Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 206:

Forslag til lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og sundhedsloven. (Begrænsning af ressourcereglen ved kræftscreeninger, udvidelse af lægemiddelskadeordningen i nød- og beredskabssituationer m.v.).

Af sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby).

(Fremsættelse 14.03.2019).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Lovforslaget her drejer sig om Patienterstatningen, og Socialdemokratiet støtter lovforslaget med de tre elementer, der er i det. Og det gør SF også. Det var en hilsen fra SF.

Det er sådan, at Patienterstatningen jo er til, sådan at hvis der er noget, der ligesom går galt i vores behandlingsvæsen, vores sundhedsvæsen, og det kan dokumenteres, at noget ikke er gået, som det skulle, ja, så har patienterne mulighed for at søge en erstatning. Der findes i lovgivningen et element, som hedder ressourcereglen, og ressourcereglen handler om, at hvis der er sket en fejl, men at man kan begrunde det med, at der har været ressourcemæssige problemer – det kan være økonomiske, men det kan også være personalemæssige – så kan man i afgørelsen i forhold til Patienterstatningen begrænse eller lempe den ansvarspådragelse, som sundhedsvæsenet eller sundhedsaktørerne ellers ville have.

Vi har et eksempel, og det er med baggrund i det, at lovforslaget her er fremsat – sådan kan jeg i hvert fald læse det ud af beskrivelsen af forslaget – fordi der tilbage i 2015 var en episode, hvor 22 kvinder fik afslag på en erstatning, som var søgt med baggrund i, at de ikke var blevet indkaldt rettidigt til kræftscreening, sådan som screeningsprogrammet i Danmark siger. Her blev der givet afslag på erstatning med baggrund i netop den regel, der hedder ressourcereglen. Og det gøres der nu op med i det her lovforslag, og det synes vi i Socialdemokratiet er rigtig, rigtig godt.

Jeg vil dog sige hertil – og det ønsker jeg at vi kan få en drøftelse med ministeren om frem mod tredjebehandlingen – at nu står der her, at det gælder de screeningsprogrammer, man har i forhold til de screeninger, man netop har programmer for i dag, og det er screening for brystkræft, livmoderhalskræft, tyktarmskræft og endetarmskræft. Og der tror jeg, at vi for at smidiggøre vores lovgivning her i Folketinget godt kunne indføre, at der kommer nye screeningsprogrammer med, sådan at vi ikke nødvendigvis skal til at lave lovændringer, fordi det står så fast.

Vi har også fra socialdemokratisk side bemærket, at Det Etiske Råd i deres høringssvar giver udtryk for, at det her jo også drejer sig om en prioritering inden for sundhedsvæsenet, og Det Etiske Råd har haft fokus på lige nøjagtig de elementer, også med afgivelse af holdninger til det. Vi tager det i Socialdemokratiet ad notam.

En tredje ting, jeg har lyst til at nævne her i forbindelse med netop ressourcereglen, er, at vi jo naturligvis også skal tage det ansvar her i Folketinget for, at der er ressourcer nok, at der er personale nok til at følge de screeningsprogrammer, som vi politisk har besluttet. Og derfor er det jo ikke blot et spørgsmål om at kunne sende aben videre, men at vi politikere her på Christiansborg, som jo sætter rammen for i hvert fald det, der er den regionale økonomi, også er opmærksomme på, at der skal være ressourcer nok til at løse opgaverne på den ansvarlige og den rigtige måde og til tiden.

Et andet element i lovgivningen her, som vi behandler nu, er, at der sker en fritagelse i forhold til specialtandlæger og deres krav i forhold til at afholde udgifter ved klage- og erstatningssager. Det er en justering – jævnfør den lov, vi vedtog sidste år på det her område – og det støtter vi også fra socialdemokratisk side.

Det sidste og tredje element, der er i lovændringen her, er, at patienter, der har fået udleveret medicin fra fartøjer, redningsfartøjer, beredskabskasser, militæret, også nu kan få erstatning, hvis der er beviselige fejl i forbindelse med den medicin, som er de her steder, og hvor patienterne, borgerne måske er i en nødsituation og dermed jo ikke har andre muligheder end at skulle have den udleveret netop fra de her steder.

Samlet set er det et lovforslag, som retter op på tre elementer, som giver rigtig god mening. Og som sagt støtter Socialdemokratiet og SF lovforslaget, som det ligger her. Tak.

Så går vi videre til fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

Vi bryster os i Danmark af at have måske verdens bedste patientrettigheder. Vi har udredningsgarantier, vi har screeningsprogrammer, vi har ventetidsgarantier, og det er selvfølgelig noget, der skal overholdes. Ellers var det sådan lidt lige meget, at vi herinde står og vedtager rigtig mange love, eller at sundhedsministeren laver økonomiaftaler med regionerne. Vi har besluttet herinde, at vi har nogle screeningsprogrammer for at finde nogle af de mange mennesker, der desværre bliver ramt af kræft, og der er nogle retningslinjer, der gør, at man skal indkaldes til en bestemt tid.

Det har desværre været sådan, at der har været et par regioner i tidens løb, som ikke har overholdt den tidsaftale, der er lavet. I sidste tilfælde var det Region Hovedstaden, der gik ud og sagde, at det var på grund af manglende ressourcer. Jeg mener for det første, at man måske kunne have brugt noget privat, hvis det var, fordi man ikke selv havde ressourcerne, for det er til stede, og for det andet synes jeg, at undskyldningen er lidt langt væk fra den aftale, man har lavet med sundhedsministeren.

Der var en af dem, der desværre havde fået kræft, der så kørte en sag mod Region Hovedstaden. Desværre tabte hun, fordi Region Hovedstaden åbenbart godt kunne bruge ressourcemangel som en undskyldning for ikke at have levet op til sin forpligtelse. Så tænker jeg, at hvis man på grund af ressourcemangel kan sige fra over for alle de aftaler, man har lavet, så er de love, vi vedtager herinde, ikke det papir værd, som de er skrevet på.

Derfor hilser vi også loven velkommen, så vi sikrer, at når vi har lavet nogle rettigheder til borgerne, skal der også være en erstatningspligt, hvis ikke de bliver overholdt. Derfor kan vi kun tilslutte os lovforslaget, og også at man gør det over for andre kræftformer, men jeg vil også give ordføreren fra Socialdemokratiet ret i, at man jo også kunne skrive nye screeningsprogrammer i fremtiden ind, for vi får forhåbentlig nogle flere screeningsprogrammer i fremtiden. Det er i hvert fald det, det ser ud til. Så det kunne jo være, man kunne tilføje dem.

Men det her gælder jo kun fremtiden. Hvad sker der med dem, der er blevet ramt? Det er der også flere der har stillet spørgsmål om i høringssvarene, og det er nogle af de ting, jeg vil stille spørgsmål om, for hvad vil det koste at gøre det med tilbagevirkende kraft? Hvad vil det betyde, og er det noget, der kan lade sig gøre? Det er nogle af de spørgsmål, jeg vil tage med i udvalgsbehandlingen.

En af de andre ting, der foreslås, er at fritage specialtandlægerne fra kravet om at afholde udgifter til klage- og erstatningssager. Det var efter en lovgivning, vi lavede sidste år, at de var kommet i klemme på den måde her, og der retter man det lige ind igen. Det mener vi også er rigtig godt.

Det sidste er at udvide dækningsområdet for patienterstatning til at omfatte lægemidler, der kommer fra en medicinkiste. En medicinkiste er en medicinboks, der opbevares i maritime fartøjer og redningsflåder osv. Så det kan vi støtte fuldt op om. Men som jeg sagde, har vi nogle spørgsmål om kræft og erstatning for for sen screening, så det tager vi med i udvalgsarbejdet.

Tak til fru Liselott Blixt. Og vi går videre til fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Lad mig med det samme tilkendegive, at jeg egentlig blev så glad, da jeg læste Kræftens Bekæmpelses høringssvar til lovforslaget her. For vi er i Venstre fuldstændig enige. Det er simpelt hen urimeligt, at man i regionerne kan påberåbe sig manglende ressourcer som undskyldning for ikke at leve op til en lovfæstet patientrettighed, nemlig indkaldelse til screening for brystkræft. Det samme gør sig i øvrigt gældende for screeninger til livmoderhalskræft, tyk- og endetarmskræft.

Det er jo helt hen i vejret, at man som borger i Danmark kan risikere at gå rundt med uopdaget cancer, fordi regionerne ikke har indkaldt til screening rettidigt, og så oven i købet efterfølgende ikke have mulighed for at søge erstatning, hvis man oplever skader, fordi regionerne har svigtet. Regionerne må og skal overholde lovfæstede patientrettigheder, og der skal være mulighed for, at man kan søge erstatning, hvis man svigtes af regionerne.

Desværre sker det alt for ofte, at patienterne svigtes. Tænk bare på den 17. august 2017, hvor man kunne læse følgende i en pressemeddelelse fra Sundheds- og Ældreministeriet:

»... de seneste måneder har der været en række bekymrende indberetninger fra regionerne – ikke mindst fra Region Hovedstaden – i forhold til udfordringer med at overholde de maksimale ventetider.«

Eller den 2. marts 2019, hvor vi kunne læse i Berlingske Tidende:

»Kvinder med brystkræft venter længere på behandling i Region Hovedstaden end i resten af landet, og brystkræft er ikke det eneste problem. Sundhedsstyrelsen vil have Region Hovedstaden til at forklare, hvorfor det generelt halter med overholdelse af de såkaldte forløbstider på kræftområdet.«

Nej, det går ikke, at man i regionerne svigter danske patienter. For danske patienters skyld har vi brug for mere ensartethed, så hverken kræftbehandling eller andre behandlinger bliver det rene postnummerlotteri. Vi er i Venstre utrolig glade for det forslag til sundhedsreform, som regeringen sammen med Dansk Folkeparti har lagt frem. For forslaget vil styrke patientrettighederne, og det har vi brug for, også for at få gjort op med den sociale ulighed i sundhed.

Lovforslaget her indeholder imidlertid flere elementer. Et andet element handler om specialtandlægerne, som er havnet i en uhensigtsmæssig situation, efter at vi i juni 2018 indførte en særlov for at sikre danske tandpatienter fortsat tilskud til tandbehandling. Med lovforslaget her undtager vi specialtandlægerne fra kravet om at afholde udgifter til klage- og erstatningssager, ganske enkelt fordi specialtandlæger i ortodonti – altså tandretning – og tand-, mund- og kæbekirurger ikke leverer ydelser med regionalt tilskud. Med lovforslaget her vender vi altså tilbage til den tidligere retstilstand fra før 1. juni 2018, for så vidt angår specialtandlægerne, hvor regionerne jo betalte udgifterne i forbindelse med klage- og erstatningssager.

Sidste del af lovforslaget handler om skibskister eller medicinkister og lægemidler til brug i beredskabssituationer. Her har der imidlertid også vist sig en uhensigtsmæssighed i den vedtagne lovgivning, hvor vi jo gav private apoteker mulighed for at fremstille lægemidler til disse beredskaber. Uhensigtsmæssigheden ligger i, at lægemiddelskader som følge af brugen af lægemidler til f.eks. nød- eller beredskabssituationer, fremstillet af private apoteker, ikke indgår i erstatningskomplekset i Patienterstatningsordningen. Og den uretfærdighed retter vi nu også op på. Venstre kan støtte lovforslaget som fremlagt.

Tak for det. Vi går videre til hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

I vores sundhedsordførers fravær skal jeg sige, at Enhedslisten synes, det er særdeles vigtigt, at Folketinget handler på baggrund af den helt urimelige situation, en række kvinder er blevet bragt i, da de ikke fik det tilbud om screening for brystkræft, som de havde krav på. Selv om nogle af de pågældende kvinder udviklede brystkræft, vurderede Patienterstatningen, at Region Hovedstaden ikke kunne ifalde et erstatningsansvar, og sidste år stadfæstede Højesteret, at regionen ikke var forpligtet til at give kvinderne erstatning. Det skete med henvisning til den såkaldte ressourceregel, som vi diskuterer i dag.

Ressourcereglen betyder, at en region med henvisning til ressourcer kan slippe for at betale erstatning til patienter, der påføres en skade, som følge af at regionen ikke lever op til sine forpligtelser i forhold til behandlingsgarantierne. Med forslaget her vil patienter fremadrettet få mulighed for at få tilkendt erstatning i den situation, men det er dog, som andre ordførere allerede har bemærket, kun særlige grupper af patienter, der er undtaget fra ressourcereglen, nemlig de patienter, der påføres en skade som følge af manglende screeningsundersøgelser for brystkræft, for livmoderhalskræft og for tyktarms- og endetarmskræft.

Vi er for så vidt enige med Det Etiske Råd i, at det kan være lidt uheldigt og besynderligt, at lovforslaget kun omfatter særlige grupper af patienter, og at det kan ses som et udtryk for en forskelsbehandling, når muligheden for tilkendelse af erstatning afhænger af, hvilken sygdom man har, og når der knytter sig særlige garantier til sygdomme, hvor private udbydere i stort omfang giver tilbud om screeninger. Når det er sagt, finder vi det uhyre vigtigt, at vi tilstræber os at sikre kvinder bedst muligt mod brystkræft. Det er rigtig godt, at vi har indført screeningsprogrammet, og så nytter det jo naturligvis ikke noget, at der er kvinder, der alligevel ikke får tilbuddet og bagefter må konstatere, at de ikke kan få erstatning, når de bliver syge.

I Enhedslisten så vi gerne, at der blev givet mulighed for, at regionerne på forhånd kunne søge om dispensation fra at overholde en behandlingsgaranti, hvis de på forhånd kan sige, at der ikke er ressourcer til at udføre opgaven, eller at man vil prioritere de ansatte til livsvigtige indgreb frem for andre opgaver, hvis der mangler personale. Vi hører jo gang på gang fra de ansatte i sundhedsvæsenet, at der ikke er overensstemmelse mellem antallet af ansatte og de opgaver, der skal udføres. Det giver travlhed, det giver risiko for fejl, og derfor skal regionerne have mulighed for at sige, at det i praksis ikke er muligt at leve op til de krav, Folketinget stiller, og så må vi her i Folketinget være forpligtet til at finde løsninger, for det er et fælles ansvar. Derfor vil vi fremsætte et ændringsforslag til lovforslaget, der giver regionerne mulighed for at søge dispensation fra behandlingsgarantien med henvisning til de samme kriterier, som i dag ligger til grund for ressourcereglen.

Jeg skal hilse fra vores sundhedsordfører, Peder Hvelplund, og sige, at han ser frem til nærmere diskussion af det ændringsforslag, vi fremsætter i det kommende udvalgsarbejde, og jeg skal sige, at Enhedslisten kan støtte lovforslaget. Jeg skal også hilse fra Alternativet og sige, at de tilsvarende kan støtte forslaget.

Tak. Hr. Henrik Dahl. Nej, undskyld. I disse kønsneutrale tider siger jeg i stedet værsgo til fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Tak for det. Som det er nu, har patienter, der ikke indkaldes rettidigt til brystkræftscreening, ikke ret til erstatning, hvis forsinkelsen eller udeblivelsen fra indkaldelsen skyldes ressourcemangel. Så selv om man senere får brystkræft og det vurderes, at brystkræften kunne have været undgået, hvis man var blevet screenet til tiden, får man altså ikke erstatning, hvis regionerne kan sige, at det skyldes ressourcemangel og henholder sig til § 20 i klage- og erstatningsloven, hvor man friholdes fra erstatning, hvis man har mangel på personale eller økonomi.

Det er simpelt hen ikke rimeligt, og derfor foreslår regeringen, at denne ressourceregel ikke kan anvendes i forbindelse med forsinket indkaldelse til screening for brystkræft, livmoderhalskræft, tyktarmskræft og endetarmskræft. Af samme årsag foreslås det samtidig, at der indføres samme rettighed til undersøgelse for livmoderhalskræft og tyktarmskræft og endetarmskræft som for brystkræft.

Et andet element i lovforslaget er, at tandlæger, der har valgt at stå uden for hasteloven, som blev vedtaget ved opsigelsen af overenskomsten om tandlægehjælp den 1. juni 2018, selv skal afholde udgifter til eventuelle klagesager. Da specialtandlæger normalt ikke leverer ydelser med offentligt tilskud, er det eneste rimelige selvfølgelig, at de undtages fra kravet om at afholde udgifter til de klage- og erstatningssager. Vi skal naturligvis tilbage til den retstilstand, som var gældende før 1. juni 2018.

Det tredje og sidste element er, at reglerne for lægemiddelskader i klage- og erstatningsloven udvides til også at gælde for lægemidler fra såkaldte medicinkister i redningsbåde, beredskaber og det militære forsvar. Det er også meget naturligt og selvfølgeligt, så Liberal Alliance støtter lovforslaget.

Tak for det. Så går vi videre til fru Lotte Rod, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Det her lovforslag handler om erstatning og om, at man også skal kunne få erstatning, hvis man er blevet indkaldt for sent til screening for brystkræft, livmoderhalskræft og tyk- og endetarmskræft. Og det lyder jo rigtigt og godt, og som flere andre ordførere har været inde på, er der en række kvinder, som synes, de er blevet behandlet uretfærdigt. Men man er også bare nødt til rejse spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra.

Hvis vi læser i høringssvarene, siger styregruppen for Dansk Kvalitetsdatabase for Mammografiscreening, Dansk Forening for Radiologisk Mammadiagnostik, de lægelige medlemmer af Mammografistyregruppen i hovedstaden og Det Etiske Råd tre ting, som jeg synes er væsentlige at fremhæve.

For det første at det her er en dårlig prioritering af sundhedsfaglige ressourcer. For det andet at der ikke er tilstrækkeligt med lægelige specialister til, at man altid kan sikre, at man undersøger syge og raske inden for fristen, og – for det tredje – at det her risikerer at føre til, at man tager ressourcer fra syge kvinder. I Radikale Venstre går vi ind for, at vi i Danmark skal have et prioriteringsinstitut. Og det er, fordi vi synes, at det er forkert, at der i dag foregår en meget stor prioritering, som er uretfærdig og skjult, og som bør være åben og retfærdig.

Det, der jo er ved prioritering, er, at det jo er nemt sige de fine ord, men når det rammer virkeligheden, bliver det alvor. Og her er der et af de eksempler, hvor vi som lovgivere bliver mødt med, at hvis vi gør det her, kommer vi til at flytte ressourcer fra nogle, som er mere syge. Og derfor går vi til det her lovforslag med en vis skepsis fra Radikale Venstres side, og vi kommer til at stille spørgsmål i forhold til de høringssvar, der er kommet. For jeg har brug for at vide, hvordan regeringen forholder sig til den kritik, der er rejst, nemlig at det her kommer til at flytte ressourcer fra kvinder, som er mere syge.

Så med de bemærkninger vil jeg sige, at vi ikke kan støtte lovforslaget, som det ligger, men vi vil stille en række spørgsmål i udvalgsbehandlingen.

Tak for det. Der er ingen kommentarer. Fru Mette Abildgaard, Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg kommer jo lidt her som rosinen i pølseenden på et lovforslag, der heldigvis er meget, meget bred opbakning til. Min kollega hr. Flemming Møller Mortensen har meget fint redegjort for de forskellige elementer, der ligger i lovforslaget, og jeg vil ikke komme nærmere ind på de dele, der handler om specialtandlægerne eller medicinkisterne, som også fru Jane Heitmann og fru Liselott Blixt redegjorde fyldigt for. Det er nogle rigtig fine mindre tilpasninger af klage- og erstatningsloven, som vi også bakker op om.

Jeg vil prøve at fokusere på den del, der handler om det her med ressourcereglen, også lidt set i lyset af det, fru Lotte Rod var inde på i sit indlæg. Jeg sad som politiker i Region Hovedstaden, da vi havde den her frygtelige sag, som flere har været inde på, og jeg sad også som en af de ansvarlige politikere i det kræftudvalg, som havde ansvaret for kræftscreeningerne. Det, der fandt sted dengang, var ikke en politisk stillingtagen. Vi politikere blev orienteret, da der var sket et svigt, da tiderne var blevet overskredet. Vi blev ikke givet mulighed for at reagere. Der var tale om dårlig planlægning. Vi fik ikke mulighed for at tage stilling til, om der skulle flyttes rundt på nogle ressourcer for at muliggøre, at man kunne indkalde de her kvinder rettidigt. Nej, vi blev informeret, da svigtet var sket. Derfor var jeg ekstremt frustreret som politiker, da jeg hørte, at administrationen havde tænkt sig at påberåbe sig den her ressourceregel, for det var simpelt hen ikke korrekt. Det her var nemlig ikke en politisk prioritering, det var et administrativt svigt, at man ikke havde lavet den demografiske fremskrivning ordentligt og derfor ikke havde styr på at få de her kvinder indkaldt rettidigt.

Derfor synes jeg også, det var et kæmpe systemsvigt at påberåbe sig den her ressourceregel. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi får ændret på det nu med det her lovforslag. Jeg synes, det skriger til himlen, at det, der er sket, er uretfærdigt, og jeg synes, fru Liselott Blixt udtrykte det så præcist, da hun sagde, at den lovgivning, vi vedtager herinde, jo ikke er det papir, den er skrevet på, værd, hvis ikke den bliver efterlevet ude på sygehusene og ude i regionerne, hvor det virkelig gælder.

Derfor kan vi også fra Det Konservative Folkepartis side bakke op om alle elementer, der ligger i det her forslag, og vi glæder os over, at der er blevet handlet hurtigt på baggrund af bl.a. den beslutning, der blev truffet i Højesteret på det her område. Så vi bakker op om lovforslaget.

Der er en kort bemærkning. Hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet.

Mange tak, og tak for ordførertalen. Jeg har bare lyst til at spørge ordføreren, når vi nu har et førstehåndsvidne her til, hvad der skete i Region Hovedstaden: Når ordføreren nu siger, at det var administrativt, man havde besluttet sig for, at ressourcerne skulle bruges, som de blev, og at det ikke blev lagt på et politisk bord, blev det så lagt på et politisk bord, om ressourcereglen skulle anvendes eller ej?

Værsgo.

Jeg ved, at administrationen ikke havde besluttet, at man ikke ville overholde fristerne for indkaldelse. Det var noget, der skete, fordi man ikke var tilpas årvågen i forhold til det og holdt øje med de tidsfrister, der var, og fordi man i øvrigt havde planlagt på en måde, hvor man udnyttede det vindue, der er, til det yderste. Det er jo ikke lige præcis 2 år, der må gå, det er sådan noget med op til 2,2, eller er det 2,3, og omvendt er det også ned til 1,8, så vidt jeg husker. Der er et spænd, det kan ligge inden for, hvor man lå allermest yderligt.

Om det her med ressourcereglen vil jeg sige, at nej, det var ikke en politisk beslutning, at vi påberåbte os den. Det var administrationens vurdering, og det kunne vi ikke overrule politisk. Det kunne vi ikke gør os til dommer over; det var ikke en politisk mulighed.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Det synes jeg lyder meget, meget mærkeligt. Ordføreren siger, at det er administrationen i en region, der beslutter, hvordan man skal indstille, og hvordan man overordnet skal forholde sig til tingene. Det er ikke sådan, jeg opfatter det. Jeg opfatter det, som om regionsrådet har den øverste myndighed til at beslutte, også i sager som de her, hvordan regelsættet skal bruges, og om man skal gøre anvendelse af ressourcereglen. Er ordføreren enig med mig i det?

Værsgo.

Jeg kan i hvert fald konstatere, at forløbet var, som det var dengang i Region Hovedstaden. Og jeg tror heller ikke, hr. Flemming Møller Mortensens partikollega fru Sophie Hæstorp Andersen har lyst til at sige, at det her var en politisk beslutning, for det var det ikke. Det var den vurdering, vi fik af administrationen: Det her var et spørgsmål om ressourcemangel, og derfor kunne man ikke leve op til det.

Siden jeg stoppede i regionen, har der været hele det juridiske efterspil. Der tør jeg ikke gøre mig til dommer over, hvilke politiske beslutninger der har været truffet. Men jeg kan sige, at da jeg sad i situationen dengang, var det en administrativ vurdering, som vi politikere ikke kunne se bort fra. Så det var ikke en politisk beslutning.

Tak. Der er ikke flere, der har kommentarer. Så er det sundhedsministeren.

Tak til ordførerne for opbakningen til lovforslaget sådan overordnet set. Der blev sagt mange ting, som jeg ikke vil gentage, men jeg vil blot understrege, at vi har fremsat det her lovforslag om at ændre loven, fordi vi ønsker at sikre, at patienter, som ikke indkaldes rettidigt til de kræftscreeninger, som vi har besluttet skal gennemføres, og som vi har afsat ressourcer til, også får mulighed for at få erstatning, hvis de får en skade som følge af en forsinket indkaldelse. Det er jo også for at sikre, at der ikke igen sker det, vi har set der er sket i de sager, som der også lige har været en dialog om mellem den konservative ordfører og Socialdemokraternes ordfører, nemlig at kvinder med brystkræft blev afskåret fra at få prøvet deres sag, fordi de blev for sent indkaldt til en brystkræftscreening og regionen påberåbte sig ressourcereglen.

Vi sikrer også, at de patienter, som måtte blive indkaldt for sent til screening for livmoderhalskræft og tarmkræft, får samme ret, og som jeg hørte Socialdemokraterne, kom de med et forslag om at overveje en hjemmel i lovforslaget; det plejer ellers at være sådan, at I begrænser hjemlerne, men jeg forstår godt argumentationen i relation til det. Man skal så bare vide, at lovforslagets økonomi jo er afstemt efter de eksisterende screeningsprogrammer, som der jo er allokeret økonomi til. Så bare man er bevidst om det, tænker jeg, at det er sådan noget, vi kan afklare i udvalgsbehandlingen.

Det handler grundlæggende helt principielt om, at regionerne ikke skal kunne påberåbe sig den såkaldte ressourceregel for dermed at slippe for erstatningsansvaret, når det handler om dårlig planlægning, og da slet ikke, når vi taler områder, hvor man har meget klare rettigheder, og som vi også allerede har afsat økonomi til. Derfor kan jeg heller ikke følge den radikale ordførers kommentarer, i relation til at det så skulle tage penge fra andre områder, for vi taler jo om patientrettigheder, og der er allerede afsat økonomi til at sikre screeningsprogrammerne og endda sikre dem sådan, at der også er et spænd. For som den konservative ordfører sagde, er det jo ikke sådan, at det er 2 år eksakt og på den eksakte dato. Der er jo et spænd på plus/minus 3 måneder. Det vil sige, at der sådan set er 6 måneder. Så i 6 måneder havde man altså i de konkrete sager, der har været diskuteret omkring Region Hovedstaden, muligheden for at planlægge det sådan, at man overholdt de patientrettigheder, som borgerne har.

Derfor synes jeg, at det er helt relevant, at vi også gør det meget tydeligt, at dårlig administration og planlægning ikke må give anledning til, at man så bare kan påberåbe sig ressourcerreglen.

Vi ændrer også, og det har flere af jer påpeget, loven i forhold til specialtandlæger, sådan at de ikke skal afholde udgifter til klager og erstatningssager. Det er et sted, hvor man må sige, at det aldrig har været hensigten, at specialtandlægerne skulle afholde de udgifter. Men det er et af de der punkter, som man først har set, efter at vi lavede vores fælles aftaler i forbindelse med den lov, som trådte i kraft den 1. juni sidste år, da overenskomsten mellem Danske Regioner og Tandlægeforeningen om tandlægehjælp var blevet opsagt. Det retter vi så op på nu, så vi vender tilbage til den tidligere retstilstand, hvor det også var regionerne, der afholdt udgiften.

Det tredje element i lovforslaget er så en udvidelse af patienterstatningens dækningsområde, som netop relaterer sig til lovforslaget om skibskister, som vi har behandlet i en tidligere samling. Det betyder, at patienter, som efter indtagelse af et lægemiddel fra en medicinkiste i en redningsflåde får en skade som følge af egenskaber ved lægemidlet, også får mulighed for at få erstatning. Så jeg synes egentlig, at det er en naturlig konsekvens af de øvrige udvidelser, vi har lavet, af både erstatningslovgivningen, men også af den lovgivning, vi lavede om skibskister.

Jeg kunne forstå, at Enhedslisten ønsker at stille et ændringsforslag, som vil forringe patientrettighederne. Nu har jeg jo ikke set det konkrete ændringsforslag, men jeg kan bare sige sådan helt principielt, at fra regeringens side ønsker vi ikke at bakke op om en forringelse af patientrettighederne. Vi ønsker tværtimod at styrke patientrettighederne, og det er netop også det, vi har aftalt med Dansk Folkeparti i forbindelse med den aftale om sundhedsreformen, som blev indgået i tirsdags, nemlig at vi styrker patientrettighederne i Danmark. Derfor tror jeg også, at jeg, medmindre det er et helt andet ændringsforslag, som skulle have nogle gode hensigter, umiddelbart bare kan sige til Enhedslistens kommentarer, at regeringen ikke støtter en forringelse af patientrettighederne.

Tak for det. Der er ikke flere, der har bedt om ordet – jo, men det kom lige lidt sent. Hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten, værsgo.

Jeg skal kun sige, at nu vil min kollega hr. Peder Hvelplund bringe det ind i behandlingerne i udvalget, men det, der er vores hensigt med ændringsforslaget, er at få belyst og håndteret det problem, at der ikke er overensstemmelse mellem de opgaver, som sygehusene har, og de ressourcer, der er stillet til rådighed med den ringe økonomi. Så vores ærinde er ikke at forringe patientrettighederne, men at få sikret, at der er de tilstrækkelige ressourcer til vores sygehusvæsen til at løse de opgaver, som lovgivningen pålægger dem.

Værsgo.

Tak. Som jeg også sagde indledningsvis, er der jo afsat ressourcer til præcis de screeningsprogrammer, som vi taler om i dag, med lovforslaget. Vi har jo afsat penge til dem, såvel som vi har løftet økonomien i sundhedsvæsenet hvert år, vi har jo siddet i regering, så vi nu har løftet alene sundhedsøkonomien med mere end 6 mia. kr. siden sidste valg. Tager vi det helt tilbage til årtusindskiftet, har der været en reel vækst på 40 pct. i sundhedsvæsenet i Danmark. Og derfor må jeg bare sige, at selvfølgelig skal der være økonomi til de opgaver, som vi pålægger sundhedsvæsenet, og det har der også været i de konkrete tilfælde, hvor der netop var afsat økonomi til at kunne leve op til de screeningsprogrammer, som vi har indført lovgivningsmæssigt. Men det må vi jo tage i udvalgsbehandlingen.

Helt principielt støtter regeringen ikke forringelse af patientrettighederne. Vi ønsker at styrke dem, men jeg vil selvfølgelig stille mig til rådighed for de spørgsmål, der måtte være, i udvalgsbehandlingen.

Tak for det.

Så er der ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.