Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 83
Offentligt
2070133_0001.png
Miljøminister Lea Wermelin
e-mail:
[email protected]
Nordensvej 3, Taulov
DK - 7000 Fredericia
Axeltorv 3, Axelborg
DK - 1609 København V
Tlf. +45 70 10 40 40
Fax. +45 75 45 19 28
[email protected]
www.dkfisk.dk
28. august 2019
Forurening fra olieindvinding i Nordsøen
Kære Lea Wermelin,
Det kom i juli måned 2019 frem, at Maersk Oil, som nu er ejet af franske Total, i årevis har udledt
det giftige kemikalie Scavtreat 7103 i Nordsøen. Ifølge DR er der siden 2005 udledt ikke mindre
end 80.000 tons.
Hvis der er nogen, som er afhængige af et sundt havmiljø, så er de danske fiskere. Og derfor har
der altid i dansk fiskeri været stor opmærksomhed på omfanget af brug af kemikalier ved
udvindingen af olie fra Nordsøen. Vi er blevet fortalt, at alle tilladelser har været i orden og at
olieudvindingen ikke har været skadelig for havmiljøet.
Når det så nu kommer frem, at Maersk Oil har udledt hele 80.000 tons giftstoffer og at det ingen
konsekvenser får, hverken for Total (den nuværende ejer af Maersk Oil) eller for leverandøren af
kemikalierne må vi spørge, om de danske miljømyndigheder har styr på, hvad der foregår i
Nordsøen.
Vi oplever i øjeblikket, at vigtige fiskebestande er pressede i den sydlige del af Nordsøen. Det
kan skyldes mange forhold, men vi frygter, at de store mængder giftstoffer, som er pumpet ud i
Nordsøen alene fra boreplatforme i dansk farvand, har haft en negativ påvirkning af havmiljøet.
Vi er naturligvis opmærksomme på, at kun en mindre del af olieudvindingen har fundet sted i den
danske del af Nordsøen. Men det giver samtidig bekymring for, om en tilsvarende anvendelse af
Scavtret 7103 har fundet sted ved olieudvinding i de øvrige Nordsø-lande.
Vi må derfor bede miljøministeren om, at der straks iværksættes en tilbundsgående undersøgelse
af olieudvindingens indflydelse på fiskebestandene og økosystemet i Nordsøen.
Med venlig hilsen
Svend-Erik Andersen
Formand
./. Kopi til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.