Mange tak, formand.
Jeg vil også gerne takke for den meningsudveksling, der har været her i Folketingssalen i dag, omkring L 222.
Det her lovforslag handler jo om dele af medieaftalen for 2019-2023, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti, altså er det mellem en meget snæver kreds af partier.
Med lovforslaget ønsker regeringen, at trykte og elektroniske aviser afgiftsmæssigt bliver behandlet på samme vis, og det vil sige, at elektroniske aviser bliver omfattet af nulmomsen og pålægges lønsumsafgift, ligesom det er i dag for de trykte aviser.
Personligt er jeg helt vild med, jeg vil nærmest sige elsker sådan en trykt avis.
Jeg synes, det er fantastisk at læse ting på fysisk papir; det er meget bedre end på en telefon eller på en iPad, men jeg må også erkende, at jeg på trods af min unge alder står ret alene med min entusiasme for det trykte medie, og jeg tror desværre, at det kommer til at gå sådan, at flere og flere borgere i det her land læser de nyheder, de får, fra noget, der ikke er et fysisk produkt, men noget, der er et elektronisk produkt.
Derfor er det jo vigtigt, selv om man, som jeg personligt gør, begræder udviklingen, at vores skattelovgivning følger med den teknologiske udvikling, og nulmoms på aviser i dag er et eksempel på, at lovgivningen ikke er fulgt med samfundsudviklingen.
Nulmoms på aviser har en del år på bagen.
Den første momslov blev indført for 50 år siden, og dengang var en avis kendetegnet ved, at den blev udgivet på knitrende papir.
Man fik også lidt sorte fingre, synes jeg, det gør man så ikke længere, men en gang imellem kunne man godt få det af at læse Information.
Men ellers får man normalt ikke sort tryksværte på fingrene.
I sagens natur har det nok dengang været svært at forestille sig, at den teknologiske udvikling ville komme til at betyde, at vi i dag i højere og højere grad læser vores avis på iPad og på telefon, lydløst og uden som sagt at få sorte fingre.
Derfor er det fornuftigt, at nulmomsen bliver gjort teknologineutral, så den er opdateret til det samfund, vi lever i i dag.
Hvis jeg lige skal forholde mig lidt til den debat, der så har været, eller meningsudveksling, der har været, så vil jeg godt takke hr.
Dennis Flydtkjær for spørgsmålene og sige, at jeg også er glad for, at han ikke forventer at få dem besvaret her i dag, for vi har som sagt lige modtaget dem, men vi skal nok svare på de relevante spørgsmål, der er stillet af Dansk Folkeparti, og vil gerne gøre det så hurtigt som muligt.
Så er der Socialdemokraterne, der problematiserer varigheden af udvalgsarbejdet, og der kan jeg da være helt ærlig og sige, at jeg er tilhænger af lange høringsfrister og også af god tid til folketingsarbejdet, men når vi her tillader os at gå på kompromis med det – og vi gør det for de partier, der står bag forslaget – er det, fordi vi gerne vil have det gennemført, inden der kommer et folketingsvalg.
Jeg kan næsten fornemme lidt, at der bag Socialdemokraternes og hr.
Jesper Petersens ønske om længere tid til udvalgsbehandlingen nu ligger en skepsis, og det kan være, det er forkert, men en skepsis over for, om det nu er en god idé at lave det her lovforslag, og så kunne det være belejligt, at vi slet ikke fik det vedtaget, for så bortfaldt det, og så fik man mulighed for at gøre det om, hvis man vandt valget, såvel som det ville blive på den her måde, hvis vi måtte vinde valget.
Så vi benytter os af det, jeg mener er helt legitimt i et folkestyre, nemlig det, at vi op mod en valgdato godt lige vil have vores ting igennem, når vi nu har sikkerhed for, at vi har flertallet; det håber og tror jeg også på vi har efter et valg, men nu har vi i hvert fald sikkerhed for det.
Så det er årsagen til den stramme tidsplan, og det må man gerne være ked af, og det må man også gerne kritisere, men jeg tror, man kunne finde eksempler på, at andre regeringer med en rød partifarve har gjort præcis det samme op mod et folketingsvalg.
Sådan er spillereglerne.
Det er det ærlige svar.
Så årsagen til den korte høringsperiode er altså, at det er aftalt i finansloven, og vi vil gerne have det vedtaget så hurtigt som muligt.
Så er der spørgsmålet omkring ligestilling med andre medier og den her konkurrenceanalyse.
Det er jo helt rigtigt, at det er den samme kreds af partier, der har lavet finansloven, der har lavet medieforliget, man lavede først medieforliget og så finansloven, og der har man, regeringspartierne og Dansk Folkeparti, så i fællesskab besluttet, at vi godt kunne gennemføre det her forslag, uden der forelå en egentlig medieanalyse.
Det ville da have været optimalt, hvis vi havde haft den, men den kan først være færdig til efteråret, og så kan vi som sagt stå i en situation, hvor det jo er, at vi ikke kan komme igennem med lovforslaget, og det ville vi synes var ærgerligt.
Så derfor er vi gået på kompromis med den del.
Vi ved ikke, hvad analysen vil vise, men hvis den viser, at flere medier kan komme ind under nulmomsordningen, vil min indstilling her som skatteminister og Venstremand være den, at det ser vi meget gerne positivt på, og så har vi jo mulighed for at lave et lovforslag i næste samling, hvis der skulle blive behov for det.
Det, jeg dog også vil sige, og det kan godt virke urimeligt, men sådan er det, er, at vi ikke kan sikre fuldstændig ligestilling mellem de gamle klassiske medier og de nye elektroniske medier, og at det skyldes, at vi har en stand still-periode – på dansk:
en stilstandsperiode – hvor vi egentlig har nogle regler, som vi aldrig ville få lov til at indføre, hvis de skulle indføres nu, hvor vi er medlem af EU, men vi havde dem, inden vi kom ind i EU, og derfor har vi fået lov til at beholde dem under løfte om, at vi ikke ændrer dem.
Hvis vi ændrer dem, risikerer vi, at vi må fjerne dem helt.
Og derfor er det juridiske rum for at ændre reglerne altså meget, meget begrænset.
Hvis vi ændrer reglerne, det kan vi jo beslutte at gøre, men hvis vi gør det, risikerer vi, at nogen klager til Europa-Kommissionen, og så trækker man tæppet væk under hele nulmomsordningen.
Og jeg kunne godt forestille mig, uden at jeg kan sige noget sådan konkret, at der er nogle interessenter derude, der egentlig kunne have en interesse i det, fordi det ville sikre ligestilling af dem, men det ville jo ødelægge et system, som vi politisk har besluttet.
Så derfor er det juridiske rum for at ændre de her kriterier altså meget, meget begrænset.
Hvis man vil lave reglerne om, kan man gøre tre ting.
Man kan fjerne nulmomsen og så i stedet for give et tilskud svarende til den skatteværdi, nulmomsen har, til forskellige medier.
Det tror jeg der er nogle medier der vil være utilfredse med, for så ville der være politikere, der havde den holdning, at noget skulle støttes mere end noget andet, så det vil man nok gerne undgå, men det kunne man vælge at gøre inden for EU-reglerne og på den måde sikre ligestilling.
Den anden måde, man kan gøre det på, er jo ved at indføre differentieret moms, og det vil jeg – og der er jeg helt enig med SF’s ordfører – advare kraftigt imod.
Det er nærmest den eneste del af vores skattesystem, der er nogenlunde enkel, nemlig at vi har en momssats.
Enten betaler man moms, eller også gør man det ikke.
Men de to muligheder er der.
Hvis der er mere rum, kan jeg som skatteminister give det tilsagn, at vi gerne vil sørge for, at nye medier kan komme ind under den gamle ordning.
Men mulighederne for at ændre kriterierne er juridisk meget begrænsede, fordi man ellers risikerer at trække tæppet væk under hele nulmomsordningen.
Er det rimeligt?
Det er det sådan set ikke, men det er de regler, der gælder, og dem bliver vi alle sammen nødt til at operere under.
Jeg vil sige tak for debatten og se frem til en god, konstruktiv og forhåbentlig også hurtig udvalgsbehandling.