Børne- og Undervisningsudvalget 2018-19 (2. samling)
BUU Alm.del Bilag 15
Offentligt
Esbjerg, 11. juli 2019
Til Hr. Anders Kronborg
Fmd. for Børne- og Undervisningsudvalget
Anmodning om foretræde for Børne- og undervisningsudvalget
Undertegnede, der er direktør på henholdsvis AMU Nordjylland og AMU-Vest, anmoder hermed
om foretræde for udvalget.
Baggrunden er, at vi ikke finder, at AMU prioriteres i tilstrækkeligt omfang, i forhold til
omstillingsprocesser som samfundet og i særdeleshed arbejdsmarkedet står overfor.
AMU er skabt som et arbejdsmarkedspolitisk instrument, der skal medvirke til at regulere
kompetenceniveauet på arbejdsmarkedet, efterhånden som behovet for kompetencer skifter.
AMU skal endvidere kvalificere den del af arbejdsstyrken, som fra tid til anden står uden for
arbejdsmarkedet. Endvidere skal AMU tage hånd om de danskere, som måtte være kommet skævt
ind i det øvrige uddannelsessystem, så de kan få sig en uddannelse til gavn for dem selv og for
samfundet som helhed.
De seneste års kraftige fald i AMU-aktiviteten må ud fra ovenstående give anledning til voldsom
bekymring.
Vi ser også en politisk debat omkring tilbagetrækningsalder og nedslidning. Alt andet lige ser det
ud til, at vi alle skal være længere på arbejdsmarkedet, og flere spår endog, at vi får mere end et
arbejdsliv. Dette kan ikke lade sig gøre uden løbende op- og omkvalificering. Præcist det AMU er
bygget til.
Yderligere kan vi se, at den grønne omstilling tager fart, og vi vil givet se nogle omstillinger ske
hurtigere, end nogen har troet muligt. Det vil skabe forandringer på arbejdsmarkedet og dermed
helt nye kompetencebehov. I AMU udvikles nye uddannelser hurtigere end i noget andet
uddannelsessystem. Vi kan, og vi skal kunne reagere meget hurtigt i forhold til nye
kvalifikationsbehov
–
men det kan vi kun, hvis de rette vilkår er tilstede.
Det kniber imidlertid gevaldigt med investeringslysten hos de danske politikere, som gennem de
sidste 10 år har forsømt at investere pengene, dér hvor de gør mest gavn. De seneste års analyser
og økonomiske fremtidsscenarier forudsiger således alle en voldsom mangel på kvalificeret
arbejdskraft - og et samtidigt overskud af personer med manglende kvalifikationer. Dertil kommer,
at antallet af nyuddannede faglærte er alt for lille til at dække arbejdsmarkedets fremtidige behov.
AMU-Vest - Spangsbjerg Møllevej 304-306 Postbox 2012 - 6705 Esbjerg Ø
Tlf.: 79 14 03 22
www.amu-vest.dk
Sikker post skal sendes via e-Boks - CVR: 20874651