Det næste punkt på dagsordenen er:

33) 1. behandling af lovforslag nr. L 230:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Ophævelse af adgang til at fastsætte regler om anbragte børn og unges egenbetaling).

Af børne- og socialministeren (Mai Mercado).

(Fremsættelse 24.04.2019).

Vi åbner igen forhandlingerne med en socialdemokratisk ordfører. Det er fru Malou Lunderød. Værsgo.

Det lovforslag, vi behandler her, har til formål at sikre, at der ikke fremover kan fastsættes administrative regler om, at anbragte børn og unge under 18 år skal betale for et døgnophold, og at kommunerne herefter ikke kan træffe afgørelse om, at børn og unge skal bidrage til udgifterne til opholdet. Lovforslaget udmønter dele af initiativet, der hedder »Ro og stabilitet for udsatte børn og unge«, som indgår i satspuljeaftalen, som Socialdemokratiet også var en del af. Og lovforslaget følger også op på et tidligere beslutningsforslag, der var fremsat den 5. april 2018 af Dansk Folkeparti. Vi er rigtig glade for, at det her lovforslag når at blive fremsat her i, hvad der vel må betragtes som allersidste omgang inden et valg; det siger jeg uden at vide det, men det antager jeg.

Det er jo sådan, at indtil i dag har det været sådan, at børn, som er anbragt, kan blive opkrævet egenbetaling for deres ophold, hvis de har indtægter fra et arbejde. Det betød altså, at kommunen kunne kræve, at en ung, som er anbragt, skulle aflevere en vis andel af indtægten, hvis man nu arbejdede som flaskedreng i Fakta eller satte bøger på plads på biblioteket, eller man arbejdede ved siden af som babysitter.

Netop anbragte børn har jo rigtig meget gavn af at have sådan nogle fritidsjob. Derfor synes jeg ikke, at vi skal tage incitamentet fra dem, allerede inden de overhovedet har det job, ved udsigten til, at vi også tager de penge, de kan tjene. Det er fuldstændig urimeligt, at vi, sådan som reglerne er i dag, stiller anbragte børn ringere end alle deres kammerater, som har andre muligheder.

Derfor støtter vi det her lovforslag, men vi noterer os også, at der i de høringssvar, der er kommet, også nævnes udfordringen med anbragte børn, som ikke kan få su. Den problemstilling mener vi også er vigtig at løse. Det her lovforslag handler jo om en ændring i serviceloven, hvor vi simpelt hen ophæver den paragraf, der gør det muligt for kommuner at inddrage pengene. Den anden problemstilling, som jeg lige nævnte, i forhold til su'en er lidt mere kompliceret og handler om unges indtægtsgrundlag, mens de studerer.

Jeg er også med på, at det jo selvfølgelig er på et andet ressort og hører under en anden minister, men vi undrer os nu alligevel lidt over, at regeringen ikke har rykket på det for længst. Derfor er det også noget, vi vil følge op på, for det er egentlig vores indtryk, at der er bred enighed om, at det også er en udfordring, der skal løses. Men det må vi så tage i anden ombæring. I hvert fald støtter vi det lovforslag, der ligger her. Tak.

Tak til fru Malou Lunderød. Så er det fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Da vi her i salen i maj 2018 behandlede Dansk Folkepartis forslag B 138, indledte jeg min tale med et citat, som lød således:

Jeg ville jo bare gerne være normal. Hvorfor pokker skulle jeg så også kæmpe mod kommunen for at beholde det, der endelig gav mig en følelse af at være normal?

Sådan spurgte en ung kvinde, der har været anbragt. Det var faktisk historien om hende, der fik mig til at lave beslutningsforslaget, som hed B 138. Det var en historie, som gjorde mig både bedrøvet og harm. Heldigvis blev forslaget modtaget meget positivt af Folketingets partier. At det ikke kunne vedtages dengang, kan godt ærgre mig lidt, for så havde vi været nået noget længere end der, hvor vi er nu. Vi fik dog lavet en beretning, som nu danner baggrund for førstebehandlingen af det her lovforslag. Valg eller ej – jeg håber, at forslaget efter denne første behandling vil blive fulgt op på så hurtigt som muligt, så det hele endelig vedtages. Det synes jeg vi skylder de anbragte unge, som det drejer sig om.

Politisk har vi jo igennem flere år haft fokus på anbragte børn og deres vilkår. Anbragte børn er meget forskellige – ligesom alle andre børn. Men de har dog det tilfælles, at de ikke bor sammen med deres forældre, og at de er en del af et socialt system – et system, der som udgangspunkt helt givet vil dem det godt, men hvor vi desværre ikke sjældent oplever at noget går galt.

Et forskningsprojekt hos TrygFondens børneforskningscenter om fritidsjob til unge beskrev meget klart, at fritidsjob er gavnligt på flere områder. F.eks. medvirker det til mindre fravær fra skolen, bedre karakterer og mindre kontakt med politiet. At have et fritidsjob giver en et bedre greb om livet og mere selvdisciplin, og man får lavet lektier og passer skolen. Det er alt sammen noget, som er positivt.

Sammenholder vi disse fakta med den analyse, som KL baseret på registerdata fra Danmarks Statistik har lavet om anbragte børn, viser det sig, at netop denne gruppe vil have rigtig stor glæde af at have et fritidsjob. Analysens resultat viser desværre et billede af, at anbragte børn klarer sig langt dårligere end andre jævnaldrende. F.eks. kunne jeg i Dansk Folkepartis beslutningsforslag komme med følgende fakta: 40 pct. har ikke taget folkeskolens afgangsprøve modsat 6 pct. blandt ikkeanbragte; 30 pct. har taget en ungdomsuddannelse som 25-årig mod 79 pct. blandt ikkeanbragte; 35 pct. har som 30-årig en kompetencegivende uddannelse mod 77 pct. blandt ikkeanbragte; og 43 pct. er som 30-årig i beskæftigelse mod 77 pct. blandt ikkeanbragte. Det er jo tal, der taler deres eget tydelige sprog.

Den unge kvinde, hvis historie jeg blev bekendt med, berettede, at det job, som hun fik i en butik, udviklede hende langt mere og hurtigere end alle de tilbud, kommunen havde givet hende, siden hun blev anbragt uden for hjemmet. Hun følte, at hun hidtil havde været tilskuer til, at kommunen prøvede at fikse hende, som hun kaldte det, på den ene eller den anden måde, og at der hele tiden blev talt om aktivering og skoletilbud eller mangel på samme. Så det kom til at hænge hende langt ud af halsen; hun orkede ikke mere efter flere skoleskift, og hun orkede ikke at tale om skole.

Hun valgte så at tage sagen i egen hånd, fik et fritidsjob og var stolt. Hun oplevede efter at være startet på jobbet, at hun udviklede sig meget som menneske. Hun slap af med noget af den sociale angst, hun fik en bedre situationsfornemmelse, og hun kunne tale med andre. Vigtigst for hende var, at hun via jobbet følte sig normal, og at hun passede ind et sted. Det, at der blev forventet noget af hende, og at hun skulle tage ansvar, påvirkede hendes mørke sider i positiv retning. Hun kunne komme op om morgenen, og hun stoppede med at ryge hash. Det drejer sig om en pige, der har haft en depression, lidt af spiseforstyrrelser og har haft selvmordstanker – en pige, som har sit at kæmpe imod.

DF mener, at denne unge kvinde skal have de samme rettigheder som andre unge, der har et fritidsjob, og ikke fastholdes i, at anbragte har andre vilkår, når de får et job. Det var det, Dansk Folkeparti ville gøre op med. Denne pige og mange andre anbragte unge piger og drenge vil helt sikkert have en stor glæde ved at få et fritidsjob – selvfølgelig inden for rimelighedens grænser, sådan som det også er gældende for alle andre ikkeanbragte unge. Det være sig i forhold til antal timer, arbejdets karakter og arbejdstiderne selvfølgelig.

Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at kommuner ikke skal kunne inddrage en del af lønnen for et fritidsjob, så den unge kun har ret til at beholde et beløb, der vurderes at kunne dække lommepenge og udgifter til beklædning. Anbragte unge skal ikke føle sig ekskluderet. Der tales ofte om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det må gælde for alle. Det er givet godt ud for den enkelte, men på sigt også for samfundet.

Så med det her lovforslag sikres det nu, at der bliver ens regler for alle, anbragte eller ej. De hindringer, som i dag står i vejen for, at anbragte børn og unge under 18 år kan tjene og beholde deres løn for deres fritidsjob, fjernes. Og jeg mener i dag, at både for de anbragte unge, men også for Dansk Folkeparti og mig som ordfører er det her faktisk en lille succeshistorie, hvor man oplever at få Folketingets partiers opbakning til et beslutningsforslag. Derfor vil jeg selvfølgelig gerne takke partierne, de involverede ordførere og ministeren for, at vi er nået hertil. Nu skal det så bare helt i mål.

Tak til fru Karin Nødgaard. Så er det hr. Martin Geertsen fra partiet Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Som bekendt førstebehandler vi jo L 230 om ophævelse af adgangen til at fastsætte regler om anbragte børn og unges egenbetaling, og jeg er sådan set enig med fru Karin Nødgaard i, at det her lovforslag er en lille succeshistorie.

Det er et vigtigt lovforslag, fordi de nuværende regler indebærer, at anbragte børn og unge under 18 år, der har indtægter fra fritidsjob eller formueafkast, i dag kan afkræves betaling for anbringelsen, hvis kommunen træffer afgørelser om det. Og det kan altså skabe nogle uretfærdige skel mellem anbragte og ikkeanbragte børn og unge, som kan påvirke de unges lyst til at tage et fritidsjob, hvis de derigennem vil styrke deres personlige kompetencer og lyst til at tage et ansvar for eget liv og for den sags skyld også, hvis man skal svinge sig helt op, lyst til at bidrage til samfundet. Samtidig mener jeg også personligt, at udsatte børn og unge kan have særlig brug for og måske ikke mindst gavn af at mærke, at de bidrager til samfundet ved at have et arbejde. Det kan give de unge øget trivsel generelt ved, at de er en del af fællesskabet, og samtidig får de en sund tilknytning til arbejdsmarkedet. Og det vil vi i Venstre meget gerne understøtte.

Derfor støttede vi også fuldt op om – som jeg er blevet det fortalt, vil jeg sige til fru Karin Nødgaard – om intentionen i beslutningsforslaget, da Dansk Folkeparti bragte denne dagsorden på banen for et års tid siden. Men inden vi traf beslutningen – er jeg også blevet fortalt – blev vi nødt til at se nærmere på størrelsesforholdene i anbragte børn og unges egenbetaling, for vi blev nødt til at se på, om vi sprængte banken ved at imødekomme de gode intentioner i beslutningsforslaget, og det gjorde vi så mildest talt ikke.

Ministeren igangsatte en undersøgelse, der skulle belyse kommunernes praksis for opkrævning af egenbetaling, og den viste jo bl.a., at det kun var 15 af de 89 besvarende kommuner, der opkrævede egenbetaling, at reglerne er komplekse og ressourcekrævende at administrere, og at kommunerne har forskellig praksis for, hvornår de vurderer, at det er relevant at opkræve egenbetaling. Og så viste det sig, at hvis man fjernede muligheden for opkrævning af egenbetaling, ja, så ville beløbet altså være i en størrelsesorden, der hører under det, man vist sådan set roligt kan betegne som en bagatelgrænse.

Jeg kan på baggrund af undersøgelsens resultater og satspuljepartiernes drøftelser heller ikke se nogen grund til, at vi ikke skulle gøre op med det administrative bøvl og den uens praksis, der er i kommunerne, som påvirker de unges incitament til at finde sig et fritidsjob. Derfor er jeg også glad for, at vi blandt satspuljepartierne blev enige om at gå videre med det her initiativ og sørge for, at børn og unge, der har en indtægt fra fritidsjob eller formueafkast, ikke kan afkræves egenbetaling i forbindelse med en anbringelse.

Derfor støtter vi fuldt og helt op om dette forslag, som altså er udmøntet på baggrund af en lang proces iværksat af Dansk Folkeparti.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Karin Nødgaard. Værsgo.

Jeg kan sådan set ikke lade være. Nu tror jeg ikke, at vi sprænger banken osv. i forhold til det her. Jeg er godt klar over, at ordføreren ikke var ordfører på det tidspunkt, og også, at Venstre selvfølgelig var positiv, men syntes, at der skulle sættes alt det her i værk. Som jeg antydede i min tale, kunne jeg godt have tænkt mig, at det var gået lidt hurtigere, og at vi egentlig bare havde kunnet køre det igennem i stedet for at skulle lave den der undersøgelse. Men jeg vil egentlig gerne lige høre: Er det ikke, uanset om der så havde været 1, 15 eller 50 sager, den enkelte sag, der er afgørende for, at det her faktisk er et skråplan at komme ind på – altså hvis man har gjort det i en kommune?

Ordføreren.

Jo.

Fru Karin Nødgaard.

Hvorfor siger ordføreren i sin tale så egentlig det der med, at man skulle finde ud af, om det var et voldsomt stort beløb eller et lille beløb, eller hvad det var? Kunne det egentlig ikke være fuldstændig lige meget? Er det ikke utrolig småligt, hvis det var det, man skulle budgettere med i en kommunes økonomi? Tænk, hvis en kommune i sit budget indkalkulerede, at man skulle inddrage en eller anden sum fra en ung. Nu var det her en ung kvinde, som stod i en kiosk, i en 7-Eleven, kan jeg huske det var. Så hvorfor kunne vi da ikke bare have gennemført det dengang?

Ordføreren.

Altså, historiske begivenheder skal tolkes i den tidsramme, de er set i, forstået på den måde, at man på daværende tidspunkt jo ikke rigtig kunne overskue, hvad det egentlig var for en økonomisk situation, man ville stå i, hvis det var, man lavede den der ændring, som vi nu står midt i her. Men det ændrer jo ikke ved, at fru Karin Nødgaard har en principiel pointe, når hun siger, at uanset beløbsstørrelsen er det her jo rimeligt nok. Og det ville i øvrigt også give et skævt incitament til den enkelte unge, hvis man ikke ændrede lovgivningen, sådan som vi nu gør her.

Med det siger vi tak til Martin Geertsen, og så er det fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Først og fremmest en stor tak til Dansk Folkeparti. Det har jo været en dag, som startede med afstemningerne, hvor fru Karina Adsbøl jo nok godt kan regne ud, at jeg på et tidspunkt trykkede på nejknappen, og hvor jeg var ærgerlig. Til gengæld kan jeg så glæde mig over, at vi nu kan bakke op om det her.

Jeg forstår godt, at fru Karin Nødgaard synes, at det har været en lang proces, men nu er vi her, og forhåbentlig når det her at blive stemt igennem, inden der bliver udskrevet valg. For jeg tænker jo som tidligere forslagsstiller fuldstændig, at der næppe er mange hjemmeboende børn under 18 år, som bliver opkrævet husleje for at bo hjemme. Og hvorfor skal vi stille anbragte børn ringere end ikkeanbragte børn? Faktisk lige præcis det at have fritidsjob giver jo en som anbragt barn en mulighed for at komme ud og skabe relationer og få lavet en opsparing, som kan sikre en videre i livet, når nu man ikke nødvendigvis har en biologisk familie, som kan hjælpe en.

Så det her er et rigtig, rigtig godt forslag, som jeg håber på bliver vedtaget. Og hvis vi ikke når det på den her side af et valg, lyder det jo også, som om der i hvert fald er flertal for, at vi når det på den anden side af et valg. Liberal Alliance bakker selvfølgelig helt op om det her forslag.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er vi nået til hr. Torsten Gejl som ordfører for Alternativet.

I Alternativet støtter vi ikke bare intentionen i det her forslag, vi støtter forslaget. Vi synes, det er et kanongodt forslag, meget simpelt og enkelt, altså at børn, der er anbragt, får lov til at tjene deres egne penge, uden at de risikerer, at de skal modregnes af kommunen. Og der er egentlig flere grunde til, at det er godt. For det første er det sundt for alle at tjene deres egne penge, også for anbragte børn og unge. Og for det andet er det faktisk også sundt at bruge sine egne penge. Det der med, at man køber noget, som man faktisk selv har tjent penge til og selv kan betale for, er en særlig god fornemmelse. Så det er klart, at vi støtter forslaget.

Så har jeg lyttet til Karin Nødgaards appel om, at vi, hvis vi ikke når at vedtage det før valget, så i vores kollektive hukommelse sørger for at bringe det om på den anden side af valget og får det støttet der, altså hvis det ikke kommer igennem før. Og det vil jeg glæde mig til, hvis jeg stadig væk har mulighed for det efter valget.

Tak til Alternativet. Vi går videre til den næste i rækken, og det er fru Trine Torp som ordfører for SF. Værsgo.

Tak for det. Forslaget som vi behandler her i dag, er et vigtigt forslag, og det kan man jo også høre på de ordførere, der allerede har været heroppe. Og det vil ændre på en yderst uretfærdig regel, som heldigvis ikke bliver brugt ret meget. Det var vi jo nogle der havde på fornemmelsen at den ikke gjorde, men ikke desto mindre var muligheden der.

Efter de nuværende regler kan kommuner i dag træffe afgørelse om, at anbragte børn og unge under 18 år, der har indtægter fra f.eks. et fritidsjob, skal være med til at betale udgifterne for opholdet. Den anbragte unge skal altså ret konkret aflevere nogle af de penge, som han eller hun har tjent, til kommunen. Det er på ingen måde retfærdigt, og det ændrer forslaget her på, så de unge fremover ikke kan opkræves egenbetaling af deres indtægter fra et arbejde. Og det er godt. I SF kan vi derfor bakke fuldstændig op om lovforslaget.

Den allervigtigste grund er, at anbragte børn og unge skal have de samme muligheder som andre børn. Det er så afgørende, at man som anbragt ung også har mulighed for at tjene sine egne penge og opleve både glæden og motivationen ved det, og at man har mulighed for at lave noget, som er til gavn for andre, og at opnå nogle erfaringer ved at indgå i et arbejdsfællesskab. De gældende regler, som der altså bliver lavet om på nu, kan både have været med til at modvirke anbragte unges lyst og motivation til at arbejde, men de kan også have været medvirkende til at skabe en ekstra følelse af eksklusion og marginalisering, som et ungt menneske på ingen måde har fortjent. Også derfor er det rigtig godt, at vi får ændret på reglerne nu.

Samtidig er det ærgerligt, at der fortsat ikke er fundet en tilsvarende løsning for de unge, som i dag er i efterværn og under uddannelse. Som det også fremgår af høringssvarene, kommer der med det her lovforslag – og det bliver afvist med, at det ikke er en del af det her forslag, men jeg synes nu alligevel, det er vigtigt – ikke nogen afklaring på den problematik. Og det er ærgerligt. Den unge i efterværn, som modtager su, skal på samme måde, som det er i dag, betale for opholdet, hvis de har et arbejde, og de kan opleve reglerne som en uretfærdighed, der er demotiverende for at gennemføre en uddannelse. Det er ikke rimeligt, og derfor vil vi i SF gerne understrege vigtigheden af, at der også ses på den her problematik, både med unge, der er i efterværn, men også det her med, at de ikke kan få su. Det vil vi gøre i udvalgsbehandlingen, og hvis vi ikke når det dér, så i fremtiden, når der er et flertal for det.

SF kan støtte forslaget. Og det kan Enhedslisten også.

Tak til SF's ordfører. Den næste i rækken er fru Brigitte Klintskov Jerkel som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Som flere var inde på, handler lovforslaget her om at sikre, at anbragte børn og unge under 18 år ikke fremover skal bidrage til at betale for udgifterne til deres døgnophold. Det kan nemlig være med til at modvirke, at de unge motiveres til at tage et fritidsjob, som jo ellers kan være med til at bidrage til at styrke deres selvstændighed og deres kompetencer og også evne til at tage ansvar for eget liv. Så Konservative støtter op om det her lovforslag.

Tak til den konservative ordfører. Så er vi kommet til børne- og socialministeren.

Tak, formand, og tak for den meget pæne modtagelse af lovforslaget. Kommunerne kan jo i dag træffe afgørelse om, at anbragte børn og unge under 18 år skal bidrage til udgifterne til opholdet, hvis de har indtægter fra eksempelvis et fritidsjob, og det har jo stor betydning, for det kan jo påvirke den unges motivation. Hvis man står over for, at man skal ud at tjene sine penge, have sit første fritidsjob, at man, bare fordi man er anbragt, skal opleve, at man skal aflevere sine penge, så har det jo selvfølgelig en betydning. Der følger nogle rigtig gode ting med det at have et fritidsjob, bl.a. at man får styrket sine personlige kompetencer som en øget grad af selvstændighed og også en øget grad af ansvarlighed, som fru Karin Nødgaard jo så fint redegjorde for i eksemplet.

Derfor er det jo også rigtig godt, at vi nu får det her lovforslag. Vi har simpelt hen prøvet at få det fremsat så hurtigt, som det overhovedet var muligt, og med lovforslaget ændrer vi altså bemyndigelsesbestemmelsen i serviceloven, hvilket betyder, at der ikke fremover kan fastsættes regler om, at anbragte børn og unge under 18 år betaler for døgnopholdet. Fru Karin Nødgaard har sagt det sådan flere gange: Hvor småt kan det blive? Den holdning deler jeg sådan set, for det er småt, når en kommune vælger at tage det med ind i et budget, at en ung, som er anbragt, ikke engang kan tjene sine egne penge fra et fritidsjob uden at skulle betale for opholdet. Jeg står naturligvis til rådighed for de spørgsmål, som udvalget måtte have under udvalgsbehandlingen.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Karin Nødgaard. Værsgo.

Tak. Nu må vi se, om vi når nogen udvalgsbehandling; det er jeg spændt på. Vi når måske næppe en tredjebehandling, som jo trods alt er det, der gør, at et forslag bliver kørt hele vejen igennem, og det er selvfølgelig godt, at vi har tre behandlinger. Man kunne så sige, at det her kunne have været vedtaget for et år siden, og det ærgrer mig jo stadig væk lidt, for det kunne jo have ændret meget. Men jeg vil egentlig gerne lige høre ministeren om noget.

Nu er der både et lovforslag, som vi behandler i dag, men der er jo også en bekendtgørelse, og den er der nok ikke rigtig nogen af os der har været inde på, og det er måske også sådan lidt nørdet for dem, der sidder og lytter til debatten, at der findes de her bekendtgørelser. Men jeg kunne egentlig godt lige tænke mig at høre ministeren redegøre for den her bekendtgørelse og den tidsmæssige ikrafttrædelse af den her bekendtgørelse, og hvad det egentlig betyder for hele det her område.

Ministeren.

Det kan man jo først svare på, når det er, man har et vedtaget lovforslag. Så når man har et vedtaget lovforslag, vil man jo ændre bekendtgørelsen, således at den er i tråd med lovforslaget, og der er det naturligt, at det jo kommer til at ske så hurtigt, det kan lade sig gøre.

Spørgeren.

Der vil jeg egentlig gerne lige høre ministeren, om det ikke er korrekt, at bekendtgørelsen vil træde i kraft den 1. juli, uanset om der er folketingsvalg eller ej.

Ministeren.

Jo, det har ordføreren nok ganske givet ret i. Det, jeg antog, var bare det almindelige, at bekendtgørelserne først træder i kraft, men det er rigtigt opfattet, og det er simpelt hen mig, som ikke har husket det korrekt. Så det beklager jeg meget.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.