L 15 Forslag til lov om ændring af lov om valg til Folketinget, lov om kommunale og regionale valg, lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet, partiregnskabsloven og lov om kommunernes styrelse.

(Ændring af antallet af danske medlemmer af Europa-Parlamentet, forbud mod ens listebetegnelser, valgret til Europa-Parlamentsvalg til udlandsdanskere under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, sikring af udøvelsen af herboende EU-statsborgeres valgret og valgbarhed fra bopælstidspunktet, lovfæstelse af en særlig vederlagsordning for stedfortrædere i kommunalbestyrelsen og regionsrådet m.v.).

Af: Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA)
Udvalg: Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 03-10-2018
1. behandlet / henvist til udvalg 26-10-2018
Betænkning afgivet 06-12-2018
2. behandlet/direkte til 3. behandling 18-12-2018
3. behandlet, vedtaget 20-12-2018
Ministerområde:
Økonomi- og Indenrigsministeriet
Resumé:
Formålet med lovforslaget er at gennemføre en række forskellige ændringer af valglovgivningen og af lov om kommunernes styrelse. Disse ændringer er bl.a.:

- at antallet af danske medlemmer af Europa-Parlamentet ændres fra 13 til 14 medlemmer som følge af Storbritanniens udtræden af EU,

- at der indføres et forbud mod, at flere forskellige kandidatlister til kommunalbestyrelsesvalg eller regionsrådsvalg opstiller under samme listebetegnelse i den samme kommune henholdsvis region,

- at valgretten udvides til Europa-Parlamentsvalg for personer med dansk indfødsret, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, og som midlertidigt har taget ophold i et tredjeland,

- at herboende EU-statsborgere i overensstemmelse med de EU-retlige regler kan udøve deres valgret og stille op til kommunale og regionale valg samt til valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet fra det tidspunkt, hvor de faktisk tager bopæl i Danmark, dvs. uafhængigt af, om de som følge af manglende registreringsbevis endnu ikke er registreret med bopæl i Danmark i Det Centrale Personregister (CPR),

- at en særlig vederlagsordning lovfæstes for stedfortrædere, der er indkaldt til enkelte møder i kommunalbestyrelsen og regionsrådet, og

- at opgaven som anmeldelsesmyndighed ved folketingsvalg overflyttes fra Statsforvaltningen og formanden for valgbestyrelsen i Bornholms Kommune til Ankestyrelsen.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 110 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.