Jeg kan love, at jeg vil dvæle væsentlig længere end de øvrige ordførere her ved forslaget, om end jeg nok heller ikke kommer til at trætte jer hele eftermiddagen.
Det siger sig selv, at love som lov om afløsning af grundbyrder fra 1918, der handler om regler, der vedrører ophævelsen af fæstebåndet og den senere afskaffelse af hoveriet, ikke længere har sin berettigelse i et lovkatalog anno 2018, og der er eksempelvis også meget hensigtsmæssighed i, at man en gang imellem får annulleret eller udfaset love, hvis indhold er udtømt.
Lovforslaget her handler om 13 love eller bestemmelser, der med lovforslaget foreslås ophævet, og de fleste af lovene er mere nutidige end loven fra 1918.
Det drejer sig bl.a.
om love, der implementerer gamle EU-direktiver, der nu er ophævet, eller f.eks.
love, der kun dækker en bevilling for finansårene 1986-1988, og som åbenlyst burde have været taget ud af lovkataloget for længst.
Men lovkataloget omhandler også forslag om ophævelse af love, der f.eks.
fortsat pågår tilskuds- og udlånsaktivitet til, og vi bemærker, at der i de tilfælde, hvor der fortsat er aktivitet, ser ud til at være taget forholdsregler i forhold til at sikre, at der fortsat skal inddrives gæld, hvor det er nødvendigt, ligesom det fortsat vil være muligt at fremsætte krav om tilbagebetaling af ydet tilskud, hvor det er relevant.
Begge dele er for at beskytte statskassen mod tab, hvilket er positivt.
Endelig hæfter Enhedslisten sig ved, at det af lovforslagets bemærkninger klart fremgår, at der ikke vil være negative miljømæssige påvirkninger af lovforslaget.
Det er selvfølgelig afgørende for, at Enhedslisten kan støtte lovforslaget.
Vi tager ordlyden i bemærkningerne om, at der ikke vil være negative miljømæssige konsekvenser forbundet med forslaget, for pålydende, da det simpelt hen ikke har været muligt for os at efterprøve det.
Der er jo forbløffende få høringssvar til det her forslag, og det giver mig sådan set anledning til lige at bemærke, at det ikke er specielt hensigtsmæssigt at samle så mange forskellige lovændringer i ét lovforslag.
Man kunne med fordel have delt lovforslaget op i 3-4 lovforslag, som samlede de områder, de her lovforslag dækker, og vi kunne jo sagtens have behandlet de her lovforslag samlet.
For en opdeling ville jo gøre det hele lidt mere overskueligt for offentligheden.
Men altså, Enhedslisten kan godt støtte forslaget i den her form.