I går, den 18.
marts, fik vi ministerens svar på den kritik, som professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard retter mod det lovforslag, som vi tredjebehandler nu.
Og det er jo ikke ligefrem nogen begrænset kritik.
Det er faktisk en fundamental kritik af det her lovforslag.
Han skriver, at det »vil skabe en kolossal retsusikkerhed og en risiko for at lægge bånd på den frie, åbne og kritiske offentlige debat.« På den baggrund kalder professoren det for bekymrende, at der nu tegner sig et flertal for vedtagelse af justitsministerens lovforslag.
Derfor vil jeg også godt sige, at jeg synes, det er lidt skuffende at læse ministerens svar, som jeg simpelt hen ikke synes formår på en overbevisende måde at imødegå de argumenter, som kommer fra Jørn Vestergaard, men som tværtimod gentager og understreger de problemer, som der er med det foreliggende forslag.
Her ved tredjebehandlingen står vi nemlig tilbage med det grundlæggende problem, at vi eller I ikke præcis ved, hvad det er, vi kriminaliserer, og borgerne ved det endnu mindre.
Når justitsministeren i kommentaren til Jørn Vestergaards kritik skal sammenfatte forslagets formål, er det angiveligt »at gøre det klart, at det er strafbart at hjælpe eller sætte en fremmed efterretningstjeneste i stand til at virke inden for den danske stats område ved at samarbejde om at udøve påvirkningsvirksomhed med henblik på at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse.« Bemærk ordene sætte i stand til, samarbejde, påvirke – mildest talt ikke særlig præcise begreber.
Det er faktisk meget uklart, ligeså uklart, som når justitsministeren i et svar på spørgsmål nr.
18 forsøger sig med en lidt mere folkelig udgave, som lyder:
»Det er med andre ord
samarbejdet med fremmede efterretningstjenester
om at putte falske lodder i vægtskålen på vores demokratiske processer, som regeringen ønsker at forhindre og sætte ind over for«.
»Falske lodder i vægtskålen« – hvem afgør, hvad der er falske lodder?
Og er det o.k.
at samarbejde med en udenlandsk efterretningstjeneste om at påvirke opinionen i Danmark, hvis der er tale om
ægte
lodder?
Når f.eks.
en større dansk tv-station måske under inspiration fra en fremmed efterretningstjeneste, hvem ved, bringer en fuldstændig løgnagtig historie om, at russiske fly har krænket et nærliggende lands luftterritorium, er det så tilladt for en dansk statsborger at tage kontakt til den russiske ambassade – læs:
efterretningstjeneste – og bruge oplysningerne fra dem til at bringe sandheden frem?
Eller når f.eks.
den danske regering under direkte inspiration fra et fremmed lands efterretningstjeneste systematisk spredte løgne til den danske offentlighed om Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben, er det så tilladt for danske borgere at tage kontakt til et helt tredje lands ambassade – læs:
efterretningstjeneste – for at få erstattet de falske lodder med nogle ægte?
Jeg indrømmer gerne, at regeringen i de svar, de har givet til Folketinget, forsøger at give eksempler på, hvornår loven
ikke
gælder, og det er godt.
Men forslaget giver ikke et klart svar på, hvornår loven så
gælder
.
Derfor svæver det hele i stor usikkerhed, og loven vil primært være velegnet til at pålægge den enkelte øget selvcensur.
Er der så ikke noget problem med udenlandsk påvirkningsvirksomhed?
Jo, det da ved grød der er.
Der er et kæmpe problem med udenlandsk påvirkningsvirksomhed.
Det er helt sikkert et problem, og det er helt sikkert et stort problem.
Den påvirkning kan have mange former, og den kan have mange udtryk, og den kan komme fra efterretningstjenester i mange forskellige lande, såvel fjendtlige som normalt venligt stemte.
I den forbindelse er det efter min mening klart, at der
er
behov for forbud, f.eks.
mod at modtage penge fra fremmede magter.
Men der er absolut ikke brug for, faktisk allermindst brug for, at lave en lovgivning, der er så uklar som den fremlagte.
Jørn Vestergaard skriver i sin henvendelse, og jeg citerer:
»Det ville være bedre at modarbejde udenlandsk påvirkningsvirksomhed med andre midler end de strafferetlige, herunder ved at lade sandhedsværdien af tvivlsomme oplysninger stå deres prøve i den offentlige debat.«
Derfor er der frem for alt – stillet over for den trussel, der er – brug for en kæmpe oprustning, når det gælder oplysning; en kæmpe oprustning, når det gælder viden, f.eks.
i forhold til uddannelsesinstitutionerne, i forhold til videnskaben; og en kæmpe oprustning i forhold til medierne.
Og derfor er der jo en vis ironi i, at det her lovforslag bliver fremsat, præcis samtidig med at der er trådt et medieforlig i kraft, som over en 5-årig periode vel trækker op mod 1 mia.
kr.
ud af public service-medierne.
Mindre seriøs oplysning og mere straf på et uklart grundlag lyder ikke som en god cocktail.
Afslutningsvis vil jeg sige, at det her lovforslag er det seneste i en længere række af særforslag, som skal imødegå et problem, der er opstået, og et problem, der ofte er korrekt konstateret, men som bare ikke gør det ordentligt.
Og derfor får vi negative konsekvenser – negative konsekvenser, som forstærkes af, at der ikke er nogen automatisk udløbsdato.
Man kan sige, at er der et akut problem, kan man lave en lov, men med en automatisk udløbsdato kan man tage diskussionen op igen, og så kan man vælge at forny den eller vælge at lave den om.
Men det er der jo ikke tale om her.
Jeg nævnte, at der var flere eksempler.
Et andet eksempel er jo pasloven – pasloven, hvis formål var at forhindre folk i at rejse til Syrien eller Irak for at støtte islamisk ekstremisme.
Og hvad bruges pasloven nu til?
Pasloven bruges til at tage passet fra folk, der vil tage til Rojava og med humanitær bistand genopbygge de kurdiske områder, der har været udsat for Islamisk Stats angreb.
Det er, hvad pasloven i dag bruges til.
Jeg har noteret mig, at den konservative ordfører, hr.
Naser Khader, har udtalt, at denne lov ser ud til at ramme de forkerte.
Uden at gå ind i den konkrete sag udtaler han til Politiken den 5.
marts:
»Meningen var ikke at ramme nogen, der havde reelle hensigter.
Da loven blev lavet, var det for at ramme dem, der tog ned for at være en del af jihadistiske grupper.«
Det kan man mildest talt ikke sige at de kurdere, der har bekæmpet de jihadistiske grupper, er.
Loven har altså ramt nogle forkerte, og jeg håber ikke, at når vi står her om et år, må nogle af de folketingsmedlemmer, som om lidt stemmer for det her forslag, erkende, at også denne lov har ramt nogle forkerte.
Enhedslisten kan ikke støtte forslaget.