Beskæftigelsesudvalget 2018-19 (2. samling)
BEU Alm.del Bilag 35
Offentligt
Jeg ønsker foretræde for at fortælle om mit juridiske speciale, hvor jeg har undersøgt opholdskravet ift.
kontanthjælp. Jeg har set nærmere på det dokumentationskrav, som følger af lov om aktiv socialpolitik §
11, stk. 13. Dette dokumentationskrav medfører, at en borger skal dokumentere at opfylde opholdskravet.
Ombudsmanden har udtalt sig om dokumentationskravet i FOB 2018-31, hvor en hjemløs mand ikke kunne
dokumentere ophold, på trods af at han ikke havde været ude af landet.
Jeg er frivillig i en retshjælp, hvor vi ofte oplever borgere, som bliver ramt af opholdskravet. Fælles for disse
er, at de ikke har været ude af Danmark, men ikke kan dokumentere dette. En af disse sager sendte vi til
Ombudsmanden, som udtalte sig om dokumentationskravet i FOB 2018-31.
Årsagen til disse situationer opstår er, at både myndighederne og Ankestyrelsen opstiller regler for, hvilken
form for dokumentation, de vil modtage. Ofte er den dokumentation, de kræver, betinget af at en borger
efterlader sig betydelige elektroniske spor. Det kan være kontoudskrifter, lægejournaler, lønsedler m.m.
Problemet opstår så, når en f.eks. hjemløs borger uden indtægt eller bankkonto skal dokumentere sit
ophold.
Der er hverken i bestemmelsen eller i forarbejderne opstillet nogen udtømmende liste for, hvilken form for
dokumentation, borgeren må anvende til at dokumentere sit ophold. Når myndigheden og Ankestyrelsen
afviser forskellige former for dokumentation, overholder de ikke de fundamentale forvaltnings- og
socialretlige principper, som f.eks. officialmaksimen, fri bevisbedømmelse og vejledningspligt.
Dette er kun et kort referat af hovedtrækkene i specialet. Jeg vil præsentere et oplæg, som omhandler de
pointer i specialet, som jeg finder er mest relevant for beskæftigelsesudvalget.