Det sidste punkt på dagsordenen er:

20) Forhandling om redegørelse nr. R 10:

Ministeren for fiskeri og ligestillings redegørelse om perspektiv- og handlingsplan 2019.

(Anmeldelse 28.02.2019. Redegørelse givet 28.02.2019. Meddelelse om forhandling 28.02.2019).

Nu trækker jeg lige vejret, for nu skal vi have skiftet ud på pladserne på første række. Jeg vil lige advare kollegaerne om, at nogle af mikrofonerne og fjernsynsoptagelsen stadig væk er tændt. Det er mere, så vi ikke gør det til et realityshow. Jeg vil spørge, om alle har fået en plads, de har lyst til at sidde på eller i hvert fald kan holde ud at sidde på den næste times tid.

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører, der får ordet, er hr. Rasmus Horn Langhoff fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. I handlingsplanen for ligestilling står der så flot, at ligestilling handler om, at alle skal have friheden til at leve det liv, de gerne vil, og det kan jeg jo kun være enig i. Det skal naturligvis gælde, fra første gang man bliver afleveret i vuggestuen og ellers hele livet igennem. Det handler jo bl.a. om, hvordan vi opfører os over for hinanden, hvad vi forventer af vores medmennesker, hvilken uddannelse vi tager, hvilket arbejde vi har, hvilken løn vi får, hvor meget pension vi opsparer og meget, meget mere. Det er vigtigt at huske, når vi diskuterer de udfordringer, som vi står over for. Vi lever i et samfund, hvor der stadig er nogle markante barrierer, der begrænser mange mennesker i deres mulighed for at leve det liv, de ønsker, og også i at kunne kombinere et aktivt arbejdsliv med et nærværende familieliv.

Er ligestillingskampen så kvindernes kamp mod mændene – eller omvendt for den sags skyld? Den køber jeg ikke. Ligestillingskampen er en fælles kamp imod de barrierer, som i dag begrænser både kvinder og mænd i at leve det liv, de ønsker. Ligestillingskampen er på en og samme tid en kulturkamp imod forældede opfattelser af, hvad kønnene kan og ikke kan, og en frihedskamp, hvor vi ikke accepterer, at nogle bliver begrænset alene på baggrund af deres køn.

Er der så forskel på mænd og kvinder? Ja, heldigvis. Skal de forskelle alle sammen helt ryddes af vejen, så vi bliver helt ens? Nej tak, men begrænsningerne skal ryddes af vejen, så børn får lov til at være børn, så mænd får lov til at være ligeværdige forældre og prioritere familien, og så kvinder får lov til at få ligeløn og mulighed for at spare op til alderdommen, også kvinder, der er ansat i omsorgssektoren. Vi er kommet langt med ligestillingen, men vi er altså ikke i mål endnu. Vi har stadig alvorlige ligestillingsproblemer, som skal løses, og det bliver vi nødt til at anerkende. Vi må anerkende, at der er et problem, og at vi er forpligtet til at løse det problem.

Hvis ikke man gør det, kan man altså ikke blive en del af løsningen. Så bliver man i stedet for en del af problemet. Og det er altså ikke blot det enkelte individ, der selv skal løse opgaven. Det er ikke den enkelte kvinde, som alene kan fjerne løngabet mellem mænd og kvinder, og det er heller ikke den enkelte far, som kan sikre fædre bedre forældrerettigheder. Vi kan hver især gøre noget, men hvis det virkelig skal rykke, hvis strukturerne virkelig skal brydes, så skal vi gøre det sammen. Strukturelle udfordringer, strukturelle problemer er, som ordet antyder, strukturelle. De løses i fællesskab med regler, med rettigheder, med oplysning, med åbenhed og med dialog. Derfor er det vigtigt, at vi ligestillingsordførere traditionen tro mødes i dag og diskuterer de ligestillingsudfordringer, vi står over for.

Handlingsplanen præsenterer nogle af de udfordringer. Her kan bl.a. nævnes det kønsopdelte arbejdsmarked, det kønsopdelte uddannelsesvalg og løngabet mellem mænd og kvinder. For det er et stort problem, at vi taber en stor talentmasse på gulvet, bl.a. fordi mænd konsekvent fravælger job i daginstitutionerne og kvinder alt for ofte fravælger job i eksempelvis bygge- og anlægsbranchen, og at vi stadig væk har for få kvindelige ledere. Vi skal have hele talentmassen i spil, og det får vi kun ved at få brudt gevaldigt op i det kønsopdelte arbejdsmarked og i uddannelsesvalget. Det er også de valg, som kan forklare en del af løngabet mellem mænd og kvinder, men vi har stadig væk en forskel i løn mellem mænd og kvinder, som har de samme kvalifikationer, den samme erfaring og den samme titel og uddannelse.

Når jeg nævner det kønsopdelte arbejdsmarked, uddannelsesvalget og løngabet mellem mænd og kvinder, som handlingsplanen her også pointerer, så er det også på baggrund af en lille smule forvirring, som jeg håber at ministeren kan bringe os alle sammen ud af. Jeg læste den anden dag i Politiken, at ligestillingsministeren ikke vil underskrive et ligestillingsløfte udformet af Djøf. Ministeren udtalte til Politiken, at det er vattet af Djøf at skyde ansvaret over på politikerne. Det var et løfte, som skulle underskrives for at tilkendegive, at os beslutningstagere arbejder målrettet for ligestilling i Danmark, særlig i forbindelse med ligeløn og lige muligheder på arbejdsmarkedet. Der var andre prominente navne, som også blev nævnt, bl.a. mig selv og finansministeren og andre gode folk, og som ikke havde problemer med at underskrive ligestillingsløftet. Men ligestillingsministeren ville ikke.

Når nu disse problematikker også er nævnt i handlingsplanen, kan det undre, at ministeren ikke vil underskrive et løfte om at komme dem til livs. Nu taler jeg jo ikke for, at man bare skal skrive under på hvad som helst. Det skal man naturligvis ikke, men jeg håber da i hvert fald, at ligestillingsministeren vil genoverveje at følge trop og tilslutte sig det her mål. På den måde kan vi jo få et fælles ligestillingsgrundlag og en mulighed for at løse de reelle ligestillingsproblemer.

En af de ting, som handlingsplanen ikke kommenterer på, er forældreorlov og fædres rettigheder og muligheder for at holde forældreorlov. Vi har fået en lovgivning om delt forældreskab, og en deling af børne- og ungeydelsen er på vej. Det er jeg rigtig glad for, jeg har selv efterspurgt det, men vi har behov for at være meget mere ambitiøse på det her område.

Vi oplever stadig, at fædre holder langt mindre orlov end mødre. Fædre holder i gennemsnit lidt under 10 pct. af den samlede orlov, og vi ved, at der stadig er en forventning fra kolleger, fra arbejdsgivere, fra svigerforældre, fra jordemødre, fra sundhedssystemet og ikke mindst fra Udbetaling Danmark om, at det er mødrene, der holder hele orloven. Vi har simpelt hen behov for en forandring i den måde, vi tænker forældreorlov på, sådan at både faren og moren som forældre er ligeværdige i forældreskabet og at et barn har lige gode muligheder for at være sammen med begge forældre.

I Socialdemokratiet har vi foreslået, at vi deler de 32 ugers forældreorlov lige over, så moren får 16 uger og faren får 16 uger, men med mulighed for intern overlevering, så intet kan gå tabt – netop sådan at vi, lige så vel som når vi deler børne- og ungeydelsen op, gør det for at sikre, at far og mor bliver tænkt ind i forældreskabet på lige vis.

Foruden forældrenes rettigheder vil en lige deling af forældreorloven også have store indvirkninger på andre problemstillinger, eksempelvis kvinders position på arbejdsmarkedet, størrelsen af pensionen, barnets ve og vel og det, at barnet også oplever at have et tæt bånd til begge forældre. Så jeg er glad for, at regeringen har lavet det, jeg vil kalde en mindre indsats på området, men jeg ville glæde mig endnu mere, hvis arbejdet var mere ambitiøst.

Man kan også glæde sig over, at ligestillingsministeren i sin indledning i handlingsplanen nævner, at vi kæmper med en forældet opfattelse af seksualitet og kønsroller, samt at når det kommer til voldtægt, har vi brug for en tilgang, der beskytter kvinder bedre mod voldtægt i dag. Det knap så glædelige er, at voldtægt og retssikkerhed i den forbindelse ikke rigtig nævnes mere i handlingsplanen. Justitsministeren og efterfølgende ligestillingsministeren har tidligere udtalt, at de gerne vil støtte forslaget, som Socialdemokratiet har fremsat, om samtykkebaseret voldtægtslovgivning. Dejligt, tænker man så, hvad venter vi på? Men så oplevede vi efterfølgende, at Venstres folketingsgruppe med ledelsen i spidsen trak stikket på regeringen. Og oven i det oplevede vi så, at statsministeren erklærede, at samtykke bør være en del af dansk lovgivning. Så nu står man jo og er lidt forvirret: Hvad er det egentlig, regeringen helt præcis mener og vil? Bakker I op, eller slår I bak? Det bliver vi nødt til at få gravet lidt i i dag.

Så til ligeløn og løngabet. For nogle år siden offentliggjorde Berlingske en større ligelønsundersøgelse, som viste to ting – en god og en dårlig nyhed. For det første viste undersøgelsen, at ligelønsproblemet løser sig selv. Det er jo dejligt, tænker man – så kan man lægge benene op og glæde sig til, at det løser sig selv. Problemet er bare – og så kommer jeg til den anden nyhed – at det først bliver om 107 år. Så der er ikke nogen her, sandsynligvis, der kommer til at opleve det.

Jeg savner, at regeringen sætter ind med mærkbare redskaber for at komme løngabet til livs, eksempelvis en udvidet brug af kønsopdelte lønstatistikker eller andre redskaber. Der er flere måder, man kan komme det til livs på, men jeg mangler noget mere konkret. Jeg nævner det i dag, og jeg har også nævnt det i tidligere år, hvor vi har haft redegørelsesdebatter, fordi der er behov for, at vi fortsat minder hinanden om det vigtige i vores arbejde med ligestilling – at vi er forpligtet til at anerkende problemerne, at handle på problemerne og tage debatten og gøre noget ved det, når tingene ikke er, som de skal være.

Som jeg startede med at sige, handler ligestilling om frihed – frihed til at være den, man er, uden at skulle leve op til eller blive fastholdt i bestemte mønstre. For Socialdemokratiet og for mig er det frihed at bryde med det løngab, der er, mellem mænd og kvinder, at bryde med det mønster, at fædre ikke har samme mulighed for forældreorlov, og nedbryde de strukturelle barrierer, som vi har, også når det kommer til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, og som begrænser os i at leve det liv, vi ønsker. Jeg ser frem til en debat med jer alle sammen.

Den får vi så lige nu, for der er en enkelt med en kort bemærkning. Fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil gerne starte med at sige tak for en rigtig fin tale. Der er rigtig meget af det, som jeg kan erklære mig meget enig i. Jeg er rigtig glad for, at fokus på ligeløn og barsel er med i Socialdemokraternes tale. Det synes jeg er rigtig vigtigt. Det er et kæmpeproblem på vores arbejdsmarked, som vi praktisk talt ikke har gjort noget som helst for at løse de sidste mange år.

Jeg vil bare gerne forstå Socialdemokraternes forslag om deling af barsel. Betyder det, at man vil øremærke mere til faren eller medforælderen, eller at man vil øremærke mindre til moren? For i dag er det er jo sådan, at der er 3 måneder, der er øremærket til den fødende mor og kun 2 uger til faren. Hvordan forholder det sig med øremærkningen i det forslag, Socialdemokraterne har?

Ordføreren.

Vores forslag berører ikke øremærkningen. Det er sådan, at vores barselslovgivning i virkeligheden er delt op i to lovgivninger: Vi har barselsloven, som har 4 uger før fødslen øremærket til moren, 14 uger efter fødslen øremærket til moren og 2 uger øremærket til faren. Det er de 20 uger, som går ind under barselslovgivningen, og dem ønsker vi ikke at røre ved.

Det, vi ønsker at røre ved, er de 32 uger, som kommer efter, og som er en fælles forældreorlov, men som i al kommunikation, alle forhandlinger, alle sammenhænge bliver betragtet som morens. Det ønsker vi at dele lige over, så det i virkeligheden følger den intention, der var i lovgivningen i sin tid, men som desværre ikke afspejler virkeligheden, nemlig at dele lige, så der er 16 uger til faren og 16 uger til moren af de 32 ugers fælles orlov, men med mulighed for intern overlevering. Så hvis moren ønsker at holde mindre, kan hun afgive det til faren, og hvis faren ønsker at holde mindre, kan han afgive det til moren. Så vi bevarer fleksibiliteten, samtidig med at vi får en ligestilling af forældreorloven.

Spørgeren med anden korte bemærkning.

Det er superfint, men hvad så med den uligestilling, der er i lovgivningen i dag? Ordføreren refererer det jo glimrende selv. Der er 14 uger efter fødslen, der er øremærket til moren, og 2 uger til faren. Det er vel ikke ligestilling i lovgivningen?

Ordføreren.

Nej, men det er ud fra den logik, at det nu engang er moren, der føder. Når vi har 14 ugers øremærkning til mødre, er det også en del af EU's graviditetsdirektiv, og vi er jo glade for også at have det i Danmark, fordi det handler om at sikre en fysisk beskyttelse af moren, men i virkeligheden lige så meget eller måske i højere grad af spædbarnet. Så de 14 uger handler om en fysisk beskyttelse af et menneske, der har født, og et barn, der er blevet født. Resten handler om forældreskabet, altså de 32 ugers forældreorlov, og dem ønsker vi som udgangspunkt at dele lige op, men bevare fleksibiliteten.

Den næste med en kort bemærkning er hr. Martin Geertsen, Venstre. Værsgo.

I forhold til det sidste er jeg i hvert fald meget enig med den socialdemokratiske ordfører i, at vi nok bliver nødt til at holde fast i, at det altså er moren, der føder barnet, og som, tror jeg, derfor også har behov for – sådan har det i hvert fald været i min familie – den del, der handler om den regulære barsel.

Det var jo en fin tale, som ordføreren holdt, på mange og lange stræk, men jeg synes jo bare ikke, der er nogen grund til at diskutere ting, som, om jeg så må sige, lidt giver sig selv. Jeg skulle egentlig bare høre ordføreren, hvordan han forholder sig til det der EU-direktiv, der er på vej i forhold til forældreorlov. Man kan jo mene om det, hvad man vil, men gør det ikke den her diskussion sådan en lille smule omsonst? Eller hvad tænker ordføreren egentlig om det?

Ordføreren.

Jeg har jo ikke været ude at juble over det EU-direktiv, for jeg havde sådan set foretrukket, at vi havde løst det selv, og jeg mener sådan set, at vi har alle muligheder for at løse det her selv.

Hvis vi så skal tage ligestillingsbrillerne på, og hvis vi skal se på den ligestillingsmæssige effekt af det forslag, der er fra EU, så vil det i en dansk kontekst betyde, at der er yderligere 6 uger, der skal øremærkes til fædrene. Det vil sige, at fædre samlet set i stedet for 2 uger, som de har i dag, vil få 8 uger en eller anden dag ude i fremtiden.

Rent ligestillingsmæssigt synes jeg sådan set ikke det er særlig ambitiøst, når vi samlet set har 52 ugers orlov. Jeg kan frygte, at det her kan medvirke til, at man lægger armene over kors og siger: Nu er der lidt mere øremærkning til fædrene, og så har vi løst det her. Jeg ville sådan set foretrække, at vi delte det lige over, men havde fleksibiliteten, sådan at vi sørger for, at vores ligestillingspolitik og vores familiepolitik går hånd i hånd.

Spørgeren ønsker ikke ordet til den anden korte bemærkning. Så jeg går videre til den næste spørger, og det er hr. Roger Courage Matthisen, Alternativet. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg er nysgerrig på et par ting, bl.a. omkring barsel, og tak for forklaringen om den. Spørgsmålet er: Er der noget sted i Europa eller i verden, hvor ordføreren har set at Socialdemokratiets model virker? For vi ved jo, at øremærkningen virker. Det ved vi jo igennem forskning at den gør i Norge, Sverige og Island. De tager mellem en fjerdedel og en tredjedel af barslen. Men jeg kender bare ikke noget sted, hvor de gode intentioner eller de gode ord fører til en virkning. Men jeg vil gerne høre, hvad ordføreren siger.

Ordføreren.

Der er en meget simpel årsag til, at ordføreren fra Alternativet ikke kender nogen steder i verden, hvor den virker. For den eksisterer ikke nogen steder i verden. Min ambition er, at den skal eksistere her i Danmark, og at vi i Danmark også kan være et politisk værksted, hvor vi siger, at der måske findes andre redskaber end øremærkning.

Jeg synes, det meget hurtigt bliver enormt forsimplet, altså at enten vil man sikre noget mere ligestilling, og så kender man ét værktøj, og det er hammeren – bang, bang, og det er så det – eller også vil man ingenting. Måske findes der andre måder at gøre det her på, og min ambition er, at vi får prøvet den her model af. Jeg er helt sikker på, at den vil virke, og at det kan inspirere andre lande til at gå samme vej.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Tak for det. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en hammer at bruge evidens og forskningsresultater, som har vist sig værdifulde og gode i andre lande. Det gælder jo også kvoter, f.eks. kønskvotering. Vi ved, at der i Norge nu er over 40 pct. kvinder i bestyrelser på grund af deres lovgivning. Hvordan forholder ordføreren sig til det i forhold til en dansk kontekst?

Ordføreren.

Jeg synes, kunsten, når man laver ligestillingspolitik, er at få det til at forene sig med de andre politikområder. For det er i virkeligheden nemt nok at lave en enormt skrap ligestillingslov på rigtig mange områder, men hvis man gør som i Norge, betyder det, at hvis ikke man lever op til kravet om 40 pct. kvinder i børsnoterede firmaer, skal firmaet tvangslukkes. Jeg er ikke parat til at tvangslukke firmaer, og slet ikke de store børsnoterede firmaer, vi har i Danmark. Så derfor er det ikke et interessant værktøj for mig.

Den næste med en kort bemærkning er fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførerens tale. Jeg tror, vi deler intentionen og ønsket om, at der skal ske mere på en lang række områder, og derfor vil jeg spørge til det, som jeg ikke syntes jeg hørte ordføreren nævne, nemlig de selvstændige og barsel til selvstændige. Det var jo et initiativ, der blev taget i den tidligere regering, men som blev aflyst, netop som det skulle komme til udfoldelse, af den her regering.

Så vil ordføreren være med til at gøre en massiv indsats for at sikre en barselsfond, barselsmuligheder for selvstændige, både så vi kan få flere kvindelige selvstændige, men så sandelig også fordi de mange mandlige selvstændige jo helt ligesom alle andre mænd også får børn og skal have ret til barsel?

Ordføreren.

Det kan jeg svare meget kort på: Ja, det vil jeg gerne være med til. For jeg oplever, at vi har et uløst problem, og der var jo en del gode intentioner hos vores tidligere regering, også på ligestillingsområdet. Noget blev ændret undervejs, og noget blev gennemført, men nåede slet ikke at blive implementeret, og så blev det rullet tilbage af den regering, vi har nu. Så der er nogle ting, som man – som jeg ser det – kan justere lidt på, og som måske lige skal en tur på værkstedet, det politiske værksted, men som ellers i virkeligheden kan blive foldet ud igen.

Præcis hvordan modellen skal løses, er måske ikke det vigtigste, men det at have det som en politisk intention, altså det at kunne spotte det problem og have som et politisk ønske at udarbejde en model eller to modeller, eller hvad det nu skal være, for at komme det her problem til livs, må være det vigtige. Den opfattelse deler jeg med den radikale ordfører.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Tak for det. Jeg tager det som et løfte om, at der vil blive gjort noget for barsel til selvstændige, hvis der kommer en socialdemokratisk ledet regering, og det vil vi i alt fald bakke op om. Det er rigtig, rigtig vigtigt.

Der er også et andet spørgsmål. For ordføreren var også inde på ligeløn og de udfordringer og det kønsopdelte arbejdsmarked og det kønsopdelte uddannelsesvalg. Men der er jo en enkelt ting, som også er ret let at gå til, som også blev aflyst, nemlig den kønsopdelte lønstatistik, også ned til mindre grupper af virksomheder, og det handler helt banalt om åbenhed. Det har vi ikke i dag, men det er en af måderne til at få belyst lønforskellene og derfor også gjort noget ved dem på. Det er svært at være imod viden, synes vi i Radikale Venstre, men det synes at være tilfældet. Vil ordføreren også der tilslutte sig ønsket om at få lønstatistik nedbrudt på mindre grupper?

Ordføreren.

Til en start: Jeg har ikke mandat til at give løfter, og jeg har heller ikke noget ønske om at give løfter i dag. Udfordringen er jo, at man så også skal leve op til dem, og det kræver jo både det ene og det andet. Så det hører du i hvert fald ikke fra mig.

Men jeg kan sige, hvor jeg står, og hvad jeg arbejder efter. I forhold til kønsopdelte lønstatistikker var det jo en af de love, som var på vej, men som blev rullet tilbage, og jeg tror, vi skal have kigget på det igen og få det udbredt til at dække flere virksomheder. Vi kan jo se, at der, hvor løngabet særlig var en udfordring – det var jo det, som lønkommissionen viste i sin tid, i 2011 – var på mellemstore virksomheder. Så at få det udbredt til det og dele information er et mål for mig.

Jeg ser ikke flere med korte bemærkninger lige nu, så tak til ordføreren. Så er det fru Karina Adsbøl som ordfører for Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det er jo altid godt at høre sådan engagerede talere, og jeg var meget enig med ordføreren i, at ligestilling ikke må ende i nogen som helst kønskamp.

Men ligestillingsredegørelsen siger jo også, at alle skal have lige muligheder for at deltage i samfundet og udfolde deres potentialer og talenter, og det gælder selvfølgelig uanset køn. Alle ressourcer skal i spil, og ingen skal opleve diskrimination på grund af køn, seksuel orientering eller kønsidentitet. Rettigheder og frihed for den enkelte er grundsten i det danske demokrati.

Alligevel oplever alt for mange deres rettigheder og friheder blive indskrænket. I nogle etniske minoritetsmiljøer er ligestillingen reelt sat ud af spil. Her begrænser forældede kønsroller og parallelle retsopfattelser den enkeltes rettigheder og friheder. F.eks. kan vi også se, at 49 pct. af de kvinder, der var blevet indskrevet på landets kvindekrisecentre i 2017, var kvinder med en ikkevestlig oprindelse. Vi har derfor også stadig væk brug for de safehouses, vi har i Danmark, som yder beskyttelse. Vi har oprettet sikre opholdssteder for unge i æresrelaterede konflikter, og de hjælper døgnet rundt, hvis man er på flugt fra et tvangsægteskab eller æresrelateret vold. Der er også fortsat en stor negativ social kontrol i nogle miljøer – og det duer ikke – og der er også fortsat parallelsamfund.

Af de tal, vi har fået i ligestillingsredegørelsen, kan vi jo også se, at der er sket en stigning i forhold til vold. 38.000 kvinder og 19.000 mænd har været udsat for fysisk partnervold inden for det seneste år, og der er jo en kæmpe udfordring i forhold til vold. Og når vi taler om vold, er der jo også ofte børn involveret. Blandt de 16-24-årige har 3,2 pct. kvinder og 1,6 pct. mænd været udsat for fysisk partnervold det seneste år, og 3,9 pct. kvinder og 1,2 pct. mænd har inden for det seneste år været udsat for psykisk partnervold. Der har vi jo her i Folketinget på tværs af partier taget nogle initiativer og er lige i gang med at behandle en lovgivning om psykisk vold. For vold er uacceptabelt, og det er, uanset om det er fysisk eller psykisk vold.

Ofte er det jo sådan, at man, når man har været udsat for fysisk vold, så også er udsat for psykisk vold. Men den psykiske vold er bare ikke så tydelig, som den fysiske vold er. Der er også rigtig mange, som bliver udsat for stalking. Ca. 2 pct. af danskerne i alderen 18-74 år har været udsat for stalking, og det svarer til mellem 67.000 og 98.000 personer, og det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt. Desværre har vi også set, at der har været nogle eksempler på, at gerningsmanden, kan man sige, har bosat sig meget, meget tæt på offeret, og det synes jeg jo overhovedet ikke skulle være tilladt. Men der har jeg jo så fået med i betænkningen om psykisk vold, at det er noget, vi skal have kigget på, når lovgivningen om strakstilhold skal evalueres.

2,8 pct. af kvinderne har også været udsat for seksuelle overgreb, og 17 pct. af minoritetsetniske mænd og 14 pct. af minoritetsetniske kvinder er faktisk helt enige – og det er faktisk lidt skræmmende – eller overvejende enige i, at kvinder, der går udfordrende klædt, selv er skyld i det, hvis de udsættes for seksuelle overgreb. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt lavede et indlæg i aviserne, hvor jeg skrev, at uanset om jeg gik nøgen i Rold Skov, så skulle man bare lade være. Sådan skal det være: Uanset hvordan og hvorledes man er påklædt, er det jo aldrig acceptabelt at udsætte andre for seksuelle krænkelser, vold, voldtægt eller andet.

Men i Dansk Folkeparti har vi også haft et stort fokus på mænd. For mænd kan også have brug for hjælp, og derfor fik vi jo sat midler af i satspuljen til en ansøgningspulje, som kan søges af private krisecentre, og som netop har til formål at hjælpe mænd i krise. Mænd bliver også ramt af krise, og vi har fået finansieret det sådan, at bl.a. Horsens Krisecenter for Mænd og Krisecenter for mænd i Fredericia får nogle midler, og vi er på baggrund af den evaluering, der har været, også blevet enige om et pilotprojekt med botilbud og rådgivning til voldsudsatte mænd. Så der er på voldsområdet samlet set tilbud til mænd og kvinder.

Men der mangler stadig væk en ligestilling på området, og I har nok hørt det før, og jeg siger det gerne igen, og det er jo i forhold til servicelovens § 109. Der står:

»Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan været ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte«.

Den samme paragraf har vi altså ikke til mænd. Man kunne jo bare tilføje »mænd« i paragraffen, og jeg siger det jo endnu en gang her fra talerstolen, for der synes jeg virkelig vi skal sætte ind. Mænd, og selvfølgelig særlig også kvinder, udsættes for vold, også i nære relationer, og der har vi også lavet nogle gode aftaler undervejs, som har sat stort fokus på det.

Men det er jo også sådan, at seksuel chikane, sexisme og digitale krænkelser har vist sig at være et kæmpe og udbredt problem, særlig blandt de unge, og det påvirker også trivslen og livskvaliteten, og det har jo også været en kæmpe udfordring, i forhold til hvad de digitale medier kan medføre.

Nu vil jeg godt også lige vende EU's orlovsdirektiv. For det er jo sådan, at vi i Dansk Folkeparti er imod kvoter – det kan jeg lige så godt sige sådan generelt nu, hvis det spørgsmål kommer – i bestyrelser eller andet, for vi synes, at man skal vælges på sine kvalifikationer, og med hensyn til EU's orlovsdirektiv synes vi jo ikke, at EU skal diktere den lovgivning, vi skal have her. Det mener vi godt vi selv kan finde ud af, og jeg synes faktisk, at vi har en rigtig god orlov, og de 32 uger, hvor familien kan planlægge, hvordan de vil afholde dem, mener vi stadig væk at det skal være op til familien selv at planlægge.

Så derfor går vi ikke ind for det direktiv, der kommer, og vi er selvfølgelig modstandere af det. Nu er jeg også ordfører på det sociale område og handicapordfører, og jeg må sige, at jeg tit og ofte får rigtig mange henvendelser, og dem bruger jeg tit i mit virke som handicapordfører, men jeg har altså ikke fået nogen om mænd, som er trætte af barselsorloven. Selvfølgelig er det godt, at mænd tager orlov, og det skal vi også støtte – man kan jo sige, at vi har sat midler af for netop at fremme det, vi har også fået afsat midler til Aktion Fars Orlov, for netop at få de gode eksempler frem, de gode rollemodeller – men det må være op til familien, hvordan de fordeler de 32 uger. Så derfor vil vi ikke støtte den del, når det kommer til at blive behandlet her i Folketingssalen.

Men det var lidt ordene her fra Dansk Folkeparti. Der er jo fortsat noget at arbejde med og arbejde for. Tak for det.

Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Og tak for ordførertalen og for, at ordføreren sætter fokus på vold i nære relationer. Vi havde jo for nogle år siden et satspuljeprojekt, som havde fokus på at få noget metodeudvikling, hvor man skulle se på: Hvad kan det gøre for voldsramte kvinder – det var det i det her tilfælde, men det kunne lige så godt have været voldsramte mænd – hvis man får et tilbud om gratis og akut psykologhjælp? Og efter at det her projekt havde kørt i 5 år – som det faktisk endte med at gøre – var der to tydelige konklusioner. Den ene var, at kvinderne, der tog imod det her tilbud, blev bedre til at bryde med volden – det blev simpelt hen dokumenteret – og den anden var, at dem, som havde børn, blev bedre til at være der for deres børn.

Projektet koster 4 mio. kr. om året, altså tilbuddet om ikke bare gratis, men også akut psykologhjælp til voldsramte. Kunne det ikke være spændende, hvis vi kunne indføre det til alle på krisecentrene – voldsramte kvinder såvel som mænd? Det er småpenge i det store billede, men det kunne være en fantastisk hjælp.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Altså, nu var det jo et pilotprojekt, og jeg har ikke det store regnestykke på det. For at citere fra spørgerens tale vil jeg sige, at man jo skal passe på med løfter, men det kunne selvfølgelig være interessant at kigge på, om der er nogle ting, man kan gøre bedre. Psykologhjælp kan måske hjælpe nogle, og andre får hjælp i selvhjælpsgrupper, grupper, hvor man mødes og taler sammen. Så der er jo mange forskellige måder at gøre det på. Der vil være individuelle behov – og det kan være psykologhjælp eller andet.

Det kunne så også have været interessant, hvis man havde taget det med ind til bordet ved satspuljeforhandlingerne, tænker jeg, for det er jo der, vi har mulighederne – os, der er med til forhandlingerne. Det er i hvert fald der, jeg selv har brugt mine muligheder, i forhold til at Dansk Stalking Center får en permanent driftsbevilling, og vi har bl.a. også fået sat midler af til mænd i krise. Der har man nogle gode muligheder. Nu får vi selvfølgelig nedlagt satspuljen, men så undrer det mig bare, at spørgeren ikke også har løftet det i den forbindelse.

Spørgeren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Nu er jeg ikke selv satspuljeordfører, men det har Socialdemokratiets satspuljeordfører gjort i den forbindelse, når der har været satspuljeforhandlinger, altså løftet det her konkrete forslag. Det er også blevet fremsat som et beslutningsforslag. Men lad nu det ligge.

Hvis vi kan løse det fremadrettet, er det også fint. Det vil være ærgerligt, at vi har et projekt, som viser sig at virke, man så bare falder fra hinanden, fordi projektet er udløbet. Jeg kunne godt tænke mig, at det blev en del af driften.

Lad mig lige gå over til noget andet. I forhold til det her med familiens deling af orlov, og nu spørger jeg måske lidt ledende, kan der så være andre ting, der spiller ind, end at den her meget, meget skæve fordeling hundrede procent er et udtryk for familiens frie vilje? Altså, anerkender ordføreren ikke, at der er andre ting, der spiller ind og er med til at presse familierne til at dele den, som de gør i dag?

Ordføreren.

Det vil jeg bestemt ikke udelukke, for det drejer sig jo om et stort antal familier, og det vil være individuelt, hvilke forhold der spiller ind for de forskellige familier, og hvorfor de vælger, som de gør, og hvorfor de prioriterer, som de gør. Men fakta er, at i forhold til de 32 uger har man mulighed for at prioritere. Det er en prioritering – det er det jo her i livet – i forhold til de 32 uger, man har. Det er jo et valg, de har, som de kan træffe. Og valg kan jo være ud fra nogle gode hensigter, men det kan også medføre nogle konsekvenser.

Den næste til en kort bemærkning er hr. Roger Courage Matthisen. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen og til referencen til, at vi skal vælges på vores meritter, hvilket jeg er fuldstændig enig i. Jeg ser bare det problem, at det ikke er på grund af meritterne, men netop udseende og køn, som tit er en barriere på arbejdsmarkedet. Der er masser af forskning, der bakker det her op.

Der er bl.a. forskning fra MIT-universitetet, som viser, at hvis man tager den helt samme forretningsidé, som præsenteres af en mand og en kvinde, vil forretningsideen fra manden få langt flere investorer og tiltrække mere kapital end den fra kvinden. Man præsenterede også ideen med en mandlig og en kvindelig stemme, og tre gange flere ville hellere støtte den mandlige stemmes projekt, selv om det var nøjagtig det samme projekt, men bare præsenteret af en kvinde. De har også gjort det i Norge, hvor de har taget Hans og Hanna, og her sagde de mandlige chefer, at de ikke så godt kunne lide Hanna, selv om det var nøjagtig den samme ansøgning. De synes endda, at hun var en dårlig forælder.

Det viser mig, at der er nogle briller, som vi kulturelt set ser vores samfund igennem – og nogle normer – som vi er nødt til at være bevidste om. Og hvis vi ikke kan blive bevidste om dem, er vi nødt til at have nogle værktøjer, f.eks. kønskvoter, til at gøre os bevidste om dem. Hvad siger ordføreren til den her forskning, som både finder sted internationalt og i vores baghave her i Skandinavien?

Ordføreren.

Nu er jeg jo valgt som politiker på mine holdninger og mine meninger. Og min holdning er, at jeg som kvinde ikke vil vælges på grund af mit køn. Jeg skal da vælges på grund af de kvalifikationer, jeg har, eller det, jeg kan. Tænk, hvis jeg var blevet valgt til Folketinget, blot fordi jeg var kvinde! Det synes jeg faktisk er at tale ned til kvinder. Der er rigtig mange kvinder, der er rigtig dygtige og selv kan. Og tit og ofte handler det også om, hvordan man prioriterer. Jeg vil sige, at hjemme hos os, apropos kønsroller, blev rollerne byttet om, dengang jeg blev valgt til Folketinget. Der blev det lige pludselig min mand, der stod med vores tre børn. Det var ham, der skulle stå for madlavning, og det var ham, der skulle vaske tøj. Det er også en prioritering, man gør. Men jeg er tværtimod som kvinde blevet mødt med: Jamen hvordan kan du gøre det? Har du ikke børn? Og hvem skal så passe dem? Og det synes jeg man skulle gøre noget ved i forhold til kulturen og normerne.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Med det første, ordføreren siger, ser ordføreren jo bort fra den forskning, jeg lige har fremlagt. Du bliver jo netop ikke i dag valgt på grund af dit køn; du bliver i dag fravalgt på grund af dit køn. Det er det, der sker. Det er det, der er blotlagt gennem forskning i hele verden. Så det, vi siger, er, at vi nødt til at komme hen til den situation, hvor vi kan gå væk fra den normative praksis, der er, hvor vi faktisk vælger mænd, og hvor mænd har nogle usynlige kvoter.

Det andet, du så siger, er, at folk sætter spørgsmålstegn ved, at du er en karrierekvinde. Jamen det spiller jo nøjagtig ind i den samme skadelige normative praksis her i landet. Så hvordan vil ordføreren, hvis ordføreren ikke vil have kønskvotering, så komme de her normer og praksisser til livs?

Ordføreren.

Det er altid sådan, når man skal ændre noget i forhold til normer og kultur, at det ofte tager lang tid, og det ved man. Vi kan bare se fra dengang, da vi kvinder fik stemmeret i 1915. Og så synes jeg faktisk, at man somme tider glemmer i debatten, hvor langt vi egentlig er nået på så kort tid i forhold til, hvor lang tid mændene har haft. Men jeg ønsker ikke kvoter. Man skal vælges på sine kvalifikationer. Så er jeg da helt med på, at der kan være nogle udfordringer, og at der kan være nogle stivnakkede personer, der har en anden holdning til det, men det må da være kvalifikationerne og ikke kønnet, man skal vælges på.

Der er endnu en til korte bemærkninger. Fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg synes, at det er bemærkelsesværdigt, hvor meget ordføreren i sin tale lægger vægt på, at ligestilling også handler om mænd. Jeg mindes at have hørt det før. Det er meget vigtigt, tror jeg, for Dansk Folkeparti, at vi har en kønsneutral tilgang. Derfor får det mig til at spørge, om vi ikke også skal have det inden for barselsorlov. Vi har diskuteret i mange år, hvordan vi får en mere ligelig fordeling af den. Ordføreren lægger meget vægt på, at det skal være op til den enkelte familie selv, men i dag er der jo 3 måneder mere øremærket til moren, end der er til faren. Synes Dansk Folkeparti, at det er ligestilling, at der er øremærket 3 måneder til moren, som ikke er øremærket til faren? Hvis der overhovedet skal være øremærkning, for jeg må forstå, at det skal være familierne selv, der bestemmer, burde det så i det mindste ikke være ligeligt, hvor meget der er øremærket til hvert køn?

Ordføreren.

Jeg synes, det er et meget interessant spørgsmål, som fru Pernille Skipper stiller. Kvinden har gået rundt i 9 måneder og båret på det her barn. Nu foregår de fleste fødsler jo gudskelov ukompliceret, men der er også nogle, der er komplicerede med kejsersnit og andet. Jeg synes jo faktisk, at det er en god ordning, som vi har i dag, og som jeg tidligere sagde om det, har vi ikke til hensigt at ændre på det. Vores holdning er, at vi har det fint med det, vi har i dag, og jeg har ikke fået nogen henvendelser fra nogen som helst mænd, som har tryglet mig om at ændre det her. Men det har jeg bl.a. om servicelovens § 109, fordi man synes, at det er uretfærdigt, at der er den forskel med hensyn til kvindekrisecentrene, at man ikke får tilbudt hjælp der.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Det kan godt være, men jeg har fået rigtig mange henvendelser fra kvinder, som har tryglet om at få ændret de her regler. For det er mærkeligt, at der er 3 måneders barselsorlov, som, hvis kvinden ikke vælger at tage dem, ikke kan overføres til manden. Så forsvinder de. De er øremærket til moren. Det er jo rigtigt nok, at hvis man har en kompliceret fødsel, kan det være en grund til at tage en lang barselsorlov, men kan der ikke også være kvinder, som gerne vil vælge at tage en kortere barselsorlov end 3 måneder, og hvorfor skal hun straffes med ikke at kunne overføre de uger, måneder, til sin mand? Det er vel ikke den kønsneutrale tilgang, det er vel ikke ligestilling, som Dansk Folkepartis ordfører sådan ellers hylder. Burde man ikke enten sætte mændenes øremærkning op eller kvindernes ned, hvis man skulle følge principperne, som Dansk Folkeparti siger?

Værsgo til ordføreren.

Der er jo forskellige principper, afhængigt af hvad det er, man debatterer. Sådan må det jo være. I forhold til det her synes jeg jo, det er fint. Jeg har faktisk heller ikke fået nogen henvendelser fra kvinder. Nu kan jeg kun tale ud fra mit eget tilfælde som mor, og der synes jeg i hvert fald, at det er dejligt, at man har noget tid med sit barn bagefter. Når man får børn, er der jo også et ønske om, at man gerne vil være sammen med sit barn. Jeg synes jo bestemt også, at den første tid jo er noget helt unikt. Der er jo sikkert også mange, der gerne vil amme, og mange kæmper måske også med at få amningen i gang, og så er det jo selvfølgelig godt, at man kan give en sutteflaske. Det tror jeg er vigtigt. Man skal selvfølgelig også tænke på børnene, med hensyn til at det er godt, at der er nogle omsorgsfulde forældre, der kan træffe nogle gode valg for dem.

Den næste med en kort bemærkning er fru Trine Torp, SF.

Ordføreren nævnte det her med § 109 og retten til at bruge den, og jeg kan sådan set godt forstå ønsket om at sidestille det, men vi kommer også nogle gange til at mudre det lidt, for ordføreren fortæller jo om krisecentre for mænd, men mig bekendt er det at komme på de krisecentre jo ikke afhængigt af, om man har været udsat for vold. Så den paragraf er jo alene lavet for at beskytte mod vold, og det betyder, at hvis man skulle ligestille på det her område, skulle man også lave krisecentre til kvinder, der var i krise og ikke havde været udsat for vold. Er det også Dansk Folkepartis politik?

Ordføreren.

Det, der er forskellen, er, at § 110 vedrører herberger, og man kan sige, at det er den paragraf, de kommer til at høre ind under. Man kan også komme på et herberg som kvinde i dag. Derfor er der selvfølgelig et ønske om, at man indskriver mænd. Der vil være forskellige former for vold, afhængigt af hvad man er udsat for; det kan også være kriser, det kan være skilsmisser. Mænd bliver jo også somme tider ramt på en anden måde end kvinder, og sådan er det. Vi ved også fra statistikkerne, at der er flere hjemløse mænd, og vi ved også, at mænd dør tidligere. Det er derfor, jeg også nævner mænd, når vi snakker ligestilling, for der er også nogle problematikker der. Dermed ikke sagt, at jeg nedprioriterer kvinder og børn. Det er slet ikke der, jeg vil hen.

Spørgeren med den anden korte bemærkning.

Jeg synes bare, det er lidt vigtigt, at vi holder tingene adskilt, for at der er lavet kvindekrisecentre, hænger historisk set sammen med, at kvinder har været udsat for vold og har behov for beskyttelse. Og så er der herbergerne. Skal vi så have lige så mange herberger målrettet til kvinder, som der er mandekrisecentre?

Ordføreren.

Vi kan se, at der også er et stigende antal mænd, der bliver udsat for vold, og det har vi ikke set tidligere, men det er noget, man er begyndt at tale lidt mere om. Ligestillingsministeren og jeg har lige for nylig været til en konference, hvor det blev fremlagt, hvilke former for vold mænd bliver ramt af, og der kom man også ind på den psykiske vold og skilsmisser og andre ting. Det handler ikke om enten-eller, det handler da om, at der skal være hjælp til alle, både mænd, kvinder og selvfølgelig børnene.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi fortsætter i talerrækken. Og den næste taler er ordføreren for Venstre, hr. Martin Geertsen.

[Der er diskussion mellem ordførerne om rækkefølgen]. Er I enige om, hvem der er ordfører nu? (Martin Geertsen (V): Ja, ikke sandt?)

Værsgo til Venstres ordfører.

Jeg tror også, fru Pernille Skipper vil foretrække, at det er mig, der er Venstres ordfører.

Jeg vil i virkeligheden godt indlede med at benytte den her anledning til at takke både ministeren, men måske i særlig grad ordførerne for et generelt set godt samarbejde om ligestillingen i Danmark. Vi er jo, og det har debatten indtil nu også allerede illustreret, ikke enige om alting, men jeg synes, det er nogle gode og konstruktive diskussioner, der er, om, hvordan vi bedst muligt fremmer ligestillingen i Danmark. Og der vil jeg i virkeligheden gerne starte min tale, for jeg mener, det er helt afgørende, at vi har et godt og konstruktivt samarbejde på ligestillingsområdet, helt på tværs af politiske skel. Jeg synes, vi skal stå sammen om at bekæmpe chikane og diskrimination, og vi skal sammen gøre, hvad vi kan, for, at alle oplever frihed til netop deres forskellighed.

Ligestilling handler for mig om, at alle skal have friheden til at kunne leve det liv, man nu engang vælger at leve, uden at opleve diskrimination og forskelsbehandling. Og det er derfor også helt grundlæggende for mig, at vi sikrer, at mennesker, der er her i landet og lever her i landet, har lige muligheder for at tage del i samfundet og bidrage til vores fællesskab uanset køn, kønsidentitet, seksualitet, etnisk oprindelse, religion osv. Og derfor er jeg også glad for, at pilen overordnet set peger i den rigtige retning på ligestillingsområdet. For vi er kommet langt med ligestillingen i Danmark, og jeg er faktisk stolt af, at vi kan bryste os af at være et af de mest ligestillede lande i hele verden.

Den redegørelse, vi debatterer i dag, mener jeg også er et tydeligt billede på den store indsats, som alle Folketingets partier sammen gør på ligestillingsområdet, og på ministerens og hendes forgængeres aktive indsats for, at vi kommer endnu længere på det her område. Men der er selvfølgelig stadig væk kampe, der skal kæmpes, og derfor bakker jeg også fuldt op om visionen i redegørelsen om, at alle skal have lige muligheder for at deltage i samfundet og udfolde deres potentialer og talenter, at alles ressourcer skal i spil, og at ingen skal opleve diskrimination på grund af køn, seksuel orientering eller kønsidentitet.

I selve redegørelsen ligger man jo ikke på den lade side. Der præsenteres 51 indsatser, der i redegørelsen fordeler sig på fire indsatsområder. Og det første indsatsområde om rettigheder og frihed for den enkelte er for mig det helt grundlæggende, for det handler nemlig om, hvordan vi bedst muligt værner om vores fællesskab, vores samfund og vores demokrati. Og her lægges der bl.a. op til, at vi skal bekæmpe vold i nære relationer og stalking. Det er et af de områder, som har fyldt meget på mit skrivebord og endnu mere i min bevidsthed som relativt ny ligestillingsordfører, altså det her med psykisk og fysisk vold i nære relationer.

Jeg kan blive rystet, og det er selvfølgelig ikke godt nok, over, at antallet af kvinder, der har været udsat for fysisk partnervold, er på samme niveau, som det var i 2005. Det er tankevækkende, at antallet er steget blandt mænd, og det synes jeg ikke vi kan være tjent med. Jeg synes, det er en af de allerstørste udfordringer, vi har på ligestillingsområdet. Samtidig kan vi se, at andelen af unge mellem 16 og 24 år, som oplever vold i nære relationer, er højere end blandt de voksne, og det synes jeg helt ærligt – også som far til, ja, tre piger er det vel efterhånden – er stærkt, stærkt bekymrende. Og det vil jeg håbe at deres generation i højere grad vil undgå.

Psykisk vold er, som flere har været inde på, den mest udbredte form for partnervold. En rapport fra VIVE har vist, at knap fire ud af 100 kvinder og en ud af 100 mænd har været udsat for psykisk vold fra en nuværende eller en tidligere partner, og vi skal simpelt hen blive bedre til forebyggelse og bekæmpelse lige præcis på det her område. Derfor er jeg også glad for, at de relevante ministre tager problemet enormt alvorligt, og at der lægges op til en bredere vifte af tilbud på voldsområdet i forlængelse af vores satspuljeforhandlinger og i forbindelse med den seneste voldshandlingsplan. Jeg synes, vi har taget et skridt i den rigtige retning tidligere i dag med vedtagelsen af L 139 om at indføre en selvstændig bestemmelse i straffeloven om psykisk vold, og jeg er overbevist om, at det er det helt rigtige skridt på vejen, at vi sidestiller fysisk og psykisk vold i straffeloven.

Vi ser også en udbredt grad af psykisk vold i nogle etniske minoritetsmiljøer, hvor der bl.a. hersker kønsdiskriminerende kulturer og sådan en negativ social kontrol. Dagens redegørelse viser f.eks., at hver fjerde af de 18-29-årige minoritetsetniske kvinder oplever, at hensynet til familiens ære betyder alt eller meget for, hvad de må i deres hverdag. Og det samme gælder for 28 pct. af de minoritetsetniske mænd. Det kan og skal vi selvfølgelig ikke acceptere i vores land, hvor den personlige frihed er selve grundpillen i vores samfund, vores fællesskab og vores demokrati.

Men der skal også andre midler til i de indsatser, som regeringen tager initiativ til, for at forebygge psykisk og fysisk vold sådan helt generelt, for her er der også mere grundlæggende tale om, at vi har at gøre med borgere, som ikke er velintegrerede i vores samfund. Derfor er jeg selvfølgelig også glad for, at regeringen med et relativt bredt flertal sætter så massivt ind i forhold til at få ryddet noget mere op i parallelsamfundene i Danmark. Og på det område er jeg også spændt på at følge den ekspert- og praktikergruppe, som skal komme med anbefalinger til, hvordan minoritetsetniske drenge og mænd kan inddrages i ligestillingsarbejdet, og på at se, hvad Undervisningsministeriets undersøgelse af negativ social kontrol på ungdomsuddannelserne har at vise os.

Sexisme, seksuel chikane og digitale krænkelser fylder også meget i vores diskussioner, både her i salen, i medierne, på mit skrivebord og for den sags skyld også, igen uden at skulle drive rovdrift på det, i min bevidsthed som far til tre piger. Metoobevægelsen har sat en international bevægelse i gang, som også har sat seksuel chikane og digitale krænkelser på vores dagsorden herhjemme, og det har jo gjort det fuldstændig tydeligt, at alt for mange oplever seksuel chikane. Derfor er jeg også glad for, at ministeren nu bl.a. iværksætter en kampagne rettet mod unge, som skal skabe debat om omgangstone, kønsstereotyper, digital dannelse og respekt på sociale medier i det hele taget. For jeg er overbevist om, at vi kan komme rigtig langt med mere oplysning lige præcis på det her område.

Vi ser også digital og fysisk diskrimination af lgbti-personer i dagens Danmark, og jeg har haft en del møder med organisationer og borgere, som bekræfter det her triste faktum. Derfor er det også vigtigt for mig, i hvert fald her i dag, at understrege, at det er helt grundlæggende for vores samfund, at alle skal behandles lige uanset køn, kønsidentitet eller seksualitet. Alle skal kunne leve deres liv frit i tryghed med den kæreste eller den partner, de ønsker, og med det kropsudtryk eller det kønskarakteristikum, de nu engang ønsker at have.

Langt de fleste lgbti-personer er jo ressourcestærke mennesker, som lever deres liv frit, eventuelt med børn og arbejde og et aktivt fritidsliv. Men der er desværre også en række undersøgelser, som peger på, at den her gruppe af mennesker i højere grad er i risiko for mistrivsel end den øvrige del af befolkningen. Her skal vi selvfølgelig også, hvis regeringens lovgennemgang viser, at man med fordel kan justere lovgivning på tværs af ministerier i forhold til at styrke rettighederne for lgbti-personer, have smøget ærmerne op i bestræbelsen på at ændre lovgivningen.

Alle skal som nævnt have lige muligheder for at udfolde deres potentialer, som redegørelsen også konstaterer, uanset køn, kønsidentitet, seksualitet, etnisk oprindelse, religion, hudfarve osv. Det vil ikke alene gavne de mennesker, som oplever at blive mødt af en mur, en begrænsning eller en fordom på grund af deres forskellighed fra sådan en forstokket opfattelse af, hvad der er normer. Det vil faktisk gavne hele vores samfund, fordi vi i højere grad vil trives og dermed have overskud til at kunne bidrage positivt til vores samfund. Diskrimination, chikane og had er ødelæggende for det samfund, jeg i hvert fald ønsker at værne om og kæmpe for som politiker og som ligestillingsordfører.

Alt i alt går det den rigtige vej med ligestillingen i Danmark. Men det betyder hverken, at vi kan ånde lettet op, eller at vi er i mål. Det er et langt sejt træk, og de udfordringer, vi står over for i dag, kan desværre ikke løses med et fingerknips. Jeg synes, vi skal gøre, hvad vi kan, på tværs af de politiske forskelle, der i øvrigt måtte være her i salen, for at fremme lige rettigheder og lige muligheder og friheden for den enkelte. Vi skal sikre tryghed og trivsel og lige muligheder for lgbti-personer. Vi skal fremme en bedre udnyttelse af ressourcer og talenter. Vi skal understøtte en proaktiv indsats for ligestilling globalt – og en lang række af de andre ting, som fremgår af ministerens redegørelse i dag.

Jeg vil gerne endnu en gang takke ligestillingsministeren for redegørelsen, og jeg ser frem til det fortsatte konstruktive arbejde, jeg er helt sikker på at vi kan få her på tværs af partier og med eksterne organisationer, virksomheder og civilsamfundets mange organisationer og interessenter. Tak for ordet.

Velbekomme. Der er lige to indtegnet til korte bemærkninger, og den første er hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet. Værsgo.

Venstres ordfører taler jo varmt for, at vi skal gøre noget ved vold og krænkelser og i det hele taget skabe mere tryghed, og det kan jeg jo kun være enig i. I den forbindelse nedsatte regeringen her sidste år et ekspertpanel, som i regi af Justitsministeriet skulle kigge på samtykkebaseret voldtægtslovgivning. Efterfølgende var justitsministeren ude at sige, at det ville Justitsministeriet gerne fremme, det skulle være regeringens politik; ligestillingsministeren var ude at sige, at det var ligestillingsministeren enig i. Hvad er partiet Venstres holdning til det her spørgsmål?

Ordføreren.

Jeg kan i hvert fald konstatere, at den socialdemokratiske ordfører har fulgt med i den levende debat, vi har haft i Venstre, om det her spørgsmål. Det har andre ordførere sikkert også. Jeg er fuldstændig enig med statsministeren, når han siger, at sex skal baseres på samtykke og frivillighed, men så kan der være, og jeg er ikke ekspert, nogle juridiske ting, som man bliver nødt til at få afklaret i den forbindelse. Men helt overordnet er jeg fuldstændig enig med statsministeren, når han siger, at seksuelt samkvem skal være baseret på samtykke og på frivillighed.

Spørgeren til sin anden korte bemærkning.

Se, det er jeg jo glad for at høre om det indholdsmæssige, og jeg er også blevet klogere i dag, for jeg læste nemlig i avisen, at Venstre var imod forslaget her, og det kom bl.a. fra Venstres politiske ordfører, der på vegne af partiet kunne fortælle, at Venstre ikke gik ind for samtykkebaseret voldtægtslovgivning. Efterfølgende var statsministeren, som i øvrigt faktisk er formand for partiet Venstre, så ude og fortælle, at det gjorde regeringen i hvert fald. Men nu siger Venstres ligestillingsordfører, at ordføreren selv er for. Jeg mangler at høre, hvad det store parti Venstre mener i det her spørgsmål. Vil ordføreren ikke svare på det?

Ordføreren.

Jeg synes, man skal rette sig efter, hvad Venstres formand siger i den her sammenhæng. Det tror jeg i virkeligheden vil gøre det hele lidt nemmere. Så jeg kan kun understrege en gang til, at jeg synes, at statsministeren har sagt det meget klogt – og han er i øvrigt også formand for Venstre!

Den næste til en kort bemærkning er hr. Roger Courage Matthisen, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ordføreren for talen. Det går fremad med ligestillingen i Danmark, siger ordføreren, og det gør det jo også på mange områder, men nogle steder går det jo tilbage, f.eks. i bestyrelser, hvor vi har en negativ vækst. Jeg var så heldig at gøre bekendtskab med et af Venstres folketingsgruppes medlemmers hustru. Hun er en meget begavet kvinde og jurist og vil rigtig gerne være i bestyrelse, men oplever så selv gang på gang at blive forbigået, og som Venstrekvinde tror hun stadig på Venstre, men hun har ændret holdning i forhold til kvoter, fordi hun kan se, at det er hendes køn, som skaber en barriere, for selv om hun er driftig og dygtig i sin karriere som jurist, bliver hun forbigået på grund af sit køn. Hvordan vil ordføreren løse det problem for sin partifælles hustru?

Ordføreren.

Jeg tror, vi bliver nødt til igen at tage en snak ude i sidegemakkerne om de her ting, for jeg ved ikke, hvem det er, der er tale om, så jeg ved ikke, hvad det er for en konkret sag. Men helt generelt vil jeg sige, at jeg tror, at det med at få flere kvinder i bestyrelser er noget, vi skal tale ind i.

Jeg tror, at mange virksomheder ad åre vil opleve, at det i virkeligheden kan være en klar fordel for deres egne kommercielle interesser, hvis det er sådan, at de har sammensat en bestyrelse, som nogenlunde afspejler den befolkning, som virksomheden er en del af. Men jeg fornemmer lidt, at der ligger det i spørgerens spørgsmål, om jeg vil ind og lovgive på det her område. Der vil jeg sige, at jeg har sådan et grundlæggende liberalt udgangspunkt, når det handler om lovgivning. Skal vi helt undgå lovgivning? Nej, det skal vi ikke. Men skal vi altid i alle sammenhænge bruge lovgivning? Nej, det synes jeg heller ikke vi skal. Jeg vil ikke bruge lovgivningsredskabet i forhold til at diktere, hvem der skal sidde i private virksomheders bestyrelser. Det vil jeg ikke.

Spørgeren til sin anden korte bemærkning.

Tak for det. Jeg vil slet ikke sætte en konkret person i spil. Det var egentlig bare for at nævne, at der er et medlem af Venstre, som synes det er problematisk med den situation, der er. Så jeg vil absolut ikke nævne nogen navne. Men ordføreren siger, at det skal vi tale ind i. Jeg blev ikke klogere på, hvordan vi taler ind i at få mere ligestilling på bestyrelsesområdet. Det var det ene.

Det andet er om barsel. Jeg har talt med et andet Venstremedlem, som siger, at det er problematisk. Og igen vil jeg sige, at det virker, som om det ikke er helt proaktivt eller progressivt med den politik, der føres, i forhold til medlemmer i hvert fald. Barsel: Hvordan løser vi den udfordring?

Ordføreren.

Jeg er sådan set et langt stykke hen ad vejen enig med den socialdemokratiske ordfører i, hvad man skulle gøre, hvis man skulle gøre noget her. Jeg er ikke interesseret i at røre ved det, som vi kan definere som barsel, altså det, der er af orlov lige omkring fødslen. Men jeg synes egentlig godt, at man kunne tale positivt ind i , hvordan det så er, man fordeler den der forældreorlov, eller rettere sagt: Hvordan er det, man i udgangspunktet fordeler den? For jeg synes, at vi stædigt må holde fast i, at det altså må være forældrene selv, der ligesom fordeler forældreorloven og de midler, man kan få til det. Men hvordan Udbetaling Danmark så fordeler midlerne, synes jeg sagtens vi kan have en diskussion af.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger lige nu. Vi fortsætter i ordførerrækken, og næste taler er fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg var lige ved at gå op og tage ordet, da det var Venstres tur, og det sjove ved det er, at jeg kiggede på debatten om ligestillingsredegørelsen fra sidste år tidligere i dag, og jeg kunne se, at jeg også der prøvede på at snige mig foran. Jeg ved ikke, hvad man skal lægge i det.

Jeg vil gerne starte med at takke ministeren for redegørelsen. Jeg synes, det er så vigtigt, at vi har de her årlige debatter. Jeg synes også, at det er vigtigt at få en samlet opgørelse over de ligestillingspolitiske tiltag, som er taget, fordi de sker jo, som vi også kan se, på mange forskellige ressortområder og med mange forskellige afsæt, og heldigvis kan vi også se, at der sker mere, end man nogle gange sådan lige går og tror. Det er den positive side af det.

Jeg synes også, det er rigtig vigtigt, at vi genbekræfter, at den kønsulighed, der er, er noget, som er kulturelt og historisk betinget og derfor også noget, vi kan ændre på. Det er rigtig vigtigt, at vi har den fælles præmis at arbejde ud fra. Der, hvor vi så bliver lidt uenige, er, at det ikke er alting, som kan løses med oplysningskampagner og dialoger og ekspertgrupper, selv om meget kan. Der er altså også nogle økonomiske og nogle strukturelle problemer i vores samfund, som vi har behov for at tage nogle mere håndfaste midler i brug for at komme ud over.

Derfor vil jeg nævne en gammel traver en gang til, og det er selvfølgelig det kønsulige arbejdsmarked, som vi har i Danmark. Ministeren nævner det også i redegørelsen, og jeg synes sådan set, at man på en meget præcis og kortfattet måde får identificeret det problem, vi har, med et meget kønsopdelt arbejdsmarked, en ulige fordeling af lønnen, en ulige pensionsopsparing, en ulige fordeling af barselsorloven – altså noget, som er sådan en sneboldeffekt af kønsskævhed igennem et helt liv, hvor de muligheder, som man får af økonomisk selvstændighed og formåen, bare tilkommer kvinder en lille smule mindre end mænd hen over et helt liv.

Der, hvor det bliver uforståeligt for mig, er jo så, at man kan have sådan et afsnit og så ikke have nogen konkrete forslag til, hvad vi skal gøre ved det. Vi har ikke gjort noget mod uligelønnen og for at forbedre det område eller for fordelingen af barselsorloven i rigtig, rigtig lang tid, selv om det måske er det største problem for ligestillingen i Danmark.

Jeg synes, at den dialog, som jeg havde med Dansk Folkepartis ordfører lige før, meget godt siger, hvad det er for et problem, vi står over for, når det kommer til barselsorloven. Det er jo sådan, at den er ekstremt ulige fordelt i Danmark, også i forhold til andre nordiske lande, som vi ellers sammenligner os med på rigtig mange måder. Danske fædre får eller tager meget, meget lidt barselsorlov, og det betyder jo, at kvinder bliver sat bagud i kampen om chefstillingerne, at man får en større uligeløn, at der er mindre pensionsopsparing til kvinderne osv. osv. – det er et kæmpeproblem – men det betyder også, at der er nogle fædre, der går glip af det, som Dansk Folkepartis ordfører så præcist talte om som en helt unik tid i starten af et barns liv. Og som Dansk Folkepartis ordfører sagde, får man jo børn, fordi man gerne vil være sammen med dem. Det er bare ikke noget, der kun er enestående for kvinder, der får børn – det er det også for mænd. Når vi ikke gør mere for at fordele barslen ligeligt, er det ikke kun et problem for kvinders økonomiske ligestilling i samfundet – det er det også – men det er også et problem for de mænd, som af kulturelt betingede og historiske årsager ender med at få mindre tid sammen med deres børn.

Er der nogle ting, vi kan gøre ved det uden at tage beslutningskompetencen fuldstændig fra familierne? Ja, det er der. For vi ved jo, at en af årsagerne til, at mænd tager mindre barsel, dels er, at der er nogle kulturelle normer, som det kan være svært at gå imod, dels at det har noget at gøre med, at man har en ulige løn, som slår igennem i familierne. Så når man skal finde ud af, hvem der skal gå ned i løn i længst tid, så har det en større økonomisk slagside for den enkelte familie, hvis det er faren, der tager mere barsel. Det kunne vi jo godt ændre på, og det kunne vi bl.a. gøre ved at øremærke en større del til fædrene eller i det mindste ligestille fædre og mødre.

Jeg køber simpelt hen ikke, at mødre på en eller anden måde skulle være bedre forældre, eller at den unikke tid i starten af et barns liv skal være forbeholdt en mor. Selvfølgelig kan der være en grund til, at man gerne vil tage ½ års barsel mere til kvinderne, men der er ikke nogen grund til den uligestilling. Vi kunne også sætte en særlig pulje af til at forbedre ligelønnen ved at højne de laveste lønninger i den offentlige sektor – det er her, vi finder mange af kvindefagene, og det er her, hvor vi finder en stor del af årsagen til uligelønnen, nemlig det kønsopdelte arbejdsmarked. Det ville være en politisk beslutning herindefra, der ville kunne gennemføre et sådant løft og dermed også forbedre statistikkerne ret kraftigt.

Vi kunne sørge for, at der var mere åbenhed omkring lønnen, og at vi fik bedre indsigt i lønstatistikkerne. Vi kunne også indføre den islandske model, hvor vi forpligter de enkelte virksomheder til at sørge for, at der er lige løn, fordi vi ved, at det ikke kun er på tværs af fag, men faktisk også inden for de enkelte fag – altså at en mandlig sygeplejerske i gennemsnit tjener mere end en kvindelig sygeplejerske. Og det er da ikke rimeligt.

Vi kan gøre meget, problemet er stort, og det identificerer redegørelsen her meget, meget klart, men den anviser altså ikke en løsning. Jeg synes altså, at det er et kæmpe svigt, at vi kan gå igennem redegørelse efter redegørelse i den her sal en gang om året, og vi har stadig væk ikke taget fat på den her kæmpestore neonblinkende elefant.

Jeg synes derudover, at vi har behov for at have en diskussion om, om ligestillingsdebatten skal være en kønsneutral ting. Hvis vi eksempelvis taler om ligelønnen igen, taler vi nogle gange om, at der er en del af uligelønnen, som er den uforklarlige del af uligelønnen, altså den del, vi ikke kan forklare med hverken det kønsopdelte arbejdsmarked eller med, at kvinder ikke lige så ofte er chefer som mænd – den uforklarlige del. Der er jo bare ikke nogen uforklarlig del af uligelønnen, for det kan forklares med køn; det er jo det, der er forskellen, og det er det, der er forklaringen. Og det bliver vi nødt til at sige højt, hvis vi skal kunne gøre noget ved det.

Det er også derfor, jeg synes, at det er problematisk, at man nedlægger LOKK, som havde en særlig stemme i debatten. Jeg synes, det er problematisk, at man ikke anerkender, at vold i hjemmet ofte har en enorm kønslig slagside. Det er et faktum. Det er problematisk, at man ikke monitorerer i lige så høj grad på rigtig mange områder. Jeg vil ikke gå igennem dem alle sammen, men der har været en generel tendens til, at man monitorerer og overvåger området i ringere grad. Det betyder, at vi nogle gange misser netop den kønslige slagside, altså netop det, vi skal gøre noget ved, og hvis vi får identificeret problemet og får overvåget problemet, ja, så gør vi ikke noget ved det.

Der er jo en grund til, at samtlige ordførere før mig og formentlig også samtlige ordførere efter mig i den her række pointerer, at vi skal behandles lige, uanset hvilket køn, etnicitet, religion, seksuelle orientering vi har. Det sker ikke altid, fordi der er et problem med, at vi stadig væk ikke bliver behandlet lige på grund af køn. Det problem bliver vi nødt til at tale højt om. Vi kan ikke lade, som om det er kønsneutralt, for der er en kønslig slagside, bl.a. i forhold til vold i hjemmet, uligeløn på arbejdsmarkedet og mange andre ting.

Det sidste minut og 9 sekunder, jeg har tilbage, vil jeg bruge til at sige, at jeg er rigtig glad for den udvikling, som er sket på ligestillingsområdet det sidste år på specifikt et område, og det er diskussionen om samtykke, som også har været oppe at vende her. Jeg kan huske, at da forslaget blev fremsat første gang, var det Enhedslisten og SF, der stod bag, og der er rigtig mange, som har rykket sig på en positiv måde: rigtig mange interesseorganisationer, og kvinder, som har været igennem og har overlevet en voldtægt, og som har fortalt deres historie. Jeg synes, at det er ekstremt dejligt at opleve et folkestyre, som har en holdning, får en masse informationer fra den virkelige verden og så siger: Vi skifter.

Det synes jeg faktisk på en eller anden måde er bekræftende for det, vi laver, og det er jeg rigtig glad for at have oplevet i løbet af det her sidste år. Jeg stod over for statsministeren, da han som statsminister sagde, hvad regeringens og hvad Venstres formands holdning er, og det synes jeg måske er det bedste, jeg har hørt fra den her regering på ligestillingsområdet i rigtig lang tid – og jeg glæder mig til, at vi skal gennemføre det.

Tak. Der er en enkelt med en kort bemærkning. Fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Grunden til, at jeg tager ordet, er, at fru Pernille Skipper ligesom antydede, at jeg fra talerstolen skulle have sagt, hvem af forældrene der er bedst, og at mor skulle være bedst. Ordføreren sagde: Jeg køber ikke, at det er mor, der er den bedste.

Jeg vil bare lige pointere, at det har jeg ikke udtalt mig om, og det synes jeg heller ikke man skal. Men når det nu er sagt, vil jeg sige, at jeg ikke var ligestillingsordfører i sidste samling, så kan ordføreren ikke lige fortælle mig noget: Hvorfor fik man, da man støttede den forrige regering, ikke gennemført alle de ting, man gerne ville? Hvis vi nu snakker om barsel og alle de ting, som Enhedslisten gerne vil have ændret, hvem var så imod det?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, jeg kan nå at opregne alle de ting, vi gerne vil gøre på ligestillingsområdet, og hvem der er imod i den såkaldt røde blok, på det minut, jeg har. Men med eksempelvis barselsorloven var det noget, som vi blandt oppositionspartierne var enige om, inden Thorningregeringen blev valgt i 2011, men det er så desværre noget, vi ikke længere er enige om. Som ordføreren også godt kunne høre, holder det mig heller ikke tilbage fra at slå hr. Rasmus Horn Langhoff oven i hovedet med det – ikke bogstavelig talt, men indirekte. Så det er noget, vi vil blive ved med at kæmpe for, også under en ny regering, og vi får en bedre fordeling af barselsorloven.

Så vil jeg bare sige, at det er rigtigt, at ordføreren ikke sagde, at moren er bedre, men da ordføreren skulle forklare, hvorfor der skal være 14 ugers barselsorlov til kvinder, som ikke kan overføres til faren, selv hvis moren gerne vil tilbage på arbejde hurtigere, så sagde ordføreren, at det er, fordi det er en helt unik tid i starten, og at man får børn, fordi man gerne vil være sammen med dem, og derfor er det godt, at der er noget tid reserveret til moren. Det var argumentationen. Jeg kan ikke se, hvorfor den argumentation ikke gælder fædrene, og derfor må det jo være, fordi man mener, at moren er bedre.

Spørgeren med den anden korte bemærkning.

Nej, det handler ikke om det. Som den socialdemokratiske ordfører sagde tidligere, handler det jo bl.a. om, at man har båret det her barn i lang tid, og det er jo derfor, man har indrettet det på den måde, at kvinderne kan restituere sig bagefter. Nu er det jo sådan, at en far godt kan gå hjemme og tage nogle af de 32 uger, så de får fordelt de uger. Han kan jo godt tage sine 2 uger efterfølgende, for der er ikke noget, der taler imod, at han skulle kunne det, så moren kan starte på arbejde. Sådan kan man jo godt indrette sig.

Ordføreren.

Bare for at vi er helt enige, vil jeg sige, at reglerne jo er sådan, at der er en mængder uger til fordeling mellem mor og far, og ud af dem er der 14, som ikke kan overføres fra moren til faren, og 2 uger, der ikke kan overføres fra faren til moren. Det vil sige, at hvis man som par ønsker, at moren tager mindre end de 14 ugers barsel, så går de uger tabt, så kan man ikke overføre dem til faren, så får man samlet set mindre tid til barselsorlov.

Det er jo rigtigt nok, at det er godt, at kvinder kan gå hjemme og restituere sig, hvis de har behov for det, men jeg begriber ikke, hvorfor det skal være et »kan«, når det kommer til fædrene, mens det skal være et »skal«, når det kommer til kvinderne. Hvorfor skal vi ikke have ligestilling, så man bestemmer helt selv, hvis det er det, man ønsker?

Tak til ordføreren. Der er ikke flere til korte bemærkninger lige nu, så vi fortsætter i ordførerrækken. Jeg har forstået, det er hr. Villum Christensen fra Liberal Alliance, der er ordfører nu.

Tak for det. Jeg er ikke ordfører på området og har sådan set heller ikke beskæftiget mig så meget med det. Men ikke desto mindre tak for redegørelsen. Jeg synes da godt, man kan blive lidt forpustet, når man læser om alle de her mange initiativer. Men tak for dem.

Hvis man sådan skal skære debatten ud, når man sidder og lytter, tror jeg ikke, vi er i en situation, hvor vi er utrolig uenige om målene. Det er mere et spørgsmål om, hvor stor en hammer man skal slå med, hvor meget man vil give køb på det frie valg. Det er ligesom de to modpoler, som jeg oplever i diskussionen.

Det blev nævnt, at vi skulle passe på, var det den neonblinkende elefant? Jeg må sige, at når jeg hører sådan et ord i en ligestillingsdiskussion i et af verdens mest lige lande i forhold til kønskampen, synes jeg, at det er proportionsforvrænget. Hvis man laver en analyse, som tager udgangspunkt i, at det er det største problem, vi har at beskæftige os med herinde, så tror jeg, at vi bruger tiden forkert. Ikke dermed sagt, at der ikke er ting at tage fat på, men om vi lige rammer nogle få procent skævt, om man er mand eller kvinde under forskellige forhold, får ikke mig til at ligge søvnløs om natten – lad mig sige det sådan.

Noget, jeg måske i højere grad synes man bør se lidt nøjere på, hvis man skal have proportionalitet i det, er etniske minoriteter, og hvad vi kan se der. Det er jo religion, kultur og traditioner, som er de afgørende faktorer, og her er langt, langt mere at tage fat på, synes jeg, hvis jeg skulle vælge den tid og den energi, jeg skulle bruge. Men nu er det så heller ikke mit område. Jeg vil bare reflektere lidt over proportionerne i det og mener, at vi langt hen ad vejen kan nå målene ved dialog og de frihedsværdier, vi jo i virkeligheden står på i det her samfund. Efterhånden som samfundet bliver rigere og mere veludviklet, vil man jo heller ikke finde sig i meget store skævheder på området.

Vi diskuterer nogle gange kønsneutrale lyskryds og mange – synes jeg – mærkværdigheder i det store billede og glemmer ofte de diskussioner i forhold til de etniske minoriteter, som er så påtrængende. Det er allerede blevet nævnt, at sådan noget som parallelsamfundspakken, som vi har vedtaget med et ret stort flertal i Folketinget, måske i virkeligheden er noget af det vigtigste, man også kan gøre for at få brudt op i de normer og kulturer, som er forudsætningen for mange af de problemer, vi ser på ligestillingsområdet.

Med de ord vil jeg sådan set sige tak til ministeren for rigtig mange flotte initiativer. Jeg har bestemt ikke forstand på dem alle sammen, men jeg synes, vi kan være stolte af det niveau, vi har lagt. Og så har jeg skrevet her, at jeg skal hilse fra De Konservative. De kunne ikke være her i aften. Det var ordene.

Tak. Men der er lige en enkelt til en kort bemærkning, selv om det er en stedfortrædende ordfører. Det er hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet, til en kort bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Det er jo altid godt at høre, når der er en ordfører, der ikke ligger søvnløs om natten. Det kan jeg jo kun glæde mig over på ordførerens vegne. Men derfor skal jeg høre, om Liberal Alliances ordfører ikke alligevel deler regeringens opfattelse af, at vi faktisk har nogle ligestillingsproblemer i Danmark, hvad angår et løngab mellem mænd og kvinder og et kønsopdelt arbejdsmarked, et kønsopdelt uddannelsesvalg – i virkeligheden et stort spild af potentiale, spild af gode penge, spild af folks muligheder – og at vi også har skæve rettigheder eller manglende rettigheder til, at fædre kan holde orlov. Deler Liberal Alliance regeringens opfattelse af, at det faktisk er nogle problemer, som kalder på politisk handling og lederskab?

Ordføreren.

Det var jo næsten hele paletten, vi fik her, synes jeg. Der tror jeg da lidt på de mange små skridt. Jeg tror ikke på den store hammer. Som jeg sagde før: Om der er nogle få procent forskel på det ene og det andet, synes jeg ikke er så afgørende. Bare vi bevæger os i den rigtige retning. Og det synes jeg vi har vist igennem rigtig mange år at vi gør. Så helt skævt er det ikke, og jeg ser ikke store elefanter i rummet på det her område, jeg er ked af at sige det. Og jeg ser slet ikke store elefanter, hvis det kræver, at man skal tage en stor hammer op og banke ned i hovedet på folk, som dermed ikke har mulighed for selv at træffe deres valg i familierne.

Spørgeren til sin anden korte bemærkning.

Hvis det var nogle få procents forskel, var der jo ingen grund til at problematisere det. Hvad nu, hvis det var mange procents forskel? Lad os f.eks. kigge på fordelingen af barsels- og forældreorloven, den samlede orlov. Fædre holder 9 pct. af den samlede orlov, kvinderne holder resten. Det er jo ikke nogle få procents forskel. Det er faktisk mange procents forskel. Er det så i ordførerens logik et reelt ligestillingsproblem?

Jeg kan sige til bagkataloget: Den model, som Socialdemokratiet har lagt frem, for lige fordeling af forældreorlov har selv CEPOS været ude og bakke op. Var det ikke også på tide, at Liberal Alliance tilsluttede sig?

Ordføreren.

Nu synes jeg heller ikke, at det er det værste forslag, jeg har hørt fra Socialdemokratiets side. Det vil jeg mene. Det tør jeg godt sige her. Men hvor skal vi lige lægge os? Jeg tror aldrig nogen sinde på, at vi skal over i en 50-50 på det her område alene af biologiske årsager. Men at gå ud og stadig væk pålægge folk, at de f.eks. bliver trukket i det antal uger, de samlet har som barsel, hvis ikke det er faren, der gør det, og sådan noget, det er ikke rigtig musik i min have .

Der er et par yderligere korte bemærkninger. Fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg følte mig simpelt hen også lige kaldet til at reagere på det der med de få procents forskel, som ikke får ordføreren til at ligge søvnløs om natten. Som hr. Rasmus Horn Langhoff så fint sagde det, er det en forskel på 9 pct. til fædrene, hvilket er de få procent, ordføreren taler om. Løngabet i Danmark er cirka omkring 15 pct. Det er åbenbart også helt ligegyldigt ifølge Liberal Alliance – og så skal man ikke ind med den store hammer.

Altså, det første spørgsmål lyder simpelt hen: Kan ordføreren ikke pege på et eneste ligestillingsproblem? Mener Liberal Alliance simpelt hen, at vi bare er i mål, når det kommer til ligestillingen i Danmark?

Ordføreren.

Som jeg startede med at sige, så er det ikke mit område. Jeg har ikke beskæftiget mig med det, men jeg synes, at der ligger mange gode tiltag – det må jeg vel have lov at sige. Jeg har jo ikke sagt, at der ikke er nogen problemer, men der er da rigtig mange gode tiltag. Og en forskel efter skat på 4 pct. får mig stadig væk ikke til at ligge vågen om natten. Jeg har indtryk af, at det er her, vi ligger, når man nu renser for de forskellige uddannelsesvalg mellem mænd og kvinder, når man kigger på arbejdsmarkedet generelt set. Det har jeg da læst mig til, altså at vi er helt nede i nærheden af en forskel på 4 pct. Og når man så ser det, i forhold til hvor vigtigt det er, at familien selv kan træffe afgørelser i forhold til at skulle have et pålæg herindefra, så værner jeg mest om friheden på det her felt.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Jeg synes, det er fint, at vi er kommet dertil, hvor Liberal Alliance dog trods alt kan se, at der er nogle grunde til at gøre nogle ting på nogle områder. Jeg bliver provokeret af den her form for negligering, samtidig med at ordføreren så også prøver at postulere, at alle, der går op i ligestilling, bare taler om lyskryds. Jeg tror i virkeligheden, at det er dem, som ikke går så meget op i ligestilling, som prøver at negligere ligestillingskampen til at handle om lyskryds, og ikke alle os andre. Det bliver faktisk en lille smule træls at høre på. Når nu ordføreren siger, at friheden og familiernes ret til selv at vælge er vigtig, og at man ikke skal pålægges, at et bestemt antal uger skal gå tabt, hvis faren ikke vil tage dem, så må jeg spørge Liberal Alliances ordfører: Betyder det så, at de 14 uger, der er øremærket til moren, men ikke til faren, skal fjernes, så familierne helt frit selv kan fordele ugerne imellem sig?

Ordføreren.

Nej, det gør det ikke, men jeg synes, vi har en fornuftig orlovssituation i Danmark, og jeg ser også for mig – og det tror jeg også ordføreren for DF nævnte – at langt de fleste er tilfredse med den balance, vi har i dag. Jeg ser ikke, at der er så enorme udfordringer i det, at det skal ændres.

Der er fortsat to, der har korte bemærkninger. Hr. Roger Courage Matthisen, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg ville bare høre lidt mere om den store hammer versus det frie valg. Mit spørgsmål er, hvor frit det valg nogle gange er. Nu er ordføreren jo fra Liberal Alliance, og I er kyndige i forhold til investeringer og kapitalistiske valg – tror jeg. MIT har dokumenteret, at når en kvinde kommer med en idé, kontra når en mand gør det, så har manden 60 pct. større chance for at få investering. Hvis ideen bliver indtalt med en mandlig stemme versus en kvindelig stemme, er der tre gange større chance for, at den mandlige stemme får investeringen, selv om det er kvindens idé.

Det samme er man kommet frem til i Norge, hvor Hans og Hanna blev sammenlignet. Der ville mandlige chefer hellere høre Hans – de syntes, at Hanna var en dårlig forælder, og de havde egentlig heller ikke lyst til at drikke en fredagsbajer med hende. Det er nogle af de resultater, man er kommet frem til i undersøgelser af de kønnede strukturer, der er på vores arbejdsmarked.

Så spørgsmålet er: Hvor frit et valg er det så, hvis kvinden er begrænset alene på baggrund af sit køn?

Ordføreren.

Man kan jo forske i rigtig meget og finde rigtig mange variable årsag-virkning-forhold og mønstre i stort set alt. Jeg er gammel metodelærer fra universitetet, og der er ikke grænser for, hvad man kan splitte op og finde interessante mønstre i. Og det er da meget interessant, men jeg tror i virkeligheden på, at de folk, der vil investere, bedst selv har evnen til at vurdere, hvad der er rigtigst, og om de vil høre på det ene eller det andet, for det vil jo falde tilbage på dem selv, hvis de har så kønsstereotype holdninger, at de vælger skævt, og så vil man jo ad åre opleve, hvem der klarer sig bedst – man har også set, at nogle af de bestyrelser, hvor der er mange kvinder, klarer sig bedst – og så vil markedet på den måde jo også regulere det her helt af sig selv.

Så det er ikke nødvendigvis regler, der løser det problem, som ordføreren rejser her.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Tak for det. Og mange tak for, at ordføreren anerkender, at mangfoldighed i bestyrelserne jo faktisk viser sig at være et mere driftssikkert valg. Men »ad åre« er ifølge SFI 108 år fra nu, med hensyn til hvornår der er opnået ligeløn. Er det et »ad åre«, der er acceptabelt for ordføreren og ordførerens parti, eller skulle vi prøve at begrænse den »ad åre«-periode?

Det er næsten ligesom i klimadebatten: I det enogtyvende århundrede vil der ske det og det, hvis man fremskriver sådan og sådan. Det giver jeg faktisk ikke ret meget for. Lige så snart ting og sager er baseret på teknologier – og det er jo meget tit det, der ændrer verden og ændrer vores adfærd – skal man passe rigtig meget på med lineært at fremskrive tingene, sådan som jeg kan høre ordføreren er i gang med her.

Der er endnu en til en kort bemærkning. Fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tak for det. Ligesom i klimadebatten er der jo det her med, at punkt 1 er, at man anerkender, at der rent faktisk er et problem. Punkt 2 er, at man er interesseret i den viden, der er. Og punkt 3 er, at man faktisk vil handle på det. Der er faktisk en god parallel til det her.

I den her redegørelse står der jo, at der er en lønforskel, som ikke kan forklares. Der står også, at et kønsopdelt arbejdsmarked har konsekvenser både for den enkelte og for de virksomheder, der efterspørger kvalificeret arbejdskraft. Der står, at 17 pct. af topposterne i bestyrelser og direktioner er varetaget af kvinder. Der står, at det hovedsagelig er kvinder, der udsættes for voldtægt, at det hovedsagelig er kvinder, der bliver udsat for menneskehandel, og at det også hovedsagelig er kvinder, der bliver udsat for vold. Så jeg tænker bare: Hvad er det i den her redegørelse, som ikke gør det klart for ordføreren og ordførerens parti, at der er ligestillingsproblemer?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at der står mange ting i den redegørelse, men der står også, at det går den rigtige vej.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jamen har vi ligestillingsproblemer i Danmark?

Ordføreren.

Redegørelsen peger på rigtig mange fornuftige indsatser. Men som jeg startede med at sige, tror jeg lidt på de små skridt. Jeg tror på, at kommunikationen betyder meget. Vi har med metoobevægelsen på de sociale medier set, hvordan tingene kan ændre sig, uden at man slår hinanden oven i hovedet med regler. Det er vel fair nok at have en holdning om, at det ikke altid er regler herindefra, der løser samfundets problemer.

Tak til ordføreren. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Og vi fortsætter ordførerrækken med hr. Roger Courage Matthisen, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ministeren for redegørelsen. Man fødes ikke som kvinde, man bliver det. Det sagde Simone de Beauvoir. Og den meget berømte sætning synes jeg egentlig er vigtig at have i baghovedet, når vi taler ligestilling. Hvorfor jeg synes det, vil jeg gerne gøre tydeligt i min tale. For der er masser af fine elementer i ministerens ligestillingsredegørelse, og jeg er glad for, at der også er fokus på at aflive de myter, der fastholder stereotype og falske forestillinger om kvinder. Men alligevel er der lang vej i Danmark i forhold til ligestilling, særlig på arbejdsmarkedet. For vi halter meget bagefter vores nordiske naboer – og hvorfor? Jeg tror, at det måske mest bremsende for reel ligestilling i Danmark og en af de væsentligste årsager til, at udviklingen går så langsomt, er, at vi har en kollektiv forestilling om, at vi allerede er nået i mål med ligestillingen. Vi ser det som en dansk kerneværdi. Den forestilling gør os blinde for, at manglende ligestilling er et reelt problem, og vi kan ikke finde løsninger, hvis ikke vi kan se problemet.

Der er ingen af os, hverken mænd, kvinder eller andre køn – eller blot mennesker – der kan stille sig uden for samfundet, fralægge sig alle sine sociale kategorier og indtage en objektiv position. Vi er alle sammen socialiseret ind i en kultur med dertil hørende normer, strukturer, værdier, forestillinger og fortællinger om vores krop, om andres kroppe, om køn, seksualitet, kultur, etnicitet osv. Og vi agerer ofte ubevidst i de her strukturer og normer, som vi er vokset op under – med andre ord forstår vi verden gennem bestemte briller. Det ligger så dybt i os, at vi ikke altid er bevidste om, hvordan det her så manifesterer sig.

Lad mig bringe min egen position i spil igen – det gjorde jeg også i sidste ligestillingsdebat. Jeg er en mand. Jeg er privilegeret i forhold til mit køn. Mit køn alene giver mig privilegier i samfundet. Det giver mig adgang til magt, fordi manden historisk set har haft – og desværre stadig væk har – magten mange steder. At være mand er derfor på mange måder normen. Som Simone de Beauvoir slog fast, var kvinden i et mandsdomineret samfund det andet køn. Fordi jeg er i en position, hvor jeg ikke oplever diskrimination, udelukkelse og begrænsninger på baggrund af mit køn, kan jeg være blind over for dem, der gør det. Jeg synes måske, jeg lever i et ligestillet samfund, jeg synes måske, det er små tal, vi arbejder med, og jeg synes måske, det ikke er særlig vigtigt, og derfor kan jeg have blinde vinkler. Derfor er vi nødt til at gøre os bevidste om, at vi ikke altid er bevidste om vores blinde vinkler.

Næste skridt er så, at vi tager initiativer til, at vi bliver i stand til at reflektere kritisk over normer, strukturer, forholdet mellem magtpositioner, minoritet/majoritet, og hvordan det skaber praksisser, som opretholder og reproducerer normer og strukturer, der skaber ulighed og ubalance mellem kønnene og mellem minoritet og majoritet. Derfor håber jeg også, at der er opbakning til vores forslag om obligatorisk undervisning i køn, ligestilling og mangfoldighed, herunder normkritik, som kommer i salen den 4. april. Det skal give en større forståelse for og bevidsthed om, hvordan normer og strukturer kan være med til at fastholde stereotyper på baggrund af sociale kategorier som køn, seksualitet og etnicitet. Men det skal også give os en viden om, hvordan det hænger sammen. Vi førstebehandler det i næste uge, og jeg håber som sagt, der vil være opbakning til det.

Nu sagde jeg før, at jeg er en mand, men jeg er ikke kun en mand, jeg er også en ikkehvid mand i et samfund, hvor hvid er normen. Så jeg befinder mig i et krydsfelt, hvor jeg i kraft af mit køn har nogle privilegier, men i kraft af min baggrund, min hudfarve må undvære nogle privilegier. Og det er afgørende at forstå forskellige sociale forhold – at klasse, køn, race og seksualitet har betydning for den enkeltes livsmuligheder. Det er afgørende, og det er det, vi kalder intersektionalitet, altså skæringspunktet mellem forskellige sociale forhold og identitetskategorier. Og hvis vi i politik og lovgivning ikke har forståelse for de her kategorier, og hvordan de hænger sammen og påvirker den enkeltes livsmuligheder, så risikerer vi, at vi kun laver en ligestilling, som er for nogle kvinder, og som overser økonomiske, sociale og kulturelle slagsider for andre.

Som lovgivende forsamling har vi derfor pligt til at adressere de problematiske normer, der forhindrer den enkelte i at udfolde sig frit. Det er os, der er med til at sætte rammerne for reel ligestilling, og hvordan vi italesætter de her normer og problematikker. Vi er enige om – næsten, tror jeg – at der er et problem i større eller mindre grad, så hvorfor er vi ikke nået længere? I Danmark ser vi stadig en markant underrepræsentation af kvinder i ledelse og på bestyrelsesposter. Andelen af kvinder i bestyrelser i virksomheder, der var omfattet af lovkravet i 2017, er kun steget med det, der i gennemsnit svarer til 0,7 pct. årligt siden 2013. For mig at se vidner det simpelt hen om, at det ikke er nok at indføre et lovkrav om frivillige måltal og politikker for at få flere kvinder i ledelse, den såkaldte danske model. Det er på tide, at vi tager det næste skridt, det, vi gennem forskning ved virker, nemlig kønskvotering. Kvotering er ikke et mål i sig selv, det er et middel, og det er et midlertidigt middel.

I Alternativet mener vi ikke, at kvoter skal være for evigt, men vi mener, at det er et stærkt redskab til at skabe hurtig forandring – hurtigere forandring, end vi ser i dag. Studier viser, at lovregulerende kønskvoter er en effektiv måde at sætte ligestillingen på den strategiske dagsorden, fordi det ikke kun er numerisk. Det er også med til at nedbryde stereotyper og ændre holdninger til kvinder og ledelse.

Så hvorfor er der ikke politisk opbakning eller opbakning i erhvervslivet til kvoter? Måske er det, fordi kvoter udfordrer vores forestilling om, at vi træffer objektive beslutninger; at vi forestiller os, at vi vælger den rette kandidat ud fra jobbet, ud fra universelle og målbare standarder – ja, meritokratiet. Men som jeg indledte min tale med, ser vi også verden ud fra hver vores position, og vi, der er privilegerede, bliver måske udfordret, når vi bliver udfordret på vores privilegier, og så forkaster vi forskning og evidens. Kvoter kan hjælpe os til at opnå en situation, hvor vi bliver bedømt på netop vores meritter og ikke på baggrund af vores køn. Når det så er opnået, kan vi jo tage kvoterne væk igen.

Men det er ikke kun i bestyrelser, for også på arbejdsmarkedet – det har vi talt meget om i dag – er der en kæmpestor kønsudfordring. Så det vil jeg ikke gentage. Så har vi også snakket meget om øremærket barsel. Efterslæbet for kvinder, der får børn, er voldsomt. Faktisk falder kvinders arbejdsindkomst med 30 pct. i gennemsnit på kort sigt, mens det for manden i store træk er upåvirket, uanset om han har børn eller ej. Derfor kan øremærket barsel bidrage til ligevægt i forhold til familieliv og på arbejdsmarkedet. Vi kan se, at hos vores nordiske naboer har mænd en større del af barslen, fordi den er forbeholdt manden – altså, mændene tager længere barsel. Og jeg synes, det er kritisabelt, at regeringen stemmer imod EU's retning.

Med hensyn til vold mod kvinder synes jeg heller ikke, vi ser nok handling i den her handlingsplan – handlings plan. Det er ikke kun i forhold til arbejdsmarked og ulighed, men også i forhold til chikane, krænkelser og overgreb. Og det gælder også udskamning, nedværdigende retorik og aggressiv digital adfærd, som reelt fratager mange minoriteter og kvinder muligheden for at deltage i debatten. Man kan også sige, at deres ytringsfrihed faktisk er begrænset på grund af det her. Det gælder også for mandlige radioværter, der er med til at skabe en hetz mod unge stemmer for ligestilling. Og det er også i forlængelse af, at tonen på de sociale medier afholder 50 pct. af borgerne fra at deltage i debatten ifølge Danmarks Statistik, ligesom Institut for Menneskerettigheder fortæller, at størstedelen af hadet og sexismen på eksempelvis Facebook kommer fra mænd, og at den overvejende er rettet mod kvinder. I den forbindelse var metoo en kæmpe øjenåbner for os. Det var og er en bevægelse, der giver tusindvis af kvinder en stemme; fortællinger, som vi mænd kan lære af, fordi de tydeligt manifesterer, at vi stadig er langt fra en social, seksuel og kulturel ligestilling mellem kønnene.

Jeg bakker op om Enhedslistens beslutningsforslag om en samtykkebaseret definition af voldtægt – det har vi også behandlet.

Jeg indledte med at citere en af feminismens hovedtænkere Simone de Beauvoir. Og jeg vil afslutte med at citere en inspirerende ung kvinde, som vi alle sammen sikkert har stiftet bekendtskab med, nemlig Greta Thunberg, der i forhold til den globale opvarmning sagde: Der er én ting, vi har brug for mere end håb, og det er handling. Og det tror jeg, apropos Liberal Alliances ordfører, kan overføres direkte til ligestillingsproblematikkerne, vi står over for, både nationalt og globalt. Håb er ikke nok. Hvis vi vil have reel ligestilling, kræver det handling. Det kræver politisk mod at turde træffe de beslutninger, der skal udfordre og forstyrre de eksisterende normer, tankemønstre, tankesæt og praksisser. Politisk mod – jeg håber, at der er flere, der bliver modige i de kommende år. Det var ordene.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra hr. Martin Geertsen. Værsgo.

Nu var ordføreren jo ude i et større sociologisk skoleridt. Det bragte mindelser tilbage fra mine egne psykologitimer på statskundskab, så det var jo faktisk meget interessant at høre. Noget af det, som ordføreren var inde på, var de der forskellige snitflader, der er mellem forskellige kategorier. Ordføreren nævnte selv, at han var privilegeret i kraft af at være mand og måske knap så privilegeret – med ordførerens egne ord – ved at tilhøre en etnisk minoritet. Så ved jeg også, at ordføreren kerer sig meget om spørgsmålet om kvoter i bestyrelser. Skal der kun være kvoter for mænd/kvinder? Eller skal der også være kvoter for etnicitet, eller for hvor man bor, eller er der andre måder, man i ordførerens optik kan kvotere ud fra i private virksomheders bestyrelser?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er sjovt med kvoter, for vi italesætter det jo som usynlige kvoter, mandekvoter, altså det, vi har i dag. Det mener jeg er rigtigt, det mener jeg at forskningen viser. Så har vi kvoter for alt muligt andet. Regeringen og DF har lagt kvoter ud i almene boligområder for, hvor mange der må bo hvor, afhængig af hvad deres status er. I forhold til Alternativets opbakning til kvoter på andet end køn: Ja, vil vi gerne give opbakning til at eksperimentere med kvoter udover køn. Det kunne være på etnicitet.

Hr. Martin Geertsen.

Skal jeg forstå det sådan, at hvis der, gud forbyde det, kommer et regeringsskifte i det her land, så vil Alternativet forsøge at overbevise Socialdemokratiet om og måske endda stille som en eller anden form for ultimativt krav, at man i private bestyrelser også skal kunne kvotere på seksualitet og etnicitet og andet? Er det sådan, jeg skal forstå ordføreren?

Ordføreren.

Jeg tror aldrig, at vi har stillet noget ultimativt krav som parti. Det kommer vi heller ikke til fremover, men vi vil gerne forhandle, og vi vil gerne have en oplyst og nuanceret debat, og den indbefatter også, at vi kan tale om kvoter. Det må være svar på spørgsmålet.

Tak for det. Så der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren og går videre til ordføreren fra Det Radikale Venstre, og det er fru Sofie Carsten Nielsen. Værsgo.

Tak for det. Her lidt sent på aftenen er jeg lige kommet op på talerstolen, og for 101 år siden gik Elna Munch herop som den første kvinde valgt til medlem af Folketinget nogen sinde, og den første sag, hun havde i Folketingssalen, handlede om pension. Den handlede om, hvor længe man måtte fortsætte i arbejde, og den daværende regering stillede forslag om, at for lærere, undervisere i skolen, måtte man arbejde, indtil man var 70 år, og hvis man var lærerinde i skolen, måtte man arbejde, indtil man var 65 år. Det var lovgivning, der blev fremlagt af regeringen dengang. Elna Munch gik på talerstolen som den første kvinde nogen sinde på Folketingets talerstol, og så sagde hun: Der er ikke på forhånd nogen grund til at tro, at kvinder giver tidligere op end mænd.

Det synes jeg er meget grundlæggende for tilgangen, som også fremgår fint af den her perspektiv- og handlingsplan, men er jo også en refleksion, man skal gøre sig, hvis man er reelt optaget af ligestilling hele vejen rundt, nemlig at det ikke fandtes for 100 år siden. Der synes man, at det var det mest naturlige i verden at fremlægge en lov, hvor der var forskel på, hvor længe man måtte arbejde, uden nogen som helst rationel forklaring i lovgrundlaget for hvorfor. Kvinder levede også dengang længere end mænd. Det gør de også i dag. Der var ingen som helst forklaring. Det behøvede man ikke, det var jo opfattelsen, og den lov blev vedtaget. Vi tabte, Elna Munch tabte dengang, da den blev vedtaget med et stort flertal, fordi sådan var det jo bare. Sådan var det jo. Kvinder måtte jo ligesom gå lidt tidligere hjem. De var jo ikke lige så friske i hovedet til sådan lige at varetage sådan et lærerindejob, som jo i parentes bemærket også dengang var markant dårligere lønnet end et lærerjob.

Så der er sådan nogle grundlæggende ting, som vi skal tage stilling til, fordi ligestilling er for os en grundlæggende dansk værdi. Vi hylder den, vi tror på den, vi promoverer den ude i verden. Hvor er det godt, at vi arbejder for ligestilling her i Danmark. Men vi overser altså tit, at vi slet, slet ikke er i mål. Jeg synes, og det vil jeg gerne rose den her perspektiv- og handlingsplan for, at det tager den højde for. Det siger den også – tak for det – for det er på tide. Man kan jo ikke løse problemer, hvis man ikke erkender, at de er der, ligesom man ikke ville dengang for 100 år siden. Det har vi løst siden, altså lige det med, hvor længe vi må blive på arbejdsmarkedet, men der er rigtig, rigtig mange andre ting endnu.

Vi har en generation af unge mennesker, som faktisk står over for at opleve mange af de samme ligestillingsudfordringer, som vi gjorde, os, som er mødre og fædre til unge mennesker i dag, som min mor oplevede – og min far, han var ikke helt så opmærksom på det, men det gjorde han – som mine bedsteforældre oplevede og har kæmpet mod, og selv om vi jo har skabt mange, mange flere formelle rettigheder for unge mennesker i dag, er det stadig væk sådan, som den her plan også gør tydeligt, at uddannelsesvalg, jobmuligheder og løn, seksuel frihed og trivsel til at være forskellige, uanset hvilket køn eller hvilken seksuel baggrund man har, ikke er på plads. Og det er ikke på ingen måde i orden, at det er den virkelighed, der kendetegner Danmark i dag. Det skal vi forandre. Det skal vi have mod til, det skal vi ville, for det kommer ikke af sig selv.

Det gjorde det ikke, da Elna Munch trådte herop og ikke for noget i verden havde lyst til at blive kaldt en kvindesagspolitiker. Det var det sidste, hun ønskede. Men hun havde jo ligesom været nødt til det, for hun havde lige skabt Landsforbundet for Kvinders Valgret op til, at hun gik vejen herop, for ellers havde hun jo ikke fået mulighed for at komme herop. Så måtte hun tage den mærkat med. Jeg lever også med den, hvis det skal være det, og det håber jeg også at hr. Martin Geertsen gør, for jeg synes, at det er supergodt, når vi alle sammen kan blive enige om, at der er problemer at løse. Så kan det godt være, at vi er uenige om metoderne, men det vigtigste er, at vi erkender, at der er noget at gøre uanset køn, seksualitet og baggrund.

Jeg har selv sammen med Khaterah Parwani startet en handletank for et år siden, den hedder Ligefrem, og den er stiftet på et afsæt af håb, håb for mere ligestilling, for færre kønsstereotype begrænsninger, især for unge mennesker, og for flere muligheder til flere mennesker i fremtiden uanset seksualitet og køn. Jeg er meget opløftet af, at der er kommet masser af unge kvinder og unge mænd med forskellig baggrund ind i den her handletank, for ungdom har altid været i progressivt oprør. Det tvinger os til at udvide vores horisont og tage stilling til nogle flere ting.

Så den her handletank er sådan set også stiftet, for det kan godt være lidt tungt i sådan nogle ligestillingsdebatter, på en begejstring for den energi og den kreativitet, der slippes fri, når der bliver plads til forskellighed, når mennesker sættes fri af snærende stereotyper og begrænsede normer om, at man skal være dreng på en bestemt måde eller pige på en bestemt måde, eller mand eller kvinde på en bestemt måde og udfylde en bestemt rolle som mor eller far. Sådan noget er der virkelig meget af stadig. Jeg ved det, jeg har to drenge i skolen.

Men den her handletank er også stiftet på en utålmodighed for handling, fordi vi ikke har ligestilling i Danmark, for den erkendelse er vi simpelt hen nødt til at arbejde for breder sig, ligesom vi er bevidste om, at de fremskridt, vi jo har opnået, siden Elna Munch stod heroppe, ikke er uafvendelige. Det er ikke sådan, at nu er de kommet, og nu kan vi bare sætte os ned. Prøv bare at kigge rundt i verden. Der er ting, der går tilbage. Der er heldigvis også ting, der går frem, men fremskridt og ligestilling er aldrig uafvendelige. Det er noget, man er nødt til at engagere sig i hele tiden. Frihed, ligestilling, reelt lige muligheder kan aldrig nogen sinde tages for givet. Derfor kan vi ikke lade stå til, og derfor er vi nødt til at handle. Der er mange, der har ansvar for, at vi handler. Det har virksomhederne, det har arbejdsmarkedets parter i Danmark, der også godt kunne se at få taget sig lidt mere sammen, men det har vi også – vi som politikere.

Jeg har stiftet den her handletank. De unge handler selv i den. De har taget initiativ til en lang række konkrete handlinger. De har lavet et manifest, der består af handlinger, der kan udføres, fordi de ikke længere bare vil sidde og snakke om det. Men vi har også et ansvar politisk. Vi kan også handle. Vi kan gennemføre en kønsopdelt lønstatistik, så vi får den viden. Vi kan indføre barsel til fædre, ligesom der er til mødre. Der er ingen, der bliver tvunget til noget som helst. Det handler om, hvordan vi fordeler de offentlige midler. Vi kan arbejde og sætte mål om flere professorer. Der sker et fremskridt, når vi taler om ledelse, når vi taler om mænd i pædagogfaget. Vi har brug for så mange flere mandlige pædagoger. Lad os dog sætte nogle mål, hvor vi kan se, at det skal gå fremad. Vi kan indføre et fag på læreruddannelsen, så køn og seksualitet ligesom på pædagoguddannelsen bliver en del af det, så det bliver en del af vores opdragelse.

Vi kan indføre en samtykkelov, så vi endelig kan få den retfærdighed til ofrene og forhåbentlig og allervigtigst får forebygget den grove adfærd, der desværre legitimeres, den vold, der findes, og som den her perspektiv- og handlingsplan også tydeligt redegør for næsten ikke har ændret sig i rigtig, rigtig mange år – kønsbaseret vold. Ja, det går begge veje, men når køn og magt er involveret, sker der stadig noget rigtig grimt. Vi har brug for, at vi handler også fra politisk hold.

Der var sikkert flere af jer, der var med 8. marts. Jeg så i hvert fald ligestillingsministeren om aftenen, men om dagen var der 8.000 mennesker, der gik i demonstration her i København. Det er meget længe siden, at det engagement har været der, altså at ligestilling har været så folkeligt forankret. Det var enormt opmuntrende, og det håber jeg at vi vil anerkende herfra. Der er en efterspørgsel på, at ligestillingen bliver taget alvorligt som politikområde, fuldstændig ligesom alle andre områder.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til SF's ordfører, og det er fru Trine Torp. Værsgo.

Tak for det. Et fuldt ligestillet samfund er et centralt mål for SF. Jeg kan jo også høre på debatten her, at det er noget af det, vi deler på tværs af partier. Mennesker skal ikke være bundet af forældede forestillinger om køn, krop og seksualitet, og derfor vil jeg også i udgangspunktet tilslutte mig store dele af den årlige ligestillingsredegørelse, som regeringen er kommet med, i hvert fald når det kommer til analysen af, hvilke ligestillingsproblemer der findes i dag, og hvad visionerne er på sigt.

Vi er helt enige i den overordnede vision om, at alle skal have lige muligheder for at deltage i samfundet, og at ingen skal opleve diskrimination på grund af køn, seksuel orientering eller kønsidentitet. Den politiske forskel ligger derfor altså ikke i selve visionen, men nok snarere i, hvordan præcis vi når derhen, og med hvilken hastighed det skal ske. I redegørelsen påpeges det, at ligestilling ikke kommer af sig selv, og – her citerer jeg – at rigtig meget handler om vaner, kultur og forventninger. Det er ikke noget, der ændres fra det ene år til det andet. Det er rigtigt. Men vi skal også passe på, at vi ikke reducerer udviklingspotentialet for ligestilling i samfund til udelukkende at være langsigtede kulturelle forandringer. Meget handler om kultur, ja, men indimellem kan vi jo faktisk med politiske visioner og lovgivning skubbe på for, at de kulturændringer sker med forøget hastighed.

Jeg vil gerne prøve at give konkrete eksempler på det inden for nogle af de overordnede indsatsområder, som regeringen præsenterer i redegørelsen. Når det f.eks. handler om at fremme ligestilling på arbejdsmarkedet, bemærker regeringen jo også i sin redegørelse, at der er store udfordringer i dag – det var svært lige at høre Liberal Alliances ordfører bekræfte det, men regeringen gør det i hvert fald samlet set. Det gælder både i forhold til mangelen på ligeløn, det kønsopdelte arbejdsmarked og den lave andel af kvinder i bestyrelser og direktioner. Men alligevel virker det ikke, som om regeringen er villig til faktisk at tage fat om problemets rod. Det er udmærket, at man bl.a. vil gå i dialog med arbejdsmarkedets parter om det uforklarlige løngab, altså ud over forklaringen med køn, som Enhedslistens ordfører jo meget korrekt sagde, mellem mænd og kvinder og orlovens betydning for pension. Men det er ikke nok.

I SF vil vi bruge de konkrete håndtag, som vi ved vil styrke ligestillingen på arbejdsmarkedet. Vi vil øremærke 3 måneders barsel til begge forældre, og vi vil genindføre de kønsopdelte lønstatistikker. Vi er villige til at bruge kvoter for andelen af kvinder i bestyrelser, ikke bare fordi vi synes, at kvoter er fantastiske, men for at give ligestillingen her en saltvandsindsprøjtning. Så vil vi fortsætte med at skærpe og forbedre de redskaber, vi allerede har til rådighed. Det gælder f.eks., når det handler om seksuel chikane på arbejdspladsen – et tema, som regeringen også kommer omkring i redegørelsen.

I SF foreslog vi den 8. marts at skærpe arbejdsgivernes ansvar for at forebygge seksuel chikane på arbejdspladsen. Helt konkret betyder det, at arbejdsgiveren skal kunne dokumentere, at chikanen ikke kunne være undgået med arbejdspladsens retningslinjer og forholdsregler. Samtidig foreslog vi også at hæve ofrenes godtgørelse for seksuel chikane markant. Det er desværre langtfra nok med den ændring, som vi her i Folketinget lavede sidste år, hvor niveauet blev hævet fra gennemsnitligt 25.000 kr. til 33.000 kr. Derfor mener vi, at niveauet skal svare til kompensationen for f.eks. en uretmæssig fyring under barsel.

Vi skal også blive ved med at intensivere indsatserne over for sexisme, vold og chikane generelt i samfundet. Nogle af de gode initiativer, som fremhæves i redegørelsen, har vi jo i fællesskab fundet frem til i satspuljeforhandlingerne. Det gælder f.eks. indsatsen til bekæmpelse af psykisk og fysisk vold i nære relationer. At bryde med fysisk og psykisk vold kan man ikke stå alene med, og derfor er jeg også glad for, at det lykkedes at finde penge til ambulante tilbud, så paletten udvides og flere kan få rådgivning og behandling. Regeringen fortjener i den forbindelse også anerkendelse for at have fremsat forslaget om en selvstændig bestemmelse om psykisk vold i straffeloven. Det var et vigtigt forslag, som vi selvfølgelig bakkede fuldt op om og i øvrigt også har arbejdet for et stykke tid.

En anden indsats, som jeg også vil fremhæve, er den styrkede indsats mod sexisme og digitale krænkelser. Det er særlig vigtigt i disse år, hvor børn og unge ikke længere skelner skarpt mellem den virkelige verden og den digitale verden, men i stedet ser den ene som en umiddelbar forlængelse af den anden. Det udvisker grænser, og det skal børn og unge lære at være i. Det samme gælder for de grænser, der udviskes, når unge piger og drenge begiver sig ud i sugardating og gråzoneprostitution. Det er et aktuelt, vigtigt og stigende problem. Vi skal hjælpe de ofte sårbare og udsatte unge til at sætte egne grænser, og vi skal sende et skarpt signal, både til dem, der med materielle goder køber sig til de seksuelle ydelser, men også til de bagmænd, som kynisk udnytter den udsathed til at tjene lette penge eller lokke mennesker ind i en asymmetrisk magtrelation. Derfor har vi i SF også opfordret justitsministeren til at undersøge lovligheden af de hjemmesider, der udbyder en platform for sugardating, men den opgave har regeringen desværre ikke grebet.

På lgbt+-området er der fortsat meget at gøre for at komme stigma og diskrimination til livs. Derfor er det også positivt, at regeringens redegørelse stiller skarpt på emnet, bl.a. med initiativet om at afdække homo- og transfobi i idrætsforeninger og i forhold til at give homoseksuelle mænd mulighed for at donere blod – noget, vi i mange år har kæmpet for i SF. I satspuljen har vi påbegyndt en række gode indsatser på området, og jeg vil især gerne fremhæve en af dem, nemlig den projektstøtte, som er givet frem til 2021, til at videreføre og styrke rådgivningen for lgbt-personer og pårørende med etnisk minoritetsbaggrund.

Så vil jeg vende mig mod den globale ligestillingsindsats, som regeringen også kommer omkring i redegørelsen. Her hedder det bl.a., at den danske udviklingsbistand er et af de redskaber, regeringen bruger til at fremme pigers og kvinders rettigheder, og at udviklingsbistanden er en løftestang for ligestillingen. Det er jo rigtigt, men udviklingsbistanden var i 2017 på det laveste niveau i 30 år, nemlig 0,72 pct. af bni. I SF arbejder vi med en målsætning om at få udviklingsbistanden til at stige og på sigt gerne til 1 pct. af bni, og det er, fordi vi ikke er tilfredse med status quo. Danmark bør gå forrest som et foregangsland, der opprioriterer den globale ligestillingsindsats.

Når man ser bredt på ligestillingsindsatsen i Danmark, tror jeg, at man med en vis rimelighed kan sige, at de fleste går ind for ligestilling, og at langt størstedelen har de samme visioner for samfundet på sigt. Spørgsmålet er, som jeg også indledte med, hvordan man tror, man bedst når derhen. Regeringens redegørelse rummer en masse gode initiativer og indsatser, som vi i SF stort set entydigt kan bakke op om – indsatser, som fokuserer på samtale, dialog, kulturforandringer og udveksling af synspunkter. Det er rigtig godt, men i SF mener vi bare, at det går for langsomt. Vi vil bruge de stærkeste og mest konkrete redskaber til at sikre mere ligestilling i stedet for at udsætte forandringen, når vi faktisk ved, hvad der skal til for at sikre den. Det er nok der, den afgørende skillelinje er i dagens debat: hvordan og hvor hurtigt vi sikrer ligestilling i Danmark.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Jeg har et spørgsmål om det med, at SF vil skærpe arbejdsgiveransvaret i forhold til seksuelle krænkelser. Det må ordføreren gerne uddybe. Men det er jo ikke sådan, at det er alle, der har en arbejdsgiver. Der er nogle politiske partier, og der er også nogle politiske ungdomspartier, og her har der jo været en debat om de politiske ungdomspartier, hvor der netop har været nogle krænkelser. Der kunne jeg godt tænke mig at høre: Hvem er det, der har ansvaret der? Jeg tænker også på det personlige ansvar, som man har, i forhold til hvordan man opfører sig over for andre mennesker. Det er bare lige for at få udfoldet den debat lidt.

Ordføreren.

For lige at starte med det sidste først: Jeg synes, det er utrolig stærkt, at de unge mennesker stiller sig frem og siger, hvad de har oplevet. I sådan nogle frivillige organisationer, som ungdomspartierne er, er det jo svært at sige, at der er en arbejdsgiver, der har ansvaret, ligesom det kan være svært ude i foreningslivet. Men jeg er oprigtig glad for, at den her debat bliver sat i gang, og stolt af, at der er nogle, der står frem, for jeg tror, det har en kæmpe betydning.

Så i forhold til det her med arbejdsgiveransvaret: Det er jo i virkeligheden for at forpligte arbejdsgiveren til at have – hvad kan man sige – procedurer og tage initiativer på arbejdspladsen, som forhindrer det her i at ske. Det mener vi at arbejdsgiveren rent faktisk skal kunne dokumentere at man har. Det vil sige, at når der er de her sager, skal man også kunne vise, at man har gjort noget for at forhindre, at det skulle ske. Det er det arbejdsgiveransvar, jeg gerne vil sikre.

Fru Karina Adsbøl.

Det var ikke et spørgsmål om, at det er fint, at de er stået frem. Selvfølgelig skal man stå frem, når man er udsat for noget, og man skal selvfølgelig også sige fra, og dem, der ikke kan, skal man hjælpe – i hvert fald hvis man er bekendt med det, sådan som jeg kan forstå at nogle havde været det i de ungdomspolitiske partier.

Nu siger ordføreren, at der er et arbejdsgiveransvar. Jeg er helt med på, at man som arbejdsgiver har et ansvar, men man har jo også som medarbejder et ansvar. Derfor mener jeg ikke, at arbejdsgiveren kan være ansvarlig for, hvad måske 98 medarbejdere render og laver. Det er mere den del, jeg tænker på.

Ordføreren.

Vi har det jo faktisk på andre områder. Vi har også haft det i forbindelse med mobning på arbejdspladsen – altså det her med at forpligte arbejdsgiveren – og det er jo en del af arbejdsmiljøet. Så diskussionen omkring seksuel chikane og forpligtelsen til at have et arbejdsmiljø, som forhindrer det her, mener jeg i høj grad er et arbejdsgiveransvar. Hvis det bare var op til den enkelte og kollegaernes indbyrdes ansvar, var det problem nok løst. Det er arbejdsgiveren, der har ansvaret for arbejdsmiljøet på en arbejdsplads, herunder også for dette.

Så er det hr. Roger Courage Matthisen. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. I forhold til det sidste her tænker jeg, at det er inspireret af LO's forslag om objektivt ansvar på arbejdspladsen, og hvis det er det, er det i så fald noget, I fremsætter i næste samling? For jeg er sikker på, at Alternativet gerne vil samarbejde om det.

Ordføreren.

Ja, gerne. Nu skal vi lige se, hvordan alting ender. Man kan sige, at hvis man f.eks. har indflydelse på regeringens politik, eller hvis man er støtteparti, så håber jeg da også, at man har en regering, som er villig til at forhandle, så man ikke er nødt til at skulle fremsætte beslutningsforslag for at få sin politik igennem.

Hr. Roger Courage Matthisen.

Ordføreren svarede faktisk, så tak for det.

Ordføreren.

Der var ikke noget at kommentere på, tror jeg.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så er vi færdige med ordførerrækken, og vi giver ordet til ministeren for fiskeri og ligestilling. Værsgo.

Tak for debatten, og især tak til fru Trine Torp for her afslutningsvis også at inddrage det globale perspektiv. Da jeg for to uger siden talte ved årets kvindekonventionssamling i FN i New York, valgte jeg at tale om kvinders blod, og hvordan det i virkeligheden begrænser rigtig mange kvinders muligheder for at udfolde sig: Hvordan piger, når de kommer i puberteten, ofte ender med ikke at kunne gå i skole, når de har menstruation, fordi bind og tamponer og menstruationskopper er for dyre og der ikke er ordentlige toiletter; hvordan kvinder f.eks. ikke kan deltage i religiøse handlinger og ikke må røre ved mad og vand, fordi de er urene eller simpelt hen forvises til et skur, mens de har deres menstruation. Når kvinder bløder, har det konsekvenser mange steder, og når de ikke bløder, har det også konsekvenser. Kvinder, der ikke kan vise et blodplettet lagen efter bryllupsnatten, risikerer fortsat udstødelse og udskamning, og selv om der ikke er en hinde, som brister og bløder, og selv om det langtfra er alle kvinder, der bløder første gang, de har sex, er der stadig væk en myte om en jomfruhinde rigtig mange steder ude i verden, men som også stadig væk lever i bedste velgående i Danmark. For mig er det helt utroligt, at kvinders krop, menstruation og seksualitet – noget, der er helt naturligt, noget, der er grundlaget for reproduktionen – stadig væk i dag kan være en barriere for kvinders deltagelse og deres frihed og for deres ligestilling.

Hvorfor starter jeg så egentlig her? Det var ikke kun, fordi fru Trine Torp nævnte det globale aspekt, men også af tre andre grunde. For det første fordi det vidner om, hvor langt der er igen, før kvinder og piger globalt får samme muligheder og samme rettigheder som mænd. For det andet illustrerer det meget godt, at kultur og tradition spiller en central rolle i manglende ligestilling, og det er rigtig vigtigt, at vi tør tale højt om de tabuer, der er, for ellers får vi ikke rykket på ligestillingsdagsordenen. For det tredje understreger det, hvor vigtigt det er, at vi i Danmark bliver ved med at presse på med ligestillingen, at vi gør det internationalt, men så sandelig også, at vi gør det herhjemme.

Jeg synes jo, vi rigtig meget har en forpligtelse til at gå foran, til at vise, at det kan lade sig gøre, og der er det rigtig vigtigt, som også flere ordførere var inde på, at vi ikke må gå på kompromis med, at alle skal have frihed til at leve det liv, de gerne vil, og at alle frit skal kunne deltage i samfundet og sætte deres ressourcer og talenter i spil. Vi er nået langt, men som rigtig mange også har nævnt, er der stadig væk store udfordringer og meget at arbejde med, og det gør vi så på forskellige måder i årets perspektiv- og handlingsplan for ligestilling.

Jeg vil faktisk gerne sige tak til hr. Villum Christensen for at sige, at han blev næsten helt forpustet over at se på de mange initiativer, der er nævnt i perspektiv- og handlingsplanen. Og så lagde hr. Villum Christensen meget stor vægt på, at der også i visse etniske miljøer er udfordringer med ligestillingen. Det er helt rigtigt. Frihed, ligeværd og ligestilling er værdier, som er grundlæggende i Danmark, og som heldigvis langt de fleste støtter op om, men der findes også et mindretal i etniske minoritetsmiljøer, hvor kvinder og mænd ikke er ligeværdige, hvor holdningen er, at kvinderne skal stå for børneopdragelsen, mens mændene skal have det sidste ord i hjemmet, hvor det ikke er legitimt at have venner af det modsatte køn, og hvor kvinder ikke har samme ret til skilsmisse som mænd. Alt for mange giver også udtryk for, at en kvinde, der går udfordrende klædt, selv er skyld i et seksuelt overgreb. Kun godt halvdelen svarer i vores seneste undersøgelse ja til, at homoseksualitet bør være acceptabelt i det danske samfund. Ligestilling skal gælde alle, uanset religion, kultur eller tradition, og derfor skal de minoritetsetniske mænd også aktiveres i at fremme ligestillingen og bekæmpe social kontrol.

Perspektiv- og handlingsplanen indeholder så også en række andre indsatsområder, som vi skal arbejde videre med. Hr. Rasmus Horn Langhoff startede faktisk med at stille mig et spørgsmål i relation til nogle af de emner, der er nævnt, men gjorde det i relation til Djøfs henvendelse til folketingsmedlemmerne om at skrive under på et ligestillingsløfte om at arbejde for ligestilling. Hr. Rasmus Horn Langhoff spurgte, hvorfor jeg havde afvist at bakke op om Djøfs initiativ, og det vil jeg meget gerne uddybe.

Der er to ting i det. Det ene er, at jeg synes, at Djøf begrunder deres initiativ på et helt forkert grundlag, hvor de tager udgangspunkt i en international undersøgelse, hvor det skulle være bedre at være kvinde i Rwanda, Namibia, Filippinerne og Nicaragua. Jeg må bare sige, at når man laver sådan en undersøgelse, hvor man så efterfølgende giver indtryk af, at det er langt bedre med ligestillingen i de lande, så er der noget galt med de indikatorer, man bruger i undersøgelsen. Så jeg synes faktisk, det er meget overraskende, at en organisation som Djøf kan vælge at tage udgangspunkt i sådan en undersøgelse på sådan et grundlag. Det er den ene grund.

Den anden er, at jeg helt ærligt synes, det er lidt vattet af Djøf. Om noget står vi her med en organisation, der har alle muligheder for at rykke på ligestillingen – en organisation, hvis medlemmer sidder på de poster rundtomkring, hvor de kan beslutte, at der skal flere kvinder ind på ledende poster, hvor de kan beslutte, at der skal flere kvinder ind i bestyrelser, hvor de kan motivere til, at mændene tager mere barselsorlov, hvor de kan sige, at de på en arbejdsplads vil have gennemsigtighed i forhold til, om der udbetales ligeløn osv. osv. Djøfs 95.000 medlemmer kunne om nogen, hvis man ville arbejde med det i organisationen, gøre noget ved ligestillingen, men nej, man vælger at hoppe over, hvor gærdet er lavest, og prøver at tørre den af på politikerne, der så skal komme med firkantede, rigide regler.

I øvrigt er det efter min opfattelse sådan, at det er begrænset, hvad vi lovgivningsmæssigt kan gøre. Vi kan gøre noget, men det handler også om kultur og tradition, og om man egentlig derude agerer, i forhold til at man gerne vil ligestillingen. Så det er derfor, jeg ikke vil skrive under på Djøfs henvendelse.

Så er der flere ordførere, der har været inde på den udfordring, vi har med ligeløn, og det er sådan, at mænd og kvinder stadig ikke får det samme i løn. Der er jeg optaget af den lønforskel, der stadig er tilbage, når man har taget højde for, at mænd og kvinder vælger forskellige uddannelser og arbejder inden for forskellige sektorer og erhverv. Der er stadig en såkaldt uforklaret lønforskel, og den ligger meget stabilt på mellem 4 og 7 pct. Det, der jo er overraskende, er, at der stadig væk er undersøgelser, der viser, at det gør sig gældende. Selv blandt nyuddannede ingeniører er der en lønforskel på de her mellem 4 og 7 pct., og vel at mærke til ugunst for kvinderne. Derfor har jeg sammen med beskæftigelsesministeren taget initiativ til en dialog med arbejdsmarkedets parter om, hvad det er, vi skal gøre på det her område. Jeg synes ikke, det er acceptabelt, at der er den her uforklarede lønforskel, og derfor forventer jeg, at arbejdsmarkedets parter vil byde ind med, hvad det er, der skal til. Flere ordførere har været inde på, at en offentlig lønstatistik skal være mere detaljeret, men jeg tror ikke, det er det rigtige redskab at gribe til, men det er jo et spørgsmål om, at man på arbejdspladserne siger, at de vil sikre sig, at de udbetaler lige løn for lige arbejde og behandler mænd og kvinder ens, og det er det, vi skal prøve at nå frem til.

Vi skal også fortsætte arbejdet for, at unge frit kan vælge den uddannelse, der passer til deres interesser og evner, uden at de bliver begrænset af forventninger til, hvad der passer til deres køn, og der har fru Sofie Carsten Nielsen fuldstændig ret i, at der stadig væk er de her forventninger efter køn. Vi skal have alle talenter i spil i ledelser og bestyrelser, og det kan ikke passe, at der f.eks. af de virksomheder, der skal levere måltal, som er omkring 1.600 af de største virksomheder, stadig væk er omkring 800 virksomheder, der ikke har en eneste kvinde i deres bestyrelser. Selv om vi har været enige om, at der skal opsættes måltal, må vi bare konstatere, at det ikke har rykket i forhold til kvinders indtog i deres bestyrelser.

Jeg er også i gang med en dialog med rekrutteringsbranchen, så de kunne løfte deres del af indsatsen, men fremfor alt tror jeg faktisk, at det handler om at få mændene til at tage et ansvar og til at give en hånd til ligestillingen, for ser vi på tallene, som flere har nævnt, ser vi, at det i høj grad er mændene, der sidder på de ledende poster, der sidder i en position, hvor de netop kan træffe beslutninger om at inddrage flere kvinder.

Jeg var rigtig glad for, at en række ordførere også nævnte de unges stressniveau. Jeg synes, det er vigtigt, at vi er optaget af, hvordan vi kan hjælpe de mange unge mennesker, der har rigtig store problemer i form af dårlig mental sundhed eller stress, eller som simpelt hen er utilfredse med deres egen krop eller deres eget liv. Der er det jo, at regeringen bl.a. har taget initiativ til et stresspanel, og sundhedsministeren har haft et ungepanel, og det er netop for at prøve at se på, hvilke initiativer vi kan tage for at øge trivslen blandt de unge.

Der var flere, der stillede spørgsmål om den øremærkede barselsorlov, og jeg tror især hr. Rasmus Horn Langhoff spurgte til det ligeværdige forældreskab. Jeg vil sige, at jeg er stor tilhænger af, at familierne har brede rammer for at indrette sig sådan, som det nu passer familierne allerbedst, men nu skal vi jo i gang med drøftelser med hinanden om, hvordan vi implementerer den beslutning, der er taget i EU-regi, om, at en større del skal øremærkes til fædrene. I den sammenhæng må vi jo så se på, hvad vi kan blive enige om, både Folketingets partier imellem, men også med arbejdsmarkedets parter i forhold til at sikre en bedre fordeling af barselsorloven mellem mænd og kvinder.

Der er jo, synes jeg, ikke så meget tvivl om, at lige præcis en bedre fordeling af barselsorloven er rigtig godt for ligestillingen. Barselsorlovsperioden har en stor indflydelse på, hvilke muligheder man har både på arbejdsmarkedet, men også i forhold til livsindkomsten, så derfor er det en rigtig vigtig debat, som vi jo så fra regeringens side vil tage fat på efter et valg for at se på, hvordan vi implementerer den beslutning, der er blevet taget i EU-sammenhæng.

I forhold til de unge er det jo også vigtigt at få set på den digitale udvikling, og hvordan den påvirker, og at vi får taget hele den her diskussion om den digitale adfærd, og hvordan man får sidestillet den adfærd, man har, når man er online, med den adfærd, man har, når man er offline. En af de ting, der jo venter, er bl.a. drøftelser om seksualundervisningen, og hvordan der kan puttes mere indhold af den her slags ind i seksualundervisningen.

Jeg vil gerne sige tak til fru Karina Adsbøl for meget udførligt at omtale de udfordringer af forskellig art, der er, når det drejer sig om vold, og jeg anerkender også den store indsats, der er blevet ydet bl.a. fra fru Karina Adsbøls side, i forhold til at vi i satspuljesammenhæng har fundet finansiering, og at vi jo er blevet enige om en, synes jeg, meget stærk handleplan for indsatser i forbindelse med både den fysiske vold, den psykisk vold og bl.a. stalking og andre af de elementer, som fru Karina Adsbøl nævnte.

Venstres ordfører nævnte specifikt også de unge, og hvordan volden blandt unge i de nære relationer faktisk er markant, også set i forhold til tallene generelt. Jeg er fuldstændig enig i, at det er rigtig vigtigt, at vi er særligt opmærksomme på, hvordan vi kan forebygge, at de unge tager volden med sig videre i deres liv. Der har vi en helt særlig udfordring.

Der var lidt debat om de nuværende regler vedrørende voldtægt, og jeg var glad for, at de spørgsmål og svar, der kom, også skabte klarhed over, at statsministeren jo sådan set i en meningsudveksling med fru Pernille Skipper var meget klar, i forhold til at regeringens holdning er, at sex skal foregå frivilligt – det skal være frivilligt for alle de, der deltager, og ellers er der tale om overgreb. Regeringen har sat et arbejde i gang for at se på, hvor vi kan ændre loven, og jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi nu får et udspil fra Straffelovrådet i forhold til at tage hensyn til, både hvordan vi yder en bedre retsbeskyttelse af kvinderne – for den er bestemt ikke god nok i dag – og hvordan vi så også samtidig sikrer, at vi ikke går på kompromis med retssikkerheden. Så jeg mener, det er helt nødvendigt, at vi får Straffelovrådet til at arbejde med det og give nogle meldinger, med hensyn til hvordan vi får gennemført, at sex skal foregå frivilligt.

For mig er der ingen tvivl om, at vi ikke har en god nok beskyttelse af kvinderne i dag, og jeg synes, at de tal, vi kan se i forskellige undersøgelser, om, hvor mange kvinder der siger, at de er udsat for voldtægt og voldtægtsforsøg, taler for sig selv i forhold til kvindernes mulighed for at følge op på det i retssystemet.

Så det er udfordringerne. Lad mig runde af med det og sige, at udfordringerne i forhold til ligestilling ikke løses med snuptagsløsninger, og de løses heller ikke med lovgivning alene her i Folketinget. Det kræver en bred indsats, og meget af det handler også om, at vi får de forskellige relevante ude i samfundet til at tage et ansvar for at fremme ligestillingen, og at vi i det hele taget får skubbet på i forhold til vores traditioner og vores kultur. Vi vil fra regeringens side sørge for at følge op nu på alle de elementer, der er i perspektiv- og handleplanen. Vi er ikke bange for at tage fat på det, man kunne kalde de ømme tæer og de mange tabuer, der er på området. Derfor håber jeg, at vi også i fællesskab kan få nogle gode beslutninger omkring det at fremme ligestillingen i Danmark. For ligesom mange andre ordførere, er jeg også utålmodig, og jeg tror, at initiativerne i perspektiv- og handleplanen vil kunne gøre en stor forskel.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Rasmus Horn Langhoff. Værsgo.

Jeg synes ikke, at det er vattet, at Djøf eller andre har store forventninger til, at politikere agerer politisk, eller at en regering regerer. Jeg synes sådan set, at det er helt naturligt, og jeg synes, det er et mærkeligt benspænd, vores nuværende regering har lagt for sig selv i starten af regeringsperioden, altså at man har sagt, at man ikke vil lovgive på ligestillingsområdet. Det synes jeg da helt fra starten af er en mystisk måde at arbejde på. Hvorfor ikke have så meget selvtillid, så man tror på, at man sådan set kan lovgive, når det er nødvendigt, og at man kan lade være at lovgive, når det ikke er nødvendigt.

Jeg har behov for at høre, om regeringen også er parat til at kigge lidt indad, når vi taler om repræsentation af begge kønnene. Hvis vi kigger på, hvor den rå politiske magt er i Danmark, ses det jo først og fremmest i regeringens udvalg, altså regeringens koordinationsudvalg, økonomiudvalg, sikkerhedsudvalg. Det er her, magten er, og det er her, regeringernes vigtigste beslutninger træffes. Jeg kan sige, at der i koordinationsudvalget er 86 pct. mænd, 14 pct. kvinder. I økonomiudvalget er der 100 pct. mænd, 0 pct. kvinder. I sikkerhedsudvalget 100 pct. mænd, 0 pct. kvinder. Var det ikke på tide også at få gjort noget ved det?

Ministeren.

Tusind tak for at fortælle om regeringens sammensætning af de forskellige udvalg. Jeg håber også, at det kunne følges op med, hvilke beslutninger der bliver truffet i de udvalg. For jeg synes jo, at det er det indholdsmæssige, der er det vigtigste. Derfor vil jeg gerne spørge hr. Rasmus Horn Langhoff: Hvor er det, Socialdemokratiet gerne vil have lovgivning? Hvad er det præcis for nogle lovgivningsmæssige initiativer, der skal tages, f.eks. for at få flere kvinder i topledelse?

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Jamen jeg vil da gerne gøre formandens job og så sige, at det ikke er ministeren, der stiller spørgsmål til mig nu, men at det er mig, der stiller spørgsmål til ministeren. Jeg vil gerne høre, hvad regeringen har af ambitioner for at sikre, at det der med repræsentation ikke kun er noget, som alle andre skal tage sig af, men at det også er regeringen, der skal kigge indad. For, som ministeren så rigtigt siger, og som jeg er helt enig i, så handler det om at få alle talenter i spil. Jeg har en tro på, og jeg føler mig fuldstændig overbevist om, at der er masser af kvindelige talenter også i regeringen. Så hvorfor ikke få dem i spil og så sørge for, at der også kan være nogle kvinder i de rum, hvor regeringens vigtigste beslutninger træffes?

Ministeren.

Altså, det var den socialdemokratiske ordfører, der selv begyndte at tale om at lovgive sig ud af de ligestillingsmæssige udfordringer, vi har i dag. Derfor er det da helt naturligt, at jeg gør opmærksom på, at jeg ikke mener, at lovgivningen rækker i alle den her slags sager. Og f.eks. mener jeg ikke, at vi kan lovgive os ud af, at vi mangler kvinder på topposter i Danmark. Det er der, hvor mændene i høj grad har et ansvar, nemlig de mænd, der allerede sidder derude, for at vælge flere kvinder til at komme ind på topposterne. Og hvis vi får flere kvinder ind på topposterne, så får vi også et rekrutteringsgrundlag til at få flere kvinder ind i bestyrelser. Så jeg gør bare opmærksom på, at jeg synes, at den socialdemokratiske ordfører tager fuldstændig fejl, når man prøver at give indtryk af, at man kan lovgive sig ud af de udfordringer, vi står med.

Så er det hr. Roger Courage Matthisen, værsgo.

Tak for det. Tak til ministeren for talen. Jeg vil arbejde for, at drenge og piger ikke begrænses af stereotype forventninger. Jeg vil arbejde for, at vi tackler stressniveauet blandt unge kvinder især. Jeg vil arbejde for, at mænd tager en større del af orlovsperioden. Jeg vil arbejde for flere kvinder i ledelse. Jeg vil arbejde for øget fleksibilitet i mænd og kvinders karrieremønstre og sidst, men ikke mindst, vil jeg arbejde for mindre ulighed i optjening af pensionsformuer. Det vil jeg arbejde for. Er det noget, som ministeren vil arbejde for?

Ministeren.

Ja, det er det.

Hr. Roger Courage Matthisen.

Jamen det er jo Djøf's ligestillingsløfte. Så jeg forstår ikke, at det skal bagatelliseres og afvises på grund af en henvisning til Rwanda, når det her er det konkrete, vi siger ja til. Så tak, fordi ministeren mener, at der er opbakning til det.

Det andet er det med ISO-standard, den islandske model. Det er en standard, som hjælper som værktøj til at sørge for, at mænd og kvinder har ligeløn, altså det er nogle ISO-standarder, der bruges som et ledelsesredskab. Er ministeren villig til at certificere sit eget ministerium i de her ISO-standarder? Det koster ikke mere end mellem 25.000 og 30.000, og det blotlægger så, om der er ligeløn mellem mænd og kvinder i Ligestillingsministeriet.

Ministeren.

Jeg er lidt overrasket over, at hr. Roger Courage Matthisen synes, at det er okay, at Djøf bare sender opgaven videre til politikerne, for mange af de ting, der indholdsmæssigt blev nævnt her, som kan fremme ligestillingen, er jo noget, vi ikke kan lovgive os ud af. Tag nu igen sådan noget som den stereotype tilgang til piger og mænd. Vi har rigtig meget brug for at få det brudt ned. Det kan vi ikke lovgive os ud af. Det er noget, vi skal arbejde med, i forhold til hvordan vi ser på hinanden, og jeg synes faktisk, at ordføreren selv holdt et rigtig stærkt indlæg her under redegørelsesdebatten omkring det.

Derfor forstår jeg ikke, at ordføreren ikke er enig i, at vi da må kræve af Djøf, når de gerne vil have det her på dagsordenen, at de så gøre rede for, hvilket ansvar de selv tager, og hvordan de arbejder med det internt i deres organisation, og hvordan de får deres medlemmer til at føre den ligestillingspolitik ud i livet.

Så er det fru Trine Torp. Værsgo.

Nu nævnte jeg selv i min ordførertale det her problem med sugardating, gråzoneprostitution. Er det ministerens opfattelse – hvad enten der er tale om gråzoneprostitution eller egentlig prostitution – at det er et ligestillingsproblem?

Ministeren.

Ja, det mener jeg absolut er et ligestillingsmæssigt problem, og vi har jo i regeringen taget initiativ til at nedsætte en arbejdsgruppe vedrørende prostitution, fordi vi synes, vi trænger til at kigge hele det her område efter i sømmene. Det er både et spørgsmål om, hvad det er for nogle lovgivningsmæssige rammer, der er for sexarbejdere i prostitution i det hele taget, og så er det jo en stærkere indsats for at se, hvordan man kan hjælpe folk ud af prostitution. Hvordan kan vi gøre opmærksom på det, hvis der er handlede prostituerede, og hvordan kan vi gøre en indsats for at hjælpe de handlede? Så jeg mener absolut, at det er kvinder, der er udfordret i forhold til de problemer, der er i prostitutionsmiljøet.

Fru Trine Torp.

Jeg forstår bare mest den arbejdsgruppes funktion, som at det er et spørgsmål om i virkeligheden at normalisere prostitution som et erhverv, og at det egentlig er det, som den arbejdsgruppe skal arbejde med. Måske har jeg misforstået det, men jeg har svært ved at se, hvordan det her med, at det er et ligestillingsproblem, bliver adresseret i den arbejdsgruppes kommissorium.

Ministeren.

Jeg betragter prostitution som et ligestillingsmæssigt problem, og det er jo i høj grad kvinder, der er udfordret og har problemer. Det er det, vi ser i forhold til handel, og det er det, vi ser i forhold til prostitution i det hele taget.

Det, vi ønsker med arbejdsgruppen, er også at se på, om vi kan give nogle bedre lovgivningsmæssige rammer for prostituerede. Jeg havde faktisk fornøjelsen af sammen med fru Karina Adsbøl at være ude at besøge en sexarbejder, en prostitueret, der jo bl.a. fortalte om alle sine udfordringer med, at hun ikke kan få en ulykkesforsikring, hun ikke kan få en indboforsikring. Og hun betaler sin skat, men synes ikke, hun får nogen ydelser igen, fordi hun ikke er i en faggruppe, så hun kan krydse rigtigt af i forhold til så at have nogle af de muligheder, som alle vi andre har i det danske samfund.

Der er det jo i virkeligheden – og det er et af de tabuer, vi godt vil bryde fra regeringens side – et spørgsmål om at sige: Nu kigger vi ind i, hvad situationen egentlig er for de prostituerede. Hvad kan vi gøre lovgivningsmæssigt for at få nogle fornuftige rammer omkring det, og hvad kan vi især så også gøre for at få en bedre indsats i forhold til at hjælpe nogle ud af prostitution, hvad kan vi gøre for at få en bedre indsats i forhold til mennesker, der bliver handlet til prostitution? Vi synes, det her er et område, som vi er nødt til at arbejde videre med.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.