Jeg var spændt på, om der var fugtigt heroppe, efter at der var blevet trådt så meget vande.
Det her lovforslag synes vi er et rigtig godt lovforslag, for det prioriterer jo udviklingen af dansk fiskeri.
En af de ting, der glæder os mest, er jo den her ressourcebeskatning, der er med i forslaget:
en skat på vores fælles ressource, en ressourcebeskatning.
Det kan godt være, at det ikke er det ord, der bruges fuldt ud hele vejen igennem lovforslaget, men udgangspunktet er jo, at vi har nogle ressourcer i vores have i form af fisk, hvor de fisk i mange år er blevet givet gratis til nogle fiskere, som så har kunnet fiske inden for nogle begrænsninger, inden for nogle kvoter.
Nu har vi så landet en aftale, hvor der gives mulighed for, at der kan være nogle nye fisk, som sådan set bliver udbudt, altså hvor man kan byde på dem, og hvor man skal give penge for at få lov til at fiske de fisk.
De penge øremærkes så til at kunne udvikle fiskeriet i Danmark.
Det synes vi egentlig er en meget god cigarkassetænkning, der er omkring det, så det glæder os, og vi glæder os til at se, hvordan det bliver foldet ud i virkeligheden, og hvad det giver af ressourcer i form af indtægter, som kan være med til at udvikle fiskeriet.
Vi er også glade for det, der er taget med her, nemlig en mærkningsordning for de fisk, som får et prædikat som skånsomt fisket, kystfiskeri.
Jeg tror, at forbrugerne efterspørger kvalitetsfisk.
Det her giver mulighed for, at man så kan dokumentere, at der er nogle fiskere, som fisker med skånsomme fiskeredskaber, og som har den kvalitet i de fisk, de fanger.
Det er forhåbentlig også et mærke, som gør, at forbrugerne med tiden finder ud af, at det altså er relativt friskfanget fisk, man får på den måde.
Så er der spørgsmålet om, hvilken kontrol vi skal have af fiskerierhvervet.
Jamen vi har jo altså en landingsforpligtelse, hvor fiskerne skal tage de fisk i land, som de fanger.
Der synes vi det er rigtig godt, at der åbnes op for, at der kan være en videoovervågning af de fisk, der fanges.
Jeg er sådan set enig med Socialdemokratiets fiskeriordfører i, at det bør være muligt at etablere det på en måde, så det er fiskene, der filmes, i stedet for at der er fokus på at filme fiskerne.
Vi har jo også set nogle sager, hvor det er af betydning, at man ved, hvor fiskerfartøjerne er, og om de er i gang med at bruge deres redskaber.
Vi synes, det er helt naturligt, at der er en kontrol med vores fiskeressourcer, og at man kontrollerer, hvad fiskerne fanger, og hvad de gør.
Jeg kan ikke se, at det er så slemt.
Jeg kan slet ikke følge Dansk Folkepartis ordfører i, at det her skulle være så slemt.
Hvis man virkelig ikke vil overvåges overhovedet, skal man afskaffe sin mobiltelefon og den slags.
Hvis man bruger kontrollen af fiskeriet på en kontrolleret måde, synes jeg, at det er helt naturligt, at der er en kontrol med det erhverv, som tager ud og fanger vores fælles fiskeressource.
Så er der også taget med her, at promillerne, som der betales for den landede fiskefangst, sættes lidt op.
Det giver jo mulighed for igen at have flere penge til at udvikle fiskerierhvervet.
Det synes vi er glædeligt.
Jeg kunne også godt se konturerne af, at det med tiden kunne frigøre nogle midler i Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, som jo har et lidt bredt virke, og hvor der måske vil være andre projekter, der nemmere kunne blive fremmet der, når man nu har en promilleindtægt et andet sted.
Så jeg ser sådan set perspektiverne i, at der kunne være noget genopretning af fiskebestande, etablering af stenrev og deslige, som i højere grad kunne blive prioriteret for de midler, når nu vi skaffer nogle ekstra midler ved at bortauktionere fisk, og ved at promilleafgiften sættes op.
Så jeg synes sådan set kun, at der er gode ting i det her lovforslag, og jeg noterer mig også, at der er en række grønne organisationer, som i deres høring til lovforslaget udtrykker deres støtte til det, vi laver.
Så jeg er sikker på, at det, vi har landet her, og som jo har en forhistorie med, at man har etableret et flertal uden om regeringen, og så har regeringen tilsluttet sig de intentioner, vi har for udviklingen af fiskeripolitikken, bærer frugt, og det er vi i Enhedslisten rigtig glade for, og derfor støtter vi lovforslaget.