L 173 - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 10: Spm. om henvendelsen af 10/4-9 fra Institut for Menneskerettigheder om forslag til en formulering af tilsynsbestemmelsen, til justitsministeren

Retsudvalget 2018-19 (1. samling)
L 173
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

23. april 2019

Strafferetskontoret

Freia Kirkeskov-Hansen

2019-0037-0064

1087786

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 10 vedrørende forslag til lov om

ændring af straffeloven (Forbud til dømte seksualforbrydere) (L 173), som

Folketingets Retsudvalg har stillet justitsministeren den 10. april 2019.

Søren Pape Poulsen

Susanne Lehrer

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

L 173 - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 10: Spm. om henvendelsen af 10/4-9 fra Institut for Menneskerettigheder om forslag til en formulering af tilsynsbestemmelsen, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 10 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov

om ændring af straffeloven (Forbud til dømte seksualforbrydere) (L

173):

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 10. april 2019

fra Institut for Menneskerettigheder om forslag til en formule-

ring af tilsynsbestemmelsen, jf. L 173 - bilag 5.”

Svar:

Direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, fik

den 4. april 2019 foretræde for Folketingets Retsudvalg.

I forlængelse heraf har Institut for Menneskerettigheder efter anmodning fra

medlemmer af udvalget udarbejdet et forslag til, hvordan den foreslåede be-

stemmelse i straffelovens § 236, stk. 8, om politiets tilsyn med dømte seksu-

alforbrydere kan omformuleres, så bestemmelsen i højere grad beskytter

borgernes retssikkerhed.

Institut for Menneskerettigheder foreslår navnlig, at det skal fremgå af be-

stemmelsen, at politiets undersøgelse af den dømtes bolig, breve og andre

genstande mv. kun må foretages, hvis den dømte med rimelig grund er

mistænkt for ikke at overholde et forbud efter straffelovens § 236, stk. 1, og

hvis der foreligger en retskendelse. Det skal dog være muligt at foretage un-

dersøgelsen uden retskendelse, hvis tilsynets øjemed ellers ville forspildes,

eller hvis den dømte skriftligt meddeler samtykke.

Jeg kan ikke støtte forslaget fra Institut for Menneskerettigheder. Forsla-

get indebærer efter Justitsministeriets vurdering, at der i realiteten ikke vil

være noget tilsyn med dømte seksualforbrydere, der har et forbud efter straf-

felovens § 236, stk. 1.

Hvis der stilles et krav om, at der skal foreligge en konkret mistanke om, at

den dømte har overtrådt sit forbud, og at der skal være indhentet en retsken-

delse, for at politiet kan undersøge den dømtes bolig, breve og andre gen-

stande mv., vil reglerne i store træk svare til, hvad der allerede gælder i dag.

Politiet kan således allerede i dag efter retsplejeloven foretage ransagning

af boliger, dokumenter, papirer mv., der tilhører en mistænkt, hvis den på-

gældende med rimelig grund mistænkes for en lovovertrædelse. Det kan

f.eks. være en mistanke om, at en dømt seksualforbryder har overtrådt det

forbud, han eller hun har fået efter straffelovens § 236, stk. 1. Afgørelsen

om ransagning træffes i sådanne tilfælde ved rettens kendelse, jf. retspleje-

lovens § 796, stk. 2.

Forslaget fra Institut for Menneskerettigheder ville således indebære, at rets-

plejelovens regler om ransagning i det store og hele overføres til det nye til-

syn med dømte seksualforbrydere.

Formålet med det nye tilsyn med dømte seksualforbrydere er imidlertid ikke

at efterforske strafbare forhold men derimod at sikre, at politiet får mulig-

hed for at holde øje med, at dømte seksualforbrydere overholder de forbud,

de har fået – og dermed at sikre, at de ikke på ny forgriber sig på f.eks. børn.

Det foreslåede tilsyn omfatter som bekendt situationer, hvor en person ved

dom er blevet fundet skyldig i en seksualforbrydelse, og hvor en domstol

har vurderet, at der er en sådan

fare

for, at den dømte begår ny lignende kri-

minalitet, at der er behov for at pålægge vedkommende et forbud mod at op-

holde sig sammen med børn.

Hvis der i forbindelse med tilsynet skulle opstå en konkret mistanke om, at

den dømte har begået et strafbart forhold (f.eks. har overtrådt sit forbud), så

vil retsplejelovens bestemmelser om bl.a. indhentelse af retskendelse skulle

iagttages.

Det bemærkes i den forbindelse, at det er helt sædvanligt, at der gælder sær-

lige retsgarantier, når en person er sigtet for et strafbart forhold.

En række triste sager har desværre vist, at de nuværende regler ikke har

været gode nok til at sikre, at dømte seksualforbrydere med forbud ikke gen-

tager deres forbrydelser.

Det kan vi som samfund ikke leve med.

Og derfor kan vi ikke forlade os på de regler, vi har i dag, hvor politiet på

grundlag af en konkret mistanke kan foretage ransagning af mistænktes boli-

ger mv.

Vi er nødt til at sætte hårdere ind, så vi sikrer, at dømte seksualforbrydere

med forbud ikke begår ny kriminalitet. Det skylder vi ofrene for de frygte-

lige forbrydelser.

Jeg henviser i øvrigt til mine besvarelser af 9. april 2019 af spørgsmål nr. 1,

7 og 8 fra Folketingets Retsudvalg til lovforslag om ændring af straffeloven

(Forbud til dømte seksualforbrydere) (L 173).