L 155 - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 18: Spm. om, hvilken baggrund og hvilke undersøgelser og forebyggende indsatser der har været i familierne for de 100 børn, der ville være indstillet til adoption ifølge Ankestyrelsens undersøgelse, til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
L 155
Offentligt

August 2018

Adoption uden

samtykke

Kommunernes brug af

og kendskab til reg-

lerne og mulighederne

for råd og vejledning

L 155 - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 18: Spm. om, hvilken baggrund og hvilke undersøgelser og forebyggende indsatser der har været i familierne for de 100 børn, der ville være indstillet til adoption ifølge Ankestyrelsens undersøgelse, til børne- og socialministeren

Ankestyrelsen

Telefon: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Postadresse: Ankestyrelsen, 7998 statsservice

Mailadresse: [email protected]

Hjemmeside: www.ast.dk

ISBN nr.: 978-87-7811-360-3

Indholdsfortegnelse

KAPITEL 1 SAMMENFATNING .......................................................... 4

OMMUNERNE HAR I NOGEN GRAD KENDSKAB TIL REGLERNE

.................... 5

GODT HALVDELEN AF KOMMUNERNE HAR OVERVEJET AT INDSTILLE EN SAG

TIL BØRN OG UNGE

UDVALGET

................................................................

ÆRLIGT TILKNYTNINGSUNDERSØGELSEN ER FORTSAT EN UDFORDRING

.. 7

ULIGHEDERNE FOR

ÅD OG VEJLEDNING ER TILSTRÆKKELIGE OG ØGER

KOMMUNERNES KENDSKAB TIL REGLERNE

............................................... 7

KAPITEL 2 KOMMUNERNES KENDSKAB TIL OG BRUG AF

REGLERNE 9

OMMUNERNE HAR I NOGEN GRAD KENDSKAB TIL REGLERNE

.................... 9

ANGLENDE PRAKSISERFARING ER EN VÆSENTLIG ÅRSAG TIL DET

BEGRÆNSEDE KENDSKAB

..................................................................... 11

LERE SAGER SIDEN LOVÆNDRINGERNE I

2015 ..................................... 13

MFANGET AF INDSTILLINGER TIL BØRN OG UNGE

UDVALGENE

............... 14

KAPITEL 3 BARRIERER OG TVIVLSPØRGSMÅL .......................... 19

ILKNYTNINGSUNDERSØGELSER OG PROGNOSEVURDERINGER

............... 19

ANGE SAGSFORLØB GIVER ANLEDNING TIL BEKYMRING

......................... 23

KLARHED OM ANBRINGELSER MED HENBLIK PÅ ADOPTION

.................... 25

LEJEFAMILIERNES ROLLE

.................................................................... 26

ERVICELOVEN OG ADOPTIONSLOVEN

................................................... 27

KRAV TIL INDHOLDET AF INDSTILLINGEN

................................................. 29

ESKIKKELSE AF ADVOKATER

............................................................... 31

OLDNINGER TIL ADOPTION UDEN SAMTYKKE

........................................ 34

KAPITEL 4 RÅD OG VEJLEDNING .................................................. 35

YPER

OMFANG OG EFTERSPØRGSEL

................................................... 35

VEM YDER RÅD OG VEJLEDNING HVORNÅR

........................................... 37

MULIGHEDERNE FOR RÅD OG VEJLEDNING ER OVERORDNET

TILSTRÆKKELIGE

..................................................................................

OMMUNERNES KENDSKAB TIL OG BRUG AF RÅD OG VEJLEDNING

........... 40

ETYDNINGEN AF RÅD OG VEJLEDNING

.................................................. 44

KAPITEL 5 METODE ......................................................................... 49

PØRGESKEMAUNDERSØGELSE

............................................................ 49

NTERVIEW

........................................................................................... 49

KAPITEL 1

Sammenfatning

Børne- og Socialministeriet har bedt Ankestyrelsen om at gen-

nemføre en undersøgelse om kommunernes kendskab til og

brug af reglerne om adoption uden samtykke.

Adoption uden samtykke er en mulighed som kommunerne

skal overveje, når de vurderer, at barnets forældre aldrig vil

kunne tage sig af og drage omsorg for barnet.

ÆNDRINGER OG LEMPELSER AF REGLERNE

I 2009 blev reglerne for hvornår et barn kan adopteres

uden samtykke ændret, og i 2015 blev de lempet yderli-

gere. Lempelserne i 2015 indebærer blandt andet, at



kommunen nu skal sandsynliggøre

–

frem for som tidli-

gere godtgøre

–

at forældrene vil være varigt ude af

stand til at varetage omsorgen for barnet

adoption uden samtykke nu godt kan gennemføres,

selvom forældrene kan spille en positiv rolle i forbindel-

se med samvær

det er muligt at indstille til adoption uden samtykke,

hvis barnet har opnået en særlig tilknytning til plejefa-

milien

det blev præciseret i loven, at VISO

–

den nationale vi-

dens- og specialrådgivningsinstitution

–

skal yde gratis

vejledende rådgivning til kommuner

FOKUS PÅ

KOMMUNERNES

KENDSKAB TIL

REGLERNE EFTER

2015

Undersøgelsen har fokus på kommunernes kendskab til og

brug af reglerne, efter de blev lempet i oktober 2015, samt på

kommunernes brug af mulighederne for råd og vejledning.

Undersøgelsen belyser:



Kommunernes vurdering af deres kendskab til reglerne og i

hvilken grad de er klædt på til at anvende dem

Barrierer og tvivlsspørgsmål for kommunerne i forhold til at

bruge reglerne

I hvilket omfang kommunerne har gjort brug af

mulighederne for rådgivning og vejledning på området og be-

tydningen af dette

UNDERSØGELSENS DATAGRUNDLAG



En spørgeskemaundersøgelse blandt landets kommu-

ner. 86 kommuner har besvaret spørgeskemaet.

Interview med de statslige aktører på området; Anke-

styrelsen, Statsforvaltningen og den nationale videns-

og specialrådgivningsorganisation (VISO).



Se kapitel 5 for en uddybning af de anvendte metoder.

KOMMUNERNE HAR I NOGEN GRAD KENDSKAB

TIL REGLERNE

”Det er for mange kom-

muners vedkommende

slet ikke noget de har

erfaring med. Der har

været meget få sager

tidligere. Så der er ikke

så meget erfaring at

trække på i den enkelte

kommune, og egentlig

heller ikke på landsba-

sis”

(VISO)

Det er kommunernes egen vurdering, at de i nogen grad har

kendskab til reglerne om adoption uden samtykke. Samtidig

vurderer kommunerne, at de i mindre grad er klædt på til at

anvende reglerne i praksis. Det viser kommunernes besvarel-

ser af spørgeskemaundersøgelsen.

Kommunerne mangler praksiserfaring

En væsentlig årsag til, at nogle kommuner vurderer, at deres

kendskab til reglerne er begrænset, og at de i mindre grad er

klædt på til at anvende dem, er, at kommunerne mangler

praksiserfaring. Det vurderer både kommunerne selv, og de

statslige aktører. En stor del af landets kommuner har endnu

ikke indstillet en sag om adoption uden samtykke til Ankesty-

relsen.

Flere kommuner skriver i kommentarfelter i spørgeskemaet, at

sagsbehandlerne forventes at overveje muligheden for adopti-

on uden samtykke i relevante tilfælde, men at de ikke finder

det nødvendigt, at alle sagsbehandlere har sat sig grundigt ind

i reglerne. Nogle har valgt, at udvalgte medarbejdere har ind-

gående kendskab til reglerne, og altid inddrages, når adoption

uden samtykke skal overvejes.

”Det generelle billede er,

at lige så snart de har

prøvet det et par gange,

så er der styr på regler-

ne vedrørende frem-

gangsmåden."

(Statsforvaltningen)

Stigende interesse for området blandt kommunerne

De statslige aktører oplever dog en stigende interesse på om-

rådet blandt kommunerne siden lempelsen af reglerne i 2015.

Ankestyrelsen har oplevet en stigning i antallet af indstillinger

til adoption uden samtykke, og VISO har ligeledes oplevet en

væsentlig stigning i antallet af henvendelser om råd og vejled-

ning på området.

Stigningen i antallet af indstillinger og henvendelser er med til

at øge kendskabet til reglerne blandt kommunerne, og i sidste

ende at klæde dem bedre på til at gøre brug af reglerne, vur-

derer de statslige aktører.

GODT HALVDELEN AF KOMMUNERNE HAR

OVERVEJET AT INDSTILLE EN SAG TIL BØRN OG

UNGE-UDVALGET

Undersøgelsen viser, at i perioden fra 1. oktober 2015 til 1.

marts 2018 har 49 kommuner overvejet at indstille sager til

børn og unge-udvalget, som i sidste ende ikke blev indstillet.

Samlet set har kommunerne overvejet at indstille til adoption

uden samtykke i mellem 103 og 109 sager.

Som årsag til, at de i sidste ende ikke indstillede sagerne til

børn og unge-udvalget, angiver kommunerne overvejende, at

plejefamilien ikke havde mulighed for eller ønskede at adopte-

re. Derudover er en hyppig årsag ifølge kommunerne selv pro-

blemer med at sandsynliggøre, at forældreevnen er varigt ned-

sat.

20 kommuner har indstillet 35 sager til adoption uden samtyk-

ke til kommunens børn og unge-udvalg, indenfor de seneste

år.

Omkring en fjerdedel af kommunerne har hverken ind-

stillet en sag til børn og unge-udvalget eller overvejet at

gøre det

25 kommuner oplyser, at de inden for de seneste år hverken

har indstillet en sag til kommunens børn og unge-udvalg eller

overvejet at gøre det. De fleste af de 25 kommuner oplyser, at

det skyldes, at der ikke har været sager, hvor det har været

relevant at se på muligheden for adoption uden samtykke. En-

kelte kommuner nævner som årsag, at reglerne opleves som

komplicerede, og at de vurderer, at det er for ressourcekræ-

vende at gennemføre en sag.

SÆRLIGT TILKNYTNINGSUNDERSØGELSEN ER

FORTSAT EN UDFORDRING

TILKNYTNINGS

UNDERSØGELSE:

En beskrivelse af rela-

tionen mellem barnet

og plejeforældrene.

Se yderligere i

kapitel 3.

Undersøgelsen viser, at der er udfordringer for kommunerne i

forhold til at gøre brug af reglerne på enkelte områder. Både

kommunerne selv og de statslige aktører peger i den forbindel-

se særligt på tilknytningsundersøgelsen. Udfordringerne i for-

hold til tilknytningsundersøgelsen blandt kommunerne er dels

at få udformet et opdrag til undersøgelserne, dels

–

og blandt

andet som følge heraf

–

at få udarbejdet undersøgelser, der

har en tilstrækkelig kvalitet.

Derudover er de lange sagsforløb, fra sagen påbegyndes i

kommunen, til der foreligger en endelig afgørelse, en barriere,

der kan betyde, at kommunerne vælger ikke at indstille sager.

Det vurderer både kommunerne selv og de statslige aktører.

Endelig peger både kommuner og de statslige aktører på, at

der hersker uklarhed om forskellige andre forhold i forbindelse

med sagerne. Det drejer sig blandt andet om muligheden for

at anbringe med henblik på adoption, hvornår i sagsforløbet

henholdsvis serviceloven og adoptionsloven gælder, og beskik-

kelse af advokater.

”Processen i forhold til

be-

handling af disse sager er

al for lang ud fra barnets

perspektiv.

(…)

Har nu

ventet 9 måneder på be-

handling af sag i landsret-

ten, det er ikke til barnets

bedste.”

(Kommune i be-

svarelse af spørgeskema)

MULIGHEDERNE FOR RÅD OG VEJLEDNING ER

TILSTRÆKKELIGE OG ØGER KOMMUNERNES

KENDSKAB TIL REGLERNE

Både kommuner og statslige aktører vurderer overordnet, at

de eksisterende muligheder for råd og vejledning om adoption

uden samtykke er tilstrækkelige. De efterspørger dog bedre

rådgivning på enkelte områder. Her peger de statslige aktører

særligt på, at der er behov for en vejledning til tilknytningsun-

dersøgelse svarende til den eksisterende vejledning om prog-

nosevurdering, som vil kunne støtte både kommuner og psy-

kologer i deres arbejde med tilknytningsundersøgelserne.

Størst kendskab til VISOs rådgivning i enkeltsager

Kommunernes kendskab til de forskellige muligheder for råd

og vejledning på området varierer meget. Den form for råd og

vejledning, som flest kommuner har kendskab til, er VISOs

rådgivning i enkeltsager.

Der er ingen af de eksisterende muligheder for råd og vejled-

ning, som alle kommuner kender til. Det er for eksempel ikke

alle kommuner, der har kendskab til principafgørelserne på

området, eller vejledningerne til lovgivningen på området.

Selvom alle kommuner har kendskab til mindst en af de eksi-

sterende muligheder for råd og vejledning, er der 11 kommu-

MULIGHEDER FOR

RÅD OG VEJLED-

NING



ner, der ikke har gjort brug af nogen former for råd og vejled-

ning på området.

Råd og vejledning øger kendskabet til reglerne

Både kommunerne selv og de statslige aktører vurderer, at

brug af råd og vejledning øger kommunernes kendskab til reg-

lerne. Det gælder særligt temadagsforløb med VISO, VISOs

rådgivning i enkeltsager og Ankestyrelsens adoptionskurser.

Interviewene med de statslige aktører tyder desuden på, at

råd og vejledning

–

særligt i form af individuel rådgivning, ek-

sempelvis VISOs rådgivning i enkeltsager, eller dialog med An-

kestyrelsen i forbindelse med en indstilling

–

betyder, at kom-

munerne overvejer muligheden for adoption uden samtykke

oftere end ellers.

Ingen klar sammenhæng imellem brug af råd og vejled-

ning og antal indstillede sager

Alle de 20 kommuner, der har indstillet en sag til børn og un-

ge-udvalget inden for de seneste år, har gjort brug af råd og

vejledning på området. Samtidig er der blandt de kommuner,

der hverken har indstillet en sag eller overvejet at gøre det,

flere kommuner der også har gjort brug at råd og vejledning

på området. Dermed kan vi ikke konstatere nogen klar sam-

menhæng imellem kommunernes brug af råd og vejledning, og

hvorvidt de har indstillet sager de seneste år eller overvejet at

gøre det.

Når 25 kommuner inden for de seneste år hverken har indstil-

let sager til børn og unge-udvalget eller overvejet det, hænger

det altså ikke nødvendigvis sammen med manglende viden el-

ler, at de ikke har modtaget råd og vejledning. De fleste af

kommunerne angiver selv, at det skyldes, at der ikke har væ-

ret sager, de har fundet relevante. Det ser dog ud til, at når

kommunerne indstiller en sag, gør de brug af mulighederne for

råd og vejledning.

Fortsat behov for at udbrede kendskabet til reglerne og

til mulighederne for råd og vejledning

Der er fortsat en gruppe kommuner, der aldrig har indstillet en

sag til Ankestyrelsen, og som heller ikke har gjort brug af de

muligheder for råd og vejledning, som de statslige aktører til-

byder. Samtidig er der flere af de forskellige muligheder for

råd og vejledning, som flere kommuner ikke kender til.

Der er dermed et behov for at sikre, at alle kommuner har et

relevant kendskab til reglerne, overvejer muligheden, når det

er relevant, og ved, hvor de kan få råd og vejledning.



Telefonisk og skriftlig

rådgivning fra

Statsforvaltningen

Temadage fra VISO

Telefonisk rådgivning

fra VISO

Rådgivning fra VISO

i enkeltsager

Ankestyrelsens

adoptionskurser

Ankestyrelsens

læringsteam

Telefonisk og skriftlig

rådgivning fra

Ankestyrelsen

Vejledninger til

lovgivningen

Principafgørelser

Privatudbudte kurser

KAPITEL 2

Kommunernes kendskab til

og brug af reglerne

Dette kapitel beskriver, hvordan kommunerne vurderer deres

kendskab til reglerne om adoption uden samtykke. Derudover

præsenterer kapitlet kommunernes skøn over, hvor mange sa-

ger de har overvejet at indstille til børn og unge-udvalget til

adoption uden samtykke

–

og hvor mange sager, de faktisk

har indstillet.

KOMMUNERNE HAR I NOGEN GRAD KENDSKAB

TIL REGLERNE

I spørgeskemaundersøgelsen har vi spurgt kommunerne



i hvilket omfang de vurderer, at de relevante medarbejdere i

kommunen har kendskab til reglerne om adoption uden sam-

tykke og

i hvilket omfang de relevante medarbejdere er klædt på til at

anvende reglerne.

Overordnet viser kommunernes svar, at de i nogen grad vur-

derer, at medarbejderne har kendskab til reglerne, mens de i

lidt mindre grad vurderer, at de også er klædt på til at anven-

de dem.

Som det fremgår af figur 2.1. vurderer i alt 65 af de 86 kom-

muner, at medarbejderne i høj eller nogen grad har kendskab

til reglerne. Flertallet, 47 af disse kommuner, vurderer, at det i

nogen grad er tilfældet. 18 kommuner vurderer, at det i min-

dre grad er tilfældet.

Det er derimod kun 42 af de 86 kommuner, der vurderer, at

medarbejderne i høj eller nogen grad er klædt på til at anven-

de reglerne. Hele 39 af kommunerne vurderer, at det kun i

mindre grad er tilfældet.

Endelig er der tre kommuner, der vurderer, at medarbejderne

slet ikke har kendskab til reglerne, og fem kommuner, der

vurderer, at de slet ikke er klædt på til at anvende dem.

Kommunernes

kendskab til speci-

fikke dele af lov-

givningen fremgår

af kapitel 3.

Medarbejderne overvejer i nogen grad muligheden for

adoption uden samtykke, når det er relevant

Vi har desuden spurgt kommunerne, i hvilket omfang de vur-

derer, at de relevante medarbejdere overvejer muligheden for

adoption uden samtykke, når det er relevant.

Som det fremgår af figur 2.2 vurderer 21 af de 86 kommuner,

at medarbejderne i høj grad overvejer muligheden, når det er

relevant. 34 kommuner vurderer, at det i nogen grad er tilfæl-

det, og 30 kommuner vurderer, at det i mindre grad er tilfæl-

det. Ingen kommuner vurderer, at det slet ikke er tilfældet.

Der er dermed en tendens til, at medarbejderne i højere grad

overvejer muligheden, end de kender til reglerne eller er klædt

på til at anvende dem. Det hænger sandsynligvis sammen

med, at det kun kræver et begrænset kendskab til reglerne at

overveje muligheden. Bemærk i den sammenhæng, at kom-

munernes tolkning af, hvad det vil sige at ”overveje

mulighe-

den” kan variere –

fra at sagsbehandleren selv kort overvejer

det uden at inddrage andre, til at kommunen eksempelvis

iværksætter en afdækning af forældreevnen.

MANGLENDE PRAKSISERFARING ER EN VÆ-

SENTLIG ÅRSAG TIL DET BEGRÆNSEDE KEND-

SKAB

MANGE KOMMU-

NER HAR ENDNU

IKKE INDSTILLET

SAGER

En væsentlig årsag til, at det ikke er alle kommuner, der vur-

derer, at medarbejderne har godt kendskab til og er klædt på

til at anvende reglerne, er manglende praksiserfaring. Det

fremgår både af interviewene med de tre statslige aktører og

kommunernes egne bemærkninger i spørgeskemaet.

I kommentarerne skriver flere kommuner, at de endnu ikke

har indstillet en sag til børn og unge-udvalget, eller at der har

været så få sager, at langt de fleste sagsbehandlere ikke selv

har haft en sag om adoption uden samtykke mellem hænder-

ne. Manglende praktisk brug af reglerne betyder alt andet lige

et dårligere kendskab til dem og dermed at det er sværere at

bruge dem.

Interviewene med de statslige aktører bekræfter billedet af, at

der er mange kommuner, der har ingen eller begrænset erfa-

ring med at indstille sager. Her udtaler Ankestyrelsen:

”Det er jo klart, at det er svært

for dem, når der kun kom-

mer en sag så sjældent,

at få noget erfaring i det.”

(Anke-

styrelsen)

VISO fortæller tilsvarende:

”Det er for mange kommuners vedkommende

slet ikke no-

get, de har erfaring med. Der har været meget få sager tid-

ligere. Så der er ikke så meget erfaring at trække på i den

enkelte kommune, og egentlig heller ikke på landsbasis. Det

er noget, hvor de har rigtig meget brug for dialog og spar-

ring, sådan helt basalt og grundlæggende.”

(VISO)

De statslige aktører har samtidig en klar opfattelse af, at når

en kommune først har haft en sag hvor Ankestyrelsen har til-

trådt indstillingen, er den langt mere tilbøjelig til at anvende

muligheden igen. Blandt de sager, der har været indstillet til

Ankestyrelsen, er der således flere sager fra de samme kom-

muner

–

og samtidig som nævnt en del kommuner, der slet ik-

ke er repræsenteret.

BRUG AF

REGLERNE ØGER

KENDSKABET

TIL DEM

Derudover oplever både Ankestyrelsen og Statsforvaltningen,

at når en kommune har haft en eller flere sager, der er blevet

endeligt godkendt, har de som oftest godt styr på reglerne,

næste gang, de indstiller en sag. Her er det Statsforvaltningen,

der udtaler sig:

”Det generelle billede er,

at lige så snart de har prøvet det

et par gange, så er der styr på reglerne."

(Statsforvaltnin-

gen)

Nogle kommuner skriver i kommentarer i spørgeskemaet, at

den manglende praktiske erfaring også gælder deres børn og

unge-udvalg. Nogle af dem der har deltaget i, eller har plan-

lagt at deltage i et temadagsforløb med VISO, har blandt andet

derfor inviteret børn og unge-udvalget med.

Ikke nødvendigt, at alle medarbejdere har kendskab til

reglerne

Flere kommuner skriver i kommentarfelter i spørgeskemaet, at

de ikke finder det nødvendigt, at alle sagsbehandlere har ind-

gående kendskab til reglerne. En kommune skriver eksempel-

vis, at det forventes, at medarbejderne har kendskab til mu-

ligheden og overblik over reglerne, men ikke indgående kend-

skab:

”Når

vi har sager om adoption uden samtykke, går vi i dyb-

den med at undersøge reglerne fra gang til gang. I hverda-

gen har vi og holder vi det store overblik over regler på om-

rådet.”

(Kommune i besvarelse af spørgeskema)

SPECIALISERINGS-

STRATEGI

I flere kommuner er der enkelte medarbejdere, for eksempel

en faglig leder, en fagkoordinator eller en mindre gruppe af er-

farne medarbejdere, der har ansvar for at have et grundigt

kendskab til reglerne. Hvis der opstår en sag, hvor det er rele-

vant at overveje muligheden for adoption uden samtykke, vil

denne medarbejder/gruppe af medarbejdere altid skulle invol-

veres. Kommunerne skriver for eksempel:

”Ikke

alle medarbejdere har kendskab til betingelser og mu-

ligheder. Vi har to fagspecialister, der i samarbejde med

mig som faglig leder har fokus på området.”

(Kommune i

besvarelse af spørgeskema)

”Vi

har organiseret arbejdet således at alle sager om adop-

tion uden samtykke placeres hos en enkelt medarbejder

(undertegnede).”

(Kommune i besvarelse af spørgeskema)

Billedet af, at flere kommuner vælger en specialiseringsstrategi

understøttes af, at Statsforvaltningen oplever, at når de taler

med repræsentanter fra kommunerne, er det ofte de samme

sagsbehandlere. VISO fortæller, at de i forbindelse med tema-

dagsforløb i kommunerne også drøfter med deltagerne, hvor-

dan man organisatorisk kan støtte op om indsatsen på områ-

det.

I alt syv kommuner skriver i kommentarfelter i spørgeskema-

et, at de har organiseret sig på en måde, hvor enkelte medar-

bejdere er specialiseret i området. Der kan dog være flere end

de syv, der blot ikke har oplyst det i deres besvarelse.

FLERE SAGER SIDEN LOVÆNDRINGERNE I 2015

FLERE IND-

STILLINGER TIL

ANKESTYRELSEN

OG FLERE

HENVENDELSER

TIL VISO

De tre interviewede statslige aktører fortæller enstemmigt, at

der er sket en stigning i antallet af indstillinger til Ankestyrel-

sen siden lovændringerne i 2015. Ankestyrelsen fortæller:

”Før behandlede vi et

par enkelte sager om året

–

måske to

til tre sager. Efter den nye lovgivning er det omkring ti om

året. Selvom det stadig er få sager, er der stadig en mar-

kant stigning.”

(Ankestyrelsen)

VISO fortæller, at de også oplever en markant stigning i antal-

let af henvendelser, der handler om adoption uden samtykke.

De statslige aktører ser særligt en stigning i antallet af indstil-

lede sager om yngre og nyfødte børn. Her er det igen Ankesty-

relsen, der udtaler sig:

”Kommunerne begynder at være mere opmærksomme, især

også på de små, også allerede under graviditeten. Vi kan

se, at de sidste vi har haft efter § 9 stk. 3, det med den va-

rige nedsatte forældreevne, der har børnene været meget

små, der har for eksempel været en på to måneder. Og det

betyder, at de tænker det ind under graviditeten. Det er ty-

pisk i de tilfælde, hvor der i forvejen har været et barn, der

har været anbragt, eller det er nogle meget dårlig begavede

forældre.”

(Ankestyrelsen)

FLERE SAGER

BETYDER MERE

ERFARING

De statslige aktører oplever, at stigningen i antallet af indstil-

linger betyder, at flere kommuner og sagsbehandlere får prak-

tisk erfaring med reglerne, og dermed bedre kendskab til dem.

Generelt oplever de, at kommunerne i dag ”famler mindre”

end de gjorde for bare nogle år siden, som en medarbejder fra

Ankestyrelsen formulerer det.

Igen understreger de statslige aktører, at der fortsat er kom-

muner, der ikke har indstillet sager, og hvor de derfor heller

ikke har indblik i kommunernes praksis. Ankestyrelsen har dog

fået tilkendegivelser fra flere kommuner, der ikke tidligere har

indstillet en sag, om at de gerne vil ”med på vognen”. Både

Ankestyrelsen og VISO oplever desuden generelt en stigende

interesse for området i kommunerne, som blandt andet kom-

mer til udtryk ved efterspørgslen på råd og vejledning (se ka-

pitel 4).

Stigningen i antallet af sager hænger sammen med flere

forhold

De statslige aktører vurderer, at stigningen i antallet af indstil-

linger hænger sammen med flere forhold.

For det første har lempelserne i lovændringerne fra 2015 haft

væsentlig betydning. For eksempel, at det ikke længere er et

krav, at forældrene ikke skal kunne spille en positiv rolle i for-

bindelse med samvær. Det skal nu også blot sandsynliggøres,

at forældreevnen er varigt nedsat. Derudover er der i service-

loven indsat en bestemmelse, som understreger kommunernes

pligt til at overveje adoption i sager, hvor kommunen antager,

at barnet vil være anbragt i en længere årrække.

For det andet har rådgivningsindsatsen på området haft væ-

sentlig betydning for kommunernes opmærksomhed på områ-

det.

For det tredje, og som tidligere beskrevet, oplever både Anke-

styrelsen og Statsforvaltningen, at erfaring med at indstille sa-

ger avler flere indstillinger.

Læs mere om ef-

terspørgslen på

råd og vejledning i

kapitel 4.

OMFANGET AF INDSTILLINGER TIL BØRN OG

UNGE-UDVALGENE

20 KOMMUNER

HAR INDSTILLET

SAGER

I spørgeskemaet angiver 20 af de 86 kommuner, at de har

indstillet en eller flere sager om adoption uden samtykke til

børn og unge-udvalget i perioden 1. oktober 2015 til 1. marts

2018. De 20 kommuner har i alt indstillet 35 sager. Som det

fremgår af figur 2.3, har de fleste af disse kommuner kun ind-

stillet én gang (11 kommuner).

66 kommuner angiver i spørgeskemaet, at de ikke har indstil-

let sager til børn og unge-udvalget i perioden.

Ankestyrelsen oplyser, at der i samme periode blev indstillet

23 sager til dem. Det vil sige, at der er omkring 12 sager på

landsplan, som børn og unge-udvalgene har valgt ikke at ind-

stille til Ankestyrelsen. Bemærk dog, at tallet er omtrentligt

–

dels fordi nogle kommuners svar kan være et skøn, og dels

fordi tallet kun dækker over de 86 kommuner, der har besva-

ret spørgeskemaet.

Omkring halvdelen af kommunerne har overvejet at ind-

stille sager, der i sidste ende ikke blev indstillet

I alt 49 kommuner har i spørgeskemaet svaret, at de har

overvejet at indstille sager til børn- og ungeudvalget, som i

sidste ende ikke er blevet indstillet. De 49 kommuner skønner

til sammen, at de i perioden 1. oktober 2015 til 1. marts 2018

har overvejet at indstille i mellem 103 og 109 sager.

Dermed har omkring halvdelen af kommunerne overvejet at

indstille sager til børn og unge-udvalget, som i sidste ende ik-

ke blev indstillet - imens det kun er omkring en fjerdedel, der

har indstillet sager.

Omkring halvdelen af

kommunerne har

overvejet at indstille

sager til børn og un-

ge-udvalget, som i

sidste ende ikke blev

indstillet - imens det

kun er omkring en

fjerdedel, der har ind-

stillet sager.

33 af de 86 kommuner har svaret, at der ikke har været tilfæl-

de, hvor de har overvejet at indstille en sag, uden at den i sid-

ste ende blev indstillet. Fire kommuner svarer, at de ikke ved

det.

Igen vil vi bemærke, at kommunernes tolkning af, hvad det vil

sige at ”overveje muligheden” kan variere –

fra at sagsbe-

handleren selv kort overvejer det uden at inddrage andre, til at

kommunen eksempelvis iværksætter en udredning af foræl-

dreevnen.

Årsager til, at mulige sager ikke er blevet indstillet

Der er altså 49 kommuner, der har svaret, at de har overvejet

at indstille sager til børn og unge-udvalget, som i sidste ende

ikke blev indstillet. Disse 49 kommuner har vi spurgt, hvad år-

sagen var til, at sagen eller sagerne i sidste ende ikke blev

indstillet. De har her haft mulighed for at afgive flere svar.

Den hyppigste årsag

til, at sager i sidste

ende ikke indstilles,

er, at plejefamilien

ikke ønsker at

adoptere

Som det fremgår af figur 2.4. svarer 22 af kommunerne, at år-

sagen i en eller flere sager var, at plejefamilien ikke ønskede

at adoptere, og at kommunen vurderede, at det ville være for

belastende for barnet med endnu et skift.

20 kommuner svarer, at årsagen i en eller flere af sagerne var

problemer med at sandsynliggøre, at forældrenes forældreevne

var varigt nedsat, herunder problemer med at få udarbejdet en

prognosevurdering (ved indstillinger efter adoptionslovens § 9,

stk. 3).

20 kommuner svarer ganske enkelt, at der ikke var grundlag

for en adoption uden samtykke.

I alt 16 kommuner svarer ”Andet” eller ”Andre problemer med

at anvende reglerne i praksis. Dette uddybes under figuren.

Otte kommuner svarer, at årsagen i en eller flere sager var

problemer med at dokumentere tilknytningen til plejeforældre-

ne, herunder problemer med at definere rammerne for en til-

knytningsundersøgelse (ved indstillinger efter adoptionslovens

§ 9, stk. 4).

Seks kommuner svarer, at de i en eller flere af sagerne vurde-

rede, at et langstrakt sagsforløb ville have negativ betydning

for barnet og de involverede parter.

De i alt 16 kommuner, der har svaret ”Andet” eller ”Andre pro-

blemer med at anvende

reglerne i praksis” fremhæver blandt

andet følgende årsager til, at sagerne i sidste ende ikke blev

indstillet:



Familien fraflyttede kommunen, før de nåede at indstille

Kommunen har, eller har ikke hidtil haft, ressourcer og erfa-

ring til at behandle sager om adoption uden samtykke

Sagen afventer afklaring af faderskab



Plejefamilien var endnu ikke klar til at adoptere, men forven-

tedes at blive det inden for et års tid

Forældrene gav undervejs i sagsprocessen samtykke til

adoptionen

25 kommuner har hverken indstillet eller overvejet at

indstille sager til børn og unge-udvalget

25 kommuner svarer i spørgeskemaet, at de i perioden fra 1.

oktober 2018 til 1. marts 2018 ikke har indstillet sager til børn

og unge-udvalget, og heller ikke har overvejet det.

I kommentarfelter beskriver flertallet af disse kommuner, at

det skyldes, at der ikke har været sager, hvor det har været

relevant. Fire kommuner skriver, at det skyldes manglende

opmærksomhed på muligheden for adoption uden samtykke

eller generel usikkerhed om reglerne, blandt andet grundet

manglende erfaring. En af dem skriver:

”Reglerne

og processen er yderst komplicerede, og det er

en nærmest uoverstigelig opgave at gennemføre en sag.”

(Kommune i besvarelse af spørgeskema)

To kommuner skriver, at de er i gang med at styrke deres ind-

sats på området, og netop har haft et temadagsforløb med

VISO.

KAPITEL 3

Barrierer og tvivlspørgsmål

Som beskrevet i kapitel 2 er det overordnede billede, at kom-

munernes kendskab til reglerne om adoption uden samtykke er

forbedret henover de seneste år, og at der er sket en stigning i

antallet af sager, der indstilles. Der er dog fortsat nogle barrie-

rer og tvivlsspørgsmål i forbindelse med kommunernes brug af

reglerne. Det drejer sig både om brugen af specifikke dele af

lovgivningen og om nogle mere overordnede forhold. De be-

skrives i dette kapitel.

TILKNYTNINGSUNDERSØGELSER OG PROGNO-

SEVURDERINGER

I sager, hvor kommunerne finder grundlag for at indstille til

adoption uden samtykke efter adoptionslovens § 9, stk. 3, er

det et lovgivningsmæssigt krav, at de skal sandsynliggøre, at

forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsor-

gen for barnet. Hvis de finder grundlag for at indstille efter § 9,

stk. 4, gælder det, at kommunen skal dokumentere, at barnet

har opnået en tilknytning til plejefamilien der gør, at det vil

være skadeligt for barnet, hvis tilknytningen brydes.

ADOPTIONSLOVEN § 9, STK. 3

Adoption kan meddeles efter stk. 2, hvis betingelserne

for anbringelse af barnet uden for hjemmet i § 58, stk. 1,

nr. 1 eller 2, i lov om social service er opfyldt, og det er

sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af

stand til at varetage omsorgen for barnet, og at adoption

af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets op-

vækst vil være bedst for barnet.

ADOPTIONSLOVEN § 9 STK. 4

Når barnet er anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie,

jf. § 66, stk. 1, nr. 1-3, i lov om social service, og betin-

gelserne for anbringelse af barnet uden for hjemmet i

§ 58, stk. 1, i lov om social service er opfyldt, kan adop-

tion efter stk. 2 meddeles plejeforældrene, hvis barnets

tilknytning til plejefamilien har antaget en sådan karak-

ter, at det vil være skadeligt for barnet at bryde denne

tilknytning, navnlig under hensyn til kontinuiteten og

stabiliteten i barnets opvækst og til barnets relation til

sine forældre.

Både interviewene med de tre statslige aktører og spørgeske-

maundersøgelsen blandt kommunerne tegner et billede af, at

kommunerne oplever en del udfordringer med at få udarbejdet

tilknytningsundersøgelser og prognosevurderinger, der lever

op til dokumentationskravene for de to bestemmelser.

På trods af, at der er tale om to forskellige undersøgelser, som

knytter sig til hver sin bestemmelse i adoptionsloven, er det

nogle af de samme problematikker, der går igen. De statslige

aktører og kommunerne selv fremhæver dog særligt tilknyt-

ningsundersøgelserne som en udfordring.

Kommunerne vurderer, at de i nogen grad har kendskab

til reglerne om de to dokumentationskrav

Hvad angår kendskabet til reglerne om prognosevurdering

–

specifikt kravet om at sandsynliggøre, at forældreevnen er va-

rigt nedsat - vurderer hovedparten af kommunerne, 44 ud af

86 kommuner, at de relevante medarbejdere i høj grad har

kendskab til reglerne. Der er dog en tendens til, at kommuner-

ne i lidt mindre grad vurderer, at medarbejderne er klædt på

til at anvende reglerne. 44 af de 86 kommuner vurderer, at

det i nogen grad er tilfældet.

Ingen kommuner vurderer, at medarbejderne slet ikke har

kendskab til eller er klædt på til at anvende reglerne. Se figur

3.1.

23 af de 86 kommuner vurderer, at de i høj grad har kendskab

til reglerne om prognosevurdering, men at de i nogen eller

mindre grad er klædt på til at anvende reglerne. Kommunerne

fremhæver i kommentarfelter, at det blandt andet skyldes, at:



det kan være vanskeligt at foretage vurderingen af forældre-

evnen, fordi der er tale om et skøn, som stiller krav til med-

arbejdernes erfaring på området

det er svært at få udarbejdet undersøgelser af forældreev-

nen, hvis forældrene ikke ønsker at samarbejde

det kan være vanskeligt at sikre, at kommunen får udarbej-

det et præcist opdrag til leverandøren, der skal udføre un-

dersøgelsen, og at undersøgelsen er af en tilstrækkelig kvali-

tet.

I forhold til reglerne om tilknytningsundersøgelse er billedet

også, at kommunerne vurderer, at de i lidt højere grad kender

til reglerne, end de er klædt på til at anvende dem. Det frem-

går af figur 3.2, at 40 af de 86 kommuner vurderer, at de rele-

vante medarbejdere i høj grad har kendskab til reglerne, mens

hovedparten af kommunerne, 43 af de 86 kommuner, vurde-

rer, at medarbejderne i nogen grad er klædt på til at anvende

reglerne.

Ingen kommuner vurderer, at medarbejderne slet ikke har

kendskab til eller er klædt på til at anvende reglerne.

SVÆRT AT UDFORME

OPDRAGET TIL DE

TO UNDERSØGELSER

I forbindelse med vurderingen af deres kendskab til reglerne

om tilknytningsundersøgelser bemærker kommunerne i spør-

geskemaet hovedsageligt, at der, i lighed med prognosevurde-

ringen, er udfordringer forbundet med at udforme opdraget til

undersøgelsen. I forlængelse heraf er der også udfordringer

med at få udarbejdet undersøgelser, der har en tilstrækkelig

kvalitet.

Derudover peger nogle kommuner på, at de endnu ikke har

haft sager efter adoptionslovens § 9, stk. 4, hvor det er rele-

vant at dokumentere tilknytningen mellem barnet og plejefa-

milien. Som beskrevet i kapitel 2 er manglende praktisk erfa-

ring en væsentlig årsag til, at en del kommuner vurderer, at

de kun i nogen eller mindre grad har kendskab til reglerne. Det

gælder både reglerne som helhed og de enkelte dele af lovgiv-

ningen.

Problemer med at få udarbejdet undersøgelserne kan

betyde, at kommunerne vælger at undlade at indstille til

adoption uden samtykke

Som det fremgår af kapitel 2 har vi i spørgeskemaet bedt

kommunerne om at oplyse, om de har overvejet at indstille

sager til adoption uden samtykke til børn og unge-udvalget,

der i sidste ende ikke blev indstillet. Det oplyser 49 af de 86

kommuner, at de har.

Af de 49 kommuner har otte kommuner angivet, at årsagen, til

at sagen ikke blev indstillet blandt andet var, at de havde pro-

blemer med at dokumentere tilknytningen til plejefamilien,

herunder at definere rammerne for tilknytningsundersøgelsen.

20 af de 49 kommuner angiver, at en af årsagerne til, at sa-

gerne ikke blev indstillet var, at de havde problemer med at

sandsynliggøre forældrenes varigt manglende forældreevner

herunder problemer med at få udarbejdet en prognosevurde-

ring.

Kommunerne har problemer med at udfærdige et opdrag

til undersøgelserne og sikre, at kvaliteten af undersø-

gelserne er god nok

Som beskrevet tidligere bemærker kommunerne, at de største

vanskeligheder i forbindelse med at anvende reglerne er, 1) at

de har problemer med at få defineret et opdrag til undersøgel-

serne og 2) at de oplever, at undersøgelserne ikke har en til-

strækkelig kvalitet.

Interviewene med VISO, Ankestyrelsen og Statsforvaltningen

bekræfter dette billede. Interviewpersonerne peger på, at van-

skelighederne hovedsagelig knytter sig til tilknytningsundersø-

Årsagerne, til at

sagerne i sidste

ende ikke blev

indstillet til

adoption uden

samtykke,

fremgår også af

figur 2.4 på side

17 i rapporten.

gelserne, da der ikke findes en vejledning til udarbejdelsen af

denne type undersøgelse.

De tre statslige aktører oplever, at kommunerne kan være

famlende, både når de bestiller undersøgelserne, og når de

skal vurdere, om indholdet af undersøgelserne er tilstrækkeligt

til at leve op til dokumentationskravene. Medarbejderne fra

Ankestyrelsen vurderer, at en del af sagerne efter adoptionslo-

vens § 9 stk. 4, som indstilles til Ankestyrelsen, bliver hjemvist

på grund af udfordringer knyttet til dokumentationen af til-

knytningen mellem barnet og plejefamilien.

En medarbejder fra Ankestyrelsen peger på, at kommunens

opdrag til den psykolog, der skal udarbejde undersøgelsen, har

betydning for, om undersøgelserne lever op til kravene om do-

kumentation:

”Der kan være nogle problemer,

hvis de (psykologerne) ikke

har forholdt sig konkret til det, som loven siger. Det hænger

sammen med opdraget, hvor kravene skal fremgå. Det

kræver også, at man har en knivskarp forståelse fra sags-

behandlerens side. Hvad er det psykologerne skal komme

ind på, og hvad er det, de skal konkludere omkring. Det

kræver erfaring.”

(Ankestyrelsen)

Psykologerne kan også opleve barrierer i forbindelse

med udarbejdelsen af de to typer undersøgelser

Problemerne med at definere et opdrag til undersøgelserne

har, som beskrevet, også indvirkning på kvaliteten af selve

undersøgelsen. VISO peger på, at det kan være vanskeligt for

psykologerne at udarbejde undersøgelserne, herunder i særlig

grad tilknytningsundersøgelser. Ifølge VISO kan det handle

om, at psykologerne også mangler viden om hvilke metoder,

der er relevante at anvende til undersøgelserne og en usikker-

hed i forhold til, hvilke krav der er til lige præcis disse typer

undersøgelser.

TILKNYTNINGS-

UNDERSØGELSEN

ER OGSÅ

SVÆR FOR

PSYKOLOGERNE

LANGE SAGSFORLØB GIVER ANLEDNING TIL

BEKYMRING

Det fremgår af interviewene og kommunernes besvarelser af

spørgeskemaet, at varigheden af sagsforløbene i sager om

adoption uden samtykke bekymrer både kommuner og de

statslige aktører. Bekymringerne går primært på, at det ikke er

til barnets bedste, at der går op mod to år, før der kommer en

endelig afklaring i sagen. En kommune skriver eksempelvis i

en kommentar i spørgeskemaet:

”Processen i forhold til

behandling af disse sager er al for

lang ud fra barnets perspektiv. Der bør være tidsfrister i

forhold til behandling af sager i retten og landsretten. Har

nu ventet 9 måneder på behandling af sag i landsretten, det

er ikke til barnets bedste.”

(Kommune i besvarelse af spør-

geskema)

LANGE SAGS-

FORLØB KAN

MEDVIRKE TIL,

AT KOMMUNERNE

IKKE INDSTILLER

Af de 49 kommuner, der har overvejet at indstille en eller flere

sager om adoption uden samtykke til børn og unge-udvalget,

oplyser seks kommuner, at de i sidste ende valgte at undlade

at indstille en eller flere af sagerne, fordi de vurderede, at et

langstrakt sagsforløb ville have negativ betydning for barnet

og de involverede parter.

Både VISO, Statsforvaltningen og Ankestyrelsen har oplevet,

at kommunerne ytrer frustration over den lange sagsbehand-

lingstid. Kommunerne giver udtryk for, at det kommer bag på

dem, at det tager så lang tid før en sag er endelig afsluttet, og

at det kan få indflydelse på deres vurdering af, om de skal ind-

stille en sag til adoption uden samtykke i fremtiden.

I både VISO og Ankestyrelsen er der dog også en oplevelse af,

at kommunerne er opmærksomme på at holde sagsbehand-

lingstiden op imod barnets livsperspektiv. Hvis der er tale om

et barn, der skal være anbragt i 18 år, er adoption uden sam-

tykke muligvis en bedre mulighed, til trods for den lange sags-

behandlingstid.

Nogle af interviewpersonerne blandt de statslige aktører peger

på, at den lange sagsbehandlingstid kan være mest problema-

tisk i sager efter adoptionslovens § 9 stk. 3, hvor der vil være

tale om en fremmedadoption, da barnet først kan flyttes til

adoptivforældrene, når sagen er helt afsluttet. Det betyder, at

der sker et brud i kontinuiteten i en senere alder, hvilket kan

være uhensigtsmæssigt.

Andre peger på, at det også kan være meget uhensigtsmæs-

sigt i sager efter adoptionslovens § 9, stk. 4, fordi plejebørne-

ne oplever at stå i en usikker situation, mens sagen bliver be-

handlet. Her kan der ofte være tale om ældre børn, som har et

stort ønske om at blive adopteret af plejefamilien.

Sagerne trækker ud, når de skal for retten

Når Statsforvaltningen har truffet afgørelse om, at et barn skal

bortadopteres uden samtykke, har de biologiske forældre mu-

lighed for at indbringe afgørelsen for byretten og efterfølgende

for landsretten. Det fremgår af interviewet med Statsforvalt-

ningen, at stort set samtlige sager bliver indbragt for retten.

De statslige aktører vurderer, at langt hovedparten af sagsbe-

handlingstiden ligger i domstolene, hvor det kan tage mange

måneder, før der er tid til at behandle sagen.

SAGSBEHAND-

LINGSTIDEN ER

PROBLEMATISK

FOR BARNET

Under interviewene gav interviewpersonerne nogle forslag til,

hvordan man kan nedbringe sagsbehandlingstiden:



Der fastsættes en tidsfrist for, hvor lang tid retterne har til at

behandle sagerne, i tråd med den tidsfrist, der er fastsat for

sagsbehandlingen i Ankestyrelsen.

Domstolsbehandlingen samles ved en særlig børneret med

opprioritering af opgaven.

UKLARHED OM ANBRINGELSER MED HENBLIK

PÅ ADOPTION

Det fremgår af vejledningen til lovgivningen

, at kommunerne

bør overveje muligheden for at anbringe børn med henblik på

adoption.

Der er dog i praksis uklarhed om 1) hvornår betingelserne for

at kunne anbringe med henblik på adoption uden samtykke er

opfyldt og 2) arbejdsgangene i forbindelse med en eventuel

anbringelse.

Det fremgår både af interviewene med de statslige aktører og

af kommunernes besvarelser af spørgeskemaet, at kommu-

nerne ønsker at anbringe med henblik på adoption, særligt

fordi der kan gå op til to år før den endelige adoptionsbevilling

er på plads.

Parallelforløb i forhold til afgørelse om adoption uden

samtykke og godkendelse af plejeforældrene som adop-

tanter

I Statsforvaltningen har de set eksempler på, at kommunerne

anbringer et barn hos en plejefamilie, der samtidig ansøger om

at blive konkret godkendte til at adoptere barnet. Oplevelsen

er, at kommunerne forsøger at finde alternative måder at an-

bringe med henblik på adoption uden samtykke, fordi der som

oftest er tale om meget lange sagsforløb i denne type sager,

og fordi der er forvirring omkring mulighederne for at gøre det

i praksis.

Statsforvaltningen fremhæver, at det parallelforløb, der opstår,

mellem sagen om adoption uden samtykke og plejefamiliens

ansøgning om godkendelse til adoption, er meget uhensigts-

mæssig og ofte ikke vil medføre det resultat, som kommunen

og plejefamilien ønsker:

Vejledning om frigivelse af børn til national adoption, VEJ nr. 11365 af 30. december

2015.

"Interessen for at få barnet anbragt, så det ikke skal flyttes

igen, er helt forståelig, men det kan bare ikke lade sig gøre.

Der er tit problemer for kommunerne med at finde ud af

det, hvor de forsøger at få dem i en plejefamilie og samtidig

søger den plejefamilie om godkendelse til det konkrete

barn. De regner med, at processerne kan køre sideløbende.

En tvangsadoption og samtidig godkendelse til det konkrete

barn. Men det er ikke systemet, det er ikke sikkert, at det

kan passe sammen i sidste ende.”

(Statsforvaltningen)

De statslige aktører peger på, at parallelforløbene risikerer at

sætte både plejefamilien og barnet i en meget sårbar situation.

I Statsforvaltningen har de set flere eksempler på, at plejefor-

ældre mere eller mindre får stillet i sigte, at de kan adoptere

barnet, men hvor det alligevel ikke lykkes.

PLEJEFAMILIERNES ROLLE

Både VISO, Statsforvaltningen og Ankestyrelsen peger desu-

den på, at der kan være nogle udfordringer for kommunerne i

forhold til at tage højde for plejefamilierne og deres rolle i sa-

ger om adoption uden samtykke.

Først og fremmest peger de statslige aktører på, at kommu-

nerne nogle gange er udfordrede i forhold til at vejlede pleje-

familierne tilstrækkeligt om sagsbehandlingsprocessen og om

deres muligheder som plejeforældre. I Ankestyrelsen har in-

terviewpersonerne set sager, hvor dialogen mellem kommunen

og plejefamilien ikke har været god nok, og hvor der derfor er

opstået misforståelser omkring sagen.

”Vi læser jævnligt, at kommunikationen ikke har været for

god. Plejeforældrene har opfattet det på den måde, at

kommunen har sagt ja, men det har aldrig været meningen

at barnet skulle blive der, og det har plejeforældrene ikke

hørt.”

(Ankestyrelsen)

Interviewpersonerne fremhæver, at plejefamilierne spiller en

vigtig rolle, uanset om de skal adoptere eller skal medvirke til

at sikre den bedst mulige overgang til en ny familie for barnet.

I Statsforvaltningen har de erfaringer med plejeforældre, der

kontakter dem, fordi plejeforældrene føler sig pressede til at

sige ja til en adoption. En kommune beskriver også dette di-

lemma i besvarelsen af spørgeskemaet:

”Dilemmaet ved at spørge en plejefamilie som måske takker

nej. Det er et stort etisk dilemma, for plejefamilien siger jo

implicit sit arbejde op og får ændret familiemønster. Emnet

er meget følsomt også for plejefamilien, for de må ikke føle

DIALOG OG

VEJLEDNING ER

VIGTIG

sig presset og frygte, at vi så adopterer barnet et andet

sted hen. De menneskelige og etiske hensyn vejer meget

tungt.”

(Kommune i besvarelse af spørgeskema)

Nogle plejefamilier kan ikke eller ønsker ikke at adopte-

Blandt de 49 kommuner, der har overvejet at indstille en sag

til adoption uden samtykke, har 22 kommuner angivet, at år-

sagen til, at kommunen i sidste ende ikke indstillede sagen,

var, at plejefamilien ikke kunne eller ikke ønskede at adoptere

barnet, og kommunen vurderede, at det ville være for bela-

stende for barnet med endnu et skift.

Plejeforældrene kan

miste deres vederlag

og eventuelt den støt-

te de modtager fra

kommunen.

Plejefamilien kan have

flere plejebørn, og

være bekymrede for

forholdet til de øvrige

plejebørn og dyna-

mikken i familien, hvis

et af børnene bliver

adopteret.

Interviewpersonerne peger på, at der kan være en række år-

sager til, at plejefamilier ikke ønsker at adoptere barnet. Pleje-

forældrene kan eksempelvis miste deres vederlag og eventuelt

den støtte de modtager fra kommunen.

En anden problematik kan være, at plejefamilien har flere ple-

jebørn, hvorfor de kan være bekymrede for forholdet til de øv-

rige plejebørn og dynamikken i familien, hvis et af børnene bli-

ver adopteret. En kommune beskriver i et kommentarfelt i

spørgeskemaet nogle af de problematikker, der kan være på

spil:

”Vi kan støde på

en plejefamilie, hvor tilknytningen er så

god, at det vil give mening, at barnet blev hos dem ved

adoption. Men plejefamilien ønsker ikke altid dette, da det

er deres job. Måske går de hjemme på fuld tid med løn, så

vil de ikke "slippe" denne indtægt. Hvis der er flere pleje-

børn i familien kan det være svært at adoptere det ene

barn,

men ikke det andet.”

(Kommune i besvarelse af spør-

geskema)

SERVICELOVEN OG ADOPTIONSLOVEN

Interviewpersonerne fra VISO, Statsforvaltningen og Ankesty-

relsen peger på, at der er en uoverensstemmelse mellem in-

tentionerne med adoptionsloven og serviceloven i forhold til

ændring af anbringelsessted. Derudover oplever de, at der i

kommunerne kan være tvivl om, hvornår hvilken lovgivning

gælder i forbindelse med fastsættelse af samvær.

Ændring i anbringelsessted med henblik på adoption

uden samtykke

Det fremgår af forarbejderne til adoptionsloven og af vejled-

ning om frigivelse af børn til national adoption, at barnet skal

flyttes til en kommende adoptivfamilie hurtigst muligt, når

Statsforvaltningen har truffet afgørelse om, at en adoption

uden samtykke kan gennemføres.

Ankestyrelsen har dog senere fastslået, at det ikke er muligt at

flytte et barn, hvis den eneste begrundelse er, at der er en

forventning om, at der sker en adoption. Det fremgår af prin-

cipafgørelse 16-17, som beskrevet i boksen herunder.

PRINCIPAFGØRELSE 16-17

Ankestyrelsen har i principafgørelse

16-17

fastslået, at

kommunen ikke kan ændre anbringelsesstedet, hvis flyt-

ningen alene er begrundet med en forventet adoption

uden samtykke.

Det skyldes, at det er betingelserne for ændring af an-

bringelsessted, som fremgår af serviceloven, der er gæl-

dende, indtil adoptionen er endelig gennemført.

Ændring af anbringelsessted kan først ske, når mulighe-

derne for at anke afgørelsen er udtømte.

Alle interviewpersonerne peger på, at det er uhensigtsmæs-

sigt, at der er en diskrepans mellem de to lovgivninger i for-

hold til muligheden for at flytte barnet så tidligt som muligt.

Det er desuden interviewpersonernes vurdering, at kommu-

nerne i nogle tilfælde ikke er opmærksomme på, at det er ser-

viceloven, der gælder, indtil adoptionen er gået endeligt igen-

nem, eller at der opstår tvivlsspørgsmål blandt kommunerne,

fordi de bliver usikre på, hvilke regler der gælder på området.

Statsforvaltningen vurderer dog, at Ankestyrelsens principaf-

gørelse 16-17 har været med til at skabe klarhed omkring reg-

lerne for ændring af anbringelsessted.

Samvær mellem barnet og de biologiske forældre

Statsforvaltningen oplever, at nogle kommuner kan være usik-

re på reglerne for samvær mellem barnet og de biologiske

forældre. I tråd med problematikkerne omkring muligheden for

at ændre anbringelsesstedet, bunder tvivlen ifølge interview-

personerne i, at det er uklart for kommunerne, hvornår ser-

viceloven gælder, og hvornår adoptionsloven gælder i sager

om adoption uden samtykke.

Statsforvaltningen har også oplevet, at der opstår tvivlspørgs-

mål om, hvor længe der skal udbetales vederlag til plejefamili-

en.

KRAV TIL INDHOLDET AF INDSTILLINGEN

Ankestyrelsen vurderer, at nogle kommuner fortsat har udfor-

dringer med at sikre, at indstillingerne til adoption uden sam-

tykke er tilstrækkelig oplyst, og er præcise i forhold til, hvilken

bestemmelse, de indstiller til adoption efter.

Når kommunen vurderer, at der er grundlag for at gennemføre

en adoption uden samtykke, skal der udarbejdes en indstilling

til adoption uden samtykke, som skal forelægges for børn og

unge-udvalget. Kravene til indholdet af indstillingen fremgår af

servicelovens § 68 E, stk. 2 (se boks herunder).

INDSTILLINGEN TIL BØRN OG UNGE-UDVALGET

SKAL INDEHOLDE:

1. Den børnefaglige undersøgelse, jf. § 50 i service-

loven

2. Handleplanen, jf. § 140 i serviceloven

3. En redegørelse for, at betingelserne for adoption

uden samtykke efter § 9, stk. 2-4, i adoptionslo-

ven er opfyldt.

4. Oplysninger om barnets eller den unges holdning

til den påtænkte adoption, jf. § 6, stk. 1 og 3, i

adoptionsloven.

Hvis indstillingen sker efter adoptionslovens § 9, stk. 3

eller 4, skal indstillingen desuden indeholde en redegø-

relse for, at betingelserne for anbringelse uden for

hjemmet uden samtykke er opfyldt, jf. § 58, stk. 1 i ser-

viceloven.

I nogle tilfælde mangler der tilstrækkelige oplysninger

I interviewet med Ankestyrelsen peger medarbejderne på, at

de har modtaget indstillinger til adoption uden samtykke, hvor

der manglede et eller flere af de elementer, som er påkræve-

de, jf. ovenstående boks. Det kan eksempelvis være, at der

har manglet en børnefaglig undersøgelse, hvilket har været

grund til at hjemvise sagen:

”Vi kan se af vores

sager, at der også er udfordringer i for-

hold til, at der ikke altid ligger eksempelvis prognosevurde-

ringer og § 50 undersøgelser. Det er også noget sagerne er

faldet på. Selvom det er remset op i lovgivningen."

(Anke-

styrelsen)

SOM REGEL

KOMMUNER, DER

IKKE HAR HAFT

EN SAG FØR, SOM

ER I TVIVL

Medarbejderne peger på, at det er deres fornemmelse, at det

er de kommuner, der ikke har haft en sag om adoption uden

samtykke før, som kan begå de fejl. Det er medarbejdernes

vurdering, at det kan være vanskeligt for kommunerne at ud-

arbejde en sag, der lever op til alle krav på området:

”Hvis de ikke har nogen jurister eller andre medarbejdere,

der har viden nok eller kan tilegne sig viden på området, så

kan det være svært for dem at lave en ordentlig sag. For

den kræver meget mere arbejde, kendskab og viden end en

klagesag, eksempelvis om tvangsanbringelse.”

(Ankestyrel-

sen)

Kommunerne vurderer, at de har godt kendskab til kra-

vet om børnefaglig undersøgelse og handleplan

Det fremgår af spørgeskemabesvarelserne, at kommunerne

overordnet set vurderer, at de har godt styr på kravet om, at

indstillingen om adoption uden samtykke skal indeholde en

børnefaglig undersøgelse og en handleplan. 75 af de 86 kom-

muner vurderer, at de i høj grad har kendskab til dette krav.

Kommunerne vurderer ligeledes, at medarbejderne generelt er

klædt på til at opfylde kravet. 72 af de 86 kommuner vurderer,

at det i høj grad er tilfældet. Se figur 3.3.

Enkelte kommuner bemærker i kommentarer til besvarelsen af

spørgeskemaet, at de kan komme i tvivl om kravene til indhol-

det af indstillingerne.

Andre kommuner bemærker, at der kan være behov for spa-

ring til medarbejderne om hvordan undersøgelserne tilrette-

ægges i forhold til at tage højde for reglerne om adoption uden

samtykke. Endnu andre kommuner bemærker, at der kan væ-

re sagsbehandlere, som ikke er vant til at udarbejde indstillin-

ger til børn og unge-udvalget, og som derfor vil have brug for

sparing til det.

Oplysninger om barnets holdning og dokumentation for,

at der er grundlag for en anbringelse uden samtykke

Kommunernes besvarelser af spørgeskemaet viser, at hoved-

parten af de 86 kommuner vurderer, at de relevante medar-

bejdere i høj grad kender til kravene om, at indstillingen til

adoption uden samtykke skal indeholde oplysninger om bar-

nets holdning til den påtænkte adoption (48 kommuner) og

dokumentation af, at der er grundlag for en anbringelse uden

samtykke (41 kommuner).

Kommunerne vurderer overordnet set også, at de relevante

medarbejdere er klædt på til at anvende reglerne. 50 af de 86

kommuner vurderer, at medarbejderne i høj grad er klædt på

til at anvende reglerne om oplysninger om barnets holdning.

45 af de 86 kommuner vurderer, at medarbejderne i høj grad

er klædt på til at imødekomme kravet om dokumentation for

en anbringelse uden samtykke.

Fire kommuner vurderer dog både, at de relevante medarbej-

dere slet ikke kender til kravet om dokumentation af grundlag

for anbringelse uden samtykke, og at de slet ikke er klædt på

til at opfylde kravet.

BESKIKKELSE AF ADVOKATER

Det fremgår af interviewene med de statslige aktører og spør-

geskemaundersøgelsen blandt kommunerne, at der fortsat er

usikkerhed i kommunerne om, hvem der skal beskikke advo-

kater i sager om adoption uden samtykke.

ADOPTIONSLOVENS § 15 A, STK. 2

Statsforvaltningen skal under en sag om adoption efter

§ 9 beskikke en advokat for barnet. Statsforvaltningen

skal samtidig tilbyde forældrene og indehaveren af for-

ældremyndigheden, hvis denne er en anden end foræl-

drene, samt barnets eventuelle plejeforældre advokatbe-

skikkelse.

VEJLEDNING OM FRIGIVELSE AF BØRN TIL

NATIONAL ADOPTION - UDDRAG AF AFSNIT 11.7

Inden en sag om adoption uden samtykke forelægges for

børn og unge-udvalget, skal kommunen sende de rele-

vante oplysninger fra sagen til Statsforvaltningen med

henblik på Statsforvaltningens afgørelse om advokatbe-

skikkelse. Statsforvaltningen vil beskikke en advokat, så-

ledes at beskikkelsen gælder for hele sagens administra-

tive behandling

–

dvs. både i børn og unge-udvalg, Anke-

styrelsen og Statsforvaltningen.

Kommunerne vurderer overordnet set, at deres kendskab til

reglerne for beskikkelse af advokater er forholdsvis lille. Det

samme gør sig gældende for vurderingen af, hvorvidt medar-

bejderne er klædt på til at anvende reglerne.

35 af de 86 kommuner vurderer, at de i mindre grad kender til

reglerne, og ni kommuner vurderer, at de slet ikke kender til

reglerne. 32 af de 86 kommuner vurderer, at medarbejderne i

mindre grad er klædt på til at anvende reglerne, og otte kom-

muner vurderer, at det slet ikke er tilfældet. Se figur 3.4.

Nogle kommuner bemærker i deres besvarelse af spørgeske-

maet, at de enkelte medarbejdere har adgang til sparring, når

de starter en sag om adoption uden samtykke. Det kan enten

være internt i kommunen eller i form af vejledning fra Stats-

forvaltningen eller VISO. Kommunerne vurderer, at medarbej-

derne i den forbindelse vil blive gjort opmærksomme på reg-

lerne om beskikkelse af advokater.

Tvivl om, hvem der skal beskikke advokater

Interviewene bekræfter det billede, som kommunerne selv har

af deres kendskab til reglerne og anvendelsen af dem. Stats-

forvaltningen oplever, at en del kommuner er i tvivl om regler-

ne for, hvem der skal beskikke advokater i sager om adoption

uden samtykke. Flere kommuner kontakter således Statsfor-

valtningen, når de starter en sag, og får i den forbindelse af-

klaret spørgsmålene.

Kommunernes tvivl skyldes

–

ifølge interviewpersonerne

–

formentlig, at reglerne i denne type sager adskiller sig fra an-

dre sager, hvor det er kommunens ansvar, at parterne i sagen

får beskikket advokater. Statsforvaltningen har set enkelte ek-

sempler på, at der ikke har været beskikket advokater fra sa-

gens start.

Interviewpersonerne fra Ankestyrelsen vurderer desuden, at

kommunerne fortsat kan have problemer med at afklare, hvem

der er parter i sagerne. De vurderer dog generelt, at kommu-

nerne i de sager, de har set, er blevet mere opmærksomme på

de specifikke regler omkring beskikkelse af advokater. De op-

levede eksempelvis i højere grad tidligere, at kommunerne ik-

ke havde styr på, at det er Statsforvaltningen, der skal beskik-

ke advokaterne.

REGLERNE

ADSKILLER SIG

FRA ANDRE

OMRÅDER

Materialet til Statsforvaltningen

Statsforvaltningen oplever, at nogle kommuner er usikre på,

hvilket materiale de skal sende ind i forbindelse med beskik-

kelse af advokater. Af vejledningen om frigivelse af børn til na-

tional adoption fremgår det, at kommunerne skal sende alt re-

levant materiale.

Ifølge Statsforvaltningen er det alene nødvendigt at kommu-

nerne oplyser:



hvem der skal have beskikket advokaterne

hvilken bestemmelse der indstilles til adoption efter

hvorvidt parterne har ønsket bestemte advokater beskikket

om en af parterne ønsker at give samtykke

HOLDNINGER TIL ADOPTION UDEN SAMTYKKE

Interviewpersonerne fra VISO, Ankestyrelsen og Statsforvalt-

ningen vurderer, at der over de senere år er sket en ændring i

holdningen til adoption uden samtykke i kommunerne. Der er i

højere grad kommet fokus på, at det kan være til barnets bed-

ste at gennemføre en adoption, også uden samtykke. Det er

dog også vurderingen blandt interviewpersonerne, at der fort-

sat opstår nogle dilemmaer for sagsbehandlerne, som sidder

med sagerne:

”Følelsesmæssigt er det meget svære sager, og mange i

kommunerne har tilsyneladende følt, at vi afskærer foræl-

drene helt fra deres børn og børnene fra deres biologiske

forældre. Nu oplever de mere, at det jo er barnets tarv,

man kigger på, hvad der er bedst for barnet."

(Ankestyrel-

sen)

Dette bekræftes af nogle af kommunernes bemærkninger i

spørgeskemaet.

Flere kommuner vurderer, at det på samme måde kan opleves

som en meget indgribende beslutning for kommunernes børn

og unge-udvalg, som kan have vanskeligt ved at træffe be-

slutning om at indstille til adoption uden samtykke.

Der er i højere grad

kommet fokus på, at

det kan være til bar-

nets bedste at gen-

nemføre en adoption,

også uden samtykke.

KAPITEL 4

Råd og vejledning

Dette kapitel beskriver den rådgivning og vejledning, de tre

statslige aktører tilbyder, samt kommunernes kendskab til og

brug af forskellige former for råd og vejledning.

Kapitlet belyser også, hvilken betydning, kommunerne og de

statslige aktører oplever, at den rådgivning og vejledning,

kommunerne modtager, har for deres kendskab til og brug af

reglerne.

TYPER, OMFANG OG EFTERSPØRGSEL

Overordnet har alle tre statslige aktører oplevet en stigende

efterspørgsel på rådgivning efter den nye lovgivning trådte i

kraft den 1. oktober 2015.

VISO

VISO tilbyder tre former for råd og vejledning:



Telefonisk rådgivning

Rådgivning i enkeltsager

Temadagsforløb

TELEFONISK

RÅDGIVNING

Den telefoniske rådgivning er på et generelt og overordnet ni-

veau, hvor VISO ikke forholder sig til en konkret sag. Det kan

for eksempel handle om mere lavpraktiske ting, som hvem

kommunerne skal inddrage, om en sag kunne være relevant

for VISO at se nærmere på eller hvilket materiale kommunerne

i så fald skal sende ind.

VISO skønner, at de har modtaget omkring 100 telefoniske

henvendelser om adoption uden samtykke siden oktober 2015.

RÅDGIVNING I

ENKELT SAGER

Ved rådgivning i enkeltsager ser VISO sagsakterne i den enkel-

te sag, og vurderer, hvor der er udfordringer og opmærksom-

hedspunkter. På den baggrund sparrer de med kommunen om

fremtidige sagsskridt.

VISO nævner i interviewet, at de har rådgivet i 39 enkeltsager

siden deres råd og vejledning blev skrevet ind i lovgivningen.

De oplyser desuden, at de allerede i april 2018 har rådgivet i

det samme antal konkrete enkeltsager som i hele 2017.

TEMADAGE

Temadagsforløbene er typisk opdelt i tre halve dage, hvor de

to første typisk afholdes samlet. Dagene har tre forskellige

overskrifter som bygger på det, VISO igennem deres øvrige

råd og vejledning har oplevet fylder mest i kommunerne. For-

løbene indeholder:



En introduktion til de juridiske, de socialfaglige og de psyko-

logfaglige perspektiver på adoption uden samtykke.

Oplæg og diskussion om kultur og etik. VISO prøver her at få

kommunerne til at diskutere, hvad de tænker om området,

og hvad de selv kan se af udfordringer.

Oplæg og diskussion om organisering. Her drøftes kommu-

nens interne organisering og prioritering, og VISO præsente-

rer andre kommuners erfaringer med forskellige former for

organisering på området.

VISO har modtaget

ca. 100 telefoniske

henvendelser, rådgi-

vet i 39 enkeltsager,

og afholdt 26 tema-

dagsforløb siden okto-

ber 2015.

VISO fortæller, at de har afholdt 26 temadagsforløb siden ok-

tober 2015.

VISO nævner, at de har gjort meget for at markedsføre deres

rådgivning, hvilket også kan have en betydning for den stigen-

de efterspørgsel.

I spørgeskemaet skriver nogle kommuner, at de har gode erfa-

ringer med, at medlemmerne af børn og unge-udvalget delta-

ger på temadagene, da deres kendskab til området og reglerne

–

som nævnt i kapitel 2

–

også ofte er begrænset.

Ankestyrelsens råd og vejledning

Ankestyrelsen tilbyder råd og vejledning i form af:



Telefonisk og skriftlig rådgivning

Kurser om adoption uden samtykke

Læringsteams om adoption

Derudover kan Ankestyrelsens principafgørelser betragtes som

en form for råd og vejledning, der dog ikke beskrives særskilt

her.

TELEFONISK

RÅDGIVNING

Den telefoniske og skriftlige rådgivning tager ofte udgangs-

punkt i spørgsmål, der er opstået i kommunerne i forbindelse

med behandlingen af en konkret sag. Der er også enkelte ple-

jefamilier, der kontakter Ankestyrelsen med spørgsmål.

På Ankestyrelsens kurser om adoption uden samtykke, under-

viser jurister fra styrelsen i reglerne om adoption uden sam-

tykke. Ankestyrelsen har som VISO også oplevet stor efter-

spørgsel på deres kurser om adoption uden samtykke efter

lovændringerne i 2015, omend denne efterspørgsel faldt lidt

fra 2016 til 2017.

Ankestyrelsens afholder desuden læringsteambesøg, som har

til formål, at udbrede kendskabet til adoption som en vej til

stabilitet og kontinuitet i et barneliv. Fokus er på at styrke

kommunens sagsbehandling og at yde rådgivning i sager, hvor

KURSER OM

ADOPTION UDEN

SAMTYKKE OG

SPARRING PÅ

ADOPTIONSOM-

RÅDET

adoption kan komme på tale, som et alternativ til en langvarig

anbringelse.

På besøgene identificeres udfordringer ved sagsbehandlingen

ved hjælp af konkrete sagsgennemgange og Ankestyrelsens

medarbejdere yder sparring til medarbejderne fra kommuner-

ne. Læringsteamet kan eksempelvis sparre med kommunerne

om, hvornår det kan være relevant at overveje muligheden for

adoption uden samtykke, og hvorfor det kan være til barnets

bedste at blive bortadopteret, selvom det kan betyde at der

sker et skift i de primære omsorgspersoner i barnets liv.

Kommunerne bliver således bedre klædt på til at inddrage mu-

ligheden for adoption i sagsbehandlingen.

Statsforvaltningens råd og vejledning

Statsforvaltningen tilbyder råd og vejledning i form af telefo-

nisk og skriftlig rådgivning.

Medarbejderne i Statsforvaltningen fortæller, at de ligeledes

oplever en rimelig efterspørgsel på råd og vejledning. De bliver

kontaktet med spørgsmål om adoption uden samtykke cirka to

gange om ugen

–

både generelle spørgsmål og spørgsmål om

konkrete sager.

HVEM YDER RÅD OG VEJLEDNING HVORNÅR

VISO, Ankestyrelsen og Statsforvaltningen fortæller alle, at

kommunerne har mulighed for at kontakte dem for råd og vej-

ledning undervejs i hele sagsprocessen. Der er dog nogle ten-

denser i forhold til, hvornår de oftest bliver kontaktet, og

hvornår de bedst kan rådgive.

Før indstillingen til børn og unge-udvalget

Både VISO og Ankestyrelsen fortæller, at kommunerne ofte

henvender sig til dem i den indledende fase, hvor de overve-

jer, om det i en given sag er relevant at gøre brug af mulighe-

den for adoption uden samtykke. Statsforvaltningen fortæller

desuden, at de i denne fase orienterer kommunerne om mulig-

heden, men henviser til VISO for decideret sparring.

VISO fortæller desuden, at de anbefaler kommunerne at ind-

drage dem så tidligt som muligt. De oplever derfor, at det er

positivt, at kommunerne kontakter dem, allerede når de over-

vejer muligheden. Det materiale, som VISO ser på dette tids-

punkt, er ofte ikke det endelig materiale. I de sager, hvor

VISO rådgiver, inden de psykologiske undersøgelser foreligger,

oplyser VISO altid kommunen om, at de har mulighed for at

indsende undersøgelserne, når de er udarbejdet, for supple-

rende rådgivning. Det er dog langt fra alle, der benytter sig af

dette.

VISO YDER

PRIMÆRT RÅD-

GIVNING FØR

INDSTILLINGEN

SPØRGSMÅL FRA

KOMMUNERNE TIL

ANKESTYRELSEN

VED OPSTART AF

EN SAG

I den indledende fase modtager Ankestyrelsen desuden ofte

spørgsmål om blandt andet:



Kravene til dokumentation.

Hvor lang tid kommuner og plejeforældre skal regne med, at

sagerne varer.

Om barnet er egnet til at blive matchet med adoptanter.

Hvorvidt det er muligt at indlede en sag, hvis der er tvivl om

faderskabet, og hvilken betydning uafklaret faderskab kan

have for processen.

Mulighederne for anbringelse med henblik på adoption uden

samtykke.

Generelt omkring samtykkereglerne

–

eksempelvis hvis kun

den ene af forældrene vil give samtykke, eller hvis forældre-

ne ikke deler forældremyndigheden over barnet.

Kommunernes rolle i forbindelse med matchning og udslus-

ning.

Efter indstillingen til børn og unge-udvalget

Efter indstilling til børn og unge-udvalget er det primært Anke-

styrelsen, der yder råd og vejledning. Det vil ofte være i for-

bindelse med en hjemvisning, hvor de gør meget ud af at gøre

kommunerne opmærksomme på, hvilke forhold der skal do-

kumenteres i en tilknytningsundersøgelse eller i en prognose-

vurdering.

Statsforvaltningen fortæller, at kommunerne som oftest kon-

takter dem for råd og vejledning, når indstillingen er blevet til-

trådt i Ankestyrelsen

–

udover, som nævnt tidligere, i forbin-

delse med sagens start. Derefter vejleder de mest om proces-

sen, når en sag indbringes for domstolene, og om kommunens

rolle i den forbindelse. Derudover kontakter kommunerne

Statsforvaltningen for at spørge til, hvornår de kan forvente, at

der foreligger en endelig adoptionsbevilling.

Kommunerne opsøger ikke råd og vejledning under ud-

arbejdelsen af materiale til børn og unge-udvalget

Både VISO, Ankestyrelsen og Statsforvaltningen oplever, at

kommunerne kun meget sjældent efterspørger råd og vejled-

ning i forbindelse med udarbejdelse af materiale til indstillin-

gen til børn og unge-udvalget. Som beskrevet tidligere oplever

Ankestyrelsen fortsat, at der er sager, der ikke opfylder de

materielle krav, når de indstilles til Ankestyrelsen. Her er der

tilsyneladende en form for udækket behov for vejledning. Det

udækkede behov skyldes dog ikke, at muligheden for råd og

vejledning i forbindelse med udarbejdelse af materialet til børn

og unge-udvalget ikke er der, men snarere at kommunerne ik-

ke benytter sig af den.

MULIGHEDERNE FOR RÅD OG VEJLEDNING ER

OVERORDNET TILSTRÆKKELIGE

De tre statslige aktører er enige om, at der overordnet er til-

strækkelige muligheder for råd og vejledning på området.

Spørgeskemaundersøgelsen bekræfter, at der overordnet er

tilstrækkelige muligheder for råd og vejledning. Flere kommu-

ner angiver her, at de har adgang til den rådgivning og vejled-

ning, de har behov for, og ved hvor de kan finde den.

Som vi vil uddybe nedenfor er der dog fortsat kommuner, der

ikke har kendskab til de forskellige muligheder for råd og vej-

ledning, og som ikke har gjort brug af dem.

Fortsat behov for mere råd og vejledning på specifikke

områder

Selvom der overordnet er tilstrækkelige muligheder for råd og

vejledning til kommunerne, fremgår det både af interviewene

med de statslige aktører og af kommunernes kommentarer i

spørgeskemaundersøgelsen, at der også er plads til forbedring.

VISO og Ankestyrelsen nævner, at der er behov for en vejled-

ning til tilknytningsundersøgelse svarende til den eksisterende

vejledning om forældreevneundersøgelse. Som beskrevet i ka-

pitel 3, er denne undersøgelse særligt udfordrende for kom-

munerne. Vejledningen bør for eksempel indeholde oplysninger

om de metoder, der er relevante at anvende, når undersøgel-

serne skal udarbejdes. De statslige aktører vurderer, at en så-

dan vejledning både vil kunne støtte kommunerne og psykolo-

gerne i deres arbejde med undersøgelserne.

Derudover nævner de statslige aktører, at kommunerne efter-

spørger en liste over psykologer, der har erfaring med at udar-

bejde tilknytningsundersøgelser og prognosevurdering i forbin-

delse med sager om adoption uden samtykke.

Flere kommuner efterspørger i kommentarfelter i spørgeske-

maet yderligere råd og vejledning om:



EFTERSPØRGER

VEJLEDNING TIL

TILKNYTNINGS-

UNDERSØGELSER



Selve sagsforløbet, herunder hvor lange de forskellige sags-

behandlingstider er, samt et overblik over de forskellige led i

processen, eksempelvis i form af en grafisk opstilling

–

gerne

med fokus på kommunernes rolle.

Hvordan de etiske dilemmaer på området skal håndteres

Reglerne om anbringelse med henblik på adoption - hvad er

muligt, og hvem har kompetence til hvad?

Hvordan kommunerne kan stille sig, hvis forældrene ikke vil

samarbejde om en undersøgelse af forældreevne



Statsforvaltningens rolle i forbindelse med sagens indstilling

til børn og unge-udvalget, herunder beskikkelse af advokat

og hvilke oplysninger Statsforvaltningen har behov for.

Rammer for og indhold af samspilsobservationer i forbindelse

med tilknytningsundersøgelsen

De praktiske elementer i indstillingen til børn og unge-

udvalget, herunder udformning af indstillingen, samt de krav,

der stilles til redegørelsen i SEL § 68 e, f.eks. i forhold til at

argumentere for, at adoption er bedst for barnet.

Derudover efterspørger nogle kommuner viden om, hvordan

det går de børn, der bliver adopteret uden samtykke, og om

andre kommuners erfaringer på området.

KOMMUNERNE ER

IKKE ALTID OP-

MÆRKSOMME PÅ

MULIGHEDERNE

FOR RÅD OG

VEJLEDNING

En del af denne rådgivning og vejledning ville kommunerne

kunne få ved at henvende sig til VISO, Ankestyrelsen eller

Statsforvaltningen. Det tyder på, at det ikke er alle kommuner,

der kender til de eksisterende muligheder for råd og vejled-

ning, eller ved, hvad de indebærer

–

hvilket bekræftes af spør-

geskemaundersøgelsen. Dette uddybes i de følgende afsnit.

KOMMUNERNES KENDSKAB TIL OG BRUG AF

RÅD OG VEJLEDNING

I spørgeskemaet til kommunerne har vi spurgt om, hvilke mu-

ligheder for råd og vejledning på området, kommunerne har

kendskab til

–

og hvilke muligheder, de har gjort brug af.

Det overordnede billede er her, at det er langt fra alle kommu-

ner, der kender til de forskellige muligheder for råd og vejled-

ning. Der er således ingen muligheder, som alle kommuner

kender til, men alle kommuner har kendskab til mindst én mu-

lighed for råd og vejledning. Samtidig er der fortsat kommu-

ner, der ikke har gjort brug af nogen former for råd og vejled-

ning på området.

Størst kendskab til VISOs rådgivning i konkrete enkelt-

sager

Som det fremgår af figur 4.1 herunder, er rådgivning fra VISO

i konkrete enkeltsager den mulighed for råd og vejledning,

flest kommuner har kendskab til. 77 ud af de 86 kommuner,

der har besvaret spørgeskemaet, angiver, at de kender til

denne mulighed.

Det er værd at bemærke, at det ikke er alle kommuner, der

har kendskab til principafgørelserne på området (71 har kend-

skab til dem) eller vejledningerne til lovgivningen på området

(67 har kendskab til dem).

54 kommuner angiver, at de har kendskab til muligheden for

temadagsforløb med VISO. VISO nævner selv, at de af flere

omgange har inviteret alle kommuner til at deltage, hvorfor

dette kan virke overraskende. Det er selvfølgelig muligt, at den

person, der har besvaret spørgeskemaet, ikke har kendskab til

muligheden

–

men at andre i kommunen har. Spørgeskemaet

er primært blevet besvaret af faglige koordinatorer og faglige

ledere.

I svarkategorien ”andre” nævner kommunerne blandt andet

netværk med andre kommuner.

Flest har gjort brug af vejledninger til lovgivningen og

principafgørelser

I forhold til, hvilke muligheder kommunerne har gjort brug af,

er der flest, der har gjort brug af principafgørelser (47 kom-

muner) og vejledninger til lovgivningen (49 kommuner). Se fi-

gur 4.2.

Bemærk, at kommunerne kun er blevet spurgt ind til de former

for råd og vejledning, som de har angivet at kende til.

11 kommuner har

hverken indstillet en

sag eller gjort brug af

mulighederne for råd

og vejledning

Der er stadig kommuner, der ikke har modtaget og ikke

efterspørger råd og vejledning

Som det fremgår af figur 4.2 er der 11 kommuner, der angi-

ver, at de ikke har gjort brug af nogen af de former for råd og

vejledning, de kender til. Det fremgår af deres øvrige besva-

relser, at ingen af disse 11 kommuner har indstillet en sag til

børn og unge-udvalget i perioden 1. oktober 2015 til 1. marts

2018. Fire af dem har dog overvejet det. Som vi uddyber

nedenfor, er der dog ikke umiddelbart grundlag for at konklu-

dere, at det skyldes manglende kendskab til reglerne eller

manglende brug af råd og vejledning.

Interviewene med de tre statslige aktører bekræfter billedet af,

at der fortsat er kommuner, der ikke har modtaget og ikke ef-

terspørger råd og vejledning på området. Medarbejderne her

fortæller også, at der er kommuner, der ikke har henvendt sig

for råd og vejledning, og som heller ikke har indstillet sager.

Årsagen til nogle kommuners manglende brug af råd og vej-

ledning er uklar. Som beskrevet i kapitel 2 er der 25 kommu-

ner, der i spørgeskemaet selv angiver, at de ikke inden for de

seneste år har indstillet en sag til børn og unge-udvalget, og

heller ikke har overvejet det. Ifølge kommunerne selv skyldes

det overvejende, at de ikke vurderer, at der har været rele-

vante sager. Det kan være en del af forklaringen. Der er dog

også nogle få kommuner, der angiver som årsag, at reglerne

er komplicerede, og at de oplever det som meget ressource-

krævende at gennemføre en sag om adoption uden samtykke.

Der er enighed blandt i VISO og Ankestyrelsen om, at det er

svært at nå ud til de kommuner, der ikke selv opsøger råd og

vejledning. VISO har over to omgange i henholdsvis 2016 og

2017 indbudt alle kommuner til at tage imod deres rådgivning.

På samme måde har Ankestyrelsen som nævnt sendt alle

kommuner et brev om muligheden for læringsbesøg.

Statsforvaltningen mener, at man med fordel kunne udbrede

kendskabet til de eksisterende muligheder for råd og vejled-

ning blandt kommunerne.

Flere kommuner angiver som kommentarer i spørgeskemaet,

at de har planlagt enten et besøg af Ankestyrelsens lærings-

team eller VISO, eller påtænker at gøre det. Det tyder på, at

flere kommuner er på vej til at give sig i kast med adoption

uden samtykke som et alternativ til en langvarig anbringelse.

SVÆRT AT NÅ UD

TIL KOMMUNER,

DER IKKE OP-

SØGER RÅD OG

VEJLEDNING

BETYDNINGEN AF RÅD OG VEJLEDNING

Både gennem interviewene med de statslige aktører og spør-

geskemaet til kommunerne har vi søgt at belyse betydningen

af den rådgivning og vejledning, kommunerne har modtaget.

Det overordnede billede er, at brugen af råd og vejledning

øger kommunernes kendskab til reglerne. Det gælder særligt

temadagsforløb med VISO, VISOs rådgivning i enkeltsager og

Ankestyrelsens kurser om adoption uden samtykke.

Vi kan ikke entydigt konstatere en sammenhæng imellem brug

af råd og vejledning og indstillinger til børn og unge-udvalget

eller overvejelser om at indstille. Vi kan dog se, at alle de 20

kommuner, der har indstillet en sag til børn og unge-udvalget

inden for de seneste år, har gjort brug af råd og vejledning på

området. Det tyder på, at når kommunerne indstiller en sag,

gør de brug af den tilgængelige rådgivning og vejledning. In-

terviewene tyder desuden på, at råd og vejledning betyder, at

kommunerne overvejer muligheden for adoption uden samtyk-

ke oftere end ellers.

Kommunerne oplever, at særligt VISOs temadagsforløb

øger deres kendskab til reglerne

I spørgeskemaet har vi bedt kommunerne svare på, i hvilken

grad de former for råd og vejledning, de har gjort brug af, har

øget deres kendskab til reglerne på området. Tabel 4.1 herun-

der viser, hvor stor en andel af de kommuner, der har gjort

brug af et givent tilbud om råd og vejledning, der vurderer, at

det i høj grad har øget deres kendskab til reglerne.

Som det fremgår af tabellen, er det særligt VISOs temadags-

forløb, som kommunerne vurderer, har øget deres kendskab til

reglerne. 73 procent, svarende til 16 af de 22 kommuner, der

har gjort brug af tilbuddet, svarer, at det i høj grad er tilfæl-

det.

Det samme gælder for 58 procent, svarende til 15 ud af de i

alt 26 kommuner der har gjort brug af rådgivning fra VISO i

konkrete enkeltsager.

Ankestyrelsens adoptionskurser er ligeledes en af de mulighe-

der for råd og vejledning, som kommunerne vurderer, der i høj

grad har øget deres kendskab til reglerne. 54 procent, svaren-

de til 13 ud af de 24 kommuner, der har gjort brug af tilbud-

det, angiver, at det i høj grad har øget deres kendskab til reg-

lerne.

Bemærk, at det varierer meget, hvor mange kommuner, der

har gjort brug af de forskellige typer af tilbud, og dermed, hvor

mange besvarelser de angivne procenter i tabel 4.1 dækker

over. Antallet af besvarelser fremgår også af tabellen.

Artikel i Nyt fra

Ankestyrelsen om

kravene til adopti-

on uden samtykke

kan findes her.

I kommentarer i spørgeskemaundersøgelsen angiver nogle

kommuner, at det giver dem en tryghed, at de ved, at de kan

indsende sagsakter samt undersøgelser til VISO og få faglig

sparring inden indstillingen til børn og unge-udvalget. Ankesty-

relsens læringsteam og den artikel, der netop er blevet udgivet

i Ankestyrelsens nyhedsbrev, bliver også fremhævet i kom-

mentarfeltet som gavnlig for kommunerne i forhold til at få

kendskab til reglerne.

De statslige aktørers vurdering

I interviewene med de tre statslige aktører fremgår det, at de

oplever, at den rådgivning og vejledning de yder, har en be-

tydning for kommunernes brug af reglerne.

VISO fortæller, at målet med deres temadage ikke er, at

kommunerne skal indstille en sag, men at de begynder at re-

flektere over muligheden for adoption uden samtykke i praksis

og kan forholde sig til de sager, hvor det kunne være relevant.

Det oplever VISO ofte sker:

"Det kan godt være kommuner, der bare synes, at det er et

spændende område, men måske ikke har haft nogen sager.

Men når vi går derfra på dag tre, så har der været nævnt de

første ti børn. Der er ikke nogen tvivl om, at det igangsæt-

ter nogle tanker i forhold til deres befolkningsgrundlag. Vi

ser en tendens til, at vi som regel får en sag herind efter et

temadagsforløb."

(VISO)

Det tyder på, at VISOs temadagsforløb øger kommunernes

kendskab til reglerne og deres opmærksomhed på muligheden

for adoption uden samtykke. Dette stemmer overens med

spørgeskemabesvarelserne fra de kommuner, der har deltaget

i et temadagsforløb.

I interviewet med medarbejderne fra Ankestyrelsen fortæller

de tilsvarende, at de oplever, at deres råd og vejledning har

betydning for kommunernes kendskab til reglerne. De kan se i

de sager, der bliver indstillet, at de kommuner, der har været

på Ankestyrelsens adoptionskurser, har bedre fat i, hvordan de

skal bruge reglerne. Ankestyrelsen oplever også, at den råd-

givning, de udfører i konkrete sager, hvor kommunerne har

vanskeligheder, medfører, at kommunerne har bedre styr på

det næste gang, de sender en sag ind.

Hvis der er væsentlige mangler i en sag kan Ankestyrelsen

hjemvise den til kommunen til fornyet behandling, hvorefter

kommunen kan indstille sagen til Ankestyrelsen igen. Hvis An-

kestyrelsen må hjemvise en sag, vælger Ankestyrelsens med-

arbejdere ofte at ringe til kommunen og rådgive dem omkring,

hvilke oplysninger der skal tilvejebringes. Det har vist sig at

hjælpe kommunerne, da Ankestyrelsen kan se, at sagerne er

korrekte næste gang, de får dem ind.

Ankestyrelsen oplever også, at kommunerne generelt er blevet

bedre til at bruge reglerne korrekt, og mener, at dette hænger

sammen med, at kommunerne er blevet bedre til at søge om

hjælp, og kontakte Ankestyrelsen, når der opstår spørgsmål.

Ingen entydig sammenhæng mellem brug af råd og vej-

ledning og antal indstillinger

Som beskrevet vurderer både kommunerne selv og de statsli-

ge aktører, at den rådgivning og vejledning, kommunerne

modtager, øger deres kendskab til reglerne og deres opmærk-

somhed på muligheden for adoption uden samtykke.

Alle de 20 kommuner,

der angiver i spørge-

skemaet, at de har

indstillet sager til børn

og unge-udvalget i

den givne periode, har

gjort brug af råd og

vejledning på områ-

det.

Vi kan dog ikke se nogen entydig sammenhæng mellem kom-

munernes brug af råd og vejledning, og hvorvidt de har indstil-

let en sag til børn og unge-udvalget eller har overvejet det, i

perioden fra 1.oktober 2015 til 1. marts 2018.

Vi kan blandt andet konkludere følgende:



SÆRLIGT

DIALOGBASERET

VEJLEDNING HAR

EN BETYDNING

Alle de 20 kommuner, der angiver i spørgeskemaet, at de

har indstillet sager til børn og unge-udvalget i den givne pe-

riode, har gjort brug af råd og vejledning på området.



Blandt de 49 kommuner, der angiver, at de i samme periode

har overvejet at indstille sager, der i sidste ende ikke blev

indstillet, har 45 gjort brug af råd og vejledning på området.

Blandt de 25 kommuner, der angiver, at de i perioden hver-

ken har indstillet sager til børn og unge-udvalget eller over-

vejet det, er der 18 kommuner, der har gjort brug af råd og

vejledning på området. Der er dermed syv kommuner, der

ikke har.

Syv af de kommuner, der hverken har indstillet eller overve-

jet det i perioden, har deltaget i et temadagsforløb med VISO

–

som er en af de muligheder, kommunerne vurderer i højest

grad øger deres kendskab til reglerne.

Materialet tyder dermed på, at når kommunerne ikke har ind-

stillet eller overvejet det, hænger det ikke nødvendigvis sam-

men med manglende viden eller, at de ikke har modtaget råd

og vejledning. Som beskrevet på side 18 angiver de fleste af

kommunerne selv, at det skyldes, at der ikke har været sager,

de har fundet relevante.

BEHOV FOR AT

SIKRE, AT KOM-

MUNERNE KENDER

TIL MULIGHEDER

FOR RÅD OG

VEJLEDNING

Det ændrer dog ikke ved, at der fortsat er en gruppe kommu-

ner, der aldrig har indstillet en sag, og som heller ikke har

gjort brug af de muligheder for råd og vejledning, som de

statslige aktører tilbyder. Samtidig er der flere af de forskellige

muligheder for råd og vejledning, som flere kommuner ikke

kender til. Der er dermed et behov for at sikre, at alle kommu-

ner har et relevant kendskab til reglerne, overvejer mulighe-

den, når det er relevant, og ved, hvor de kan få råd og vejled-

ning.

KAPITEL 5

Metode

I dette kapitel beskriver vi de metoder, vi har anvendt i under-

søgelsen. Det drejer sig om en spørgeskemaundersøgelse

blandt alle landets kommuner og interview med Ankestyrelsen,

Statsforvaltningen og VISO.

SPØRGESKEMAUNDERSØGELSE

I marts 2018 sendte vi et spørgeskema ud til alle landets

kommuner. Spørgeskemaet blev sendt til de medarbejdere,

der er angivet som kontaktpersoner på anbringelsesstatistik-

ken.

Formålet med spørgeskemaundersøgelsen var at belyse:



Kommunernes kendskab til og brug af reglerne om

adoption uden samtykke

Kommunernes kendskab til og brug af muligheder for

råd og vejledning

Omfanget af indstillinger til adoption uden samtykke til

børn og unge-udvalgene

Forud for udsendelsen blev spørgeskemaet kvalitetssikret af

medarbejdere fra to kommuner.

I alt har vi modtaget besvarelser fra 86 ud af 96 kommuner,

hvilket giver en samlet svarprocent på 90 procent.

Vallensbæk Kommune og Ishøj Kommune har indgået et for-

pligtende samarbejde på området. Ishøj Kommune har besva-

ret spørgeskemaet på vegne af begge kommuner. Det samme

gør sig gældende for Læsø og Frederikshavn Kommune, hvor

Frederikshavn har besvaret spørgeskemaet på vegne af begge

kommuner.

INTERVIEW

I april 2018 gennemførte vi tre interview med de statslige ak-

tører, der behandler eller rådgiver om sager vedrørende adop-

tion uden samtykke. Det drejer sig om Ankestyrelsen, Stats-

forvaltningen og VISO.

Formålet med interviewene var at belyse de statslige aktørers

erfaringer med:



Kommunernes kendskab til og brug af reglerne om adopti-

on uden samtykke.



Efterspørgslen på råd og vejledning om adoption uden

samtykke fra kommunerne.

Vi interviewede medarbejdere, som enten behandler konkrete

sager eller rådgiver på området. Interviewene varede mellem

1 �½ og 2 timer og blev gennemført som semistrukturerede in-

terviews. Det vil sige, at interviewene har taget udgangspunkt

i en interviewguide, men at vi samtidig har forholdt os åbent

til, at nye relevante temaer og spørgsmål kunne dukke op un-

dervejs.

Interviewene er blevet optaget og er derefter blevet transskri-

beret. Interviewtransskriptionerne har herefter gennemgået en

systematisk kodning med afsæt i et kodetræ, der bygger på

temaer og spørgsmål fra interviewguides, samt analysetemaer

der er opstået i og på tværs af interviewene.

Citater og relevante uddrag af rapporten, hvor vi refererer fra

specifikke interviews, har været sendt i faktuel høring hos in-

terviewpersonerne.