Kulturudvalget 2018-19 (2. samling)
KUU Alm.del Bilag 32
Offentligt
17. september 2019
Folketingets Kulturudvalg
Kommentar fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst til Dansk Teaters
indspil til finansloven af 27.8
Dansk Teater, de danske teatre og scenekunstkompagniers brancheorganisation, har udarbejdet et
indspil til den kommende finanslov med fem forslag til scenekunstområdet.
Det tredje af forslagene er, at der oprettes en pulje på ca. 30 mio. kr. årligt i regi af Statens Kunstfond,
hvor projektteatre, dvs. teatre uden fast scene, kan opnå 3-4 årig driftsstøtte. Som forudsætning for
forslaget angiver Dansk Teater, at etablerede projektteatre i dag har usikre økonomiske rammevilkår,
da de alene er afhængige af fondsmidler og et-årige bevillinger fra Statens Kunstfond.
Her foreligger en misforståelse. Statens Kunstfond har gennem en årrække ydet flerårig driftsstøtte til
en række teatre og andre scenekunstaktører. Aktuelt modtager 18 teatre og kompagnier 3-årig
driftsstøtte og en enkelt institution 4-årig driftsstøtte. Dertil kommer at 11 teatre og kompagnier
modtager et 2-årigt tilskud, altså er der i alt 30 tilskudsmodtagere på scenekunstområdet, som
modtager flerårig støtte,
Vi vurderer ved hver uddeling, om der er ansøgere af høj kunstnerisk kvalitet, hvis virke og
udviklingsmuligheder vil have særligt gavn af en langsigtet bevillingshorisont, og som samtidig er af en
væsentlighed inden for deres genre, som berettiger, at vi tildeler dem en flerårig driftsstøtte. Vi
overvejer løbende, hvor stor en andel af de begrænsede midler, som vi råder over, som vi kan binde i
sådanne flerårige tilskud. De understøtter kontinuitet og langsigtet udvikling hos tilskudsmodtagerne,
men samtidig vil vi friholde et tilstrækkeligt rum til korterevarende projekttilskud, som hurtigt kan
imødekomme det nyskabende og opkommende i det meget dynamiske felt af scenekunstproducenter
uden fast scene.
Vi er helt enige med Dansk Teater i, at flere midler til vores støtteområde vil være en værdifuld
investering i scenekunsten til glæde for borgerne. Det er vores overbevisning, at hvis der kan rejses
flere midler til scenekunsten, så er det til en forøgelse af Statens Kunstfonds midler til scenekunstens
frie felt, at de er allerbedst brugt. Vi oplever ved hver ansøgningsfrist, at vi må afvise størstedelen af
de støtteværdige ansøgninger. Ved den seneste uddeling kunne vi fx kun uddele 26% af det samlede
ansøgte beløb.
Men vi vil opfordre regeringen og Folketinget til, at midler, der tilføres vores bevilling ikke øremærkes
til drift. Styrken i Statens Kunstfond er, at fonden til enhver tid kan bevilge midler der, hvor kunsten
udvikler sig. I et dynamisk kunstliv underlagt konstant skiftende omverdens vilkår, kan og skal Statens
Statens Kunstfond, H.C. Andersens Boulevard 2, DK-1553 København V, Tlf. +45 33 95 42 00, [email protected]