Under førstebehandlingen af lovforslaget anbefalede vi jo at stemme nej.
Siden hen havde vi et håb om, at vi kunne overbevise regeringen om, at vi skulle gøre yderligere.
Selv om lovforslaget kun handler om revisionsbestemmelsen og en udskydelse af den, er det jo vores formening, at der ingen grund er til at udskyde revisionsbestemmelsen, fordi der er tilpas viden om den.
Der er simpelt hen ingen, stort set, der bruger den ude i kommunerne.
Der er masser af mulighed for at lave internationale grundskoler, nemlig hos de private og hos friskolerne, hvilket vi støtter.
Men vi ser ingen grund til, at man gør det med statslige eller offentlige midler, når det drejer sig om internationale grundskoler.
Vi ved, at bestemmelsen og loven ikke bliver brugt særlig meget ude i kommunerne.
Derfor er der ingen grund til at udskyde det.
Men regeringen var lidt sen om at melde tilbage, om der kunne gøres yderligere ud over udskydelsen af revisionsbestemmelsen, og svaret var desværre negativt.
Derfor meldte vi på forhånd tilbage, at vi under andenbehandlingen ville fortælle, hvad vi ville stemme under tredjebehandlingen.
Og vi vil fortsat stemme imod en udskydelse af revisionsbestemmelsen.