Tak for det, og også tak til ældreministeren for at møde frem og svare på spørgsmål her, som handler om regeringens sundhedsreform.
Man kan jo sige, at der er en brændende platform:
der skal ske ændringer i vores sundhedsvæsen, der er behov for mere nærhed.
Det mener vi jo at der er fra Socialdemokratiets side, så det kan vi godt blive enige om, og også en større sammenhæng særligt for de svageste borgere, der ender med at cykle rundt i systemet og blive det, vi jo desværre har et decideret ord for, nemlig svingdørspatienter.
Hele afsættet for det er jo, at der bliver markant flere ældre i de år, vi kigger ind i – markant flere ældre – og derfor synes jeg jo, at hele diskussionen omkring den her sundhedsreform også er en meget, meget væsentlig diskussion, også for landets første ældreminister.
Så først og fremmest tak til ældreministeren for at komme og svare på et spørgsmål omkring det.
Med det sagt vil jeg jo sige, at jeg godt forstår den kritik og de bekymringer, som Ældre Sagen rejser, og som Alzheimerforeningen rejser her, for når vi snakker om vores plejehjem, er det jo her, hvor de allersvageste og allermest svækkede og sygeste ældre opholder sig.
Det er jo ældre, som har en oversygelighed i forhold til ældre, som kan bo derhjemme og klare sig selv bedre.
De ender oftere på sygehusene for noget, som kunne være forebygget.
Jeg tror, at det er to og en halv gang så ofte, man, hvis man bor på et plejehjem, ender med at blive indlagt for noget, der kunne være forebygget, end hvis man var så frisk, at man stadig kunne bo derhjemme.
Så det er jo en gruppe, som er helt central, når det kommer til fremtidens sundhedsvæsen, ligegyldigt om man så vil lave den reform, som regeringen vil, hvor man samler og centraliserer, eller om man vil lave det udspil, som Socialdemokratiet har foreslået, med stærkere nærhed.
Derfor vil jeg også bare helt kort spørge ældreministeren, om ikke ældreministeren er enig i, at det er en fejl, at plejehjemmene er blevet skrevet ud, altså at det simpelt hen kort og godt er en fejl, der er sket i skyndingen, at plejehjemmene ikke længere bliver nævnt eksplicit i den aftaletekst, der ligger, om sundhedsreformen.