REU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 116: Lovudkast til forslag til lov om udlevering af lovovertrædere til og fra Danmark (Udleveringsloven) som er sendt i høring den 26/9-19, fra justitsministeren

Retsudvalget 2018-19 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 116
Offentligt

Dato:

Kontor:

Straffuldbyrdelseskonto-

ret

Sagsbeh: Karen Brøgger Nielsen

Sagsnr.: 2019-731-0051

Dok.:

1214154

Forslag

til

Lov om udlevering af lovovertrædere til og fra Danmark

(Udleveringsloven)

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1.

Den, der er sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling i Danmark

eller i udlandet, kan udleveres til eller fra Danmark efter denne lov.

Stk. 2.

Lovens kapitel 4 omfatter ikke udlevering fra Danmark til Finland

og Sverige.

Kapitel 2

Almindelige betingelser for udlevering fra Danmark til udlandet

§ 2.

Udlevering kan ikke finde sted, hvis den pågældende på gernings-

tidspunktet var under den kriminelle lavalder, jf. straffelovens § 15.

§ 3.

Udlevering kan ikke finde sted, når den, der søges udleveret, her i

landet, i et nordisk land eller i en medlemsstat i Den Europæiske Union, er

dømt eller frifundet for den samme strafbare handling.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Evt. EU-note (se vejledningens pkt. 2.2.2)

REU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Bilag 116: Lovudkast til forslag til lov om udlevering af lovovertrædere til og fra Danmark (Udleveringsloven) som er sendt i høring den 26/9-19, fra justitsministeren

Stk. 2.

Tilsvarende gælder, hvis den, der søges udleveret, her i landet er

benådet for handlingen.

Stk. 3.

Udlevering kan endvidere afslås, hvis den, der søges udleveret, er

dømt eller frifundet for handlingen i et land uden for Norden og Den Euro-

pæiske Union.

Stk. 4.

Uanset at den pågældende er dømt for den samme strafbare hand-

ling, kan udlevering dog kun afslås efter stk. 1 og 3, hvis dommen er blevet

fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter

lovgivningen i domslandet.

§ 4.

Er tiltale mod den pågældende frafaldet her i landet, kan udlevering

kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutnin-

gen om tiltalefrafald er opfyldt. Udlevering kan endvidere afslås, hvis påtale

er opgivet og betingelserne for at omgøre beslutningen om påtaleopgivelse

ikke er opfyldt.

Stk. 2.

Udlevering til strafforfølgning kan afslås, hvis der her i landet er

indledt strafforfølgning mod den pågældende for den handling, for hvilken

der søges udlevering, og strafforfølgning på grund af handlingens karakter,

den pågældendes tilknytning til Danmark og omstændighederne i øvrigt fin-

des at skulle gennemføres her i landet.

§ 5.

Udlevering kan ikke finde sted, hvis den pågældende handling helt

eller delvis er foretaget her i landet og handlingen ikke er strafbar efter dansk

ret.

§ 6.

Udlevering kan ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende

efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en be-

stemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt

på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig

mod dennes liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.

Stk. 2.

Udlevering kan endvidere ikke finde sted, hvis der er fare for, at

den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden

umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Stk. 3.

Udlevering kan endvidere ikke finde sted, hvis det i øvrigt ville

stride mod Danmarks internationale forpligtelser.

§ 7.

Ved udlevering af en person, der er dansk statsborger eller har fast

bopæl her i landet, til strafforfølgning kan der stilles vilkår om, at den på-

gældende overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel

fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning.

Stk. 2.

Udlevering af en person, der er dansk statsborger eller har fast bo-

pæl her i landet, til straffuldbyrdelse kan afslås, hvis straffen i stedet fuld-

byrdes her i landet.

§ 8.

En person, der afsoner fængselsstraf i Danmark, kan midlertidigt ud-

leveres fra Danmark med henblik på strafforfølgning i det anmodende land

på vilkår af,

1) at pågældende tilbageføres til Danmark, når strafforfølgningen er af-

sluttet, og

2) at pågældende er frihedsberøvet under udleveringen.

Stk. 2.

Hvis den pågældende er dømt til udvisning af Danmark og vil

kunne opfylde betingelserne for at blive løsladt under den midlertidige ud-

levering, betinges vilkåret om tilbageførsel, jf. stk. 1, nr. 1, af, at der ikke i

Danmark forinden er truffet beslutning om løsladelse. Endvidere fastsættes

vilkår om, at det anmodende land om nødvendigt medvirker til at forkynde

et indrejseforbud for den pågældende.

Stk. 3.

Frihedsberøvelsen i det anmodende land fratrækkes i den straf, som

den pågældende er blevet idømt i Danmark.

Kapitel 3

Betingelser for udlevering fra Danmark til de nordiske lande

§ 9.

Udlevering til strafforfølgning i Finland, Island, Norge eller Sverige

for en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i det land, der har anmodet

om udlevering, kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende for-

anstaltning, kan ske på grundlag af en nordisk arrestordre.

Stk. 2.

Udlevering til straffuldbyrdelse i Finland, Island, Norge eller Sve-

rige kan ske på grundlag af en nordisk arrestordre, hvis den pågældende ved

dommen er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

Stk. 3.

Udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere

strafbare forhold kan finde sted, selv om betingelserne i stk. 1 og 2 kun er

opfyldt med hensyn til et af forholdene.

§ 10.

Udlevering sker på vilkår af, at den udleverede ikke må drages til

ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end de, der er

sket udlevering for, hvis

1) udlevering ikke kunne have fundet sted for den pågældende lovovertræ-

delse i henhold til § 2, § 3, stk. 1, jf. stk. 4, eller § 3, stk. 2, eller

2) udlevering for den pågældende lovovertrædelse kunne have været af-

slået efter § 4, stk. 1, eller § 5, og retten ikke meddeler tilladelse til, at

den pågældende kan drages til ansvar for lovovertrædelsen, jf. § 41, stk.

Stk. 2.

Den udleverede kan dog uanset stk. 1 drages til ansvar for andre

strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering

for, hvis

1) den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til det nordi-

ske land, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive

draget til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen

end den, der er sket udlevering for, jf. § 36, eller den pågældende har

meddelt samtykke hertil i et retsmøde i det nordiske land, hvortil udle-

vering er sket, eller

2) den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade det land, hvor-

til vedkommende er udleveret, har undladt dette i 30 dage efter den en-

delige løsladelse eller er vendt tilbage til dette land efter at have forladt

det.

§ 11.

Udlevering sker på vilkår af, at den udleverede ikke må videreudle-

veres til Island for andre strafbare handlinger begået før udleveringen, end

den, der er sket udlevering for, hvis udlevering hertil ville være afskåret efter

reglerne i det nordiske land, hvortil udlevering er sket.

§ 12.

Udlevering sker på vilkår af, at den udleverede ikke videreudleveres

til en medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden for Norden og

Den Europæiske Union for andre strafbare handlinger begået før udleverin-

gen, end den, der er sket udlevering for, medmindre

1) den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til det nordi-

ske land, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive

videreudleveret til en medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat

uden for Norden og Den Europæiske Union for sådanne handlinger, jf.

§ 36, eller den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i

det nordiske land, hvortil udlevering er sket,

2) den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade det land, hvor-

til vedkommende er udleveret, har undladt dette i 30 dage efter den en-

delige løsladelse eller er vendt tilbage til dette land efter at have forladt

det, eller

3) retten tillader det efter § 41.

Kapitel 4

Betingelser for udlevering fra Danmark til medlemsstater i Den Europæi-

ske Union bortset fra Finland og Sverige

§ 13.

Udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i en medlems-

stat i Den Europæiske Union for en lovovertrædelse, der efter lovgivningen

i den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, kan straffes med fængsel

eller anden frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år, kan ske på grund-

lag af en europæisk arrestordre, selv om en tilsvarende handling ikke er

strafbar efter dansk ret, for følgende handlinger:

Deltagelse i en kriminel organisation.

Terrorisme.

Menneskehandel.

Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.

Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.

Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosive stoffer.

Bestikkelse.

Svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle

interesser.

9) Hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold.

10) Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.

11) Internetkriminalitet.

12) Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og

ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.

13) Menneskesmugling.

14) Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.

15) Ulovlig handel med menneskevæv og -organer.

16) Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.

17) Racisme og fremmedhad.

18) Organiseret eller væbnet tyveri.

19) Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgen-

stande.

20) Bedrageri.

21) Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.

22) Efterligninger og fremstillinger af piratudgaver af produkter.

23) Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel med falske do-

kumenter.

24) Forfalskning af betalingsmidler.

25) Ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stof-

fer.

26) Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.

27) Handel med stjålne motorkøretøjer.

28) Voldtægt.

29) Forsætlig brandstiftelse.

30) Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols

straffemyndighed.

31) Skibs- eller flykapring.

32) Sabotage.

Stk. 2.

Udlevering til strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske

Union for handlinger, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ske på grundlag af

en europæisk arrestordre, hvis den strafbare handling i den pågældende stat

kan medføre fængsel i mindst 1 år, og en tilsvarende handling er strafbar

efter dansk ret.

Stk. 3.

Udlevering til straffuldbyrdelse i en medlemsstat i Den Europæiske

Union for handlinger, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ske på grundlag af

en europæisk arrestordre, hvis den pågældende ved dommen er idømt fæng-

sel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders va-

righed, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.

Stk. 4.

Udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere

strafbare forhold kan finde sted, selv om betingelserne i stk. 1-3 kun er op-

fyldt med hensyn til et af forholdene.

§ 14.

Udlevering for en strafbar handling, der er omfattet af dansk straf-

femyndighed, kan afslås, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde

straf for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret.

§ 15.

Udlevering kan afslås, hvis den pågældende handling er foretaget

uden for territoriet for den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, og

en tilsvarende handling foretaget uden for dansk territorium ikke ville være

omfattet af dansk straffemyndighed.

§ 16.

Udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en dom afsagt, uden at

den pågældende har været til stede under retssagen, hvorved den pågæl-

dende er idømt fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan

ikke finde sted, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at

den pågældende i overensstemmelse med reglerne i udstedelsesstaten og i

rette tid

1) er blevet indkaldt personligt og dermed er blevet underrettet om det fast-

satte tidspunkt og sted for den retssag, som førte til afgørelsen, eller på

anden vis er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted

for den retssag, der førte til afgørelsen, på en sådan måde, at det klart

fremgår, at personen var bekendt med den berammede retssag og er ble-

vet underrettet om, at der kunne træffes en afgørelse, selv om vedkom-

mende ikke var til stede under retssagen,

2) var bekendt med den berammede retssag og havde givet en juridisk råd-

giver, der var udpeget enten af den pågældende selv eller af udstedelses-

staten, fuldmagt til at forsvare sig under retssagen og faktisk var repræ-

senteret af denne rådgiver under retssagen,

3) har fået afgørelsen forkyndt og er blevet udtrykkeligt underrettet om ret-

ten til en fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage,

og som giver mulighed for, at sagens realiteter, herunder nye beviser,

bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse

bliver ændret, og den pågældende efterfølgende udtrykkeligt har erklæ-

ret, at vedkommende ikke anfægter afgørelsen, eller den pågældende

ikke har anmodet om fornyet prøvelse eller anke inden for den gældende

tidsfrist, eller

4) vil få afgørelsen forkyndt personligt straks efter overgivelsen til udste-

delsesstaten og udtrykkeligt vil blive underrettet om retten til fornyet

prøvelse eller anke som nævnt i nr. 3 og vil blive underrettet om tidsfri-

sten for anmodning om fornyet prøvelse eller anke.

Stk. 2.

Den, der begæres udleveret med henblik på fuldbyrdelse af en dom

som nævnt i stk. 1, kan, når den pågældende underrettes om indholdet af

arrestordren, anmode om at få udleveret en kopi af dommen, inden udleve-

ringen gennemføres.

§ 17.

Udlevering sker på følgende vilkår:

1) Den udleverede må ikke drages til ansvar eller videreudleveres til

tredjeland for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen

end den, den pågældende er udleveret for, medmindre

a) retten tillader det efter § 41,

b) den pågældende, uanset at den pågældende i 30 dage uhin-

dret har kunnet forlade det land, hvortil den pågældende er

udleveret, har undladt dette, eller

c) den pågældende efter at have forladt landet frivilligt er vendt

tilbage.

2) Den udleverede må ikke uden rettens tilladelse underkastes straffor-

følgning ved en særdomstol.

Stk. 2.

Den udleverede kan dog uden rettens tilladelse drages til ansvar

for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket

udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebæ-

rer, at den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan endvidere

drages til ansvar uden rettens tilladelse, hvis den pågældende har meddelt

samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.

Stk. 3.

Den udleverede kan uden rettens tilladelse videreudleveres til en

tredje medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse med samtykke til ud-

levering til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, har meddelt sam-

tykke til at blive draget til ansvar og blive videreudleveret til en tredje med-

lemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der

er sket udlevering for, jf. § 36, 2. pkt. Videreudlevering kan også ske uden

rettens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt samtykke til videreudle-

vering i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.

Kapitel 5

Betingelser for udlevering fra Danmark til stater uden for Norden og Den

Europæiske Union

§ 18.

Der kan på grundlag af en overenskomst med en stat uden for Nor-

den og Den Europæiske Union ske udlevering af danske statsborgere til

strafforfølgning i den pågældende stat,

1) hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling

har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en handling,

der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering,

efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, eller

2) hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel

i 4 år.

Stk. 2.

Gælder der i forhold til en stat uden for Norden og Den Europæiske

Union ikke en af de i stk. 1 nævnte overenskomster, kan der ske udlevering

af en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 1 i øvrigt

er opfyldt og særlige hensyn til retshåndhævelsen taler derfor.

§ 19.

Udlevering af udlændinge til strafforfølgning i en stat uden for Nor-

den og Den Europæiske Union kan ske, hvis handlingen efter dansk ret kan

straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre

kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst

herom med den pågældende stat.

§ 20.

Udlevering til strafforfølgning kan kun ske, hvis der i den fremmede

stat er truffet beslutning om, at den, som søges udleveret, skal anholdes eller

fængsles for den pågældende handling.

§ 21.

Udlevering til straffuldbyrdelse kan, medmindre andet er fastsat ved

overenskomst med den pågældende stat, kun ske, hvis den pågældende er

idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4

måneders varighed, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.

§ 22.

Udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere straf-

bare forhold kan finde sted, selv om betingelserne i §§ 18-21 kun er opfyldt

med hensyn til ét af forholdene.

§ 23.

Må det på grund af særlige omstændigheder antages, at sigtelsen

eller dommen vedrørende en handling, for hvilken der søges udlevering,

savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, må udlevering for handlingen

ikke finde sted.

§ 24.

Udlevering for en militær lovovertrædelse kan ikke finde sted.

§ 25.

Udlevering for en politisk lovovertrædelse kan ikke finde sted.

Stk. 2.

Omfatter handlingen herudover en lovovertrædelse, som ikke er af

politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse, såfremt

handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter.

Stk. 3.

Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, når handlingen er omfattet af

1) artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terro-

risme som ændret ved ændringsprotokol af 15. maj 2003 til den europæ-

iske konvention om bekæmpelse af terrorisme,

2) artikel 6 og 7 og artikel 9, jf. artikel 6 og 7, i Europarådets konvention

om forebyggelse af terrorisme,

3) artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbomb-

ninger,

4) artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering

af terrorisme,

5) artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af nuklear ter-

rorisme,

6) artikel 7 i Det Internationale Atomenergiagenturs konvention om fysisk

beskyttelse af nukleare materialer som ændret ved ændringskonvention

af 8. juli 2005 til Det Internationale Atomenergiagenturs konvention om

fysisk beskyttelse af nukleare materialer,

7) artikel 3 eller artikel 3 b, 3 c eller 3 d i konventionen af 10. marts 1988

til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden som hen-

holdsvis ændret og indsat ved protokollen af 1. november 2005 til kon-

ventionen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod

søfartssikkerheden eller artikel 2 eller artikel 2 b eller 2 c i protokollen

af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerhe-

den for fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen,

som henholdsvis ændret og indsat ved protokollen af 1. november 2005

til protokollen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger

mod sikkerheden for fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinen-

talsokkelen,

8) artikel 4, jf. artikel 2, i FN-konventionen om beskyttelse af alle personer

mod tvangsforsvinding eller

9) artikel 15, stk. 1, litra a-c, i 2. protokol af 26. marts 1999 til UNESCO-

konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde

af væbnet konflikt.

Stk. 4.

I særlige tilfælde kan udlevering for en handling omfattet af artikel

5 eller artikel 9, jf. artikel 5, i Europarådets konvention om forebyggelse af

terrorisme afslås, hvis det vurderes, at der er tale om en politisk lovovertræ-

delse.

§ 26.

Udlevering for en strafbar handling, der er omfattet af dansk straf-

femyndighed, kan ikke ske, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde

straf for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret.

§ 27.

Udlevering kan afslås, hvis den pågældende handling er foretaget

uden for territoriet for den stat, der har anmodet om udlevering, og en til-

svarende handling foretaget uden for dansk territorium ikke ville være om-

fattet af dansk straffemyndighed.

§ 28.

Udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en dom afsagt, uden at

den pågældende har været til stede under retssagen, hvorved den pågæl-

dende er idømt fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan

ikke finde sted, medmindre det fremgår af udleveringsanmodningen, at den

pågældende i overensstemmelse med reglerne i udstedelsesstaten og i rette

tid

1) er blevet indkaldt personligt og dermed er blevet underrettet om det fast-

satte tidspunkt og sted for den retssag, som førte til afgørelsen, eller på

anden vis er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted

for den retssag, der førte til afgørelsen, på en sådan måde, at det klart

fremgår, at personen var bekendt med den berammede retssag og er ble-

vet underrettet om, at der kunne træffes en afgørelse, selv om vedkom-

mende ikke var til stede under retssagen,

2) var bekendt med den berammede retssag og havde givet en juridisk råd-

giver, der var udpeget enten af den pågældende selv eller af udstedelses-

staten, fuldmagt til at forsvare sig under retssagen og faktisk var repræ-

senteret af denne rådgiver under retssagen,

3) har fået afgørelsen forkyndt og er blevet udtrykkeligt underrettet om ret-

ten til en fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage,

og som giver mulighed for, at sagens realiteter, herunder nye beviser,

bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse

bliver ændret, og den pågældende efterfølgende udtrykkeligt har erklæ-

ret, at vedkommende ikke anfægter afgørelsen, eller den pågældende

ikke har anmodet om fornyet prøvelse eller anke inden for den gældende

tidsfrist, eller

4) vil få afgørelsen forkyndt personligt straks efter overgivelsen til udste-

delsesstaten og udtrykkeligt vil blive underrettet om retten til fornyet

prøvelse eller anke som nævnt i nr. 3 og vil blive underrettet om tidsfri-

sten for anmodning om fornyet prøvelse eller anke.

§ 29.

Udlevering sker på følgende vilkår:

1) Den udleverede må ikke drages til ansvar eller videreudleveres til

tredjeland for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen

end den, den pågældende er udleveret for, medmindre

a) retten tillader det efter § 41,

b) den pågældende, uanset at den pågældende i 30 dage uhin-

dret har kunnet forlade det land, hvortil den pågældende er

udleveret, har undladt dette, eller

c) den pågældende efter at have forladt landet frivilligt er vendt

tilbage.

2) Den udleverede må ikke uden rettens tilladelse underkastes straffor-

følgning ved en særdomstol.

3) Dødsstraf må ikke fuldbyrdes for den pågældende handling.

Kapitel 6

Behandlingen af sager om udlevering fra Danmark

§ 30.

En nordisk arrestordre, en europæisk arrestordre og en udleverings-

anmodning skal for at kunne danne grundlag for anholdelse og udlevering

indeholde oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted

for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffe-

bestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er truffet beslutning om an-

holdelse eller fængsling, eller om der er afsagt dom.

Stk. 2.

En nordisk arrestordre, en europæisk arrestordre og en udleverings-

anmodning, der er udstedt med henblik på udlevering til strafforfølgning,

skal endvidere indeholde oplysning om, hvilken straf den pågældende hand-

ling efter lovgivningen i den stat, hvortil udlevering ønskes, kan medføre.

Stk. 3.

En nordisk arrestordre, en europæisk arrestordre og en udleverings-

anmodning, der er udstedt med henblik på udlevering til straffuldbyrdelse,

skal endvidere indeholde oplysning om den idømte straf eller anden rets-

følge.

Stk. 4.

En europæisk arrestordre udstedt af Finland eller Sverige og en

arrestordre i henhold til aftalen mellem Den Europæiske Union og Repu-

blikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for overgivelse mel-

lem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og Norge udstedt

af Island eller Norge betragtes som en nordisk arrestordre.

§ 31.

Justitsministeren udpeger en central myndighed, som modtager eu-

ropæiske arrestordrer og udleveringsanmodninger fra stater uden for Norden

og Den Europæiske Union. Den centrale myndighed indhenter om fornødent

supplerende oplysninger hos den udstedende myndighed i det anmodende

land.

§ 32.

En nordisk arrestordre, en europæisk arrestordre og en udleverings-

anmodning sendes til anklagemyndigheden i den politikreds, hvor den, som

søges udleveret, bor eller opholder sig. Politiet iværksætter derefter uden

ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne

for udlevering er opfyldt, jf. dog stk. 4. For denne undersøgelse finder rets-

plejelovens kapitel 66 om sigtede og hans forsvar, kapitel 67 om almindelige

bestemmelser om efterforskning og kapitel 68 om afhøringer og særlige ef-

terforskningsskridt tilsvarende anvendelse, jf. dog § 34.

Stk. 2.

Til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan de

retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel

70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ran-

sagning, kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre

efterforskningsskridt, anvendes i samme omfang som i sager vedrørende

lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet, jf. dog stk. 3

og § 33.

Stk. 3.

Ved udlevering til de nordiske lande eller medlemsstater i Den

Europæiske Union kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel

69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, dog anvendes, i det

omfang den nordiske eller europæiske arrestordre er udstedt for en lovover-

trædelse, der efter reglerne i kapitel 3 eller 4 kan medføre udlevering.

Stk. 4.

Såfremt anklagemyndigheden allerede på grundlag af oplysnin-

gerne i den nordiske arrestordre, den europæiske arrestordre eller udleve-

ringsanmodningen finder, at udlevering bør afslås, indbringes sagen for ret-

ten uden politiets nærmere undersøgelse, jf. § 35.

§ 33.

Politiet kan fotografere og optage fingeraftryk af personer, der be-

gæres udleveret og personer, der er anholdt med henblik på senere identifi-

kation.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte regler om gennemførelse af foto-

grafering og optagelse af fingeraftryk efter stk. 1, herunder om opbevaring

og destruktion.

§ 34.

Når der iværksættes undersøgelse efter § 32, stk. 1, skal der beskik-

kes en forsvarer for den, som søges udleveret, medmindre den pågældende

selv vælger en forsvarer.

Stk. 2.

Udgifter til beskikket forsvarer og andre sagsomkostninger afhol-

des af det offentlige. Foreligger der særlige omstændigheder, kan retten dog

bestemme, at sagsomkostningerne helt eller delvis skal betales af den, som

søges udleveret.

§ 35.

Afgørelse om udlevering og om eventuelle vilkår herfor træffes af

retten efter anklagemyndighedens anmodning.

Stk. 2.

Sagen behandles ved retten i den kreds, hvor den pågældende bor

eller opholder sig. Kan intet af disse værneting anvendes, kan sagen behand-

les, hvor den pågældende er pågrebet.

Stk. 3.

Sagen behandles i pågældendes fravær, hvis retten ikke finder til-

taltes tilstedeværelse nødvendig, når pågældende har været lovligt indkaldt

og det af indkaldelsen fremgår, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan

medføre, at retten træffer afgørelse.

Stk. 4.

Retten kan uden afholdelse af retsmøde behandle sager, hvor an-

klagemyndigheden indstiller, at udlevering afslås, eller hvor den, der begæ-

res udleveret, har meddelt samtykke til udlevering, jf. § 36. Tilsvarende gæl-

der behandling af anmodninger om tilladelse til yderligere strafforfølgning

eller straffuldbyrdelse, jf. § 41.

Stk. 5.

Hvis retten finder, at de foreliggende oplysninger ikke er tilstræk-

kelige til at kunne træffe afgørelse om udlevering, kan retten anmode om at

modtage de nødvendige supplerende oplysninger inden for en frist, der fast-

sættes af retten.

Stk. 6.

Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Kære til landsretten kan

ske inden for en frist på 3 dage. Retsplejelovens § 910 finder tilsvarende

anvendelse, dog således at fristen i stk. 2, 2. pkt., er 3 dage.

§ 36.

Den, der begæres udleveret, kan i et retsmøde meddele samtykke til

udlevering. Den pågældende kan endvidere i et retsmøde meddele samtykke

til at blive draget til ansvar og videreudleveret til et tredje nordisk land, en

medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden for Norden og Den

Europæiske Union for andre strafbare handlinger begået før udleveringen

end den, der sker udlevering for. Retten vejleder den pågældende om føl-

gerne af samtykke efter denne bestemmelse.

§ 37.

Rettens afgørelse efter § 35 skal afsiges snarest muligt og så vidt

muligt inden 3 dage efter, at den, der begæres udleveret, har meddelt sam-

tykke til udleveringen i sager om udlevering til et nordisk land, og inden 10

dage efter, at den, der begæres udleveret, har meddelt samtykke til udleve-

ringen i sager om udlevering til stater i Den Europæiske Union.

Stk. 2.

I andre tilfælde skal rettens afgørelse så vidt muligt afsiges inden

følgende frister:

1) 30 dage efter anholdelsen af den pågældende her i landet i sager om

udlevering til et nordisk land.

2) 60 dage efter anholdelsen af den pågældende her i landet i sager om

udlevering til stater i Den Europæiske Union.

§ 38.

Udlevering kan ikke ske, før rettens beslutning herom er endelig.

Stk. 2.

Udlevering skal gennemføres, snarest muligt efter at rettens beslut-

ning herom er endelig, og så vidt muligt inden følgende frister:

1) 5 dage i sager om udlevering til et nordisk land.

2) 10 dage i sager om udlevering til stater i Den Europæiske Union.

3) 30 dage i sager om udlevering til stater uden for Norden og Den Euro-

pæiske Union.

Stk. 3.

For at sikre gennemførelsen af en udlevering kan de i retsplejelo-

vens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling omtalte

retsmidler anvendes. Fængsling, som er sket efter denne bestemmelse, skal

ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden udløbet af fristen i stk.

2. I særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.

§ 39.

Udlevering kan undtagelsesvis udsættes midlertidigt af tungtve-

jende humanitære grunde, f.eks. hvis der er vægtige grunde til at antage, at

den klart ville bringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare. Udleveringen

skal gennemføres, så snart disse grunde ikke længere foreligger.

§ 40.

Genstande, som er beslaglagt under sagen, skal med forbehold for

tredjemands eventuelle rettigheder overgives til den myndighed, som har

anmodet om udlevering, hvis denne myndighed anmoder herom og genstan-

den skal tjene som bevis eller hidrører fra lovovertrædelsen.

§ 41.

Retten kan efter anmodning tillade, at en person, der er udleveret

efter reglerne i denne lov, underkastes strafforfølgning eller straffuldbyr-

delse eller videreudleveres til tredjeland for en anden strafbar handling be-

gået før udleveringen end den, den pågældende er udleveret for. Anklage-

myndigheden indbringer spørgsmålet for den ret, som har afsagt kendelse

om udlevering i første instans. § 34 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Tilladelsen kan kun meddeles, såfremt udlevering for den pågæl-

dende handling kunne have fundet sted efter bestemmelserne i denne lov.

Stk. 3.

Hvis den pågældende er udleveret til et nordisk land, kan tilladelse

til, at vedkommende drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået

før udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 10, stk. 1, nr. 2,

dog meddeles, selv om udlevering for den pågældende handling ikke kunne

have fundet sted.

§ 42.

Anmodning om tilladelse efter § 41 skal indeholde de oplysninger,

der er nævnt i § 30.

§ 43.

Ved udlevering til lande, som har indgået en associeringsaftale om

gennemførelse, anvendelse og udvikling af Schengenreglerne med Den Eu-

ropæiske Union og Det Europæiske Fællesskab, gælder reglerne i konven-

tion af 10. marts 1995 udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om

Den Europæiske Union om forenklet udleveringsprocedure mellem med-

lemsstaterne i Den Europæiske Union, jf. bilag 1 til denne lov, og artikel 1,

2, 6, 8, 9 og 13 i konvention af 27. september 1996 udarbejdet på grundlag

af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om udlevering mellem

Den Europæiske Unions medlemsstater, jf. bilag 2 til denne lov, medmindre

andre regler om udlevering mellem Danmark og det pågældende land er

mere vidtgående end reglerne i disse konventioner.

§ 44.

Ved udlevering til lande, som har tiltrådt den tredje tillægsprotokol

til den europæiske konvention om udlevering, gælder reglerne i tillægspro-

tokollen, jf. bilag 3 til denne lov, medmindre andre regler om udlevering

mellem Danmark og det pågældende land er mere vidtgående end reglerne

i tillægsprotokollen.

Kapitel 7

Behandling af sager om udlevering til Danmark

45.

Ønskes en person efterlyst internationalt med henblik på frihedsbe-

røvelse og udlevering til strafforfølgning i Danmark, anmoder anklagemyn-

digheden retten om, at sigtede varetægtsfængsles, jf. retsplejelovens kapitel

70, og om at udstede en europæisk arrestordre.

46.

Ønskes en person efterlyst internationalt og udleveret til straffuld-

byrdelse i Danmark, anmoder anklagemyndigheden retten om at udstede en

europæisk arrestordre.

Stk. 2.

Retten kan behandle sager efter stk. 1 uden afholdelse af retsmøde.

§ 47.

Rettens beslutning om at udstede en europæisk arrestordre træffes

ved kendelse. Kendelsen kan kæres i overensstemmelse med retsplejelovens

§ 969, stk. 1 og 2.

Stk. 2.

Beslutninger efter stk. 1 kan omgøres, når nye oplysninger forelig-

ger.

§ 48.

Såfremt anmodningens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse

skulle afventes, kan rigsadvokaten træffe beslutning om, at den pågældende

efterlyses internationalt. I så fald skal anmodning efter § 45 eller § 46 snarest

muligt og senest inden 48 timer fra efterlysningens iværksættelse indgives

til retten.

§ 49.

En udstedt europæisk arrestordre kan tilbagekaldes af anklagemyn-

digheden.

§ 50.

En nordisk arrestordre udstedes af anklagemyndigheden.

Stk. 2.

Anmodninger til stater uden for Norden og Den Europæiske Union

udfærdiges af anklagemyndigheden på baggrund af en udstedt europæisk

arrestordre og fremsendes af den centrale myndighed.

§ 51.

En anmodning om samtykke fra det udleverende land til, at Dan-

mark kan strafforfølge en person, der er blevet udleveret til Danmark, for

andre lovovertrædelser begået før udleveringen end den, der er sket udleve-

ring for, udstedes af rigsadvokaten, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

En anmodning som nævnt i stk. 1 til et andet nordisk land udstedes

af anklagemyndigheden.

§ 52.

En person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som midlertidigt er

udleveret til Danmark med henblik på strafforfølgning her i landet, skal, når

strafforfølgningen er afsluttet, tilbageføres til den fremmede stat, hvorfra

den pågældende er udleveret. Den pågældende skal være frihedsberøvet un-

der udleveringen, medmindre andet er aftalt med den stat, hvorfra udleve-

ringen er sket.

Stk. 2.

Afgørelse om frihedsberøvelse træffes af retten på anmodning af

anklagemyndigheden. For frihedsberøvelsen fastsættes en frist, der kan for-

længes. Rettens afgørelse træffes ved kendelse.

Stk. 3.

Under frihedsberøvelsen er den pågældende alene undergivet de

indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens øje-

med og opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet. Anbrin-

gelse kan ske i arresthus, jf. retsplejelovens § 770, stk. 2.

Kapitel 8

Efterlyste personer og transit

§ 53.

Er en person efterlyst af myndighederne i en stat uden for Norden

og Den Europæiske Union som sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar hand-

ling, der må antages at kunne begrunde udlevering efter denne lov, finder §

32, stk. 2, og § 33 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Foranstaltninger, der er truffet efter stk. 1, skal ophæves, såfremt

anmodning om udlevering ikke er modtaget senest 30 dage efter anholdel-

sen. I særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.

§ 54.

Rigsadvokaten kan tillade, at en person, der udleveres fra en frem-

med stat til en anden fremmed stat, føres gennem riget, såfremt bestemmel-

serne i §§ 6, 18, 19, 24 eller 25 ikke ville være til hinder for, at der skete

udlevering her fra landet for den pågældende handling.

Stk. 2.

Sker udleveringen til en anden medlemsstat i Den Europæiske

Union eller et andet nordisk land, kan tilladelse dog meddeles, såfremt der

er modtaget oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og

sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige

straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er udstedt en europæ-

isk arrestordre eller en arrestordre i henhold til aftalen mellem Den Europæ-

iske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne

for overgivelse mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island

og Norge. Hvis udleveringen til en anden medlemsstat eller et andet nordisk

land sker fra en stat uden for Norden og Den Europæiske Union, skal der ud

over de i 1. pkt. nævnte oplysninger endvidere gives oplysning om, hvorvidt

der foreligger en anmodning om udlevering.

Stk. 3.

Sker udleveringen fra et nordisk land til et andet nordisk land, kan

den pågældende føres gennem riget uden tilladelse.

Stk. 4.

§ 32, stk. 2-3, og § 33, finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 9

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 55.

Loven træder i kraft den [

], jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens

§ 25, stk. 3, nr. 8.

§ 56.

Lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse nr. 833

af 25. august 2005, ophæves.

§ 57.

I sager, hvor rigsadvokaten før lovens ikrafttræden har udstedt en

europæisk arrestordre, udsteder retten på anklagemyndighedens anmodning

en europæisk arrestordre, når betingelserne herfor er opfyldt. Retten kan

træffe afgørelse herom uden afholdelse af retsmøde.

Kapitel 10

Ændringer i anden lovgivning

§ 58.

I lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol,

foretages følgende ændringer:

I §

2, stk. 1,

ændres »Justitsministeren« til: »Retten«.

I §

2, stk. 2,

ændres »Justitsministeren« til: »Retten«.

I §

2, stk. 3,

ændres »Kapitel 3 og 4 i lov om udlevering af lovovertræ-

dere« til: »Udleveringslovens kapitel 6 og 8«.

§ 59.

I lov nr. 1099 af 21. december 1994 om strafforfølgning ved det

internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Ju-

goslavien, som ændret ved lov nr. 436 af 31. maj 2000, foretages følgende

ændringer:

§ 2, stk. 1,

ændres »Justitsministeren« til: »Retten«.

§ 2, stk. 2,

ændres »Justitsministeren« til: »Retten«.

§ 2, stk. 3,

ændres »Kapitel 3 og 4 i lov om udlevering af lovovertræ-

dere« til: »Udleveringslovens kapitel 6 og 8«.

§ 60.

I lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Euro-

pæiske Union, jf. lovbekendtgørelse nr. 213 af 22. februar 2013, som ændret

ved lov nr. 1572 af 15. december 2015 og lov nr. 377 af 27. april 2016,

foretages følgende ændring:

§ 29 x, stk. 1, nr. 8,

ændres »kapitel 2 a i lov om udlevering af lov-

overtrædere« til: »udleveringslovens kapitel 4«.

Kapitel 11

Territorial gyldighed

§ 61.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer,

som de grønlandske forhold tilsiger.

»Bilag 1

Konvention af 10. marts 1995 om forenklet udleveringsprocedure mel-

lem medlemsstaterne i Den Europæiske Union

Konvention, udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Euro-

pæiske Union,

om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæ-

iske Union

DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER i denne konvention, Den Euro-

pæiske Unions medlemsstater,

SOM HENVISER TIL Rådets retsakt af 10. marts 1995,

SOM ØNSKER at forbedre det strafferetlige samarbejde mellem medlems-

staterne, hvad angår både retsforfølgning og fuldbyrdelse af domme,

SOM ERKENDER, at udlevering spiller en vigtig rolle inden for det retlige

samarbejde i bestræbelserne på at nå disse mål,

SOM ER OVERBEVIST om nødvendigheden af at forenkle udleverings-

procedurerne, i den udstrækning dette kan forenes med deres grundlæg-

gende retsprincipper, herunder principperne i den europæiske konvention til

beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

SOM KONSTATERER, at den person, der begæres udleveret, i en lang

række udleveringssager ikke modsætter sig udleveringen,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at den for udleveringen nødvendige tid

og enhver tilbageholdelsesperiode med henblik på udlevering i sådanne til-

fælde bør begrænses mest muligt,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at anvendelsen af den europæiske udle-

veringskonvention af 13. december 1957 derfor bør lettes ved at forenkle og

forbedre udleveringsproceduren,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at bestemmelserne i den europæiske ud-

leveringskonvention fortsat gælder i alle spørgsmål, der ikke er behandlet i

nærværende konvention,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER:

Artikel 1

Generelle bestemmelser

1. Formålet med denne konvention er at lette anvendelsen af den europæiske

udleveringskonvention mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, ved

at supplere denne konventions bestemmelser.

2. Stk. 1 berører ikke anvendelsen af mere fordelagtige bestemmelser i gæl-

dende bi- eller multilaterale aftaler mellem medlemsstater.

Artikel 2

Forpligtelse til udlevering

Medlemsstaterne forpligter sig til i overensstemmelse med denne konven-

tion at udlevere eftersøgte personer, hvis disse personer giver deres sam-

tykke og den anmodede stat giver tilladelse hertil, efter den forenklede pro-

cedure som fastsat i denne konvention.

Artikel 3

Betingelser for udlevering

1. I medfør af artikel 2 udleveres enhver person, med hensyn til hvem der er

fremsat en begæring om foreløbig anholdelse og fængsling efter artikel 16 i

den europæiske udleveringskonvention, i overensstemmelse med artikel 4-

11 og artikel 12, stk. 1, i nærværende konvention.

2. Den i stk. 1 omhandlede udlevering er ikke betinget af, at der foreligger

en udleveringsbegæring og dokumenter, som krævet i artikel 12 i den euro-

pæiske udleveringskonvention.

Artikel 4

Oplysninger, der skal meddeles

1. I forbindelse med underretning af den anholdte, med henblik på anven-

delse af artikel 6 og 7 og i forbindelse med underretning af den kompetente

myndighed, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, anses følgende oplysninger

fra den begærende stat for at være tilstrækkelige:

a) den eftersøgtes identitet

b) hvilken myndighed der har anmodet om anholdelsen

c) om der foreligger en arrestordre eller en anden beslutning med samme

virkning eller en eksigibel dom

d) forbrydelsens karakter og retlige beskrivelse

e) en beskrivelse af, under hvilke omstændigheder forbrydelsen er begået,

herunder tidspunktet, stedet og omfanget af den eftersøgtes deltagelse i for-

brydelsen

f) så vidt muligt følgerne af forbrydelsen.

2. Uanset stk. 1 kan der dog begæres supplerende oplysninger, hvis det viser

sig, at de i stk. 1 nævnte oplysninger ikke er tilstrækkelige til, at den kom-

petente myndighed i den anmodede medlemsstat kan give tilladelse til ud-

leveringen.

Artikel 5

Samtykke og tilladelse

1. Den anholdtes samtykke gives i overensstemmelse med artikel 6 og 7.

2. Den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat giver sin tilla-

delse i overensstemmelse med sine nationale procedurer.

Artikel 6

Underretning af den pågældende

Når en person, der er eftersøgt med henblik på udlevering, anholdes i en

anden medlemsstat, skal den kompetente myndighed i overensstemmelse

med sin nationale lovgivning oplyse vedkommende om den foreliggende

begæring og om muligheden for at give sit samtykke til at blive udleveret til

den begærende stat efter den forenklede procedure.

Artikel 7

Indhentelse af samtykke

1. Den anholdtes samtykke og i givet fald hans udtrykkelige afkald på an-

vendelse af specialitetsreglen gives over for de kompetente retsmyndigheder

i den anmodede stat i overensstemmelse med dennes nationale lovgivning.

2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger, for at samtykke

og i givet fald afkald, som omhandlet i stk. 1, indhentes på en sådan måde,

at det fremgår, at den pågældende har givet udtryk herfor frivilligt og med

fuldt kendskab til følgerne heraf. Med henblik herpå har den anholdte ret til

at lade sig rådgive.

3. Samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i stk. 1, føres til protokols

i overensstemmelse med lovgivningen i den anmodede medlemsstat.

4. Samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i stk. 1, kan ikke tilbage-

kaldes. Medlemsstaterne kan, samtidig med deponeringen af deres ratifika-

tions-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, i en erklæring angive, at

samtykke og i givet fald afkald kan tilbagekaldes i henhold til deres natio-

nale regler. I så fald medregnes den periode, der forløber mellem meddelel-

sen om samtykke og meddelelsen om tilbagekaldelse heraf, ikke i fastlæg-

gelsen af de i artikel 16, stk. 4, i den europæiske udleveringskonvention

fastsatte frister.

Artikel 8

Meddelelse om samtykke

1. Den anmodede stat meddeler omgående den pågældendes samtykke til

den begærende stat. For at give denne stat mulighed for i givet fald at ind-

give en udleveringsbegæring skal den anmodede stat senest ti dage efter den

foreløbige anholdelse eller fængsling meddele den begærende stat, om den

pågældende har givet sit samtykke eller ej.

2. Den i stk. 1 omhandlede meddelelse foretages direkte mellem de kompe-

tente myndigheder.

Artikel 9

Afkald på anvendelse af specialitetsreglen

Enhver medlemsstat kan samtidig med deponeringen af sit ratifikations-,

godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller på et hvilket som helst andet

tidspunkt erklære, at reglerne i artikel 14 i den europæiske udleveringskon-

vention ikke finder anvendelse, når den pågældende i medfør af artikel 7 i

nærværende konvention

a) giver sit samtykke til udleveringen; eller

b) giver sit samtykke til udleveringen og udtrykkelig giver afkald på anven-

delse af specialitetsreglen.

Artikel 10

Meddelelse af afgørelsen om udlevering

1. Uanset reglerne i artikel 18, stk. 1, i den europæiske udleveringskonven-

tion meddeles afgørelsen om udlevering efter den forenklede procedure og

oplysningerne om denne procedure direkte mellem den kompetente myn-

dighed i den anmodede stat og den myndighed i den begærende stat, som

har begæret foreløbig anholdelse og fængsling.

2. Den i stk. 1 omhandlede afgørelse meddeles senest tyve dage efter den

dato, hvor den pågældende har givet sit samtykke.

Artikel 11

Frist for udlevering

1. Den pågældende udleveres senest tyve dage efter at afgørelsen om udle-

vering er blevet meddelt i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2.

2. En person, der ved udløbet af fristen i stk. 1 tilbageholdes, skal løslades

på den anmodede medlemsstats territorium.

3. Hvis den pågældende på grund af force majeure ikke kan udleveres inden

for den i stk. 1 fastsatte frist, skal den berørte myndighed, jf. artikel 10, stk.

1, underrette den anden myndighed herom. De to myndigheder aftaler en ny

dato for udleveringen. I så fald finder udleveringen sted tyve dage efter den

nye dato. Hvis den pågældende stadig tilbageholdes ved udløbet af denne

frist, skal han løslades.

4. Stk. 1, 2 og 3 i denne artikel finder ikke anvendelse, hvis den anmodede

stat ønsker at anvende artikel 19 i den europæiske udleveringskonvention.

Artikel 12

Samtykke givet efter udløbet af den i artikel 8 fastsatte frist eller under an-

dre omstændigheder

1. Når den pågældende har givet sit samtykke efter udløbet af den frist på ti

dage, der er fastsat i artikel 8,

– skal den anmodede stat, hvis den endnu ikke har modtaget en udleverings-

begæring i medfør af artikel 12 i den europæiske udleveringskonvention,

iværksætte den forenklede procedure som fastsat i nærværende konvention;

– kan den anmodede stat, hvis den i mellemtiden har modtaget en udleve-

ringsbegæring i medfør af artikel 12 i den europæiske udleveringskonven-

tion, benytte denne forenklede procedure.

2. Såfremt der ikke er fremsat nogen begæring om foreløbig anholdelse og

fængsling, og i fald der er givet samtykke efter modtagelse af en udleve-

ringsbegæring, kan den anmodede stat benytte den forenklede procedure

som fastsat i nærværende konvention.

3. Medlemsstaterne erklærer samtidig med deponeringen af deres ratifikati-

ons-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter, om de agter at anvende

stk. 1, andet led, og stk. 2, og på hvilke betingelser.

Artikel 13

Videreudlevering til en anden medlemsstat

Når den udleverede person ikke nyder godt af specialitetsreglen i overens-

stemmelse med medlemsstatens erklæring, som omhandlet i artikel 9 i

denne konvention, finder artikel 15 i den europæiske udleveringskonvention

ikke anvendelse på hans videreudlevering til en anden medlemsstat, med-

mindre andet fremgår af denne erklæring.

Artikel 14

Transit

I tilfælde af transit i henhold til artikel 21 i den europæiske udleveringskon-

vention gælder følgende, når der er tale om udlevering efter den forenklede

procedure:

a) i hastende tilfælde kan ansøgningen stiles til transitstaten i en hvilken som

helst skriftlig form tillige med de oplysninger, der er fastsat i artikel 4. Tran-

sitstaten kan anvende samme fremgangsmåde ved meddelelse af sin afgø-

relse;

b) de i artikel 4 omhandlede oplysninger er tilstrækkelige til at gøre transit-

statens kompetente myndighed opmærksom på, at der er tale om udlevering

efter den forenklede procedure, og til at transitstaten over for den udleverede

person kan træffe de nødvendige foranstaltninger til transitrejsens gennem-

førelse.

Artikel 15

Kompetente myndigheder

Hver medlemsstat skal ved deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses-

eller tiltrædelsesinstrument i en erklæring oplyse, hvilke myndigheder der

er kompetente i henseende til artikel 4-8, 10 og 14.

Artikel 16

Ikrafttræden

1. Denne konvention skal ratificeres, godkendes eller tiltrædes. Ratifikati-

ons-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne deponeres i Generalse-

kretariatet for Rådet for Den Europæiske Union. Generalsekretæren for Rå-

det underretter alle medlemsstaterne herom.

2. Konventionen træder i kraft halvfems dage efter at den sidste medlemsstat

har deponeret sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

3. Indtil konventionen træder i kraft, kan hver enkelt medlemsstat samtidig

med deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesin-

strument eller på et hvilket som helt andet tidspunkt erklære, at konventio-

nen finder anvendelse for dens vedkommende i dens forbindelser med de

medlemsstater, der har afgivet samme erklæring, halvfems dage efter depo-

neringen af erklæringen.

4. Enhver erklæring, der fremsættes i medfør af artikel 9, træder i kraft tre-

dive dage efter deponeringen heraf, dog tidligst på datoen for denne kon-

ventions ikrafttræden eller dens anvendelse for den pågældende stats ved-

kommende.

5. Konventionen finder kun anvendelse på begæringer, der er indgivet efter

den dato, hvor konventionen træder i kraft eller bringes i anvendelse mellem

den anmodede og den begærende stat.

Artikel 17

Tiltrædelse

1. Denne konvention er åben for tiltrædelse af enhver stat, der bliver medlem

af Den Europæiske Union.

2. Teksten til konventionen på den tiltrædende stats sprog, som udformet af

Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union og godkendt af

samtlige medlemsstater, har samme gyldighed som de øvrige autentiske tek-

ster. Generalsekretæren sender en bekræftet genpart heraf til hver medlems-

stat.

3. Tiltrædelsesdokumenterne deponeres i Generalsekretariatet for Rådet for

Den Europæiske Union.

4. Konventionen træder i kraft over for enhver stat, der tiltræder den, halv-

fems dage efter deponeringen af den pågældende stats tiltrædelsesdokument

eller på datoen for konventionens ikrafttræden, hvis den endnu ikke er trådt

i kraft ved udløbet af perioden på halvfems dage.

5. Hvis konventionen endnu ikke er trådt i kraft, når tiltrædelsesdokumentet

deponeres, finder artikel 16, stk. 3, anvendelse på de tiltrædende medlems-

stater.«

»Bilag 2

Uddrag af konvention af 27. september 1996 om udlevering mellem Den

Europæiske Unions medlemsstater

Artikel 1

Almindelige bestemmelser

1. Denne konvention har til formål at supplere bestemmelserne i og lette

anvendelsen mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af:

– den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering, i det

følgende benævnt »den europæiske udleveringskonvention«

– den europæiske konvention af 27. januar 1977 om bekæmpelse af terro-

risme, i det følgende benævnt »den europæiske konvention om bekæmpelse

af terrorisme«

– konventionen af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengen-aftalen af

14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, for

så vidt angår forbindelserne mellem de medlemsstater, der er parter i denne

konvention, og

– kapitel 1 i traktaten af 27. juni 1962 om udlevering og gensidig retshjælp

i straffesager mellem Kongeriget Belgien, Storhertugdømmet Luxembourg

og Kongeriget Nederlandene som ændret ved protokol af 11. maj 1974, i det

følgende benævnt »Benelux-traktaten« for så vidt angår forbindelserne mel-

lem medlemsstaterne i Den Økonomiske Union Benelux.

2. Stk. 1 berører ikke anvendelsen af mere fordelagtige bestemmelser i bila-

terale eller multilaterale aftaler mellem medlemsstater eller, som fastsat i

artikel 28, stk. 3, i den europæiske udleveringskonvention, arrangementer

om udlevering på grundlag af en ensartet lovgivning eller gensidige lovgiv-

ninger om fuldbyrdelse på en medlemsstats territorium af arrestordrer ud-

stedt på en anden medlemsstats territorium.

Artikel 2

Forbrydelser, som kan medføre udlevering

1. Udlevering skal tillades for forbrydelser, som efter lovgivningen i den

begærende medlemsstat kan medføre en frihedsstraf eller sikkerhedsforan-

staltning af en varighed på mindst tolv måneder og efter lovgivningen i den

anmodede medlemsstat en frihedsstraf eller sikkerhedsforanstaltning af en

varighed på mindst seks måneder.

2. Udlevering kan ikke afslås med den begrundelse, at lovgivningen i den

anmodede medlemsstat ikke indeholder bestemmelser om samme type sik-

kerhedsforanstaltning som lovgivningen i den begærende medlemsstat.

3. Artikel 2, stk. 2, i den europæiske udleveringskonvention og artikel 2, stk.

2, i Benelux-traktaten finder ligeledes anvendelse, når visse forbrydelser

straffes med bødestraf.

Artikel 6

Fiskale forbrydelser

1. For forbrydelser i forbindelse med skatter, afgifter, told og valutahandel

skal udlevering også tillades på de betingelser, der er fastsat i denne kon-

vention, den europæiske udleveringskonvention og Benelux-traktaten, hvis

forbrydelsen efter den anmodede medlemsstats lovgivning udgør en tilsva-

rende lovovertrædelse.

2. Udlevering kan ikke afslås med den begrundelse, at den anmodede med-

lemsstats lovgivning ikke foreskriver opkrævning af samme typer skatter og

afgifter eller ikke indeholder samme type regler om skatter, afgifter, told og

valutahandel som den begærende medlemsstats lovgivning.

3. Enhver medlemsstat kan samtidig med afgivelsen af den i artikel 18, stk.

2, omhandlede notifikation erklære, at den i forbindelse med fiskale forbry-

delser kun tillader udlevering for forhold, der kan tænkes at udgøre en over-

trædelse af lovgivningen vedrørende punktafgifter, moms eller told.

Artikel 8

Forældelse

1. Udlevering kan ikke afslås med den begrundelse, at der er indtrådt foræl-

delse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf i henhold til lovgiv-

ningen i den anmodede medlemsstat.

2. Den anmodede medlemsstat kan undlade at anvende stk. 1, når udleve-

ringsbegæringen er begrundet i forbrydelser, for hvilke denne medlemsstat

er kompetent i medfør af sin egen straffelov.

Artikel 9

Amnesti

Udlevering tillades ikke for en forbrydelse, der er omfattet af amnesti i den

anmodede medlemsstat, hvis denne stat var kompetent til at retsforfølge den

pågældende forbrydelse i medfør af sin egen straffelov.

Artikel 13

Central myndighed og fremsendelse af dokumenter pr. telefax

1. Hver medlemsstat udpeger en central myndighed eller, hvis det er påkræ-

vet i henhold til dens forfatning, flere centrale myndigheder, med henblik

på fremsendelse og modtagelse af udleveringsbegæringer og de nødvendige

dokumenter til støtte herfor, samt enhver anden officiel skrivelse i forbin-

delse med udleveringsbegæringen, medmindre andet er fastsat i denne kon-

vention.

2. Hver medlemsstat oplyser samtidig med afgivelsen af den i artikel 18, stk.

2, omhandlede notifikation, hvilken myndighed eller hvilke myndigheder,

den har udpeget i medfør af stk. 1 i denne artikel. Den meddeler depositaren

enhver ændring af denne udpegelse.

3. Udleveringsbegæringen og de i stk. 1 omhandlede dokumenter kan frem-

sendes pr. telefax. Enhver central myndighed skal råde over en telefax til

afsendelse og modtagelse af sådanne dokumenter og sørge for, at den hele

tiden fungerer.

4. Når der i henhold til denne artikel anvendes telefax, gøres der brug af en

kryptografisk anordning, der tilsluttes telefaxen hos den centrale myndighed

for at sikre såvel oprindelse som fortrolighed i forbindelse med fremsendel-

sen. Medlemsstaterne aftaler indbyrdes, hvorledes denne artikel skal anven-

des i praksis.«

»Bilag 3

Tredje tillægsprotokol til den europæiske konvention om udlevering

Strasbourg, den 10. november 2010

Præambel

Europarådets medlemsstater, der undertegner denne protokol,

der finder, at Europarådets mål er at opnå større enhed mellem dets med-

lemmer;

der ønsker at styrke deres muligheder for hver især og sammen at reagere

over for kriminalitet;

der henviser til bestemmelserne i den europæiske konvention om udlevering

(ETS Nr. 24), der blev åbnet for undertegnelse i Paris den 13. december

1957 (i det følgende betegnet »konventionen«) samt de to tillægsprotokoller

dertil (ETS Nr. 86 og 98), udfærdiget i Strasbourg henholdsvis den 15. ok-

tober 1975 og den 17. marts 1978;

der finder det ønskværdigt at supplere konventionen på en række områder

for at forenkle og fremme udleveringsproceduren, hvor personen, der søges

udleveret, har givet samtykke dertil;

er blevet enige om følgende:

Artikel 1 – Pligt til at udlevere efter den forenklede procedure

De kontraherende parter forpligter sig til at udlevere personer til hinanden i

henhold til den forenklede procedure som bestemt ved nærværende proto-

kol, hvor personerne søges udleveret i henhold til konventionens artikel 1,

forudsat at de pågældende har givet samtykke dertil, og at det tiltrædes af

den anmodede part.

Artikel 2 – Indledning af proceduren

1. Når personen, der søges udleveret, er genstand for en anmodning om fo-

reløbig anholdelse og fængsling i henhold til konventionens artikel 16, skal

der ved udlevering, som anført i artikel 1 i nærværende protokol, ikke frem-

sendes en anmodning om udlevering med tilhørende dokumentation i hen-

hold til artikel 12 i konventionen. Følgende oplysninger afgivet af den an-

modende part skal af den anmodede part anses for at være tilstrækkelige

med henblik på anvendelse af artikel 3 til 5 i nærværende protokol og denne

parts endelige beslutning om udlevering efter den forenklede procedure:

a) den ønskede persons identitet, herunder den pågældendes nationalitet el-

ler nationaliteter, hvor dette er kendt;

b) den myndighed, der anmoder om anholdelse;

c) om der findes en arrestordre eller et andet dokument med samme juridiske

virkning eller en eksigibel dom samt en bekræftelse af, at personen søges

udleveret i henhold til konventionens artikel 1;

d) karakteren samt en juridisk beskrivelse af det strafbare forhold, herunder

straframmen eller den idømte straf ved den endelige dom, herunder hvorvidt

en del af dommen allerede er fuldbyrdet;

e) oplysning om forældelse og afbrydelse heraf;

f) en beskrivelse af de omstændigheder hvorunder det strafbare forhold er

begået, herunder tidspunktet, stedet og graden af den udleveringsbegærede

persons deltagelse deri;

g) for så vidt det er muligt, følgerne af det strafbare forhold;

h) i tilfælde hvor der begæres udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en

endelig dom, hvorvidt dommen er afsagt in absentia.

2. Uanset bestemmelserne i stk. 1, kan der anmodes om supplerende oplys-

ninger, hvis de i det nævnte stk. 1 anførte oplysninger ikke er tilstrækkelige

til at gøre det muligt for den anmodede part at træffe afgørelse om udleve-

ring.

3. I tilfælde hvor den anmodede part har modtaget en anmodning om udle-

vering i henhold til konventionens artikel 12, skal nærværende protokol

finde tilsvarende anvendelse.

Artikel 3 – Pligt til at informere personen

Hvor en person, der begæres udleveret, anholdes i overensstemmelse med

konventionens artikel 16, skal den kompetente myndighed hos den anmo-

dede part, i henhold til dens egen lovgivning og uden ugrundet ophold, in-

formere personen om den anmodning, der er fremsat vedrørende ham eller

hende, samt om muligheden for anvendelse af den forenklede udleverings-

procedure i henhold til nærværende protokol.

Artikel 4 – Samtykke til udlevering

1. Samtykke fra den person der søges udleveret, og eventuelt dennes udtryk-

kelige afkald på retten til anvendelse af specialitetsreglen, skal afgives over

for den anmodede parts kompetente judicielle myndighed i henhold til den

pågældende parts lovgivning.

2. Hver af parterne skal træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at

sikre, at et samtykke og eventuelt afkald, som anført i stk. 1, er tilvejebragt

på en sådan måde, at det kan fastslås, at den pågældende har givet samtykke

og afkald frivilligt og med fuld bevidsthed om de retlige konsekvenser. Med

henblik herpå skal personen, der søges udleveret, have ret til advokatbistand.

Om nødvendigt skal den anmodede part sikre, at personen, der søges udle-

veret, får bistand fra en tolk.

3. Samtykke og eventuelt afkald, som anført i stk. 1, skal protokolleres i

henhold til den anmodede parts lovgivning.

4. Med forbehold for stk. 5 kan et samtykke og eventuelt afkald som anført

i stk. 1 ikke tilbagekaldes.

5. Enhver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen

af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller

på ethvert senere tidspunkt erklære, at et samtykke og et eventuelt afkald på

retten til anvendelse af specialitetsreglen kan tilbagekaldes. Et samtykke kan

tilbagekaldes, indtil den anmodede part træffer sin endelige afgørelse om

udlevering efter den forenklede procedure. I så fald skal der ikke tages hen-

syn til perioden mellem meddelelsen om samtykke og om tilbagekaldelsen

deraf ved beregningen af de i konventionens artikel 16, stk. 4, anførte tids-

rum. Et afkald på retten til anvendelse af specialitetsreglen kan tilbagekal-

des, indtil den pågældende person udleveres. Enhver tilbagekaldelse af et

samtykke til udlevering eller afkald på anvendelse af specialitetsreglen skal

protokolleres i henhold til den anmodede parts lovgivning og straks medde-

les til den anmodende part.

Artikel 5 – Afkald på anvendelse af specialitetsreglen

Hver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit

ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller på et

senere tidspunkt erklære, at reglerne i konventionens artikel 14 ikke skal

finde anvendelse, hvor den person, der udleveres af den pågældende stat, i

henhold til artikel 4 i nærværende protokol:

a) giver samtykke til udlevering; eller

b) giver samtykke til udlevering og udtrykkeligt giver afkald på sin ret til

anvendelse af specialitetsreglen.

Artikel 6 – Underretninger i tilfælde af foreløbig anholdelse

1. For at den anmodende part, hvor det er nødvendigt, kan fremsende en

anmodning om udlevering i henhold til konventionens artikel 12, skal den

anmodede part sende underretning til den så hurtigt som muligt og senest ti

dage efter den dag, hvor den foreløbige anholdelse er sket, om hvorvidt den

person, der ønskes udleveret, har givet sit samtykke til udlevering.

2. I særlige tilfælde, hvor den anmodede part beslutter ikke at anvende den

forenklede procedure på trods af samtykke fra personen, der søges udleve-

ret, skal den underrette den anmodende part herom i så tilstrækkelig god tid,

at det er muligt for sidstnævnte at fremsætte en begæring om udlevering før

udløbet af den frist på 40 dage, der er fastsat i konventionens artikel 16.

Artikel 7 – Meddelelse om afgørelsen

Hvor personen, der søges udleveret, har givet sit samtykke til udlevering,

skal den anmodede part underrette den anmodende part om sin afgørelse

med hensyn til udlevering efter den forenklede procedure inden tyve dage

fra den dag, hvor personen gav samtykke.

Artikel 8 – Kommunikationsmidler

I forbindelse med nærværende protokol kan henvendelser fremsendes elek-

tronisk eller på andre måder, der indebærer skriftlig dokumentation, under

forhold der gør det muligt for parterne at fastslå deres ægthed, samt via In-

ternational Criminal Police Organisation (Interpol). I ethvert tilfælde skal

den pågældende part, efter anmodning, til enhver tid fremsende originaler

eller bekræftede genparter af dokumenterne.

Artikel 9 – Overgivelse af personen der skal udleveres

Overgivelse skal finde sted så hurtigt som muligt, og helst inden for ti dage

efter meddelelsen af afgørelsen om udlevering.

Artikel 10 – Samtykke afgivet efter udløbet af tidsfristen efter artikel 6

Hvor personen, der søges udleveret, først har givet sit samtykke efter udlø-

bet af tidsfristen på ti dage, der er fastsat i nærværende protokols artikel 6,

stk. 1, skal den anmodede part anvende den forenklede procedure som be-

stemt i nærværende protokol, hvis den pågældende part endnu ikke har mod-

taget en anmodning om udlevering i henhold til konventionens artikel 12.

Artikel 11 – Gennemtransport

I tilfælde af gennemtransport i henhold til betingelserne i konventionens ar-

tikel 21, hvor en person skal udleveres til den anmodende part efter den for-

enklede procedure, skal følgende bestemmelser finde anvendelse:

a) begæringen om overførsel skal indeholde de oplysninger, der er nødven-

dige efter artikel 2, stk. 1, i nærværende protokol;

b) den part, der anmodes om at tillade overførsel, kan anmode om supple-

rende oplysninger, hvis de oplysninger, der er anført i litra a, ikke er til-

strækkelige til, at den pågældende part kan træffe afgørelse om overførsel.

Artikel 12 – Forholdet til konventionen og andre internationale retsak-

ter

1. De ord og udtryk, der er anvendt i denne protokol, skal fortolkes i over-

ensstemmelse med den betydning, de er tillagt i konventionen. Med hensyn

til de parter, der deltager i protokollen, skal konventionens bestemmelser

finde tilsvarende anvendelse, for så vidt de er forenelige med bestemmel-

serne i denne protokol.

2. Bestemmelserne i denne protokol berører ikke anvendelsen af konventi-

onens artikel 28, stk. 2 og 3, vedrørende forholdet mellem konventionen og

bilaterale eller multilaterale overenskomster.

Artikel 13 – Mindelige løsninger

Europarådets European Committee on Crime Problems skal holdes løbende

informeret om anvendelsen af denne protokol og skal gøre det fornødne for

at fremme en mindelig løsning, hvis der måtte opstå vanskeligheder på

grund af fortolkningen og anvendelsen af protokollen.

Artikel 14 – Undertegnelse og ikrafttræden

1. Denne protokol skal være åben for undertegnelse for de af Europarådets

medlemsstater, der er parter i eller har undertegnet konventionen. Den skal

ratificeres, accepteres eller godkendes. En signatar kan ikke ratificere, ac-

ceptere eller godkende protokollen, medmindre den tidligere har ratificeret,

accepteret eller godkendt konventionen, eller gør dette samtidigt. Ratifika-

tions-, accept- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres hos Europa-

rådets generalsekretær.

2. Denne protokol træder i kraft den første dag i måneden efter udløbet af

en periode på tre måneder efter deponeringen af det tredje ratifikations-, ac-

cept- eller godkendelsesinstrument.

3. For så vidt angår enhver undertegnende stat, der efterfølgende deponerer

sit ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument, skal denne protokol

træde i kraft den første dag i måneden efter udløbet af en periode på tre

måneder efter den dag, hvor deponeringen er sket.

Artikel 15 – Tiltrædelse

1. Enhver ikke-medlemsstat, som har tiltrådt konventionen, kan tiltræde

denne protokol, efter at den er trådt i kraft.

2. En sådan tiltrædelse skal ske ved deponering af et tiltrædelsesinstrument

hos Europarådets generalsekretær.

3. For så vidt angår enhver tiltrædende stat skal protokollen træde i kraft den

første dag i måneden efter udløbet af en periode på tre måneder efter den

dag, hvor tiltrædelsesinstrumentet er deponeret.

Artikel 16 – Territorial gyldighed

1. Enhver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen

af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument an-

give, inden for hvilket område eller hvilke områder denne protokol skal

finde anvendelse.

2. Enhver stat kan på et senere tidspunkt ved en erklæring stilet til Europa-

rådets generalsekretær udvide anvendelsen af denne protokol til ethvert an-

det område, der er angivet i erklæringen. For så vidt angår et sådant område

træder protokollen i kraft den første dag i måneden efter udløbet af en peri-

ode på tre måneder efter den dag, hvor generalsekretæren har modtaget den

pågældende erklæring.

3. Enhver erklæring, der afgives i henhold til ovenstående to stykker, kan

for så vidt angår ethvert område, der er anført i en sådan erklæring, tilbage-

kaldes ved notifikation stilet til Europarådets generalsekretær. Tilbagekal-

delsen træder i kraft den første dag i måneden efter udløbet af en periode på

seks måneder efter den dag, hvor generalsekretæren har modtaget den på-

gældende meddelelse.

Artikel 17 – Erklæringer og forbehold

1. Forbehold, som en stat har taget over for enhver bestemmelse i konventi-

onen eller de to tillægsprotokoller dertil, skal også være gældende for denne

protokol, medmindre den pågældende stat på tidspunktet for undertegnelse,

eller ved deponeringen af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller til-

trædelsesinstrument, erklærer andet. Det samme skal være gældende for en-

hver erklæring, der fremsættes vedrørende eller i medfør af bestemmelser i

konventionen eller de to tillægsprotokoller dertil.

2. Enhver stat kan, på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen

af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument er-

klære, at den forbeholder sig ret til helt eller delvist ikke at anvende denne

protokols artikel 2, stk. 1. Der kan ikke tages andre forbehold.

3. Enhver stat kan, på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen

af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, eller

på ethvert senere tidspunkt, fremsætte de erklæringer, der er anført i denne

protokols artikel 4, stk. 5, og artikel 5.

4. Enhver stat kan helt eller delvist tilbagekalde et forbehold eller en erklæ-

ring, den har taget eller fremsat i overensstemmelse med denne protokol ved

en erklæring fremsendt til Europarådets generalsekretær, idet denne erklæ-

ring skal have virkning fra den dag, hvor den modtages.

5. Enhver part, der har taget et forbehold til denne protokols artikel 2, stk.

1, i overensstemmelse med denne artikels stk. 2, kan ikke forlange, at en

anden part anvender den pågældende bestemmelse. Den kan dog, såfremt

dens forbehold er delvis eller betinget, kræve at bestemmelsen anvendes i

det omfang, den selv har accepteret den.

Artikel 18 – Opsigelse

1. Enhver part kan for så vidt angår parten selv opsige denne protokol ved

notifikation stilet til Europarådets generalsekretær.

2. En sådan opsigelse træder i kraft den første dag i måneden, der følger

efter udløbet af en periode på seks måneder efter den dag, hvor Europarådets

generalsekretær har modtaget meddelelsen.

3. Opsigelse af konventionen medfører automatisk opsigelse af denne pro-

tokol.

Artikel 19 – Notifikationer

Europarådets generalsekretær skal notificere Europarådets medlemsstater

og enhver stat, der har tiltrådt denne protokol, om:

a) undertegning;

b) deponering af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesin-

strument;

c) datoen for denne protokols ikrafttræden i overensstemmelse med artikel

14 og 15;

d) enhver erklæring, der fremsættes efter artikel 4, stk. 5, artikel 5, artikel

16 og artikel 17, stk. 1, samt enhver tilbagekaldelse af en sådan erklæring;

e) ethvert forbehold, der tages i overensstemmelse med artikel 17, stk. 2, og

enhver tilbagekaldelse af et sådant forbehold;

f) enhver notifikation, der er modtaget i henhold til bestemmelserne i artikel

18, samt datoen for opsigelsens ikrafttræden;

g) enhver anden handling, erklæring, notifikation eller meddelelse vedrø-

rende denne protokol.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt bemyndiget hertil,

undertegnet denne protokol.

Udfærdiget i Strasbourg den 10. november 2010 på engelsk og fransk, idet

begge tekster skal have samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, der skal

være deponeret i Europarådets arkiver. Europarådets generalsekretær skal

fremsende bekræftede genparter heraf til hver enkelt af Europarådets med-

lemsstater samt til de ikke-medlemsstater, der har tiltrådt konventionen.«

Indhold

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

............................................................................................ 50

2. Lovforslagets baggrund

...................................................................... 53

2.1. EU-Domstolens domme i de forenede sager C-508/18 og C-82/19

PPU samt i sag C-509/18

...................................................................... 53

2.2. FN’s konvention om beskyttelse af alle personer mod

tvangsforsvinding

.................................................................................. 55

2.3. UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af

kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt med tilhørende 1. protokol

. 57

2.4. Internationale aftaler om udlevering

................................................. 58

2.4.1. Den europæiske udleveringskonvention med tilhørende protokoller

............................................................................................................... 58

2.4.2. Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre

..................... 60

2.4.2.1. Baggrund

.................................................................................. 61

2.4.2.2. Rammeafgørelsens indhold

...................................................... 63

2.4.3. Konventionen om den nordiske arrestordre mv.

......................... 64

2.4.3.1. Baggrund

.................................................................................. 64

2.4.3.2. Den nordiske udleveringskonventions indhold

........................ 66

3. Lovforslagets hovedpunkter

............................................................... 66

3.1. Lovens anvendelsesområde

................................................................ 66

3.1.1. Gældende ret

.......................................................................... 66

3.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

................................................................................................ 67

3.2. Almindelige betingelser for udlevering fra Danmark til udlandet

..... 69

3.2.1. Den kriminelle lavalder

....................................................... 69

3.2.1.1. Gældende ret

....................................................................... 69

3.2.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

................................................................................................ 70

3.2.2. Forbud mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem) mv.

......... 70

3.2.2.1. Gældende ret

....................................................................... 70

3.2.2.1.1. Udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske

Union

..................................................................................................... 70

3.2.2.1.2. Udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union

........ 74

3.2.2.1.3. Udlevering til lande i Norden

............................................. 77

3.2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

..... 79

3.2.3. Handlinger begået helt eller delvist i Danmark

.......................... 80

3.2.3.1 Gældende ret

............................................................................. 80

3.2.3.1.1. Udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske

Union

..................................................................................................... 80

3.2.3.1.2. Udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union

........ 81

3.2.3.1.3. Udlevering til lande i Norden

................................................ 81

3.2.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

..... 81

3.2.4. Fare for forfølgelse på grund af afstamning eller politisk opfattelse

mv. samt risiko for tortur

....................................................................... 82

3.2.4.1. Gældende ret

............................................................................ 82

3.2.4.1.1. Udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske

Union

..................................................................................................... 82

3.2.4.1.2. Udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union

........ 83

3.2.4.1.3. Udlevering til lande i Norden

................................................ 84

3.2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

..... 85

3.2.5. Vilkår for udlevering af danske statsborgere og personer med fast

bopæl her i landet m.v.

.......................................................................... 85

3.2.5.1 Gældende ret

............................................................................. 86

3.2.5.1.1. Udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske

Union

..................................................................................................... 86

3.2.5.1.2. Udlevering til medlemsstater i den Europæiske Union

......... 86

3.2.5.1.3. Udlevering til de nordiske lande

........................................... 88

3.2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

..... 90

3.2.6. Midlertidig udlevering fra Danmark

........................................... 91

3.2.6.1. Gældende ret

............................................................................ 91

3.2.6.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

..... 92

3.3. Udlevering fra Danmark til de nordiske lande

.................................. 94

3.3.1. Grundlaget for udlevering fra Danmark til de nordiske

lande

..................................................................................................... 94

3.3.1.1. Gældende ret

............................................................................ 94

3.3.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

................................................................................................ 95

3.3.2. Strafforfølgning for andre lovovertrædelser

.................. 95

3.3.2.1. Gældende ret

............................................................................ 95

3.3.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

................................................................................................ 98

3.3.3. Videreudlevering til Island

................................................. 98

3.3.3.1. Gældende ret

............................................................................ 98

3.3.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

................................................................................................ 99

3.3.4. Videreudlevering i øvrigt

.................................................. 100

3.3.4.1. Gældende ret

.......................................................................... 100

3.3.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 100

3.4. Udlevering fra Danmark til medlemsstater i Den Europæiske

Union

...................................................................................................... 101

3.4.1. Grundlaget for udlevering fra Danmark til medlemsstater i Den

Europæiske Union

............................................................................... 101

3.4.1.1. Gældende ret

.......................................................................... 101

3.4.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 103

3.4.2. Forældelse

................................................................................. 104

3.4.2.1. Gældende ret

.......................................................................... 104

3.4.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 104

3.4.3. Eksterritorial jurisdiktion

.......................................................... 105

3.4.3.1. Gældende ret

.......................................................................... 105

3.4.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 106

3.4.4. Udeblivelsesdomme m.v.

........................................................... 106

3.4.4.1. Gældende ret vedrørende udeblivelsesdomme

....................... 106

3.4.4.2. Gældende ret vedrørende pågældendes rettigheder for så vidt

angår udeblivelsesdomme

................................................................... 107

3.4.4.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 108

3.4.5. Strafforfølgning for andre lovovertrædelser og videreudlevering

............................................................................................................. 108

3.4.5.1. Gældende ret

.......................................................................... 108

3.4.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 110

3.5. Udlevering fra Danmark til stater uden for Norden og Den

Europæiske Union

............................................................................... 111

3.5.1. Udlevering af danske statsborgere til strafforfølgning

............. 111

3.5.1.1. Gældende ret

.......................................................................... 111

3.5.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 112

3.5.2. Udlevering af udlændinge til strafforfølgning

.......................... 113

3.5.2.1. Gældende ret

.......................................................................... 113

3.5.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 113

3.5.3. Vilkår om anholdelses- eller fængslingsbeslutning ved udlevering

til strafforfølgning

............................................................................... 114

3.5.3.1. Gældende ret

.......................................................................... 114

3.5.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 114

3.5.4. Udlevering til straffuldbyrdelse

................................................ 114

3.5.4.1. Gældende ret

.......................................................................... 114

3.5.4.2. Baggrund for at undtage danske statsborgere fra udlevering til

straffuldbyrdelse

.................................................................................. 115

3.5.4.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 116

3.5.5. Udlevering for flere strafbare forhold

...................................... 118

3.5.5.1. Gældende ret

.......................................................................... 118

3.5.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 118

3.5.6. Bevismæssigt grundlag

.............................................................. 119

3.5.6.1. Gældende ret

.......................................................................... 119

3.5.6.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 120

3.5.7. Militære lovovertrædelser

......................................................... 120

3.5.7.1. Gældende ret

.......................................................................... 120

3.5.7.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 121

3.5.8. Politiske forbrydelser

................................................................ 121

3.5.8.1. Gældende ret

.......................................................................... 121

3.5.8.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 128

3.5.9. Forældelse

................................................................................. 130

3.5.9.1. Gældende ret

.......................................................................... 130

3.5.9.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 131

3.5.10. Eksterritorial jurisdiktion

........................................................ 132

3.5.10.1. Gældende ret

........................................................................ 132

3.5.10.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 132

3.5.11. Udeblivelsesdomme

................................................................. 132

3.5.11.1. Gældende ret

........................................................................ 133

3.5.11.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 133

3.5.12. Strafforfølgning for andre lovovertrædelser og videreudlevering

............................................................................................................. 133

3.5.12.1. Gældende ret

........................................................................ 133

3.5.12.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 136

3.6. Behandlingen af sager om udlevering fra Danmark

........... 136

3.6.1. Krav til indholdet af arrestordrer og udleveringsanmodninger

136

3.6.1.1. Gældende ret

.......................................................................... 136

3.6.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 139

3.6.2. Central myndighed

.................................................................... 140

3.6.2.1. Gældende ret

.......................................................................... 140

3.6.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 141

3.6.3. Politiets undersøgelse

............................................................... 142

3.6.3.1. Gældende ret

.......................................................................... 142

3.6.3.1.1.

Varetægtsfængsling

mv.

på

grundlag

udleveringsanmodning fra en stat uden for Norden og Den Europæiske

Union

................................................................................................... 143

3.6.3.1.2. Varetægtsfængsling mv. på grundlag af en europæisk

arrestordre

.......................................................................................... 144

3.6.3.1.3. Varetægtsfængsling mv. på grundlag af en nordisk arrestordre

............................................................................................................. 145

3.6.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 146

3.6.4. Politiets mulighed for at fotografere personer og optage

fingeraftryk

.......................................................................................... 148

3.6.4.1. Gældende ret

.......................................................................... 148

3.6.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 150

3.6.5. Forsvarerbeskikkelse mv.

.......................................................... 150

3.6.5.1. Gældende ret

.......................................................................... 150

3.6.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

... 152

3.6.6. Kompetence til at træffe afgørelse

............................................ 152

3.6.6.1. Gældende ret

.......................................................................... 152

3.6.6.1.1. Udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske

Union

................................................................................................... 152

3.6.6.1.2. Udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union

...... 153

3.6.6.1.3. Udlevering til de nordiske lande

......................................... 155

3.6.6.2. Justitsministeriets overvejelser

.............................................. 155

3.6.6.3. Den foreslåede ordning

.......................................................... 157

3.6.7. Rettens behandling af sager om udlevering fra Danmark

........ 158

3.6.7.1. Gældende ret

.......................................................................... 158

3.6.7.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

... 158

3.6.8. Samtykke til udlevering

............................................................. 162

3.6.8.1. Gældende ret

.......................................................................... 162

3.6.8.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

... 163

3.6.9. Frist for rettens afgørelse

.......................................................... 164

3.6.9.1. Gældende ret

.......................................................................... 164

3.6.9.1.1. Udlevering til medlemsstater i den Europæiske Union

....... 164

3.6.9.1.2. Udlevering til lande i Norden

.............................................. 166

3.6.9.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

... 168

3.6.10. Frist for udleveringens gennemførelse

.................................... 168

3.6.10.1. Gældende ret

........................................................................ 169

3.6.10.1.1. Udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske

Union

................................................................................................... 169

3.6.10.1.2. Udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union

.... 169

3.6.10.1.3. Udlevering til lande i Norden

............................................ 170

3.6.10.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

. 171

3.6.11. Humanitære hensyn

................................................................. 172

3.6.11.1. Gældende ret

........................................................................ 172

3.6.11.1.1. Udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske

Union

................................................................................................... 172

3.6.11.1.2. Udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union

.... 173

3.6.11.1.3. Udlevering til lande i Norden

............................................ 173

3.6.11.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

. 174

3.6.12. Overgivelse af genstande

........................................................ 175

3.6.12.1. Gældende ret

........................................................................ 175

3.6.12.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

. 176

3.6.13. Specialitetsreglen

.................................................................... 177

3.6.13.1. Gældende ret

........................................................................ 177

3.6.13.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

. 179

3.6.14. Udlevering til lande, som har indgået en associeringsaftale med

Den Europæiske Union

....................................................................... 181

3.6.14.1. Gældende ret

........................................................................ 181

3.6.14.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

. 186

3.6.15. Udlevering til lande, som har tiltrådt 3. tillægsprotokol til 1957-

konventionen

........................................................................................ 186

3.6.15.1. Gældende ret

........................................................................ 187

3.6.15.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

. 187

3.7. Udlevering til Danmark

................................................................... 188

3.7.1. Baggrund

............................................................................... 188

3.7.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 189

3.7.3. Udstedelse af europæisk arrestordre til strafforfølgning

.......... 189

3.7.3.1. Gældende ret

..................................................................... 190

3.7.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 190

3.7.4. Udstedelse af europæisk arrestordre til straffuldbyrdelse

........ 192

3.7.4.1. Gældende ret

..................................................................... 192

3.7.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 192

3.7.5 Rettens beslutning

...................................................................... 193

3.7.5.1. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 193

3.7.6 Anmodningens øjemed................................................................

194

3.7.6.1. Gældende ret

.......................................................................... 194

3.7.6.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 195

3.7.7. Tilbagekaldelse af europæisk arrestordre

................................. 195

3.7.7.1. Gældende ret

.......................................................................... 196

3.7.7.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 196

3.7.8. Udfærdigelse af nordiske arrestordrer og udleveringsanmodninger

............................................................................................................. 196

3.7.8.1. Gældende ret

.......................................................................... 196

3.7.8.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 196

3.7.9. Anmodning om samtykke til yderligere strafforfølgning

........... 197

3.7.9.1. Gældende ret

.......................................................................... 197

3.7.9.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 197

3.7.10. Midlertidig udlevering til Danmark

........................................ 198

3.7.10.1. Gældende ret

........................................................................ 198

3.7.10.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 201

3.8. Efterlyste personer og transit

........................................................... 202

3.8.1. Efterlyste personer

.............................................................. 202

3.8.1.1. Gældende ret

..................................................................... 202

3.8.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 203

3.8.2. Transit

.................................................................................... 204

3.8.2.1. Gældende ret

..................................................................... 204

3.8.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 208

3.9. Ændringer i øvrig lovgivning

........................................................... 209

3.9.1. Beslutningskompetence i sager om udlevering i henhold

til lov om Den Internationale Straffedomstol

........................... 209

3.9.1.1. Gældende ret

..................................................................... 209

3.9.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 209

3.9.2. Beslutningskompetence i sager om udlevering i henhold

til lov om strafforfølgning ved det internationale tribunal til

pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien210

3.9.2.1. Gældende ret

..................................................................... 210

3.9.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 211

3.9.3. Konsekvensændring af lov om fuldbyrdelse af visse

strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union

.................. 211

3.9.3.1. Gældende ret

..................................................................... 211

3.9.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

.............................................................................................. 212

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

................................................................................................. 212

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

................................................................................................................. 212

6. Administrative konsekvenser for borgerne

.................................... 212

7. Miljømæssige konsekvenser

............................................................. 212

8. Forholdet til EU-retten

..................................................................... 213

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

..................................... 214

10. Sammenfattende skema

.................................................................. 214

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at gennemføre de ændringer i udleveringslo-

ven, der er nødvendige for Danmarks opfyldelse af Rådet for den Europæi-

ske Unions rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den euro-

pæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlems-

staterne (herefter »rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre«), som

den er fortolket af EU-Domstolen ved de domme, der er nævnt nedenfor.

Den 27. maj 2019 afsagde EU-Domstolen dom i de forenede sager C-508/18

og C-82/19 PPU samt i sag C-509/18 vedrørende fortolkningen af artikel 6,

stk. 1, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre. Det er Justitsmi-

nisteriets vurdering, at der som følge af dommene er behov for at ændre den

danske ordning for udlevering efter rammeafgørelsen. Der henvises til pkt.

2 nedenfor for en nærmere beskrivelse af dommene og betydningen heraf

for den gældende ordning.

Rigsadvokaten er efter de gældende regler den kompetente myndighed til at

udstede og fuldbyrde europæiske arrestordrer. Det er desuden rigsadvoka-

ten, der træffer afgørelse i sager vedrørende udlevering til lande uden for

Norden og Den Europæiske Union. Afgørelse i sager vedrørende udlevering

til de nordiske lande træffes i dag af anklagemyndigheden i de pågældende

politikredse.

Justitsministeriet foreslår, at den danske ordning for udlevering af lovover-

trædere ændres, således at afgørelse om udstedelse af en europæisk arrest-

ordre samt afgørelse om udlevering fra Danmark til udlandet fremover i alle

tilfælde træffes af domstolene.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at kompetencen til at træffe af-

gørelse i udleveringssager – uanset om der er tale om udlevering til de nor-

diske lande, til medlemsstater i Den Europæiske Union eller til stater uden

for Norden og Den Europæiske Union – overføres til domstolene. Justitsmi-

nisteriet finder det således mest hensigtsmæssigt, at afgørelseskompetencen

samles hos domstolene, frem for at have en ordning, hvorefter afgørelsen

om udlevering træffes af forskellige myndigheder alt efter, hvilket land der

er tale om udlevering til.

Justitsministeriet finder det i den forbindelse hensigtsmæssigt, at der i udle-

veringsloven indsættes et kapitel vedrørende anmodning om udlevering til

Danmark. Det foreslås på den baggrund, at lovens anvendelsesområde ud-

vides til også at omfatte sager om udlevering til Danmark.

De foreslåede ændringer vedrørende lovens anvendelsesområde og kompe-

tencen til at træffe afgørelse i udleveringssager har givet Justitsministeriet

anledning til mere generelle overvejelser vedrørende lovens opbygning.

Justitsministeriet finder det mest hensigtsmæssigt at udarbejde en ny udle-

veringslov, uagtet at der for en betydelig del af loven er tale om en videre-

førelse af gældende ret. Med lovforslaget foreslås på den baggrund indført

en ny systematik i udleveringsloven.

Der bliver med lovforslaget endvidere lagt op til at foretage enkelte ind-

holdsmæssige ændringer af de eksisterende materielle bestemmelser om ud-

levering fra Danmark, herunder at indføre, at danske statsborgere kan udle-

veres til straffuldbyrdelse i stater uden for Norden og Den Europæiske

Union. Samtidig udvides muligheden for at betinge en udlevering af, at den

pågældende efter en eventuel dom overføres til Danmark med henblik på

straffuldbyrdelse. Endvidere foreslås der indsat en bestemmelse om, at po-

litiet i alle tilfælde kan fotografere og optage fingeraftryk af personer, der

begæres udleveret fra Danmark til udlandet, med henblik på at have tilgæn-

gelige oplysninger om den pågældende i tilfælde af undvigelse.

De fleste bestemmelser vedrørende udlevering fra Danmark videreføres ind-

holdsmæssigt uændret med lovforslaget. Dog udvides nogle bestemmelser

til at gælde i alle sager om udlevering fra Danmark. Derudover er der fundet

behov for at foretage enkelte indholdsmæssige ændringer i reglerne for be-

handlingen af udleveringssager. Dette skyldes navnlig, at der med lovforsla-

get lægges op til, at sagerne fremover behandles af domstolene som kompe-

tent judiciel myndighed, mens rollen som central myndighed, der skal bistå

domstolene med bl.a. at varetage den officielle korrespondance med andre

landes myndigheder, fremover påtænkes varetaget af Rigsadvokaten.

Justitsministeriet foreslår herudover at foretage enkelte præciseringer af

sproglig karakter.

Endvidere tager lovforslaget sigte på at muliggøre Danmarks tiltrædelse af

FN’s konvention om beskyttelse af alle personer mod tvangsforsvinding

(herefter tvangsforsvindingskonventionen).

Tvangsforsvindingskonventionen blev vedtaget af FN’s generalforsamling

ved resolution 61/177 under den 61. samling den 20. december 2006 og

trådte i kraft 4 år senere. Danmark undertegnede konventionen den 25. sep-

tember 2007. Konventionen er i dag undertegnet af 109 lande og ratificeret

af 60 lande.

En ratifikation af tvangsforsvindingskonventionen vil nødvendiggøre, at det

fastslås i udleveringsloven, at udlevering ikke kan afslås udelukkende på det

grundlag, at en tvangsforsvindingsforbrydelse betragtes som en politisk lov-

overtrædelse, som knyttet til en politisk overtrædelse eller som en overtræ-

delse inspireret af politiske motiver. Formålet med forslaget er således på

dette punkt at opfylde kravet i konventionen. Der henvises i øvrigt til pkt. 2

for en nærmere beskrivelse af baggrunden for konventionen mv.

Øvrige bestemmelser og krav i konventionen, kan opfyldes inden for ram-

merne af gældende dansk ret. Det vurderes, at en ratifikation af konventio-

nen også for Grønland vil gøre det nødvendigt at ændre i udleveringsloven

med virkning for Grønland, således at det kommer til at fremgå, at forbuddet

mod udlevering for politiske forbrydelser ikke finder anvendelse for hand-

linger omfattet af bestemmelsen i konventionens artikel 4, jf. artikel 2.

Med vedtagelsen af lovforslaget giver Folketinget samtidig sit samtykke ef-

ter grundlovens § 19, stk. 1, til, at Danmark ratificerer tvangsforsvindings-

konventionen.

Endvidere er formålet med lovforslaget at skabe det nødvendige lovgiv-

ningsmæssige grundlag for opfyldelse af krav om udlevering i medfør af 2.

protokol af 26. marts 1999 til UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om

beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt (herefter konven-

tionens 2. protokol). Med lovforslaget fastslås det i udleveringsloven, at ud-

levering ikke kan afslås alene med den begrundelse, at der er tale om en

politisk lovovertrædelse. Der er tale om en række nærmere angivne over-

trædelser rettet mod kulturværdier under forhøjet beskyttelse samt ved om-

fattende ødelæggelse og tilegnelse af kulturværdier, som er beskyttet af

selve konventionen og 2. protokol. Formålet med forslaget er således på

dette punkt at opfylde kravet i konventionens 2. protokol om udlevering af

personer, der har gjort sig skyldige i visse overtrædelser rettet mod kultur-

værdier i tilfælde af væbnet konflikt.

Øvrige bestemmelser og krav i konventionens 2. protokol, herunder om bl.a.

jurisdiktion (herefter straffemyndighed) og anmodning til UNESCO om for-

højet beskyttelse af kulturværdier i Danmark, kan opfyldes inden for ram-

merne af gældende dansk ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2 for en nærmere beskrivelse af baggrunden for

protokollen mv.

Justitsministeriet finder det mest hensigtsmæssigt at ensrette den gældende

ordning for behandlingen af udleveringssager, og det foreslås på den bag-

grund, at kompetencen til at træffe afgørelse i sager om udlevering i henhold

til lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol og lov

nr. 1099 af 21. december 1994 om strafforfølgning ved det internationale

tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien også

overdrages til domstolene.

2. Lovforslagets baggrund

2.1. EU-Domstolens domme i de forenede sager C-508/18 og C-82/19 PPU

samt i sag C-509/18

Den 27. maj 2019 afsagde EU-Domstolen dom i de forenede sager C-508/18

og C-82/19 PPU samt i sag C-509/18 vedrørende fortolkningen af artikel 6,

stk. 1, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre. Sagerne angår, i

hvilket omfang en anklagemyndighed må udpeges til at udstede en europæ-

isk arrestordre, herunder navnlig, om en anklagemyndighed – konkret to ty-

ske (sag C-508/18 og C-82/19 PPU) og en litauisk (sag C-509/18) – er til-

strækkelig uafhængig af den udøvende magt til at behandle sådanne sager.

Rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, fastsætter, at den udstedende judicielle

myndighed er den judicielle myndighed i det anmodende land, der efter na-

tional ret i dette land er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre.

Tilsvarende er den fuldbyrdende judicielle myndighed i det anmodede land

den judicielle myndighed, som efter national ret i dette land er kompetent til

at træffe afgørelse om udlevering, jf. artikel 6, stk. 2.

EU-Domstolen har i den forbindelse fastslået en række betingelser for, i

hvilket omfang en anklagemyndighed efter rammeafgørelsens artikel 6, stk.

1, kan betragtes som en judiciel myndighed og dermed må udpeges til at

udstede en europæisk arrestordre, herunder om en anklagemyndighed er til-

strækkelig uafhængig af den udøvende magt til at behandle sådanne sager,

jf. nedenfor.

I dommene fastslår EU-Domstolen, at en anklagemyndighed under visse be-

tingelser kan udpeges som kompetent judiciel myndighed til at udstede eu-

ropæiske arrestordrer. Betingelserne er overordnet følgende:

1. Anklagemyndigheden deltager i forvaltningen af strafferetsplejen.

2. Anklagemyndigheden er uafhængig. Det kræver, at der er regler, der

kan sikre, at myndigheden i forbindelse med vedtagelsen af en afgø-

relse om at udstede en europæisk arrestordre ikke udsættes for nogen

form for risiko for at blive underlagt navnlig en individuel instruk-

tion fra den udøvende magt.

3. Anklagemyndighedens afgørelse om at udstede en europæisk arrest-

ordre kan indbringes for domstolene.

Omdrejningspunktet i sagerne var navnlig betingelsen om uafhængighed

(betingelse 2).

I sagen om den litauiske anklagemyndighed kom EU-Domstolen frem til, at

en anklagemyndighed som den litauiske, hvis uafhængighed er sikret ved

den litauiske forfatning og lov om (den litauiske) anklagemyndighed, kan

udgøre en judiciel myndighed efter rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1.

I sagerne om den tyske anklagemyndighed kom EU-Domstolen derimod

frem til, at en anklagemyndighed som de to tyske, der direkte eller indirekte

kan modtage instrukser i en konkret sag om udstedelse af en europæisk ar-

restordre fra den udøvende magt, f.eks. det tyske justitsministerium, ikke er

tilstrækkelig uafhængig til at kunne udstede en europæisk arrestordre.

For Danmarks vedkommende er Rigsadvokaten i dag både den kompetente

udstedende og fuldbyrdende judicielle myndighed til at behandle sager om

udlevering i henhold til rammeafgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 483 af 24.

maj 2016 om overførsel af kompetence fra Justitsministeriets departement

til anklagemyndigheden i sager om udlevering og fuldbyrdelse af visse straf-

feretlige afgørelser m.v., der i § 1 bestemmer, at de beføjelser, der er tillagt

justitsministeren i medfør af lov om udlevering af lovovertrædere, udøves

af rigsadvokaten.

Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af den danske retsplejelovs §

98, stk. 3, at justitsministeren kan give anklagemyndigheden pålæg vedrø-

rende behandlingen af konkrete sager. Dette gælder også for sager omfattet

af rammeafgørelsen.

På baggrund af EU-Domstolens domme er det Justitsministeriets vurdering,

at en ordning som den danske, hvorefter justitsministeren formelt set har

mulighed for at give pålæg til anklagemyndigheden i sager vedrørende en

europæisk arrestordre, er i strid med rammeafgørelsen som fortolket af EU-

Domstolen i de ovennævnte sager. Dette uagtet, at anklagemyndigheden i

praksis fungerer uafhængigt og er underlagt et objektivitetsprincip ved be-

handlingen af sager efter rammeafgørelsen.

Justitsministeriet meddelte på den baggrund ved brev af 8. juli 2019 Folke-

tingets Europaudvalg og Folketingets Retsudvalg, at det er ministeriets vur-

dering, at de danske regler efter dommene må fortolkes sådan, at justitsmi-

nisterens kompetence til at give anklagemyndigheden pålæg vedrørende be-

handlingen af konkrete sager ikke omfatter sager om Rigsadvokatens be-

handling af europæiske arrestordrer. På baggrund af en sådan rammeafgø-

relseskonform fortolkning er det Justitsministeriets vurdering, at Rigsadvo-

katen – i perioden indtil nye regler vedtages – vil kunne anses for en judiciel

myndighed i rammeafgørelsens forstand, som fortsat vil kunne udstede eu-

ropæiske arrestordrer.

Justitsministeriet oplyste endvidere Folketinget, at ministeriet i den kom-

mende folketingssamling ville tage initiativ til at bringe den danske lovgiv-

ning om behandlingen af udleveringssager permanent i overensstemmelse

med rammeafgørelsen som fortolket af EU-Domstolen ved ovennævnte

domme.

2.2. FN’s konvention om beskyttelse af alle personer mod tvangsforsvinding

For så vidt angår tvangsforsvindingskonventionen bemærkes det, at konven-

tionen blev vedtaget af FN’s generalforsamling ved resolution 61/177 under

den 61. samling den 20. december 2006 og trådte i kraft 4 år senere. Dan-

mark undertegnede konventionen den 25. september 2007. Konventionen er

i dag undertegnet af 109 lande og ratificeret af 60 lande.

Konventionen har til formål at beskytte alle personer mod tvangsforsvinding

på baggrund af denne forbrydelses særligt alvorlige karakter, som under

visse nærmere omstændigheder kan være en forbrydelse mod menneskehe-

den, under hensyntagen til alle personers ret til ikke at blive udsat for en

tvangsforsvinding, ofrenes ret til retfærdighed og kompensation og ethvert

offers ret til at kende sandheden om omstændighederne ved tvangsforsvin-

ding og den forsvundne persons skæbne.

Ved »tvangsforsvinding« forstås efter konventionens artikel 2 anholdelse,

tilbageholdelse, bortførelse eller nogen anden form for frihedsberøvelse ud-

ført af nogen, der handler på statens vegne eller af personer eller grupper af

personer, der agerer med autorisation, støtte eller stiltiende accept fra staten,

efterfulgt af en nægtelse af at anerkende frihedsberøvelsen eller af, at den

forsvundnes skæbne eller opholdssted skjules, således at denne person er

uden retsbeskyttelse.

Konventionens artikel 1 fastslår, at ingen må udsættes for tvangsforsvin-

ding, og at ingen ekstraordinære omstændigheder, uanset om der er tale om

krig, trussel om krig, intern politisk ustabilitet eller nogen anden nødsitua-

tion, kan retfærdiggøre en tvangsforsvinding.

Tvangsforsvindingskonventionen forpligter efter artikel 4 de deltagende sta-

ter til at kriminalisere tvangsforsvindingsforbrydelser. Konventionen inde-

holder herudover bestemmelser om udlevering i forbindelse med tvangsfor-

svindingsforbrydelser. Efter konventionens artikel 13, stk. 1, må en tvangs-

forsvindingsforbrydelse ikke betragtes som en politisk lovovertrædelse, som

knyttet til en politisk lovovertrædelse eller som en lovovertrædelse inspire-

ret af politiske motiver. En anmodning om udlevering må således ikke afslås

udelukkende på det grundlag, at den vedrører en politisk lovovertrædelse,

en lovovertrædelse som knyttet til en politisk lovovertrædelse eller som en

lovovertrædelse inspireret af politiske motiver.

En ratifikation af tvangsforsvindingskonventionen vil nødvendiggøre, at det

fastslås i udleveringsloven, at udlevering ikke kan afslås med henvisning til,

at en tvangsforsvindingsforbrydelse betragtes som en politisk lovovertræ-

delse, som knyttet til en politisk lovovertrædelse eller som en lovovertræ-

delse inspireret af politiske motiver. Formålet med forslaget er således på

dette punkt at opfylde kravet i konventionen.

2.3. UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier

i tilfælde af væbnet konflikt med tilhørende 1. protokol

For så vidt angår UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse

af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt med tilhørende 1. protokol

(herefter konventionen og dennes 1. protokol), der vedrører fjernelse og ud-

førsel af kulturværdier under væbnet konflikt, bemærkes det, at konventio-

nen blev ratificeret af Danmark i 2003 ved bekendtgørelse nr. 32 af 23. ok-

tober 2003 i Lovtidende C. Konventionen og dennes 1. protokol indeholder

en række grundlæggende bestemmelser om respekt for og beskyttelse af kul-

turværdier og personel, der har til opgave at beskytte kulturværdier, ligesom

konventionen indeholder bestemmelser om tildeling af særlig beskyttelse.

En 2. protokol til konventionen blev vedtaget ved UNESCO-konferencen i

Haag den 26. marts 1999. Danmark har tiltrådt konventionens 2. protokol

den 5. december 2018.

Konventionen omfatter flytbare og ikke-flytbare værdier af stor betydning

for alle folkeslags kulturarv som bl.a. mindesmærker, kirkelige eller verds-

lige, arkitektoniske, kunstneriske, historiske eller arkæologiske steder,

kunstværker, manuskripter, bøger og andre genstande af kunstnerisk, histo-

risk eller arkæologisk interesse, såvel som videnskabelige samlinger og vig-

tige samlinger af bøger eller arkiver eller af reproduktioner af ovenfor be-

skrevne genstande.

Konventionens 2. protokol fra 1999 supplerer konventionen og dennes 1.

protokol ved bl.a. at indføre et system til forhøjet beskyttelse af kulturvær-

dier gennem udpegning af særlige kulturværdier til UNESCO. Konventio-

nens 2. protokol pålægger bl.a. de deltagende stater at have et nationalt lov-

givningsmæssigt grundlag for strafansvar for en række nærmere angivne

overtrædelser rettet mod kulturværdier, ligesom protokollen pålægger stats-

parterne at have et nationalt lovgivningsmæssigt grundlag for udlevering af

personer, der har gjort sig skyldige i ødelæggelse af kulturværdier.

Som grundlag for en afklaring af betydningen af en dansk tiltrædelse af kon-

ventionens 2. protokol har en tværministeriel arbejdsgruppe med repræsen-

tanter fra Kulturministeriet, Justitsministeriet, Forsvarsministeriet og Uden-

rigsministeriet undersøgt den juridiske rækkevidde af konventionens 2. pro-

tokol i lyset af Danmarks allerede gældende internationale forpligtelser ved-

rørende beskyttelse af kulturværdier samt gældende dansk ret.

Arbejdsgruppen har i notat af 28. juni 2017 om betydningen af dansk tiltræ-

delse af UNESCO-konventionens 2. protokol vurderet, at dansk tiltrædelse

forudsætter tilvejebringelse af særskilt hjemmel i dansk ret for opfyldelse af

krav om bl.a. udlevering.

Med henblik på at gennemføre arbejdsgruppens anbefalinger vedrørende

dansk tiltrædelse af UNESCO-konventionens 2. protokol fremsatte den da-

værende kulturminister den 29. november 2017 forslag til lov om beskyttel-

sen af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt (L 112). Lovforslaget blev

vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 12. april 2018, og den 25.

april 2018 blev lov nr. 310 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væb-

net konflikt stadfæstet.

Det fremgår af § 3 i lov nr. 310 af 25. april 2018 om beskyttelse af kultur-

værdier i tilfælde af væbnet konflikt, at kulturministeren fastsætter tidspunk-

tet for lovens ikrafttræden. Det bemærkes i den forbindelse, at kulturmini-

steren endnu ikke har fastsat tidspunktet for lovens ikrafttræden.

2.4. Internationale aftaler om udlevering

For Danmarks vedkommende findes der tre multilaterale instrumenter, der

omhandler udlevering. Herudover er der indgået et antal bilaterale aftaler.

2.4.1. Den europæiske udleveringskonvention med tilhørende protokoller

De grundlæggende internationale regler om udlevering til lande uden for

Norden og Den Europæiske Union findes i den europæiske konvention af

13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere (herefter »1957-kon-

ventionen«), jf. bekendtgørelse nr. 36 af 28. september 1963, med tilhørende

første og anden tillægsprotokol af henholdsvis 15. oktober 1975 og 17. marts

1978, jf. bekendtgørelse nr. 106 og nr. 108 af 11. november 1986, samt

tredje og fjerde tillægsprotokol af henholdsvis 10. november 2010 og 20.

september 2012, jf. lov nr. 428 af 1. maj 2013.

Det bemærkes i den forbindelse, at 1957-konventionen er gennemført i

dansk ret ved udleveringsloven, mens første og anden tillægsprotokol er ra-

tificeret af Danmark uden lovændringer.

Den første tillægsprotokol til 1957-konventionen blev kundgjort i dansk ret

ved bekendtgørelse nr. 106 af 11. november 1986 af tillægsprotokol af 15.

oktober 1975 til den europæiske konvention af 13. december 1957 om ud-

levering.

Protokollen har til formål at supplere konventionen med henblik på at styrke

beskyttelsen af menneskeheden og enkeltpersoner. Den øgede beskyttelse

består i en supplering af konventions artikel 3 og 9.

Konventionens artikel 3 omhandler politiske forbrydelser, mens artikel 9

omhandler en af de i konventionen nævnte obligatoriske afslagsgrunde.

Med tillægsprotokollen indskrænkes muligheden for at afslå udlevering un-

der henvisning til, at der er tale om en politisk forbrydelse. Danmark har

dog erklæret, at man ikke kan anerkende denne del af tillægsprotokollen, og

har således opretholdt kompetencen til at foretage en konkret vurdering i

sager om udlevering på baggrund af politiske forbrydelser.

Efter konventionens artikel 9 må udlevering ikke være i strid med forbuddet

mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem). Med tillægsprotokollen sup-

pleres bestemmelsen i konventionens artikel 9, idet protokollens artikel 2

dels udvider definitionen af dobbelt strafforfølgning, dels tillader udlevering

under visse omstændigheder.

Den anden tillægsprotokol til 1957-konventionen blev kundgjort i dansk ret

ved bekendtgørelse nr. 108 af 11. november 1986 af anden tillægsprotokol

af 17. marts 1978 til den europæiske konvention af 13. december 1957 om

udlevering.

Protokollen har til formål at lette anvendelsen af 1957-konventionen på flere

punkter, herunder ved at inkludere fiskale forbrydelser i den kategori af lov-

overtrædelser, hvorefter en person kan udleveres. Endvidere uddyber proto-

kollen yderligere bestemmelser om domme

in absentia

og amnesti.

Det bemærkes, at bestemmelserne i protokollen om fiskale forbrydelser æn-

drer den allerede eksisterende artikel 5 i konventionen, og bestemmelserne

om formkrav til anmodningen erstatter artikel 12, stk. 1, i konventionen.

Bestemmelserne om domme

in absentia

og om amnesti supplerer derimod

de oprindelige artikler.

Den tredje og fjerde tillægsprotokol til 1957-konventionen er gennemført i

udleveringsloven ved lov nr. 428 af 1. maj 2013 (Ændring af retsplejeloven,

lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om udlevering af lov-

overtrædere) (Gennemførelse af Europarådets konvention om hvidvask, ef-

terforskning, beslaglæggelse og konfiskation af udbytte fra strafbare hand-

linger samt finansiering af terrorisme samt gennemførelse af den tredje og

fjerde tillægsprotokol til den europæiske konvention om udlevering m.v.).

Den tredje tillægsprotokol til 1957-konventionen er en særskilt regulering

af muligheden for udlevering efter en forenklet procedure. Denne forenk-

lede procedure gælder parallelt med den gældende ordning for udlevering

til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.

I stedet for at indsætte særskilte regler om den forenklede procedure i udle-

veringsloven, er den tredje tillægsprotokol gennemført i dansk ret i form af

en henvisning i udleveringsloven til tillægsprotokollens regler, jf. § 21 c i

udleveringsloven. Det følger af bestemmelsen, at tillægsprotokollens regler,

der samtidig er optaget som bilag 3 til udleveringsloven, skal anvendes ved

siden af de øvrige regler i lovens kapitel 2, 3 og 4, når der er tale om udle-

vering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union, der ligeledes

har gennemført den tredje tillægsprotokol, medmindre andre regler om ud-

levering mellem Danmark og det pågældende land er mere vidtgående end

reglerne i tillægsprotokollen. Tillægsprotokollens bestemmelser har på

denne måde fået samme gyldighed som den egentlige lovtekst.

Den fjerde tillægsprotokol har til formål at modernisere en række af bestem-

melserne i 1957-konventionen og at supplere konventionen i visse henseen-

der på baggrund af den udvikling, der er sket i det internationale samarbejde

på det strafferetlige område siden dens vedtagelse i 1957 og siden vedtagel-

sen af de to tillægsprotokoller hertil i henholdsvis 1975 og 1978.

Den tredje og fjerde tillægsprotokol til 1957-konventionen er endnu ikke

ratificeret af Danmark. Justitsministeriet afventer en stillingtagen til, hvor-

vidt de ovennævnte tillægsprotokoller skal have virkning for Grønland.

2.4.2. Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre

2.4.2.1. Baggrund

Baggrunden for rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre var et øn-

ske om på grundlag af konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i

Tampere den 15.-16. oktober 1999 at forenkle og effektivisere udleverings-

procedurerne mellem medlemsstaterne med fuld respekt af grundlæggende

retsprincipper.

Rammeafgørelsen er udarbejdet med hjemmel i den dagældende artikel 34,

stk. 2, litra b, i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), hvorefter Rådet

på initiativ af en medlemsstat eller Kommissionen med enstemmighed kan

vedtage rammeafgørelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes

love og administrative bestemmelser. Rammeafgørelser er bindende for

medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de

nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen.

Formålet med rammeafgørelsen er at gennemføre forenklede regler om ud-

levering mellem EU-medlemsstaterne, der indebærer, at princippet om gen-

sidig anerkendelse gennemføres på udleveringsområdet. Dette medfører, at

når en medlemsstat anmoder om at få en person udleveret til strafforfølgning

eller straffuldbyrdelse, skal denne anmodning imødekommes, medmindre

der foreligger en af de afslagsgrunde, som fremgår af rammeafgørelsen.

Med henblik på at forenkle de administrative procedurer vedrørende udle-

vering er de traditionelle anmodninger om udlevering med virkning fra den

1. januar 2004 erstattet af »en europæisk arrestordre«. En europæisk arrest-

ordre indeholder dels en anmodning om anholdelse og varetægtsfængsling

med henblik på udlevering, dels en anmodning om udlevering.

Rammeafgørelsen erstatter således alle tidligere instrumenter om udlevering

mellem medlemsstaterne, herunder de bestemmelser i afsnit III i konventi-

onen om gennemførelse af Schengen-aftalen, der vedrører udlevering. Det

betyder således bl.a., at 1957-konventionen og de tilhørende protokoller

samt konventionen om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemssta-

terne i Den Europæiske Union (herefter »1995-konventionen«) og konven-

tionen om udlevering mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union

(herefter »1996-konventionen«) ikke længere finder anvendelse mellem

medlemsstaterne.

Rammeafgørelsen indeholder bestemmelser, der fastlægger, i hvilke til-

fælde medlemsstaterne vil være forpligtede til at udlevere en lovovertræder

til en anden medlemsstat, og fastlægger herudover, i hvilke tilfælde med-

lemsstaterne kan eller skal afslå udlevering af en lovovertræder.

For at understrege princippet om gensidig anerkendelse og forskellen mel-

lem udlevering mellem medlemsstaterne og udlevering mellem tredjelande

anvender rammeafgørelsen en række nye begreber. I rammeafgørelsen an-

vendes begrebet »overgivelse« i stedet for »udlevering«, selv om begge be-

greber omfatter den fysiske overgivelse af en eftersøgt person til det anmod-

ende land. Endvidere anvendes »den udstedende stat« i stedet for »den an-

modende stat« og »den fuldbyrdende stat« i stedet for »den anmodede stat«.

Da ingen af disse begreber har en anden indholdsmæssig betydning end ud-

leveringslovens begreber, anvendes udleveringslovens begreber i forbin-

delse med gennemgangen af rammeafgørelsen. Den anmodende medlems-

stat er således den medlemsstat, der udsteder en europæisk arrestordre, og

den anmodede medlemsstat er den medlemsstat, der skal gennemføre en eu-

ropæisk arrestordre.

Rammeafgørelsen er gennemført i dansk ret ved lov nr. 433 af 10. juni 2003.

Rammeafgørelsen er siden suppleret ved Rådets rammeafgørelse

2009/299/RIA om ændring af en række rammeafgørelser med henblik på

styrkelse af personers proceduremæssige rettigheder og fremme af anven-

delsen af princippet om gensidig anerkendelse i forbindelse med afgørelser

afsagt, uden at den pågældende selv var til stede under retssagen (herefter

»rammeafgørelsen om afgørelser afsagt

in absentia«),

der omtales i det føl-

gende.

Folketinget afgav ved folketingsbeslutning af 18. december 2008 om udkast

til rammeafgørelse om afgørelser afsagt

in absentia

samtykke i medfør af

grundlovens § 19, stk. 1, til vedtagelsen af rammeafgørelsen om afgørelser

afsagt

in absentia

(udeblivelsesdomme).

Rammeafgørelsen om afgørelser afsagt

in absentia

er vedtaget på rådsmødet

(retlige og indre anliggender) den 26. februar 2009 og er offentliggjort i EU-

tidende nr. L 81/24 af 27. marts 2009. Rammeafgørelsen har til formål at

styrke de proceduremæssige rettigheder for personer, der er genstand for en

straffesag, og samtidig lette det retlige samarbejde i straffesager samt for-

bedre den gensidige anerkendelse af retsafgørelser mellem medlemssta-

terne.

Rammeafgørelsen om afgørelser afsagt

in absentia

medfører bl.a. en række

ændringer af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.

Ændringerne har til formål at ensarte de grunde, som medlemsstaterne efter

rammeafgørelserne kan anvende til at afslå fuldbyrdelsen af en afgørelse,

når den person, der er genstand for afgørelsen, er dømt uden selv at have

været til stede under retssagen (in

absentia).

Rammeafgørelsen om afgørelser afsagt

in absentia

blev gennemført i dansk

ret ved lov nr. 271 af 4. april 2011 om ændring af lov om fuldbyrdelse af

visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union og lov om udlevering

af lovovertrædere (Gennemførelse af rammeafgørelsen om gensidig aner-

kendelse af og tilsyn med afgørelser om pligter og påbud i forbindelse med

udsættelse af straffastsættelse eller straffuldbyrdelse m.v. og rammeafgørel-

sen om afgørelser afsagt, uden at den pågældende har været til stede under

retssagen). Der henvises til pkt. 3.4.4.

Rammeafgørelser er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det til-

sigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme

form og midler for gennemførelsen. Rammeafgørelser har således karakter

af en folkeretligt bindende forpligtelse for medlemsstaterne, der indtræder

ved Rådets vedtagelse af rammeafgørelsen. Særligt i forhold til Danmarks

stilling bemærkes, at det danske forbehold vedrørende retlige og indre an-

liggender ikke har betydning for Danmarks forpligtelse til at opfylde ram-

meafgørelserne, idet rammeafgørelserne er vedtaget før Lissabon-traktatens

ikrafttræden og er bindende for Danmark på mellemstatsligt grundlag.

Rammeafgørelserne er optrykt som bilag x og x til lovforslaget.

2.4.2.2. Rammeafgørelsens indhold

Rammeafgørelsen er opdelt i fire kapitler; kapitel 1 (artikel 1- 8) om almin-

delige principper, kapitel 2 (artikel 9-25) om udleveringsproceduren, kapitel

3 (artikel 26-30) om virkninger af udleveringen og kapitel 4 (artikel 31-35)

indeholdende almindelige og afsluttende bestemmelser.

Herudover indeholder præamblen til rammeafgørelsen en række betragtnin-

ger, som har betydning for fortolkningen og anvendelsen af rammeafgørel-

sen. Præambelbetragtningerne tager bl.a. sigte på at sikre overholdelsen af

grundlæggende retsprincipper i forbindelse med udlevering af lovovertræ-

dere.

Efter præambelbetragtning nr. 12 kan intet i rammeafgørelsen fortolkes som

et forbud mod at afslå at udlevere en person, der er genstand for en europæ-

isk arrestordre, hvis der er objektive grunde til at formode, at den europæi-

ske arrestordre er udstedt med det formål at strafforfølge eller straffe en per-

son på grund af vedkommendes køn, race, religion, etniske baggrund, nati-

onalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering, eller at

den pågældendes situation kan blive skadet af en af disse grunde.

Endvidere anføres det, at rammeafgørelsen ikke er til hinder for, at med-

lemsstaterne anvender deres egne forfatningsmæssige bestemmelser om ret

til en retfærdig rettergang, foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed i

andre medier.

I præambelbetragtning nr. 13 anføres det, at personer ikke må overføres,

udsendes eller udleveres til en stat, hvor der er alvorlig risiko for, at de vil

blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdi-

gende behandling eller straf.

2.4.3. Konventionen om den nordiske arrestordre mv.

2.4.3.1. Baggrund

Konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande

(nordisk arrestordre) (herefter »den nordiske udleveringskonvention«) er

ved lov nr. 394 af 30. april 2007 gennemført i udleveringslovens kapitel 2 a

og 3 a, der indeholder henholdsvis de materielle betingelser for udlevering

til de nordiske lande og bestemmelser om proceduren for udlevering. Efter

indhentelse af Folketingets samtykke, jf. lov nr. 394 af 30. april 2007, har

Danmark i henhold til kongelig resolution af 3. juli 2007 ratificeret konven-

tionen.

Konventionen, der ikke omfatter Færøerne og Grønland, trådte i medfør af

artikel 29, stk. 4, i kraft den 16. oktober 2012.

Med reglerne erstattedes de hidtidige udleveringsordninger mellem de nor-

diske lande, dvs. den fællesnordiske udleveringslovgivning (for Danmarks

vedkommende den nordiske udleveringslov) og rammeafgørelsen om den

europæiske arrestordre (som er gennemført i dansk lov ved udleveringslo-

vens kapitel 2 a og 3 a).

Baggrunden for den nordiske udleveringskonvention er et ønske om at for-

enkle og effektivisere udleveringsprocedurerne mellem de nordiske lande

med fuld respekt af grundlæggende retsprincipper og i overensstemmelse

med de internationale forpligtelser bl.a. i forhold til Den Europæiske Union,

herunder særligt rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.

Formålet med den nordiske udleveringskonvention er at gennemføre for-

enklede regler om udlevering mellem de nordiske lande. Den nye udleve-

ringsordning indebærer, at princippet om gensidig anerkendelse gennemfø-

res på det nordiske udleveringsområde. Dette indebærer, at når et nordisk

land anmoder om at få en person udleveret til strafforfølgning eller straf-

fuldbyrdelse, skal denne anmodning imødekommes, medmindre der forelig-

ger en af de afslagsgrunde, som fremgår af den nordiske udleveringskon-

vention. Med henblik på at forenkle de administrative procedurer vedrø-

rende udlevering erstattes de traditionelle anmodninger om udlevering med

en nordisk arrestordre, som har karakter af en anmodning dels om fængsling

med henblik på udlevering, dels om udlevering.

Det bemærkes, at efter artikel 31, stk. 2, i rammeafgørelsen om den europæ-

iske arrestordre kan medlemsstaterne indgå bilaterale eller multilaterale af-

taler eller ordninger efter rammeafgørelsens ikrafttræden, i det omfang de

er mere vidtgående end dennes forskrifter og bidrager til yderligere at for-

enkle eller lette procedurerne for overgivelse af personer, der er omfattet af

en europæisk arrestordre.

Reglerne for udlevering i henhold til den nordiske udleveringskonvention er

fastsat i overensstemmelse hermed, og medfører en række udvidelser i plig-

ten til udlevering i forhold til reglerne for udlevering mellem medlemssta-

terne i Den Europæiske Union.

I konventionen anvendes begrebet »overgivelse« i stedet for »udlevering«,

selv om begge begreber omfatter den fysiske overgivelse af en eftersøgt per-

son til det anmodende land. Endvidere anvendes »det udstedende land« i

stedet for »det anmodende land« og »det fuldbyrdende land« i stedet for

»det anmodede land«. Da ingen af disse nye begreber har en anden indholds-

mæssig betydning end de hidtil anvendte begreber, anvendes de gældende

begreber i forbindelse med gennemgangen af konventionen. Det anmodende

land er således det land, der udsteder en nordisk arrestordre, og det anmo-

dede land er det land, der skal gennemføre en nordisk arrestordre.

2.4.3.2. Den nordiske udleveringskonventions indhold

Den nordiske udleveringskonvention er opdelt i fem kapitler. Kapitel 1 (ar-

tikel 1-7) om almindelige principper, kapitel 2 (artikel 8-21) om udleve-

ringsproceduren, kapitel 3 (artikel 22-25) om virkninger af udleveringen,

kapitel 4 (artikel 26-27) om udlevering til/fra Island og kapitel 5 (artikel 28-

29) med de afsluttende bestemmelser.

Herudover indeholder præamblen en række betragtninger, som har betyd-

ning for fortolkningen og anvendelsen af konventionen. Præambelbetragt-

ningerne tager bl.a. sigte på at sikre overholdelsen af grundlæggende rets-

principper i forbindelse med udlevering af lovovertrædere, herunder de

grundlæggende rettigheder, som fremgår af Den Europæiske Menneskeret-

tighedskonvention.

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Lovens anvendelsesområde

3.1.1. Gældende ret

Sager om udlevering af personer til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i

et andet land behandles efter reglerne i udleveringsloven.

Udleveringsloven indeholder regler om udlevering til stater uden for Norden

og Den Europæiske Union (kapitel 2 og 3), regler om udlevering til med-

lemsstater i Den Europæiske Union (kapitel 2 a og 3 a) og regler om udle-

vering til de nordiske lande (kapitel 2 b og 3 b).

Udleveringsloven indeholder dels regler om, hvilke betingelser der skal

være opfyldt, for at udlevering kan ske, jf. lovens kapitel 2-2 b, dels regler

om behandling af sager om udlevering, jf. lovens kapitel 3-3 b.

Endvidere indeholder udleveringslovens kapitel 4 en række bestemmelser,

der er fælles for udlevering til stater henholdsvis i og uden for Den Europæ-

iske Union og de nordiske lande.

Det følger af § 1, stk. 1, i udleveringsloven, at den, der i udlandet er sigtet,

tiltalt eller dømt for en strafbar handling, kan udleveres efter reglerne i ud-

leveringsloven.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 249 af 9. juni 1967, og er ikke ændret

siden.

Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 1966-67, 2.

samling, tillæg A, spalte 2542, at bestemmelsen giver en almindelig bemyn-

digelse til under iagttagelse af de betingelser, og den fremgangsmåde, der er

foreskrevet i loven, at udlevere personer, der i en fremmed stat er sigtet,

tiltalt eller dømt for en strafbar handling, til den pågældende stat til straffor-

følgning eller til fuldbyrdelse af straf eller anden foranstaltning. Det fremgår

videre af forarbejderne, at dette ikke i noget tilfælde pålægger de danske

myndigheder en pligt til at foretage udlevering. En sådan pligt vil derimod

kunne følge af udleveringstraktater, herunder den europæiske udleverings-

konvention af 1957.

Udleveringslovens § 1, stk. 2, er indsat ved lov nr. 394 af 30. april 2007 som

følge af, at reglerne om udlevering til de nordiske lande blev indsat i udle-

veringsloven i forbindelse med, at den nordiske udleveringskonvention blev

gennemført i dansk ret, jf. pkt. 3.4 i lovforslagets almindelige bemærknin-

ger.

Det følger af bestemmelsen, at udleveringslovens kapitel 2 a om betingel-

serne for udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union og kapitel 3

a om behandlingen af disse sager, ikke finder anvendelse på (EU-medlems-

staterne) Sverige og Finland. Der henvises til lovforslagets almindelige be-

mærkninger om den nordiske arrestordre, jf. pkt. 3.4.

3.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Udleveringsloven vedrører i dag alene udlevering fra Danmark, og loven

indeholder derfor ingen regler vedrørende betingelserne for anmodning om

udlevering til Danmark eller regler for behandlingen af disse sager. Reglerne

herfor skal derfor findes i de for anmodningen relevante internationale rets-

akter.

Justitsministeriet har i forbindelse med udstedelsen af en ny hovedlov, hvor

kompetencen til at træffe beslutning om at anmode andre lande om udleve-

ring af personer til Danmark foreslås overført til domstolene, fundet det hen-

sigtsmæssigt, at der i udleveringsloven indsættes et kapitel vedrørende an-

modning om udlevering til Danmark, jf. pkt. 3.7. nedenfor

Det foreslås på den baggrund, at lovens anvendelsesområde udvides i for-

hold til den gældende ordning til også at omfatte anmodninger om udleve-

ring til Danmark.

Med lovforslaget foreslås kompetencen til at behandle udleveringssager –

både for så vidt angår udlevering til eller fra Danmark – overført til domsto-

lene, dog således at anklagemyndigheden bevarer kompetencen til at ud-

stede nordiske arrestordrer, samt udfærdige og afsende udleveringsanmod-

ninger til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.

Den foreslåede bestemmelse i udleveringslovens § 1, stk. 1, vil medføre, at

personer, der er sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, kan udle-

veres til eller fra Danmark efter reglerne i udleveringsloven.

Det fremgår af udleveringslovens § 1, stk. 2, at udleveringslovens kapitel 2

a og 3 a (udlevering til EU-medlemsstater) ikke gælder for udlevering fra

Danmark til Finland og Sverige.

Dette skal ses i sammenhæng med, at udleveringsloven indeholder kapitler

om betingelser for udlevering til de nordiske lande (kapitel 2 b) og behand-

ling af sager om udlevering til de nordiske lande (kapitel 3 b), og at reglerne

heri enten er mere vidtgående end reglerne om udlevering til stater inden for

Den Europæiske Union eller identiske hermed.

Bestemmelsen er i overensstemmelse med artikel 31, stk. 2, i rammeafgø-

relsen, hvorefter medlemsstaterne kan indgå bilaterale eller multilaterale af-

taler mv. efter rammeafgørelsens ikrafttræden, i det omfang de er mere vidt-

gående end dennes forskrifter og bidrager til yderligere at forenkle eller lette

procedurerne for overgivelse af personer, der er omfattet af en europæisk

arrestordre.

Med lovforslaget foreslås der i overensstemmelse med det ovenfor anførte

indsat et særligt kapitel om betingelser for udlevering til de nordiske lande

(kapitel 3), jf. pkt. 3.3.

Der er ikke hermed tilsigtet nogen ændring i forhold til den gældende rets-

tilstand.

For så vidt angår behandlingen af sager om udlevering til de nordiske lande

i henhold til reglerne om den nordiske arrestordre foreslås der indsat et sam-

let kapitel om behandlingen af sager om udlevering fra Danmark (kapitel 6),

jf. pkt. 3.6. Der vil dermed ikke være behov for yderligere præciseringer til

lovens anvendelsesområde.

Det bemærkes i den forbindelse, at det foreslåede kapitel 7 i loven vedrø-

rende udlevering til Danmark ligeledes vil finde anvendelse på sager om

udlevering til Danmark fra de nordiske lande.

Der henvises i øvrigt til § 1 og bemærkningerne hertil.

3.2. Almindelige betingelser for udlevering fra Danmark til udlandet

3.2.1. Den kriminelle lavalder

3.2.1.1. Gældende ret

Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre fastsætter i artikel 3 visse

obligatoriske grunde til at afslå udlevering på grundlag af en europæisk ar-

restordre. Hvis der foreligger en af disse obligatoriske afslagsgrunde, er

medlemsstaterne således forpligtet til at afvise udlevering.

Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 3, stk. 3, at udlevering skal afslås,

hvis den person, der er omfattet af arrestordren, er under den kriminelle lav-

alder efter den anmodede stats lovgivning.

På baggrund heraf er der i udleveringslovens § 10 c indført en udtrykkelig

bestemmelse om, at udlevering til EU-medlemsstater af personer under den

kriminelle lavalder ikke kan ske.

Bestemmelsen medfører, at der ikke kan ske udlevering, hvis den pågæl-

dende efter dansk ret var under den kriminelle lavalder på gerningstidspunk-

tet, jf. straffelovens § 15.

Den nordiske udleveringskonvention fastsætter i artikel 4 visse obligatori-

ske grunde (dvs. hvor udlevering

skal

afslås) til at afslå udlevering på grund-

lag af en nordisk arrestordre.

Efter artikel 4, nr. 3, skal udlevering afslås, hvis den person, der er omfattet

af arrestordren, er under den kriminelle lavalder efter det anmodede lands

lovgivning. Dette svarer til den obligatoriske afslagsgrund i rammeafgørel-

sen om den europæiske arrestordre, der er gennemført i dansk ret ved udle-

veringslovens § 10 c.

På denne baggrund er der i udleveringsloven § 10 l, indsat en bestemmelse,

hvorefter § 10 c finder tilsvarende anvendelse ved udlevering til de nordiske

lande. Bestemmelsen indebærer således, at udlevering ikke kan finde sted,

hvis den pågældende er under den kriminelle lavalder.

Der i udleveringsloven ikke en tilsvarende bestemmelse for så vidt angår

udlevering til lande uden for Norden og Den Europæiske Union.

3.2.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Justitsministeriet finder, at det bør gælde som en generel betingelse for ud-

levering fra Danmark til andre lande, at den pågældende på ikke på ger-

ningstidspunktet var under den kriminelle lavalder, jf. straffelovens § 15.

Derfor foreslås indsat en bestemmelse herom i udleveringslovens kapitel 2

om almindelige betingelser for udlevering, hvorefter betingelsen vil finde

anvendelse i alle sager om udlevering.

Der er ikke i øvrigt med den foreslåede bestemmelse i § 2 tilsigtet ændringer

i den gældende retstilstand.

Der henvises til lovforslagets § 2 og bemærkningerne hertil.

3.2.2. Forbud mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem) mv.

3.2.2.1. Gældende ret

§§ 8, 10 d og 10 m i udleveringsloven er udtryk for den væsentlige retssik-

kerhedsgaranti, at man ikke skal kunne dømmes for det samme forhold to

gange (princippet om »ne bis in idem«). Princippet om forbud mod dobbelt

strafforfølgning er gennemført i udleveringsloven såvel i forbindelse med

udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union som ved

udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union samt de nordiske

lande.

3.2.2.1.1. Udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union

Det fremgår af 1957-konventionens artikel 9, at udlevering ikke må tillades,

hvis der af de kompetente myndigheder i den stat, over for hvilken anmod-

ning er fremsat, er afsagt endelig dom over den pågældende person for den

eller de forbrydelser, for hvilke udlevering er anmodet. Udlevering kan af-

slås, hvis de kompetente myndigheder i den nævnte stat har besluttet enten

ikke at indlede strafforfølgning eller at afslutte en påbegyndt strafforfølg-

ning vedrørende den eller de samme forbrydelser.

Bestemmelsen om »ne bis in idem« i forhold til udlevering til stater uden

for Norden og Den Europæiske Union fremgår af udleveringslovens § 8.

Bestemmelsen blev nyaffattet ved lov nr. 428 af 1. maj 2013, så den svarer

til de tilsvarende bestemmelser i udleveringslovens §§ 10 d og 10 m (om

»ne bis in idem« ved udlevering til henholdsvis medlemsstater i Den Euro-

pæiske Union og de nordiske lande), jf. Folketingstidende 2012-13, A, L

127 som fremsat, side 55.

Det følger således af § 8, stk. 1, 1. pkt., i udleveringsloven, at udlevering

ikke kan finde sted, når den, der søges udleveret, her i landet, i et nordisk

land, eller i en medlemsstat i Den Europæiske Union er dømt eller frifundet

for den pågældende strafbare handling.

Ved ovennævnte nyaffattelse blev ordlyden i § 8, stk. 1, 1. og 4. pkt., præ-

ciseret, så det klart fremgår, at princippet om »ne bis in idem« også finder

anvendelse, hvor den tidligere dom er afsagt i den medlemsstat, der anmoder

om udlevering, jf. bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende

2012-13, A, L 127 som fremsat, side 51.

Udlevering kan ligeledes ikke ske, hvis den pågældende her i landet er be-

nådet for handlingen, jf. § 8, stk. 1, 2. pkt.

Det følger endvidere af § 8, stk. 1, 3. pkt., at udlevering kan afslås, hvis den,

der søges udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i et land uden for

Norden og Den Europæiske Union.

Det følger af bestemmelsens forarbejder, at udlevering kan afslås, hvis der

er afsagt dom i sagen i en stat uden for Norden og Den Europæiske Union.

I disse tilfælde beror det på en konkret vurdering, om der skal ske udlevering

eller ej. Der vil f.eks. kunne ske udlevering, hvis den pågældende tidligere

er frifundet for den pågældende handling i en stat uden for Norden og Den

Europæiske Union, men grundlaget for dommen er åbenbart mangelfuldt,

jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 127 som fremsat, side 55.

Det følger imidlertid af § 8, stk. 1, 4. pkt., at udlevering – uagtet at den

pågældende er dømt for den samme strafbare handling – kun kan afslås efter

1. og 3. pkt., hvis dommen er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke

længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i § 8, stk. 1, 4. pkt., jf. Fol-

ketingstidende 2012-13, A, L 127 som fremsat, side 56, at udlevering ikke

kan afslås efter bestemmelsen under henvisning til, at den pågældende er

dømt her i landet, i et nordisk land eller i en medlemsstat i Den Europæiske

Union, hvis der på grund af myndighedernes passivitet i domslandet ikke er

taget sædvanlige skridt med henblik på fuldbyrdelse af dommen. Hvis

domslandets relevante myndigheder således – uden at der er indtrådt foræl-

delse – gennem længere tid intet har foretaget sig med henblik på fuldbyr-

delse af dommen, vil udlevering ikke kunne afslås. Dette gælder dog ikke i

tilfælde, hvor der på grund af myndighedernes almindelige sagsbehand-

lingstid i domslandet endnu ikke er foretaget de relevante skridt mod fuld-

byrdelsen af dommen.

Bestemmelsen udelukker ikke udlevering til straffuldbyrdelse i et land, der

tidligere har afsagt dom i sagen, i tilfælde, hvor et andet land – i strid med

princippet om »ne bis in idem« – efterfølgende har indledt strafforfølgning

eller afsagt en straffedom, der endnu ikke er fuldbyrdet, for det samme for-

hold.

Bestemmelsen medfører ikke en pligt for de danske myndigheder til af egen

drift at undersøge, om den pågældende tidligere er blevet endelig dømt i et

andet land for de samme handlinger. De nævnte afslagsgrunde bliver således

kun relevante, såfremt de danske myndigheder er i besiddelse af de nødven-

dige oplysninger om en eventuel dom afsagt i udlandet.

De danske myndigheder skal således ikke af egen drift iværksætte en nær-

mere undersøgelse af, om der er afsagt dom for forholdet i udlandet. Er det

oplyst, at den, som en udleveringsanmodning vedrører, muligvis allerede er

dømt eller frifundet for det samme forhold i udlandet, men er oplysningerne

utilstrækkelige, og kan de nødvendige oplysninger ikke tilvejebringes, skal

udleveringsanmodningen normalt imødekommes, hvis lovens betingelser

herfor i øvrigt er opfyldt.

Er tiltale mod den pågældende frafaldet, kan udlevering kun finde sted, hvis

retsplejelovens betingelser for omgørelse af bestemmelsen om tiltalefrafald

er opfyldt, jf. udleveringslovens § 8, stk. 2, 1. pkt.

Det følger endvidere af § 8, stk. 2, 2. pkt., at udlevering kan afslås, hvis

påtale er opgivet og betingelserne for at omgøre beslutningen om påtaleop-

givelse ikke er opfyldt. Bestemmelsen blev oprindelig indsat i udleverings-

loven ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 i forbindelse med, at man indsatte en

tilsvarende bestemmelse i § 10 d, stk. 2, vedrørende udlevering til medlems-

stater i Den Europæiske Union, for at undgå at adgangen til at udlevere per-

soner til stater uden for Den Europæiske Union blev mere vidtgående end

adgangen til at udlevere personer til EU-medlemsstater. Det fremgår af be-

mærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side

4303, at der således f.eks. vil kunne være grund til at afslå udlevering, hvis

politi- og anklagemyndigheden her i landet allerede har foretaget en bevis-

mæssig vurdering af den sag (handling), som anmodningen vedrører, med

henblik på eventuel strafforfølgning i Danmark, og der i den forbindelse er

meddelt påtaleopgivelse, fordi sigtelsen har vist sig at være grundløs. Det

anføres endvidere, at det imidlertid ikke er givet, at en anmodning om udle-

vering skal afslås, alene fordi der foreligger en påtaleopgivelse. De hensyn,

der kan begrunde en sådan afvisningsgrund, gør sig f.eks. ikke gældende,

hvis påtaleopgivelse er meddelt, fordi handlingen ikke kan strafforfølges i

Danmark pga. manglende jurisdiktionskompetence, men i stedet må forføl-

ges i den medlemsstat, der nu anmoder om udlevering.

Det bemærkes, at efter retsplejelovens § 724, stk. 2, kan strafforfølgning,

når der er truffet afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, kun fort-

sættes mod den pågældende efter den overordnede anklagemyndigheds be-

stemmelse, hvis meddelelse herom er forkyndt for den pågældende inden 2

måneder fra afgørelsens dato, medmindre sigtedes forhold har hindret retti-

dig forkyndelse eller betingelserne for genoptagelse efter lovens § 975 er til

stede. Det bemærkes endvidere, at fristen for omgørelse af en beslutning om

påtaleopgivelse alene finder anvendelse i sager, hvor den pågældende har

været sigtet. I sager, hvor der har været indledt efterforskning, uden at den

pågældende har været sigtet, gælder der ingen frist for omgørelse af en be-

slutning om at indstille efterforskningen.

Bestemmelsen i udleveringslovens § 8, stk. 2, 1. pkt., indebærer således, at

der i sager, hvor der er meddelt den pågældende påtaleopgivelse eller tilta-

lefrafald, ikke vil kunne ske udlevering, hvis fristen på 2 måneder for for-

kyndelse af den overordnede anklagemyndigheds omgørelse af sagen er

overskredet, og betingelserne i retsplejelovens § 975 for genoptagelse ikke

er opfyldt. Efter denne bestemmelse kan der ske genoptagelse, når nye be-

viser af vægt er kommet for dagen, eller når det ifølge den pågældendes

efterfølgende tilståelse eller andre beviser, der senere er kommet for dagen,

må antages, at den pågældende er skyldig, eller påtaleopgivelse eller tiltale-

frafald skyldes falske forklaringer mv.

Efter udleveringslovens § 8, stk. 3, kan udlevering til strafforfølgning desu-

den afslås, hvis der her i landet er indledt strafforfølgning mod den pågæl-

dende for den handling, der søges om udlevering for, og strafforfølgning på

grund af handlingens karakter, den pågældendes tilknytning til Danmark og

omstændighederne i øvrigt findes at skulle gennemføres her i landet. Be-

stemmelsen i stk. 3 indebærer, at udlevering med henblik på strafforfølgning

kan afslås, hvis strafforfølgning mod den pågældende er påbegyndt – men

endnu ikke afsluttet – her i landet for den handling, som udleveringsanmod-

ningen vedrører, og strafforfølgning på grund af handlingens karakter, den

pågældendes tilknytning til Danmark og omstændighederne i øvrigt findes

mest nærliggende at skulle gennemføres her i landet.

Hvorvidt strafforfølgning bør gennemføres her i landet, beror på en konkret

vurdering i den enkelte sag, hvor der – ud over de i bestemmelsen nævnte

momenter – f.eks. kan lægges vægt på, hvor fremskreden strafforfølgningen

er mod den pågældende her i landet, og hvor lovovertrædelsen navnlig har

haft virkning, jf. bestemmelsens forarbejder, Folketingstidende 2012-13, A,

L 127 som fremsat, side 56.

3.2.2.1.2. Udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union

Bestemmelsen i udleveringslovens § 10 d, stk. 1, blev indsat ved lov nr. 433

af 10. juni 2003.Bestemmelsen har bl.a. til formål at gennemføre artikel 3,

nr. 2, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.

Rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2, bestemmer, at den judicielle myndighed

i den fuldbyrdende medlemsstat skal afslå at fuldbyrde en europæisk arrest-

ordre, hvis det af de oplysninger, den fuldbyrdende judicielle myndighed er

i besiddelse af, fremgår, at den eftersøgte person er blevet endeligt dømt for

de samme handlinger af en anden medlemsstat, på betingelse af at sanktio-

nen i tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller

ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lovgivning.

Det følger i øvrigt af artikel 50 i

Den Europæiske Unions Charter om Grund-

læggende Rettigheder,

at ingen i en straffesag på ny skal kunne stilles for en

domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken den pågældende

allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i en af Unionens med-

lemsstater i overensstemmelse med lovgivningen.

Ved lov nr. 428 af 1. maj 2013 blev ordlyden i 1. og 4. pkt. i udleveringslo-

vens § 10 d, stk. 1, præciseret, så det nu klart fremgår, at princippet om »ne

bis in idem« også finder anvendelse, hvor den tidligere dom er afsagt i den

medlemsstat, der anmoder om udlevering, jf. Folketingstidende 2012-13, A,

L 127 som fremsat, side 57.

Det følger således af udleveringslovens § 10 d, stk. 1, 1. pkt., at der ikke må

ske udlevering, hvis den, der søges udleveret, er dømt eller frifundet for den

pågældende handling her i landet eller i en anden EU-medlemsstat.

Bestem-

melsen udelukker ikke udlevering til straffuldbyrdelse i en medlemsstat, der

tidligere har afsagt dom i sagen, i tilfælde, hvor en anden stat i strid med prin-

cippet om »ne bis in idem« efterfølgende har indledt strafforfølgning eller af-

sagt en straffedom, der endnu ikke er fuldbyrdet, for det samme forhold.

Tilsvarende gælder ifølge stk. 1, 2. pkt., hvis den, der søges udleveret, her i

landet er benådet for handlingen. Bestemmelsen er fastsat i overensstem-

melse med rammeafgørelsens artikel 3, stk. 1, hvorefter medlemsstaterne

endvidere skal afslå at udlevere, hvis den pågældende kan strafforfølges i

den anmodede medlemsstat, og der i denne stat er truffet beslutning om be-

nådning (amnesti).

Udlevering kan endvidere afslås efter stk. 1, 3. pkt., hvis den, der søges ud-

leveret, er dømt eller frifundet for handlingen i en stat uden for Den Euro-

pæiske Union. Bestemmelsen er valgfri (fakultativ). Det fremgår af be-

mærkningerne til bestemmelsen, at der f.eks. vil kunne ske udlevering, hvis

den pågældende tidligere er frifundet for den samme handling i en stat uden

for Den Europæiske Union, men grundlaget for dommen er åbenbart man-

gelfuldt, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4302.

Udlevering kan dog kun afslås efter 1. og 3. pkt., hvis dommen er blevet

fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter

lovgivningen i den pågældende stat, jf. stk. 1, 4. pkt. Om fortolkningen af

bestemmelsen henvises til pkt. 3.2.2.1.1 ovenfor om den enslydende be-

stemmelse i lovens § 8, stk. 1, 4. pkt.

Som nævnt i bemærkningerne til § 10 d i lovforslaget til lov nr. 433 af 10.

juni 2003, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4319-4320, er det

ikke hensigten med bestemmelsen i § 10 d, stk. 1, at de danske udleverings-

myndigheder af egen drift skal iværksætte undersøgelse af, om der er afsagt

dom for forholdet i en anden stat. Er det oplyst, at den, som en arrestordre

vedrører, allerede er dømt eller frifundet for det samme forhold i en anden

stat, men er oplysningerne utilstrækkelige, og kan de nødvendige oplysnin-

ger ikke tilvejebringes, således at der kan træffes afgørelse inden for de 10-

og 60-dages frister for henholdsvis justitsministerens afgørelse og en even-

tuel domstolsafgørelse, der fremgår af udleveringslovens § 18 d, skal udle-

veringsanmodningen normalt imødekommes, hvis lovens betingelser herfor

i øvrigt er opfyldt.

Er tiltale mod den pågældende frafaldet her i landet, kan udlevering kun

finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutningen

om tiltalefrafald er opfyldt, jf. § 10 d, stk. 2, 1. pkt. Endvidere kan udleve-

ring afslås, hvis påtale er opgivet, og betingelserne for at omgøre beslutnin-

gen om påtaleopgivelse ikke er opfyldt, jf. § 10 d, stk. 2, 2. pkt.

Om reglerne om påtaleopgivelse, jf. retsplejelovens § 721, og fortsættelse

af strafforfølgning, når der er truffet afgørelse om påtaleopgivelse eller til-

talefrafald, retsplejelovens § 724, stk. 2, henvises til pkt. 3.2.2.1.1 ovenfor.

Det er imidlertid ikke givet, at en anmodning om udlevering skal afslås,

alene fordi der foreligger en påtaleopgivelse. De hensyn, der kan begrunde

en sådan afvisningsgrund, gør sig f.eks. ikke gældende, hvis påtaleopgivelse

er meddelt, fordi handlingen ikke kan strafforfølges i Danmark pga. mang-

lende jurisdiktionskompetence, men i stedet må forfølges i den medlemsstat,

der nu anmoder om udlevering, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side

4303.

Efter udleveringslovens § 10 d, stk. 3, kan udlevering med henblik på straf-

forfølgning afslås, hvis strafforfølgning mod den pågældende er påbegyndt

– men endnu ikke afsluttet – her i landet, for den handling, som arrestordren

vedrører, og strafforfølgning på grund af handlingens karakter, den pågæl-

dendes tilknytning til Danmark og omstændighederne i øvrigt findes mest

nærliggende at skulle gennemføres her i landet. Bestemmelsen er fastsat i

overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i rammeafgørelsen om den europæ-

iske arrestordre, hvorefter udlevering kan afslås, hvis den person, der er gen-

stand for en europæisk arrestordre, allerede strafforfølges i den anmodede

stat for de samme lovovertrædelser, som ligger til grund for arrestordren.

Om fortolkningen af bestemmelsen henvises til pkt. 3.2.2.1.1 ovenfor om

den enslydende bestemmelse i lovens § 8, stk. 3.

3.2.2.1.3. Udlevering til lande i Norden

Udlevering skal efter den obligatoriske afslagsgrund i den nordiske udleve-

ringskonventions artikel 4, nr. 2, afslås, hvis den person, der er omfattet af

arrestordren, tidligere er blevet endelig dømt i et nordisk land eller en EU-

medlemsstat for den handling, som den pågældende nu ønskes udleveret for.

Udlevering skal dog kun afslås, hvis straffen er fuldbyrdet, er ved at blive

fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslan-

det.

På den baggrund er der i udleveringslovens § 10 m, stk. 1, 1. pkt., indsat en

bestemmelse, hvorefter udlevering skal afslås, hvis den, der ønskes udleve-

ret, er blevet dømt eller frifundet for den samme handling i Danmark, i et

nordisk land eller i en EU-medlemsstat.

Efter den nordiske udleveringskonventions artikel 4, nr. 1, skal det anmo-

dede land afslå at udlevere en person, hvis den pågældende kan strafforføl-

ges i det anmodede nordiske land, og der i dette land er truffet beslutning

om benådning (amnesti). Bestemmelsen svarer til artikel 3, nr. 1, i ramme-

afgørelsen om den europæiske arrestordre.

I overensstemmelse hermed fremgår det af udleveringslovens § 10 m, stk.

1, 2. pkt., at der ikke kan ske udlevering, hvis den, der søges udleveret, her

i landet er benådet for handlingen.

Efter den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 3, kan udlevering

endvidere afslås, hvis den person, der er omfattet af den nordiske arrestor-

dre, tidligere er blevet endelig dømt i et tredjeland (dvs. ethvert land uden

for Norden og Den Europæiske Union, jf. konventionens artikel 3, stk. 5)

for den lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren.

Bestemmelsen er gennemført i udleveringslovens § 10 m, stk. 1, 3. pkt.,

hvorefter udlevering dermed kan afslås, hvis den, der søges udleveret, er

dømt eller frifundet for handlingen i et land uden for Norden og Den Euro-

pæiske Union.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i § 10 m, stk. 1, 3. pkt., at

det vil bero på en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder,

om der skal ske udlevering eller ej. Der vil f.eks. kunne ske udlevering, hvis

den pågældende tidligere er frifundet for den samme handling i en stat uden

for Norden og Den Europæiske Union, men grundlaget for dommen er åben-

bart mangelfuldt, jf. herved lovforslaget til lov nr. 394 af 30. april 2007 om

ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og forskellige andre love

og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island,

Norge og Sverige (Gennemførelse af konvention om overgivelse for straf-

bare forhold mellem de nordiske lande (nordisk arrestordre) m.v.), jf. Fol-

ketingstidende 2006-07, tillæg A, side 2522.

Hvis den pågældende er dømt for den samme strafbare handling i et andet

nordisk land eller en anden EU-medlemsstat end det nordiske land, der an-

moder om udlevering, er det en betingelse for at afslå udlevering, at straffen

er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes

efter lovgivningen i domslandet, jf. udleveringslovens § 10 m, stk. 1, 4. pkt.

Som nævnt i bemærkningerne til § 10 m, jf. Folketingstidende 2006-07, til-

læg A, side 2522, er det ikke hensigten med bestemmelsen i § 10 m, stk. 1,

at de danske myndigheder af egen drift skal iværksætte en nærmere under-

søgelse af, om der er afsagt dom for forholdet i et andet land. Er det oplyst,

at den, som en arrestordre vedrører, muligvis allerede er dømt eller frifundet

for det samme forhold i et andet land, men er oplysningerne utilstrækkelige,

og kan de nødvendige oplysninger ikke tilvejebringes, således at der kan

træffes afgørelse inden for de frister, der fremgår af udleveringslovens § 18

k, jf. nedenfor i pkt. 3.6.9.1.2., skal udleveringsanmodningen normalt imø-

dekommes, hvis lovens betingelser herfor i øvrigt er opfyldt

Den nordiske udleveringskonvention indeholder i artikel 5, nr. 4, en yderli-

gere afslagsgrund, nemlig i de tilfælde, hvor det anmodede nordiske lands

myndigheder allerede har besluttet ikke at indlede strafforfølgning eller at

opgive strafforfølgning af den lovovertrædelse, der ligger til grund for ar-

restordren. Bestemmelsen er gennemført i udleveringslovens § 10 m, stk. 2,

der henviser til § 10 d, stk. 3.

Om reglerne om påtaleopgivelse, jf. retsplejelovens § 721, og fortsættelse

af strafforfølgning, når der er truffet afgørelse om påtaleopgivelse eller til-

talefrafald, retsplejelovens § 724, stk. 2, henvises til pkt. 3.2.2.1.1 ovenfor.

Den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 4, svarer til artikel 4, nr.

3, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, der er gennemført i

dansk ret ved udleveringslovens § 10 d, stk. 2.

På den baggrund er der i udleveringslovens § 10 m, stk. 2, indsat en bestem-

melse, hvorefter § 10 d, stk. 2, skal finde tilsvarende anvendelse ved udle-

vering til de nordiske lande.

Udlevering kan efter den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 1,

endvidere afslås, hvis den person, der er genstand for en nordisk arrestordre,

allerede strafforfølges i det anmodede land for de samme lovovertrædelser,

som ligger til grund for arrestordren.

Den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 1, svarer til artikel 4, nr.

2, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, der er gennemført i

dansk ret ved udleveringslovens § 10 d, stk. 3.

På den baggrund er der i udleveringslovens § 10 m, stk. 2, indsat en bestem-

melse, hvorefter § 10 d, stk. 3, skal finde tilsvarende anvendelse ved udle-

vering til de nordiske lande. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmel-

sen, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 2507-2508, at situationer

omfattet af bestemmelsen – henset til det nære samarbejde mellem de nor-

diske lande – i øvrigt ofte vil kunne løses ved, at de judicielle myndigheder

aftaler, i hvilket land sagen mest hensigtsmæssigt kan gennemføres.

3.2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med lovforslaget foreslås §§ 8, 10 d og 10 m videreført, dog med den æn-

dring, at reglerne herom af praktiske hensyn, herunder navnlig af hensyn til

lovens overskuelighed, opdeles i to bestemmelser, ligesom bestemmelserne

herom indsættes i udleveringslovens kapitel 2 om almindelige betingelser

for udlevering, hvorefter betingelserne vil finde anvendelse i alle sager om

udlevering.

Det foreslås på den baggrund, at der i udleveringslovens § 3 indsættes en

bestemmelse, der vedrører spørgsmålet om udlevering, når der er tale om,

at den pågældende enten er dømt eller frifundet for den samme strafbare

handling eller benådet for handlingen, samt undtagelserne hertil.

Justitsministeriet finder dog anledning til at præcisere, hvordan myndighe-

derne skal forholde sig i forhold til, om der er afsagt dom for samme forhold

i udlandet.

De danske myndigheder skal ikke af egen drift iværksætte en nærmere un-

dersøgelse af, om der er afsagt dom for forholdet i udlandet. Er det oplyst,

at den, som en udleveringsanmodning vedrører, muligvis allerede er dømt

eller frifundet for det samme forhold i udlandet, undersøges dette nærmere.

Viser oplysningerne sig herefter at være utilstrækkelige, og kan de nødven-

dige oplysninger ikke tilvejebringes, skal udleveringsanmodningen normalt

imødekommes, hvis lovens betingelser herfor i øvrigt er opfyldt.

Det foreslås endvidere, at der i udleveringslovens § 4 indsættes en bestem-

melse, der vedrører spørgsmålet om udlevering, når der enten er tale om, at

tiltale mod den pågældende er frafaldet, eller påtale er opgivet, eller såfremt

der her i landet er indledt strafforfølgning mod den pågældende.

Lovforslagets §§ 3 og 4 viderefører i øvrigt de gældende bestemmelser i

udleveringslovens §§ 8, 10 d og 10 m, og der er med lovforslaget ikke til-

sigtet ændringer i den gældende retstilstand.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 3 og 4 samt bemærkningerne hertil.

3.2.3. Handlinger begået helt eller delvist i Danmark

3.2.3.1 Gældende ret

De almindelige betingelser for, hvornår en handling er omfattet af dansk

straffemyndighed, fremgår af straffelovens §§ 6-9. Efter bestemmelserne er

en handling bl.a. omfattet af dansk straffemyndighed, når handlingen er be-

gået på dansk territorium, når handlingen er begået af en dansk statsborger

mv. i et andet land, hvis forholdet også er strafbart i dette land, når handlin-

gen har virkning i Danmark, eller når handlingen er omfattet af mellemfol-

kelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage

strafforfølgning.

3.2.3.1.1. Udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union

Det fremgår af artikel 7, stk. 1, i 1957-konventionen, at den stat, over for

hvilken anmodning om udlevering er fremsat, kan afslå anmodningen, når

udleveringen kræves for en forbrydelse, som efter statens lovgivning betrag-

tes som begået helt eller delvis på dens territorium eller på et sted, der lige-

stilles med dens territorium.

Bestemmelsen er ikke gennemført i udleveringsloven i forhold til udleve-

ring til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.

3.2.3.1.2. Udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union

Ifølge artikel 4, stk. 7, litra a, i rammeafgørelsen om den europæiske arrest-

ordre har medlemsstaterne mulighed for at afslå udlevering til en anden

medlemsstat, hvis den pågældende lovovertrædelse helt eller delvis må an-

ses for at være begået på den anmodede medlemsstats territorium.

Denne afslagsgrund indebærer, at det vil være muligt at afslå udlevering,

hvis en anden medlemsstat strafforfølger lovovertrædelser, der helt eller del-

vist er begået her i landet.

I overensstemmelse hermed følger det af § 10 f, stk. 1, at udlevering ikke

må finde sted, hvis den handling, som arrestordren vedrører, er foretaget her

i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.

3.2.3.1.3. Udlevering til lande i Norden

Ifølge den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 2, kan udlevering

til et andet nordisk land afslås, hvis det forhold, der ligger til grund for en

nordisk arrestordre, efter det anmodede lands lovgivning betragtes som be-

gået helt eller delvis på dette lands territorium eller på et sted, der ligestilles

hermed, og forholdet ikke udgør en lovovertrædelse efter det anmodede

lands lovgivning.

Denne afslagsgrund indebærer, at det er muligt for de danske myndigheder

at afslå udlevering, hvis et andet nordisk land strafforfølger handlinger, der

helt eller delvist er begået her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter

dansk ret.

På den baggrund er der i udleveringslovens § 10 n, indsat en bestemmelse,

hvorefter § 10 f, stk. 1, vedrørende udlevering til EU-medlemsstater skal

finde tilsvarende anvendelse ved udlevering til de nordiske lande.

Udlevering skal herefter afslås, hvis den nordiske arrestordre omfatter hand-

linger helt eller delvist foretaget her i landet, og handlingen ikke er strafbar

efter dansk ret.

3.2.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med lovforslagets § 5 foreslås reglerne i §§ 10 f, stk. 1, og 10 n, jf. § 10 f,

stk. 1, videreført.

Justitsministeriet finder, at det bør gælde som en generel betingelse, at ud-

levering ikke kan finde sted, hvis den pågældende handling helt eller delvis

er foretaget her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret. Der-

for foreslås indsat en bestemmelse herom i udleveringslovens kapitel 2 om

almindelige betingelser for udlevering, hvorefter betingelsen vil finde an-

vendelse i alle sager om udlevering.

Det bemærkes, at hvis en anmodning om udlevering omfatter handlinger,

der helt eller delvist er begået her i landet, og handlingen er strafbar efter

dansk ret, vil udlevering efter en konkret vurdering kunne afslås efter be-

stemmelserne i udleveringslovens § 8, stk. 3, § 10 d, stk. 3, og § 10 m, stk.

2, jf. § 10 d, stk. 3. Efter disse bestemmelser kan udlevering afslås, hvis der

her i landet er indledt strafforfølgning mod den pågældende for samme

handling, som der søges udlevering for, og strafforfølgning på grund af

handlingens karakter, den pågældendes tilknytning til Danmark og omstæn-

dighederne i øvrigt findes at skulle gennemføres her i landet. Der henvises

til lovforslagets § 4, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til § 5 og bemærkningerne hertil.

3.2.4. Fare for forfølgelse på grund af afstamning eller politisk opfattelse

mv. samt risiko for tortur

3.2.4.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 6, stk. 1, § 10 h, stk. 1, og § 10 n, jf. § 10 h, stk.

1, må udlevering ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende

efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en be-

stemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt

på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig

mod den pågældendes liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.

Det fremgår desuden af udleveringslovens § 6, stk. 2, § 10 h, stk. 2, og § 10

n, jf. § 10 h, stk. 2, at udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare for, at

den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden

umenneskelig eller nedværdigende behandling.

3.2.4.1.1. Udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union

Bestemmelsen i udleveringslovens § 6, stk. 1, er indsat ved lov nr. 249 af 9.

juni 1967 og er ikke ændret siden. Det følger af bestemmelsens forarbejder,

jf. Folketingstidende 1966-67, 2. samling, tillæg A, spalte 2547-2548, at for-

buddet mod udlevering i det væsentlige er på linje med artikel 3, stk. 2, i

1957-konventionen, som fastsat på baggrund af artikel 33, stk. 1, i flygtnin-

gekonventionen af 28. juli 1951, hvorefter ingen stat på nogen som helst

måde må udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder,

hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion,

nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politi-

ske anskuelser.

Udleveringslovens § 6, stk. 2, der er indsat i udleveringsloven ved lov nr.

433 af 10. juni 2003 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og

lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige

(Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre

m.v.) som en præcisering af gældende ret, svarer til artikel 3 i Den Europæ-

iske Menneskerettighedskonvention, hvorefter ingen må underkastes tortur

eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det fremgår

af forarbejderne til ovennævnte lov, at Justitsministeriet i lyset af, at det i

præambelbetragtning nr. 13 i rammeafgørelsen udtrykkeligt er anført, at

personer ikke må udleveres til en stat, hvor der er alvorlig risiko for, at de

vil blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedvær-

digende behandling eller straf, har fundet det naturligt at indsætte en præci-

serende bestemmelse, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4297

(pkt. 4.1.1).

3.2.4.1.2. Udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union

Det følger af præambelbetragtning nr. 12 i rammeafgørelsen, at intet i ram-

meafgørelsen kan fortolkes som et forbud mod at afslå at overgive en per-

son, der er omfattet af en europæisk arrestordre, hvor der er objektive grunde

til at formode, at anmodningen om udlevering er fremsat med det formål at

strafforfølge eller straffe en person på grund af vedkommendes køn, race,

religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller

seksuelle orientering, eller at den pågældendes situation kan blive skadet af

en af disse grunde.

Det følger endvidere af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelsen, at rammeafgø-

relsen ikke indebærer nogen ændring af pligten til at respektere grundlæg-

gende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defi-

neret i artikel 6 i Traktaten om Den Europæiske Union. Det fremgår af TEU

artikel 6, stk. 1, at Unionen anerkender de rettigheder, friheder og princip-

per, der findes i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Ret-

tigheder, der har samme juridiske værdi som traktaterne. Det fremgår end-

videre af TEU artikel 6, stk. 3, at de grundlæggende rettigheder, som er ga-

ranteret ved konventionen, udgør generelle principper i EU-retten.

Med henblik på at beskytte mod forfølgelse er der i udleveringslovens § 10

h, stk. 1, indsat en bestemmelse, der fastslår, at udlevering ikke må finde

sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af

sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin reli-

giøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil

blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod hans eller hendes liv eller

frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter. Bestemmelsen i § 10 h, stk. 1,

svarer til bestemmelsen i lovens § 6, stk. 1, der finder anvendelse på udle-

vering til tredjelande.

Ligeledes fastslår § 10 h, stk. 2, at udlevering endvidere ikke må finde sted,

hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for

tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Bestemmelsen svarer til, hvad der følger af artikel 3 i Den Europæiske Men-

neskerettighedskonvention. Tilsvarende bestemmelser findes i artikel 4 og

19, stk. 2, i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettighe-

der.

3.2.4.1.3. Udlevering til lande i Norden

Den nordiske udleveringskonventions præambel indeholder en række be-

tragtninger, som har betydning for fortolkningen og anvendelsen af konven-

tionen. Præambelbetragtningerne tager bl.a. sigte på at sikre overholdelsen

af grundlæggende retsprincipper i forbindelse med udlevering af lovover-

trædere, herunder de grundlæggende rettigheder, som fremgår af Den Euro-

pæiske Menneskerettighedskonvention.

Udleveringslovens § 10 n i kapitel 2 b om betingelser for udlevering til de

nordiske lande indeholder en henvisning til § 10 h (vedrørende udlevering

til EU-medlemsstater). Bestemmelsen fastslår et forbud mod udlevering,

hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin

afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse

eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive

udsat for forfølgelse, som retter sig mod dennes liv eller frihed eller i øvrigt

er af alvorlig karakter.

3.2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Lovforslagets § 6 viderefører de gældende bestemmelser i udleveringslo-

vens §§ 6, 10 h og 10 n, jf. § 10 h, og der er med lovforslaget ikke tilsigtet

ændringer i den gældende retstilstand.

Justitsministeriet foreslår dog, at der tilføjes en bestemmelse i lovforslagets

§ 6, stk. 3, om, at udlevering endvidere ikke kan finde sted, hvis det i øvrigt

ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser. Der er heller ikke

med denne tilføjelse tilsigtet nogen ændring i den gældende retstilstand.

Justitsministeriet finder imidlertid, at det navnlig i sager om udlevering til

udlandet er særligt relevant at understrege vigtigheden af overholdelse af

Danmarks internationale forpligtelser. I forbindelse med prøvelsen af, om

en udleveringsanmodning kan imødekommes, vil det således ikke sjældent

være nødvendigt at foretage en konkret vurdering af, om udlevering vil være

i overensstemmelse med f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskon-

ventions artikel 6 om retten til en retfærdig rettergang.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at der med henblik på at yde vej-

ledning til såvel den, der begæres udleveret, som til de myndigheder, der er

involveret i sagsbehandlingen, om, hvilke betingelser der gælder for udle-

veringen, er særlig grund til at tydeliggøre, at udlevering altid vil skulle ske

under respekt for Danmarks internationale forpligtelser. Justitsministeriet

vurderer desuden, at en sådan tydeliggørelse i lovgivningen vil udgøre et

stærkere retligt grundlag for at begrunde et eventuelt afslag på udlevering

over for de pågældende udenlandske myndigheder.

Derfor foreslås det, at det i lovteksten udtrykkeligt understreges, at udleve-

ring ikke kan finde sted, hvis det ville stride mod Danmarks internationale

forpligtelser. Bestemmelsen omfatter bl.a. Den Europæiske Menneskeret-

tighedskonventions artikel 6 om ret til retfærdig rettergang, men den er for-

muleret, så den omfatter Danmarks samlede internationale forpligtelser.

Der henvises til lovforslagets § 6 og bemærkningerne hertil.

3.2.5. Vilkår for udlevering af danske statsborgere og personer med fast

bopæl her i landet m.v.

3.2.5.1 Gældende ret

3.2.5.1.1. Udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union

Udleveringsloven indeholder ikke bestemmelser om vilkår for udlevering af

danske statsborgere til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.

Det samme gælder 1957-konventionen.

Det er dog fast praksis, at danske myndigheder ved udlevering af danske

statsborgere til strafforfølgning i stater uden for Norden og Den Europæiske

Union stiller betingelse om, at de pågældende efter en evt. domfældelse i

det anmodende land vil blive overført til Danmark med henblik på afsoning.

3.2.5.1.2. Udlevering til medlemsstater i den Europæiske Union

I rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre sondres med hensyn til

medlemsstaternes forpligtelse til at udlevere personer på grundlag af en eu-

ropæisk arrestordre som udgangspunkt ikke mellem udlevering af egne

statsborgere og udlændinge. Rammeafgørelsen indebærer således, at der

som udgangspunkt ikke vil kunne opstilles forskellige betingelser for udle-

vering af danske statsborgere og udlændinge.

Ifølge rammeafgørelsens artikel 4, stk. 6, kan udlevering af bl.a. egne stats-

borgere imidlertid afslås, hvis den anmodede medlemsstat forpligter sig til

selv at fuldbyrde straffen. Denne bestemmelse har således betydning for ud-

levering af danske statsborgere til andre EU-medlemsstater, idet danske

myndigheder kan afslå udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en fri-

hedsstraf, hvis de danske myndigheder forpligter sig til at overtage fuldbyr-

delsen af straffen. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med artikel 5, stk.

3, der indebærer, at udlevering af egne statsborgere til strafforfølgning i de

andre medlemsstater kan betinges af, at den pågældende tilbageføres med

henblik på at fuldbyrde en eventuel straf i den anmodede medlemsstat.

Udleveringslovens § 10 b, stk. 1 og 2, er fastsat i overensstemmelse med

rammeafgørelsens artikel 4, stk. 6, og artikel 5, stk. 3.

Efter § 10 b, stk. 1, kan udlevering af en dansk statsborger eller af personer

med fast bopæl her i landet til strafforfølgning, gøres betinget af, at den på-

gældende overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel

fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning.

Endvidere kan udlevering af en dansk statsborger eller af personer med fast

bopæl her i landet til straffuldbyrdelse efter § 10 b, stk. 2, afslås, hvis Dan-

mark giver tilsagn om, at straffen vil blive fuldbyrdet her i landet.

Det fremgår af bestemmelsernes forarbejder, at det ved gennemførelsen af

rammeafgørelsen i dansk ret var Justitsministeriets opfattelse, at der ved ud-

levering af danske statsborgere til udlandet bør være mulighed for at stille

vilkår om, at afsoning af en eventuelt idømt frihedsstraf mv. foregår i Dan-

mark. Under hensyntagen til den udvidelse af forpligtelsen til at udlevere

bl.a. danske statsborgere til andre EU-medlemsstater, som rammeafgørelsen

om den europæiske arrestordre indebærer, fandt Justitsministeriet endvi-

dere, at der bør være adgang til at afslå udlevering af danske statsborgere til

straffuldbyrdelse til en medlemsstat, hvis der samtidig gives tilsagn om, at

den idømte straf fuldbyrdes her i landet, jf. Folketingstidende 2002-03, til-

læg A, side 4299.

Rammeafgørelsens artikel 4, stk. 6, og 5, stk. 3, giver medlemsstaterne mu-

lighed for at fastsætte de samme begrænsninger i forpligtelsen til at udlevere

personer, der opholder sig eller har bopæl i den pågældende medlemsstat,

som med hensyn til egne statsborgere. Der kan således indføres bestemmel-

ser i udleveringsloven, hvorefter udlevering til straffuldbyrdelse i en EU-

medlemsstat af sådanne personer kan afslås, hvis Danmark forpligter sig til

at fuldbyrde den idømte straf her i landet. Endvidere kan udlevering til straf-

forfølgning i en anden EU-medlemsstat af disse personer ligesom med hen-

syn til danske statsborgere betinges af, at den pågældende tilbageføres til

Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel straf.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne til det ovennævnte lovforslag, jf.

Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4300, at Justitsministeriet – lige-

ledes under henvisning til den udvidelse af forpligtelsen til at udlevere til

andre EU-medlemsstater, som rammeafgørelsen indebærer – dengang fandt,

at muligheden for at afslå udlevering til straffuldbyrdelse, hvis straffen i ste-

det fuldbyrdes i Danmark, og muligheden for at betinge udlevering til straf-

forfølgning af, at den pågældende tilbageføres med henblik på, at en even-

tuel straf fuldbyrdes her i landet, burde udstrækkes til ligeledes at omfatte

personer med fast bopæl her i landet. Justitsministeriet lagde herved vægt

på, at de hensyn, som efter § 10 b kan begrunde, at udlevering af en dansk

statsborger afslås eller betinges af tilbageførsel til Danmark, ligeledes kan

gøre sig gældende i forhold til personer, der ikke er danske statsborgere,

men som igennem længere tid har haft fast bopæl i Danmark, eksempelvis

personer, som opfylder de formelle betingelser for at opnå statsborgerskab

her i landet.

Justitsministeriet overvejede ligeledes, om bestemmelsen i § 10 b skulle gø-

res obligatorisk, således at udlevering af danske statsborgere mv. til andre

EU-medlemsstater altid skulle afslås mod overtagelse af straffuldbyrdelse

eller, for så vidt angår strafforfølgning, skulle betinges af tilbageførelse.

Det er anført i de ovennævnte forarbejder, jf. Folketingstidende 2002-03,

tillæg A, side 4300, at der efter Justitsministeriets opfattelse imidlertid kan

tænkes tilfælde, hvor en person har begået en meget alvorlig lovovertræ-

delse i en anden medlemsstat, og hensynet til denne medlemsstat derfor til-

siger, at den pågældende bør strafforfølges og afsone en eventuel idømt straf

i denne medlemsstat. Justitsministeriet fandt på den baggrund, at spørgsmå-

let om, hvorvidt udlevering af danske statsborgere mv. skal afslås mod over-

tagelse af straffuldbyrdelse/betinges af tilbageførelse, bør bero på en kon-

kret vurdering i det enkelte tilfælde.

Der kan ved denne vurdering bl.a. lægges vægt på grovheden af den begåede

kriminalitet og den pågældendes tilknytning til den medlemsstat, hvor lov-

overtrædelsen er begået. Der vil således f.eks. normalt ikke være grundlag

for at betinge udlevering af en dansk statsborger mv. til strafforfølgning af

tilbageførelse af den pågældende med henblik på afsoning af en eventuel

idømt straf, hvis den pågældende er dømt for meget alvorlige lovovertræ-

delser, herunder terrorhandlinger. Et andet eksempel kunne være, at den på-

gældende har en nær tilknytning til den medlemsstat, hvor lovovertrædelsen

er begået, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4300.

Det følger endvidere af § 10 b, stk. 3, at spørgsmålet om, hvorvidt Danmark

kan påtage sig at fuldbyrde en sanktion som betingelse for udlevering af

personer til en anden medlemsstat, jf. § 10 b, stk. 1, eller afslå udlevering

mod at overtage fuldbyrdelsen af straffen, jf. § 10 b, stk. 2, vil skulle afgøres

efter reglerne lov nr. 1434 af 22. december 2004 om fuldbyrdelse af visse

strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union med senere ændringer.

Den efterfølgende fuldbyrdelse af sanktionen skal ligeledes afgøres efter

denne lov.

3.2.5.1.3. Udlevering til de nordiske lande

Ved udlevering til de nordiske lande skelnes som udgangspunkt ikke mel-

lem udlevering af egne statsborgere og udlændinge, jf. udleveringslovens §

10 k.

Ifølge den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 5, kan udlevering

af personer, der opholder sig, er statsborger i eller bosat i det anmodede land

dog afslås, hvis det anmodede land forpligter sig til selv at fuldbyrde straf-

fen. Danmark kan således afslå udlevering af danske statsborgere mv. til

andre nordiske lande med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, hvis de

danske myndigheder forpligter sig til at overtage fuldbyrdelsen af straffen.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med konventionens artikel 6, der in-

debærer, at udlevering af bl.a. egne statsborgere til strafforfølgning i et andet

nordisk land kan betinges af, at den pågældende tilbageføres med henblik

på at fuldbyrde en eventuel straf i det anmodede land.

Artikel 5, nr. 5, og artikel 6 i den nordiske udleveringskonvention svarer til

artikel 4, nr. 6, og artikel 5, nr. 3, i rammeafgørelsen om den europæiske

arrestordre, der er gennemført i dansk ret ved udleveringslovens § 10 b, jf.

pkt. 3.2.5.1.2. Det fremgår af udleveringslovens § 10 b, stk. 1, at der ved

udlevering af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i

landet, til strafforfølgning i en anden medlemsstat kan stilles vilkår om, at

den pågældende føres tilbage til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af

den eventuelt idømte fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstalt-

ning. Efter bestemmelsens stk. 2 kan udlevering af en person, der er dansk

statsborger eller har fast bopæl her i landet, til straffuldbyrdelse endvidere

afslås, hvis straffen i stedet fuldbyrdes her i landet.

Bestemmelserne forudsætter i begge tilfælde, at fuldbyrdelse af en fæng-

selsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning kan finde sted her i lan-

det, selv om sanktionen er idømt i en anden medlemsstat, se pkt. 3.2.5.1.2

ovenfor.

Det fremgår af udleveringslovens § 10 l, stk. 1, at § 10 b finder tilsvarende

anvendelse ved udlevering til de nordiske lande.

For så vidt angår udlevering til Island og Norge skal spørgsmålet om, hvor-

vidt en fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning kan fuld-

byrdes her i landet, ikke afgøres efter loven om fuldbyrdelse af visse afgø-

relser i Den Europæiske Union, da rammeafgørelsen om overførsel af dom-

fældte ikke finder anvendelse i Island og Norge. Det fremgår derfor af § 10

l, stk. 2, i udleveringsloven, at § 10 b, stk. 3, ikke finder anvendelse ved

udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i Island og Norge.

Spørgsmålet vil i stedet være reguleret af bl.a. den nordiske straffuldbyrdel-

seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 555 af 25. maj 2011 om samarbejde mellem

Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv.

3.2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der i udleveringsloven fortsat være

adgang til at stille vilkår om, at udlevering til strafforfølgning af en person,

der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, kan betinges af, at

den pågældende overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en

eventuel fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning.

Justitsministeriet finder endvidere, at der efter udleveringsloven fortsat bør

være adgang til at afslå udlevering til straffuldbyrdelse af en person, der er

dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, hvis straffen i stedet fuld-

byrdes her i landet.

Justitsministeriet finder, at bestemmelserne også skal finde anvendelse i sa-

ger om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.

Derfor foreslås indsat en bestemmelse herom i kapitel 2 om almindelige be-

tingelser for udlevering, hvorefter betingelsen vil finde anvendelse i alle sa-

ger om udlevering.

Spørgsmålet om, hvorvidt udlevering af danske statsborgere mv. skal afslås

eller betinges af tilbageførelse, bør bero på en konkret vurdering i det en-

kelte tilfælde. Der kan tænkes tilfælde, hvor en person har begået en meget

alvorlig lovovertrædelse i en anden stat, og hensynet til denne stat derfor

tilsiger, at den pågældende bør strafforfølges og afsone en eventuel idømt

straf i denne stat.

Der kan ved denne vurdering bl.a. lægges vægt på grovheden af den begåede

kriminalitet og den pågældendes tilknytning til den stat, hvor lovovertræ-

delsen er begået. Der vil således f.eks. normalt ikke være grundlag for at

betinge udlevering af en dansk statsborger mv. til strafforfølgning af tilba-

geførelse af den pågældende med henblik på afsoning af en eventuel idømt

straf, hvis den pågældende er dømt for meget alvorlige lovovertrædelser,

herunder terrorhandlinger. Et andet eksempel kunne være, at den pågæl-

dende har en nær tilknytning til den stat, hvor lovovertrædelsen er begået.

Tilsvarende gør sig gældende i forhold til vurderingen af, om der skal med-

deles afslag på udlevering, med henblik på at straffen i stedet fuldbyrdes her

i landet.

Lovforslagets § 7 viderefører udleveringslovens § 10 b, stk. 1 og 2, og § 10

l for så vidt angår henvisningen til § 10 b, stk. 1 og 2. Bestemmelsen vil

endvidere fremover som noget nyt også gælde sager om udlevering til stater

uden for Norden og Den Europæiske Union.

Justitsministeriet har ikke fundet det nødvendigt at videreføre § 10 b, stk. 3,

i lovteksten. Det vil dog fortsat gælde, at spørgsmålet om, hvorvidt Danmark

kan påtage sig at fuldbyrde en sanktion som betingelse for udlevering til

strafforfølgning, jf. lovforslagets § 7, stk. 1, eller afslå udlevering mod at

påtage sig at fuldbyrde straffen, jf. lovforslagets § 7, stk. 2, vil skulle afgøres

efter reglerne om fuldbyrdelse af domme afsagt i et andet land.

Ved afgørelsen af, om en fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foran-

staltning som nævnt i stk. 1 og 2 kan eller må antages at ville kunne fuld-

byrdes her i landet og ved den efterfølgende gennemførelse af fuldbyrdel-

sen, finder lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angå-

ende fuldbyrdelse af straf mv. med senere ændringer anvendelse for så vidt

angår sager om udlevering til et nordisk land.

Lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske

Union finder anvendelse for så vidt angår sager om udlevering til medlems-

stater i Den Europæiske Union, mens lov om international fuldbyrdelse af

straf mv. finder anvendelse for så vidt angår sager om udlevering til stater

uden for Norden og Den Europæiske Union.

Det er Direktoratet for Kriminalforsorgen, der behandler sager om fuldbyr-

delse af domme, der er afsagt i de nordiske lande, mens Rigsadvokaten be-

handler sager om fuldbyrdelse af domme afsagt uden for Norden.

Der henvises til lovforslagets § 7 og bemærkningerne hertil.

3.2.6. Midlertidig udlevering fra Danmark

3.2.6.1. Gældende ret

Udleveringsloven indeholder ikke bestemmelser om udsættelse af udleve-

ring med henblik på gennemførelse af strafforfølgning eller straffuldbyr-

delse i Danmark. Loven indeholder heller ikke bestemmelser om midlertidig

udlevering i disse tilfælde.

Det fremgår af 1957-konventionens artikel 19, stk. 1, at den anmodede stat

efter at have truffet afgørelse vedrørende anmodningen om udlevering kan

udsætte udleveringen af den pågældende person med henblik på at gennem-

føre strafforfølgning eller straffuldbyrdelse. Efter artikel 19, stk. 2, kan den

anmodede stat i stedet for at udsætte udleveringen, midlertidigt overføre den

pågældende person til den anmodende stat på betingelser, som fastlægges

ved gensidig aftale mellem parterne.

Artikel 24 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre og artikel 20 i

den nordiske udleveringskonvention indeholder tilsvarende bestemmelser.

Det forekommer, at Rigsadvokaten modtager europæiske arrestordrer ved-

rørende udlevering af personer, der afsoner en fængselsstraf i Danmark.

Hvis betingelserne for udlevering er opfyldt, har Rigsadvokaten tilladt, at

den pågældende udleveres midlertidigt på vilkår af tilbageførsel til Dan-

mark, og at den pågældende er frihedsberøvet under udleveringen.

3.2.6.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med henblik på at medvirke til at sikre, at straffesager i andre lande ikke

forsinkes af, at den pågældende afsoner fængselsstraf i Danmark, foreslås

det lovfæstet, at en person midlertidigt kan udleveres fra Danmark med hen-

blik på strafforfølgning i andre lande.

Der skal i den forbindelse fastsættes vilkår om, at pågældende tilbageføres

til Danmark, når strafforfølgningen er afsluttet, og at pågældende er friheds-

berøvet under udleveringen, jf. lovforslagets § 8, stk. 1.

Hvis den pågældende er dømt til udvisning af Danmark og vil kunne opfylde

betingelserne for at blive løsladt under den midlertidige udlevering, skal vil-

kåret om tilbageførsel betinges af, at der ikke i Danmark forinden er truffet

beslutning om løsladelse. Endvidere skal der fastsættes vilkår om, at det an-

modende land om nødvendigt medvirker til at forkynde et indrejseforbud

for den pågældende, når betingelserne for løsladelse er opfyldt under den

midlertidige udlevering, jf. lovforslagets § 8, stk. 2.

Den tid, hvor den pågældende er frihedsberøvet under den midlertidige ud-

levering, fratrækkes i den straf, som den pågældende er blevet idømt i Dan-

mark. Straffen anses derfor at blive fortsat fuldbyrdet under udleveringen,

jf. lovforslagets § 8, stk. 3.

Det forudsættes, at det anmodende land bliver orienteret om, at frihedsberø-

velsen under den midlertidige udlevering fratrækkes i den danske dom med

henblik på, at det pågældende land kan afgøre, om frihedsberøvelsen også

skal fratrækkes i den eventuelle fængselsstraf, den pågældende der måtte

blive idømt.

Hvis retsgrundlaget for at overføre den pågældende til fortsat straffuldbyr-

delse af den danske dom i et andet land er til stede, udsættes udleveringen,

indtil der er truffet afgørelse herom. Dette er med henblik på at undgå, at en

udvisningsdømt, der opfylder betingelserne for at blive overført til fortsat

straffuldbyrdelse i udlandet, bliver tilbageført til Danmark efter en midler-

tidig udlevering.

Hvis det anmodende land samtidig er det land, personen ville skulle overfø-

res til, kan udleveringen dog gennemføres i overensstemmelse med bestem-

melserne herom, uden at der er truffet afgørelse om overførsel forinden. I

disse tilfælde vil overførselssagen kunne behandles, mens den pågældende

er midlertidigt udleveret.

Det følger af § 13 i cirkulære om samarbejde med Finland, Island, Norge og

Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v., at politiet afgør, om der skal

fremsættes anmodning om fuldbyrdelse i Finland, Island, Norge eller Sve-

rige af en her i landet idømt frihedsstraf, medmindre fuldbyrdelse er begyndt

i statsfængsel, idet eventuel anmodning i disse tilfælde fremsættes af Direk-

toratet for Kriminalforsorgen eller den, der bemyndiges dertil.

Det er justitsministeren, der træffer beslutning om at anmode en anden med-

lemsstat i Den Europæiske Union om at overtage fuldbyrdelsen af en fæng-

selsstraf eller andre retsfølger af frihedsberøvende karakter, der er idømt her

i landet, når det må antages at kunne lette den domfældtes sociale reintegra-

tion efter fuldbyrdelsen, jf. § 60 a, stk. 1 i lovbekendtgørelse nr. 213 af 22.

februar 2013 om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Euro-

pæiske Union.

Det er ligeledes justitsministeren, der træffer afgørelse om samtykke til, at

en dømt person kan overføres fra Danmark til afsoning i hjemlandet efter

den europæiske konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte,

jf. § 2, stk. 2 i lovbekendtgørelse nr. 740 af 18. juli 2015 om international

fuldbyrdelse af straf mv., idet denne kompetence ikke blev overført til rigs-

advokaten ved bekendtgørelse nr. 483 af 24. maj 2016 om overførsel af

kompetence fra Justitsministeriets departement til anklagemyndigheden i

sager om udlevering og fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser m.v.

Der henvises til lovforslagets § 8 og bemærkningerne hertil.

3.3. Udlevering fra Danmark til de nordiske lande

3.3.1. Grundlaget for udlevering fra Danmark til de nordiske

lande

3.3.1.1. Gældende ret

Den nordiske udleveringskonvention indeholder i artikel 2 krav til lovover-

trædelsens beskaffenhed, der fastsætter, hvornår udlevering som udgangs-

punkt kan ske.

Efter den nordiske udleveringskonventions artikel 2, stk. 1, kan en nordisk

arrestordre udstedes med henblik på straffuldbyrdelse af en endelig dom i

en straffesag, hvis den, som arrestordren vedrører, er idømt frihedsstraf eller

anden frihedsberøvende foranstaltning i det land, der har udstedt arrestor-

dren.

Der kan endvidere ske udlevering til strafforfølgning, hvis arrestordren er

udstedt for en lovovertrædelse, der i det land, der har udstedt arrestordren,

kan straffes med frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning.

I overensstemmelse hermed fastslår udleveringslovens § 10 k betingelserne

for udlevering af personer (dvs. både danske statsborgere og udlændinge) til

andre nordiske lande.

Det følger af bestemmelsen i § 10 k, stk. 1, at der på grundlag af en nordisk

arrestordre kan ske udlevering til Finland, Island, Norge eller Sverige (her-

efter de nordiske lande) til

strafforfølgning

for en lovovertrædelse, der efter

lovgivningen i det anmodende land kan straffes med fængsel eller anden

frihedsberøvende foranstaltning.

Det følger endvidere af § 10 k, stk. 2, at der på grundlag af en nordisk ar-

restordre kan ske udlevering til

straffuldbyrdelse

i et nordisk land, hvis den

pågældende ved dommen er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende

foranstaltning.

Bestemmelserne skelner således ikke mellem egne statsborgere og udlæn-

dinge, og der gælder ikke noget strafferammekrav (ud over kravet om fri-

hedsstraf mv.) eller krav om dobbelt strafbarhed.

3.3.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med lovforslagets § 9 foreslås det, at udleveringslovens § 10 k videreføres

uændret.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, fastsætter således, at der på grund-

lag af en nordisk arrestordre kan ske udlevering af personer til strafforfølg-

ning i Finland, Island, Norge eller Sverige for en lovovertrædelse, der efter

lovgivningen i det land, der har anmodet om udlevering, kan straffes med

fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, fastsætter, at der på grundlag af en

nordisk arrestordre kan ske udlevering af personer til straffuldbyrdelse af en

dom i Finland, Island, Norge eller Sverige, hvis den pågældende ved dom-

men er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

Endelig følger det af den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 3, at udlevering

til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan

finde sted, selv om betingelserne i stk. 1 og 2, kun er opfyldt med hensyn til

et af forholdene.

Der henvises i øvrigt til § 9 og bemærkningerne hertil.

3.3.2. Strafforfølgning for andre lovovertrædelser

3.3.2.1. Gældende ret

Den nordiske udleveringskonventions artikel 23 indeholder regler om, i

hvilket omfang en person, der er blevet udleveret på grundlag af en nordisk

arrestordre, i det anmodende land vil kunne strafforfølges, dømmes og til-

bageholdes for andre lovovertrædelser begået inden udleveringen end den

lovovertrædelse, som den pågældende er udleveret for (den såkaldte speci-

alitetsregel).

Udgangspunktet er, at den udleverede vil kunne drages til ansvar også for

sådanne handlinger. Hvis udlevering for den pågældende lovovertrædelse

ikke kunne have fundet sted i henhold til konventionens artikel 4 (obligato-

riske afslagsgrunde), udlevering ville være blevet afslået efter national ret i

henhold til artikel 27 (udlevering til/fra Island for politiske lovovertrædel-

ser), eller udlevering for den pågældende lovovertrædelse kunne have været

afslået efter artikel 5, nr. 2 eller 4 (de fakultative afslagsgrunde om handlin-

ger begået på det anmodede lands territorium og tiltalefrafald/påtaleopgi-

velse), og det anmodede land nægter at give samtykke, vil den udleverede

dog som udgangspunkt ikke kunne drages til ansvar for sådanne handlinger,

jf. dog nedenfor om undtagelserne hertil.

Den nordiske udleveringskonventions artikel 23 – hvor der bl.a. ikke skelnes

mellem danske statsborgere og udlændinge – indebærer således i forhold til

specialitetsreglen i udleveringslovens § 10 j, jf. § 10 (om udlevering til EU-

medlemsstater), en udvidet adgang til udlevering, idet der kun i et mere be-

grænset omfang som betingelse for udlevering kan stilles vilkår om, at den

udleverede ikke må drages til ansvar for andre lovovertrædelser, som er be-

gået før den handling, den pågældende er udleveret for.

På denne baggrund fastslår udleveringslovens § 10 o, stk. 1, at udlevering

som udgangspunkt ikke kan betinges af, at den udleverede ikke må drages

til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den,

der er sket udlevering for.

I overensstemmelse med artikel 23 i den nordiske udleveringskonvention

følger det imidlertid af § 10 o, stk. 1, 2. pkt., at udlevering dog alene kan ske

på vilkår af, at den udleverede i følgende tilfælde ikke drages til ansvar for

andre strafbare handlinger begået før udleveringen, end den, der er sket ud-

levering for:

1) hvis udlevering for den pågældende handling ville være blevet afslået

efter en af de foreslåede bestemmelser i § 10 c, jf. § 10 l (den kriminelle

lavalder), § 10 m, stk. 1, 1. pkt., jf. 4. pkt. (den pågældende her i landet, i et

andet nordisk land eller en EU-medlemsstat er dømt eller frifundet for den

samme handling), eller § 10 m, stk. 1, 2. pkt. (benådning), eller

2) hvis udlevering for den pågældende handling kunne have været afslået

efter § 10 d, stk. 2, jf. § 10 m, stk. 2 (tiltalefrafald/påtaleopgivelse), eller §

10 f, stk. 1, jf. § 10 n (handlingen er begået helt eller delvist her i landet), og

justitsministeren ikke meddeler tilladelse til, at den pågældende kan drages

til ansvar for handlingen i medfør af § 20, stk. 3.

Det fremgår imidlertid af § 10 o, stk. 2, at den udleverede – uanset de oven-

nævnte vilkår – vil kunne drages til ansvar for andre strafbare handlinger

begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis:

1) den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade det land, til

hvilket den pågældende er udleveret til, har undladt dette i 30 dage efter den

endelige løsladelse eller er vendt tilbage til dette land efter at have forladt

det, eller

2) den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til det nordiske

land, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til

ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der

er sket udlevering for, eller den pågældende har meddelt samtykke hertil i

et retsmøde i det nordiske land, hvortil udlevering er sket.

Disse undtagelser svarer i vidt omfang til, hvad der gælder efter udleverings-

lovens § 10, nr. 1 (om udlevering til stater uden for Norden og Den Euro-

pæiske Union), og § 10 j, jf. § 10, nr. 1 (om udlevering til EU-medlemssta-

ter), men får i relation til udlevering til de nordiske lande et væsentligt mere

begrænset anvendelsesområde. Ved udlevering til EU-medlemsstater og sta-

ter uden for Norden og Den Europæiske Union kan den udleverede således

ikke strafforfølges for andre lovovertrædelser end den, der er sket udleve-

ring for, medmindre de nævnte undtagelser finder anvendelse. Ved udleve-

ring til de nordiske lande er udgangspunktet derimod, at den udleverede kan

strafforfølges for andre lovovertrædelser end den, der er sket udlevering for,

og de oplistede undtagelser bliver kun relevante i de særlige tilfælde, hvor

der som udgangspunkt ikke kan ske strafforfølgning for andre lovovertræ-

delser, f.eks. hvor udlevering for den pågældende handling ville være blevet

afslået på grund af den kriminelle lavalder, eller fordi den pågældende her i

landet, i et andet nordisk land eller en EU-medlemsstat er dømt eller frifun-

det for den samme handling, jf. ovenfor.

Om samtykke til strafforfølgning for andre lovovertrædelser begået inden

udleveringen end den, for hvilken den pågældende er udleveret, henvises i

øvrigt til pkt. 3.6.8 nedenfor.

3.3.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Bestemmelsen i § 10 o, stk. 1 og 2, foreslås med lovforslagets § 10 videreført

med redaktionelle ændringer.

Der henvises i øvrigt til § 10 og bemærkningerne hertil.

3.3.3. Videreudlevering til Island

3.3.3.1. Gældende ret

Den nordiske udleveringskonventions artikel 24 regulerer, i hvilket omfang

en person, der er udleveret til et nordisk land i medfør af en nordisk arrest-

ordre, kan udleveres videre til et tredje land (dvs. et andet land end det,

hvortil udlevering er sket) for en lovovertrædelse, der er begået inden udle-

veringen. Hvis det land, der i givet fald skal ske videreudlevering til, også

er et nordisk land, kan en sådan videreudlevering ske, medmindre udleve-

ring fra det oprindeligt anmodende land til det nu anmodende land ville være

blevet afslået efter national ret i henhold til konventionens artikel 26 eller

27 (om udlevering til/fra Island).

Hvis det land, der i givet fald skal ske videreudlevering til, er en EU-med-

lemsstat eller et tredjeland (dvs. et land uden for Norden og Den Europæiske

Union), kan en sådan videreudlevering ske i henhold til reglerne i det an-

modende lands lovgivning, hvis a) den pågældende meddeler samtykke her-

til, b) den pågældende, uanset at denne i 45 dage uhindret har kunnet forlade

det land, hvortil denne er udleveret, har undladt dette, eller den pågældende

efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage, eller c) det anmodede

land meddeler samtykke hertil. Samtykke kan kun meddeles, hvis udleve-

ring for den pågældende handling kunne have fundet sted efter reglerne i det

anmodede lands lovgivning.

Artikel 26 giver mulighed for, at udlevering af danske statsborgere til Island

vil kunne afslås, medmindre den eftersøgte i de sidste 2 år forud for den

strafbare handling har haft bopæl i Island, eller handlingen eller en tilsva-

rende handling efter dansk ret kan medføre en højere straf end fængsel i 4

år. Island vil under tilsvarende betingelser kunne afslå udlevering af island-

ske statsborgere til Danmark.

Artikel 27 giver mulighed for, at udlevering af danske statsborgere til Island

vil kunne afslås, hvis der er tale om en politisk lovovertrædelse. Udlevering

af udlændinge for en handling, der udgør en politisk lovovertrædelse, vil

kunne afslås, medmindre handlingen er strafbar efter dansk ret, eller hvis

handlingen er omfattet af artikel 1, 2 eller 3 i den Europæiske konvention

om bekæmpelse af terrorisme. Island vil under tilsvarende betingelser kunne

afslå udlevering til Danmark for politiske lovovertrædelser.

Artikel 26 og 27 – der er medtaget i konventionen efter islandsk ønske – er

fakultative, hvilket indebærer, at de enkelte nordiske lande selv kan afgøre,

om de vil benytte de særlige regler vedrørende udlevering af egne statsbor-

gere og udlevering for politiske lovovertrædelser til Island.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til forslag til lov nr. 394 af 30.

april 2007 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og forskel-

lige andre love og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til

Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af konvention om over-

givelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (nordisk arrestordre)

m.v.), jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 2511, at Justitsministe-

riet ved gennemførelsen af den nordiske udleveringskonvention ikke fandt

tilstrækkeligt grundlag for, at Danmark burde benytte artikel 26 og 27 i kon-

ventionen. Dette henset til, at konventionen alene vedrører udlevering mel-

lem de nordiske lande, og at der i forhold til Finland, Sverige og Norge ikke

vil gælde særlige regler om udlevering af egne statsborgere og udlevering

for politiske lovovertrædere. Det fremgår endvidere af bemærkningerne til

lovforslaget, at dette gør sig gældende, selv om Island måtte vælge at be-

nytte de pågældende regler., og det sædvanlige princip om gensidighed i

udleveringssager (dvs. princippet om, at Danmark kun udleverer personer i

samme omfang, som Danmark kan kræve personer udleveret) således i givet

fald i begrænset omfang fraviges.

På den baggrund er der i udleveringslovens § 10 o, stk. 3, 1. pkt., indsat en

bestemmelse, hvorefter udlevering som udgangspunkt ikke kan betinges af,

at den udleverede ikke må videreudleveres til et tredje nordisk land for andre

strafbare handlinger begået før udleveringen, end den, der er sket udlevering

for. Det følger dog af § 10 o, stk. 3, 2. pkt., at udlevering alene kan ske på

vilkår af, at den udleverede ikke videreudleveres til Island, hvis udlevering

til dette land ville være afskåret efter reglerne i det land, hvortil udlevering

er sket (jf. artikel 26 og 27).

3.3.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med lovforslagets § 11 foreslås bestemmelsen videreført med redaktionelle

ændringer.

Der henvises til § 11 og bemærkningerne hertil.

3.3.4. Videreudlevering i øvrigt

3.3.4.1. Gældende ret

Det følger af § 10 o, stk. 4, at udlevering alene kan ske på vilkår af, at den

udleverede ikke udleveres videre til en medlemsstat i Den Europæiske

Union eller en stat uden for Norden og Den Europæiske Union for andre

strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering

for, medmindre:

1) den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til det nordiske

land, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive videreud-

leveret, eller den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i det

nordiske land, hvortil udlevering er sket,

2) den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade det land, hvortil

vedkommende er udleveret, har undladt dette i 30 dage efter den endelige

løsladelse, eller er vendt tilbage til dette land efter at have forladt det, eller

3) justitsministeren meddeler samtykke hertil, jf. § 20.

Disse undtagelser svarer i vidt omfang til, hvad der gælder efter udleverings-

lovens § 10, nr. 1, jf. § 10 j (om udlevering til EU-medlemsstater og stater

uden for Den Europæiske Union), men får i relation til udlevering til de nor-

diske lande et væsentligt mere begrænset anvendelsesområde. Ved udleve-

ring til EU-medlemsstater og stater uden for Den Europæiske Union kan den

udleverede således ikke videreudleveres til et tredje land (dvs. et andet land

end det land, hvortil udlevering er sket) for andre lovovertrædelser end den,

der er sket udlevering for, medmindre de nævnte undtagelser finder anven-

delse. Ved udlevering til de nordiske lande er udgangspunktet derimod, at

den udleverede godt kan videreudleveres til et tredje nordisk land, og de

oplistede undtagelser bliver kun relevante i de tilfælde, hvor videreudleve-

ring ønskes til et land uden for Norden.

3.3.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

100

Bestemmelsen foreslås med lovforslagets § 12 videreført med redaktionelle

ændringer, dog med den ændring, at det fremover er retten og ikke længere

justitsministeren, der kan give det samtykke, der er omhandlet i bestemmel-

sen.

Der henvises til § 12 og bemærkningerne hertil.

3.4. Udlevering fra Danmark til medlemsstater i Den Europæiske

Union

3.4.1. Grundlaget for udlevering fra Danmark til medlemsstater i Den Eu-

ropæiske Union

3.4.1.1. Gældende ret

Reglerne vedrørende betingelserne for udlevering til medlemsstater i Den

Europæiske Union efter den europæiske arrestordre findes i udleveringslo-

vens kapitel 2 a, der bygger på en såkaldt »skal-ordning«.

Efter rammeafgørelsens artikel 2, stk. 1, kan arrestordren udstedes med hen-

blik på

straffuldbyrdelse,

hvis den, som arrestordren vedrører, er idømt

fængsel mv. af mindst 4 måneders varighed i den medlemsstat, der har ud-

stedt arrestordren. Der kan ske udlevering til

strafforfølgning,

hvis arrestor-

dren er udstedt for en lovovertrædelse, der i den pågældende medlemsstat

kan straffes med fængsel i mindst 12 måneder i den medlemsstat, der har

udstedt arrestordren.

Der kan endvidere ske udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse

uanset kravet om dobbelt strafbarhed, såfremt arrestordren er udstedt for en

lovovertrædelse, der er omfattet af de i artikel 2, stk. 2, særligt opregnede

handlinger (den såkaldte positivliste), og handlingen i den anmodende med-

lemsstat kan medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst 3 år

Udleveringslovens § 10 a indeholder på den baggrund regler om, hvilke lov-

overtrædelser der som udgangspunkt skal medføre udlevering til en anden

EU-medlemsstat. Der skelnes i den forbindelse ikke mellem udlevering af

danske statsborgere og udlændinge.

101

Efter § 10 a, stk. 1, nr. 1-32, kan udlevering til strafforfølgning eller straf-

fuldbyrdelse i en medlemsstat i Den Europæiske Union ske for de handlin-

ger, der nærmere er angivet i bestemmelsen, hvis handlingen kan straffes

med fængsel mv. i mindst 3 år i den anmodende medlemsstat. Det er der-

imod ikke et krav, at handlingen også er strafbar efter dansk ret. Bestem-

melsen omfatter f.eks. terrorisme og menneskehandel.

En række af de lovovertrædelser, der er opført på positivlisten, er omfattet

af EU-instrumenter, der forpligter medlemsstaterne til at kriminalisere nær-

mere opregnede strafbare handlinger. Endvidere har Rådet i en erklæring i

tilknytning til rammeafgørelsen tilkendegivet, at der i Rådet er enighed om

i overensstemmelse med TEU artikel 31, litra e, at fortsætte arbejdet med

den indbyrdes tilnærmelse af definitionerne af de lovovertrædelser, der er

omfattet af artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelsen, med henblik på at søge at

opnå den samme retlige forståelse blandt medlemsstaterne. Rådserklærin-

gen indeholder i øvrigt præciserende bemærkninger, som nærmere afgræn-

ser, hvad der skal forstås ved bl.a. sabotage, pengeafpresning, racisme og

fremmedhad.

Eftersom de lovovertrædelser, der er omfattet af positivlisten, som udgangs-

punkt vil være strafbare i alle medlemsstater, er betydningen af rammeafgø-

relsen på dette punkt navnlig, at den anmodende medlemsstat ikke skal fo-

retage en indgående kontrol af, om lovovertrædelsen ligeledes er strafbar i

den anmodede medlemsstat. For så vidt angår lovovertrædelser, der ikke er

omfattet af positivlisten, vil der derimod skulle gennemføres en kontrol af,

om forholdet også er strafbart i det land, som skal gennemføre udleveringen.

Efter § 10 a, stk. 2, kan der ske udlevering af personer med henblik på straf-

forfølgning til en anden EU-medlemsstat – for handlinger som ikke er om-

fattet af positivlisten i stk. 1 – hvis den strafbare handling i den pågældende

stat kan medføre fængsel (eller en anden frihedsberøvende foranstaltning) i

mindst 1 år, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret. Det er

således strafferammen i den anmodende stat og ikke strafferammen efter

dansk lov, der er afgørende for, om der kan ske udlevering i medfør af be-

stemmelsen.

Efter § 10 a, stk. 3, kan der endvidere ske udlevering af personer til

straf-

fuldbyrdelse

i en medlemsstat – for handlinger som ikke er omfattet af stk.

1 – hvis den pågældende er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende

foranstaltning af mindst 4 måneders varighed, og en tilsvarende handling er

strafbar efter dansk ret. Det er således alene den faktisk idømte straf eller

102

foranstaltning, der som udgangspunkt er afgørende for, om anmodningen

om udlevering kan imødekommes.

§ 10 a, stk. 2 og 3, er fastsat i overensstemmelse med rammeafgørelsens

artikel 2, stk. 4, og artikel 4, stk. 1, hvorefter der som udgangspunkt kan

stilles krav om, at den handling, for hvilken den europæiske arrestordre er

udstedt, ligeledes er strafbar i den anmodede medlemsstat. Dette indebærer,

at det som udgangspunkt kan stilles som betingelse for udlevering til en an-

den EU-medlemsstat, at en handling svarende til den handling, for hvilken

der søges udlevering, er strafbar efter dansk ret.

Kravet om dobbelt strafbarhed har længe været et grundlæggende princip i

dansk strafferet. Ved gennemførelsen af rammeafgørelsen i dansk ret fandt

Justitsministeriet derfor, at muligheden for at stille krav om dobbelt straf-

barhed bør udnyttes, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4298.

Med hensyn til kravet om dobbelt strafbarhed, som i medfør af § 10 a, stk.

2 og 3, gælder for handlinger, der ikke er omfattet af positivlisten, fremgår

det af rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, at dette skal administreres fleksi-

belt, således at kravet anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er beskrevet

i arrestordren, helt eller delvist svarer til en lovovertrædelse i den anmodede

medlemsstat. Dette indebærer, at det vil være tilstrækkeligt, for at kravet om

dobbelt strafbarhed må anses for opfyldt, at sigtelsen, tiltalen eller dommen,

uanset den retlige beskrivelse, vedrører en handling, som ligeledes efter

dansk ret ville være strafbar, hvis handlingen havde fundet sted her i landet.

Rammeafgørelsen indeholder ikke bestemmelser om, hvordan medlemssta-

terne skal forholde sig, hvis der foreligger flere lovovertrædelser.

Det følger imidlertid af § 10 a, stk. 4, at udlevering til strafforfølgning eller

straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om betingel-

serne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene.

Bestemmelsen svarer til udleveringslovens § 3, stk. 3, vedrørende udleve-

ring til stater uden for Norden og Den Europæiske Union og § 10 k, stk. 3,

for så vidt angår udlevering til de nordiske lande.

3.4.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

103

Med lovforslagets § 13, foreslås udleveringslovens § 10 a, videreført uæn-

dret, og lovforslaget indebærer således ingen ændringer i forhold til gæl-

dende ret på dette punkt.

Der henvises i øvrigt til § 13 og bemærkningerne hertil.

3.4.2. Forældelse

3.4.2.1. Gældende ret

Efter rammeafgørelsens artikel 4, stk. 4, er der mulighed for at indføre reg-

ler, hvorefter udlevering kan afslås, hvis lovovertrædelsen eller adgangen til

at fuldbyrde en frihedsstraf er forældet i henhold til lovgivningen i den an-

modede medlemsstat, og denne stat har kompetence til at strafforfølge lov-

overtrædelsen (straffemyndighed).

Efter § 10 e kan udlevering således afslås, hvis strafansvaret eller adgangen

til at fuldbyrde straffen er forældet efter reglerne i straffelovens 11. kapitel.

Det er dog en betingelse, at den strafbare handling er omfattet af dansk straf-

femyndighed, jf. straffelovens §§ 6-9.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at det navnlig vil kunne være

relevant at afslå udlevering pga. forældelse i de tilfælde, hvor lovovertræ-

delsen er begået her i landet. I disse tilfælde må lovovertrædelsens forbin-

delse til Danmark indebære, at det som udgangspunkt må anses for rimeligt,

at udlevering afslås, hvis lovovertrædelsen er forældet efter dansk ret. Disse

hensyn gør sig ikke tilsvarende gældende i tilfælde, hvor lovovertrædelsen

ikke er begået her i landet, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side

4304.

3.4.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med lovforslagets § 14 foreslås bestemmelsen videreført uændret.

Udlevering for en strafbar handling, der er omfattet af dansk straffemyndig-

hed, vil således i medfør af bestemmelsen kunne afslås, hvis strafansvaret

eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være

forældet efter dansk ret.

Der henvises i øvrigt til § 14 og bemærkningerne hertil.

104

3.4.3. Eksterritorial jurisdiktion

3.4.3.1. Gældende ret

Ifølge rammeafgørelsens artikel 4, stk. 7, litra b, har medlemsstaterne mu-

lighed for at afslå udlevering til en anden medlemsstat, hvis lovovertrædel-

sen er begået uden for det anmodende lands territorium, og den anmodede

medlemsstats lovgivning ikke giver mulighed for strafforfølgning i en til-

svarende situation.

Bestemmelsen gør det muligt at afslå udlevering i visse tilfælde, hvor den

anmodende medlemsstat udøver eksterritorial jurisdiktionskompetence dvs.

foretager strafforfølgning af handlinger begået uden for den pågældende

medlemsstats eget territorium.

Denne afslagsgrund indebærer, at det vil være muligt at afslå udlevering,

hvis en anden medlemsstat strafforfølger en person for en lovovertrædelse,

der er begået i et tredjeland, og danske myndigheder ikke i en tilsvarende

situation ville kunne strafforfølge den pågældende for lovovertrædelsen.

I overensstemmelse hermed følger det af § 10 f, stk. 2, at udlevering kan

afslås, hvis den anmodende stat støtter sin udleveringsanmodning på en

handling foretaget i et tredjeland, og Danmark i en tilsvarende situation efter

straffelovens regler om jurisdiktion i §§ 6-9 ikke ville have mulighed for at

foretage strafforfølgning. Udlevering vil således kunne afslås, hvis den an-

modende medlemsstat udøver såkaldt eksterritorial jurisdiktion (dvs. fore-

tager strafforfølgning af handlinger begået uden for den pågældende med-

lemsstats eget territorium) på områder, hvor der ikke er tilsvarende dansk

eksterritorial jurisdiktion.

Hvis Danmark efter reglerne i straffelovens §§ 6-8 ikke selv ville kunne

strafforfølge i en tilsvarende situation, vil udlevering således kunne afslås

efter bestemmelsen. Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at udleve-

ring således f.eks. vil kunne afslås, hvis en medlemsstat A anmoder Dan-

mark om udlevering af en person, der opholder sig i Danmark, for at straf-

forfølge den pågældende for en sædelighedsforbrydelse begået i staten B,

selv om den pågældende ikke er statsborger eller har bopæl i medlemsstaten

A (udøvelse af såkaldt universel jurisdiktion). Udlevering vil ligeledes

kunne afslås, hvis medlemsstaten A beder om udlevering af en egen stats-

borger med henblik på at strafforfølge den pågældende for en handling be-

gået i staten B, og handlingen ikke er strafbar i staten B. Dette skyldes, at

105

det efter straffelovens § 7 er en betingelse for, at Danmark har straffemyn-

dighed for handlinger begået af en dansk statsborger i udlandet, at handlin-

gen også er strafbar efter lovgivningen i det land, hvor handlingen er begået

(krav om dobbelt strafbarhed), jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side

4305.

3.4.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med lovforslagets § 15 foreslås reglerne herom videreført uændret.

Der henvises i øvrigt til § 15 og bemærkningerne hertil.

3.4.4. Udeblivelsesdomme m.v.

3.4.4.1. Gældende ret vedrørende udeblivelsesdomme

§ 10 g fastsætter de betingelser, som skal være opfyldt for, at Danmark som

fuldbyrdelsesstat kan udlevere en domfældt med henblik på fuldbyrdelse af

en dom om fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, som

er afsagt, uden at den pågældende har været til stede under retssagen (ude-

blivelsesdomme).

§ 10 g, nr. 1-4, opregner således en række nærmere betingelser, som – hvis

de er opfyldt af udstedelsesstaten – vil medføre, at udlevering ikke vil kunne

afslås.

Bestemmelsen gennemfører rammeafgørelsen om den europæiske arrestor-

dre, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/292 om afgørelser afsagt

in absentia,

der ophævede artikel 5, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, som

lå til grund for den tidligere udformning af § 10 g, jf. lov nr. 271 af 4. april

2011 (Gennemførelse af rammeafgørelsen om gensidig anerkendelse af og

tilsyn med afgørelser om pligter og påbud i forbindelse med udsættelse af

straffastsættelse eller straffuldbyrdelse m.v. og rammeafgørelsen om afgø-

relser afsagt, uden at den pågældende har været til stede under retssagen).

Efter § 10 g, stk. 1, nr. 1, kan udlevering ikke finde sted, medmindre det

fremgår af den europæiske arrestordre, at den pågældende enten er blevet

indkaldt personligt og dermed er blevet underrettet om det fastsatte tids-

punkt og sted for den retssag, som førte til afgørelsen, eller på anden vis er

blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag,

der førte til afgørelsen, på en sådan måde, at det klart fremgår, at personen

106

var bekendt med den berammede retssag og er blevet underrettet om, at der

kunne træffes en afgørelse, selv om vedkommende ikke var til stede under

retssagen.

Det er endvidere et krav i medfør af § 10 g, stk. 1, nr. 2, at den pågældende

var bekendt med den berammede retssag og havde givet en juridisk rådgiver,

der var udpeget enten af den pågældende selv eller af udstedelsesstaten,

fuldmagt til at forsvare sig under retssagen og faktisk var repræsenteret af

denne rådgiver under retssagen. Om dette punkt fremgår det af præambel-

betragtning 10 til rammeafgørelsen om afgørelser afsagt

in absentia,

at det

ikke bør have nogen betydning, om den juridiske rådgiver er blevet valgt,

udpeget og betalt af den tiltalte selv eller af staten, så længe den tiltalte be-

vidst har valgt at lade sig repræsentere i stedet for selv at være til stede under

retssagen. Det fremgår desuden af præambelbetragtningen, at udpegelsen af

den juridiske rådgiver og lignende spørgsmål henhører under national ret.

Det følger ligeledes af § 10 g, stk. 1, nr. 3, at det skal fremgå af den euro-

pæiske arrestordre, at den pågældende har fået afgørelsen forkyndt og er

blevet udtrykkeligt underrettet om retten til en fornyet prøvelse eller anke,

hvor personen har ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens

realiteter, herunder nye beviser, bliver taget op igen, og som kan føre til, at

den oprindelige afgørelse bliver ændret. Den pågældende skal i den forbin-

delse efterfølgende enten udtrykkeligt have erklæret, at vedkommende ikke

anfægter afgørelsen, eller ikke have anmodet om fornyet prøvelse eller anke

inden for den gældende tidsfrist. I andre tilfælde følger det af § 10 g, stk. 1,

nr. 4, at det skal fremgå af den europæiske arrestordre, at den pågældende

vil få afgørelsen forkyndt personligt straks efter overgivelsen til udstedel-

sesstaten og udtrykkeligt vil blive underrettet om retten til fornyet prøvelse

eller anke og vil blive underrettet om tidsfristen for anmodning om fornyet

prøvelse eller anke.

3.4.4.2. Gældende ret vedrørende pågældendes rettigheder for så vidt angår

udeblivelsesdomme

§ 18 b, stk. 4, blev indført ved lov nr. 271 af 4. april 2011, der gennemførte

rammeafgørelsen om afgørelser afsagt

in absentia

i dansk ret. Bestemmelse

hænger sammen med de særlige regler for anmodning om udlevering på

baggrund af en udeblivelsesdom, som følger af § 10 g, og som er nærmere

beskrevet ovenfor.

107

Bestemmelsen i § 18 b, stk. 4, indebærer, at en person, der begæres udleveret

af en anden EU-medlemsstat i sager omfattet af § 10 g, nr. 4, kan bede om

at modtage en genpart af den udeblivelsesdom, som ligger til grund for ud-

leveringen, inden udleveringen finder sted.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2010-

11, 1. samling, A, L 103 som fremsat, side 35, at bestemmelsen gennemfører

artikel 4 a, stk. 2, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre m.v.

Artikel 4 a i rammeafgørelsen fastsætter bl.a., at hvis den person, som øn-

skes udleveret, ikke tidligere har modtaget nogen officiel underretning om,

at der er iværksat strafforfølgning mod den pågældende, kan vedkommende

i forbindelse med underretningen om indholdet af den europæiske arrestor-

dre anmode om at modtage en genpart af dommen, inden overgivelsen fin-

der sted. Det følger endvidere af artikel 4 a, at den anmodende medlemsstat

skal fremsende genparten af dommen til den, der søges udleveret, via den

anmodede medlemsstat. Dette skal ske straks efter, at den anmodende med-

lemsstat har fået underretning om den pågældendes ønske om at modtage en

genpart af dommen. Anmodningen må hverken forsinke overgivelsesproce-

duren eller forsinke afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestor-

dre. Fremsendelsen af dommen til den pågældende er kun til orientering og

anses ikke for en formel forkyndelse af dommen og igangsætter ikke nogen

frister, der finder anvendelse i forbindelse med fornyet prøvelse eller anke.

3.4.4.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det foreslås med lovforslagets § 16, stk. 1 at videreføre bestemmelsen uæn-

dret.

Det foreslås endvidere med lovforslagets § 16, stk. 2, at bestemmelsen i §

18 b, stk. 4, videreføres med redaktionelle ændringer.

Der henvises i øvrigt til § 16 og bemærkningerne hertil.

3.4.5. Strafforfølgning for andre lovovertrædelser og videreudlevering

3.4.5.1. Gældende ret

Udleveringslovens § 10 j indeholder regler om, hvornår en person, der ud-

leveres til en EU-medlemsstat, kan drages til ansvar eller videreudleveres til

tredjeland for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen end

108

den, som den pågældende er udleveret for. Bestemmelsen er indsat i udle-

veringsloven ved lov nr. 433 af 10. juni 2003.

Bestemmelsen i § 10 j, stk. 1, henviser til udleveringslovens § 10, der angi-

ver visse obligatoriske vilkår, som skal fastsættes i forbindelse med udleve-

ring. Det følger bl.a. af § 10, at den udleverede ikke må drages til ansvar

eller videreudleveres til tredjeland for andre strafbare handlinger, begået før

udleveringen end den, den pågældende er udleveret for, medmindre justits-

ministeren tillader det i medfør af udleveringslovens § 20. Der henvises her-

ved til pkt. 3.5.12.

Der er i § 10 j, stk. 2 og 3, fastsat en række undtagelser hertil.

Efter § 10 j, stk. 2, kan den udleverede således uden justitsministerens tilla-

delse drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleverin-

gen end den, der er sket udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straf-

fuldbyrdelsen ikke indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves, eller

hvis den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den med-

lemsstat, hvortil udlevering er sket.

Efter § 10 j, stk. 3, kan den udleverede endvidere uden justitsministerens

tilladelse videreudleveres til en tredje EU-medlemsstat, hvis den pågæl-

dende i forbindelse med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil

udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og

blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlin-

ger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for. Videreudle-

vering kan også ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede

har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den EU-medlems-

stat, hvortil udlevering er sket.

Bestemmelsen

indebærer, at videreudlevering

kan ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt

samtykke til det enten i forbindelse med samtykke til udlevering fra Dan-

mark til den anmodende medlemsstat, jf. udleveringslovens § 18 c, stk. 1, 3.

pkt., eller i et retsmøde i den anmodende medlemsstat.

Det fremgår af bestemmelsernes forarbejder, jf. Folketingstidende 2002-03,

tillæg A, side 4322, at der er tale om en videreførelse af den tidligere § 10

a, der blev indsat i udleveringsloven ved lov nr. 417 af 10. juni 1997 om

ændring af lov om udlevering af lovovertrædere (Gennemførelse af EU-ud-

leveringskonventionen).

109

Det fremgår af ovennævnte forarbejder til § 10 a, som er videreført i § 10,

stk. 2, at ordet »frihedsberøves« bl.a. omfatter tilfælde, hvor den udleverede

skal varetægtsfængsles som led i strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen.

Frihedsberøvelse i bestemmelsens forstand foreligger også, hvor der er

spørgsmål om at fuldbyrde afgørelser, hvorved den udleverede er idømt be-

tinget eller ubetinget frihedsstraf. Er der alene spørgsmål om at forfølge

handlinger, der kun kan medføre eller har medført bødestraf i den anmod-

ende medlemsstat, følger det af bestemmelsen, at justitsministerens tilla-

delse ikke er påkrævet.

Efter rammeafgørelsens artikel 13, stk. 4, kan et meddelt samtykke i prin-

cippet ikke tilbagekaldes. En medlemsstat kan dog fastsætte, at et samtykke

kan tilbagekaldes i henhold til national ret. En medlemsstat, som ønsker at

benytte sig af denne mulighed, underretter Generalsekretariatet for Rådet

herom samtidig med vedtagelsen af rammeafgørelsen.

Danmark erklærede i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen i

henhold til artikel 13, stk. 4, at samtykke kan tilbagekaldes i overensstem-

melse med reglerne i dansk ret. Dette indebærer, at et samtykke kan tilba-

gekaldes på et hvilket som helst tidspunkt under sagen, indtil udlevering er

sket, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4308.

3.4.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Justitsministeriet finder, at bestemmelsen med lovforslaget bør videreføres

med enkelte ændringer. Henset til, at kompetencen til at træffe afgørelser i

sager om udlevering til EU-medlemsstater foreslås overført til domstolene,

finder Justitsministeriet det således naturligt, at beslutningskompetencen

vedrørende de tilladelser, der er omhandlet i bestemmelsen, og som knytter

sig til en beslutning om udlevering, også med lovforslaget overføres til dom-

stolene. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 41 og bemærknin-

gerne hertil.

Med lovforslagets § 17 foreslås udleveringslovens § 10 j, stk. 2-3, således

videreført, dog med de ændringer, der følger af, at beføjelsen til at give de

tilladelser, der er omhandlet i bestemmelsen, fremover foreslås udøvet af

domstolene.

Herudover forslås det af praktiske årsager, at der i stedet for at opretholde

henvisningen i bestemmelsen til § 10 indsættes en tilsvarende bestemmelse

direkte i den foreslåede § 17.

110

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 17 og bemærkningerne hertil.

3.5. Udlevering fra Danmark til stater uden for Norden og Den

Europæiske Union

3.5.1. Udlevering af danske statsborgere til strafforfølgning

3.5.1.1. Gældende ret

Udleveringslovens § 2, stk. 1, vedrører udlevering af danske statsborgere til

strafforfølgning i en stat uden for Norden og Den Europæiske Union, når

udleveringen sker på grundlag af en gensidig overenskomst med det pågæl-

dende land om udlevering af egne statsborgere.

Bestemmelsen indebærer, at justitsministeren på grundlag af en sådan over-

enskomst med det pågældende land om udlevering kan fastsætte, at danske

statsborgere kan udleveres til strafforfølgning, hvis den pågældende i de sid-

ste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil der

ønskes udlevering, og såfremt handlingen, der anmodes om udlevering for,

efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Der kan endvidere ske udlevering, hvis der er indgået en sådan overens-

komst om udlevering med det pågældende land, og handlingen efter dansk

ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år, jf. § 2, stk. 1, nr. 2.

Gennemførelse af ovennævnte gensidige overenskomster om udlevering af

egne statsborgere i dansk ret kræver ikke ændringer af udleveringsloven, og

bestemmelsen giver forudsætningsvis regeringen bemyndigelse til at god-

kende og ratificere sådanne ændringer. Det er imidlertid forudsat, at Justits-

ministeriet orienterer Folketingets Retsudvalg, inden Danmark indgår en af-

tale med et land uden for Den Europæiske Union (og Norden) om gensidig

udlevering af egne statsborgere til strafforfølgning, jf. herved de alminde-

lige bemærkninger til forslag til lov om ændring af bl.a. udleveringsloven

(Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af ter-

rorisme, gennemførelse af FNs Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001)

samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.), jf. Folketingsti-

dende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 870).

Er der ikke indgået en gensidig overenskomst om udlevering af egne stats-

borgere med det pågældende land, følger det af § 2, stk. 2, at justitsministe-

ren kan beslutte, at den pågældende skal udleveres til strafforfølgning, hvis

111

betingelserne i stk. 1 er opfyldt, og særlige hensyn til retshåndhævelsen taler

derfor.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at ved vurderingen af, om en

dansk statsborger skal udleveres i medfør af § 2, stk. 2, skal der i modsæt-

ning til, hvad der gælder for udlevering til andre lande, med hvilke der er

indgået en gensidig udleveringsoverenskomst, foretages en konkret vurde-

ring af mulighederne for og det hensigtsmæssige i at gennemføre en straffe-

sag mod den pågældende i Danmark frem for at udlevere den pågældende

til strafforfølgning i udlandet, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, til-

læg A, side 870.

For så vidt angår forståelsen af begrebet »danske statsborgere« i § 2, be-

mærkes det, at Danmark i forbindelse med ratifikationen af 1957-konventi-

onen afgav en erklæring i henhold til konventionens artikel 6, stk. 1, litra b,

om, at begrebet »statsborgere« for Danmarks vedkommende bestemmes

som omfattende personer, der har statsborgerret eller bopæl i Danmark, Fin-

land, Island, Norge eller Sverige. Tilsvarende erklæringer er blevet afgivet

af Norge og Sverige.

Danmark kan således efter konventionen afslå ikke blot anmodninger om

udlevering af danske statsborgere, men også anmodninger om udlevering af

personer, der uden at være danske statsborgere har bopæl her i landet, eller

af personer, der har indfødsret eller bopæl i et andet nordisk land, men mid-

lertidigt opholder sig her. Alligevel fandtes det rigtigst ved udarbejdelsen af

udleveringsloven i 1967 at begrænse det absolutte udleveringsforbud i lo-

vens § 2 til danske statsborgere. I den forbindelse bemærkedes, at det imid-

lertid er klart, at der ved den skønsmæssige afgørelse af, om en udleverings-

anmodning skal imødekommes, bør tillægges tilhørsforhold som de nævnte

væsentlig betydning, jf. Folketingstidende 1966-67, 2. samling, tillæg A,

spalte 2543.

Det bemærkes i den forbindelse, at en langvarig bopælsmæssig tilknytning

her til landet kan indgå i vurderingen af, om udlevering bør afslås i medfør

af § 7 (sammenholdt med § 2), som tilfældet var i Højesterets kæremålsud-

valgs kendelse af 18. marts 1991 i sag 268/1990 som refereret i Ugeskrift

for Retsvæsen, side 386/2 (U.1991.386/2H).

3.5.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

112

Den foreslåede § 18 viderefører med redaktionelle ændringer udleverings-

lovens § 2 med den undtagelse, at kompetencen til at træffe afgørelse om

udlevering foreslås overført fra justitsministeren til domstolene.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 18 samt bemærkningerne hertil.

3.5.2. Udlevering af udlændinge til strafforfølgning

3.5.2.1. Gældende ret

Udleveringslovens § 2 a vedrører udlevering af udlændinge (ikke danske

statsborgere) til stater uden for Norden og Den Europæiske Union og ved-

rører krav til dobbelt strafbarhed og strafferammen.

Udlevering af en udlænding til stater uden for Norden og Den Europæiske

Union kan, jf. § 2 a, 1. pkt., ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes

med fængsel i mindst 1 år. Hvis handlingen efter dansk ret kun kan medføre

kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er indgået overens-

komst herom med den pågældende stat, jf. § 2 a, 2. pkt.

1957-konventionen omfatter ifølge artikel 2, stk. 1, lovovertrædelser, der

kan medføre frihedsstraf i en længstetid af mindst ét år. Tidligere havde

Danmark i overensstemmelse med konventionen taget forbehold over for

denne bestemmelse, således at forpligtelsen til udlevering begrænsedes til

lovovertrædelser, der efter dansk ret kunne medføre højere straf end fængsel

i 1 år, jf. Folketingstidende 1966-67, 2. samling, tillæg A, spalte 2543. Det

fremgår ikke af forarbejderne til udleveringsloven, hvorfor Danmark havde

taget dette forbehold, men ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 er § 2 a, 2. pkt.

(tidligere § 3, stk. 1, 2. pkt.), affattet i overensstemmelse med 1957-konven-

tionens artikel 2, stk. 1, og det danske forbehold over for denne bestemmelse

tilbagekaldt.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 2001-02,

2. samling, tillæg A, side 885, at der med udtrykket »udlænding« forstås

personer, der (udelukkende) har et andet statsborgerskab end dansk, eller

som er statsløse. Personer, som både har dansk og udenlandsk statsborger-

skab (dobbelt statsborgerskab), omfattes af § 2 om udlevering af danske

statsborgere.

3.5.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

113

Den foreslåede bestemmelse i § 19 viderefører udleveringslovens § 2 a for

så vidt angår udlevering til strafforfølgning.

Om udlevering til straffuldbyrdelse henvises til lovforslagets § 21.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 19 samt bemærkningerne hertil.

3.5.3. Vilkår om anholdelses- eller fængslingsbeslutning ved udlevering til

strafforfølgning

3.5.3.1. Gældende ret

Efter § 3, stk. 1, kan udlevering til strafforfølgning i en anden stat uden for

Norden og Den Europæiske Union kun ske, hvis der i den fremmede stat er

truffet beslutning om, at den, som søges udleveret, skal anholdes eller

fængsles for den pågældende handling.

Bestemmelsen (daværende § 3, stk. 2) er indsat ved lov nr. 249 af 9. juni

1967.

Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 1966-67, 2,

samling, tillæg A, spalte 2544, at i de fleste lande, hvortil der i praksis bliver

spørgsmål om udlevering, vil en sådan beslutning blive truffet af en domstol

i det pågældende land, men at der i udleveringsloven ikke har kunnet opstil-

les krav herom, idet man må henholde sig til de kompetenceregler med hen-

syn til anholdelse og fængsling, som gælder i de forskellige lande.

3.5.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den foreslåede bestemmelse i § 20 viderefører udleveringslovens § 3, stk.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 20 samt bemærkningerne hertil.

3.5.4. Udlevering til straffuldbyrdelse

3.5.4.1. Gældende ret

Udlevering til fuldbyrdelse af en dom kan, medmindre andet er fastsat ved

overenskomst med den pågældende stat, kun ske, hvis dommen lyder på

fængsel i mindst 4 måneder, eller den dømte i henhold til dommen eller en

114

beslutning, der er truffet med hjemmel i dommen, skal anbringes i anstalt,

og opholdet her kan blive af 4 måneders varighed, jf. udleveringslovens § 3,

stk. 2.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse for danske statsborgere. Det er derfor

efter gældende ret ikke muligt at udlevere danske statsborgere med henblik

på straffuldbyrdelse til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.

3.5.4.2. Baggrund for at undtage danske statsborgere fra udlevering til

straffuldbyrdelse

Ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 blev § 2 indført i udleveringsloven, hvorefter

det er muligt at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning i en med-

lemsstat i Den Europæiske Union under visse betingelser, ligesom justits-

ministeren på grundlag af en overenskomst med en anden stat kan fastsætte,

at danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den pågældende

stat under visse betingelser.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at der efter Justitsmini-

steriets opfattelse var anledning til at revurdere spørgsmålet om udlevering

af danske statsborgere i lyset af terrorangrebene mod USA den 11. septem-

ber 2001, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 869.

Under hensyn til, at der vil kunne forekomme sager ikke mindst om terror-

virksomhed eller anden grov international kriminalitet, hvor det kan være

forbundet med store og eventuelt uoverstigelige vanskeligheder under en

straffesag i Danmark at føre bevis for lovovertrædelser begået i udlandet,

når vidnerne eller beviserne ikke befinder sig i Danmark, blev det vurderet,

at dette talte for, at straffesagen som udgangspunkt gennemføres i det land,

hvor lovovertrædelsen er begået, eller hvor det i øvrigt af hensyn til bevis-

førelsen er mest hensigtsmæssigt.

Det indgik endvidere i overvejelserne, at det ikke kan udelukkes, at en op-

retholdelse af forbuddet mod at udlevere danske statsborgere til strafforfølg-

ning i udlandet vil kunne indebære, at en mistænkt dansk statsborger ikke

kan straffes eventuelt for meget alvorlig kriminalitet, fordi det i praksis ikke

vil være muligt at gennemføre en straffesag mod den pågældende i Dan-

mark.

Justitsministeriet vurderede på denne baggrund, at den dagældende ordning,

hvor danske statsborgere kunne udleveres til de øvrige nordiske lande, burde

115

udvides til i en revideret form at omfatte udlevering også til andre stater,

særligt andre EU-medlemsstater, i de tilfælde, hvor hensynet til at beskytte

danske statsborgere mod udlevering burde vige for den almindelige inte-

resse i, at lovovertrædelser pådømmes.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at der efter Justitsministeriets

opfattelse ved udlevering af danske statsborgere til udlandet bør være mu-

lighed for at stille vilkår om, at afsoning af en eventuelt idømt frihedsstraf

mv. foregår i Danmark. Justitsministeriet tilkendegav derfor, at man agtede

folkeretligt at tage forbehold om, at udlevering af en dansk statsborger både

til andre EU-lande og til lande uden for EU (og Norden) kan betinges af, at

den pågældende overføres til strafafsoning i Danmark jf. Folketingstidende

2001-02, 2. samling, tillæg A, side 870.

Det var samtidig Justitsministeriets opfattelse, at en adgang til udlevering af

danske statsborgere på daværende tidspunkt alene burde omfatte udlevering

til strafforfølgning, da der efter Justitsministeriets opfattelse ikke var det

samme behov for at kunne udlevere danske statsborgere til fuldbyrdelse af

en frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning idømt i udlandet.

Justitsministeriet tilkendegav i den forbindelse, at straffesagen (bevisførel-

sen) i denne situation er gennemført, og den dømte ikke vil kunne unddrage

sig fuldbyrdelsen ved at flygte til Danmark, inden straffen er udstået (afso-

net), jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 869.

Det blev videre anført, at Danmark i denne situation kan overtage fuldbyr-

delsen fra domslandet og indsætte den pågældende til afsoning i dansk fæng-

sel eller institution, og at dette også vil kunne ske uden pågældendes sam-

tykke under hensyn til, at en dansk statsborger ikke ved at flygte til Danmark

kan unddrage sig fuldbyrdelsen af en i udlandet idømt straf.

3.5.4.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det er fortsat Justitsministeriets opfattelse, at udlevering af danske statsbor-

gere til stater uden for Norden og Den Europæiske Union i praksis primært

vil være relevant i relation til strafforfølgning af de pågældende.

Under den nuværende retstilstand, hvor danske statsborgere ikke kan udle-

veres til straffuldbyrdelse i stater uden for Norden og Den Europæiske

Union, vil de danske myndigheder imidlertid være nødt til at overtage fuld-

byrdelsen af straffen for at undgå, at den pågældende unddrager sig fuldbyr-

delsen af en i udlandet idømt straf.

116

Med lovforslagets § 7 foreslås det, at der efter udleveringsloven bør være

adgang til at afslå udlevering til straffuldbyrdelse af en person, der er dansk

statsborger eller har fast bopæl her i landet, hvis straffen i stedet fuldbyrdes

her i landet.

Som det fremgår af Justitsministeriets overvejelser til lovforslagets § 7, jf.

pkt. 3.2.5.2 ovenfor, bør spørgsmålet om, hvorvidt udlevering af danske

statsborgere mv. til straffuldbyrdelse skal afslås, hvis straffen i stedet fuld-

byrdes her i landet, bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Der

kan således tænkes tilfælde, hvor en person har begået en meget alvorlig

lovovertrædelse i en anden stat, og hensynet til denne stat derfor tilsiger, at

den pågældende bør afsone en eventuel idømt straf i denne stat.

Der kan ved denne vurdering bl.a. lægges vægt på grovheden af den begåede

kriminalitet og den pågældendes tilknytning til den stat, hvor lovovertræ-

delsen er begået. Der vil således f.eks. normalt ikke være grundlag for at

afslå udlevering af en dansk statsborger mv., hvis den pågældende er dømt

for meget alvorlige lovovertrædelser, herunder terrorhandlinger. Et andet

eksempel kunne være, at den pågældende har en nær tilknytning til den stat,

hvor lovovertrædelsen er begået.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at disse betragtninger også gør sig gæl-

dende i den situation, hvor en dansk statsborger har unddraget sig straffuld-

byrdelse i en stat uden for Norden og Den Europæiske Union.

Justitsministeriet finder således, at der kan tænkes situationer, hvor det vil

være mest hensigtsmæssigt, at også danske statsborgere afsoner en straf

idømt i en stat uden for Norden og Den Europæiske Union i domslandet.

Der kan således være tilfælde, hvor en person er dømt for meget alvorlige

lovovertrædelser som f.eks. terrorhandlinger eller drab eller andre alvorlige

overgreb begået mod civile i forbindelse med krigshandlinger i domslandet,

og hensynet til denne stat derfor tilsiger, at den pågældende bør afsone en

eventuel idømt straf i denne stat. Ligeledes kan der tænkes tilfælde, hvor en

dansk statsborger har opnået en sådan nær tilknytning til domslandet, at det

vil være mest naturligt, at den pågældende afsoner sin straf dér.

Justitsministeriet foreslår derfor, at der skabes mulighed for, at ikke kun ud-

lændinge men også danske statsborgere kan udleveres til straffuldbyrdelse i

stater uden for Norden og Den Europæiske Union, jf. lovforslagets § 21.

117

Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at de almindelige betingelser

for udlevering til straffuldbyrdelse i en stat uden for Norden og Den Euro-

pæiske Union vil finde anvendelse. Disse indebærer bl.a., at danske myn-

digheder i forbindelse med vurderingen af, om udlevering til straffuldbyr-

delse kan ske, skal påse, at dette kan ske under overholdelse af Danmarks

internationale menneskeretlige forpligtelser, herunder artikel 6 i Den Euro-

pæiske Menneskerettighedskonvention om retten til en retfærdig rettergang,

jf. pkt. 3.2.4.1.1 ovenfor.

Med henblik på at ensrette bestemmelser med ensartet indhold foreslås be-

stemmelsen i § 21 at have tilsvarende ordlyd som den gældende bestem-

melse i udleveringslovens § 10 a, stk. 3 (lovforslagets § 13, stk. 3). Der vil

således endvidere ikke længere være krav om, at straffen i Danmark skal

være fængsel i mindst 1 år. Betingelsen om dobbelt strafbarhed og mini-

mumslængden af den idømte straf (4 måneder) vil dog være den samme som

efter de gældende regler.

Som nævnt ovenfor vil lovforslagets § 7, stk. 2, finde anvendelse, så der vil

være mulighed for at afslå udlevering, hvis straffen i stedet fuldbyrdes her i

landet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 21 samt bemærkningerne hertil.

3.5.5. Udlevering for flere strafbare forhold

3.5.5.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 3, stk. 3, kan udlevering til strafforfølgning eller

straffuldbyrdelse finde sted for flere strafbare forhold, selv om betingelserne

i § 2, § 2 a og § 3, stk. 1 og 2, kun er opfyldt med hensyn til ét af forholdene.

Det indebærer, at der kan ske udlevering på grundlag af en anmodning om

udlevering, som ud over at omfatte et eller flere forhold, der opfylder betin-

gelserne i §§ 2, 2 a og § 3, stk. 1 og 2, også omfatter forhold, der efter dansk

ret ikke er strafbare. Der kan efter bestemmelsen desuden ske udlevering,

hvis blot ét af de forhold, for hvilke der anmodes udlevering, opfylder kravet

om strafferamme og dobbelt strafbarhed, jf. Folketingstidende 1966-67, 2.

samling, tillæg A, spalte 2545.

3.5.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med lovforslaget foreslås den gældende retstilstand videreført uændret.

118

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 22 samt bemærkningerne hertil.

3.5.6. Bevismæssigt grundlag

3.5.6.1. Gældende ret

Hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at sigtelsen eller

dommen vedrørende en handling, for hvilken der søges udlevering, savner

tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, må udlevering for handlingen ikke

finde sted, jf. udleveringslovens § 3, stk. 4.

Denne bestemmelse skal ses i lyset af, at Danmark i forbindelse med ratifi-

kationen af 1957-konventionen, jf. bekendtgørelse nr. 36 af 28. september

1963, har afgivet en erklæring om, at danske myndigheder, når særlige om-

stændigheder skønnes at gøre det påkrævet, kan anmode det land, der frem-

sætter en anmodning om udlevering, om at tilvejebringe bevismateriale, der

sandsynliggør, at den pågældende er skyldig, og afslå anmodningen, hvis

materialet findes utilstrækkeligt.

Danske myndigheder er således efter konventionen forpligtet til som hoved-

regel uden nærmere bevismæssig prøvelse at lægge den udenlandske dom

eller anholdelsesbeslutning til grund ved afgørelse af udleveringsspørgsmå-

let. Det følger endvidere af bestemmelsens forarbejder (den tidligere § 3,

stk. 5), at den omstændighed, at den pågældende nægter sig skyldig, ikke i

sig selv vil berettige de danske myndigheder til at stille krav om tilvejebrin-

gelse af yderligere bevismateriale. Såfremt den pågældende derimod kan

henvise til særlige omstændigheder til støtte for sin påstand, hvorefter fore-

ligger rimelig tvivl om den pågældendes skyld, vil der skulle fremsættes

anmodning om tilvejebringelse af yderligere bevismateriale, jf. Folketings-

tidende 1966-67, 2. samling, tillæg A, spalte 2545-2546. Bestemmelsen

medfører således ikke, at der som led i undersøgelsen af, om betingelserne

for udlevering er opfyldt, jf. udleveringslovens § 12, skal foretages en al-

mindelig prøvelse af skyldspørgsmålet, men alene, at de danske myndighe-

der, navnlig i forbindelse med afhøring af den pågældende, skal være op-

mærksomme på, om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det

må anses for betænkeligt uden videre at lægge de afgørelser (dom, anhol-

delsesbeslutning mv.), der er modtaget sammen med anmodningen om ud-

levering, til grund, jf. Folketingstidende 1966-67, 2. samling, tillæg A,

spalte 2546.

119

I betænkning over forslag til lov om udlevering af lovovertrædere, jf. Fol-

ketingstidende 1966-67, 2. samling, tillæg B, spalte 1489, fremgår det bl.a.,

at den daværende justitsminister over for udvalget har fremhævet, at udle-

vering efter bestemmelsen afskæres i alle tilfælde, hvor der foreligger be-

grundet tvivl om rigtigheden af den bevisbedømmelse, der har fundet sted i

det land, som har fremsat anmodning om udlevering; det kræves ikke yder-

ligere, at »særlige omstændigheder« skal tale for, at udlevering nægtes.

Den daværende justitsminister har i denne forbindelse påpeget, at henvis-

ningen i den foreslåede formulering til »særlige omstændigheder« er udtryk

for på den ene side, at den fremmede afgørelse normalt må lægges til grund,

således at der ikke pålægges danske myndigheder pligt til en tilbundsgående

bevisbedømmelse, som de ikke har praktisk mulighed for at foretage, på den

anden side, at myndighederne har pligt til nærmere undersøgelse, hvis sær-

lige forhold i sagen kan give anledning til tvivl – således navnlig hvis den,

som søges udleveret, selv henviser til bestemte konkrete omstændigheder,

som rejser tvivl om rigtigheden af den udenlandske dom eller beslutning om

anholdelse eller fængsling.

3.5.6.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den foreslåede bestemmelse i § 23 viderefører udleveringslovens § 3, stk.

4, og den gældende retstilstand foreslås derfor ikke ændret.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets §23 samt bemærkningerne hertil.

3.5.7. Militære lovovertrædelser

3.5.7.1. Gældende ret

I henhold til udleveringslovens § 4 kan udlevering for en militær lovover-

trædelse ikke finde sted. Bestemmelsen er affattet i overensstemmelse med

artikel 4 i 1957-konventionen, hvorefter udlevering for handlinger, der er

strafbare efter den militære lovgivning, men som ikke er strafbare efter den

almindelige straffelovgivning, er undtaget fra konventionens anvendelses-

område.

Ved ratifikationen af 1957-konventionen har Danmark til artikel 4 afgivet

erklæring om, at udlevering for en militær forbrydelse, der desuden inde-

holder et strafbart forhold efter den almindelige straffelovgivning, skal

kunne finde sted på vilkår om, at den pågældende ikke straffes efter den

120

militære lovgivning. Udlevering kan således i medfør af bestemmelsen kun

finde sted på det nævnte vilkår, jf. Folketingstidende 1966-67, 2. samling,

tillæg A, spalte 2546-2547.

3.5.7.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den foreslåede bestemmelse i § 24 viderefører udleveringslovens § 3, stk.

4, og den gældende retstilstand foreslås derfor ikke ændret.

Der

henvises i øvrigt til lovforslagets § 24 samt bemærkningerne hertil.

3.5.8. Politiske forbrydelser

3.5.8.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 5, stk. 1, kan udlevering for en politisk lovover-

trædelse ikke finde sted. Omfatter handlingen derudover en lovovertræ-

delse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lov-

overtrædelse, såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter,

jf. lovens § 5, stk. 2.

Det fremgår af forarbejderne til udleveringslovens § 5, at vurderingen af,

om en lovovertrædelse er politisk, afhænger af en konkret helhedsvurdering,

hvorved der navnlig lægges vægt på arten af den eller de interesser, der er

krænket ved lovovertrædelsen, og på gerningsmandens motiv, jf. Folke-

tingstidende 1966-67, 2. samling, tillæg A, spalte 2547.

I lovens § 5, stk. 3, er der fastsat visse undtagelser fra forbuddet mod udle-

vering for politiske lovovertrædelser, hvorefter forbuddet mod at afslå ud-

levering for politiske lovovertrædelser ikke finder anvendelse, når handlin-

gen er omfattet af de internationale konventioner, som er opregnet i bestem-

melsen.

Således finder forbuddet mod udlevering for politiske lovovertrædelser efter

§ 5, stk. 3, nr. 1, ikke anvendelse, når handlingen er omfattet af artikel 1

eller 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme fra 1977.

Omfattet heraf er handlinger, der betragtes som grove forbrydelser, der ret-

ter sig mod personers liv, fysiske integritet eller frihed, f.eks. kapring af og

sabotage mod luftfartøjer, og grove forbrydelser mod diplomater mv., bort-

førelse, gidseltagning mv. og anvendelse af bomber, granater, raketter mv.,

der rummer fare for personer.

121

Bestemmelsen fik sin nuværende formulering ved lov nr. 1160 af 19. de-

cember 2003 om ændring af udleveringsloven (Gennemførelse af ændrings-

protokollen af 15. maj 2003 til den europæiske konvention om bekæmpelse

af terrorisme) med henblik på at gøre det muligt for Danmark at ratificere

en ændringsprotokol til den europæiske konvention om bekæmpelse af ter-

rorisme (terrorismekonventionen). Danmark ratificerede terrorismekonven-

tionen den 27. juni 1978 og ratificerede protokollen den 14. april 2004.

Formålet med den europæiske terrorismekonvention er at begrænse terrori-

sters mulighed for at undgå strafforfølgning ved at flygte fra gerningslandet.

Konventionen begrænser de kontraherende staters mulighed for at afvise an-

modninger om udlevering og retshjælp ved at erklære, at der er tale om en

politisk forbrydelse. Ændringsprotokollen indebærer navnlig en udvidelse

af konventionens anvendelsesområde.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 2003-04,

tillæg A, side 716, at bestemmelsen finder anvendelse ved udlevering til

stater, der enten har ratificeret ændringsprotokollen eller konventionen som

ændret ved protokollen.

Udtrykket »omfattet af« indebærer både, at den konkrete handling skal

kunne henføres til en af de nævnte konventionsbestemmelser, samt at den

stat, der anmoder om udlevering, skal have ratificeret den pågældende kon-

vention som ændret ved ændringsprotokollen. Om en overtrædelse er om-

fattet af artikel 1 eller 2 i terrorismekonventionen som ændret ved ændrings-

protokollen, afhænger af en konkret vurdering.

Den berørte person kan efter omstændighederne kræve en beslutning om

udlevering for en handling, som myndighederne anser for omfattet af de

nævnte bestemmelser, indbragt for domstolene. I så fald kan udlevering

først finde sted, når beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse,

jf. udleveringslovens §§ 16 og 17. Det bemærkes, at udlevering fortsat kan

afslås med henvisning til andre bestemmelser i udleveringsloven.

Efter § 5, stk. 3, nr. 2, finder forbuddet mod udlevering for politiske lov-

overtrædelser endvidere ikke anvendelse, når handlingen, for hvilken der

søges udlevering, er omfattet af artikel 6 og 7 og artikel 9, jf. artikel 6 og 7,

i Europarådets konvention om forebyggelse af terrorisme.

122

Bestemmelsen blev indsat i udleveringsloven ved lov nr. 542 af 8. juni 2006

om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styr-

kelse af indsatsen for at bekæmpe terrorisme m.v.) med henblik på, at Dan-

mark kunne ratificere konventionen.

Konventionens regler om udlevering findes i artiklerne 19-21.

Artikel 20 i konventionen fastslår bl.a., at ingen af forbrydelserne i artikel

5-7 og 9 i forbindelse med udlevering eller gensidig retshjælp kan anses for

en politisk forbrydelse. En anmodning om udlevering eller retshjælp kan

således ikke afslås udelukkende med den begrundelse, at den anmodede stat

anser forbrydelsen for politisk. Artikel 20 indeholder dog eksplicit mulighed

for, at staterne kan tage forbehold for denne bestemmelse med hensyn til

udlevering. Sådanne forbehold er underlagt et særligt kontrolsystem, som

indebærer, at anvendelse af et sådant forbehold skal ske fra sag til sag og

med en behørigt begrundet afgørelse. Hvis en part ikke udleverer en person

under anvendelse af et sådant forbehold, skal den uden undtagelse og uden

ugrundet ophold overgive sagen til sine kompetente myndigheder med hen-

blik på strafforfølgning.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende

2005-06, tillæg A, side 7215, at Justitsministeriet på ovennævnte baggrund

ikke har fundet det hensigtsmæssigt at udnytte forbeholdsadgangen for så

vidt angår handlinger omfattet af konventionens artikel 6 og 7 og artikel 9,

jf. artikel 6 og 7, om hvervning og oplæring til at begå terrorhandlinger.

Justitsministeriet fandt det derimod rigtigst at udnytte forbeholdsadgangen

for så vidt angår handlinger omfattet af konventionens artikel 5 og artikel 9,

jf. artikel 5, om offentlig opfordring til at begå en terrorhandling.

Baggrunden herfor er, at genstanden for denne forbrydelse er gerningsman-

dens ytringer, og at en vurdering heraf har at gøre med ytringsfrihedens ud-

strækning. Det fremgår således af de nævnte forarbejder, at Justitsministe-

riet i den forbindelse ikke fandt det hensigtsmæssigt på forhånd at afskære

de danske myndigheder fra i en konkret situation at anse en overtrædelse af

konventionens artikel 5 eller artikel 9, jf. artikel 5, for en politisk forbry-

delse.

Med ovennævnte lov blev der på den baggrund indsat en ny bestemmelse i

udleveringslovens § 5, stk. 4, hvorefter udlevering for en handling omfattet

123

af artikel 5 eller artikel 9, jf. artikel 5, i Europarådets konvention om fore-

byggelse af terrorisme i særlige tilfælde kan afslås, hvis det vurderes, at der

er tale om en politisk lovovertrædelse, jf. nedenfor.

Efter lovens § 5, stk. 3, nr. 3, finder forbuddet mod udlevering for politiske

lovovertrædelser desuden ikke anvendelse, når handlingen, for hvilken der

søges udlevering, er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til

bekæmpelse af terrorbombninger. Bestemmelsen gælder udlevering i for-

hold til alle stater, der har ratificeret FN-konventionen, og blev oprindelig

indsat ved lov nr. 280 af 25. april 2001 om ændring af straffeloven, lov om

international fuldbyrdelse af straf m.v., lov om samarbejde med Finland,

Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om ud-

levering af lovovertrædere samt forskellige andre love (Gennemførelse af

EU-rammeafgørelse om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri, 1. til-

lægsprotokol til den europæiske konvention om overførelse af domfældte

og FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger samt ændringer

som følge af afskaffelsen af hæftestraffen m.v.) med henblik på, at Danmark

kunne ratificere FN-konventionen af 15. december 1997 til bekæmpelse af

terrorbombninger.

Formålet med FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger er at

forbedre det internationale samarbejde om forebyggelse og strafferetlig for-

følgning af terrorhandlinger, der finder sted under anvendelse af spræng-

stoffer eller andre dødbringende anordninger, f.eks. giftige kemikalier, bio-

logiske midler og radioaktivt materiale mv. Ved konventionen forpligter de

deltagende stater sig på grundlag af en række fælles definitioner til at be-

tragte terrorangreb under anvendelse af sprængstoffer mv. som strafbare

handlinger, som skal kunne straffes under hensyn til deres alvorlige karak-

ter. Endvidere medfører konventionen gennem regler om straffemyndighed,

udlevering og retshjælp mv. udvidede muligheder for at strafforfølge ger-

ningsmænd uden hensyn til, hvor den strafbare handling er begået, og hvor

gerningsmanden hører hjemme.

Endvidere følger det af udleveringslovens § 5, stk. 3, nr. 4, at handlinger

omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN’s terrorfinansieringskonvention ikke

kan betragtes som politiske lovovertrædelser i forbindelse med en udleve-

ringsanmodning. Terrorfinansieringskonventionen supplerer FN-konventi-

onen til bekæmpelse af terrorbombninger, jf. ovenfor. Modtager Danmark

således en udleveringsanmodning fra en stat, der har ratificeret FN’s terror-

finansieringskonvention, vedrørende en handling, der er omfattet af konven-

tionen, kan Danmark ikke afslå anmodningen med henvisning til forbuddet

124

mod udlevering for politiske lovovertrædelser. Bestemmelsen blev indsat

ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 (anti-terrorpakken).

Det følger af konventionens artikel 14, at en stat er afskåret fra at afslå bl.a.

udlevering alene med den begrundelse, at den forbrydelse, anmodningen an-

går, er en politisk forbrydelse, en forbrydelse, der har forbindelse med en

politisk forbrydelse, eller en forbrydelse, der udspringer af politiske moti-

ver.

Modtager Danmark således en udleveringsanmodning fra en stat, der har

ratificeret FN’s terrorfinansieringskonvention, vedrørende en handling, der

er omfattet af konventionen, kan Danmark ikke afslå anmodningen med

henvisning til forbuddet mod udlevering for politiske lovovertrædelser. Be-

stemmelsen blev oprindelig indsat i udleveringsloven ved lov nr. 378 af 6.

juni 2002

med henblik på at

muliggøre Danmarks ratifikation af konventio-

nen, og den blev senere ændret redaktionelt ved lov nr. 542 af 8. juni 2006.

Efter udleveringslovens § 5, stk. 3, nr. 5, finder forbuddet mod udlevering

for politiske lovovertrædelser herudover ikke anvendelse, når handlingen,

for hvilken der søges udlevering, er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-

konventionen til bekæmpelse af nuklear terrorisme. FN-konventionen om

nuklear terrorisme indeholder en forpligtelse for de kontraherende stater til

at kriminalisere en række handlinger vedrørende ulovlig besiddelse og brug

mv. af radioaktivt materiale med forsæt til at forårsage død eller alvorlig

personskade eller til at forårsage betydelig tings- eller miljøskade.

Bestemmelsen blev indsat i udleveringsloven ved lov nr. 542 af 8. juni 2006

med henblik på, at Danmark kunne ratificere konventionen.

Efter lovens § 5, stk. 3, nr. 6, finder forbuddet mod udlevering for politiske

lovovertrædelser endvidere ikke anvendelse, når handlingen, for hvilken der

søges udlevering, er omfattet af artikel 7 i Det Internationale Atomenergi-

agenturs konvention om fysisk beskyttelse af nukleare materialer som æn-

dret ved ændringskonvention af 8. juli 2005 til Det Internationale Atomener-

giagenturs konvention om fysisk beskyttelse af nukleare materialer.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 99 af 10. februar 2009 om ændring af

lov om brug m.v. af radioaktive stoffer og lov om udlevering af lovovertræ-

dere (Gennemførelse af ændringskonvention af 8. juli 2005 til Det Interna-

tionale Atomenergiagenturs konvention om fysisk beskyttelse af nukleare

materialer) med henblik på at gennemføre ændringskonventionen af 8. juli

125

2005 til Det internationale Atomenergiagenturs konvention af 26. oktober

1979 om fysisk beskyttelse af nukleare materialer. Konventionens formål er

navnlig at sikre, at der ved transport af nukleare materialer træffes foran-

staltninger til fysisk beskyttelse af disse materialer mod ulovlig tilegnelse

og brug og herved forhindre tyveri og misbrug af nukleare materialer, der

kan anvendes til våben. Konventionen skal således medvirke til på interna-

tionalt plan at forbedre sikkerheden på området og forpligter de enkelte

lande til at muliggøre visse krav om udlevering mv.

Endelig følger det af udleveringslovens § 5, stk. 3, nr. 7, at forbuddet mod

udlevering for politiske lovovertrædelser endvidere ikke finder anvendelse,

når handlingen, for hvilken der søges udlevering, er omfattet af artikel 3

eller artikel 3 b, 3 c eller 3 d i konventionen af 10. marts 1988 til bekæmpelse

af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden som henholdsvis ændret og

indsat ved protokollen af 1. november 2005 til konventionen af 10. marts

1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden eller

artikel 2, 2 b eller 2 c i protokollen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af

ulovlige handlinger mod sikkerheden for fastgjorte platforme, der befinder

sig på kontinentalsokkelen, som henholdsvis ændret og indsat ved protokol-

len af 1. november 2005 til protokollen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af

ulovlige handlinger mod sikkerheden for fastgjorte platforme, der befinder

sig på kontinentalsokkelen.

Den ovennævnte undtagelse til forbuddet mod udlevering for en politisk for-

brydelse blev indsat i udleveringsloven ved lov nr. 494 af 12. maj 2010 om

ændring af lov om anvendelsen af visse af Det Europæiske Fællesskabs rets-

akter om økonomiske forbindelser til tredjelande m.v. og lov om udlevering

af lovovertrædere (Forbud mod transport af visse produkter og teknologi

med dobbelt anvendelse m.v.) med henblik på at gennemføre to protokoller

af 1. november 2005 om ændring af konvention af 10. marts 1988 til be-

kæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden (Convention for

the Suppression of Unlawful Acts Against the Safety of Maritime Naviga-

tion) (SUA-konventionen), og den tilhørende protokol til bekæmpelse af

ulovlige handlinger mod sikkerheden for fastgjorte platforme, der befinder

sig på kontinentalsokkelen (1988-protokollen).

De nævnte bestemmelser i SUA-konventionen og 1988-protokollen opreg-

ner en lang række kriminelle handlinger, herunder med terrorforsæt at an-

vende skibe eller platforme til at forårsage død eller omfattende ødelæggelse

bl.a. på miljøet eller at anvende atomvåben mv. fra eller mod skibe eller

platforme. Bestemmelsen i udleveringslovens § 5, stk. 3, nr. 7, indebærer,

126

at en anmodning om udlevering på grundlag af en sådan forbrydelse ikke

må afvises alene med den begrundelse, at den angår en politisk forbrydelse

mv.

Det må desuden antages at følge af statutterne for de internationale tribuna-

ler til pådømmelse af krigsforbrydelser i henholdsvis det tidligere Jugosla-

vien og i Rwanda, som er vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd, at FN’s med-

lemsstater ikke kan afslå udlevering til tribunalerne med henvisning til, at

en handling betragtes som en politisk forbrydelse, jf. herved forarbejderne

til lov nr. 378 af 6. juni 2002, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling,

tillæg A, side 866.

Danmark er endvidere afskåret fra at afslå udlevering til Den Internationale

Straffedomstol efter lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale

Straffedomstol under henvisning til, at handlingen betragtes som en politisk

forbrydelse, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 502-503.

Som nævnt ovenfor følger det herudover af udleveringslovens § 5, stk. 4, at

udlevering for en handling omfattet af artikel 5 eller 9, jf. artikel 5, i Euro-

parådets konvention om forebyggelse af terrorisme i særlige tilfælde kan

afslås, hvis det vurderes, at der er tale om en politisk lovovertrædelse.

Bestemmelsen, der blev indsat ved lov nr. 542 af 8. juni 2006, har til formål

at tydeliggøre, at der i medfør af Europarådets konvention om forebyggelse

af terrorisme ikke består en ubetinget pligt til udlevering for en politisk for-

brydelse, når handlingen er omfattet af konventionens artikel 5 eller 9, jf.

artikel 5 (om offentlig opfordring til at begå en terrorhandling), sådan som

det er tilfældet, hvis handlingen er omfattet af konventionens artikel 6, 7

eller 9, jf. artikel 6 og 7, jf. udleveringslovens § 5, stk. 3, nr. 2.

Bestemmelsen indebærer således, at de danske myndigheder ikke vil være

afskåret fra efter en konkret vurdering at anse en overtrædelse af konventi-

onens artikel 5 eller 9, jf. artikel 5, for en politisk lovovertrædelse, ligesom

de danske myndigheder i en sådan situation ikke vil være afskåret fra at afslå

udlevering med denne begrundelse.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at der med formuleringen

»i særlige tilfælde« sigtes til, at en offentlig opfordring til at begå en terror-

handling som udgangspunkt må antages ikke at være en politisk forbrydelse,

medmindre der foreligger holdepunkter for det modsatte, jf. Folketingsti-

dende 2005-06, tillæg A, side 7233.

127

3.5.8.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

I forhold til den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 5, stk. 3, fo-

reslås den for det første udvidet med en henvisning til artikel 4 i tvangsfor-

svindingskonventionen.

Danmark undertegnede tvangsforsvindingskonventionen den 25. september

2007, men har ikke ratificeret konventionen.

Efter tvangsforsvindingskonventionens artikel 13, stk. 1, må en tvangsfor-

svindingsforbrydelse ikke betragtes som en politisk lovovertrædelse, som

knyttet til en politisk overtrædelse eller som en overtrædelse inspireret af

politiske motiver. En anmodning om udlevering baseret på en tvangsfor-

svindingsforbrydelse i henhold til konventionens artikel 4 må derfor ikke

afslås på ene grundlag, at den vedrører en politisk overtrædelse, en forbry-

delse, som er knyttet til en politisk overtrædelse, eller en overtrædelse in-

spireret af politiske motiver. På den baggrund foreslås det, at bestemmelsen

i udleveringslovens § 5, stk. 3, udvides til at omfatte handlinger, der er om-

fattet af tvangsforsvindingskonventionens artikel 4.

Med hensyn til tvangsforsvindingskonventionens krav om kriminalisering

af en tvangsforsvinding bemærkes, at en tvangsforsvindingsforbrydelse vil

kunne straffes efter de gældende bestemmelser i straffelovgivningen, her-

under bl.a. straffelovens kapitel 16 og 26.

For det andet foreslås det at videreføre bestemmelsen i udleveringslovens §

5, stk. 3, nr. 8, som blev indsat ved lov nr. 310 af 25. april om beskyttelse af

kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt. Bestemmelsen er endnu ikke

trådt i kraft.

Bestemmelsen henviser til artikel 15, stk. 1, litra a-c, i

2. protokol af 26. marts

1999 til UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturvær-

dier i tilfælde af væbnet konflikt (herefter UNESCO-konventionens 2. proto-

kol).

Tiltrædelse af UNESCO-konventionens 2. protokol pålægger de deltagende

stater at skabe nationalt lovgivningsmæssigt grundlag for udlevering af per-

soner, der har gjort sig skyldige i overtrædelse af protokollens artikel 15,

stk. 1, litra a-c, herunder sikre at udlevering ikke kan afslås alene med den

begrundelse, at der er tale om en politisk lovovertrædelse. Der er tale om en

128

række nærmere angivne overtrædelser rettet mod kulturværdier under for-

højet beskyttelse samt ved omfattende ødelæggelse og tilegnelse af kultur-

værdier, som er beskyttet af selve UNESCO-konventionen og 2. protokol.

Som det bemærkes i pkt. 2.3 ovenfor har en tværministeriel arbejdsgruppe

med repræsentanter fra Kulturministeriet, Justitsministeriet, Forsvarsmini-

steriet og Udenrigsministeriet som grundlag for en afklaring af betydningen

af en dansk tiltrædelse af UNESCO-konventionens 2. protokol undersøgt

den juridiske rækkevidde af konventionens 2. protokol i lyset af Danmarks

allerede gældende internationale forpligtelser vedrørende beskyttelse af kul-

turværdier samt gældende dansk ret.

Det har af den nævnte tværministerielle arbejdsgruppe været vurderet, hvor-

vidt opfyldelse af konventionens 2. protokols krav om udlevering ved over-

trædelser rettet mod kulturværdier (artikel 15) kunne ske inden for ram-

merne af gældende dansk ret.

Efter artikel 20, stk. 1, i UNESCO-konventionens 2. protokol må ingen af

de overtrædelser, der er anført i artikel 15, stk. 1, litra a-c, med henblik på

udlevering betragtes som politiske overtrædelser, som overtrædelser knyttet

til politiske overtrædelser eller som overtrædelser inspireret af politiske mo-

tiver. En anmodning om udlevering baseret på sådanne overtrædelser må

derfor ikke afslås på det ene grundlag, at overtrædelsen vedrører en politisk

overtrædelse, en overtrædelse i forbindelse med politiske overtrædelser eller

en overtrædelse inspireret af politiske motiver.

Hvis Danmark skal leve op til UNESCO-konventionens 2. protokols be-

stemmelse om, at udlevering ikke kan afslås med henvisning til, at der er

tale om en politisk lovovertrædelse, er det arbejdsgruppens vurdering, at der

skal foretages en ændring af udleveringsloven, hvor konventionens 2. pro-

tokol skal tilføjes oplistningen i udleveringslovens § 5, stk. 3.

Arbejdsgruppen har på den baggrund anbefalet, at der gennemføres en sådan

ændring af udleveringsloven med henblik på dansk tiltrædelse af UNESCO-

konventionens 2. protokol.

Kulturministeriet tilslutter sig arbejdsgruppens anbefaling om, at bestem-

melsen i udleveringslovens § 5, stk. 3, udvides til at omfatte handlinger, der

er omfattet af artikel 15, stk. 1, litra a-c, i konventionens 2. protokol.

129

De nævnte bestemmelser i artikel 15, stk. 1, litra a-c, i UNESCO-konventi-

onens 2. protokol opregner en række strafbare handlinger, herunder at den

pågældende forsætligt gør kulturværdier under forhøjet beskyttelse til gen-

stand for angreb, anvender kulturværdier under forhøjet beskyttelse eller de-

res umiddelbare omgivelser til støtte for militær aktion eller omfattende øde-

læggelse eller tilegnelse af kulturværdier beskyttet i henhold til konventio-

nen eller protokollen.

Forslaget indebærer, at udlevering baseret på en overtrædelse af artikel 15,

stk. 1, litra a-c, i UNESCO-konventionens 2. protokol ikke vil kunne afslås

på det ene grundlag, at overtrædelsen vedrører en politisk overtrædelse, en

overtrædelse knyttet til en politisk overtrædelse eller en overtrædelse inspi-

reret af politiske motiver.

Med lovforslaget foreslås udleveringslovens § 5 i øvrigt videreført uændret.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 25 samt bemærkningerne hertil.

3.5.9. Forældelse

3.5.9.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 9 kan udlevering til lande uden for Den Europæ-

iske Union ikke ske, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf

for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret. Bestem-

melsen er i overensstemmelse med artikel 10 i 1957-konventionen, og er en

obligatorisk afslagsgrund. Udleveringslovens § 9 finder både anvendelse i

forhold til udlevering af danske statsborgere og udlændinge til en stat uden

for Norden og Den Europæiske Union.

Bestemmelsen forpligter således de danske myndigheder til i forbindelse

med en afgørelse om udlevering at sikre, at strafansvaret eller adgangen til

at fuldbyrde straf for den pågældende handling ikke er forældet efter straf-

felovens §§ 93-97 c.

Det fremgår ikke udtrykkeligt af udleveringslovens § 9, at der ved vurderin-

gen af, om der er indtrådt forældelse efter dansk ret, skal lægges vægt på

fristafbrydende skridt, som er foretaget i udlandet.

Det følger imidlertid af den hidtidige praksis i udleveringssager, at der ved

vurderingen af, om der er indtrådt forældelse efter dansk ret, lægges vægt

130

på fristafbrydende skridt, som er foretaget i udlandet. Der kan i den forbin-

delse henvises til Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2011, refereret i Uge-

skrift for Retsvæsen 2011, side 2904ff.

Efter artikel 1 i den fjerde tillægsprotokol til 1957-konventionen affattes

konventionens artikel 10, stk. 2, således, at udlevering ikke skal kunne afslås

under henvisning til, at det strafbare forhold er forældet efter den anmodede

stats lovgivning.

Efter artikel 10, stk. 3, kan de kontraherende stater dog i forbindelse med

undertegnelse eller ratifikationen mv. af tillægsprotokollen tage forbehold

til bestemmelsen i stk. 2, hvis en anmodning om udlevering vedrører et straf-

bart forhold, som efter den pågældende stats lovgivning er underlagt dens

egen kompetence, jf. litra a, eller hvis den pågældende stats nationale lov-

givning foreskriver, at udlevering ikke kan ske, hvis strafansvaret eller ad-

gangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være foræl-

det efter den pågældende stats regler, jf. litra b.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 428 af 1. maj 2013, hvorved bl.a. den

tredje og fjerde tillægsprotokol til 1957-konventionen blev gennemført, at

det er Justitsministeriets opfattelse, at Danmark i forbindelse med tiltrædel-

sen af den fjerde tillægsprotokol i medfør af artikel 10, stk. 3, litra b, bør

afgive en erklæring i forhold til anvendelsen af artikel 10, stk. 2, som affattet

ved den fjerde tillægsprotokols artikel 1. Det fremgår således, at regeringen

agter at afgive erklæring om, at man fra dansk side i medfør af 1957-kon-

ventionens artikel 10, stk. 3, som affattet ved den fjerde tillægsprotokols

artikel 1, forbeholder sig ret til ikke at lade bestemmelsens stk. 2, finde an-

vendelse, hvis en anmodning om udlevering vedrører et strafbart forhold,

som efter dansk ret er underlagt dansk jurisdiktion, eller hvis dansk ret fo-

reskriver, at udlevering ikke kan ske, fordi strafansvaret eller adgangen til

at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter

dansk ret.

3.5.9.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den foreslåede bestemmelse viderefører med redaktionelle ændringer udle-

veringslovens § 9.

Der

henvises i øvrigt til lovforslagets § 26 samt bemærkningerne hertil.

131

3.5.10. Eksterritorial jurisdiktion

3.5.10.1. Gældende ret

Det fremgår af udleveringslovens § 10 f, stk. 2, at udlevering til en anden

EU-medlemsstat kan afslås, hvis den anmodende stat støtter sin udleverings-

anmodning på en handling foretaget i et tredjeland, og Danmark i en tilsva-

rende situation efter straffelovens regler om jurisdiktion i §§ 6-9 ikke ville

have mulighed for at foretage strafforfølgning. Udlevering vil således kunne

afslås, hvis den anmodende medlemsstat udøver såkaldt eksterritorial juris-

diktion (dvs. foretager strafforfølgning af handlinger begået uden for den

pågældende medlemsstats eget territorium) på områder, hvor der ikke er til-

svarende dansk eksterritorial jurisdiktion.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret om eksterritorial jurisdiktion

som betingelse for udlevering fra Danmark til medlemsstater i Den Europæ-

iske Union bortset fra Finland og Sverige henvises til pkt. 3.4.3.1.

Der er i udleveringsloven ikke en tilsvarende bestemmelse for så vidt angår

udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union. Der er hel-

ler ikke en tilsvarende bestemmelse for så vidt angår udlevering til de nor-

diske lande.

3.5.10.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-

ning

Justitsministeriet finder, at der, når der kan stilles krav om eksterritoriel ju-

risdiktion i relation til sager om udlevering til andre EU-medlemsstater, jf.

udleveringslovens § 10 f, stk. 2, også bør kunne stilles et tilsvarende krav i

relation til udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.

Det foreslås således, at der indsættes en bestemmelse herom i udleverings-

lovens kapitel 5 om betingelser for udlevering mellem Danmark og stater

uden for Norden og Den Europæiske Union. Denne mulighed for afslag på

udlevering vil således fremover også gælde i sager om udlevering til stater

uden for Norden og Den Europæiske Union.

Der

henvises i øvrigt til lovforslagets § 27 samt bemærkningerne hertil.

3.5.11. Udeblivelsesdomme

132

3.5.11.1. Gældende ret

Udleveringslovens § 10 g fastsætter de betingelser, som skal være opfyldt

for, at Danmark som fuldbyrdelsesstat kan udlevere en domfældt med hen-

blik på fuldbyrdelse af en dom om fængselsstraf eller anden frihedsberø-

vende foranstaltning, som er afsagt, uden at den pågældende har været til

stede under retssagen (udeblivelsesdomme) til en medlemsstat i Den Euro-

pæiske Union.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret om afgørelser afsagt

in absentia

(udeblivelsesdomme) som betingelse for udlevering fra Danmark til med-

lemsstater i Den Europæiske Union bortset fra Finland og Sverige henvises

til pkt. 3.4.3.1.

Der er i udleveringsloven ikke en tilsvarende bestemmelse for så vidt angår

udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union. Der er hel-

ler ikke en tilsvarende bestemmelse for så vidt angår udlevering til de nor-

diske lande.

3.5.11.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-

ning

Justitsministeriet finder, at hensynet til at styrke retssikkerheden for dom-

fældte, der begæres udleveret til straffuldbyrdelse i udlandet, tilsiger, at der

– på lige fod med, hvad der gælder for udlevering af personer til straffuld-

byrdelse i andre EU-medlemsstater – bør stilles betingelser for udlevering

til stater uden for Norden og Den Europæiske Union med henblik på straf-

fuldbyrdelse af domme afsagt

in absentia

(udeblivelsesdomme). Det fore-

slås, at betingelserne svarer til dem, der gælder for udlevering til andre EU-

medlemsstater med henblik på straffuldbyrdelse af udeblivelsesdomme.

Der

henvises i øvrigt til lovforslagets § 28 samt bemærkningerne hertil.

3.5.12. Strafforfølgning for andre lovovertrædelser og videreudlevering

3.5.12.1. Gældende ret

Udleveringslovens § 10 angiver visse obligatoriske vilkår, som skal fastsæt-

tes i forbindelse med udlevering til stater uden for Norden og Den Europæ-

iske Union.

133

Bestemmelsen i udleveringslovens § 10 finder tilsvarende anvendelse ved

udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union, jf. lovens § 10 j, stk.

1. Ved udlevering til de nordiske lande gælder de samme betingelser som

angivet i udleveringslovens § 10, nr. 1, litra b og c, jf. herved § 10 o, stk. 2

og 4. I relation til udlevering til de nordiske lande har betingelserne dog et

væsentligt mere begrænset anvendelsesområde, da udgangspunktet efter lo-

vens § 10 o, stk. 1, er, at der kan ske strafforfølgning for andre lovovertræ-

delser end den, der er sket udlevering for.

Efter udleveringslovens § 10, nr. 1, må udlevering kun ske på vilkår af, at

den udleverede ikke drages til ansvar eller udleveres videre til tredjeland for

en anden lovovertrædelse begået før udleveringen end den, for hvilken den

pågældende er udleveret (specialitetsreglen). Det fremgår af bestemmelsens

forarbejder, at den udleverede efter den gældende ordning ikke selv kan give

afkald på anvendelse af specialitetsreglen ved udlevering til stater uden for

Norden og Den Europæiske Union, jf. Folketingstidende 1966-67, 2. sam-

ling, tillæg A, spalte 2550.

Efter udleveringslovens § 10, nr. 1, litra a-c, gælder forbuddet mod straffor-

følgning, straffuldbyrdelse eller videreudlevering for andre lovovertrædel-

ser begået før udleveringen dog ikke, hvis justitsministeren meddeler tilla-

delse hertil efter lovens § 20 (litra a), hvis den pågældende, uanset at han i

30 dage uhindret har kunnet forlade det land, hvortil han er udleveret, har

undladt dette (litra b), eller hvis den pågældende efter at have forladt det

pågældende land frivilligt er vendt tilbage (litra c).

De nærmere betingelser for, at justitsministeren kan meddele tilladelse til at

fravige specialitetsreglen, jf. § 10, nr. 1, litra a, fremgår af lovens § 20. Efter

denne bestemmelse kan justitsministeren efter anmodning tillade, at en per-

son, der er udleveret, underkastes strafforfølgning eller straffuldbyrdelse el-

ler udleveres videre til tredjeland for en anden strafbar handling begået før

udleveringen end den, som den pågældende er udleveret for, jf. § 20, stk. 1.

Der henvises i den forbindelse til pkt. 3.6.1.

Bestemmelsen i udleveringslovens § 10, nr. 1, litra b, implementerer den

ændring af 1957-konventionens artikel 14, stk. 1, litra b, der er foretaget ved

den fjerde tillægsprotokols artikel 3, som gennemført i dansk ret ved lov nr.

428 af 1. maj 2013, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 127 som fremsat,

side 56. I den forbindelse blev udrejsefristen ændret fra 45 dage til den gæl-

dende frist på 30 dage.

134

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 2012-13,

A, L 127 som fremsat, side 50, at fjerde tillægsprotokol til 1957-konventio-

nen således ændrer udrejsefristen i konventionens artikel 14, stk. 1, litra b,

fra 45 dage til 30 dage, hvilket gjorde det nødvendigt at ændre den tilsva-

rende udrejsefrist i udleveringslovens § 10, nr. 1, litra b, til 30 dage. Beslut-

ningen om at forkorte konventionens udrejsefrist fra 45 dage til 30 dage

skyldtes, at der blandt medlemsstaterne i Europarådet var enighed om, at der

godt 50 år efter vedtagelsen af konventionen ikke længere fandtes en objek-

tiv begrundelse for at fastholde 45-dages fristen, da det er blevet lettere at

rejse og forlade de kontraherende stater, hvis den udleverede person ønsker

det.

Det fremgår af udleveringslovens § 10, nr. 2, at den udleverede ikke uden

justitsministerens tilladelse må underkastes strafforfølgning ved en særdom-

stol. Bestemmelsen er oprindelig affattet ved lov nr. 249 af 9. juni 1967.

Ved ratifikationen af 1957-konventionen blev der fra dansk side taget for-

behold om, at det skal kunne gøres til et vilkår for udlevering, at den udle-

verede ikke bliver underkastet strafforfølgning ved en særdomstol. Det

fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at hvis særdomstolens nedsæt-

telse og sammensætning samt de regler, der gælder for strafforfølgning ved

domstolen ikke frembyder betænkeligheder ud fra straffeprocessuelle syns-

punkter, er det dog fundet rimeligt, at der i udleveringslovens § 10, nr. 2, er

en adgang til at fravige betingelsen, jf. Folketingstidende 1966-67, 2. sam-

ling, tillæg A, spalte 2550.

Endvidere anføres det i udleveringslovens § 10, nr. 3, at udlevering alene

kan ske på vilkår af, at dødsstraf ikke må fuldbyrdes for den pågældende

handling. Denne bestemmelse skal ses i lyset af artikel 11 i 1957-konventi-

onen, hvorefter udlevering for en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i

den stat, som har fremsat anmodning om udlevering, kan straffes med dø-

den, kan afslås af en stat, der ikke har hjemmel til at idømme dødsstraf, eller

som i almindelighed ikke fuldbyrder dødsstraf, medmindre den stat, der har

fremsat udleveringsanmodningen, afgiver en sådan forsikring, som den an-

den part anser for fyldestgørende, om, at dødsstraffen ikke vil blive fuldbyr-

det, jf. Folketingstidende 1966-67, 2. samling, tillæg A, spalte 2550.

Det følger i øvrigt af artikel 1 i 6. tillægsprotokol til Den Europæiske Men-

neskerettighedskonvention, at dødsstraf skal afskaffes, og at ingen må idøm-

mes en sådan straf eller henrettes. Bestemmelsen er i Den Europæiske Men-

neskerettighedsdomstols praksis blevet tillagt eksterritorial virkning. Det

135

betyder, at en konventionsstat vil handle i strid med bestemmelsen, hvis den

udleverer en person til et land, hvor den pågældende risikerer at blive idømt

og få fuldbyrdet dødsstraf. Dette gælder, hvad enten der er tale om udleve-

ring til strafforfølgning eller til straffuldbyrdelse. En konventionsstat vil dog

være fritaget for ansvar efter bestemmelsen, hvis den modtager tilstrække-

lige garantier fra den anmodende stat om, at den pågældende ikke vil blive

idømt eller få fuldbyrdet dødsstraf.

3.5.12.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-

ning

Med lovforslaget foreslås det bl.a. at overføre afgørelseskompetencen i sa-

ger om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union fra

justitsministeren (rigsadvokaten) til domstolene.

Med lovforslagets § 29, nr. 1, foreslås udleveringslovens § 10, nr. 1, således

videreført med den ændring, at kompetencen til at meddele tilladelse til fra-

vigelse af specialitetsreglen fremover alene tilkommer domstolene.

Endvidere foreslås med lovforslagets § 29, nr. 2, indsat en bestemmelse i

udleveringsloven, hvorefter den udleverede ikke uden rettens tilladelse må

underkastes strafforfølgning ved en særdomstol.

Bestemmelsen i udleveringslovens § 10, nr. 3, om vilkår om, at dødsstraf

ikke må fuldbyrdes, forslås videreført uændret med lovforslagets § 29, nr.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 29 og bemærkningerne hertil.

3.6. Behandlingen af sager om udlevering fra Danmark

3.6.1. Krav til indholdet af arrestordrer og udleveringsanmodninger

3.6.1.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 11, stk. 1, kan udlevering til stater uden for Nor-

den og Den Europæiske Union kun ske på grundlag af en anmodning, der

indeholder oplysninger om tid og sted for den strafbare handling, dennes

beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser. Der skal samtidig

med anmodningen fremsendes en udskrift af den beslutning om anholdelse

eller fængsling eller af den dom, der danner grundlag for anmodningen, jf.

136

stk. 2. Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at anmodning herudover

bør indeholde oplysning om den pågældendes nationalitet og opholdssted

her i landet samt sådanne oplysninger, som i øvrigt er nødvendige til be-

stemmelsen af den pågældendes identitet. Det er dog fundet unødvendigt at

optage en udtrykkelig bestemmelse herom i udleveringsloven, jf. Folke-

tingstidende 1966-67, 2. samling, tillæg A, spalte 2551.

Det følger endvidere af udleveringslovens § 18 a, stk. 1, at en europæisk

arrestordre, for at kunne danne grundlag for anholdelse og udlevering til en

medlemsstat i Den Europæiske Union, skal indeholde oplysning om den ef-

tersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, den-

nes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt oplysning

om, hvorvidt der er truffet beslutning om anholdelse eller fængsling, eller

om der er afsagt dom.

Bestemmelsen gennemfører artikel 8 i rammeafgørelsen om den europæiske

arrestordre vedrørende arrestordrens indhold og form. Den europæiske ar-

restordre udgør en anmodning om anholdelse, varetægtsfængsling og udle-

vering.

Ifølge rammeafgørelsen skal arrestordren indeholde de samme oplysninger,

som fremgår af udleveringslovens § 11. Der vil derimod ikke kunne stilles

krav om, at selve beslutningen om anholdelse, fængsling eller den dom, der

danner grundlag for arrestordren, fremsendes samtidig med denne. I stedet

vil en repræsentant for den anmodende judicielle myndighed skulle be-

kræfte de oplysninger, der fremgår af arrestordren, og den europæiske ar-

restordre vil indeholde de samme oplysninger, som normalt fremgår direkte

af beslutningen om anholdelse eller fængsling eller af dommen.

Det fremgår endvidere af udleveringslovens § 18 a, stk. 2, at en europæisk

arrestordre, der er udstedt med henblik på udlevering til strafforfølgning,

endvidere skal indeholde oplysning om, hvilken straf den pågældende hand-

ling efter lovgivningen i den medlemsstat, hvortil udlevering ønskes, kan

medføre.

Herudover skal en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på ud-

levering til straffuldbyrdelse, tillige indeholde oplysning om den idømte

straf eller anden retsfølge, jf. udleveringslovens § 18 a, stk. 3.

137

Udleveringsloven fastsætter bl.a. en række krav til indholdet af en nordisk

arrestordre. Den nordiske arrestordre udgør – ligesom den europæiske ar-

restordre – en anmodning om anholdelse, varetægtsfængsling og udlevering.

Det følger således af udleveringslovens § 18 g, stk. 1, at en nordisk arrest-

ordre, for at kunne danne grundlag for anholdelse og udlevering til en med-

lemsstat i Den Europæiske Union, skal indeholde oplysning om den efter-

søgtes identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes

beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt oplysning om,

hvorvidt der er truffet beslutning om anholdelse eller fængsling, eller om

der er afsagt dom.

Bestemmelsen gennemfører artikel 7 i den nordiske udleveringskonvention

vedrørende den nordiske arrestordres indhold og form.

Ifølge den nordiske udleveringskonvention skal arrestordren indeholde de

samme oplysninger, som fremgår af udleveringslovens § 11 om indholdet

af anmodning om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske

Union, og § 18 a om indholdet af den europæiske arrestordre. Ligesom med

hensyn til den europæiske arrestordre er der dog ikke krav om, at selve be-

slutningen om anholdelse, fængsling eller den dom, der danner grundlag for

arrestordren, fremsendes samtidig med denne.

Det fremgår endvidere af udleveringslovens § 18 g, stk. 2, at en nordisk

arrestordre, der er udstedt med henblik på udlevering til strafforfølgning,

endvidere skal indeholde oplysning om, hvilken straf den pågældende hand-

ling efter lovgivningen i den medlemsstat, hvortil udlevering ønskes, kan

medføre.

Herudover skal en nordisk arrestordre, der er udstedt med henblik på udle-

vering til straffuldbyrdelse, tillige indeholde oplysning om den idømte straf

eller anden retsfølge, jf. udleveringslovens § 18 g, stk. 3.

Det anmodende nordiske land kan i stedet for fremsendelse af en nordisk

arrestordre vælge at indberette den eftersøgte til Schengen-informationssy-

stemet. En sådan indberetning skal ifølge den nordiske udleveringskonven-

tion (artikel 8, stk. 3) have samme retsvirkninger som en nordisk arrestordre

– dvs. i første række en efterlysning og en anmodning om anholdelse og

fængsling. Dette svarer til, hvad der gælder efter den europæiske arrestor-

dre.

138

Det følger af artikel 1, stk. 2, i den nordiske udleveringskonvention, at en

europæisk arrestordre udfærdiget af Danmark, Finland eller Sverige skal be-

tragtes som en nordisk arrestordre efter denne konvention. Hensigten her-

med er at begrænse den administrative behandling af sagerne således, at det

ikke vil være nødvendigt at udstede såvel en nordisk arrestordre som en eu-

ropæisk arrestordre, hvis det anmodende land ikke har kendskab til, hvor

den, der ønskes udleveret, befinder sig. Denne bestemmelse er gennemført

i udleveringslovens § 18 g, stk. 4.

Danmark, Finland og Sverige vil således skulle benytte den nordiske arrest-

ordre i de situationer, hvor det anmodende land er bekendt med, at den, som

ønskes udleveret, opholder sig i et andet nordisk land. Derimod vil Dan-

mark, Finland eller Sverige kunne benytte den europæiske arrestordre i de

situationer, hvor det anmodende land ikke er bekendt med, hvor den, der

ønskes udleveret, befinder sig, og hvor det anmodende land f.eks. efterlyser

den pågældende gennem Schengen-informationssystemet. I disse tilfælde

vil den europæiske arrestordre – hvis det viser sig, at den eftersøgte opholder

sig i et af de øvrige nordiske lande – skulle betragtes som en nordisk arrest-

ordre og dermed behandles efter den nordiske udleveringskonvention.

3.6.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med henblik på at fastsætte ens krav vedrørende indholdet af en nordisk

arrestordre, en europæisk arrestordre og en udleveringsanmodning er der

med de foreslåede § 30, stk. 1-3, fastsat bestemmelser identiske med de reg-

ler, der gælder for de nordiske lande og Den Europæiske Union.

Den europæiske arrestordre og den nordiske arrestordre vil opfylde betin-

gelserne, hvis de pågældende formularer er udfyldt korrekt.

For så vidt angår udleveringsanmodninger fra stater uden for Norden og Den

Europæiske Union skal oplysningerne fremgå af det skriftlige materiale, den

anmodende stat fremsender. Det følger af artikel 12 i 1957-konventionen

om udlevering, at der med anmodningen skal følge udskrift af den beslut-

ning om anholdelse eller fængsling eller af den dom, der danner grundlag

for anmodningen.

De foreslåede bestemmelser i § 30, stk. 1-3, viderefører gældende ret, og der

er ikke tilsigtet en ændring af den gældende retstilstand.

139

Den 28. juni 2006 er der indgået en aftale mellem Den Europæiske Union

og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for overgi-

velse mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og Norge.

Aftalen indebærer, at der i et vist omfang vil gælde regler svarende til reg-

lerne i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre i forholdet mellem

EU-medlemsstaterne på den ene side og Island og Norge på den anden side.

Aftalen træder i kraft den 1. november 2019.

Da reglerne i den nordiske udleveringskonvention imidlertid er mere vidt-

gående end denne aftale, vil aftalen ikke få nogen praktisk betydning i for-

holdet mellem Danmark og Island og Norge, da sager om udlevering mellem

disse lande i så fald skal behandles efter den nordiske udleveringskonven-

tion.

Med henblik på at præcisere dette i lovteksten i lighed med den nuværende

præcisering om, at en europæisk arrestordre udstedt af Finland eller Sverige

betragtes som en nordisk arrestordre, foreslås bestemmelsen udvidet, så det

tillige fremgår, at en arrestordre i henhold til aftalen mellem Den Europæi-

ske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for

overgivelse mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og

Norge betragtes som en nordisk arrestordre.

Med lovforslagets § 30, stk. 4, foreslås udleveringslovens § 18 g, stk. 4, på

den baggrund videreført med denne ændring.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 30 og bemærkningerne hertil.

3.6.2. Central myndighed

3.6.2.1. Gældende ret

Det følger af artikel 7, stk. 1, i rammeafgørelsen om den europæiske arrest-

ordre, at hver medlemsstat kan udpege en central myndighed eller, hvis det

er foreskrevet i dens retssystem, flere centrale myndigheder til at bistå de

kompetente judicielle myndigheder.

Det følger endvidere af rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, at en medlems-

stat, hvis det bliver nødvendigt på grund af dens retssystem, kan overdrage

den administrative fremsendelse og modtagelse af europæiske arrestordrer

samt al anden officiel korrespondance i den forbindelse til sin eller sine cen-

trale myndigheder.

140

Det følger af artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelsen, at hvis den fuldbyrdende

judicielle myndighed finder, at de oplysninger, som den udstedende myn-

dighed har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse

om udlevering, anmoder den straks om at få de nødvendige supplerende op-

lysninger, og kan fastsætte en tidsfrist for fremsendelsen af disse oplysnin-

ger under hensyn til at overholde de i rammeafgørelsen fastsatte tidsfrister.

Det bemærkes endvidere, at der særligt vil være tale om oplysninger, der

har betydning for vurderingen af spørgsmål om rammeafgørelsens artikel 3

(obligatoriske afslagsgrunde), artikel 4 (fakultative afslagsgrunde) og artikel

5 (særlige garantier) samt artikel 8 (arrestordrens indhold og form).

Udleveringsloven indeholder ikke bestemmelser herom.

3.6.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som konsekvens af overførslen af kompetence til domstolene til at udstede

europæiske arrestordrer og træffe afgørelser i sager om udlevering til bl.a.

medlemsstater i Den Europæiske Union, foreslås det, at der indsættes en ny

bestemmelse som lovforslagets § 31, hvorefter justitsministeren udpeger en

central myndighed, som modtager europæiske arrestordrer og udleverings-

anmodninger fra stater uden for Norden og EU.

I dag fremsendes europæiske arrestordrer og udleveringsanmodninger fra

stater uden for Norden og Den Europæiske Union til Rigsadvokaten, enten

direkte fra det anmodende lands myndigheder eller via Rigspolitiet.

Rigsadvokaten foretager herefter en indledende vurdering af sagen og over-

vejer, om udlevering allerede på det foreliggende grundlag bør afslås.

Hvis udlevering ikke afslås på det foreliggende grundlag, fremsender Rigs-

advokaten en høring til den politikreds, hvor pågældende opholder sig, bi-

lagt arrestordren eller udleveringsanmodningen.

Med henblik på at fortsætte den nuværende ordning, hvor Rigsadvokaten

allerede fungerer som en central myndighed i behandlingen af sager om ud-

levering til medlemsstater i Den Europæiske Union og til stater uden for

Norden og Den Europæiske Union, er det hensigten, at justitsministeren ud-

peger Rigsadvokaten som den centrale myndighed, hvilket vil blive meddelt

Generalsekretariatet for Rådet som foreskrevet i artikel 7, stk. 2, i ramme-

afgørelsen om den europæiske arrestordre.

141

Hvis det efterfølgende måtte vise sig hensigtsmæssigt, at en anden myndig-

hed bliver udpeget som central myndighed i stedet for Rigsadvokaten, vil

justitsministeren kunne ændre udpegelsen uden en lovændring.

For så vidt angår de nordiske lande bliver den nordiske arrestordre efter an-

holdelse i Danmark i dag sendt direkte fra anklagemyndigheden i det pågæl-

dende nordiske land til politikredsen.

Der er ikke tilsigtet en ændring af denne retstilstand. Rigsadvokaten vil der-

for ikke fungere som central myndighed i sager om udlevering til de nordi-

ske lande (herunder Finland og Sverige, der også er medlemsstater i Den

Europæiske Union).

Med henblik på, at sager om udlevering bliver tilstrækkeligt oplyst på et

tidligt tidspunkt, foreslås det endvidere bestemt, at den centrale myndighed

kan indhente supplerende oplysninger hos den udstedende myndighed i det

anmodende land.

Domstolene vil tillige få adgang til at anmode om supplerende oplysninger

i forbindelse med behandlingen af en anmodning fra en anden stat om udle-

vering, jf. lovforslagets § 35, stk. 4.

Såfremt kompetencen til at anmode om supplerende oplysninger fra den an-

modende medlemsstat alene blev lagt hos domstolene, ville der være risiko

for, at sagerne først blev tilstrækkeligt oplyst efter indbringelsen for retten,

hvilket ville forsinke sagen og eventuelt forlænge den periode, hvor den på-

gældende skal være varetægtsfængslet, inden retten kan træffe afgørelse.

Anklagemyndigheden vil i sager vedrørende den nordiske arrestordre tillige

have adgang til at anmode om supplerende oplysninger fra det anmodende

nordiske land i overensstemmelse med gældende praksis.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 31 og bemærkningerne hertil.

3.6.3. Politiets undersøgelse

3.6.3.1. Gældende ret

En anmodning fra en stat uden for Norden og Den Europæiske Union om

udlevering sendes efter udleveringslovens § 12 til politiet på det sted, hvor

142

den, som søges udleveret, har ophold, medmindre justitsministeren allerede

på grundlag af anmodningen og de oplysninger, der følger med denne, fin-

der at burde afslå udlevering. Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at

Justitsministeriet uden videre skal afslå anmodningen, hvis det umiddelbart

af udleveringsanmodningen fremgår, at betingelserne for udlevering ikke er

opfyldt, f.eks. fordi lovovertrædelsen ikke efter dansk ret kan medføre fæng-

sel i et år. Det samme gælder, hvis Justitsministeriet allerede på det forelig-

gende grundlag måtte finde, at anmodningen af andre grunde ikke bør imø-

dekommes, jf. Folketingstidende 1966-67, 2. samling, tillæg A, spalte 2551.

I andre tilfælde sendes anmodningen til politiet, der herefter uden ophold

iværksætter den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingel-

serne for udlevering er opfyldt. Politiets undersøgelse foretages i overens-

stemmelse med retsplejelovens regler om strafferetsplejen. Det fremgår af

bestemmelsens forarbejder, at henvisningen i bestemmelsen til retsplejelo-

vens regler også omfatter reglerne for erstatning for uberettiget frihedsberø-

velse, jf. Folketingstidende 1966-67, 2. samling, tillæg A, spalte 2551.

For så vidt angår udlevering til andre EU-medlemsstater følger det af udle-

veringslovens § 18 b, stk. 1, at medmindre justitsministeren allerede på

grundlag af oplysningerne i den europæiske arrestordre finder at burde afslå

udlevering, sendes den europæiske arrestordre til politiet på det sted, hvor

den, som søges udleveret, har ophold. Herefter iværksætter politiet uden op-

hold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for

udlevering er opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i rets-

plejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.

Det følger af udleveringslovens § 18 h, at en nordisk arrestordre sendes til

politidirektøren på det sted, hvor den, som søges udleveret, opholder sig.

Politiet iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er nødven-

dig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. For denne un-

dersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne

lempelser.

3.6.3.1.1. Varetægtsfængsling mv. på grundlag af en udleveringsanmodning

fra en stat uden for Norden og Den Europæiske Union

De retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, ka-

pitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73

om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75

a om andre efterforskningsskridt, kan anvendes i samme omfang som i sager

143

vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet, jf.

udleveringslovens § 13. I forbindelse med udleveringssager vil det navnlig

være bestemmelserne om anholdelse og varetægtsfængsling, som anvendes

med henblik på at sikre den pågældendes fortsatte tilstedeværelse under ud-

leveringssagens behandling. Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, jf.

Folketingstidende 1966-67, 2. samling, tillæg A, spalte 2551-2552, at

grundlaget for udlevering allerede på dette stadium af udleveringssagen vil

blive gjort til genstand for en vis foreløbig domstolsprøvelse, idet f.eks.

fængsling ikke kan anvendes, hvis retten på det foreliggende grundlag fin-

der, at betingelserne for udlevering ikke er til stede. Det fremgår dog, at en

fuldstændig prøvelse først forudsættes at kunne kræves efter afslutningen af

den politimæssige undersøgelse (og Justitsministeriets afgørelse om udleve-

ring). Det bemærkes samtidig, at dette ikke indebærer en fravigelse af, at

den udenlandske dom eller beslutning om anholdelse eller fængsling bør

lægges til grund uden nærmere prøvelse af skyldsspørgsmålet, medmindre

det på grund af særlige omstændigheder må antages, at dommen eller be-

slutningen savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, jf. lovens § 3, stk.

3.6.3.1.2. Varetægtsfængsling mv. på grundlag af en europæisk arrestordre

Efter artikel 12 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre skal den

judicielle myndighed i den anmodede stat i overensstemmelse med national

ret afgøre, om den anholdte fortsat skal være frihedsberøvet i forbindelse

med undersøgelsen af, om en europæisk arrestordre skal imødekommes.

Den anholdte kan på et hvilket som helst tidspunkt løslades midlertidigt i

overensstemmelse med national ret, dog under forudsætning af, at den kom-

petente myndighed træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at

den pågældende ikke unddrager sig den eventuelle udlevering.

Det følger af rammeafgørelsen, at den person, der er omfattet af en europæ-

isk arrestordre, skal kunne anholdes og varetægtsfængsles for ethvert for-

hold, der kan medføre udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre.

Varetægtsfængsling skal endvidere efter rammeafgørelsen kunne finde sted

på grundlag af en europæisk arrestordre, selv om handlingen ikke er strafbar

i Danmark, hvis der er tale om en handling, der er omfattet af positivlisten,

jf. rammeafgørelsens artikel 2, stk. 2.

På denne baggrund er der i udleveringslovens § 18 b, stk. 2, 1. pkt., indsat

en bestemmelse, der præciserer adgangen til at anholde og varetægtsfængsle

personer, der er omfattet af en europæisk arrestordre.

144

Efter § 18 b, stk. 2, 1. pkt., kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens

kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, anvendes

med henblik på at fremme politiets undersøgelse af sagen og sikre udleve-

ringen, såfremt den europæiske arrestordre er udstedt for en lovovertræ-

delse, der kan medføre udlevering efter reglerne i udleveringslovens kapitel

2 a. Bestemmelsen indebærer, at den person, som den europæiske arrestor-

dre vedrører, kan anholdes og varetægtsfængsles for ethvert forhold, som

kan medføre udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre. Adgangen

til at anholde og varetægtsfængsle personer, der er omfattet af en europæisk

arrestordre er dermed videre, end adgangen til at anholde og varetægts-

fængsle personer i medfør af udleveringslovens § 13.

Det fremgår således af bestemmelsens forarbejder, at såfremt arrestordren

vedrører en handling, som kan medføre udlevering i medfør af udleverings-

lovens § 10 a om udlevering til EU-medlemsstater, vil varetægtsfængsling

ikke kunne nægtes under henvisning til, at der i medfør af strafferammekra-

vet i retsplejelovens § 762 ikke ville kunne ske varetægtsfængsling i sager

vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet.

Tilsvarende vil der kunne ske varetægtsfængsling i sager, der vedrører en

handling, der ikke er strafbar her i landet, hvis der er tale om en handling,

der i medfør af udleveringslovens § 10 a, stk. 1, vil kunne medføre udleve-

ring, og de øvrige betingelser i retsplejelovens § 762 er opfyldt, jf. Folke-

tingstidende 2002-03, tillæg A, side 4323.

I øvrigt finder retsplejelovens regler om varetægtsfængsling tilsvarende an-

vendelse. Der vil således f.eks. ikke skulle ske varetægtsfængsling, hvis ret-

ten finder, at varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre indgri-

bende foranstaltninger, og den pågældende samtykker i disse foranstaltnin-

ger, jf. retsplejelovens § 765.

Herudover følger det af udleveringslovens § 18 b, stk. 2, 2. pkt., at de rets-

midler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel

73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel

75 a om andre efterforskningsskridt, kan anvendes i samme omfang, som i

sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i lan-

det. Det vil sige, at der gælder et krav om dobbelt strafbarhed.

3.6.3.1.3. Varetægtsfængsling mv. på grundlag af en nordisk arrestordre

145

Efter den nordiske udleveringskonventions artikel 10, stk. 1, skal den judi-

cielle myndighed i det anmodede nordiske land i overensstemmelse med

national ret afgøre, om den anholdte fortsat skal være frihedsberøvet i for-

bindelse med undersøgelsen af, om en nordisk arrestordre skal imødekom-

mes. Den anholdte kan på et hvilket som helst tidspunkt løslades midlerti-

digt i overensstemmelse med national ret, dog under forudsætning af, at den

kompetente myndighed træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre,

at den pågældende ikke unddrager sig den eventuelle udlevering.

Derudover vil de nordiske landes nationale retsmidler om anholdelse og va-

retægtsfængsling finde anvendelse i forbindelse med fuldbyrdelsen af den

nordiske arrestordre, jf. artikel 10, stk. 2. Endvidere vil andre retsmidler som

f.eks. ransagning og beslaglæggelse mv. kunne anvendes i samme omfang

som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art i de enkelte lande.

Det følger endvidere af den nordiske udleveringskonvention, at den person,

der er omfattet af en nordisk arrestordre, skal kunne anholdes og varetægts-

fængsles for ethvert forhold, der kan medføre udlevering på grundlag af en

nordisk arrestordre. Hvis arrestordren vedrører en handling, som kan med-

føre udlevering i medfør af den nordiske udleveringskonvention, vil vare-

tægtsfængsling således ikke kunne nægtes under henvisning til, at straffe-

rammekravet i retsplejelovens § 762 ikke er opfyldt, herunder fordi forhol-

det ikke er strafbart i Danmark, jf. konventionens artikel 2, stk. 3.

Den nordiske udleveringskonventions artikel 10 svarer til, hvad der gælder

for udlevering i henhold til en europæisk arrestordre, jf. udleveringslovens

§ 18 b, stk. 2, der gennemfører artikel 12 i rammeafgørelsen om den euro-

pæiske arrestordre.

På den baggrund er der i udleveringslovens § 18 h, stk. 2, indsat en bestem-

melse, der svarer til udleveringslovens § 18 b, stk. 2.

Det fremgår i den forbindelse af de almindelige bemærkninger, jf. Folke-

tingstidende 2006-07, tillæg A, side 2514, at retsplejelovens regler om va-

retægtsfængsling i øvrigt finder tilsvarende anvendelse. Der vil således

f.eks. ikke skulle ske varetægtsfængsling, hvis retten finder, at varetægts-

fængslingens øjemed kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger,

og den pågældende samtykker i disse foranstaltninger, jf. retsplejelovens §

765.

3.6.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

146

Med henblik på at samle bestemmelser med identisk indhold, foreslås § 32,

stk. 1, indsat i kapitlet om behandling af sager om udlevering fra Danmark.

Den foreslåede bestemmelse viderefører gældende ret, og der er ikke tilsig-

tet en ændring af den gældende retstilstand, jf. dog nedenfor.

Der er i den foreslåede bestemmelse foretaget nogle præciseringer i forhold

til de gældende bestemmelser.

Det foreslås således, at den nordiske arrestordre, den europæiske arrestordre

og udleveringsanmodningen sendes til

anklagemyndigheden

i den politi-

kreds på det sted, hvor den, som søges udleveret,

bor

eller opholder sig. Som

nævnt er det Rigsadvokaten, der forudsættes fra udlandet at modtage euro-

pæiske arrestordrer og udleveringsanmodninger fra stater uden for Norden

og Den Europæiske Union og derefter sende sagen til den lokale anklage-

myndighed (medmindre fremsendelse undlades i medfør af det foreslåede

stk. 4, jf. herom nedenfor).

Endvidere foreslås det for så vidt angår politiets undersøgelse, at retspleje-

lovens kapitel 66 om sigtede og hans forsvar, kapitel 67 om almindelige

bestemmelser om efterforskning og kapitel 68 om afhøringer og særlige ef-

terforskningsskridt finder tilsvarende anvendelse, jf. dog lovforslagets § 34

om forsvarerbeskikkelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 2, viderefører den gældende be-

stemmelse i udleveringslovens § 13, hvoraf fremgår, at til fremme af under-

søgelsen og for at sikre udleveringen kan de retsmidler, der er omtalt i rets-

plejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling,

kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning, kapitel 74 om be-

slaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt,

anvendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af til-

svarende art, der forfølges her i landet, med den tilføjelse, at der henvises til

§ 33 om politiets mulighed for at fotografere og optage fingeraftryk.

Bestemmelsen finder anvendelse i alle sager om udlevering fra Danmark til

udlandet.

Lovforslagets § 32, stk. 3, viderefører den lempeligere adgang til anholdelse

og varetægtsfængsling, der gælder for sager vedrørende den europæiske og

nordiske arrestordre, jf. udleveringslovens § 18 b, stk. 2, og § 18 h, stk. 2.

147

Bestemmelsen er en fravigelse af retsplejelovens regler om anholdelse og

varetægtsfængsling.

Lovforslagets § 32, stk. 4, udgør en ændring i forhold til udleveringslovens

§ 12, 1. pkt., 1. led, og § 18 b, 1. pkt., 1. led, som omhandler justitsministe-

rens (rigsadvokatens) adgang til at afslå udlevering allerede på grundlag af

oplysningerne i anmodningen eller den europæiske arrestordre.

Under hensyn til, at kompetencen til at træffe afgørelse om udlevering, her-

under at udlevering skal afslås, fremover overføres til domstolene, vil rigs-

advokaten ikke fremover kunne træffe afgørelse om, at udlevering afslås.

Såfremt anklagemyndigheden allerede på grundlag af oplysningerne i den

nordiske arrestordre, den europæiske arrestordre eller udleveringsanmod-

ningen finder, at udlevering bør afslås, skal spørgsmålet om udlevering ind-

bringes for retten på det foreliggende grundlag, og således uden at politiet

anmodes om at iværksætte nærmere undersøgelse. Hvis retten er uenig i an-

klagemyndighedens vurdering, kan den beslutte, at politiet skal iværksatte

en nærmere undersøgelse forud for, at retten træffer afgørelse om udleve-

ring.

I sager vedrørende europæiske arrestordrer og udleveringsanmodninger fra

stater uden for Norden og Den Europæiske Union er det Rigsadvokaten, der

udarbejder en indstilling om afslag på udlevering og derefter anmoder an-

klagemyndigheden i den pågældende politikreds om at indbringe sagen for

retten til afgørelse.

I sager vedrørende den nordiske arrestordre udarbejder anklagemyndighe-

den i den pågældende politikreds en indstilling om afslag på udlevering og

indbringer sagen for retten.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 32 og bemærkningerne hertil.

3.6.4. Politiets mulighed for at fotografere personer og optage fingeraftryk

3.6.4.1. Gældende ret

Personfotografering og optagelse af fingeraftryk er reguleret i retsplejelo-

vens kapitel 72 om legemsindgreb, som giver politiet mulighed for at fore-

tage legemsindgreb mod sigtede og andre som led i efterforskningen. Det

148

følger af udleveringslovens § 13 (lovforslagets § 32, stk. 2), at retsplejelo-

vens kapitel 72 finder tilsvarende anvendelse i sager vedrørende udlevering.

Det fremgår af retsplejelovens § 792 b, stk. 1, at optagelse af fingeraftryk

og personfotografi med henblik på senere identifikation kan foretages, hvis

den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der

efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller for

en overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2.

I henhold til rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre kan der ske

udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse uanset kravet om dob-

belt strafbarhed, såfremt arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse, der

er omfattet af de i artikel 2, stk. 2, særligt opregnede handlinger (positivli-

sten), og handlingen i den anmodende medlemsstat kan medføre frihedsstraf

inden for en strafferamme på mindst 3 år.

På positivlisten er bl.a. anført deltagelse i en kriminel organisation, hvilket

ikke er en selvstændig strafbar lovovertrædelse i Danmark. Det vil efter gæl-

dende ret ikke være muligt at optage foto og fingeraftryk i dette tilfælde, da

kriterierne i retsplejelovens § 792 b ikke er opfyldt.

Derudover kan udlevering til strafforfølgning ske på grundlag af en europæ-

isk arrestordre, hvis den strafbare handling i den pågældende stat kan med-

føre fængsel i mindst 1 år, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk

ret.

Heller ikke i disse tilfælde vil der med sikkerhed i alle situationer være

hjemmel til at optage foto og fingeraftryk, da det ikke er sikkert, at straffe-

rammekravet i retsplejelovens § 792 b er opfyldt.

Ved lov nr. 1541 af 18. december 2018 blev § 776 a indsat i retsplejeloven,

hvorefter kriminalforsorgen kan fotografere og optage fingeraftryk af vare-

tægtsarrestanter med henblik på senere identifikation.

Det følger af § 2 i bekendtgørelse nr. 109 af 30. januar 2019 om fotografe-

ring og optagelse af fingeraftryk af indsatte i kriminalforsorgens institutio-

ner (fotobekendtgørelsen), at kriminalforsorgsområdet skal sikre, at den ind-

satte fotograferes i forbindelse med indsættelsen, således at der findes et

vellignende fotografi i Klientsystemet af den pågældende.

149

I alle tilfælde, hvor en person, der begæres udleveret, bliver varetægtsfængs-

let, vil den pågældende derfor blive fotograferet i forbindelse med indsæt-

telsen i arresten.

3.6.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som anført i pkt. 3.6.4.1 ovenfor vil der kunne opstå situationer, hvor Dan-

mark er forpligtet til at udlevere en person, men hvor betingelserne for at

fotografere og optage fingeraftryk af den pågældende med henblik på at

sikre sig identifikationsmidler, hvis den pågældende måtte undvige, ikke er

opfyldt.

Selv om der er hjemmel til at fotografere og optage fingeraftryk af personer,

der bliver varetægtsfængslet, finder Justitsministeriet, at der bør skabes

hjemmel for politiet til at fotografere og optage fingeraftryk med henblik på

senere identifikation allerede i forbindelse med, at en person bliver anholdt

med henblik på udlevering.

Det skyldes for det første, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor en per-

son, der begæres udleveret, ikke bliver varetægtsfængslet, f.eks. fordi min-

dre indgribende midler end varetægtsfængsling i det konkrete tilfælde vur-

deres at være tilstrækkelige. For det andet vil der kunne forekomme tilfælde,

hvor en person undviger forud for indsættelsen i arresthus, f.eks. i forbin-

delse med transport til eller fra retten.

Med lovforslagets § 33, stk. 1, foreslås således, at politiet kan fotografere

og optage fingeraftryk af personer, der begæres udleveret, med henblik på

senere identifikation.

Det foreslås endvidere i § 33, stk. 2, at justitsministeren kan fastsætte regler

om gennemførelsen af fotografering og optagelse af fingeraftryk efter stk.

1, herunder om opbevaring og destruktion.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 33 og bemærkningerne hertil.

3.6.5. Forsvarerbeskikkelse mv.

3.6.5.1. Gældende ret

150

For så vidt angår sager om udlevering til stater uden for Norden og Den

Europæiske Union fastsætter udleveringslovens § 14, stk. 1, at der i forbin-

delse med politiets undersøgelse skal beskikkes en forsvarer for den, som

søges udleveret, medmindre den pågældende selv vælger en forsvarer. I øv-

rigt gælder reglerne i retsplejelovens kapitel 66 om beskikkelse og valg af

forsvarer.

Det følger endvidere af § 14, stk. 2, at udgifter til beskikket forsvarer og

andre sagsomkostninger afholdes af det offentlige, medmindre retten under

særlige omstændigheder bestemmer, at de skal betales af den, som søges

udleveret.

Efter artikel 11 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre skal en

eftersøgt person, der anholdes, informeres om, at der foreligger en europæ-

isk arrestordre, om indholdet af denne samt om muligheden for at meddele

samtykke til udleveringen. Den anholdte skal endvidere have ret til at lade

sig bistå af en advokat og en tolk i overensstemmelse med lovgivningen i

det anmodede land.

I overensstemmelse hermed følger det af udleveringslovens § 18 b, stk. 3,

der henviser til lovens § 14, at der, når der iværksættes politiundersøgelse i

en udleveringssag, som udgangspunkt skal beskikkes forsvarer for den, som

søges udleveret. Henvisningen til § 14 indebærer desuden, at reglerne i rets-

plejelovens kapitel 66 om beskikkelse og valg af forsvarer finder tilsvarende

anvendelse, ligesom udgifterne hertil og andre sagsomkostninger afholdes

af det offentlige, medmindre retten under særlige omstændigheder bestem-

mer, at udgifterne skal afholdes af den, der søges udleveret.

Udleveringsloven indeholder ikke specifikke regler om tolkebistand, men

det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at der altid vil blive

anvendt tolk, hvis den person, der søges udleveret, ikke forstår eller taler

dansk. Der kan i øvrigt henvises til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr.

9155 af 18. marts 2010 til politi og anklagemyndighed, der vedrører anhold-

tes rettigheder, herunder bl.a. anholdtes adgang til at modtage tolkebistand.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslaget til lov nr. 433 af

10. juni 2003, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4310, at Justits-

ministeriet dengang fandt, at det administrativt burde præciseres, at politiet

i forbindelse med iværksættelsen af undersøgelsen om, hvorvidt udlevering

bør finde sted, skal orientere den eftersøgte i overensstemmelse med reg-

lerne i rammeafgørelsen, herunder om muligheden for at meddele samtykke

151

til udleveringen. Dette er sket i de administrative retningslinjer om behand-

lingen af udleveringssager, som Justitsministeriet har udstedt inden lovens

ikrafttræden, jf. herved Justitsministeriets vejledning nr. 9498 af 19. decem-

ber 2003, Vejledning om behandlingen af anmodninger om udlevering af

lovovertrædere på grundlag af en europæisk arrestordre, side 20.

Efter den nordiske udleveringskonventions artikel 9 skal en eftersøgt per-

son, der anholdes, informeres om, at der foreligger en nordisk arrestordre,

om indholdet af denne samt om muligheden for at meddele samtykke til

udleveringen. Den anholdte skal endvidere have ret til at lade sig bistå af en

advokat og en tolk i overensstemmelse med lovgivningen i det anmodede

land.

På denne baggrund er der i udleveringslovens § 18 h, stk. 3, fastsat en be-

stemmelse om, at udleveringslovens § 14 og § 18 b, stk. 3, om forsvarerbe-

skikkelse skal finde tilsvarende anvendelse ved udlevering til de nordiske

lande.

3.6.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den foreslåede bestemmelse i § 34, stk. 1, viderefører udleveringslovens §

14, stk. 1, med den ændring, at henvisningen til retsplejelovens § 66 er ude-

ladt, idet kapitlet i forvejen er nævnt i lovforslagets § 32, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i § 34, stk. 2, viderefører med redaktionelle

ændringer udleveringslovens § 14, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til § 34 og bemærkningerne hertil samt pkt. 3.6.9.1.1.

3.6.6. Kompetence til at træffe afgørelse

3.6.6.1. Gældende ret

3.6.6.1.1. Udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union

Når politiets undersøgelse efter udleveringslovens § 12 er afsluttet, forelæg-

ges spørgsmålet om udlevering for justitsministeren, der træffer afgørelse i

sagen, jf. lovens § 15, stk. 1. Hvis justitsministeren træffer afgørelse om

udlevering, skal den pågældende samtidig med meddelelsen om afgørelsen

om udlevering have oplysning om adgangen til domstolsprøvelse og om fri-

sten for at fremsætte anmodning herom, jf. § 15, stk. 2.

152

Justitsministerens kompetence er ved lov nr. 377 af 27. april 2016 overført

til rigsadvokaten. Ved lovændringen blev der således indsat en bemyndigel-

sesbestemmelse i udleveringslovens § 21 d, hvorefter afgørelseskompeten-

cen mv. i bl.a. udleveringssager, kan overføres fra Justitsministeriets depar-

tement til anklagemyndigheden.

Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 483 af 24. maj 2016 om

overførsel af kompetence fra Justitsministeriets departement til anklage-

myndigheden i sager om udlevering og fuldbyrdelse af visse strafferetlige

afgørelser m.v., der i § 1 bestemmer, at de beføjelser, der er tillagt justits-

ministeren i medfør af lov om udlevering af lovovertrædere, udøves af rigs-

advokaten.

Adgangen til domstolsprøvelse er fastsat i udleveringslovens § 16. Efter

denne bestemmelses stk. 1 kan den, der skal udleveres, forlange, at spørgs-

målet om udleveringsbeslutningens lovlighed indbringes for retten.

Efter bestemmelsens stk. 2, skal en anmodning om domstolsprøvelse frem-

sættes inden tre dage efter, at beslutningen om udlevering er meddelt den

pågældende. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan justitsministeren

tillade, at beslutningen indbringes for retten, selv om anmodningen om dom-

stolsprøvelse først er fremsat efter fristens udløb.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at denne beføjelse er henlagt til

justitsministeren af praktiske grunde, navnlig med henblik på tilfælde, hvor

anmodning om domstolsprøvelse først fremsættes umiddelbart før udleve-

ringens iværksættelse, jf. Folketingstidende 1966-67, 2. samling, tillæg A,

spalte 2552-2553.

Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan kæres til landsretten inden

for en frist på tre dage, jf. stk. 3.

Hvis en beslutning om udlevering indbringes for retten, kan der ikke ske

udlevering, før beslutningen er fundet lovlig ved retskendelse, jf. § 17, stk.

1, 2. pkt.

3.6.6.1.2. Udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union

153

Det fremgår af artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelsen om den europæiske ar-

restordre, at den udstedende judicielle myndighed er den judicielle myndig-

hed i den udstedende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lov-

givning er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre.

I medfør af rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2, er den fuldbyrdende judici-

elle myndighed den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat,

der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at fuld-

byrde en europæisk arrestordre.

Hver medlemsstat underretter Generalsekretariatet for Rådet om, hvilken

judiciel myndighed der er kompetent efter dens nationale lovgivning, jf.

rammeafgørelsens artikel 6, stk. 3.

Definitionen af en judiciel myndighed foretages på grundlag af national ret,

og rammeafgørelsen indeholder ikke nærmere regler om, hvilke myndighe-

der medlemsstaterne skal udpege som kompetente myndigheder. Det er dog

en betingelse, at myndighederne efter national ret i det anmodende og an-

modede land er judicielle myndigheder.

Det følger af udleveringslovens § 18 b, stk. 5, 1. pkt., at efter afslutningen

af politiets undersøgelse i medfør af bestemmelsens stk. 1 forelægges

spørgsmålet om udlevering justitsministeren til afgørelse. Det er således ef-

ter bestemmelsen Justitsministeriet, der er kompetent myndighed til at

træffe afgørelse i sager om udlevering i henhold til den europæiske arrest-

ordre.

Justitsministerens kompetence er overført til rigsadvokaten ved lov nr. 377

af 27. april 2016, der er udmøntet i bekendtgørelse nr. 483 af 24. maj 2016

om overførsel af kompetence fra Justitsministeriets departement til ankla-

gemyndigheden i sager om udlevering og fuldbyrdelse af visse strafferetlige

afgørelser m.v. Se nærmere herom i pkt. 3.6.6.1.1 ovenfor.

Efter udleveringslovens § 18 b, stk. 5, 2. pkt., finder bestemmelserne i § 15,

stk. 2, og § 16 tilsvarende anvendelse i sager om udlevering i medfør af en

europæisk arrestordre. Dette indebærer, at der samtidig med underretning til

en person om beslutningen om, at den pågældende skal udleveres, skal op-

lyses om adgangen til domstolsprøvelse og om fristen herfor, jf. § 15, stk.

2. Den pågældende kan herefter forlange, at politiet indbringer spørgsmålet

om beslutningens lovlighed for retten på det sted, hvor vedkommende op-

holder sig, jf. § 16. Sådan anmodning skal som udgangspunkt fremsættes

154

inden 3 dage efter, at beslutningen om udlevering er meddelt den pågæl-

dende.

Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der inden for en frist på tre dage kan

kæres til landsretten. Indbringes beslutningen for retten, kan udlevering ikke

ske, før beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse, jf. udleve-

ringslovens § 17, stk. 1, 2. pkt., og § 18 e, stk. 1, 2. pkt.

3.6.6.1.3. Udlevering til de nordiske lande

Den nordiske udleveringskonvention indeholder bl.a. særlige regler om be-

handlingen af sager om udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre.

Efter artikel 13, stk. 1, træffer den judicielle myndighed i det anmodende

land afgørelse om udlevering inden for de frister og på de betingelser, der

er fastsat i konventionen. Denne bestemmelse gælder både i de tilfælde, hvor

den pågældende modsætter sig udlevering, og hvor den pågældende har

meddelt samtykke til udlevering.

Efter konventionens artikel 3, stk. 1 og 2, udpeger hvert land de nationale

udstedende og fuldbyrdende judicielle myndigheder. I henhold til artikel 3,

stk. 3, kan hvert land udpege en central myndighed til at bistå de judicielle

myndigheder. Definitionen af en judiciel myndighed foretages på grundlag

af national ret, og den nordiske udleveringskonvention indeholder ikke nær-

mere regler om, hvilke myndigheder de nordiske lande skal udpege som

kompetente myndigheder.

Det er i dag politidirektørerne, som er udpeget til at være kompetent judiciel

myndighed i relation til at træffe afgørelse om udlevering på baggrund af en

nordisk arrestordre, jf. udleveringslovens § 18 h, stk. 4, 1. pkt.

I henhold til de gældende regler afgøres spørgsmålet om udlevering dog af

justitsministeren (rigsadvokaten) i de tilfælde, hvor der ud over en nordisk

arrestordre tillige foreligger en europæisk arrestordre eller en anmodning

om udlevering fremsat af en stat uden for Den Europæiske Union (konkur-

rerende anmodninger), som følge af, at kompetencen til at træffe afgørelse

om udlevering i henhold til en europæisk arrestordre eller en anmodning

fremsat af en stat uden for Den Europæiske Union er placeret hos justitsmi-

nisteren.

3.6.6.2. Justitsministeriets overvejelser

155

I forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen om den europæiske

arrestordre blev spørgsmålet om, hvilken myndighed der skulle udpeges

som udstedende og fuldbyrdende judiciel myndighed i dansk ret, overvejet.

Det fremgår i den forbindelse af bemærkningerne i lovforslaget til lov nr.

433 af 10. juni 2003, at for Danmarks vedkommende anses domstolene og

anklagemyndigheden, dvs. Justitsministeriet, Rigsadvokaten, statsadvoka-

terne og politimestrene, for judicielle myndigheder. På den baggrund fandt

Justitsministeriet ikke, at rammeafgørelsen efter sin ordlyd nødvendiggjorde

ændringer af de gældende regler i udleveringsloven, hvorefter afgørelses-

kompetencen lå hos justitsministeren. Der henvises i øvrigt til bemærknin-

gerne til lovforslaget til lov nr. 433 af 10. juni 2003, jf. Folketingstidende,

2002-03, tillæg A, side 4309.

Som anført ovenfor i pkt. 2.1 afsagde EU-Domstolen den 27. maj 2019 dom

i de forenede sager C-508/18 og C-82/19 PPU samt i sag C-509/18 vedrø-

rende fortolkningen af artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelsen om den europæi-

ske arrestordre. Sagerne angår, i hvilket omfang en anklagemyndighed må

udpeges til at udstede en europæisk arrestordre, herunder navnlig, om en

anklagemyndighed er tilstrækkelig uafhængig af den udøvende magt til at

behandle sådanne sager. I dommene fastslår EU-Domstolen, at det bl.a. er

en betingelse for, at en anklagemyndighed kan udstede europæiske arrestor-

drer, at der er regler, der kan sikre, at anklagemyndigheden i forbindelse

med vedtagelsen af en afgørelse herom ikke udsættes for nogen form for

risiko for at blive underlagt navnlig en individuel instruktion fra den udø-

vende magt.

På baggrund af EU-Domstolens domme er det som nævnt ovenfor i pkt. 2.1

Justitsministeriets vurdering, at en ordning som den danske, hvorefter

justitsministeren formelt set har mulighed for at give pålæg til anklagemyn-

digheden i sager vedrørende en europæisk arrestordre, er i strid med ram-

meafgørelsen som fortolket af EU-Domstolen i de ovennævnte sager. Dette

uagtet, at anklagemyndigheden i praksis fungerer uafhængigt og er under-

lagt et objektivitetsprincip ved behandlingen af sager efter rammeafgørel-

sen. Kompetencen til at udstede en europæisk arrestordre med henblik på

udlevering til Danmark foreslås derfor overført til domstolene, jf. pkt. 3.7.

EU-Domstolens domme af 27. maj 2019 handler om de krav, der gælder for

»den udstedende judicielle myndighed«, jf. rammeafgørelens artikel 6, stk.

1. Det er imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse nærliggende at antage,

at det samme krav om uafhængighed også gælder for »den fuldbyrdende

156

judicielle myndighed«, jf. rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2. Det er således

det samme begreb, der anvendes i de to stykker i artikel 6, og hensynene

bag kravet om, at en judiciel myndighed, der udsteder en europæisk arrest-

ordre, skal være uafhængig, gør sig også gældende for den judicielle myn-

dighed, der skal tage stilling til, om en europæisk arrestordre skal fuldbyr-

des.

Justitsministeriet finder derfor, at også kompetencen til at træffe afgørelse i

sager vedrørende udlevering til andre lande på baggrund af en europæisk

arrestordre bør overføres til domstolene.

Med henblik på at sikre ensartethed af reglerne for behandlingen af udleve-

ringssager foreslås det, at beslutningskompetencen i sager om udlevering af

personer til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse til de nordiske lande og

til stater uden for Norden og Den Europæiske Union ligeledes overføres fra

anklagemyndigheden til domstolene.

3.6.6.3. Den foreslåede ordning

Med henblik på at tilvejebringe det lovgivningsmæssige grundlag for, at

kompetencen til at træffe afgørelse i sager om udlevering overføres til dom-

stolene, foreslås der med lovforslagets § 35, stk. 1, indsat en bestemmelse i

udleveringsloven, hvorefter afgørelse om udlevering og om eventuelle vil-

kår herfor træffes af retten efter anklagemyndighedens anmodning.

Bestemmelsen medfører, at det fremover vil være domstolene, der skal

træffe afgørelse og ikke Rigsadvokaten i spørgsmål om udlevering.

Med udtrykket »på anklagemyndighedens anmodning« understreges det, at

det vil være anklagemyndigheden i den pågældende politikreds, som ind-

bringer spørgsmål om udlevering for retten.

På baggrund af politiets undersøgelse skal anklagemyndigheden i dag frem-

sende en indstilling om udleveringsspørgsmålet til Rigsadvokaten i sager

om udlevering til stater uden for Norden. Denne ordning forudsættes fortsat

uændret.

I stedet for, at Rigsadvokaten træffer en afgørelse om udlevering, vil Rigs-

advokaten fremover udarbejde en indstilling til afgørelse, hvorefter sagen

sendes retur til anklagemyndigheden i den pågældende politikreds, som ind-

bringer sagen for retten med anmodning om berammelse af retsmøde.

157

I sager vedrørende den nordiske arrestordre udarbejder anklagemyndighe-

den i den pågældende politikreds en indstilling om afgørelse og indbringer

sagen for retten med anmodning om berammelse af retsmøde.

Retten træffer endvidere afgørelse om eventuelle vilkår for udleveringen, og

indstillingen skal derfor også, når det er relevant, indeholde et afsnit herom.

Det vil dreje sig om de obligatoriske vilkår i lovforslagets §§ 8, 10-12, 17

og 29 samt det fakultative vilkår i lovforslagets § 7, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 35 og bemærkningerne hertil.

3.6.7. Rettens behandling af sager om udlevering fra Danmark

3.6.7.1. Gældende ret

Udleveringslovens § 16, stk. 1, fastsætter, at den, der efter justitsministerens

beslutning skal udleveres til en stat uden for Norden og Den Europæiske

Union, kan forlange, at politiet indbringer spørgsmålet om beslutningens

lovlighed for retten på det sted, hvor den pågældende opholder sig. Af be-

stemmelsens stk. 3 fremgår, at rettens afgørelse træffes ved kendelse. Kære

til landsretten kan kun ske inden for en frist på 3 dage. Bestemmelsen i rets-

plejelovens § 910 finder tilsvarende anvendelse.

For så vidt angår sager om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske

Union henviser udleveringslovens § 18 b, stk. 5, 2 pkt., til § 16.

For så vidt angår sager om udlevering til de nordiske lande fastsætter udle-

veringslovens § 18 i, stk. 2, at den, der efter politidirektørens beslutning skal

udleveres, kan forlange, at politiet indbringer spørgsmålet om beslutningens

lovlighed for retten på det sted, hvor den pågældende opholder sig. Bestem-

melsens stk. 3 fastsætter, at § 16, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

3.6.7.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det foreslås, at en sag om udlevering fra Danmark behandles ved retten i

den kreds, hvor den pågældende bor eller opholder sig. Kan intet af disse

værneting anvendes, fordi den pågældende hverken har bopæl eller ophold

i Danmark, kan sagen behandles, hvor den pågældende er blevet pågrebet,

jf. lovforslaget § 35, stk. 2.

158

For at imødegå situationer, hvor den pågældende udebliver fra retsmødet

om udlevering, foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter sagen kan behand-

les i pågældendes fravær, hvis retten ikke finder pågældendes tilstedevæ-

relse nødvendig, når pågældende har været lovligt indkaldt, og det af ind-

kaldelsen fremgår, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at

retten træffer afgørelse.

Pågældendes tilstedeværelse vil ikke være nødvendig, hvis pågældende har

samtykket i, at sagen behandles uden dennes tilstedeværelse.

Pågældendes tilstedeværelse vil eksempelvis heller ikke som udgangspunkt

være nødvendig, hvis pågældende er blevet afhørt af politiet om udleverin-

gen eller har nægtet at udtale sig herom til politiet, og afhøringsrapporten

indgår i rettens behandling af sagen.

Det er Justitsministeriets vurdering, at hensynet til, at den pågældende får

mulighed for at blive hørt forud for en afgørelse om udlevering, med denne

ordning er opfyldt.

Den pågældende skal under retsmødet være repræsenteret af en forsvarer,

og der vil være kæreadgang for så vidt angår rettens afgørelse.

Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter retten uden afhol-

delse af retsmøde kan behandle sager, hvor anklagemyndigheden indstiller,

at udlevering afslås, eller hvor den, der begæres udleveret, har meddelt sam-

tykke til udlevering, jf. § 36. Det foreslås endvidere, at tilsvarende skal

gælde behandling af anmodninger om tilladelse til yderligere strafforfølg-

ning eller straffuldbyrdelse, jf. § 41.

Hvis sagen indbringes for retten med indstilling om afslag på udlevering

uden politiets nærmere undersøgelse, jf. lovforslagets § 32, stk. 4, skal der

ikke beskikkes en forsvarer for den pågældende. Såfremt der allerede er be-

skikket en forsvarer for den pågældende i forbindelse med politiets nærmere

undersøgelse, jf. lovforslagets § 34, orienteres forsvareren ved kopi af ind-

stillingen om, at sagen er indbragt for retten.

Der vil ikke være grundlag for at afholde et retsmøde om sagen, hvis ankla-

gemyndigheden indstiller, at udlevering afslås, medmindre retten undtagel-

sesvis beslutter, at et retsmøde er nødvendigt for sagens behandling, jf. lov-

forslagets § 35, stk. 4. Det vil være nødvendigt at afholde et retsmøde, hvis

159

retten i stedet for at følge anklagemyndighedens indstilling om at afslå ud-

levering træffer afgørelse om, at den pågældende skal udleveres. Det forud-

sættes, at retten forinden der træffes afgørelse, anmoder politiet om at iværk-

sætte en nærmere undersøgelse.

Et evt. samtykke fra den pågældende til at blive udleveret, til trods for an-

klagemyndighedens indstilling om at udlevering afslås, vil ikke i sig selv

begrunde afholdelse af et retsmøde, idet betingelserne for udlevering skal

være opfyldt. Der kan derfor ikke ske udlevering, hvis der består en obliga-

torisk afslagsgrund, jf. lovforslagets §§ 2-3, §§ 5-6 og §§ 23-26, selvom den

pågældende samtykker i udlevering.

Tilsvarende vil der ikke være behov for at afholde et retsmøde med henblik

på sagens behandling, hvis den, der begæres udleveret har meddelt sam-

tykke til udlevering, jf. lovforslagets § 36. Det følger af bestemmelsen, at

den der begæres udleveret i et retsmøde kan meddele samtykke til udleve-

ring. I det tilfælde at en person er blevet fremstillet for retten med anmod-

ning om varetægtsfængsling på baggrund af en arrestordre eller udleverings-

anmodning og under retsmødet meddeler sit samtykke til udlevering, vil der

evt. stadig skulle afsættes tid til at indhente nærmere oplysninger, inden der

kan træffes afgørelse om udlevering, hvorfor retten i nogle tilfælde ikke kan

afsige kendelse vedrørende udlevering under grundlovsforhøret.

Ifølge den foreslåede bestemmelse i § 35, stk. 4, 2. pkt., kan retten tilsva-

rende uden afholdelse af retsmøde behandle anmodninger om tilladelse til

yderligere strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, jf. lovforslagets § 41.

Den beskikkede forsvarer, jf. lovforslagets § 41, stk. 1, 3. pkt., jf. § 34, for-

udsættes at få tilsendt en kopi af anmodningen og vil have mulighed for at

komme med sine bemærkninger skriftligt over for retten.

Med lovforslagets § 35, stk. 5, indsættes en bestemmelse, hvorefter retten

kan anmode om at modtage de nødvendige supplerende oplysninger inden

for en af retten fastsat frist, hvis retten finder, at de foreliggende oplysninger

ikke er tilstrækkelige til at kunne træffe afgørelse om udlevering.

Det følger således af artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelsen om den europæi-

ske arrestordre, at hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de

oplysninger, som den udstedende myndighed har fremsendt, ikke er til-

strækkelige til, at den kan træffe afgørelse om udlevering, anmoder den

straks om at få de nødvendige supplerende oplysninger, og kan fastsætte en

160

tidsfrist for fremsendelsen af disse oplysninger under hensyn til at overholde

de i rammeafgørelsen fastsatte tidsfrister. I henhold til rammeafgørelsens

artikel 15 vil der særligt vil være tale om oplysninger, der har betydning for

vurderingen af spørgsmål om rammeafgørelsens artikel 3 (obligatoriske af-

slagsgrunde), artikel 4 (fakultative afslagsgrunde) og artikel 5 (særlige ga-

rantier) samt artikel 8 (arrestordrens indhold og form). Der henvises i øvrigt

til lovforslagets § 31 og bemærkningerne hertil.

Det forudsættes, at retten anmoder anklagemyndigheden om at fremskaffe

de supplerende oplysninger. I sager om udlevering til lande uden for Norden

vil det være den centrale myndighed (Rigsadvokaten), som forestår korre-

spondancen med den anmodende stat, mens det for så vidt angår de nordiske

lande vil være anklagemyndigheden i den pågældende politikreds.

Rettens beslutning om, hvorvidt der skal indhentes supplerende oplysninger

kan kæres, jf. retsplejelovens § 968, stk. 1.

I lovforslagets § 35, stk. 6, bestemmes det, at rettens afgørelse om udleve-

ring træffes ved kendelse. Det foreslås endvidere, at kære til landsretten kan

ske inden for en frist på tre dage, og at retsplejelovens § 910 finder tilsva-

rende anvendelse, dog således at fristen i stk. 2, 2. pkt., er 3 dage. Dette

gælder både for kære fra den, der skal udvises, og kære fra anklagemyndig-

heden.

Henvisningen til retsplejelovens § 910 indebærer, at landsretten kan tillade

en kære, der er iværksat efter fristens udløb, hvis den part, der kærer, sand-

synliggør, at den pågældende først efter udløb af kærefristen er blevet be-

kendt med den omstændighed, som kæren støttes på, eller at overskridelse

af fristen i øvrigt skyldes grunde, som ikke kan tilregnes den pågældende.

Kæren skal iværksættes inden 3 dage efter, at den, der kærer, er blevet be-

kendt med kæregrunden, eller efter, at de omstændigheder, som har medført

overskridelsen af fristen, ikke længere er til stede.

Udlevering kan ikke ske, før rettens beslutning herom er endelig, jf. lov-

forslagets § 38, stk. 1. Bestemmelserne i retsplejelovens § 972 finder anven-

delse for kæren. Mundtlig forhandling vil således kun undtagelsesvis kunne

finde sted.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 35 og bemærkningerne hertil.

161

3.6.8. Samtykke til udlevering

3.6.8.1. Gældende ret

Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre indeholder i artikel 13

regler om, at den person, der ønskes udleveret, kan meddele samtykke til

udleveringen. Uanset om der er meddelt samtykke til udlevering, skal der

imidlertid som hidtil træffes afgørelse om udleveringen, idet den judicielle

myndighed skal tage stilling til, om betingelserne for udlevering er opfyldt.

En europæisk arrestordre behandles derfor som udgangspunkt efter de

samme regler, uanset om der er meddelt samtykke til udlevering.

I de tilfælde, hvor der meddeles samtykke til udlevering, gælder der imid-

lertid særlige frister for, hvornår afgørelsen skal træffes, og hvornår udleve-

ringen skal gennemføres. Der henvises herom til pkt. 3.6.9. og 3.6.10. ne-

denfor.

Den pågældende kan endvidere meddele samtykke til eventuel strafforfølg-

ning for andre lovovertrædelser samt videreudlevering, jf. rammeafgørel-

sens artikel 27 og 28.

Som anført i pkt. 3.4.5. kan et samtykke efter rammeafgørelsens artikel 13

til udlevering i princippet ikke tilbagekaldes. Medlemsstaterne kan dog fast-

sætte, at samtykke kan tilbagekaldes i henhold til national ret. Danmark har

i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen meddelt Generalsekreta-

riatet for Rådet, at et samtykke i henhold til dansk ret fortsat vil kunne til-

bagekaldes. Dette indebærer, at et samtykke kan tilbagekaldes på et hvilket

som helst tidspunkt, indtil udlevering er sket.

Det følger på den baggrund af udleveringslovens § 18 c, at den, der på

grundlag af en europæisk arrestordre begæres udleveret, i et retsmøde dels

kan meddele samtykke til selve udleveringen, dels kan meddele samtykke

til at blive draget til ansvar og videreudleveret for andre strafbare handlinger

begået før udleveringen end den, der sker udlevering for. Som anført oven-

for kan samtykket tilbagekaldes på et hvilket som helst tidspunkt, indtil ud-

levering er sket.

Den nordiske udleveringskonvention indeholder i artikel 11 regler om, at

den person, der ønskes udleveret, kan meddele samtykke til udleveringen.

162

Uanset om der er meddelt samtykke til udlevering, skal der imidlertid som

hidtil træffes afgørelse om udleveringen, idet den judicielle myndighed skal

tage stilling til, om betingelserne for udlevering er opfyldt. En nordisk ar-

restordre behandles derfor som udgangspunkt efter de samme regler, uanset

om der er meddelt samtykke til udlevering. I de tilfælde, hvor der meddeles

samtykke til udlevering, gælder der imidlertid særlige frister for, hvornår

afgørelsen skal træffes, jf. pkt. 3.6.9. nedenfor.

Efter den nordiske udleveringskonventions artikel 23 og 24 kan den pågæl-

dende endvidere meddele samtykke til eventuel strafforfølgning for andre

lovovertrædelser samt videreudlevering.

Der er på den baggrund indsat bestemmelser i udleveringslovens § 18 j, 1.

og 2. pkt., der fastslår, at den pågældende i et retsmøde kan samtykke dels

til selve udleveringen, dels til strafforfølgning og videreudlevering for andre

lovovertrædelser begået før den lovovertrædelse, for hvilken den pågæl-

dende skal udleveres.

I henhold til § 18 j, stk. 1, 2. pkt., skal retten vejlede den pågældende om

virkningerne af samtykket.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2006-

07, tillæg A, side 2514, at i henhold til den nordiske udleveringskonventions

artikel 11, stk. 4, kan et meddelt samtykke til udlevering, herunder et sam-

tykke til strafforfølgning for andre lovovertrædelser begået før den lovover-

trædelse, for hvilken den pågældende skal udleveres, tilbagekaldes i hen-

hold til national ret i det anmodede land. I henhold til dansk ret vil et sam-

tykke kunne tilbagekaldes på et hvilket som helst tidspunkt, indtil udleve-

ring er sket.

Udleveringsloven indeholder ikke en tilsvarende regel vedrørende udleve-

ring til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.

3.6.8.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med lovforslagets § 36 foreslås bestemmelserne i §§ 18 c og 18 j videreført

uændret.

Justitsministeriet finder, at det bør fastsættes generelt, at den, der begæres

udleveret, i et retsmøde kan meddele samtykke til udlevering og til at blive

draget til ansvar og videreudleveret til et tredje land for andre strafbare

163

handlinger begået før udleveringen end den, der sker udlevering for, uanset

hvilket land der anmoder den pågældende udleveret.

Bestemmelsen foreslås derfor fremover også at gælde sager om udlevering

til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.

Betingelserne for udlevering skal tillige være opfyldt. Der kan derfor ikke

ske udlevering, hvis der består en obligatorisk afslagsgrund, jf. lovforsla-

gets §§ 2-3, §§ 5-6 og §§ 23-26, selvom den pågældende samtykker i udle-

vering.

Idet afgørelsen om udlevering ikke kan træffes på baggrund af et samtykke

men på baggrund af, at udleveringsbetingelserne er opfyldt, vil den pågæl-

dendes eventuelle efterfølgende tilbagekaldelse af et samtykke til udleve-

ring ikke medføre, at sagen skal genoptages. Hvis den pågældende derimod

tilbagekalder et samtykke til strafforfølgning og videreudlevering for andre

lovovertrædelser begået før den lovovertrædelse, for hvilken den pågæl-

dende skal udleveres inden udleveringen fra Danmark, skal den anmodende

stat orienteres herom.

Der henvises i øvrigt til § 36 og bemærkningerne hertil.

3.6.9. Frist for rettens afgørelse

3.6.9.1. Gældende ret

3.6.9.1.1. Udlevering til medlemsstater i den Europæiske Union

Det fremgår af artikel 17 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre,

at en europæisk arrestordre skal behandles og fuldbyrdes som en hastesag.

Rammeafgørelsen indeholder endvidere visse frister for sagsbehandlingen i

sager om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre. Efter bestem-

melsen i artikel 17 bør den endelige afgørelse om udlevering træffes senest

10 dage efter, at den anholdte har meddelt samtykke til udleveringen. I andre

tilfælde bør afgørelsen træffes senest 60 dage efter anholdelsen af den på-

gældende. Denne frist kan dog i særlige tilfælde forlænges med 30 dage.

De nævnte tidsfrister er ikke obligatoriske. Imidlertid vil en hurtig sagsbe-

handling i disse udleveringssager bl.a. medvirke til at sikre, at den, som er

ønskes udleveret, ikke sidder unødigt længe fængslet, mens sagen behandles

164

her i landet. Der bør allerede af den årsag hurtigst muligt træffes afgørelse

om, hvorvidt den pågældende kan udleveres, eller om udlevering må afslås.

Hertil kommer, at Danmark efter rammeafgørelsen er forpligtet til så vidt

muligt at overholde de fastsatte vejledende frister og ved overskridelse un-

derrette både den anmodende medlemsstat og Eurojust herom.

Det fremgår af lovforslaget til lov nr. 433 af 10. juni 2003, jf. Folketingsti-

dende 2002-03, tillæg A, side 4312, at Justitsministeriet i forbindelse med

gennemførelsen af rammeafgørelsen i dansk ret overvejede, hvorledes en

effektiv overholdelse af rammeafgørelsens frister for sager om udlevering

på grundlag af en europæisk arrestordre sikres bedst muligt.

Justitsministeriet drøftede på møder med repræsentanter fra Dommerfor-

eningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Statsadvokatforeningen, Poli-

timesterforeningen, Københavns Politi, Advokatrådet og Landsforeningen

af beskikkede advokater fristerne i rammeafgørelsen. Under drøftelserne

blev der bl.a. opnået enighed om nedenstående målsætninger for sagsbe-

handlingen af den europæiske arrestordre, ligesom der var bred tilslutning

til at fastsætte de vejledende frister i loven.

Ifølge disse målsætninger skal Justitsministeriet (Rigsadvokaten) så vidt

muligt træffe afgørelse om udlevering på grundlag af en europæisk arrest-

ordre inden 10 dage efter, at den, som arrestordren vedrører, er blevet an-

holdt eller har kunnet anholdes. Træffer Justitsministeriet afgørelse om, at

den pågældende skal udleveres, og indbringes sagen derefter for domsto-

lene, bør der så vidt muligt træffes endelig retsafgørelse i sagen inden 50

dage efter Justitsministeriets afgørelse, således at den samlede sagsbehand-

lingstid ikke overstiger 60 dage.

Kan der undtagelsesvis ikke træffes afgørelse i sagen inden 60 dage efter

anholdelsen, skal den myndighed, der har anmodet om, at den pågældende

udleveres, straks underrettes herom. I så fald kan 60-dages fristen forlænges

med 30 dage.

Det fremgår endvidere af ovennævnte forarbejder, at sager om udlevering

på grundlag af en europæisk arrestordre – med henblik på overholdelse af

disse målsætninger – bør fremsendes af anklagemyndigheden til retten med

anmodning om særlig hurtig berammelse.

165

I de nævnte forarbejder fremhæves rettens mulighed for at afvise en valgt

forsvarer eller at nægte at beskikke en bestemt advokat som forsvarer. Der

henvises i den forbindelse til retsplejelovens regler om afvisning af en valgt

forsvarer samt nægtelse og tilbagekaldelse af beskikkelse som forsvarer af

hensyn til sagens fremme. Disse regler fremgår i dag af retsplejelovens §

730, stk. 3, § 735, stk. 3, og § 736.

Det antages, at der efter omstændighederne er mulighed for at afvise en valgt

forsvarer eller at nægte at beskikke en bestemt forsvarer, hvis den pågæl-

dende forsvarer på grund af andre opgaver ikke vil kunne deltage i udleve-

ringssagens behandling i et omfang, der gør det muligt at overholde de

nævnte frister for behandlingen af sager om udlevering på grundlag af en

europæisk arrestordre. På samme måde har retten mulighed for at tilbage-

kalde en beskikkelse af en forsvarer i tilfælde, hvor det på grund af forsva-

rerens forhold ikke vil være muligt at overholde fristerne for behandlingen

af sager om udlevering.

Udleveringslovens § 18 d fastsætter særlige tidsfrister for behandlingen af

sager om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre. Det følger af

§ 18 d, stk. 1, at justitsministerens afgørelse efter § 18 b, stk. 4, træffes sna-

rest og så vidt muligt inden 10 dage efter, at den, der begæres udleveret, er

anholdt her i landet eller har meddelt samtykke til udleveringen. Det følger

endvidere af § 18 d, stk. 2, at hvis udleveringsbeslutningen indbringes for

retten, skal rettens endelige afgørelse så vidt muligt afsiges inden 60 dage

efter anholdelsen af den pågældende her i landet.

De nævnte frister er alene vejledende, og en overskridelse af en tidsfrist i en

konkret sag har således ikke umiddelbare konsekvenser for hverken behand-

lingen af udleveringsanmodningen eller spørgsmålet om varetægtsfængs-

ling.

3.6.9.1.2. Udlevering til lande i Norden

Det fremgår af den nordiske udleveringskonventions artikel 14, at en nor-

disk arrestordre skal behandles og fuldbyrdes som en hastesag.

Konventionen indeholder endvidere visse frister for sagsbehandlingen i sa-

ger om udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre. Den endelige af-

gørelse om udlevering bør træffes senest 3 dage efter, at den anholdte har

meddelt samtykke til udleveringen, jf. artikel 14, stk. 2. I andre tilfælde bør

166

afgørelsen træffes senest 30 dage efter anholdelsen af den pågældende, jf.

artikel 14, stk. 3.

Hvis der ikke kan træffes afgørelse inden for de frister, der er fastsat i artikel

14, stk. 2 og 3 – f.eks. hvis en afgørelse skal prøves i flere retsinstanser –

skal den anmodede judicielle myndighed straks underrette den anmodende

judicielle myndighed herom. I så fald skal der træffes afgørelse snarest mu-

ligt, jf. artikel 14, stk. 4. Det anmodede land skal sikre, at den pågældende

forbliver i det land, indtil der er truffet en endelig afgørelse.

Som det fremgår ovenfor, er fristerne i den nordiske udleveringskonventions

artikel 14 væsentlig kortere end i den europæiske arrestordre (på henholds-

vis 10 og 60 dage). Dette skal bl.a. ses i lyset af, at der inden for Norden er

et tættere samarbejde mellem de judicielle myndigheder, og at retssyste-

merne er meget ens. De fastsatte tidsfrister er – som i rammeafgørelsen om

den europæiske arrestordre – alene vejledende og nødvendiggør således

ikke i sig selv lovgivning, men efter konventionen er Danmark forpligtet til

så vidt muligt at overholde de fastsatte vejledende frister.

I overensstemmelse med den nordiske udleveringskonvention er der i udle-

veringslovens § 18 k, stk. 1, indsat en bestemmelse, der fastslår, at afgørel-

sen om udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre så vidt muligt skal

træffes inden 3 dage efter, at den, som arrestordren vedrører, er blevet an-

holdt eller har kunnet anholdes.

Træffer politidirektøren (eller justitsministeren (rigsadvokaten), jf. § 18 h,

stk. 4, 2. pkt.) afgørelse om, at den pågældende skal udleveres, og indbringes

sagen derefter for domstolene, skal der så vidt muligt træffes endelig retsaf-

gørelse i sagen inden 27 dage efter politidirektørens/justitsministerens (rigs-

advokatens) afgørelse, således at den samlede sagsbehandlingstid ikke over-

stiger 30 dage, jf. § 18 k, stk. 2.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2006-

07, tillæg A, side 2515, at der dog vil kunne opstå situationer, hvor afgørel-

sen ikke vil kunne træffes inden for de ovennævnte frister. Dette vil navnlig

kunne være tilfældet, hvis en afgørelse skal prøves i flere retsinstanser. I så

fald skal proceduren i konventionens artikel 14, stk. 4, følges. Det fremgår

endvidere af de nævnte bemærkninger, at sager om udlevering på grundlag

af en nordisk arrestordre i øvrigt fremsendes af anklagemyndigheden til ret-

ten med anmodning om særlig hurtig berammelse.

167

Udleveringsloven indeholder ikke en tilsvarende regel vedrørende udleve-

ring til stater uden for Norden og Den Europæiske Union.

3.6.9.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

De foreslåede § 37, stk. 1, 1. led, og stk. 2, nr. 1, viderefører med redaktio-

nelle ændringer udleveringslovens § 18 k med ændringer som følge af, at

afgørelser om udlevering fremover i alle tilfælde træffes af domstolene.

De foreslåede § 37, stk. 1, 2. led, og stk. 2, nr. 2, viderefører med redaktio-

nelle ændringer udleveringslovens § 18 d med ændringer som følge af, at

afgørelser om udlevering fremover i alle tilfælde træffes af domstolene.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 37, stk. 1, 2. led, er 10-dages fristen

indskrænket til kun at gælde i det tilfælde, hvor den pågældende meddeler

samtykke til udlevering. Således vil den foreslåede bestemmelse være i

overensstemmelse med artikel 17 i rammeafgørelsen om den europæiske ar-

restordre.

For så vidt angår sager om udlevering til stater uden for Norden og Den

Europæiske Union vil en hurtig sagsbehandling også i disse udleveringssa-

ger bl.a. medvirke til at sikre, at den, som ønskes udleveret, ikke sidder unø-

digt længe fængslet, mens sagen behandles her i landet.

Lovforslagets § 37, stk. 1, 1. led, der foreskriver, at rettens afgørelse efter §

35 skal afsiges snarest muligt, vil fremover også omfatte sager om udleve-

ring til stater uden for Norden eller Den Europæiske Union.

Der er for udlevering til disse stater ikke fastsat en tilsvarende præcis frist

som for udlevering til de nordiske lande og EU-medlemsstater, da der må

forventes at kunne være behov for at indhente flere supplerende oplysninger

til brug for sagens afgørelse end efter den forenklede procedure efter ram-

meafgørelsen om den europæiske arrestordre eller den nordiske udleve-

ringskonvention, hvor alle oplysninger forudsættes at fremgå af selve arrest-

ordren.

Der henvises til § 37 og bemærkningerne hertil.

3.6.10. Frist for udleveringens gennemførelse

168

3.6.10.1. Gældende ret

3.6.10.1.1. Udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union

Indbringes en beslutning om udlevering ikke for retten, skal udleveringen

gennemføres snarest muligt, jf. udleveringslovens § 17, stk. 2. Medmindre

den pågældende har givet afkald på domstolsprøvelse, kan der dog ikke ske

udlevering før udløbet af den frist på 3 dage, der efter § 16, stk. 2, gælder

for at indbringe justitsministerens (rigsadvokatens) afgørelse om udlevering

for retten, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt.

For at sikre, at en udlevering gennemføres, kan den pågældende i medfør af

udleveringslovens § 17, stk. 3, anholdes og varetægtsfængsles efter reglerne

i retsplejeloven. En varetægtsfængsling skal dog ophæves, hvis udlevering

ikke har fundet sted inden 30 dage efter, at beslutningen om udlevering har

kunnet gennemføres. Dette vil være tilfældet, hvis den pågældende har givet

afkald på domstolsprøvelse, hvis fristen på 3 dage for anmodning om dom-

stolsprøvelse er udløbet, eller der er afsagt endelig retskendelse om udleve-

ring. I særlige tilfælde kan retten dog forlænge fristen for varetægtsfængs-

ling.

3.6.10.1.2. Udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union

Det fremgår af artikel 23 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre,

at en person, når der er truffet afgørelse om, at den pågældende skal udleve-

res i henhold til en europæisk arrestordre, skal udleveres til den anmodende

medlemsstat snarest muligt på en dato, der aftales mellem de berørte myn-

digheder. Efter rammeafgørelsen skal udleveringen som udgangspunkt gen-

nemføres senest 10 dage efter, at der er truffet endelig afgørelse herom. Er

den pågældende varetægtsfængslet, og er der ikke sket udlevering inden ud-

løbet af denne frist, skal den pågældende løslades.

Efter rammeafgørelsen kan 10-dages fristen for at gennemføre en endelig

udleveringsbeslutning i visse tilfælde udsættes. Hvis det således af grunde,

som ikke kan tilskrives en af medlemsstaterne, viser sig umuligt at gennem-

føre udleveringen inden for fristen, skal den anmodede medlemsstats kom-

petente myndighed straks kontakte myndigheden i den anmodende med-

lemsstat med henblik på at aftale en ny dato for udleveringen. I så fald skal

udlevering finde sted senest 10 dage efter den aftalte nye dato. I disse til-

fælde er der ikke pligt til ophæve en eventuel fængsling af den pågældende.

169

På den baggrund følger det af udleveringslovens § 18 e, stk. 1, at udlevering

ikke kan ske før udløbet af fristen på 3 dage for anmodning om domstols-

prøvelse, jf. lovens § 16, jf. § 18 b, stk. 4, 2. pkt. Det gælder dog ikke, hvis

den pågældende giver afkald på at indbringe beslutningen om udlevering for

retten. Hvis beslutningen om udlevering indbringes for retten, kan udleve-

ring ikke ske, før beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse.

Efter udleveringslovens § 18 e, stk. 2, skal en udlevering gennemføres sna-

rest muligt og senest 10 dage efter de i stk. 1 nævnte tidspunkter. Som nævnt

ovenfor skal der ske underretning af de relevante myndigheder i den anmod-

ende medlemsstat, hvis denne frist ikke kan overholdes. Der skal herefter

aftales en ny dato for udleveringen.

Udlevering kan endvidere udsættes midlertidigt af humanitære årsager,

f.eks. hvis der er bestemte grunde til at antage, at udlevering vil bringe den

pågældendes liv eller helbred i fare. Udleveringen skal gennemføres, når

disse humanitære grunde ikke længere foreligger. Der henvises herom til

pkt. 3.6.11.1.2.

Endvidere følger det af udleveringslovens § 18 e, stk. 3, 1. pkt., at de rets-

midler, der er nævnt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel

70 om varetægtsfængsling, kan anvendes for at sikre udleveringens gennem-

førelse. En fængsling, som er sket i medfør af bestemmelsens 1. pkt., skal

ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden udløbet af 10-dages

fristen i stk. 2, jf. § 18 e, stk. 3, 2.-3. pkt. Fristen kan dog forlænges af retten

i særlige tilfælde.

3.6.10.1.3. Udlevering til lande i Norden

Det fremgår af den nordiske udleveringskonventions artikel 19, stk. 1, at en

person, når der er truffet afgørelse om, at den pågældende skal udleveres i

henhold til en nordisk arrestordre, skal udleveres til det anmodende land

snarest muligt på en dato, der aftales mellem de berørte myndigheder. Efter

den nordiske udleveringskonvention skal udleveringen som udgangspunkt

gennemføres senest 5 dage efter, at der er truffet endelig afgørelse herom,

jf. artikel 19, stk. 2. Er den pågældende varetægtsfængslet, og er der ikke

sket udlevering inden udløbet af denne frist, skal den pågældende løslades,

jf. artikel 19, stk. 6.

Efter den nordiske udleveringskonvention kan 5-dages fristen for at gen-

nemføre en endelig udleveringsbeslutning i visse tilfælde udsættes. Hvis det

170

således på grund af særlige omstændigheder viser sig umuligt at gennemføre

udleveringen inden for fristen, skal det anmodede lands kompetente myn-

dighed straks kontakte myndigheden i det anmodende land med henblik på

at aftale en ny dato for udleveringen. I så fald skal udlevering finde sted

senest 5 dage efter udløbet af den oprindelige 5-dages frist, jf. artikel 19,

stk. 3.

Hvis det af grunde, som ikke kan tilskrives nogen af landene, herefter viser

sig umuligt at gennemføre udleveringen inden denne frist, skal det anmo-

dede lands kompetente myndighed straks kontakte myndigheden i det an-

modende land med henblik på at aftale en ny dato for udleveringen, jf. arti-

kel 19, stk. 4. Udlevering skal i sådanne situationer finde sted hurtigst mu-

ligt. I disse tilfælde er der ikke pligt til ophæve en eventuel fængsling af den

pågældende.

Artikel 19 svarer i vidt omfang til artikel 23 i rammeafgørelsen om den eu-

ropæiske arrestordre, hvor fristen for at gennemføre en udlevering dog som

udgangspunkt er 10 dage.

På den baggrund er der indsat en bestemmelse i udleveringslovens § 18 l,

stk. 3, 2. pkt., hvorefter en eventuel fængsling skal ophæves, hvis udleve-

ringen ikke er gennemført senest 5 dage efter, at der er truffet endelig afgø-

relse om udlevering. Hvis den pågældende ikke har givet afkald på at ind-

bringe politidirektørens/justitsministerens (rigsadvokatens) afgørelse for

retten, skal 5-dages fristen først regnes fra udløbet af fristen på 3 dage for at

indbringe politidirektørens/justitsministerens afgørelse for retten, jf. udle-

veringslovens § 18 i, stk. 3 og 4. Det samme gælder med hensyn til fristen

på 3 dage for kære af en retskendelse om udlevering. 5-dages fristen skal

således først regnes fra det tidspunkt, hvor udleveringsbeslutningen er fun-

det lovlig ved endelig retskendelse. Efter § 18 l, stk. 3, 3. pkt., kan retten

dog udsætte fristen for udlevering i særlige tilfælde, bl.a. med den virkning,

at en eventuel varetægtsfængsling efter omstændighederne vil kunne for-

længes.

Bestemmelsen svarer i vidt omfang til bestemmelsen i udleveringslovens §

18 e (om behandling af sager om udlevering til EU-medlemsstater), hvor

fristen til at gennemføre udleveringen dog som udgangspunkt er 10 dage.

3.6.10.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

171

Med den foreslåede bestemmelse i § 38 videreføres de gældende bestem-

melse i udleveringslovens §§ 17, 18 e og 18 l med nogle ændringer bl.a. som

følge af, at afgørelser om udlevering fremover i alle tilfælde træffes af dom-

stolene.

Det foreslås således, at fristerne, inden for hvilke udlevering så vidt mulig

skal gennemføres, i alle tilfælde regnes fra det tidspunkt, hvor rettens be-

slutning om udlevering er endelig. Dette vil være, når kærefristen er udløbet

eller, hvis kære sker, når kæresagen er afsluttet.

Endvidere foreslås det som noget nyt, at udlevering til stater uden for Nor-

den og Den Europæiske Union så vidt muligt skal være gennemført inden

30 dage efter det nævnte tidspunkt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 38 og bemærkningerne hertil.

3.6.11. Humanitære hensyn

3.6.11.1. Gældende ret

3.6.11.1.1. Udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union

Danmark har i forbindelse med ratifikationen af 1957-konventionen taget et

forbehold om, at udlevering kan afslås, såfremt udlevering, navnlig under

hensyn til vedkommendes alder, helbredstilstand eller andre personlige for-

hold, må antages at ville medføre uforholdsmæssigt alvorlige følger for den

pågældende. Dette er kommet til udtryk i udleveringslovens § 7, hvorefter

udlevering skal afslås, hvis en udlevering vil være uforenelig med humani-

tære hensyn, jf. Folketingstidende 1966-67, 2. samling, tillæg A, spalte

2548.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at når bestemmelsen ud

over den pågældendes alder og helbredstilstand særligt fremhæver »andre

personlige forhold«, sigtes hermed navnlig til vedkommendes sociale situa-

tion. Det vil således kunne være af betydning, om den pågældende har fa-

milie her i landet, hvor længe han har opholdt sig her, og om han har egen

virksomhed eller fast arbejde her.

Af betænkning over forslag til lov om udlevering af lovovertrædere, jf. Fol-

ketingstidende 1966-67, 2. samling, tillæg B, spalte 1490, fremgår det, at

172

det i forbindelse med udvalgsbehandlingen blev diskuteret, om bestemmel-

sen gav tilstrækkelig sikkerhed mod udlevering, hvor den, der søges udle-

veret, må forventes at blive udsat for straffe, der efter dansk opfattelse er

barbariske, eller som står i åbenbart misforhold til lovovertrædelsen. Justits-

ministeren fremhævede i den forbindelse over for udvalget, at § 7 ikke er

begrænset til tilfælde, hvor udleveringens uforenelighed med humanitære

hensyn beror på personlige forhold, jf. ordet »navnlig« i bestemmelsen.

3.6.11.1.2. Udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union

Efter artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre

vil udlevering undtagelsesvis kunne

udsættes

midlertidigt af tungtvejende

humanitære grunde, f.eks. hvis der er vægtige grunde til at antage, at udle-

vering klart ville bringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare.

Den europæiske arrestordre skal fuldbyrdes, så snart disse grunde ikke læn-

gere foreligger. Den anmodede medlemsstats myndighed skal straks under-

rette den udstedende medlemsstats myndighed om udsættelsen og skal i den

forbindelse så vidt muligt aftale en ny dato for udleveringen.

På den baggrund er der i udleveringslovens § 10 i indsat en bestemmelse,

hvorefter udlevering skal udsættes, hvis det i særlige tilfælde – navnlig un-

der hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige

forhold – må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære

hensyn.

Derimod er det ikke muligt at afslå udlevering i henhold til en europæisk

arrestordre med henvisning til, at udlevering ville være uforenelig med hu-

manitære hensyn. Det fremgår således af bestemmelsens forarbejder, at ud-

sættelsen af udleveringen skal udstrækkes indtil de særlige forhold, der gør

udlevering uforenelig med humanitære hensyn, ikke længere er til stede, jf.

Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4321.

3.6.11.1.3. Udlevering til lande i Norden

Udlevering kan ifølge den nordiske udleveringskonventions artikel 19, stk.

5, udsættes midlertidigt af tungtvejende humanitære årsager – f.eks. hvis der

er vægtige grunde til at antage, at udlevering klart vil bringe den pågælden-

des liv eller helbred i fare. Udleveringen skal gennemføres, så snart disse

humanitære grunde ikke længere foreligger.

173

Det fremgår således af udleveringslovens § 10 n, at udleveringslovens § 10

i skal finde tilsvarende anvendelse i sager om udlevering til de nordiske

lande.

3.6.11.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den foreslåede bestemmelse i § 39 er affattet i overensstemmelse med arti-

kel 23, stk. 4, 1. og 2. pkt., i rammeafgørelsen om den europæiske arrestor-

dre, samt artikel 19, stk. 5, 1. og 2. pkt., i den nordiske udleveringskonven-

tion.

Med lovforslaget vil bestemmelsen samtidig blive placeret i kapitel 6 om

behandlingen af sager om udlevering fra Danmark og vil dermed også gælde

for sager om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske

Union. Der vil som følge heraf fremover ikke være mulighed for at afslå

udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union under hen-

visning til at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn. I

stedet vil udleveringen skulle udsættes.

Lovforslagets § 39 udgør ikke en videreførelse af udleveringslovens § 7.

Af hensyn til retshåndhævelsen finder Justitsministeriet således, at de hen-

syn til den pågældende, der kan begrunde et afslag på udlevering, er omfattet

af lovforslagets § 6 om forholdet til Danmarks internationale forpligtelser,

og at der ikke derudover er grundlag for at fastsætte yderligere afslags-

grunde af humanitære årsager.

Der kan i den forbindelse desuden henvises til lovforslagets § 7, hvorefter

der ved udlevering af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl

her i landet, til strafforfølgning kan stilles vilkår om, at den pågældende

overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængsels-

straf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, ligesom udlevering af en

person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, til straf-

fuldbyrdelse kan afslås, hvis straffen i stedet fuldbyrdes her i landet.

Hvis der uden for de tilfælde, der er omfattet af lovforslagets § 6, på tids-

punktet for udleveringens gennemførelse måtte foreligge tungtvejende hu-

manitære grunde, som må antages at være af midlertidig karakter, f.eks. hvis

der er vægtige grunde til at antage, at udleveringen klart ville bringe den

eftersøgtes liv eller helbred i fare, skal udleveringen i stedet udsættes, indtil

disse grunde ikke længere er til stede, jf. lovforslagets § 39.

174

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 39 og bemærkningerne hertil.

3.6.12. Overgivelse af genstande

3.6.12.1. Gældende ret

Det følger af udleveringslovens § 18, at justitsministeren i forbindelse med

en beslutning om udlevering kan bestemme, at genstande, som er beslaglagt

eller taget i bevaring under sagen, med forbehold af tredjemands eventuelle

rettigheder skal overgives til den myndighed, som har anmodet om udleve-

ringen.

Artikel 29 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre indeholder

regler om overgivelse af genstande i forbindelse med udlevering. Bestem-

melsen fastslår, at den anmodede stat i overensstemmelse med national ret

skal beslaglægge og overlevere genstande, der er påkrævet som bevismate-

riale, eller som den eftersøgte har erhvervet som resultat af lovovertrædel-

sen.

Det følger af udleveringslovens § 18 f, at genstande, som er beslaglagt eller

taget i bevaring under sagen, med forbehold for tredjemands eventuelle ret-

tigheder skal overgives til den myndighed, som har anmodet om udlevering,

hvis denne myndighed anmoder herom, og genstanden i denne medlemsstat

skal tjene som bevis i sagen eller hidrører fra den lovovertrædelse, som sa-

gen vedrører.

Den nordiske udleveringskonventions artikel 25 indeholder regler om over-

givelse af genstande i forbindelse med udlevering. Bestemmelsen fastslår,

at det anmodede land i overensstemmelse med national ret skal beslaglægge

og overlevere genstande, der er påkrævet som bevismateriale, eller som den

eftersøgte har erhvervet som resultat af lovovertrædelsen, jf. artikel 25, stk.

1. De nævnte genstande skal udleveres, selv om den nordiske arrestordre

ikke kan fuldbyrdes på grund af den eftersøgtes død eller undvigelse, jf. ar-

tikel 25, stk. 2.

Hvis de genstande, som er nævnt i konventionens artikel 25, stk. 1, beslag-

lægges eller konfiskeres på det anmodede lands område, kan dette land i

forbindelse med verserende strafforfølgning midlertidigt tilbageholde eller

udlevere dem til det udstedende land på betingelse af, at de senere tilbage-

leveres, jf. artikel 25, stk. 3.

175

Enhver rettighed, som det anmodede land eller tredjemand måtte have til de

i stk. 1 nævnte genstande, bevares. Hvis der findes sådanne rettigheder, skal

det anmodende land straks efter strafforfølgningen vederlagsfrit tilbagele-

vere genstandene til det anmodede land, jf. konventionens artikel 25, stk. 4.

Den nordiske udleveringskonventions artikel 25 svarer til artikel 29 i ram-

meafgørelsen om den europæiske arrestordre, der er gennemført i dansk ret

ved udleveringslovens § 18 f.

På den baggrund er det i udleveringslovens § 18 l, stk. 4, fastsat, at § 18 f

skal finde tilsvarende anvendelse ved behandling af sager om udlevering til

de nordiske lande. Bestemmelsen indebærer, at Danmark i de tilfælde, der

nævnes i bestemmelsen, har pligt til at overgive genstande i forbindelse med

en udlevering.

3.6.12.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som følge af forslaget om at overdrage afgørelseskompetencen i udleve-

ringssager til domstolene, finder Justitsministeriet det hensigtsmæssigt, at

kompetencen til at træffe afgørelse om overgivelse af beslaglagte genstande

også placeres hos domstolene.

Den foreslåede bestemmelse i § 40 viderefører med redaktionelle ændringer

udleveringslovens §§ 18, 18 f og 18 l, stk. 4, med den ændring, at der i sager

om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union frem-

over vil gælde samme regler som i sager om udlevering til nordiske lande

og medlemsstater i Den Europæiske Union. Det vil således ikke længere

være justitsministeren (rigsadvokaten), der skal træffe afgørelse om overgi-

velse, men derimod domstolene.

Endvidere bliver reglen om overgivelse af de pågældende genstande obliga-

torisk, og overgivelsen bliver betinget af, at den anmodende stat har anmo-

det om overgivelse af de pågældende genstande, og at genstandene skal

tjene som bevis eller hidrører fra lovovertrædelsen.

Udlevering af genstande forudsætter, at der er truffet beslutning om udleve-

ring af den pågældende person. Genstandene skal derimod udleveres uanset,

at en udleveringsbeslutning ikke kan fuldbyrdes, fordi den pågældende ef-

terfølgende er afgået ved døden eller er flygtet.

176

En genstand, som skal overgives til en anden stat i medfør af den foreslåede

bestemmelse, kan midlertidigt tilbageholdes eller overgives på betingelse

af, at genstanden senere tilbageleveres. Tredjemands eventuelle rettighed

over genstande, der skal overgives til en anden medlemsstat, bevares.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 40 og bemærkningerne hertil.

3.6.13. Specialitetsreglen

3.6.13.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 20, stk. 1, kan justitsministeren efter anmodning

tillade, at en person, der er udleveret efter reglerne i udleveringsloven, un-

derkastes strafforfølgning eller straffuldbyrdelse eller udleveres videre til

tredjeland for en anden strafbar handling begået før udleveringen end den,

som den pågældende er udleveret for.

Justitsministeren kan kun give tilladelse, hvis der efter udleveringsloven

kunne være sket udlevering for den pågældende handling, jf. § 20, stk. 2.

Hvis den pågældende er udleveret til et nordisk land, kan tilladelse til, at

vedkommende drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før

udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 10 o, stk. 1, nr. 2, dog

meddeles, selv om udlevering for den pågældende handling ikke kunne have

fundet sted, jf. § 20, stk. 3.

En anmodning fra en stat uden for Norden og Den Europæiske Union om

tilladelse til at fravige specialitetsreglen skal indeholde de oplysninger, der

omtales i udleveringslovens § 11, stk. 1, jf. nærmere ovenfor i pkt. 3.6.1.1.,

samt oplysning om, hvorvidt den pågældende forlanger lovligheden af en

eventuel tilladelse prøvet ved domstolene, jf. § 20, stk. 4, 1. pkt.

Ligeledes skal en anmodning fra en stat i Den Europæiske Union, bortset

fra Finland og Sverige, indeholde de oplysninger, der omtales i udleverings-

lovens § 18 a, stk. 1-3, samt oplysning om, hvorvidt den pågældende forlan-

ger lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene, jf. § 20, stk.

4, 2. pkt.

Det samme gør sig gældende for så vidt angår anmodninger fra et nordisk

land, der skal indeholde de oplysninger, der omtales i udleveringslovens §

177

18 g, stk. 1-3, foruden oplysninger om, hvorvidt den pågældende ønsker

spørgsmålet indbragt for retten, jf. § 20, stk. 4, 3. pkt.

Hvis den pågældende har forlangt domstolsprøvelse, kan tilladelse først

meddeles, når dens lovlighed er fastslået ved endelig retskendelse. Politiet

indbringer spørgsmålet for retten på det sted, hvor den udleverede havde

ophold før udleveringen, jf. § 20, stk. 5.

Bestemmelsen i udleveringslovens § 20 er indført ved lov nr. 249 af 9. juni

1967 om udlevering af lovovertrædere.

Bestemmelsens stk. 1 og 2 samt stk. 5 er uændrede i forhold til den oprin-

delige bestemmelse.

Udleveringslovens § 20, stk. 3, blev nyaffattet ved lov nr. 394 af 30. april

2007 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og forskellige an-

dre love og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Fin-

land, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af konvention om overgi-

velse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (nordisk arrestordre)

m.v.).

Nyaffattelsen af stk. 3 skulle ses i sammenhæng med den samtidige ændring

af udleveringslovens § 10 o, stk. 1, nr. 1, hvorved det bestemtes, at justits-

ministerens tilladelse er nødvendig, hvis den person, der er udleveret til et

andet nordisk land, ønskes draget til ansvar for andre strafbare handlinger

begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, når udlevering

for den pågældende handling kunne have været afslået efter lovens § 10 d,

stk. 2, jf. § 10 m, stk. 2 (tiltalefrafald/påtaleopgivelse), eller § 10 f, stk. 1, jf.

§ 10 n (handlingen begået helt eller delvist her i landet).

Med nyaffattelsen blev det fastslået, at en sådan tilladelse kan meddeles,

selv om udlevering for den pågældende handling ikke kunne have fundet

sted. Om tilladelse bør gives, vil bero på en konkret vurdering af den enkelte

sags omstændigheder, hvor det bl.a. må indgå, hvilken af de afslagsgrunde,

som nævnes i den foreslåede § 10 o, stk. 1, nr. 2, der kunne være anvendt.

Hvis udlevering f.eks. kunne have været afslået efter § 10 m, stk. 2, jf. § 10

d, stk. 2, fordi der er meddelt påtaleopgivelse for det pågældende forhold,

vil det bl.a. afhænge af, på hvilken baggrund påtaleopgivelsen er meddelt,

om der bør gives tilladelse. Der vil således f.eks. kunne være grund til at

nægte tilladelse, hvis anklagemyndigheden her i landet allerede har foreta-

get en bevismæssig vurdering af den handling, som den pågældende ønskes

178

draget til ansvar for, med henblik på eventuel strafforfølgning i Danmark,

og der i den forbindelse er meddelt påtaleopgivelse, fordi sigtelsen har vist

sig at være grundløs. Hvis påtaleopgivelse derimod f.eks. er meddelt, fordi

handlingen ikke kan strafforfølges i Danmark på grund af manglende juris-

diktionskompetence, men i stedet må forfølges i det nordiske land, der nu

anmoder om at måtte drage den pågældende til ansvar for handlingen, vil

der normalt ikke være grundlag for at afslå tilladelse, jf. Folketingstidende

2006-07, tillæg A, side 2530.

Udleveringslovens § 20, stk. 4, blev i forbindelse med gennemførelsen af

den europæiske arrestordre første gang nyaffattet ved lov nr. 433 af 10. juni

2003 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udle-

vering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemfø-

relse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v.) som kon-

sekvens af den samtidige ændring af udleveringslovens § 18 a, der indehol-

der særlige krav til, hvilke oplysninger der skal være indeholdt i en europæ-

isk arrestordre, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4325.

Udleveringslovens § 20, stk. 4 blev i forbindelse med gennemførelsen af

den nordiske arrestordre for anden gang nyafattet ved lov nr. 394 af 30. april

2007 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og forskellige an-

dre love og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Fin-

land, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af konvention om overgi-

velse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (nordisk arrestordre)

m.v.).

Denne ændring skulle ses i sammenhæng med den samtidige ændring af §

10 o, stk. 4, nr. 3, hvorefter justitsministeren (rigsadvokaten) kan give tilla-

delse til, at en person, der er udleveret til et nordisk land, kan videreudleve-

res til en medlemsstat i Den Europæiske Union (bortset fra Finland og Sve-

rige) eller en stat uden for Norden og Den Europæiske Union. En sådan til-

ladelse vil kun kunne meddeles, såfremt udlevering for den pågældende

handling kunne have fundet sted efter udleveringsloven, jf. udleveringslo-

vens § 20, stk. 2, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 2530.

3.6.13.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Efter den foreslåede bestemmelse i § 41, stk. 1, 1. pkt., er det retten – og

ikke justitsministeren – der efter anmodning kan tillade, at en person, der er

179

udleveret, underkastes strafforfølgning eller straffuldbyrdelse eller udleve-

res videre til tredjeland for en anden strafbar handling begået før udleverin-

gen end den, som den pågældende er udleveret for.

Endvidere foreslås det i stk. 1, 2. og 3. pkt., at det er anklagemyndigheden,

der indbringer spørgsmålet for den ret, som har afsagt kendelse om udleve-

ring i første instans, og at lovforslagets § 34 om forsvarerbeskikkelse finder

tilsvarende anvendelse.

Det foreslåede § 41, stk. 1, viderefører således udleveringslovens § 20, stk.

1, med de ændringer, der følger af overførslen af kompetencen til at træffe

afgørelse til domstolene.

Retten kan behandle anmodningen uden afholdelse af retsmøde, jf. lov-

forslagets § 35, stk. 3. Forsvareren forudsættes at få tilsendt en kopi af an-

modningen og vil have mulighed for at komme med sine bemærkninger

skriftligt over for retten.

Den foreslåede bestemmelse i § 41, stk. 2, viderefører med redaktionelle

ændringer udleveringslovens § 20, stk. 2, idet angivelsen af, at udleverings-

lovens § 10 (lovforslagets § 29) finder tilsvarende anvendelse, er udeladt

som overflødig. Efter bestemmelsen kan tilladelse til fravigelse af speciali-

tetsprincippet kun meddeles, såfremt udlevering for den pågældende hand-

ling kunne have fundet sted efter bestemmelserne i den foreslåede lov.

Udleveringslovens § 20, stk. 3, bestemmer, at hvis den pågældende er udle-

veret til et nordisk land, kan tilladelse til, at vedkommende drages til ansvar

for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket

udlevering for, jf. udleveringslovens § 10 o, stk. 1, nr. 2, dog meddeles, selv

om udlevering for den pågældende handling ikke kunne have fundet sted.

Lovforslagets § 41, stk. 3, viderefører med redaktionelle ændringer udleve-

ringslovens § 20, stk. 3. Det bemærkes, at udleveringslovens § 10 o, stk. 1,

nr. 2, videreføres ved lovforslagets § 10, stk. 1, nr. 2.

Med lovforslagets § 42 videreføres den gældende bestemmelse i § 20, stk.

4, med redaktionelle ændringer.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 41 og 42 og bemærkningerne hertil.

180

3.6.14. Udlevering til lande, som har indgået en associeringsaftale med Den

Europæiske Union

3.6.14.1. Gældende ret

Udleveringslovens § 21 b regulerer udlevering til lande, der har indgået en

associeringsaftale om gennemførelse, anvendelse og udvikling af Schengen-

reglerne med Den Europæiske Union og Det Europæiske Fællesskab. I disse

sager gælder reglerne i konvention af 10. marts 1995 udarbejdet på grundlag

af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om forenklet udleve-

ringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og artikel

1, 2, 6, 8, 9 og 13 i konvention af 27. september 1996 udarbejdet på grundlag

af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om udlevering mellem

Den Europæiske Unions medlemsstater, medmindre andre regler om udle-

vering mellem Danmark og det pågældende land er mere vidtgående end

reglerne i disse konventioner.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 394 af 30. april 2007 og gennemførte de

lovændringer, der var nødvendige for, at Danmark kunne tiltræde aftalen

mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det

Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennem-

førelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, jf. Folketingsti-

dende 2006-07, tillæg A, side 2531.

Bestemmelsen indebærer, at der ved udlevering til Schweiz (og andre lande,

der i fremtiden måtte indgå en lignende aftale) ved siden af reglerne i udle-

veringslovens kapitel 2 og 3 (om udlevering til stater uden for Den Europæ-

iske Union) vil gælde reglerne i 1995-konventionen og artikel 1, 2, 6, 8, 9

og 13 i 1996-konventionen. De nævnte regler i 1995-konventionen og 1996-

konventionen finder alene anvendelse i det omfang andre regler om udleve-

ring mellem Danmark og det pågældende land ikke er mere vidtgående, jf.

Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 2531.

De erklæringer, som Danmark i forbindelse med sin tidligere ratifikation af

de to konventioner har afgivet, vil ligeledes finde anvendelse i forhold til

Schweiz. Herefter gennemgås 1995-konventionens artikler i lovens forar-

bejde, jf. nedenfor, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 2531-2533.

Efter 1995-konventionens artikel 1, stk. 2, berører konventionen ikke an-

vendelsen af mere fordelagtige bestemmelser i gældende aftaler mellem

medlemsstater.

181

I artikel 2-3 forpligtes medlemsstaterne til indbyrdes at udlevere eftersøgte

personer efter den forenklede procedure i konventionen, såfremt den berørte

person og den anmodede stat meddeler samtykke hertil. Kravet om den an-

modede stats tilladelse foruden den eftersøgte persons samtykke skal ses

som en garanti for, at de materielle betingelser for udlevering er opfyldt, og

den anmodede stat skal således foretage en selvstændig vurdering af spørgs-

målet om udlevering. Den anmodede stat kan afslå udlevering, hvis omstæn-

dighederne giver grundlag for at antage, at udleveringsbetingelserne ikke er

opfyldt, eller såfremt andre grunde i øvrigt taler for at følge fremgangsmå-

den efter 1957-konventionen.

1995-konventionens artikel 4 angiver, hvilke oplysninger der som udgangs-

punkt skal anses for tilstrækkelige til, at den anmodede stat og personen, der

begæres udleveret, kan tage stilling til spørgsmålet om anvendelse af den

forenklede udleveringsprocedure. Oplysningerne svarer til de oplysninger,

der fremgår af Interpols efterlysninger, eller som efter artikel 95 i Schengen-

konventionen indberettes til Schengen-informationssystemet.

Formålet med konventionens artikel 4 er at sikre en hurtig udlevering og at

forhindre, at personer, der er villige til at lade sig udlevere, må tilbageholdes

i en længere periode, mens en formel udleveringsanmodning udfærdiges,

fremsendes, oversættes og behandles, uanset at der ikke på forhånd er tvivl

om, at betingelserne for udlevering er opfyldt. Er der på baggrund af de fo-

relagte oplysninger ikke tilstrækkeligt grundlag for at afgøre, om de natio-

nale betingelser for udlevering er opfyldt, giver artikel 4 mulighed for und-

tagelsesvis at indhente yderligere oplysninger.

I konventionens artikel 5 angives, hvordan samtykke og tilladelse til udle-

vering efter den forenklede procedure gives. Den anmodede stats tilladelse

gives i overensstemmelse med de nationale procedurer herfor. For den an-

holdte persons samtykke gælder særlige regler i artikel 6-7.

Konventionens artikel 6 pålægger den medlemsstat, hvor anholdelsen med

henblik på udlevering har fundet sted, at oplyse den anholdte om den fore-

liggende anmodning og om muligheden for at give samtykke til udlevering

efter den forenklede procedure. Oplysningerne skal gives i forbindelse med

anholdelsen eller umiddelbart herefter.

Den anholdtes samtykke – og eventuelt tillige udtrykkeligt afkald på anven-

delse af specialitetsreglen, jf. konventionens artikel 9 – skal efter artikel 7,

182

stk. 1, gives over for de kompetente retsmyndigheder i den anmodede stat i

overensstemmelse med dennes nationale lovgivning. Det skal i den forbin-

delse sikres, at samtykket indhentes på en sådan måde, at det fremgår, at den

pågældende har givet udtryk herfor frivilligt og med fuldt kendskab til føl-

gerne heraf. Med henblik herpå har den berørte person ret til at lade sig råd-

give, jf. artikel 7, stk. 2 og 3.

Efter konventionens artikel 7, stk. 4, kan samtykke og afkald på anvendelse

af specialitetsreglen som udgangspunkt ikke tilbagekaldes. Artikel 7, stk. 4,

åbner imidlertid mulighed for at tage forbehold, således at samtykke til ud-

levering og afkald på anvendelse af specialitetsreglen kan tilbagekaldes ef-

ter nationale regler. Danmark har i forbindelse med ratifikationen af kon-

ventionen afgivet en erklæring herom.

Efter 1995-konventionens artikel 8 skal den anmodede stat omgående med-

dele den berørte persons samtykke til den anmodende stat. Senest 10 dage

efter anholdelsen skal den anmodende stat i øvrigt underrettes om, hvorvidt

den pågældende har meddelt samtykke. Den korte tidsfrist skal ses som led

i bestræbelserne på at forkorte sagsbehandlingstiden mest muligt. Fristen

har i øvrigt sammenhæng med konventionens artikel 10 og 11, hvorefter der

fra anholdelsestidspunktet til det tidspunkt, hvor personen er overgivet i den

anmodende stats varetægt, som udgangspunkt ikke må forløbe mere end 50

dage. I tilfælde, hvor der ikke inden for 10-dages fristen er meddelt sam-

tykke, indebærer bestemmelsen tillige, at den anmodende stat får lejlighed

til at fremsende en formel udleveringsanmodning i medfør af 1957-konven-

tionens artikel 12 uden at overskride den maksimale frist for frihedsberø-

velse på 40 dage efter 1957-konventionens artikel 16, stk. 4.

Efter 1995-konventionens artikel 9 kan en medlemsstat erklære, at speciali-

tetsreglen i 1957-konventionens artikel 14 ikke finder anvendelse i forbin-

delse med den forenklede udleveringsprocedure. Der består efter bestem-

melsen følgende muligheder:

Der afgives ingen erklæring i medfør af artikel 9.

Der afgives erklæring om, at 1957-konventionens artikel 14 ikke fin-

der anvendelse ved den forenklede udleveringsprocedure (artikel 9,

litra a).

183

Der afgives erklæring om, at 1957-konventionens artikel 14 ikke fin-

der anvendelse, såfremt den berørte person i forbindelse med sam-

tykke til udlevering samtidig udtrykkeligt giver afkald på anvendelse

af specialitetsreglen (artikel 9, litra b).

Danmark har i forbindelse med ratifikationen af konventionen afgivet er-

klæring om anvendelse af artikel 9, litra b.

Efter 1995-konventionens artikel 10 skal afgørelsen om udlevering og alle

oplysninger om den forenklede procedure meddeles direkte mellem de be-

rørte myndigheder. Fremsendelse af dokumenter ad diplomatisk vej bliver

således unødvendig. Endvidere skal afgørelsen om udlevering meddeles se-

nest 20 dage efter den dato, hvor den pågældende har givet sit samtykke.

Hvis den anmodede stat afslår udlevering efter den forenklede procedure,

indebærer denne regel, at den anmodende stat i kraft af samspillet mellem

de to frister i konventionens artikel 8 og 10 stadig har en frist på mindst 10

dage inden for 40-dages fristen i 1957-konventionens artikel 16, stk. 4, til at

indgive en formel udleveringsanmodning.

Ifølge 1995-konventionens artikel 11 skal udleveringen finde sted senest 20

dage efter meddelelsen af afgørelsen om udlevering. I modsat fald skal den

pågældende løslades. I tilfælde af force majeure kan fristen imidlertid over-

skrides. Hvis den pågældende myndighed underretter den kompetente myn-

dighed i den anden stat inden for 20-dages fristen, kan de to myndigheder

aftale en ny dato for udleveringen. Har udlevering ikke fundet sted inden 20

dage fra denne dato, skal den pågældende løslades.

Det er forudsat, at reglen om force majeure har karakter af en undtagelses-

bestemmelse. Der skal således være tale om en situation, som ikke har kun-

net forudses og afværges, f.eks. et trafikuheld, en strejke, der forhindrer an-

vendelse af det planlagte transportmiddel uden mulighed for at benytte an-

dre transportmidler, eller alvorlig sygdom hos den berørte person, som nød-

vendiggør øjeblikkelig hospitalsindlæggelse.

I øvrigt forudsættes den nye dato for udlevering at skulle ligge så tæt som

muligt på den dato, hvor den oprindelige frist for udlevering udløb.

Efter bestemmelsens stk. 4 finder artikel 11 ikke anvendelse, såfremt den

anmodede stat ønsker at benytte artikel 19 i 1957-konventionen. Denne be-

stemmelse giver mulighed for at udsætte eller betinge overførelsen af den

184

berørte person af, at der forinden eller senere gives den anmodede stat ad-

gang til at iværksætte strafforfølgning eller straffuldbyrdelse mod den be-

rørte person i anledning af andre forhold end det, der sker udlevering for.

Meddeles samtykke til udlevering senere end 10 dage efter anholdelsen,

men inden modtagelse af en formel udleveringsanmodning efter 1957-kon-

ventionens artikel 12, skal den forenklede procedure også finde anvendelse,

jf. 1995-konventionens artikel 12. Gives samtykket efter modtagelse af den

formelle udleveringsanmodning, kan den forenklede procedure finde anven-

delse. Det samme gælder i tilfælde, hvor udleveringssagen udelukkende er

indledt på grundlag af en formel udleveringsanmodning.

Efter 1995-konventionens artikel 13 indebærer et samtykke til udlevering

og afkald på anvendelse af specialitetsreglen i forhold til den anmodende

stat som udgangspunkt tillige afkald på anvendelse af specialitetsreglen i

1957-konventionens artikel 14 i forhold til en tredje medlemsstat. Den på-

gældende vil således kunne videreudleveres til en sådan stat uden forudgå-

ende tilladelse af myndighederne i den anmodede stat.

Artikel 14 i 1995-konventionen indeholder regler om den dokumentation,

der skal fremsendes i forbindelse med ansøgning om transittilladelse, dvs.

tilladelse til, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden,

føres gennem det danske rige.

Endelig rummer artikel 15-17 i konventionen forskellige bestemmelser om

angivelse af kompetente myndigheder, ikrafttræden mv.

I 1996-konventionens artikel 1 fastlægges formålet med konventionen. Det

fremgår heraf, at konventionen har til formål at supplere bestemmelserne i

og lette anvendelsen mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af

1957-konventionen, den europæiske konvention om bekæmpelse af terro-

risme, Schengen-konventionen og kapitel 1 i Benelux-traktaten. Efter stk. 2

berører stk. 1 ikke anvendelsen af mere fordelagtige aftaler mv. mellem

medlemsstater.

I artikel 2 i konventionen er det bl.a. fastsat, at udlevering skal tillades for

forbrydelser, som efter lovgivningen i den anmodende medlemsstat kan

medføre frihedsstraf i mindst 1 år og efter lovgivningen i den anmodede

medlemsstat frihedsstraf i mindst 6 måneder.

185

Udlevering kan ikke afslås med den begrundelse, at lovgivningen i den an-

modede medlemsstat ikke indeholder bestemmelser om samme type sikker-

hedsforanstaltning som lovgivningen i den anmodende medlemsstat. Med

udtrykket »sikkerhedsforanstaltning« sigtes til enhver beslutning om fri-

hedsberøvelse, som er truffet af en kriminaldomstol i forbindelse med eller

i stedet for straffedom, jf. 1957-konventionens artikel 25.

1996-konventionens artikel 6 omhandler udlevering for fiskale forbrydelser

(dvs. skatte- og afgiftsforbrydelser mv.). Bestemmelsen svarer til artikel 2 i

den anden tillægsprotokol til 1957-konventionen.

Efter artikel 8 i 1996-konventionen kan udlevering ikke afslås med den be-

grundelse, at der er indtrådt forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyr-

delse af straf i henhold til lovgivningen i den anmodede medlemsstat. Den

anmodede medlemsstat kan dog efter artikel 8, stk. 2, undlade at anvende

denne bestemmelse, når udleveringsanmodningen er begrundet i forbrydel-

ser, for hvilke denne medlemsstat er kompetent i medfør af sin egen straffe-

lov. Heri ligger, at udlevering kan afslås med henvisning til forældelse, hvis

den anmodede medlemsstat selv ville have haft kompetence til at behandle

sagen, hvis den ikke havde været forældet.

Artikel 9 i konventionen indeholder en bestemmelse om afslag på udleve-

ring i tilfælde af amnesti.

1996-konventionens artikel 13 indeholder bestemmelser om angivelse af

den centrale myndighed, der skal forestå behandlingen af anmodninger om

udlevering efter konventionen, og om anvendelse af telefax mv. ved frem-

sendelse af dokumenter. Det fremgår herefter af forarbejderne, at det vil

være justitsministeren (rigsadvokaten), der træffer afgørelse om udlevering

til Schweiz.

3.6.14.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den foreslåede § 43 viderefører den gældende bestemmelse i udleverings-

lovens § 21 b.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 43 og bemærkningerne hertil.

3.6.15. Udlevering til lande, som har tiltrådt 3. tillægsprotokol til 1957-kon-

ventionen

186

3.6.15.1. Gældende ret

Udleveringslovens § 21 c foreskriver, at ved udlevering til lande, som har

tiltrådt den tredje tillægsprotokol til den europæiske konvention om udleve-

ring, gælder reglerne i tillægsprotokollen, som er nærmere beskrevet i udle-

veringslovens bilag, medmindre andre regler om udlevering mellem Dan-

mark og det pågældende land er mere vidtgående end reglerne i tillægspro-

tokollen.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 428 af 1. maj 2013 med henblik på at

muliggøre dansk ratifikation af den 3. tillægsprotokol til Den Europæiske

Udleveringskonvention, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 127 som frem-

sat, side 58.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at reglerne i den tredje til-

lægsprotokol vil gælde ved siden af reglerne i udleveringslovens kapitel 2,

3 og 4 ved udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske Union,

som har tiltrådt tillægsprotokollen. Herudover vil reglerne i den tredje til-

lægsprotokol – ligesom reglerne i udleveringskonventionen – finde direkte

anvendelse i forhold til anmodninger fra Danmark til andre stater, som har

ratificeret tillægsprotokollen, om udlevering efter tillægsprotokollens for-

enklede procedure.

Reglerne i den tredje tillægsprotokol finder alene anvendelse i det omfang,

andre regler om udlevering mellem Danmark og det pågældende land ikke

er mere vidtgående. Den tredje tillægsprotokol blev samtidig medtaget som

bilag 3 til udleveringsloven. Tillægsprotokollens bestemmelser fik på denne

måde samme gyldighed som den egentlige lovtekst.

Endelig fremgår det af forarbejderne, at de erklæringer, som Danmark i for-

bindelse med ratifikationen af den tredje tillægsprotokol vil afgive, vil finde

anvendelse i forhold de øvrige lande, som tiltræder tillægsprotokollen.

Se i øvrigt lovslagets pkt. 3.2.1.1 for en nærmere beskrivelse af 3. tillægs-

protokol.

3.6.15.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den foreslåede § 44 viderefører den gældende bestemmelse i udleverings-

lovens § 21 c.

187

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 44 og bemærkningerne hertil.

3.7. Udlevering til Danmark

3.7.1. Baggrund

Spørgsmålet om anmodning om udlevering af en person til Danmark er ikke

reguleret særskilt i dansk ret. Udleveringsloven regulerer således ikke

spørgsmålet om, under hvilke betingelser en person kan udleveres til Dan-

mark med henblik på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse. Endvidere er

procedurerne for udlevering til Danmark, herunder formkravene til anmod-

ningen om udlevering, ikke regulereret i udleveringsloven.

Betingelserne og procedurerne for udlevering til Danmark vil således af-

hænge af det internationale retsgrundlag, som regulerer udleveringsspørgs-

mål mellem Danmark og det pågældende land, samt gennemførelseslovgiv-

ningen i det land, hvorfra udlevering søges.

En anmodning om udlevering kan fremsættes over for en stat uden for Nor-

den og Den Europæiske Union i henhold til 1957-konventionen på grundlag

af en forbrydelse med en strafferamme på mindst 1 års fængsel, hvis der er

tale om udlevering til strafforfølgning, eller til straffuldbyrdelse på grundlag

af en endelig dom på 4 måneders fængsel eller en anden frihedsberøvende

foranstaltning, jf. konventionens artikel 1, stk. 1. Konventionens artikel 12

fastsætter en række krav til anmodningens form og indhold.

En anmodning om udlevering kan fremsættes over for en EU-medlemsstat

på grundlag af en europæisk arrestordre udstedt af danske myndigheder. An-

modningen skal leve op til betingelserne i bl.a. artikel 2 i rammeafgørelsen

om den europæiske arrestordre, hvorefter en europæisk arrestordre kan ud-

stedes med henblik på strafforfølgning af forbrydelser, der kan straffes med

fængsel i 1 år eller mere, eller med henblik på fuldbyrdelse af en fængsels-

straf eller anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders va-

righed. En europæisk arrestordre skal i henhold til rammeafgørelsens artikel

8, stk. 1, indeholde en række nærmere angivne oplysninger i overensstem-

melse med den formular, som er medtaget i bilaget til rammeafgørelsen.

Herudover fremgår det af EU-Domstolens praksis, at proportionalitetsprin-

cippet skal tages i betragtning af udstedelseslandet, før der udstedes en ar-

restordre.

188

Betingelserne og procedurerne for udlevering fra et andet nordisk land til

Danmark er fastsat i den nordiske udleveringskonvention.

Derudover kan der være særlige bestemmelser om udlevering i andre kon-

ventioner, f.eks. FN’s konvention imod ulovlig handel med narkotika og

psykotrope stoffer.

3.7.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Formålet med lovforslaget er som anført i lovforslagets pkt. 1 først og frem-

mest at gennemføre de ændringer i udleveringsloven, der er nødvendige for

Danmarks opfyldelse af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre,

som den er fortolket af EU-Domstolen ved domme afsagt den 27. maj 2019.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2 ovenfor for en nærmere beskrivelse af

dommene og betydningen heraf for den gældende ordning.

Det er Justitsministeriets vurdering, at der som følge af dommene er behov

for at ændre den danske ordning for, hvem der er kompetent judiciel myn-

dighed til at træffe afgørelse om udlevering efter rammeafgørelsen, herun-

der i forbindelse med udstedelse af europæiske arrestordrer med henblik på

udlevering til Danmark.

Rigsadvokaten er efter de gældende regler den kompetente myndighed til at

udstede og fuldbyrde europæiske arrestordrer. Det er desuden Rigsadvoka-

ten, der i dag anmoder om udlevering til Danmark og træffer afgørelse i

sager vedrørende udlevering til lande uden for Norden og Den Europæiske

Union. Derudover udsteder anklagemyndigheden i de pågældende politi-

kredse i dag nordiske arrestordrer og træffer afgørelse i sager vedrørende

udlevering til de nordiske lande.

Det er Justitsministeriets vurdering, at kompetencen til at udstede europæi-

ske arrestordrer bør overføres fra anklagemyndigheden til domstolene. For

en nærmere gennemgang af Justitsministeriets overvejelser herom henvises

til pkt. 2 og pkt. 3.6.6.2 ovenfor.

Justitsministeriet finder på denne baggrund, at der i udleveringsloven bør

indsættes et nyt kapitel vedrørende udlevering til Danmark, der indeholder

regler for behandling af disse sager.

3.7.3. Udstedelse af europæisk arrestordre til strafforfølgning

189

3.7.3.1. Gældende ret

Det kan i forbindelse med efterforskning eller behandling af en dansk straf-

fesag vise sig, at en mistænkt, sigtet eller tiltalt befinder sig i udlandet og

ikke ønsker at komme frivilligt til Danmark. Der kan derfor være behov for

at efterlyse den pågældende internationalt med henblik på at få den pågæl-

dende frihedsberøvet og udleveret til Danmark.

Med henblik på at få en retlig afgørelse, der begrunder en frihedsberøvelse

af den pågældende i udlandet, kan anklagemyndigheden anmode retten om,

at afsige en kendelse om, at betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt.

Fængslingsanmodningen behandles efter retsplejelovens almindelige regler

i et retsmøde, hvor sigtede ikke er til stede, jf. retsplejelovens § 764, særligt

stk. 2 modsætningsvis. Det fremgår således af retsplejelovens § 764, stk. 2,

1. pkt., at en sigtet, der er til stede her i landet, som udgangspunkt skal af-

høres i retten om sigtelsen og have lejlighed til at udtale sig, inden afgørel-

sen træffes. Modsætningsvis behandles sagen uden sigtedes tilstedeværelse,

når sigtede ikke er til stede her i landet. Det bemærkes, at sigtede skal frem-

stilles i retten inden 24 timer efter, at sigtede er indbragt her til landet, jf.

retsplejelovens § 764, stk. 2, 2. pkt.

Før retten træffer afgørelse om varetægtsfængsling, skal sigtedes forsvarer

have lejlighed til at udtale sig, jf. retsplejelovens § 764, stk. 3. Har sigtede

ikke selv valgt en forsvarer, eller er den valgte forsvarer ikke til stede i rets-

mødet, skal der beskikkes en forsvarer for sigtede, jf. retsplejelovens kapitel

66.

Afgørelsen om varetægtsfængsling træffes efter retsplejelovens almindelige

regler. For at retten kan varetægtsfængsle sigtede, skal betingelserne i rets-

plejelovens § 762 således være opfyldt. Der fastsættes ingen frist for vare-

tægtsfængslingen, jf. retsplejelovens § 767, stk. 1, 1. pkt., men sigtede skal

som nævnt fremstilles i retten inden 24 timer efter, at sigtede er indbragt her

til landet.

I dag er det Rigsadvokaten, som udsteder en europæisk arrestordre, efter at

retten har afsagt kendelse om varetægtsfængsling

in absentia

(dvs. uden at

sigtede er til stede).

3.7.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

190

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse som lovforslagets § 45,

hvor det fastslås, at ønskes en person efterlyst internationalt med henblik på

frihedsberøvelse og udlevering til strafforfølgning i Danmark, anmoder an-

klagemyndigheden retten om, at sigtede varetægtsfængsles, jf. retsplejelo-

vens kapitel 70, og om at udstede en europæisk arrestordre.

Forslaget vedrørende anklagemyndighedens anmodning om varetægts-

fængsling viderefører den praksis, der eksisterer i dag i sager, hvor den sig-

tede eller tiltalte ønskes udleveret til Danmark.

Som følge af EU-Domstolens domme vedrørende fortolkningen af artikel 6,

stk. 1, i rammeafgørelsen er der behov for at ændre den danske ordning for

udstedelse af europæiske arrestordrer. Der henvises til pkt. 2 og pkt. 3.6.6.2

ovenfor for en nærmere beskrivelse af dommene og betydningen heraf for

den gældende ordning.

Det foreslås derfor, at anklagemyndigheden endvidere anmoder retten om

at udstede en europæisk arrestordre. Fremover vil det således være retten,

der – når betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt, og retten afsiger

kendelse herom – udsteder en europæisk arrestordre.

Retten skal påse, at betingelserne for at udstede arrestordren er opfyldt.

En europæisk arrestordre kan udstedes for forhold, der kan straffes med fri-

hedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal va-

righed på mindst tolv måneder, jf. artikel 2, stk. 1, i rammeafgørelsen om

den europæiske arrestordre.

Retten skal endvidere påse, at arrestordren indeholder de oplysninger, der

fremgår af rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, dvs. oplysninger om den ef-

tersøgtes identitet og nationalitet, angivelse af, om der foreligger en arrest-

ordre eller en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft, lovovertræ-

delsens karakter og retlige beskrivelse, en beskrivelse af, under hvilke om-

stændigheder lovovertrædelsen er begået, herunder tidspunkt, sted og om-

fang af den eftersøgtes deltagelse heri, den strafferamme, der er fastsat for

den pågældende lovovertrædelse, og evt. andre følger af lovovertrædelsen.

Det er med forslaget forudsat, at anklagemyndigheden forsyner retten med

en forudfyldt formular med de tilgængelige oplysninger, som retten om nød-

vendigt kan færdigudfylde med rettens sagsnummer og dommerens navn og

herefter underskrive.

191

Den originale arrestordre udleveres til anklagemyndigheden til videre for-

anstaltning.

Bestemmelsen gælder, uanset hvor sigtede formodes at befinde sig. Ankla-

gemyndigheden skal således anmode om udstedelse af en europæisk arrest-

ordre – og retten skal i givet fald imødekomme anmodningen, når betingel-

serne er opfyldt – uanset om sigtede formodes at befinde sig i en medlems-

stat i EU eller i en stat uden for EU.

Der henvises i øvrigt til § 45 og bemærkningerne hertil.

3.7.4. Udstedelse af europæisk arrestordre til straffuldbyrdelse

3.7.4.1. Gældende ret

Rigsadvokaten kan udfærdige en arrestordre uden særskilt fængslingsken-

delse, hvis der er tale om en endelig, eksigibel dom.

Dette kræver, at pågældende enten var til stede ved dommens afsigelse eller

efterfølgende har fået dommen forkyndt, samt at pågældende unddrager sig

strafforfølgning i sagen, enten ved at flygte fra varetægtsfængsling eller af-

soning.

Er pågældende udeblevet fra indkaldelse til afsoning, skal der foreligge do-

kumentation for, at pågældende er blevet behørigt indkaldt.

3.7.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Der foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter anklagemyndigheden anmo-

der retten om at udstede en europæisk arrestordre, når en person ønskes ef-

terlyst internationalt og udleveret til straffuldbyrdelse i Danmark og retten

kan behandle sagerne uden afholdelse af retsmøde.

Den frihedsberøvelse, som den pågældende risikerer i udlandet, sker på bag-

grund af en dom, som den pågældende unddrager sig fuldbyrdelsen af. Den

tid, den pågældende måtte være frihedsberøvet i udlandet, vil endvidere

blive fratrukket i den straf, som den pågældende er blevet idømt, når denne

i givet fald efter udlevering til Danmark skal afsones.

192

Det kræves ikke, at domfældtes eventuelle tidligere forsvarer under straffe-

sagen inddrages i forbindelse med sagen om udstedelse af en europæisk ar-

restordre.

Retten skal påse, at betingelserne for at udstede arrestordren er opfyldt.

En europæisk arrestordre kan udstedes for straffe af en varighed på mindst

fire måneder, jf. artikel 2 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.

Retten skal endvidere påse, at arrestordren indeholder de oplysninger, der

fremgår af rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, dvs. oplysninger om den ef-

tersøgtes identitet og nationalitet, angivelse af, om der foreligger en eksigi-

bel dom, lovovertrædelsens karakter og retlige beskrivelse, en beskrivelse

af, under hvilke omstændigheder lovovertrædelsen er begået, herunder tids-

punkt, sted og omfang af den eftersøgtes deltagelse heri, den idømte straf,

og evt. andre følger af lovovertrædelsen.

Det er med forslaget forudsat, at anklagemyndigheden forsyner retten med

en forudfyldt formular med de tilgængelige oplysninger, som retten om nød-

vendigt kan færdigudfylde med rettens sagsnummer og dommerens navn og

herefter underskrive. Den originale arrestordre udleveres til anklagemyn-

digheden til videre foranstaltning.

Bestemmelsen gælder, uanset hvor domfældte formodes at befinde sig. An-

klagemyndigheden skal således anmode om udstedelse af en europæisk ar-

restordre – og retten skal i givet fald imødekomme anmodningen, når betin-

gelserne er opfyldt – uanset om domfældte formodes at befinde sig i en med-

lemsstat i EU eller i en stat uden for EU.

Der henvises i øvrigt til § 46 og bemærkningerne hertil.

3.7.5 Rettens beslutning

3.7.5.1. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det foreslås, at rettens beslutning om at udstede en europæisk arrestordre

træffes ved kendelse, som kan kæres til landsretten i overensstemmelse med

retsplejelovens § 969, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets § 47, stk. 1.

Fristen for at kære vil således være 14 dage. Kæren vil ikke have opsættende

virkning.

193

Det foreslås, at beslutninger efter lovforslagets § 47, stk. 1, kan omgøres,

når nye oplysninger foreligger, jf. bestemmelsens stk. 2.

Retten vil derfor kunne beslutte, at den europæiske arrestordre skal tilbage-

kaldes, hvis grundlaget for at udstede den ikke længere er til stede.

Dette gælder også i tilfælde af, at en kendelse om varetægtsfængsling

absentia,

der ligger til grund for udstedelsen af en europæisk arrestordre,

ophæves, herunder når det sker efter kære fra sigtedes forsvarer, og det gæl-

der, uanset om selve kendelsen om at udstede en europæisk arrestordre ikke

måtte være kæret.

Har retten omvendt afslået en anmodning om at udstede en europæisk ar-

restordre, kan retten på grundlag af en ny anmodning fra anklagemyndighe-

den, som indeholder nye oplysninger, i givet fald beslutte at udstede en eu-

ropæisk arrestordre.

Retten kan til enhver tid i embeds medfør eller ifølge anmodning berigtige

skrivefejl i arrestordren, jf. retsplejelovens § 221. Retten kan eksempelvis

foretage ændringer i den europæiske arrestordre, hvis den pågældendes navn

er blevet anført forkert.

Der henvises i øvrigt til § 47 og bemærkningerne hertil.

3.7.6 Anmodningens øjemed

3.7.6.1. Gældende ret

Hvis der er behov for at få efterlyst en gerningsmand, og sagens konkrete

omstændigheder tilsiger, at man ikke kan vente på at få en kendelse om

fængsling

in absentia

og om at udstede en arrestordre, kan Rigsadvokaten

efter gældende praksis godkende, at pågældende efterlyses internationalt.

Det samme gælder, hvis en domfældt er undveget fra fængsling eller afso-

ning.

Rigsadvokaten vurderer på baggrund af politikredsens oplysninger om sa-

gen og den pågældende, om betingelserne for varetægtsfængsling

in absen-

tia

må antages at være opfyldt, og om den pågældende må formodes at være

flygtet fra Danmark. Tilsvarende gælder med hensyn til vurderingen af, om

en domfældt, der er undveget, må antages at være flygtet fra Danmark.

194

Hvis Rigsadvokaten godkender, at efterlysningen kan foretages straks og

uden fængslingskendelse, bliver Rigspolitiet anmodet om at oprette efter-

lysningen i Schengen-informationssystemet.

3.7.6.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Der kan forekomme tilfælde, hvor der er behov for straks at udstede en in-

ternational efterlysning, og hvor der er risiko for, at en mistænkt forsvinder,

hvis den sædvanlige fremgangsmåde med en fængslingskendelse skulle af-

ventes.

Derfor foreslås der indsat en ny bestemmelse i § 48, som fastslår, at såfremt

anmodningens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes,

kan rigsadvokaten træffe beslutning om, at den pågældende efterlyses inter-

nationalt. I så fald skal anmodning efter § 45 eller § 46 snarest muligt og

senest inden 48 timer fra efterlysningens iværksættelse indgives til retten.

Det vil være undtagelsesvist, at denne procedure anvendes, f.eks. i forbin-

delse med en igangværende børnebortførelse eller en gerningsmand på flugt

fra en alvorlig forbrydelse.

Anklagemyndigheden skal snarest muligt anmode retten om en fængslings-

kendelse

in absentia

og om udstedelse af en europæisk arrestordre, jf. lov-

forslagets § 45, eller – hvis der er tale om undvigelse fra en idømt straf – om

udstedelse af en europæisk arrestordre, jf. lovforslagets § 46. Anmodningen

skal senest indgives til retten inden 48 timer fra efterlysningens iværksæt-

telse. Såfremt retten ikke imødekommer anmodningen om at udstede en eu-

ropæisk arrestordre, skal efterlysningen straks tilbagekaldes.

Selve efterlysningen bliver iværksat ved at foretage en indberetning i Schen-

gen-informationssystemet. Betydningen af en indberetning i Schengen-in-

formationssystemet er, at den pågældende person vil blive anholdt. For at få

den pågældende udleveret, vil der stadig skulle sendes en europæisk arrest-

ordre til den medlemsstat, der har anholdt den pågældende.

Der henvises i øvrigt til § 48 og bemærkningerne hertil.

3.7.7. Tilbagekaldelse af europæisk arrestordre

195

3.7.7.1. Gældende ret

Rigsadvokaten kan tilbagekalde en europæisk arrestordre.

3.7.7.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det foreslås, at en udstedt europæisk arrestordre kan tilbagekaldes af ankla-

gemyndigheden. Formålet hermed er at sikre, at en udstedt arrestordre hur-

tigt og formløst kan tilbagekaldes, hvis grundlaget for dens udstedelse ikke

længere er til stede, f.eks. hvis sagens person frivilligt vender tilbage, eller

det viser sig, at den pågældende er i landet og ikke er ved at udrejse.

En europæisk arrestordre kan tillige tilbagekaldes af retten, jf. lovforslagets

§ 47, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til § 49 og bemærkningerne hertil.

3.7.8. Udfærdigelse af nordiske arrestordrer og udleveringsanmodninger

3.7.8.1. Gældende ret

En nordisk arrestordre udfærdiges af anklagemyndigheden i den pågæl-

dende politikreds, mens anmodninger til stater uden for Norden og Den Eu-

ropæiske Union udfærdiges af anklagemyndigheden i den pågældende poli-

tikreds og fremsendes af Rigsadvokaten.

3.7.8.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

For at have en ens praksis for udstedelse af arrestordrer og udleveringsan-

modninger foreslås det, at anklagemyndigheden i alle sager, hvor en person

ønskes efterlyst internationalt, anmoder retten om at udstede en europæisk

arrestordre, såfremt betingelserne for udstedelse foreligger. Såfremt der

måtte være behov for at få udstedt en anmodning til en stat uden for Norden

og Den Europæiske Union, udfærdiger anklagemyndigheden i den pågæl-

dende politikreds denne, hvorefter den fremsendes til den pågældende stat

af den centrale myndighed (Rigsadvokaten).

Hvis der er behov for udstedelse af en nordisk arrestordre, f.eks. hvor betin-

gelserne for at udstede en europæisk arrestordre ikke er opfyldt, udstedes

196

den nordiske arrestordre af anklagemyndigheden i den pågældende politi-

kreds. Der vil ikke være behov for at udstede en nordisk arrestordre til Fin-

land og Sverige, hvis der er udstedt en europæisk arrestordre.

Der henvises i øvrigt til § 50 og bemærkningerne hertil.

3.7.9. Anmodning om samtykke til yderligere strafforfølgning

3.7.9.1. Gældende ret

Det følger af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre artikel 27,

stk. 3, litra g, jf. artikel 2, at en person, der er overgivet, ikke kan straffor-

følges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for andre inden

overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågæl-

dende er overgivet, medmindre den anmodede judicielle myndighed, der har

overgivet den pågældende, giver sit samtykke i henhold til stk. 4.

Af rammeafgørelsens artikel 27, stk. 4, følger, at anmodningen om sam-

tykke skal indgives til den anmodede judicielle myndighed med de i artikel

8, stk. 1, omhandlede oplysninger (lovovertrædelsens karakter og retlige be-

skrivelse m.v.) og ledsaget af en oversættelse til det eller de officielle sprog

i den anmodede medlemsstat.

I dag er det Rigsadvokaten, der anmoder om samtykke fra stater uden for

Norden, til at Danmark kan strafforfølge en person, der er blevet udleveret

til Danmark for andre lovovertrædelser begået inden udleveringen end den,

for hvilken den pågældende er udleveret.

Det er anklagemyndigheden i den pågældende politikreds, der har kompe-

tence til at anmode om samtykke fra de nordiske lande til, at Danmark kan

strafforfølge en person, der er blevet udleveret til Danmark for andre lov-

overtrædelser begået inden udleveringen end den, for hvilken den pågæl-

dende er udleveret.

Det er i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre ikke forudsat, at

en anmodning om samtykke fra det udleverende land til, at Danmark kan

strafforfølge en person, der er blevet udleveret til Danmark for andre lov-

overtrædelser begået inden udleveringen end den, for hvilken den pågæl-

dende er udleveret, skal fremsættes af en judiciel myndighed.

3.7.9.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

197

Justitsministeriet finder, at den nuværende ordning bør videreføres, hvorfor

det foreslås, at indsætte en bestemmelse om, at en anmodning om samtykke

fra det udleverende land til, at Danmark kan strafforfølge en person, der er

blevet udleveret til Danmark, for andre lovovertrædelser begået før udleve-

ringen end den, der er sket udlevering for, udstedes af rigsadvokaten.

Det foreslås i stk. 2, at en sådan anmodning til et andet nordisk land dog

udstedes af anklagemyndigheden i den pågældende politikreds.

Der henvises i øvrigt til § 51 og bemærkningerne hertil.

3.7.10. Midlertidig udlevering til Danmark

3.7.10.1. Gældende ret

Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre indeholder visse bestem-

melser om midlertidig udlevering til andre medlemsstater i Den Europæiske

Union med henblik på strafforfølgning, jf. artikel 18 og artikel 24, stk. 2.

Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 18, at en medlemsstat kan meddele

samtykke til, at en person udleveres midlertidigt med henblik på straffor-

følgning. Betingelserne for den midlertidige overførelse aftales mellem den

anmodende og den anmodede medlemsstat. Den midlertidigt overførte per-

son skal kunne vende tilbage til den anmodede medlemsstat for at overvære

de retsmøder, der vedrører den pågældende.

Efter rammeafgørelsens artikel 24, stk. 1, kan en medlemsstat udsætte udle-

veringen af en person til en anden medlemsstat, for at der i førstnævnte land

kan gennemføres strafforfølgning mod den pågældende inden udleveringen.

Efter bestemmelsens stk. 2, kan medlemsstaten i stedet for at udsætte udle-

veringen efter stk. 1 træffe beslutning om midlertidig udlevering af den på-

gældende. Betingelserne for den midlertidige udlevering aftales mellem de

berørte medlemsstaters relevante myndigheder. Aftalen, der skal være

skriftlig, er bindende for alle myndigheder i den anmodende medlemsstat.

De nævnte bestemmelser i rammeafgørelsen forudsætter således, at den an-

modende medlemsstat efterfølgende kan tilbageføre den midlertidigt udle-

verede person.

198

1957-konventionen indeholder ligeledes i artikel 19, stk. 2, en bestemmelse

om midlertidig udlevering med henblik strafforfølgning. Bestemmelsen in-

debærer, at en person, om hvem der er truffet beslutning om udlevering, men

som er idømt fængselsstraf i den anmodede stat og derfor ikke umiddelbart

kan udleveres, midlertidigt kan udleveres med henblik på strafforfølgning i

den anmodede stat på betingelser, som fastlægges ved gensidig aftale mel-

lem parterne.

Denne bestemmelse forudsætter ligeledes, at den, der er udleveret midlerti-

digt, senere kan returneres.

Endelig følger det af den nordiske udleveringskonventions artikel 20, stk. 1,

at et nordisk land kan udsætte udleveringen af en person til et andet nordisk

land med henblik på, at der i førstnævnte land kan gennemføres strafforfølg-

ning eller straffuldbyrdelse mod den pågældende inden udleveringen. Efter

bestemmelsens stk. 2 kan det nordiske land – i stedet for at udsætte udleve-

ringen efter stk. 1 – træffe beslutning om midlertidig udlevering af den på-

gældende. Den nordiske udleveringskonventions artikel 20 svarer til artikel

24 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.

Betingelserne for den midlertidige udlevering aftales mellem de berørte lan-

des relevante myndigheder. De nævnte bestemmelser forudsætter, at det an-

modende land efterfølgende kan tilbageføre den midlertidigt udleverede

person.

Det fremgår således af udleveringslovens § 21 a, stk. 1, 1. pkt., at en person,

der er frihedsberøvet i udlandet, og som midlertidigt er udleveret til Dan-

mark med henblik på strafforfølgning her i landet, skal tilbageføres til den

fremmede stat, hvorfra den pågældende er udleveret, når strafforfølgningen

her i landet er afsluttet. Den pågældende skal som udgangspunkt være fri-

hedsberøvet under opholdet, jf. stk. 1, 2. pkt.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 2002-03,

tillæg A, side 4326, at bestemmelsen alene angår personer, der overføres til

strafforfølgning i en straffesag her i landet. Ved midlertidig overførelse af

personer til Danmark med henblik på afhøring som vidne i en straffesag eller

deltagelse i konfrontation finder i stedet bestemmelsen i retsplejelovens §

191 anvendelse.

Det er forudsat i ovennævnte bemærkninger, at anklagemyndigheden i for-

bindelse med stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt en person skal søges

199

midlertidigt udleveret med henblik på strafforfølgning i en dansk straffesag,

lader indgå, om det vil være åbenbart uforeneligt med landets retsorden at

lade den pågældende tilbageføre til udlandet efter sagens afslutning. Det vil

f.eks. kunne være tilfældet, hvis den pågældende i den fremmede stat er

idømt dødsstraf.

Det er endvidere uden betydning for tilbageførelsen til den fremmede stat,

at den pågældende tilbagekalder et eventuelt samtykke til den midlertidige

udlevering til Danmark.

At frihedsberøvelsen efter bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., knytter sig til »ud-

leveringen« indebærer, at frihedsberøvelsen omfatter transporten til anbrin-

gelsesstedet i Danmark, opholdet i Danmark og transporten tilbage til den

fremmede stats myndigheder.

Efter udleveringslovens § 21 a, stk. 2, 1. pkt., træffes afgørelse om friheds-

berøvelse af retten efter anmodning fra politiet.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at retten efter denne be-

stemmelse alene skal tage stilling til spørgsmålet om frihedsberøvelse.

Bestemmelsen udelukker i øvrigt ikke, at retten i vurderingen af spørgsmålet

om frihedsberøvelse lader indgå en overvejelse af, hvorvidt tilbageførelse

af den pågældende til udlandet må antages at være åbenbart uforeneligt med

landets retsorden. Som anført ovenfor forudsættes anklagemyndigheden

imidlertid allerede ved afgørelsen af, om anmodning om midlertidig udle-

vering skal fremsættes, at have taget stilling til dette spørgsmål.

I øvrigt finder de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 66 om sigtede

og hans forsvar tilsvarende anvendelse.

Efter udleveringslovens § 21 a, stk. 2, 2. pkt., fastsætter retten en frist for

frihedsberøvelsen. Det er forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, at

fristen fastsættes i overensstemmelse med den aftale om tidspunktet for til-

bageførelse, der er indgået med den fremmede stat.

Efter samme bestemmelse kan retten forlænge fristen for frihedsberøvelse.

Der sigtes hermed til tilfælde, hvor strafforfølgningen mod den pågældende

endnu ikke er afsluttet, eller hvor den pågældende på grund af ekstraordi-

200

nære omstændigheder f.eks. behandlingskrævende sygdom ikke kan tilba-

geføres inden udløbet en eventuel aftalt frist for tilbageførelsen. Det påhvi-

ler i så fald anklagemyndigheden at indgå de nødvendige aftaler med de

udenlandske myndigheder om forlængelse af det aftalte tidsrum for udleve-

ringen.

Efter udleveringslovens § 21 a, stk. 2, 3. pkt., træffes rettens afgørelse ved

kendelse. Dette indebærer bl.a., at den almindelige adgang til at kære afgø-

relser, jf. retsplejelovens § 968, finder tilsvarende anvendelse.

Udleveringslovens § 21 a, stk. 3, regulerer den midlertidigt udleverede per-

sons retsstilling under frihedsberøvelsen her i landet. Bestemmelsen inde-

bærer, at den pågældende under frihedsberøvelsen alene er undergivet de

begrænsninger, som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens øjemed

og opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet.

Denne regel svarer indholdsmæssigt til bestemmelsen i retsplejelovens §

770, stk. 1, om varetægtsarrestanter.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at bestemmelsen imidlertid afvi-

ger fra andre af retsplejelovens regler om behandlingen af varetægtsarre-

stanter. Over for en person, der er frihedsberøvet i medfør af § 21 a, stk. 1,

vil der således ikke kunne træffes afgørelse om isolation, jf. retsplejelovens

§ 770 a, indgreb i besøgsadgangen, jf. retsplejelovens § 771, eller indgreb i

retten til brevveksling, jf. retsplejelovens § 772, medmindre de almindelige

betingelser for iværksættelse af disse indgreb er opfyldt.

Efter udleveringslovens § 21 a, stk. 3, 2. pkt., kan anbringelse ske i arrest-

hus, jf. retsplejelovens § 770, stk. 2. Det indebærer, at den overførte person

ligesom varetægtsarrestanter kan anbringes i arresthus, hvis opholdet i Dan-

mark ikke bliver ganske kortvarigt. Er opholdet derimod af ganske kort va-

righed, vil den pågældende kunne frihedsberøves ved politiet, f.eks. ved an-

bringelse på politistation. Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at der

med henvisningen til retsplejelovens § 770, stk. 2, 2. pkt., vil være mulighed

for at anbringe den midlertidigt udleverede person f.eks. på et sygehus, hvis

et sådant behov skulle opstå.

3.7.10.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-

ning

201

Den foreslåede § 52 viderefører i det væsentligste den gældende bestem-

melse i udleveringslovens § 21 a, dog med den ændring i bestemmelsens

stk. 2, at en afgørelse om frihedsberøvelse træffes af retten på anmodning af

anklagemyndigheden, hvor det i dag fremgår, at retten efter anmodning fra

politiet træffer en sådan afgørelse. Dette ændrer ikke på den gældende rets-

tilstand, idet det allerede i dag er anklagemyndigheden, der anmoder retten

om at træffe afgørelse efter bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til § 52 og bemærkningerne hertil.

3.8. Efterlyste personer og transit

3.8.1. Efterlyste personer

3.8.1.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 19, stk. 1, kan der efter omstændighederne fore-

tages foreløbig anholdelse, varetægtsfængsling, legemsindgreb, ransagning

og beslaglæggelse, såfremt den berørte person er efterlyst af myndighederne

i en stat uden for Norden og Den Europæiske Union som sigtet, tiltalt eller

dømt for en strafbar handling, der må antages at kunne begrunde udlevering

efter udleveringsloven.

De nævnte foranstaltninger skal imidlertid som udgangspunkt ophæves, så-

fremt anmodning om udlevering ikke er modtaget senest 30 dage efter an-

holdelsen, jf. § 19, stk. 2.

Bestemmelsen i udleveringslovens § 19 er indført ved lov nr. 249 af 9. juni

1967 om udlevering af lovovertrædere.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at den angår et spørgsmål af

forholdsvis stor praktisk betydning, idet en formel udleveringsanmodning

som oftest først fremkommer efter, at den, som søges udleveret, er fængslet

her i landet på grundlag af en efterlysning fra vedkommende fremmede po-

litimyndighed. Fængsling i sådanne tilfælde var hidtil sket med hjemmel i

en analogi af retsplejelovens fængslingsregler, jf. Folketingstidende 1966-

67, 2. samling, tillæg A, spalte 2553.

Den oprindelige bestemmelse i udleveringslovens § 19 vedrørte personer

efterlyst af myndighederne i en fremmed stat, og bestemmelsen er således

senere blevet ændret ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 om ændring af lov om

202

udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til

Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse

om den europæiske arrestordre m.v.) og lov nr. 394 af 30. april 2007 om

ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og forskellige andre love

og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island,

Norge og Sverige (Gennemførelse af konvention om overgivelse for straf-

bare forhold mellem de nordiske lande (nordisk arrestordre) m.v.).

Med disse lovændringer gennemførte man henholdsvis rammeafgørelsen

om den europæiske arrestordre og den nordiske udleveringskonvention, som

begge omfatter en anmodning om anholdelse, varetægtsfængsling og udle-

vering, hvorfor udleveringslovens § 19 ikke er relevant i sager om udleve-

ring til andre EU-medlemsstater eller andre nordiske lande. Det er således

med disse ændringer blevet præciseret, at § 19 alene finder anvendelse i

forhold til stater uden for Norden og Den Europæiske Union, jf. Folketings-

tidende 2002-03, tillæg A, side 4325, og Folketingstidende 2006-07, tillæg

A, side 2529.

Desuden er henvisningerne i udleveringslovens § 19 til bestemmelserne i

retsplejeloven siden loven fra 1967 blevet ajourført ved lov nr. 291 af 24.

april 1996 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere, lov om in-

ternational fuldbyrdelse af straf m.v., lov om samarbejde med Finland, Is-

land, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejelo-

ven (International strafferet) og ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 om ændring

af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på

telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lov-

overtrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-

konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse

af FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til

bekæmpelse af terrorisme m.v.).

3.8.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Justitsministeriet finder, at der også i disse sager kan være anledning til, at

politiet fotograferer og optager fingeraftryk af de personer, der anholdes i

forbindelse med en international efterlysning med henblik på senere identi-

fikation.

Den foreslåede bestemmelse i § 53 viderefører med redaktionelle ændringer

den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 19 med den ændring, at

203

der endvidere henvises til, at lovforslagets § 33 finder tilsvarende anven-

delse, hvorefter politiet har ret til at fotografere og optage fingeraftryk af

samtlige personer med henblik på senere identifikation.

Der henvises i øvrigt til § 53 og bemærkningerne hertil.

3.8.2. Transit

3.8.2.1. Gældende ret

Efter udleveringslovens § 21, stk. 1, kan justitsministeren tillade, at en per-

son, der udleveres fra en fremmed stat til en anden, føres gennem riget (tran-

sit).

Hvis udleveringen sker til en stat uden for Norden og Den Europæiske

Union, kan sådan tilladelse, jf. udleveringslovens § 21, stk. 1, kun gives,

hvis bestemmelserne i lovens § 2 (udlevering af danske statsborgere til straf-

forfølgning) og § 2 a (udlevering af udlændinge) eller §§ 4-6 (militær lov-

overtrædelse, politisk lovovertrædelse, forbud mod udlevering ved risiko for

forfølgelse eller fare for tortur mv.) ikke ville være til hinder for, at der skete

udlevering her fra landet for den pågældende handling.

Sker udleveringen til en anden medlemsstat i Den Europæiske Union eller

et andet nordisk land, kan tilladelse til transit dog meddeles, såfremt der er

modtaget oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted

for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffe-

bestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er udstedt en europæisk ar-

restordre eller en arrestordre i henhold til aftalen mellem Den Europæiske

Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for

overgivelse mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og

Norge, jf. udleveringslovens § 21, stk. 2, 1. pkt.

Hvis udleveringen til en anden medlemsstat eller et andet nordisk land sker

fra en stat uden for Norden og Den Europæiske Union, skal der ud over de

i 1. pkt. nævnte oplysninger endvidere gives oplysning om, hvorvidt der fo-

religger en anmodning om udlevering, jf. udleveringslovens § 21, stk. 2, 2.

pkt.

Sker udleveringen fra et nordisk land til et andet nordisk land, kan den på-

gældende føres gennem riget uden tilladelse, jf. udleveringslovens § 21, stk.

204

Det fremgår endelig af udleveringslovens § 21, stk. 4, at lovens § 13 finder

tilsvarende anvendelse. Efter § 13 kan de retsmidler, der er omtalt i retsple-

jelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapi-

tel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning, kapitel 74 om beslag-

læggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt, an-

vendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsva-

rende art, der forfølges her i landet til fremme af undersøgelsen og for at

sikre udleveringen.

Bestemmelsen i udleveringslovens § 21 blev indført ved lov nr. 249 af 9.

juni 1967 om udlevering af lovovertrædere. Bestemmelsen omhandler tran-

sit, dvs. hvornår en person, der udleveres fra en stat til en anden, må føres

gennem Danmark.

Der er sket konsekvensrettelser i stk. 1 ved lov nr. 433 af 10. juni 2003.

Ændringen af bestemmelsen var en konsekvens af udleveringslovens § 2 a

om udlevering af personer til stater uden for Den Europæiske Union, der

blev indsat i udleveringsloven ved lov nr. 378 af 6. juni 2002.

Endvidere blev der blev foretaget en mindre redaktionel ændring af stk. 1

ved lov nr. 428 af 1. maj 2013.

Bestemmelsens stk. 2 blev indsat i udleveringsloven ved lov nr. 433 af 10.

juni 2003. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at den indebærer,

at en anmodning om transit gennem Danmark af personer, der skal udleve-

res, som udgangspunkt skal tillades, hvis der er modtaget de i bestemmelsen

nævnte oplysninger. Bestemmelsen finder anvendelse både på udlevering til

en EU-medlemsstat fra en anden medlemsstat og fra stater uden for Den

Europæiske Union og Norden. Er der tale om transit fra et land uden for Den

Europæiske Union og Norden, skal der i stedet for oplysning om, hvorvidt

der er udstedt en europæisk arrestordre, gives oplysning om, hvorvidt der

foreligger en anmodning om udlevering, jf. Folketingstidende 2002-03, til-

læg A, side 4325-4326.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at bestemmelsen er i overensstem-

melse med artikel 25 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre. Det

fremgår af denne artikel, at medlemsstaterne, hvis der i forbindelse med an-

modningen om transit er modtaget de nævnte oplysninger, kun kan afslå

transit til en anden medlemsstat, hvis den der skal udleveres er statsborger

205

eller har fast bopæl i transitlandet, og udlevering sker med henblik på straf-

fuldbyrdelse. Tilladelse til transit af egne statsborgere og af personer med

fast bopæl i transitlandet kan gøres betinget af, at den pågældende tilbage-

føres til transitlandet med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel straf.

Ved lov nr. 394 af 30. april 2007 blev stk. 2 nyaffattet, idet man indføjede,

hvilke oplysninger der skal være modtaget for, at tilladelse til transit kan

meddeles, hvis udleveringen sker til et andet nordisk land. Det drejer sig for

det første om oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og

sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige

straffebestemmelser svarende til, hvad der kræves, når udleveringen sker til

en anden medlemsstat i Den Europæiske Union.

Herudover følger det af forarbejderne, at der skal være modtaget oplysning

om, hvorvidt der er udstedt en arrestordre i henhold til aftalen mellem Den

Europæiske Union og Island og Norge om procedurerne for overgivelse

mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og Norge, jf.

nærmere nedenfor. Hvis udleveringen til et andet nordisk land sker fra en

stat uden for Norden og Den Europæiske Union, skal der endvidere gives

oplysning om, hvorvidt der foreligger en anmodning om udlevering, jf. stk.

2, 2. pkt. Dette svarer til, hvad der gælder, når udleveringen sker til en anden

EU-medlemsstat, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 2530.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at bestemmelsen ikke regulerer de

tilfælde, hvor udlevering til det nordiske land sker fra et andet nordisk land,

hvilket er omfattet af udleveringslovens § 21, stk. 3.

Endvidere fremgår det af forarbejderne til lovens § 21, stk. 2, at en anmod-

ning om transit, hvis udleveringen sker til et andet nordisk land – som det

også er tilfældet, når udleveringen sker til en EU-medlemsstat – som ud-

gangspunkt skal imødekommes, hvis der er modtaget de oplysninger, der er

nævnt i bestemmelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen er

udformet, så den tager højde for gennemførelsen af aftalen mellem Den Eu-

ropæiske Union og Island og Norge om procedurerne for udlevering mellem

medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og Norge. Indtil denne

aftale er endelig gennemført, vil der ved udlevering fra Island eller Norge

til en EU-medlemsstat (bortset fra Finland og Sverige, jf. § 21, stk. 3) i stedet

for oplysning om en udstedt arrestordre, jf. stk. 2, 1. pkt., skulle foreligge

oplysning om, hvorvidt der foreligger en anmodning om udlevering, jf. stk.

2, 2. pkt.

206

Endelig fremgår det af forarbejderne, at nyaffattelsen af udleveringslovens

§ 21, stk. 2, ikke i øvrigt tilsigtede ændringer i den måde, bestemmelsen skal

administreres på. Således vil tilladelse til transit af danske statsborgere og

af personer med fast bopæl her i landet fortsat kunne gøres betinget af, at

den pågældende tilbageføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en

eventuel straf, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 2531.

For så vidt angår udleveringslovens § 21, stk. 3, blev bestemmelsen i sin

nuværende form affattet ved lov nr. 394 af 30. april 2007. Det fremgår af

forarbejderne til bestemmelsen, at den blev indført med henblik på at gen-

nemføre den nordiske udleveringskonventions artikel 21, hvorefter transit

kan ske uden tilladelse, når udleveringen sker fra et nordisk land til et andet

nordisk land, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 2531.

Endelig blev udleveringslovens § 21, stk. 4, indsat ved lov nr. 428 af 1. maj

2013 med det formål, at der i udleveringsloven blev tilvejebragt udtrykkelig

lovhjemmel til at anvende retsplejelovens relevante tvangsindgreb i forhold

til personer, som i forbindelse med udlevering fra en fremmed stat til en

anden føres gennem dansk territorium, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L

127 som fremsat, side 58.

Om baggrunden for bestemmelsen fremgår det af forarbejderne, at gennem-

transport efter udleveringslovens § 21 som oftest sker i forbindelse med en

mellemlanding i en dansk lufthavn i forbindelse med lufttransport fra det

land, der er anmodet om udlevering, til det land, hvortil udlevering sker.

Myndighedsudøvelsen i den forbindelse på dansk territorium sker under le-

delse og ansvar af danske (politi)myndigheder, og dansk politi vil derfor

forud for gennemtransporten være underrettet om tid og sted herfor og om

tilstedeværelsen af de eskorterende udenlandske myndighedspersoner.

Gennemtransporten vil som det helt klare udgangspunkt foregå uproblema-

tisk, men det kan ikke udelukkes, at der i særlige tilfælde vil kunne opstå

situationer, hvor en videregående myndighedsudøvelse vil være påkrævet

for at sikre gennemtransporten. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den per-

son, der føres gennem dansk territorium, forsøger at flygte, mens den på-

gældende endnu befinder sig i Danmark, og en øjeblikkelig, helt kortvarig

(fysisk) magtanvendelse ikke er tilstrækkelig til at hindre den pågældende i

at undvige. Som et andet eksempel kan nævnes den situation, at gennemrej-

sen forsinkes, fordi der opstår mekaniske problemer med flyet, og hvor der

således opstår behov for at sikre den pågældendes tilstedeværelse i længere

207

tid end oprindeligt forudsat i forbindelse med anmodningen om tilladelse til

gennemrejse, mens problemerne søges afhjulpet, jf. Folketingstidende

2012-13, A, L 127 som fremsat, side 52.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at de retsmidler, der er omtalt i rets-

plejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling,

kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om

beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt,

i udleveringssager kan anvendes i samme omfang som i sager vedrørende

lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet, jf. udleverings-

lovens § 13.

I udleveringslovens § 21 blev indsat et nyt stk. 4, der indebar, at det udtryk-

keligt blev fastslået, at retsplejelovens relevante tvangsindgreb også vil

kunne anvendes i forhold til personer, som i forbindelse med udlevering fra

en fremmed stat til en anden føres gennem dansk territorium, jf. udleve-

ringslovens § 21, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 127 som fremsat, side

53.

Det følger af henvisningen til udleveringslovens § 13, at de retsmidler, der

vil kunne komme på tale, er dem, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69

om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsind-

greb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og edition

samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt. Det vil i praksis navnlig

være bestemmelserne om anholdelse og varetægtsfængsling, som vil være

relevante, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 127 som fremsat, side 58.

Endelig bemærkes det, at ændringen ikke tilsigtede en begrænsning i for-

hold til situationer, der ikke er omfattet af udleveringslovens § 21, af den

hjemmel, der som nævnt er forudsat i dansk ret med hensyn til anvendelse

af de omhandlede retsmidler, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 127 som

fremsat, side 53.

3.8.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med lovforslagets § 54 videreføres i det væsentligste den gældende bestem-

melse i § 21.

Dog foreslås det i stk. 1, at rigsadvokaten – og således ikke justitsministeren

– kan tillade, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden

fremmed stat, føres gennem riget, såfremt bestemmelserne i §§ 6, 18, 19, 24

208

eller 25 ikke ville være til hinder for, at der skete udlevering her fra landet

for den pågældende handling.

Det bemærkes således, at kompetencen til at træffe beslutninger efter den

foreslåede § 54, stk. 1, overdrages fra justitsministeren til rigsadvokaten.

I de øvrige dele af den foreslåede § 54 foretages der alene redaktionelle æn-

dringer som konsekvens af den foreslåede nye systematik i udleveringslo-

ven. Bestemmelserne, der henvises til, viderefører i det væsentligste de til-

svarende bestemmelser i den gældende udleveringslov.

Der henvises i øvrigt til § 54 og bemærkningerne hertil.

3.9. Ændringer i øvrig lovgivning

3.9.1. Beslutningskompetence i sager om udlevering i henhold til

lov om Den Internationale Straffedomstol

3.9.1.1. Gældende ret

Lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol gennem-

fører statutten for Den Internationale Straffedomstol i dansk ret.

Efter § 2, stk. 1, i lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straf-

fedomstol er justitsministeren bemyndiget til at træffe afgørelse om udleve-

ring af personer, som Den Internationale Straffedomstol har afsagt anhol-

delses- og udleveringsbeslutning over.

Justitsministerren træffer endvidere efter anmodning fra Den Internationale

Straffedomstol beslutning om udlevering af personer, mod hvem domstolen

har indledt strafforfølgning, jf. § 2, stk. 2.

Ifølge lovens § 2, stk. 3, finder udleveringslovens kapitel 3 og 4 anvendelse

i sager om udlevering til Den Internationale Straffedomstol med de fornødne

lempelser.

3.9.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Justitsministeriet finder, at beslutningskompetencen i konkrete sager om ud-

levering af personer mod hvem Den Internationale Straffedomstol har ind-

209

ledt strafforfølgning bør overføres til de danske domstole i overensstem-

melse med kompetencefordelingen i den nye udleveringslov. Det foreslås

derfor, at ordlyden i § 2, stk. 1, i lov om Den Internationale Straffedomstol

ændres som konsekvens heraf.

Justitsministeriet finder ligeledes, at beslutningskompetencen i konkrete sa-

ger om udlevering af personer til fuldbyrdelse af domme fra Den Internati-

onale Straffedomstol bør overføres til de danske domstole i overensstem-

melse med kompetencefordelingen i den nye udleveringslov. Det foreslås

derfor, at ordlyden i lovens § 2, stk. 2, ændres som konsekvens heraf.

Baggrunden for overførsel af kompetencen fra Justitsministeren til de dan-

ske domstole er, at det synes mest hensigtsmæssigt at samle beslutnings-

kompetencen i alle typer af udleveringssager hos én myndighed, således at

der sikres en ensartet sagsbehandling.

Endelig finder Justitsministeriet, at henvisningen til udleveringslovens ka-

pitel 3 og 4 i lov om Den Internationale Straffedomstol bør konsekvensrettes

i overensstemmelse med kapitelinddelingen i den nye udleveringslov.

Der er ikke med lovforslaget tilsigtet en ændring af den gældende retstil-

stand ud over kompetenceoverførslen.

Der henvises i øvrigt til § 58 og bemærkningerne hertil.

3.9.2. Beslutningskompetence i sager om udlevering i henhold til

lov om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådøm-

melse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien

3.9.2.1. Gældende ret

Efter § 2, stk. 1, i lov nr. 1099 af 21. december 1994 om strafforfølgning

ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tid-

ligere Jugoslavien er justitsministeren bemyndiget til at træffe afgørelse om

udlevering af personer, som tribunalet har afsagt anholdelses- og udleve-

ringsbeslutning over. Udleveringen beror således på justitsministerens afgø-

relse, men det vil være den altovervejende hovedregel, at tribunalets afgø-

relse efterkommes.

Efter § 2, stk. 2, er justitsministeren bemyndiget til at træffe afgørelse om

udlevering til fuldbyrdelse af tribunalets domme.

210

I henhold til § 2, stk. 3, finder udleveringslovens kapitel 3 og 4 anvendelse

i sager om udlevering til tribunalet med de fornødne lempelser.

3.9.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Justitsministeriet finder, at beslutningskompetencen i konkrete sager om ud-

levering af personer mod hvem det internationale tribunal til påbedømmelse

af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien har indledt strafforfølgning

bør overføres til de danske domstole i overensstemmelse med kompetence-

fordelingen i den nye udleveringslov. Det foreslås derfor, at ordlyden i § 2,

stk. 1, i lov om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådøm-

melse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien ændres som konse-

kvens heraf.

Justitsministeriet finder ligeledes, at beslutningskompetencen i konkrete sa-

ger om udlevering af personer til fuldbyrdelse af domme fra det internatio-

nale tribunal til påbedømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugosla-

vien bør overføres til de danske domstole i overensstemmelse med kompe-

tencefordelingen i den nye udleveringslov. Det foreslås derfor, at ordlyden

i lovens § 2, stk. 2, ændres som konsekvens heraf.

Baggrunden for overførsel af kompetence fra Justitsministeren til de danske

domstole er, at det synes mest hensigtsmæssigt at samle beslutningskompe-

tencen i alle typer af udleveringssager hos én myndighed, således at der sik-

res en ensartet sagsbehandling.

Endelig finder Justitsministeriet, at henvisningen til udleveringslovens ka-

pitel 3 og 4 i lov om strafforfølgning ved det internationale tribunal til på-

dømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien bør konsekvens-

rettes i overensstemmelse med kapitelinddelingen i den nye udleveringslov.

Der er ikke med lovforslaget tilsigtet en ændring af den gældende retstil-

stand ud over kompetenceoverførslen. Der henvises i øvrigt til § 59 og be-

mærkningerne hertil.

3.9.3. Konsekvensændring af lov om fuldbyrdelse af visse straffe-

retlige afgørelser i Den Europæiske Union

3.9.3.1. Gældende ret

211

Det følger af § 29 x, stk. 1, nr. 8, i lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige

afgørelser i Den Europæiske Union, at anerkendelse og fuldbyrdelse af en

afgørelse om foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling kan af-

slås, hvis den pågældende person i tilfælde af overtrædelse af foranstaltnin-

gerne ikke vil kunne udleveres efter reglerne i kapitel 2 a i lov om udlevering

af lovovertrædere.

3.9.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Der er behov for, at henvisningen til udleveringslovens kapitel 2 a i lov om

fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union kon-

sekvensændres i overensstemmelse med kapitelinddelingen i den nye udle-

veringslov.

Der henvises i øvrigt til § 60 og bemærkningerne hertil.

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Lovforslaget forventes at medføre merudgifter for domstolene på mellem

1,7 og 1,9 mio. kr. årligt fra 2020 og frem som følge af et stigende antal

sager. Det vurderes, at lovforslagets økonomiske konsekvenser er af et så-

dant omfang, at de kan afholdes inden for domstolenes eksisterende ramme.

Der forventes ikke at være implementeringskonsekvenser for det offentlige.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske og administrative konse-

kvenser for erhvervslivet mv.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for bor-

gerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

212

8. Forholdet til EU-retten

Formålet med lovforslaget er navnlig at gennemføre de ændringer i dansk lov-

givning, der er nødvendige for Danmarks opfyldelse af Rådets rammeafgørelse

2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedu-

rerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som den er fortolket af EU-

Domstolen. For en nærmere beskrivelse af EU-Domstolens fortolkning af ram-

meafgørelsen henvises til pkt. 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det har medført, at der foreslås indført en ny udleveringslov, der i det væsent-

ligste er en videreførelse af den gældende udleveringslov. Den gældende udle-

veringslov gennemfører foruden rammeafgørelsen om den europæiske arrest-

ordre også Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 om æn-

dring af en række rammeafgørelser samt styrkelse af personers proceduremæs-

sige rettigheder og fremme af anvendelsen af princippet om gensidig anerken-

delse i forbindelse med afgørelser afsagt, uden at den pågældende selv var til

stede under retssagen. Den foreslåede nye hovedlov gennemfører således også

disse rammeafgørelser. Der henvises nærmere til pkt. 2.4.2.1 om rammeafgø-

relserne.

Efter artikel 51, stk. 1, i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende

Rettigheder (Charteret) finder Charteret også anvendelse på medlemsstaterne,

dog kun når de gennemfører EU-retten. Ved danske myndigheders og domsto-

les anvendelse af lovbestemmelser, der gennemfører rammeafgørelserne, skal

Charteret dermed respekteres, herunder navnlig Charterets artikel 2 (retten til

livet), artikel 4 (forbud mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende be-

handling eller straf), artikel 19, stk. 2 (forbud mod udsendelse, udvisning og

udlevering til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf

eller udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende straf eller

behandling), artikel 47 (adgang til retsmidler og til en upartisk domstol) og ar-

tikel 50 (ret til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme lov-

overtrædelse).

Lovforslaget overfører af kompetencen fra anklagemyndigheden til domstolene

til at behandle sager omfattet af ovennævnte rammeafgørelser. Justitsministe-

riet vil i forbindelse med, at sagerne overføres til domstolene, i fornødent om-

fang og i overensstemmelse med rammeafgørelserne orientere Rådets General-

sekretariat om, hvilke myndigheder i Danmark der fremover vil være kompe-

tente til at træffe afgørelser mv. i sager omfattet af rammeafgørelserne.

213

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den … til den … været sendt i

høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Procesbe-

villingsnævnet, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigfor-

eningen, Rigsadvokaten, Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen

af Statsadvokater, Rigspolitiet, Politidirektørforeningen, Politiforbundet,

Direktoratet for Kriminalforsorgen, Fængselsforbundet, Advokatrådet,

Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Institut for Menneskerettigheder,

Retspolitisk Forening, Det Kriminalpræventive Råd, Foreningen af Fæng-

selsinspektører m.fl., Kriminalforsorgsforeningen, HK Landsklubben Dan-

marks Domstole, HK Landsklubben for Kriminalforsorgen, Amnesty Inter-

national, Danske Advokater, Landsforeningen KRIM, Justitia, Rigsom-

budsmanden for Færøerne og Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden

i Grønland.

10. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Økonomiske

konsekvenser for

stat, kommuner

og regioner

Ingen

Lovforslaget forventes at medføre

merudgifter for domstolene på mel-

lem 1,7 og 1,9 mio. kr. årligt fra 2020

og frem som følge af et stigende antal

sager. Det vurderes, at lovforslagets

økonomiske konsekvenser er af et så-

dant omfang, at de kan afholdes in-

den for domstolenes eksisterende

ramme.

Ingen

Implemente-

ringskonsekven-

ser for stat, kom-

muner og regio-

ner

Økonomiske

konsekvenser for

erhvervslivet

Ingen

214

Administrative

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative

konsekvenser for

borgerne

Miljømæssige

konsekvenser

Ingen

Forholdet til EU- Med lovforslaget gennemføres de ændringer i dansk lovgivning, der er nød-

retten

vendige for Danmarks opfyldelse af Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA

af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for

overgivelse mellem medlemsstaterne, og Rådets rammeafgørelse

2009/299/RIA af 26. februar 2009 om ændring af en række rammeafgørelser

samt styrkelse af personers proceduremæssige rettigheder og fremme af an-

vendelsen af princippet om gensidig anerkendelse i forbindelse med afgø-

relser afsagt, uden at den pågældende selv var til stede under retssagen.

Er i strid med de

principper

for

implementering

af erhvervsrettet

EU-regulering/

Går videre end

minimumskrav i

EU-regulering

(sæt X)

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Kapitlet indeholder en bestemmelse om lovens anvendelsesområde.

Til § 1

Udleveringsloven vedrører i dag alene udlevering fra Danmark, og loven

indeholder derfor ingen regler vedrørende betingelserne for anmodning om

udlevering til Danmark eller regler for behandlingen af disse sager. Reglerne

215

herfor skal derfor findes i de for anmodningen relevante internationale rets-

akter, herunder rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.

Det foreslåede

stk. 1

medfører, at personer, der er sigtet, tiltalt eller dømt for

en strafbar handling i Danmark eller i udlandet, kan udleveres til eller fra

Danmark efter denne lov.

Med stk. 1 udvides lovens anvendelsesområde således i forhold til den gæl-

dende ordning til også at omfatte anmodninger om udlevering til Danmark.

Forslaget har sammenhæng med, at det foreslås at indsættes et kapitel i ud-

leveringsloven vedrørende anmodning om udlevering til Danmark. Der hen-

vises til det foreslåede kapitel 7.

Det følger af den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 1, stk. 2, at

lovens kapitel 2 a og 3 a vedrørende udlevering til en EU-medlemsstat ikke

omfatter udlevering fra Danmark til Finland og Sverige (selv om disse lande

også er EU-medlemsstater).

Det foreslås i

stk. 2,

at lovens kapitel 4 vedrørende udlevering mellem Dan-

mark og en EU-medlemsstat ikke omfatter udlevering mellem Danmark,

Finland og Sverige.

Med forslaget videreføres den gældende retstilstand, hvor adgangen til ud-

levering til de nordiske lande på visse områder er mere vidtgående end ad-

gangen til udlevering til (andre) stater inden for Den Europæiske Union.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til kapitel 2

Kapitlet indeholder almindelige betingelser for udlevering fra Danmark til

udlandet, som gælder for udleveringen både fra Danmark til de nordiske

lande (jf. det foreslåede kapitel 3), fra Danmark til EU-medlemsstater bort-

set fra Finland og Sverige (jf. det foreslåede kapitel 4) og fra Danmark til

stater uden for Norden og EU (jf. det foreslåede kapitel 5).

Der foreslås bestemmelser om den kriminelle lavalder (§ 2), forbud mod

dobbelt strafforfølgning (§§ 3 og 4), territorialitet (§ 5), fare for forfølgelse,

tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf

216

(§ 6), straffuldbyrdelse i Danmark (§ 7) og midlertidig udlevering af straf-

afsonere (§ 8).

Til § 2

Det følger af den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 10 c, at ud-

levering ikke kan finde sted, hvis den pågældende på gerningstidspunktet

var under den kriminelle lavalder, jf. straffelovens § 15.

Det fremgår af artikel 3, stk. 3, i rammeafgørelsen om den europæiske ar-

restordre, at udlevering skal afslås, hvis den person, der er omfattet af ar-

restordren, er under den kriminelle lavalder efter den anmodede stats lov-

givning. På baggrund heraf er der i udleveringslovens § 10 c indført en ud-

trykkelig bestemmelse om, at udlevering til EU-medlemsstater af personer

under den kriminelle lavalder ikke kan ske.

Den nordiske udleveringskonvention fastsætter i artikel 4 visse obligatori-

ske grunde til at afslå udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre.

Efter artikel 4, nr. 3, skal udlevering afslås, hvis den person, der er omfattet

af arrestordren, er under den kriminelle lavalder efter det anmodede lands

lovgivning.

På denne baggrund er der i udleveringsloven § 10 l, stk. 1, indsat en bestem-

melse, hvorefter § 10 c finder tilsvarende anvendelse ved udlevering til de

nordiske lande.

Udleveringsloven indeholder ikke en tilsvarende regel vedrørende udleve-

ring til stater uden for Norden og EU.

Den foreslåede § 2 viderefører udleveringslovens § 10 c og § 10 l, stk. 1.

Bestemmelsen medfører således, at der ikke kan ske udlevering, hvis den

pågældende efter dansk ret var under den kriminelle lavalder på gernings-

tidspunktet, jf. straffelovens § 15. Bestemmelsen vil endvidere fremover

også gælde sager om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæ-

iske Union.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til §§ 3 og 4

217

Udleveringslovens §§ 8, 10 d og 10 m er udtryk for det grundlæggende prin-

cip om forbuddet mod dobbelt strafforfølgning.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.2.1 i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Med lovforslaget foreslås gældende ret videreført med den ændring, at be-

stemmelserne om forbuddet mod dobbelt strafforfølgning af praktiske hen-

syn, herunder navnlig for at gøre reglerne mere overskuelige, opdeles i to

særskilte bestemmelser, der indsættes i kapitlet om almindelige betingelser

for udlevering.

Af den foreslåede § 3, stk. 1 følger, at udlevering ikke kan finde sted, når

den, der søges udleveret, her i landet, i et nordisk land eller i en medlemsstat

i Den Europæiske Union, er dømt eller frifundet for den samme strafbare

handling.

Bestemmelsen er en videreførelse af udleveringslovens § 8, stk. 1, 1. pkt.,

og § 10 m, stk. 1, 1. pkt., men er en udvidelse i forhold til § 10 d, stk. 1, 1.

pkt., som ikke nævner »et nordisk lande«. Norden er omfattet af § 10 d, stk.

1, 3. pkt., i forbindelse med muligheden for fakultativt at bestemme, at ud-

levering kan afslås, hvis den der søges udleveret, er dømt eller frifundet for

handlingen i en stat uden for Den Europæiske Union.

Det foreslåede

stk. 2

viderefører § 8, stk. 1., 2. pkt., § 10 d, stk. 1, 2. pkt. og

§ 10 m, stk. 1, 2. pkt.

Det foreslåede

stk. 3

viderefører § 8, stk. 1., 3. pkt., § 10 m, stk. 1, 3. pkt. og

§ 10 d, stk. 1, 3. pkt. med den ændring, at udlevering kan endvidere afslås,

hvis den, der søges udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i en stat

uden for Norden og EU.

Det foreslåede

stk. 4

viderefører § 8, stk. 1., 4. pkt., § 10 d, stk. 1, 4. pkt. og

§ 10 m, stk. 1, 4. pkt.

For at ensrette betingelserne for udlevering i forhold til forbuddet mod dob-

belt strafforfølgning foreslås § 3 derfor i sin helhed formuleret i overens-

stemmelse med, hvad der allerede gælder for så vidt angår Norden (§ 10 m,

stk. 1) og stater uden for Norden og Den Europæiske Union (§ 8, stk. 1), og

der er med lovforslaget således ikke tilsigtet øvrige ændringer i den gæl-

dende retstilstand.

218

Med den foreslåede

§ 4

indsættes en bestemmelse, der vedrører spørgsmålet

om udlevering, når der enten er tale om, at tiltale mod den pågældende er

frafaldet, eller påtale er opgivet, eller såfremt der her i landet er indledt straf-

forfølgning mod den pågældende.

Bestemmelsen viderefører udleveringslovens § 8, stk. 2 og 3, § 10 d, stk. 2

og 3, og § 10 m, stk. 2, og der er med lovforslaget således ikke tilsigtet

ændringer i den gældende retstilstand.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 5

Det følger af udleveringslovens § 10 f, at udlevering til en anden EU-med-

lemsstat ikke kan finde sted, hvis den pågældende handling helt eller delvis

er foretaget her i landet og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.

Ifølge den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 2, kan udlevering

til et andet nordisk land afslås, hvis det forhold, der ligger til grund for en

nordisk arrestordre, efter det anmodede lands lovgivning betragtes som be-

gået helt eller delvis på dette lands territorium eller på et sted, der ligestilles

hermed, og forholdet ikke udgør en lovovertrædelse efter det anmodede

lands lovgivning.

Denne afslagsgrund indebærer, at det er muligt for de danske myndigheder

at afslå udlevering, hvis et andet nordisk land strafforfølger handlinger, der

helt eller delvist er begået her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter

dansk ret.

På den baggrund er der i udleveringslovens § 10 n indsat en bestemmelse,

hvorefter § 10 f, stk. 1, skal finde tilsvarende anvendelse ved udlevering til

de nordiske lande.

Udleveringsloven indeholder ikke en tilsvarende regel vedrørende udleve-

ring til stater uden for Norden og EU.

Den foreslåede

§ 5

viderefører udleveringslovens § 10 f, stk. 1, og § 10 n.

Bestemmelsen medfører således, at udlevering kan ikke finde sted, hvis den

pågældende handling helt eller delvis er foretaget her i landet, og handlingen

ikke er strafbar efter dansk ret. Bestemmelsen vil endvidere fremover også

219

gælde sager om udlevering til stater uden for Norden og Den Europæiske

Union.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 6

Udleveringslovens § 6, stk. 1, fastsætter et generelt forbud mod udlevering,

hvis der er fare for forfølgelse på grund af den pågældendes afstamning eller

politiske opfattelse mv.

Ligeledes fastslår § 6, stk. 2, at udlevering ikke må finde sted, hvis der er

fare for, at den pågældende efter udlevering vil blive udsat for tortur eller

anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Udleveringslovens § 10 h, stk. 1 og 2, har samme ordlyd, mens § 10 n hen-

viser til bl.a. § 10 h.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 6

viderefører med redaktionelle ændringer

udleveringslovens §§ 6 og 10 h samt § 10 n for så vidt angår henvisningen

til § 10 h. Med lovforslaget vil bestemmelsen blive placeret i kapitel 2 om

almindelige betingelser for udlevering og vil således gælde i alle udleve-

ringssager.

Justitsministeriet foreslår, at der tilføjes en bestemmelse i lovforslagets

§ 6,

stk. 3,

om, at udlevering endvidere ikke kan finde sted, hvis det i øvrigt ville

stride mod Danmarks internationale forpligtelser.

Bestemmelsen omfatter bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonven-

tions artikel 6 om ret til retfærdig rettergang, men den er formuleret, så den

omfatter Danmarks samlede internationale forpligtelser.

Der er med lovforslaget ikke tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand

på dette punkt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 7

Efter udleveringslovens § 10 b, stk. 1, kan udlevering af en dansk statsbor-

ger eller af personer med fast bopæl her i landet til strafforfølgning gøres

220

betinget af, at den pågældende overføres til Danmark med henblik på fuld-

byrdelse af en eventuel fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foran-

staltning.

Endvidere kan udlevering af en dansk statsborger eller af personer med fast

bopæl her i landet til straffuldbyrdelse efter § 10 b, stk. 2, afslås, hvis Dan-

mark giver tilsagn om, at straffen vil blive fuldbyrdet her i landet.

Udleveringslovens § 10 b, stk. 1 og 2, er fastsat i overensstemmelse med

artikel 4, stk. 6, og artikel 5, stk. 3, i rammeafgørelsen om den europæiske

arrestordre.

Det følger endvidere af § 10 b, stk. 3, at spørgsmålet om, hvorvidt Danmark

kan påtage sig at fuldbyrde en sanktion som betingelse for udlevering af

personer til en anden medlemsstat, jf. § 10 b, stk. 1, vil skulle afgøres efter

reglerne i lov nr. 1434 af 22. december 2004 om fuldbyrdelse af visse straf-

feretlige afgørelser i Den Europæiske Union med senere ændringer. Den ef-

terfølgende fuldbyrdelse af sanktionen skal ligeledes afgøres efter denne

lov.

Den nordiske udleveringskonvention skelner som udgangspunkt ikke mel-

lem udlevering af egne statsborgere og udlændinge, jf. udleveringslovens §

10 k.

Ifølge den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 5, kan udlevering

af personer, der opholder sig, er statsborger i eller bosat i det anmodede land

dog afslås, hvis det anmodede land forpligter sig til selv at fuldbyrde straf-

fen. Danmark kan således afslå udlevering af danske statsborgere mv. til

andre nordiske lande med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, hvis de

danske myndigheder forpligter sig til at overtage fuldbyrdelsen af straffen.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med konventionens artikel 6, der in-

debærer, at udlevering af bl.a. egne statsborgere til strafforfølgning i de an-

dre nordiske lande kan betinges af, at den pågældende tilbageføres med hen-

blik på at fuldbyrde en eventuel straf i det anmodede land.

Artikel 5, nr. 5, og artikel 6 i den nordiske udleveringskonvention svarer til

artikel 4, nr. 6, og artikel 5, nr. 3 i rammeafgørelsen, der er gennemført i

dansk ret ved udleveringslovens § 10 b.

221

På denne baggrund er der i udleveringslovens § 10 l, stk. 1, indsat en be-

stemmelse, hvorefter bl.a. § 10 b skal finde tilsvarende anvendelse ved ud-

levering til de nordiske lande.

Udleveringsloven indeholder ikke tilsvarende regler vedrørende udlevering

til stater uden for Norden og EU.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.5.1 i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Lovforslagets § 7 viderefører udleveringslovens § 10 b, stk. 1 og 2 og § 10

l for så vidt angår henvisningen til § 10 b, stk. 1 og 2. Bestemmelsen vil

endvidere fremover som noget nyt også gælde sager om udlevering til stater

uden for Norden og Den Europæiske Union.

Det foreslås i

stk. 1,

at der ved udlevering af en person til strafforfølgning,

der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, kan stilles vilkår

om, at den pågældende overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse

af en eventuel fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning.

Det foreslås i

stk. 2,

at udlevering af en person til straffuldbyrdelse, der er

dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, kan afslås, hvis straffen i

stedet fuldbyrdes her i landet.

Ved afgørelsen af, om en fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foran-

staltning som nævnt i stk. 1 og 2 kan eller må antages at ville kunne fuld-

byrdes her i landet og ved den efterfølgende gennemførelse af fuldbyrdel-

sen, finder lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angå-

ende fuldbyrdelse af straf mv. med senere ændringer anvendelse for så vidt

angår sager om udlevering til et nordisk land.

Lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske

Union finder anvendelse for så vidt angår sager om udlevering til medlems-

stater i Den Europæiske Union, mens lov om international fuldbyrdelse af

straf mv. finder anvendelse for så vidt angår sager om udlevering til stater

uden for Norden og Den Europæiske Union.

Det er Direktoratet for Kriminalforsorgen, der behandler sager om fuldbyr-

delse af domme, der er afsagt i de nordiske lande, mens Rigsadvokaten be-

handler sager om fuldbyrdelse af domme afsagt uden for Norden.

222