Tak for bemærkningerne.
Det er jo min jomfrutale som minister.
Jeg havde måske håbet på noget mere mindeværdigt end et lovforslag om elektronisk fakturering ved offentlige udbud, men ikke desto mindre er det et udmærket lovforslag, som jeg er glad for opbakningen til fra ordførerne, og jeg er selvfølgelig også glad for de kommentarer, der er kommet undervejs.
E-fakturering er jo ikke noget nyt for os i Danmark.
Vi har siden 2005 stillet krav om e-fakturering, når man handler med det offentlige.
Lovforslaget her implementerer EU's direktiv om elektronisk fakturering i forbindelse med offentlige udbud i dansk lov.
Lovforslaget stiller krav om, at danske offentlige myndigheder, indkøbscentraler og ordregivende enheder skal modtage og behandle elektroniske fakturaer efter den europæiske standard.
Danske offentlige myndigheder har i mange år anvendt e-fakturering, og lovforslaget vil derfor ikke medføre store ændringer for det offentlige i Danmark.
For virksomhederne er der ikke noget krav om, at de skal anvende den europæiske standard, når de sender elektroniske fakturaer.
De kan fortsat gøre brug af den danske fakturastandard, da lovforslaget kun stiller krav til offentlige myndigheder.
Virksomhederne vil derfor ikke have øgede omkostninger ved lovforslaget, da de ikke pålægges omstilling til den europæiske standard.
For de virksomheder, som handler med andre europæiske myndigheder, vil det dog være en fordel at anvende den europæiske standard, da der vil kunne faktureres på samme måde i hele EU.
Ligesom det har været tilfældet i den offentlige sektor, vil der for erhvervslivet være store besparelser at hente ved at øge anvendelsen af elektronisk fakturering.
Det er en vigtig del af at digitalisere og dermed effektivisere hele udbuds- og indkøbsprocessen, hvilket flere interessenter har peget på i deres høringssvar.
Det næste naturlige skridt er at standardisere elektroniske ordrer og kataloger for at effektivisere processen yderligere, og derfor prioriterer regeringen arbejdet med udviklingen af europæiske standarder på dette område.
Med det her lovforslag tager vi i fællesskab med andre EU-lande et stort skridt i udviklingen af en bedre og mere teknologisk tidssvarende måde at håndtere e-fakturering på.
Det er en fordel for virksomhederne og giver bedre mulighed for handel på tværs af grænser.
Jeg ser frem til den videre behandling af lovforslaget i udvalget.
Tak.