L 173 - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 10: Spm. om henvendelsen af 10/4-9 fra Institut for Menneskerettigheder om forslag til en formulering af tilsynsbestemmelsen, til justitsministeren

Retsudvalget 2018-19 (1. samling)
L 173
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

9. april 2019

Strafferetskontoret

Freia Kirkeskov-Hansen

2019-0037-0061

1062814

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 8 vedrørende forslag til lov om

ændring af straffeloven (Forbud til dømte seksualforbrydere) (L 173), som

Folketingets Retsudvalg har stillet justitsministeren den 25. marts 2019.

Søren Pape Poulsen

Susanne Lehrer

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

L 173 - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 10: Spm. om henvendelsen af 10/4-9 fra Institut for Menneskerettigheder om forslag til en formulering af tilsynsbestemmelsen, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 8 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov

om ændring af straffeloven (Forbud til dømte seksualforbrydere) (L

173):

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 22. marts 2019

fra Institut for Menneskerettigheder om forbud til dømte seksu-

alforbrydere, jf. L 173 - bilag 3”

Svar:

Direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, har

ved brev af 22. marts 2019 anmodet om foretræde for Folketingets Retsud-

valg i anledning af lovforslaget om ændring af straffeloven (Forbud til

dømte seksualforbrydere).

Jonas Christoffersen anfører bl.a., at lovforslaget giver en række meget vidt-

gående beføjelser til politiet, der kan gennemføre omfattende indgreb i pri-

vatlivets fred, uden at der stilles krav om forudgående retskendelse eller

krav til politiets mistanke.

Jonas Christoffersen anfører desuden, at lovforslaget indfører en helt ny og

principielt meget betænkelig måde at føre kontrol med tidligere straffede

personer på.

Lovforslaget, der blev fremsat for Folketinget den 27. februar 2019, har

til formål at styrke indsatsen mod dømte seksualforbrydere.

En række konkrete sager med dømte seksualforbrydere, der efter udstået

straf har begået nye overgreb, har desværre vist, at der er behov for at styrke

indsatsen på området. Der har været tale om sager, hvor dømte seksualfor-

brydere, der er givet et forbud mod at opholde sig sammen med børn, igen

har begået seksuelle overgreb.

Det kan vi som samfund ikke leve med. Når domstolene har givet en dømt

seksualforbryder et forbud mod at opholde sig sammen med børn, skal det

sikres, at dette forbud bliver håndhævet på en effektiv og systematisk måde.

Det er derfor, at jeg med lovforslaget har foreslået, at der indføres et tilsyn

med dømte seksualforbrydere, der har fået et forbud efter straffelovens §

236, stk. 1. Tilsynet skal udføres af politiet og gennemføres uanmeldt og på

vilkårlige tidspunkter, så det sikres, at den dømte ikke har mulighed for at

indrette sig på tilsynet, f.eks. ved at gemme eller bortskaffe IT-udstyr mv.

Det er vigtigt for mig at understrege, at det foreslåede tilsyn kun skal om-

fatte personer, der ved dom er blevet fundet skyldige i en seksualforbry-

delse, og hvor retten har vurderet, at der – ud over straffen – var behov for

at pålægge den dømte et forbud mod at opholde sig sammen med børn. Der

er altså ikke tale om personer, der alene har været mistænkt for en seksual-

forbrydelse, eller som af andre grunde har været i myndighedernes søgelys.

Det er fortsat domstolene, der skal vurdere, om der er grundlag for at give

den dømte et forbud, ligesom det er domstolene, der fastsætter forbuddets

rækkevidde og varighed.

Direktør Jonas Christoffersen henviser i sit brev af 22. marts 2019 til Fol-

ketingets Retsudvalg til Institut for Menneskerettigheders høringssvar af 11.

februar 2019.

I høringssvaret anbefaler Institut for Menneskerettigheder bl.a., at der i lov-

forslaget indsættes en adgang for politiet til i særlige tilfælde at meddele til-

ladelse til færden eller ophold i et område med inspiration i bestemmelsen i

straffelovens § 79 a, stk. 3. Instituttet anbefaler endvidere, at forbud skal

kunne indbringes for retten til fornyet domstolsprøvelse efter endt afsoning,

og at forbuddet med rimelige mellemrum skal tages op til vurdering af ind-

grebets omfang og fortsatte nødvendighed. Instituttet anbefaler desuden, at

forbud som udgangspunktet ikke skal meddeles uden tidsbegrænsning. En-

delig anbefaler instituttet, at der indsættes et krav om forudgående eller ef-

terfølgende retskendelse og et kvalificeret mistankekrav i forbindelse med

politiets varetagelse af tilsynsopgaven, og at Justitsministeriet fremadrettet

tilvejebringer oplysninger om sammenhængen mellem tilsynsbesøg efter

straffelovens § 236 og efterfølgende sigtelser for overtrædelse af straffe-

loven mv.

Om de enkelte anbefalinger skal jeg bemærke følgende:

Det følger allerede i dag af straffelovens § 236, stk. 2, 1. pkt., at et forbud

efter straffelovens § 236, stk. 1, ikke omfatter kontakt, ophold eller færden,

som af særlige grunde må anses for beføjet. Lovforslaget ændrer ikke ved

dette.

På den baggrund er der efter min opfattelse ikke behov for at indsætte en

særskilt bestemmelse i lovforslaget om, at politiet i særlige tilfælde kan

meddele den dømte tilladelse til færden eller ophold i et område.

Med lovforslaget nyaffattes straffelovens § 236, stk. 4, således, at forbud

fremover som udgangspunktet skal gives indtil videre, dvs. uden tidsbe-

grænsning. Domstolene skal dog fortsat efter en konkret vurdering af karak-

teren af det begåede forhold og sagens øvrige omstændigheder, herunder

den dømtes personlige forhold, kunne beslutte at tidsbegrænse forbuddet i

1-5 år. Det vil navnlig være relevant, når der er tale om mindre alvorlige lo-

vovertrædelser, der ikke er begået mod børn, tiltalte ikke tidligere er dømt

for lignende kriminalitet, og tiltaltes personlige forhold taler for, at forbud-

det tidsbegrænses.

Det er vigtigt at understrege, at et tidsubegrænset forbud ikke indebærer, at

forbuddet aldrig ophører. Det indebærer derimod, at forbuddet først ophø-

rer, når en domstol har vurderet, at der ikke længere er grund til at opret-

holde forbuddet.

I de tilfælde, hvor forbuddet er givet indtil videre, vil den dømte have mu-

lighed for løbende at få prøvet forbuddet. Det gælder allerede i dag, at den

dømte i disse tilfælde efter 5 års forløb regnet fra endelig dom kan forlange,

at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om forbuddets oprethol-

delse for retten, jf. straffelovens § 236, stk. 6, 1. pkt. Hvis retten finder, at

forbuddet helt eller delvis skal opretholdes, kan spørgsmålet på ny indbrin-

ges for retten efter 2 år, jf. straffelovens § 236, stk. 6, 2. pkt. Lovforslaget

ændrer ikke herpå.

I forbindelse med, at den dømte gives et forbud, har domstolene endvidere

pligt til at påse, at forbuddet, herunder dets varighed, ikke står i misforhold

til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes forhold, hensynet

til dem, som forbuddet skal beskytte, og karakteren af det begåede forhold,

jf. straffelovens § 236, stk. 5. Der gælder med andre ord et almindeligt pro-

portionalitetsprincip. Lovforslaget ændrer heller ikke på dette.

På den baggrund er der efter min opfattelse ikke behov for at fastsætte yder-

ligere regler om domstolsprøvelse af forbud.

Hvad angår forbud, som er givet før lovens ikrafttræden, henviser jeg til min

samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 4.

Med hensyn til anbefalingen om, at der indsættes et krav om retskendelse

og et kvalificeret mistankekrav i forbindelse med politiets tilsyn med dømte

seksualforbryderes overholdelse af forbud, henviser jeg til min samtidige

besvarelse af spørgsmål nr. 1 og 7.

Som det fremgår af disse besvarelser, har det foreslåede tilsyn til formål at

kontrollere, at den dømte overholder det forbud, som han eller hun er blevet

givet i forbindelse med en dom for en seksualforbrydelse. Tilsynet har ikke

karakter af efterforskning, da det ikke baserer sig på en konkret mistanke

om et strafbart forhold. Hvis der imidlertid i forbindelse med tilsynet opstår

en konkret mistanke om, at den dømte har begået et strafbart forhold, vil

retsplejelovens bestemmelser om straffeprocessuelle tvangsindgreb skulle

anvendes.

På den baggrund er der efter min opfattelse ikke anledning til at tilvejebringe

oplysninger om sammenhængen mellem tilsyn med dømtes overholdelse af

forbud efter straffelovens § 236 og efterfølgende sigtelser for overtrædelse

af straffeloven mv.