Retsudvalget 2018-19 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 37
Offentligt
Er retssagen imod Scharf politisk?
Hvorfor vælger statsmagten at føre en retssag imod en tidligere dygtig og kompetent chef for politiets
efterretning PET? Hvorfor ønsker man med denne politiske retssag at bruge omfattende midler på at
ødelægge et menneskes omdømme ved at føre en retssag over nogle deltaljer i en oplysende bog om
politiets efterretningsarbejde. Offentligheden mangler en ordentlig redegørelse om politiets
efterretningsarbejde arbejde og terrorforebyggelse. Og her har den tidligere chef sat sig for at sikre sig, at
dette bliver gjort på en måde, således at politikerne og en bredere offentlighed har et bedre
beslutningsgrundlag, når indsatserne skal prioriteres.
Jako S harf har e helt klar he sigt ed si og Syv år for PET . Ha vil diskutere, hvorda
a ruger
ressourcerne mest effektivt for at beskytte samfundet imod terror. Politiet kan slet ikke løse problemet
alene. SSP medarbejdere i kommunerne, andre myndigheder, der bruges i forebyggelsessammenhænge.
Og en styrkelse af lokale miljøer, hvor udsatte unge bor, og understøtte ikke mindst familier og det frivillige
foreningsliv. Der må i langt højere grad fokuseres på at styrke de kræfter I civilsamfundet, som kan gøre en
forskel, når det gælder en forebyggende indsats. I bogen skildrer han en række planlagte terrorhandlinger,
som det lykkes at stoppe i tide, mens han var chef.
En større åbenhed omkring PETs arbejde kan antagelig netop ses som led i denne forebyggende indsats
med inddragelse af civilsamfundet. I bogen giver han en tættere personskildring af de terrorrister, som
optrådte i ha s regeri gsperiode , for at læsere ka da e sig et illede af a gfoldighede . De største
og alvorligste terrorhandling i nyere tid i Skandinavien var for øvrigt ikke muslim, fremhæver han I bogen,
hvilket allerede giver ham en del politiske fjender. For Scharf er det derimod vigtigt, at den danske
offentlighed får et korrekt billede af terrortruslerne. Og måske netop ikke stirre sig blind på nogle få
grupper, men bevarer overblikket.
Hans overvejelser er praktiske. Han nævner et aktuelt eksempel. Et stort antal unge har været i Syrien for at
kæmpe, hvordan får vi dem indsluset i samfundet på en måde, hvor vi tager afstand fra deres handlinger
uden samtidig at tage afstand fra dem som personer? Der vil, skriver Scharf, være en del Syriens krigere,
som hverken vil blive retsforfulgt eller udvist af Danmark, og som vil udgøre en sandsynlig risiko, hvis vi ikke
håndtere dem på den rigtige måde.
I bogen nævner den tidligere PET chef flere konkrete eksempler på den reformmodstand han mødte og
som kan være med til at forklare, hvorfor etaten ønsker ham en tur bag tremmer. Men hans bog udstiller
også den politiske modstand. Jakob Scharfs offentlige kritik af politikernes forslag om at tillade FE at
foretage aflytninger uden dommerkendelse har måske været en medvirkende faktor til, at man idag vælger
at a ifestere e y ret i g for terror fore yggelse ved at føre retsag i od PETs tidligere hef. FE
aflytninger uden dommerkendelse var et brud med gældende retsprincipper og baseret på en skin-
begrundelse. PET har altid kunnet få en dommerkendelse meget hurtigt. Der har ikke været en eneste
situation, hvor vi ikke kunne iværksætte en aflytning meget hurtigt, sige den tidligere chef for PET. PET er
underlagt retsplejeloven, mens FE har løsere rammer. Denne vurdering fra en tidligere chef, der ved noget
om det, han taler om, må have været en pinagtig afsløring af de antidemokratiske tilbøjeligheder, som også
findes i dansk politik.
Misbrug af aflytninger vil sandsynligvis netop kunne ske, hvis kredsen af personer, der har lov til dette
udvides, og hvis man ikke engang skal have en dommerkendelse. Vi ville få en større risiko for at få Se og
Hør tilstande, hvis forslaget var blevet til virkelighed.
Hans værste forbrydelse var måske hans bemærkninger på et lukket internt møde. Det var dengang Pia
Kjærsgaard absolut skulle ud og besøge Christiania. Hun har ved flere lejligheder udsat sig for pressens