Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (1. samling)
S 222
Offentligt
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Lovsekretariat
Dato: 20-11-2018
Enhed: JURPSYK
Sagsbeh.: DEPSDE
Sagsnr.: 1809387
Dok. nr.: 747408
Medlem af Folketinget Pernille Schnoor (ALT) har den 12. november 2018 stillet føl-
gende spørgsmål nr. S 222 til sundhedsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål S 222:
”Mener
ministeren, at det er tilfredsstillende, at der ud af de 32.000 unge i alderen
16-24 år, der ifølge Center for Rusmiddelforskning i dag har et alkoholforbrug, der er
så højt, at det kan betegnes som misbrug, kun var 1.880 personer i alderen 18-29 år i
alkoholbehandling i 2013?”
Svar:
Jeg synes, at vi skal glæde os over, at Den Nationale Sundhedsprofil 2017 viste, at
især de unge i Danmark både drikker sjældnere og mindre mængder sammenlignet
med tidligere. Det går altså den rigtige vej, selvom man sagtens kunne ønskes sig, at
det gik hurtigere. Den positive udvikling i forhold til unges alkoholforbrug vil forhå-
bentligt også på sigt reducere antallet af unge, der udvikler et egentlig alkoholmis-
brug.
Vi skal desuden passe på med at sætte lighedstegn mellem et højt alkoholforbrug i
ungdomsårene og et egentligt alkoholmisbrug. Et højt alkoholforbrug i ungdoms-
årene betyder ikke nødvendigvis, at man har udfordringer med at reducere alkohol-
forbruget senere, når konteksten forandres, og antallet af ungdomsfester daler. Det
er derfor ikke nødvendigvis behandling, der er svaret.
Derimod skal vi arbejde for at ændre den drukkultur, som mange unge er en del af, så
vi kan fortsætte den positive udvikling i de unges alkoholforbrug. Det er en fælles
samfundsopgave, som involverer de forskellige miljøer, unge indgår i, herunder for-
ældre-/familierelationer, skoler og uddannelsesinstitutioner samt det øvrige civilsam-
fund. Heldigvis ser vi også, at mange forskellige aktører går ind og tager et ansvar for
at påvirke de unges alkoholvaner. Eksempelvis har flere gymnasier i hovedstadsområ-
det og på Fyn lavet fælles kodekser for alkoholindtag, og også alkoholindustrien ar-
bejder via Alkoholpartnerskabet for at skabe en sundere alkoholkultur blandt unge.
Det er nemlig helt centralt, at vi forebygger, at unge udvikler et problematisk alkohol-
forbrug og misbrug - for unge skal have en god start på voksenlivet, og det får man
ikke, hvis man som ung udvikler et egentligt alkoholmisbrug. Bl.a. af den årsag har re-
geringen den 4. oktober 2018 fremsat et lovforslag, hvori håndhævelsen af forbuddet
mod salg af alkohol og tobak til børn og unge skærpes. Og desuden gennemfører
Sundhedsstyrelsen løbende en række forebyggelsesaktiviteter målrettet unge og al-
kohol, herunder årlige kampagner, hvor bl.a. de unges festkultur sættes til debat.
Sundhedsstyrelsen har også i foråret udgivet en ny forebyggelsespakke om alkohol,
hvori kommunerne kan finde inspiration til deres arbejde med alkoholforebyggelse
og opsporing af borgere med et skadeligt alkoholforbrug.