Tak til ordførerne for opbakningen til lovforslaget sådan overordnet set.
Der blev sagt mange ting, som jeg ikke vil gentage, men jeg vil blot understrege, at vi har fremsat det her lovforslag om at ændre loven, fordi vi ønsker at sikre, at patienter, som ikke indkaldes rettidigt til de kræftscreeninger, som vi har besluttet skal gennemføres, og som vi har afsat ressourcer til, også får mulighed for at få erstatning, hvis de får en skade som følge af en forsinket indkaldelse.
Det er jo også for at sikre, at der ikke igen sker det, vi har set der er sket i de sager, som der også lige har været en dialog om mellem den konservative ordfører og Socialdemokraternes ordfører, nemlig at kvinder med brystkræft blev afskåret fra at få prøvet deres sag, fordi de blev for sent indkaldt til en brystkræftscreening og regionen påberåbte sig ressourcereglen.
Vi sikrer også, at de patienter, som måtte blive indkaldt for sent til screening for livmoderhalskræft og tarmkræft, får samme ret, og som jeg hørte Socialdemokraterne, kom de med et forslag om at overveje en hjemmel i lovforslaget; det plejer ellers at være sådan, at I begrænser hjemlerne, men jeg forstår godt argumentationen i relation til det.
Man skal så bare vide, at lovforslagets økonomi jo er afstemt efter de eksisterende screeningsprogrammer, som der jo er allokeret økonomi til.
Så bare man er bevidst om det, tænker jeg, at det er sådan noget, vi kan afklare i udvalgsbehandlingen.
Det handler grundlæggende helt principielt om, at regionerne ikke skal kunne påberåbe sig den såkaldte ressourceregel for dermed at slippe for erstatningsansvaret, når det handler om dårlig planlægning, og da slet ikke, når vi taler områder, hvor man har meget klare rettigheder, og som vi også allerede har afsat økonomi til.
Derfor kan jeg heller ikke følge den radikale ordførers kommentarer, i relation til at det så skulle tage penge fra andre områder, for vi taler jo om patientrettigheder, og der er allerede afsat økonomi til at sikre screeningsprogrammerne og endda sikre dem sådan, at der også er et spænd.
For som den konservative ordfører sagde, er det jo ikke sådan, at det er 2 år eksakt og på den eksakte dato.
Der er jo et spænd på plus/minus 3 måneder.
Det vil sige, at der sådan set er 6 måneder.
Så i 6 måneder havde man altså i de konkrete sager, der har været diskuteret omkring Region Hovedstaden, muligheden for at planlægge det sådan, at man overholdt de patientrettigheder, som borgerne har.
Derfor synes jeg, at det er helt relevant, at vi også gør det meget tydeligt, at dårlig administration og planlægning ikke må give anledning til, at man så bare kan påberåbe sig ressourcerreglen.
Vi ændrer også, og det har flere af jer påpeget, loven i forhold til specialtandlæger, sådan at de ikke skal afholde udgifter til klager og erstatningssager.
Det er et sted, hvor man må sige, at det aldrig har været hensigten, at specialtandlægerne skulle afholde de udgifter.
Men det er et af de der punkter, som man først har set, efter at vi lavede vores fælles aftaler i forbindelse med den lov, som trådte i kraft den 1.
juni sidste år, da overenskomsten mellem Danske Regioner og Tandlægeforeningen om tandlægehjælp var blevet opsagt.
Det retter vi så op på nu, så vi vender tilbage til den tidligere retstilstand, hvor det også var regionerne, der afholdt udgiften.
Det tredje element i lovforslaget er så en udvidelse af patienterstatningens dækningsområde, som netop relaterer sig til lovforslaget om skibskister, som vi har behandlet i en tidligere samling.
Det betyder, at patienter, som efter indtagelse af et lægemiddel fra en medicinkiste i en redningsflåde får en skade som følge af egenskaber ved lægemidlet, også får mulighed for at få erstatning.
Så jeg synes egentlig, at det er en naturlig konsekvens af de øvrige udvidelser, vi har lavet, af både erstatningslovgivningen, men også af den lovgivning, vi lavede om skibskister.
Jeg kunne forstå, at Enhedslisten ønsker at stille et ændringsforslag, som vil forringe patientrettighederne.
Nu har jeg jo ikke set det konkrete ændringsforslag, men jeg kan bare sige sådan helt principielt, at fra regeringens side ønsker vi ikke at bakke op om en forringelse af patientrettighederne.
Vi ønsker tværtimod at styrke patientrettighederne, og det er netop også det, vi har aftalt med Dansk Folkeparti i forbindelse med den aftale om sundhedsreformen, som blev indgået i tirsdags, nemlig at vi styrker patientrettighederne i Danmark.
Derfor tror jeg også, at jeg, medmindre det er et helt andet ændringsforslag, som skulle have nogle gode hensigter, umiddelbart bare kan sige til Enhedslistens kommentarer, at regeringen ikke støtter en forringelse af patientrettighederne.