Tak for den brede opbakning fra alle ordførerne til lovforslaget her.
Som Venstres ordfører, Hans Andersen, meget rigtigt nævner, er det her jo et lovforslag, som fastsætter rammerne for ekstraordinære hædersgaver til besættelsestidens ofre og sikrer, at modtagerne opnår den fulde værdi af hædersgaven – i bund og grund jo et lovforslag, som fortjener den allerstørste opmærksomhed.
Det er også helt rigtigt, som hr.
Finn Sørensen fra Enhedslisten nævner, at det her lovforslag jo, når der er bred enighed, ikke nødvendigvis påkalder sig så stor politisk diskussion, men derfor kan man jo godt glæde sig over det vigtige indhold, der er i lovforslaget.
Med livet som indsats ydede modstandsfolk m.fl.
en helt særlig indsats under anden verdenskrig, og besættelsestiden havde også mange ofre, der bl.a.
sad i fængsel eller koncentrationslejr.
Der er tradition for, at vi minder hinanden om og værdsætter den indsats, som besættelsestidens ofre ydede, ved at tildele dem eller deres efterladte en ekstraordinær hædersgave i anledning af særlige mærkedage.
Jeg er derfor stolt over, at et enigt Finansudvalg har tiltrådt regeringens ønske om at tildele en ekstraordinær hædersgave til besættelsestidens ofre, i anledning af at det er 75 år siden, at den danske regering gjorde op med samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt under anden verdenskrig.
Den gældende lovgivning på området indeholder ikke regler om ekstraordinære hædersgaver.
Derfor er formålet med lovforslaget at fastlægge rammerne for tildeling af ekstraordinære hædersgaver i lovgivningen.
Det indebærer at afgrænse den berettigede personkreds og sikre, at alle modtagere af den ekstraordinære hædersgave opnår den fulde værdi af gaven.
Ved lovforslaget fastlægges det bl.a., at ekstraordinære hædersgaver kan tildeles ved særlige mærkedage fra besættelsestiden, at den berettigede personkreds afgrænses til samme personkreds, som modtager den ordinære hædersgave, at den ekstraordinære hædersgave udbetales som et engangsbeløb, og derudover foreslås det, at der bliver indsat materiel hjemmel til at fritage den ekstraordinære hædersgave fra beskatning, og det bliver præciseret, at hædersgaver ikke reducerer størrelsen af sociale ydelser.
Det var jo faktisk også den sidste del her, som Dansk Folkepartis ordfører, Bent Bøgsted, var inde på i den ordførertale, han holdt.
Ændringen får virkning fra den 30.
august 2018 og omfatter dermed også den ekstraordinære hædersgave, der udbetales efter aktstykke 166 af 30.
august 2018.
Men lad mig takke for de meget konstruktive bemærkninger, der er givet, og jeg har også noteret mig, at Finn Sørensen fra Enhedslisten ønsker at diskutere beløbets størrelse under udvalgsbehandlingen.