Tak for det, og tak til ordførerne for den positive modtagelse af lovforslaget.
Formålet med lovforslaget er at styrke opførelse af blandet boligbyggeri ved at udvide lovens ramme for et tilsagn om offentlig støtte med henblik på at lette samarbejdet mellem almene boligorganisationer og private udviklere.
De gældende regler i lov om almene boliger m.v.
stiller en række krav, som almene boligorganisationer skal opfylde ved etablering af nybyggeri med offentlig støtte.
Den gældende grundmodel for etablering af almene boliger med offentlig støtte forudsætter, at den almene boligorganisation ubetinget erhverver en ubebygget grund og etablerer almene boliger ved at sende entrepriseopgaven i udbud.
Grundlæggende handler etableringen af almene boliger ved nybyggeri om et forhold mellem en almen boligorganisation og en totalentreprenør.
Hvis en almen boligorganisation ikke ubetinget kan erhverve en ubebygget grund, bliver boligorganisationen nødt til at indgå et samarbejde med privat part, typisk en privat udvikler.
Dette sker eksempelvis i tilfælde, hvor alment boligbyggeri skal integreres med andre boligformer og/eller erhverv, hvis opførelse typisk styres af en privat udvikler.
Det er især byudviklingen i større byer, hvor der er færre og færre byggegrunde, som kræver, at boligerne bygges i et samarbejde mellem boligorganisationer og private udviklere.
Planlovens 25-procentsregel forudsætter også, at boligerne blandes, og at almene og private boliger bygges ved siden af hinanden eller oven på hinanden og blandes med erhverv.
Med forslaget udvides muligheden for, at almene boligorganisationer modtager et tilsagn om offentlig støtte i de situationer, hvor etableringen af almene boliger forudsætter et samarbejde med en privat part.
Det er noget, der i et vist omfang allerede foregår, da der er et udtalt behov for det, men grænsen for samarbejdet er ikke så klar i dag, hvilket skaber usikkerhed hos almene boligorganisationer, private udviklere og ikke mindst realkreditinstitutter.
Med lovforslaget vil vi fjerne enhver usikkerhed omkring samarbejdets omfang og indhold.
Vi udvider rammen for etablering af almene boliger ved nybyggeri og overlader det til parterne at bestemme, hvordan rammen skal udfyldes.
I yderste tilfælde giver forslaget mulighed for at etablere almene boliger i situationer, hvor den private part efter en aftale med en almen boligorganisation opfører almene boliger og afleverer dem til boligorganisationen til drift – det, man populært kalder for nøglefærdigt byggeri.
Kort sagt vil almene boligorganisationer og private udviklere med forslaget få en bred palet af samarbejdsmuligheder, når de med offentlig støtte skal etablere almene boliger sammen med private boliger med henblik på at fremme blandet boligbyggeri.
Forslaget vil således give kommunerne yderligere redskaber til at sikre en varieret boligmasse.
Almenboliglovens krav vedrørende boligernes kvalitet, størrelse, indretning, udbud, finansiering m.v.
skal naturligvis fortsat opfyldes.
Forslaget omfatter etableringen af alle typer almene boliger ved nybyggeri, almene familie-, ungdoms- og ældreboliger.
Jeg vil gerne endnu en gang takke for de positive bemærkninger.
Jeg ser frem til udvalgsbehandlingen i samme positive ånd.