Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
L 191
Offentligt
2043399_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 9. april 2019
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 12 til L 191, forslag til lov om ændring af lov
om miljøbeskyttelse (Skærpede miljøzonekrav til tunge køretøjer og varebiler) stillet den 8. april 2019.
Spørgsmål nr. 12 til L 191
”Vil ministeren kommentere rapporten ”Miljøøkonomiske beregningspriser for emissioner 3.0”, DCE
Nationalt Center for Miljø og Energi, 14. marts 2019, og vil ministeren redegøre for, om resultaterne
heraf er indarbejdet i lovforslagets afsnit om de miljømæssige konsekvenser?”
Svar
Det Nationale Center for Miljø og Energi (DCE) på Aarhus Universitet miljøøkonomiske
beregningspriser for emissioner 3.0 blev offentliggjort 14. marts 2019. Det er 16 dage efter, at
lovforslaget blev fremsat. Miljøgevinsterne i lovforslaget følger således DCE's tidligere
beregningspriser for luft.
DCE har i deres nyeste beregningspriser medtaget akutte effekter af NO
2
ved høje niveauer, men
medregner fortsat ikke langtidseffekter. DCE begrunder dette ved, at de følger WHO's anbefalinger på
området.
Priserne forbundet med eksponering af luftforurening fra vejtransport er mere end fordoblet. Det
skyldes primært, at der er regnet med en højere geografisk opløsning. Det betyder, at lokale effekter af
fx trafik får en større beregnet negativ helbredseffekt. Populært sagt, flyttes emissioner tættere på
byområderne i stedet for at blive fordelt over et større område, og dermed påvirkes flere mennesker
tæt på kilden.
De nye beregningspriser ændrer ikke på de omkostninger, som pålægges erhvervet ved lovforslaget.
Der vil fortsat være mange vognmænd og virksomheder, der kun har et år til at indrette sig på de nye
krav i form af enten udskiftning af deres køretøj eller eftermontering af partikelfilter.
Jeg mener derfor fortsat, at der er god balance mellem miljø og erhverv, men at det selvfølgelig er
positivt, at de nye priser viser en større miljøgevinst end først antaget.
Samtidig er det værd at huske på, at miljøzoner langt fra er det eneste initiativ regeringen lancerer for
at forbedre luftkvaliteten i Danmark. Skrotningsordning for gamle dieselbiler og gamle brændeovne,
mål om stop for salg af nye benzin- og dieselbiler i 2030, grøn omstilling af rutebusser, og grønne
taxier er alle initiativer, der bidrager til det formål.
Jakob Ellemann-Jensen
/
Mikkel Dam Schwartz
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk