L 22b - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

Retsudvalget 2018-19 (1. samling), Retsudvalget 2018-19 (1. samling), Retsudvalget 2018-19 (1. samling)
L 22 Bilag 1, L 22 A Bilag 1, L 22 B Bilag 1
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

Strafferetskontoret

Freia Kirkeskov-Hansen

2018-731-0029

869599

KOMMENTERET HØRINGSOVERSIGT

Forslag til lov om ændring af straffeloven, pasloven og politiloven

(Initiativer mod parallelsamfund)

I. Myndigheder og organisationer

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 17. august til den 14. septem-

ber 2018 været i høring hos følgende myndigheder og organisationer

mv.:

Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Rigsadvo-

katen, Rigspolitiet, Advokatrådet, Amnesty International, BL – Danmarks

almene boliger, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske

Regioner, Den Danske Dommerforening, Det Kriminalpræventive Råd,

Dommerfuldmægtigforeningen, Etnisk Ung, Foreningen af Offentlige An-

klagere, Institut for Menneskerettigheder, Justitia, KL, Landsforeningen af

Forsvarsadvokater, Landsforeningen KRIM, Mellemfolkeligt Samvirke,

Politiforbundet, Retspolitisk Forening, Rådet for Minoriteter og SOS Ra-

cisme.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra:

Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Rigspoli-

tiet, Advokatrådet, Amnesty International, Danske Regioner, Den Danske

Dommerforening, Det Kriminalpræventive Råd, Institut for Menneskeret-

tigheder, KL, Politiforbundet, SOS Racisme og Sø- og Handelsretten.

Justitsministeriets bemærkninger til høringssvarerne er angivet i kursiv.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

L 22b - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

II. Høringssvarene

1. Generelt

Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Sø- og Handelsretten

Politiforbundet

har ingen bemærkninger til lovforslaget.

2. Skærpet strafzone

2.1. Generelt om lovforslaget

Advokatrådet

finder, at forslaget strider imod grundlæggende retssikker-

hedsmæssige principper, og at det vil føre til ulighed for loven, når bebo-

erne i de områder, der vil blive udpeget som skærpede strafzoner, og som

udøver de omhandlende kriminalitetstyper, vil få en dobbelt så høj straf,

som personer, der udøver den samme kriminalitet uden for zonerne. Advo-

katrådet bemærker desuden, at straffeloven allerede indeholder regler, som

giver domstolene mulighed for at skærpe straffen, ligesom loven indeholder

mulighed for at forhøje straffen for visse forbrydelser til det dobbelte, så-

fremt de er et led i bandeopgør.

Amnesty International

finder, at de utryghedsskabende kriminalitetstyper

er uacceptable og skal bekæmpes, men at det samtidig er afgørende, at det

ikke sker i en form og med midler, som må beskrives som vilkårlige og ud-

tryk for (indirekte) diskrimination. Amnesty International anfører i den for-

bindelse, at en ordning med skærpede strafzoner, der primært retter sig mod

såkaldte ”belastede” eller ”udsatte” boligområder i praksis meget nemt vil

få karakter af og blive opfattet som diskrimination. Amnesty International

anfører endvidere, at stort set al kriminologisk forskning konkluderer, at

hårdere straffe ikke i sig selv virker kriminalitetsdæmpende, og at der så me-

get mindre er grund til at tro, at periodiske fordoblinger af strafniveaet skulle

have en betydning for kriminalitetsniveauet i de omfattede boligområder.

Det Kriminalpræventive Råd

anfører, at regeringens ghettoliste viser, at

kriminaliteten i de udsatte boligområder er faldet, og at længere straffe ikke

kan påvises at have forårsaget en hverken positiv eller negativ effekt på

dømtes recidivrisiko. Det anføres bl.a. også, at hvis man skal afsone en

fængselsstraf, er der sandsynlighed for, at man bl.a. lider et kompetencetab,

føler sig ekskluderet fra samfundet mv., og at hvis man skal kriminaliteten

i de udsatte boligområder til livs, må man først og fremmest håndtere de

L 22b - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

bagvedliggende problemer og bruge ressourcer på helt at undgå, at krimina-

litet opstår. Det Kriminalpræventive Råd anfører hertil, at det skal ske via

en tidlig indsats startende med de mindste børn og deres forældre. Det Kri-

minalpræventive Råd anfører endvidere, at indsigt i utryghedens årsager

kræver, at man vælger en relevant tryghedsskabende indsats. Det anbefales

at anvende tryghedsvandringer til at finde særligt utrygge steder, som f.eks.

steder, hvor der er dårlige oversigtsforhold og manglende vedligeholdelse.

Det kan give afsæt til en tryghedsskabende indsats som f.eks. at opsætte

bedre belysning, beskæring af planter mv.

SOS Racisme

anfører, at lovforslaget overtræder væsentlige principper om

retssikkerhed, proportionalitet og lighed for loven. SOS Racisme anfører

desuden, at foreningen ikke har tiltro til, at langvarige straffe er bedre end

kortvarige til at afskrække folk fra at begå forbrydelser inden for et bestemt

geografisk område. SOS Racisme anfører videre, at fængselsophold i de

unge år ofte har en ødelæggende effekt på bl.a. den fængsledes udvikling,

tilpasning og integration på arbejdsmarkedet samtidig med, at den fængs-

lede får langvarig kontakt til kriminelle miljøer, hvilket øger risikoen for en

fortsat kriminel løbebane.

Justitsministeriet har noteret sig de anførte synspunkter.

Som det fremgår af pkt. 2.1.2 i bemærkningerne til lovforslagets alminde-

lige del, er det helt centralt, at samfundet kommer en opblussen af krimi-

nalitet i beboelsesområder hurtigt til livs.

Justitsministeriet er enig i, at det er vigtigt med en tidlig indsats over for ut-

ryghedsskabende kriminalitet.

Justitsministeriet finder dog, at der er behov for at give politiet et nyt værk-

tøj som en tilføjelse til de eksisterende redskaber, så der kan sættes yderli-

gere ind over for visse former for kriminalitet, som generelt kan virke utryg-

hedsskabende på personer, der bor eller færdes i et boligområde, og som

kan medvirke til at fastholde området i utryghed.

Det foreslås på den baggrund, at der indføres en ordning, hvorefter politiet

kan beslutte, at et særligt kriminalitets- og utryghedsplaget område udgør

en skærpet strafzone i en nærmere bestemt tidsperiode.

Det bemærkes, at det ikke er en betingelse for at indføre en skærpet

strafzone, at der er tale om et særligt udsat boligområde. Den foreslåede

L 22b - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

bestemmelse i politilovens § 6 a er en generel bestemmelse, der kan finde

anvendelse, hvis et ekstraordinært kriminalitetsbillede i det pågældende

område i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor

eller færdes i området, og udpegning af en skærpet strafzone vurderes at

være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området.

Som det fremgår af pkt. 2.1.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger,

er det op til politiet at foretage en samlet politifaglig vurdering af den kon-

krete situation i det pågældende område i forhold til, om betingelserne for

at udpege en skærpet strafzone er opfyldt.

Det indebærer bl.a., at politiet skal vurdere, om en skærpet strafzone vil

være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området. I den forbindelse

skal politiet vurdere, om der er andre redskaber, som vil være mere hen-

sigtsmæssige til at opnå formålet.

Udpegning af en skærpet strafzone udelukker ikke, at andre tryghedsska-

bende tiltag iværksættes samtidig.

Som det fremgår af pkt. 2.1.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger,

vil almindelige forvaltningsretlige principper om bl.a. proportionalitet og

saglighed finde anvendelse i forhold til en beslutning om udpegning af en

skærpet strafzone, ligesom der i forbindelse med domstolenes behandling af

den straffesag, hvor straffen påstås forhøjet under henvisning til en beslut-

ning om en skærpet strafzone, kan ske en prøvelse af beslutningens lovlig-

hed.

2.2. Fastsættelse af straf for overtrædelser begået i en skærpet strafzone

Amnesty International

anfører, at det er betænkeligt at ændre på, at det er

domstolene, der afgør strafniveauet i den enkelte sag. Amnesty Internatio-

nal finder, at forslaget vil medføre, at politiet reelt vil blive medbestem-

mende i spørgsmålet om strafudmåling, og at lovforslaget på en uheldig

måde piller ved magtens tredeling efter grundlovens § 3. Amnesty Interna-

tional anfører endvidere, at selvom der er adgang til at få prøvet en beslut-

ning om at udpege en skærpet strafzones lovlighed, så er det politiets beslut-

ning om at indføre en skærpet strafzone, der konkret fører til en forhøjelse

af den udmålte straf i hver sag, medmindre beslutningen om at indføre en

skærpet strafzone findes ugyldig.

L 22b - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

Det Kriminalpræventive Råd

er ligeledes bekymret for den rolle, som po-

litiet får med indførelse af en skærpet strafzone.

Som det fremgår af pkt. 2.1.3.5 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-

get, træffes beslutningen om at udpege en skærpet strafzone af politidirek-

tøren eller den, som vedkommende bemyndiger hertil.

Det er således op til politiet at foretage en samlet politifaglig vurdering af,

om en konkret situation i et konkret område opfylder betingelserne for at

udpege en skærpet strafzone.

Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 c ændrer ikke på, at det

fortsat er domstolene, der fastsætter straffen på baggrund af en konkret vur-

dering i det enkelte tilfælde, og at straffelovens almindelige regler om straf-

fens fastsættelse mv. fortsat vil finde anvendelse i sager omfattet af de fore-

slåede bestemmelser. Det gælder bl.a. straffelovens § 81 om skærpende om-

stændigheder, § 82 om formildende omstændigheder og § 83 om fastsæt-

telse af straffen under den angivne strafferamme eller strafbortfald.

Det bemærkes i den forbindelse, at det er almindeligt forekommende, at lov-

givningsmagten angiver retningslinjer for straffastsættelsen i et lovforslag,

herunder at straffen almindeligvis forudsættes at være af en given længde.

Ligeledes er det almindeligt forekommende, at lovgivningsmagten delege-

rer sin kompetence til at fastsætte regler til forvaltningen, herunder på bag-

grund af lokale forhold, og at overtrædelse af sådanne regler kan være for-

bundet med strafansvar. Politiet er således på flere områder tillagt kompe-

tence til at udstede generelle bestemmelser, ligesom politiet træffer bestem-

melse om konkrete forbud, påbud mv. på baggrund af bl.a. lokale forhold.

F.eks. kan politiet efter hashklubloven (lov nr. 471 af 7. juni 2001 med se-

nere ændringer) udstede forbud mod at modtage besøgende i bestemte lo-

kaler eller at opholde sig som besøgende i eller i umiddelbar nærhed af de

pågældende lokaler, hvis der foregår virksomhed på en måde, som systema-

tisk indebærer strafbare handlinger, som er egnet til at medføre ulempe og

utryghed hos omkringboende.

Den foreslåede ordning rejser efter Justitsministeriets opfattelse ikke

spørgsmål i forhold til grundlovens § 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.4 i de almindelige bemærkninger til lov-

forslaget og til bemærkningerne til den foreslåede § 81 c.

L 22b - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

Institut for Menneskerettigheder

anfører, at det med fordel kan uddybes,

når der i bemærkningerne til lovudkastets § 1, nr. 2, står, at den foreslåede

bestemmelse i straffelovens § 81 c tillige omfatter forsøg og medvirken til

lovovertrædelserne, jf. straffelovens §§ 21 og 23. Instituttet anfører, at der

kan opstå tvivl om bestemmelsens anvendelse i forhold til f.eks. forsøgs-

handlingers tilknytning til strafzonen, og at der tilsvarende kan opstå tvivl

om, hvorvidt bestemmelsen finder anvendelse ved strafudmålingen for med-

virken i forhold til, om der er forsæt til, hvor den strafbare handling finder

sted.

Justitsministeriet bemærker, at det følger af de almindelige strafferetlige be-

tingelser, hvornår der kan dømmes for forsøg og medvirken efter straffe-

lovens §§ 21 og 23, herunder hvorvidt handlingen eller undladelsen er om-

fattet af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 c.

Det vil i sidste ende være op til domstolene at vurdere, hvorvidt en overtræ-

delse ved forsøg eller medvirken i en konkret sag vil være omfattet af den

foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 c.

Som anført i bemærkningerne til den foreslåede § 81 c (lovforslagets § 1,

nr. 2) vil bestemmelsen finde anvendelse, når en strafbar handling er begået

inden for en skærpet strafzone, der er udpeget og offentliggjort i overens-

stemmelse med den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 a. Det er såle-

des ikke et krav, at gerningsmanden konkret har forsæt til, at den strafbare

handling er begået inden for en skærpet strafzone.

2.3. Administration af ordningen

Advokatrådet

noterer sig, at det er den lokale politidirektør, som skal træffe

beslutning om strafzonernes oprettelse, ligesom strafzonerne løbende kan

ændres afhængig af kriminalitetsbilledet. Det medfører ifølge Advokatrå-

det, at de borgere, som færdes i de skærpede strafzoner, ikke vil have samme

mulighed som andre for at forudsige deres retsstilling, inden de handler,

hvilket er en forringelse af deres retsstilling.

Amnesty International

anfører, at det virker besynderligt, at det ikke er en

fast regel, at der skal skiltes i de berørte boligområder, hvis det er tanken, at

den fordoblede strafferamme skal have en afskrækkende effekt, og at det har

karakter af ren signalpolitik, som man må fraråde.

L 22b - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

Politiets beslutning om at udpege en skærpet strafzone vil blive offentlig-

gjort på politiets officielle hjemmeside eller lignende, ligesom den pågæl-

dende politikreds vil udstede en pressemeddelelse om den skærpede

strafzone og de nærmere detaljer herom. Det forudsættes i den forbindelse,

at beslutningen ledsages af et kort over det pågældende geografiske om-

råde.

En skærpet strafzone kan tidligst få virkning fra det tidspunkt, hvor beslut-

ningen offentliggøres, og det forudsættes, at der som udgangspunkt er en vis

tidsperiode, fra beslutningen offentliggøres, og til den skærpede strafzone

får virkning.

En skærpet strafzone kan som udgangspunkt ikke udstrækkes ud over 3 må-

neder, medmindre der fortsat er et ekstraordinært kriminalitetsbillede af

samme karakter, som dannede grundlag for oprettelsen af zonen, og politiet

fortsat vurderer, at en skærpet strafzone vil være et egnet redskab til at gen-

skabe trygheden. Hvis der derimod skal udpeges et nyt geografisk område

som en skærpet strafzone, skal politiet træffe en ny beslutning herom.

Hvis politiet konkret vurderer, at det vil have væsentlig betydning for effek-

ten af den skærpede strafzone, bør skiltning anvendes i relevant omfang,

men Justitsministeriet har ikke fundet det hensigtsmæssigt at fastsætte et ge-

nerelt krav om, at der skal skiltes med, at der er udpeget en skærpet

strafzone i det område, hvor zonen gælder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.5 i lovforslagets almindelige bemærknin-

ger.

Rigspolitiet

bemærker, at politiets beslutning om at udpege en skærpet

strafzone ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og at det ikke i

lovforslaget er eksemplificeret, hvem der i givet fald kunne have en sådan

interessere i politiets beslutning, at vedkommende vil kunne indbringe

denne generelle beslutning for Rigspolitiet. I den forbindelse bemærker

Rigspolitiet, at lovforslagets bemærkninger hertil kan give en opfattelse af,

at der er en udvidet adgang til at få prøvet politiets generelle beslutning i

forhold til, hvad der sædvanligvis er. Derudover anføres det, at det kan give

anledning til uhensigtsmæssigheder, hvis en generel beslutning indbringes

for Rigspolitiet, idet politiets beslutning samtidig vil kunne prøves i forbin-

delse med en konkret straffesag.

L 22b - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

Det er ikke hensigten med lovforslaget at regulere adgangen til at indbringe

politiets beslutninger for Rigspolitiet i forhold til, hvad der sædvanligvis

gælder. For ikke at skabe indtryk af, at der her skulle gælde en særlig kla-

geadgang, har Justitsministeriet under pkt. 2.1.3.5 i lovforslagets alminde-

lige bemærkninger revideret afsnittet om rigspolitichefens tilsyn med politi-

direktørerne efter retsplejelovens § 109, stk. 1, således at det ikke fremgår,

at en beslutning om at udpege en skærpet strafzone kan indbringes for Rigs-

politiet af personer, der har en retlig interesse heri, idet dette vurderes at

være overflødigt.

En beslutning om at udpege en skærpet strafzone vil som følge af det sæd-

vanlige administrative over-/underordnelsesforhold være omfattet af rigs-

politichefens tilsyn med politidirektørerne efter retsplejelovens § 109, stk.

1. Der kan endvidere ske en prøvelse af beslutningens lovlighed i forbin-

delse med domstolenes behandling af den straffesag, hvor straffen påstås

forhøjet under henvisning til beslutningen om at udpege en skærpet

strafzone.

2.4. Økonomiske konsekvenser

Den Danske Dommerforening

finder anledning til at påpege, at den om-

stændighed, at sager går fra domsmandssager til nævningesager, fordi straf-

påstanden fremover vil blive højere end 4 år, vil indvirke på de i forvejen

belastede berammelsestider.

Det er Justitsministeriets vurdering, at der vil være meget få sager årligt,

som i dag behandles som domsmandssager og som fremover vil skulle be-

handles som nævningesager som følge af den foreslåede bestemmelse i

straffelovens § 81 c. Justitsministeriet vurderer på den baggrund, at den fo-

reslåede bestemmelse i straffelovens § 81 c ikke vil have nogen indvirkning

på berammelsestiderne.

3. Skærpet straf for ledende medarbejderes pligtforsømmelse i offent-

lig

tjeneste eller hverv

3.1. Generelt om lovforslaget

Danske Regioner

anfører, at offentlig ansattes undladelse af at efterkomme

pligter, som tjenesten eller hvervet medfører, er strafbelagt i straffelovens

§§ 156 og 157. De pligter, der er omfattet af straffelovens §§ 156 og 157, er

L 22b - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

imidlertid meget forskelligartede, og det er efter Danske Regioners opfat-

telse vanskeligt at vurdere og overskue de faktiske og reelle konsekvenser

af den foreslåede lovændring. Danske Regioner finder, at hvis hensigten er

at øge opmærksomheden på og fremme indberetning efter serviceloven, så

stiller Danske Regioner sig tvivlende over for, om en skærpelse af straffe-

rammen i straffelovens §§ 156 og 157 for ledere imødekommer formålet.

er uenig i, at der er behov for at hæve strafferammen, idet KL oplever,

at kommunernes ledere og medarbejdere er meget opmærksomme på plig-

ten efter servicelovens §§ 153 og 153 a til at tage kontakt til kommunalbe-

styrelsen, hvis de oplever bekymrende signaler hos børn eller unge. KL for-

venter, at en hævet strafferamme vil føre til en kraftig stigning i antallet af

underretninger, og KL anbefaler, at der ikke ændres på den nuværende straf-

feramme.

Som anført i pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger har rege-

ringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti indgået en delaftale om bl.a.

straf for pligtforsømmelse for ledere i offentlig tjeneste eller hverv. Det føl-

ger af aftalen, at det er afgørende, at børn og unge med behov for særlig

støtte, f.eks. fordi de er udsat for vold eller overgreb, opdages og hjælpes så

tidligt som muligt. I den forbindelse spiller fagfolk en central rolle, og un-

derretninger til kommunen fra fagfolk om et barn eller ung er af stor betyd-

ning for, at der kan tages hånd om dem, der har behov for det.

Aftalepartierne er enige om, at der skal sættes fokus på konsekvenserne ved

brud på den særligt udvidede underretningspligt i servicelovens § 153, stk.

1, ved at skærpe straffen for overtrædelse af de eksisterende strafbestem-

melser om pligtforsømmelser mv. i offentlig tjeneste og hverv.

I den anledning er aftalepartierne enige om at gennemføre en generel skær-

pelse af straffen for pligtforsømmelser for ledere i det offentlige. På den

baggrund foreslås det i lovforslaget at skærpe straffen for overtrædelse af

straffelovens §§ 156 og 157 om pligtforsømmelser mv. i offentlig tjeneste og

hverv, hvis pligtforsømmelsen er begået af personer med ledelsesansvar.

4. Kriminalisering af, at forældre sender deres børn til udlandet til for-

hold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare

4.1. Generelt om lovforslaget

L 22b - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

Amnesty International

deler opfattelsen af, at det er vigtigt, at der findes

et effektivt værn mod, at børn sendes på genopdragelsesrejser i udlandet,

herunder at børnene udsættes for overgreb, mishandling og ulovlig tvang.

Amnesty International finder, at det i den forbindelse kan være velbegrun-

det også at have et strafferetligt værn mod sådanne ophold i udlandet, hvor

der er alvorlig fare for, at barnets sundhed eller udvikling lider skade. Am-

nesty International finder det dog afgørende, at det strafferetlige værn ikke

bliver for ubestemt i sin ordlyd.

er enig i, at det er en meget alvorlig og ulykkelig situation, når et barn

tvinges på en genopdragelsesrejse af sine forældre. KL er dog ikke overbe-

vist om, at det vil være til gavn for barnet, at forældrene straffes. KL anfø-

rer, at det i yderste konsekvens kan medføre, at kommunerne skal tilbyde

anbringelse af børnene efter deres hjemkomst fra udlandsopholdet, idet for-

ældrene f.eks. er blevet fængslet. Det er KL’s vurdering, at det forebyggende

og opsøgende arbejde gennem den tidlige indsats over for børn og familier

bør styrkes, og at kommunerne kan blive endnu bedre til at samarbejde sy-

stematisk og dele oplysninger mellem forskellige forvaltninger og på tværs

af kommunegrænser. KL opfordrer endvidere til, at det gøres tydeligt, hvor-

vidt kommunerne er retligt forpligtet til at anmelde det stafbare forhold til

politiet. KL ser endelig gerne, at det tydeligt kommer til at fremgå af loven,

hvornår det kan være nødvendigt at undlade inddragelse af forældrene, og

efter hvilke regler kommunerne kan bruge den mulighed i arbejdet med børn

og unge, der udsættes for social kontrol.

SOS Racisme

fremkommer med en række synspunkter af rent politisk ka-

rakter.

Justitsministeriet har noteret sig de anførte synspunkter.

For så vidt angår det anførte om, at det kan være til skade for barnet, hvis

forældrene straffes for at sende barnet på genopdragelsesrejse, skal Justits-

ministeriet bemærke, at det kan have alvorlige og vidtrækkende konsekven-

ser for et barn eller en ung, hvis barnet eller den unge sendes til udlandet

og her f.eks. udsættes for vanrøgt eller vold, ikke modtager undervisning el-

ler bliver socialt isoleret.

Regeringen ønsker at sætte ind over for en sådan negativ påvirkning og un-

derstrege over for forældre, der overvejer at sende et barn til udlandet til

forhold, der kan være skadeligt for barnet, at dette ikke kan accepteres. Der-

for bør det efter regeringens opfattelse være strafbart for forældre at sende

L 22b - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

deres barn på ophold i udlandet til forhold, som bringer barnets sundhed

eller udvikling i alvorlig fare, eller lade barnet tage del i et sådant udlands-

ophold.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 125 a ikke

ændrer ved, hvornår der kan iværksættes foranstaltninger efter service-

lovens regler.

4.2. Sundhed og udvikling

Amnesty International

finder, at henvisningen til ”forhold som bringer

barnets sundhed og udvikling i fare” er en relativt bred og ubestemt formu-

lering, som er mindre velegnet til at danne grundlag for idømmelse af

fængselsstraf. Amnesty International foreslår på den baggrund, at service-

lovens § 58 i sin helhed gengives i den foreslåede bestemmelse i straffe-

lovens § 215 a, og at der i den forbindelse stilles krav om, at barnet forud

for en straffesag mod forældrene skal gennemgå en undersøgelse svarende

til den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50.

Som det fremgår af pkt. 2.3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger

skal begrebet ”sundhed og udvikling” forstås i overensstemmelse med be-

grebet i servicelovens § 58, stk. 1. Heri ligger barnets almentilstand, hvori

der ikke blot indgår helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af

betydning for barnets eller den unges trivsel. En alvorlig fare for barnets

sundhed og udvikling vil f.eks. kunne være mishandling eller andre alvor-

lige overgreb samt svigtende omsorg, herunder såvel egentlig vanrøgt som

utilstrækkelig opfyldelse af barnet eller den unges basale behov for f.eks.

mad, undervisning eller lægelig behandling. Ved vurderingen af, om der fo-

religger en alvorlig fare for barnets udvikling, skal der tages hensyn til så-

vel barnets øjeblikkelige tilstand som til dets fremtidige opvækstbetingelser.

Justitsministeriet finder ikke, at det er relevant at gengive servicelovens §

58 i sin helhed i den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 125 a. Justits-

ministeriet finder derudover ikke, at der er behov for at stille krav om, at

der udarbejdes en undersøgelse svarende til en børnefaglig undersøgelse

efter servicelovens § 50 som led i efterforskningen af, hvorvidt der er sket

en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse.

Det bemærkes hertil, at der i overensstemmelse med den almindelige for-

sætsvurdering altid vil skulle føres bevis for, at udlandsopholdet medfører

eller har medført alvorlig fare for barnets sundhed eller udvikling, og at for-

L 22b - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

ælderen eller forældrene havde kendskab til de forhold, som denne alvor-

lige fare udspringer af.

4.3. Økonomiske konsekvenser

Domstolsstyrelsen

vurderer, at udgifterne forbundet med behandlingen af

et begrænset antal nye sager om forældre, der sender deres børn til udlandet

på ophold, som kan være skadelige for barnet, kan holdes inden for den øko-

nomiske ramme. Denne økonomiske vurdering beror på ministeriets forven-

telige årlige sagsmængde på 1-3 sager, som det fremgår af lovudkastet.

Justitsministeriet er enig i Domstolsstyrelsens bemærkninger.

5. Inddragelse af pas

5.1. Generelt om lovforslaget

er positive over for det konkrete redskab, der ligger i politiets mulighed

for at tilbageholde eller inddrage et barns pas, når der er grund til at antage,

at det pågældende barn ellers vil blive sendt til udlandet under forhold, der

bringer den pågældendes sundhed eller udvikling i alvorlig fare.

5.2. Teknisk registrering af afgørelser om nægtelse eller inddragelse af

pas

Rigspolitiet

bemærker, at Det Centrale Pasregister (Pasregisteret) alene kan

indeholde oplysninger om personer, der har fået udstedt et pas, hvor passet

fortsat er gyldigt eller udløbet inden for de sidste 2 år. Rigspolitiet finder, at

en effektiv spærring i stedet kan finde sted ved at en afgørelse om nægtelse

eller inddragelse af pas registreres med en aktualitetskode i Det Centrale

Kriminalregister (Kriminalregisteret), som vil kunne føre til en spærring i

Pasregisteret, hvilket allerede sker i forbindelse afgørelser truffet efter pas-

lovens § 2, stk. 1, nr. 4. Dette vil dog kræve en ændring af kriminalregister-

bekendtgørelsen, da det vil kræve, at børn under den kriminelle lavalder re-

gistreres i Kriminalregisteret, hvilket i dag kun sker undtagelsesvis ved

strafbare forhold af en vis grovhed, og hvor barnet er mindst 10 år.

Udgangspunktet er i dag, at børn under den kriminelle lavalder kun undta-

gelsesvis registreres i Kriminalregisteret ved strafbare forhold af en vis

grovhed, og hvor barnet er mindst 10 år. Justitsministeriet finder det uhen-

sigtsmæssigt at fravige det udgangspunkt, ved at begynde at registrere børn

L 22b - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

i Kriminalregisteret, selvom de kan være under den kriminelle lavalder og i

øvrigt ikke har begået noget strafbart, hvis der kan findes andre løsninger.

Justitsministeriet er i den forbindelse i dialog med Rigspolitiet om at finde

en løsning, hvor opdateringen bliver registreret i selve Pasregisteret, og

som samtidig sikrer, at de pasudstedende myndigheder bliver opmærk-

somme på afgørelsen om nægtelse eller inddragelse af pas og undlader at

udstede et pas, hvis den pågældende indgiver ansøgning om pas under af-

gørelsens virkningsperiode.

5.3. Dokumentationskrav

Rigspolitiet

bemærker, at der kan være udfordringer i forhold til dokumen-

tation og afgrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde, da det i visse

tilfælde kan være vanskeligt at skaffe dokumentation for, at det pågældende

udlandsophold vil bringe barnets sundhed og udvikling i fare, særligt i lyset

af, at barnets forældre eller familie i øvrigt formentlig ikke ønsker at bidrage

med oplysninger i denne forbindelse. Dette vil særligt være problematisk i

hastende situationer, hvor politiet modtager oplysninger, der knytter sig til

en flyafgang inden for få timer.

Justitsministeriet er enig i, at der kan være udfordringer i forhold til frem-

skaffelse af dokumentation for, at det pågældende udlandsophold vil bringe

barnets sundhed og udvikling i fare. Dette ændrer dog ikke på, at nægtelse

eller inddragelse af pas er et vigtigt redskab for at forhindre, at børn sen-

des på udlandsophold, der bringer deres sundhed og udvikling i fare.

III. Lovforslaget i forhold til lovudkastet

Der er i det fremsatte lovforslag foretaget visse ændringer af sproglig, lov-

teknisk og redaktionel karakter i forhold til det udkast, som har været sendt

i høring. Der er endvidere foretaget en række præciseringer og tilføjelser til

bemærkningerne i lovudkastet.

Herudover adskiller det fremsatte lovforslag sig fra det udkast, som har væ-

ret i høring, på følgende måde:

I den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 c, stk. 1, hvorefter straf-

fen kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis en overtrædelse er begået i en skær-

pet strafzone tilføjes straffelovens § 123 (vidnetrusler), § 132 a (viderefø-

relse af foreløbigt forbudte eller opløste foreninger), § 132 b (overtrædelse

af opholdsforbud) og § 134 a (deltagelse i slagsmål mv. på offentligt sted).

L 22b - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

Det præciseres i den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 c, stk. 1, at

straffelovens § 244, stk. 2 (vold i nære relationer), ikke er omfattet af be-

stemmelsen. Baggrunden herfor er, at det vurderes, at vold i nære relationer

ikke er en kriminalitetstype, som generelt virker utryghedsskabende for per-

soner, der færdes i det område, hvor kriminaliteten er begået, og dermed

medvirker til at fastholde området i utryghed.

Det anføres i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i straffelovens

§ 81 c (lovforslagets § 1, nr. 2), at grov afpresning, jf. straffelovens § 281,

jf. § 286, stk. 1, er et eksempel på en forbrydelse, der i forvejen straffes med

en så lang fængselsstraf, at en fordobling af strafniveauet ikke vil stå i rime-

ligt forhold til den begåede kriminalitet sammenholdt med tilsvarende for-

brydelser begået uden for den skærpede strafzone. Det forudsættes derfor,

at straffen for disse overtrædelser i stedet skærpes med en tredjedel.

Under pkt. 2.1.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger er afsnittet om

rigspolitichefens tilsyn med politidirektørerne efter retsplejelovens § 109,

stk. 1, revideret, således at det ikke fremgår, at en beslutning om at udpege

en skærpet strafzone kan indbringes for Rigspolitiet af personer, der har en

retlig interesse heri, idet dette vurderes at være overflødigt. Det er således

ikke hensigten med lovforslaget at regulere adgangen til at indbringe poli-

tiets beslutninger for Rigspolitiet i forhold til, hvad der sædvanligvis gæl-

der.

I lovforslagets § 5 er der indsat en anordningshjemmel for så vidt angår lov-

forslagets § 3 vedrørende politiets mulighed for at udpege en skærpet

strafzone. Det foreslås herved, at lovens § 3 ved kongelig anordning kan

sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de færøske

eller grønlandske forhold tilsiger, svarende til, hvad der i øvrigt gælder ef-

ter politiloven.