Tak for det.
Det er rigtigt, at man som sådan ikke må tigge.
Man må gerne sælge Hus Forbi f.eks., og det er noget af det rigtig gode, der er sket for at aftabuisere hjemløshed og i øvrigt også skabe et økonomisk grundlag for de her mennesker.
Det er også i det lys, at vi i regeringen altså besluttede os for med det sociale frikort at skabe mulighed for, at folk, der ikke lever livet snorlige eller har alle papirer i orden, har en mulighed for at lave et stykke arbejde og lade sig honorere af det, uden at de bliver skåret i pension og andet.
Men der er jo en grund til, at vi har lavet reglerne, som de er, og nogle gange er det sådan i politik, at så ser man lige på en eller anden effekt, og så forarges man over det.
Må jeg ikke lige minde om, at da vi lavede de her regler om forbud mod utryghedsskabende tiggeri og lejrdannelser, var det i sommeren 2017, hvor vores hovedstadsområde, ligesom man har set det rundtomkring i Europa, blev genstand for en tilstrømning af mennesker, bl.a.
med romabaggrund, som prægede hele vores bybillede og skabte utryghed.
Det tog vi hånd om, og det har sådan set også virket.
Hvis man genkalder sig sommeren 2018, som endda var varmere og bedre og alt muligt end den i 2017, så må man sige, at vi fik håndteret det problem, som reglerne tog sigte på.
Så lever vi i øvrigt i et samfund, hvor der gælder nogle lighedsgrundsætninger, og jeg er ikke i stand til at snedkerere en regel, hvor jeg siger, at man ikke må komme til fra Rumænien eller et andet sted og sidde og tigge ved togstationer, men hvis man har et rødbedefarvet pas, så må man gerne.
Det kan jo ikke fungere på den måde.
Derfor må man helt oprigtigt sige, at der jo er nogle danske hjemløse, der i vores regelværk har måttet betale en pris eller er blevet påvirket af, at vi stod med et helt andet, meget større problem, som vi så også har fået håndteret.
Det er jo det ærlige svar på det spørgsmål.