Retsudvalget 2018-19 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 81
Offentligt
25. august 2019
Til justitsministeren og sundhedsministeren.
Med cc til Landsforeningen Autisme, Landsforeningen Sind og retsordførerne og psykiatriordførerne for de
politiske partier.
Jeg skiver til justitsministeren fordi jeg undrer mig over at retslægerådet placerer ikke-psykisk syge, som for
eksempel autister i psykiatrien, og jeg skriver til sundhedsministeren fordi det bevirker at ikke-psykisk syge
optager pladser i psykiatrien.
Jeg er blevet opmærksom på dette via en personlig sag, men har fundet ud af, at det ikke er et enestående
tilfælde.
I Danmark straffer vi ikke mentalt retarderede og personer med psykisk sygdom. De får en foranstaltning i
stedet. Samfundets intention er, at psykisk syge skal i det psykiatriske system og mentalt retarderede skal på
en kommunal institution. Domstolene skal i princippet tage stilling til foranstaltningen, men i praksis
overlader de beslutningen til retslægerådet.
Min datter er infantil autist med lav begavelse, men hendes IQ er lidt for høj til at hun er mentalt retarderet,
og det er dette der giver problemerne.
Min datter fik i 2015 en ambulant behandlingsdom i det psykiatriske system. Mentalerklæring anbefalede
kommunal anbringelse, men retslægerådet anbefalede derimod en ambulant behandlingsdom. Der dømmes
som vanligt efter retslægerådet. På det tidspunkt var jeg ikke klar over forskellen på de to systemer. Jeg var
bare glad, fordi jeg troede at min datter nu ville få hjælp. Men overlægen, der fik ansvaret for den
ambulante behandlingsdom, kunne ikke tilbyde nogen reel behandling. Han skrev i 2017 til statsadvokaten,
at foranstaltningen burde ændres. Statsadvokaten sendte sagen til retslægerådet, men de anbefalede ingen
ændring af foranstaltningen. Statsadvokaten ville derfor ikke indstille til ændring af foranstaltningen. Det vil
sige her fik en dommer ikke engang mulighed for at tage stilling.
I august 2018 blev min datter i en ny sag, varetægtsfængslet i surrogat på en retspsykiatrisk afdeling. Der
blev lavet en ny mentalerklæring af en anden psykiater og han anbefalede også anbringelse på institution.
Sammen med kommunen fik vi arrangeret en institutionsplads og forberedte os på at flytte
varetægtsfængslingen fra hospitalet til institutionen. Men det blev ikke til noget fordi retslægerådet
anbefalede en psykiatrisk anbringelse. Til retssagen fik vi udarbejdet udtalelser fra en psykolog og 2
forskellige psykiatere, der hver har haft behandlingsansvaret for min datter, og lederen af et pædagogisk
bosted vidnede i retten. De anbefalede alle anbringelse på institution, men hun blev dømt i byretten i april
2019 til anbringelse i psykiatrien.
Nogle af de personer der havde lavet udtalelserne opfordrede os til at anke, for de ville gerne have sagen
prøvet i landsretten. De har oplevet flere gange, at retslægerådet går mod deres anbefaling. Vi ønskede ikke
at anke da vi bare ville have det overstået, mest fordi det er meget hårdt at være varetægtsfængslet, selv i
surrogat. Me a klagere a kede, fordi der var e læ gstetid for ophold på hospital på ”ku ” et år. Når der
ankes fortsætter varetægtsfængslingen, det betyder blandt andet at man ikke kan få ledsaget udgang heller
ikke til ta dlægebesøg. Hvis a efter byretsdo
e ku e have startet ”afso i ge ” ville det have sparet
mange frustrationer. Men det er jo en anden sag.
Vi forberedte os til landsretten; vi fik psykiateren, der havde lavet mentalerklæringen, indkaldt som vidne. Vi
fik en ny udtalelse fra overlægen. Men dagen før retsmødet blev retssagen udsat. Det viste sig at anklageren,
 REU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 81: Henvendelse af 25/9-19 om "Retslægerådet anbringer autister i psykiatrien"
2073542_0002.png
25. august 2019
havde sendt sagen tilbage til retslægerådet. Retslægerådet var ikke færdige med at se på sagen og
landsretten ville ikke tage stilling uden en ny udtalelse fra retslægerådet. Min datters advokat sagde at det
ville være godt med en ny udtalelse, for vores bedste chance var, at retslægerådet ændrede mening.
Me retslægerådet fastholdt deres a befali g. De e er ok stadigvæk ”at
behandling af en
ge e gribe de udvikli gsforstyrrelse pri ært er e psykiatrisk opgave”
og at ”Infantil
autisme henføres
so udga gspu kt til straffelove s § 16, stk. 1.”
(http://www.retslaegeraadet.dk/%C3%85rsberetninger Årsberetning 2012 side 87-88, 76)
I august 2019 fastholdt landsretten byrettens afgørelse om anbringelse på en psykiatrisk afdeling med den
skærpelse at længstetiden skulle være 2 år. Argumentet var at retslægerådet er vores højeste lægefaglige
ekspertise. (1 ud af 6 voterende mente dog, at hun skulle anbringes på en institution). Byrettens dom blev
fastholdt, selvom forsvareren kunne dokumentere at retslægerådet i deres sidste udtalelse, stillede
spørgsmål til ting som var tydeligt beskrevet i mentalerklæringen og de fremsendte udtalelser.
Alle der ke der i datter, det være sig pædagoger, sygeplejersker, sosu’er, sagsbeha dlere ved
kommunen, ledere af bosteder, psykologer, psykiatere og alt personale på den retsspykiatriske afdeling
e er, at hu hører hje
e på e i stitutio . Mi datter ka ikke a ve de he des ”høje” IQ da hu er
autist. Hun er ikke psykisk syg, men hun har en udviklingsforstyrrelse, der ikke kan behandles og hun vil
derfor sandsynligvis skulle bo på institution/bosted resten af hendes liv. Så de 4 år i det psykiatriske system,
(knap 3 år med ambulante besøg ca. hver 14 dag og over 1 år i varetægtsfængsel på en retspsykiatrisk
afdeling) har været meget frustrerende for hende og for os forældre, og et stort spild af samfundets
ressourcer. Og nu kan vi nok se frem til 2 år mere på hospital.
Personale på den retspsykiatriske afdeling, hvor min datter er, siger at de får flere og flere patienter der ikke
er psykisk syge eller patienter hvor psykisk sygdom ikke er hovedproblemet. De ser også flere tilfælde hvor
retslægerådet går mod mentalerklæringen. De mener, at retslægerådet er langt væk fra virkeligheden.
Retslægerådet ser ikke patienterne, men vurderer udelukkende ud fra udtalelser. De lægger meget vægt på
IQ og det kan bevirke at f. eks. personer med udviklingsforstyrrelser bliver placeret med dom i det
psykiatriske system, på trods af at de ville være meget bedre placeret i det kommunale system.
For at opsummere, ser jeg tre hovedproblemer:
1. Retslægerådet anbefaler personer der ikke er psykisk syge til behandling i psykiatrien. Det er alle tre typer
af foranstaltning: ambulant behandling, behandling og anbringelse.
2. Domstolene følger stort set altid retslægerådets afgørelse. (Hvis de overhovedet får lov til at tage stilling)
3. Retslægerådets afgørelse kan ikke ankes. Heller ikke selv om retslægerådet er uenig med
mentalerklæringen.
Samlet bevirker det at domstolene, sammen med retslægerådet, kan placere personer i det psykiatriske
system, som lægerne ikke kan behandle.
Med venlig hilsen
….