Tak, formand.
Ja, jeg er den sidste, og jeg vil gerne hjælpe statsministeren.
Jeg vil egentlig i forlængelse af hr.
Uffe Elbæk komme ind på det med bankerne, for som fru Mette Frederiksen sagde tidligere, er der jo ingen tvivl om, at skandalerne, som har stået i kø i den seneste tid, i bank- og finanssektoren i virkeligheden har chokeret danskerne og os politikere i stor stil.
Hvidvaskning, rådgivning om skattely, skatteoptimering, ja, listen er desværre rigtig lang, og mange af de her eksempler på aktiviteter skaber jo ingen værdi for samfundet, snarere det modsatte.
I dag er en række banker så store, at de reelt er too big to fail.
Det betyder, at skatteyderne kommer til at hænge på regningen, hvis de såkaldte SIFI'er, som disse banker også hedder, får finansielle problemer, men også, at disse banker faktisk kan finansiere sig billigere end andre banker på grund af den indirekte bankgaranti fra staten.
Tænketanken Kraka har tidligere opgjort den værdi til 10-17 mia.
kr.
årligt for de fire største danske SIFI'er.
Det er staten, der finansierer gildet her gennem en forhøjet præmie på statsgælden.
Det har stor betydning for det danske samfund, hvordan bank- og finanssektoren opfører sig, og det er her, hvor vi politikere har en rolle at spille, nemlig via regulering og opstilling af spilleregler, der virker til gavn for fællesskabet og ikke kun de få.
Trods disse mange skandaler fyldte det ingenting i statsministerens åbningstale i Folketinget i år.
Måske skyldes det, at statsministerens fokus er et helt andet, for i regeringsgrundlaget tilbage i november 2016 kan man læse følgende:
»Regeringen vil igangsætte et eftersyn af den finansielle regulering med henblik på at afdække, om der er en fornuftig balance mellem de administrative byrder og de samfundsøkonomiske gevinster.«
Og i marts 2017, altså efter de første historier om hvidvaskningskandaler, fastholdt den daværende erhvervsminister, Brian Mikkelsen, at mobberiet af bankerne burde stoppe, og sagde dengang direkte i TV 2, og jeg citerer:
Vi er kommet med masser af regulering.
Vi har plastret dem til med regulering.
Der er løbet en del vand i åen siden da, selvfølgelig, og det skal også tale til statsministerens forsvar.
Derfor vil jeg gerne spørge statsministeren, hvor statsministeren står i dag.
Mener statsministeren, at der er brug for mindre regulering af bank- og finanssektoren, som der står i regeringsgrundlaget?
Eller mener statsministeren ligesom SF, at der i den grad er brug for – ja, med Brian Mikkelsens ord – at mobbe bankerne og plastre dem til med regulering, så de tjener samfundets interesser og ikke de fås interesser?