Tak for det.
Aftenens sidste forslag og det tredje ud af fem, hvor der er noget, vi godt kan lide, og noget, vi ikke kan lide.
Vi kan støtte lovforslagets del om at flytte kontrollen med salg af tobak og alkohol til mindreårige fra politiet til Sikkerhedsstyrelsen.
Det er jo blevet afsløret mange gange af danske medier, at der foregår daglige brud, tror jeg, af den lov, der gælder, i forhold til at man ikke må sælge tobak og alkohol til mindreårige, og at der stort set ingen kontrol er med de aldersgrænser, som gælder.
Og derfor støtter vi, at Sikkerhedsstyrelsen får opgaven, i håb om at den her kontrolopgave vil blive løftet bedre.
Vi synes, det er godt, at Sikkerhedsstyrelsen får en mulighed for at kunne udføre den kontrol anonymt – det tror vi er nødvendigt, for at man kan få en effektiv kontrol.
Jeg er bekymret for, om kontrollen bliver stærk nok.
Altså, hvis det er sjældent, at der er en risiko for, at man bliver opdaget, hvis man overtræder loven, ja, så er der jo en sandsynlighed for, at det, vi har set indtil videre, fortsætter, og derfor vil vi meget gerne spørge til, hvor mange kontrolbesøg man rent faktisk forventer om året som følge af den her flytning til Sikkerhedsstyrelsen.
Lovforslagets indhold er jo også, at man fordobler de bøder, der gælder, når man overtræder reglerne.
Det synes vi også er godt.
Vi tror, det er nødvendigt, at der er nogle sanktioner, som er til at tage og føle på.
Det er også derfor, vi tidligere selv har foreslået skærpede sanktioner.
Jeg kan forstå, at der vil komme et lovforslag senere hen i den her samling, som vil indføre en mulighed for, at man helt kan blive frakendt muligheden for at kunne sælge tobak, i tilfælde af at man gentagne gange overskrider loven.
Det synes vi også er fornuftigt.
Det var et af de forslag, vi havde med i den forespørgselsdebat, vi havde i foråret, om tobak.
Det er jo bestemt heller ikke nogen hemmelighed, at vi ønsker, at der i det hele taget bliver taget mere fat på at forebygge, at unge begynder at ryge.
Vi mangler fortsat, synes jeg, en samlet handlingsplan for at nå målet om en røgfri generation i 2030.
Det er, som fru Jane Heitmann sagde, et meget ambitiøst mål, men vi mangler en systematik, vi mangler, at man tager alle de mange forskellige redskaber, der kunne bidrage til det mål, i brug.
Og det er fint at kigge på det forslag, fru Liselott Blixt fremhæver, fra Norge med mere systematisk undervisning, men vi ved også, at der er mange andre forslag af mere strukturel karakter, som har en effekt.
Det handler f.eks.
om priserne på tobak, det handler om at indføre reelt neutrale tobakspakker, det handler om at sikre, at tobak ikke er synligt i butikkerne.
Jeg håber fortsat, at ministeren vil tage sådan en snak med alle Folketingets partier, og at vi kan bringe det fremad.
Det har jo tidligere været i gang, men er sådan gået lidt i stå, og det ærgrer mig, for jeg har egentlig en fornemmelse af, at vi begynder at nærme os hinanden lidt i forhold til tidligere, og jeg tror, vi kan gøre en enorm forskel for folkesundheden, ikke mindst for de børn og unge, som vokser op netop nu.
Lovforslagets anden del går jo ud på at flytte kontrollen med salg af håndkøbslægemidler i detailhandelen fra Lægemiddelstyrelsen til Sikkerhedsstyrelsen, og den del kan vi umiddelbart ikke støtte – ikke mindst fordi lovforslaget jo lægger op til en væsentlig reduktion af, hvor mange kontrolbesøg der skal gennemføres, til trods for, som det også fremgår af lovforslagets bemærkninger, at det faktisk er en kontrol, som finder ret mange fejl.
Det er ikke unødvendige kontrolbesøg, der bliver foretaget i dag.
Jeg synes, det virker mærkværdigt, at man vil opbygge to parallelle systemer for kontrol af håndkøbslægemidler, for Lægemiddelstyrelsen vil jo fortsat skulle varetage kontrollen med håndkøbslægemidler på apotekerne.
Så man skal altså have de samme kompetencer to forskellige steder.
Jeg kan faktisk ikke rigtig læse nogen steder, synes jeg, en faglig begrundelse for, at man vil flytte den her del af kontrollen.
Det kan være, at nogen kan oplyse mig om det, men jeg er bestemt ikke overbevist i forhold til den her del af lovforslaget.
Så derfor vil jeg for tredje gang i dag foreslå, at lovforslaget deles i to.
Og så er det jo godt, at det der med »three strikes and you are out« ikke gælder på det her område.
Men hvis vi kan opdele det, kan ministeren i hvert fald sagtens tælle Enhedslistens stemmer med i forhold til den første del om kontrol af salg af tobak og alkohol.