Tak for det.
Med forslaget her lægges der op til lovændringer, der bl.a.
skal styrke tilsynet med og ændre rammerne for private donationer til de frie skoler, og man kan vel sige, som også andre ordførere har været inde på, at det kommer i forlængelse af en lang række andre diskussioner, vi har haft om forslag til lovændringer og beslutningsforslag.
Jeg vil sige, at som det ligger her, kan vi bakke op om det foreliggende forslag om at indskrive frihed og folkestyre-kravet i loven om efterskoler og frie fagskoler og loven om private gymnasiale uddannelser.
Vi synes, det er fint, at man udvider whistleblowerordningen, og til den diskussion, der allerede er godt i gang her i salen, om de anonyme donationer, kan vi sige, at vi sådan set er tilhængere af, at der er åbenhed og gennemsigtighed.
Hr.
Alex Ahrendtsen refererede til beslutningsforslag B 22 i sit indlæg.
Vi sagde dengang, at vi støttede, at man skabte gennemsigtighed, og vi sagde også dengang, at vi sådan set gerne støttede, at niveauet var lavere end 20.000 kr.
Så den del har jeg det udmærket med.
Jeg vil så ikke undlade med de taler, der har været, at sige, at der er meget overflødig retorik og mistænkeliggørelse af bestemte typer skoler, synes jeg.
Det er bestemt ikke mit ærinde, men jeg synes, det er rigtig fornuftigt, at vi har en åbenhed om, at i skoler, der drives for offentlige midler, skal der være almindelig åbenhed om, hvor de i øvrigt får deres midler fra.
Det har vi ingen problemer med.
Til gengæld er vi betænkelige ved den del af forslaget, der drejer sig om at indføre mulighed for etablering af afdelinger i friskoleloven og loven om private skoler.
Jeg har meget nøje noteret mig det høringssvar, der ligger fra Danmarks Lærerforening.
De bruger nogle formuleringer, som de i øvrigt også har anvendt i forbindelse med andre lovbehandlinger, hvor de advarer mod, at man ruller regler i lovgivningen tilbage, som blev indført foranlediget af de problemer, der var med Tvindskolerne, der som bekendt drev en omfattende skolevirksomhed som en form for koncerndannelse.
Selv om der er den afgrænsning, som jeg er sikker på nogle vil nævne, så er vi bekymret for, at det her kan blive starten på at rulle den forhindring af koncerndannelse, altså af, at der kommer private skoledynastier, tilbage, og for, at vi åbner op for, at Tvindlovgivningen rulles tilbage.
Jeg vil sige, at jeg også deler den bekymring, som Danmarks Lærerforening, Frie Skolers Lærerforening, Skolelederforeningen, og jeg tror sågar også Børne- og Kulturchefforeningen nævner, nemlig for, at økonomiske interesser kan blive det drivende i udvidelsen af de private skoler på bekostning af de værdibaserede, pædagogiske fællesskaber, der gerne skulle være grundlaget for hele den frie skoleverden.
Vi tror, at den foreslåede ændring kan være et skridt på vejen til en betydelig udbygning af det private skoleområde, og vi er bange for, at det kan undergrave grundlaget for mange lokale folkeskoler.
Det er jo en sag, vi har diskuteret ofte, og jeg vil godt understrege meget tydeligt, at vores modstand ikke bunder i en modstand mod forældrenes muligheder for at etablere værdibaserede skoler – skoler, der bygger på et særlig pædagogisk grundlag.
Men vi er simpelt hen bange for, at der med det her forslag åbnes op for en udvikling, som fører til, at dér, hvor skoler spares væk på grund af kommunale nedskæringer, skal friskoleverdenen så at sige ind og holde hånden under lokale skoletilbud.
Jeg kan sagtens forstå de reaktioner, der kan være i en forældrekreds, når man lukker skolen tæt på, men vi synes ikke, at der er et behov for nogle lovmekanismer, der skubber i retning af, at vi får oprettet langt flere frie skoler, der ikke bunder i ønsket om værdibaserede skoler, der bygger på særlige pædagogiske principper, men at man bare går ind og dækker grundskolen ind dér, hvor det offentlige ønsker at spare midler.
Det er en udvikling, vi ikke er tilhængere af.
Så alt i alt er det vores vurdering, at forslaget her vil få endnu flere forældre til at fravælge folkeskolen.
Det er vores opfattelse, at det vil føre til endnu flere folkeskolelukninger.
Det er en udvikling, vi vurderer vil være rigtig uheldig.
Vi har brug for at styrke vores folkeskole, og med det her forslag vurderer vi at man desværre, hvad enten det er bevidst eller ej, kommer til at undergrave folkeskolens grundlag yderligere, og derfor kan vi ikke støtte forslaget.