Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 3. behandling af lovforslag nr. L 80:

Forslag til lov om ændring af lov om dansk indfødsret og lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. (Henlæggelse til kommunalbestyrelserne af grundlovsceremonier, forhøjelse af gebyr for ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation og fastsættelse af nærmere regler om udlændinges fravær i undervisning i dansk m.v.).

Af udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 25.10.2018. 1. behandling 02.11.2018. Betænkning 13.12.2018. 2. behandling 18.12.2018).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Jeg kan se, at der er nogle, der gerne vil udtale sig. Hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak for det. Der har jo været en del debat om det her lovforslag, og derfor vil vi gerne fra Dansk Folkepartis side knytte et par bemærkninger til det. Dansk Folkeparti støtter selvfølgelig lovforslaget, og der er en række elementer i det.

Det første og det vigtigste er, at ansøgere til dansk statsborgerskab skal give hånd til en myndighedsperson ved en ceremoni for at få statsborgerskab. Det er Dansk Folkepartis holdning, at man selvfølgelig skal give hånd og dermed takke, når man får et statsborgerskab. Vil man ikke det, skal man selvfølgelig ikke have dansk indfødsret. Det gælder heller ikke, hvis man eksempelvis ud fra islamiske religiøse renhedsforskrifter ikke vil give hånd, fordi den, man skal give hånd til, er kvinde, vantro eller uren. Det mener vi ganske enkelt ikke er noget, som vi skal tillægge vægt fra Folketingets side eller ude kommunalt og lokalt. Når der laves de her grundlovsceremonier, må man ganske enkelt indordne sig og affinde sig med, at her i Danmark er det sådan, at hvis en person rækker hånden frem til andet menneske, tager det menneske selvfølgelig imod hånden. Det er den måde, som man viser respekt på.

Det andet element, som Dansk Folkeparti har sat sit aftryk på, er, at gebyret for at få statsborgerskab nu bliver hævet. Dansk Folkeparti finder det rimeligt, at personer, der får dansk statsborgerskab, og som jo i øvrigt skal være selvforsørgende, er med til at betale udgifterne, som er forbundet med det. Og det tredje element er, at der er kontrol med, hvor mange der kommer, og hvor mange der udebliver fra sprogkurserne i dansk. Så vi støtter det fra Dansk Folkepartis side.

Men det undrer os, at Socialdemokratiet også her har kastet sig ud i endnu en omgang slingrekurs. Stem dog ja! Socialdemokratiet har jo selv været ude i medierne og har sagt, at de mener, at det faktisk er et godt tiltag. De mener, at det er helt rimeligt, at man selvfølgelig giver hånd til en myndighedsperson. Men hvis man virkelig mener det, skal man jo stemme for lovforslaget, og stemmer man ikke for lovforslaget, må det jo være, fordi man, når det kommer til stykket, faktisk ikke mener det.

Dansk Folkeparti stemmer i hvert fald for, og vi gør det med god samvittighed. Hvis du ønsker at blive dansk statsborger, skal du også tilegne dig danske værdier og dansk kultur. Og der er det helt, helt almindeligt pli at vise respekt for et andet menneske, og hvis der er en, der rækker hånden frem, tager man selvfølgelig imod den, og nægter man at tage imod den, er det, fordi man ikke udviser den passende mængde respekt.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Jeg vil gerne stille et grundlæggende spørgsmål til Dansk Folkepartis ordfører: Hvor er grænsen for det her adfærdspoliti, som efterhånden er ved at blande sig i hele mit liv? Nu skal vi her diskutere, hvad for noget mad vi skal spise, hvad for noget tøj vi skal gå i, og nu også, om jeg skal give hånd til nogle mennesker, jeg ikke kender eller ikke har lyst til at give hånd. Er der ingen grænser for det der næsten totalitære samfundssyn, der ligger bag ved, at lovgivningen skal bestemme alt om, hvordan jeg skal opføre mig i Danmark?

Værsgo, hr. Martin Henriksen.

Lovgivningen bestemmer ikke alt, og jeg forstår ikke den måde, som hr. Christian Juhl fremstiller det på. For realiteten er jo, at der er kommet nogle mennesker, som har muslimsk baggrund, til det her land – nu taler jeg ikke om dem alle sammen, men nogle af dem – og det er jo dem, der forsøger at diktere, hvordan vi skal leve vores liv her i Danmark. Der synes jeg, at det, vi gør fra Folketingets side og fra Dansk Folkepartis side, jo sådan set bare er, at vi skubber lidt igen den anden vej, at vi siger, at vi synes, det er forkert, hvis der er sådan en renhedsforestilling om, at mænd og kvinder ikke er lige meget værd osv., at der er noget, der er tilladt, og noget, der er forbudt ud fra sådan en religiøs forestilling, en islamisk forestilling. Vi synes, det er forkert, hvis det er det, der eksempelvis skal være normdannende for, hvordan vi afvikler en grundlovsceremoni i Danmark. Det skal det ikke være.

Så er det selvfølgelig også et problem, at der tidligere har været nogle uskrevne regler, som vi alle sammen dybest set har accepteret, fordi vi har haft en kultur tilfælles, en omgangsform, som vi har været vant til, og de uskrevne regler er der nogle gange behov for at vi skriver ned, fordi der er kommet nogle mennesker hertil, som ikke ønsker at respektere dem.

Hr. Christian Juhl.

Ordføreren brugte direkte ordene, at man må indordne sig, i sin tale. Jeg er født i et liberalt samfund, hvor vi prøver at have en kvalitet, der hedder, at vi er forskellige mennesker, og jeg kan ikke forstå, at der skal være love for, hvad for noget tøj jeg skal gå i, eller hvad for noget mad jeg skal spise eller mine børn skal spise i børnehaven, og nu også så vanvittig en ting som, om man skal give hånd, når man møder mennesker. Jeg forstår slet ikke, at de partier, der kalder sig liberale, vil være med til den slags tyranni eller nærmest ensretning af vores samfund, som er ved at ske i de her år. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, at jeg skal leve i et samfund på den måde, hvor jeg ikke får min personlige frihed, som jeg altid har haft den. Det skal bare systematisk indskrænkes. Jeg synes, det er for galt.

Ja tak. Værsgo.

Jeg medgiver da gerne, at det her ikke er specielt liberalt, men det må hr. Christian Juhl jo spørge de liberale om. Dansk Folkeparti er ikke et liberalt parti, vi er et nationalt og konservativt parti, og vi har ikke noget imod, at der er nogle rammer og at der er nogle retningslinjer, i forhold til hvordan man skal agere i det danske samfund. Det synes vi er helt rimeligt.

I forhold til hvad der bliver spist i daginstitutioner osv., kommer den diskussion sig jo af, at der er nogle, der er kommet til Danmark, som vi har taget imod, som vi har været gæstfrie over for, og så kommer de så og dikterer, hvad det er, man skal spise i daginstitutioner. Der må ikke være eksempelvis svinekød, det skal være halalslagtet osv. Så tillader vi os så at sige, at det kan man altså ikke tillade sig at komme her og bestemme, og det er jo det, som den her diskussion er udtryk for.

Så er den også udtryk for, at hvis du møder en repræsentant for det offentlige, i forbindelse med at du skal være dansk statsborger, er det rimeligt, at du viser respekt, og det gør du altså, ved at du rækker hånden frem.

Tak for det. Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Jeg vil bare gerne spørge hr. Martin Henriksen, om hr. Martin Henriksen mener, at det er respekt, at man i religiøse samfund sidder mænd og kvinder adskilt.

Værsgo.

Det må de selv om. Det er jo inde i et religiøst samfund, så hvis man gør sådan et eller andet sted, må man jo selv om det. Men hvis de går hen til eksempelvis en grundlovsceremoni som det, vi diskuterer her, så er det jo ikke en religiøs ceremoni, men så er det en grundlovsceremoni. Og der skal det ikke være sådan, at eksempelvis islamiske regler skal være afgørende for, hvordan vi afvikler en grundlovsceremoni i Danmark. Men hvad man gør inde i et trossamfund, må man i udgangspunktet selv om.

Hr. Søren Søndergaard.

Det vil sige, at det i virkeligheden ikke har noget at gøre med, om man viser respekt eller ej; det er en rent symbolsk ting. For respekten for det modsatte køn kan man underminere i det øjeblik, man går ud fra stedet. Så det er rent symbol, og det har intet at gøre med reelt at vise respekt.

Værsgo.

Jo, det har lige præcis noget at gøre med respekt. Det er sådan set det, der er hele humlen i det. Jeg gør bare opmærksom på – og det er den holdning, vi har i Dansk Folkeparti – at der er forskel på en religiøs handling inde i et trossamfund og så en grundlovsceremoni, som vi diskuterer her. For en grundlovsceremoni er ikke en religiøs handling og der er altså en afgørende forskel.

Og jo, man kan da godt kalde det her for et symbol. Det er jo et symbol på at vise respekt, og symboler betyder da noget. Dannebrog er et symbol, og det betyder da utrolig meget for mange danskere og med god grund. Så symboler betyder selvfølgelig noget, og det handler grundlæggende om at vise respekt. Og det er der alt for mange mennesker der er kommet her til vores land og ikke kan finde ud af, og nu fortæller vi dem så, hvordan man gør det.

Tak for det. Så er der ikke flere, der har kommentarer til ordføreren. Det er fru Carolina Magdalene Maier som den næste. Værsgo.

Tak for det. Personligt mener jeg faktisk også, at det er udtryk for en gammeldags holdning, når en mand ikke vil give hånd til en kvinde. I en verden, hvor ligestilling mellem kønnene er et af 17 verdensmål, er det himmelråbende forkert, at man ikke vil give hånd til en kvinde. Jeg har selv oplevet det en gang. Jeg prøvede at række hånden frem mod en mand, der ikke ville give hånd, og jeg syntes, det var en meget mærkelig situation at stå i.

Der er mange ting, som står skrevet i hellige bøger, som jo over tiden er blevet nuanceret i praksis. Men regeringen og Dansk Folkeparti har stirret sig blind og arrig på mænd, der ikke måtte give hånden til kvindelige borgmestre, og derfor vil de nu ad lovgivningens vej påtvinge et håndtryk uden handske, håndflade mod håndflade, som der står i lovforslaget. Vi ser simpelt hen i de her år et korstog for bevarelsen af det, som nogle definerer som danske værdier, som de forstås af særlig Dansk Folkeparti og til dels regeringen og til dels Socialdemokratiet. Du skal give hånd, hvis du er dansk statsborger, du må ikke tildække dit ansigt, der skal serveres traditionel dansk mad i vuggestuerne.

Men når vi har så travlt med at definere de danske værdier, glemmer vi den allerallervigtigste af dem alle sammen, nemlig frisindet, det, at vi her i landet har en helt særlig tradition for at tolerere holdninger, som afviger fra den gængse opfattelse af normer og traditioner, og det er jo lige præcis det, der er sagen i det her lovforslag. For hvis kvinder ikke behandles ligeværdigt af personer, som har et meget traditionelt og patriarkalsk syn på køn, så skal det da udfordres. Det skal debatteres og udfordres af os politikere, af medierne og af borgerne.

Det ændrer bare ikke ved, at fænomenet er udtryk for en holdning, som er lige så anderledes og samfundsomstyrtende som alle mulige andre holdninger, som vi også er vant til at tolerere. Fællesskabet i Danmark styrkes, når det rummer forskellige holdninger og konfronterer dem kritisk, ikke, når det undertrykker mindretalsholdninger. Vi kan bare se på, hvordan Danmark jo var det første land, som tillod pornografi, indførte registreret partnerskab for homoseksuelle og fjernede transpersoner fra WHO's liste over psykisk syge.

Vi har et af de mest levedygtige demokratier i hele verden, fordi vi ikke undertrykker holdninger ved lov, men fordi vi bekæmper dem med ord. For vi ved det jo allerede: Holdninger forsvinder ikke, bare fordi vi lukker døren. Vi tror det bare, mens vi sidder selvtilfredse tilbage og gnider os i skægget, mens vores kritiske sans bliver sløvere og sløvere. For hvis vi bare forbyder alting ved lov, behøver vi jo ikke at være opmærksomme og forholde os kritisk med ord til det, vi oplever. Og hvad er det så for et samfund vi står tilbage med?

Jeg vil gerne lige bruge lejligheden til at læse et brev op, som Billy O'Shea, som er irer og bor i Danmark, har skrevet til Indfødsretsudvalget i Folketinget, og jeg har fået lov af Billy til at læse brevet op i dag. Det er L 80, bilag 7, og det lyder sådan her:

»Til Indfødsretsudvalget

Jeg er 61 år og kommer fra Irland, og jeg er en af de mange udlændinge, der for tiden søger dansk statsborgerskab. Jeg har for nylig bestået Indfødsretsprøven.

Jeg skriver til Indfødsretsudvalget fordi jeg er bekymret på grund af forslaget om, at alle nye danske statsborgere skal være tvunget til at give hånden til repræsentanter fra myndigheden.

Jeg har boet i Danmark siden 1981, har været selvforsørgende fra dag 1, og har aldrig taget imod socialhjælp af nogen art. Jeg har arbejdet hårdt, har betalt skat igennem alle årene, har ingen gæld til det offentlige, og ingen strafattest. Jeg har altid elsket Danmark og den danske kultur, og det er udelukkende derfor, jeg er blevet her og har forsøgt at gøre Danmark til mit hjem.

Jeg er ikke religiøs, og giver gerne hånden til alle. Dronning Margrethe gav mig hånden i 2000, da jeg modtog Københavns Universitets guldmedalje, og jeg var meget beæret over privilegiet.

Men efter min mening skal en håndsrækning, for at være udtryk på gensidig respekt, nødvendigvis være frivillig. Man kan ikke fremtvinge respekt ved lov. Tanken er efter min opfattelse temmelig udansk.

Jeg har stor respekt for Københavns borgmester, Frank Jensen, og for hans embede. Jeg giver ham meget gerne hånden under andre omstændigheder. Men jeg har også respekt for mig selv, og jeg har ikke tænkt mig at min første handling som borger i et demokratisk land skal være at give afkald på noget så grundlæggende som retten til at bestemme over min egen krop.

Derfor vil jeg, hvis dette forslag bliver lov, nægte at give hånden under ceremonien. Og hvis det koster mig mig mit statsborgerskab, sådan er det. Det er i så fald ikke prisen værd.

Naturligvis skal man være taknemlig, som vi udlændinge hele tiden hører, for at have muligheden for at erhverve sig dansk statsborgerskab. Men vi skal være ligeværdige borgere i et demokratisk land, vi skal ikke falde på knæ. En lille smule taknemlighed den anden vej ville måske også være på sin plads. Som Nicola Sturgeon, Skotlands statsminister, sagde for nylig: »Skotland er jeres hjem, I er velkomne her, og vi værdsætter jeres bidrag til Skotlands økonomi, samfund og kultur«. Hvor ville det dog være rart, hvis en dansk politiker nogen sinde sagde noget lignende til os. For eksempel til en velkomstceremoni for nye statsborgere. Se, dette ville være en håndsrækning!«.

Tak for ordet.

Tak. Værsgo.

Hvilke regler og registreringskrav i den offentlige sektor mener du er overflødige? Det spørgsmål har regeringen stillet i kampagnen »Meld en regel« for at få input til, hvordan der kan luges ud i regeljunglen og frigøres tid til velfærd, og der er åbenbart rigtig mange overflødige regler, for regeringen har allerede modtaget 1.200 forskellige forslag. Og nu får I endnu en regel fra Radikale Venstre. Innovationsministeren har sagt, og jeg citerer:

Regeringen er optaget af at luge ud i bøvl og bureaukrati i den offentlige sektor. Derfor har vi opfordret borgere, medarbejdere, faglige organisationer og virksomheder til at pege på overflødige regler og registreringskrav, som de gerne vil have afskaffet.

Hvis der er noget, der er overflødigt, så er det, at Folketinget ikke bare lovgiver om, at man skal give hånd, men også præcis hvordan man skal give hånd. Det løser jo ikke de virkelige problemer, der er med ligestilling, men det har brugt Folketingets tid, det har brugt regeringens tid, ministeriets tid, og det kommer også til at bruge kommunernes tid. Derfor vil jeg allerede gerne nu, før et flertal lige om lidt vedtager håndtryksloven, melde den til innovationsministeren som overflødig.

Værsgo.

Det her lovforslag har jo givet anledning til megen debat, og det har det jo for så vidt også her i Folketingssalen i dag. Det har jeg faktisk stor respekt for. Jeg har også meget stor respekt for, at Dansk Folkeparti selvfølgelig går op og forsvarer den her lovgivning, at Alternativet går op og taler ret imod, og det samme gør Det Radikale Venstre. Det er sådan, det skal være i et demokrati.

Det, der undrer mig, er selvfølgelig, hvor i alverden Socialdemokratiet er i alt det her. Det kan undre mig en lillebitte smule. Jeg synes sådan set, at det er relativt let at tage stilling til, om man synes, at det, når man skal have et dansk statsborgerskab, så skal efterfølges af en ceremoni, hvor det hele – kan man sige – står klart i det øjeblik man giver hånden. Sådan var det også, da vi sad til forhandlingerne i sommer. Jeg kan tydeligt huske den sommerdag, da vi sad der, og der var ingen som helst tvivl om, hvor Socialdemokratiet stod i den her sag.

Så ved jeg simpelt hen ikke, hvad det er, der er sket siden hen. For Socialdemokratiet tager faktisk ikke engang del i debatten, og det er jo det, der er så ærgerligt. For det kunne være så utrolig rart, når man har et parti, der kalder sig for et statsministerkandidatparti, at man så i det mindste lige kunne tage stilling til, om man synes, at der skal afholdes en grundlovsceremoni, når folk skal have sig et dansk statsborgerskab, og om man simpelt hen lige skal give et håndtryk. Men det kan man forstå er et alt, alt for stort spørgsmål for Socialdemokratiet i øjeblikket, så der vælger de at stemme gult. Man må sige, at gul jo er blevet den nye farve hos Socialdemokratiet. I aftes stemte man gult hele vejen igennem, i forhold til Lindholm, og man stemte i alt gult og gult. Så det er ikke kun i Frankrig, hvor det så godt nok er symboliseret af gule veste. Her er det bare symboliseret ved, at man simpelt hen ikke ved, hvilken knap man skal stemme på, og så stemmer man bare gult.

Men jeg synes måske nok, at man med hensyn til noget så centralt som, hvordan vi skal sikre, at de mennesker, der får et dansk statsborgerskab, også tager Danmark til sig, skulle kunne beslutte sig i et parti, der ønsker at levere en statsminister efter et valg.

Tak. Der er et par kommentarer. Hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for, at en borgerlig stiller sig på talerstolen. Jeg kan forstå, at hr. Martin Henriksen ikke er borgerlig eller liberal. Han er måske nok borgerlig, men han er ikke liberal, han er nationalkonservativ, som han kalder det, og det er nogle af dem, som gerne vil tage små hjørner af de totalitære samfund og skubbe dem ind i det liberale samfund.

Jeg vil gerne stille det samme spørgsmål til ministeren, som erklærer sig liberal: Hvor går grænsen for, hvad ministeren og andre vil begrænse min tilværelse med? Skal jeg både have regler for, hvad jeg skal spise, hvad for noget tøj jeg skal have på, og nu også om, hvornår jeg skal give hånd? Hvad er det næste, eller er der nogen grænser for, hvor langt væk fra liberalismen og de liberale frihedsrettigheder I vil gå i jeres ihærdige følgen Dansk Folkeparti på en nationalkonservativ vej?

Værsgo.

Det her er faktisk, efter min mening, et meget, meget alvorligt spørgsmål. Det er et spørgsmål om, at når man ønsker at tilvælge sig et land, i det her tilfælde Danmark, man ønsker at kalde sig dansker, så synes jeg sådan set også, at det er på sin plads, at man i det øjeblik, man bliver dansker, selvfølgelig også skal udvise den taknemlighed, der ligger i, at man jo deltager i en grundlovsceremoni, og i det øjeblik, hvor man giver håndtrykket, er så det øjeblik, man bliver dansker. Det synes jeg sådan set ikke er et spørgsmål om at begrænse nogens frihed – det må jeg sige. Jeg synes, det er helt almindelig respekt over for det land, som man nu har tilvalgt sig. Der er jo ikke nogen, der har tvunget nogen af de her mennesker til at blive danskere. De har tilvalgt sig Danmark som det land, de ønsker at tilhøre.

Hr. Christian Juhl.

Jeg tilvalgte også at blive boende i Danmark, da jeg var ung, fordi samfundet var et system, der byggede på demokratiske, åbne liberale synspunkter, som andre ordførere har peget på. Og jeg spørger en repræsentant for Danmarks liberale parti: Hvor er grænsen for, hvad I vil begrænse min frihed med? Det er også mig, den her lov gælder. Den gælder alle danskere. Der er ikke ret mange danskere, der har lyst til, at I bestemmer over, hvordan vi lever vores liv, hvad vi spiser, hvad for noget tøj vi har på osv. Det er et meget alvorligt spørgsmål at diskutere liberalisme, ja, men svar dog ærligt på det spørgsmål. Det her er lige så totalitært, som det danske militær er indrettet; I begynder efterhånden at regulere alt i vores liv, og det er der ingen af os, der ønsker.

Tak. Værsgo.

Den her lovgivning omfatter de mennesker, der ønsker at blive danskere. Sådan er det, hr. Christian Juhl. Igen kan jeg bare sige, at jeg synes, at det er helt på sin plads, at man skal deltage i en grundlovsceremoni, hvor man jo netop skriver under på, at man nu tager fundamentet til sig, selve det fundament af frihedsrettigheder, som Danmark er grundlagt på, og som generationer før os har lagt. Og det er jo et fundament, der gør, at man kan tro på lige præcis den gud, man vil, at man kan ytre sig lige præcis, som man vil, at der er fuldstændig ligestilling imellem kønnene – piger og drenge, kvinder og mænd er lige meget værd. At man så i det øjeblik, hvor man bliver dansk statsborger, så selvfølgelig giver hånden til den repræsentant for myndighederne, der står der, synes jeg sådan set er på sin plads.

Så er det fru Astrid Krag, Socialdemokratiet.

Tak til ministeren. Jeg ville være blevet decideret bekymret for ministeren, hvis hun ikke var gået op og havde undret sig over, hvor Socialdemokratiet var blevet af. Jeg vil bare sige, at ministeren jo godt ved, hvor Socialdemokratiet står. Vi står der, hvor vi også stod, da vi forhandlede om det her. Selvfølgelig skal man give hånd. Det er den måde, vi viser respekt for hinanden på, høj som lav, tyk som tynd, mand som kvinde. Det er den ene del af diskussionen, og det er jo rigtigt, at det her forslag har vakt masser af diskussion, også langt ind i ministerens eget parti.

Men det er jo den anden del af diskussionen, som er den helt store knast, og som også giver uenighed blandt ministerens egne partifæller, som er borgmestre, nemlig hvorvidt lovgivningen er vejen frem her. Så ministeren skal ikke være tvivl om, hvor Socialdemokratiet står, i forhold til om man skal give hånd, og i forhold til at det er et udtryk for respekt. Uenigheden går på, hvorvidt vi skal lovgive om det her, hvad Folketinget skal bruge sin lovgivende magt til. Det er derfor, vi stemmer gult til det her lovforslag. Vi bakker varmt op om de nye regler for indfødsret, som vi har lavet sammen. Vi bakker varmt op om de lokale ceremonier. Det bliver vældig godt med en lokal forankring og en højtideligholdelse af det at få dansk statsborgerskab, men vi synes, vi som Folketing skal overveje, hvad det er, vi bruger den lovgivende magt til. Det siger jeg jo på linje med gode, kloge Venstreborgmestre. Så ministeren kan godt stå på talerstolen og prøve at lade, som om det her kun er noget, der har rejst debat i Socialdemokratiet. Men langt ind i gode Venstrekredse ryster man også på hovedet over, at Folketinget bruger sin lovgivende magt til det her.

Værsgo, ministeren.

Det er lidt, som om Socialdemokratiet bakker varmt op om alting i øjeblikket, lige indtil man skal stemme, for så bakker man ikke lige så varmt op. Så bakker man kun lidt op, eller man stemmer i hvert fald ikke imod, men man stemmer heller ikke for. Man bakker op på, jeg tror, jeg vil sige sin egen måde. Socialdemokratiet er begyndt at bakke meget op på sin egen måde. Man bakkede også varmt op om et tredje udrejsecenter – altså ikke sådan, at man stemte for, men man bakkede da op på en eller anden måde. Det er lidt det samme, vi ser nu. Undskyld, men det er altså lidt sløjt. Det er simpelt hen lidt sløjt at have et parti, der ønsker at stille med en statsministerkandidat, og så kan man ikke tage stilling til, om man stemmer for en grundlovsceremoni eller imod en grundlovsceremoni – noget, der er så centralt, nemlig en højtideligholdelse af at blive dansk statsborger.

Værsgo, fru Astrid Krag.

Nu er det jo heldigvis ikke udlændinge- og integrationsministeren, men danskerne, der skal afgøre, hvad der er sløjt og ikke sløjt, og hvad der peger i den rigtige retning, når vi snakker om det kommende valg og om, hvem der skal overtage Statsministeriet. Udlændinge- og integrationsministeren kan tegne det op, som hun vil. Man kan høre debatten her i salen under førstebehandlingen, man kan læse i pressen, man kan google eller gå på Infomedia, eller hvordan man nu foretrækker at samle op på det, og man kan også læse i den betænkning, vi har afgivet, hvor det fremgår fuldstændig klart, hvor Socialdemokratiet står.

Vi er glade for de her lokale grundlovsceremonier. Vi glæder os til, at de bliver ført ud i livet, og selvfølgelig skal man give hånd. Dér, hvor vi synes, kæden springer af, og dér, hvor vi faktisk synes, at det bliver lidt et problem for Folketingets anseelse i befolkningen, er, når vi begynder at vedtage lovgivning, hvor der står, at man hånd mod hånd, håndflade mod håndflade, skal trykke i hånden ved de her ceremonier. Det kan man da godt finde ud af lokalt. Det er også det, fornuftige, sindige Venstreborgmestre har prøvet at appellere til udlændinge- og integrationsministeren om i den seneste tid, og det er det, der gør, at Socialdemokratiet stemmer gult. Vi bakker varmt op om den aftale, vi selv har været med til at lave, men det her med at lovgive om håndtryk kan vi ikke stemme for.

Værsgo, ministeren.

Jeg kan forstå, at det står fuldstændig klart, hvor S står, nemlig lige midt imellem det hele. Sådan er det.

Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Jeg kan sådan set være enig i ministerens kritik af Socialdemokratiet. Det er også underligt, at vi ikke kan få mulighed for at stille spørgsmål til Socialdemokratiet. Altså, det er jo meget mærkeligt, at man er imod en lovgivning, men at man ikke vil stemme imod: Vi er meget imod den her lovgivning – der skal ikke være lovgivning her – men vi undlader at stemme. Altså, det er mærkeligt.

Men det gør jo ikke det lovforslag, vi skal stemme om om lidt, bedre, for det her lovforslag handler jo ikke om respekt; det her lovforslag handler om hykleri. Og derfor vil jeg bare bede ministeren om at bekræfte, at den person, der optræder dybt diskriminerende over for det andet køn og bagtaler Danmark og alt muligt, kan gå ind og give hånd til en kvindelig borgmester og derefter – bagefter – gå ud og fortsætte med at diskriminere og fortsætte med at bagtale Danmark.

Kort sagt: Det er ikke et spørgsmål om respekt, det er et spørgsmål om hykleri.

Ministeren.

Jeg vil jo sige, at jeg har stor respekt for, at Enhedslisten netop tager debatten – man kunne jo så også være gået op på talerstolen, kan man sige, og så have taget debatten heroppefra. Men når det er sagt, har jeg stor respekt for, at Enhedslisten tager debatten og gerne vil deltage i den. Så kan vi være uenige om nogle ting.

Men når det er sagt, ligger der jo altså langt mere i det her lovforslag end et håndtryk, og det er ligesom blevet glemt. Det er fuldstændig blevet glemt, at man skal skrive under på et dokument, der gør, at man tager Danmark til sig; at man skal skrive under på, at man jo tager selve fundamentet til sig. Det er sådan set det centrale i den her lovgivning, nemlig at man skriver under på, at man tager fundamentet – alt, fra religionsfrihed, ytringsfrihed til ligestilling – til sig, og at man så selvfølgelig i det øjeblik, hvor man så bliver dansk statsborger, takker for det ved at give hånd til den myndighedsperson, der nu forestår ceremonien.

Tak, så er det hr. Julius Graakjær Grantzau, Alternativet.

Tak for det. Tak, fordi ministeren stiller op her også. Jeg synes, det giver fin mening at lægge vægt på det, når det nu er skrevet ned ved lov som en af de to hovedændringer i loven, altså det her med håndtrykket. Jeg synes, det giver fin mening, at det bliver taget op også, og det er ikke nævnt uproportionalt meget i den her debat.

Så vil jeg bare lige sige, at nu nævner ministeren, at man takker for statsborgerskabet ved at give hånd. Jeg troede, det var en forudsætning for at få statsborgerskab, at man giver hånd.

Værsgo.

Jamen det er det også. Men i det ligger der jo også, at man selvfølgelig med respekt takker for det statsborgerskab, som man har fået. Men det er fuldstændig rigtigt, at det jo er en forudsætning for at få dansk statsborgerskab, at man giver hånd. Det er først i det øjeblik, håndtrykket falder, at man bliver dansk statsborger.

Værsgo.

Så er det i hvert fald ikke en tak for statsborgerskabet.

Værsgo.

Altså, jeg må helt ærligt sige, at et dansk statsborgerskab er noget, man takker for. Det er jo en symbolsk handling, at man tager hele det fundamentet til sig, og det er også det, der ligger i, at man selvfølgelig skriver under på det dokument, som kommer til at ligge fint og flot foran en – det er det, der ligger i selve ceremonien. Og så er det sådan set bare helt almindelig dansk omgangsform at takke med et håndtryk efterfølgende.

Tak. Og så får hr. Søren Søndergaard lige ordet igen – jeg skal bare lige bede om, at man husker at trykke sig ind, så jeg ved heroppe, at man ønsker ordet. Det skete ikke lige, men værsgo til hr. Søren Søndergaard.

Jeg har heldigvis et kronvidne her ved siden af, for jeg trykkede og trykkede og trykkede. Og jeg vil godt bede om, at det her apparat bliver udskiftet, for hvad hjælper det, at man trykker, når I ikke kan se det deroppe? (Munterhed) .

Må jeg lige sige til hr. Søren Søndergaard, at jeg altså også har en udmærket kollega her, og jeg kan dokumentere, at det bonede ikke ud på skærmen. Men det kan være, vi skal flytte hr. Søren Søndergaard over i den modsatte side af salen. (Stor munterhed) . Værsgo.

Nu bliver formanden ondskabsfuld. (Stor munterhed) . Jeg vil sige, at jeg jo synes, at fru Inger Støjberg fuldstændig bekræftede det, der var min pointe, nemlig at det er hykleri. Og det bliver jo ikke bedre af, at man skriver under på en hel masse og skal sige det ene og det andet og skal gøre det ene og det andet – altså, det bliver jo ikke mindre hykleri af det.

Spørgsmålet er, om folk opfører sig ordentligt, og spørgsmålet er, hvordan vi sikrer, at folk opfører sig ordentligt. Det sikrer vi ikke ved at bede dem om at give et håndtryk, som de kan give på falske betingelser i deres egen opfattelse: Det her gør jeg kun for at få dansk statsborgerskab.

Det er det problem, som det her forslag ikke forholder sig til, og derfor er det altså desværre hykleri. Jeg er glad for, at ministeren i virkeligheden bekræftede det.

Værsgo.

Jeg tror, det var i hr. Søren Søndergaards verden. Men når det er sagt, må jeg indrømme, at det at gå op og skrive under på et dokument om, at man tager fundamentet til sig, synes jeg ærlig talt er at tage et stort skridt. Så kan man sige: Kan man ikke bare skrive under på det, og vil det overhovedet få nogen betydning?

Jeg kan sige, at for ganske få uger siden var jeg i en debat med Hizb ut-Tahrirs talsmand – den ene af dem – som sagde, at han ikke ville kunne skrive under på sådan et dokument. Han ville ikke kunne blive dansk statsborger i dag, for han ville ikke kunne tage selve fundamentet til sig. Jeg spurgte ham om, om han vil rådgive sine følgere i Hizb ut-Tahrir til også at undlade at skrive under, og det ville han. For hvis man har en overbevisning som hans, vil man ikke kunne skrive under på det her dokument – og det er jo præcis det, vi ønsker med selve grundlovsceremonien.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer.

Er der flere, der ønsker at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes.

Afstemningen er slut.

For stemte 55 (DF, V, LA og KF), imod stemte 23 (EL, ALT, RV og SF), hverken for eller imod stemte 30 (S).

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.