den aftalte eller ved retsafgørelse fastsatte rente, og som understøttes

af restanceinddrivelsesmyndighedens it-system, der herefter beregner renten. Hvis fordringshaveren

ønsker at fastholde en aftalt eller ved retsafgørelse fastsat højere rente, som ikke understøttes af re-

stanceinddrivelsesmyndighedens it-system, skal fordringshaveren beregne renten i henhold til aftalen

eller retsafgørelsen og indsende oplysning om renten til restanceinddrivelsesmyndigheden.

Efter statsskattelovens § 6, litra e, kan renteudgifter som udgangspunkt fradrages ved beregningen af

den skattepligtige indkomst. Dette omfatter også inddrivelsesrenteudgifter, jf. lovforslag nr. L 209,

Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6753 f.

Ligningslovens § 5 regulerer, hvornår renteudgifter, der er fradragsberettigede i medfør af andre lov-

bestemmelser eller praksis, kan fradrages. Hovedreglen er efter stk. 1, at renteudgifter fradrages ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling, jf. dog

stk. 2 og 5-8.

Hovedreglen fraviges bl.a. ved ligningslovens § 5, stk. 8, 1. pkt., hvorefter renteudgifter m.v., jf. stk.

1, først kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori betaling

sker, hvis renteudgifter m.v. for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden ud-

gangen af indkomståret. For så vidt angår fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-

digheden, er ordene »renteudgifter m.v. for tidligere indkomstår i samme gældsforhold« i praksis

blevet fortolket således, at fradragsretten for inddrivelsesrenter udskydes, hvis der foreligger ubetalte

opkrævningsrenter, uanset om opkrævningsrenterne er fradragsberettigede eller ej. Det fremgår ek-

sempelvis af ligningslovens § 17 A, stk. 1, at renter af skatter samt told- og forbrugsafgifter ikke kan

fradrages bortset fra renter ved henstand efter boafgiftslovens § 36 og § 12 i lov om beskatning af

fortjeneste ved afståelse af fast ejendom.

Det afgørende for, om renter kan fradrages i forfaldsåret, jf. ligningslovens § 5, stk. 1, eller i det år,

renterne betales, jf. stk. 8, 1. pkt., er, om der ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrører,

er skyldige renteudgifter for et tidligere indkomstår vedrørende samme gældsforhold. Hvis den skat-

tepligtige kun er i restance med renteudgifter for det år, indkomstopgørelsen vedrører, kan renterne

fradrages, uanset om de er betalt. Omlægningen af fradragsretten er således i første række knyttet til

et objektivt betalingskriterium. Om rentekravet er betalt, afgøres på grundlag af almindelige obliga-

tionsretlige regler. Er renterne for tidligere indkomstår kun delvis betalt, er der tilsvarende tale om,

at nogle renter af gælden er ubetalte, og fradragsretten for renterne i efterfølgende indkomstår udsky-

des i medfør af § 5, stk. 8, 1. pkt., derfor indtil betalingstidspunktet.

Forfaldstidspunktet bestemmes på grundlag af parternes aftale og lovgivningens almindelige regler.

Er der f.eks. ydet henstand før forfaldstidspunktet, må det således i første række bero på parternes

aftale, om der kun er ydet henstand med selve betalingen, eller om forfaldstidspunktet ligeledes må

anses for udskudt.

Fradragsretten udskydes kun i henhold til ligningslovens § 5, stk. 8, 1. pkt., for renteudgifter m.v. i

samme gældsforhold. Hvert enkelt gældsforhold skal således bedømmes for sig. Er den skattepligtige

kun i restance med forfaldne renteudgifter m.v. for et enkelt gældsforholds vedkommende, får den

manglende betaling således ikke betydning for den skattemæssige behandling af renter af andre

gældsforhold. I forhold til fradragsret for inddrivelsesrenter er gældsforholdet identisk med den ho-

vedfordring, som inddrivelsesrenten beregnes af.

Efter ligningslovens § 5, stk. 8, 2. pkt., gælder 1. pkt. dog ikke, hvis den skattepligtige godtgør, at

vedkommende ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrører, var i stand til at betale forfalden

gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver. Dette vil som udgangspunkt ikke kunne

godtgøres, hvis den skattepligtige må antages at være insolvent, jf. om insolvensformodning konkurs-

lovens § 18. Kan den skattepligtige imidlertid godtgøre, at vedkommende har evne til at betale, sker

der som nævnt ingen omlægning af fradragsretten til betalingstidspunktet. Der sker heller ikke om-

lægning, hvis den skattepligtige godtgør at kunne stille betryggende sikkerhed i sine aktiver. En do-

kumentation for, at den skattepligtige kan stille en tredjemandsgaranti, f.eks. fra et pengeinstitut, op-

fylder således ikke bestemmelsens krav.

Håndhævelse af ligningslovens § 5, stk. 8, 1. pkt., forudsætter, at det ved skatteindberetningen af

renteudgifter oplyses, om der er ubetalte renteudgifter for tidligere indkomstår i samme gældsforhold.

Med henblik på at sikre sådanne oplysninger er der i skatteindberetningslovens § 13, stk. 1, indsat en

bestemmelse, hvorefter den, der som led i sin virksomhed yder eller formidler lån, årligt skal indbe-

rette til Skatteforvaltningen herom efter stk. 2, og at det samme gælder renter ved for sen betaling,

der er fastsat efter gebyrloven. Det følger af stk. 2, at indberetningen efter stk. 1 skal indeholde op-

lysninger til identifikation af hver enkelt låntager og oplysninger om konto- og låneforholdet. Der

skal bl.a. for det enkelte låneforhold og de enkelte låntagere oplyses om markering af renter i låne-

forhold, hvor der er ubetalte forfaldne renter vedrørende det kalenderår, der går forud for det kalen-

derår, hvorom der i øvrigt foretages indberetning, jf. § 13, stk. 2, nr. 3.

Efter skatteindberetningslovens § 13, stk. 5, 2. led, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om

indberetning af renter efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Bemyndigelsen

er udmøntet i § 28 i bekendtgørelse nr. 927 af 26. juni 2018 om skatteindberetning m.v., hvorefter

Skatteforvaltningen efter skatteindberetningslovens § 13 skal indberette om renter efter § 5, stk. 1, i

lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Opkrævningslovgivningen indeholder forskellige regler om opkrævningsmetoden for de fordringsty-

per, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden. Det omfatter bl.a. personskatter efter kilde-

skatteloven, der opkræves via it-systemet KOBRA, og A-skat, moms, told m.v. hos virksomheder,

der opkræves via skattekontoen, jf. opkrævningslovens kapitel 5.

For personskatter følger det af kildeskattelovens §§ 61, 62 A og 63, at en restskatterate efter kilde-

skattelovens § 61 vil kunne være sammensat af både selve restskatten for det pågældende indkomstår,

renter efter § 62 A, hvis årsopgørelsen er udskrevet sent, samt renter efter kildeskattelovens § 63 af

ikke betalte personskatter fra tidligere år, som er påløbet i det indkomstår, som restskatten vedrører.

Lovgivningen vedrørende afregning af personskatter er dermed tilrettelagt på en sådan måde, at der

ikke er en sammenhæng mellem renterne og den hovedstol, som renterne er beregnet af. Er der flere

indkomstår med restskat, der opkræves via ratevise betalinger, kan samme rate derfor indeholde ren-

tebeløb fra flere indkomstår. Hvis skatteyderen undlader at betale raterne, vil de efter sædvanlig ryk-

kerprocedure blive oversendt til inddrivelse. Skatteforvaltningens system KOBRA vil i den forbin-

delse opdele raten i henholdsvis restskat og rente. Systemet er i den sammenhæng opsat således, at

den enkelte rente relateres til den restskat eller B-skat, som renten er opkrævet på rate med. Det er

ikke i systemet KOBRA registreret, om renten er beregnet efter kildeskattelovens §§ 62 A eller 63.

For A-skat, moms, told m.v. hos virksomheder, der opkræves via skattekontoen, jf. opkrævningslo-

vens kapitel 5, følger det af opkrævningslovens § 16 a, stk. 1, at ind- og udbetalinger af skatter og

afgifter m.v. omfattet af § 16 automatisk modregnes efter et saldoprincip. Overstiger den samlede

sum af registrerede forfaldne krav på virksomhedens skattekonto den samlede sum af registrerede og

forfaldne tilgodehavender til virksomheden, udgør forskellen (debetsaldoen) det samlede beløb, som

virksomheden skylder Skatteforvaltningen, jf. § 16 a, stk. 2, 1. pkt. Efter § 16 c, stk. 1, 1. pkt., for-

rentes en debetsaldo med den rente, der er fastsat i § 7, stk. 1, jf. stk. 2. Renten beregnes dagligt og

tilskrives månedligt, jf. 2. pkt. Der beregnes således renters rente på skattekontoen, og renten vil være

beregnet af den til enhver tid værende debetsaldo og ikke af de enkelte krav på kontoen, jf. dog § 16

c, stk. 2. Det betyder, at Skatteforvaltningens opmærksomhed i opkrævningsmæssig sammenhæng

alene retter sig mod den til enhver tid værende saldo og ikke mod den eller de enkelte krav, som

denne saldo er sammensat af. Dette betyder også, at en opkrævning vil rette sig mod den til enhver

tid værende saldo, og at beregningen af morarenter vil rette sig mod debetsaldoen og ikke mod det

enkelte krav/den enkelte restance. Opkrævningslovgivningen vedrørende A-skat, moms, told m.v.

hos virksomheder, der opkræves via skattekontoen, er dermed

–

ligesom personskatter opkrævet via

systemet KOBRA

–

tilrettelagt på en sådan måde, at der ikke er en sammenhæng mellem renterne og

den hovedstol, som renterne er beregnet af.

2.3.2. Lovforslaget

For fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden påhviler det Skatteforvaltnin-

gen at indberette i overensstemmelse med bl.a. skatteindberetningslovens § 13, stk. 2, nr. 3, jf. § 28 i

bekendtgørelse nr. 927 af 26. juni 2018 om skatteindberetning m.v. Formålet hermed er at sikre op-

lysninger til at håndhæve ligningslovens § 5, stk. 8, om udskydelse af fradragsret for renteudgifter.

Som nævnt i afsnit 2.3.1 forudsætter en sådan markering af renter i låneforhold, hvor der er ubetalte

forfaldne renter vedrørende det kalenderår, der går forud for det kalenderår, hvorom der i øvrigt fo-

retages indberetning, at Skatteforvaltningen har korrekte oplysninger om relationen mellem hoved-

fordring og tilhørende opkrævningsrenter, der sendes til inddrivelse. Oplysningerne herom angives

af fordringshaverne, når fordringerne overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse.

Ovennævnte har givet udfordringer i forhold til det i opkrævningslovgivningen forudsatte om op-

krævningsmetoden for personskatter efter kildeskatteloven (KOBRA) og skatter og afgifter efter op-

krævningsloven (skattekontoen), der er tilrettelagt på en sådan måde, at der ikke er en sammenhæng

mellem renterne og den hovedfordring, som renterne er beregnet af.

Samme indberetningsudfordring kan endvidere opstå, ved at fordringshaverne ikke i alle tilfælde

overdrager alle opkrævningsrenter til inddrivelse sammen med hovedfordringen. Restanceinddrivel-

sesmyndigheden har ikke oplysninger om, hvorvidt der i opkrævningen kan være yderligere renter af

et krav, der inddrives. Restanceinddrivelsesmyndigheden har derfor ikke mulighed for at tage højde

herfor ved indberetning og restancemarkering.

Ovenstående begrænsninger i restanceinddrivelsesmyndighedens oplysningsgrundlag har medført, at

det i forbindelse med afdækning af fordringsmassen i inddrivelsessystemet DMI er konstateret, at en

række fordringer i inddrivelsen er registreret med manglende eller mangelfulde oplysninger om rela-

tionen mellem opkrævningsrenter og hovedfordring. Da indberetningen foretages maskinelt ved ind-

beretning af de oplysninger, der er registreret af fordringshaverne i forbindelse med overdragelsen til

inddrivelse, vil der i tilfælde af manglende eller mangelfulde oplysninger om relationen mellem op-

krævningsrenter og hovedfordring være en risiko for, at restanceinddrivelsesmyndigheden indberetter

forkert om ubetalte forfaldne opkrævningsrenter for tidligere kalenderår. Det betyder, at fradragsret-

ten for inddrivelsesrenter i visse situationer udskydes med urette, og at der i visse situationer gives

fradragsret for inddrivelsesrenter på et for tidligt tidspunkt i forhold til de gældende regler.

Det er derfor nødvendigt at forenkle reglerne med henblik på at sikre korrekt indberetning fra PSRM.

Problemstillingen med manglende eller mangelfulde oplysninger om relationen mellem opkræv-

ningsrenter og hovedfordring vil således være den samme i det nye inddrivelsessystem, PSRM, som

den er i DMI. Det forventes således, at der med de gældende regler vil være en risiko for, at PSRM

ikke i alle tilfælde vil kunne foretage korrekt indberetning og restancemarkering af, om der for for-

dringer under inddrivelse er ubetalte forfaldne opkrævningsrenter for tidligere kalenderår, hvilket kan

føre til forkerte fortryk på skyldnernes årsopgørelser.

Med henblik på at løse de problemer, som restanceinddrivelsesmyndigheden har i forhold til over-

holdelsen af skatteindberetningsreglerne for inddrivelsesrenter, foreslås det, at der i lov om inddri-

velse af gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse, hvorefter renten, der påløber fordringer

under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, ikke er fradragsberettiget.

Forslaget vil indebære, at det er alle renter, der påløber fordringer under inddrivelse hos restanceind-

drivelsesmyndigheden, der ikke er fradragsberettigede. Dette omfatter både fordringer, der forrentes

med inddrivelsesrenten i § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og fordrin-

gerne nævnt i § 9, stk. 2, nr. 1-6, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til

det offentlige, hvor inddrivelsesrenten i § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige ikke finder anvendelse.

Det foreslås alene at ophæve fradragsretten for renten, der påløber fordringer under inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden. Det foreslås således ikke at ophæve fradragsretten for fradragsbe-

rettigede opkrævningsrenter. Opkrævningsrenter er ikke behæftet med samme indberetningsudfor-

dringer, da det er fordringshaver, der har pligten til at indberette om opkrævningsrenter og fradrag

herfor, uanset om opkrævningsrenterne er fradragsberettigede i forfaldsåret, jf. ligningslovens § 5,

stk. 1, eller betalingsåret, jf. ligningslovens § 5, stk. 8, 1. pkt. Fordringshaverne har således som ud-

gangspunkt de nødvendige oplysninger til at indberette herom.

Det er overvejet, om den foreslåede afskaffelse af fradragsretten for inddrivelsesrenter, jf. § 5, stk. 1,

i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, skal foreslås modsvaret af en tilsvarende nedsættelse

af inddrivelsesrentesatsen med henblik på at gøre forslaget provenuneutralt. For at øge skyldnernes

incitament til at afvikle deres gæld til det offentlige og for at undgå, at fordringshaverne lider et

rentetab, foreslås det at fastholde rentesatsen for inddrivelsesrenter. En nedsættelse af inddrivelses-

rentesatsen ville således være problematisk, da inddrivelsesrenter tilkommer fordringshaverne, mens

fradragsretten relaterer sig til skatteansættelsen, dvs. et statsligt niveau. Renten har således til formål

at kompensere fordringshaveren for den manglende betaling af fordringerne. Det er derfor i forslaget

valgt at fastholde inddrivelsesrentesatsen.

Det er endvidere overvejet, om fradragsretten for inddrivelsesrenter alene burde ophæves for så vidt

angår de fordringstyper, hvor der er risiko for manglende eller mangelfulde oplysninger om relationen

mellem opkrævningsrenter og hovedfordring. Det vil dog forudsætte et fuldstændigt overblik over,

hvordan samtlige opkrævningssystemer og -regler er indrettet, hvilket ikke foreligger aktuelt og heller

ikke anses for realistisk at opnå. Samtidig vil der stadig forekomme tilfælde, hvor fordringshaverne

ikke overdrager alle opkrævningsrenter til inddrivelse sammen med hovedfordringen, og som nævnt

i afsnit 2.3.1 vil restanceinddrivelsesmyndigheden i disse tilfælde mangle oplysninger om, hvorvidt

der i opkrævningen kan være ubetalte opkrævningsrenter for tidligere indkomstår. Endvidere kan det

forekomme vilkårligt at lade spørgsmålet om fradragsret afhænge af systemhensyn og ikke juridiske

overvejelser om, hvilke renteudgifter der bør gives fradrag for. Derudover vil det øge kompleksiteten

i inddrivelseslovgivningen, hvis der alene skulle være fradragsret for inddrivelsesrenter vedrørende

visse fordringstyper. Samlet er det derfor vurderet mest hensigtsmæssigt at ophæve fradragsretten for

inddrivelsesrenter vedrørende alle fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-

den.

Forslaget om at ophæve fradragsretten for inddrivelsesrenter efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige vil indebære, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke fremadrettet behøver at

indberette om markering af ubetalte renter for tidligere indkomstår i samme gældsforhold, jf. § 28 i

bekendtgørelse nr. 927 af 26. juni 2018 om skatteindberetning m.v., jf. skatteindberetningslovens §

13, stk. 2, nr. 3.

Det foreslås derfor tillige at ophæve bemyndigelsen i skatteindberetningslovens § 13, stk. 5, 2. led,

hvorefter skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens ind-

beretning af inddrivelsesrenter efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Bemyn-

digelsen er udmøntet i § 28 i bekendtgørelse nr. 927 af 26. juni 2018 om skatteindberetning m.v.

Den foreslåede ophævelse af skatteindberetningslovens § 13, stk. 5, 2. led, vil ikke indebære en æn-

dring af gældende ret for så vidt angår indberetning om opkrævningsrenter. Det vil således fortsat

være fordringshaverne, der har pligt til at indberette om opkrævningsrenter, herunder indberette om

fradragsret for opkrævningsrenter, når fradragsretten har været udskudt i henhold til ligningslovens §

5, stk. 8, og indtræder som følge af betalinger, mens fordringen er under inddrivelse hos restanceind-

drivelsesmyndigheden.

Samlet vil de foreslåede ændringer imødegå, at det ellers ikke i alle tilfælde vil være muligt for re-

stanceinddrivelsesmyndigheden at foretage korrekte indberetninger om markering af renter i gælds-

forhold, hvor der er ubetalte forfaldne renter vedrørende det kalenderår, der går forud for det kalen-

derår, hvorom der foretages indberetning. Konkret vil det medføre, at restanceinddrivelsesmyndighe-

den ikke længere vil skulle opgøre og indberette inddrivelsesrenter, ligesom Skattestyrelsen ikke læn-

gere vil skulle fortrykke oplysninger om fradrag for inddrivelsesrenter på skyldnerens årsopgørelse.

Foruden at sikre, at der ikke sker ukorrekt indberetning, vil ændringerne således også have store for-

enklende konsekvenser for administrationen og systemunderstøttelsen, idet der ikke fremadrettet vil

skulle ske varetagelse af eller vejledning til skyldnerne om rentekontrolindberetningen. Sådanne for-

enklende konsekvenser vil især være fordelagtige i den nuværende paralleldriftssituation, hvor ind-

drivelsen foregår i to it-systemer, PSRM og DMI.

I lovforslagets § 3, stk. 1, foreslås det, at ophævelsen af fradragsretten for inddrivelsesrenter træder i

kraft den 1. januar 2020. Af retssikkerhedsmæssige hensyn foreslås det, at ophævelsen af fradrags-

retten for inddrivelsesrenter ikke sker med tilbagevirkende kraft. Forslaget vil derfor alene sikre, at

der for inddrivelsesrenter efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fra og med

indkomståret 2020 ikke længere er risiko for, at restanceinddrivelsesmyndigheden i visse tilfælde

indberetter forkert.

Det er overvejet, om der ligeledes burde foreslås en ændring, der fjerner risikoen for forkerte indbe-

retninger vedrørende inddrivelsesrenter efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

forud for indkomståret 2020. Der er i overvejelserne indgået en løsningsmodel, hvor restanceinddri-

velsesmyndighedens indberetningspligt ophæves for så vidt angår indkomståret 2019. Da en sådan

løsningsmodel indebærer den uhensigtsmæssighed, at det vil være vanskeligt for skyldnerne at doku-

mentere deres fradragsret, når restanceinddrivelsesmyndigheden ikke indberetter herom, er det vur-

deret mest hensigtsmæssigt ikke at medtage et sådant forslag om virkning forud for indkomståret

2020. I stedet vil restanceinddrivelsesmyndigheden i de tilfælde, hvor der er tvivl om fradragsretten

for indkomståret 2019, lade tvivlen komme de pågældende skyldnere til gode, således at skyldnerne

får fradragsret for renter i 2019, hvis der er tvivl om, hvorvidt skyldnerne har ubetalte renter fra 2018

vedrørende gældsforholdet.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Den del af lovforslaget, der vedrører ophævelse af fradragsretten for renter, der påløber fordringer

under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, skønnes med stor usikkerhed at mindske

fradrag for ca. 640 mio. kr. årligt for personer og selskaber.

Efter gældende regler indgår fradraget for personer på årsopgørelsen, mens fradraget for selskaber

indgår i regnskabet. Det skønnes på baggrund af oplysninger fra årsopgørelsen og oplysninger om

den samlede nominelle gæld fra inddrivelsesrenter fordelt på personer og selskaber, at der årligt vil

være fradrag på ca. 440 mio. kr. for personer og ca. 200 mio. kr. for selskaber. Skatteværdien af

fradraget for de berørte personer skønnes at være ca. 30 pct., mens den for selskaber er 22 pct.

Forslaget skønnes derved at medføre et årligt umiddelbart merprovenu på ca. 175 mio. kr., jf. tabel 1.

Efter tilbageløb og adfærd skønnes et årligt merprovenu på 135 mio. kr.

Tabel 1.

Provenuvirkning ved

ophævelse af fradragsretten for inddrivelsesrenter

2020

175

130

135

115

110

2021

175

130

135

115

110

2022

175

130

135

115

110

2023

175

130

135

115

110

2024

175

130

135

115

110

2025

175

130

135

115

110

Finansår

Varigt 2020

175

130

135

115

110

Mio. kr. (2020-niveau)

Umiddelbar virkning

- på indkomstskat

- på selskabsskat

Virkning efter tilbageløb

Virkning efter tilbageløb og adfærd

Umiddelbar virkning for kommuneskatten

- heraf indkomstskat

- heraf selskabsskat

Afskaffelse af fradragsretten og den heraf lavere disponible indkomst for skyldnere vil i mindre om-

fang kunne påvirke tilbagebetalingen af gæld til det offentlige. For visse skyldnere, der ved gældende

regler er i stand til at tilbagebetale deres samlede gæld, vil tiltaget kunne udskyde tilbagebetalings-

tidspunktet for andre fordringer. Det vil indebære en øget tilskrivning af inddrivelsesrenter og deraf

højere kursværdi på disse fordringer. For den resterende gruppe af skyldnere, som ikke er i stand til

at afvikle hele deres gæld, vil det afskaffede fradrag i et vist omfang indebære, at de kun vil være i

stand til at afvikle en mindre del af deres samlede gæld, dvs. kursværdien for deres fordringsmasse

vil falde. Det vurderes, at nettoeffekten samlet vil trække i retning af lavere kursværdi dels i form af

en engangsnedskrivning af den eksisterende fordringsmasse, dels lidt større løbende årlige nedskriv-

ninger af værdien af nye restancer, der oversendes til inddrivelse. Effekten heraf er ikke medregnet.

Det er antaget, at forslaget ikke har adfærdsmæssige effekter i form af ændret regelefterlevelse eller

arbejdsudbud. Det kan ikke udelukkes, at afskaffelsen af fradragsretten, der kan sammenlignes med

en forhøjelse af inddrivelsesrenten, vil have adfærdsmæssige effekter, således at den årlige tilgang af

fordringer til inddrivelse fremadrettet vil reduceres som følge af de hårdere sanktioner. Der er ikke

umiddelbart holdepunkter for at skønne over en sådan effekt.

De økonomiske konsekvenser for kommunerne udgøres af en stigning i provenuet fra den kommunale

indkomstskat og selskabsskatteprovenuet. Det umiddelbare merprovenu for kommunerne skønnes at

udgøre ca. 115 mio. kr. årligt. Heraf skønnes merprovenuet fra kommunal indkomstskat at udgøre

110 mio. kr.

Forslaget får ingen umiddelbare økonomiske virkninger for kommunerne for indkomståret 2020, da

det af tidsmæssige grunde ikke er muligt at indarbejde virkningen af forslaget i det statsgaranterede

udskrivningsgrundlag for 2020. I den forbindelse vil der, for så vidt angår indkomstskatterne for de

kommuner, der vælger at selvbudgettere deres udskrivningsgrundlag i 2020, ske en neutralisering af

lovens virkning i forbindelse med afregningen af de kommunale skatter vedrørende indkomståret

2020 i 2023. Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser for regionerne.

De øvrige dele af lovforslaget forventes ikke at have nævneværdige økonomiske konsekvenser for

det offentlige.

Lovforslaget vurderes samlet set at medføre administrative omkostninger for Skatteforvaltningen på

i alt ca. 2,5 mio. kr. i 2020-2026 som følge af systemtilpasninger.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget omfatter også virksomheders gæld til det offentlige og kan derfor alt andet lige indebære

et dårligere resultat for virksomheder, herunder virksomheder, der ellers ville være berettiget til fra-

drag for inddrivelsesrenter. Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for er-

hvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget vurderes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 30. august 2019 til den 27. september 2019 været sendt

i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

3 F, Advokatsamfundet, Ankestyrelsen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ATP, borger- og retssik-

kerhedschefen i Skatteforvaltningen, Bryggeriforeningen, Business Danmark, Børnerådet, Børsmæg-

lerforeningen, CEPOS, Cevea, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byg-

geri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme, Dansk

Told & Skatteforbund, Danske Advokater, Danske Vandværker, DANVA, Datatilsynet, Den Danske

Dommerforening, DI, Domstolsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen

–

Team Effektiv Regulering, Ejendoms-

foreningen Danmark, Ejerlejlighedernes Landsforening, FDM, Finans Danmark, Finansforbundet,

Finanstilsynet, Foreningen Danske Revisorer, FH - Fagbevægelsens Hovedorganisation, FSR

–

dan-

ske revisorer, Foreningen af Danske Skatteankenævn, Forsikring & Pension, Grundejernes Landsfor-

ening, HOFOR, HORESTA, IBIS, Investeringsfondsbranchen, ISOBRO, IT-branchen, Justitia, KL,

Kraka, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening, Landbrug & Fødevarer, Landsskatte-

retten, Mellemfolkeligt Samvirke, Nationalbanken, Rådet for Socialt Udsatte, SEGES, Skatteanke-

styrelsen, SRF Skattefaglig Forening, Udbetaling Danmark og Ældre Sagen.

9. Sammenfattende skema

Økonomiske konsekvenser

for stat, kommuner og regio-

ner

Implementeringskonsekven-

ser for stat, kommuner og re-

gioner

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør ”Ingen”)

Forslaget om ophævelse af fra-

dragsretten for renter, der pålø-

ber fordringer under inddri-

velse hos restanceinddrivelses-

myndigheden, skønnes med

stor usikkerhed af medføre et

årligt merprovenu efter tilbage-

løb og adfærd på ca. 135 mio.

kr.

Ingen.

Negative konsekven-

ser/merudgifter (hvis ja, an-

giv omfang/Hvis nej, anfør

”Ingen”)

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet

Ingen.

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Ingen.

Lovforslaget vurderes samlet

set at medføre administrative

omkostninger for Skattefor-

valtningen på i alt ca. 2,5

mio. kr. i 2020-2026 som

følge af systemtilpasninger.

Lovforslaget omfatter også

virksomheders gæld til det

offentlige og kan derfor alt

andet lige indebære et dårli-

gere resultat for virksomhe-

der, herunder virksomheder,

der ellers ville være berettiget

til fradrag for inddrivelses-

renter. Lovforslaget vurderes

ikke at have administrative

konsekvenser for erhvervsli-

vet m.v.

Ingen.

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige gælder ifølge denne lovs § 1, stk. 1, 1. pkt., for opkræv-

ning og inddrivelse af fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves

eller inddrives af det offentlige, jf. dog § 1 a. Skatteministeren kan ifølge § 1, stk. 1, 2. pkt., fastsætte

regler om, at loven desuden finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til

lov.

Undtagelsen i § 1 a vedrører fortrinsberettigede kommunale fordringer, for hvilke kommunerne fore-

står inddrivelsen, jf. stk. 2. Skatteministerens bemyndigelse i § 1, stk. 1, 2. pkt., er udmøntet i § 1,

stk. 1, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

I nr. 1 foreslås en konsekvensændring som følge af den i nr. 2 foreslåede indsættelse af en ny bestem-

melse som § 1 b om kommunalt ejede forsyningsvirksomheders valg af privat inddrivelse, dvs. at lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige

–

med enkelte undtagelser

–

ikke skal finde anvendelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.

Til nr. 2

Kommunalt ejede forsyningsvirksomheder, der er udskilt fra den kommunale forvaltning i selvstæn-

dige selskaber m.v. i form af f.eks. aktie-, anparts- eller interessentskaber, som ejes 100 pct. af kom-

munen eller af flere kommuner, er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. Skat-

teforvaltningens styresignal SKM2010.86.SKAT og forudsætningsvist § 2, stk. 8 og 9, i lov om ind-

drivelse af gæld til det offentlige. Fordringer, som tilhører sådanne virksomheder, skal derfor inddri-

ves af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Der er forskellige krav til de kommunalt ejede forsyningsvirksomheders organisationsform, afhængig

af hvilken type forsyningsvirksomhed der er tale om, hvilket har betydning for, hvornår et forsynings-

selskab opnår retsevne, dvs. evnen til at opnå rettigheder og pådrage sig forpligtelser.

Efter § 15, stk. 1, 1. pkt., i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold kan kommuner

kun deltage i aktiviteter forbundet med vand- og spildevandsforsyning, hvis aktiviteterne udøves i et

eller flere selskaber, som drives i aktie- eller anpartsselskabsform, idet lovens § 32 dog gør en undta-

gelse for vandselskaber, som ved lovens ikrafttræden den 1. juli 2009 var organiseret i kommunale

fællesskaber efter § 60 i lov om kommunernes styrelse (§ 60-selskaber). § 60-selskaber inden for

forsyningsområdet er oftest etableret som interessentskaber. Der er en fast praksis om, at et kommu-

nalt fællesskab ikke kan etableres som kapitalselskab.