Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af lovforslag nr. L 8:

Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn, lov om voksenansvar for anbragte børn og unge og ligningsloven. (Mere kvalitet i plejefamilier).

Af børne- og socialministeren (Mai Mercado).

(Fremsættelse 03.10.2018).

Vi åbner ordførerrækken med fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. En fjerdedel af de anbragte børn i Danmark forsøger at begå selvmord, og omkring halvdelen af dem får en 9.-klasses-eksamen – resten gør ikke. Så når vi taler om anbringelsesområdet, mener jeg sådan set, at de tal taler for sig selv, i forhold til hvor store forandringer der er behov for, men jeg mener faktisk også, at det måske er de mest ansvarspådragende tal, der overhovedet findes i dansk politik. For når man går ind og anbringer et barn, gør staten jo det mest vidtgående, man overhovedet kan, i forhold til mennesker og familier, nemlig at gå ind og påtage sig ansvaret for nogle børn, fordi forældrene ikke kan stå distancen. Når man påtager sig et ansvar for nogle børn, har man altså at sørge for, at de børn får en tryg opvækst, og det er vi elendige til i Danmark, for at sige det ligeud.

Det, der går galt, hvis man går ind og kigger lidt bagom tallene, er i meget høj grad sammenbrud af anbringelser. Det er også fejlmatch, som er noget af det, der bliver talt rigtig meget om, når man er udeomkring og taler med plejefamilier, altså det, at man ikke har fået beskrevet barnet ordentligt, i forhold til hvad det er for en familie, det barn kommer ind i. Men sammenbruddet i anbringelser er rigtig, rigtig alvorligt, og så er der altså en anden del, som slet ikke er med i det her lovforslag, og det er, hvordan det er for de børn, der er anbragt på institutioner.

Størstedelen af de anbragte børn er i dag anbragt i plejefamilier, og det at komme ind i en plejefamilie er rigtig godt. Hvis vi får anbragt barnet tidligt nok, kan vi faktisk ikke, hvad angår de børn, der er anbragt stabilt i en plejefamilie resten af barndommen, se forskel på børn, der er vokset op med deres biologiske forældre, og børn, der er vokset op hos plejefamilier. Men det er der, hvor der er mange sammenbrud, eller hvor børnene er vokset op på forskellige institutioner, vi har problemerne, og jeg mener, at vi er meget langt fra at have lænet os nok ind over bordet i forhold til institutionerne i vores samfund, og jeg vil gerne sige utrolig højt, at jeg ikke mener, at regeringen leverer en hujende – og så noget, jeg ikke må sige fra den her talerstol – på det her område, og det er, på trods af at vi i forbindelse med sidste års satspulje fik ind i aftalen, at vi skulle have en drøftelse af anbringelsesområdet. Det har regeringen så valgt at tage så bogstaveligt, at vi ganske rigtigt har haft en drøftelse, men det, der kommer ud af det, er krummer, hvor vi mener, at det, der skal gøres her, er, at der skal slås et meget stort brød op.

Så set gennem Socialdemokratiets briller skal der ske også ekstremt store strukturelle forandringer af det her område, og vi mener, at hver eneste politiker, særlig dem, der beskæftiger sig med socialpolitik, bør vågne hver morgen med et af ansigterne fra de anbragte børn på nethinden og det samme, når de lægger sig til at sove om aftenen. Det her er vores ansvar! Så når vi påtager os det ansvar over for børnene, har vi også at levere de største kanoner, staten kan tage ned fra hylderne i forhold til at få skabt så trygge betingelser som overhovedet muligt, og der er lang vej igen.

Vi forhandler lige nu reform af Socialtilsynet, og vi skal faktisk over at drøfte det på den anden side af det, vi laver i salen nu. Det mener jeg er et eksempel på, at man slet ikke er ambitiøs nok, og jeg mener det samme, hvad angår plejefamilier, og jeg mener det i den grad, hvad angår institutionerne. Bare så alle har hørt den utilfredshed og måske også forbereder sig på, at det nok kunne se anderledes ud, hvis man havde en anden regering.

I forhold til det her lovforslag er det jo så et udtryk for, at vi tager et skridt i den rigtige retning. Jeg mener, at der skal gås 100 skridt, men her der tager vi 1. Det er bedre end ingenting, og derfor er vi selvfølgelig også rigtig tilfredse med det. Jeg skal også hilse fra SF og sige, at også SF støtter det her lovforslag. Det har ligget både SF og Socialdemokratiet rigtig meget på sinde at få de her forbedringer, og det er vi i sagens natur rigtig glade for.

Det, vi gør her, er, at vi indfører konkrete nye plejefamilietyper, for den bevægelse, der har været hen over de sidste par årtier, er jo, at flere og flere børn anbringes i plejefamilier, og derfor er der også et behov for, at vi får en gruppe af tungt specialiserede plejefamilietyper, og så får vi en mere almen plejefamilietype, som vi kender det fra gamle dage. Det er der taget højde for i det her lovforslag.

Så får vi også afskaffet den konkrete godkendelse af plejefamilier i kommunerne, vi får altså en ensartethed i den måde, man godkender plejefamilier på. Vi får givet en meget bedre støtte i starten af en plejeanbringelse, for det er ofte der, tingene bryder sammen, altså i den meget sårbare periode, hvor barn og plejeforældre skal lære hinanden at kende, og hvor vi har behov for, at man som system rykker meget tættere ind på familien for at få hjulpet den med at få tingene til at køre på skinner, så vi ikke har de her helt fatale sammenbrud i anbringelserne. Man får også opgraderet uddannelsesniveauet; der synes vi ikke man er kommet langt nok. Men igen, det er et skridt i den rigtige retning, og det er også et godt et af slagsen.

Sidst, men ikke mindst, får vi givet ordentlige vilkår til netværksplejefamilien. Det er der, hvor man er anbragt hos en søster, eller det kan være hos en veninde af den familie, der ikke længere kan have sit barn derhjemme. Der mener vi, at det har været fuldstændig tosset, at man har skullet bruge meget tid på alt muligt bureaukrati, i stedet for at man vurderer, hvad det er, man har brug for, når man har et ekstra barn i familien, og at vi så sørger for, at de penge er der, så man ikke skal sidde og bruge alle kræfterne på bilag i stedet for at bruge tiden på at kramme det barn, man har fået i sin varetægt.

Så alt i alt er det et skridt i den rigtige retning ud af de 100, der skal tages, før vi kan se os selv i øjnene på det her område.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførerens tale. Ordføreren snakker meget om døgninstitutioner, plejefamilieanbringelser og netværksplejefamilier, men noget, jeg synes ordføreren glemmer i forhold til forebyggelse, er familien. Det gælder forebyggelse i hjemmet, forebyggelse på familiecentre eller andre steder, hvor man hjælper familien som en enhed. Derfor bekymrer det mig lidt, at ordføreren slet ikke er inde på det, også set i lyset af at Socialdemokratiet er kommet med et udspil på det her område om netop øget brug af tvangsbortadoptioner og øget brug af, at man skal tvangsanbringe hurtigere. Så kunne ordføreren ikke fortælle lidt om, hvad Socialdemokratiets holdning er til, at man ligesom kigger på familien og familiecentrene og virkelig investerer i familierne, inden man tyer til så vidtgående indgreb, som det nu er at tvangsanbringe et barn og tvangsbortadoptere et barn?

Ordføreren.

Med allerstørste fornøjelse vil jeg gerne bruge noget mere taletid på at fortælle om vores socialudspil. Som det første element lægger vi jo op til, at der skal være familiehuse, og det vil sige, at vi samler hele den tidlige indsats i en enhed. Det vil sige, at alt i barnets liv fra undfangelsen og frem til skolealderen bliver samlet ét sted. Det er jordemoder, sundhedsplejerske, familiepædagoger, hjemmepædagoger osv. osv. Der skal vi jo meget gerne kunne gribe familien, så man aldrig når til en anbringelse. Det er ligesom det ene element. Det kunne man bruge en halv time på at tale om, det vil jeg undlade. Men det tror jeg er meget vigtigt i forhold til forebyggelsen.

Det andet element er noget, hvor jeg i virkeligheden har en opfattelse af, at Dansk Folkeparti og vi er meget enige, nemlig familieanbringelser. Der er rigtig mange, der ville have gavn af det, altså dem, der ligger i en gråzone. Det er ikke nødvendigvis sådan, at barnet har bedst af at blive anbragt hos nogle andre, men det kan være, at forældrene har rigtig svært ved rent organisatorisk at få tingene til at hænge sammen omkring barnet, men har masser af hjerterum til at have et barn. Der vil en familieanbringelse være meget bedre. Der mener jeg og Socialdemokratiet, at vi skal have en selvstændig paragraf for familieanbringelser. Så når jeg ikke tog det op her, var det, fordi jeg ramte grænsen på de 5 minutters taletid. Så tak for anledningen til lige at uddybe det.

Fru Karina Adsbøl.

Jamen jeg er så venlig på det her område, for forebyggelse er nemlig vigtigt. Derfor kunne jeg også godt tænke mig at høre, om Socialdemokratiet så mener, at kommunerne, inden man tyer til en tvangsanbringelse, så skal dokumentere, hvilke foranstaltninger der har været iværksat for at hjælpe familien som helhed, for vi ved jo, at det her område er fuld af fejl og mangler – det er § 50-undersøgelser, handleplaner og børnesamtaler. Og min bekymring går på, at der sker en tvangsanbringelse, der ikke burde være sket.

Tak. Ordføreren.

Jeg er faktisk helt overbevist om, at der sker alt for få anbringelser. Så jeg er enig med spørgeren i, at der sker nogle fejl – og når der sker fejl på det her område, er det så katastrofalt, at man næsten ikke kan holde det ud. Jeg helt enig med ordføreren i, at der skal vi være meget bedre, end vi er i dag. Men det generelle billede er, at hver tredje barn, der er vokset op hos forældre, der drikker, selv siger, når de er blevet voksne, at de gerne ville have været anbragt uden for hjemmet som barn. Det er hver tredje barn blandt dem, der er vokset op med en fuld forælder – og det er altså hver tiende barn i Danmark, der er vokset op hos en fuld forælder. Så oversætter vi de tal, burde vi have anbragt fire gange så mange børn, som vi gør i dag, altså hvis man spørger folk selv om, hvad de mener ville have været bedst for dem.

Så jeg er enig med ordføreren i, at vi skal have et meget mere finmasket system, som gør, at der ikke bliver begået de fejl, der bliver. Altså, vi kan forestille os, hvordan vi selv ville reagere, hvis vores barn blev fjernet på baggrund af en fejl.

Tak til ordføreren. Så bytter man plads, for nu er det nemlig fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti, der skal herop. Værsgo.

Tak for det. Mange børn er af den ene eller den anden årsag anbragt uden for hjemmet og vokser op i en plejefamilie. Det ville jo være ønskværdigt, at vi som samfund opprioriterede at hjælpe sårbare familier, f.eks. gøre mere brug af familiecentrene og forebyggende indsatser og dermed forebyggede flere anbringelser af børn og unge. Når et barn eller en ung bliver anbragt uden for hjemmet, har vi et ansvar for at sikre kvaliteten i plejefamilieanbringelsen og at understøtte den indsats, plejefamilien får. Indsatsen skal målrettes det enkelte barns behov, og vi skal sikre, at børn, der anbringes uden for hjemmet, bliver anbragt i den plejefamilie, der passer bedst til deres behov og udfordringer.

I Dansk Folkeparti mener vi også, at når børn skal anbringes, skal det ske på et fuldt dokumenteret grundlag, og her kan vi desværre konstatere, at der er en række fejl og mangler. Vi ønsker også, at kommunerne skal dokumentere, hvilke indsatser de har forsøgt, inden de anbringer et barn, og her tænker vi specielt på forebyggelsesparagraffen i serviceloven, samt opkvalificeringen af indsatsen til barnet og familien efter en anbringelse. Det skal sikre, at der tages hånd om familien efterfølgende, og at de ikke bliver efterladt på perronen.

Dansk Folkeparti ønsker også at drøfte aflønning af plejefamilier, selvfølgelig i respekt for arbejdsmarkedets parter. Vi ønsker selvfølgelig også en drøftelse af netværksplejefamilier. Det er noget, vi værdsætter meget i Dansk Folkeparti, altså at et barn kan blive tæt ved sit netværk, herunder også, som den tidligere ordfører var inde på, at man i forhold til matching sikrer den rette match, i forhold til hvor et barn skal anbringes. Så skal vi sikre, at der er stabilitet og kontinuitet i anbringelsen, og se på anbringelsessituationens betydning for barnets biologiske forældre og familie og øvrige netværk samt plejefamilie. Her kunne man også overveje, om man skulle stille krav om, at der hver gang skal være foretaget en forældrekompetenceundersøgelse. Det og mange andre ting ønsker vi drøftet i de kommende satspuljeforhandlinger.

I 2017 sad vi så rundt om bordet i ministeriet, og her indgik vi en aftale. Den bestod af mere kvalitet i plejefamilier og en bedre opvækst for det anbragte barn. Og her blev vi i satspuljekredsen enige om, at der var behov for et løft af plejefamilieområdet for at sikre mere kvalitet i plejefamilieanbringelserne, så børnene får den indsats, de har brug for. Derfor aftalte vi, at der skulle indføres nye plejefamilietyper, og at der skulle udvikles et koncept i godkendelsen af plejefamilier, som skulle sikre en mere ensartet godkendelse på tværs af de fem socialtilsyn, sammen med et nyt nationalt vidensbaseret grundkursus til plejefamilier.

For at ruste plejefamilier til den svære start og minimere risikoen for sammenbrud intensiveres støtten til plejefamilier i begyndelsen af en anbringelse, og der skal udvikles et tæt opstartsforløb for plejefamilier. Og her vil jeg bare indskyde, at det kan være lige så vigtigt løbende at give den indsats, der er behov for, i forhold til når et barn kommer op i teenageårene. Der kan det godt være at der også er brug for en ekstra indsats.

Kommunerne skal være forpligtet til at tilbyde en plejefamilie et intensivt opstartsforløb, når et barn er i pleje. Og der indføres så også et krav om, at kommunerne skal have en særlig funktion, hvor typisk en familieplejekonsulent skal stå for at give plejefamilierne løbende supervision, råd og vejledning. Samtidig afsatte vi midler til en pulje, der skal fremme samarbejdet mellem døgninstitutioner og plejefamilier. Det er så den del af den aftale, som ligger i det forslag, vi behandler i dag, og som det fremgår af lovforslaget, lægges der op til, at socialtilsynet godkender alle nye plejefamilier ud fra den nye typologi og løbende indplacerer eksisterende plejefamilier i de nye kategorier i forbindelse med et driftsorienteret tilsyn. Og det skal finde sted minimum en gang årligt. Kommunernes mulighed for at godkende en plejefamilie fjernes. Dog kan kommunerne stadig væk godkende netværksplejefamilierne.

Lovforslagets hovedelementer er, at der indføres nye typer plejefamilier, som ud over netværksfamilier bliver almene plejefamilier, forstærkede plejefamilier og specialiserede plejefamilier. Så er der en afskaffelse af konkret godkendte plejefamilier, tilrettelæggelse af støtten til plejefamilier og en mere ensartet godkendelse og et nyt vidensbaseret grundkursus. Og så sker der det, at vi også indfører skattefri dækning af netværksplejefamiliernes øvrige omkostninger uden forevisning af dokumentation.

Det synes vi jo i Dansk Folkeparti er rigtig godt, og det er også et skridt hen ad vejen, men det er ikke nogen hemmelighed, at Dansk Folkeparti ønsker mere på det her område, som vi også aftalte i satspuljekredsen, og derfor ser vi frem til at forhandle det i de kommende forhandlinger.

Men så er der lige to ting i forhold til det lovforslag. Den ene er, at vi ønsker en revisionsbestemmelse – jeg kunne ikke lige se, om der er det i lovforslaget, men det kan ministeren jo svare på, når ministeren kommer på talerstolen – i forhold til at vi følger, om det også bliver implementeret i praksis og fungerer efter vores intentioner. Den anden ting er, at jeg godt vil have en uddybning i forhold til den bemyndigelse, vi giver til ministeren, for i Dansk Folkeparti er vi altid skeptiske over for at give ministre bemyndigelser. Så det vil også være noget, vi stiller spørgsmål til i udvalgsbehandlingen. Tak for ordet.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Vi går videre til Venstres ordfører, som er hr. Carl Holst, der er på vej op på talerstolen. Værsgo.

Tak for det, formand. Venstre støtter forslaget. Jeg skal hilse fra De Konservative og sige, at de også støtter forslaget. Vi gør det fra samme udgangspunkt som de to foregående ordførere.

Jeg tror, at noget af det vigtigste er, at vi prøver at se på, hvad det er for tilbud, der gives til det voksende antal unge medborgere, der skal i familiepleje, og prøver at erkende, at det ikke er en gruppe, som er ensartet. Altså, i den græske mytologi har man prokrustessengen – det er den der seng, hvor man cutter benene af folk, der er for lange, og gør dem, der er for korte, lange, fordi alle skal passe i samme kasse. Men vi må ikke tale til de unge socialt udsatte medborgere, som om de har én udfordring og der derfor er én løsning, for det er mere komplekst. Og der vil vi – håber jeg – med antallet af flere typer af pleje bedre individuelt kunne ramme det, der er behovet hos den enkelte.

Nu skal jeg ikke kaste mig ud i den her kamp om det faglige niveau. Der er nogle af de her unge mennesker, der i den grad har behov for et højt, højt, højt specialiseret tilbud, men så er der altså også nogle af dem, der har behov for tryghed og nærvær – noget, som man ikke nødvendigvis har en forventning om udelukkende kan komme ud fra en højt specialiseret indsigt, men som kan komme på baggrund af nogle andre kompetencer.

Når alt kommer til alt, er vejen frem, at vi i det offentlige Velfærdsdanmark tager individuelle hensyn og ikke propper folk i kasser eller i prokrustessenge. Og hvorfor siger jeg det? Det gør jeg, fordi de tal, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil nævner, jo er fuldstændig rigtige – rigtige, i forhold til at vi har et efterslæb, der gør, at den sociale mobilitet er forsvundet, ja, ligefrem er blevet negativ. Altså, vokser du op med forældre, der er alkoholikere, så bliver du narkoman. Nu fortegner jeg det lidt, men det er jo et billede, jeg har hugget fra nogle af udlægningerne af de seneste års socialpolitiske redegørelser, der viser, at i takt med at vi har givet flere og flere penge, har vi fået en social mobilitet, der er blevet negativ. Det troede jeg simpelt hen ikke var formålet med velfærdsstaten.

Der, hvor det går galt, er i forhold til den gruppe af medborgere, vi her taler om, og jeg er helt overbevist om, at det, vi nu gør i bred politisk enighed, er et skridt i den rigtige retning. Tak.

Der er et spørgsmål fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil. Værsgo.

Nu slutter hr. Carl Holst af med at sige, at det er et skridt i den rigtige retning. Jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvis vi nu ser bort fra de forslag om socialtilsynet, regeringen er kommet med, og som vi skal have en drøftelse om, når vi er færdige her, mener hr. Carl Holst så, at lovgivningen – altså ikke lovgivningen, hvad angår socialtilsyn, men lovgivningen, som socialtilsynet skal sørge for bliver overholdt – er solid, som den er i dag? Eller mangler vi eksempelvis et uddannelseskrav, sådan at når man har et barn på et døgntilbud i Danmark, ved man, at der ikke f.eks. sidder en italiensk udvekslingsstuderende, som ikke forstår dansk, som nattevagt? Eller mener hr. Carl Holst, at det er helt okay, at der ikke findes nogen former for uddannelseskrav i vores lovgivning?

Ordføreren.

Jeg sagde det måske ikke tydeligt nok, men jeg forsøgte faktisk at sige det, nemlig at der er nogle af de her medborgere, der i den grad har behov for og krav på et højt uddannelsesniveau i mødet med det offentlige, og så er der nogle, som har behov for stabilitet og ro, og hvad ved jeg. Min pointe er jo netop, at vi ikke kan sige, at det er enten-eller. Men ja, vi skal sige til institutionerne, at de har nogle forpligtelser i forhold til at tilvejebringe et nødvendigt højt uddannelsesmæssigt niveau til visse af de her unge mennesker. Jeg tror bare ikke, at en rigid uddannelsesfokusering alene er vejen frem.

Så er der endnu et spørgsmål.

Det tror jeg for så vidt heller ikke. Jeg mener, at det er et af de 100 tiltag, vi skal tage. Men det, der er mit konkrete spørgsmål, er jo om uddannelseskrav. Det kan man jo skrue sammen, som man vil. Det kan være halvdelen, der skal have det – det kan man lave på alle mulige måder. Det, der jo er det store spørgsmål, er, om regeringen overhovedet har tænkt sig at komme med nogen initiativer på det her område, eller regeringen ikke har tænkt sig at gøre det. For vi andre har ventet nu siden sidste efterår, hvor vi forhandlede det her sidst, og det eneste, der er kommet, er sådan nogle småbidder på det ene og nogle småbidder på det andet. Men det virker ikke, som om regeringen påtænker at komme med nogle større strukturelle forandringsforslag, altså at lave en decideret reform af området, hvilket jeg synes er fuldstændig håbløst – for at sige det ligeud. Så jeg er meget interesseret i at høre, om der faktisk er noget på vej, eller om der ikke er noget på vej.

Ordføreren.

Det, vi fejrer i dag, er, at vi går den rigtige vej med det her lovforslag. Vi tror ikke på, at vi skal overføre det til, at det er folk med et bestemt uddannelsesniveau, der kan bruges. Vi vil ikke gå efter, hvad man har af uddannelsesmæssigt navn – vi vil gå efter, hvad de gør af gavn.

Dermed tak til Venstres ordfører. Så går vi videre til Enhedslisten og fru Stine Brix. Ordføreren er på rette vej. Værsgo.

Fra Enhedslistens side deler vi intentionen bag lovforslaget om, at plejefamilier skal styrkes for at sikre, at udsatte børn og unge, som ikke kan bo hos deres biologiske forældre, får bedre mulighed for en tryg og god opvækst med nære og stabile relationer til voksne. Sådan er det desværre ikke altid i dag, hvor risikoen for konflikter og sammenbrud i plejefamilieanbringelserne er stor. Og i dag anbringes flere og flere børn i familiepleje, hvilket også betyder, at plejefamilierne skal være rustet til at tage sig af børn med stadig mere varierende og komplekse behov. Det stiller naturligvis også større krav til den støtte og uddannelse, som det offentlige tilbyder plejefamilierne. Derfor er vi positive over for forslaget om at øge intensiteten i det støtte- og uddannelsesforløb, som plejefamilierne i begyndelsen af en anbringelse får, og vi er glade for, at kvaliteten i det grundkursus, som er obligatorisk for plejefamilierne at gennemføre, øges. Så selv om der altså bestemt er gode takter i forslaget, mener vi samtidig også, at man kunne gøre mere for at hæve kvaliteten i anbringelserne.

Mest bemærkelsesværdigt er det, at forhold vedrørende plejefamiliernes vederlag ikke bliver adresseret i forslaget, selv om det er alment kendt, at vederlagsstridigheder ofte skaber store problemer på anbringelsesområdet. Usikkerhed omkring løn og vilkår for plejefamilierne øger risikoen for konflikt og sammenbrud med potentielt store konsekvenser for et udsat barn eller en udsat ung. Vi så gerne, at plejefamilierne blev ansat på overenskomstslignende vilkår, der sikrer en rimelig løn, ret til pension, en opsigelsesperiode, kompetenceudvikling, uddannelse – langt mere, end hvad der er tilfældet i dag – samt beskyttelse mod pludselige ændringer i plejefamiliernes arbejdsforhold. Det ville bidrage til at skabe ro omkring en anbringelse til barnets, familiens og myndighedernes bedste.

Desuden mener Enhedslisten, at vi bør se på, om der skal indføres et loft over, hvor mange børn en familie må have i pleje af gangen, så vi sikrer, at der er den nødvendige tid og det nødvendige overskud til de børn, som er anbragt.

Så helt overordnet støtter vi altså lovforslaget, men vi savner flere initiativer, som kan sikre den nødvendige kvalitet i plejefamilierne. Det var ordene herfra.

Tak til fru Stine Brix. Den næste i rækken er Liberal Alliances ordfører fru Laura Lindahl. Værsgo.

Tak for det. Det er ikke så tit, det sker, men det sker i dag, at jeg kan sige, at jeg stort set er enig i alt det, som Socialdemokratiets ordfører fru Pernille Rosenkrantz-Theil sagde, da hun stod på talerstolen for lidt siden.

I Liberal Alliance synes vi også, det er grotesk, at vi ikke gør det bedre på det her område. Vi synes, at tallene for anbragte børn – hvor dårligt de klarer sig i forhold til andre børn – ikke er gode nok. Så det her er, fuldstændig som fru Pernille Rosenkrantz-Theil sagde, et skridt i den rigtige retning, og vi støtter selvfølgelig lovforslaget. Men vi synes også, at det her er et område, vi skal kigge meget mere på. Vi skal kigge meget mere på, hvordan vi kan løfte anbragte børn, få anbragte børn bedre igennem uddannelsessystemet, give dem bedre muligheder for et friere liv.

Så vi støtter det her lovforslag, fordi det er et skridt i den rigtige retning, men vi ønsker også at kigge mere på det her område.

Der er et enkelt spørgsmål fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil. Værsgo.

Det er helt rigtigt, at det ikke er så tit, det sker, at vi er enige. Til gengæld kan man jo bare slå fast, at hvis det er sådan, at Liberal Alliance er enig i det, jeg sagde, så har vi et flertal for at gennemføre nogle forandringer. Så nemt er det. Derfor er jeg jo utrolig interesseret i at høre, om det så bare er noget, Liberal Alliances ordfører står og siger oppe fra talerstolen, eller om det faktisk er noget, hvor Liberal Alliance er villig til at sætte hænderne på kogepladen, altså at de vil sige, at det godt kan være, at der er et regeringssamarbejde, men på spørgsmålet om anbragte børn mener de, at det er så alvorligt, og at der skal ske nogle forbedringer, så de fra Liberal Alliances side har tænkt sig at lægge stemmer til, hvis Socialdemokratiet bringer et forslag frem i salen.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, det er sådan, at jeg kan stå her og på Liberal Alliances vegne sige, at man er villig til at stemme imod regeringen. Det tror jeg ikke vi er. Men jeg er villig til at kæmpe for at få nogle ting ind i regeringen og trække regeringen i den retning, som jeg er ret sikker på, at både Liberal Alliance og Socialdemokratiet synes er rigtig.

Spørgeren.

Det synes jeg er al ære værd, og jeg håber, at I har bedre held med det end med det med topskattelettelserne.

Ordføreren.

Ja, det håber jeg også.

Med det siger vi tak til fru Laura Lindahl. Så er det hr. René Gade fra Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil da slutte ringen og sige, at vi i Alternativet er glade for, at både Liberal Alliance, Socialdemokratiet og Alternativet er fuldstændig enige om det, der bliver sagt fra talerstolen. Det er da en fin ring, og jeg vil gerne sætte hænderne på kogepladen, selv om det her ikke er mit ordførerskab, og sige, at jeg tror, at vi egentlig er ret klar til at gå med i forhandlinger. Det kan ikke omstyrte en regering, men alt andet lige er det da en start.

Jeg har ladet mig fortælle, at der i satspuljeforhandlingerne faktisk var et rigtig godt samarbejde mellem SF's fru Trine Torp og vores egen hr. Torsten Gejl fra Alternativet, der var med til at presse på for de her ting. Nu var jeg ikke selv i forhandlingslokalet, så det kan være, at der også var mange andre, der pressede på. Nu er vi i hvert fald der, hvor alle er fuldstændig enige. Men jeg vil i hvert fald lige sende en tak til SF for det gode samarbejde på det tidspunkt og til de øvrige partier, og tak, fordi vi nu styrker situationen for de anbragte børn og ikke mindst familierne.

Vi har et obs-punkt, som jeg også tror har været drøftet i forhandlingerne, nemlig at vi skal sikre, at processen ikke bliver mere langstrakt end nødvendigt, når nogle beslutninger bliver centraliseret, og de her akutte behov, der kan være, må vi ikke komme til at udsætte, selv om vi nu har lavet den her nye aftale, hvor der måske kan være nogle bureaukratiske ting, der kunne være barrierer, som jeg forstår det. Men det er et obs-punkt, som flere har nævnt i forhandlingerne, og det er vi også enige i. Men alt i alt er vi meget, meget tilfredse med aftalen og bakker op om den.

Tak til ordføreren. Den næste i rækken er fru Marianne Jelved, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Radikale Venstre støtter lovforslaget, som det er lagt frem, og anerkender, at der er bestræbelser på at gøre tingene bedre, bruge de erfaringer, vi har på nuværende tidspunkt, og forbedre nogle vilkår. Jeg tror, at en differentiering af plejefamilier kan være et greb, som kan være den rigtige vej at gå. Derfor vil vi også støtte det rigtig varmt, og vi vil gerne bidrage til kreativt at følge op. Jeg vil opfordre ministeren til, at vi på en eller anden måde ligesom følger op og ser, hvad der sker – kan vi få nogle situationsberetninger en gang om året, eller kan vi få nogle samtaler med socialtilsynet, som jo kommer tæt på den differentiering af plejefamilierne, som der er tale om i lovforslaget? Det er bare, for at vi kan følge med i de erfaringer, der gøres rundtomkring. Men det kan vi vende tilbage til. Det behøver ikke ske her i Folketingssalen ved førstebehandlingen.

Der er rigtig mange af os, der har været med i mange år omkring de her problemstillinger, som vi beskæftiger os med, når vi taler om anbragte børn, og det kan undre mange, tror jeg, inklusive mig selv ikke mindst, at det er så svært at gøre brug af den fælles viden, vi har, og få børnenes behov sat i centrum og få gjort noget, som gør, at børnene faktisk får en barndom, som er god nok for dem, og som kan gøre, at de også får et voksenliv, der er fint. Jeg er nået til den personlige erkendelse, at vi måske skal blive bedre til tidligere tvangsanbringelse af børn, for det er altså barnet, der lider, det er barnet, der kommer til at betale den pris, som skal betales, hvis vi venter for længe i systemerne. Vi ser tiden an lidt længere eller prøver et eller andet nyt, en ny pædagog i børneinstitutionen, eller hvad det nu kan være.

Jeg er også blevet mere åben over for tvangsadoptioner, end jeg har været før, og det er, fordi jeg begynder at lede efter de greb, som gør, at vi faktisk kan sikre nogle børn en bedre udvikling i barndommen og bedre barndomsoplevelser ved at gribe ind tidligere, også med mere barske ting. Tidligere anbringelser er altså bedre end at vente og se tiden an. Vi ved alle sammen, at børn påvirkes lige fra under graviditeten, og familier er forskellige. Men at nå til, at et barn kan have været udsat for massivt omsorgssvigt – og nu citerer jeg fra en passus i høringsnotatet – og har behov for akut anbringelse, ja, så er der allerede sket utrolig meget, som ikke burde være sket, og som jo må give både kommuner og alle andre, der har haft med de børn at gøre og den familie at gøre, rigtig, rigtig sort og dårlig samvittighed. Og det kommer vi jo ikke nogen vegne med. Derfor må vi på en eller anden måde lave et opråb, der gør, at vi siger til borgerne omkring os, at vi har brug for hjælp. Det, vi taler om her, er myndighedsopgaver, hvor det både er ansatte i kommunen og i institutionerne, som jo er repræsentanter for de offentlige myndigheder, og de har altså også et ansvar for at råbe vagt i gevær.

Anbragte børn har ofte en svagere skolegang og flere forsømmelser, end andre børn har, og klarer sig dårligere resten af deres liv. Og skolerne må også erkende det ansvar, de har, og jeg har lagt mærke til, at der er nogle kommuner, der nu begynder at tale om, at nu har skolerne også fået en forsømmelsespolitik, altså holder øje med, hvem der forsømmer i skolen, og de gør noget ved det. Jeg har faktisk oplevet børn, der har forsømt skolegangen i halve år, uden at der er sket noget, og uden at der har været en voksen, der har taget sig af det.

Jeg lavede for nogle år siden et udvalgsarbejde i Frederikshavn Kommune og i Hjørring Kommune sammen med folk, der har arbejdet inden for det her område, og vi nåede frem til, at det, der går galt, er, hvis ikke der hele tiden er en voksen, der tager barnet i den ene hånd og først giver slip, når der er en ansvarlig voksen, der har taget den anden hånd, altså ligesom i stafetløbet. Barnet er stafetten, og den, der giver slip på stafetten, har tabt, og barnet er den, der taber mest. Vi er jo nødt til at bruge nogle billeder for at forstå, at vi alle sammen har et ansvar for de børn, vi taler om her, og derfor også er nødt til at prøve at finde de løsninger, som er de bedste løsninger, vi kan finde.

Måske skal vi også se på aflønningen af de mennesker, som arbejder med de børn, altså plejefamilierne. Vi skal også se på samvirket mellem kommunen og plejefamilien, og desværre er det, der sker, ikke altid tilfredsstillende. Nogle gange oplever plejefamilien det, som om de bliver straffet i en eller anden forstand, hvis de stiller krav, fordi barnets tarv ikke bliver varetaget godt nok. Der har jeg tænkt på, om man burde indrette sig med en moderator, som godt kunne være en, der udgik fra socialtilsynet – det skal jeg ikke gøre mig klog på lige her og nu – men jeg tænker på funktionen; en moderator med indsigt i de problemer, der opstår i plejefamilierne og i børns udvikling og i kommunernes vilkår, og som på en eller anden måde kan være den, der giver mulighed for, at der bliver en bedre samtale mellem kommunen og plejefamilien, end vi nogle gange hører om. Det er alt sammen af hensyn til de børn, vi taler om her, som får en god lov nu, men som vi ikke er færdige med at arbejde med efter min opfattelse.

Tak til fru Marianne Jelved. Så er vi nået til, at ministeren kommer på talerstolen. Børne- og socialministeren, værsgo.

Tak, og tak til alle ordførerne for nogle meget inspirerende taler hver især. De foreslåede ændringer, som vi er kommet frem til i satspuljekredsen, skal jo sikre et løft af plejefamilieområdet, så børn anbragt i plejefamilier får den indsats, de har brug for. Hr. René Gade nævnte fru Trine Torp som bare én spydspids sammen med hr. Torsten Gejl, som havde gjort en rigtig, rigtig stor forskel i det forhandlingsrum, men i virkeligheden kunne man jo nævne alle ordførerne i rummet. For selv om man ikke må referere fra forhandlinger, håber jeg, at ordførerkredsen vil tilgive mig, når jeg siger, at det her var noget, som havde en meget, meget stor betydning for alle ordførere, som sad omkring det bord.

Med lovforslaget vil vi altså indføre nye typer af plejefamilier, som bedre afspejler bredden i anbragte børns behov, netop i erkendelse af at børn, som bliver anbragt, er meget, meget forskellige, og fordi det er vigtigt at sikre det rigtige match fra starten. Vi vil også sikre en ensartet godkendelse af plejefamilier over hele landet, og samtidig vil vi sikre plejefamilierne et nyt vidensbaseret grundkursus og intensiv støtte i begyndelsen af anbringelsen for lige præcis at minimere den her risiko for sammenbrud i anbringelsen. Det er vigtige forhold med en stor, stor betydning for de børn, som vi som samfund vælger at anbringe hos plejefamilier, og derfor er jeg også glad for de gode drøftelser, vi har haft i dag.

Så kom der også en række spørgsmål og kommentarer, som jeg egentlig gerne vil adressere. Dansk Folkeparti spørger, om der er en revisionsbestemmelse i lovforslaget. Det er der ikke. For at kunne svare på det her om bemyndigelse har jeg nok behov for at vide, hvilken del der bliver spurgt til. Men hvis det er muligt, så stil gerne skriftlige spørgsmål, og så svarer jeg selvfølgelig gerne.

Enhedslisten og i virkeligheden også Alternativet og Radikale nævner det her med aflønningsmodellerne. Det tror jeg er noget, som optager os alle sammen, fordi vi jo kan se, hvor ødelæggende det er, når økonomi giver anledning til irritationsmomenter og et dårligt samarbejde imellem en plejefamilie og en kommune. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne havde set, at man var gået videre end det, man har gjort. Men jeg hæfter mig ved – og det synes jeg er positivt – at der i den netop indgåede økonomiaftale fra i sommer er indeholdt den aftale, at man skal kigge på forskellige vederlagsmodeller. Det er jo i virkeligheden fint nok, at man også har et systematisk arbejde om det, og at KL på baggrund af den afdækning så vil udarbejde anbefalinger til en ny vederlagsmodel, som man altså vil anbefale kommunerne forud for økonomiforhandlingerne næste år. Det tror jeg er noget, som vi alle i hvert fald kan fæstne os ved.

Så skete der det for mig, at jeg faktisk fik skrevet en bemærkning ned, før den faldt fra talerstolen. Det er alligevel ikke sådan, at det altid lykkes mig, men det gjorde det i forhold til De Radikales fru Marianne Jelved. For jeg havde nemlig skrevet »fru Marianne Jelved og anbragte børns skolegang«, og så ventede jeg på bemærkningen. Og den faldt alligevel ret sent, men den faldt dog, og det var jeg rigtig glad for, for det er jo noget, vi løbende også har drøftet. Det er en stor udfordring og en reel problematik, at så mange børn, som er anbragt, klarer sig så dårligt i skolen, at der er så mange skift, og at der er så mange pauser, hvor de altså ikke går i skole. Sidste år fik vi lavet den aftale, som altså udmøntes i det lovforslag, vi står med nu, og så er det jo helt korrekt, som flere har sagt, inklusive Socialdemokratiet, at vi har haft en række drøftelser – og også i de kommende satspuljeforhandlinger, som altså begynder lige om lidt, har vi også endnu en gang anbringelsesområdet at diskutere, herunder også selve skolegangen for de anbragte børn.

Så er jeg sådan set enig i en betragtning, der også kom fra De Radikale. Det er det her med muligheden for at gå ind at lave flere tvungne adoptioner. Jeg er også med på, at det er noget, som ikke alle i Folketinget er enige i. Men vi må bare erkende, at selv om man ændrede loven sidste gang, sker der stadig væk meget, meget få tvungne adoptioner. Det er jo ikke, fordi vi skal åbne op for at have mange; vi skal stadig væk have få, men vi skal bare sikre, at det i hvert fald ikke er strukturelle hensyn, der gør, at man ikke laver en tvungen adoption.

Jeg kan egentlig godt forstå, at en kommune, som sidder og kigger på en proces, som kan tage op til 2 år, før der ligger en endelig afklaring af, om en tvungen adoption kan finde sted, vælger at sige, at så anbringer man barnet i en plejefamilie. Indtil nu har det jo ikke været muligt at anbringe hos den familie, som gerne vil adoptere, og det vil jo betyde et skift for barnet efter 2 år. Jeg kan godt forstå de kommuner, som synes, at et sådant skift også vil være for meget. Så det er vi jo allerede ved at tage fat på. Vi har påbegyndt arbejdet med at få kigget på, om vi uden at sætte retssikkerheden over styr kan sikre at få lidt flere tvungne adoptioner.

Så jeg konstaterer i dag, at anbringelsesområdet er noget, som berører alle partier. Det er et vigtigt område. Vi drøftede det sidste år, vi kommer også til at drøfte det i år, og jeg håber på, at vi i fællesskab kan indgå nogle aftaler af meget, meget stor betydning for de børn, det drejer sig om. Hvad angår det her lovforslag, står jeg naturligvis til rådighed for besvarelse af de udvalgsspørgsmål, som udvalget måtte have under udvalgsbehandlingen.

Der er også spørgsmål. Fru Pernille Rosenkrantz-Theil, værsgo.

Jeg ville egentlig være ret bekymret, hvis jeg var socialministeren, eftersom der i dag i den her debat har udkrystalliseret sig et flertal, som vil noget andet end det, regeringen gerne vil. Der er faktisk et flertal i Folketinget, som gerne vil en større forandring på det her område. De her ting fik vi lavet sidste år i forbindelse med satspuljeforliget, og så er der kommet nogle små forslag og nogle forslag til små justeringer fra regeringens side, men et flertal i Folketinget ønsker faktisk en større forandring på det her område – jo ikke mindst fordi vi alle sammen er bekendt med, at hvert fjerde barn, som har været anbragt, forsøger at begå selvmord, og at det kun er omkring halvdelen af børnene, der får en folkeskoleeksamen.

Bekymrer det egentlig ikke ministeren, at man på anbringelsesområdet som regering sidder med et flertal imod sig i Folketingssalen? Og kunne det ikke anspore til, at man som regering sagde: Okay, der er åbenlyst et problem og noget, der skal forandres? Det er ikke så meget i forhold til ens egen evne til at bevare regeringsmagten, men man skulle måske snarere tænke på de børn, det drejer sig om. Det er mig faktisk ubegribeligt, at regeringen ikke går en lille smule hårdere til værks, særlig når der er et flertal i Folketinget, som siger: Ja, vi vil utrolig gerne.

Hvad er det, der forhindrer regeringen i at gå længere end det, regeringen har lagt op til?

Ministeren.

Jeg ser ikke nogen modsætning i at fremsætte et lovforslag som det, som vi har debatteret i dag, og de drøftelser, vi tager fat på i forbindelse med satspuljeaftalen, som direkte angår anbringelsesområdet, hvor ethvert parti selvfølgelig er velkommen til at byde ind med forslag, og så også de drøftelser, vi har om socialtilsynet. Så jeg vil egentlig bare sige, at jeg synes, at vi står ganske, ganske stærkt. Det er mange, mange år siden, at man har arbejdet så intensivt med anbringelsesområdet, som man har gjort inden for de seneste par år.

Derfor ser jeg også frem til de kommende forhandlinger. Vi er allerede nu godt i gang med socialtilsynet, og med hensyn til satspuljeaftalen er jeg fuldstændig overbevist om, at vi kommer til at finde hinanden. På nogle punkter tror jeg at man må konstatere, at der godt kan være en ideologisk uenighed på tværs af salen, men grundlæggende oplever jeg egentlig, at der er et ønske om at ville lave nogle ændringer til gavn for de børn, som er udsatte, i og med at en del af dem er anbragte.

Spørgeren.

Jeg begriber bare ikke, hvorfor man vælger at gå med museskridt. Det er da meget fint. Jeg har da ikke noget imod museskridt på alle mulige områder, men når der er brug for elefantskridt, og når der tilmed er et flertal i Folketinget, der gerne vil det, så forstår jeg ikke, hvorfor regeringen ikke lægger op til en reform. Det lyder nærmest på ministeren, som om det skulle være første gang, og at vi lige har opdaget, at der er et problem. Sådan er det jo ikke. Vi fik faktisk skrevet ind i sidste års satspuljeaftale – altså i forbindelse med at vi lavede lige præcis det, vi behandler i dag – at vi skulle videreføre drøftelserne. Det er jo så en anledning, som man enten kan bruge til at tage museskridt eller bruge til at tage elefantskridt.

Der vælger regeringen så at tage museskridt, selv om et flertal i Folketinget opfordrer til, at der bliver lavet en decideret reform. Vi kan jo godt tage lovgivningen ned i Folketingssalen og stemme det igennem uden om regeringen. Det kan vi jo godt. Min erfaring er efter at have været herinde i utrolig mange år, at det gennemarbejdede stykke arbejde, som man kan lave, når man har statsapparatet i ryggen, er det bedste. Og jeg begriber ikke, hvad der forhindrer regeringen i at komme med et udspil, der gør, at vi kan gøre det her, så det er gennemarbejdet og ordentligt for en af de allermest udsatte grupper i Danmark. Så bare igen: Hvorfor de her museskridt, når vi nu gerne vil tage nogle, der er lidt større?

Ministeren.

Jeg synes ikke, der er tale om museskridt. Jeg synes, det er vigtigt at sige, at der er ganske god brug for et fælles fodslag. Det oplever jeg egentlig også at der er. Vi har i den grad leveret det, som vi aftalte sidste år. Vi har leveret gennem lovforslag, og vi har leveret gennem en række drøftelser, som vi har haft. Jeg har hele tiden sagt: Byd ind med forslag. Nu kommer vi jo så til at skulle diskutere det. Vi er ikke engang begyndt, for forhandlingerne er ikke startet. Forhandlingerne starter lige om lidt, og så håber jeg jo, at partierne spiller ind med de ønsker, som de synes er væsentlige. Vi har allerede nu hørt fra De Radikale og fra en række andre partier. Dansk Folkeparti har også meldt ud. Det er rigtig, rigtig godt. Så jeg vil egentlig bare mane til lidt besindighed og sige: Vi er et rigtig, rigtig godt sted. Vi kan selvfølgelig gøre det bedre. Det kommer vi også til, og vi kommer også til at gøre det i fællesskab. Det håber jeg at der er fælles fodslag om.

Tak. Så er det fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak, og tak for ministerens tale. Jeg vil egentlig godt spørge ind til det, ministeren sagde, om, at der ikke kommer en revisionsbestemmelse, at det er der ikke i lovgivningen. Jeg vil godt spørge, om vi ikke kan få en eller anden sikkerhed for, at der bliver fulgt op på den lovgivning, vi laver. Vi har tit og ofte set, at den lovgivning, vi laver herinde i Folketinget, i praksis ikke altid bliver implementeret efter hensigten. Så det er den ene ting.

Den anden ting er, at jeg jo synes, det er dybt ulykkeligt, at der stadig væk ikke er kommet en løsning, selv om vi har diskuteret vederlagsproblematikken i rigtig mange år nu. Det er først nu, regeringen og KL ligesom er gået i gang med en analyse på området – eller hvad det er, de skal iværksætte – og det synes jeg er ret problematisk, for i mellemtiden er der faktisk børn, der er blevet taget som gidsler i en eller anden lønforhandling, hvor plejeforældre har fået at vide, at hvis de ikke går ned i løn, kan kommunen fjerne deres plejebørn. Så hvad er årsagen til, at man først har sat vederlagsproblematikken på dagsordenen nu?

Ministeren.

I forhold til det første spørgsmål vil jeg sige, at det er jeg sådan set åben over for. Lad os tage det i udvalgsarbejdet, altså hvordan vi kan sikre en hensigtsmæssig opfølgning. Det erklærer jeg mig åben over for.

I forhold til vederlag vil jeg sige, at det jo er en aftale, der bliver indgået mellem plejefamilie og kommune, og det vil en vederlagsmodel sådan set ikke ændre på. Det, der ville være rigtig godt, var, hvis KL besluttede sig for at anbefale en vederlagsmodel, altså en aflønningsmodel, måske lidt i retning af det, man har set i Aarhus, hvor man har den såkaldte gennemsnitsmodel – som jeg tror i højere grad vil være med til at reducere konflikter, således at man ikke skal høre påstanden om, at det kan betale sig at spekulere i at gøre et barn dårligere. Der er ingen, hverken familier, børn eller kommuner, der kan holde til, at den diskussion får lov til at ligge og simre i overfladen.

Værsgo, spørgeren.

Tak for det. Nu er det jo rigtig godt, at der blev nævnt skolegang, altså at man også skal tænke på skolegangen. Men noget andet, man skal tænke på, er selvfølgelig tiden efter skolegangen, og når anbringelsen ophører, når barnet bliver 18 år. Der ser vi desværre også, at mange anbragte børn ikke kommer videre i forhold til at få en uddannelse. Så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om ministeren vil sikre, at kommunerne dér, hvor der er behov, også følger op med et efterværn for at sikre de penge, man egentlig har investeret i en anbringelse. Mange siger, når man snakker med dem, at de ikke kan forstå, at man ikke sikrer, at børn og unge får et efterværn, når de har behov for det. For man har investeret så mange penge i en anbringelse, og så slipper man dem, når de bliver 18 år. Så måske kunne ministeren lige løfte sløret for sine tanker i forhold til det.

Ministeren.

Det har jo ingenting med lovforslaget at gøre, kan man sige, men jeg vil bare minde om, at det ikke er mere end halvandet år siden, vi indgik aftalen om udviklings- og investeringsprogrammet, hvor efterværn sådan set var en del af det.

Men det kan vi så sige tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.