Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af lovforslag nr. L 63:

Forslag til lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, lov om apoteksvirksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love. (Autorisation af ambulancebehandlere og registrering af ambulancebehandlere med særlig kompetence (paramedicinere), opgavespecifik autorisation af behandlerfarmaceuter, genordination af receptpligtig medicin, ordination af dosisdispensering med tilskud, organisatorisk ansvar m.v.).

Af sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby).

(Fremsættelse 04.10.2018).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet.

Tak, formand. Så har vi endnu et lovforslag, som er en samling af rigtig mange forskellige ting – den her gang dog kun tre forskellige ting. Men lad mig sige tre meget væsentlige ting, set med socialdemokratiske øjne.

Det første element handler om det meget dygtige og dedikerede personale, som arbejder i alle landets ambulancer, og som står for en meget væsentlig del af hele den præhospitale indsats i Danmark. Ambulanceuddannelsen bliver lagt om fra 1. januar, og der sker markante ændringer. Det, vi så også lovgivningsmæssigt sikrer her, er, at der bliver indarbejdet en autorisationsordning, som vi kender det fra samtlige andre sundhedsprofessionelle. Om end ambulancemandskabet ikke er en sundhedsuddannelse, men en erhvervsuddannelse, får de nu en autorisation, som beskytter deres titel, uanset om de i fremtiden bliver ambulancebehandler, ambulancebehandler med særlige kompetencer eller paramediciner. Det at få en autorisation ved vi forpligter, men det giver også en anerkendelse, og det er helt rigtigt, at man gør det nu. Det har været længe undervejs, og vi hilser det element meget velkommen fra socialdemokratisk side.

Det næste element handler om udlevering af medicin. Det drejer sig om, at man i fremtiden får givet en autorisation til behandlerfarmaceuter. Det er en ny funktion, som man vil bygge ind i forhold til vores apoteker og vores apoteksfilialer. Vi hører fra tid til anden, ja, for ikke at sige ret hyppigt, om, at mange patienter kommer på apoteket og har ikke fået fornyet deres recept, selv om de har fået diagnosticeret en sygdom og deres egen læge har udskrevet medicin til dem. Men borgerne har altså alligevel ikke fået fornyet recepten, og det kan der være mange grunde til. Vi hører også om, at patienterne henvender sig til vagtlægen og belaster vores vagtlægeordning for at få lavet en ny udskrivning af medicin, en ny recept. Med det her er der nu mulighed for, at behandlerfarmaceuterne kan udlevere og lave en genordination af den medicin, som lægen allerede en gang tidligere har ordineret til patienten.

Samtidig får de her behandlerfarmaceuter også mulighed for at ordinere dosisdispensering med tilskud til de patienter og borgere, som ønsker at få deres medicin opdelt, så de kan huske at tage den; I vil måske se det for jer som nogle meget lange strimler med stribevis af medicin. Det der med at huske at tage sin medicin kan for nogle være den mest simple ting, men for rigtig mange kan det være besværligt. Også her får behandlerfarmaceuterne en mulighed. Det er en meget fin ændring, og det flugter fuldstændig med Socialdemokratiets holdning. Vores apoteker og vores dygtige apotekspersonale er en integreret del af vores sundhedsvæsen, og hermed får vi det gjort mere smidigt og fleksibelt – det er rigtig fint.

Den tredje ændring, som forslaget her lægger op til, er virkelig også en vigtig ændring. Vi har haft mange sager i Danmark, hvor sundhedsfagligt personale får bundet en klage, en retssag på ærmet, fordi man ikke har levet op til de krav, de pligter, samvittighedsfuldhed og rettidighed, som ellers ligger i at have en sundhedsfaglig autorisation, og det, der er den almindelige ramme for det sundhedsfaglige virke. Det, der sker nu, er, at man får tydeliggjort det organisatoriske ansvar for fejl og andre forhold i sundhedsvæsenet, som kan være til fare for patientsikkerheden. Det skal forstås på den måde, at man for dem, der har det overordnede driftsansvar, det vil hyppigst være kommuner, det vil være de fem regioner, men det kan også være private virksomheder, som er aktører på sundhedsområdet, får præciseret, hvad deres ansvar er. Det påhviler netop de her organisationer at organisere deres behandlingssteder på en sådan måde, at personalet altid skal være i stand til at varetage deres opgaver fuldt ud fagligt forsvarligt og overholde de pligter, der ligger i forhold til deres faglighed og deres autorisation. Det synes vi også er nogle vigtige og gode præciseringer, vi får på plads her.

Socialdemokratiet kan støtte det lovforslag, som ligger her. Tak.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

I Dansk Folkeparti har vi den holdning, at alle dem, der arbejder inden for sundhedsvæsenet, bør have en autorisation. Det er, fordi de ofte er med i et forløb, hvor der kan være risiko for fejl eller sløsethed. Så selvfølgelig er vi rigtig glade for, at ambulancebehandlere, paramedicinere og behandlerfarmaceuter får en autorisation. Vi mener blot, at det skal gælde alle, der har virke i sundhedsvæsenet. Det vil give en større patientsikkerhed og retssikkerhed. Ministeren vil indføre en autorisationsordning for ambulancebehandlere og en supplerende registrering for ambulancebehandlere, der har videreuddannelse til ambulancebehandler med særlige kompetencer – det, vi også i daglig tale kalder paramedicinere – samt for en bestemt slags farmaceuter, der har taget en ekstra uddannelse. Men vi mener, at alle, der har en opgave som f.eks. farmakonomer, skal have en autorisation ligesom alle de farmaceuter, der arbejder rundtomkring på vores apoteker, sygehuse og andre steder, hvor de har med medicin til syge og ældre at gøre.

Vi vil også gerne spørge ministeren, hvordan vi sikrer, at alle receptudskrivningsenheder kan sikre den her service. Vi ved jo, at der er flere steder, hvor der ikke er farmaceuter. Jeg ved, at der i lovforslaget står, at så kan man ringe, og så kan man få kontakt, men vi har et problem, for efter den nye apotekerlov, som vi alle sammen var med til at vedtage, så er der kommet rigtig mange enheder. Og der er nogle steder, hvor der ikke er farmaceuter hele tiden.

Det andet, der foreslås, er et bedre serviceniveau for borgere og tilgængelighed til lægemidler ved at indføre to nye sundhedsydelser på apoteker og apoteksfilialer. Det er apotekernes pligt at tilbyde genordination og ordination af dosisdispensering med tilskud. Det er jo rigtig godt, at vi kommer dertil, at man på apoteket kan tilbyde den mindste pakke til en, som ikke lige har fået fornyet sin recept på den medicin, vedkommende har været vant til at tage.

Jeg kan godt se, at der er nogle høringssvar, hvor man er bekymret for, at det kan være meget farligt. Altså, det, vi taler om, er jo mange gange noget medicin, man måske har taget i 5 år, f.eks. en astmamedicin, som man skal bruge, fordi der lige er kommet noget i luften igen, og lægen har lukket eller er svær at få fat på eller holder ferie, eller også er der slet ikke nogen læge i området, som vi ser nogle steder. Så kunne det da være godt, at man i stedet for at blive syg af det kunne gå hen på apoteket, hvor der var en behandlerfarmaceut, der så kunne udskrive den her recept, indtil man så fik kontakt til en læge. Det er på samme måde for den her pige, der ikke lige har fået den her recept på p-piller. I stedet for at bruge den dyre vagtlæge, som der faktisk er nogle der gør i den tid, hvor der ikke er åbent, jamen så kunne det jo netop være lige præcis dér, hvor man kunne gøre det. Det er jo ikke en førstegangsrecept, der skal udskrives. Det er jo en recept til noget, som man bruger i forvejen.

Dosisdispensering er jo noget, vi har set flere steder. Men som der også bliver skrevet i lovforslaget, er det noget, vi ser en nedgang i. Der er faktisk kommuner, der efterhånden synes, at det kan være et problem, også fordi der er nogle, der får skiftet medicin rigtig ofte. Og i nogle tilfælde giver det altså en ekstra betaling for de mennesker, der får dosisdispensering. Faktisk er det allerede i dag blevet dyrere. Det er jo brugerbetaling, vi har fået ind ad bagdøren til vores mest syge og ældre. For i stedet for at det som førhen er sygeplejersken, der kommer i hjemmeplejen og doserer medicinen, så er det i dag brugeren selv, der betaler apoteket for at dosere medicinen. Og får man så medicinen leveret på et apotek, der ikke lige er et af de store, som ligger i byerne, men som er et af de her udleveringssteder, der som regel ligger ude på landet, hvor der ikke er så mange mennesker, så skal man selv betale for det.

Jeg har lige hørt fra en, der fortalte, at hun får en udgift på 250 kr. mere om måneden. Altså, det er de syge, og det er de ældre, som vi lader betale for en ordning, som vi har været med til at vedtage. Den kunne jeg godt tænke mig at vi fik kigget på. Jeg har tidligere nævnt over for ministeren, at det er en brugerbetaling, som vi bliver nødt til at gøre noget ved, fordi det er de dårligste, det her kommer til at gå ud over.

Som det tredje foreslås en tydeliggørelse af ansvaret for fejl og andre forhold i sundhedsvæsenet, som kan være til fare for patientsikkerheden. Det bakker vi selvfølgelig op om. Jeg kan se, at tiden er gået, så jeg kan ikke nå at sige så meget mere. Selvfølgelig er vi positive over for forslaget, men har en del spørgsmål og måske nogle ændringsforslag. Hvem ved.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Jane Heitmann, Venstre.

Vi førstebehandler i dag et lovforslag, hvor omdrejningspunkterne er patientsikkerhed, sundhedspersonalets retssikkerhed og sundhedsvæsenets fortsatte udvikling med fagligt udgangspunkt i ambulancebehandlere og apotekere. Det handler i høj grad om faglighed, men udgangspunktet for os i Venstre er patienten: Hvad kan gavne, og hvad kan hjælpe den enkelte patient til et mere sikkert behandlingsforløb og samtidig skabe tryghed omkring ens behandling i hverdagen?

Vi møder oftest ambulancebehandlere og apotekere tæt på vores hjem. Lad mig komme med et eksempel: Ambulancebehandleren møder drengen Søren i hans hjem, fordi han har fået et akut astmaanfald og ikke kan få luft. Ambulancebehandleren iværksætter øjeblikkelig behandling og herefter følger overvejelser om, hvorvidt Søren skal køres til sygehuset eller alternativt forblive i hjemmet, når han igen kan trække vejret selvstændigt. Både Søren og Sørens mor kender alt til den lokale apoteker, for det er jo her, de henter Sørens astmamedicin og får supplerende råd og vejledning, og hvis Søren løber tør for astmamedicinen og ikke har fået fornyet recepten, kan apotekeren udlevere den vanlige astmamedicin til Søren, så han kan fortsætte den nødvendige medicinske behandling, indtil hans mor får fornyet recepten. Søren er en heldig dreng, at han kan få udleveret astmamedicin uden recept i nødstilfælde. Det er kun ganske få præparater, for hvilke det kan lade sig gøre, og det forhold vender jeg tilbage til senere i min tale.

Jeg kunne have nævnt andre eksempler end et astmaeksempel, men pointen er den samme som ved astmabehandlere. Vi har brug for at styrke den præhospitale indsats, og med en autorisation af ambulancebehandlere styrker vi patientsikkerheden markant. For sandheden er jo, at i et moderne sundhedsvæsen har vi brug for et stærkt akutberedskab. Ambulancebehandlere møder jo ofte en mangfoldighed af opgaver. Det er lige fra hjertestop til alvorlige trafikuheld til fødende kvinder. Uanset er opgaven den samme, nemlig at redde liv, skabe tryghed, formindske smerter og yde omsorg.

Med en autorisation følger også forpligtelser, og både ambulancebehandlere og paramedicinere bliver underlagt de generelle forpligtelser, der gælder for andre grupper af autoriserede sundhedspersoner. Det betyder også, at de vil blive underlagt et tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi tilsynet bidrager til at sikre høj kvalitet i ambulancepersonalets vigtige arbejde.

Lovforslaget omhandler som tidligere nævnt også apotekerne. Der lægges op til, at apotekerne kan genordinere et begrænset udvalg af lægemidler til patienter i stabil behandling. I dag er genordinationsområdet snævert. Det er f.eks. insulin til diabetespatienter eller astmamedicin til astmatikere. Skal vi holde fast i et levende, et dynamisk og et moderne sundhedsvæsen og samtidig sikre, at vi knytter bånd i det nære sundhedsvæsen, er det et godt sted at starte at bringe apotekernes viden og faglighed i spil. Det er både i relation til genordinationer og tilskudsberettigede dosisdispenseringer, som kan bidrage til at mindske risikoen for, at medicinen tages forkert. Dosisdispensering er et gode for den enkelte, særlig for ældre medicinske patienter med kroniske lidelser, som ofte ses at have et stort og meget forskelligartet medicinforbrug. Her kan dosisdispensering gøre en forskel i hverdagen og medicinen mere sikker, enkel og overskuelig.

Med det større ansvar til farmaceuterne på apotekerne følger også krav om en særlig uddannelse i form af et kursus, som skal klæde farmaceuterne på til den nye opgave. Med et bestået kursusbevis i hånden følger titlen behandlerfarmaceut.

Lovforslagets sidste del handler om de krav, vi stiller til regioner, kommuner og private virksomheder, der yder sundhedsfaglig behandling. Det skal være trygt at være patient i det danske sundhedsvæsen. Behandlingssteder skal være organiseret på en sådan måde, at der f.eks. er de rette faciliteter til stede, så en behandler kan udføre sit arbejde både samvittighedsfuldt og forsvarligt. En sådan organisering påhviler den enkelte region eller kommune eller virksomhed. Der påhviler altså driftsherren et stort ansvar for at tilrettelægge og organisere arbejdet på de lokale behandlingssteder, så det ikke kan pålægges den enkelte sundhedsperson at tage ansvar herfor. Det forhold præciseres med lovforslaget her.

Venstre kan støtte lovforslaget som fremsat.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Stine Brix, Enhedslisten.

Tak for det. Her har vi så igen et lovforslag, som består af en række forskellige, uafhængige forslag. To af de tre synes vi er gode, så det er sådan en cliffhanger til tilhørerne. Jeg vil tage forslagene et ad gangen og slutte af med at foreslå, at vi deler lovforslaget i to.

Den første del af forslaget handler jo om autorisation af ambulancebehandlere. Det bakker vi op om. Vi synes, det er helt nødvendigt, at bemandingen af ambulancerne bliver omfattet af de pligter og rettigheder, som følger med en sundhedsfaglig autorisation. Det betyder jo, at vi kan sikre, at de har en høj og ensartet faglighed, når det bliver beskyttede titler. Så følger der selvfølgelig også en række forpligtelser med, som der også gælder for andre autoriserede sundhedspersoner, om at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det betyder også, at de omfattes af de samme klage-, erstatnings- og tilsynsregler, som vi kender fra resten af sundhedsvæsenet.

Lovforslagets anden del handler om at indføre en ny funktion, nemlig behandlerfarmaceuter, som skal have mulighed for at kunne genordinere visse lægemidler og ordinere dosisdispensering. Det er den her del, vi er kritiske over for. Jeg forstår sådan set godt baggrunden for det her forslag, og hvad man har tænkt, og jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det kan være irriterende, hvis man har glemt at få fornyet sin recept. Jeg har også prøvet det. Men jeg synes, vi skal passe meget på med, at et hensyn til bekvemmelighed ikke går forud for patientsikkerheden, og det synes jeg der er en risiko for her.

Vi ved, at hvis der er tale om nødsituationer – f.eks. i forhold til insulin, som Venstres ordfører nævnte, eller astma, også adrenalinpenne – så kan man udlevere medicinen allerede i dag. Samtidig er det jo også sådan, at hvis man har glemt at få fornyet sin recept og det er vigtigt, at man fortsætter med sin medicin, og at den ikke afbrydes, fordi man skal vente på, at ens læge åbner igen, ja, så kan man ringe til en vagtlæge.

Behandlerfarmaceuterne skal have en uddannelse på 1-3 dage. Det mener jeg simpelt hen ikke er nok til, at man er i stand til at kunne vurdere, hvorvidt en patient er i stabil behandling. Det lyder jo meget enkelt, når folk siger, at hvis man har fået udskrevet et lægemiddel før, kan man bare fortsætte med det. Så enkelt er det ikke. Det er meget vigtigt, at man kan vurdere patientens kliniske tilstand – om der er en udvikling i den, om der er kommet anden, ny medicin til, som kan have en kontraindikation i forhold til det lægemiddel. Det er jo derfor, den praktiserende læge har en lang praktisk uddannelse ved siden af sin universitetsuddannelse – noget, som en farmaceut altså ikke har. Mere end 6 års specialuddannelse skal man have, klinisk erfaring, netop for at kunne vurdere patientens tilstand.

Hvis man læser de høringssvar, der er kommet fra Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi, kan man også se, at de gennemgår en lang række eksempler – nogle af dem, de har listet op, kunne være genstand for genordination – på, hvor problematisk det kan være, altså, hvad det er for nogle kliniske vurderinger, man skal kunne foretage for at vurdere, om det giver mening at genordinere. Det er jo netop derfor, man ikke bare har fri adgang til et lægemiddel, men af og til skal op og se sin læge. Eksemplet med p-piller bliver også nævnt. Der er det jo i dag sådan, at Sundhedsstyrelsen har sagt, at man skal se sin læge en gang om året, fordi vi ved, at der er en forøget risiko for bl.a. blodpropper. Hvis man bare får en genordination – det vil jo altid være på 3 måneder, for sådan er p-pille-pakningerne – risikerer vi altså komme i konflikt med de her sundhedsfaglige kontroller, vi har lagt ind.

Vi har stillet en lang række spørgsmål, som er sendt frem i dag, og som vil spørge mere ind til den her del af lovforslaget.

Lovforslagets tredje del handler om at præcisere det organisatoriske ansvar for fejl og for andre forhold i sundhedsvæsenet, som kan være til fare for patientsikkerheden. Det vil altså sige, at f.eks. regioner, kommuner eller virksomheder, som yder en sundhedsfaglig behandling, skal have pligt til at organisere arbejdet på en måde, så sundhedspersonerne også kan lave deres arbejde på en fagligt forsvarlig måde. Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at den enkelte sundhedsperson også altid har et ansvar for sin egen faglighed. Men det er jo en reaktion på, at vi ser, at fejl i sundhedsvæsenet ofte handler om, hvor mange ressourcer der er til rådighed, og hvordan arbejdet er organiseret, mere end det nødvendigvis handler om en enkelt person.

Jeg har bemærket, at Lægeforeningen ikke synes, at det er stærkt nok, som det er formuleret i lovforslaget. Jeg er lidt i tvivl om, hvad det præcis er, der menes. Vi har stillet et spørgsmål for at få klarhed over, om det kunne stå stærkere, for jeg ser ikke en egentlig uenighed. Men lad os se på det i udvalgsarbejdet.

Men altså, for at opsummere: To ud af tre dele kan vi støtte, og vi foreslår, at man deler lovforslaget i to.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Tak for det. Det her lovforslag er et rigtig godt lovforslag, fordi det bidrager til at styrke både patientsikkerheden og sundhedspersonalets retssikkerhed. Med lovforslaget understøtter man desuden både akutberedskabet og den præhospitale indsats.

Forslaget går på flere ben. Det foreslås at indføre en autorisationsordning for ambulancebehandlere og en supplerende registrering for ambulancehandlere, der har videreuddannet sig til ambulancebehandler med særlige kompetencer.

Derudover indeholder forslaget et element, der skal forbedre serviceniveauet for borgerne og øge tilgængeligheden til lægemidler ved at indføre to nye sundhedsydelser på apotek og apoteksfilialer. På den måde udnyttes apotekernes faglighed og viden om lægemidler bedre, og apotekerne kommer til at spille en større rolle i det nære sundhedsvæsen. Det er meget positivt, og derfor støtter Liberal Alliance forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og vi går videre i ordførerrækken til hr. René Gade, Alternativet.

Tak for det. I Alternativet er vi også positive over for lovforslaget. Jeg vil starte med at sige, hvad vi er positive over for. Jeg synes faktisk, det er en meget god linje i bemærkningerne til lovforslaget, hvor der står:

»Formålet med ændringerne er at understøtte sundhedsvæsenets fortsatte udvikling af service og tilgængeligheden til lægemidler samt

at styrke patientsikkerheden og sundhedspersonalets retssikkerhed.«

Det er jo tre rigtig, rigtig gode elementer, og jeg synes faktisk, de bliver opfyldt.

Vi har tommelfingeren op for ambulancepersonalets opkvalificering, også titelmæssigt, og siger, at det er fornuftigt.

Vi har også meget stor forståelse for og synes, det er en rigtig god idé, at man sikrer, hvem det er, der har ansvaret i systemet. Det kan meget hurtigt blive den enkelte sundhedsperson, der kommer til at stå med et meget tungt åg på skuldrene. Så del tre er vi også helt enige i.

Så har vi elementet om at skabe større service i forhold til det produkt, man nu har brug for, hvis man ikke lige har fået fornyet sin recept. Der er flere ordførere, der allerede har sagt, at det er en situation, mange har stået i. Jeg har også selv stået i den. Hvis man har børn, har man sikkert stået i den endnu flere gange. Det har jeg i hvert fald. Derfor synes vi også, at vi da skal gøre noget ved det. Det må vi da teste, det må vi da se på, ligesom vi gjorde det på cannabisområdet. Selv om det her er noget helt, helt andet, så lad os da forsøge det. Så vi kunne godt tænke os i udvalgsarbejdet at lægge op til, at det var en forsøgsordning med en evaluering. Hvor rigid den skal være, har jeg ikke lagt mig fast på. Det må blive vores normale ordfører, der skal det. Men det er et godt element, som vil forbedre servicen. Risikoen for, at det vil blive udslagsgivende for nogle patienter – at der er noget sikkerhedsmæssigt eller noget uforsvarligt i det – må vi se på. Vi er egentlig ikke så nervøse for det umiddelbart. Men vi lytter til høringssvarene, og derfor vil vi også gerne have en fastsat evaluering ind i lovforslaget. Det må vi se om kan lade sig gøre. Ellers kunne det være en mulighed at få opdelt forslaget, som Enhedslistens ordfører sagde.

Men som udgangspunkt er vi enige og positive over for alle tre elementer.

Tak til ordføreren. Så er det Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det. I SF er vi enige i, at en autorisationsordning for ambulancebehandlere og en registrering af ambulancebehandlere med særlige kompetencer er en god idé. Beskyttelsen af titlerne vil samtidig betyde, at det bliver tydeliggjort, hvem der gør hvad, og hvem der sidder på hvilke opgaver. En klar opgavefordeling vil også betyde en øget patientsikkerhed, og det vil også betyde, at ambulancebehandlerne i fremtiden omfattes af autorisationslovens pligter og sanktionsmuligheder. Det bakker vi op i SF. Ambulancepersonalet har i dag et hav af forskellige opgaver, og opgaverne bliver samtidig mere og mere komplekse. Derfor mener vi også, at det er en fordel for ambulancepersonalet, at de har klart definerede opgaver, så de kan hjælpe til og behandle både der, hvor ulykken eller sygdommen indtræffer, og i transporten til sygehuset.

SF deler også overbevisningen om, at en indførelse af en autorisations- og registreringsordning vil højne den præhospitale patientsikkerhed, hvilket vi er fortalere for. Det kan umiddelbart godt give mening, at farmaceuter, der gennemfører kursus i behandlerfarmaci på apoteker og apoteksfilialer, får mulighed for at genordinere et begrænset udvalg af lægemidler, som en patient er i medicinsk behandling med, og også adgang til at ordinere dosisdispenseret medicin med tilskud. Jeg tænker faktisk, at lige præcis farmaceuterne måske er dem, der i virkeligheden ved allermest om medicin.

I SF går vi meget op i at forbedre serviceniveauet for borgerne, der har brug for behandlingen, og derfor giver det også mening at lade apotekerne spille en større rolle i sundhedsvæsenet. På den måde kan vi i langt højere grad inddrage apotekernes faglighed og viden om lægemidler i behandlingen, samtidig med at borgerens tilgængelighed til lægemidler øges. Det er dog vigtigt at slå fast, at genordineringen hos apotekerne skal ske i det omfang, at patientsikkerheden vurderes tilstrækkeligt tilgodeset, og hvis der er brug for yderligere præcisering, jævnfør høringssvarene, tænker jeg selvfølgelig også, at vi skal give os tid til det i udvalgsbehandlingen.

I SF er det vigtigt, at man er sig sit ansvar bevidst. Derfor mener vi også, at en tydeliggørelse af det organisatoriske ansvar for fejl er en god ting, da det i høj grad kan bidrage til at øge patientsikkerheden. Det er vigtigt, at både regioner og kommuner og private driftsherrer er klar over, præcis hvilke opgaver de dækker, og derfor også hvilket ansvar de har, når de yder sundhedsfaglig behandling. Så går vi i øvrigt ind for afbureaukratisering, men også en klar ansvarsfordeling, og derfor støtter SF også forslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Erik Lund, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Fra konservativ side synes vi, det er et ganske fornuftigt lovforslag. De tre overordnede delelementer har til formål dels at styrke patientsikkerheden og sundhedspersonalets retssikkerhed, dels at understøtte sundhedsvæsenets fortsatte udvikling og service.

Ved det første delelement indføres en autorisationsordning for ambulancebehandlere og en registrering for ambulancebehandlere, der har videreuddannet sig til ambulancebehandlere med særlige kompetencer, og paramedicinere. Det synes vi er ganske fornuftigt. Vi ser jo mange gange – jeg har i hvert fald set det flere gange – at der kommer en, hvor der på ryggen står paramediciner, og der forventer man så, at det er en, der virkelig kan sine sager. Det kan de også i dag, men nu får vi i hvert fald mulighed for at give en autorisationsordning, så vi ved, at de, når der står paramediciner på ryggen, også har en rigtig god uddannelse. Der indføres en beskyttelse af titlerne som henholdsvis ambulancebehandler, ambulancebehandler med særlige kompetencer og paramediciner, og det vil helt sikkert styrke den akutte indsats og den præhospitale patientsikkerhed til gavn for både patienter, pårørende og arbejdsgivere.

I det andet delelement foreslås det, at apoteker og apoteksfilialer får pligt til at tilbyde at genordinere et begrænset udvalg af lægemidler til en patient i stabil medicinsk behandling samt adgang til at forestå ordination af dosisdispensering af lægemidler med tilskud. Det forslag er klart til gavn for den enkelte borger og for samfundet som helhed. Jeg er i hvert fald ikke bekymret for, at de apoteker og apoteksfilialer ikke har personale, der kan lave det her. Jeg er nu ikke den store medicinbruger, men jeg har da en enkelt gang fået medicin, og jeg skulle også have genordineret det. Det foregik på den måde, at jeg ringede ned og snakkede med sekretæren, og så fik jeg det genordineret. Jeg tror måske faktisk, det her er en endnu bedre ordning, som vi er fuldt ud trygge ved.

Det tredje delelement tydeliggør det organisatoriske ansvar for fejl og andre forhold i sundhedsvæsenet, som kan være til fare for patientsikkerheden. Det er en måde, hvorpå vi sikrer, at fejl og manglende overholdelse af pligter fastsat i lovgivningen, der kan tilskrives driftsherrens dispositioner og organisering af arbejdet, ikke pålægges den enkelte sundhedsperson. Vi synes, det er rigtig godt, at det ikke er den der enkelte sundhedsperson, der skal punkes her, men det er driftsherrerne ud fra dispositioner, de har lavet.

Konservative kan bakke fuldt op om det samlede lovforslag. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det sundhedsministeren.

Tak for bemærkningerne og den brede opbakning her fra salen til lovforslaget. Der er ingen tvivl om, at regeringen, hvad angår vores præhospitale område, både ønsker et stærkt akutberedskab i Danmark og en tryghed i hele landet, når det handler om at sikre et akutberedskab, der dækker, og som kan rykke ud ved skade, ved ulykker og være der, når folk har behov. Det at have et stærkt akutberedskab i Danmark betyder også, at der skal lægges stor vægt på, at borgeren møder et personale, som har de nødvendige kompetencer til at hjælpe, når ulykken er sket eller ved alvorlig sygdom. Vi har netop været igennem en ændring og en omlægning af hele ambulanceuddannelsen, så den bliver styrket endnu mere, og med det lovforslag, som vi behandler i dag, lægger vi også op til en autorisation af ambulanceredderne, af paramedicinerne, som de nok i folkemunde bedre er kendt som end ambulancebehandlere med særlige kompetencer.

Vi har også taget en række andre initiativer på det akutområdet, bl.a. med et nyt speciale i akutmedicin, og sammen med Dansk Folkeparti som en del af finansloven sidste år ved at indsætte en fjerde akutlægehelikopter i Danmark. Det er bare for at nævne nogle af de seneste initiativer, der er taget for at styrke akutområdet og akutberedskabet i Danmark.

Med den autorisationsordning for ambulancepersonalet, som vi lægger op til med lovforslaget, bygger vi videre på allerede opnåede resultater og understøtter også en fortsat udvikling i akutberedskabet, hvor vi også ser for os, at ambulanceredderne sådan set i endnu højere omfang også hjælper til, går til hånde og går helt ind i de akutte modtagelser i forhold til at stå side om side med vores sundhedspersoner, og derfor kan man også se på høringssvarene såvel som det arbejde, der gik forud, at der med den brede opbakning fra de faglige organisationers side på det sundhedspolitiske område, er opbakning til en autorisationsordning for vores ambulancereddere.

Med lovforslaget styrker vi også apotekernes rolle i det nære sundhedsvæsen til gavn for patienterne. Jeg synes jo sådan set, at vi med det her lovforslag i høj grad sætter en tyk streg under, at apotekerne er en del af sundhedssektoren og ikke en del af detailhandelen, og dermed skal vi jo også kigge på, hvad det så er for nogle kompetencer, der ligger på apotekerne, såvel som hvad der er for nogle muligheder for at udvikle vores apoteksektor til gavn for borgerne i det her land, som kan have behov for den viden, der er på apotekerne, og de services, der er.

Apotekerne indgår jo i dag som en naturlig del af patienternes møde med sundhedsvæsenet, og vi mener også, at lovforslaget i endnu højere grad kan bistå med, at de qua deres høje faglighed og deres viden om lægemidler også går ind og bidrager med at genordinere i de tilfælde, man ikke har fået fornyet sin recept. Det er jo ikke et arbejde, der kommer ud af ingenting, og jeg foranlediges bare til at sige, også til Enhedslistens ordfører, at der i den rapport, som jo i sin tid blev iværksat som en del af hele apotekerlovgivningens tilvejebringelse her i Folketingssalen, i forbindelse med spørgsmål 112 fra den daværende sundhedsminister tilbage i 2014 blev givet et tilsagn om, at man ville udforme en rapport, hvor man kiggede på, hvordan det var i de øvrige lande. Man har jo i en lang række lande en langt større brug af farmaceuternes kompetencer, farmakonomernes kompetencer i forhold til at ordinere og genordinere medicin.

Så hele den her diskussion om, at det både skulle være patientusikkert eller ikke skulle bygge på et fagligt grundlag, kan jeg simpelt hen ikke følge, når Enhedslistens ordfører rejser spørgsmålet, for der er gået et langvarigt arbejde forud, og den rapport, som både Lægemiddelstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed stod bag, og som vi også har haft drøftelser om i ordførerkredsen, er sådan set det, der så leder frem til den model, som vi nu med det her lovforslag tager hul på, og som jo gør, at nogle af de kompetencer, der ligger i apotekerne, også kan udfoldes i nye sundhedsydelser, som kan udgøre et supplement til den lægefaglige behandling. Det kan selvfølgelig ikke erstatte den lægefaglige vurdering, men gøre, at behandlerfarmaceuterne også kan tage del i ordinationsretten, når, hvis, såfremt det er nødvendigt – selvfølgelig under hensyntagen til patientsikkerheden og derfor også på et afgrænset område – og kan gå ind og genordinere medicin, når det vurderes, at det sådan set vil være en bedre brug af vores ressourcer, end at man ringer til vagtlægen eller patienten går uden medicin i en weekend, fordi recepten ikke er blevet fornyet.

Den sidste del af de tre dele af lovforslaget, nemlig det organisatoriske ansvar, er for mig at se enormt vigtigt, også for at sikre retssikkerheden for vores medarbejdere i vores sundhedsvæsen. Det handler grundlæggende om også at sikre, at de føler sig trygge, når de går på arbejde og de ved, at den sundhedsautorisation, som de har, sådan set ikke bringes i tvivl, hvis, såfremt det er driftsherren – det være sig kommunen, det være sig regionen, det være sig den private virksomhed – der ikke har sørget for, at rammerne er til stede for, at de kan arbejde fagligt forsvarligt. Jeg tror sådan set, at det i de her tider er vigtigt at understrege, at hvis computersystemet ikke fungerer, eller hvis man fra regionens side ikke har organiseret arbejdet fagligt forsvarligt, skal det ikke være den enkelte sygeplejerske, der skal frygte, at fejlen i computersystemet kan gå ud over sundhedspersonens autorisation. Vi har set nogle sager, også sager, som Styrelsen for Patientsikkerhed har været inde omkring, igennem den seneste tid, som også har været diskuteret, også i den her kreds, hvor man må sige, at det bringer tvivl om, hvorvidt retssikkerheden for vores sundhedspersoner er tilstrækkelig.

Derfor ser jeg det at præcisere det organisatoriske ansvar i sundhedsloven som værende ekstremt vigtigt for også at signalere, hvem der har ansvaret for de overordnede rammer, og hvem det er, der skal sørge for, at forholdene for vores medarbejdere på sygehusene, i kommunerne er af tilstrækkelig høj kvalitet, så man kan løfte sit arbejde fagligt forsvarligt og vi dermed også tydeliggør det organisatoriske ansvar for fejl og andre forhold i sundhedsvæsenet i de sager, hvor der er sket fejl, og hvor der så konkret skal vurderes på, om det er den enkelte sundhedsperson, der har begået fejlen og har ansvaret for fejlen, eller om det handler om, at organisationen ikke har tilvejebragt tilstrækkelige rammer.

Jeg ser selvfølgelig frem til den videre behandling og stiller mig til rådighed for de spørgsmål, som udvalget vil have. Jeg vil bare herfra sige tak for den positive modtagelse.

Tak til sundhedsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.