Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 219:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger. (Sprogkrav til sundhedspersoner, krav om instrukser, lovfæstelse af Fagligt Forum for Patientsikkerhed, øget beskyttelse af personer ved rapportering af utilsigtede hændelser, vurdering af lægeerklæringer på indfødsretsområdet, oprettelse af Rådgivende Udvalg for Tilsyn og forenkling af reglerne om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger m.v.).

Af sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby).

(Fremsættelse 28.03.2019).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver indledningsvis ordet til fru Karin Gaardsted som ordfører for Socialdemokratiet.

Mange tak for det. Lovforslaget indeholder i alt otte elementer. De første fire elementer er udløbere af den såkaldte tillidspakke fra januar 2018, som også Socialdemokratiet tilsluttede sig. Sundhedsministeren fremlagde tillidspakken som en reaktion på udbredt og voksende utilfredshed blandt sundhedspersonalet, særlig læger, med den måde, som Styrelsen for Patientsikkerhed agerede på.

Utilfredsheden sprang ud i lys lue i forbindelse med den såkaldte Svendborgsag, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed anklagede en yngre læge på Svendborg Sygehus for grov uagtsomhed og forsømmelse i en sag om en 66-årig patients død på Svendborg Sygehus i 2013. Lægen blev i marts 2018 frikendt i Højesteret efter først at være blevet frifundet i byretten og senere fundet skyldig i landsretten.

Alle fire elementer er fornuftige, og der er også stor tilslutning i de høringssvar, der er kommet ind. Det er afgørende for patientsikkerheden i Danmark, at der bliver ført et tilstrækkeligt tilsyn i vores sundhedsvæsen. Når der opstår fejl, skal der uddrages læring af disse fejl, og hvis der opstår gentagne fejl omkring den samme sundhedsperson, skal der være et tilsyn, som kan skride ind. Men det må aldrig være sådan, at sundhedspersoner skal gå og kigge sig over skulderen og frygte, at de bliver hængt ud og straffet for den mindste fejl. Vi skal ikke have amerikanske tilstande i det danske sundhedsvæsen. Patientsikkerheden er afgørende for vores patienter, men de ansattes retssikkerhed er også afgørende for, at vores sundhedsprofessionelle kan føle sig trygge i det danske sundhedsvæsen og yde en ordentlig behandling.

Det femte element drejer sig om sprogkrav til udenlandske sundhedspersoner i Danmark. Sundhedsministeren foreslår, at det skrives ind i lovgivningen, at det er regionsrådenes ansvar at sikre, at sundhedspersoner er i besiddelse af de sproglige kompetencer, der er nødvendige for at kunne udøve den stilling, som de er ansat i. I dag har regionerne alene et mere overordnet driftsherreansvar for at sikre de rette kompetencer hos personalet, men der er ikke i lovgivningen fastsat et udtrykkeligt krav til de ansvarlige arbejdsgivere om at sikre de nødvendige sproglige kompetencer.

For nylig var der en del diskussion om udenlandske lægers sproglige og faglige kompetencer i forbindelse med DR's dokumentarserie »De udenlandske læger«. Men temaet har løbende været oppe hen over denne regeringsperiode, og hver gang har sundhedsministeren henholdt sig til »de stedlige ledelser, der bør have frihed til at vurdere de ansattes sprogkompetencer i forhold til de funktioner, der ligger i den konkrete ansættelse.« Sundhedsministeren er altså imod, at man fra nationalt hold lovgiver om, at læger uddannet inden for EU, eksempelvis i Østeuropa, skal bestå de samme sprogprøver, som læger uddannet i et tredjeland, eksempelvis Indien, i dag skal bestå for at blive ansat i det danske sundhedsvæsen.

Der argumenteres med, at det er mere afgørende, at man taler godt dansk, hvis man er praktiserende læge eller psykiater, end hvis man arbejder som speciallæge i klinisk biokemi eller klinisk immunologi. Det er sådan set også rigtigt nok, men selv hvis man står i et laboratorium dagen lang og derfor ikke har megen patientkontakt, har man jo stadig væk danske kollegaer, som man skal kunne kommunikere sikkert med. I Socialdemokratiet finder vi det afgørende, at sundhedspersonale ansat i Danmark kan forstå, hvad patienterne siger, og at patienterne kan forstå, hvad lægerne siger. Vellykket kommunikation er en afgørende forudsætning for høj behandlingskvalitet og patientsikkerhed.

Det sjette element følger af den aftale på indfødsretsområdet, som vi indgik med regeringen og DF i juni 2018. Her blev der enighed om, at der fremover skal foreligge en lægeerklæring, hvis man som ansøger på grund af langvarig fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse anmoder om dispensation fra kravet om dokumentation for danskkundskaber og for at have bestået indfødsretsprøven af 2015. Denne aftale rækker ind i sundhedsloven, fordi man herefter vil oprette en enhed i Styrelsen for Patientklager, som et medlem af Folketingets Indfødsretsudvalg vil kunne bede om en såkaldt second opinion af de lægeerklæringer, der indsendes i forbindelse med ansøgning om statsborgerskab. Hvis Styrelsen for Patientklager bliver bedt om en second opinion, skal styrelsen tilkendegive, om den enten er enig eller uenig i lægens vurderinger og konklusioner, eller om den mener, at lægens vurderinger og konklusioner er mangelfulde.

Det syvende element er en lovteknisk tilretning, og det samme gælder for det ottende element.

Socialdemokratiet støtter op om lovforslaget i sin helhed.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Vi går videre til fru Liselott Blixt, som er ordfører for Dansk Folkeparti.

Det er altid så rart at komme som nr. 2, når der er sådan et langt lovforslag med rigtig mange punkter, for så behøver jeg ikke at gentage det, som den første ordfører har været så venlig at fortælle om. Men jeg vil i hvert fald sige, at det her lovforslag kommer efter nogle tragiske hændelser. Jeg vil ikke gå i detaljer, men en læge er blevet anklaget for skødesløshed på sit arbejde. Det blev i sidste ende heldigvis til frifindelse ved Højesteret. Men det udløste i den periode, at flere læger lavede kampagnen »Det ku' ha' været mig«.

Omkring hver tredje af landets 30.000 læger skrev under på et mistillidsvotum til styrelsen, et initiativ, der blev taget af en overlæge på Odense Universitetshospital, og han fik så også senere besøg af styrelsens direktør på en døgnvagt på intensivafdelingen, for at de kunne få talt om, hvad det var, der skete, og hvad det er, der sker i det daglige arbejde. Svendborgsagen er blevet fulgt tæt af sundhedspersonalet landet over, og deres bekymring blev opsummeret i et tweet, der lyder:

»I morgen falder der dom i Svendborgsagen. Og for mange læger falder der dermed dom i deres fremtidige virke som læge. Tør man blive i et system, hvor man kan dømmes som kriminel for at udføre sit arbejde efter bedste evne i de givne rammer?«

Det synes jeg sætter hele lovforslaget i relief, i forhold til den vægtning, der skal ske, i forhold til patientsikkerhed, men også i forhold til ressourser og lægens arbejde og øvrige sundhedspersonales arbejde. Så spørgsmålet var selvfølgelig også: Var styrelsen gået for langt, og hvordan kan og skal man kunne agere som læge i travle perioder?

Ministeren holdt møde med de to organisationer Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd, og det kom der så de her punkter ud af. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er nok, og jeg ved også, at der er nogle læger, der stiller sig selv det spørgsmål, selv om vi vedtager lovforslaget. Så det er nogle af de ting, som vi bliver nødt til at arbejde med, og i hvert fald også efter at en eventuel lov bliver gennemført.

Et af de punkter, som vi har været særlig interesseret i, er det sprogkrav, der stilles til de udenlandske læger. For hvor er sikkerheden? Det er altså alfa og omega, at man kan forstå den læge, som skal behandle en. Vi har afdelinger i Danmark, som er blevet lukket, fordi der har været for store komplikationer, fordi der har været udenlandske læger, der enten ikke var dygtige nok på grund af manglende kvalifikationer eller ikke kunne sproget. Så vi ønsker et skærpet sprogkrav. Det er også en af grundene til, at vi i næste uge sammen med Enhedslisten fremsætter to forslag, og jeg tror, det er på torsdag, de skal behandles, og i dem stiller vi netop de samme krav til læger fra EU-lande, som vi stiller til læger fra tredjelande. Det ser jeg også at en stor del af høringssvarene påpeger. Det er både Danske Regioner, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Dansk Selskab for Almen Medicin, Ældre Sagen, Danske Patienter og Lægeforeningen, så det er jo et massivt ønske.

Men jeg vil godt spørge ministeren, når nu Danske Regioner går ud og påpeger det her og ministeren jo også sætter regionerne til at have ansvaret for at ansætte de her læger, om det ikke kunne have foranlediget at stille nogle krav til de sundhedspersoner, man ansætter, sådan at man faktisk kunne have taget det ind i de år, der er gået. For jeg mener, at uanset hvad man ansætter af personale, tager man dem til samtale, og der har man vel nogle krav på den enkelte afdeling til, hvad de skal kunne. Så det vil jeg godt spørge ministeren om. Jeg ved, at ministeren er blevet spurgt om det tidligere i samråd osv., men jeg synes, det er vigtigt at påpege det her, når Danske Regioner i et høringssvar påpeger problemet, for jeg tænker: Hvad er det, de selv kunne have gjort?

Men af andre forslag, som den foregående ordfører som sagt har været inde på, er der forslag om f.eks. Det Rådgivende Udvalg for Tilsyn og Fagligt Forum for Patientsikkerhed. Jeg kan også se, at der er nogen, der har stillet spørgsmål om, om de kommer til at overlappe hinanden, for noget, vi skal passe på med, er at lave så meget bureaukrati, at vi laver så mange regler, at sundhedspersonalet skal sidde og bruge tid på bag en computer eller på et afkrydsningsskema eller en hel masse andre ting i stedet for at tage sig af patienten. For så får vi jo ikke så meget patientkontakt. Vi ved, at vores sundhedsvæsen er presset, og derfor skal vi også sikre, at der sker den vægtning, der skal være, for sundhedspersonalet, sådan at de også i en travl situation selv kan beslutte, hvad det er, de skal behandle først, og hvad det er, de kan lade gå videre. Der er rigtig mange andre gode forslag så som krav om instrukser og forenkling af proceduren for anmeldelse af virksomhedsansvarlige læger og tandlæger osv.

Vi støtter forslaget, men har nogle spørgsmål, som vi gerne vil stille, og som vi så håber kan nå at blive behandlet, men ellers bliver det vel efter et valg eller sådan noget lignende.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er vi kommet til fru Jane Heitmann, som er ordfører for Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak, formand. Tillid er et afgørende element i det danske sundhedsvæsen – tillid mellem patient og behandler, mellem patient og sundhedsvæsenets forskellige instanser, tillid mellem kollegaer, tillid mellem ansatte, styrelser, arbejdsgivere, ledere og politikere. Og det var både trist og frustrerende sidste år, da vi måtte sande, at tilliden hos vores sundhedsvæsens dygtige læger og sygeplejersker til en del af vores væsen havde lidt et knæk. En sag fra Svendborg Sygehus, som endte i Højesteret, viste sig at være næsten eksplosiv, og den anklagede læge blev frifundet, heldigvis. Næsten 9.000 læger rejste alvorlig kritik af Styrelsen for Patientsikkerhed og udsendte et såkaldt mistillidsvotum til styrelsens direktør, og Kammeradvokaten gik ind i sagen og konkluderede:

»Det er ikke vores vurdering, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan kritiseres for at have rettet henvendelse til politiet i de 62 sager i 2017. Vi mener således, at der hverken er grundlag for at kritisere den stigning, der er sket, eller kritisere, at man fandt belæg for, at politiet skulle inddrages i de konkrete sager.«

Lad mig med det samme understrege, at det kan være en hårfin balance på den ene side at løfte det ansvar, som det er at sikre høj patientsikkerhed, og på den anden side samtidig sikre et lærende sundhedsvæsen, hvor enhver trygt skal kunne indberette fejl og utilsigtede hændelser, så vi alle kan tage læring af hændelsen, uanset hvor eller hvordan den er afstedkommet. Vores sundhedsvæsen må og skal bygges på tillid, læring og dialog og samtidig være lyttende og ikke fordømmende.

I Venstre bakker vi fuldt og helt op om sundhedsministerens tillægspakke, for det var og er helt afgørende, at vi får genskabt tilliden mellem alle parter. Med de nye Det Rådgivende Udvalg for Tilsyn og Fagligt Forum for Patientsikkerhed skabes der nu bedre rum for dialog om tilsynsmetoder, fremgangsmåder og faglig sparring om læringsaktiviteter, og det glæder mig, at både patientorganisationer og faglige organisationer får plads i Det Rådgivende Udvalg for Tilsyn, og at Fagligt Forum for Patientsikkerhed bl.a. inddrager repræsentanter med klinisk praksis.

Med lovforslaget her sikrer vi også bedre beskyttelse af de personer, som indgår i en rapporteret utilsigtet hændelse. Et lærende sundhedsvæsen er også et trygt sundhedsvæsen. I begyndelsen af 2018 nedsatte Styrelsen for Patientsikkerhed en arbejdsgruppe, der skulle se på instrukser og arbejdsforhold i patientbehandling. Arbejdsgruppen anbefaler, at vi ved lov fastsætter krav om driftsherrens pligt til at udfærdige instrukser. Den anbefaling reagerer vi nu på og implementerer lovkrav om, at en given driftsherre, det kan være et regionsråd eller en kommunalbestyrelse, skal sikre ledelsesmæssige forskrifter, som angiver, hvordan ansatte autoriserede sundhedspersoner og andet sundhedsfagligt personale skal forholde sig under givne omstændigheder, som der står i lovteksten.

Når vi nu er ved driftsherreansvaret, skærper vi også lovgivningen, for så vidt angår de nødvendige sprogkrav til de sundhedspersoner, som ansættes i det danske sundhedsvæsen. Arbejdsgiveren har ansvaret for, at den pågældende sundhedsperson har de nødvendige sproglige kompetencer. Og det vil altid være en samlet vurdering i forhold til den konkrete stilling eller opgaveløsning eller omfanget af patientkontakt osv. For os i Venstre er det afgørende, at personer, som har patientkontakt, må og skal kunne gøre sig forståelige på dansk. Det handler om patientsikkerhed.

Gode danskkundskaber skal man også have for at bestå indfødsretsprøven. Der er brug for et mere entydigt og gennemsigtigt grundlag for sagsbehandlingen. Derfor giver det mening, at Folketingets Indfødsretsudvalget gennem Udlændinge- og Integrationsministeriet kan anmode Styrelsen for Patientklager om at foretage en vurdering af lægeerklæringer, som er udfærdiget til brug for behandling af sager om statsborgerskab. Det er afgørende at få afklaret, om en given person f.eks. ville kunne bestå sprogprøven ved brug af hjælpemidler eller forlænget tid eller ved f.eks. prøveaflæggelse i eget hjem. Med til at blive dansk hører også, at man taler sproget, medmindre der er helt specielle grunde til, at man ikke kan tilegne sig det danske sprog; det kan jo være, at man er syg, eller man har et handicap.

Den sidste del af lovforslaget handler om læger og tandlæger, og med lovforslaget her foreslår regeringen en forenkling af anmeldelsesordningen for virksomhedsansvarlige læger og tandlæger. Bl.a. vil mængden af de oplysninger, som et givent behandlingssted skal angive, blive reduceret. Fremover vil behandlingsstedet f.eks. skulle angive cvr-nummeret eller autorisations-id'et og navnet på den udpegede virksomhedsansvarlige læge eller tandlæge, ligesom behandlingsstedets navn og adresse skal fremgå.

Venstre kan støtte alle elementer i det fremsatte lovforslag. Og så skal jeg hilse fra Liberal Alliance, som desværre ikke havde mulighed for at være til stede her i salen i dag, og sige, at man også fra den kant støtter lovforslaget.

Tak til Venstres ordfører. Så er vi kommet til hr. Peder Hvelplund som ordfører for Enhedslisten.

Tak for det, formand. Jeg kan ligeså godt sige det fra starten af: Enhedslisten kommer til at stemme imod det lovforslag, som det ligger her. Det gør vi, fordi der er et af elementerne i den her blandede pakke af initiativer, som er fuldstændig uspiselig for os, og det er forslaget om vurderingen af lægeerklæringen, hvor der oprettes en ny enhed i Styrelsen for Patientklager, der kan underkende allerede udførte speciallægeerklæringer. Det er en særdeles bekymrende konstruktion, som også får kritik i høringssvarene. Men det vil jeg vende tilbage til.

Lovforslaget er som sagt en blandet pakke. Der er en del, der er en implementering af den såkaldte tillidspakke fra januar måned. Tillidspakken skulle genoprette tilliden mellem sundhedsvæsenet og sundhedspersonalet efter Svendborgsagen, der berettiget skabte stor usikkerhed hos læger og andet sundhedspersonale for at kunne blive indklaget for domstolene af Styrelsen for Patientsikkerhed, selv om de reelt set blot passede deres arbejde i et sundhedsvæsen, der er alt, alt for presset af mangel på ressourcer. Vi finder ikke, at regeringen har været voldsomt ambitiøse i forhold til implementeringen. F.eks. er det helt uforståeligt, at regeringen ikke har oprettet en ankeinstans for både tilsyns- og ankesager. Det blev ellers annonceret i forbindelse med tillidspakken, og det er et helt naturligt element, at der ville kunne indføres en anden instans.

Herudover er der en række positive initiativer såsom Rådgivende Udvalg for Tilsyn, Fagligt Forum for Patientsikkerhed, øget beskyttelse ved rapportering af utilsigtede hændelser og krav om instrukser. Det er alt sammen udmærket tiltag, som formentlig ikke vil ændre det store, men som trods alt er små forbedringer. Dem ville vi samlet set godt kunne støtte.

Så er der forslaget om sprogkrav til udenlandske læger. Det er en stramning, som kommer som konsekvens af det beslutningsforslag, som Enhedslisten tidligere har fremsat om ens sprog- og kvalifikationskrav, uanset om en læge har taget sin uddannelse i et EU-land eller i et ikke-EU-land. Fru Liselott Blixt for Dansk Folkeparti var tidligere inde på, at vi har et beslutningsforslag her i salen igen på torsdag, som omhandler nogenlunde det samme emne. Der gjorde hun jo ganske udmærket rede for, hvad det drejer sig om.

Det, der er problemet med det her forslag, er, at regeringen sådan set bare tørrer ansvaret af på regioner og sygehuse og ikke reelt set løser problemet. Det er helt urimeligt, især for de hospitaler, der i forvejen har svært ved at rekruttere læger. Skal de slække på sprogkravene, eller skal de opgive at få en læge? Herudover bliver de pålagt en ekstra administrativ byrde. Det, de i sidste ende risikerer, er jo, at det kommer til at gå ud over patientsikkerheden. Derudover lægges der ikke op til, at der skal stilles krav om et givet niveau for sprogkrav med en sprogtest ude på sygehusene. I det centrale autorisationssystem er der klare karakterkrav for sprogkundskaber.

Derfor for lige at opsummere: Det løser ikke problemet. Det er blot et forsøg på at lægge ansvaret over på de enkelte sygehuse. Det er ikke logisk, at man ikke anvender det centrale autorisationssystem, hvor man netop har ekspertisen til at sikre de nødvendige sprog- og kvalifikationskrav. Det er præcis det, vi har et centralt autorisationssystem til at sikre.

Endelig er der så forslaget om vurderingen af lægeerklæringer. Det er en stadfæstelse af en aftale fra sidste år mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet om at oprette en enhed i Styrelsen for Patientklager, som Folketingets Indfødsretsudvalg kan anmode om fornyet vurdering, hvis de mener, der er behov for det i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om statsborgerskab. Det er en fuldstændig unødvendig bureaukratisering alene med det formål at vanskeliggøre muligheden for at søge om statsborgerskab.

I dag bliver der udarbejdet lægeerklæringer, hvis man søger om dispensation fra de strenge krav i forbindelse med statsborgerskab. Læger sidder samvittighedsfuldt og udarbejder attester udformet til formålet. Vi bør selvfølgelig og har heller ikke grund til andet have tillid til det arbejde, som en læge med patientkontakt udfører. Hvis der sker fejl, hvis der er læger, der ikke udfører deres hverv fagligt forsvarligt, er der allerede i dag et klagesystem, og en læge kan få frataget retten til at praktisere, så lægeerklæringer ikke kan udstedes eller bruges. Men det sker heldigvis uhyre sjældent, fordi vi har en høj faglig standard hos vores læger.

Nu vil man så indføre en ny instans. Det udtrykker mistillid til lægernes arbejde. Man indfører et nyt gebyr, så ordningen bliver finansieret af alle borgere, der søger om statsborgerskab. Det er en af grundene til, at gebyret bliver forhøjet fra 1.200 kr. til 3.800 kr. – over en tredobling! Hertil kommer så udgiften for de lægeerklæringer, som man nu kan risikere at få underkendt. Det er dybt urimeligt. Det er et bureaukratisk forslag, det udtrykker mistillid til lægerne, og det gør det endnu sværere at opnå de demokratiske rettigheder, som et statsborgerskab giver. I Enhedslisten betragter vi det som et helt uacceptabelt forslag og kan af den grund ikke støtte det samlede forslag.

Tak til Enhedslistens ordfører. Og så er vi kommet til fru Pernille Schnoor som ordfører for Alternativet.

Jeg vil ikke gå detaljeret ind i alle de elementer, som forslaget indeholder. Det har de tidligere ordførere gjort. Overordnet set synes vi i Alternativet, at der er gode tiltag i det her lovforslag. Vi synes dog, at det rejser rigtig mange spørgsmål og vækker rigtig mange bekymringer. Særlig når vi ser høringssvarene, stilles der rigtig mange spørgsmål til flere af de her elementer i lovforslaget. Så derfor vil vi afvente udvalgsbehandlingen, før vi tager stilling til, om vi vil sige ja eller nej til det her forslag.

Der er som sagt nogle ting, som vi er meget kritiske over for, ligesom vi er tilfredse med og synes, det er godt, at der bliver sat fokus på patientsikkerhed og sikkerheden og trygheden for sundhedspersonalet, og at der fastsættes entydige og klare rammer, f.eks. for begrænsningen af anvendelsen af rapporterede utilsigtede hændelser.

Der er også flere af elementerne i det her lovforslag, hvortil der stort set udelukkende er positive høringssvar. Der er bare også elementer i det her lovforslag, hvortil der er meget kritiske høringssvar, som vi også tager alvorligt. Som Enhedslistens ordfører også var inde på lige før mig, gælder det bl.a. det, der handler om lægeerklæringer. Og sådan som vi ser det, er der også nogle problemstillinger i forbindelse med det element, der handler om lægers tavshedspligt.

Derudover synes vi også, der er nogle problemstillinger forbundet med sprogkravene. Bl.a. har vi noteret os, at Danske Regioner påpeger, at sprogtesten bør målrettes sundhedspersonale. Vi er fuldstændig enige i, som man også er i høringssvarene, at korrekt og forståelig kommunikation mellem lægen og patienten er vigtig og helt afgørende for behandlingsforløbet og trygheden og patientsikkerheden. Men der er også et behov for at rekruttere sundhedspersonale, og det bliver også påpeget i høringssvarene. Særlig i yderområderne kan det være svært at finde sundhedspersonale, og det kan vi også se nogle problemstillinger i i forhold til det her.

Så som sagt indeholder forslaget efter vores mening nogle positive elementer om øget patientsikkerhed og sundhedspersonalets sikkerhed, som høringssvarene også bakker op om. Det er positivt, at der nedsættes f.eks. et fagligt forum for patientsikkerhed og et udvalg, der har fokus på læring og forbedring af sundhedsvæsenet. Men vi synes, der er nogle elementer i det, som vi sætter spørgsmålstegn ved, og som vi mener det er nødvendigt at få afklaret nærmere, før vi kan sige ja eller nej til det her forslag.

Tak til Alternativets ordfører. Den næste i rækken er fru Lotte Rod som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak for det. I Radikale Venstre er vi positive over for den del af forslaget, som handler om at styrke sundhedspersoners retssikkerhed og tilliden mellem sundhedspersoner og Styrelsen for patientsikkerhed. Det, jeg vil gøre i min tale her, er at zoome ind på de to ting, som vækker bekymring hos os.

Den ene – og den mindst alvorlige ting – er det her med instrukserne, hvor der jo er flere høringssvar, som peger på, at man er bekymret for, at det fører til en bureaukratisering. Men jeg synes i virkeligheden også, at ministeren svarer meget godt for sig, fordi man jo netop har lavet det i en arbejdsgruppe, hvor Lægeforeningen og andre er med om bord, så man dermed har gjort sig de overvejelser og jo også lagt arm om de her ting. Så den del føler jeg mig egentlig relativt tryg ved og kan godt bakke op om.

Den anden ting er til gengæld mere alvorlig. Det er det samme, som flere ordførere før mig også har været inde på, nemlig at regeringen jo hermed lægger op til, at man skal kunne få sådan en second opinion på lægeerklæringer ved ansøgning om indfødsret. Og det er ikke nogen hensigtsmæssig løsning.

I stedet synes jeg vi burde gøre det, som bl.a. Lægeforeningen anbefaler, nemlig at tilknytte en lægelige konsulent til Indfødsretskontoret. Det har nemlig den fordel, at man så med det samme kan tage fat i en læge, som ikke har udfyldt erklæringen korrekt. Det kan også have den fordel, at hvis der skulle være nogle af mine kollegaer i Indfødsretsudvalget eller mig selv, som har nogle spørgsmål, så ville vi også kunne stille dem med det samme.

For helt ærligt: Det tager rigtig lang tid for mange mennesker at få statsborgerskab i dag. Jeg synes også, at det i mange sager tager urimeligt lang tid, og jeg synes faktisk ikke, at vi kan være bekendt at gøre ting, som gør, at det bliver trukket endnu længere ud. Derfor vil jeg stille ændringsforslag til den her del af lovforslaget, og på baggrund af den behandling, det måtte få, tage endelig stilling til lovforslaget.

Tak til den radikale ordfører. Den næste er fru Kirsten Normann Andersen som ordfører for SF.

Tak for det. SF er på linje med en række personaleorganisationer og patientforeninger tilfreds med, at man nu får taget hul på den tillidspakke, regeringen præsenterede i januar i forhold til det her lovforslag, som mine kolleger i øvrigt har præsenteret rigtig grundigt heroppefra allerede. Så selv om der stadig væk kun er taget beskedne skridt på tillidsdagsordenen, er det godt, at vi både får øget retsbeskyttelsen af de enkelte personer ved indrapportering af utilsigtede hændelser og samtidig med får givet læringsindsatsen i forbindelse med utilsigtede hændelser et løft.

Vi synes også, at det er positivt, at man med lovforslaget nu vil lovfæste det faglige forum for patientsikkerhed, så Styrelsen for Patientsikkerhed kan få en stærkere faglig sparring om, hvordan vi helt konkret kan lære af de fejl, der sker i sundhedsvæsenet.

Det er endvidere positivt, at man med dette lovforslag nu endelig får styrket kravene til sundhedspersonalets sprogkundskaber. Man kan så, som det også fremgår af høringssvarene, diskutere, om sikring af sprogkundskaberne bør ligge i Styrelsen for Patientsikkerhed, men med vedtagelsen af det her forslag bliver der i det mindste knæsat et princip om, at driftsherren nu har et særligt ansvar for, at sundhedspersonalet kan tale dansk.

Men der er desværre også tidsler i forslaget – tidsler, der i øvrigt trækker i en hel forkert retning i forhold til den tillid, vi bør have til vores sundhedspersonale i Danmark – og derfor mener vi heller ikke, at det giver mening, at Styrelsen for Patientklager i fremtiden skal vurdere lægeerklæringer og arbejde med second opinions. For det er et enormt paradoks, at vi på den ene side taler om tillid til de ansatte og arbejder for, at patienter skal kunne have tillid til faglig kompetent personale, når vi på den anden side ikke kan finde ud af at skabe grobund for, at læger i det mindste kan have tillid til hinanden.

Men på trods af tidsler mener SF, at der også er mange gode elementer i forslaget. Jeg tror, at jeg vil sige med det samme, at vi tænker, at vi gerne vil se det ændringsforslag, som De Radikale stiller i forhold til second opinion, og vi tænker umiddelbart, at det kunne være et forslag, som vi godt kunne bakke op, altså at man måske overvejer lægekonsulenter i stedet for at have en second opinion, fordi det vil gøre løsningen mindre bureaukratisk.

Umiddelbart er vi af den opfattelse, at vi kommer til at stemme for forslaget, men jeg har brug for, at vi får stillet de her spørgsmål i udvalgsbehandlingen og også får drøftet, om man måske kunne løse den her opgave lidt mere rationelt og også lidt mere kvalificeret.

Tak til SF's ordfører. Så er vi kommet til fru Mette Abildgaard, som er ordfører for Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Nu sagde fru Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti, at det nogle gange var rart at komme som nummer to, når det er sådan, at det er et lovforslag som det her, der indeholder rigtig mange delelementer, og som er en samling af forskellige aftaler og pakker osv. Der vil jeg bare sige til fru Liselott Blixts oplysning, at det at komme som den sidste på mange måder er en endnu større udfordring i forhold til at bibringe debatten meget nyt; men omvendt føler jeg mig også betrygget ved, at mine gode kollegaer før mig her på talerstolen har redegjort meget grundigt for, hvad der ligger i det her lovforslag, så det vil jeg undlade at trætte yderligere med. Alt, hvad der ligger indholdsmæssigt i det her lovforslag, er meget fint ridset op. Og lad mig sige med det samme, at vi naturligvis bakker op om forslaget i Det Konservative Folkeparti, hvilket nok næppe kommer som den store overraskelse for nogen.

Der er flere delelementer i det her. Meget opmærksomhed har der naturligvis været om den del, der relaterer sig til hele Svendborgsagen, som har fyldt meget – og med rette – fordi det skabte meget stor utryghed for rigtig mange sundhedspersoner. Der blev sat spørgsmålstegn ved deres mulighed for at udøve det hverv, de havde; der blev sat spørgsmålstegn ved trygheden i deres arbejdsgange. Og jeg forstår godt, at faget reagerede på det.

Man må sige, at tillidsforholdet mellem vores sundhedspersonale og tilsynet har lidt et hårdt knæk, og derfor er det så fint med det her nye ankenævn. Jeg er glad for, at der også har været en dialog med Lægeforeningen op til etableringen, så man sikrer sig, at det også er noget, der kommer til at fungere ude i praksis.

Så er der det element i lovforslaget, som handler om sprogkravet. Der synes vi – set med konservative briller – at det er rigtig fint, at det bliver lovfæstet nu, at arbejdsgiveren har et ansvar for at sikre, at lægerne har de sproglige kompetencer, der er nødvendige. Men jeg vil også være helt ærlig og sige, at vi også gerne fra Konservatives side vil være med til at drøfte sådan på lidt længere sigt, om vi skal stille mere skærpede krav til de læger, der kommer fra EU, for vi må altid tænke på patienterne. Og for patienterne tror jeg egentlig ikke det har den store betydning, om det er en læge inden for eller uden for EU, i forhold til at man naturligvis skal kunne forstå og føre en dialog – vel at mærke om noget, der er enormt følsomt og enormt alvorligt for den enkelte patient.

Så det vil vi meget gerne være med til at drøfte. Men vi er også med på, at der ligger et dilemma, i forhold til at vi skal sikre, at der også er de nødvendige hænder til rådighed, og der er vi bare udfordret. Jeg tror ikke, at der er nogen, der ansætter udenlandske læger i Danmark med tvivlsomme sproglige kompetencer, medmindre man virkelig er nødt til det; medmindre man har svært ved at skaffe det personale, der skal til. Så det er bare et dilemma, vi skal have øje for i den her debat.

Men vi bakker fra Konservatives side op omkring det her lovforslag og de forskellige elementer, der ligger i det, som meget fint er blevet opridset tidligere.

Tak til den konservative ordfører. Hermed er vi igennem rækken af ordførere. Derfor giver jeg ordet til sundhedsministeren.

Tak for det, hr. formand. Og tak for bemærkningerne til lovforslaget og den grundlæggende positive modtagelse af lovforslaget. Jeg er glad for, at så mange kan bakke op om de foreslåede initiativer. Jeg har også noteret mig, at der er nogle af ordførerne, der ikke bakker op. Jeg synes, at vi med lovforslaget tager nogle meget vigtige skridt mod at styrke sundhedspersoners retssikkerhed og øge læringen inden for sundhedsvæsenet. Det er begge væsentlige forudsætninger for et trygt sundhedsvæsen med en patientsikkerhed i høj klasse.

Regeringen foreslår at etablere det Rådgivende Udvalg for Tilsyn, som skal rådgive Styrelsen for Patientsikkerhed om styrelsens tilsynsmetoder og fremgangsmåder og komme med anbefalinger til styrelsens fremtidige tilsyn, så Styrelsen for Patientsikkerhed også drager læring af tilsynssagerne og deres tilsynsbesøg. Vi foreslår også at lovfæste Fagligt Forum for Patientsikkerhed, som skal bistå Styrelsen for Patientsikkerhed med faglig sparring om læringsaktiviteter. Og så foreslår vi at styrke læringsindsatsen i sundhedsvæsenet ved at udvide den personkreds, der omfattes af fortroligheden, og som beskyttes mod sanktioner ved rapporteringen af utilsigtede hændelser.

Det er initiativer, som også følger af den tillidspakke, som vi lagde frem som regering som følge af Svendborgsagen og den situation og den utryghed, som det skabte. Vi foreslår også med lovforslaget et krav om, at alle driftsherrer skal sikre, at der på behandlingssteder udarbejdes instrukser, som understøtter patientsikkerheden. Det er også et initiativ, som udspringer af det arbejde og den arbejdsgruppe, der har været nedsat, og som jeg også oplever der har været bred faglig opbakning til at vi fik taget bedre hånd om det. For i sidste ende handler det også om de arbejdsvilkår, man som medarbejder har, og under hvilke instrukser man arbejder, og at man også føler, at ens faglighed bliver ihukommet. Og det er også at respektere de grænser, der er, for fagligheden, så man ikke står med en opgave i en situation, hvor man ikke føler sig fagligt klædt på til at kunne varetage det, eller hvor der ikke er udarbejdet instrukser på området, der er klare nok.

Patientsikkerhed handler også om at sikre, at sundhedspersoner kan kommunikere med deres patienter. Det er derfor også helt essentielt, at sundhedspersoners sprogkompetencer sikres på linje med andre kompetencer i forbindelse med ansættelse af sundhedsfagligt personale. Det er jo noget af det, som vi i høj grad understreger med det her lovforslag, hvor vi lovfæster arbejdsgiverens og driftsherrens ansvar for at sikre de nødvendige sproglige kompetencer hos ansatte sundhedspersoner. Det er jo et initiativ, som udspringer af den drøftelse, vi også havde i Folketingssalen sidste forår i forbindelse med et beslutningsforslag, B 136, og som jo også udspringer af, at rigtig mange patienter i dag oplever, at de nogle gange møder udenlandske læger eller sundhedspersoner, som ikke taler et tilstrækkelig godt dansk. Det er selvfølgelig noget, vi er nødt til at tage hånd om, og hvor vi også bare må konstatere, at det ikke er alle steder, at arbejdsgivere har været lige gode. Vi kan jo se af Danske Regioners høringssvar, at de påpeger, at man f.eks. længe på Sygehus Lillebælt har haft en test af de sproglige kompetencer hos de udenlandske medarbejdere, som man ansætter. Det er jo lige præcis den vej, man skal gå, nemlig tage et ansvar som arbejdsgiver. Jeg tror også, vi må konstatere – også på antallet af henvendelser, der kommer fra patienter, der kommer fra Ældre Sagen, der kommer fra organisationer – at der stadig væk er borgere, der møder sundhedspersoner, der ikke har et tilstrækkelig godt dansk og dermed har udfordringer med at kommunikere klart og også skabe tryghed for patienterne. Det er jo i sidste ende et svigt fra arbejdsgiverens side, som det ser ud i dag. Derfor er det vigtigt også at lovfæste ansvaret i forhold til driftsherren og arbejdsgiveren, altså i forhold til at sikre, at man, når man ansætter udenlandske sundhedspersoner, så også sørger for, at de taler et tilstrækkeligt dansk. For sprog er en kompetence på linje med øvrige kompetencer.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, er det sådan, at vi ud over den foreslåede lovfæstelse, der indgår i lovforslaget, som regering er åben for at se på at indføre et krav om national sprogkontrol af EU-læger. Altså, i modsætning til det, som jeg kan høre Socialdemokraternes ordfører stå og påstå fra talerstolen, kan jeg sige, at det ikke er korrekt. Det er også det, jeg har udtalt i andre sammenhænge. Men det er klart, at et sådant sprogkrav skal være proportionalt. Det har jeg også svaret Folketinget tidligere sidste år i forbindelse med spørgsmål nr. 176 fra Europaudvalget. Det er jo også en del af svaret på bl.a. Enhedslistens krav om, at det skal være de samme sprogkrav, der gælder, og jeg ved også, at det er et synspunkt, som Dansk Folkeparti deler. Der vil jeg bare henvise til det svar, jeg har givet på spørgsmål nr. 176 til Europaudvalget, hvor det klart er vurderingen, at det ikke kan være i tråd med reglerne, hvis man også stiller krav om dansk 3 med karakterne 7, 7 og 10, for læger, der kommer fra andre EU-lande. Derfor er det jo en vurdering af, om man også som EU-positivt parti og som partier, der også tror på de regler, som vi har lavet i fællesskab, mener, at vi også som samfund skal følge dem. Det handler om anerkendelse af hinandens uddannelser, som jo betyder, at man f.eks. ikke som dansk læge eller dansk sygeplejerske, der søger ansættelse i udlandet, kan blive mødt af uproportionale ekstra krav ud over det, vi har aftalt i fællesskab. Derfor er det klart, at den skærpelse af sprogkravene og indførelse af en national sprogtest, som regeringen er åben over for at kigge på, selvfølgelig er nødt til at være lovmedholdelig i relation til de aftaler, vi allerede har indgået. Det håber jeg sådan set også stadig væk er Socialdemokraternes synspunkt, det har i hvert fald tidligere været Socialdemokraternes synspunkt.

Jeg noterer mig også noget, for det er sådan lidt i modsætning til noget af det, som ordførerne fremhæver sådan løbende, i forhold til hvad Danske Regioner mener. For jeg læste også med interesse Danske Regioners høringssvar til lovforslaget, for Danske Regioner har jo ændret holdning i det seneste år på det her punkt. Det er måske i anerkendelse af, at de ikke selv har løftet opgaven i tilstrækkelig grad.

For da vi behandlede beslutningsforslaget sidste år, bad Danske Regioner sådan set om, at vi ikke lavede et nationalt standardiseret sprogkrav, fordi

det ville hæmme muligheden for at kunne rekruttere de rigtige personer til vores sundhedsvæsen. Og der er netop forskel på, om man står som radiolog og ikke nødvendigvis har patientkontakt eller er i en forskningsstilling langt væk fra patienterne, måske en kortvarig stilling og ansættelse i det danske sundhedsvæsen, eller om man er ansat i en position, hvor man har daglig patientkontakt, og hvor det siger sig selv, at man skal kunne tale og kommunikere på et ordentligt og forståeligt dansk.

Men Danske Regioner bakker sådan set ikke op om, at man indfører de samme sprogkrav til EU-læger, som man gør til læger fra tredjelande. Det, der fremgår af Danske Regioners høringssvar, er – og nu citerer jeg:

En sådan test bør skræddersys, så den målrettes sundhedspersoner. Den nuværende test (prøve, dansk 3) vurderes ikke egnet til formålet, da den bl.a. ikke tester lytteforståelse og mundtlig kommunikationskompetence, som spiller en væsentlig rolle i kommunikationen mellem sundhedspersonale og patienter og pårørende.

Der er bare i forhold til ligesom at holde fast i, hvad Danske Regioner foreslår. Det er ikke en ligestilling af de regler, vi har for tredjelandslæger, og så de læger, der kommer fra EU-lande. Det tror jeg måske er vigtigt at fremhæve, for nu har jeg hørt flere ordførere ligesom sige, at det skulle være Danske Regioners synspunkt. Det er også for bare at få sagt, at det er det ikke.

Men som sagt er regeringen meget åben over for, at vi også laver en national sprogkontrol af EU-lægerne, og vi skal så finde ud af, hvordan vi gør det på en måde, hvor kravene også sikrer, at vi ikke står i en situation, hvor en dygtig forsker, der måske skal være i Danmark i 6 måneder, så lige pludselig ikke kan komme til Danmark, fordi vedkommende ikke taler et formfuldendt dansk. Derfor er der nødt til også at være fleksibilitet i de regler, som regeringen gerne vil og allerede arbejder på at kunne fremsætte. Det står i skærende kontrast til de forslag, jeg ellers hører, som bliver enormt ufleksible og firkantede. Det tror jeg i sidste ende vil være til skade for vores samlede sundhedsvæsen og ikke mindst for patienterne og udviklingen af vores sundhedsvæsen.

Lovforslaget indeholder så også tilpasning af reglerne på sundhedsområdet i forhold til den indfødsretsaftale, der blev indgået mellem regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti den 29. juni 2018, hvor det blev aftalt at styrke de lægefaglige diagnoser i forbindelse med behandling af ansøgninger om dansk statsborgerskab. Dermed giver man Folketingets Indfødsretsudvalg en mulighed for at kunne bede om en second opinion af de lægelige oplysninger i sagen fra en nyoprettet enhed i Styrelsen for Patientklager. Så foreslår vi også at forenkle proceduren for anmeldelse af virksomhedsansvarlige læger og tandlæger, og også, at den pågældende kan få adgang til de oplysninger i journalen, som er nødvendige for, at den pågældende kan overholde sine forpligtelser efter loven.

Så tror jeg også, det er vigtigt at understrege noget, fordi Enhedslistens ordfører står her fra talerstolen og siger, at det her ikke gennemfører tillidspakken, og at høringssvarene jo peger på, at der mangler et ankenævn. Det er fuldstændig rigtigt, for det ligger jo i et andet lovforslag – det er i et andet lovforslag, der har været i høring til og med i går. Og som det fremgår af Folketingets lovprogram, forventes det fremsat her i starten af maj måned. Derfor er det, Enhedslistens ordfører siger, simpelt hen ikke korrekt, nemlig at den del ikke er imødekommet fra regeringens side. Det er den, men det kommer til at foregå i en selvstændig lovbehandling her i Folketingssalen. Det håber jeg selvfølgelig også at ordføreren vil tage med i sin samlede vurdering af lovforslaget.

Jeg stiller mig selvfølgelig til rådighed for de spørgsmål, der måtte være, og håber også på, at udvalget vil være med til at sikre, at lovforslaget kan få en god behandling i udvalget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Nu vil jeg bare lige til en start sige, at jeg faktisk understregede, at de initiativer, der lå i implementeringen af tillidspakken, gjorde, kunne vi godt støtte. Vi ønskede, at man kunne gå videre, og det er da bare glædeligt, hvis forslaget om et ankenævn ligger i en senere lovbehandling. Det ser vi kun som noget positivt.

Nu var det mest, fordi ministeren brugte en del tid på at diskutere det omkring sprogkrav til udenlandske læger, og jeg vil bare gerne have ministeren til at svare på, hvorfor det er, at det er problematisk at stille sprogkrav til læger, der har taget deres uddannelse i et EU-land, hvorimod det ikke er problematisk at stille sprogkrav til læger, der kommer fra et ikke-EU-land. Altså, hvorfor er det slemt ikke at kunne tale eller være dårlig til dansk, hvis man har taget sin uddannelse i Indien, men ikke, hvis man har taget sin uddannelse i Rumænien? Det synes jeg umiddelbart er svært at forstå.

Ministeren.

Ja, og det, som spørgeren siger, er jo også fuldstændig uforståeligt. Det er i hvert fald ikke regeringens holdning. Regeringens holdning er, at alle udenlandske sundhedspersoner i Danmark skal kunne tale dansk, så det er forståeligt. Men det er jo spørgsmålet, om det skal være et firkantet nationalt krav, man stiller, eller om man netop, som vi gør med lovforslaget, understreger forpligtelsen til regionerne, til driftsherrerne og arbejdsgiverne om at sikre, at de der udfører sprogkontrollen, og sikrer, at man har et ordentligt sprog. Så kigger vi som supplement til det på – altså til, at regionerne begynder at løfte deres ansvar for at sikre, at de sundhedspersoner, man ansætter fra udlandet, også taler et ordentligt dansk – om vi også skal lave en national sprogkontrolsordning, og den er selvfølgelig nødt til at være proportional i forhold til de EU-aftaler, vi har lavet på området. Der synes jeg, der er markant forskel på, om en læge kommer fra Sverige, eller om en læge kommer fra Indien.

Spørgeren.

Så bliver jeg da nødt til lige at bede ministeren om at bekræfte, at vi jo stiller det, som ministeren kalder firkantede nationale krav, hvis en læge har taget sin uddannelse i et ikke-EU-land. Det er jo lige præcis det, der er tilfældet i dag. Der stiller vi jo krav om en sprogtest, dansk sprog 3, med karaktererne 7, 7 og 10. Det er jo et firkantet krav, vi stiller til læger, hvis man har taget uddannelsen i et ikke-EU-land. Så der stiller vi jo firkantede nationale krav, og det går jeg da ikke ud fra at ministeren ønsker at afskaffe. Det synes jeg da er en udmærket ordning, og det er derfor, det undrer mig lidt, og ministeren siger jo selv, at det er uforståeligt. Jeg forstår heller ikke, hvorfor der skal være den diskrepans mellem, hvad man stiller af krav til en læge, alt efter om uddannelsen er taget i et EU-land eller i et ikke-EU-land. Det afgørende må da netop være, at man kan sproget, og de kvalifikationer, man har.

Ministeren.

Jeg synes, der er stor forskel. Når vi kigger på de læger, der er uddannet i andre EU-lande, så har vi i fællesskab i EU-kredsen aftalt nogle faglige minimumsstandarder, og vi har også givet mulighed for, at man supplerende kan stille nogle sproglige krav fra national side. Det kigger vi på fra dansk side. Hvis vi tager en læge fra Pakistan, har Danmark hverken indflydelse på, hvad det faglige indhold er i den uddannelse, eller noget andet, og derfor synes jeg, der er forskel. Jeg ved godt, at Enhedslisten ikke er tilhænger af vores europæiske samarbejde, men det er vi fra Venstres side og fra regeringens side, og det er vi ud fra, at vi jo sådan set også får en merindflydelse, når vi i fællesskab, som vi har gjort med anerkendelsesdirektivet, stiller nogle faglige minimumskrav til medicinuddannelserne på tværs af EU's landegrænser. Derfor synes jeg, det er helt naturligt, at vi også har forskellige regelsæt, alt afhængigt af om det er tredjelandsborgere eller det er borgere fra andre EU-lande. Det ændrer ikke på, at man selvfølgelig skal kunne tale dansk, hvis man bliver ansat i det danske sundhedsvæsen.

Der er et spørgsmål fra fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil godt lige følge op på ordføreren fra Enhedslisten, fordi det, der blev spurgt om, er sprogkravet. Det er ikke kvalifikationerne; lad os holde dem udenfor og sige, at det, vi ønsker, er, at man kan tale et bestemt slags dansk for at kunne være læge eller anden sundhedsperson. Der må det være de samme retningslinjer, man går efter – altså er det karaktererne 7, 7 og 10, du siger, det skal være? – og det skal det vel også være for en, der kommer fra Ungarn.

Ministeren.

Nej, og det ville heller ikke være i tråd med de aftaler, vi har lavet internationalt i EU i forhold til anerkendelsesdirektivet. Det er jo et spørgsmål om, hvor høje sprogkrav man kan stille, så det stadig væk er proportionalt med, at vi faktisk ønsker at understøtte, at vi også kan have et stærkere samarbejde på tværs af Europas grænser. Derfor er det jo, som jeg også har svaret Europaudvalget på spørgsmål 176, sådan, at vurderingen er, at et sprogkrav med danskprøve 3 med karaktererne 7, 7 og 10, som det gælder for tredjelandes læger, ikke vil være lovmedholdeligt i relation til anerkendelsesdirektivet.

Det, regeringen til gengæld gerne være med til, er at lave et sprogkontrolkrav nationalt, også for læger, der kommer fra Ungarn eller fra andre EU-lande, men som har et niveau, hvor vi sikrer, at vi ikke bryder de fælles aftaler, vi har indgået i EU-kredsen omkring anerkendelsesdirektivet, men som samtidig betyder, at man taler et ordentligt dansk, hvis man har patientkontakt.

Det, vi også ønsker, er at have en fleksibilitet i ordningen. Det ligger der ikke i forhold til tredjelandes læger. Det ønsker vi i forhold til EU-læger, fordi der er forskel på, om man får en forskningsansættelse i 6 måneder, eller om man er ansat til at have direkte patientkontakt.

Spørgeren.

Jeg vil gerne helt ned jorden. Jeg vil ikke tale om proportioner, og hvad der ellers er, for jeg tror, borgerne, der kommer på en sygehusafdeling, er fuldstændig ligeglade med, hvor lægen kommer fra, hvis det er, de skal behandles. Men de vil gerne have, at de skal kunne forstås.

Jeg tror også, at borgerne tænker, at vi da må mene det samme om en fra Ungarn som en fra Pakistan. De er da bedøvende ligeglade med, hvilket land de kommer fra, eller om vi har lavet en aftale med EU og siger, at vi så tillader, at de ikke taler så godt dansk. Og så kommer alle de fine ord, som borgeren ikke aner om giver mening.

Altså, det er jo ikke det, det drejer sig om. Det, det drejer sig om, er, at når en patient kommer ind på en sygehusafdeling, bliver man mødt af en, der forstår, hvad der bliver sagt, samt at man forstår, hvad det er, vedkommende siger tilbage. Det er jo efterhånden blevet sådan, at man skal have en tolk med for at kunne forstå, hvad der bliver sagt, specielt i den region, jeg kommer fra, Region Sjælland, for der er så mange udenlandske læger. Så man forstår det ikke. Nogle bliver mødt af en, der kan tale engelsk. Er det så okay, fordi man kommer fra et EU-land, at man bliver mødt af en, der taler engelsk?

Ministeren.

Når jeg møder folk, som har mødt udenlandske læger, som ikke har talt et tilstrækkeligt dansk, så går de ikke op i, på hvilket niveau kravene er stillet. De går op i, at lægen eller sygeplejersken kan tale et ordentligt dansk. Det er det, der er vigtigt. Det er jo sådan set det, jeg og regeringen går ind for. Vi stiller nogle sprogkrav, så vi sikrer, at sundhedspersoner taler et forståeligt dansk.

Derudover skal vi uddanne flere læger, så vi får uddannet flere læger, der taler dansk på en måde, så det ikke er en sprogbarriere, der lige pludselig bliver en del af diskussionen. Derfor er der jo både et langsigtet spor om at uddanne flere læger i Danmark, hvor vi har taget nogle initiativer, og så er der selvfølgelig også et her og nu-initiativ, som både er lovforslaget i dag i forhold til at indskærpe regionernes forpligtelser og samtidig også er at kigge på at lave en national sprogkontrol, men en fleksibel en af slagsen.

Jeg siger tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.