SAU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 3: Orientering til FT om EU-Domstolens dom i sag C-591/17, Østrig mod Tyskland, om vejafgifter

Skatteudvalget 2018-19 (2. samling)
SAU Alm.del Bilag 3
Offentligt

Notat

3. juli 2019

J.nr. 2017-7997

Kontor:

Notat til Folketingets Europaudvalg, Skatteudvalg og

Transport, Bygnings- og Boligudvalg om dom i EU-Dom-

stolens sag C-591/17, Republikken Østrig mod Forbunds-

republikken Tyskland

International Koordinering

Initialer:

KFJ, NK

1. Indledning

Republikken Østrig anlagde den 12. oktober 2017 en sag ved EU-Domstolen mod For-

bundsrepublikken Tyskland vedrørende tilsidesættelse af EU-retten i forbindelse med en

tysk vejafgift for personbiler, der oprindeligt var planlagt indført pr. 1. januar 2019.

EU-Domstolens dom af 18. juni 2019 giver Østrig medhold og fastslår, at den tyske vejaf-

gift set i sammenhæng med den samtidige kompensation for ejere og førere af køretøjer,

der er indregistreret i Tyskland, udgør indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationa-

litet og en tilsidesættelse af bestemmelserne om bl.a. de frie varebevægelser og den frie

udveksling af tjenesteydelser.

2. Sagens faktiske omstændigheder og juridiske problemstilling

Den tyske infrastrukturlov ville pr. 1. januar 2019 forpligte alle brugere af det tyske motor-

vejsnet til at betale en afgift for anvendelse af infrastrukturen. Indførelsen er dog senere

blevet udskudt. Afgiften er inddelt i trin efter køretøjets udledningsklassificering.

Det centrale spørgsmål i sagen var, om Tyskland ville tilsidesætte sine EU-retlige forplig-

telser ved samtidig med indførelsen af vejafgiften at fastsætte en fritagelse for motorkøre-

tøjsafgift til ejere af køretøjer, der er indregistreret i Tyskland, der mindst svarer til størrel-

sen af vejafgiften.

Østrig procederede i sagen for, at de to foranstaltninger tidsmæssigt og indholdsmæssigt

hænger uløseligt sammen, hvilket medfører, at det fortsat i realiteten kun er udenlandske

brugere af vejene, der belastes af afgiften for anvendelsen af infrastrukturen. De to foran-

staltninger skulle derfor ifølge Østrig bedømmes samlet i forhold til EU-retten.

Ifølge Østrig ville dette udgøre en forskelsbehandling på grund af nationalitet, der strider

mod artikel 18 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF).

Det var desuden Østrigs opfattelse, at foranstaltningerne ville indebære en tilsidesættelse af

den frie bevægelighed for varer (artikel 34 TEUF) og den frie udveksling af tjenesteydelser

(artikel 56 TEUF) som følge af vejafgiftens virkning for grænseoverskridende levering af

varer og tjenesteydelser.

SAU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 3: Orientering til FT om EU-Domstolens dom i sag C-591/17, Østrig mod Tyskland, om vejafgifter

Endvidere var Østrig af den opfattelse, at foranstaltningerne også ville tilsidesætte artikel

92 TEUF (forskelsbehandling på transportområdet) i de tilfælde, hvor vejafgiften pålægges

kommercielle bustransporter eller varetransporter med motorkøretøjer på under 3,5 ton.

Tyskland påstod frifindelse.

3. Danmarks interesse i sagen

Den daværende regering (V, LA og K) og DF indgik i september 2017 en aftale om

”Om-

lægning af bilafgifterne”, hvorefter der skulle etableres en ny periodebaseret vejafgift for

person- og varebiler. Danske bilister skulle ifølge aftalen kompenseres for vejafgiften. Re-

geringen ville udarbejde et konkret oplæg til en ny ordning. Oplægget til en model for til-

bageførsel af provenuet til danske bilister har afventet udfaldet af ovennævnte retssag for

EU-Domstolen.

Da retssagen således ville kunne få betydning for indførelsen af en dansk vejafgift, interve-

nerede Danmark i sagen til støtte for Tyskland.

4. Generaladvokatens forslag til afgørelse

Generaladvokaten på sagen Niels Wahl fremsatte den 6. februar 2019 et forslag til afgørelse,

hvori han vurderede, at Tyskland, i tråd med de danske synspunkter, som blev fremført

under retssagen, burde frifindes. Generaladvokaten bemærkede til støtte herfor særligt, at

medlemsstaterne har valgfrihed, når der skal tages stilling til finansiering af infrastrukturen,

og at den tyske vejafgift i generaladvokatens optik var i overensstemmelse med EU's trans-

portpolitik, hvorefter omkostningerne i forbindelse med brugen af transportinfrastrukturer

bør baseres på princippet om, at "brugeren og forureneren betaler”.

5. Domstolens dom

EU-Domstolens Store Afdeling har den 18. juni 2019 afsagt dom i sagen. I dommen fast-

slås det, at Tysklands planlagte ordning med vejafgifter og den samtidige fritagelse for mo-

torkøretøjsafgift til ejere og førere af køretøjer, der er indregistreret i Tyskland, der mindst

svarer til vejafgiften, udgør en indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og

en tilsidesættelse af bestemmelserne om de frie varebevægelser og den frie udveksling af

tjenesteydelser, hvorfor Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 18, 34,

56 og 92 TEUF.

EU-Domstolen bemærker indledningsvis, at der ikke generelt er et forbud mod indførelse

af nationale vejafgifter. EU-Domstolen udtaler dog, at medlemsstatens udøvelse af denne

kompetence skal ske under overholdelse af EU-retten.

Domstolen lægger i sin afgørelse vægt på, at der ud fra såvel et tidsmæssigt som et ind-

holdsmæssigt synspunkt er en sammenhæng mellem de tyske foranstaltninger, der er så tæt,

at de skal vurderes samlet, og finder, at foranstaltningerne sammenholdt med hinanden

indirekte diskriminerer bilister fra andre EU-medlemsstater, der fremover skal betale afgift

Side 2 af 3

SAU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 3: Orientering til FT om EU-Domstolens dom i sag C-591/17, Østrig mod Tyskland, om vejafgifter

for at bruge visse tyske veje. Domstolen bemærker i denne forbindelse særligt, at den øko-

nomiske byrde, som vejafgiften udgør, i praksis alene påhviler ejere og førere af køretøjer

indregistreret i andre medlemslande. Da størstedelen af ejere og førere af køretøjer, der er

indregistreret i andre medlemsstater end Tyskland, ikke er tyske statsborgere, medfører

denne forskellige behandling ifølge Domstolen en indirekte forskelsbehandling på grundlag

af nationalitet.

Domstolen afviser i den forbindelse, at fritagelsen for motorkøretøjsafgift til ejere og førere

af køretøjer, der er indregistreret i Tyskland, kan anskues som en omlægning af finansierin-

gen af omkostningerne i forbindelse med brugen af transportinfrastrukturer fra en finan-

siering via skatten til en finansiering baseret på princippet om, at "brugeren og forureneren

betaler”.

Domstolen

anfører i den

forbindelse bl.a., at Tyskland ”ganske

vist [har] fremført,

at nævnte ejere allerede bidrog til finansieringen af vejinfrastrukturen inden indførelsen af

infrastrukturafgiften via motorkøretøjsafgiften, og at kompensationsmekanismen således

tilsigter at undgå en uforholdsmæssig afgiftsbyrde. Ud over den omstændighed, som For-

bundsrepublikken Tyskland i generelle termer selv har fremhævet, hvorefter forbundsin-

frastrukturen finansieres via skatten, har den imidlertid ikke præciseret omfanget af dette

bidrag og har derfor på ingen måde godtgjort, at den kompensation, som indrømmes disse

ejere i form af en fritagelse for motorkøretøjsafgift, der mindst svarer til størrelsen af in-

frastrukturafgiften, ikke overstiger nævnte bidrag og således er af passende art.”.

Domstolen fremhæver desuden, at den samlede ordning kan hindre varer med oprindelse

i andre medlemsstater adgang til det tyske marked. Vejafgiften, som reelt alene pålægges

køretøjer, der ikke er indregistreret i Tyskland, kan nemlig øge transportomkostningerne

og dermed disse varers pris og konkurrenceevne. Herudover fremhæver Domstolen, at den

samlede ordning kan hindre leverandører og modtagere af tjenesteydelser, der kommer fra

en anden medlemsstat, adgang til det tyske marked. Den reelle afgiftsfritagelse for de tysk

indregistrerede køretøjer kan nemlig øge omkostningerne for både leverandører og mod-

tagere af tjenesteydelser i Tyskland, som anvender køretøjer, der er indregistreret i andre

medlemsstater.

Endvidere fremhæver Domstolen, at den samlede ordning forringer vilkårene for uden-

landske transportvirksomheder set i forhold til tyske transportvirksomheder.

Endelig fastslår Domstolen, at Tyskland ikke har påvist, at den indirekte forskelsbehandling

af køretøjer, der er indregistreret i andre medlemsstater, og hindringen for de frie varebe-

vægelser og den frie udveksling af tjenesteydelser kan retfærdiggøres af hensyn til vareta-

gelsen af et lovligt formål, fx miljøbeskyttelse.

Dommen vil nu skulle analyseres med henblik på at afdække dens nærmere implikationer.

Side 3 af 3