Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af lovforslag nr. L 36:

Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, personskatteloven, lov om social pension og forskellige andre love. (Gennemførelse af aftale om fokusering af DR og afskaffelse af medielicensen m.v.).

Af kulturministeren (Mette Bock).

(Fremsættelse 03.10.2018).

Sammen med dette punkt foretages:

11) 1. behandling af lovforslag nr. L 37:

Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. (Gennemførelse af dele af medieaftalen for 2019-2023 m.v.).

Af kulturministeren (Mette Bock).

(Fremsættelse 03.10.2018).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er hr. Orla Hav, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Nu var jeg bl.a. i det venlige humør ved det foregående lovforslag. Jeg kan sige, at det bliver lidt anderledes ved det her lovforslag.

Lovforslagene, som vi sambehandler i dag, udmønter de to aftaler, der ligger til grund for det smalle medieforlig, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik før sommerferien. I forhold til den medieaftale, vi i dag behandler første del af, havde Socialdemokratiet forberedt sig på, at vi skulle finde svar på det stigende pres på de danske medier, som store globale aktører som Facebook, Amazon og flere andre lægger på den dansksprogede nyhedsformidling og public service-virksomhed.

Efter vores analyse ville det være afgørende for dansk nyhedsformidling og public service, at vi styrkede den og sikrede den plads i den globale struktur. Vi havde den tilgang, som traditionen har været, at skulle indgå en bred aftale med Folketingets partier, når det gælder medieaftaler, som en garant for det danske kulturgrundlag i medie- og nyhedsformidlingen.

Det var med dyb beklagelse, at vi måtte konstatere, at disse interesser delte regeringen og Dansk Folkeparti ikke – der skulle spares. Det blev fastslået og fastlåst i en økonomiaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, endnu inden forhandlingerne om medieaftalen var påbegyndt. Der skulle ske en fokusering af Danmarks Radio, og det gik jo så op for os, at fokuseringen handler om, at Danmarks Radio skal spare 900 mio. kr. på public service – massive besparelser, der betyder mindre dansk indhold, vel at mærke for at kunne give skattelettelser. Det er efter vores mening en skæv prioritering i en tid, hvor danskerne bliver oversvømmet med udenlandsk indhold og platforme, og hvor annoncekronerne på det danske marked i stigende grad tjenes af udenlandske aktører, og hvor fake news er noget, vi skal tage meget alvorligt i forhold til den demokratiske dannelse.

I en sådan tid er der brug for, at vi holder fast i det, vi er fælles om, og her gælder det særlig vores public service – det vil sige, at vi har et godt og troværdigt dansk medieindhold, som alle danskere har fri og lige adgang til, og at vi har stærke medier med public service-indhold, som appellerer bredt til danskerne, og som er med til at styrke dansk sprog og kultur.

Regeringen og Dansk Folkeparti har med det samlede medieforlig valgt at gå i den modsatte retning med markante nedskæringer i 900-millioner-kroners-størrelsen, en stor forringelse af udbuddet til danskerne og mindre dansk indhold. Ud over at give skattelettelser øger medieforliget i stedet pladsen for private kommercielle medier, ligesom der gives plads til reklamer og brugerbetaling på public service-medier, som danskerne allerede betaler for. Det er et ideologisk opgør med den danske mediemodel, som igennem årtier har været med til at finansiere godt dansk medieindhold, som alle har haft fri og lige adgang til.

Med medieforliget skæres public service som sagt samlet set med 900 mio. kr. Det er et markant indhug, der betyder mindre dansk indhold, og konsekvenserne ser vi allerede så småt nu: færre radio- og tv-kanaler, færre nyheder, mindre sport, bredden bliver mindre. Danskerne står med et svækket medieudbud, og samtidig skal det understreges, at der venter endnu en sparerunde i Danmarks Radio for 2022 og 2023.

For Socialdemokratiet er det afgørende, at vi holder fast i det, som vi er fælles om. Der er brug for god dansk public service. Vi skal ikke svække det, og derfor støtter vi ikke regeringens medieforlig, og vi støtter ikke de to lovforslag. De to lovforslag udmønter jo dele af den aftale, som ligger til grund herfor, henholdsvis aftale om fokusering af Danmarks Radio og afskaffelse af medielicensen, og aftalen om medieforliget. De ændringer, som forliget lægger op til, viser ganske vist godt, hvorfor medieaftalen samlet set trækker i den helt forkerte retning.

I forhold til fokuseringen af Danmarks Radio og afskaffelse af medielicensen kunne Socialdemokratiet principielt godt støtte omlægningen af finansieringen af public service fra en licensbetaling til en skattefinansiering, men måden, det gøres på, er helt forkert, fordi det jo for det første bruges til at lave en massiv nedskæring på public service-delen. For det andet gennemføres der en række ændringer, som netop understreger, hvordan medieforliget trækker i den forkerte retning ved at forringe vores fælles medier. Medieforliget betyder, at danskerne kan se frem til mere brugerbetaling og reklamer i forbindelse med indhold, de allerede har været med til at finansiere over skatten.

Både den nye radiokanal og tv-kanal får mulighed for at basere sig på reklameindtægter, ligesom FM 4 genudbydes med mulighed for at lave brugerbetaling på podcast, ligesom der også her kan ende med at være reklamer. Det er en stor forringelse, når danskerne nu har betalt for indholdet gennem skatten. I en tid, hvor der er brug for godt dansk indhold og stærke medier, der styrker vores kultur, sprog og fællesskab, er det helt forkert at gennemføre historiske nedskæringer på public service og dermed give danskerne et ringere medieudbud.

Samlet set kan Socialdemokratiet derfor ikke støtte lovforslagene.

Der er foreløbig to til korte bemærkninger, og den første er hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det åbne spørgsmål er jo, hvad Socialdemokratiet vil gøre efter et valg, hvis det får magt, som det har agt. Men mit spørgsmål er det simple: Vil Socialdemokratiet rulle besparelserne på DR tilbage og så føre de millioner over i Danmarks Radio? Hvor vil de finde pengene, og vil de omlægge til licens igen? Det er i hvert fald nogle åbne spørgsmål, som Socialdemokratiet ikke har været i stand til at besvare tidligere, så jeg håber selvfølgelig, at ordføreren kan oplyse os her i salen. Vil Socialdemokratiet rulle besparelserne tilbage, lægge pengene over i Danmarks Radio, og hvor vil de finde pengene?

Ordføreren.

Jamen hr. Alex Ahrendtsen leverer jo selv svaret på det retoriske spørgsmål. Det er jo sådan, at hr. Alex Ahrendtsen ikke lader en pose penge stå, som det er muligt at rulle tilbage. De penge, som man går ud og sparer nu, fjerner man jo, og dermed er de ikke til rådighed for en tilbagerulningsøvelse. Så det er jo ikke en mulighed at tale om en tilbagerulningsøvelse.

Jeg kan kun sige, at vi jo ikke er forpligtet af det forlig, der er lavet, og vi vil gøre os store bestræbelser på at lave noget bedre. Og i hvilken retning det kommer til at gå – ja, det bliver jo mere dansk indhold, bedre styrkelse af den danske profil på medieområdet. Men det er åbenbart ikke en retning, som Dansk Folkeparti kan støtte, eftersom de har været med til at fjerne 900 mio. kr. fra dansksproget public service.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Ordføreren svarer ikke på spørgsmålet. Vil Socialdemokratiet finde de penge, som er blevet sparet på Danmarks Radio, og lægge dem tilbage? Og hvor vil man finde pengene? Jeg forlanger egentlig bare et helt ærligt svar og ikke socialdemokratisk udenomssnak. Det må da være simpelt at svare på det. I månedsvis har vi forsøgt at få svar fra Socialdemokratiet på det.

Så: Vil Socialdemokratiet, hvis de vinder regeringsmagten, finde pengene og lægge dem over i Danmarks Radio igen? Det må være meget enkelt at svare på.

Ordføreren.

Ja, det ville være meget enkelt at svare på, hvis forligsparterne ville lade de 900 mio. kr. stå på en konto, der var klar til at kunne bruges på godt dansk medieindhold. Så ville det være ganske enkelt at rulle filmen tilbage. Men det er jo ikke muligt. En kommende anden regering vil jo overtage den kasse, der er til rådighed, og vil skulle prioritere hver eneste 25-øre, som skal bruges. Og det har Dansk Folkeparti jo så medvirket til, altså til at lige nøjagtig produktion af dansk medieindhold bliver forringet. Det synes vi er ærgerligt, og det synes vi faktisk fortjener mere end et overbærende smil.

Den næste for en kort bemærkning er fru Britt Bager, Venstre.

Tak for det. Jeg hører klart og tydeligt fra hr. Orla Hav, at hvis Socialdemokratiet kommer til magten, skal der være mere dansk indhold. Mere dansk indhold koster penge. Så når hr. Orla Hav står og siger, at Socialdemokratiet vil have mere dansk indhold, må hr. Orla Hav da også kunne anvise, hvor de penge skal komme fra. Og nej, de står ikke på en konto – men så kan I jo bruge af råderummet, det har I gjort så mange gange før, eller en anden konto, eller sætte nogle afgifter op. Hvis hr. Orla Hav mener, at der skal være mere dansk indhold end det, der bliver med den her aftale, så vil jeg meget gerne høre, hvor pengene skal komme fra.

Ordføreren.

Jamen jeg kan kun gentage, hvad jeg har sagt. Hvis forligsparterne ville have ladet en pose penge stå, så vil vi hjertens gerne være med til at bruge den til det, den bliver brugt til i dag, nemlig ordentlig dansk public service, i en tid, hvor dansksproget public service er under hårdt pres, og hvor annoncekronerne fosser ud af de danske medier, fordi de går til de store aktører på den digitale scene. Så det er jo et drillespørgsmål, som både Dansk Folkeparti og Venstre er ude i. Vi kommer til at prioritere benhårdt, hvordan vi er i stand til at tilgodese et bedre dansk public service-tilbud end det, der ligger her, og vi tror faktisk, at det godt kan skrues sammen. Men jeg har ikke på nuværende tidspunkt en opskrift, eftersom jeg ikke kender udfaldet af den finanslov, som sikkert også vil blive indgået mellem Dansk Folkeparti og regeringen, og som sikkert vil trække yderligere på råderummet.

Tak. Så er det hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. (Orla Hav (S) : Nej, Britt skal vist have en bemærkning mere.) Okay, så er det anden runde til fru Britt Bager.

Tak. Det er et klart svar fra hr. Orla Hav. Så er det jo bare endnu et tomt løfte, et tomt og ufinansieret løfte; vi vil have mere dansk indhold, vi har ikke pengene til det. Det er det, der står tilbage efter det her.

Så glæder jeg mig til gengæld over, at hr. Orla Hav er bekymret for, at de private aktørers annoncekroner ryger til udlandet, de ryger til Facebook og til Google. Det står bare lidt i modstrid med det, hr. Orla Hav sagde i sin tale, nemlig at den her regering vælger at styrke de private aktører. Ja, det gør vi, og det gør vi med åbne øjne. Og hvis hr. Orla Hav er så dybt bekymret for, at annoncekronerne ryger ud af landet, hvad er så begrundelsen for, at hr. Orla Hav synes, det er bekymrende, at vi styrker de private medier?

Ordføreren.

Min bekymring går sådan set på de mange udsagn, som jeg får fra rigtig mange danskere, som giver udtryk for, at de er så trætte af reklamefinansierede programflader, altså at vi hvert andet øjeblik skal se en reklame hen over en film, som vi er i gang med at se. Det er jo det, vi får mere af med det her. Det er derfor, at der er en times opvarmning til enhver sportsbegivenhed. Det er, fordi man skal have plads til at bringe en masse reklamer. Det er det, det her forlig kommer til at åbne op for langt mere af. Og så kan jeg jo kun beklage, at forligsparterne ikke har villet være med til at gøre en indsats for at forsøge at vende de annoncekroner, som ryger ud af landet til Facebook og andre aktører, og som dermed fratages danske dagblade og andre, som kunne have haft de annoncer, der var der. Men det har man jo ikke villet i det her forlig. Der har man skubbet det fra sig og sagt, at det ikke er noget, vi vil beskæftige os med. Vi havde konstruktive forslag til det, men vi kunne ikke imødekommes.

Tak. Så er det hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Jeg vil da glæde mig over, at hr. Orla Hav på Socialdemokratiets vegne så fuldstændig klart sagde, at man ikke var bundet af det her forlig, og at man ikke vil være bundet af de vedtagelser, der vil blive lavet her om kort tid, for det betyder jo, at banen er fri, og det betyder jo, at der er lagt op til mulighed for forhandlinger om at rulle en række, måske de fleste, forringelser tilbage.

Kan hr. Orla Hav bekræfte, at der er en række ting i det her forlig, som gør, at man sådan set meget hurtigt vil kunne forbedre nogle muligheder for f.eks. Danmarks Radio i forhold til de voldsomme nedskæringer, der har været, uden at det behøver at koste en krone? Altså, jeg tænker f.eks. på spørgsmålet om at give Danmarks Radio ret til på linje med alle andre at søge af public service-puljen, forstået på den måde, at hvis Danmarks Radio har et godt projekt, kan man søge af public service-puljen på linje med andre, som har gode projekter. Det vil man kunne gennemføre i løbet af 5 minutter, det ville ikke koste en krone, men det ville sørge for, at vi fik det bedste ud af skatteydernes penge i stedet for kun det, som ideologisk p.t. passer et flertal i det her Folketing.

Ordføreren.

Jamen jeg kan rolig bekræfte, at man i vanlig stil altid vil se Socialdemokratiet befinde sig i forhandlingslokalet med henblik på at finde gode løsninger for noget, som vi synes trækker i den forkerte retning. Den medieaftale, der er indgået her, trækker i den forkerte retning, den giver os mindre dansksproget indhold, og den giver os ringere mulighed for at håndtere den fake news-verden, som omgiver os. Vi er naturligvis indstillet på at gå efter de lavthængende frugter, vi er jo pragmatiske i den sammenhæng, og kan vi forbedre dansksproget public service, vil vi hjertens gerne gøre det, og hvis vi så ovenikøbet kan gøre det uden at belaste både finansloven og andre kasser, er vi helt med på det.

Jeg er på linje med hr. Søren Søndergaard, når der bliver sagt, at man af en eller anden grund har sat rigtig mange snubletråde ud for at forhindre Danmarks Radio i at lave den gode public service-løsning, som der har været lavet igennem mange år. Det er en svækkelse af dansksproget public service-produktion.

Så er det hr. Søren Søndergaard, anden runde.

Altså, jeg forstår godt, at hr. Orla Hav ikke kan give opskriften på, hvordan et medieforlig skal se ud om et år. Altså, det er naturligvis klart, at man ikke kan give det. Allerede efter 2½ år skal det nuværende medieforlig genvurderes af forligsparterne, tingene går hurtigt, så det må selvfølgelig være op til den konkrete situation, man står i.

Men jeg synes, at hr. Orla Hav måske godt kan være lidt mere klar med hensyn til at give tilsagn om, at noget af det første, vi laver om, er det med, at Danmarks Radio ikke kan få lov til at søge af public service-puljen på linje med alle andre, sådan at vi kan være sikker på, at skatteydernes penge bliver brugt til de bedste projekter og ikke til de projekter, som en tidligere regering ideologisk har ønsket at fremme.

Ordføreren.

Jamen det var det, jeg forsøgte at gøre klart ved at sige, at vi går efter de lavthængende frugter, og herunder er adgangen til at søge public service-puljen en mulig fremgangsmåde. Ellers må det jo bero på de forhandlinger, der kan føres af det flertal, der måtte udkrystallisere sig efter et valg. Men det er klart, at det jo er vælgerne, der afgør, hvordan Folketinget ser ud, og det skal vi respektere. Derfor kan vi ikke lave fremtidige finanslove og heller ikke disponere over fremtidige finanslove i forbindelse med en ordførertale på det her tidspunkt.

Tak. Så er det hr. Naser Khader, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Gav Socialdemokraterne ikke for nemt og for hurtigt op i forhold til at være en del af medieaftalen? Hvis nu man var gået ind i medieaftalen, ville man have fået nogle indrømmelser i forhold til public service, og man ville have kunnet påvirke public service-kontrakten med DR, for der ville man have haft større indflydelse. Gav man ikke for hurtigt op?

Ordføreren.

Det mener jeg ikke er situationen. Jeg havde selv lejlighed til at deltage i ganske mange møder om medieaftalen. Det, der blev mere og mere klart, var, at vi ikke kunne flytte den linje, der var lagt, en tomme. Der var lavet en plan, der hed, at der skulle spares 900 mio. kr. på dansksproget public service-produktion, og det syntes vi faktisk var i den forkerte retning. Så på et tidspunkt, da vi måtte erkende, at det ikke kunne lade sig gøre at ændre den beslutning eller finde andre kreative veje til at sikre dansksproget public service-produktion, var vi jo nødt til at sige, at det her ikke trak i vores retning.

Vi synes, at det trækker i en dårligere retning, at vi står ringere på banen i forhold til at håndtere fake news og alt det andet, som er i det globale mediebillede. Vi synes ikke, den her aftale er tilstrækkelig god til at håndtere det. Derfor må vi så melde hus forbi.

Tak. Så er det hr. Naser Khader, anden runde.

Jamen det er korrekt, at beslutningen om besparelserne var truffet, men man kunne have påvirket meget andet i forhold til indholdet, ikke mindst public service-kontrakten. Vil ordføreren ikke give mig ret i det? Vi kunne have været med til at påvirke formuleringen af public service-kontrakten, som også er vigtig for DR, ved at være en del af medieaftalen.

Ordføreren.

Jamen jeg kan bare sige til hr. Naser Khader, at vi forsøgte at holde fast i bordkanten med det yderste af vores negle, men da det ovenikøbet nåede dertil, at Danmarks Radio end ikke kunne få lov til at søge på lige fod med alle andre, så måtte vi jo erkende, at der var lavet en køreplan, sådan at det mere er et opgør med Danmarks Radio og med det, som Danmarks Radio traditionelt står for, nemlig en fornuftig produktion af dansk public service, som sætter befolkningen i stand til at følge med i det demokratiske liv, som er grundlaget for det danske folkestyre.

Så er det hr. Morten Marinus, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Og tak til ordføreren. Vi er jo enige om mange ting, og i den her sag er vi også enige om at være uenige.

Det, der egentlig fik mig til at tage ordet, var ordførerens bemærkning om, at det skulle være drillespørgsmål, som hr. Alex Ahrendtsen og fru Britt Bager stillede, med hensyn til om man ville rulle besparelserne tilbage. Det synes jeg nu ikke at det er, for ordførerens kollegaer ovre i den røde blok har jo meldt klart ud, at de gerne vil rulle de besparelser tilbage, og der er jo også muligheder – man kan jo skrue på skatteskruen igen og så trække de her skattelettelser, som vi har stillet danskerne i udsigt, tilbage, hvad angår noget af beløbet. Det er jo ikke sådan, at alle de penge, som skal spares på Danmarks Radio, går til skattelettelser – nogle af pengene går jo også til andre public service-tiltag.

Jeg spørger bare: Hvorfor ikke bare melde klart ud og sige, at Socialdemokratiet ikke har lyst til at skrue på den skatteskrue igen? Det er altså ikke noget drillespørgsmål. Vi savner bare et klart svar – ordførerens kollegaer kan sagtens finde ud af det.

Ordføreren.

Jamen hr. Morten Marinus ved jo lige så godt som jeg, at den ansvarlighed, som Socialdemokratiet altid går til eventuelle regeringsforhandlinger med, bygger på, at vi har en høj grad af ansvarsbevidsthed over for den økonomi, der er i samfundet. Der er jo lagt nogle spor, og dem kan vi ikke bare med det samme brække op og sige, at nu kører vi pludselig ad nogle andre spor. Vi er jo nødt til at acceptere den økonomi for dansk public service-produktion, som hr. Morten Marinus' parti har lavet.

Jeg forstår ikke, at det skule være i Dansk Folkepartis interesse at svække dansk public service-produktion – det forstår jeg simpelt hen ikke – men det må Dansk Folkeparti jo stå på mål for. Men vi har respekt for de vælgere, der skal sammensætte det kommende Folketing, vi har respekt for den økonomi, der samlet set er i samfundet, og vi har respekt for den prioriteringsopgave, det er at skulle skrue en økonomi sammen for en kommende regering, som vi forhåbentlig vil have en afgørende indflydelse på.

Så er det hr. Morten Marinus for anden runde.

Jeg skal starte med at undskylde, at jeg ikke fik bemærket, at mit spørgsmål selvfølgelig drejer sig om, hvad der ville ske, hvis Socialdemokratiet skulle få regeringsmagten efter næste valg – det ved vi jo ikke noget om på nuværende tidspunkt.

Hr. Orla Hav sagde også, at det i forhandlingerne ikke var muligt for Socialdemokratiet at rykke på noget som helst i forbindelse med de her besparelser. Det er ikke min opfattelse. Jeg ved godt, at hverken hr. Orla Hav eller undertegnede var til forhandlinger andre steder end i Kulturministeriet, men det er mit indtryk, at Socialdemokratiet faktisk fik et tilbud i Finansministeriet om lidt flere penge til public service – ganske vist ikke til Danmarks Radio, men til det samlede public service-udbud i Danmark – hvis man ville gå med.

Havde det ikke været bedre, at Socialdemokratiet var gået med, og så, set med jeres øjne, havde fået et bare lidt bedre resultat end det, vi leverer, og som I nu siger er så skidt?

Ordføreren.

Jeg var ikke til stede i Finansministeriet. Så vidt jeg husker, var det nede på en tiendedel af det beløb, som Dansk Folkeparti nu flytter væk fra public service-produktionen, og det syntes vi faktisk ikke var attraktivt, for så skulle vi jo alt andet lige spise resten af pakken. Og vi forsøgte meget længe at få indflydelse på indholdet i medieforliget, men det kunne bare ikke lade sig gøre – end ikke med hensyn til det der med, at Danmarks Radio kunne få lov til at søge public service-puljen på lige fod med andre aktører. Det er opfundet som, ja, en straffeaktion over for Danmarks Radio af en eller anden grund. Det er ikke vores måde at drive public service-virksomhed på – det er at have nogle afklarede spilleregler om vores public service med en bred fundering.

Tak. Så er det hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance.

Hr. Orla Hav siger, at Socialdemokratiet bed sig fast i bordkanten. Jeg synes jo nok, man var ret hurtigt ude af døren. Men nu har vi jo så hørt Socialdemokratiet tordne imod det her. Lige siden aftalen blev indgået, har det her været noget af det værste, der var sket længe, skulle man forstå.

Nu er det så egentlig ret godt, at hr. Orla Hav her i dag rent ud siger til Folketinget og vælgerne: Ja, det kan godt være, vi er imod det her, og at det er helt ubrugeligt, men vi bryder faktisk ikke de spor op, der er lagt, selv om vi får regeringsmagten. Det er jo da en klar melding. Det er første gang, vi hører det.

For hvis man virkelig har lyttet efter, skulle man tro, at det skulle køres helt væk og laves om og erstattes af noget helt nyt. Og vi kan høre på dem, hr. Orla Hav måske vil blive omgivet af, hvis der bliver rødt flertal, at de i hvert fald er klar til ret meget. Så jeg synes faktisk, det er ret godt for de aktører, der er ude i markedet, at hr. Orla Hav i dag står her og siger: Nej, vi administrerer fint den ordning, som vi har tordnet mod.

Ordføreren.

Hr. Leif Mikkelsen lægger mig ord i munden, som jeg ikke har sagt – i hvert fald ikke i den betydning. Vi har respekt for de beslutninger, der er foretaget i et tidligere Folketing, hvis vi skulle komme i en situation, hvor vi kunne indgå i et kommende flertal. Og så bliver vi selvfølgelig nødt til at tage udgangspunkt i den situation, der er på det givne tidspunkt.

Vi er ikke enige i retningen af de spor. Vi vil selvfølgelig forsøge at ændre retningen af de spor, som er blevet lagt, og i den forbindelse har jeg jo ikke lagt skjul på, at vi synes, det er forkert at byde danskerne endnu mere reklamefinansiering og endnu højere betaling til distributører af tv og andre medieformer. Det synes vi er forkert, og det vil vi arbejde målrettet for at lave om på. Men at sige i dag, at vi har en plan for, hvordan det konkret skal gå for sig, er at gå for vidt. Det har vi ikke på nuværende tidspunkt.

Nu må vi jo se, hvad vælgerne mener om det her. Jeg har en forhåbning om, at vælgerne godt kan gennemskue, at det her vil svække danskproduceret public service i en tid, hvor det er vigtigt at værne om dansk sprog, dansk kultur og dansk demokrati. Man kan godt gennemskue, at det er det, der er sket med det her forlig.

Hr. Leif Mikkelsen, anden runde.

Nå ja, men hvis man lytter til, hvad der er blevet sagt, kunne man jo sagtens forestille sig, at Socialdemokratiet var klar til at indføre medielicensen igen og eventuelt lave nogle skattestigninger for at finansiere det der store hul, der nu er opstået, eller den mangel på penge, som hr. Orla Hav har nævnt indtil flere gange.

Hvis der skal være sammenhæng i det, man har sagt er så forfærdeligt, er det et forholdsvis beskedent beløb, der skal findes, i forhold til de skattestigninger, Socialdemokratiet ellers har leveret igennem Socialdemokratiets levetid, vil jeg bare sige. Så er det her småting. Så det er meget hul snak, der er tordnet med over ret lang tid, når slutfacit er: Nej, vi administrerer bare det, andre har lavet, uanset at vi ikke kan lide det.

Ordføreren.

Jeg skal bare sige til hr. Leif Mikkelsen, at jeg har set en ganske fornuftig, nøgtern opgørelse af, hvilke regeringer der hen over rigtig, rigtig mange år har udløst de største skattestigninger. Det er faktisk sket, når det har været borgerlige regeringer, der har svinget taktstokken. Så man skal lade være med at komme med den der opfindelse af, at vi skulle være uansvarlige i forhold til landets økonomi. Vores rolle har ofte været at feje op, når uansvarlige borgerlige regeringer har kørt kassen tom og man ikke har haft penge til at lave de aktiviteter, man rent faktisk har stillet i udsigt. Så man skal lade være med at opfinde det der fjendebillede.

Der er ikke noget hul snak fra vores side, og der er heller ikke noget med, at vi vil bringe os i en situation, hvor hr. Leif Mikkelsen om 6 måneder kan stå og råbe: Løftebrud, løftebrud!

Tak. Så har vi ikke flere på listen. Vi siger tak til ordføreren og går videre til ordføreren for Dansk Folkeparti, og det er hr. Morten Marinus. Værsgo.

Tak for det. De her lovforslag, vi i dag sambehandler, har jo flere ting i sig. Hovedformålet er sådan set at gennemføre de dele af medieaftalen, som blev lavet før sommerferien, og som kræver lovændring. Den helt store ting er naturligvis afskaffelsen af licensen og den måde, vi finansierer public service på i Danmark, nemlig sådan at det over de kommende år bliver finansieret over skatten. Vi ændrer også på reglerne for udnævnelse af Danmarks Radios bestyrelsesmedlemmer. Vi giver kulturministeren bemyndigelse til at udbyde nye radio- og tv-kanaler på baggrund af den nye medieaftale samt lave et genudbud af FM 4, som i dag drives af Berlingske i form af Radio24syv.

Der er jo allerede fra Socialdemokratiets side blevet snakket meget om nedskæringerne i Danmarks Radio. Det er rigtigt, Dansk Folkeparti ønsker nedskæringer i Danmarks Radio, og det gør vi af flere grunde. For det første vil vi gerne have, at det skal være billigere at være dansker generelt, og derfor afskaffer vi licensen, og samlet set kommer vi til at opkræve mindre til public service over skatten. Vi mener, at når man afskaffer licensen og i stedet finansierer på den anden måde, så bliver det mere socialt retfærdigt. For det andet har vi også ønsket at give mere plads til de danske private medier. De danske private medier er i dag blevet presset på den ene side af de udenlandske medier som Facebook og Google og på den anden side af Danmarks Radio, som har haft rigtig store midler til at gøre det med. Det har vi syntes var en ulige konkurrence. For det tredje har vi også et ønske om, at Danmarks Radio skal blive mere landsorienteret og være til stede i hele landet og ikke kun være koncentreret i hovedstadsområdet.

Vi har med andre ord ønsket det, vi har kaldt et mere fokuseret Danmarks Radio. Nuvel, det er et mindre Danmarks Radio, men det er altså stadig væk et stort Danmarks Radio, som i de kommende år, når sparerunderne er overstået, stadig væk vil have over 3 mia. kr. om året at gøre godt med, og som de er sikre på at få.

Så har vi fortsat et ønske til Danmarks Radio om, at de altså skal levere ting, som de private medier ikke kan og tør lave, og det er så også derfor, vi alle sammen skal være med til at finansiere public service. Så nu slipper vi også for sortseere. Dansk Folkeparti ønsker fortsat et mangfoldigt mediebillede, men altså et mediebillede med bedre plads til både de private medier og de lokale og regionale medier – og naturligvis også plads til Danmarks Radio. For vi holder altså faktisk af Danmarks Radio. Vi holder ikke af et stort Danmarks Radio eller et stort og dyrt Danmarks Radio, og det er så også derfor, vi har lavet en aftale med regeringen om, at Danmarks Radio i de kommende år skal finansieres med 20 pct. færre midler, end de har fået indtil nu.

I den nye public service-kontrakt, som DR og Kulturministeriet har lavet, har man også sat rammerne for Danmarks Radios fremtidige aktiviteter. Rammerne er sat, og Danmarks Radio kommer til at udfylde de rammer. Da vi i Dansk Folkeparti tilbage i august 2016 præsenterede vores medieudspil og vores bud på fremtidens medielandskab, var det jo netop med et ønske om en bedre balance mellem de statslige og de private medier i Danmark og et Danmarks Radio, som fokuserer mere på public service og lader private danske medier og private aktører om at fokusere mere på indhold på markedsvilkår.

Vi er jo glade for den aftale, vi fik lavet med regeringen: afskaffelsen af licensen, besparelsen på de 20 pct. og selve medieaftalen tilbage i juni. Fra de første spæde drøftelser og indtil nu har det været en klar mærkesag for Dansk Folkeparti at ændre det mediebillede, vi har kendt hidtil. Derfor er vi selvfølgelig også interesserede i, hvordan Danmarks Radios aktiviteter skal prioriteres i fremtiden. Danmarks Radio bliver fokuseret med færre kanaler, mindre ulige konkurrence mellem DR og private medier og mere dansk musik på FM-kanalerne. Og så ser vi også gerne, at der kommer mere indhold fra provinsen. Danmarks Radio bliver pålagt at komme mere rundt i landet. Det ser vi som noget positivt.

Regeringen havde i sit medieudspil tilbage fra april lagt op til, at FM-signalet på radio skulle slukkes. Det fik vi heldigvis pillet ud sammen med mange andre ting, som vi kan komme tilbage til. Derudover har jeg allerede nævnt, at der i den nye public service-kontrakt faktisk står, at FM-musikkanalerne som P3 og P4 skal øge deres procentdel af dansksproget eller danskproduceret musik til 48 pct. Det mener vi er med til at understøtte markedet, og det mener vi også er en public service-opgave.

Endvidere skal Danmarks Radio fortsat tilbyde digitalt indhold af høj kvalitet som bidrag til DR's public service-formål. DR skal også stadig væk, selv om nogle ikke tror det, bringe tekstbaserede nyheder, men de skal altså overlade plads, digitalt og på nettet, til de øvrige medier. Sidst, men ikke mindst, skal DR som sagt styrke sit regionale fokus og være til stede i hele landet, og det gælder ikke kun DR's regioner, som heldigvis blev friholdt fra besparelser, men DR skal altså også generelt på alle platforme være mere til stede i hele landet.

Fremtidens slankere Danmarks Radio vil med andre ord i Dansk Folkepartis øjne være til gavn for alle danskere i alle egne af Danmark, og derfor støtter Dansk Folkeparti naturligvis begge lovforslag.

Tak, og den første spørger er hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil egentlig høre, hvorfor Dansk Folkeparti lod sig snøre af Liberal Alliance. Nu har vi i den her valgperiode gang på gang set, at Dansk Folkeparti egentlig er gået over til os andre for at undgå regeringens asociale fordelingspolitik. Den her gang har man gjort det helt modsatte. Man har sparet rigtig meget på public service for så at give skattelettelser. Og det er så skattelettelser, som man kan se går til de mest velbjærgede. Og ikke nok med det: Når man omlægger licensen, gør man det ved at sænke personfradraget i stedet for at tage det på bundskatten. Det vender altså den tunge nedad; man siger, at folk skal betale lige meget, uanset om de er rige eller om de er fattige. Så er det rigtigt, at der er sat lidt af til de ældre, og det er godt. Men det ændrer ikke ved, at det er de udsatte, der kommer til rigtig at mærke det her. Hvorfor har Dansk Folkeparti dog accepteret det og givet Liberal Alliance den fjer i hatten?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, Liberal Alliance ser det som en fjer i hatten. Jeg tror, de gerne havde set, at de rige folk og de mere velhavende var sluppet endnu billigere. Jeg er ikke enig i den betragtning, som ordføreren har. I dag har vi mange ting, som vi alle sammen er med til at finansiere over skatten, og det skal vi også gøre med public service. Det bliver billigere, bl.a. for enlige. De kommer til at slippe billigere i bidrag til public service, end de gør i dag. Og hvis man måske er blandt nogle af Liberal Alliances vælgere, og måske har en rigtig høj indkomst, så tror jeg faktisk, at man – hvis du tæller ægtepar med – samlet set kommer til at bidrage med mere, end man gør i dag ved en medielicens pr. husstand. Så jeg ser altså ikke samme problematik som SF's ordfører.

Hr. Jacob Mark, anden runde.

Nu sagde ordføreren det sådan set selv, altså at Liberal Alliance gerne havde set, at de rige var sluppet endnu billigere. Og dermed siger ordføreren jo også selv, at de rige er sluppet billigt i den her omgang, og at det vender den sociale side nedad. Og jeg vil egentlig bare gerne vide: Når der nu var et flertal med både SF, Socialdemokratiet og Enhedslisten, der gerne ville afskaffe licensen, og som gerne ville finansiere det i en social løsning, hvor dem, der har mest, også betaler mest, hvorfor valgte man så ikke den model? Det forstår jeg bare ikke.

Ordføreren.

Der er to ting at svare her. Den ene er: I var der ikke. I gik. Vi kunne ikke forhandle med jer. I var ikke i lokalet. Den anden ting er: Der er mange ting, der i dag bliver finansieret over skatten. Alting på finansloven bliver finansieret over skatten. Det bidrager vi til lige, og jeg synes, at det faktisk er en mere socialt retfærdig måde at finansiere på. Så kan vi diskutere, om det er den ene eller den anden skattemodel, man har valgt.

Jeg beklager, at jeg lige før sagde, at I gik. Ordføreren har ret: SF var der selvfølgelig ikke, for der var I ikke inviteret, og vi fik lavet aftalen med regeringen.

Jeg synes ikke, vi blev snøret, men der var flere forskellige skattemodeller i spil. Jeg synes stadig væk, at vi har valgt en ordning, som faktisk er retfærdig. Alle kommer til at bidrage nu. Vi slipper også for sortseere. Vi slipper for, at man kan snyde sig til at modtage public service. Alle bidrager, ligesom vi betaler til alt muligt andet, som også bliver finansieret over finansloven.

Så er det hr. Orla Hav.

Jeg skal bare med hensyn til den der skattefinansiering af vores fælles goder sådan stilfærdigt sige, at det jo ikke går så fantastisk godt med at få krattet de penge ind. Så det kan jo godt være, at det licensfinansierede godt kunne konkurrere i effektivitet med hensyn til at sikre de penge, der skulle være til rådighed. Men lad det nu være, for det er slet ikke det, jeg vil spørge om. Det er bare det, at hr. Morten Marinus jo har stor tiltro til det skattefinansierede.

Hr. Morten Marinus siger, at man gerne vil have, at skatteyderne skal slippe noget billigere. Det er da et ædelt formål, men jeg skal bare spørge: Hvad er det, der er steget igennem de seneste mange år, når det gælder medieområdet? Er det licensen, eller er det udgiften til distributører, antenneselskaber og den slags? Det kunne jeg godt tænke mig at få hr. Morten Marinus til at repetere, nemlig noget, vi har delt i det lokale, som vi sammen har været i i ganske mange timer.

Ordføreren.

Nu sagde ordføreren, hr. Orla Hav, da han var på talerstolen, at vi stillede drillespørgsmål. Det her må være lidt i samme boldgade.

Jeg mener, at det jo er nødvendigt at afskaffe licensen. Dansk Folkeparti har også hele tiden sagt, at det set med vores øjne var nødvendigt, at man gjorde Danmarks Radio mindre, og at vi alle sammen kom til at bidrage mindre til den statslige finansiering af dansk indhold i radio, tv og andre medier. Det betyder jo ikke, at der samlet set kommer færre penge til området; vi giver faktisk også plads til de private.

At der så er private distributører og andre private kanaler, der sætter deres priser op, ja, det har jeg svært ved at regulere herindefra. Jeg ville da også ønske, at der var nogle kanaler, der blev billigere. Det kan jo være, at der bliver det nu, når de også får lidt mere plads at gøre godt med. Men herindefra styrer vi altså de statslige medier, og det er det, vi har gjort med den her aftale. Vi har sagt, at vi skal have et mere fokuseret DR, og at DR skal have færre penge.

Så er det hr. Orla Hav, anden runde.

Jamen det eneste, jeg beder hr. Morten Marinus om at gøre rede for, er, hvor prisstigningerne har været. Har det været på licensen? Vi kunne sagtens have fundet en ordning med hensyn til at flytte fra licens- til skattefinansiering; det havde ikke været noget problem.

Men når vi nu har det emne oppe, vil jeg høre: Er det licensen, der har været voldsomt stigende, eller er det udgiften for borgerne, for den enkelte borger, til distributører, og hvad de forskellige nu hedder? Hvilken af delene er det, der er vokset ganske eksplosivt? Jeg ved det godt, men jeg vil bare gerne have hr. Morten Marinus til at sige det, inden folk går ud og gør regning på at bruge den der store skattelettelse, man nu har skaffet.

Ordføreren.

Jamen private distributører og private tv-kanaludbydere er ikke blevet billigere. De er blevet dyrere, men det kan vi bare ikke gøre noget ved herinde. Det, vi kan gøre noget ved, er størrelsen på de statslige medier, også i forhold til om vi fortsat ønsker den ulige konkurrence, der har været, bl.a. mellem Danmarks Radio og danske private medier. Det får vi ryddet op i nu. Jeg tror på, at et mere fokuseret DR også bliver et DR, der kan give mere plads til de private, og så håber jeg da, at det i sidste ende også kan være med til at gavne alle danskere.

Tak. Så er det hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Tak. Jeg vil bare bede Dansk Folkepartis ordfører om at bekræfte, at grunden til, at de fleste partier forlod forhandlingerne, var, at de blev stillet over for et ultimatum, og en del af det ultimatum var, at de skulle acceptere den licensaftale, som Dansk Folkeparti og regeringen havde indgået. Det vil jeg godt bede ordføreren om at bekræfte, for ellers hører alting jo op.

For det andet vil jeg spørge, om den model, man har valgt for licensen, er en model, som Dansk Folkeparti vil overføre til andre statslige opgaver? Altså, skal hospitalerne og uddannelsesvæsenet og vejene også fremover finansieres på den måde, at de rige skal betale nøjagtig det samme i kroner og øre som de fattigste – altså en afskaffelse af progressionen i skattesystemet? Er det den nye skattepolitik, eller er det kun en undtagelse, når vi snakker om penge til public service?

Ordføreren.

Allerførst, ja, det var en præmis, at man skulle kunne nikke til besparelserne på de 20 pct. på Danmarks Radio for at være med i forhandlingerne. Det er rigtigt. Det, man så glemmer, er, at der også sideløbende faktisk var kræfter, der arbejdede på at få bl.a. Socialdemokratiet med i den her medieaftale og også tilbød dem flere penge, end vi kunne få ind i aftalen af ekstra penge til public service, som kunne bruges andre steder end Danmarks Radio.

Jeg kender ikke størrelsesforholdet, og det kan godt være, at det, som hr. Orla Hav sagde, var en tiendedel. Det kan også have været mere, det ved jeg ikke. Der var i hvert fald mulighed for, at resultatet set med Socialdemokratiets øjne nok kunne blive lidt bedre, men man havde jo låst sig fast på, at hvis der skulle komme flere penge ind, skulle de gå til Danmarks Radio. Det var ikke nok, at man kunne få tilbudt, at de kunne gå til andre public service-tiltag. Så ja, den præmis var der.

I forhold til skattemodellen vil jeg sige, at for de ting, vi i dag finansierer over skatten, har vi altså ikke planer om at ændre skattesystemet. Det her var det muliges kunst i forhold til den forhandling og den aftale, vi lavede i foråret med regeringen i forhold til afskaffelse af licens. Vi har ikke planer om at begynde at ændre skattesystemet på andre områder.

Tak. Så er det hr. Søren Søndergaard i anden runde.

Vil hr. Morten Marinus ikke også bekræfte, at det var en betingelse, at de partier, som ønskede at være med i medieaftalen, accepterede den licensaftale, som Dansk Folkeparti havde indgået med regeringen? Det er en licensaftale, som er så dårlig og så asocial, at Dansk Folkepartis ordfører her fra talerstolen lige har sagt, at man ikke kunne drømme om at have nogle planer om at overføre den til andre områder, fordi det ville betyde en fuldstændig skævvridning af Danmark.

Ordføreren.

Det sidste sagde jeg ikke. Jeg sagde ikke, hvorfor vi ikke kunne tænke os at ændre på andre områder. Det gør vi jo ikke, for i dag har vi finansieret de ting over skatten. Det havde man ikke med public service. Der betalte man licens. Der var det vigtigste i første omgang at få ændret for os, at vi samlet set alle sammen er med til at finansiere public service fremadrettet, også sortseere.

Nu glemte jeg spørgsmål nr. 2. Jeg har glemt det, undskyld.

Det kan være, der kommer flere chancer.

Den næste er hr. Rasmus Nordqvist. Værsgo.

Tak. Det var godt, vi lige fik præciseret, at der ikke var nogen, der forlod forhandlinger omkring den her ændring af licensen. Der var partier, der ikke var inviteret – vi kunne spise den eller lade være, og hvis ikke vi bare slog hælene sammen og sagde ja tak, var der ikke nogen medieforhandlinger. Det er jo virkeligheden, og det er bare vigtigt at understrege i den her debat.

Jeg kunne godt tænke mig at høre to ting fra Dansk Folkepartis ordfører. 1) Mener man, at den her model for finansiering er den mest socialt balancerede model, man kunne finde? Altså, mener man, at det her virkelig er den bedste model for at få social balance i finansieringen? 2) Mener Dansk Folkeparti, at man med det her forlig sørger for at få finansieret mere dansk indhold eller mindre dansk indhold?

Ordføreren.

Allerførst vil jeg bekræfte, at det var en forudsætning, en præmis, at man godkendte den aftale, der var, om afskaffelse af licensen og besparelsen på de 20 pct. på Danmarks Radio. Der, hvor kæden så bare hopper af, og det, man glemmer, er, at der faktisk var muligheder andre steder for at tiltrække midler til public service, som kunne opveje noget af det. Det ønskede bl.a. Socialdemokratiet ikke at deltage i.

I forhold til om man har valgt den ene eller den anden skattemodel – det kan godt ske, at man kunne have valgt noget, der var mere socialt retfærdigt. I Dansk Folkeparti har vi altså valgt at sige, at det vigtigste i første omgang er, at man får lavet en model, som betyder, at alle kommer til at bidrage. Slut med at have sortseere, slut med at krybe udenom – public service er noget, vi alle sammen skal være med til at finansiere. Det har været afgørende for os for at lave aftalen. Og ja, der var andre modeller på bordet. Det ved spørgeren også, altså at når man laver aftaler, når man laver forlig, når man forhandler, så er det det muliges kunst, og det er ikke altid, at man er hundrede procent enige. Nogle steder kunne man godt have tænkt sig det anderledes, og andre steder er man glad og tilfreds.

Tak. Så er det hr. Rasmus Nordqvist, anden runde.

Ja, for der er nemlig ikke en social balance, når man skruer det sammen på den her måde.

Nå, men den anden del af spørgsmålet blev der ikke svaret på, og det synes jeg egentlig er rigtig interessant. Mener Dansk Folkeparti, at de med den her aftale er med til at finansiere mere dansk indhold eller mindre dansk indhold?

Ordføreren.

Jeg skal prøve at svare på begge ting nu. Når man spørger, om den nye skatteaftale skulle give mere social ubalance, eller i hvert fald ikke nok social balance, så mener vi jo faktisk, at det eksisterende licenssystem er endnu værre, og jeg har jo allerede nævnt nogle gange hvorfor. Så jeg synes, det er et fremskridt, når man afskaffer licensen.

I forhold til spørgsmålet om mindre dansk indhold: Ja, så giver det mindre dansk indhold finansieret af statslige, hvis vi kalder dem det, midler. Men den her aftale giver altså også samtidig plads til private aktører til at kunne gå ind på markedet, hvor der hidtil har været en ulige konkurrence. Så det er alt for tidligt at gøre det regnestykke op.

Tak. Så har vi ikke flere på listen. Jeg siger tak til ordføreren og går videre til Venstres ordfører, og det er fru Britt Bager. Værsgo.

Tak. Jeg har set rigtig meget frem til at skulle behandle det her lovforslag eller rettere de her to lovforslag, som vi behandler nu.

Vi udmønter den aftale, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik om afskaffelse af medielicensen og et fokuseret DR, og vi udmønter de elementer i den medieaftale, som vi efterfølgende indgik, og hvor dele af aftalen kræver lovgivning. Der kan næppe være meget uenighed om, at den nuværende licensbetaling er socialt ubalanceret. Enlige betaler det samme som husstande med flere personer, og så er der dem, der slet ikke betaler – sortseerne. Og det er antaget, at der er omkring 270.000 af dem. Med afskaffelsen af licensen løser vi det problem.

Vi lever i en tid, hvor mediemarkedet er under konstant forandring, en forandring, hvor danskerne i højere grad bliver digitale, både når det gælder avislæsning, tv-sening, streaming af serier og film samt radiolytning. Vi skal sikre os et stærkt dansk medieindhold på alle platforme. Vi skal sikre os, at hele Danmark har moderne, varierede og stærke public service-tilbud med fokus på kerne-public service, og vi skal sikre os, at der er balance mellem statslige og private medier, fordi de private aktører i høj grad bidrager til godt dansk oplysende indhold, altså et mangfoldigt og pluralistisk medieindhold. Og særlig det sidste har dele af Folketingets partier haft en tendens til at overse.

Der er mange rigtig gode nye initiativer i den nye medieaftale. De dele, der kræver direkte lovændringer, er forenklede bestemmelser i radio- og fjernsynsloven, en ny sammensætning af DR's bestyrelse, en udvidelse af kulturministerens bemyndigelse i forhold til TV 2-regionerne og udbud af to nye public service-kanaler. Det sidste er ret vigtigt, for det medvirker til mangfoldighed og til pluralisme. Men der er så mange andre gode elementer i den indgåede aftale, som jeg også vil omtale her.

Vi får skabt bedre balance. Det gør vi ved at styrke den regionale og lokale dækning på dagbladssiden. Vi får styrket dagbladenes mulighed for i højere grad at blive digitale og dermed møde fremtiden. Det gør vi ved at påbegynde en momsfritagelse for digitale medier, præcis på samme måde, som der er på de trykte i dag. Vi får i løbet af de næste 5 år en større public service-pulje, så flere aktører kan producere dansk public service-indhold.

Samlet set er det her en rigtig god og moderne medieaftale, og jeg kan med glæde meddele, at Venstre støtter op om de to forslag, som vi sambehandler her i dag.

Tak. Den første spørger er hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Tak for det. I SF er vi vældig optaget af at styrke den frie og kritiske presse, og jeg kunne godt bruge det her ene minut på at tale om, at jeg tror, at vi har svækket den frie og kritiske presse ved at hive så mange millioner væk fra public service.

Men det, jeg vil spørge om, er til en passus i public service-kontrakten, som hedder, at Danmarks Radio ikke længere må lave lange dybdegående artikler. Det giver ingen mening for mig. Jeg har også spurgt kulturministeren om det her. Hvis nu en DR-journalist får et tip om en eller anden stor international eller national bank for den sags skyld, som laver en skandale, noget, der bare må frem i lyset, hvorfor er det så, at journalisterne ude på Danmarks Radio ikke må lave en dybdegående artikel, der går kritisk til dem, der bryder loven, eller gør noget, som de ikke må for fællesskabet. Hvordan er det at styrke den frie og kritiske presse, og hvorfor giver det mening?

Ordføreren.

Altså, nu er der jo andre end Danmarks Radio, der er den frie og kritiske presse. Det er bare lige for at slå det fast til at starte med.

Men jeg vil faktisk gerne svare på hr. Jacob Marks spørgsmål. Nu husker jeg den her passus, som at der står: Må som udgangspunkt ikke lave ... eller skal hovedsagelig ikke lave lange og dybdegående artikler. Det er bare efter min hukommelse her, for jeg har ikke passussen foran mig, og det betyder jo også, at det, som DR primært skal fokusere på, er kortere artikler. Vi er i den her public serviceaftale heller ikke gået ind og har defineret, hvad lange dybdegående artikler er, netop fordi vi skal holde en armslængde. Vi skal ikke med ind i redaktionslokalet.

Men vi vil gerne sende et signal til DR, og det signal er: Kære DR, I skal give de private medier mulighed for at få en forretningsmodel, I skal give de private medier mulighed for også at bidrage her. Og det gør man ikke, ved at vi har et dr.dk, hvor du kan gå ind og hente al din skriftlige information gratis, mens du, når det gælder store nationale dagblade, skal betale penge for den samme artikel. Den balance har vi forsøgt at ændre på her.

Tak. Så er det hr. Jacob Mark for anden runde.

Jeg er egentlig glad for, hvis Venstres ordfører – og nu siger jeg Venstre, fordi det er et stort parti i regeringen – er ved at bløde op på den her passus, så der stadig er mulighed for at lave dybdegående artikler, som også er lange, hvis det er nødvendigt, ude på DR, og den frihed mener jeg de skal have.

Så vil jeg bare høre om noget. Nu siger ordføreren, at der skal være en balance mellem private og medier som DR, og det er jeg sådan set enig i. Men jeg kender ikke ét sted i verden, hvor det har styrket de private medier, at man har skåret på public service. Jeg har undersøgt det, og jeg har både spurgt de private medier, og jeg har spurgt organisationen Danske Medier. Kender ordføreren ét sted i verden, hvor det har styrket de private, at man har skåret markant på public servicen?

Ordføreren.

Nu vil jeg bare lige svare på det spørgsmål, hr. Jacob Mark stillede før, og nu står jeg her og gør det pr. hukommelse. Jeg har ikke det, hr. Jacob Mark sagde før, så når jeg siger lange dybdegående artikler, så mener jeg, at vi skrev: som udgangspunkt. Og derfor mener jeg også, at DR kan bringe det i mindre omfang.

I forhold til balancen har hr. Jacob Mark garanteret – eller forhåbentlig, vil jeg sige – også mødtes med private aktører, ligesom jeg har som medieordfører, altså danske medier, dagblade. Men jeg har ikke mødt en eneste aktør, der har syntes, det var okay, at man kunne læse det samme indhold gratis på dr.dk, som deres læsere skulle betale for på deres hjemmesider – ikke én – og det er egentlig en af grundene til, at vi har ønsket at få den her balance udjævnet. I gamle dage lavede DR jo heller ikke aviser. I gamle dage var det dagbladene, der lavede aviser. Nu er det så rykket over på nettet, og nu bringer DR så lige pludselig mange ting på nettet. Jeg synes, DR skal være til stede på nettet, men jeg synes, DR skal være til stede på nettet i mindre omfang, end de er i dag.

Tak. Så er det hr. Orla Hav. Værsgo.

Jeg forstod på Venstres ordfører, at der var rigtig mange gode private udbydere, som i høj grad bidrog til public service. Det skal jeg slet ikke fornægte, og jeg deler selvfølgelig synspunktet om, at det er vigtigt, at vi har en høj grad af pluralisme i vores nyhedsformidling. Jeg vil bare gerne have fru Britt Bager til at fortælle mig: Hvad er det for nogle konkrete udsendelser, hvor fru Britt Bager ser der bidrages til dansk public service, altså den del, som giver os som borgere bedre forudsætninger for at forstå og leve i et demokratisk samfund, hvilket jo er public service-opgaven?

Så skal jeg bare som et lille tillægsspørgsmål stille et spørgsmål, som fru Britt Bager må kunne svare på: Hvad var det for en pris, som Socialdemokratiet fik tilbudt af finansministeren for at kunne være med, da man havde besluttet at spare 900 mio. kr.? Jeg kan ikke den eksakte pris, men jeg vil gerne have fru Britt Bager til at oplyse den.

Tak. Ordføreren.

Når jeg taler om gode private udbydere, taler jeg jo også om dagbladene. Dagbladene er gode private udbydere. De laver rigtig gode artikler – artikler, som er oplysende og dannende, og de private aktører skal vi i høj grad styrke; de private aktører skal vi i hvert fald give gode muligheder for at overleve i fremtiden. Det mener jeg, når jeg taler om private aktører. Og så skal jeg jo ikke stå her og gøre mig til smagsdommer over, hvad der er godt og dårligt indhold på kommercielle tv-kanaler. Men jeg vil gerne understrege, at vi i høj grad ønsker, at vi også i fremtiden skal have dagblade og regionale blade – aviser, som også er levedygtige, og som udkommer med jævne mellemrum.

I forhold til det her med prisen, vil jeg sige til hr. Orla Hav: Hverken du eller jeg var i Finansministeriet, og derfor kan hverken du eller jeg referere, hvad der blev talt om derinde. Og jeg kan så også sige, at hvis jeg havde været i Finansministeriet, i et lukket rum, så ville jeg heller ikke referere fra det på Folketingets talerstol.

Tak. Så er det hr. Orla Hav, anden runde.

Jamen jeg synes, det er en ædel sag, Venstre er optaget af, altså at redde danske dagblade. Sandheden er jo bare, at det har stået som overskrift på rigtig mange medieaftaler, og sandheden er jo også, at oplagstallene for danske dagblade er faldet og faldet, og hvorfor skulle det ikke fortsætte på nuværende tidspunkt? For den her medieaftale håndterer jo ikke det faldende oplagstal for danske dagblade.

Det ville have klædt dem, der lavede den her medieaftale, at få skruet noget sammen, som havde været med til at sikre, at vi har en pluralisme på det her område, og sådan at vi kunne have sikret, at der var et ordentligt samkvem mellem dagbladene og de æterbårne medier. Havde det ikke været klogere at få lavet det fremfor bare at lægge begrænsninger på de æterbårne medier?

Ordføreren.

Ja, vil jeg sige til hr. Orla Hav, vi er optaget af at redde danske private medier. Vi er optaget af at sikre en større balance. Vi er optaget af, at danskerne også i fremtiden får godt, mangfoldigt og pluralistisk indhold, ikke kun fra det statslige DR, men også fra de private aktører. Vi er også optaget af, at der stadig væk er et DR, men selvfølgelig er vi optaget af, at der er private aktører. Det håber jeg da også spørgeren er, selv om det unægtelig ikke lyder sådan.

Når spørgeren så bekymrer sig om den aftale, der er indgået, så synes jeg, spørgeren skal læse den igennem, for der er faktisk lavet et rigtig, rigtig godt tiltag i forhold til de skrevne private medier, som medierne også selv har været ude at kvittere for, nemlig at vi momsfritager den digitale del. Det betyder meget for, at medierne kan omstille sig, og for, at medierne kan gå ind i det næste årti. Det har de også kvitteret for, og det ville jeg egentlig også ønske at hr. Orla Hav gjorde i højere grad.

Tak. Så er det fru Marianne Jelved, Radikale Venstre.

Tak. Jeg vil gerne bede fru Britt Bager om at definere eller forklare, hvad det er i medieaftalen, der redder den skrevne private danske presse.

Ordføreren.

Momsfritagelse for digitale medier.

Fru Marianne Jelved, anden runde.

Var det så nødvendigt at skære 20 pct. af Danmarks Radio?

Ordføreren.

De to ting har ikke noget med hinanden at gøre. Når vi ønsker at fokusere Danmarks Radio, har det noget at gøre med, at vi generelt set synes, at der skal sikres en bedre balance. Det gælder ikke kun dagbladene, det gælder også, hvilke kommercielle aktører der kan bidrage i forhold til radio, i forhold til tv, i forhold til drama. Det er ikke kun dagbladssiden. Men det første spørgsmål, fru Marianne Jelved stillede, var om de skrevne medier. Dér er det momsfritagelsen. De penge, vi har skåret af DR, har vi i høj grad også brugt på en større public service-pulje, på at udbyde en ny tv-kanal, på at udbyde en ny radiokanal og på at styrke det lokale og regionale indhold.

Så er det hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Først lige i forhold til det her med momsfritagelsen, for der er jeg lidt nysgerrig på, om ordføreren virkelig mener, at den ordning, man har lavet, kan sammenlignes med en momsfritagelse for digitale medier, altså den ordning, der ligger lige nu. Det er den ene del af spørgsmålet.

Den anden del af spørgsmålet lyder: Den dag, vi får mulighed for at indføre nulmoms for de digitale medier, er regeringen så parat til at indføre det med det samme, det bliver muligt igennem EU-systemet, selv om der ikke lige er finansiering til det, der ligger her?

Så sagde ordføreren: DR skal være mindre til stede på nettet. Det studsede jeg bare over. Altså, et er, at man ikke vil have lange, dybdegående artikler, men betyder det sådan generelt mindre tilstedeværelse på nettet, også selv om man ser et ryk af mange brugere – hele den her generationskløft, som vi har snakket om – som jo netop er gået fra flowplatformen til netplatformen? Skal DR virkelig være mindre til stede på nettet?

Ordføreren.

I forhold til det her med momsfritagelsen ved hr. Rasmus Nordqvist, som jo er ekspert i europæisk lovgivning, godt, at når vi lavede den her ordning, som vi gjorde, så var det, fordi der på det tidspunkt ikke var truffet bestemmelse i Europa-Parlamentet om, hvorvidt vi kunne køre en fuld model igennem. Så når vi lavede den model for momsfritagelse, som vi gjorde, var det en fin start på at sende et klart politisk signal om, at det er den vej, vi gerne vil. Og det er den vej, vi gerne vil, men jeg kommer ikke til at stå her og love, at fra dag et, det bliver gennemført i Europa-Parlamentet, har vi finansiering til det. Vi går ret meget op i at finde finansiering til vores ting, og derfor kan jeg kun sige, at det er den retning, vi gerne vil bevæge os i. Jeg ser gerne, at vi hurtigt finder finansiering til det, og at vi kan indfase den fulde momsfritagelse i løbet af meget kort tid.

Så er det hr. Rasmus Nordqvist, anden runde.

Det var egentlig også for at få præciseret, at det, man har lavet her, jo ikke er en momsfritagelse for digitale medier. Man har lavet en pulje, de kan søge fra og maks. få 5 mio. kr., så hvis det er mere end det, er det jo ikke en momsfritagelse. Og nogle kan ikke rigtig søge, for de får en anden mediestøtte. Det synes jeg bare vi skulle være præcise om.

Jeg kunne godt tænke mig et svar på det andet spørgsmål, nemlig det her med, at DR skal være mindre til stede på nettet. Det svarede ordføreren før til en anden. Jeg er bare nysgerrig på det, for jeg synes, det var sådan helt mystisk at høre, når nu vi ser, at der er en større og større gruppe, der egentlig får deres medier fra nettet. Må de så ikke få DR-indhold?

Ordføreren.

Men hvis vi starter der, hvor diskussionen her startede, så var det jo om, hvorvidt DR overhovedet skulle være til stede på nettet, og i givet fald i hvilket omfang. Det var jo der, vi startede den her diskussion, og det tror jeg også hr. Rasmus Nordqvist kan huske, for vi har stået i flere debatter sammen og debatteret det. Jeg synes helt klart, at DR skal være til stede på nettet, men jeg synes også, at der skal findes en bedre balance mellem de private aktører og de statslige aktører. Derfor har vi sendt et signal til DR: Selvfølgelig skal I være til stede på nettet i år 2018 – hele Danmarks Radio – men I skal også tænke over, at der skal være en balance i forhold til de private aktører, der faktisk forsøger at få en forretningsmodel ud af at lægge deres artikler op på nettet. Den balance finder vi bedre ved at indføre den her passus. Men selvfølgelig skal DR være til stede i et vist omfang på nettet.

Så er det hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Nu kan man beskylde Danmarks Radio for meget, men man kan jo ikke beskylde dem for at have bragt annoncer, som de har taget fra de private medier – det kan man jo ikke, for der er ikke annoncer i Danmarks Radio. Så på det plan kan man sige at Danmarks Radio har været neutrale i forhold til de private medier i kampen om annoncekronerne. Men hvordan forholder det sig med de to nye, den nye tv-kanal, den nye radiokanal og muligvis det, der nu hedder 24syv? Hvordan forholder det sig med det? Vil de også være neutrale i forhold til de private medier, hvad angår kampen om annoncekroner?

Ordføreren.

Det kan godt være, at de private medier, som jeg ser eller læser, konkurrerer om annoncekroner, men der er også noget, der hedder abonnement, som er en væsentlig del af deres forretningsmodel, og det er egentlig den, vi har tænkt på, når vi har sagt, at DR skal begrænse, hvad det er, de udbyder. Det er af hensyn til, at de private aktører, hvad enten det er tv-kanaler eller det er radiokanaler eller det er skrevne medier, tager penge for det, de laver. Det bidrager stadig væk til et pluralistisk og mangfoldigt mediebillede, og det skal de blive ved med. Og det er derfor, vi er gået ind og har sagt, at den balance simpelt hen er forrykket. Vi vil sikre os, at der foruden et stærkt DR også er stærke private medier, og det har vi gjort med den her aftale.

Hr. Søren Søndergaard, anden runde.

Det var et relativt langt svar, men jeg synes ikke, jeg blev klogere. For man laver nogle medier, oven i købet med statsstøtte, som man også vil give mulighed for at bringe annoncer, og så går de ud og konkurrerer med de private medier, som fru Britt Bager taler så meget om, om et annoncemarked, der i hvert fald ikke er stigende, men som måske er jævnt eller måske lidt faldende på grund af den udenlandske konkurrence.

Så hvad er grunden til, når man nu bekymrer sig så meget om de private medier, at man med statslige midler sætter kanaler i søen, som skal konkurrere med de private medier om annoncemarkedet?

Ordføreren.

Altså, når der kom et relativt langt svar, var det faktisk, fordi der var relativt mange spørgsmål i det første spørgsmål, som hr. Søren Søndergaard stillede.

Det her er jo ikke noget nyt; sådan er det jo allerede i forhold til dagbladene. Dagbladene har vi mediestøttet i mange år. De går også ud og konkurrerer om annoncer. Nu gør vi det så på tv- og på radioområdet, og det gør vi, fordi vi faktisk ønsker, at danskerne skal få så meget indhold som muligt for de penge, de betaler ind til statskassen. Så jeg synes, det er et rigtig godt tiltag, at vi nu udbyder en radiokanal og en tv-kanal, hvor vi statsstøtter med en lille pose penge, og hvor de så forhåbentlig kan maksimere det og give danskerne et stort udbud med et godt dansk indhold.

Så har vi ikke flere på listen. Vi siger tak til ordføreren og går videre til Enhedslistens ordfører, og det er hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Jeg har det lidt som den socialdemokratiske ordfører: Jeg opbrugte simpelt hen min positive holdning til regeringen under det foregående punkt, og det går så ud over det her punkt, og det er jeg ked af. I næsten 20 år har Enhedslisten argumenteret for en afskaffelse af licensen – i næsten 20 år! – og som alternativ har vi foreslået en medieskat, for det var jo klart for enhver, hvilken vej det gik.

Problemet med sortseere, som bliver nævnt, er jo ikke noget nyt, og den teknologiske udvikling har været i gang længe. Så det har været fuldstændig åbenlyst, at man skulle gå den vej, og derfor skulle jeg selvfølgelig også være et skarn, hvis jeg kritiserede, at et flertal i Folketinget nu har tilsluttet sig det her synspunkt, for det synes jeg er godt. Men så er alt det positive også sagt om de to lovforslag, som vi behandler i dag, og som er en opfølgning på nogle af de elementer, som indgik i sommerens medieforlig. Eller måske skulle jeg lige nævne, at man ikke privatiserede TV 2. Ros til Dansk Folkeparti for at få forhindret det. Det var da altid noget, det var jo faktisk en del af planen, så den regner vi også på positivsiden: en dårligdom, der ikke blev gennemført.

Men ellers er det jo meget svært at sige noget positivt: Der er mindre public service, færre danske programmer, flere reklamer, mindre variation i udbuddet, flere genudsendelser og mindre modstand til trollefabrikkerne, fake news-fabrikanterne og de multinationale mediegiganter. Det er klart, at når det ligesom er udgangspunktet for os, er vores holdning jo også, at det her medieforlig og de to lovforslag, som vi behandler i dag, er noget af det første, som en ny regering efter det kommende valg skal annullere og erstatte med noget nyt – noget af det første! Jeg vil da godt sige, at jeg havde håbet, at den socialdemokratiske ordfører lige så tydeligt havde sagt det samme. Jeg kan godt forstå, at den socialdemokratiske ordfører ikke vil ind på, hvor meget der skal føres tilbage, og præcis hvad, for det afhænger af en masse ting. Men vi har jo trods alt deltaget i forhandlingerne, og jeg har tillid til, at kommer der er nyt flertal, så vil man annullere den her medieaftale og annullere de her to forslag, og erstatte dem med noget nyt.

Tag nu bare afskaffelsen af licensen. Her havde man jo muligheden for at vælge en model, som sikrede – i lighed med alle andre områder, når vi snakker finansiering af offentlige udgifter – at de bredeste skuldre skulle bære det tungeste læs. Den mulighed havde vi, ligesom når vi finansierer veje, når vi finansierer hospitaler, når vi finansierer skoler, når vi finansierer folkepension, eller hvad vi nu finansierer: De bredeste skuldre bærer det tungeste læs, altså en progressiv beskatning. Men i stedet har regeringen og Dansk Folkeparti altså valgt en model, hvor stort set alle, fra direktøren i Danske Bank til den hårdtarbejdende sosu-assistent eller butiksansatte på minimumsløn, skal betale det samme.

Hvem er det, der roser den her holdning i deres høringssvar? Hvem er det, der lægger sig på maven i sit høringssvar og siger: Fantastisk, tak til Dansk Folkeparti, tak til regeringen, fordi de har gennemført den her model? Ja, det er selvfølgelig direktørerne i Dansk Industri, og det forstår jeg jo godt. Jeg forstår godt, at de roser det. For de går sikkert ind for en flad skat – eller det er ikke engang en flad skat; det her er værre end en flad skat – hvor alt skal finansieres på den måde, at man skal betale nøjagtig det samme til velfærdssamfundet i kroner og øre, uanset om man er rig eller fattig.

Jeg synes, det er svært. Når folk siger, at vi har en overklasseregering, vil jeg jo ikke forholde mig til det, men jeg synes, det er meget svært ligesom at forstå det her på anden måde, end at det er en overklasseregering, fordi den politik, man fører, og de tiltag, man laver, så fuldstændig klart er til gavn for dem, der har mest, i hvert fald hvis man har det udgangspunkt, at man skal have en fælles finansiering af velfærden, hvor de bredeste skuldre bærer det tungeste læs.

Jeg bliver nødt til at sige, at jeg undrer mig over, hvad Dansk Folkeparti laver i det selskab. Jeg erkender, at det er et valg, Dansk Folkeparti har truffet, og jeg hørte, at Dansk Folkepartis ordfører ikke umiddelbart var klar til at overføre den model til andre områder, og det er jeg også glad for, for det ville da være fuldstændig asocialt og forfærdeligt. Men hvorfor gør man det så her? Hvad er grunden til, at man vælger at være lidt asocial, når man nu så klart erkender, at hvis man fører det her ud i en større model, så vil det være dybt asocialt?

Noget af det, som vi jo ser her som resultat af det, er besparelsen på Danmarks Radio. Vi har jo sådan set klart fra starten, også i forhandlingerne, sagt, at for os var Danmarks Radio ikke helligt, for os var public service helligt, og at vi, hvis vi kunne finde en anden måde at styrke public servicen på end lige gennem Danmarks Radio, så ikke var uvillige til at kigge på beløbet til Danmarks Radio. Men vi insisterede på, at der skulle være public service, og vi insisterede på, at man ikke bare kan regne med, at de private løser de problemer, som public service-kanalerne gør med en public service-forpligtelse.

Nu kan vi forstå, at Danmarks Radio har skåret sporten stort set helt væk, og man sidder og tænker på: Hvor er det, man kan forestille sig at handicapidræt vil blive vist? På TV 3 mellem Champions League-kampene i stedet for nogle reklamer? Er der nogen, der tror på det? Nej, naturligvis ikke. Der er ikke én af de der kommercielle kanaler, der kunne drømme om at bruge tid eller penge på det. Det er der måske heller ikke nogen kanaler som er public service-finansieret der kunne drømme om. Men vi har den fordel, at man i en public service-kontrakt skal sige, at der er nogle ting, vi som samfund skal gøre, bl.a. at respektere, at der også er folk med et handicap, der udøver sport, og at der derfor skal vises handicapidræt. Men det er bare et eksempel på, hvordan det her vil få nogle konkrete konsekvenser.

En anden konsekvens af forslagene er, at armslængden mellem folketingsflertallet og de fællesskabsstøttede medier bliver mindre, og det er jo desværre en tendens, som vi ser i hele verden, og som efter vores mening er en helt forkert retning at gå i. Vi har allerede haft fat i et af eksemplerne, nemlig spørgsmålet om, at man helt seriøst begynder at blande sig i, hvor lange artiklerne må være på dr.dk., altså Danmarks Radios hjemmeside. Man skulle tro, det var løgn. Man skulle tro, det var løgn, at der sidder politikere i det her Folketing og vil bestemme, hvor lang en artikel en journalist må skrive. Jeg kan forstå, at en redaktør med en saks går ind og blander sig i det og siger: Du skriver alt for langt. Men at Folketinget over for en journalist, som har noget relevant på hjerte i en historie, som vedkommende selv har opfundet, lavet, produceret, efterforsket, skal gå ind og sige, at det skal være kort, at det ikke må være langt, er noget helt andet. Altså, undskyld mig, hvad er det for en form for armslængde? Det er en absurditet, det er bare absurd.

Så bliver der sagt, at det her handler om, at man ikke skal planke fra de private medier og skrive deres artikler af. Jeg er fuldstændig enig. Derfor har vi jo også op til forhandlingerne fremlagt en række forslag til, hvad man kunne gøre ved det.

Selvfølgelig skal der være forpligtelser til, at man ikke må planke fra private medier, og selvfølgelig skal der være mulighed for, som vi har foreslået, at man i private medier, oven i købet med den infrastruktur, som Danmarks Radio er, kan sætte sine egne nyheder op på Danmarks Radios hjemmeside og på den måde bruge infrastrukturen til at styrke de private medier. Selvfølgelig er den slags ting rimelige, men at træffe beslutning om, hvor lange artikler der må være på dr.dk, er simpelt hen absurd, ligesom når ministeren og folketingsflertallet vil blande sig i, hvem mindretallet udpeger til DR's bestyrelse.

Helt galt er det efter vores opfattelse, når man vil lægge begrænsninger på, hvem medarbejderne må vælge som deres repræsentanter i bestyrelsen. Det bør naturligvis ene og alene være op til medarbejderne selv at bestemme, hvem de vil være repræsenteret af, og der er ingen, der skal blande sig i det. Så er det jo ikke medarbejderrepræsentanter længere, så det er jo igen en indblanding, hvor armslængden fuldstændig forsvinder.

Der er mange andre ting, som vi kunne kritisere i de her forslag, men det, jeg vil nøjes med at gøre, er at glæde mig over, at befolkningen – det sker ikke så tit – har en mulighed for at være overdommere: Skal statslige udgifter finansieres med lige store bidrag for rig som for fattig? Skal politikerne på Christiansborg blande sig i mere? Skal skatteydernes penge til at understøtte reklamer osv.? Alle den slags ting kan man få mulighed for at tage stilling til ved det kommende folketingsvalg, og får vi den opbakning, som vi ønsker, er det klart, at den her aftale og de her forslag, som vedtages senere i den her samling, ikke kommer til at holde.

Tak. Så er det hr. Morten Marinus, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg kan godt lide, at man taler rent ud af posen, og jeg vil godt undskylde, at klappen gik ned, da jeg var på talerstolen. Det var ikke et forsøg på at undgå at svare på spørgsmålet, men den smuttede. Undskyld.

Jeg vil godt spørge til det her med sportsforpligtelser og handicapidræt, handicapsport: Det lyder jo næsten på ordføreren, som om at det forsvinder, og at det skal DR ikke længere bringe. I den public service-kontrakt, vi har lavet, står der jo netop, at det er noget af det, DR skal bringe. Så kan man godt undre sig over, og det gør vi også, hvordan man kan leve op til den forpligtelse, når man samtidig sparer – ikke det hele, men så vidt jeg kan se, 24 pct. – på sport og idræt, i hvert fald når man regner det ud på antallet af medarbejdere, hvis jeg husker helt rigtigt. Kan ordføreren ikke bare bekræfte, at det faktisk står i den nye public service-kontrakt, at det, handicapidræt, netop er et af de fokusområder, DR skal levere på fremadrettet? Ordføreren får det til at lyde, som om det forsvinder, og at det skal forsvinde.

Ordføreren.

Ja, det kan jeg fuldstændig bekræfte, men pointen er jo, at det sker inden for den økonomiske ramme, som Danmarks Radio har. Den økonomiske ramme betyder bl.a. nu, at man skærer ganske voldsomt ned på sporten. Mig bekendt har man nedlagt den egentlige sportsredaktion – den i Aarhus, man lige havde oprettet og flyttet folk over til osv. Sporten vil de facto blive meget udvandet på Danmarks Radio, og det vil naturligvis også komme til at gælde for handicapidrætten. Hvis vi bare siger, at det proportionalt er samme nedskæring, der kommer på handicapidrætten, som der kommer på al anden idræt, så er der jo to muligheder: Enten skal det flertal, der har vedtaget det her, ind og gå endnu længere mod armslængdeprincippet og beslutte, hvem der skal være ansat hvor, og hvor mange minutter der skal være af det ene og det andet, eller også skal man satse på, at de private bringer det. Og min pointe var: De private bringer det ikke.

Hr. Morten Marinus, anden runde.

Altså, det kan godt være, vi ikke har været stramme nok, da vi har lavet den her public service-kontrakt, eller ministeren og DR har indgået en public service-kontrakt, som vi heldigvis har været med til at drøfte, ikke forhandle, men drøfte – for ministeren havde vetoret, som ministeren plejer, når man laver public service-kontrakter.

Jeg kan da godt forstå, at ordføreren er bekymret, for det er jeg da også selv. Af samme grund har jeg også i den her uge stillet et spørgsmål gennem udvalget til ministeren for at få svar på, hvordan DR vil leve op til de her forpligtelser, som der står, når man samtidig sparer det her på sporten. Så må man jo fokusere og spare andre steder, for selvfølgelig holder vi ved vores aftale.

Men kan ordføreren ikke bare bekræfte, at der altså står, at DR skal fokusere på de her områder, bl.a. handicapidræt, breddeidræt, folkelig idræt? Kan ordføreren ikke bare bekræfte, at det faktisk står der? Og hvis det er et problem, at DR så gør, som de gør, må vi jo bare være endnu mere detaljerede, næste gang vi laver en public service-kontrakt, men det har jeg på fornemmelsen ordføreren heller ikke er interesseret i.

Ordføreren.

Jeg vil godt gøre det igen, og jeg sagde også før: Jo, det vil jeg godt bekræfte; det står der. Problemet er ikke, om Danmarks Radio vil, men det er et spørgsmål, om Danmarks Radio kan. Det er jo det, der er hele pointen: Man har lavet en besparelse på Danmarks Radio, som betyder, at Danmarks Radio ikke kan opfylde de forpligtelser, som der bliver krævet af dem. Det vil vi komme til at se.

Det er selvfølgelig, fordi når man laver en besparelse på, var det 25 pct. sådan i runde tal, 20-25 pct. i runde tal, så er det klart, at der er en masse udgifter, man ikke kan pille ved. Altså, der er nogle faste udgifter, der er noget varme, der er nogle elektrikere, der er nogle ting, der ikke kan pilles ved. Det vil sige, at nedskæringen kommer til at være på programmerne, og resultatet ser vi nu. Derfor bliver konsekvensen, uanset hvad der står i den public service-kontrakt, mindre tv til danskerne, mindre danskproduceret tv, inklusive inden for handicapidrætten.

Tak. Så er det hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Jeg kan godt nogle gange undre mig over, hvad Enhedslisten egentlig går og laver i Folketinget. Hr. Søren Søndergaard siger, at man har arbejdet i 20 år for at afskaffe licensen, og i den tid er der ikke sket noget som helst. Dansk Folkeparti foreslog det for 2 år siden, og i dag har vi afskaffet licensen. Med andre ord er vi ti gange så effektive som Enhedslisten. Skulle man ikke til at arbejde lidt på at blive lidt bedre i Folketingssalen?

Jeg kan forstå, at ordføreren er frygtelig ophidset, så min opgave er at gøre ham lidt mere optimistisk. Lad os tale om det regionale. Er det ikke positivt, at medieaftalen styrker det regionale? Man styrker de regionale radiostationer i Danmarks Radio, man styrker de regionale aviser, man styrker TV 2-regionerne, man styrker sågar lokalaviserne for første gang. Er det ikke bare positivt? Er det ikke bare dejligt?

Ordføreren.

Jeg vil lige sige, at vi lider under det, at vi mener, at vi skal have 90 mandater for at gennemføre vores politik, og det vil sige, at når vi ikke får 90 mandater, fordi der er andre, der er imod det, vi foreslår, har vi svært ved at få det gennemført, men jeg erkender fuldstændig, at Dansk Folkeparti har været betydelig bedre end os til at skaffe 90 mandater – så langt, så godt. Så er det bare ærgerligt, at man ikke brugte den enorme indflydelse, man har, til at sikre en finansiering af afskaffelse af licensen, der var bare den mindste smule social, men at man har valgt en asocial model. Men det var måske ikke noget, man prioriterede fra Dansk Folkeparti, man syntes måske, at det var ligegyldigt.

I forhold til regionerne var det jo noget, vi var fuldstændig fælles om i forhandlingerne, altså både at forhindre en nedskæring på TV 2-regionerne, hvilket vi jo talte for i forhandlingerne sammen med Dansk Folkeparti, og også at regionerne skulle styrkes, så det kan jeg sagtens skrive under på er en god ting.

Så er det hr. Alex Ahrendtsen, anden runde.

Så hr. Søren Søndergaard anerkender, at Dansk Folkeparti har været med til at afskaffe licensen, hr. Søren Søndergaard anerkender, at Dansk Folkeparti og regeringen også har styrket det regionale, så der kommer en bedre balance i mediebilledet. Det takker jeg for, for vi er selv ret stolte af den del. Det har i mange år ikke været noget, man talte om herinde på Christiansborg, men sammen med regeringen er det lykkedes os, og også der har Enhedslisten jo heller ikke gjort det store væsen af sig.

Ordføreren.

Man må jo altid se, hvilken pris man er villig til at betale, og der er det klart, at der er en forskel på Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Dansk Folkeparti har igen og igen været villig til at betale skattelettelser til de rige og give dårligere forhold for de dårligst stillede. Vi husker f.eks. angrebene på dagpengene for at få nogle andre ting. Det er rigtigt, at sådan opererer vi ikke i Enhedslisten, og vi var ikke villige til – det vil jeg godt sige – at købe en medieaftale med nogle begrænsede forbedringer i forhold til regionerne for bl.a. at indføre en asocial medieskat. Det var vi ikke indstillet på, og vi var ikke indstillet på at lave et mediebillede, hvor public service bliver svagere, og hvor man ikke engang styrker de private medier tilstrækkeligt. Det var ikke en handel, som vi ville indgå i. Det har Dansk Folkeparti valgt, og det må Dansk Folkeparti så stå til ansvar for.

Så er det fru Britt Bager, Venstre.

Jeg skal bare høre ordføreren ganske kort: Er den fremtidige finansiering af Mediedanmark mere eller mindre asocial, end licensen var?

Ordføreren.

Det er fuldstændig det samme, altså, den er lige så asocial, for det afhænger jo fuldstændig af, hvilken familie man udgør. Den er fuldstændig lige så asocial, og derfor har vi jo også arbejdet for at afskaffe licensen i mange, mange år, fordi den var asocial, og så har vi så fået en asocial medieskat i stedet for. Derfor vil en af vores første handlinger i et kommende Folketing selvfølgelig være – og jeg kan ikke garantere, at vi får 90 mandater, men jeg kan garantere, hvad vi vil arbejde for – at få en medieskat, som bygger på det princip, som resten af skattelovgivningen bygger på, nemlig at de bredeste skuldre bærer det tungeste læs, når det gælder statslige udgifter. Det håber jeg da, ud fra hvad der er sagt i dag, er noget, som også Dansk Folkeparti vil bakke aktivt op omkring, og så vil vi jo kunne se, om det kan give et større provenu, eller om det er det samme provenu, men i hvert fald kan vi få en mere social medieskat.

Fru Britt Bager, anden runde.

Så det, at min mand og jeg nu betaler én medielicens, det samme som en enlig forsørger, i fremtiden skal betale to medielicenser, er lige så asocialt som licensen. Det er jo det, som hr. Søren Søndergaard står og siger. Det kan da aldrig nogen sinde blive lige så asocialt. Vi kommer til at betale det dobbelte. Det gør samtlige husstande, og det er godt, men det kan da aldrig nogen sinde være lige så asocialt, som hr. Søren Søndergaard står og påstår. Den her finansiering af medier af dansk indhold af DR er da meget mere socialt balanceret end den tidligere licensaftale.

Ordføreren.

Den er ikke det mindste mere socialt balanceret, og det er jo, fordi fru Britt Bager tager udgangspunkt i personer i stedet for at tage udgangspunkt i indtægter. Altså, den enlige mangemillionær, en direktør i Danske Bank, der lige er blevet skilt og derfor er enlig, skal betale meget, meget lidt i medielicens, hvorimod to butiksansatte på mindsteløn skal betale det dobbelte af, hvad mangemillionæren betaler. Er det socialt? Ja, det er socialt i en ganske bestemt opfattelse af verden, nemlig den opfattelse, der hedder, at de bredeste skuldre ikke skal bære det tungeste læs, når det gælder statslige udgifter. Det er jo forskellen mellem Enhedslisten og Venstre – vi er fuldstændig forskellige på det plan.

Så er der ikke flere på listen. Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken. Den næste er Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Leif Mikkelsen. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg bliver jo i strålende humør, når jeg hører hr. Søren Søndergaard, der tordner imod det her, for det bekræfter mig i, at vi faktisk har ramt ganske præcist og rigtigt. Så det er ikke nogen dårlig dag af flere grunde. Nu er det også sådan, at jeg egentlig ikke behøver at påpege særlig meget, for det har jo været et ret nemt forhandlingsforløb for et parti, som har kulturministerposten. Vi har jo en bunden opgave, og det er sådan set at bakke vores minister op i de forslag, ministeren kommer med. Det har vi gjort, og det har været meget nemt, for de har været gode. Elementerne i dem er allerede nævnt, og dem er der ingen grund til at remse op igen bortset fra at dvæle ved, at man endelig fik hul på det med licensen.

Så vil jeg bare pege på en ting mere, når nu det med Danmarks Radio bliver fremdraget så mange gange som den helt store katastrofe. Jeg synes bare, jeg vil minde om, at Danmarks Radio fortsat modtager over 3,5 mia. kr. om året efter den her omlægning, og at forskellen faktisk, når vi ser den hen over årene, er til at overse. I 2023 får man nu 3,7 mia. kr., og hvis licensen havde fortsat og var fremskrevet, havde man fået 3,8 mia. kr. ifølge de tabeller, der er. Så forskellen er sådan set til at overse.

Jeg tror, Danmarks Radio klarer det og fortsat vil være et fyrtårn, og jeg synes, at vi her i dag skal respektere, at Danmarks Radios ledelse faktisk har lavet en plan, der er fuldt forsvarlig og god, og at de faktisk gør det med lige så højt humør som hr. Søren Søndergaard bare med modsat fortegn. Det synes jeg bestemt vi skal kvittere for man gør, sådan at Danmarks Radio fortsat kommer til at spille en meget aktiv rolle i mediepolitikken i Danmark og kan være en aktiv spiller i den ændring. Vi står i en medieverden, som har ændret sig markant de senere år. Det vil den givetvis også gøre fremadrettet, og derfor bliver der behov for ændringer, også når vi kigger ud i fremtiden.

Men vi står selvfølgelig fuldstændig bag de her forslag, og det er et godt forlig. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og går videre til Alternativets ordfører. Det er hr. Rasmus Nordqvist. Værsgo.

Tak. Det startede jo så godt, da kulturministeren tiltrådte. Vi skulle til at undersøge til bunds, hvordan det egentlig var, vi skulle skrue fremtidens medieaftale sammen. Kulturministeren skulle ud i landet og mødes med forskellige grupper af borgere og snakke med interessenterne, der producerer på alle mulige forskellige måder og platforme, og virkelig undersøge til bunds: Hvordan ser mediebilledet ud? Hvordan skal vi lave en medieaftale for fremtiden? Hvordan bliver indholdet lavet? Hvordan tager man imod det? Til allerallersidst skulle vi så snakke om hele finansieringen, men først skulle vi kende til det, vi skulle diskutere. Ministeren arrangerede en række ture rundt i landet, og der var en webplatform, man kunne skrive på. Selv var jeg med rundt et par steder med ministeren, og det var rigtig spændende at snakke med borgere i Danmark om, hvordan de egentlig bruger medierne, og hvordan de kommer i kontakt med det indhold, de vil have.

Så skete der jo så lige pludselig det, at hele processen, der skulle have mundet ud i, at vi skulle snakke om finansiering, blev hijacket ovre i Finansministeriet bag lukkede døre. Uden at man prøvede at se på, hvordan vi kunne gøre det her sammen, så blev der lavet en aftale om økonomien og om, hvordan den skulle skrues sammen. Så var det der fantastiske forløb, den proces, ministeren havde sat i gang, hvor vi virkelig skulle undersøge til bunds, hvad det var, vi gerne vil lave sammen, ødelagt. Det synes jeg var rigtig, rigtig ærgerligt, for jeg synes faktisk, at det var en rigtig god proces, ministeren lagde op til, der også havde blik for, at vi faktisk ser store, store forandringer i mediebilledet, og det burde vi have taget med ind.

Nu står man så med en aftale, og de her to lovforslag, vi skal se på i dag, går bare ikke den vej, som jeg gerne havde set. Man har lavet en finansiering, som desværre ikke er så socialt balanceret, som man kunne have gjort den. Man kan vel lidt sige, at hvor licensen, som vi kendte den, var asocial, fordi man talte hoveddøre i stedet for indtægter, så tæller man nu personer i stedet for indtægter. Altså, man kunne virkelig have valgt at balancere det her. Det valgte man ikke at gøre. Man kunne også have taget et opgør i forhold til armslængdeprincippet med hensyn til udpegelse af bestyrelse. Men man gik faktisk lige pludselig bare den anden vej.

Så er der så hele indholdet, og her skærer man jo i dansk indhold, og man privatiserer rigtig meget. For alt det, man jo lige pludselig ville putte ind som nye ting, der skulle skabe det her fantastiske nye indhold, skal geares med reklamekroner – reklamekroner, som vi ikke rigtig ved om eksisterer. For når vi har set på opgørelserne, som vi fik udleveret i ministeriet, så har de her indtægter for reklamer ligget ret konstant, også med hensyn til hvem der får dem, så det bliver spændende at se, hvordan man skal finde de penge. Det, jeg egentlig bare vil sige i dag, er: Hvor er det ærgerligt, at den gode proces, ministeren lagde op til, blev fuldstændig ødelagt, så vi ikke fik reelle forhandlinger ud fra de informationer, vi havde været rundt at samle sammen alle sammen, og at det hele blev lukket ned i Finansministeriet.

Det, man jo nok kan regne ud efter disse ord, er, at Alternativet ikke støtter de to forslag.

Tak. Der er en kort bemærkning, og den er fra hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Tak. Hr. Rasmus Nordqvist har købt hr. Søren Søndergaards argument om, at det er socialt dårligt at gøre, som vi har gjort. Men nu har jeg lige tjekket op på tallene – det har taget lidt tid at finde dem – og er det ikke rigtigt, at en enlig LO-arbejder har 1.242 kr. i årlig besparelse, og er det ikke rigtigt, at et funktionærpar kun har 166 kr. i årlig besparelse? Og bare for en sikkerheds skyld vil jeg sige, at det er tal fra Finansministeriet. Så kan ordføreren bekræfte disse tal og dermed også slå fast, at den aftale, vi har lavet, er langt bedre for de allerfleste danskere end den nuværende licensordning?

Ordføreren.

Selvfølgelig kan ordføreren ikke stå på talerstolen og bekræfte nogle tal, da ordføreren ikke tager sin telefon med op og står og googler, samtidig med at spørgeren gør det.

Det, som jeg synes er vigtigt, er, hvad det er for et system, vi laver. Altså, tæller vi på, at man har en progressiv skat, der gør, at dem, der tjener mest, betaler mest, eller gør vi ikke? Som jeg sagde meget tydeligt – og det var sådan set ikke et argument, der var købt af hr. Søren Søndergaard, for jeg sagde det samme dag, som man kom ud med den her aftale – er det synd, at man går fra at tælle hoveddøre til at tælle personer, når man burde tælle på indtægt, altså progressiviteten, som er den måde, vi laver skat på. Jeg har ingen grund til at tvivle på de tal, som spørgeren læser op, men jeg kan ikke verificere dem herfra – jeg har ikke Google ved hånden.

Hr. Alex Ahrendtsen, anden runde.

Hvis jeg nu siger, at de tal, som kommer fra Finansministeriet, er offentliggjort på Danmarks Radios hjemmeside, hjælper det så på bekræftelsen af disse tal? Og hvis vi nu forudsætter, at ordføreren tror på disse tal, kan ordføreren så ikke bekræfte, at det er langt mere socialt balanceret end den nuværende licensordning, som er en kopskat, hvor alle betaler det samme, høj som lav, og jo mindre man tjener, jo mere betaler man også forholdsvis?

Så den her ordning, vi har lavet, er jo egentlig noget bedre end den nuværende licensordning. Kan ordføreren ikke bekræfte det?

Ordføreren.

Nu svarede jeg faktisk meget tydeligt før, at jeg ikke havde nogen grund til at betvivle de tal, som spørgeren stod og læste op. Så jeg ved ikke, hvorfor jeg skal sige det samme igen. Jeg har ingen grund til at betvivle det. Men det gør stadig væk ikke systemet mere socialt balanceret. Man er gået fra at tælle hoveddøre til at tælle personer i stedet for at se på indtægt og lave en skat, som vi plejer at gøre det, nemlig med en progressivitet.

Så er det hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

[Lydudfald] ... fordi hr. Alex Ahrendtsens spørgsmål får mig til at rejse et andet spørgsmål, og det går på, om hr. Rasmus Nordqvist ikke synes, det er chokerende, at vi har et Finansministerium, som i den grad engagerer sig i plat propaganda. Altså, jeg er sikker på, for jeg kan også huske den der opgørelse fra Danmarks Radio, at der ikke var nogen enlig millionær over for en enlig arbejdsløs f.eks. Det var udvalgt på den måde, så man kunne få det billede. Og er det egentlig ikke lidt forstemmende, at i stedet for at have en centraladministration, som leverer tal og fakta, som kan anvendes bredt, går man ind i sådan en propaganda og udvælger nogle tal, der ligesom peger i en ganske bestemt retning? Er det i virkeligheden ikke lidt forstemmende?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at det jo næsten er en helt anden diskussion om, hvorvidt man skulle have et stærkere økonomisk arbejde her fra Folketingets side, for det er jo rigtigt, at tal er noget politisk – når man står og laver de der sjove familiesammenligninger, vælger man jo altid lige, hvad det er, der passer på det projekt, man fremlægger.

Så er der ikke flere på listen, og vi siger tak til ordføreren. Vi går over til ordførerrækken, og det er ordføreren for Radikale Venstre, fru Marianne Jelved. Værsgo.

Tak. Det er et kæmpe ansvar, at et snævert borgerligt flertal sætter sig på Danmarks Radio, som vi ser det i den her aftale og i konsekvenserne af aftalen igennem lovforslagene. Licensen er afskaffet til fordel for en skattebillet. Det kunne man sagtens diskutere, men jeg vil godt tilkendegive, at der er noget specielt ved, at der er et forhold mellem licensbetalerne og Danmarks Radio som modtager og opkræver af licensen. Og det er et andet forhold, end der er imellem en finanslov – og dermed finansministeren og regeringen – og dem, der skal levere pengene til Danmarks Radio via skattebilletten, på det principielle plan.

Radikale Venstre vil ikke afvise, at man kan ændre betalingsformen fra licens til skat. Vi synes, det er en kringlet måde, det bliver gjort på, men jeg vil bare rejse det principielle i det, som i hvert fald har været kendetegnende for min opfattelse af licensens betydning. Men licensen kunne også have været gjort mere smidig, så man ikke gjorde den ens for alle, men gjorde den afhængig af indkomst. Det er jo også muligt, i en vis forstand.

Men den aftale, som nu er indgået, og som vi behandler igennem de to lovforslag, ændrer Danmarks Radios arbejdsvilkår meget radikalt, og det er regeringens ansvar, at det sker med et snævert borgerligt flertal. Det beklager jeg, når det er så gennemgribende og gennemgående ændringer af noget, som er af et så betydeligt omfang som Danmarks Radio og dets vilkår som public service-virksomhed.

Vi har en lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, og § 10 i den lov beskriver, hvad public service er for noget. Det er en meget bred definition af begrebet public service. Det drejer sig om, at man har et bredt udbud af programmer og tjenester, der omfatter nyheder, oplysning, undervisning, kunst og underholdning, som fører til debat, og som vægter dansk sprog og dansk kultur. Det er kendetegnet ved kvalitet, alsidighed, mangfoldighed og brede informationer, saglighed og upartiskhed.

Det er faktisk en gave, at vi har så bred en definition af, hvad public service er for noget, og derfor også en viden om, hvad det er, vi kan forvente, og hvad vi kan stille, havde jeg nær sagt, i det her tilfælde Danmarks Radio som public service-virksomhed til regnskab for. De skal komme med tilbud, som er præget af mangfoldighed og kulturelle interesser i samfundet.

Danmarks Radio har en meget stor troværdighed bredt i Danmark. De danske medier er under økonomisk pres, det anerkender jeg bestemt, især på grund af de store mediegiganter, der optræder internationalt, som Google, Facebook og lignende. De har jo taget annoncerne fra de danske medier, og det er det, der er hovedproblemet for dem. Det har været diskuteret igennem flere år, hvordan man kunne håndtere den udfordring, som det selvfølgelig er. Og det, der er mærkeligt, er, at Danske Medier ikke på en eller anden måde slår sig sammen og gennem samarbejde i noget, der ligner Geomatic, kan målrette deres reklamevirksomhed langt, langt mere direkte til de relevante forbrugere, som det kunne interessere at modtage reklamer fra Danske Medier, og dermed skaffe indtægter til dem.

Det har Danske Medier ikke forsøgt på. Jeg har svært ved at se, at Danske Medier i virkeligheden selv har bidraget til at prøve at løse den opgave, der har været for dem i form af den udfordring, jeg lige har beskrevet. Det er ærgerligt, for det, de har set sig gal på, for at bruge et folkeligt udtryk, er Danmarks Radio.

Danmarks Radio har en størrelse, som er relevant i et land som Danmark, som er et lille sprogområde med en lille befolkning, og derfor skal Danmarks Radio selvfølgelig have en vis vægt og størrelse for at kunne ramme alle borgere i Danmark, som har krav på at få del i den public service, som Danmarks Radio som den fælles institution for os alle sammen, børn og voksne, gamle og unge osv., skal kunne nå os alle sammen med. Det er jo en opgave, som vi har stillet som en fordring fra Folketingets side gentagne gange. Samtidig skal Danmarks Radio bevare sin troværdighed bredt i Danmark. Det synes jeg Danmarks Radio har gjort fantastisk godt, og derfor kan jeg være en stolt borger i et land, som har en institution af den karakter – indtil nu i hvert fald.

Vi fik også lavet en undersøgelse for nogle år siden, et forskningsarbejde, som blev bestilt af Kulturministeriet, hvor man bad forskere om at undersøge nyhedernes vej fra de forskellige medier og til Danmarks Radio og fra Danmarks Radio og til andre medier. Og det, det forskningsresultat viste, var, at Danmarks Radio ikke levede højt på andre kanalers eller andre institutioners nyheder. Forholdet mellem Danmarks Radios brug af nyheder var fuldstændig lig med medlemmerne af Danske Mediers brug af nyheder. Man kan stadig se resultaterne af den undersøgelse, som bekræfter, at det, jeg siger her, er rigtigt. Derfor har det virkelig været på nogle falske præmisser, at vi har diskuteret det her, for det har været vanskeligt at få Danske Medier til at anerkende det, jeg siger her.

Vi ser nu, at Danske Medier er meget tilfredse med det, der er sket her, og tror, de kan løfte deres opgave på en helt anden måde, ved at Danmarks Radios budget reduceres med 20 pct., og at der indføres flere kanaler, som bl.a. skal finansieres af reklamer. Det er voldsomt, og det er en indskrænkning – eller kan blive det – af den indholdsvariation, vi har i dag i det Danmarks Radio, vi kender. Det er vigtigt, at vi holder fast i, at det er upartisk indhold, når det bl.a. finansieres af den kanal, som Danmarks Radio også bliver finansieret af, altså fra det offentlige over finansloven.

Men man kan have sine bekymringer over, hvordan det vil gå, og det er, fordi der er sket et gennembrud eller et brud på det, der har været armslængdeprincippet i vores håndtering af Danmarks Radio og TV 2 fra Folketingets side. Det snævre borgerlige flertal, der står bag de lovforslag, vi behandler i dag, har blandet sig i længden af artikler på nettet. Det kan man sige er ret uskyldigt, og det er måske heller ikke så firkantet, som jeg siger det her – men det kan vi jo diskutere senere – men det, der er min pointe her, er, at nu har man brudt isen én gang og er gået ind og har sat sig på i det her tilfælde en vurdering af den størrelsesorden, som noget må have på Danmarks Radios netside. Og når først isen er brudt, er det nemt næste gang at få en god idé til, hvad man kunne blande sig i i forhold til Danmarks Radio, og dermed beklikke Danmarks Radios uafhængighed.

Radikale Venstre beklager den stigende reklamemængde, der nu kommer på nye kanaler og i virkeligheden bliver et supplement til det, der allerede er betalt over skatten. Man burde i virkeligheden også give Danmarks Radio mulighed for at søge fra den public service-pulje, som er skabt med det forlig, der er indgået her med det snævre borgerlige flertal, og det synes jeg man meget stærkt skulle genoverveje i den kreds af politikere, der står fast bag de her lovforslag.

Til slut vil jeg sige, at omlægningen fra medielicens til finansiering via finansloven ikke er noget, vi principielt er imod i Radikale Venstre, men vi ser L 36 og L 37 som en helhed, og RV kan ikke støtte de to lovforslag.

Tak. Der er en kort bemærkning, og den er fra hr. Morten Marinus, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak til fru Marianne Jelved for ordførertalen. Det, jeg gerne vil spørge om eller få en bekræftelse på, er så ikke så meget noget, ordføreren kom ind på i sin tale, men noget, der rækker tilbage til den forrige medieaftale, hvor fru Marianne Jelved var kulturminister, og hvor det lykkedes fru Marianne Jelved som kulturminister at lave en bred medieaftale med samtlige partier, hvis jeg ikke husker helt forkert, også Enhedslisten. Er det ikke korrekt, at det var i den aftale, at det blev besluttet, at man ikke måtte genudpege DR's bestyrelsesmedlemmer for mere end to perioder?

Når jeg spørger, er det jo, fordi Søren Søndergaard påstår, at det er os, der har villet blande os i, hvordan DR's medarbejdere skal vælge deres to bestyrelsesrepræsentanter. I forhold til DR's medarbejdere er der jo ikke ændret noget, med hensyn til hvordan de skal udpege bestyrelsesmedlemmer. Det er det samme, som det var i den aftale, vi lavede med ordføreren, da hun var kulturminister. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Altså, jeg husker det ikke på den måde, at vi blandede os i, hvordan Danmarks Radios medarbejdere udpeger deres bestyrelsesmedlemmer. Det beklager jeg, men det kan man jo gå tilbage og finde ud af.

Hr. Morten Marinus, anden runde.

Grunden til, at jeg spørger, er jo, at hr. Søren Søndergaard fik det til at lyde, som om vi nu også blandede os i, hvordan DR's medarbejdere skulle udpege deres to bestyrelsesmedlemmer. Nu har jeg prøvet både i aftaleteksten og i loven at se, om der skulle være ændret noget i forhold det, som vi alle sammen var enige om sidst, nemlig det, at man kun skulle kunne udpeges for to perioder.

Det, der er nyt, og det kan ministeren jo så komme ind på, når ministeren går på talerstolen, er, hvordan vi herindefra udvælger de partipolitisk udpegede bestyrelsesrepræsentanter. Det tror jeg at den nuværende kulturminister vil komme ind på. Jeg kan bare se ud fra det her, at vi ikke har ændret på vilkårene for, hvordan DR's medarbejdere udpeger deres repræsentanter i bestyrelsen, og det havde jeg håbet på at den forhenværende kulturminister kunne bekræfte, nemlig at det var forrige gang, det blev berørt.

Ordføreren.

Jeg vil ikke afvise, at det er fuldstændig rigtigt, hvad hr. Morten Marinus siger, men jeg er usikker på det.

Tak. Så har vi ikke flere på listen. Vi siger tak til ordføreren og går videre til SF's ordfører, og det er hr. Jacob Mark. Værsgo.

Verden er i hastig forandring. Nyheder kan sprede sig fra den ene ende af verden til den anden i løbet af et splitsekund. Nyheder, man engang kunne stole på og var sikker på kom fra en pålidelig kilde, er nu oftere fake news eller falske nyheder. Udemokratiske regeringer blander sig i folkevalg i andre lande med internettrolde eller trolls. Journalister bliver erstattet af robotter for at kunne levere nyheder hurtigere. Store internationale virksomheder, der ikke er underlagt den samme demokratiske kontrol, som vi andre er, får mere magt, og de hiver samtidig annoncekroner ud af et dansk mediemarked, som er presset, og svækker forudsætningerne for at lave fri og kritisk presse i fremtiden.

Lisbeth Knudsen sagde engang, at vi er i en eller anden form for brydningstid, og hun opfordrede til, at vi fandt på nogle løsninger sammen på tværs af Folketinget for at stå imod det pres, der kommer fra udlandet – og der kommer et pres fra udlandet, især på det danske mediemarked. Jeg mener, vi skal styrke de danske medier, hvor de er pressede. Jeg mener, vi bør styrke den frie og kritiske presse ved at øge mediestøtten, og jeg vil gerne rose den del, der handler om, at man vil fritage digitale medier for moms. Det er den rigtige vej at gå, fordi det styrker de private medier. Jeg mener, vi bør styrke de private uden at stille alt for mange krav til, hvad de skal levere, fordi pengene styrker dem. Jeg er imod puljetyranniet. Jeg tror på, at hvis man sikrer et fast grundlag for den frie presse, skriver den også gode nyheder.

Jeg vil sikre, at der kommer godt indhold ud til vores børn og unge. SF vil sikre, at vi udbreder vores fælles kulturarv, og SF vil sikre, at uanset om man er født i Køge, i Aalborg eller i Frederikshavn eller er født i Hillerød, så har man adgang til nyheder, man har adgang til kultur, man har adgang til indhold, som kan binde os alle sammen sammen og fremme den demokratiske samtale. Det, jeg prøver at sige, er, at da vi gik ind til de her forhandlinger, var det med det udgangspunkt at styrke public service og styrke dansk indhold.

Når vi ikke stemmer for lovforslagene, er det, fordi vi mener, at det endte anderledes. Der er mange detaljer i det her medieforlig, og man kunne have dykket ned i mange af dem, men det grundlæggende og det, som jeg mener er det politiske spørgsmål, er: I en brydningstid, hvor de danske medier er presset, og hvor der er mange fake news, er det her så den rigtige vej at gå? Det mener jeg ikke.

I går var det sindedag på DR. Da jeg først hørte udtrykket sindedag, spurgte jeg en journalist: Hvad betyder sindedag? Det er den dag, hvor man kan få at vide: Vi har i sinde at fyre dig. Der var ca. 200, der blev fyret i går. I medieaftalen – eller public service-kontrakten er det nok i virkeligheden – står der, at der i alt vil være op imod 400 medarbejdere på DR, der bliver fyret. Det er synd for dem, men det er i højere grad synd for os som samfund.

Når DR2 bliver svækket, er det ærgerligt for os som samfund. Når kulturkanalen på DR lukker, er det synd for os som samfund. Når sportsdækningen bliver forringet og de små sportsgrene, der før kun kunne komme ud via Danmarks Radio, bliver svækket, så er det synd for sporten. Når nyhedsjournalisterne bliver færre, er det ærgerligt for vores nyhedsdækning i Danmark. Der bliver lidt mindre for os herinde på Christiansborg at lave, for vi vil ikke blive kontrolleret lige så meget, men i virkeligheden er det nok også ærgerligt for os herinde på Christiansborg. Når man skærer livsnerverne over på dele af dansk musik, er det ærgerligt for os alle sammen. Og når man lukker gode politiske programmer, som er set af flere hundrede tusinde, så er det ærgerligt både her på Christiansborg og for os alle sammen.

Jeg mener, det svækker vores demokratiske samtale, og jeg mener, det svækker mediemarkedet i sin helhed. Der kommer stadig væk – og der er jeg enig med kulturministeren – til at være godt indhold. Vi kommer stadig til at have stærk public service. Jeg mener sådan set, at de planer, som DR har lavet under de omstændigheder, de er under, er ganske fornuftige. Men når man kigger på det samlet set, er det her en svækkelse af public service i Danmark i en tid, hvor det er mere presset end før, og det er ufornuftigt.

Argumentet for det, som jeg sådan kalder blodbadet på DR, har været fremført i sådan en lang kampagne fra forskellige parter. Nogle har været værre end andre. Nogle, der har været rigtig slemme, synes jeg, har været organisationen Danske Medier, som igen og igen har turneret med budskabet om, at det vil redde de danske private medier, hvis man skærer ned på DR.

Jeg har spurgt dem igen og igen: Hvor har man evidens for, at det er tilfældet? Hvilket sted i verden har man skåret på public service, og så er de private medier pludselig blomstret op? Ingen steder. Tværtimod er der faktisk noget, der tyder på, at når man har en stærk public service med fri adgang, konsumerer forbrugerne simpelt hen flere nyheder, fordi de først går ind på public service-kanalen, og så bliver de nysgerrige på noget andet. Så jeg tror, at det, der sker nu, er, at de kommer til at opleve, at de har endnu værre konkurrencevilkår i forhold til de trusler, der er fra udlandet.

Ligesom hr. Søren Søndergaard vil jeg gerne gå ind i en debat om, hvordan man kunne have fået DR til at være bedre til at dele og fået brugt DR's styrke til at lede flere hen på de private medier. Jeg vil også gerne diskutere, og det var også det, jeg sagde, at vi havde styrket den private mediestøtte, men det her kommer ikke til at styrke de private. Og det forstår jeg ikke hvorfor de tror.

Dog har selv de private medier også været ude med den erkendelse, som jeg synes er vigtig, nemlig at det her er en samlet svækkelse af public service. Man tager først, i hvert fald i de tal, jeg har – og nu har jeg prøvet at finde de helt opdaterede tal – 72 mio. kr., 140 mio. kr., så 242 mio. kr., så 284 mio. kr. og så 378 mio. kr. ud, altså ca. 1 mia. kr. Jeg har prøvet at være rundt og verificere tallene. Ca. 1 mia. kr., som før skulle være gået til public service, hiver man ud af markedet. Hvis man ikke tror, det får katastrofale eller i hvert fald alvorlige konsekvenser i en tid, hvor markedet i forvejen er presset, så forstår jeg det ikke. Jeg forstår heller ikke, at Dansk Folkeparti er gået med til det, for selvfølgelig kommer det også til at påvirke den regionale dækning negativt. Selvfølgelig kommer det også til at betyde, at der er færre rundtomkring, som får gode nyheder.

Til sidst vil jeg bare sige, at der også er en del af det her – og det har også været diskuteret en del – der handler om licensen: Ros for, at man har presset på for at afskaffe licensen, ros til dem, som har været med til at ændre det, så vi ikke længere har licens i Danmark. Licensen var asocial, licensen var ulogisk, fordi tre studerende skulle betale tre licenser, og én familie skulle betale én licens, og licensen førte til, at mange slet ikke betalte til vores public service i Danmark, så licensen var dum, og det er godt, at den er væk.

Jeg kunne godt have tænkt mig, og det var det, der egentlig førte mig til mit spørgsmål til Dansk Folkeparti i dag, at man havde finansieret det via bundskatten, fordi det netop, som Enhedslisten også sagde, ville have betydet, at de bredeste skuldre bar de tungeste læs. Og når jeg undrer mig over, at Dansk Folkeparti ikke greb den mulighed, så er det jo, fordi der stod en samlet opposition klar og sagde: På det her vil vi gerne presse regeringen til en mere solidarisk løsning end den, man har fundet. Og det plejer vi faktisk nogle gange at blive enige om herinde, når det handler om finanser. Så plejer Dansk Folkeparti ikke at være blege for at komme over og sige: Vi vil gerne tage imod et godt tilbud. Det gjorde man ikke her. Det synes jeg er ærgerligt.

Til allersidst vil jeg sige til ministeren: Når man er et lille parti, som SF er indtil næste valg, så forhandler man som ordfører mange forlig. Jeg har aldrig før oplevet, at man ved indgangen til forhandlingerne om et forlig har fået at vide, at det er take it or leave it, inden vi forhandler. Jeg tror, mediemarkedet ville have haft gavn af en bred aftale, og jeg håber også, der kan komme en bred aftale efter et valg, og jeg håber, det var den sidste af sin slags i Kulturministeriet, hvor man forhandlede på den måde. For det tror jeg ikke er sundt for forligskulturen herinde på Christiansborg.

Ja, vil jeg sige til Dansk Folkeparti, vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få et nyt medieforlig og en ny public service-kontrakt efter et valg. Tak.

Tak. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er fra hr. Morten Marinus, Dansk Folkeparti.

Tak til hr. Jacob Mark fra Socialistisk Folkeparti for ordførertalen. Hr. Jacob Mark kan også være sikker på, at hvis et flertal skulle skifte efter folketingsvalget, og at der så bliver indbudt til nye medieforhandlinger, så vil Dansk Folkeparti også være der, for selvfølgelig vil vi søge indflydelse, uanset hvem der sidder i de forskellige ministerier.

Mit spørgsmål er egentlig udløst af en undren, en undren over det, som hr. Jacob Mark sagde fra talerstolen, netop at der i den her aftale er en svækkelse af det regionale indhold. Se, det forstår jeg jo ikke, for godt nok er det ikke medieaftalen, vi drøfter i dag, men de ting, der bliver påvirket rent lovgivningsmæssigt, men i medieaftalen har vi altså også været omkring noget, der overhovedet ikke vedrører loven i dag. Der var det faktisk os, der sikrede, at vi styrkede det ikkekommercielle lokalradio og -tv, styrkede TV 2-regionerne. Begge dele stod foran en besparelse. Vi sørgede for, at der kom flere penge til. DR's P4-distrikter er holdt uden for økonomiske besparelser, og derudover står der i public service-kontrakten, at DR skal være til stede i hele landet bredt på alle platforme. Hvordan kan ordføreren så stå og sige, at det her er en svækkelse af det regionale? Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Ordføreren.

Det tænkte jeg nok at ordføreren ville spørge om. Jeg synes, det er rigtig godt, at man fik fjernet nogle af besparelserne på regionerne, og ros til Dansk Folkeparti for det. Det kæmpede vi jo også sammen om, inden vi blev kylet ud af forhandlingslokalet. Når jeg siger, at det alligevel kommer til at svække regionerne, så er det, fordi den her aftale kommer til at svække hele det danske mediemarked. Kredsløbet og dansk journalistik, både den private og public service, bliver svækket. Man tager en milliard ud af markedet i en tid, som jeg netop sagde var en brydningstid, hvor store internationale giganter får flere og flere annoncer. Det kan afmonterede besparelser eller enkelte millioner ikke ændre på. Det ændrer ikke ved, at man grundlæggende tager en milliard ud af mediemarkedet, og det kommer også til at påvirke regionerne negativt – især de regionale private dagblade tror jeg bliver ramt.

Så er det hr. Morten Marinus for sin anden korte bemærkning, men han frafalder. Tak. Så er der ikke flere på listen. Vi siger tak til ordføreren, og så går vi videre til ordføreren for Det Konservative Folkeparti, hr. Naser Khader. Værsgo.

Vi behandler i dag to lovforslag, L 36 og L 37: L 36 om omlægning af licensen til en medieskat og L 37 om medieaftalen 2019-2023. Jeg vil gå ind på de elementer i medieaftalen, der kræver lovændring. Først vil den nye medieaftale styrke Danmarks Radios bestyrelse. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at en milliardvirksomhed som DR har en stærk og professionel bestyrelse, forstået på den måde, at man udpeger nogle med god medie- og bestyrelseserfaring. Derfor ændrer vi den måde, bestyrelsen vælges på, så de seks største partier i Folketinget hver indstiller to kandidater til DR's bestyrelse, hvorefter kulturministeren og de seks partier i fællesskab udpeger 6 medlemmer til bestyrelsen.

Vi indfører også en bemyndigelse til at udbyde nye radio- og tv-kanaler. Det drejer sig eksempelvis om, at vi i medieaftalen blev enige om, at der skal etableres en ny kulturel tv-station. Det overordnede formål med medieforliget er at skabe et mere differentieret mediebillede. Derfor udbyder vi en ny tv-kanal, i håb om at den i stil med eksempelvis Radio24syv kan demonstrere, at man altså godt kan lave kvalitets-public service uden for Danmarks Radio. Vi mener sådan set, at udbud skaber mere værdi for skattekronerne. Derfor er vi overbeviste om, at det er en del af løsningen, hvis vi fortsat skal tilbyde kvalitet og indhold til danskerne. Radio24syv har været en succes, men sendetilladelsen udløber, og derfor skal kanalen i udbud igen. Det bliver under nogle andre vilkår. Radio24syv har haft mange midler til at starte sendingen op med. Det bliver der justeret på.

Der udbydes også en ny kulturel radiokanal, der skal fokusere på kultur og klassisk musik. Vi skal altså i dag gennemføre store dele af den medieaftale, som vi har forhandlet på plads i år. Det er en medieaftale, der styrker mangfoldigheden i det danske medielandskab.

Et vigtigt element i aftalen er også, at vi omlægger licensen. Tiden er løbet fra licensen. Der er stort set ingen, der ikke er licenspligtige. Derfor giver det heller ikke mening, at licensen ikke opkræves på lige fod med andre skatter. Derfor er det lykkedes at lave en aftale om licensen med Dansk Folkeparti, så licensen omlægges. Med denne lovændring tager vi et opgør med de ca. 260.000 licenspligtige husstande, som hvert år snyder DR og os andre ved ikke at bidrage til public service-fælleskassen. Dermed slipper vi også for, at DR har en unødvendig udgift til licensopkrævning og kampagnevirksomhed. Ved at ændre opkrævning fra licensbetaling til skat vil licensen blive mere fair for os alle. Enlige skal ikke længere betale det samme som en husstand, der består af flere personer, og samtidig kommer alle til at bidrage til vores fælles public service. Ingen kan længere løbe fra regningen.

Betyder licens over skatten så, at vi kommer til at skrue op og ned for licensskatten? Nej, selvfølgelig ikke. Hidtil er størrelsen af licensen blevet vedtaget ved hjælp af flerårige medieaftaler, og det kommer også til at fortsætte fremover. Det er vigtigt at slå fast, at omlægningen fra licensfinansiering til finanslovsfinansiering ikke vil ændre ved Danmarks Radios grundlæggende uafhængighed eller borgernes betaling til DR. Der er en gruppe personer, der ikke har lige så stor glæde af Danmarks Radio som andre, og det er blinde og stærkt svagsynede. Derfor afsætter vi også en pulje til initiativer målrettet denne gruppe. Desuden vil vi tilbyde en særlig mediecheck til de ældre, der tidligere har betalt nedsat licens.

Så alt i alt er det en god omlægning af en ordning, der ikke giver så meget mening mere, og vi bakker selvfølgelig op om det hele.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og så giver vi ordet til kulturministeren.

Tak for det, og tak for en livlig og passioneret debat. Det tyder jo på, at der er vigtige emner på spil, og det mener jeg bestemt også der er. Frie og mangfoldige medier er helt afgørende i et demokrati. Frie medier er demokratiets salt, og mangfoldigheden er naturligvis fuldstændig afgørende.

Der er jo kommet rigtig mange kommentarer her i løbet af den her debat, og vi har været meget, meget vidt omkring, og vi har også været meget mere vidt omkring end det, som de to lovforslag egentlig lægger op til. Men det er vigtige diskussioner, og vi har også allerede haft et åbent samråd om det, og der er indkaldt til et nyt. Jeg kommer til alle de samråd, det skal være, og jeg svarer gerne på spørgsmål herefter. Men i første omgang vil jeg altså lige prøve at holde mig til det, som lovforslagene egentlig handler om. Og det er altså ikke, fordi jeg ikke gerne vil tage den øvrige debat; det gør jeg gerne.

Men L 36 handler om fokusering af DR og om afskaffelse af medielicensen. Regeringspartierne og Dansk Folkeparti har syntes, at medielicensen, som den er i dag, er socialt ubalanceret. Enlige skal jo i dag betale det samme som husstande med flere personer, selv om større husstande typisk har et større medieforbrug. Så i det nuværende system er det også sådan, at der er et meget stort antal sortseere, som ikke bidrager til finansieringen af den fælles public service, og derfor indgik regeringen den 16. marts 2018 en aftale med Dansk Folkeparti om at fokusere DR og afskaffe medielicensen; vi fik simpelt hen lagt en økonomisk ramme. Og her vil jeg allerede gerne lige komme med en lille kommentar til hr. Jacob Mark, som spurgte, om det ikke var noget helt nyt, at man sagde, at der var en præmis, inden man gik ind i det rum, hvor man skulle lave den samlede medieaftale. Da hr. Uffe Elbæk i sin tid var kulturminister, blev der som indgang til forhandlingerne meddelt, at det var en præmis, at TV 2 ikke skulle sættes til salg. Så der er altså – og det tror jeg så også der er på mange andre politikområder – eksempler på det her. Det kan man mene er godt eller dårligt – det er en helt legitim diskussion at have – men det er altså ikke første gang, heller ikke når vi taler medieforhandlinger.

Lovforslaget her erstatter medielicensen, og gradvis har vi en overgang, hvor vi laver en mindreregulering af personfradraget for alle, der er fyldt 18 år, og det vil sige, at med den her ændring kan sortseere ikke længere undgå at bidrage til finansieringen, ligesom vi kan sige, at især enlige vil opnå en lempelse. I dag er der visse grupper af pensionister, som kan få medielicensen nedsat til det halve, og med det her lovforslag indfører vi en ny mediecheck til de pensionister, som i dag er berettiget til nedsat licens. Det er også sådan, at blinde og stærkt svagtseende i dag kan blive fritaget for medielicens. Isoleret set vil den omlægning, vi lægger op til her, ikke tilgodese lige præcis den gruppe, og derfor har vi afsat en pulje til initiativer målrettet blinde og stærkt svagtseende på 10 mio. kr. årligt fra 2019.

Medielicensen vil være fuldt afskaffet i 2022, og den gradvise overgang indebærer, at DR og de regionale TV 2-virksomheder i en overgangsperiode frem til den 31. december 2021 vil modtage et statsligt tilskud, der i perioden 2019-2022 vil være stigende, samtidig med at institutionerne fortsat vil være finansieret af licensafgifterne, der i samme periode vil være faldende. Den økonomiske ramme for finansieringen af DR er blevet fastlagt i den politiske aftale og udmøntet i lovforslaget. Omlægningen fra licensfinansiering til finanslovsfinansiering ændrer ikke ved DR's og de regionale TV 2-virksomheders grundlæggende stilling og uafhængighed. De politiske og økonomiske rammer fastlægges altså fortsat via flerårige medieaftaler for hele medieområdet og via public service-kontrakter. Det er en bekymring, der har været rejst mange gange, og jeg mener ikke, der er grund til den bekymring. Det vil ikke være sådan, at vi fra det ene års finanslov til det næste års finanslov kan begynde at røre ved de her ting.

Så er der L 37 om gennemførelse af dele af medieaftalen. Regeringen og Dansk Folkeparti indgik den 29. juni 2018 en medieaftale for perioden 2019-2023, altså en 5-årig periode. Hovedformålet med lovforslaget er, som det har været nævnt, at gennemføre dele af denne medieaftale på fire punkter.

For det første foreslås det at forenkle radio- og fjernsynslovens generelle bestemmelser om, hvilke foretagender der udøver public service-virksomhed i Danmark. Herefter vil det alene være de permanente public service-institutioner som DR, de regionale TV 2-virksomheder og TV 2, der vil være nævnt specifikt i loven. Øvrige foretagender, som udøver public service-virksomhed, gør det på baggrund af en tilladelse, som bliver udstedt af Radio- og tv-nævnet. Det foreslås derfor, at der indføres en bemyndigelse, hvorefter disse foretagenders programvirksomhed kan indgå i den samlede public service-virksomhed efter kulturministerens nærmere bestemmelse.

For det andet foreslås det at ændre reglerne for udpegning af DR's bestyrelse, som flere af ordførerne også har været inde på. Formålet er at styrke DR's bestyrelse, også i forhold til uafhængighed og kompetencesammensætning. Så med lovforslaget vil de seks største partier i Folketinget hver indstille to kandidater til DR's bestyrelse, hvorefter kulturministeren og de seks partier i fællesskab udpeger seks medlemmer til bestyrelsen.

For det tredje foreslås det, at kulturministerens gældende bemyndigelse til at fastsætte regler om de regionale TV 2-virksomheder udvides til også at omfatte tilsyn og sanktioner. Og det punkt har faktisk ikke noget med medieaftalen at gøre, men det skal ses i forlængelse af en beretning fra Statsrevisorerne om de regionale TV 2-virksomheder.

Som det fjerde og sidste foreslås det at indføre en bemyndigelse til at udbyde nye public service-kanaler. Hensigten er, i overensstemmelse med medieaftalen, at der vil blive udbudt en ny radiokanal og en ny tv-kanal, igen for at styrke mangfoldigheden.

De øvrige punkter i medieaftalen vil enten blive gennemført administrativt, f.eks. i form af public service-kontrakter eller udbudsbekendtgørelser, eller blive gennemført ved en senere lovændring, f.eks. reglerne om public service-puljen og mediestøtten.

Med de bemærkninger skal jeg blot sige, at jeg ser frem til den fortsatte diskussion og selvfølgelig står til rådighed for udvalgsbehandlingen.

Foreløbig tak til kulturministeren. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning her, og den er fra hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg har egentlig ofte lidt imod processuelle spørgsmål, men har lidt lyst til at stille sådan et her, fordi jeg mener, at processen omkring medieforliget var lidt anderledes, end hvad jeg normalt er vant til, hvor man prøver at få brede forlig.

Det har været sagt flere gange i salen i dag af nogle af ministerens regeringskollegaer: Hvorfor blev S der ikke, og hvorfor blev SF der ikke? Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre fra ministeren selv: Er vi enige om, at det, vi blev mødt af – SF, S og de andre partier – var, at for at kunne være med i en aftale, hvis vi skulle have noget at sige i det rum, skulle vi acceptere et delvist salg af TV 2, og vi skulle acceptere en 20-procentsbesparelse på DR, og ellers havde vi ikke noget at gøre i de forhandlinger, altså at det var den melding, vi fik?

Det kan jeg fuldstændig bekræfte.

Spørgeren.

Tak. Det er jeg faktisk glad for at ministeren bekræfter, for så er det forhåbentlig slut med den der fortælling om, at vi ikke ville et bredt forlig. For vi ville gerne have kigget på, om man skulle have effektiviseret f.eks. DR's administration; vi ville gerne have kigget på, om man skulle have brugt public service-midlerne anderledes.

Så vil jeg bare sige, at hvis vi er så heldige at få flertallet efter valget, bliver Liberal Alliance, i hvert fald hvis det står til SF, inviteret til brede forhandlinger om et nyt medieforlig, for det mener jeg at mediemarkedet har brug for.

Det vil vi selvfølgelig se frem til, hvis den situation skulle opstå. Men når vi siger, at præmissen var den økonomiske ramme, som var lagt, så er det, fordi vi sådan set, hvis vi åbnede for det, så åbnede for hele det, der var formålet med at lave den her markante ændring i forhold til mangfoldigheden og billedet af, hvordan danske medier skal udvikle sig. Og det er en helt reel politisk uenighed, man kan have. Der var et ønske om, at man ikke skulle reducere i den samlede økonomiske ramme. Det ønske var der et flertal i Folketinget som ikke ønskede at opfylde, og derfor måtte vejene så skilles.

Til det vil jeg lige føje, at det er blevet nævnt, også af fru Marianne Jelved fra Det Radikale Venstre, at der er kutyme for at lave brede medieaftaler. Hvis man kigger på de medieaftaler, der er lavet, så har der været fem siden årtusindskiftet, og de to har været smalle, og de tre har været brede. Jeg synes selv, det er godt, når man kan lave brede aftaler, men nogle gange er det også sådan, at hvis man skal lave grundlæggende reformer, må man se i øjnene, at så bliver det smallere. Og det tror jeg ikke kun gør sig gældende på det her område, det gør sig jo også gældende på andre områder. Men det er ikke, fordi jeg synes, det er dårligt at lave brede aftaler – det synes jeg bestemt ikke.

Så er det hr. Søren Søndergaard.

Jeg vil sige, at jeg sådan set også synes, at kulturministeren har været helt klar på det der hele vejen igennem. Det blev sagt allerede på et af de første møder, at hvis ikke der kunne komme en bred enighed om de udgangspunkter, ville det blive en smal aftale. Det synes jeg jo er fair, og det understreger også bare, hvor markante og klare uenighederne er. Det er forskellige retninger, man går i. Regeringen og Dansk Folkeparti har valgt at gå i en retning i forhold til medierne og vælge én finansieringsmodel, vi andre havde foretrukket noget andet. Så det er ikke en kritik af ministeren. Det er bare en konstatering af, at der er den forskellige indfaldsvinkel.

Dansk Folkepartis ordfører spurgte sådan set ministeren, om ikke det var i det tidligere forlig, at man indgik en aftale om, at der skulle ske en løbende udskiftning af medarbejderne i Danmarks Radios bestyrelse, inklusive på medarbejdersiden. Derfor vil jeg bare benytte lejligheden til at bede ministeren bekræfte, at det er fuldstændig korrekt. Det står i medieaftalen for 2015-2018. Heldigvis var det også sådan, at man samtidig besluttede, at den ændring først skulle træde i kraft efter den næstfølgende medieaftale, altså efter den næstfølgende medieaftale, hvilket selvfølgelig afspejlede, at der ikke var opbakning til det i forligskredsen. Jeg vil bare lige bede ministeren om at bekræfte det.

Ministeren.

Tak for det. Det er blevet talt meget op i dag, at der er nogle meget, meget forskellige tilgange til det her medieområde, og det er der, når vi taler om økonomien. Men jeg synes faktisk, det er værd at understrege, at der også er meget, vi er enige om. Vi ønsker jo, at danskerne skal have adgang til dansk indhold af høj kvalitet på en række områder i et mangfoldigt udbud af medier. Jeg har ikke fået indtryk af noget som helst andet fra nogen som helst partier, og det synes jeg faktisk er værd at tage med her. Hvordan vi så sikrer det, og hvilken økonomi der skal være omkring det, har vi nogle dybe uenigheder om, og det er jo tydeligt, tror jeg, for enhver, som har fulgt diskussionen her i dag.

Omkring den løbende udskiftning af medarbejderrepræsentanterne i DR's bestyrelse er det ikke noget, vi overhovedet har rørt ved i den her medieaftale. Så det er noget, der ligger i den tidligere medieaftale. Den præcise formulering omkring det kan jeg ikke huske på stående fod, men det er altså ikke noget, der er rørt ved i den her aftale. Men jeg skal nok lige komme med et helt præcist skriftligt svar om det, når vi lige får uddybet det.

Tak. Så er der en enkelt mere, og det er fru Marianne Jelved, Det Radikale Venstre.

Nu gjorde jeg i mit indlæg mig til talsmand for vigtigheden af at bruge brede forlig, og det er ikke korrekt, at jeg sagde, at der var tradition for, at medieaftalerne var brede forlig. Det er i hvert fald ikke noget, jeg har sagt. Det har jeg slet ikke undersøgt. Når jeg siger det, som jeg gjorde i min tale, er det, fordi det er meget centralt, sådan som jeg ser verden, at der er meget stor politisk bredde bag ved så central en institution som Danmarks Radio, fordi vi alle sammen som magthavere er repræsentanter over for borgerne i samfundet. Det er vi i fællesskab. Derfor er det vigtigt, at man kan se sig selv i sådan en aftale. Derfor er jeg faktisk rigtig, rigtig ked af, at det ikke blev en bred aftale, ud fra den begrundelse, som jeg lige er kommet med her. Det har ikke noget at gøre med, at regeringen ikke må komme med sine forslag, men det betyder, at en regering skal kunne finde et fælles udgangspunkt for at lave sådan en aftale. Det synes jeg at sagen er værd. Det vil jeg bare bede ministeren kommentere.

Ministeren.

Jeg havde gerne set et bredt forlig, men jeg kunne se ind i, når man nu taler om præmisser, at hvis præmissen var, at der ikke skulle reduceres økonomisk på medieområdet, så kunne vi ikke nå hinanden. Man kan sige, at man så stod der i hver sin ende. Regeringen og Dansk Folkeparti havde lavet en økonomisk ramme, som vi ikke ønskede at ændre på. Oppositionspartierne – de af dem, som udtalte sig klart – sagde, at det skal føres tilbage krone for krone. De ender kunne man ikke få til at nå sammen, og sådan er det jo også en gang imellem i et demokrati.

Opbakningen og muligheden for at diskutere DR har vi jo alle sammen hele tiden, men der er jo den ekstra krølle ved det, at når vi udpeger til DR's bestyrelse, er det ikke kun medieaftaleparterne, som udpeger til DR's bestyrelse, men det er de seks største partier i Folketinget. På den måde kan man sige, at der, selv om man ikke er med i en medieaftale og de dele, som omhandler DR, så altså er mulighed for, at i hvert fald de største partier har en indflydelse, når DR skal omforme det, der står i public service-kontrakten, til den konkrete dagligdag i DR.

Fru Marianne Jelved.

Jamen ministeren kommer jo netop til at bruge eller gentage, hvad vi har hørt flere gange fra forskellige ordførere, altså at Dansk Folkeparti og regeringen var enige om nogle økonomiske præmisser. Men Dansk Folkeparti er jo ikke en del af regeringen. Regeringen kan selvfølgelig komme med sit oplæg til kredsen af ordførere for partierne, og der tænker jeg på alle partierne i Folketinget, og så tage en debat der, i stedet for at skaffe sig et flertal, inden man går ind i kredsen af partier. Det er det, jeg kalder en form for symbolske falske præmisser, for der har vi andre jo ikke haft indflydelse på det økonomiske grundlag. Det er et valg, regeringen tager, og det er at give Dansk Folkeparti en uforholdsmæssig stor fordel frem for alle de andre partier. Og det er jo det, jeg synes er problematisk.

Ministeren.

Altså, det noterer jeg mig. Det er sådan, vi valgte at gøre det. Jeg vil sige, at regeringspartierne var fuldstændig enige om, at en forudsætning for, at vi kunne få lavet den ændrede økonomiske ramme, var, at vi fandt en aftalepart, som ville være med på det her niveau. Og det gjorde vi. Det er helt i orden at kritisere, at det blev gjort på den måde, men det var den måde, vi valgte at gøre det på.

Tak til kulturministeren.

Der er ikke flere spørgsmål.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslagene henvises til Kulturudvalget. Og der er ingen indsigelser.

Så det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)