Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
L 147
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 13 til L 147, forslag til lov om jordbrugets
anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag, stillet den 15. februar 2019 af Simon
Kollerup (S).
Spørgsmål nr. 13 til L 147
”Vil
ministeren oplyse, hvad den reelle effekt er af omregning af kvotereduktion til et lavere tryk på
efterafgrøder?”
Svar
Effekten af de virkemidler landmændene kan anvende til at sikre en reduktion af kvælstofudledningen
opstilles som en omregningsfaktor i forhold til effekten af efterafgrøder.
I medfør af den gældende lovgivning er frivillig kvotereduktion et virkemiddel, som indgår i den
målrettede regulering i 2019.
Omregningsfaktorerne for kvotereduktion som virkemiddel er afhængige af, hvor meget
husdyrgødning og anden organisk gødning landmanden udbringer ift. dennes harmoniareal. Således
erstatter 93 kg kvælstof 1 ha efterafgrøder for landmænd, der udbringer husdyrgødning og anden
organisk gødning svarende til mindre end 80 kg kvælstof pr. ha harmoniareal. For landmænd, der
udbringer husdyrgødning og anden organisk gødning svarende til 80 kg kvælstof eller der over pr. ha
harmoniareal, erstatter 150 kg kvælstof 1 ha efterafgrøder.
De konkrete omregningsfaktorer besluttes af ministeren og fastsættes i bekendtgørelse. Jf. lovforslaget
er det en forudsætning, at alternativer til efterafgrøder samlet set skal opnå samme miljøeffekt, som
hvis kravet til landmændene blev opfyldt ved udlægning af efterafgrøder.
I medfør af Aftale om målrettet regulering (16. januar 2018), som blev indgået af regeringen og Dansk
Folkeparti, er der igangsat en undersøgelse af kvælstofindsatsen i den aktuelle vandplanperiode.
Denne undersøgelse vil bl.a. inkludere resultaterne af Aarhus Universitets arbejde med en ny
marginaludvaskningsmodel (NLES5). Undersøgelsen kan danne baggrund for, at omregningsfaktoren
for frivillig kvotereduktion som virkemiddel skal justeres på baggrund af den seneste viden med
henblik på at sikre, at virkemidlet fortsat opnår den forudsatte effekt.
Jeg vil endvidere gerne henvise til min besvarelse af spørgsmål 12 til L 147.
Jakob Ellemann-Jensen
/
Morten Ejrnæs
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk