L 28a - 2018-19 (1. samling) - Bilag 11: Henvendelse af 30/11-18 fra Plesner Advokatpartnerselskab om implementering af direktiv om skattetvistbilæggelse m.v.

Skatteudvalget 2018-19 (1. samling), Skatteudvalget 2018-19 (1. samling), Skatteudvalget 2018-19 (1. samling)
L 28 Bilag 11, L 28 A Bilag 11, L 28 B Bilag 11
Offentligt

E-MAIL: [email protected]; [email protected]

Folketinget - Skatteudvalget

Christiansborg

1240 København K

ADVOKATPARTNERSELSKAB

WWW.PLESNER.COM

AMERIKA PLADS 37

2100 KØBENHAVN Ø

TLF +45 33 12 11 33

FAX +45 33 12 00 14

[email protected]

12423600.1

30. november 2018

L 28 – IMPLEMENTERING AF DIREKTIV OM SKATTETVISTBILÆGGELSE M.V.

Skatteministeren har den 3. oktober 2018 fremsat ovennævnte lovforslag, der blandt meget andet skal implemen-

tere EU's skattetvistbilæggelsesdirektiv (2017/1852/EU).

Forud for fremsættelsen - den 14. august 2018 - afgav Plesner et høringssvar til ministeriets udkast til lovforslag.

Høringssvaret - der er gengivet i Bilag 1 til L 28 - indeholder bemærkninger til det principielle spørgsmål om mulig-

heden for at anvende nationale retsmidler (dvs. klage- og domstolsbehandling) i samspil med muligheden for vold-

giftsbehandling under direktivet (og EU-voldgiftskonventionen).

Forud herfor havde Plesner og Skatteministeriet haft en korrespondance om problemstillingen (i relation til EU-

voldgiftskonventionen).

Kort fortalt består problemet i, at der - efter Skatteministeriets opfattelse - ikke er hjemmel for skattemyndighe-

derne til at fravige en dansk domstolsafgørelse. Såfremt Skatteministeriet har ret heri, er konsekvensen, at Skatte-

ministeriet ved at indbringe en afgørelse fra Landsskatteretten for de danske domstole afskærer skatteyderen fra

den konventionssikrede adgang til voldgiftsbehandling efter EU-voldgiftskonventionen (og potentielt fra voldgifts-

behandling efter det nye direktiv).

Som vi læser Skatteministeriets bemærkninger til Plesners høringssvar, har ministeriet anerkendt, at der (naturlig-

vis) ikke er noget ønske fra Skatteministeriets side om, at ministeriet skulle kunne afskære skatteyderen fra vold-

giftsbehandling. Ministeriet har derfor anvist en mulig løsning (som beskrives nærmere nedenfor). Ud over at løs-

ningen ikke med sikkerhed vil nå til det ønskede resultat, vil den imidlertid under alle omstændigheder udelukkende

gælde for de fremtidige sager, der vil blive omfattet af direktivets anvendelsesområde, og dermed ikke for de

talrige, verserende sager om transfer pricing, der er rejst af skattemyndighederne de seneste år, dvs. dem, der

alene er omfattet af EU-voldgiftskonventionen. Det bemærkes i den forbindelse, at EU-voldgiftskonventionen vil

være gældende sideløbende med skattetvistbilæggelsesdirektivet.

Den omstændighed, at Skatteministeriet altså kan gøre den internationale voldgiftsbehandling illusorisk for skatte-

yderen, er efter vores opfattelse et alvorligt retssikkerhedsmæssigt problem, ligesom det formentlig er i strid med

Danmarks internationale forpligtelser efter konventionen.

Plesner skal derfor kraftigt opfordre til, at der skabes den fornødne hjemmel, således at det er skatteyderen - som

forudsat i såvel EU-voldgiftskonventionen som EU's direktiv om skattetvistbilæggelse mv. - og ikke Skatteministe-

riet, der er rådig over, hvorvidt en dobbeltbeskatningssag skal kunne afgøres ved international voldgift.

Såfremt Skatteministeren - på trods af at ministeriet altså synes at have anerkendt det uacceptable i den beskrevne

retstilstand - ikke ønsker at tilpasse lovforslaget, ønsker vi at få foretræde for Skatteudvalget, så vi kan få lejlighed

til at uddybe denne problemstilling.

Vi vil i det følgende redegøre nærmere for problemstillingen.

L 28a - 2018-19 (1. samling) - Bilag 11: Henvendelse af 30/11-18 fra Plesner Advokatpartnerselskab om implementering af direktiv om skattetvistbilæggelse m.v.

Problemstilling

Vi henviser først og fremmest til den udførlige redegørelse herfor i vores høringsskrivelse af 12. august 2018.

Hvor to (eller flere) landes skattemyndigheder ikke er enige om fordelingen af beskatningen mellem landene, re-

sulterer dette som udgangspunkt i en dobbeltbeskatning for selskabet/koncernen.

Det omhandlede skattetvistbilæggelsesdirektiv bestemmer, at skatteyderen kan få spørgsmålet endeligt afgjort -

og dermed dobbeltbeskatningen ophævet - ved voldgift, hvor sagen vil skulle behandles af et såkaldt rådgivende

udvalg bestående af uafhængige personer efter nærmere regler fastsat i direktivet.

Sådan behandling er allerede mulig efter EU-voldgiftskonventionen (90/436/EØF), dog kun for så vidt angår dob-

beltbeskatning i forbindelse med transfer pricing-korrektioner.

Af EU-voldgiftskonventionen følger det, at den omstændighed, at der nedsættes et rådgivende udvalg, ikke fratager

virksomheden muligheden for samtidig at anvende de almindelige nationale klageveje, jf. konventionens artikel 7,

stk. 1, andet afsnit, hvorefter

"foretagenderne kan anvende de retsmidler, der hjemles dem i de pågældende

kontraherende staters interne lovgivning;…"

Dette gælder dog ikke undtagelsesfrit, for så vidt angår domstolsbehandling. Artikel 7, stk. 3, fastslår således, at

"Hvis en kontraherende stats interne lovgivning ikke tillader de kompetente myndigheder at fravige afgørelser, der

er truffet af deres retsinstanser, anvendes stk. 1 ikke, medmindre det forbundne foretagende i denne stat har ladet

fristen for anlæggelse af søgsmål udløbe eller har givet afkald på dette søgsmål, inden afgørelsen er truffet."

Skatteministeriet har - senest i sine kommentarer til bl.a. vores høringsskrivelse - tilkendegivet, at det ikke i dansk

ret er muligt for skattemyndighederne at fravige en domstolsafgørelse. Såfremt en domstolssag er anlagt af skat-

teyderen, og denne ønsker dobbeltbeskatningsproblemet endeligt løst ved voldgift, må skatteyderen derfor give

afkald på retssagen, dvs. hæve den, forinden der er faldet dom.

Såfremt det er Skatteministeriet, der har indbragt Landsskatterettens afgørelse for domstolene, har skatteyderen i

sagens natur ikke mulighed for at "give afkald" herpå. Konsekvensen er dermed, at skatteyderen er afskåret fra at

få den dobbeltbeskatning, der er en følge af skattemyndighedernes afgørelse (dvs. i det omfang den "godkendes"

af domstolene), afgjort ved voldgift efter EU-voldgiftskonventionen.

Konsekvensen heraf er, at skatteyderen reelt fratages sin mulighed for - som forudsat i voldgiftskonventionen - at

anvende det nationale, administrative klagesystem, dvs. at påklage skattemyndighedernes afgørelse til Skattean-

kestyrelsen/Landsskatteretten, forinden sagen anmodes behandlet efter konventionens regler.

Hvis skatteyderen påklager skattemyndighedernes afgørelse - og Landsskatteretten nedsætter ansættelsen (selv i

beskedent omfang) - vil Skatteministeriet nemlig med et sagsanlæg kunne afskære skatteyderen fra voldgiftsbe-

handling. I den forbindelse bemærkes, at Skatteministeriet vist nok har indbragt stort set alle de afgørelser, som

Landsskatteretten har truffet de seneste par år på transfer pricing-området til hel eller delvis fordel for skatteyderen,

for domstolene.

For så vidt angår

EU's skattetvistbilæggelsesdirektiv, der altså implementeres i dansk ret med vedtagelsen af L 28,

er der den forskel i forhold til EU-voldgiftskonventionen, at et sagsanlæg - hvad enten det er initieret af skatteyderen

eller Skatteministeriet - ikke i sig selv udelukker voldgiftsbehandling.

Der er således alene mulighed for afskæring af adgangen til voldgiftsprocedure i den situation, hvor der

afsagt

dom i sagen (forudsat at der - som hævdet af Skatteministeriet - ikke i dansk ret er hjemmel for skattemyndighe-

derne til at fravige dommen).

Plesners høringssvar af 14. august 2018 og Skatteministeriets bemærkninger

I vores høringssvar redegjorde vi nærmere for ovennævnte problemstilling (om hvilken vi, som nævnt, allerede

havde haft en forudgående korrespondance med Skatteministeriet).

Vi tilkendegav herunder, at vi ikke var enige i Skatteministeriets opfattelse, hvorefter der ikke skulle være hjemmel

for skattemyndighederne til at fravige en domstolsafgørelse som led i en sag under EU-voldgiftskonventionen,

L 28a - 2018-19 (1. samling) - Bilag 11: Henvendelse af 30/11-18 fra Plesner Advokatpartnerselskab om implementering af direktiv om skattetvistbilæggelse m.v.

eftersom Folketingets vedtagelse af en lov til gennemførelse af konventionen (og dobbeltbeskatningsoverenskom-

sterne i øvrigt) i sig selv indeholder den fornødne hjemmel for skattemyndighederne til at anvende konventionens

regler - herunder voldgiftsbestemmelsen - uden begrænsninger.

Med henblik på at fjerne enhver tvivl herom, opfordrede vi dog Skatteministeren til at tilpasse lovforslaget, således

at den fornødne hjemmel blev etableret.

Det bemærkes, at også FSR - danske revisorer og Dansk Industri i deres høringssvar henledte ministeriets opmærk-

somhed på den nævnte problemstilling.

Som vi forstår Skatteministeriets bemærkninger til høringssvarene, er Skatteministeriet enig i



at skatteyderen har og skal have adgang til at få prøvet det pågældende dobbeltbeskatningsspørgsmål i

den administrative klageinstans, dvs. Landsskatteretten, inden skatteyderen beslutter, om der ønskes

voldgiftsbehandling efter EU-voldgiftskonventionen eller EU's skattetvistbilæggelsesdirektiv,

at et sagsanlæg fra ministeriets side

ikke

bør afskære skatteyderen fra en sådan voldgiftsbehandling, og

at der ikke er forfatningsretlige hindringer for at indføre adgang for skattemyndighederne til at fravige en

dansk domstolsafgørelse (hvis en sådan da ikke allerede foreligger).



Imidlertid ønsker Skatteministeriet grundlæggende ikke et system i Danmark, hvor der gives skattemyndighederne

adgang til at fravige en dansk domstolsafgørelse i forbindelse med voldgiftsbehandling (selv om det sker på skat-

teyderens begæring), ligesom Skatteministeriets muligheder for at indbringe en afgørelse fra Landsskatteretten for

domstolene heller ikke ønskes begrænset.

Hvor det sidste næppe er til debat, begrunder Skatteministeriet, som vi ser det, slet ikke, hvorfor ministeriet ikke

ønsker den pågældende hjemmel indført. I ministeriets bemærkninger til høringssvarene hedder det således alene:

"Retstillingen opfattes således, at der i dansk ret ikke er hjemmel til, at skattemyndighederne kan

fravige en domstolsafgørelse. Endvidere vurderes, at der ikke er grundlag for at indføre en sådan

hjemmel."

(Vores fremhævning).

Derimod tilkendegiver Skatteministeriet samme steds, at ministeriet i den beskrevne situation - dvs. hvor en retssag

er anlagt af ministeriet - vil

"give instruktion til Kammeradvokaten om at anmode om, at sagen ved domstolen

stilles i bero med henblik på, at skatteyderen ikke afskæres muligheden for voldgiftsbehandling. Lovforslagets

bemærkninger er præciseret på dette punkt."

I lovforslagets almindelige bemærkninger hedder det herefter (s. 41):

"Hvis der efter sagsanlægget indledes en gensidig aftaleprocedure eller en voldgiftsprocedure efter

anmodning fra skatteyderen, vil der f.eks. være mulighed for at sætte retssagen i bero, mens disse

procedurer er i gang, og dermed hindre, at en dom i sagen vil begrænse de mulige udfald af den

gensidige aftaleprocedure eller hindre voldgiften. Hvis sagsanlægget er indledt af Skatteministeriet,

vil Skatteministeriet give instruktion til Kammeradvokaten om at anmode om, at retssagen begæres

stillet i bero".

Plesners supplerende bemærkninger

Det er naturligvis glædeligt at konstatere, at Skatteministeriet er enig i, at den beskrevne problemstilling er reel og

uønsket, og at ministeriet derfor er indstillet på at begære en retssag stillet i bero, såfremt skatteyderen ønsker

voldgiftsbehandling (dvs. i en sag, der er omfattet af skattetvistbilæggelsesdirektivet).

Det er i bemærkningerne til lovforslaget anført, at en sådan instruks vil blive givet, såfremt det er ministeriet, der

har indledt sagsanlægget.

Det er imidlertid også relevant med en berostillelse i den situation, hvor det er skatteyderen, der har indledt sags-

anlægget, f.eks. hvor skatteyderen alene har fået delvist medhold i Landsskatteretten, men hvor ministeriet under

retssagen nedlægger (selvstændig) påstand om opretholdelse af skattemyndighedernes oprindelige forhøjelse.

Skatteministeriet opfordres til at bekræfte, at ministeriet vil give den pågældende instruktion om berostillelse til

Kammeradvokaten, uanset hvem der har indledt sagsanlægget.

Det er, som sagt, positivt, at Skatteministeriet har imødekommet skatteyderne et stykke af vejen på dette punkt.

L 28a - 2018-19 (1. samling) - Bilag 11: Henvendelse af 30/11-18 fra Plesner Advokatpartnerselskab om implementering af direktiv om skattetvistbilæggelse m.v.

Selv om retten nok i denne situation vil være tilbøjelig til at følge parternes samstemmende begæring, er der

imidlertid ikke vished for, at retssagen vil blive berostillet, idet det ikke er parterne i retssagen, der bestemmer, om

sagen skal berostilles. Det gør retten.

Dette kunne tale for, at der blev indført en egentlig forpligtelse for retten til at berostille sagen i en sådan situation.

Hertil kommer, at Skatteministeriets tilkendegivelse udelukkende gælder for sager, der er omfattet af skattetvist-

bilæggelsesdirektivet, men ikke af EU-voldgiftskonventionen (som fortsat vil være gældende parallelt med direkti-

vet). Det skyldes, at det blotte sagsanlæg efter EU-voldgiftskonventionen i sig selv afskærer voldgiftsbehandling

(efter ministeriets opfattelse).

For fremtidige sager betyder det, at sager med f.eks. Storbritannien (efter dets endelige udtræden af unionen) ikke

bliver omfattet af den pågældende praksis. Her vil Skatteministeriets sagsanlæg således fortsat afskære skatteyde-

ren fra den konventionssikrede adgang til voldgiftsbehandling.

Hvad værre er, så er problemet ikke løst for de talrige transfer pricing-sager, der verserer i det administrative

klagesystem og for domstolene (herunder sager hvor Skatteministeriet har indledt retssagen), samt potentielle

sager, hvor skattemyndighederne endnu ikke har foretaget en indkomstforhøjelse for indkomstår op til og med

2017. Det bemærkes i den forbindelse, at der pt. verserer sådanne sager vedrørende indkomstår helt tilbage til i

hvert fald 2003 - sager, der således alene er omfattet af EU-voldgiftskonventionen. Faktisk har Skatteministeriet

slet ikke kommenteret på denne problemstilling i sine bemærkninger til høringssvarene.

Af retssikkerhedsmæssige hensyn - og for at sikre, at Danmark ikke overtræder konventionen - må det sikres, at

skatteyderne ikke potentielt afskæres fra adgangen til voldgiftsbehandling også i disse verserende sager.

-0-

Vi har i vores høringssvar af 14. august 2018 opfordret Skatteministeriet til at ændre lovforslaget således, at der

skabes den fornødne lovhjemmel til, at skattemyndighederne kan fravige en domstolsafgørelse i de tilfælde, hvor

skatteyderen ønsker afgørelsen prøvet efter reglerne i EU's skattetvistbilæggelsesdirektiv eller EU-voldgiftskonven-

tionen (herunder for verserende sager under konventionen).

Dette ville én gang for alle løse den beskrevne problemstilling (ligesom enhver diskussion - og evt. retssag - om

den gældende retstilstand ville blive overflødiggjort).

Som nævnt, har Skatteministeriet imidlertid - uden nærmere begrundelse - "vurderet", at "

der ikke er grundlag for

at indføre en sådan hjemmel

Vi står således uden nogen forklaring på, hvorfor der skulle være nogen betænkeligheder ved et system, hvor

skattemyndighederne - på skatteyderens foranledning og til dennes gunst - skulle kunne fravige en domstolsafgø-

relse på baggrund af en (bindende) udtalelse afgivet af et rådgivende udvalg (voldgift) i overensstemmelse med

de internationale regler, som Danmark har tiltrådt.

Der er, som nævnt i høringssvaret og som Skatteministeriet er enig i, ikke nogen forfatningsretlige hindringer for,

at en sådan lovhjemmel tilvejebringes (hvis den da ikke allerede eksisterer), hvilket skyldes, at en fravigelse sker

til borgerens fordel.

I den forbindelse bemærkes, at det - ud af 28 EU-medlemslande - vist nok kun er 3 lande (Italien, Litauen og Malta,

jf. Rådets skrivelse af 17/6 2008 - 10645/07), der efter EU-voldgiftskonventionens artikel 7, stk. 3, har meddelt, at

der efter deres interne ret ikke er adgang til at fravige en domstolsafgørelse, hvorfor de vil anvende bestemmelsen.

Der er altså (langt fra) tale om, at Danmark ville gå enegang på dette punkt.

Vi skal derfor kraftigt opfordre til, at Folketinget i denne forbindelse etablerer den fornødne lovhjemmel til, at

skattemyndighederne kan fravige en domstolsafgørelse i de tilfælde, hvor skatteyderen ønsker afgørelsen prøvet

efter reglerne i EU's skattetvistbilæggelsesdirektiv eller EU-voldgiftskonventionen (og at dette gælder for såvel

verserende som fremtidige sager).

Der ses ikke at være nogen grunde - heller ikke reale grunde - til, at der skulle gælde det modsatte. Dette synes

bekræftet af, at Skatteministeriet heller ikke ved tilkendegivelsen af, at ministeriet ikke ser noget grundlag for at

indføre den pågældende hjemmel, har kunnet angive noget hensyn bag denne anbefaling.

L 28a - 2018-19 (1. samling) - Bilag 11: Henvendelse af 30/11-18 fra Plesner Advokatpartnerselskab om implementering af direktiv om skattetvistbilæggelse m.v.

Såfremt der ikke måtte være politisk vilje til at etablere denne - efter ministeriets opfattelse manglende - lovhjem-

mel, opfordres ministeriet til at pege på en alternativ løsning, der vil sikre skatteyderne deres konventionssikrede

adgang til voldgiftsbehandling efter EU-voldgiftskonventionen (herunder for verserende sager), i det tilfælde hvor

Skatteministeriet indbringer en afgørelse fra Landsskatteretten for domstolene (eller hvor ministeriet nedlægger en

påstand til selvstændig dom i en sag, der er anlagt af skatteyderen, men hvor skatteyderen ønsker at hæve sags-

anlægget med henblik på at kunne få voldgiftsbehandling).

Med venlig hilsen

PLESNER

Hans Severin Hansen

advokat (H), partner

Lasse Esbjerg Christensen

advokat (H), partner

_GUSER AFDELING 07\12902641v1