Det næste punkt på dagsordenen er:

11) Forhandling om redegørelse nr. R 12:

Udenrigsministerens redegørelse om udvalgte internationale organisationer (OSCE, Europarådet, Østersørådet og det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde).

(Anmeldelse 14.03.2019. Redegørelse givet 14.03.2019. Meddelelse om forhandling 14.03.2019).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Troels Ravn, Socialdemokratiet.

Først vil jeg give udtryk for, at Socialdemokratiet selvfølgelig helt og holdent bakker op om OSCE og de tre prioriteringer, som OSCE har sat sig for 2019. Det er konflikthåndtering, det er en mere sikker fremtid med særligt fokus på unge, klima og udfordringer med cybersikkerhed, og det er en effektiv multilateralisme.

Det er sådan, at vi i dag desværre ser mange trusler og udfordringer imod internationalt samarbejde og multilateralisme, og de trusler gør det ekstra påkrævet, at vi har stærke internationale organer, hvor medlemslandene gennem dialog, forhandling og aftaler og med en stærk fælles stemme kan håndtere globale udfordringer og opnå konsensus i forhold til fred, konfliktforebyggelse, udvikling og genopbygning og menneskerettigheder.

Organisationen har sit udgangspunkt i den store forandring, der skete efter Murens fald og opløsningen af magtbalancen mellem supermagterne. Alle håbede jo, at dette ville medvirke til fred og sikkerhed. Desværre viste der sig hurtigt et behov for at skabe organisationer, der kunne indgå i de mere nuancerede debatter om ufred og spændinger. OSCE spiller her en rolle som både overvåger og som debatforum, og erkendelsen er jo, at jo flere menneskelige relationer, jo større er mulighederne for at få nuancerne med i bestræbelserne på at opbygge tillid mellem landene.

OSCE har de senere år oplevet øget politisk opmærksomhed i kraft af sin rolle i håndteringen af konflikten i Ukraine og har derigennem bekræftet sin betydning og relevans for europæisk sikkerhed. Det har således også været tydeligt gennem dette års sessioner i OSCE, at organisationen indtager en central rolle for dialog og tillidsopbygning med Rusland. De aktuelle spændinger og kritik, især i forhold til Rusland, understreger netop organisationens relevans samt illustrerer tydeligt vanskelighederne i samarbejdet i forhold til konsensusbeslutninger.

De danske hovedprioriteter i OSCE er fortsat Ukrainekonflikten og indsatsen for at genoprette respekten for vores fælles principper og regler, at vi arbejder for at styrke menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder i hele OSCE samt implementering og styrkelse af de konventionelle våbenkontrolaftaler inden for OSCE's politisk-militære samarbejde.

Man kan så spørge i dag, om arbejdet i OSCE er en ubetinget succes. Der må svaret være, at, nej, det kan man desværre ikke bare sådan sige. Det mest afskrækkende eksempel på manglende respekt for hinanden er jo netop Ukrainesituationen, hvor det store Rusland har taget sig selv til rette og skabt en hårdknude af mangel på forståelse mellem landene i regionen. Men OSCE gør et stort, nyttigt og relevant stykke arbejde i bestræbelserne på at løse hårdknuden. Men det er ikke nogen enkel og ligetil opgave. Skal vi så give op? Nej, er svaret. Det må ikke ske. Som mennesker er vi nødt til at tro på virkningen af dialog og debat uanset tendensen til blot at stå på egne synspunkter.

Ser vi på den menneskelige dimension, arbejder Danmark for at værne om og styrke OSCE's arbejde på det værdipolitiske område. Her hæfter jeg mig ved, at to relativt nye ministerrådsbeslutninger fra december 2018 netop giver grund til forsigtig optimisme for 2019, idet det er lykkedes at opnå enighed omhandlende journalisters sikkerhed og bekæmpelse af vold mod kvinder. Fra Socialdemokratiets side bakker vi op om Danmarks aktive rolle på dette område, og det er vigtigt, at danske kerneprioriteter – torturbekæmpelse, demokratifremme, lgbti-personers rettigheder og religions- og trosfrihed – er dem, vi arbejder for.

Forventelig kommer cyberdiskussionen også til at være et væsentligt element i OSCE-regi, og det er både væsentligt og rigtigt set at sætte dette på dagsordenen mellem landene.

Valgobservationerne er også væsentlige, både for parlamentarikere, for ministerier og organisationernes egne folk. Det giver mulighed for at lægge pres på for at overholde de grundlæggende principper for demokrati, som ikke alle steder har så stærke rødder, som de har hos os.

Så lad mig afslutningsvis sige, at skal indsatsen omkring OSCE alene vurderes på opnåede sejre, bliver vurderingen måske nok noget nedslående. Men sandheden er vel også, at indsatsen skal vurderes på bidrag til en fortsat proces med det sigte at fremme forståelse gennem dialog, og det er stadig væk en meget, meget vigtig sag. Tak for ordet.

Tak til hr. Troels Ravn.

Jeg vil bare sige, at der foregår ret intense forhandlinger i Folketingssalen lige i øjeblikket. Men jeg tror, de er afsluttet nu.

Vi fortsætter med den næste ordfører, som er hr. Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Jeg vil gerne på vegne af Dansk Folkeparti takke udenrigsministeren for redegørelsen her om samarbejdet i OSCE, som også omhandler samarbejdet i Europarådet og Østersørådet og det nordiske forsvarssamarbejde. Men det har vi jo så flere forskellige runder på. Så i første omgang er det kun OSCE, det handler om for mit vedkommende her.

Indledningsvis vil jeg sige, at vi i Dansk Folkeparti er glade for OSCE, men selvfølgelig også for Europarådet, Østersørådet og de andre samarbejder, vi er i, og de roller, som de har. Til forskel fra eksempelvis EU-samarbejdet er de her fora jo et samarbejde mellem frie og uafhængige stater, som mødes og arbejder sammen og har en dialog med hinanden. Der er ikke mulighed for at pålægge hinanden noget som helst, men man kan have en fredelig dialog med hinanden, og man fastholder, at der er tale om suveræne og selvstændige stater. På den måde er de et godt alternativ eller supplement til Den Europæiske Union, på samme måde som Nordisk Råd også er det, som jo blev diskuteret her i salen i sidste uge.

I Dansk Folkeparti hilser vi velkommen, at OSCE har den funktion, som man har, i den konflikt, som er i det østlige Ukraine, hvor OSCE jo er facilitator på den dialog, som er mellem Ukraine på den ene side og Rusland på den anden side. Det er jo en dialog, som heldigvis har ført til, at Minskaftalen blev indgået for et par år siden. OSCE har også herefter haft tilsyn med, at Minskaftalen er blevet overholdt.

OSCE gør sig også gældende på andre områder, f.eks. ved valgobservationer, og der må man jo desværre sige, at det er nødvendigt i mange lande. Det er ikke alle lande, der har samme gode, positive og demokratiske traditioner, som vi har i Danmark. Derfor er der også er nogle steder et anderledes syn på og andre standarder for, hvordan et demokratisk valg skal foregå. Derfor har OSCE bestemt en berettigelse i at deltage i de her valgobservationsmissioner.

På samme måde fører OSCE jo også tilsyn med, at forskellige minoriteters rettigheder bliver overholdt. Det er både, at religiøse, men også seksuelle minoriteters rettigheder overholdes inden for medlemslandene. Og når der er tale om medlemslande i OSCE, ja, så strækker det sig jo så vidt som fra USA og Canada over hele Europa og til de tidligere sovjetrepublikker og også Mongoliet. Så der er jo altså meget forskellige syn inden for de her rammer på, hvordan man skal respektere sine medmenneskers rettigheder. Det hilser Dansk Folkeparti også velkommen at OSCE deltager i.

Med de ord skal jeg sige, at vi fra Dansk Folkepartis side selvfølgelig tager redegørelsen her til efterretning.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi går videre til Venstre, og det er Peter Juel-Jensen, værsgo.

Tak for det, formand. Indledningsvis vil jeg gerne takke ministeren for en god, men også en meget grundig redegørelse. I en international organisation, der beskæftiger sig med menneske- og frihedsrettigheder, demokrati, konfliktforebyggelse og andre store spørgsmål, har man gjort det svært for sig selv, når man arbejder ud fra et konsensusbaseret samarbejde. Men på trods af det gør OSCE en forskel, bl.a. igennem de 16 feltmissioner, der arbejder for at fremme sikkerhed i bredeste forstand, bl.a. ved at udbrede og beskytte menneskerettigheder, fremme antikorruption og god regeringsførelse, støtte inklusion af mindretal og øget retssikkerhed, styrke landes grænsekontrol og samarbejde og også ved at højne landes miljøstandarder og støtte sikker opbevaring og destruktion af håndvåben og ammunition i hele OSCE-området.

Konflikten mellem Ukraine og Rusland har vi igennem flere år debatteret her i Folketingssalen under denne redegørelse. Desværre har det ikke været muligt for OSCE at finde en varig fredelig løsning, og vi kan konstatere, at på trods af adskillige forsøg på at etablere en våbenhvile registreres der i gennemsnit over 1.000 våbenhvileovertrædelser om ugen. Jeg ser med allerstørste bekymring på et Rusland, der i højere og højere grad fjerner sig fra de værdier, som man har forpligtet sig på i samarbejdet inden for OSCE. Om det så er implementeringen og styrkelsen af de konventionelle våbenkontrolaftaler inden for det politisk-militære samarbejde – altså de såkaldt tillidsskabende foranstaltninger – eller om det handler om en øget russisk aggression mod Ukraine eller om et stigende russisk pres på OSCE's uafhængige organisationer som ODIHR, altså dem, der har til opgave at observere valghandlinger og andre humanitære spørgsmål ud fra principper, man selv har forpligtet sig til, så lader Rusland intet stå tilbage.

Vi er nået et godt stykke inden for OSCE, men der udestår stadig væk meget. En ting er i hvert fald sikker: Vejen frem er ikke at isolere sig, men at øge, således at vi fortsat samarbejder.

Sluttelig vil jeg gerne klappe ministeren på skulderen for, at han også i år holder fast i de danske kerneprioriteter såsom torturbekæmpelse, demokratifremme, lgbti-personers rettigheder, religions- og trosfrihed. Det er alle sammen vigtige dagsordener, der ikke må gå tabt i det meget gode samarbejde inden for OSCE.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

Jamen også tak for udredningen herfra. Jeg opfatter OSCE-samarbejdet som utrolig vigtigt, fordi det netop er det eneste forum, hvor vi faktisk har alle 16 lande omkring Østersøen samlet og repræsenteret, og det giver nogle helt enestående muligheder for at få drøftet, hvad der skal til, for at stabilisere hele vores område. Så det arbejde, der foregår der, er meget, meget vigtigt. Det er også noget arbejde, vi fra Enhedslistens side prioriterer rigtig højt i forhold til valgobservationer osv.

Jeg håber, at regeringen også fortsat vil prioritere det her højt. Jeg synes, det er afgørende vigtigt, at vi lægger flere ressourcer i det på nuværende tidspunkt, og at det også kan få lov til at fylde mere, og jeg synes sådan set, at de prioriteter, der er lagt ned over arbejdet, netop også med menneskerettigheder og kampen mod tortur, er fornuftigt prioriteret. Så tak for redegørelsen herfra.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Med den her redegørelse om OSCE, Europarådet, Østersørådet og det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde får Folketinget et meget velkomment overblik over arbejdet i nogle fora, som ikke altid rammer avisernes overskrifter, men som er meget vigtige. I OSCE arbejder man jo med en række forskellige ting. Formandskabet har prioriteret konflikthåndtering, klimaspørgsmålet, cybersikkerhed og multilateralisme, som jo er noget, jeg egentlig synes er meget positivt.

Multilateralismen er udfordret. Der er mange, der forlader den, enten siger man det højt, eller også gør man det bare, men de principper, der er bag multilateralismen, fortjener nok, at nogen står vagt om dem. Et af de lande, der desværre er på vej væk fra multilateralismen og ikke gør særlig meget ud af den, er jo Rusland, som er involveret i Ukrainekonflikten, og der må man jo bare sige, at det er beklageligt, at man kan tage denne redegørelse, den forrige redegørelse og redegørelsen før igen og sige: Ja, det her problem er altså simpelt hen ikke løst. Der er en meget, meget skrøbelig situation med talrige sammenstød på trods af forsøg på at skabe en våbenhvile.

Menneskerettighederne og menneskerettighedssituationen går jo heller ikke frem. Den går tilbage, overholdelse af menneskerettighederne er aftagende i mange af OSCE's medlemslande. Det er selvfølgelig en fordel, at de er medlemmer, fordi man så kan holde dem op på betingelserne for at være medlem, men det lader jo ikke til at have en specielt opdragende effekt, og der er også andre lande, hvor der er spændinger i form af arresterede borgere og uløste konflikter.

Det er vigtigt, at vi får de her ting frem. Det er vigtigt, selv om der er problemer og udfordringer, at det multilaterale samarbejde findes. Danmark gør en stor indsats her, som vi i høj grad kan være tilfredse med, og derfor hilser jeg selvfølgelig hele redegørelsen velkommen, men også den her del, som handler om OSCE. Tak for det.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og så går vi videre til fru Ulla Sandbæk, Alternativet. Vi når det hele.

Mange tak. Vores udenrigsordfører, Rasmus Nordqvist, er forhindret i at være her i dag, så det er min glæde at repræsentere Alternativet på talerstolen.

Først og fremmest vil jeg sige tak til ministeren for redegørelsen. Danmarks internationale samarbejde står Alternativet og dermed også mig meget nær, da verden i stigende grad bliver mindre og mindre og især klimaforandringer er globale og skal løses i fællesskab med andre lande. Regeringens redegørelse med prioriteterne deri for 2019 er efter Alternativets mening meget fornuftig. Langt hen ad vejen ser vi de samme muligheder og udfordringer i det internationale samarbejde, selv om der selvfølgelig også er uoverensstemmelser. Det glæder mig at høre, at regeringen i det vigtige OSCE-samarbejde arbejder for at holde EU-landene samlet i spørgsmålet om konflikthåndteringen i det østlige Ukraine og den illegale annektering af Krim. Alene er Danmark kun en lille spiller, men i samarbejdet med EU får vi langt større indflydelse, hvis vi kan finde fælles fodslag.

Som en lille sidebemærkning ærgrer det mig i øvrigt også, at regeringen for kort tid siden i Menneskerettighedsrådet valgte at medvirke til endnu mere splittelse i EU ved at undlade at bakke op om vigtige resolutioner om Israel, udelukkende af den årsag, at de befandt sig under et forkert punkt på dagsordenen. Det virker ærlig talt meget kortsigtet og uforståeligt, alt imens Danmark som et lille land er afhængig af både fælles positioner i EU og af velfungerende internationale organisationer. Men nuvel, det er jo ikke det, vi diskuterer i dag, så det vil jeg lade ligge.

OSCE-samarbejdet handler om sikkerhed og samarbejde, og det er fornuftigt at anskue sikkerhed, både militært, politisk, økonomisk, miljømæssigt og menneskeligt, som OSCE i høj grad gør. Det gør og bør Danmark selvfølgelig bakke op om, da det militære aspekt er en meget lille og kortsigtet del af det samlede billede. Det langsigtede perspektiv for sikkerhed handler i bund og grund om mennesker og om at sikre dem rettigheder og livsvilkår, og det gør vi bedst ved at sikre, at de samfund, mennesker lever i, er demokratiske retsstater i en verden, der er bæredygtig, og på en klode, der har en bæredygtig natur.

OSCE står for et vigtigt samarbejde, især når det kommer til demokrati og retsstatsprincipper, hvor valgmissioner er et godt eksempel, for på den måde er OSCE med til at tage temperaturen på demokratiet i medlemslandene, og det giver os et billede af, hvor vi skal sætte ind, for desværre er der en hel del, som kan blive meget bedre i en række lande. I den forbindelse er jeg glad for at høre, at regeringen holder fokus på fortsat at lægge pres på Tyrkiet med deltagelse af ngo'er og på Rusland via Kontoret for demokratiske institutioner og menneskerettigheder.

I Alternativet er vi selvfølgelig også meget, meget bekymrede for sikkerhedssituationen for mange lgbti-personer i OSCE's medlemslande, herunder Tyrkiet, Tadsjikistan og selvfølgelig Tjetjenien og Rusland i det hele taget. At være den, man er, og at elske den, man elsker, kan og må aldrig blive en forbrydelse eller en sikkerhedsmæssig risiko, og derfor er jeg meget glad for at læse i redegørelsen, at regeringen har taget et stort ansvar og lederskab på dette område, og det vil jeg selvfølgelig opfordre regeringen til at blive ved med. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Martin Lidegaard, Det Radikale Venstre.

Tak til regeringen for redegørelsen. Ligesom de andre ordførere har jeg heller ikke meget andet at sige, end at jeg synes, de prioriteringer, som regeringen har lagt i de her råd, virker fornuftige, og jeg glæder mig også over, at man søger fælles EU-fodslag i de her fora, og jeg har det lidt som den tidligere ordfører, nemlig at jeg godt kunne ønske mig, at man også forsøgte at finde fælles EU-fodslag på andre områder som f.eks. holdningen til Israel-Palæstina-konflikten. Men lad det ligge.

Når vi kigger på OSCE, Europarådet, Østersørådet og også det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde, ser vi jo, at der er en elefant i rummet, som flere også har været inde på, og det er Rusland, der jo spiller en afgørende rolle for den status, der er i alle de her fire samarbejdsorganisationer: I OSCE er det Ukrainekonflikten og håndteringen af den, der er det absolut største område lige nu; i Europarådet ved vi alle der pågår svære diskussioner om Ruslands fortsatte medlemskab af Rådet og betaling til Rådet; Østersørådet er jo i den grad påvirket af Ruslands position og stillingtagen og ageren i de forgangne år; og endelig er der det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde, som jo også indirekte har meget med Rusland at gøre.

Derfor giver det selvfølgelig anledning til at spørge sig selv om, hvordan det så går med at håndtere den her elefant i de her fire organisationer. Og man må nok sige, at det jo er en meget forsigtig position, man har valgt, alle fire steder, og måske er det egentlig meget fornuftigt. Jeg ved ikke, hvor bevidst det er, men man kan jo sige, at hvor EU har påtaget sig rollen ved at have en fast hånd over for Rusland i form af sanktioner målrettede såvel som generelle i forhold til Ukraine og flere andre ting, som Rusland har gjort sig skyldig i, har de her fire organisationer på hver deres vis forsøgt også at have en udstrakt hånd, ikke bare til det russiske regime, men også til det russiske folk.

Fra radikal side tror vi sådan set, det er ret fornuftigt, at man har en sådan arbejdsdeling, altså at der både er en fast hånd, men også en udstrakt hånd. Måske skulle man findyrke den arbejdsdeling lidt, måske skulle man sådan set lade EU være den, der har den faste hånd over for Rusland, for det tror jeg er helt nødvendigt over for Rusland, og så måske bruge nogle af de fora, vi diskuterer i dag, på at have en mere aktivistisk tilgang, om man vil, flere udvekslinger af studerende med unge russiske studerende, mere engagement i civilsamfundsudviklingen, handelsrelationerne, simpelt hen fordi der jo også er behov for at skubbe til nogle af de mere progressive kræfter i det russiske samfund, som ikke er en del af Putins regime, men som tværtimod nærer et stort ønske om at forandre tingene nedefra.

Det var en tanke til udenrigsministeren, fordi jeg synes, at nogle af de her organisationer godt også kunne bruge lidt mere fokus, lidt mere bevidsthed om, hvad deres rolle er i det ret komplekse samspil, vi har med Rusland i dag. Men bortset fra det har vi ikke yderligere kommentarer til redegørelsen.

Tak til ordføreren. Og den næste ordfører er hr. Holger K. Nielsen, SF.

Også tak til regeringen herfra for redegørelsen. På dette område er der jo en bred enighed her i Folketinget om, at deltagelse i disse multilaterale organisationer er så vigtig. Danmarks udenrigspolitik er helt afhængig af de alliancer, vi kan opbygge forskellige steder, og der er OSCE faktisk en af de vigtigste. Det er ikke en organisation, der bliver diskuteret så meget i offentligheden – det er jo mere EU; det er NATO; det er FN.

Men OSCE spiller jo en meget, meget vigtig rolle i forskellige former for konfliktneddæmpning, forskellige tiltag, ofte sådan af meget lavpraktisk karakter, i forhold til at skabe et mere stabilt Europa. Og det skal vi være meget glade for at vi har. Og derfor synes jeg også, det er vigtigt, at vi er aktivt med i OSCE, og at det er vigtigt med den positive tilgang til OSCE, som regeringen giver udtryk for i den her redegørelse.

Jeg synes i og for sig, at hr. Martin Lidegaard kommer med nogle rigtige betragtninger i forhold til Rusland, når han siger, at vi på den ene side er nødt til at have en fast hånd, og at vi på den anden side også skal strække hånden ud i forhold til Rusland. Det kan man godt bruge forskellige organisationer til, og måske kan man bruge OSCE meget som den organisation, der kan få Rusland med ind i et samarbejde.

Jeg tror, det er en vigtig tilgang til Rusland, fordi der ofte ligesom er en form for uklarhed om, hvad vi vil i forhold til Rusland. Somme tider – også når man hører folk fra regeringspartierne – må man forstå, at Rusland nærmest er vores største fjende; landet er nærmest en direkte fjende af Danmark. På andre tidspunkter kan man godt se, at vi nødt til at erkende, at Rusland er et stort europæisk land, som vi jo er nødt til at kunne leve med på en fornuftig måde – hvad vi også gør, eksempelvis i forhold til Arktis.

Den dobbelthed, der i virkeligheden er i forhold til Rusland, er måske ikke så unaturlig endda, for begge dele er rigtigt: Vi skal være varsomme i forhold til Rusland, men vi skal også arbejde sammen med Rusland. Og der synes jeg, at hr. Martin Lidegaard kom med nogle meget kloge betragtninger om, at man ligesom kan spille på forskellige heste i den sammenhæng og bruge f.eks. OSCE meget aktivt og meget proaktivt i den sammenhæng – også i forhold til et folkeligt samarbejde og i forhold til at få spændingerne ned på et lavere niveau.

Med hensyn til Ukraine vil jeg så lige komme med den tilføjelse, at der jo er præsidentvalg i øjeblikket i Ukraine, og jeg kan ikke lige stå her og sige, hvor tiltrækkende jeg mener de to hovedkandidater er. Om den her komiker, der stiller op, kan jeg sige, at jeg ikke ved, hvor alternativ han er, men jeg ved i hvert fald, at den siddende præsident på ingen måde er eftertragtelsesværdig. Og det vil sige, at Ukraine jo også om noget er et dysfunktionelt system.

Vi ser mange dysfunktionelle systemer i øjeblikket – hvis vi kigger til London i øjeblikket, kan vi set et derovre. Men Ukraine er så sandelig også dysfunktionelt, og det er jo også en del af forklaringen på de problemer, der er i Ukraine. Det er ikke så enkelt endda. Men jeg er helt enig i, at det er vigtigt, at OSCE er der; det er vigtigt, at OSCE kan spille en rolle ved at bløde op i forhold til de konflikter, der er – også der.

Så der er helt positive tilkendegivelser fra os i forhold til den her beretning.

Tak til hr. Holger K. Nielsen. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og så er det hr. Naser Khader, Det Konservative Folkeparti.

Tak til regeringen for redegørelsen. Det er vigtigt, at Danmark bakker op om de organisationer og internationale fællesskaber, der underbygger samarbejdet og dialogen mellem landene. Særligt når det kommer til sikkerhedspolitikken er det sådan, at det er i dansk interesse, at vi bakker op om de internationale organisationer, som vi er engageret i. OSCE er et vigtigt redskab til sikkerhed og stabilitet, og særlig i konflikten mellem Ukraine og Rusland sikrer OSCE, at det internationale samfund er til stede i konflikten, og at der er midlertidige våbenhviler. Vi mener, at Danmark fortsat skal fokusere på arbejdet med våbenhvile, hvor russerne er svære at få til at samarbejde.

Hvad angår Europarådet har vi vist, hvor stor forskel Danmark kan gøre på den internationale scene, for hvis viljen er der, så sker der noget. Med Københavnererklæringen har vi gjort det europæiske menneskerettighedssystem mere tidssvarende og effektivt. Det synes vi er rigtig fint. For menneskerettigheder er ikke faldet ned fra himlen. Det er noget, man også skal kunne debattere. At turde tale om dem er også vigtigt, for vi skal kunne diskutere alt. Med aftalen kommer de europæiske menneskerettigheder tættere på de over 800 millioner mennesker, der er forbundet med systemet. Det kan vi være stolte af i Danmark, og det viser, at vi kan påvirke tingenes tilstand, hvis viljen er til stede – også internationalt.

Når det kommer til Østersørådet, har Danmark også en rolle at spille, og her handler det også om at gøre rådet mere tidssvarende, så det også har relevans i fremtiden. Når vi overtager formandskabet til sommer, skal vi gå foran i en modernisering af rådet. Danmark har en rolle at spille i vores internationale engagementer, og derfor er det vigtigt, at dansk udenrigspolitik bliver en del af den nationale politiske debat. For vi kan faktisk rykke noget. Derfor hilser vi dagens redegørelsesdebat meget velkommen. Tak.

Tak til hr. Naser Khader. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det udenrigsministeren.

Tak for det, og tak til ordførerne for bemærkningerne og for interessen for arbejdet i OSCE. Debatten i dag synes jeg har bekræftet, at Folketinget har en stor interesse i en opbakning til Danmarks indsats i organisationen.

Regeringen anser OSCE for at være en uundværlig platform for at fremme dialog og samarbejde omkring europæisk sikkerhed, en platform, der er en integreret del af en regelbaseret international verdensorden.

Konflikten mellem Rusland og Ukraine præger dog arbejdet i OSCE. Siden Ruslands ulovlige annektering af Krim for 5 år siden, har OSCE engageret sig i Ukraine, både ved forhandlingsbordet og i den trilaterale kontaktgruppe og ude i felten gennem den særlige monitoreringsmission, SMM. SMM-missionen er den største internationale tilstedeværelse i Ukraine og er det internationale samfunds øjne og ører i forhold til konflikten. Det er en vigtig indsats, og den er med til, at konflikten ikke eskalerer yderligere.

OSCE er også en vigtig platform for dialog vedrørende menneskerettigheder. Når menneskerettighederne kommer under pres, som vi har set det ske inden for de senere år i eksempelvis Tyrkiet og Rusland, så bliver det taget op i OSCE. Lande, der ikke overholder deres internationale menneskerettighedsforpligtelser, bliver mindet om, at de er på afveje.

OSCE er også vagthund i forbindelse med afholdelse af valg i OSCE-landene via valgobservatørmissioner. OSCE's parlamentariske forsamling bidrager både med valgobservatører og leder valgobservationerne. Jeg vil derfor også i år benytte lejligheden til at takke de danske OSCE-parlamentarikere for denne vigtige indsats. Danmark lægger også vægt på arbejdet inden for våbenkontrolområdet i OSCE. Det er vigtigt, at allerede indgåede våbenkontrolaftaler bliver implementeret og styrket. For det er gennem våbenkontrolaftalerne, vi kan fremme den militære gennemsigtighed og reducere spændingerne, så vi i den sidste ende undgår konflikterne.

Desværre må vi også konstatere, at arbejdet har stået i stampe og i flere tilfælde direkte bakgear på grund af manglende russisk kompromisvilje. Det konsensusprægede princip i OSCE betyder, at trufne beslutninger formelt bakkes op af organisationens 57 medlemslande, hvilket giver beslutningerne en stærk legitimitet, men konsensusprincippet betyder også, at vejen til at nå beslutninger kan være lang og besværlig. Men de ord endnu en gang tak for debatten.

Tak til udenrigsministeren. Ingen korte bemærkninger.

Så går vi videre til forhandling om Europarådet. Først er det hr. Mogens Jensen, Socialdemokratiet.

I år er det jo 70 år siden, at Europarådet blev dannet med Danmark som en af de 12 oprindelige stiftere, og jeg synes jo, at det jubilæum også er en fin anledning til, når nu vi har debatten her i salen, at huske på, hvad det egentlig er, der er baggrunden for og selvfølgelig også formålet med Europarådets arbejde.

Baggrunden var selvfølgelig anden verdenskrig og det stærke ønske fra mange lande om selvfølgelig at sikre freden og en fremtidig fredelig udvikling i Europa, men også at sikre, at de europæiske lande efterfølgende som reaktion på oplevelserne af fascisme og kommunisme og nazisme stod værn om og udviklede de helt fundamentale principper, som moderne demokratiske lande også bygger på i dag: Demokrati, respekt for menneskerettigheder og retsstat.

Grundlaget blev jo så i de efterfølgende år bygget op skridt for skridt i et gensidigt samarbejde mellem Ministerrådet og Den Parlamentariske Forsamling i Europarådet, bl.a. i form af en række vigtige konventioner. Mest kendt er selvfølgelig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som trådte i kraft i 1953 og efterfølgende blev fulgt op med Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, men også andre vigtige konventioner kunne nævnes: Socialpagten fra 1961, og i nyere tid konventionen mod menneskehandel fra 2005, og konventionen om bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet fra 2011.

Men desværre må vi jo her i jubilæumsåret også konstatere, at grundlaget for Europarådet og de tre vigtige værdier og principper for demokrati i organisationen er kommet under pres. Vi oplever i de her år et mere krigerisk og aggressivt Rusland; vi oplever et Tyrkiet, der, selv om det just overståede kommunalvalg heldigvis peger i en anden retning, under Erdogan har vendt sig mere og mere væk fra demokrati og menneskerettigheder; det samme er tilfældet i Aserbajdsjan. Men også i lande som Polen og Ungarn ser vi jo desværre tendenser til politiske overgreb på demokratiske rettigheder og medier og ytringsfrihed.

Konkret har Ruslands helt uacceptable overgreb på Ukraine betydet, at Den Parlamentariske Forsamling har besluttet at fjerne den russiske delegations stemmeret i Parlamentet, og Tyrkiet er igen blev sat under fuld monitorering i forbindelse med de massive indgreb, som landet har foretaget i forhold til menneskerettigheder og mediefrihed. Det er efter min opfattelse helt nødvendige tiltag og sanktioner, når man måler udviklingen i de to lande op imod det grundlag, de begge to har skrevet under på som medlemslande i Europarådet.

Men begge lande forsøger så gennem det, jeg vil kalde simpel pengeafpresning – nemlig ved at tilbageholde eller beskære deres kontingentbidrag til Europarådet – at tvinge Europarådet til at droppe kritik af og pres på landene. Nu er det mest aktuelt med Rusland, som jo desværre er på en kurs på vej ud af Europarådet, måske allerede i år. Det er naturligvis ikke godt, og Danmark bidrog under sit formandskab sidste år til, som Finland også gør det nu, at prøve at finde en løsning.

Det er også vigtigt, at de mange millioner russiske borgere ikke mister retten til at få prøvet deres mange og berettigede sager ved Menneskerettighedsdomstolen; men på den anden side kan vi ikke acceptere, at Rusland forgriber sig krigerisk og helt uacceptabelt på andre medlemsstaters landområder. Det må have en konsekvens, og derfor er det nødvendigt, at vi samlet står fast på, at Europarådet ikke kan pengeafpresses. Danmark må derfor også fastholde en klar og kritisk linje over for kursen i såvel Rusland som Tyrkiet og Aserbajdsjan.

Da Danmark havde formandskabet, fokuserede vi på Menneskerettighedsdomstolens arbejde – en rigtig god proces, som også bliver fulgt op af de efterfølgende formandskaber nu. Det var også godt, at Danmark italesatte indsatsen for mere ligestilling og bl.a. regnbuefamiliers forhold i Europa.

Nu står vi så over for, at Europarådet skal have ny generalsekretær, og der vil det være meget vigtigt, at Danmark støtter en generalsekretær, der har format og erfaring til at håndtere de udfordringer, som Europarådet står over for, og først og fremmest, at Danmark kommer til at spille en stærk og progressiv og proaktiv rolle i at sikre det vigtige værn om demokrati, menneskerettigheder og lov og ret, som Europarådet udgør – at det ikke bliver undermineret i de kommende år.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Ligesom jeg gjorde under den foregående ordførerrunde om OSCE, vil jeg også her sige, at vi i Dansk Folkeparti gerne vil takke ministeren for redegørelsen om arbejdet i Europarådet. I Dansk Folkeparti sætter vi pris på arbejdet i Europarådet og Europarådets funktion, netop også som et forum for de forskellige europæiske lande, hvor man kan mødes som frie og selvstændige stater og diskutere forskellige sager.

Jeg har desværre ikke selv haft fornøjelsen af på første hånd at opleve arbejdet i Europarådet, men jeg har ladet mig fortælle af Dansk Folkepartis repræsentanter i rådet, at det ligesom for OSCE gælder, at en stor del af opmærksomheden omkring arbejdet i Europarådet – det kunne jeg også høre på den foregående ordfører – går på Rusland og Ruslands optræden i forhold til både Krim og Ukraine i det hele taget samt i forhold til de baltiske nabolande og Polen.

Man kan jo ikke udelukke, at Rusland må være på vej til at forlade Europarådet, i og med at Rusland jo ikke har betalt sit bidrag, det økonomiske bidrag, hvilket så påvirker Europarådets økonomi ganske betragteligt. Og derfor er der jo lagt op til store besparelser på Europarådets budget.

Desuden vil vi også bemærke, at det også har været nødvendigt at have øget opmærksomhed på forholdene i Tyrkiet, hvor det politiske flertal og den præsident, der er der, jo har et noget alternativt syn på menneskerettigheder og borgerrettigheder i det hele taget, som strider noget imod, hvad standarden normalt er inden for Europarådets medlemslandes grænser.

Men med de ord skal jeg kvittere for redegørelsen og sige, at vi i Dansk Folkeparti tager den til efterretning.

Tak til ordføreren. Vi går videre til hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre.

Tak for det. Der er jo ingen tvivl om, at vi også fra Venstres side siger tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Det er jo en ret højspændt situation, vi er i i Europarådet, bl.a. fordi vi har et meget, meget stort budgetmæssigt problem, og det er jo alt sammen kommet af, at vi har et Rusland, som er hundrede procent ligeglad med, hvad der minder om regler. Vi har et Rusland, som er hundrede procent ligeglad med de sanktioner, som et massivt flertal af Den Parlamentariske Forsamling i Europarådet faktisk har besluttet, nemlig at man selvfølgelig ikke kan tillade sig fra et medlemslands side, nemlig Ruslands, at gå ind og annektere en del af et andet medlemsland, nemlig Ukraine. Hvad har Ruslands svar så været til det? Det har jo bare været at ryste på hovedet og prøve at fortælle os, at de for 70 år siden hjalp os mod nazismen og alt muligt andet, og derefter har de så sagt, at de selvfølgelig skal have en særstatus og derfor ikke skal berøres af de sanktioner, vi har vedtaget i Europarådet. De trækker pengene ud og møder ikke op, fordi de er småfornærmede.

Så er det, der er nogle i Europarådets Parlamentariske Forsamling, der begynder at ryste i bukserne og sige: Nå, men så må vi måske hellere rulle den røde løber ud og måske klappe dem lidt på skulderen og spørge, om de ikke kan komme tilbage, hvis vi gør dit eller dat. Jeg er dybt, dybt uenig i den tilgang, for hvis vi først begynder at vakle i noget af det, der burde være en kerneværdi i Europarådet, nemlig respekten for regler og love, hvad er så grunden til, at vi har Europarådet? Derfor skal vi stå mere vagt om de værdier end nogen sinde før, også selv når det begynder at gøre ondt på det økonomiske område, som det gør nu.

Så burde man jo have taget det alvorligt fra Europarådets administrations side og så simpelt hen have sagt: Okay, så må vi spare der, hvor det er nødvendigt at spare. En af måderne, man kunne gøre det på, var måske at gøre Europarådet til det, Europarådet egentlig er, nemlig en organisation, der kæmper for menneskerettigheder og har en rigtig god domstol, og så stoppe med alt det andet, der foregår i Europarådet. Alle os, der har deltaget i en parlamentarisk forsamlingsuge i Europarådet, har jo oplevet de der debatter, som får Europa-Parlamentets debatter til at ligne en børneleg. Man diskuterer alt muligt andet end det, som er hele grundlaget i Europarådets fundats. Derfor mener jeg, at man skal tilbage til basis, og det har man også i den liberale gruppe kæmpet meget, meget hårdt for skal være den tankegang, der skal være. Desværre er vi ikke kommet i mål med det endnu. Jeg håber jo stadig væk på, at den liberale gruppes klare holdninger også bliver det, som socialistgruppen og nogle af de andre grupper måske også kan følge op på.

Nu foregår der jo også andet end det med Rusland, selv om det fylder rigtig meget. Flere af ordførerne har været inde på Tyrkiet, og jeg er jo ligesom de andre ordførere glad for, at det ser ud til, at der også er plads til andre partier end AKP. Jeg synes, vi så, at der var grøde – og det er rigtig spændende – i forbindelse med lokalvalget i Tyrkiet, også selv om man oplever nogle meget negative tendenser i AKP og ikke mindst hos Erdogan selv til at slå ned på de frie medier og ikke give plads til det demokrati, som burde være kernen i et europæisk land og ikke mindst et land i Europarådet. Så jeg synes, det ser spændende ud, men lige meget hvad er Tyrkiet et af de lande, vi skal holde under skarp observation, for det er jo stadig væk sådan, at Tyrkiet har fængslede parlamentsmedlemmer, og det er selvfølgelig noget, som burde være det værste, man overhovedet kan gøre.

Så har vi selvfølgelig også et andet land, som er under skærpet observation, og det er Aserbajdsjan. Jeg mener, at det på et tidspunkt må være sådan, at vi skal sige: Hertil og ikke længere. Hvis Aserbajdsjan bare er endnu mere ligeglad med de anbefalinger og rekommandationer og krav fra Europarådets side, må det selvfølgelig også få konsekvenser, ligesom det gjorde for Rusland, og der tror jeg efterhånden at vi snart er.

Så det er en spændende tid, og det er også en vigtig tid for Europarådet, for hvis vi stadig væk ønsker et funktionelt Europaråd, så er det altså nu, vi skal træffe de rigtige beslutninger. Jeg vil slutte af med som formand for delegationen at sige tusind tak til resten af delegationen for et rigtig godt samarbejde og ikke mindst også tak for et rigtig godt samarbejde med den danske repræsentation og ambassadøren dernede i Strasbourg.

Der er en kort bemærkning til hr. Mogens Jensen.

Tak. Jeg kan som næstformand for den danske delegation jo helt tilslutte mig takken for samarbejdet i delegationen og med repræsentationen. Det, jeg vil spørge Venstres ordfører om, handler jo om det her med, om der kan findes en løsning på, at russerne kan komme tilbage. Jeg er jo helt enig i, at det skal have en konsekvens, når man gør, som Rusland gør, men jeg skal bare lige høre, om det ikke er sådan, at Venstres ordfører også bakker op om, at det bliver fastslået, at hvis nu russerne kommer tilbage i Den Parlamentariske Forsamling, hvor de jo ikke har stemmeret til de almindelige resolutioner og i det almindelige politisk arbejde, så vil de fortsat have stemmeret i forhold til at udvælge dommere til Menneskerettighedsdomstolen, til at vælge menneskerettighedskommissæren og til at vælge generalsekretæren for Europarådet.

Ordføreren.

Jeg støtter kompromiset, hvis vi skal kalde det det, men problemet er, at det gør Rusland jo ikke. Altså, jeg har selv deltaget i nogle af møderne som fungerende gruppeformand for den liberale gruppe, og når man mødes med de kære russiske repræsentanter, og det er jo ret højtstående folk, så sidder de og siger: Tak, vi vil gerne have mere.

Derfor er jeg stadig væk meget, meget skeptisk over for, om det såkaldte kompromis også bliver til virkelighed. Men hvis det gør – og jeg får at vide, at jeg skal være optimist, så det prøver jeg at være – er jeg selvfølgelig tilhænger af det, fordi vi på den ene side stadig væk kan have, skal vi sige sanktionerne, der presser Rusland, mens der på den anden side selvfølgelig er, skal vi sige nogle fundamentale rettigheder, som et medlemsland jo selvfølgelig skal have.

Hr. Mogens Jensen.

Ja, for jeg tror, at vi er enige om, at det er en udfordring – ikke så meget, synes jeg, i forhold til lederne i Rusland, for dem skal vi ikke tage særlige hensyn til, men i forhold til borgerne, der jo så ikke længere kan få adgang til Menneskerettighedsdomstolen.

Jeg vil bare gerne lige have slået fast, for nu var ordføreren jo meget hård i sin retorik i forhold til Rusland, at ordføreren, ligesom jeg selv, faktisk også har bakket op om det kompromis – jeg har også selv deltaget i de møder – hvor der altså gives den russiske delegation nogle muligheder, nogle retmæssige muligheder, også selv om de ikke får stemmeret til de almindelige politiske spørgsmål, før der ligesom er sket en ændring i deres forhold til annekteringen af Krim.

Ordføreren.

Jamen altså, jeg støtter kompromiset, men jeg støtter samtidig, at vi trækker en meget, meget tydelig streg i sandet om, at hertil og ikke længere; at vi ikke giver efter i forhold til de almindelige sanktioner, der også er påført Rusland. Og så er det jo mit måske meget naive håb, at Rusland begynder at tage Europarådets anbefalinger og resolutioner bare en lille smule mere alvorligt, end Rusland har gjort indtil videre.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg synes jo, at Europarådets arbejde er sindssygt vigtigt i forhold til hele fundamentet for menneskerettigheder og arbejdet med retssikkerhed i Europa. Det er virkelig, virkelig afgørende, at vi prioriterer det arbejde.

Derfor er jeg selvfølgelig også glad for at se, at det er det, der står i regeringens redegørelse her, men jeg må faktisk sige, at jeg synes, at jeg savner den prioritering af Europarådet til daglig i arbejdet. Jeg synes simpelt hen ikke, der bliver lagt nok vægt på vores arbejde der. Når man f.eks. læser regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, er Europarådet jo kun nævnt i en opremsning på en linje. Jeg synes, vi er nødt til at have en diskussion af, om ikke Danmark skal være med til at spille ind i diskussionen om, hvorvidt vi både skal hæve de frivillige bidrag og også se på, om andre lande kan være med til at bidrage mere til Europarådets arbejde, for lige nu står vi i en situation, hvor det, at Rusland har trukket, hvad skal man sige, deres økonomi ud af ligningen, gør, at Europarådet simpelt hen er ved at gå fuldstændig rabundus. Altså, det er afgørende vigtigt, at vi sørger for at få prioriteret nogle af de økonomiske ressourcer også til det arbejde, for ellers har vi meget snart ikke længere Europarådet.

Jeg synes også, når man kigger på, hvordan det f.eks. ser ud med, hvor mange danskere der arbejder og er beskæftiget inden for Europarådets arbejde, at det også kniber med, at vi kan opfylde vores kvote af embedsmænd, der skal deltage. Når man ser på, hvordan vi i det hele taget går aktivt ind i de forskellige debatter, der er, synes jeg, det arbejde kunne gøres langt mere dedikeret, må jeg sige, og jeg mener, der er behov for det.

Derfor kunne jeg sådan set også godt tænke mig at høre regeringen, om ikke ministeren vil sige en lille smule mere om, hvordan man faktisk aktivt kunne opprioritere det her arbejde med Europarådet i den meget, meget akutte situation, vi står i. Jeg vil gerne høre om det her med, om ikke man faktisk kunne se på at øge de danske bidrag til Europarådet, og jeg kunne også godt tænke mig at høre lidt mere konkret, hvordan Danmark har arbejdet både i forhold til kritikken af Tyrkiet og Aserbajdsjan og så sådan set også i forhold til kritikken af, at Rusland har trukket finansieringen. Kunne regeringen se for sig, at arbejdet her i Europarådet faktisk kunne få en meget mere central placering i vores daglige politik? Det kunne jeg godt ønske mig at det fik, så vi på den måde virkelig kunne være med til at løfte arbejdet for menneskerettigheder fremover.

Der er en kort bemærkning til hr. Michael Aastrup Jensen. Værsgo.

Tak for det. Og ikke mindst tak til Enhedslisten, for jeg deler jo, skal vi sige den frygt, der er, for økonomien dernede, og den prøvede jeg også at adressere. Men noget af det, jeg prøvede at sige, var jo også, at Europarådet kunne prøve at se indad og se lidt på, hvad det er for nogle arbejdsopgaver, de tager sig af lige nu. For jeg tror også, at fru Eva Flyvholm er enig i, at det i Europarådet lige nu drejer som rigtig mange ting, som måske også Europa-Parlamentet og andre organer kunne tage sig af, f.eks. kulturspørgsmål. Er fru Eva Flyvholm også enig i noget af det?

Ordføreren.

Jamen tak, fordi ordføreren spørger. Jeg sad faktisk netop og tænkte over det under din kommentar. Altså, man kan selvfølgelig altid tænke over, hvordan tingene skal fungere på en smartere måde, men som udgangspunkt ser jeg det faktisk også som en fordel, at Europarådet beskæftiger sig med en lidt bredere vifte af ting. Vi så f.eks., at der i starten af den økonomiske krise og EU's nedskæringspolitik fra Europarådets side blev lavet en rapport, som bl.a. min kollega Nikolaj Villumsen var ordfører på. Der blev simpelt hen udfærdiget en rapport, der belyste konsekvenserne for almindelige menneskers forhold, altså fattigdom osv. i Europa, af den her nedskæringspolitik, som jeg faktisk syntes var et rigtig vigtigt bidrag til diskussionen om f.eks. økonomiske menneskerettigheder.

Så jeg synes, at der bliver lavet meget vigtigt arbejde, som jeg ville være meget bekymret for bare at skære ud. Jeg synes, det vil være bedre, at vi prioriterer nogle flere knaster til det; det må jeg sige.

Så siger vi tak til fru Eva Flyvholm. Og vi går videre til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for det. Europarådet står over for at skulle have en ny generalsekretær her i juni, og der må man jo håbe, at den person, man ender med at finde frem til, bliver en handlekraftig person, for selv om rådet fejrer sin fødselsdag, bliver man jo nødt til at sige, at der også er nogle udfordringer. Der er jo desværre, som flere ordførere også har været inde på, adskillige medlemslande, som nærmest viser vejen, når det gælder om at begrænse menneskerettigheder.

Så var det jo et meget positivt resultat af det danske formandskab, at vi fik Københavnerklæringen, for Europarådet har også været kraftigt udfordret, når det gælder den europæiske menneskerettighedskonvention og Menneskerettighedsdomstolen i forhold til legitimiteten. Det kan vi jo ikke have; det er meget, meget vigtigt, at den europæiske menneskerettighedskonvention opleves som legitim, og der er Københavnerklæringen og det arbejde, der ligger bag, vigtigt i forhold til at vise en vej frem.

Jeg tror såmænd nok, at man skal klare vanskelighederne, og at legitimiteten kan reddes, men det er klart, at det er et opmærksomhedspunkt. Det, som det gælder om, og det, som det gjaldt om for det danske formandskab, er jo med den danske jurist Anders Henriksens ord spørgsmålet om at fremtidssikre menneskerettighedskonventioner. Det bliver jo en utrolig vigtig opgave for det nuværende formandskab og den nye generalsekretær at se på det.

Så hvis jeg ellers får chancen, ser jeg vældig meget frem til at behandle næste års redegørelse. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Ulla Sandbæk, Alternativet.

Tak, og tak til ministeren for redegørelsen. Europarådet, som har alle europæiske stater som medlemmer, bygger på centrale principper om fremme af demokrati, menneskerettigheder og retsstaten. Rådet har en parlamentarisk forsamling, som mødes fire gange om året i Strasbourg. Det siger jeg til glæde for dem, som sidder og følger debatten på deres fjernsynsskærme.

Desværre er det ikke alle medlemsstater, der overholder disse principper, og det har fyldt rigtig meget i Den Parlamentariske Forsamlings arbejde. Vi har flere gange som allerede nævnt af de andre ordførere og også i redegørelsen behandlet Tyrkiet, som er sat under fuld monitorering på grund af alvorlige menneskerettighedskrænkelser og overgreb på det kurdiske mindretal. Ukraine og Aserbajdsjan har som nævnt også været på dagsordenen, og Ruslands vanskelige forhold til Europarådet har præget debatterne og vil fortsat præge arbejdet i organisationen. Det er der desværre ikke umiddelbart en løsning på.

Desværre har der også internt i Europarådet været korruption. For vores vedkommende har det danske formandskab i Europarådet naturligvis fyldt meget, ikke mindst lanceringen af Københavnerklæringen. Det er temmelig misvisende om end ikke overraskende, at redegørelsen nævner Københavnerklæringen som et vigtigt resultat for det danske formandskab. Sandheden er vel nærmere, at regeringen med sit første udkast til erklæringen, som heldigvis blev kraftigt redigeret af de øvrige medlemsstater, fuldstændig misforstod sin besøgelsestid i Europarådet og forsøgte at bruge et af vores vigtigste internationale samarbejder til at føre dansk indenrigspolitik.

Danmarks internationalt stærkt kritiserede nationale hovedprioritet var nemlig i Københavnerklæringen forsøget på at skubbe til balancen mellem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser og nationalstaternes efterlevelse heraf til nationalstaternes fordel. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol påser, at medlemsstaterne overholder deres forpligtelser efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Domstolen anses for kronjuvelen i Europarådets virke til beskyttelse og fremme af menneskerettighederne. På internationalt plan er domstolen unik, derved at medlemsstaternes borgere kan indgive klage over egne myndigheder til domstolen.

I en kronik i Altinget siger forhenværende ambassadør ved Europarådet Claus von Barnekow, at regeringen kunne have spillet en aktiv og dagsordenssættende rolle som formand for Europarådet, men potentialet udeblev desværre, og nu er opgaven – siger han – at genetablere Danmarks renommé. Danmarks forsøg på at underminere domstolen fik efter sigende den konsekvens, at generalsekretæren i sin usminkede tale til ministermødet sprang det afgående danske formandskab over og gik direkte over til næste års ministermøde i Helsingfors, hvor Europarådet fylder 70 år.

Den endelige udgave af Københavnerklæringen gør heldigvis op med regeringens fejlagtige påstand om, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har været medvirkende til at forhindre udvisning af alvorligt kriminelle udlændinge. Hvis denne påstand skulle blive gentaget, er det herefter mod bedre vidende.

Regeringens første udkast til Københavnerklæringen mødte stor undren blandt kollegaerne i Europarådets Parlamentariske Forsamling, fordi Danmark på det tidspunkt stadig var kendt som en nation, der aldrig sætter spørgsmålstegn ved de menneskerettigheder, der er nedfældet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den var decideret undergravende for tilliden til Danmark som seriøs forkæmper for internationalt samarbejde og respekt for netop menneskerettighederne og var som sagt overhovedet ikke den succes, som regeringen har forsøgt at gøre Københavnerklæringen til.

I stedet for fik vi heldigvis en sluterklæring fuldstændig renset for alle de danske indenrigspolitiske kæpheste, som regeringen lagde fra land med. På trods af den danske regering valgte Europarådets medlemmer at vedtage en erklæring, der grundlæggende bakker op om det gode menneskerettighedssystem, vi har i Europa. Det er et system, hvor Menneskerettighedsdomstolen er i toppen, og det er der ikke rokket ved i erklæringen. Det er vi i Alternativet selvfølgelig meget glade for, og jeg håber, at regeringen også har lært noget af sagen, selv om det overhovedet ikke fremgår af ministerens redegørelse. Den er nu for sige det ligeud nærmest blottet for selvindsigt.

Men en stor tak til alle kollegaerne, til sekretariatet og til ambassadøren.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Holger K. Nielsen. Værsgo.

Nu sidder SF ikke i Europarådets Parlamentariske Forsamling, så jeg skal ikke divertere Folketinget med kommentarer om, hvordan arbejdet har fungeret, og hvordan sekretariatet har fungeret, for det har jeg ikke nogen viden om. Men jeg ser det lidt udefra, og ligesom andre er vi jo fuldstændig enige i, at Europarådet som et aleuropæisk samarbejde er kolossalt vigtigt.

Det er naturligvis et problem, når Rusland ikke vil betale, men jeg synes, det er meget vigtigt, at vi holder fast i Rusland i Europarådets arbejde, for det er vigtigt at kunne komme med en kritik af Ruslands overtrædelser af menneskerettighederne i forhold til civilsamfundet i Rusland, som jo har meget, meget trange kår. For dem er det vigtigt at kunne henvise til kritik fra Europarådet, så i den sammenhæng spiller det en rolle, og tilsvarende i forhold til Tyrkiet, hvor der også sker grove overtrædelser af menneskerettighederne. Vi kan håbe, det bliver bedre, for ligesom andre lande er Tyrkiet jo ikke et statisk politisk samfund. Der sker også en udvikling der, hvilket blev vist ved lokalvalgene i søndags. Men det er vigtigt, at der er organer udenfor, der kan levere kritik, når det er nødvendigt. Så på den måde er det et meget, meget vigtigt samarbejde, som Danmark naturligvis fortsat skal deltage aktivt i, også på det parlamentariske niveau.

Lige en enkelt kommentar til den her såkaldte Københavnerklæring om menneskerettighederne. Jeg er sådan set enig i det, som står her i redegørelsen, men jeg er også enig i fru Ulla Sandbæks beskrivelse af, at regeringen simpelt hen blev trynet i den her sag. Regeringen havde jo store ambitioner om, at nu skulle man gøre op med hele det europæiske menneskerettighedssystem. Det var det, som Dansk Folkeparti krævede, og som dele af regeringen også gjorde – og integrationsministeren særdeles aktivt. Der havde man regnet med, at man kunne bruge den her diskussion til at få ændret den danske lovgivning på området. Heldigvis lykkedes det ikke, så det, man kom frem til, er jo ganske, ganske udmærket. Det er vi også tilfredse med.

Så alt i alt har vi sådan set ikke mange yderligere kommentarer til den her redegørelse. Det er en udmærket beskrivelse af, hvordan det fungerer, og hvordan det fortsat skal fungere.

Der er en kort bemærkning fra hr. Michael Aastrup Jensen. Værsgo.

Tak for det. Jeg har fuld respekt for, at hr. Holger K. Nielsen og Socialistisk Folkeparti ikke sidder med i delegationen i Europarådet, men det, jeg vil spørge om, er det her med, hvad der skal til, for at Rusland enten er med eller ikke er med. For situationen er jo den, at Rusland ikke er blevet smidt ud, men er gået, fordi de er sure over en sanktion, man indførte fra Den Parlamentariske Forsamlings side.

Så spørgsmålet er: Hvad skal vi give Rusland? Altså, hvis det ikke er nok med det såkaldte kompromis, hvor de kan stemme om personvalg, men at de også ønsker mere, altså at de andre sanktioner skal fjernes, vil SF så også anbefale, at vi skal gøre det?

Ordføreren.

Jamen altså, sådan som jeg har forstået det kompromis, så lyder det da meget fornuftigt, og det synes jeg da at vi skal holde fast i.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Problemet er bare, at Rusland har sagt nej til kompromiset, og det vil sige, at lige nu vil Rusland have mere. Derfor er mit spørgsmål: Kan det ikke blive for meget, at vi så at sige lokker dem tilbage ved at sige, at så er der ingen sanktioner? For det er reelt det, Rusland beder om.

Ordføreren.

Det er jeg da fuldstændig enig i. Altså, vi kan jo ikke bare give efter for pres fra Rusland. Jeg mener, at vi skal gøre et helt reelt forsøg på at få dem tilbage, men hvis de ikke vil hen til truget, så vil de ikke hen til truget – sådan er det jo.

Vi siger tak til hr. Holger K. Nielsen. Og så er det hr. Magni Arge.

Tak. Jeg har heller ikke været involveret i noget europarådsarbejde, men jeg vil alligevel komme med nogle bemærkninger. Nordisk Råds session i Oslo behandlede bl.a. temaet demokrati under pres, og det er et meget relevant tema i disse tider, ikke mindst her i Europa.

I redegørelsen om udvalgte internationale organisationer læser jeg bl.a. om Europarådets store udfordringer, som dels har baggrund i konflikten mellem Europa og Rusland om Krim, dels i Ruslands, Tyrkiets og Aserbajdsjans holdninger til menneskerettigheder og retsstatsprincipper, men også i vigende gennemslagskraft, fordi institutioner i EU-regi har overtaget dele af Europarådets funktioner.

Forhåbentlig betyder det ikke, at opbakningen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er faldende, for FN's resolution om grundlæggende menneskerettigheder var en af vor tids store civiliserede landvindinger, og ingen havde vel forventet at høre nogen i Europa tale menneskerettighederne ned igen.

Et andet stort fremskridt for vores civilisation var FN's resolution om folkenes ret til selvbestemmelse eller selvbestemmelsesretten. Oprindelig blev den lanceret for 100 år siden af Wilson og Lenin og dannede bl.a. grundlag for Sønderjyllands tilbagevenden til det danske rige.

Men også retten til selvbestemmelse er under pres. I Spanien er man gået så vidt, at man har sat den på anklagebænken. Det skete, da civilsamfundslederne Jordi Cuixart og Jordi Sànchez sammen med ni politikere i januar måned efter mere end et år i fængsel blev kørt ind til højesteret i Madrid. Selv om de er svorne pacifister og demokrater, sidder de på anklagebænken i den spanske højesterets kriminalafdeling, fordi de forberedte og gennemførte en demokratisk folkeafstemning, som handlede om Cataloniens ret til selvbestemmelse. Borgerne blev bare spurgt, om de ønskede, at Catalonien skulle etableres som et selvstændigt land. Den spanske stat anså folkeafstemningen for ulovlig og uden gyldighed og sendte på selve valgdagen store styrker af forbundspoliti ind mod valgstederne for med vold og magt at lukke valgstederne og konfiskere de afgivne stemmer.

I virkeligheden handlede det her slet ikke om jura, og det handlede ikke om kriminalitet. Det handlede om politik. For den spanske stat gælder hensynet til the unity of Spain frem for alt, og det mener de at den spanske grundlov også legitimerer. Catalanerne ønsker på deres side, at retten til selvbestemmelse bliver respekteret, og de gik ud fra – måske noget naivt – at EU og de europæiske demokratier ville bakke op om FN's resolutioner om netop retten til selvbestemmelse. Det burde selvfølgelig være løst gennem dialog eller ved den grundlovslignende domstol, men følelserne er så stærke i denne konfrontation, at det koster for meget i antal stemmer at gå dialogens vej.

I maj 2015 mente også Folketinget, at dialogens vej var den rigtige vej at gå, men det mener regeringen ikke mere. I stedet for er man sammen med andre europæiske lande slået ind på en døv, blind og stum politisk linje, hvor man ignorerer brud på grundlæggende demokratiske rettigheder og retsstatsprincipper.

Jeg synes, det er beskæmmende, når man hører, at der breder sig et tabu omkring selvbestemmelsesretten i Europa, for mange af de samme europæiske lande har netop fået deres status anerkendt med baggrund i den samme selvbestemmelsesret, bl.a. de tre baltiske lande, som danner baggrund for Østersøsamarbejdet.

I min optik er selvbestemmelsesretten hellig, ligesom grundlæggende menneskerettigheder og demokratiske rettigheder er det. Og er der nogen lande, som burde gå foran og forsvare demokratiske værdier under pres, bl.a. gennem Europarådet, så er det netop de nordiske lande og ikke mindst Danmark, som påstår at ville respektere en afstemning om selvstændighed på Færøerne eller i Grønland, når den finder sted, men som alligevel nægter at anerkende de to landes selvbestemmelsesret som et folkeretligt princip. Tak.

Tak til hr. Magni Arge. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak, og så er det udenrigsministeren.

Tak for det. Jeg vil gerne takke for indlæggene under debatten. De bekræfter den store politiske interesse for Europarådet, der er i disse år, og det er glædeligt, for det er en vigtig multilateral organisation, som vi skal værne om i en tid, hvor netop multilateralismen er under pres. Knap et år efter at Danmark gav stafetten videre som formand for Europarådets Ministerkomité, er det godt at se, at det danske formandskab har sat et aftryk, vi kan være stolte af.

2019 bliver et afgørende år for Europarådet. Der skal fremover træffes en række vigtige beslutninger, der kan få stor betydning for organisationens fremtid. Den største politiske udfordring vedrører fortsat Rusland. Det præger arbejdet i Europarådet i disse måneder, ligesom det gjorde under det danske formandskab. De russiske parlamentarikere deltager stadig ikke i Den Parlamentariske Forsamling, og Rusland tilbageholder fortsat sine betalinger til budgettet. Trods en aktiv indsats på alle fronter det seneste år er det ikke lykkedes at finde en løsning. Jeg håber, at det hårde arbejde på et tidspunkt bærer frugt, men det vil kræve, at Rusland viser vilje til kompromis. Det er afgørende, at Rusland lever op til sine medlemsforpligtelser og betaler sit bidrag til organisationen. Sker det ikke, vil der i 2019 skulle træffes beslutning om nedskæringer. I yderste konsekvens kan Rusland blive tvunget til at forlade Europarådet. Vi har fra dansk side støttet bestræbelserne på at få Rusland til at betale det, de skylder. Samtidig har vi søgt at undgå en situation, hvor over 140 millioner russere mister den beskyttelse, som det europæiske menneskerettighedssystem giver dem.

Et andet centralt punkt, som står højt på Europarådets dagsorden, er Helsingørprocessen. Processen blev igangsat under det danske formandskab sidste år for at se nærmere på organisationens opgaver og mission i en usikker fremtid med knappe ressourcer. Frem mod ministermødet i Helsinki i maj vil vi fra dansk side arbejde for yderligere reformer, så Europarådet bliver bedre rustet til at tackle fremtidige udfordringer og opgaver.

En af hovedprioriteterne for det danske formandskab var vedtagelsen af Københavnererklæringen – en erklæring, der sikrer et mere effektivt, fokuseret og europæisk menneskerettighedssystem og udstikker retningen for det fremtidige reformarbejde. Seneste praksis fra Menneskerettighedsdomstolen tyder på, at det virker.

Vi har således fra dansk side gennem arbejdet med vores prioriteter fremmet stærke danske og europæiske værdier. Alt i alt har vi bidraget til, at Europarådet kan forblive en slagkraftig og effektiv organisation til gavn for de mere end 800 millioner borgere i Europa, der nyder godt af Europarådets beskyttelse. Det vil vi fortsætte med i 2019.

Afslutningsvis vil jeg nævne en sidste central begivenhed i de kommende måneder, nemlig valget af en ny generalsekretær for Europarådet. Vi har sendt to velkvalificerede kandidater, min belgiske og min kroatiske udenrigsministerkollega, videre til jer i Den Parlamentariske Forsamling. For regeringen er det vigtigt, at den næste generalsekretær bliver en dynamisk og visionær person, der kan lede og samle organisationen i en vanskelig tid. Det skal også være en person, der kan og vil videreføre det nødvendige reformarbejde, herunder de reformprocesser, der blev igangsat under Danmarks formandskab. Jeg håber, at alle vil have det i mente, når beslutningen bliver truffet endeligt i Den Parlamentariske Forsamling til juni.

Der er nogle korte bemærkninger. Først er det fra fru Eva Flyvholm. Værsgo.

Mange tak for det. Det ene er et spørgsmål – for lige at gentage spørgsmålet – til det her med, om regeringen vil overveje at hæve bidraget til Europarådet, som jeg synes vil være meget fornuftigt at gøre i den nuværende situation.

Det andet er det, som hr. Magni Arge også var inde på, der handler om de politiske fanger, der sidder i Madrid lige nu – de catalanerne, som gerne vil have en folkeafstemning. Island har flere gange rejst bekymring over, om man nu tror, de vil få en fair retssagsbehandling, altså om deres menneskerettigheder vil blive respekteret i den sammenhæng. Vil Danmark gøre noget lignende for at gå ind i den her diskussion? For det er sådan set også noget af det, som jeg ser med stor bekymring på lige nu: at vi faktisk har politiske fanger siddende i Europa på den måde. Det er jo heller ikke noget, der bare må passere. Så det var de to spørgsmål.

Ministeren.

I forhold til hullet i budgettet, og hvad Danmark vil gøre der, er det bestemt ikke udelukket, at der kan skaffes nye finansieringskilder. Men det vil kun hjælpe i et begrænset omfang, altså at man kan gøre et eller andet sådan midlertidigt. Hvis ikke Rusland begynder at betale, vil den primære vej mod et balanceret budget være gennemførelse af nedprioriteringer og nedskæringer, desværre også afskedigelser i organisationen. Det er sagen. Det bliver en vanskelig øvelse. Regeringen mener ikke, at det er den rigtige løsning uden videre at dække det hul, som Rusland efterlader.

I forhold til spørgsmålet om Catalonien er Spanien jo en samarbejdspartner i det europæiske samarbejde, og vi stoler selvfølgelig på, at tingene foregår efter alle de regler, som de skal gøre.

Fru Eva Flyvholm.

Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke vil gå ind i forhold til det med budgettet, for vi kan jo ikke lade vores menneskerettighedsarbejde være afhængigt af, at så snart de lande, som faktisk netop lige præcis ikke vil i spil og på banen for menneskerettighederne, trækker finansieringen, går arbejdet bare i stå. Det er derfor, jeg synes, det er så vigtigt, at vi faktisk er med til at gå ind og hæve det her økonomisk.

I forhold til spørgsmålet om catalanerne må jeg bare sige, at nu har jeg været nede at besøge nogle af de her mennesker. De står jo tiltalt for helt almindelige demokratiske aktiviteter som at gå til demonstration osv. De kan risikere at ryge i spjældet i 30 år. Er det inden for skiven af, hvad udenrigsministeren synes ikke giver anledning til bekymring, at folk bliver sat i fængsel for deres politiske aktiviteter, altså fuldstændig fredelige politiske aktiviteter?

Ministeren.

Som alle andre med interesse for det, der foregår i Spanien, følger jeg selvfølgelig også sagen med interesse, men jeg har ikke på nuværende tidspunkt anledning til at foretage mig yderligere.

Så er det hr. Mogens Jensen.

Tak til udenrigsministeren, både for den skriftlige redegørelse og også den mundtlige her. Jeg synes, jeg kunne høre på udenrigsministeren, at han deler bekymringen for noget af udviklingen i Europarådet, selvfølgelig i forhold til Rusland, men der er selvfølgelig også grund til at pege på udviklingen i Aserbajdsjan og Tyrkiet, som peger væk fra Europarådet.

Men jeg vil også godt høre ministeren i forhold til det, der sker i Ungarn og Polen, hvor vi altså også ser eksempler på, at man fortolker demokratiet på en anden måde, end vi gør i øvrige demokratiske lande, og det gælder også særlig ytringsfriheden. Det er også ting, der er blevet diskuteret og påpeget i EU, både af Kommissionen og af Europa-Parlamentet. Og jeg vil bare høre, hvilke tanker udenrigsministeren gør sig specielt om Polen og Ungarn, fordi de trods alt er inde i den europæiske familie på flere måder, altså ikke kun i Europarådet, men også i EU. Har regeringen en holdning til udviklingen der, og hvordan forsøger man at påvirke i den rigtige retning?

Så er det ministeren. Værsgo.

Regeringen har den klare holdning, at når man melder sig ind på et sæt spilleregler, ændrer man ikke reglerne undervejs for sig selv. Derfor bliver der selvfølgelig også holdt øje, og det gør der også fra EU's side i forhold til de kritikpunkter, som er rejst i forhold til Ungarn og Polen; og de processer, som kører, følger vi nøje.

Hr. Mogens Jensen.

Jeg har netop lagt mærke til, at EU har været rimelig aktiv på det her område, og vi har jo også haft flere debatter i Den Parlamentariske Forsamling i Europarådet om særlig Ungarn – det har jeg selv været involveret i – men for så vidt også Polen. Jeg har bare ikke sådan oplevet en stærk melding fra Ministerrådet under Europarådet i forhold til de her spørgsmål. Og har Danmark gjort noget særligt for at sætte fokus på den kritiske udvikling, der er, både i Polen og Ungarn, når det kommer til Europarådet?

Ministeren.

Ja, bl.a. gør jeg det, at når jeg mødes med mine kolleger fra de to omtalte lande, drøfter vi bl.a. nogle af de kritikpunkter, der er blevet rejst.

Så er det hr. Magni Arge. Værsgo.

Tak. Jeg havde en samtale med en repræsentant for et fællesskab, som repræsenterer 45 forskellige nationaliteter, som er statsløse, om jeg så må sige, i går, og han udtalte, at der var en udpræget tabuisering af begrebet retten til selvbestemmelse over de senere år, og det er noget lignende, som jeg synes jeg oplever i forhold til den tavshed, som man har oplevet omkring det, der er pågået bl.a. nede i Spanien. Jeg vil gerne høre, om udenrigsministeren kan genkende sig i, at det her er et begreb, som man efterhånden er ved at bevæge sig væk fra, eller om man stadig væk føler sig forpligtet til at hævde selvbestemmelsesrettens gyldighed for alle, som den også er blevet erklæret igennem FN's resolutioner igennem tiderne.

Ministeren.

Jeg oplever ikke nogen tabuisering af det emne.

Hr. Magni Arge.

Vil det så sige, at jeg måske også kan regne med, at udenrigsministeren vil støtte op omkring, at Færøerne og Grønlands ret til selvbestemmelse kan blive forankret i folkeretten?

Udenrigsministeren.

Jeg tror, at det ligger uden for det felt, som vi taler om her, vil jeg helt ærligt sige. Vi har et samlet kongerige, og jeg synes faktisk, at det samarbejde, som vi har imellem Danmark, Grønland og Færøerne, kører forbløffende godt, ikke mindst i de her år. Jeg har rigtig gode forbindelser til både min grønlandske og færøske kollega, og jeg synes, at vi drøfter de forhold, som er inden for kongeriget Danmark, i en god og åbenhjertig tone.

Vi siger tak til udenrigsministeren, og dermed er vi færdige med forhandlingen om Europarådet.

Så går vi videre til forhandlingen om Østersørådet, og det er fru Karin Gaardsted, Socialdemokratiet.

Tak for ordet, og tak til ministeren for redegørelsen, der på relevant vis forholder sig til Østersørådets arbejde på godt og ondt, kan man godt sige.

Redegørelsen nævner, at Danmark overtager formandskabet for Østersørådet her pr. 1. juli 2019, og Danmark ønsker under sit formandskab at få vedtaget og implementeret reformer, der gør organisationen mere relevant og også øger dens gennemslagskraft.

Østersørådet er ikke længere det eneste samarbejdsforum i regionen. Bl.a. EU's udvidelse mod øst har ændret på dette. Men Østersørådet er stadig det eneste forum for mellemstatsligt samarbejde, hvor alle landene rundt om Østersøen, inklusive Rusland, er medlemmer. Socialdemokratiet er enig med regeringen i, at denne særlige konstruktion bør udnyttes til gavn for regionen. Det er vigtigt at fastholde en dialog og et samarbejde med Rusland trods Ruslands uacceptable ageren, f.eks. i Ukraine. Der er mange grænseoverskridende problemer og udfordringer i regionen, som kun kan løses i fællesskab, og som Østersørådet også arbejder med: Traficking in human beings, altså menneskehandel, udsatte unge, bæredygtighed, forskningssamarbejde og havmiljø – alt sammen vigtige og relevante emner at samarbejde om.

Med hensyn til havmiljøet er der i udpræget grad brug for et samarbejde. Det gælder både kampen mod forurening, plast, olie, svovl og affald fra skibe, og vi skal have styrket mulighederne for at komme af med affald i alle havne, når det gælder Østersøen, fordi det giver os muligheden for at stille krav til, at det skal være slut med at tømme affald ud i Østersøen, når man passerer. Muligheden for at lade eldrevne skibe kommer også til at få en større betydning i de nærmeste år. Så skal vi jo huske på, at forurening og miljø ikke kender til landegrænser.

Vi bør også holde fokus på behovet for at styrke samarbejdet i regionen med udveksling af studerende, eksperter, organisationer osv. Jeg sidder selv med i BSPC, som er det parlamentariske forum for politikere fra alle østersølandene, hvor jeg er såkaldt kulturrapportør. Jeg har valgt at arbejde med noget så moderne som e-sport og at få landene til at udveksle erfaringer med hinanden. E-sport er i rivende udvikling i alle lande omkring Østersøen, og det har en positiv udvikling af kompetencer som overblik, strategi, reaktionsevne og evnen til at planlægge under pres. Spilindustrien er også i rivende udvikling i landene omkring Østersøen, og der er stærke muligheder for at samarbejde og for at skabe venskaber og fællesskaber over grænserne.

Gennem de seneste år har vi i BSPC haft en arbejdsgruppe om migration og integration, om, hvordan man her arbejder sammen om at udbrede kendskabet til best practice i forhold til integration. Jeg siger ikke, at det er det letteste emne at tage op på tværs af netop denne gruppe lande, idet der jo er tale om en endog meget forskellige tilgange til netop migration og integration. Arbejdsgruppens konklusioner forventes at munde ud i anbefalinger til Østersølandenes regeringer her til efteråret. Men på vegne af Socialdemokratiet vil jeg gerne sige tak for redegørelsen. Vi stiller os naturligvis bag udenrigsministeren. Tak for ordet.

Tak til fru Karin Gaardsted. Så er det hr. Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti.

Tak for ordet. Jeg vil også i denne omgang takke udenrigsministeren for redegørelsen, den her gang om arbejdet i Østersørådet. Der er ingen tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti også er glade for arbejdet i Østersørådet, og ligesom de to foregående fora, vi har talt om under det her dagsordenspunkt, så er det her også et sted, hvor der i hvert fald er mulighed for at have en dialog med Rusland, hvilket man må sige der er brug for med den gebærden, som Rusland af og til har haft inden for det seneste årti over for sine nabolande.

Der er også mange andre gode ting at sige om Østersørådet. Den foregående ordfører var inde på det. Altså, man beskæftiger sig bl.a. med bekæmpelse af menneskehandel, med beskyttelse af udsatte børn, med forskningsnetværk og med at have en maritim politik, som går ud på at skabe bæredygtig blå vækst med balance mellem hensynet til økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter. Det er et arbejde, som vi i Dansk Folkeparti bakker op om.

Jeg har heller ikke selv førstehåndskendskab til arbejdet i Østersørådet, men jeg ved fra min partifælle i Østersørådet, som har med det at gøre, at han er vældig glad for og interesseret i arbejdet her. Derfor kan jeg sige, at Dansk Folkeparti selvfølgelig, som jeg sagde, takker for redegørelsen og tager den til efterretning.

Tak til hr. Mikkel Dencker. Så er det hr. Michael Aastrup Jensen, og det er som ordfører for partiet Venstre.

Tak, formand, og også tak til udenrigsministeren for denne redegørelse. Vi er helt enige i, at Østersøen er et strategisk vigtigt område, som næsten bliver vigtigere og vigtigere for hver dag, der går, og at det derfor også er en god ting, at vi har et rigtig godt og tæt samarbejde om det. Vi må så til gengæld måske også sige, at vi håber, at når Danmark overtager formandskabet til sommer, så får vi også relanceret Østersørådet, idet det måske lidt støvede image og det indhold, der er i dag i Østersørådet, fordi flere og flere, hvis ikke næsten alle landene er medlem af EU, gør, at vi bliver nødt til at finde ud af, hvad vi så skal bruge det til.

For udfordringer er der jo nok af, lige fra at vi på den ene side jo alle sammen kan blive enige om, at Ruslands ageren gør, at vi bliver nødsaget til at lave et bolværk mod Rusland, til at vi på den anden side ikke er enige om, hvad vi så gør, når vi diskuterer ting, som er følsomme som f.eks. Nord Stream 2, hvor vi jo oplevede, at flere af de her lande vaklede og faldt fra og altså tilsluttede sig Nord Stream 2, så det i dag reelt kun er Danmark, der står tilbage. Det gør jo altså, at vi bliver nødsaget til at gå de kære naboer lidt på klingen, når man på den ene side siger, at man er enig i det strategiske udfordringer, men at man på den anden side ikke er enig i, hvordan vi løser de strategiske udfordringer. Der må jeg indrømme, at jeg ikke synes, at vi havde ret mange venner i den her diskussion om Nord Stream 2. Så det er i hvert fald et håb fra min side.

Et andet håb er, at vi sørger for, at Putin ikke får held til at destabilisere regionen. Der tror jeg til gengæld også, at hvis Danmark får held til at få relanceret rådet, så er det et af de redskaber, vi kan bruge til simpelt hen at holde styr på, at der i hvert fald ikke bliver en destabilisering på nogen som helst måde.

Med de ord støtter vi fra Venstres side helt klart anbefalingerne, der er fra udenrigsministerens side, og ikke mindst redegørelsen.

Tak til hr. Michael Aastrup Jensen. Så er det fru Eva Flyvholm, og det er for Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og også tak for denne redegørelse. Enhedslisten sidder ikke med i Østersørådet, men jeg synes, at især det arbejde, der bliver lavet for at forsøge at bekæmpe menneskehandel, er utrolig vigtigt, og det er vigtigt, at vi især i øjeblikket prioriterer netop det meget højt. Men der er outlinet en række af de prioriteter, som regeringen gerne vil lægge for det danske formandskab, og det er beskrevet her, hvordan man gerne vil iværksætte den her reformproces. Jeg vil egentlig bare opfordre udenrigsministeren til at komme med lidt flere konkrete eksempler på, hvordan den her reformproces kan se ud. Så det er bare et ønske om, at det bliver foldet lidt yderligere ud for dem af os, der ikke sidder så tæt på arbejdet.

Tak til fru Eva Flyvholm. Så er det hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg må være ærlig og sige, at Østersørådet ikke er noget, jeg arbejder med hver uge, men så er det godt, at jeg har orden i mit arkiv. Jeg arbejder jo med det en gang om året, når vi behandler redegørelsen.

For 2 år siden stod der i redegørelsen, at det arbejde, der finder sted, vil kunne bidrage til, at der gradvis banes vej for en genoplivning af Østersørådets rolle som forum for politisk dialog. Jeg syntes, det lød meget dramatisk med en genoplivning, for det er jo noget, man sætter i værk, når der er akut fare for dødens indtræden. Men det ser jo ud, som om genoplivningen er lykkedes, for nu her 2 år senere står Danmark over for at overtage formandskabet, og det ser ud, som om der kan sættes gang i arbejdet. Så det er jo en god nyhed, at genoplivningen er lykkedes, og at det nu tegner til, at der bliver skabt en eller anden form for relevans.

Det er jo rigtigt nok, at de fleste lande rundt om Østersøen er medlemmer af EU, så det er måske meget naturligt, at man snakker sammen der, og måske også naturligt, at man snakker om det land, der ikke er det. Det er måske også med til at forklare nogle af udfordringerne. Men vi takker i hvert fald for redegørelsen.

Tak til hr. Henrik Dahl. Så er det fru Ulla Sandbæk fra Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også sige tak til ministeren for redegørelsen. Alternativet er enig i regeringens betragtninger om, at Østersørådet på mange områder er blevet udfordret af andre fora, men at det som det eneste forum for alle landene langs med kysten i Østersøen, inklusive Rusland, stadig har en relevans. Det handler bare om at fokusere arbejdet på konkrete samarbejder og understøtte integrationen i regionen. Det er selvfølgelig ikke overraskende, at Alternativet mener, at arbejdet med at gøre Østersøen til en bæredygtig region er et godt eksempel på et konkret projekt, der giver merværdi.

Derfor er det også godt at høre, at regeringen vil arbejde for at fastholde Østersørådets fokus på bæredygtighed på det helt konkrete plan. Det kan få stor betydning for hele regionen, hvis vi får arbejdet mere med bæredygtigt fiskeri, får bevaret vores naturressourcer og får ryddet op. Det kan også være med til at skabe dialog mellem mennesker i de forskellige lande, hvilket er vigtigt, hvis vi skal arbejde konkret. Bæredygtighed og arbejdet med vores naturressourcer kan skabe de mellemfolkelige relationer, der på sigt kan være med til at skabe positive forandringer for både mennesker og miljø og natur i regionen. Tak.

Tak til fru Ulla Sandbæk, og så er vi faktisk nået til, at vi nu skal høre udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det. Hvad angår Østersørådet, står Danmark over for en vigtig opgave, når vi overtager formandskabet til sommer. Det kommer til at handle om at få organisationen moderniseret. Målet er, at den skal være lige så relevant i vor tid, som den var, dengang Tyskland og Danmark tog initiativ til Østersørådet tilbage i 1992, hvor de baltiske lande havde genvundet deres selvstændighed.

Dengang var Danmark og Tyskland de eneste lande omkring Østersøen, der var medlemmer af EU. Samarbejdet i regionen var begrænset, og der var et udtalt behov for overførsel af viden og erfaring og opbygning af netværk til at understøtte dette.

Heldigvis er vi et helt andet sted i dag, bl.a. takket være den politiske dialog i regionen, som Østersørådet har været med til at bane vejen for. Det betyder ikke, at Østersørådet er blevet overflødigt, men det skal bruges anderledes, end vi brugte det dengang. Østersørådet skal ikke konkurrere med eller gentage drøftelserne i de mange andre og mere muskuløse organisationer og samarbejdsformater, der med tiden er opstået. Vi skal udnytte det, der er særligt ved Østersørådet og fokusere dér, hvor netop Østersørådet kan noget, ingen andre organisationer kan gøre bedre.

Det betyder, at vi skal have en mere fleksibel politisk dialog, så den altid er relevant og aktuel, og vi skal satse endnu mere på praktisk samarbejde på tværs af især den østlige del af regionen. At sikre en sådan modernisering af Østersørådet bliver hovedprioriteten under det danske formandskab. Tak.

Tak til udenrigsministeren.

Så går vi videre til forhandlingen om det nordiske forsvars- og beredskabsamarbejde. Der åbner vi så med Socialdemokratiets ordfører, hr. Henrik Dam Kristensen. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for redegørelsen. Den er ordentlig og sober, den har jeg ikke så mange kommentarer til, kun måske sådan en lidt overordnet kommentar om alt det, vi kalder NORDEFCO-samarbejdet, altså det nordiske samarbejde på forsvars- og sikkerhedsområdet. Der synes jeg jo at jeg igennem årene har kunnet iagttage en særdeles positiv udvikling, fra at vi jo stort set ikke kunne tale om det overhovedet og ensidigt fokuserede på, at vi havde forskellige alliancetilhørsforhold, og det blev ikke rigtig til noget – og jeg tror også, at forsvarssamarbejdet, både fra politikernes side, vil jeg gerne sige, men også fra ministrenes side, var underprioriteret, til at man kan sige, at den nye situation, der er i Østersøen, på en eller anden måde har tvunget et samarbejde igennem.

Det ser man også med det visionspapir, NORDEFCO Vision 2025, som ministrene vedtog for ikke så forfærdelig mange måneder siden. Her bliver man så enige om, at der er en række områder, hvor man ganske enkelt har behov for et tættere samarbejde. Det er koordination af både trænings- og øvelsesaktiviteter, det er totalforsvaret, det er cyberforsvaret – et af de nye store områder, som også er på dagsordenen i dag og vi skal debattere senere. Man får også lavet nogle tekniske aftaler, bl.a. om radardata osv. Så det, jeg oplever der sker omkring det nordiske samarbejde, er, at det er i en positiv udvikling, presset frem, kan man sige, af den situation, der er i Østersøen. Det er jo så knap så positivt.

Der er to ting, som jeg gerne vil give en kommentar til. Den ene er det, som også bliver beskrevet i redegørelsen her, nemlig samarbejdet i FN-missionen i Mali. Jeg synes, der er et eller andet smukt over, at nordiske lande sammen er med til at sikre en vigtig FN-mission. Den kapacitet, som der er i forhold til at have transportfly, kan vi være med til at levere. Jeg synes, det er et helt konkret eksempel på, at nordisk samarbejde også kan gå ud over vores eget geografiske område, når vi kan være med til at løfte en meget vigtig i FN-opgave. Der er i øvrigt også peget på andre FN-ting i redegørelsen. Det synes jeg at vi skal fokusere på også i den kommende tid.

Om katastrofeberedskabet vil jeg bare sige, at det også er vigtigt, at vi samarbejder om det. Jeg noterede mig med glæde begivenhederne her i sommer, da vi i Danmark var udsat for tørke og dermed en lang række brande rundtomkring: Da havde vi kapacitet til at kunne hjælpe det norske broderfolk, som var endnu mere hårdt ramt af skovbrande. Det er også et konkret eksempel på, at når det brænder, kan vi hjælpe hinanden.

Jeg vil slutte med at sige, at hjemmeværnet også har et samarbejde. Vi har lige fejret 70 året for hjemmeværnets oprettelse. At det også har en nordisk dimension, synes jeg er fint. Alt i alt tak til ministeren for redegørelsen, og tak til ministeren – ros skal der til, når der er grund til det – fordi ministeren rent faktisk har anerkendt, at det nordiske samarbejde har en vis dimension, og at det er værd at bruge tid på.

Tak til hr. Henrik Dam Kristensen. Så er det hr. Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Også under dette punkt vil jeg indlede med at sige, at i Dansk Folkeparti vil vi gerne kvittere for redegørelsen, og også at vi er meget glade for det nordiske samarbejde også på forsvars- og beredskabsområdet. Som det bemærkes i redegørelsen, har Danmark stor glæde og gavn af samarbejdet, og det er vi faktisk sådan helt enige i i Dansk Folkeparti. Vi har bl.a. hæftet os ved, at de nordiske forsvarsministre i november blev enige om en ny vision for samarbejdet kaldet NORDEFCO Vision 2025. Den nye vision sætter øget fokus på den nordisk-transatlantiske relation og på samarbejdet med de baltiske lande. Det er vigtige prioriteter, som vi i Dansk Folkeparti bakker op om.

Et andet vigtigt aspekt af det nordiske samarbejde på beredskabsområdet er, at der er indledt et formelt samarbejde om forberedelse på og bekæmpelse af natur- og skovbrande, som jo desværre er et tilbagevendende fænomen. Særlig Sverige var sidste sommer hårdt ramt, så det er kun godt, hvis vi på et nordisk plan kan bistå hinanden i at forebygge og bekæmpe sådanne brande. Det er også en problemstilling, som min egen partigruppe i Nordisk Råd, som hedder Nordisk Frihed – den består af Sandfinnerne, Sverigedemokraterne og Dansk Folkeparti – har arbejdet med og stillet forslag om. Hvem ved, hvilket af de nordiske lande som næste gang har brug for naboernes assistance? Derfor er etableringen af det her samarbejde både godt og glædeligt.

Med de ord vil jeg fra Dansk Folkepartis side sige, at vi tager redegørelsen til efterretning, og takke for den debat, som vi deltager i her.

Tak til Dansk Folkeparti. Så er det Venstre, og jeg kan se, at det er hr. Peter Juel-Jensen, der er på op vej på talerstolen. Værsgo.

Tak for det, formand. Indledningsvis vil jeg gerne sige tak til ministeren for en god og grundig redegørelse. Jeg er meget enig med ministeren i, at Danmark har stor glæde af det nordiske samarbejde både på forsvarsområdet, som primært finder sted inden for rammerne af NORDEFCO, men også inden for beredskabsområdet. På forsvarsområdet blev der i 2018 opnået væsentlige fremskridt, som man ønsker at bygge videre på i 2019.

Med visionen frem mod 2025 sætter NORDEFCO øget fokus på relationer og samarbejde med de baltiske lande, områder, der i bund og grund flugter meget godt med tankerne i forsvarsforliget her i Danmark, som går i perioden fra 2018 til 2023, hvor regeringen sammen med forligspartierne har øget fokus på sikkerheden i Østersørådet. Visionen omfatter endvidere målsætninger for samarbejdet frem mod 2025, herunder om bedre koordination af trænings- og øvelsesaktiviteter, robusthed over for hybride trusler og cyber, totalforsvar, industrisamarbejde m.v.

Jeg glæder mig over, at de opnåede resultater, f.eks. radardatadeling, som skal bidrage til et forbedret situationsbillede i Norden og Østersøregionen og aftalen om en nordisk militærmobilitet, om lettere adgang til hinandens land, sø- og luftterritorier i fredstid, bl.a. ved at forenkle og smidiggøre administrative procedurer.

Det nordiske samarbejde på beredskabsområdet har fokus på, at de nordiske beredskabsmyndigheder kan bidrage til at styrke de enkelte landes modstandskraft over for natur- og menneskeskabte katastrofer – tænk blot tilbage på de svenske skovbrande i sommer. Der viste man jo tydeligt, at man kommer længst ved at samarbejde, og står man skulder ved skulder, har vi faktisk ressourcer til at tage kampen op mod selv de største katastrofer.

Jeg ser ligesom ministeren et stort potentiale i en fortsat udbygning af det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde, og jeg glæder mig overordentlig meget over, at det her fortsat er en prioritet ikke kun hos regeringen, men faktisk hos alle de ordførere, der har været på talerstolen i dag. Tak.

Tak til hr. Peter Juel-Jensen. Så er det fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg synes også, at det er vigtigt med det her nordiske samarbejde både på beredskab og forsvar, og sådan set ønsker vi jo fra Enhedslistens side også at styrke det nordiske samarbejde, når det kommer til freds- og konfliktløsning.

Jeg vil gerne spørge lidt mere ind til helt konkret beredskabsdelen af det: Hvordan er drøftelserne omkring det økonomiske, altså, hvor meget man skal prioritere beredskabet? Hvordan ligger niveauerne egentlig i de forskellige nordiske lande? Det er jo så sjældent, at Enhedslisten står og på den måde taler for det område, at man kunne hæve noget på forsvarsbudgettet, men lige præcis på beredskabsområdet mener jeg faktisk, at vi sagtens kunne være lidt bedre til at opprioritere det, netop fordi det er beredskabet, der skal sættes ind, når vi står over for nogle af de store naturkatastrofer, som også følger af klimaforandringerne lige nu.

Så jeg synes sådan set, at det ville være interessant også at høre forsvarsministeren sige lidt mere om, både hvordan man diskuterer det øgede nordiske samarbejde her, men også, om det er noget, hvor man har en diskussion lidt på tværs af landene, og om ikke det her område i det hele taget kan styrkes lidt mere. Det mener jeg i hvert fald at det kan i en dansk sammenhæng.

Så fremgår det jo af redegørelsen her, at vi også kommer til at samarbejde med vores nordiske kollegaer omkring et bidrag til FN-missionen i Mali med et transportfly. Det støtter vi jo fra Enhedslistens side, men jeg vil dertil også bare knytte den bemærkning, at jeg sådan set synes, at det er ærgerligt, at vi også har set regeringen på det seneste melde ud, at man vil støtte den franske specialoperationsstyrke Barkhane, som også opererer i Mali, og at det er den, man vil gå ind at støtte i stedet for måske yderligere at bakke op om FN-missionen. Det synes jeg er en forkert prioritering. Der så jeg gerne, at vi ligesom lagde os videre i sporet af det, der også er den fælles nordiske linje her, hvor man også forsøger at bakke op om FN-missionen.

Tak til fru Eva Flyvholm. Så er det hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg er ikke mit partis forsvarsordfører, men udenrigsordfører, og derfor har jeg selvfølgelig ikke det samme dybe kendskab til NORDEFCO, som vores forsvarsordfører har. Men jeg glæder mig over at se et samarbejde, der udvikler sig, og efter det fornuftige princip, som er blevet understreget af NATO's generalsekretær igen og igen, som er komplementaritet i forhold til NATO. Det er godt at se, at aktiviteterne er komplementære og virker på den måde. Sådan er det bedst. Så vi glæder os over den her del af rapporten og tager den selvfølgelig til efterretning. Tak.

Tak til hr. Henrik Dahl. Så er det fru Ulla Sandbæk, Alternativet. Værsgo

Mange tak. Og tak for redegørelsen. Alternativet er grundlæggende enig i regeringens overordnede linje og prioriteter i det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde. Vi er tilhængere af udvidet nordisk integration, og forsvars- og beredskabssamarbejdet er naturligvis ingen undtagelse. På trods af at de nordiske lande er medlemmer af forskellige forsvars- og samarbejdsalliancer, fortsætter integrationen, og det er vi glade for i Alternativet. Alt andet lige har vi bare mere tilfælles med vores nordiske naboer end med de fleste andre lande i verden. Og særlig når vi kan fokusere på at støtte hinanden i en tiltagende kompliceret sikkerhedssituation, giver det mening og merværdi.

De nordiske lande er blandt de rigeste og mest velfungerende i verden, og det forpligter selvfølgelig. Derfor er vi også glade for at se vores internationale ansvar løftet i forbindelse med kapacitetsopbygningen i Østafrika og understøttelse af FN og andre organisationer i håndtering af humanitære indsatser.

I en verden på vej mod markante temperaturstigninger med uoverskuelige konsekvenser til følge giver det i den grad også mening at udvide det beredskabsmæssige samarbejde. Ministeren nævner selv skov- og naturbrande i Sverige i sommer. Den slags voldsomme hændelser vil vi se flere og flere af i de kommende år, efterhånden som klimaet bliver mere og mere utilregneligt, og her giver et udvidet samarbejde selvfølgelig mening. Næste gang er det måske Danmark, der bliver oversvømmet eller udsat for skovbrand, og måske bliver vi ligesom Sverige også tvunget til at indkalde hjælp fra vores nabolande til at håndtere det.

I fraværet af seriøse klimainitiativer fra regeringen og resten af verden er vi selvfølgelig nødt til at forberede os på mere hyppige naturkatastrofer, og det gør vi bedst i samarbejde med vores nordiske naboer.

Tak til fru Ulla Sandbæk. Så er det hr. Holger K. Nielsen, der er den næste i rækken på min liste. Værsgo.

Drømmen om sådan et nordisk forsvarssamarbejde er jo en gammel drøm fra lige efter anden verdenskrig, og specielt Socialdemokraterne med Hans Hedtoft var meget optaget af den. Det brød sammen i 1948, da Sovjetunionen, om jeg så må sige, etablerede kuppet i Tjekkoslovakiet, hvorfor man ikke så nogen anden mulighed end NATO-samarbejdet. Siden den tid har det nordiske forsvarssamarbejde ligesom været en idé, der stadig væk har trivedes hos nogle, og som er udviklet på en række praktiske områder.

Det, som er udfordringen nu, er jo, at Norge og Danmark er NATO-medlemmer, mens Sverige og Finland ikke er, og Sverige er medlem af EU, men det er Norge ikke, og det vil sige, at der er mulighed for forskellige samarbejdskonstellationer. Danmark har den fordel, at vi er med alle steder, og derfor er det også vigtigt, synes jeg, at vi er meget proaktive. Jeg synes, det er meget, meget fint, at man pragmatisk arbejder sammen på forskellige helt konkrete områder, for der er faktisk mulighed for, at vi kan finde fælles fodslag, og at man i den sammenhæng udvikler det så meget, som det overhovedet er muligt, hvad jeg også synes forskellige regeringer, også den her regering, har været talsmænd for og arbejdet aktivt for. Så jeg vil gerne kvittere for det arbejde herfra.

Ellers kan vi bakke op om beretningen vedrørende det nordiske samarbejde og håber på, at det pragmatiske samarbejde kan fortsætte.

Tak til hr. Holger K. Nielsen. Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen fra IA, der skal på talerstolen. Værsgo.

Mange tak. Også herfra skal der lyde en tak for redegørelsen. De nordiske forsvarsministre blev enige om de politiske prioriteringer i NORDEFCO i slutningen af sidste år i forhold til de kommende år i det, der hedder Vision 2025, og der er opstillet 16 konkrete mål, som har til formål at styrke det nordiske forsvarssamarbejde i fredstid og under eventuel krise og konflikt. Som grønlandsk folketingsmedlem hæfter jeg mig naturligvis også ved de målsætninger, som kan trække tråde til forsvarssamarbejdet i forhold til Grønland, og der, hvor jeg ser et behov for, at vi i forhold til de her 16 mål også ser, hvordan det skal implementeres i forsvarets arbejde i Grønland.

Det gælder bl.a. i forhold til øget overvågning, og det gælder i forhold til datadeling fra radarer. For med en mere offensiv militær tilstedeværelse i Arktis de seneste par år, bl.a. fra russiske og kinesiske ubåde i Grønlands farvand, og flere militære baser i området omkring Arktis, er det en absolut nødvendighed, at overvågningen i Grønland bliver styrket. Helt konkret peger vi fra Inuit Ataqatigiits side på, at inspektionsfartøjerne bør have det nødvendige mandskab og udstyr, ligesom vi også mener, at en øget brug af satellitter og droner og moderne udstyr kan være med til at styrke overvågningen og beredskabet omkring Grønland. Dette arbejde er allerede blevet sat godt i gang, men vi er slet ikke i mål med implementeringen af forsvarsforliget bl.a.

Et mål i den fremtidige forsvarsindsats i Arktis og omkring Grønland, som jeg gerne vil fremhæve, er en styrket robusthed i forhold til cybertrusler, og i Forsvarsministeriets egen rapport om Arktis – i det, der hedder Arktisanalysen – bliver der bl.a. identificeret et behov for, at Arktisk Kommando skal have kapacitet til at kunne imødegå cybertrusler mod Grønland. På samme måde mener Inuit Ataqatigiit også, at loven vedrørende Center for Cybersikkerhed også skal gælde i Grønland, så politiet og Arktisk Kommando får øgede handlemuligheder, og at vi sikrer, at der er rådgivning til grønlandske virksomheder i forhold til indsatsen omkring cybertrusler.

Men det er jo ikke kun cybersikkerheden, der er truet, når vi snakker Arktis. Rusland har igennem en årrække oprustet militært i Arktis, og kun 1.000 km væk fra Grønland ligger der en russisk base. Her kan Rusland stationere både kampfly og transportfly, som kan operere døgnet rundt, og som med optankningsfly også har mulighed for at nå helt til Grønland. Dette kombineret med, at vi inden for nogle få år også skal til at forhandle om kontinentalsoklen med Rusland, har medført, at vi bl.a. har indkaldt udenrigsministeren i et lukket samråd om, hvordan Grønland og Danmark proaktivt i fællesskab skal agere i forhold til Ruslands øgede militarisering af Arktis. For det er vigtigt, at vi i fællesskab har en klar plan med hensyn til det her.

Rusland er blevet nævnt et par gange her i løbet af debatten i dag i forbindelse med forsvarsområdet og det nordiske samarbejde. Som Folketingets repræsentant i Komiteen for Arktiske Parlamentarikere har jeg netop været i Rusland for at mødes med mine kollegaer fra Arktis, og fra Inuit Ataqatigiits side kan vi ikke understrege nok, hvor vigtigt det er med dialogen og det diplomatiske arbejde, men også en mere aktivistisk linje, som både Radikale Venstre og SF var fortalere for tidligere i debatten, er en vigtig del af vores indsats. Det er noget, som vi skal gøre, samtidig med at vi selvfølgelig er forberedte på, at tingene kan ændre sig, og at det uforudselige også kan ske.

I Arktis har vi formået at skabe et lavspændingsområde, og det er noget, som vi både fra Danmarks side og fra Grønlands side har en stor interesse i forbliver på den måde. Det forudsætter også, at vi forbereder os på det uforudsigelige, og at vi tager de konflikter op, som der måtte komme, men at vi også giver plads til dialogen og til at løse konflikterne via dialogens vej der, hvor det er muligt. Med disse ord siger vi tak.

Tak til fru Aaja Chemnitz Larsen. Så er det Magni Arge fra T. Værsgo.

Tak. Jeg sagde det under debatten omkring Nordisk Råd i sidste uge, og jeg siger det gerne igen: Jeg synes, det er positivt, at de nordiske lande udvikler forsvarssamarbejdet, og jeg synes, at forsvarsministerens initiativer til at skabe et tættere samarbejde mellem nordiske lande i forsvarsanliggender har tydeliggjort, at der findes vægtige udviklingsmuligheder for det nordiske samarbejde i det hele taget, som giver god mening for alle parter og styrker de nordiske landes position over for omverdenen. Jeg formoder selvfølgelig, at regeringen i denne forbindelse også respekterer ånden i Fámjinaftalen fra 2005 om at rådføre sig med færøske myndigheder i forsvarsspørgsmål, og at man viser respekt for folket, som bor og lever i områder, som berøres af militære aktiviteter.

Mit formål med at tage ordet i denne debat i dag er i øvrigt mere at adressere beredskabsdelen i redegørelsen. Jeg formoder, at den blev skrevet før »Viking Skys« motorhavari i sidste uge i Norge. Det var intet mindre end et rædselsscenario, der udspillede sig ud for den norske kyst. Her blev faren for den store ulykke med store cruiseskibe i Nordatlanten flyttet fra simulatoren og ind i virkelighedens verden. Udfordringen var enorm, og der blev igangsat en mass rescue operation for at bjærge de næsten 1.400 passagerer om bord på kæmpeskibet. Der blev endda hentet hjælp fra Danmark til at forestå det normale beredskab i Norge, mens den norske redningsflåde blev brugt til at evakuere folk fra skibet. Det var intet mindre end en gigantisk operation, men alligevel nåede man under de dårlige vejromstændigheder ikke at evakuere mere end 479 af 1.373 personer på 1 døgn med fem store helikoptere, selv om Norge har en veludviklet infrastruktur og måske det bedste beredskab til den slags operationer i vores del af verden.

Gudskelov fik de maskineriet om bord på skibet i gang igen, og det lykkedes med hjælp fra slæbebåde at undgå en ren katastrofe. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor galt det kunne gå et andet og mere øde sted med få folk og langt til nærmeste nabo. Jeg kan sige, at vi på Færøerne, som har en relativt veludviklet infrastruktur, hvor vi har et relativt godt beredskab, har to moderne mediumsize-helikoptere samt relativt kort afstand til nabolandene, men den her hændelse, som vi var vidne til i Norge, giver virkelig stof til eftertanke. Hvis det så skete i Østgrønland eller på den islandske nordkyst, er der meget langt til hjælpende hænder og også meget langt til den nærmeste infrastruktur.

Med baggrund i denne hændelse så jeg gerne, at de nordiske lande sammen med andre arktiske stater gik ind i en ny vurdering af, hvilke situationer der egentlig kan opstå, og derfra bør man så stille forslag til, hvordan man ikke bare kan reducere, men minimere risikoen for, at de opstår. Det kan handle om krav til at bruge lods eller bestemte sejlruter, eller at to skibe, som kan hjælpe hinanden, sejler i samme område samtidig, som det før har været foreslået i Grønland. Men det kan også handle om at begrænse sejlads eller antal passagerer om bord i visse geografiske områder, så den beredskabsmæssige udfordring begrænses, så den bliver håndterlig.

Trafikken med både cruiseskibe og andre fartøjer er tiltagende i det arktiske og nordatlantiske område, og det er ikke kun til fordel for de folk, som bor i området. For der kan være stor forskel på de forskellige rederiers villighed til at bidrage til de samfund, som de gæster og bruger. Til gengæld forventer man, at samfundene i området åbner deres døre for alle gæster og i øvrigt stiller alt deres beredskab til rådighed, hvis der bliver brug for det.

Jeg så gerne, at en udredning om risiko og beredskab ved havsejlads i de nordlige have også kom med et indspark til, hvordan private aktører kan bidrage til et bedre beredskab fremover. Modellen kendes allerede fra luftfarten, hvor flyselskaberne betaler overflyvningsafgift, som så bliver anvendt til overvågning, vejrinformation og beredskab ved ulykker. Det kunne være en model at opkræve en afgift for sejlads i disse farvande, som var betinget af, hvor mange passagerer der var om bord, og det vil så gøre, at dem, der tjener penge på at sejle i området, også deltager i betalingen af det nødvendige beredskab, der opstår i kølvandet på sejlruterne. Tak.

Tak til hr. Magni Arge. Og så er vi nået til forsvarsministeren.

Jeg vil gerne takke for de fremsatte indlæg her under debatten. For mig at se bekræfter det jo den store interesse, der er i Folketinget, for det nordiske samarbejde på forsvars- og beredskabsområdet.

Hvad angår det nordiske forsvarssamarbejde, viser redegørelsen, at der også i 2018 er sket væsentlige fremskridt – ikke mindst med den nye vision for NORDEFCO, »Vision 2025«. »Vision 2025« udstikker de politiske retningslinjer for samarbejdet i de kommende år og hæver ambitionen ved at lægge op til, at der også skal kunne samarbejdes under en eventuel krisesituation eller under konflikt. Det sender et stærkt signal om de nære bånd, vi har i Norden. Det er endvidere positivt, at visionen herudover opstiller konkrete udviklingsmål for samarbejdet i de kommende år. Således sættes der fokus på at styrke koordination af trænings- og øvelsesaktiviteter og kapabilitetssamarbejde, og det prioriteres ligeledes at styrke robustheden over for hybride trusler og cyberangreb, samarbejde om totalforsvar, samarbejde med industrien m.v.

I 2019 er det 10 år siden, at NORDEFCO blev oprettet, og jeg er tilfreds med den udvikling, der er sket, især inden for de seneste år. Det er positivt, at det nordiske forsvarssamarbejde er blevet mere konkret og operativt styrket i forhold til bl.a. øget militær mobilitet, bedre radardatadeling og øget interoperabilitet mellem de nordiske styrker, samtidig med at den politiske dialog er blevet stadig tættere.

Den gode udvikling agter vi at fortsætte, når Danmark til næste år overtager formandskabet af NORDEFCO, og vi vil sikre, at implementeringen af »Vision 2025« får en høj prioritet. Samtidig tager vi skridt til at få styrket den danske profil i det nordiske forsvarssamarbejde ved at tilføre personelressourcer til området, udnævne en rejsende forsvarsattaché, styrke fokus på Norden i øvelsesvirksomhed og styrke det nordiske forsvarsakademiske netværk. På forsvars- og beredskabsområdet er det afgørende for et trygt og robust samfund. Det nordiske samarbejde på disse områder udgør et vigtigt bidrag hertil. Det nordiske samarbejde på beredskabsområdet er f.eks. med til at styrke de enkelte landes modstandskraft over for natur- og menneskeskabte katastrofer.

Derfor er Danmark også fuldt ud dedikeret til et stærkt nordisk samarbejde på dette område, hvilket jo bl.a. blev understreget af brandslukningsindsatsen i Sverige i sommeren 2018, hvor over 200 udsendte danske brandfolk var et håndgribeligt bevis herpå. Og det er et samarbejde, der skal styrkes.

Eva Flyvholm spurgte, hvordan man håndterer det her samarbejde. Der udarbejdes nogle risikovurderinger, fordi de risici, der er i de nordiske lande, jo er forskellige. Skovbrande a la Sverige er jo ikke så aktuelle i Danmark osv., så på den måde kan man sige, at man skal specialisere sig lidt. Men der findes i øvrigt i Europa et meget, meget udbredt samarbejde på det her beredskabsområde. Det har vi jo set i forbindelse med oversvømmelser i Midteuropa, når floderne går over deres breder. Beredskaberne i de forskellige lande er jo meget hurtige til at stille op i de situationer.

Jeg vil så også sige, at der er et udbredt samarbejde på hjemmeværnsområdet. Det har jo fundet sted igennem mere end 50 år; der har vi haft et indgående samarbejde om udviklingen af det frivillige i hjemmeværn i Danmark, Norge og Sverige. Og det nordiske samarbejde har jo historisk været fokuseret på de frivillige i de skandinaviske lande, men der findes også et mere formaliseret samarbejde mellem de forskellige hjemmeværn.

Så rejser Magni Arge sagen om det norske krydstogtskib, og det er jo i sandhed en situation, som kan give sved på panden, når man tænker på de øde egne, der findes, f.eks. i Grønland. Hvis man har nogle redningshelikoptere, der kan tage 12 passagerer i land ad gangen, skal der jo virkelig en kæmpe kapacitet til. Det har jeg da også drøftet med medarbejdere i Forsvarsministeriet og spurgt: Sig mig, hvad sker der egentlig, hvis vi løber ind i sådan en katastrofe? Og de der krydstogtskibe bliver jo mere og mere dristige, fordi man hele tiden skal finde nye områder, hvor ingen har været før, og det er jo så attraktionen ved den krydstogtsejlads, som man begiver sig ud på.

Så jeg synes, der er meget fornuft i, at vi sætter os ned og diskuterer, hvad man så egentlig gør i de der situationer. Der er henstillinger om – der er jo ingen regler – at man skal have tvillingesejlads, altså at hvis man skal sejle i disse vande, så skal to krydstogtskibe følges ad osv., men de her ting bliver jo ikke overholdt. Så det er altså et område, vi er nødt til at arbejde med.

I forbindelse med det, der skete i Norge, kom det norske helikopterberedskab under pres, altså under den aktion, og der sendte Danmark så helikoptere op til at varetage det normale beredskab, som man har i Norge. Så på den måde understøtter vi jo også i disse situationer.

Men det er klart, at specielt de grønlandske farvande er vi nødt til at tænke på. Jeg ved ikke rigtig, hvad der er af løsninger, for det er jo så kæmpestore skibe, vi taler om her, i uvejsomme områder. Så man skal jo heller ikke stikke sig selv blår i øjnene, med hensyn til at man vil kunne løse de her situationer, for sådan et kæmpe beredskab vil man jo heller ikke kunne have. Men altså, lad os sætte os ned og prøve at diskutere det her igennem. Tak.

Tak til ministeren. Der er korte bemærkninger, og den første er fra fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ministeren, og også tak for det sidste. Jeg synes faktisk, at det her med krydstogtskibene er en meget vigtig problemstilling, hvor vi nok er nødt til at se på, hvordan man yderligere kan regulere sig ud af det, så folk er nødt til at sejle på en anden måde, fordi det kræver så stor kapacitet. Så det hilser jeg meget velkommen.

Men mit spørgsmål går lidt på, hvor meget økonomi man faktisk sætter til side til beredskaberne, og hvordan niveauet er i de forskellige nordiske lande, og diskussionen om, hvorvidt vi har et højt nok niveau. Jeg er ret bekymret for, at niveauet for det civile beredskab faktisk ikke er højt nok i Danmark. Det er i tilfælde af oversvømmelser, men det kan jo også være ved udbrud af sygdom, og det kan også være ved terrorangreb osv., at det er det, der skal ind og kunne reagere ret hurtigt. Jeg er faktisk lidt bekymret for, at vi ikke er godt nok rustet, sådan som det står til nu. Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om, hvordan diskussionen er, og også om samarbejdet med de andre. Og hvis ministeren ikke lige kan svare på, hvordan niveauet er i alle landene, kan det være, at det er muligt at vende tilbage med et skriftligt svar.

Ministeren.

Beredskabet jo todelt i Danmark. Det primære beredskab er det kommunale beredskab, og det har jo været igennem en strukturforandring i de senere år, så vi nu har nogle og tyve beredskaber i Danmark. Det, det statslige beredskab kan, er jo at tilføre ekstra ressourcer, og det er ligesom en overbygning på de kommunale beredskaber.

Det blev jo i forbindelse med forsvarsforliget aftalt, at vi skulle lave et udvalg – der er blevet vedtaget et kommissorium – som skal se på tilstanden i det danske beredskab. Det arbejde er igangsat, og det var på socialdemokratisk foranledning, at vi satte det arbejde i gang. Jeg vil tro, at vi engang i løbet af i år vil få resultatet. Der vil vi så bedre kunne besvare fru Eva Flyvholms spørgsmål om beredskabet. Jeg tror i og for sig, at vi har et meget fornuftigt beredskab. Det er jo specielt i tilfælde af oversvømmelse med de her flydespærringer osv., at man kan rykke ud fra det statslige beredskabs side. Men det kan vi vende tilbage til.

Jeg har ingen tal på, hvordan vi ligger i forhold til andre lande, men jeg er ret sikker på, at det danske beredskab ligger ret godt, og vi er jo i hvert fald også kendt for at kunne deltage rundtomkring i verden og bliver ofte bedt om at deltage rundtomkring i verden med specialister.

Tak. Fru Eva Flyvholm.

Det er netop i forlængelse af det: Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi kan stille det til rådighed, og der er det jo typisk det statslige beredskab, der bliver sendt ud på de her internationale og nordiske missioner. Jeg må indrømme, at det, jeg hører rundtomkring, er, at vi ikke er helt godt nok rustet til at kunne blive ved med at løse så mange opgaver. Det synes jeg egentlig er lidt bekymrende. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren: Er indtrykket ikke, at det nok kunne være fornuftigt at se på at få det styrket? Det er jo ikke så mange år siden, der blev skåret ned også på det statslige beredskab.

Ministeren.

Beredskabet er nu overført til forsvarsforliget, så beredskabet nu er omfattet af det forsvarsforlig, vi har. Det giver jo en meget god synergi. Det gjorde det f.eks. i forbindelse med skovbrandene i Sverige. Her benyttede beredskabet forsvarets Herculesfly til at transportere materiel næsten lige op til, hvor danskerne skulle operere. Så på den måde tror jeg, at der er kommet et kvalitetsløft i det her arbejde.

Men man skal jo hele tiden forholde sig til, hvad det er for nogle risici. Skulle Danmark f.eks. ofre penge på helikoptere, der kan slukke brande i tørkeområder? Altså, vi er jo ikke selv udsat for tørke. Derfor tror jeg, at de forskellige lande er nødt til selv at gøre noget på de her beredskabsområder. Jeg har selv været i diskussioner med Europa-Kommissionen, som forestiller sig, at de skal lave sådan nogle backupsituationer, men jeg mener ikke, at det skal være sådan, at landene kan ryste sig fri af deres forpligtelse til selv at stille et beredskab mod de hyppigst forekommende trusler, som rammer de lande.

Tak. Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen, IA.

Også mange tak til ministeren for kommentarerne. Vi er mange i Grønland, som også har fulgt med i den ulykke, som der skete i Norge, og i vores stille sind også har gjort os nogle tanker om det her med, hvad der ville være sket, hvis det var foregået i Grønland. Så jeg vil gerne takke ministeren for kommentarerne om det i hvert fald.

Man kan sige, at i de sidste par år er vi jo blevet klogere på, hvor det egentlig er, hullerne er, i forhold til vores beredskab i Grønland, og som ministeren også selv var inde på, er det jo et kæmpekæmpestort område, og det kræver virkelig en dialog. Så indledningsvis vil jeg spørge ministeren: Under hvilke former forestiller ministeren sig at vi kunne tage den her dialog? Er det under forhandlinger af et forsvarsforlig, og giver det i så fald ikke god mening, at vi deltager som grønlandske folketingsmedlemmer?

Ministeren.

Jamen selvfølgelig skal det finde sted i dialog med Grønland, men jo primært i dialog med de grønlandske myndigheder, som jo er vores samarbejdspart i de her sager. Vi er jo også ved at opbygge et beredskab i Grønland, det har vi jo talt om siden den arktiske strategi, og det arbejde er i gang i øjeblikket. Men det er klart, at vi skal diskutere nogle af de her store udfordringer, der er, i det kæmpe land, som Grønland er, og alting er altså sværere og mere kompliceret i Grønland, end det er her. Alene på grund af afstandene er vi jo nødt til at tænke os om og arbejde systematisk med de her ting. Så det vil jeg meget, meget gerne vende tilbage til. Og jeg kan jo ikke lade være at sige, at man blev godt klam i hænderne, for tænk, hvis den der »Viking Sky« havde fået det uheld på Grønlands østkyst – hvad så? Altså, så skulle folk sættes ind på land, og så skulle man smide udstyr ned, så de kunne overleve i nogle dage, indtil der kom assistance. Så det, vi taler om her, er super kompliceret.

Tak. Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Hvad angår helikopterkapaciteten, som er en lille del af beredskabet, er der en kontrakt mellem regeringen og Air Greeland, som er en af de eneste flyoperatører i Grønland, og der ved jeg i hvert fald, at der er et af de andre partier herinde, Dansk Folkeparti, som har peget på, at det kunne give rigtig god mening at give den her kontrakt til Air Greenland, fordi de er en af de meget, meget få aktører, der er i Grønland, der ligesom har et særligt kendskab til det her. Er det noget, som regeringen kunne forestille sig at bakke op om, fordi man kunne se en fordel i måske at lave en mere permanent løsning i forhold til helikopterberedskabet?

Forsvarsminister.

Det må jeg være ærlig at sige at jeg slet ikke føler mig kompetent til at udtale mig om, når det handler om, hvem der er den bedste leverandør af de der ting. Så det må vi vende tilbage til.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Magni Arge, T.

Tak for den yderligere redegørelse og, hvad skal man sige, betænkelighederne omkring »Viking Sky«, og hvad det har sat gang i. Jeg synes, som jeg også sagde i min tale, at det er en meget alvorlig sag, hvor der virkelig er brug for noget omtanke og noget action, men det er ikke nok, at vi bare tænker og eftertænker, for der bør handles.

Jeg synes, at en meget naturlig vej at gå er, at man ikke alene får en dialog i gang imellem de vestnordiske lande og de nordiske lande, men at dialogen også omfatter de arktiske naboer, f.eks. Canada, som er nabo til Grønland, og Rusland, som vi også har, som ligger tæt op ad det her arktiske område. For vi har brug for, at alle forhåndenværende ressourcer kan mobiliseres, i tilfælde af at sådan en situation opstår på det værst tænkelige sted, på det værst tænkelige tidspunkt, under de værst tænkelige vejromstændigheder, og nu har vi set, at det kan lade sig gøre. Det var kun lokationen, som ikke var så vanskelig i den sammenhæng.

Så jeg ville bare høre, om forsvarsministeren er enig i, at det er en farbar vej.

Ministeren.

Altså, når man taler med Arktisk Kommando, hører man, at noget af det, der fungerer rigtig godt i de arktiske egne, jo er samarbejdet mellem de arktiske lande omkring Search and Rescue, fordi tiden jo altså er helt afgørende for, hvor hurtigt man kan hjælpe mennesker, og det skal vi selvfølgelig holde fast i. Så det er jo på plussiden, at der foregår samarbejde mellem de arktiske lande, Rusland, Canada, Danmark, Norge; det fungerer rigtig godt i de områder der, men arbejdsvilkårene er jo vanskelige.

Hr. Magni Arge, værsgo.

Tak. Jeg vil bare lige kommentere på det, ministeren nævnte, om, at man ikke rigtig var klar over, hvilke indsatsområder man så kunne sætte ind på. Men altså en del af indsatsen, som jeg forsøgte at nævne i min tale, og jeg vil gerne gentage det, er: Det er først det her med, at private aktører, der gør brug af de her havområder, bør kunne pålægges også at deltage i finansieringen af det beredskab, som de egentlig er de store eksponenter for at skulle bruge på et eller andet tidspunkt, og noget sådant findes ikke i dag. Det næste er det her med, at man indsætter regler om begrænsninger og sanktioner, i tilfælde af at man bryder disse regler, f.eks. de steder, hvor man sejler ind og tager en større risiko end nødvendigt.

Ministeren.

Jamen det spørgsmål må vi vende tilbage til, når vi får en snak om udfordringerne med krydstogtsejlads i de arktiske egne.

Med det siger vi tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

(Talen er under udarbejdelse)